Oversat fra Mass Parties and the International, -i: International Socialism (1st series), No.68, April 1974, pp.19-24.
Oversætter ukendt.
Fra maskinskrevet duplikat (formentlig brugt til skoling i Faglig Fælles Liste).
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 25. maj 2014.
De 21 betingelser
Partiets rolle
Ingen kompromisser, ingen taktiske manøvrer
Hallas’ noter
Oversætters noter
“Det sker oftere og oftere, at partier der kun lige er blevet medlemmer af den anden Internationale søger optagelse i tredje Internationale, skønt de endnu ikke er ægte kommunister ... Det er til en vis grad blevet på mode at være medlem af den Kommunistiske Internationale ... Under visse omstændigheder risikerer Internationalen udvanding på grund af tilstrømningen af vaklende og ubeslutsomme grupper, der endnu ikke har brudt med deres anden-Internationale-ideologi.”
(Lenin: Den kommunistiske Internationales optagelsesbetingelser, 1920).
I september 1919 stemte det italienske socialistpartis Bologna-kongres med stort flertal og på ledelsens anbefaling for tilslutning til den Kommunistiske Internationale. Partiet var en stor og stadigt voksende organisation, der ved valget to måneder senere fik en tredjedel af de afgivne stemmer og 156 parlamentspladser. Det norske arbejderparti (NAP) bekræftede sin tilslutning til Internationalen, og de bulgarske, jugoslaviske (tidligere serbiske) og rumænske partier tilsluttede sig ligeledes. Af disse var de første tre vigtige organisationer. NAP, der som det engelske arbejderparti var baseret på kollektivt fagforeningsmedlemskab, dominerede totalt på den norske venstrefløj, og det bulgarske KP havde fra begyndelsen støtte fra praktisk talt hele den bulgarske arbejderklasse. Det jugoslaviske KP fik valgt 54 parlamentsmedlemmer i det første (og eneste) frie valg, der afholdtes i den nye stat.
Det franske socialistparti (SFIO), der havde mere end fordoblet sit medlemstal fra 90.000 i 1914 til 200.000, var svunget langt til venstre og flirtede med Moskva. Det samme gjorde lederne af det tyske uafhængige socialdemokrati USPD, der i hastigt tempo vandt tilslutning på bekostning af SPD. Det svenske venstre-socialdemokrati, den tjekkoslovakiske venstrefløj og mindre partier i andre lande (inklusive det engelske ILP) fulgte i alt væsentligt den samme kurs. De blev af pres fra deres egne rækker tvunget til at hylde oktober-revolutionen i ord og til at forhandle om optagelse i den Kommunistiske Internationale.
“Visse ledende centrum”-gruppers ønsker om tilslutning til den tredje Internationale,” skrev Lenin, “leverer det indirekte bevis for, at den har vundet opbakning blandt det store flertal af de klassebevidste arbejdere over hele jorden, og at den bliver stærkere for hver dag.” [1]
Men disse partier var ikke revolutionære kommunistiske organisationer. Deres tradition var den før-krigs socialdemokratiske: Revolutionære i ord, passive i praksis. Og de blev ledet af mænd, der ville forsøge alle mulige krumspring for at bevare kontrollen og forhindre vedtagelsen af en ægte revolutionær strategi og taktik.
Uden hovedparten af disse partiers medlemmer kunne den nye Internationale ikke håbe på at udøve nogen afgørende indflydelse i Europa på kort sigt. Uden et brud med de centristiske ledere kunne den ikke håbe på at øve en revolutionær indflydelse. Og med hensyn til de massepartier, der allerede var medlemmer stillede sagen sig ikke meget anderledes. Det italienske socialistparti havde f.eks. i sin ledelse både nogle centrister og nogle gennemførte reformister.
Kampen mod centrismen kompliceredes ydermere af en anden faktor. Der fandtes stærke ultra-venstre strømninger inden for mange kommunistiske organisationer. Og uden for var der nogle betydelige syndikalistiske fagforbund, der havde nærmet sig tredje Internationale, men som endnu benægtede behovet for et kommunistisk parti.
