Marxisme Online > Arkiv > Gramsci
Artikel i L'Ordine Nuovo, 5. juni 1920. Oversat fra italiensk af Jørgen Stender Clausen.
Teksten er fra Antonio Gramsci: Arbejderkontrol, arbejderråd, arbejderstyre.
Artikler, s. 134-139, Forlaget Rhodos, København 1973. ISBN 87-7496-364-3
Teksten findes på engelsk med titlen The Factory Council i Antonio Gramsci: Selections from Political Writings 1910-1920, pp. 260-264, Lawrence and Wishart, London 1977. ISBN 0-85315-386-8 (paperback)/ISBN 0-85315-387-6 (hardback). Den engelske tekst kan læses online på vorhaug.net.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 12. juni 2000.
Den proletariske revolution er ikke en vilkårlig akt udført af en organisation, der erklærer sig for at være revolutionær, eller af et system af organisationer, der erklærer sig for at være revolutionære. Den proletariske revolution er en lang historisk proces, der verificeres ved dannelsen og udviklingen af bestemte produktivkræfter (som vi sammenfatter med udtrykket "proletariat") under bestemte historiske omstændigheder (som vi sammenfatter med udtrykkene "privatejendomsmåde, kapitalistisk produktionsmåde, måden hvorpå arbejdet ledes og fordeles og samfundets organisationsmåde i den demokratisk-parlamentariske stat"). I en bestemt fase af denne proces kan de nye produktivkræfter ikke længere udvikle sig og indrette sig autonomt inden for de officielle rammer, der er sat for de menneskelige samfundsrelationer; og i denne bestemte fase indtræder den revolutionære akt, der består i et forsøg på med vold at sprænge disse rammer og at ødelægge hele det økonomiske og politiske magtapparat, i hvilket de revolutionære produktivkræfter var blevet holdt undertrykt, og som består i et forsøg på at knuse det borgerlige statsmaskineri og oprette en ny type stat, inden for hvis rammer de befriede produktivkræfter finder den passende form for deres videre udvikling og ekspansion og de nødvendige og tilstrækkelige våben til at undertrykke deres modstandere.
Den proletariske revolutions virkelige proces kan ikke identificeres med udviklingen og aktiviteten i de revolutionære organisationer, der bygger på et medlemskab af frivillig og kontraktlig art, såsom det politiske parti og fagforeningerne. Det er organisationer, som er opstået på det borgerlige demokratis grund og i den politiske friheds tegn som udtryk for og som en udvikling af denne politiske frihed. Disse organisationer, som legemliggør en lære, der fortolker den revolutionære proces og (inden for visse grænser af historisk sandsynlighed) forudser dens udvikling, og som er anerkendt af de store masser som en del af dem selv og som deres fremtidige ledelsesapparat, disse organisationer er og vil i stadig stigende grad blive de direkte og ansvarligt handlende i de på hinanden følgende befrielsesforsøg, som hele arbejderklassen vil foretage i løbet af den revolutionære proces. Men de kan ikke identificeres med denne proces, de går ikke udover den borgerlige stat, og de omfatter ikke og kan ikke omfatte hele den mangeartede spiren af revolutionære kræfter, som kapitalismens udbytnings- og undertrykkelsesmaskine frigør under sin ubønhørlige fremgangsmåde.
I en periode, der er karakteriseret ved borgerskabets økonomiske og politiske herredømme, foregår den revolutionære proces' reelle udvikling i det skjulte, i fabrikkens mørke og i bevidsthedens dyb hos de umådelige masser, som kapitalismen underkaster sine love; den kan ikke kontrolleres og dokumenteres, det vil først ske engang i fremtiden, når de elementer der udgør den (følelserne, uvisheden, vanerne og spirerne til initiativ og livsholdning) har udviklet og lutret sig i takt med samfundets udvikling og med udviklingen af den position, som arbejderklassen opnår i produktionen. De revolutionære organisationer (det politiske parti og fagforeningen) er opstået på den politiske friheds og det borgerlige demokratis område og er generelt set udtryk for en udvikling af friheden og demokratiet på dette område, hvor de menneskelige relationer er mellem borgere, mens den revolutionære proces foregår i produktionsområdet, i fabrikken, hvor relationerne er mellem undertrykker og undertrykt, mellem udbytter og udbyttet, hvor der ikke findes frihed for arbejderen, og hvor der ikke findes demokrati. Den revolutionære proces foregår der, hvor arbejderen er intet, men kræver at blive alt, hvor ejerens magt er ubegrænset, en magt som betyder liv eller død for arbejderen, for arbejderkvinden og for deres børn.
