Oversat fra The Communist International and the united front, -i: International Socialism (1st series), No.74, January 1975, pp.12-15.
Oversætter ukendt.
Fra maskinskrevet duplikat (formentlig brugt til skoling i Faglig Fælles Liste).
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 26. maj 2014.
Det italienske sammenbrud
Marts-aktionen
På vej mod enhedsfronten
Hallas’ noter
Oversætters noter
“I det for borgerskabet mest kritiske år, 1919, kunne det europæiske proletariat utvivlsomt have erobret statsmagten med minimale ofre, hvis det havde været ledet af en ægte revolutionær organisation, der opstillede klare mål og var i stand til at forfølge dem, altså et stærkt kommunistisk parti. Men der var intet parti ... I de seneste tre år har arbejderne kæmpet hårdt og lidt meget. Men de har ikke erobret magten. Som følge heraf er de arbejdende masser blevet mere forsigtige end de var i 1919-20.”
(Trotskij, Den tredje kongres’ vigtigste lære, 1921).
Hvordan skulle et revolutionært parti handle i en ikke-revolutionær situation? Det var ikke spørgsmålet i 1919, men det var det centrale spørgsmål i 1921. Som det hed i de “Teser om verdenssituationen”, der blev vedtaget af den tredje verdenskongres:
“I det år, der er gået mellem den Kommunistiske Internationales anden og tredje kongres, er en række arbejderopstande og -kampe endt med delvise nederlag (den røde hærs fremrykning mod Warszawa i august 1920, det italienske proletariats kampe i september 1920, de tyske arbejderes rejsning i marts 1921).
Den første periode af den revolutionære efterkrigsbevægelse, karakteriseret ved dens fremstøds spontane karakter, dens afgjorte usikkerhed m.h.t. mål og midler og ved den voldsomme panik den vakte hos de herskende klasser, denne periode ser nu i det væsentlige ud til at være forbi. Borgerskabets klasse-selvbevidsthed, såvel som dets statsapparats ydre stabilitet, er unægtelig blevet styrket ... Borgerskabets ledere praler endog af deres statsapparats styrke, og de er gået i offensiven mod arbejderne i alle lande både på den økonomiske og politiske front.” [1]
Kapitalismens genrejsning fik et vaklende og ujævnt forløb. I 1921 var der en alvorlig, omend kortvarig, økonomisk krise. Alligevel betød nedgangen i den revolutionære bølge fra 1919-20, at det umiddelbare perspektiv, som Zinoviev havde talt om i 1920 – sovjetrepublikkernes verdenskongres – var urealistisk. Der kunne vise sig, og viste sig faktisk, revolutionære muligheder i løbet af de næste par år. Men den internationale bevægelse måtte alt i alt affinde sig med en ny situation.
I Rusland måtte man i 1921 forlade krigskommunismen til fordel for “den nye økonomiske politik” (NEP), som Lenin betegnede som et “strategisk tilbagetog”. Han skrev: “Hvad vi sagde var faktisk ‘Lad os trække os tilbage og omorganisere os på et mere solidt fundament, før vi bliver løbet helt over ende’. For de kommunister, der omhyggeligt studerer spørgsmålet om NEP, kan der ikke være den ringeste tvivl om, at vi har lidt et alvorligt nederlag på den økonomiske front.” [2]
På internationalt plan var det nødvendigt med en tilsvarende kursændring. Det drejede sig på ingen måde om en automatisk overførelse af de russiske erfaringer. Den ændrede verdenssituation, først og fremmest i Europa, var den ene af de to hovedfaktorer, der nødvendiggjorde et tilbagetog til NEP.
Den ændrede situation stillede i 1921 de europæiske kommunister (og kommunismen var endnu i 1921 i det væsentlige en europæisk bevægelse) over for et klart valg: Enten finde ud af, hvorledes revolutionær politik kunne gøres meningsfuld og vigtig for arbejderne i en (for tiden) ikke revolutionær situation, eller se sig sat tilbage blandt de revolutionære sekter uden virkelig indflydelse på begivenhedernes forløb.
