Marxisme Online > Arkiv > Gramsci
Artikel i L'Ordine Nuovo, 21. juni 1919. Oversat fra italiensk af Jørgen Stender Clausen.
Teksten er fra Antonio Gramsci: Arbejderkontrol, arbejderråd, arbejderstyre. Artikler, s. 53-57, Forlaget Rhodos, København 1973. ISBN 87-7496-364-3
Teksten findes på engelsk med titlen Workers’ Democracy i Antonio Gramsci: Selections from Political Writings 1910-1920, pp. 65-68, Lawrence and Wishart, London 1977. ISBN 0-85315-386-8 (paperback)/ISBN 0-85315-387-6 (hardback).
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 1. juli 2007.
Der er i dag et problem som trænger sig stærkt på for enhver socialist, der levende føler betydningen af det historiske ansvar, som påhviler arbejderklassen og partiet, hvis opgave er at repræsentere den kritiske og handlende bevidsthed om klassens mission:
Hvorledes skal man styre de umådelige sociale kræfter, som verdenskrigen har sluppet løs? Hvorledes skal man bære sig ad med at disciplinere dem og give dem en politisk form, som indebærer muligheden for at de kan udvikle sig normalt og integrere sig indtil de bliver den socialistiske stats skelet, i hvilket proletariatets diktatur legemliggøres? Hvorledes skal man knytte nutiden til fremtiden og på den anden side tilfredsstille nutidens vigtigste behov og på den anden side arbejde med udbytte for at skabe og »foregribe« fremtiden?
Formålet med denne artikel er at stimulere til at tænke og virke; og den er en opfordring til de mest bevidste arbejdere om at enhver inden for sit felt overvejer og samarbejder om problemets løsning og søger at henlede arbejdskammeraternes og organisationernes opmærksomhed på dets eksistens. Kun ved et fælles og solidarisk oplysnings- og overtalelsesarbejde og ved gensidig belæring opstår den konkrete handling.
Den socialistiske stat eksisterer allerede potentielt takket være alle de institutioner, der er karakteristiske for den udbyttede arbejderklasse. Ved at knytte disse institutioner sammen og koordinere dem og gøre dem afhængige af hinanden i et system af magtbeføjelser og ved en rimelig hensyntagen til deres autonomi og specifikke funktion at centralisere dem, kan man allerede nu skabe et virkeligt arbejderdemokrati, som udgør en effektiv og aktiv modsætning til den borgerlige stat, og som allerede nu er klar til at erstatte dennes nationale ledelses- og magtfunktioner.
Arbejderbevægelsen ledes i dag af socialistpartiet og landsorganisationen; men partiets og landsorganisationens magtudøvelse gør sig for de store arbejdermassers vedkommende indirekte gældende, takket være prestige og entusiasme, eller ved autoritært tryk, ja endog ved sløvt inerti. Partiets prestigesfære udvides dagligt og kommer i forbindelse med hidtil uudforskede folkelige lag; og hos grupper og enkeltpersoner, der ikke tidligere har deltaget i den politiske kamp, skaber den konsensus og ønske om at arbejde virksomt for kommunismens sejr. Det er nødvendigt at give disse spontane og kaotiske energier en permanent og fast form, absorbere dem og forme og forstærke dem således at klassen af proletarer og semiproletarer bliver et organiseret samfund, som oplærer sig selv, som får erfaringer, og som opnår en ansvarsfuld bevidsthed om de pligter der påhviler de klasser som besidder statsmagten.
Socialistpartiet og fagforeningerne kan kun absorbere hele arbejderklassen efter en årelang intens aktivitet. De vil ikke identificere sig umiddelbart med den proletariske stat; i de kommunistiske republikker fortsætter de da også med at eksistere uafhængigt af staten som institutioner med en fremaddrivende funktion (partiet) eller kontrollerende (fagforeningerne). Partiet skal fortsat være et organ til kommunistisk skoling, troens arnested, doktrinens vogter og den højeste magt som sammenføjer og leder de organiserede og skolede dele af arbejderne og bønderne til målet. Netop for strengt at udføre dette hverv, kan partiet ikke slå dørene på vid gab for nye medlemmer, der ikke er vant til udøvelsen af ansvarsbevidsthed og disciplin.
Men arbejderklassen er rig på institutioner, og den udtrykker sig i mangfoldige aktiviteter. Det gælder om at udvikle og organisere disse institutioner og disse aktiviteter, og knytte dem sammen i et udbredt og smidigt system, som absorberer og disciplinerer hele arbejderklassen.
Fabrikkerne med deres indre kommissioner, [1] de socialistiske arbejderkredse og bondeligaerne er centre for proletarisk aktivitet, som opmærksomheden bør rettes mod.
