Marxisme Online > Arkiv > Gramsci
Artikel i L’Ordine Nuovo, 12. juli 1919. Oversat fra italiensk af Kjeld Østerling Nielsen.
Teksten er fra Antonio Gramsci: Politik og kultur, s. 62-69, Gyldendals Uglebøger, København 1972. ISBN 87-00-23581-4
Teksten findes på engelsk med titlen The Conquest of the State i Antonio Gramsci: Selections from Political Writings 1910-1920, pp. 73-78, Lawrence and Wishart, London 1977. ISBN 0-85315-386-8 (paperback)/ISBN 0-85315-387-6 (hardback).
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 26. mar. 2013.
Den kapitalistiske koncentration, der er bestemt af produktionsmåden, frembringer en tilsvarende koncentration of arbejdende menneskemasser. Det er i denne kendsgerning, at man bør søge oprindelsen til alle marxismens revolutionære teser, og her må man søge betingelserne for proletariatets adfærd, for den nye kommunistiske orden, der skal afløse den borgerlige adfærd, den kapitalistiske uorden, der er skabt af den frie konkurrence og klassekampen.
Inden for den almene kapitalistiske aktivitets område handler også arbejderen på den frie konkurrences plan, er også han både individ og medborger. Men samtidig er kampens udgangsbetingelser ikke ens for alle: privatejets eksistens bringer samfundsmindretallet i en privilegeret situation og gør kampen ulige. Arbejderen er uafbrudt udsat for de mest dødbringende farer: selve hans nøgne tilværelse, hans kultur, hans families liv og fremtid er udsat for de voldsomme tilbageslag, der forårsages af arbejdsmarkedets skiften. Arbejderen forsøger så at komme ud af konkurrencens og individualismens sfære. Sammenslutningens og solidaritetens princip bliver afgørende for den arbejdende klasse og forandrer arbejdernes og bøndernes psykologi og adfærd. Der opstår institutioner og organer, i hvilke dette princip legemliggøres; på grundlag af dem begynder den historiske udviklingsproces, der fører til produktionsmidlernes og omsætningens kommunisme.
Viljen til at slutte sig sammen og organisere sig kan og bør betragtes som den afgørende kendsgerning i den proletariske revolution. I overensstemmelse med denne historiske tendens opstod og voksede de socialistiske partier og fagforeningerne i den periode, der gik forud for den nuværende (og som vi kan kalde for den I. og II. Internationales periode eller rekrutteringsperioden).
Men udviklingen af disse proletariske institutioner og af hele den proletariske bevægelse i almindelighed var imidlertid ikke autonom, den respekterede ikke de love, der er specifikke for og iboende i den udbyttede, arbejdende klasses tilværelse og historiske erfaring. Historiens love blev dikteret af den besiddende klasse, der var organiseret som stat. Staten har altid haft hovedrollen i historien, thi det er i dens organer at den besiddende klasses magt samles, i staten skaber den besiddende klasse sig en disciplin og en enhed, der står over konkurrencens stridigheder og sammenstød, og som skal opretholde den privilegerede stilling uantastet under konkurrencens højeste fase: dvs. klassekampen om magten, om hvem, der skal have forrangen i ledelsen og disciplineringen of samfundet.
I denne periode var den proletariske bevægelse kun en funktion of den kapitalistiske frie konkurrence. De proletariske institutioner måtte antage en form, der ikke skyldtes indre love, men derimod ydre love, under begivenhedernes vældige tryk og presset of den tvang, der lå i den kapitalistiske konkurrence. Heraf opstår de indre konflikter, afvigelser, vaklen og de kompromisser, der karakteriserer hele den periode i den proletariske bevægelses tilværelse, der går forud for den nuværende og som kulminerede i II. Internationales bankerot.