“Fra den dag den blev grundlagt,” erklærede den tredje verdenskongres’ teser om taktik, “har den Kommunistiske Internationale set det som sit klare og utvetydige mål ikke at skabe en lille kommunistisk sekt, der ved propaganda og agitation forsøger at få indflydelse på de arbejdende masser, men derimod at deltage i de arbejdende massers kamp, lede denne kamp i en kommunistisk ånd og igennem den skabe erfarne, store, revolutionære, kommunistiske massepartier.” [3]
Hvorledes kunne dette gøres i den nye situation? Med udgangspunkt i det, teserne om taktik kaldte “delkampe og delkrav”, dvs. krav om forbedrede løn- og arbejdsforhold, øget beskæftigelse osv.
Efter at have slået fast, at der ikke findes permanente reformistiske løsninger på arbejderklassens problemer, og efter endnu en gang at have bekræftet, at omstyrtelsen af kapitalismen forblev “målet og den umiddelbare opgave”, hævdede teserne, at ...
“... de kommunistiske partier må for at udføre denne opgave rejse krav, hvis opfyldelse er et umiddelbart og presserende behov for arbejderklassen, og de må kæmpe for disse krav i massekampen, hvad enten de er forenelige med kapitalistklassens profitøkonomi eller ej (altså også, hvis de er forenelige hermed, altså er “reformistiske” krav; DH) ... Det er de kommunistiske partiers opgave at udvide, uddybe og forene denne kamp for (opfyldelsen af) konkrete krav ... Enhver indvending mod at fremsætte sådanne delkrav, enhver beskyldning på dette grundlag for reformisme, er en følge af den samme manglende evne til at fatte revolutionær handlings væsentligste betingelser, som den der blev udtrykt af visse revolutionære grupper i forbindelse med deltagelse i fagforeningsarbejdet eller udnyttelse af parlamentet. Det er ikke et spørgsmål om at holde endemålet op for proletariatet, men om at intensivere den praktiske kamp, som er den eneste måde, hvorpå proletariatet kan ledes mod kampen for dette endemål ...” [4]
Stærke tendenser i et antal betydningsfulde kommunistpartier afviste denne fremgangsmåde. For dem lugtede kampen for “delkrav og umiddelbare mål” af reformisme. En række ultra-venstre tilføjelser til teserne blev foreslået af det tyske, østrigske og italienske parti.
Lenin skrev senere: “På den (tredje) kongres stod jeg på den yderste højrefløj. Jeg er overbevist om, at det var det eneste rigtige sted at stå.” [5]
Ultra-venstre-ideerne var blevet næret af kampen mod centristerne, en kamp der langt fra var afsluttet i 1921 – skønt centristerne nu udgjorde en langt mindre fare end ultra-venstrefløjen. I virkeligheden forstærkede de to tendenser til en vis grad hinanden, hvilket kan ses af to modstillede eksempler fra Italien og Tyskland. Det sammenbrud, som det italienske partis centristiske lederskab havde ført landets arbejderklasse ud i i efteråret 1920, fremmede i Tyskland den ultra-venstre eventyrpolitik, der blev kaldt “offensivens teori”.
“Klassekampens nuværende fase i Italien følges enten af det revolutionære proletariats erobring af den politiske magt ... eller af kapitalisternes og den herskende klikes forfærdende reaktion. Alle former for vold vil blive brugt for at kue arbejderklassen i byerne og på landet.”
