Marxisme Online > Arkiv > Gramsci
Artikel i L'Ordine Nuovo, 25. okt 1919. Oversat fra italiensk af Jørgen Stender Clausen.
Teksten er fra Antonio Gramsci: Arbejderkontrol, arbejderråd, arbejderstyre. Artikler, s. 62-68, Forlaget Rhodos, København 1973. ISBN 87-7496-364-3
Teksten findes på engelsk med titlen Workers’ Democracy i Antonio Gramsci: Selections from Political Writings 1910-1920, pp. 103-108, Lawrence and Wishart, London 1977. ISBN 0-85315-386-8 (paperback)/ISBN 0-85315-387-6 (hardback).
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 1. juli 2007.
Den internationale klassekamp er indtil videre kulmineret med to nationale proletariaters sejr. I Rusland og i Ungarn har arbejderne og bønderne indført proletariatets diktatur, og både i Rusland og i Ungarn har diktaturet måttet føre en hård kamp ikke alene mod borgerskabet, men også mod fagforeningerne; ja, konflikten mellem diktaturet og fagforeningerne var netop en af grundene til den ungarske sovjets fald, eftersom fagforeningerne, uden at de nogensinde åbenlyst forsøgte at styrte proletariatets diktatur, dog altid optrådte defaitistisk og uophørligt såede mismod og fejhed blandt arbejderne og de røde soldater. En hastig gennemgang af årsagerne til denne konflikt er af stor betydning for en revolutionær skoling af masserne, som foruden at skulle forvisse sig om, at fagforeningen måske er den kommunistiske revolutions vigtigste proletariske organisme, idet den er grundlaget for industriens socialisering og forudsætningen for at den private virksomhed forsvinder for evigt, samtidig må forvisse sig om nødvendigheden af inden revolutionen at skabe de psykologiske og objektive betingelser der umuliggør enhver konflikt og enhver magtkamp mellem de forskellige organismer, gennem hvilke proletariatets kamp mod kapitalismen kommer til udtryk.
I alle europæiske lande og i hele verden har klassekampen antaget en tydelig revolutionær karakter. 3. Internationales opfattelse, ifølge hvilken klassekampens opgave er indførelsen af proletariatets diktatur, er ved at få bugt med den borgerlige demokratiske ideologi og breder sig uimodståeligt blandt masserne. Socialistpartierne tilslutter sig 3. Internationale eller indretter sig i det mindste efter de grundlæggende principper, der blev udarbejdet på kongressen i Moskva; fagforeningerne derimod erklærer, at de er trofaste mod det »sande demokrati«, og de benytter enhver lejlighed til at opfordre eller tvinge arbejderne til at erklære sig for modstandere af proletariatets diktatur og til ikke at deltage i solidaritetstilkendegivelser med Sovjetrepublikken. Denne holdning fra fagforeningernes side blev hurtigt overvundet i Rusland, idet der parallelt med fag- og industriforbundenes udvikling og i et hurtigere tempo udvikledes fabriksråd. Men holdningen har derimod svækket grundlaget for den proletariske magt i Ungarn og har været afgørende for det umådelige blodbad på kommunistiske arbejdere i Tyskland og for fremkomsten af fænomenet Noske; og i Frankrig har den ført til at generalstrejken den 20. og 21. juli blev en fiasko samt til en konsolidering af Clemenceaus regime; og endelig har den indtil videre forhindret de engelske arbejdere i direkte at deltage i den politiske kamp og den truer således med at fremkalde en dybtgående og farlig splittelse af de proletariske kræfter i alle lande.
Socialistpartierne antager en stadig mere revolutionær og internationalistisk karakter, mens fagforeningerne derimod tenderer imod at legemliggøre den reformistiske opportunismes teori (!) og taktik og at blive rent nationale organismer. Derved opstår en uholdbar situation, der skaber en vedvarende forvirring og en kronisk svaghed i arbejderklassen, og som forøger samfundets almindelige uligevægt og fremmer den spirende gæring af moralsk opløsning og barbarisering.