Hvornår siger vi, at arbejderrevolutionens historiske proces, der er en i det kapitalistiske systems samfundsrelationer iboende proces, som har sin indre lovmæssighed, og som nødvendigvis må foregå ved at en mængde ukontrollerbare aktioner forener sig – ukontrollerbare fordi de opstår af en situation, som arbejderen ikke har villet og ikke har kunnet forudse – hvornår siger vi, at denne proces er blevet synlig og kan kontrolleres og dokumenteres?
Det siger vi, når hele arbejderklassen er blevet revolutionær, ikke længere i den betydning af ordet at den i al almindelighed nægter at samarbejde med borgerskabets regeringsinstitutioner, eller at den repræsenterer en opposition inden for det borgerlige demokrati; men i den betydning af ordet at hele arbejderklassen, således som den fremtræder på en fabrik, begynder en aktion, der nødvendigvis må munde ud i dannelsen af en arbejderstat og nødvendigvis må føre til, at man forestiller sig det menneskelige samfunds form i en helt ny skikkelse, en universel form, der omfatter hele Internationale og dermed hele menneskeheden. Og vi siger, at den aktuelle periode er revolutionær, netop fordi vi konstaterer, at arbejderklassen i alle lande med hele sin styrke -og til trods for sine fejltagelser, sin vaklen og de forhindringer, der gør sig gældende for en undertrykt klasse uden historisk erfaring, som skal skabe et nyt samfund – søger at danne institutioner af en ny type blandt arbejderne, repræsentative institutioner, der opstår inden for en industriel ramme. Og vi siger at den aktuelle periode er revolutionær, fordi arbejderklassen med hele sin styrke og hele sin beslutsomhed søger at grundlægge sin stat. Derfor siger vi, at skabelsen af fabriksråd er af afgørende historisk betydning og er begyndelsen til en ny epoke i menneskeslægtens historie, idet den revolutionære proces er blevet synlig og går ind i den fase, hvor den kan kontrolleres og dokumenteres.
I den liberale fase af borgerskabets og det borgerligt dominerede samfunds historiske proces var statens elementære celle fabriksejeren, som tvinger arbejderklassen ind under profittens åg. Og i den liberale fase ledede ejeren også fabrikken og var industriherre. Kilden til den industrielle magt var på fabrikken, og arbejderen var ikke i stand til at befri sin bevidsthed for den overbevisning, at ejeren var nødvendig, idet hans person blev identificeret med den person, der stod for den ansvarlige ledelse af produktionen og dermed også for arbejderens løn, hans brød, hans tøj og hans hjem.
I den imperialistiske fase af borgerskabets historiske proces fjernes den industrielle magt fra den enkelte fabrik og koncentreres i en trust, i et monopol, i en bank og i statsbureaukratiet. Den industrielle magt bliver uansvarlig og dermed mere autokratisk, mere grusom og mere vilkårlig. Men arbejderen, der er blevet befriet for ærefrygten for "lederen" og for den servile tro på hierarkiet, og som også påvirkes af den nye historiske fases ændrede samfundsforhold, han gør uvurderlige erobringer mht. autonomi og kampvilje.