Det spanske syndikalistiske forbund, CNT, som havde omkring en million medlemmer, stemte for tilslutning i december 1919. Et stort mindretal af det franske fagforbund CGT var også stemt for tilslutning. Andre syndikalistiske grupper, som f.eks. det amerikanske IWW, var utvivlsomt revolutionære, og det antoges, at de ville kunne vindes for Internationalen. At vinde og indoptage disse store grupper var en vanskelig og indviklet operation. Det krævede kamp på flere forskellige fronter.
På den anden verdenskongres (juli-august 1920) diskuteredes emnerne blandt 217 delegerede fra 67 organisationer i godt 40 lande. Centrister og ultra-venstre var godt repræsenteret. Såvel det franske socialistparti som det tyske uafhængige socialdemokrati deltog uden stemmeret.
Kongressens beslutninger var af afgørende betydning. På en måde var dette den virkelige stiftende kongres. Den fandt sted, da den sovjetisk-polske krig var på sit højeste, da den røde hær nærmede sig Warszawa. Et forsøg at oprette et militært diktatur i Tyskland, Kapp-kuppet, havde netop lidt nederlag på grund af arbejderklassens massive indsats. De italienske fabriksbesættelser skulle netop til at begynde. Følelsen af revolutionær optimisme var større end nogensinde tidligere. Zinoviev, Internationalens præsident, erklærede: “Jeg er overbevist om, at KI’s anden verdenskongres er forløberen for en anden slags verdenskongres, sovjetrepublikkernes verdenskongres.” [2] Det eneste der manglede var nogle ægte kommunistiske massepartier til at føre bevægelsen til sejr.
“Så lidt som det er nemt for en kamel at komme igennem et nåleøje, håber jeg det ikke vil være nemt for centrums tilhængere at komme igennem de 21 betingelser. De er fremsat for at gøre det klart for arbejderne i USPD og i de italienske og franske socialistpartier, ja for alle organiserede arbejdere hvad den proletariske revolutions internationale generalstab kræver af dem.”
(Zinoviev i tale på den anden verdenskongres)
Anden Internationale havde været en løs sammenslutning af nationale partier. Den tredje skulle være et centraliseret verdensparti med nationale afdelinger, skønt Internationalen måtte tage højde for “de skiftende betingelser under hvilke de enkelte partier må kæmpe og arbejde ... og kun måtte tage beslutninger med generel gyldighed, når det var muligt at tage sådanne beslutninger.” [3] De forskellige nationale programmer skulle baseres på Internationalens program og skulle underkastes international godkendelse. Alle beslutninger, der blev truffet på kongresserne og imellem kongresserne af eksekutivkomiteen (EKKI) skulle være bindende for alle partier. Dette var indholdet af den 15. og 16. af de 21 betingelser, som af eksekutivkomiteen blev opstillet som betingelse for optagelse i tredje Internationale.
Mange kritikere har i lyset af senere begivenheder set de 21 betingelser som kimen til Internationalens forfald. Det hævdes, at de udelukkende blev fremsat for at sikre russisk dominans, for at sikre russernes mulighed for at styre den internationale bevægelse efter deres egne formål.
Betingelsernes centristiske kritikere argumenterede imidlertid ikke således dengang. Af indlysende grunde. Efter erfaringer under krigen kunne ingen, der talte til revolutionære tilhørere, forsvare den anden Internationales metoder og praksis. Alle, bortset fra syndikalisterne, gik i det mindste i tale ind for idealet med international enhed og et verdensparti. Ydermere forventede alle, og ikke mindst russerne selv, at den specielle situation, hvor det russiske parti var det eneste ved magten, kun ville vare ganske kort tid. Lenin skrev kort før kongressen, at “så snart den proletariske revolution har sejret i blot et af de fremskredne lande, vil der sikkert ske en grundlæggende ændring: Rusland vil ophøre med at være forbilledet og vil atter blive et tilbagestående land (i “sovjet” og socialistisk betydning).” [4]
De betingelser, som især de delegerede fra det tyske USPD opponerede mest imod var de, der krævede “et komplet og absolut brud med reformismen og med centrums politik” [5] og endvidere eksklusionen af et antal navngivne “notoriske opportunister” omfattende bl.a. Karl Kautsky og Rudolf Hilferding fra USPD, Turati og Modigliani fra det italienske socialistparti (der var optaget som medlem af Internationalen), Jean Longuet fra det franske socialistparti og Ramsay MacDonald fra det engelske uafhængige Labour-parti, ILP.