Fagforeningerne har organiseret arbejderne efter klassekampens principper og var selv de første organiske former af denne kamp. Organisatorerne har altid sagt, at kun klassekampen kan føre til proletariatets frigørelse, og at den faglige organisering netop har som mål at afskaffe den individuelle profit og menneskets udbytning af mennesket, idet den har til hensigt at eliminere kapitalisten (besidderen af privatejendom) fra produktionsprocessen og dermed eliminere klasserne. Men fagforeningerne kunne ikke umiddelbart nå dette mål, og derfor rettede de al deres styrke mod at opnå øjeblikkelige forbedringer af proletariatets livsbetingelser, og de krævede højere løn, kortere arbejdstid og en social lovgivning. Bevægelse fulgte på bevægelse og strejke på strejke, og arbejdernes kår blev relativt bedre. Men alle disse resultater, alle disse sejre bygger på det gamle grundlag: princippet om den private ejendomsret består intakt og urokket, og den kapitalistiske produktionsform og menneskets udbytning af mennesket er intakte og kompliceres endog i nye former. Arbejdsdagen på otte timer, lønforhøjelserne og den sociale lovgivnings goder gør ikke indhug i profitten. De forstyrrelser i profitraten som fagforeningernes aktivitet fremkalder bringes i orden og kommer på ny i ligevægt takket være den fri konkurrence i nationer med en verdensøkonomi som England og Tyskland takket være protektionisme i nationer med en begrænset økonomi som Frankrig og Italien. Kapitalismen vælter altså de forøgede udgifter ved den industrielle produktion enten over på de amorfe nationale masser eller på de koloniale masser.
Fagforeningsaktiviteten er altså fuldstændig utilstrækkelig til på baggrund af dens indflydelsessfære og midler at overvinde det kapitalistiske samfund, og den er ude af stand til at føre proletariatet til dets frigørelse og til at udføre det høje og universelle mål – som den havde sat sig.
Ifølge fagforeningsdoktrinerne var det fagforeningernes opgave at oplære arbejderne til at lede produktionen. Man sagde, at eftersom industriforbundene er en refleks af en bestemt industri, bliver de arbejderkompetencens kadrer i ledelsen af denne bestemte industri. Til tillidsposterne i fagforeningerne bliver det muligt at vælge de bedste, de mest belæste, de mest intelligente og de bedst egnede arbejdere til at betjene den komplekse mekanisme der regulerer produktion og omsætning. Læderindustriens arbejderledere vil være de bedst egnede til at lede denne industri, og det samme vil gælde for metalindustrien, for bogtrykkerbranchen etc.
En kolossal illusion. Valget af fagforeningsledere sker aldrig ud fra kriterier, der angår den industrielle kompetence, men udelukkende efter juridisk, bureaukratisk eller demagogisk kompetence. Og jo mere organisationerne og dermed deres aktivitet og indgriben i klassekampen voksede, desto mere nødvendigt blev det at reducere den ledende funktion til en ren og skær administrativ og regnskabsmæssig funktion, samtidig med at den tekniske, industrielle kapacitet mistede enhver værdi og den bureaukratiske og handelsmæssige kapacitet blev det afgørende. Der dannedes således en ren og skær kaste af fagforeningsfunktionærer og -journalister med en korpsånd, der var i fuldstændig modsætning til arbejdernes mentalitet, og som over for masserne stiller sig på samme måde som regeringsbureaukratiet stiller sig over for den parlamentariske stat: det er bureaukratiet som hersker og regerer.
Proletariatets diktatur vil undertrykke den kapitalistiske produktionsform og privatejendommen, da menneskets udbytning af mennesket kun således kan undertrykkes. Proletariatets diktatur vil undertrykke klasseforskellene og klassekampen, da arbejderklassens sociale frigørelse kun således kan blive total. For at nå dette mål lærer det kommunistiske parti proletariatet at organisere klassens magt og at betjene sig af denne bevæbnede magt for at beherske borgerskabet og fastsætte de vilkår, under hvilke den udbyttende klasse er undertrykt og ikke kan genopstå. Kommunistpartiets opgave under proletariatets diktatur er altså denne: definitivt og med styrke at organisere arbejderklassen og bønderne som den herskende klasse og kontrollere at alle den nye stats organismer virkelig udfolder et revolutionært arbejde samt nedbryde de gamle rettigheder og forhold der er forbundet med princippet om privatejendom. Men dette destruktive og kontrollerende arbejde skal øjeblikkeligt følges op af et positivt arbejde af nyskabelse og produktion. Hvis dette arbejde ikke lykkes, er enhver politisk kraftanstrengelse håbløs, proletariatets diktatur kan ikke klare sig. Intet samfund kan klare sig uden produktion og langt mindre proletariatets diktatur, som iværksættes under forhold med økonomisk sammenbrud, der er et produkt af fem års voldsom krigsførelse og måneder med det bevæbnede borgerskabs terrorisme, og som derfor har brug for en intens produktion.