På fabrikken bliver arbejderklassen et bestemt "produktionsredskab" i en bestemt organisk sammenhæng; hver arbejder bliver "ved et tilfælde" en del af denne organisme, men det tilfældige angår kun hans vilje og ikke hans arbejdsdestination, idet han repræsenterer en bestemt nødvendighed for arbejds- og produktionsprocessen, og kun derfor ansættes han og kan tjene til livets opretholdelse. Han er et tandhjul i arbejdsdelingsmaskinen og i arbejderklassen, der er blevet et produktionsredskab. Hvis arbejderen og arbejderklassen når til klar erkendelse af denne "bestemte nødvendighed" og lægger den til grund for et repræsentativt apparat af statslig type (altså ikke et medlemskab man indgår af fri vilje ligesom en kontrakt, men absolut og organisk svarende til en virkelighed, der er nødvendig at erkende, hvis man vil sikre sig brød, tøj, hjem og industriproduktion), betyder det indledningen til en ny historisk epoke, i hvilken arbejderstaterne skal forene sig i dannelsen af det kommunistiske samfund, af hele verden organiseret på basis af og efter den store maskinfabriks model og af den kommunistiske Internationale, i hvilken hvert folk og hver del af menneskeheden antager sin tydelige skikkelse derved at en bestemt produktionsgren er dominerende, og ikke længere fordi den udgør en stat og har bestemte grænser.
Ved at konstruere dette repræsentative apparat udfører arbejderklassen i virkeligheden eksproprieringen af den første maskine, af det vigtigste produktionsredskab: arbejderklassen selv, der har genfundet sig selv og er nået til erkendelse af sin organiske enhed, og som forenet sætter sig op mod kapitalismen. Arbejderklassen fastslår således at den industrielle magt, at kilden til den industrielle magt skal vende tilbage til fabrikken, og den gør påny fabrikken – ud fra et arbejdersynspunkt – til en form, i hvilken arbejderklassen konstituerer sig som en bestemt levende organisme, som cellen i en ny stat, arbejderstaten, som grundlaget for et repræsentativt system, rådssystemet. Idet arbejderstaten opstår i en produktiv skikkelse, skaber den allerede betingelserne for sin udvikling, for sin opløsning som stat og for sin indlemmelse i et verdenssystem, Den kommunistiske Internationale.
På samme måde som i fabriksrådet på en stor maskinfabrik, hvor hvert sjak fra et proletarisk synspunkt sammensvejses med afdelingens øvrige sjak, og hvor hvert moment af den industrielle produktion fra et proletarisk synspunkt smelter sammen med de andre momenter og sætter produktionsprocessen i relief, således i verden som helhed, hvor det engelske kul smelter sammen med den russiske olie, den sibiriske hvede med svovlet fra Sicilien, risen fra Vercelli med træet fra Steiermark ... i en enkel organisme undergivet en international administration, som bestemmer over klodens rigdomme i hele menneskehedens navn. I denne betydning er fabriksrådet den første celle i en historisk proces, som skal kulminere i den kommunistiske internationale, ikke længere som en politisk organisation af det revolutionære proletariat, men som reorganisering af den internationale økonomi og af relationerne mellem menneskene nationalt og internationalt. Enhver aktuel revolutionær handling er værdifuld og historisk virkelig ved at være en del af denne proces og ved at opfattes som og ved at være en befrielsesakt vendt mod den borgerlige overbygning, som hæmmer og undertrykker denne proces.
Det forhold der skal bestå mellem det politiske parti og fabriksrådet og mellem fagforeningen og fabriksrådet fremgår allerede selvfølgeligt af denne fremstilling: partiet og fagforeningen skal ikke optræde som formynder eller allerede bestående overbygning på denne nye institution, i hvilken revolutionens historiske proces antager en historisk og kontrollerbar form; men de skal optræde som ansvarligt handlende for dens befrielse fra de undertrykkelseskræfter, som findes i den borgerlige stat, og de skal sætte sig for at organisere de generelle (politiske) ydre betingelser, i hvilke de befriede produktivkræfter opnår deres største ekspansion.
Sidst opdateret 1.7.2007