(Gramsci i L’Ordine Nuovo, maj 1920)
Italien gik ud af krigen som den svageste af “sejrherrerne”. Dets ledere havde ikke meget at opvise til gengæld for den halve million døde og den enorme krigsgæld. Leveomkostningerne var steget til det seksdobbelte i løbet af krigen, og de steg stadig. “Den liberale italienske stat var i hastig opløsning, der var en udbredt oprørsånd i hæren og inflationen rasede.” [6]
På den anden verdenskongres (1920) havde det italienske socialistpartis (PSI) leder Serrati erklæret: “De politiske og økonomiske forhold i Italien er altså således, at det uundgåeligt bærer mod revolutionen. Partiet står så stærkt, at man kan sige, at det italienske proletariat næsten er parat til at gribe magten.” [7]
Noget sådant havde PSI imidlertid ingen konkrete planer om. Som tidligere bemærket havde Serrati og hans fæller tidligere nægtet at støtte bøndernes og landarbejdernes jordbesættelses-bevægelse med den begrundelse, at den var “demagogisk og småborgerlig”.
I slutningen af august 1920 førte en lønkonflikt i Milanos metalindustri til en landsomfattende lock-out og til en massiv bølge af fabriksbesættelser, der omfattede 600.000 arbejdere. Det var ingen almindelig konflikt. De sociale spændinger var enorme; der havde allerede været generalstrejke i Torino i april. “Adskillige arbejdere blev dræbt i forbindelse med 1. maj-demonstrationerne, og i tiden derefter var der hyppige sammenstød mellem arbejdere og politiet og hæren.” [8]
De besatte virksomheder blev kontrolleret af fabriksråd, og der blev oprette “røde garder”. I syden, særlig på det tilbagestående Sicilien, startede en ny jordbesættelses-bevægelse.
PSI-ledelsen opmuntrede til alle disse aktioner med den mest yderligtgående sprogbrug. “Alt hvad der blev skrevet i Avanti (partiets dagblad – DH), og alt hvad socialistpartiets talsmænd sagde, blev opfattet af masserne som en opfordring til at starte den proletariske revolution. Og denne propaganda vandt genklang i arbejderklassens hjerter, vakte dens vilje og fremkaldte september-begivenhederne,” sagde Trotskij.
PSI førte en revolutionær sprogbrug uden nogensinde at tage højde for dens konsekvenser. Enhver ved, at ingen andre organisationer under september-begivenhederne tabte hovedet og blev lammet i samme grad som netop det PSI, der selv havde banet vejen for disse begivenheder.” [9]
For PSI-flertallet havde bogstaveligt talt ingen sammenhængende politik. Uanset sin revolutionære retorik havde partiet i begyndelsen af september aftalt med den faglige landsorganisation CGL, hvis ledere var partimedlemmer, at begrænse kampen til en kamp for de oprindelige økonomiske krav. Og dog talte partiet stadig oprørets sprog. Det provokerede, ja skræmte, den herskende klasse og forblev samtidig politisk passiv, gav overhovedet ingen konkrete retningslinjer for de hundredtusinder af arbejdere, som det havde indflydelse på, og dermed heller ikke for de millioner, der fulgte fortroppen.
I slutningen af august (1920) sendte Internationalens eksekutivkomité et brev underskrevet af Bukharin, Lenin og Zinoviev til PSI. “I Italien er alle de vigtigste betingelser til stede for en stor og ægte folkelig, proletarisk revolution ... Der kommer nyt om uroligheder hver dag. Alle øjenvidner – iberegnet de italienske delegerede – hævder vedblivende, at situationen i Italien er yderst revolutionær. Alligevel holder partiet sig i mange tilfælde i baggrunden uden at forsøge at udbrede bevægelsen, uden at udforme paroler uden at vende den til en afgørende offensiv mod den borgerlige stat.” [10]
Den 22. september sendte EKKI endnu et hastebrev til partiets ledere. “I vinder ikke ved fabriksbesættelser alene ... denne bevægelses sigte må udvides og gøres kendt for alle, kampen må hæves til et politisk niveau; med andre ord så må denne bevægelse føres ud i et almindeligt oprør med det formål at løbe borgerskabet over ende gennem arbejderklassens politiske magtovertagelse ... Dette er den eneste vej til frelse; uden den vil den opløsning og det sammenbrud, der er undervejs for denne mægtige og storslåede bevægelse, være uundgåelig ...” [11]
Intet af dette havde nogen virkning. PSI undlod at give massebevægelsen en overordnet, politisk retning, undlod at føre den mod magtovertagelsen, og undlod at lave de tekniske forberedelser til et oprør. Det vaklede og krisen sluttede. Uundgåeligt satte den forudsagte opløsning og det forudsagte sammenbrud ind.
