Marxisme Online > Arkiv > Gramsci
Artikel i L'Ordine Nuovo, 3.-10. apr. 1920. Oversat fra italiensk af Jørgen Stender Clausen.
Teksten er fra Antonio Gramsci: Arbejderkontrol, arbejderråd, arbejderstyre. Artikler, s. 111-117, Forlaget Rhodos, København 1973. ISBN 87-7496-364-3
Teksten findes på engelsk med titlen Address to the Anarchists i Antonio Gramsci: Selections from Political Writings 1910-1920, pp. 185-189, Lawrence and Wishart, London 1977. ISBN 0-85315-386-8 (paperback)/ISBN 0-85315-387-6 (hardback).
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 9. apr. 2000.
De italienske anarkister bliver let fornærmede, fordi de er meget indbildske. De har altid været overbevist om at sidde inde med den åbenbarede revolutionære sandhed. Denne overbevisning er blevet "monstrøs" efter at socialistpartiet takket være indflydelsen fra den russiske revolution og den bolschevistiske propaganda har tilegnet sig nogle fundamentale punkter af den marxistiske lære og populariserer dem på elementær og pittoresk vis blandt arbejder- og bondemasserne. I den seneste tid har de italienske anarkister ikke bestilt andet end med tilfredshed at gentage: "Hvad sagde vi? Vi havde altså ret!" uden så meget som at forsøge at stille sig følgende spørgsmål: Hvorfor har flertallet af det italienske proletariat ikke fulgt os, når vi nu havde ret? Hvorfor har flertallet af det italienske proletariat altid fulgt socialistpartiet og de faglige organisationer, der var allieret med det? (Hvorfor har det italienske proletariat altid ladet sig "narre" af socialistpartiet og af de faglige organisationer, der var allieret med det?). På disse spørgsmål kunne de italienske anarkister først svare udtømmende efter at have foretaget en ydmyg ag dybt angrende gestus og efter at have forladt det anarkistiske synspunkt - den absolutte sandheds synspunkt - og have erkendt, at de tog fejl, da de . . . havde ret. Først efter at have erkendt, at den absolutte sandhed ikke er tilstrækkelig til at få masserne til at handle og til at indgyde masserne en revolutionær ånd, men at en bestemt "sandhed" er nødvendig, og efter at have erkendt, at når det drejer sig om den menneskelige historie, er kun det "sandhed", som legemliggøres i handling, som fylder den aktuelle bevidsthed med lidenskab og impulser, og som kommer til udtryk i massernes dybtgående bevægelser og virkelige erobringer. Socialistpartiet har altid været det arbejdende italienske folks parti; dets fejltagelser og mangler er det arbejdende italienske folks fejltagelser og mangler. Det italienske samfunds materielle forhold har udviklet sig, proletariatets klassebevidsthed har udviklet sig, og socialistpartiet har erhvervet sig en større politisk skelneevne og har søgt at tilegne sig en specifik lære. Anarkisterne har ikke rørt sig ud af stedet, og de fortsætter med at stå stille hypnotiserede af overbevisningen om at have haft ret og stadigvæk at have ret. Socialistpartiet har ændret sig sammen med proletariatet, det har ændret sig, fordi proletariatets klassebevidsthed har ændret sig. I denne bevægen sig er den marxistiske læres dybe sandhed, som i dag er blevet partiets lære; og i denne bevægen sig ligger også socialistpartiets "libertariske" karakteristik, som ikke burde undgå de intelligente anarkisters opmærksomhed, men tilskynde dem til overvejelse. Ved en sådan overvejelse kunne anarkisterne nå til den konklusion, at friheden forstået som proletarklassens reelle historiske udfoldelse aldrig har legemliggjort sig i de anarkistiske grupper men altid har holdt med socialistpartiet.