“De overser totalt,” sagde Crispien fra USPD, “at vi skilte os ud fra højre-socialisterne, og at vi ikke holdt os tilbage fra at tage det brud, så snart det blev historisk uundgåeligt. På samme måde burde dette brud ikke behandles nedværdigende ... Jeg indrømmer, at et brud var nødvendigt, men det var en bitter nødvendighed ... Det er meget lettere at splitte arbejderne, end det er at vinde dem og holde dem sammen for den tyske revolution.” [6] Flere brud kunne ikke accepteres.
De centristiske ledere var indstillet på at råbe temmeligt højt. “Vi tog et klart standpunkt på vor partikonference i marts,” sagde Crispien, “og allerede da satte vi proletariatets diktatur på vort program i utvetydige vendinger ... vi påpegede, at parlamentarismen ikke bringer os socialisme.” [7] USPD-lederne ville imidlertid ikke acceptere de 21 punkter, fordi det ville betyde et brud med deres egen højrefløj. Den kendsgerning, at USPD i begyndelsen af 1919 havde samarbedet med SPD om oprettelsen af Weimarrepublikken, og at operationen ville have været meget mere besværlig, om ikke umulig, uden dette samarbejde, at flertallet af USPD’s ledere kun var revolutionære i ord: Alt dette blev omhyggeligt forbigået.
Franskmændene brugte en anden taktik. Deres hovedtalsmand var den notoriske opportunist Marcel Cachin. Cachin havde ikke blot i voldsom grad været for krigen (indtil 1917), men han havde fungeret som den franske regerings agent i et forsøg på at skabe en pro-krigsfløj i det italienske parti og havde i den anledning samarbejdet med klasseforræderen (og senere fascistiske diktator) Benito Mussolini. Cachin var parat til at love alt. “Vi er fuldstændig enige Vi er overbeviste om, at hvis vor ven Longuet havde kunnet være her, så ville hans mening, når det kom til stykket, ikke være forskellig fra vor (Longuet var en udtalt modstander af bolsjevikkerne). Vi vil bringe jeres betingelser til Frankrig.” [8]
Et parti ledet af Longuet, Cachin, Frossard og deres venner ville aldrig blive et revolutionært parti, lige meget hvad de lovede. Det ville tydeligvis ikke blive så let som Zinoviev havde forudsat at forhindre de centristiske kameler i at komme igennem nåleøjet. Af den grund blev eksekutivkomiteen voldsomt kritiseret af et antal venstrefløjsdelegerede for overhovedet at tillade centristerne at være til stede. Lenin svarede: “Jeg tror de tager fejl. Da Kautsky angreb os og udsendte bøger mod os, polemiserede vi mod ham som vor klassefjende. Men når de uafhængige socialdemokrater, der har vokset sig store ved en tilstrømning af revolutionære arbejdere, kommer her for at forhandle, så må vi tale med deres repræsentanter, eftersom partierne er en del af den revolutionære arbejderklasse.” [9]
Efter kongressen var det lettere at opnå kontakt med disse arbejdere. Efter en intens debat i partiet, blev USPD-lederne tvunget til at overveje tilslutning til den Kommunistiske Internationale. Venstrefløjen vandt med 236 stemmer mod 156 og højrefløjen forlod partiet. Venstrefløjen forenede sig med kommunistpartiet og dannede et nyt parti med godt 350.000 medlemmer. Internationalen havde nu et masseparti i Europas betydeligste land.
I december stemte det franske socialistpartis Tours-kongres med et flertal af 3 mod 1 for tilslutning til Internationalen og accept af de 21 punkter. Det nye franske kommunistparti havde fra starten 150.000 medlemmer. Men skønt de mere kompromisløse højrefløjsfolk under ledelse af Longuet og Blum havde skilt sig ud for at genetablere socialistpartiet, så havde kommunistpartiet alligevel i sin ledelse “omskolede” centrister som Fossard og Marcel Cachin. Begivenhederne skulle vise, at omskolingen ikke stak dybt.