Udfaldet var katastrofalt. Den herskende klasse, der var blevet grundigt skræmt, vendte sig til fascismen. “Mussolinis bevægelse, der før september 1920 havde været svag og ubetydelig, voksede med ualmindelig fart i årets sidste tre måneder.” [12]
Septemberkrisen beviste, at PSI, der havde været medlem af den Kommunistiske Internationale siden 1919, i virkeligheden slet ikke var et kommunistisk parti. Det var typisk, at Serrati-ledelsen stædigt havde nægtet at ekskludere højrefløjen, der blev ledet af den ikke-omvendte reformist Turatti, til trods for den anden verdenskongres’ beslutning og gentagne krav fra EKKI.
Internationalen gennemtvang et brud på den PSI-kongres, der blev afholdt i Livorno januar 1921. Men i modsætning til bruddene i Halle og Tours det foregående år, så lykkedes det i Livorno ikke venstrefløjen at vinde medlemsflertallet fra centristerne. Der blev afgivet stemmer på vegne af 14.695 medlemmer for Turattis højrefløj, 58.785 for venstrefløjen og 98.028 for Serratis centrum-gruppe. Venstrefløjen forlod partiet.
Dette styrkeforhold ville ikke have været så dårligt, hvis venstrefløjen, nu det italienske kommunistparti (PCI), havde haft en pågående og samtidig smidig strategi i kampen for at vinde de arbejdere, der støttede Serrati. Men en sådan strategi havde man ikke. Det nye parti domineredes af Amadeo Bordigas og hans gruppes sterile ultra-venstrelinje. Ikke før midten af tyverne blev ultra-venstrefløjens dominans i PCI omsider brudt. Men da var det for sent. Fascismen havde sejret.
“Sagens kerne er, at Levi på mange måder har ret politisk set. Uheldigvis gør han sig skyldig i et antal disciplinbrud, for hvilke hans parti har ekskluderet ham. Thalheimers og Bela Kuns teser er politisk fuldstændig vildledende. De rene fraser og flirten med venstreafvigelser.”
(Lenin, brev til Zinoviev, 6. juni 1921).
Et holdningsløst centristisk lederskab ødelagde i anden halvdel af 1920 i Italien en bevægelse, der kunne have smadret den borgerlige stat, ført til dannelsen af et Sovjetitalien, og således grundlæggende have ændret magtbalancen i Europa.
I Tyskland i marts 1921 forsøgte et partilederskab, i mangel af en landsomfattende revolutionær bevægelse, at erstatte massebevægelsen med militante partimedlemmer. Resultatet blev et smerteligt nederlag. Bestemt ikke et nederlag af omfang som det italienske, men alligevel et alvorligt nederlag, der skulle få en dybtgående og uheldig indflydelse på den tyske arbejderbevægelse.
Der var en sammenhæng mellem de to begivenheder. På overfladen var det en personsag i det tyske partis (KPD’s) ledelse. Paul Levi, den dygtige KPD-leder, havde deltaget i kongressen i Livorno, og bagefter havde kritiseret Internationalens repræsentanter for taktisk klodsethed. Repræsentanterne var Kristo Kabakchiev, en bulgarer, som Trotskij beskrev som en “blodfattig doktrinær person” og Matyas Rakosi, en ungarsk “organisationsmand”, en “apparatchnik” uden en selvstændig politisk tanke, der langt senere (fra 1944 til 1956) blev Stalins chef i Ungarn.