Anarkismen er ikke en verdensanskuelse, der er speciel for arbejderklassen og kun for arbejderklassen. Dette er grunden til anarkisternes evige "triumf" og evige "haven ret". Anarkismen er en elementær samfundsomstyrtende verdensanskuelse hos enhver undertrykt klasse, og den er enhver herskende klasses diffuse bevidsthed. Idet enhver klasseundertrykkelse har antaget form af en stat, er anarkismen den elementære samfundsomstyrtende verdensanskuelse, der anser staten i sig selv som årsag til den undertrykte klasses elendighed. Enhver klasse, der er blevet herskende, har realiseret sin egen anarkistiske verdensanskuelse, fordi den har realiseret sin egen frihed. Borgeren var anarkist, inden hans klasse erobrede den politiske magt og påtvang samfundet den statsform, der var egnet til at beskytte den kapitalistiske produktionsmåde; borgeren fortsætter med at være anarkist efter at hans revolution har fundet sted, fordi lovene i hans stat ikke betyder tvang for ham. Det er hans love, og borgeren kan sige, at han lever uden love, at han lever libertarisk. Borgeren bliver påny anarkist efter den proletariske revolution. Da vil han påny erfare eksistensen af en stat, eksistensen af love der er fremmede for hans vilje, fjendtlige for hans interesser, for hans vaner, for hans frihed; han vil erfare, at stat er synonym med tvang, fordi arbejderstaten vil fratage borgerskabet friheden til at udbytte proletariatet, og fordi arbejderstaten vil beskytte en ny produktionsmåde, der ved at udvikle sig vil tilintetgøre ethvert spor af kapitalistisk privatejendom og enhver mulighed for at den genopstår påny.
Men borgerskabets egentlige verdensanskuelse har ikke været anarkismen, men den liberale lære, ligesom arbejderklassens særlige verdensanskuelse ikke er anarkismen, men den marxistiske kommunisme. Enhver given klasse har haft en bestemt verdensanskuelse, dens specielle og ingen anden klasses. Anarkismen har været enhver undertrykt klasses "marginale" verdensanskuelse; den marxistiske kommunisme er den moderne arbejderklasses og kun dens verdensanskuelse. Marxismens revolutionære teser bliver lotterinumre, hvis de tænkes anbragt uden for det moderne proletariat og den kapitalistiske produktionsmåde, hvis konsekvens er det moderne proletariat. Proletariatet er ikke fjende af staten i sig selv, ligesom borgerskabet ikke var fjende af staten i sig selv. Borgerskabet var fjende af den despotiske stat og den aristokratiske magt, men det var gunstig stemt over for den borgerlige stat og det liberale demokrati. Proletariatet er fjende af den borgerlige stat og af kapitalisternes og bankiernes magt, men det er gunstigt stemt over for proletariatets diktatur og magten i arbejdernes og bøndernes hænder. Proletariatet er gunstig stemt over for arbejderstaten som en fase i klassekampen, den højeste fase, i hvilken proletariatet har overtaget som organiseret politisk styrke. Men klasserne består endnu, det klassedelte samfund består endnu, og den særlige form der er karakteristisk for det klassedelte samfund - staten - består endnu, men den er i arbejdernes og bøndernes besiddelse, og den benyttes af arbejderklassen og af bønderne til at garantere deres frihed til at forme udviklingen, til fuldstændig at eliminere borgerskabet fra historien og til at konsolidere de materielle betingelser for at ingen klasseundertrykkelse påny kan finde sted.
Er det muligt at nå til en bilæggelse af den polemiske strid mellem kommunister og anarkister? Det er muligt for de anarkistiske grupper af arbejdere med klassebevidsthed, men det er ikke muligt for de anarkistiske grupper af intellektuelle, der har ideologi som profession. For de intellektuelle er anarkismen en fetich, deres specielle nutidige og fremtidige aktivitets eksistensberettigelse. For de anarkistiske agitatorer vil arbejderstaten virkelig være en "stat", en begrænsning af friheden og en tvang, ligesom for borgerskabet. For de anarkistiske arbejdere er anarkismen et våben i krigen mod borgerskabet; den revolutionære begejstring overskrider ideologien, den stat de bekæmper er udelukkende den borgerlige stat og ikke staten i sig selv, statsideen. Den privatejendom de vil afskaffe er ikke "ejendom" i almindelighed men den kapitalistiske privatejendomsmåde. For de anarkistiske arbejdere vil oprettelsen af arbejderstaten betyde oprettelsen af klassens frihed og altså også af deres personlige frihed, den vil betyde fri adgang for ethvert eksperiment og for ethvert forsøg på positiv virkeliggørelse af de proletariske ideer. Arbejdet med den revolutionære skaben vil absorbere dem og gøre dem til en avantgarde af hengivne og disciplinerede revolutionære.