I den samme måned splittedes det tjekkoslovakiske socialdemokrati, idet kommunisterne tog halvdelen af medlemmerne med sig og etablerede et kommunistparti med 100.000 medlemmer. Samtidig splittedes den tysktalende minoritets socialdemokrati og det derpå forenede kommunistparti hævdede at have et medlemstal på 170.000.
Fra begyndelsen af 1921 havde den Kommunistiske Internationales sektioner støtte fra flertallet af de klassebevidste arbejdere i adskillige europæiske lande (Frankrig, Italien, Norge, Bulgarien, Jugoslavien, Tjekkoslovakiet) og fra et betydeligt mindretal i andre (Tyskland, Sverige, Polen). Den betydeligste undtagelse var Storbritannien, hvor kommunistpartiet, der var stiftet i 1920, kun havde måske 3.000 egentlige medlemmer (omend det angav et medlemstal på 10.000) og ikke spillede nogen rolle i den nationale politik. Men Storbritannien havde heller aldrig haft et socialdemokratisk masseparti (Labour tillod først individuelt medlemskab i 1913). De nye kommunistiske massepartier led af alle mulige skavanker, men deres blotte tilstedeværelse betød et enormt skridt fremad.
I sommeren 1920 var tilmed de store syndikalistiske organisationer i Frankrig og Spanien åbne for Internationalens indflydelse. Problemet var imidlertid at overbevise dem om nødvendigheden af et revolutionært parti. Spørgsmålet om det revolutionære partis nødvendighed og de syndikalistiske indvendinger mod det blev taget op i en vigtig debat på den anden verdenskongres.
“Den kommunistiske Internationale afviser på det bestemteste den opfattelse, at proletariatet kan gennemføre sin revolution uden at have sit eget, uafhængige politiske parti. Enhver klassekamp er en polititik kamp. Målet for denne kamp, der uundgåeligt fører over i borgerkrig, er erobringen af den politiske magt. Politisk magt kan kun erobres, organiseres og bruges gennem et politisk parti.”
(Resolution fra den anden verdenskongres)
“Det kan forekomme temmeligt besynderligt, at der igen trekvart århundrede efter kommunistiske manifests fremkomst skulle afholdes en international kommunistisk kongres om partiets nødvendighed,” sagde Trotskij til kongressen, men de senere års begivenheder “har tvunget os til endnu engang at rejse spørgsmålet om, hvorvidt partiet er nødvendigt.” [10]
De revolutionære syndikalister satte politiske partier lig parlamentarisme, og deltagelse i parlamentarisk arbejde lig forræderi. Deres alternativ var det militante faglige arbejde baseret på direkte aktion, der i sidste instans førte frem til den revolutionære generalstrejke.
Partierne var ikke alene unødvendige. De var simpelthen en hæmsko for arbejderklassen. Forræderiet i 1914 beviste det.
“Det der betyder noget, er at ånden er revolutionær,” sagde Pestana, der var delegeret for de spanske syndikalister. “Det afgørende er, at fagforeningerne selv bliver revolutionære og militante organisationer.” [11] Tanner, fra den engelske “tillidsmands og fabriksråds-bevægelse” (Shop Stewards and Workers’ Committee Movement) videreførte argumentationen.
“De fleste af de aktive i tillidsmandsbevægelsen har været medlemmer af de socialistiske politiske partier, men de har forladt dem, fordi de ikke følte, at de gik i den rigtige retning ... Der kan ikke være tale om at vende tilbage til folden som angrende syndere ... Nu gøres der igen anstrengelser for at få arbejderne til at ty til parlamentet, skønt alle er enige om, at det hurtigst muligt skal afskaffes. De engelske arbejdere er ved at miste tilliden til parlamentariske aktioner ... De klassebevidste arbejdere vil kraftigt modsætte sig en tilslutning til Labour.” [12]
De russiske ledere ønskede stærkt at vinde syndikalisterne som en modvægt mod de ustabile centrister, der smuttede ind i KI. “Netop fordi jeg ved, at partiet er uundværligt ... og netop fordi jeg på den ene side ser Scheidemann (den tyske socialdemokratiske leder, der samarbejdede med hæren for at undertrykke Berlins arbejdere) og på den anden side amerikanske, franske eller spanske syndikalister, som ikke alene ønsker at kæmpe mod borgerskabet, men som faktisk i modsætning til Scheidemann ønsker at kappe hovedet af dem,” erklærede Trotskij, “foretrækker jeg at diskutere med disse spanske, amerikanske og franske kammerater ... for på en venlig måde at vise dem ... og ikke blot affeje dem ved som en modstilling at sætte Scheidemanns lange erfaring og sige, at for flertallet er denne sag allerede afgjort.” [13]
Zinoviev understregede forskellen mellem et socialdemokratisk og et kommunistisk parti. “Vi har ikke brug for partier, der som deres vigtigste drivkraft har det simple princip at få det størst mulige medlemstal, partier der degenererer til småborgerlige partier ... Vi har ikke brug for partier, hvor der f.eks. ved valg opstilles personer, som dagen i forvejen har meldt sig ind. Vi ønsker ikke parlamentsgrupper, der består af 46 professorer og 45 sagførere ... Og det er forståeligt hvorfor ... der er gode arbejdere, der siger, at ‘det er bedre slet intet parti at have, end at have et sådant parti.’” [14]
Han slog imidlertid fast, at den kommunistiske organisation var helt anerledes.