Nogle strømninger inden for den socialistiske og proletariske bevægelse havde udtrykkeligt fremhævet det som et afgørende faktum for revolutionen, at arbejderne organiserede sig efter fag og på dette grundlag byggede de deres propaganda og aktion. Et øjeblik forekom den syndikalistiske bevægelse at være marxismens sande repræsentant, den virkelige fortolker of sandheden.
Syndikalismens fejltagelse består i, at den som en stedsevarende kendsgerning, som varig form for viljen til sammenslutning og organisation accepterer fagforeningen i dens nuværende form og dens nuværende funktioner, som er påtvunget udefra og ikke fremstået indefra og som følgelig ikke kan have en konstant udviklingslinje, der kan forudses. Syndikalismen, der fremstod som den første i en “spontanitets”-tradition, præget af frihandelsteoriernes opfattelse of staten som en “natvægterstat”, var i virkeligheden en af de mange forklædninger af den jakobinske og abstrakte ånd.
Heraf fejlene hos den syndikalistiske strømning, der ikke formåede at afløse det socialistiske parti, når det gjaldt opgaven at opdrage den arbejdende klasse til revolutionen. Arbejderne og bønderne fornemmede, at for hele den periodes vedkommende, hvor det er den besiddende klasse og den demokratisk-parlamentariske stat, der dikterer historiens love, vil ethvert forsøg på at undslippe fra sfæren of disse love, være forgæves og latterligt. I den generelle skikkelse samfundet har antaget med den industrielle produktion er det givet, at det gælder for enhver, at man kun kan deltage aktivt i livet og kun kan ændre sin omverden, for så vidt man handler som individuel medborger, som medlem of den demokratisk-parlamentariske stat. Den liberale erfaring er ikke virkningsløs og kan ikke overvindes, før den er gjort. De upolitiskes upolitiskhed var kun politikkens degeneration: thi det er i lige så høj grad en politisk handling at fornægte og bekæmpe staten som at gå ind i den almene, historiske aktivitet, der samler sig i parlamentet og kommunerne, statens folkelige institutioner. Det, der varierer, er den politiske handlings kvalitet: syndikalisterne arbejdede uden for virkeligheden og som følge heraf var deres politik fundamentalt fejlagtig; de socialistiske parlamentarikere arbejdede i tingenes indre, de kunne begå fejl (og det gjorde de, tilmed mange og alvorlige), men de tog ikke fejl med hensyn til indholdet i deres handlinger og derfor sejrede de i “konkurrencen”; de store masser, der, når de griber ind, objektivt ændrer samfundsforholdene, organiserede sig omkring det socialistiske parti. Til trods for alle fejl og forsømmelser lykkedes partiets opgave, når alt kom til alt: dvs. at få proletaren, der før var intet, til at blive noget, give ham en bevidsthed, give befrielsesbevægelsen en klar og livskraftig retning, der svarede, i de store træk, til det menneskelige samfunds historiske udviklingsproces.
Den socialistiske bevægelses alvorligste fejl var af en lignende art som syndikalisternes hovedfejl. Mens socialisterne deltog i det menneskelige samfunds almindelige virksomhed i staten, glemte de, at deres stilling fortsat burde forblive i det væsentlige kritisk, antitetisk. De lod sig opsuge of virkeligheden, de beherskede den ikke.