I den positive proletariske skaberakt kan der ikke findes forskelle mellem arbejdere. Det kommunistiske samfund kan ikke opbygges ved påbud, ved lov eller ved dekreter men opstår spontant af arbejderklassens historiske aktivitet. Arbejderklassen har samtidig med magten erobret beslutningsretten indenfor industri- og landbrugsproduktionen og føres til at reorganisere produktionen med nye metoder, med en ny orden. Den anarkistiske arbejder vil da påskønne eksistensen af et stort parti, der udgøres af den bedste del af proletariatet, af et parti der er stærkt organiseret og disciplineret, som stimulerer til revolutionær skaben, som giver et eksempel på opofrelse, og som ved sit eksempel river de arbejdende masser med og får dem til hurtigere at overvinde den tilstand af ydmygelse og udmattelse, som den kapitalistiske udbytning har hensat dem i.
Den socialistiske opfattelse af den revolutionære proces er kendetegnet ved to karakteristika, som Romain Rolland har sammenfattet i sit motto: "intelligensens pessimisme, viljens optimisme." Anarkismens ideologer erklærer derimod at "have interesse i" at afvise intelligensens pessimisme hos Karl Marx (jfr. L. Fabbri, Brev til en socialist, Firenze 1914, p. 134), "derved at en revolution, der havde fundet sted p. gr. a. et overmål af fattigdom og undertrykkelse, ville kræve indførelsen af et autoritært diktatur, som oven i købet (!) kunne føre til statssocialisme (!?) men aldrig til anarkistisk socialisme". Begivenhederne har givet den socialistiske pessimisme en frygtelig bekræftelse: proletariatet er blevet kastet ud i den dybeste afgrund af fattigdom og undertrykkelse, som den menneskelige hjerne kan forestille sig. Anarkismens ideologer har ikke andet at sætte op mod en sådan situation end et udvendigt og tomt pseudorevolutionært frasemageri vævet sammen med de mest forslidte motiver af folke- og flokoptimisme. Imod denne situation sætter socialisterne arbejderklassens bedste og mest bevidste elementers energiske og organiserede aktivitet, og socialisterne anstrenger sig på alle måder for gennem disse avantgardeelementer at forberede de størst mulige masser til at erobre friheden ag den magt, der er istand til at garantere denne frihed.
Proletarklassen er i dag tilfældigt fordelt i byerne og på landet, ved maskinerne eller på markerne; den arbejder uden at kende meningen med sit arbejde, tvunget til slavearbejde af den altid overhængende fare for at dø af sult og kulde. Den grupperer sig også i fagforeningerne og i kooperativerne men af økonomisk nødvendighed ikke p. gr. a. et spontant valg eller ved at følge impulser, der er opstået frit i dens sind. Alle proletarklassens handlinger foregår nødvendigvis i former, der bestemmes af den kapitalistiske produktionsmåde og af borgerskabets statsmagt. Det er kun ideologer der kan nære illusioner om, at en masse der er henvist til at leve under sådanne legemlige og åndelige slavevilkår kan ud trykke en autonom historisk udvikling og spontant kan begynde og fortsætte en revolutionær skaben; og det er en på forhånd ubevidst kontrarevolutionær holdning at satse på en sådan masses eneste skabende evne i stedet for systematisk at arbejde på at organisere en stor hær af disciplinerede og ansvarsbevidste revolutionære, der er rede til et hvilket som helst offer, skolede til simultant at følge en parole, klar til at påtage sig det effektive ansvar for revolutionen og klar til at blive revolutionens handlende kræfter.
De italienske anarkister bliver let fornærmede, fordi de er indbildske. De bliver let fornærmede over den proletariske kritik og foretrækker at blive smigret og skamrost som revolutionens helte og konsekvente teoretikere. Vi er overbevist om, at et samarbejde mellem socialister og anarkister er nødvendigt for at lave revolution i Italien, men et oprigtigt og loyalt samarbejde mellem to politiske bevægelser baseret på konkrete politiske problemer. Derfor mener vi imidlertid, at det er nødvendigt, at også anarkisterne foretager en revision af deres traditionelle taktiske kriterier, således som socialistpartiet har gjort det, og at de retfærdiggør deres politiske position med aktuelle motiveringer bestemt af tid og sted. Anarkisterne burde åndeligt set være mere fri; det er en fordring der ikke skulle forekomme dem overdreven, som påstår at ville frihed og ikke andet end frihed.
Sidst opdateret 1.7.2007