“Medlemmerne af vort parti er de bedste mænd inden for hver branche. I begyndelsen vil de være i mindretal; men eftersom de har et klart defineret program, siden de er de dygtigste, eftersom de er kendt blandt det arbejdende folk, så vil de, når det rigtige tidspunkt kommer, omgående blive massernes ledere.”
“Det er en enorm opgave, der står foran os ... Det er ikke konturløse fagforeninger uden en klar politik, vi har brug for, men partiet som omfatter de bedste fra arbejderklassen, som har været organiseret i mange år, som har dannet kernen i arbejderklassen og som vil lede den ad den rigtige vej. Opgaven er at organisere den arbejderklassens avantgarde, som virkelig vil være i stand til at lede masserne i kampen. I denne strid kan vi ikke klare os uden en generalstab; vi må skabe den, hvilket betyder at vi må organisere de bedste fra arbejderklassen.” [15]
De vigtigste argumenter opsummeredes i de “teser” om partispørgsmålet, som kongressen vedtog.
“Der må skelnes skarpt mellem begreberne parti og klasse. Medlemmerne af de kristelige og liberale fagforeninger i Tyskland, England og andre lande er utvivlsomt en del af arbejderklassen. De større eller mindre grupper af arbejdere, der stadig følger Scheidemann, Grompers (leder af America Federation of Labor, en amerikansk faglig landsorganisation) og deres ligesindede er utvivlsomt en del af arbejderklassen. Under visse historiske omstændigheder kan arbejderklassen endda omfatte store grupper reaktionære.”
“Kommunismen har ikke til opgave at tilpasse sig til disse tilbagestående dele ... men at hæve hele arbejderklassen op til den kommunistiske fortrops niveau ... De revolutionære syndikalister taler ofte om, hvor stor en rolle et beslutsomt revolutionært mindretal kan spille. Et virkeligt beslutsomt mindretal i arbejderklassen, et mindretal, der er kommunistisk, som ønsker at handle, som har et program, som vil organisere massernes kamp – det er netop det kommunistiske parti.” [16]
“Det ville være absurd at formulere en instruks eller almen opskrift (‘Intet kompromis!’) som ville kunne passe i alle sammenhænge. Man må kunne bruge hovedet og være i stand til at finde sine egne ben i hvert enkelt tilfælde. Faktisk er det én af partiets funktioner såvel som for de partiledere, der er værdige til det navn, at skaffe sig – ved langvarigt, vedholdende, forskelligartet og omfattende arbejde hos alle den pågældende klasses tænkende medlemmer – den viden og erfaring og – i tilknytning til viden og erfaring – den politiske flair, der kræves for hurtig og korrekt løsning af indviklede politiske problemer.”
(Lenin, ‘Venstre’-kommunismen)
I slutningen af december 1918 vedtog de tyske arbejder- og soldaterråds nationale kongres med 344 stemmer mod 98 at tillade valg til en nationalforsamling. De socialdemokrater, der stod for denne linje, der i virkeligheden betød rådenes selvmord, nød på det tidspunkt uden tvivl støtte blandt arbejderklassens store flertal. Ganske kort tid efter holdt det tyske kommunistparti sin stiftende kongres. Den vedtog med stort flertal (62 mod 23) at boykotte valget.