De kommunistiske marxister bør udmærke sig ved en psykologi, som vi kan kalde “maieutisk” [“forløsende”]. Deres aktion består ikke i at udlevere sig til den begivenhedernes gang, som den borgerlige konkurrences love bestemmer, den består i kritisk forventning. Historien er noget, der uafbrudt skabes og som uafbrudt bliver til, og som følge heraf er den i alt væsentligt ikke til at forudse. Men det betyder ikke, at “alt” i historiens tilblivelse og skaben ikke skulle være til at forudse, at historien med andre ord skulle beherskes of vilkårlighed og uansvarlige nykker. Historien er på en og samme tid frihed og nødvendighed. De institutioner, i hvis udvikling og aktivitet historien får kød og blod, er opstået og består, fordi de har en opgave, en mission at udføre. Der er opstået og udviklet bestemte objektive betingelser for produktionen af de materielle goder og menneskenes åndelige bevidsthed. Hvis disse objektive betingelser, der på grund af deres mekaniske natur er næsten matematisk kommensurable, ændrer sig, ændres også summen af de relationer, der regulerer og informerer det menneskelige samfund, ændres graden af menneskenes bevidsthed: samfundets struktur omdannes, de traditionale institutioner forarmes, de svarer ikke længere til deres opgave, de fylder op, bliver skadelige og uudholdelige. Hvis intelligensen var ude af stand til i historiens tilbliven og skaben at gribe en rytme, fastslå en proces, ville civilisationens liv ikke være mulig: det politiske geni kendes netop på denne evne til at tilegne sig det størst mulige antal af de konkrete data, der er nødvendige for og tilstrækkelige til at konstatere en udviklingsproces og følgelig evnen til at komme den nære og fjerne fremtid i forkøbet og i overensstemmelse med denne intuition indrette en stats aktivitet og prøve et folks lykke. Under den synsvinkel er Karl Marx sit langt den største af vor tids politiske genier.
Socialisterne har, ofte blindt, accepteret den historiske realitet, det kapitalistiske initiativ har frembragt; de er havnet i den fejltagelse, man finder i de liberale økonomers psykologi: dvs. troen på evindeligheden af den demokratiske stats institutioner, på deres fundamentale fuldkommenhed. Ifølge dem kan formen for de demokratiske institutioner korrigeres her og der med en lille forbedring, men fundamentalt kan de ikke røres. Et eksempel på denne snævert selvglade psykologi har man i den udtalelse af Filippo Turati hvor han som en anden overdommer i underverdenen erklærer, at parlamentet forholder sig til sovjetten som byen til den barbariske horde.
Af denne fejlagtige opfattelse af, hvorledes historien bliver til, af kompromisets årelange praksis og af en parlamentarisk “kretinisme”, hvad det taktiske angår, opstår den nuværende formel om “statens erobring”.
Efter Ruslands, Ungarns og Tysklands revolutionære erfaringer er vi overbevist om, at den socialistiske stat ikke kan legemliggøre sig i den kapitalistiske stats institutioner, men er en fundamental nyskabelse - i sammenligning med disse institutioner, hvis ikke ligefrem med hensyn til proletariatets historie. Den kapitalistiske stats institutioner er organiserede med henblik på den frie konkurrence: det er ikke tilstrækkeligt at ændre personalet for at rette institutionernes virksomhed i anden retning. Den socialistiske stat er endnu ikke kommunismen, dvs. indførelsen af en solidarisk praksis og solidarisk økonomisk adfærd, men derimod den overgangsstat, der har til opgave at undertrykke konkurrencen ved at undertrykke privatejet, klasserne, de nationale økonomier: denne opgave kan det parlamentariske demokrati ikke løse. Formlen “statens erobring” må opfattes således: skabe en ny statstype der opstår af den proletariske klasses sammenslutnings- og organisationserfaring og afløse den demokratisk-parlamentariske stat med denne nye stat.
Og her vender vi tilbage til det punkt, hvor vi begyndte. Vi sagde tidligere at den socialistiske og proletariske bevægelses institutioner i den periode, der gik forud for den nuværende, ikke udviklede sig autonomt, men som resultat af det menneskesamfunds generelle struktur, der var behersket af kapitalismens suveræne love. Krigen har vendt op og ned på klassekampens strategiske situation. Kapitalisterne har mistet deres overvægt; deres frihed er begrænset; deres magt er sat ud af spil. Den kapitalistiske koncentration er nået til den højeste grad den kan nå, idet den har opnået verdensmonopol på produktionen og omsætningen. Den tilsvarende koncentration af de arbejdende masser har givet den revolutionære proletarklasse en uhyre styrke.
