Marxisme Online > Arkiv > Gramsci
Artikel i L'Ordine Nuovo, 12. juni 1920. Oversat fra italiensk af Jørgen Stender Clausen.
Teksten er fra Antonio Gramsci: Arbejderkontrol, arbejderråd, arbejderstyre.
Artikler, s. 140-145, Forlaget Rhodos, København 1973. ISBN 87-7496-364-3
Teksten findes på engelsk med titlen Unions and Councils i Antonio Gramsci: Selections from Political Writings 1910-1920, pp. 265-268, Lawrence and Wishart, London 1977. ISBN 0-85315-386-8 (paperback)/ISBN 0-85315-387-6 (hardback). Den engelske tekst kan læses online på vorhaug.net.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 12. juni 2000.
Fagforeningen er ikke denne eller hin definition af fagforeningen. Fagforeningen bliver en bestemt definition og antager altså en bestemt historisk skikkelse alt efter viljen og styrken hos de arbejdere, der udgør den og som følger dens kurs og styrer mod det mål for dens aktivitet, som er fastsat i definitionen.
Objektivt set er fagforeningen den eneste form som varen arbejdskraft kan antage i et kapitalistisk samfund, når den organiserer sig for at beherske markedet: denne form er et organ bestående af funktionærer, organisationsteknikere (når de vel at mærke virkelige er teknikere) og specialister (når de vel at mærke virkelig er specialister) i kunsten at koncentrere og lede arbejdsstyrken på en sådan måde, at det sikrer arbejderklassen et fordelagtigt ligevægtsforhold med kapitalmagten.
Fagforeningsorganisationens udvikling er karakteriseret ved flg. to kendsgerninger: 1) fagforeningen omfatter et stadigt større antal arbejdere, som altså underkastes dens specielle organisationsforms disciplin; 2) fagforeningen koncentrer og generaliserer til stadighed denne organisationsform og samler derved hele bevægelsens styrke i et centralt ledelsesorgan; den lægger altså afstand mellem sig og de masser, den har organiseret, og lukker sig ude fra det spil af luner, tvesind og omskiftelighed, som er karakteristisk for de store, oprørske masser. Og således bliver fagforeningen i stand til at indgå overenskomster og påtage sig forpligtelser, og således tvinger den fabriksejeren til at acceptere en legalitet i hans forhold til arbejderen, en legalitet der betinges af den tillid, fabriksejeren nærer til fagforeningens solvens, og af den tillid, han har til fagforeningens kapacitet til at få arbejderne til at respektere de indgåede aftaler.
Eksistensen af en industriel legalitet betyder en vigtig erobring for arbejderklassen, men den er ikke den sidste og definitive erobring. Den industrielle legalitet har forbedret arbejderklassens materielle levevilkår, men den er kun et kompromis, som det har været nødvendigt at indgå, og som det vil være nødvendigt at finde sig i så længe styrkeforholdene er ugunstige for arbejderklassen. Hvis fagforeningsfunktionærerne betragter den industrielle legalitet som et nødvendigt, men ikke evigt kompremis, hvis de anvender alle de midler fagforeningen råder over for at forbedre styrkeforholdet til fordel for arbejderklassen, og hvis de udfører hele det åndelig og materielle forberedelsesarbejde, der er nødvendigt for at arbejderklassen på et bestemt tidspunkt kan indlede en sejrrig offensiv mod kapitalen og påtvinge den sin lov, så er fagforeningen et revolutionært instrument og fagforeningsdisciplinen er revolutionær disciplin, skønt den går ud på at få arbejderne til at respektere den industrielle legalitet.
Forholdet mellem fagforening og fabriksråd bør ses ud fra denne synsvinkel, ud fra den vurdering man anlægger på den industrielle legalitets væsen og værdi.
Fabriksrådet er negationen af den industrielle legalitet, det forsøger til stadighed at tilintetgøre den og at føre arbejderklassen til at erobre den industrielle magt, således at arbejderklassen bliver kilden til denne magt. Fagforeningen er en del af legaliteten, og det er dens opgave at få de organiserede til at respektere denne legalitet. Fagforeningen er ansvarlig over for arbejdsgiverne derved at den er ansvarlig over for sine medlemmer; den garanterer arbejdets og lønnens kontinuitet og dermed brødets, hjemmets og arbejderfamiliens kontinuitet. På grund af sin revolutionære spontanitet søger fabriksrådet ustandseligt at indlede krigen mellem klasserne, mens fagforeningen p. gr. a. sin bureaukratiske form ustandselig søger at forhindre at krigen bryder ud. Forholdet mellem de to institutioner skal gå i retning af at skabe en situation, i hvilken det ikke kan ske at fabriksrådet ved en lunefuld impuls forårsager et tilbageskridt eller et nederlag for arbejderklassen, altså en situation, i hvilken rådet accepterer og assimilerer fagforeningens disciplin, og i hvilken rådets revolutionære karakter påvirker fagforeningen og får dens bureaukrati og funktionærvælde til at forsvinde.
Rådet søger ustandseligt at bryde den industrielle legalitet, rådet er den udbyttede og tyranniserede masse, tvunget til at udføre slavearbejde, og derfor søger det at gøre ethvert oprør universelt og at gøre enhver styrkeprøve til den afgørende. Som et organ der har det fælles ansvar for legaliteten, stræber fagforeningen imod at gøre denne universel og evig. Forholdet mellem fagforening og råd skal skabe de betingelser, hvor bruddet med legaliteten, arbejderklassens offensiv, finder sted på det gunstigste tidspunkt for arbejderklassen, nemlig når arbejderklassen har nået det minimum af forberedelse, som anses for uundværligt for at vinde varigt.