De mere erfarne kommunistledere gik næsten alle ind for deltagelse. Rosa Luxembourg sagde: “Vi ønsker at være forberedte på enhver eventualitet, inklusive at bruge nationalforsamlingen til revolutionære formål, hvis den nogensinde skulle blive valgt.” [17]
Der kunne selvfølgelig under de givne omstændigheder argumenteres for en boykot. Man kunne f.eks. hævde, at arbejder- og soldaterrådene endnu fandtes og kunne opretholdes, at Socialdemokratiet var ved at miste terræn, at deres flertal i rådene hurtigt kunne skifte, at et oprør med massernes støtte mod den socialdemokratiske regering var muligt i nær fremtid. Sådanne argumenter måtte baseres på en forkert opfattelse af situationen, men de ville ikke have været fuldstændigt absurde.
Men det var slet ikke således, de fleste boykot-tilhængere argumenterede. For dem var sådanne overvejelser uvedkommende. De var for arbejderråd og imod parlamenter. Derfor ville de ikke have noget at gøre med lige meget hvilket parlament. At beskæftige sig med parlamentet ville kun forvirre arbejderne. En gruppe boykot-tilhængere skrev kort tid efter, at “man må kategorisk afvise enhver form for tilbagevenden til den parlamentariske kamp, der er blevet politisk og historisk forældet, såvel som til enhver politik med taktiske manøvrer og kompromiser.” [18]
Politisk forældet for hvem? Ved valget til nationalforsamlingen, der afholdtes den 19. januar 1919, fik SPD elleve en halv million stemmer, i første række fra arbejdende mænd og kvinder (det var det første tyske valg med almindelig valgret). Parlamentarismen var sandelig forældet for nogle få tusinde kommunister, og måske endda på det tidspunkt for en større gruppe militante arbejdere, måske nogle hundrede tusinde.
Men for de millioner af arbejdere, der stemte på SPD eller USPD var den bestemt ikke forældet.
Ultra-venstrefløjen troede, at det, der var indlysende for fortroppens militante, også måtte være indlysende for den brede arbejdermasse og at de, for hvem det ikke var indlysende, enten var korrupte slyngler eller umælende kreaturer, der kun ventede på at blive ført i den rigtige retning. Det var den underliggende forståelse hos de unge militante, der havde sluttet sig sammen med en håndfuld ældre revolutionære for at danne det tyske kommunistparti. Den førte til skiftevis eventyrpolitik og boykotpolitik.
Den 5. januar 1919 forsøgte det endnu meget lille kommunistparti at erobre magten i Berlin ved hjælp fra lokale USPD-afdelinger. Oprøret var ikke planlagt på forhånd ud fra en vurdering af styrkeforholdet. Det var kommunisternes og nogle USPD-militantes spontane reaktion på regeringens forsøg på at afskedige Emil Eichhorn, en venstre-USPD’er, der var blevet chef for Berlins politi under november-revolutionen.
Luxemburg, partiets landskendte leder, modsatte sig oprøret. Hun blev nedstemt og påtog sig modvilligt at lede det. De revolutionære havde nogen militær støtte, især fra omkring 3000 Kieler-matroser, men de var et afgjort mindretal i det stadigt eksisterende berlinske arbejder- og soldaterråd.
Eftersom det manglede støtte fra arbejderklassens flertal, selv i Berlin, blev oprøret snart knust. Ebert, Scheidemann og Noske, de socialdemokratiske ledere, gav et “socialistisk” og “republikansk” skær af legalitet til hastigt genoprettede højrefløjs-hærenheder anført af tidligere kejserlige officerer. I den undertrykkelse der fulgte blev Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht og mange andre myrdet.
Kommunistpartiet, eller rettere dets lokale ledelse, fulgte en korrekt linje i den bayerske rådsrepubliks korte liv (7. april – 1. maj 1919). Partiet modsatte sig dens udråbelse, idet man korrekt betragtede det som eventyrpolitik på et spinkelt grundlag. Partiet overtog først ledelsen, da den koalition af anarkister, USPD’ere og nogle SPD-tilhængere, der havde dannet “regering”, faldt fra hinanden.