Bevægelsens traditionale institutioner er ikke længere i stand til at rumme en sådan opblomstring af revolutionært liv. Selve deres form er uegnet til at disciplinere de kræfter, der nu er gået ind i den bevidste historiske proces. Disse institutioner er ikke døde. Opstået som funktion af den frie konkurrence må de fortsætte deres eksistens, indtil den sidste rest af konkurrencen er forsvundet, indtil den fuldstændige ophævelse af klasserne og partierne, indtil proletariatets diktatur i de enkelte lande smelter sammen i den kommunistiske internationale. Men ved siden af disse institutioner må der opstå og udvikle sig institutioner af en ny type, af statslig type, der netop kommer til at afløse den parlamentarisk-demokratiske stats private og offentlige institutioner. Institutioner, der afløser kapitalistens person med hensyn til de administrative funktioner og den industrielle magt og som virkeliggør producentens autonomi på virksomheden; institutioner, der er i stand til at påtage sig ledelsen af alle de funktioner, der er knyttet til det komplicerede system af produktions- og omsætningsrelationer, der forbinder en fabriks forskellige værkstedsafdelinger med hinanden til en elementær økonomisk enhed af lignende art som dem, der forbinder en landbrugsvirksomheds forskellige aktiviteter med hinanden. Disse relationer inden for virksomheden skal, horisontalt og vertikalt, udgøre den harmoniske bygning af den nationale og den internationale økonomi, der nu er befriet fra de private besidderes tyngende og snyltende tyranni.
Aldrig har fremdriften og den revolutionære begejstring været mere brændende i Vesteuropas proletariat end nu. Men det forekommer os, at den klare og præcise bevidsthed om målet ikke ledsages af en bevidsthed, der er lige så klar og præcis, nar det gælder de midler, som i den nuværende situation er egnede til at nå dette mål. I masserne har den opfattelse nu slået rod, at den proletariske stat er legemliggjort i et system af arbejder-, bønder- og soldaterråd. Men der har endnu ikke dannet sig en taktisk opfattelse, der objektivt sikrer dannelsen af denne stat. Det er derfor nødvendigt fra nu af at skabe et net af proletariske institutioner, der har rod i de store massers bevidsthed, som kan være sikre på de store massers permanente disciplin og troskab, og i hvilke arbejdernes og bøndernes klasse som helhed antager en form, der er rig på dynamik og udviklingsmuligheder. Hvis der i dag under proletariatets nuværende organisationsbetingelser skulle vise sig en massebevægelse af revolutionær karakter, er det givet, at resultaterne ville konsolidere sig i en ren formal korrigering af den demokratiske stat, og munde ud i en forøgelse af Deputeretkammerets beføjelser (gennem en forfatningsgivende forsamling) og ved at magten gik over til nogle antikommunistiske kludremikler af socialister. Den tyske og østrigske erfaring bør tjene som lære. Den demokratiske stats og kapitalistklassens kræfter er endnu uhyre store: man bør ikke lukke øjnene for, at kapitalismen holder sig på benene især takket være sine sykofanters og lakajers indsats, og at de sidste efterkommere af dette pak så sandelig ikke er uddøde.
Den proletariske stat skabes altså ikke ved et pludseligt mirakel; også dens skabelse er en tilbliven, en udviklingsproces. Den forudsætter et forberedende ordnende og propagandistisk arbejde. De proletariske institutioner, der allerede findes på fabrikkerne må udvikles mere og få større magt og beføjelser, man må få lignende institutioner til at opstå ude på landet og opnå, at de mennesker, der danner dem, er kommunister, der er bevidste om den revolutionære opgave, institutionen skal løse. Bliver dette ikke tilfældet, vil hele vor begejstring, hele troen hos de arbejdende masser ikke kunne forhindre, at revolutionen ynkeligt ender med et nyt parlament af svindlere, fæhoveder og ansvarsløse, og at nye og endnu mere forfærdende ofre bliver nødvendige, for at proletarernes stat skal kunne blive til virkelighed.
Sidst opdateret 1.4.2013