Heri består industriforbundenes store og betydningsfulde opgave. De skal netop iværksætte socialiseringen, og de skal indlede en ny produktionsform, hvor virksomheden ikke baseres på ejernes profitbegær men på den solidariske samfundsinteresse, som for hver industribranches vedkommende ikke længere bygger på et simpelt instinkt men konkretiserer sig i den dertil svarende fagforening.
I den ungarske sovjet afholdt fagforeningerne sig fra ethvert skabende arbejde. Fagforeningsfunktionærerne skabte ustandselig politiske forhindringer for proletariatets diktatur ved at udgøre en stat i staten, og økonomisk foretog de sig intet positivt: mere end en gang måtte fabrikkerne socialiseres mod fagforeningernes vilje, skønt socialisering burde være fagforeningernes højeste pligt. Men de ungarske organisationers ledere var åndeligt begrænsede og havde en bureaukratisk-reformistisk mentalitet, idet de konstant frygtede at miste den magt, de hidtil havde udøvet over arbejderne. Da fagforeningernes funktion lige indtil proletariatets diktatur have været forbundet med borgerskabets herredømme, og da funktionærerne ikke havde nogen teknisk, industriel kapacitet, hævdede de, at proletarklassen var umoden til at deltage i den direkte ledelse af produktionen, og de støttede det »sande demokrati«, altså bevarelsen af borgerskabets førende stilling som besiddende klasse. De ønskede at fortsætte deres hidtidige politik med helhedsløsninger, arbejdsmarkedsoverenskomster og social lovgivning for at deres kompetence således fortsat blev den afgørende. De ønskede at man skulle vente på den ... internationale revolution og kunne ikke få ind i hovedet, at den internationale revolution netop manifesterede sig i Ungarn med den ungarske revolution, i Rusland med den russiske revolution, og i hele Europa med generalstrejker, med militære opstande og med arbejderklassens elendige levevilkår som en konsekvens af krigen.
En af de mest indflydelsesrige ledere af de ungarske fagforeninger udtrykte under sovjettens sidste møde i Budapest revolutionsdefaitisternes synspunkt således: »Da det ungarske proletariat greb magten og udråbte sovjetrepublikken, var det i forventning om, 1) at verdensrevolutionen var nært forestående, 2) at Ruslands røde hær ville komme til hjælp, og 3) at det ungarske proletariat var villig til at bringe ofre. Men verdensrevolutionen lod vente på sig, de røde tropper kunne ikke nå frem til Ungarn, og det ungarske proletariats offervilje var ikke større end det vesteuropæiske proletariats offervilje. Sovjetregeringen trækker sig på nuværende tidspunkt tilbage for at give landet mulighed for at optage forhandlinger med Ententen; den trækker sig tilbage for at det ungarske proletariat ikke skal forbløde og for at frelse det og bevare det i verdensrevolutionens interesse, for en dag må den socialistiske verdensrevolutions store time slå.«
I sidste nr. af det kommunistiske »Vörös Ujsàg« (2. august) blev den situation, det ungarske proletariats traditionelle organisationer havde sat det i, fremstillet således:
»Ved det ungarske proletariat hvad der venter det, hvis det ikke øjeblikkelig undertrykker de mordere det omgiver sig med? Ved Budapests proletariat hvilken skæbne det går i møde, hvis det ikke bestemmer sig til at skaffe sig af med den bande udplyndrere, som har infiltreret sig i den proletariske stat? Den hvide terror og den rumænske terror vil forene deres kræfter for at herske over det ungarske proletariat; svøben vil forsøde sultens tortur, det produktive arbejde vil blive begunstiget ved fjernelsen af vores maskiner og ved nedrivningen af vores fabrikker.
Arbejderaristokratiet, alle dem der under proletariatets diktatur bare en gang har henvendt sig til proletariatet, må stå til regnskab for deres handlinger over for de rumænske bajonetter og maskingeværer. Det »sande« demokrati vil blive oprettet i Ungarn, idet alle dem der kunne udtale sig vil være ligestillede i gravens fred, og de øvrige vil nyde de samme rettigheder under bojarernes [1] svøbe. Striden mellem parti og fagforening vil ophøre, da der i lange tider hverken vil være parti eller fagforeninger i Ungarn; diskussionen om hvorvidt proletariatets diktatur skal betjene sig af hårde eller af milde metoder vil ophøre, da borgerskabet og bojarerne allerede har bestemt metoderne i deres diktatur: hundredvis af galger vil fortælle at striden sluttede til fordel for borgerskabet på grund af proletariatets svaghed«.
1. bojar, russisk bojarin, adelsmand.
Sidst opdateret 1.7.2007