Resultatet blev i Bayern “en permanent undtagelsestilstand, der hæmmede ethvert forsøg på socialistisk organisering. Kommunistpartiet gik under jorden. De ledere, der ikke var blevet dræbt i (kontrarevolutionens) første dage blev idømt langvarige fængelsstraffe.” [19] De lokale kommunistledere kunne dårligt bebrejdes dette resultat. De havde gjort, hvad der stod i deres magt.
Men de var ikke typiske for medlemsskaren landsplan. Det Lenin kaldte “‘Venstre’-kommunismens børnesygdom” florerede. Partiets flertal var ikke blot modstandere af deltagelse i valgene, men i lige høj grad af at arbejde i de eksisterende fagforeninger.
“Der må skabes nye organisationsformer,” erklærede den tidligere citerede gruppe. “Et forbund baseret på fabriksorganisationerne burde være samlingssted for alle revolutionære elementer. Det burde kunne forene alle de arbejdere, der støtter parolen “Ud af fagforeningerne”. Her kan det militante proletariat mønstre sine tropper før slaget. Tilslutning til klassekampen, sovjetsystemet og diktaturet er nok til optagelse.” [20]
Mod dette “gammelkendte sludder” skrev Lenin kort før Internationalens 1920-kongres en af sine stærkeste pamfletter: “Venstre”-kommunismen. Kongressen indtog selv et klart standpunkt imod boykotlinjen: “Kommunister i alle lande må gå ind i fagforeningerne med det formål at gøre dem til organisationer, der bevidst kæmper for kapitalismens afskaffelse ... Alle, der ikke ønsker at være medlemmer, og alle forsøg på at danne særlige fagforeninger ... er uhyre farlige for den kommunistiske bevægelse.” [21]
Om boykot af parlamentsvalg vedtog man, idet man huskede på kampen mod centristerne, nogle teser, der endnu engang omhyggeligt fastslog, at “Proletariatets diktatur antager form af en sovjetrepublik ... Det er proletariatets opgave at ryste det borgerlige statsapparat, at ødelægge det sammen med dets parlamentariske institutioner ... Kommunismen forkaster altså parlamentarismen som det fremtidige samfunds form, som det proletariske klassediktaturs form. Kommunismen afviser muligheden af at opnå permanente flertal i parlamenterne: dens mål er at ødelægge parlamentarismen.” [22]
På den anden side er “principiel anti-parlamentarisme”, d.v.s. den absolutte og kategoriske afvisning af at deltage i valg og i revolutionær parlamentarisk aktivitet, ... en naiv og barnlig doktrin, der ikke engang er værdig til vor foragt ... blind for den revolutionære parlamentarismes muligheder ... Boykot af valg eller af deltagelse i parlamentsarbejdet er normalt kun tilladt når betingelserne er til stede for den umiddelbare overgang til væbnet kamp.” [23]
Det var ikke kun tyskerne, der var modstandere af dette synspunkt. Størstedelen af det italienske socialistpartis venstrefløj var “i princippet boykot-tilhængere”. Mange i de engelske, amerikanske, nederlandske m.fl. kommunistpartier var ultra-venstre. I virkeligheden stod ultra-venstrelinjen, såvel i boykotversionen som i eventyrpolitikudgaven, stærkt i den kommunistiske Internationales første år, og den skulle hævde sig igen i 1924-25, og under andre omstændigheder i 1928-34.
I Tyskland blev venstrefløjen ekskluderet af kommunistpartiet på den anden kongres, der afholdtes illegalt i Heidelberg oktober 1919. De overlevende spartakistledere Levi, Meyer m.fl. gennemtvang beslutninger, der krævede accept af fagforeningsarbejde og afvisning af “principiel boykot” af valg som en betingelse for medlemskab. Det blev gjort uden smålig skelen til de demokratiske procedurer (nogle af “venstre”-fløjens delegerede havde angiveligt ikke modtaget besked om mødetid og -sted), og det kostede partiet mindst halvdelen af dets voksende medlemsskare. Men det var nødvendigt, hvis partiet nogen sinde skulle blive en virkelig magtfaktor, og det var især en nødvendig betingelse for den sammenslutning med USPD’s venstrefløj, der kom i stand et år senere.