De indre kommissioner er organer for arbejderdemokrati, som skal befries for de begrænsninger, arbejdsgiverne har pålagt dem, og i hvilke der skal tilføres nyt liv og energi. I dag begrænser de indre kommissioner kapitalistens magt i fabrikkerne og udøver samtidig en mæglende og disciplinerende funktion. Hvis de udvikles og beriges kan de i fremtiden blive organer for den proletariske magt, som erstatter kapitalisten i alle hans nyttige ledelses- og administrationsfunktioner.
Allerede fra i dag burde arbejderne skride til valg af talrige afdelingsdelegerede udvalgt blandt de bedste og mest bevidste kammerater med slagordet: »Al magt i fabrikken til fabrikskomiteen – og al magt i staten til arbejder- og bonderådene.«
Et uhyre område for konkret revolutionær propaganda ville åbne sig for de kommunister, der er organiseret i partiet i afdelinger i periferien. Og disse skulle i samarbejde med partiafdelingerne inde i byen udregne det samlede antal arbejdere i området og dernæst være sæde for det råd af fabriksdelegerede, som i hver enkelt arbejderkvarter bliver nervecentret for kvarterets proletariske aktiviteter. Valgsystemerne kan variere alt efter virksomhedernes størrelse; imidlertid ville det være passende at vælge en afdelingsdelegeret for hver femten arbejdere opdelt efter fagområde (således som det sker i de engelske fabrikker), og ved trinvise valg nå frem til en virksomhedskomité af delegerede, der omfatter repræsentanter for hele virksomhedsområdet (arbejdere, kontorfolk og teknikere). I arbejderkvarterkomiteen bør optages repræsentanter for de andre arbejderkategorier, der bor i kvarteret: tjenere, kuske, sporvognsfolk, jernbanefolk, gadefejere, privat ansatte kontorfolk, ekspedienter etc.
Arbejderkvarterkomiteen skal være et legitimt og autoritativt udtryk for hele arbejderklassen i kvarteret, som spontant har delegeret komiteen dens magt, således at dens henstillinger efterkommes, og at den er i stand til at beordre en øjeblikkelig og fuldstændig standsning af alt arbejde i kvarteret.
Arbejderkvarterkomiteerne kan knyttes sammen i bykommissariater, der kontrolleres og skoles af socialistpartiet og fagforeningerne.
Et sådant system af arbejderdemokrati (integreret med tilsvarende organisationer for bønderne) ville give masserne en permanent organisation og ville samtidig være en storartet skoling i politiske og administrative erfaringer; det ville enkadrere masserne indtil sidste mand og vænne dem til udholdenhed og til at betragte sig som en hær i felten, der har brug for et stærkt sammenhold, hvis den ikke vil udslettes og ende i slaveri.
Enhver fabrik ville udgøre et eller flere regimenter af denne hær med sine korporaler, med sine forbindelsesofficerer, med sine overordnede og med sin generalstab, hvor magtbeføjelserne er delegeret af fri vilje og ikke påtvunget autoritært. Gennem møder på fabrikkerne og ved et uophørligt propaganda- og overtalelsesarbejde udført af de mest bevidste elementer, ville man opnå en radikal forandring af arbejdernes mentalitet, og man ville gøre masserne beredte og i stand til at udøve magten. Og en konkret og effektiv bevidsthed om rettigheder og pligter ville brede sig blandt arbejderne, fordi den opstod spontant af de virkelige og historiske erfaringer.
Det blev sagt ovenfor, at disse korte notater udelukkende har til hensigt at stimulere til handling og analyse. Ethvert af problemets aspekter fortjener en bred og dybtgående behandling med koordinerende og forklarer de oplysninger og tilføjelser. Men den konkrete og fuldstændige løsning på problemerne vedrørende socialismens udvikling kan kun gives ved kommunistisk praksis: den fælles diskussion, der modificerer de enkeltes bevidsthed ved at forene dem og fylde dem med virksom entusiasme. At sige sandheden, at nå til sandheden sammen, er at foretage en kommunistisk og revolutionær handling. Formlen »proletariatets diktatur« bør ikke længere blot være en formel og en lejlighed til at slå om sig med revolutionære fraser. Den der vil målet skal også ville midlerne. Proletariatets diktatur betyder dannelsen af en ny og typisk proletarisk stat, hvor den undertrykte klasses institutionelle erfaringer forenes, og hvor arbejdernes og bøndernes samfundsorden bliver sat i system og fast organiseret. Denne stat improviserer man ikke: de russiske bolsjevikker arbejdede otte måneder for at udbrede og konkretisere slagordet: al magt til sovjetterne; og sovjetterne var kendt af de russiske arbejdere lige siden 1905. De italienske kommunister skal lære af de russiske erfaringer og spare tid og arbejde: genopbygningsarbejdet vil i sig selv kræve så lang tid og så meget arbejde, at hver dag og hver handling skulle afses til det.
1. De indre kommissioner bestod af 4 til 6 medlemmer, der var valgt af de organiserede arbejdere (ca. 20 pct. af arbejderstyrken), og som repræsenterede både arbejderne og fagforeningerne, altså en slags tillidsmænd.
Sidst opdateret 1.7.2007