Levis kritik, der meget vel kan have været korrekt i store træk, fik Rakosi til at forlange, at den tyske partiledelse skulle godkende hans handlinger og fordømme Levi. Han fik sin vilje (med 28 stemmer mod 23). Levi, Klara Zetkin, Ernst Daumig (en fremtrædende leder af Berlins tillidsmandsbevægelse under krigen og nu i spidsen for KPD’s “militærapparat”) og to andre fra partiledelsens højrefløj trak sig ud i protest. Venstrefløjen fik flertal.
Magtforskydningen i “generalstaben” fik betydelige konsekvenser. En venstrefløjsgruppe – Maslow, Fischer, Thalheimer, Frölich med flere – blev ledende. De troede på “offensivens teori”, ifølge hvilken “arbejderklassen kun kunne sættes i gang ved en række offensive handlinger,” som Ruth Fischer udtrykte det. [13]
Ifølge Fischer blev der “I månederne op til Kronstadt-oprøret, marts 1921, ... af en gruppe russiske partiledere samlet omkring Zinoviev og Bela Kun udtænkt en plan om en aktion i Tyskland for at få de russiske arbejdere til at glemme deres egne problemer.” [14]
Dette er en undskyldning, en retfærdiggørelse og en efterrationalisering. Det er en kendsgerning, at blandt de tidligere medlemmer af USPD, der siden Halle-kongressen var blevet vundet for den kommunistiske Internationale (det drejede sig om 300-350.000), var der et stærkt ønske om omgående revolutionær handling. Venstrefløjen udtrykte dette ønske og retfærdiggjorde det teoretisk med det formål at vælte deres modstandere i partiledelsen. Disse modstandere, gruppen omkring Levi, forsøgte allerede at få partiet til at bevæge sig ad den vej, ad hvilken Lenin og Trotskij skulle lede Internationalen efter den tredje verdenskongres. Men Levi havde ikke den autoritet, den tålmodighed og de taktiske evner, der krævedes til en sådan opgave.
Det er sandt, at Zinoviev (og Bukharin) legede med den halvvejs blanquistiske tanke, at en “offensiv” fra militante partilmedlemmer ville “opildne” de tyske arbejdere, og det er sandt, at de bar sig meget uansvarligt ad ved at sende Bela Kun til Tyskland som Komintern-repræsentant uden klare beføjelser.
Kun, “min kære Bela”, som Lenin sagde, “der også tilhører en poetisk begavet nation, og som hele tiden føler sig forpligtet til at være til venstre for venstrefløjen,” [15] denne Kun var en glødende fortaler for “offensiv for enhver pris”. Men EKKI havde ikke givet ordre til nogen “offensiv”. Kun handlede på eget ansvar, og sandheden er, at hans tendenser i retning af eventyrpolitik hurtigt vandt genklang hos det nye tyske lederskab. Selv uden Kuns tilstedeværelse, selv uden Zinovievs tvivlsomme tilslutning, ville de sikkert ikke have handlet anderledes; uagtet Fischers senere undskyldning. Det var et eksempel på, at “succesen har tusinde fædre; fiaskoen er altid et stedbarn”.
Den 16. marts 1921 befalede den socialdemokratiske overpræsident i Saxen, Otto Horsing, sit politi at besætte Mansfeld kobberminen, en kommunistisk højborg, samt et antal fabrikker med det påskud, at “overfald og plyndring” gik i svang. Dette var næsten med sikkerhed en bevidst provokation. Både politiet og de socialdemokratiske ledere vidste udmærket, at “offensiven” var under opsejling, og Horsing foretrak selv at vælge tid og sted for opgøret. [16]
Det umiddelbare resultat var godt nok en slags oprør, en række sammenstød mellem bevæbnede arbejdere og politi og militær i Mansfeld-området og ved den kemiske fabrik ved Leuna i nærheden af Malle. Ud over partimilitsens udrustning rådede arbejderne over en mængde våben fra 1919. I en kort periode domineredes Mansfeld-området af de røde garder under ledelse af den anarkistiske guerillaleder Max Holz. Men oprøret var fuldstændigt isoleret.
