Marxisme Online > Arkiv > Gramsci
Artikel i L'Ordine Nuovo, 8. nov. 1919. Oversat fra italiensk af Jørgen Stender Clausen.
Teksten er fra Antonio Gramsci: Arbejderkontrol, arbejderråd, arbejderstyre. Artikler, s. 69-74, Forlaget Rhodos, København 1973. ISBN 87-7496-364-3
Teksten findes på engelsk med titlen Syndicalism and the Councils i Antonio Gramsci: Selections from Political Writings 1910-1920, pp. 109-113, Lawrence and Wishart, London 1977. ISBN 0-85315-386-8 (paperback)/ISBN 0-85315-387-6 (hardback).
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 1. juli 2007.
Er vi syndikalister? Er den bevægelse, der er begyndt i Torino med fabriksrådsdelegerede, ikke andet end den evige tilbagevenden til de syndikalistiske teorier på lokalt plan? Er bevægelsen virkelig den lille hvirvelvind, der bebuder den syndikalistiske cyklons ødelæggelser, et tegn på det konglomerat af demagogi, af svulstig pseudorevolutionær verbalisme, af en udisciplineret og uansvarlig holdning og af en manisk overspændthed hos få individer med en begrænset intelligens (lille hjerne og stor hals), for hvem det nu og da er lykkedes at overbevise masserne, dette konglomerat som vil blive katalogiseret i den italienske arbejderbevægelses annaler under etiketten: italiensk syndikalisme?
De syndikalistiske teorier har spillet fallit i de konkrete revolutionære situationer. Fagforeningerne har demonstreret deres mangel på kapacitet til at legemliggøre proletariatets diktatur. Fagforeningens normale udvikling er præget af en svækkelse af massernes revolutionære glød: den materielle styrke forøges, men kampånden slappes eller forsvinder helt; den heroisk uforsonlige holdning afløses af den opportunistiske praksis om »smør og brød«. Den kvantitative vækst forårsager en kvalitativ forarmelse med en tilpasning til de sociale relationer, der er karakteristiske under kapitalismen, og den medfører at der blandt arbejderne opstår en luset og snæversynet småborgerlig mentalitet. Og alligevel er det fagforeningens elementære pligt at organisere »hele« arbejdermassen og at absorbere alle industri- og landarbejdere i sine kadrer. Midlet fører altså ikke til målet, syndikalisme er ikke et middel til revolution, den er ikke et stadium af den proletariske revolution, det er ikke ved hjælp af den man laver revolution: syndikalismen er ikke mere revolutionær end den grammatikalske mulighed for at sammenstille to ord.
Syndikalismen har afsløret sig som en del af det kapitalistiske samfund, og ikke som et middel til en mulig omvæltning af dette samfund. Den organiserer ikke arbejderne som producenter men som lønarbejdere, altså som skabninger af det privatkapitalistiske regime, som sælgere af arbejdskraft. Syndikalismen forener arbejderne på basis af arbejdsinstrumentet eller på basis af det materiale der skal forarbejdes, dvs. den forener arbejderne i overensstemmelse med den form som påtvinges dem af det kapitalistiske system. At betjene sig af ét arbejdsinstrument og ikke af et andet og forandre et bestemt materiale og ikke et andet afslører kapaciteter og evner der ikke modsvares af besværet og af lønnen. Arbejderen identificerer sig med denne kapacitet og med disse evner og opfatter dem ikke som et moment i produktionen men som et simpelt middel til fortjeneste.
Fagforeningen eller industriforbundet, der forener arbejderen med hans kammerater i det samme fag eller i den samme industri, med dem der bruger det samme arbejdsinstrument eller bearbejder det samme materiale, er medvirkende til at styrke denne mentalitet, og til at fjerne ham stadig længere fra at opfatte sig som producent, og får ham til at betragte sig som en »vare« på et nationalt og internationalt marked, der under konkurrencens spil bestemmer hans pris og hans værdi.
Arbejderen kun kun opfatte sig selv som producent, hvis han ser sig som en uadskillelig del af hele den arbejdsproces, der kommer til udtryk i den færdige genstand, og hvis han oplever den industrielle proces som et hele, der kræver et samarbejde mellem arbejdsmanden, den faglærte, kontorfunktionæren, ingeniøren og den tekniske direktør. Efter at arbejderen psykologisk har levet sig ind i en bestemt fabriks specielle produktionsproces (fx en automobilfabrik når det drejer sig om Torino), og efter at han har forstået sin egen funktion som et nødvendigt og uafskaffeligt moment i denne sociale helheds aktivitet, kan han opfatte sig selv som producent, hvis han går udover denne første fase og gør sig klart, at den torinesiske aktivitet inden for automobilproduktionen er et hele, og at byen således er en produktionsenhed, og dernæst at størsteparten af alt eksisterende arbejde i Torino finder sted og udvikler sig, fordi automobilindustrien eksisterer og udvikler sig, og at alle byens arbejdere i virkeligheden skal opfattes som producenter i automobilindustrien, idet de er medvirkende til at skabe de nødvendige og tilstrækkelige betingelser for eksistensen af denne industri. Ved at gå ud fra denne celle, fabrikken, set som en helhed, som en skabende akt til fremstilling af et bestemt produkt, når arbejderen frem til forståelsen af stadig større helheder, der til sidst omfatter hele nationen som et gigantisk produktionsapparat karakteriseret ved sin eksport og ved den sum af rigdom, som den udveksler med en tilsvarende sum af rigdom, der strømmer til fra alle verdenshjørner, fra de utallige andre gigantiske produktionsapparater, der findes i verden. Da er arbejderen producent, idet han er nået til bevidsthed om sin funktion i produktionsprocessen i alle dens grader, fra fabrikken til nationen i verden; så forstår han hvad det vil sige at høre til en klasse, og han bliver kommunist, fordi privatejendommen ikke har nogen positiv funktion for produktionen, og han bliver revolutionær, fordi han opfatter kapitalisten og den private ejendomsbesidder som et dødt punkt, som en forhindring, der må elimineres. Da forstår han begrebet »Staten« og opfatter den som en kompleks organisation af samfundet, som en konkret samfundsform, netop fordi den er det gigantiske produktionsapparats form, som med alle sine relationer og forhold og sine nye og højere funktioner, der kommer af dens umådelige størrelse, genspejler livet på fabrikken, og som repræsenterer det harmoniserede og hierarkiserede hele, de nødvendige betingelser for at industrien, fabrikken og hans individualitet som producent lever og udvikler sig.