“Venstre”-fløjen dannede senere det Kommunistiske Arbejderparti (KAPD), der fra starten opgav at have 38.000 medlemmer, men som faldt fra hinanden i løbet af nogle få år. De fik lov til at sende observatører til den anden verdenskongres. Selv efter bruddet med “venstre”-fløjen var kommunistpartiet dog langt fra at have fået den “politiske flair”, som Lenin havde skrevet om.
Den 13. marts 1920 vendte en afdeling af den rekonstruerede tyske hær under ledelse af general Luttwitz, sejrherren fra Spartakus-opstanden, omkring og bed den hånd, der gav den mad. Den erobrede Berlin og afsatte den af nationalforsamlingen indsatte regering. Ebert og hans kolleger flygtede til Stuttgart. Resten af hæren forblev “neutral”, den ville ikke forsvare Weimarrepublikken. Dette var Kapp-kuppet – opkaldt efter en reaktionær civilist, der fungerede som stråmand for Luttwitz.
De tyske fagforeninger erklærede ubegrænset generalstrejke. Mere end 12 millioner arbejdere adlød. Der udvikledes væbnet modstand mod kuppet især i Ruhr og Sachsen under ledelse af enkeltpersoner eller grupper af medlemmer af USPD eller af de to kommunistpartier. Og dog var det (gamle) kommunistpartis første reaktion at erklære sin neutralitet i kampen mellem to “kontra-revolutionære bander”! “Proletariatet vil ikke løfte en finger for den demokratiske republik,” [24] erklærede man.
Det var rystende, at man var ude af stand til at indse hvad der stod på spil. Antagelsen af, at der ikke er nogen forskel på et militærdiktatur og en borgerlig demokratisk republik, viser i hvor høj grad ultra-venstrelinjen havde påvirket selv sine erklærede modstandere. Linjen blev hurtigt korrigeret. Heldigvis var flertallet af partimedlemmer forud for lederne, de havde ignoreret den.
Kapp-kuppet brød sammen efter få dage med stadigt voldsommere arbejderklasse-modstand. Resultatet blev en markant venstredrejning blandt de tyske arbejdere. USPD fik fem millioner stemmer ved næste valg, og kommunistpartiet, der blev legaliseret efter kuppet, en halv million. Medlemmerne af de to organisationer nærmere sig hinanden. Fælles kamp havde lagt grunden for sammenslutningen ved en kongres i Halle. Men en stærk ultra-venstrestrømning overlevede i det nye, forenede kommunistiske masseparti (VPKD), som det skulle vise sig i marts 1921.
1. Lenin, Collected Works, Vol. 31, p. 206. (da. overs. i uddrag)
2. Degras, The Communist International 1919-43. Documents, Vol.1, p.109.
3. Degras, Vol.1, p.172.
4. Lenin, CW, Vol.31, p.21.
5. Degras, Vol.1, p.170
6. Proceedings of the Second World Congress, p.186.
7. Proceedings, p.184
8. Proceedings, p.217-18
9. Lenin, CW, Vol.31, pp.250-51.
10. Trotsky, The First Five Years of the Communist International, Vol.1, p.97.
11. Proceedings, p.65
12. Proceedings, pp.66-67.
13. Trotsky, op.cit.
14. Proceedings, pp.56-57.
15. Proceedings, pp.55-56.
16. Degras, Vol.1, p.129 og 131.
17. Solidarity, Spartakism to National Bolshevism; the KPD 1918-24, p.9.
18. Lenin, CW, Vol.31, p.40.
19. Fischer, Stalin and German Communism, p.108.
20. Lenin, CW, Vol.31, p.40.
21. Degras, Vol.1, pp.146-47.
22. Degras, Vol.1, p.152.
23. Degras, Vol.1, pp.153-54.
24. Degras, Vol.1, p.82.
Bemærkning til oversættelsen: Citaterne er oversat efter den engelske tekst. Det kan give forskelle mellem denne tekst og teksten i andre forhåndenværende danske oversættelser. F.eks. er Internationalens forhandlingsprotokoller (Proceedings ...) ofte oversat i uddrag til dansk i flere forskellige sammenhænge, ikke sjældent imidlertid via tysk.
Sidst opdateret 28.12.2014