En sådan situation ville have været vanskelig at klare selv for den mest nøgterne partiledelse. Ligesom i julidagene i Petrograd i 1917 rejste arbejderne i et område sig til væbnet kamp, mens arbejderklassens flertal var langt fra at overveje en sådan. Problemet var at standse fortroppen og organisere tilbagetoget med minimale tab – en yderst hård og vanskelig operation.
KPD’s partiledelse, der var forgiftet af romantiske forestillinger, fulgte den modsatte kurs. De opfordrede til generalstrejke og væbnet kamp mod staten. Partiets militsenheder blev opfordret til at “provokere” myndighederne for på denne måde at “opildne” arbejderne. “I Breslau og Malle var der adskillige bombeattentater; flere andre planlagte attentater i Berlin blev ikke ført ud i livet.” [17] Da strejkeopfordringen ikke blev fulgt – og det blev den stort set ingen steder – blev de militante partimedlemmer opfordret til at tvinge arbejderne.
“Ved den Krupp-ejede fabrik Friedrich-Albert-Huette i Rheinhausen var der,” ifølge en partireport citeret af Levi, “om torsdagen voldsomme opgør mellem kommunister, der havde besat fabrikken, og arbejdere, der ønskede at komme i arbejde. Til sidst overfaldt arbejderne kommunisterne med køller og tiltvang sig adgang til fabrikken. Otte personer blev såret.” [18] Der var omfattende sammenstød på Hamborgs skibsværfter mellem socialdemokratiske og kommunistiske arbejdere. I Berlin forsøgte partiet at få de arbejdsløse til at besætte fabrikkerne og holde arbejderne ude.
Overalt, bortset fra et begrænset område i Midttyskland, hvor der var virkelig massestøtte, handlede et mindretal af kommunistisk orienterede arbejdere uden, og ofte imod, arbejderklassens store flertal.
Eventyrets uundgåelige sammenbrud fulgtes af en kraftig repression. Partiet blev voldsomt åreladet, medlemstallet faldt katastrofalt (til 150.000 eller mindre) og tusinder af militante blev fængslet.
“Det vigtigste for den Kommunistiske Internationale i dag er at få den dominerende indflydelse på arbejderklassens flertal, at få dens vigtigste lag ud i kamp. For på trods af den revolutionære situation ... er flertallet af arbejdere endnu ikke kommunistisk orienterede.”
(Resolution fra den tredje verdenskongres, 1921).
Bevægelsens udgangspunkt var splittelsen af arbejderklassen i 1914, og den voksede sig stor under kampen mod de centristiske ledere i 1919-20, en kamp der førte til yderligere splittelse.
Der er en måske uundgåelig tendens til at fjendskabet mod og foragten for de reformistiske og centristiske ledere løber over i en farlig mangel på hensyntagen til de arbejdere, der stadig følger disse ledere. Marts-aktionens vanvid var et faresignal. En skarp “højre”-drejning var nødvendig, hvis Internationalen skulle undgå i stadigt stigende grad at blive isoleret fra den klasse, den prøvede at lede.
Trotskij hævdede senere: “På den tredje verdenskongres blev visse af Internationalens medlemmer kaldt til orden af et overvældende flertal; det gjaldt dem, hvis synspunkter indebar en fare for, at avantgarden ved hovedkulds aktion kunne rystes af en forening af de arbejdende massers passivitet og umodenhed og den kapitalistiske stats styrke. Det var den største fare.” [19]
I virkeligheden var flertallet langt fra overvældende. Ganske vist er teserne om taktik en underforstået fordømmelse af kupmageri og eventyrpolitik, såvel som af ultra-venstrelinjen i den passive, propagandistiske afart. Men det krævede hård kamp at få dem vedtaget.