Den italienske udgave af den pseudorevolutionære syndikalisme afvises af den torinesiske bevægelse af fabriksrådsdelegerede, ligesom den reformistiske syndikalismes praksis afvises; og afvisningen er af anden grad, idet den reformistiske syndikalisme er en overskridelse af den pseudorevolutionære syndikalisme. Hvis nemlig fagforeningen kun kan give arbejderne »smør og brød« og i et borgerligt regime kun kan sikre et stabilt lønmarked og eliminere enkelte af de mest farlige risici for arbejdernes fysiske og psykiske integritet, så er det evident, at den reformistiske praksis bedre end den pseudorevolutionære har opnået disse resultater. Hvis man forlanger mere af et instrument, end det kan yde, og hvis man foregiver, at et instrument kan yde mere end dets natur tillader, så begår man blot dumheder, man foretager en rent demagogisk handling. De italienske pseudorevolutionære syndikalister føres ofte til at diskutere, om ikke det kunne betale sig at gøre fagforeningen (fx. jernbanefolkenes fagforening) til en lukket kreds, der kun skulle omfatte de »revolutionære«, det dristige mindretal, der river de kolde og ligeglade masser med sig; de føres altså til at fornægte syndikalismens elementære princip, organiseringen af hele massen. De erkender nemlig intuitivt og ubevidst, at deres propaganda er nytteløs, og at fagforeningen er ude af stand til at støbe arbejderbevidstheden i en konkret revolutionær form. De har nemlig aldrig tydeligt og præcist stillet sig spørgsmålet om den proletariske revolution, og de har aldrig, skønt tilhængere af »producentteorien«, haft en bevidsthed som producenter; de er demagoger, ikke revolutionære, de er ophidsere af ... blod der er kommet i kog ved de flammende talers letsindighed, og ikke opdragere der er i stand til at forme bevidstheden.
Fabriksbevægelsen skulle altså være opstået blot for at udskifte Buozzi eller D'Aragona med Borghi? [1] Bevægelsen er negationen af enhver form for personlige interesser. Den er begyndelsen til en stor historisk proces, i hvilken arbejdermassen opnår bevidsthed om sin udelelige enhed baseret på produktionen og på den konkrete arbejdshandling, samtidig med at den giver denne bevidsthed en organisk form ved at opbygge et hierarki, der udgår fra dens eget indre og er udtryk for massens bevidste vilje til at nå et bestemt mål, til at igangsætte en stor historisk proces, som til trods for individuelle fejl og til trods for de kriser, som de nationale og internationale betingelser kan give anledning til, uimodståeligt vil kulminere med proletariatets diktatur og med den kommunistiske internationale.
De syndikalistiske ideer har aldrig formuleret en tilsvarende forestilling om producenten og om den historiske udviklingsproces af producentsamfundet; og de har aldrig lagt vægt på at få arbejdernes organisationer til at følge denne linie. Man har lavet en teori om en bestemt organisationsform, nemlig fagforeningerne og industriforbundene, og har således bygget på realiteter, men på realiteter hvis form var blevet påtvunget af den kapitalistiske privatejendoms fri konkurrence om arbejdskraften; man har altså udelukkende konstrueret en utopi, et luftkastel.
Ideen om rådssystemet, der er baseret på arbejderklassens styrke organiseret efter arbejdssted og produktionsenhed, har sin oprindelse i det russiske proletariats konkrete historiske erfaringer og er resultatet af et teoretisk arbejde af de russiske kommunister, der ikke er syndikalister, men revolutionære socialister.
1. Bruno Buozzi var formand for metalarbejderforbundet FIOM, der var tilknyttet landsorganisationen CGIL, hvis formand var Ludovico D'Aragona. CGIL, der var Italiens største fagforbund, var overvejende reformistisk og nært knyttet til Socialistpartiet. Armando Borghi derimod var formand for det anarkosyndikalistiske forbund, USI.
Sidst opdateret 1.7.2007