Forholdet mellem fagforening og fabriksråd bestemmes udelukkende af følgende forbindelse: flertallet eller en væsentlig del af dem der vælger rådet er organiserede i fagforeningen. Ethvert forsøg på at knytte de to institutioner sammen ved hjælp af et hierarkisk afhængighedsforhold kan kun føre til tilintetgørelse af dem begge.
Hvis den opfattelse, der ser rådet som et rent fagforeningsmæssigt kampinstrument, antager form af en bureaukratisk ret til direkte kontrol med rådet fra fagforeningens side, så mister rådet sin betydning som et organ for revolutionær ekspansion og som en form for den proletariske revolutions virkelige udvikling, der går i retning af at skabe nye produktions- og arbejdsmåder og en ny bevidsthed, som stræber efter at skabe det kommunistiske samfund. Da rådets opståen afhænger af den position, arbejderklassen har tilkæmpet sig på den industrielle produktions område, og da rådet er en historisk nødvendighed for arbejderklassen, ville et forsøg på at underordne det fagforeningen før eller siden føre til et sammenstød mellem de to institutioner. Rådets styrke består i at det udtrykker bevidstheden hos arbejderklassen, der vil frigøre sig på autonom vis, og som vil fastslå sin ret til selv at gribe ind i den historiske proces. Hele arbejderklassen deltager i rådets aktivitet og føler sin vægt p. gr. a. denne deltagelse. Kun et ringe antal organiserede deltager i fagforeningens aktivitet, og fagforeningens virkelige styrke bygger på dette faktum; men heri ligger også en svaghed, som ikke kan sættes på prøve uden alvorlige farer.
Hvis på den anden side fagforeningen byggede direkte på rådene, ikke for at beherske dem men for at blive deres øverste organisationsform, så ville rådenes naturlige tendens til at bryde den industrielle legalitet og på et hvilket som helst tidspunkt at rette det afgørende slag i klassekampen påvirke fagforeningen, og den ville miste sin kapacitet til at indgå aftaler og sin karakter af disciplinerende og regulerende magtkoncentration af arbejderklassens impulsive styrke.
Hvis de organiserede arbejdere indfører en revolutionær disciplin i fagforeningen, en disciplin som fremstår for masserne som en nødvendighed for revolutionens sejr og ikke som et slaveri for kapitalen, så vil denne disciplin uden tvivl blive accepteret og assimileret af rådet, og den vil blive den naturlige form for den aktivitet, der udfoldes af rådet. Hvis fagforeningen bliver en organisme til revolutionær forberedelse, og hvis masserne føler sig overbevist om at dette er tilfældet takket være de mænds handlinger der udgør ledelsen og den propaganda der udfoldes, så vil dens koncentrerede og absolutte karakter opfattes af masserne som et udtryk for større revolutionær styrke og som endnu en betingelse (og en af de vigtigste) for den afgørende kamps succes.
I den italienske virkelighed opfatter fagforeningsfunktionæren den industrielle legalitet som evig, og han forsvarer den ofte ud fra samme synsvinkel som fabriksejeren. Han ser kun kaos og vilkårlighed i alt hvad der sker blandt arbejderklassen, og han ser ikke arbejderens oprørshandling mod den kapitalistiske disciplin som noget universelt, som et oprør, men ser kun handlingens materielle karakter, som i sig selv kan være banal. Og således er det gået til, at historien om "arbejdsmandens regnfrakke" er blevet lige så kendt og er blevet fortolket på samme måde af den journalistiske stupiditet som historien om "socialiseringen af kvinderne i Rusland". Under sådanne betingelser bliver fagforeningsdisciplinen en tjeneste man gør kapitalen, og ethvert forsøg på at underordne rådene fagforeningen kan kun bedømmes som reaktionært.
Da kommunisterne ønsker, at den revolutionære akt, så vidt det er muligt, sker på et bevidst og ansvarligt grundlag, så er det afgørende for dem, at valget – hvis der overhovedet bliver tale om et valg – af tidspunktet for at begynde arbejderklassens offensiv foretages af den mest bevidste og ansvarlige del af arbejderklassen, af den del der er organiseret i socialistpartiet og som mest aktivt deltager i partiets liv. [1] Derfor kan det ikke være kommunisternes ønske, at fagforeningen mister noget af sin disciplinerende energi og af sin systematiske koncentration.
De kommunister der opretter permanent organiserede grupper i fagforeningerne og på fabrikkerne skal fremføre 3. Internationales strategi, taktik og teser, og de skal påvirke fagforeningsdisciplinen og bestemme formålet med den samt påvirke fabriksrådenes beslutninger og få de oprørsimpulser, som opstår af den situation kapitalismen har bragt arbejderklassen i, til at blive revolutionær bevidsthed og skaben. Eftersom det største historiske ansvar hviler på partiets kommunister, har de den største interesse i ved hjælp af deres uophørlige aktivitet at fremkalde blandt arbejderklassens forskellige institutioner et forhold af naturlig og gensidig afhængighed og samspil, som indgyder disciplinen og organisationen revolutionær ånd.
1. Jfr. omtalen i indledningen (i forb. med Arbejderdemokrati) af den fløj inden for socialistpartiet, der kaldte sig kommunister længe inden kommunistpartiets dannelse i januar 1921.
Sidst opdateret 1.7.2007