Og med hensyn til selve Marts-aktionen, så måtte Lenins “yderste højrefløj” stille sig tilfreds med en tvetydig udtalelse, hvori det hed:
“Aktionen i den forgangne marts blev påtvunget KPD ved regeringens angreb på arbejderne i Midttyskland KPD begik en række fejl, af hvilken den største var, at de ikke forstod kampens defensive karakter .... Kongressen betragter KPD’s Marts-aktion som et skridt fremad ... KPD må i fremtiden tilpasse sine opfordringer til kamp bedre til den aktuelle situation ...” [20]
Dette utilfredsstillende kompromis var delvist resultatet af Paul Levis offentlige angreb på KPD, der førte til hans eksklusion. Levi udgav en pamflet Vor linje mod kupmageriet, der indeholdt en i det væsentlige korrekt, omend overdrevet, kritik af partilederne; den førte et voldsomt sprog (“historiens største bakunistiske kup”), og gav myndighederne værdifulde beviser mod partiet. Men den vigtigste grund var venstrefløjens fortsatte styrke. Først efter kongressen følte EKKI sig stærkt nok til at drage de logiske konklusioner af den nye kurs og give sig til at udmønte dens konsekvenser.
I december erklærede den: “EKKI er af den opfattelse, at den Kommunistiske Internationales tredje verdenskongres’ parole “til masserne”, såvel som den kommunistiske bevægelses almindelige interesser, tilsiger de kommunistiske partier og den samlede Internationale at støtte parolen om arbejdernes enhedsfront samt at tage initiativet i spørgsmålet.” [21] (Originalens understregning).
Det blev gjort klart, at dette betød et fast besluttet forsøg på at tvinge de reformistiske og centristiske organisationers ledelser til et begrænset samarbejde i konkrete sager gennem at vinde deres tilhængere for enhedskamp, og ikke blot et forsøg på at få disse tilhængere til at slutte op om de kommunistiske partier.
I januar 1922 opfordrede EKKI offentligt til “etableringen af en enhedsfront af alle de partier, som proletariatet støtter, uden hensyn til de forskelle, der er mellem dem, når blot de vil føre en fælles kamp for proletariatets umiddelbare og påtrængende behov ... Ingen arbejder, hvad enten han er kommunist, socialdemokrat, syndikalist eller endog medlem af en kristelig eller liberal fagforening, ønsker sin løn yderligere beskåret. Ingen ønsker længere arbejdstid ... Og derfor må alle forenes i en fælles front mod kapitalisternes offensiv ...” [22]
Dette var et enormt tilbagetog fra holdningerne i 1919-20. Og dog var det en nødvendighed i den nye situation. Den nye kurs rummede i sig selv mange vanskeligheder og farer, først og fremmest faren for, at de kommunistiske partier skulle miste deres revolutionære gejst og deres evne til hurtigt at svinge til venstre igen, når situationen ændredes. Det skulle afprøves i Bulgarien og Tyskland i 1923.
1. Degras, The Communist International 1919-43, Vol.1, p.230.
2. Lenin, Collected Works, Vol.33, p.63.
3. Degras, Vol.1, p.243.
4. Degras, Vol.1, p.249-50.
5. Lenin, CW, Vol.33, p.208.
6. Cammett, Antonio Gramsci and the Origins of Italian Communism, p.69.
7. Degras, Vol.1, p.188.
8. Cammett, p.111.
9. Trotsky, The First Five Years of the Communist International, Vol.1, p.262.
10. Degras, Vol.1, p.190.
11. Degras, Vol.1, p.193.
12. Cammett, p.133.
13. Fischer, Stalin and German Communism, p.176.
14. Fischer, p.174-5.
15. Zetkin, Reminiscences of Lenin, quoted from Gruber, International Communism in the Era of Lenin, p.306.
16. Borkenau, World Communism, p.214.
17. Fischer, p.175.
18. Borkenau, p.216.
19. Degras, p. 225.
20. Decisions of the Third Congress of the Communist International, p. 18.
21. Degras, Vol.1, p.311.
22. Degras, Vol.1, p.317-9.
Bemærkning til oversættelsen:
Alle citater er oversat direkte fra den engelske tekst. Der kan derfor forekomme mindre forskelle mellem denne tekst og teksten i andre forhåndenværende danske oversættelser af de pågældende citater.
Sidst opdateret 28.12.2014