Marxisme Online > Arkiv > Gramsci
Artikel i Il Grido del Popolo, 28.7.1917. Oversat fra italiensk af Jørgen Stender Clausen.
Teksten er fra Antonio Gramsci: Arbejderkontrol, arbejderråd, arbejderstyre. Artikler, s. 22-25, Forlaget Rhodos, København 1973. ISBN 87-7496-364-3
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, dec. 1998.
De russiske bolsjevikker er selve den russiske revolution.
Kerenskij, Tseretelli og Tjernov er revolutionens aktuelle stade, de har realiseret en første samfundsligevægt, kræfternes ligevægtspunkt, i hvilket de moderate endnu har stor betydning. Bolsjevikkerne er revolutionens kontinuitet, dens rytme, og derfor er de selve revolutionen.
De repræsenterer den socialistiske idé i hele dens udstrækning, de står for hele socialismen. Og deres opgave er denne: forhindre at der indgås et definitivt kompromis mellem den tusindårige fortid og ideen, og være det levende symbol på det endelig mål; og de skal forhindre, at løsningen af de aktuelle problemer optager hele bevidstheden og bliver den eneste bekymring, den krampagtige aktivitet, der rejser uoverstigelige forhindringer for yderligere realiseringer.
Den største fare for alle revolutioner er overbevisningen om, at et bestemt moment af det nye liv er definitivt, og at det er nødvendigt at standse op for at se sig tilbage, for at slå det allerede opnåede fast og for omsider at glædes over succes'en. For at hvile. En revolutionær krise slider hurtigt på menneskene, og en sådan sindstilstand er forståelig. Rusland har imidlertid haft det held, at det ikke har kendt til jakobinisme. Det har derfor været muligt at føre propaganda for alle ideer, og gennem denne propaganda er der opstået talrige politiske grupper, af hvilke den ene er mere dristig end den anden og ikke vil gøre holdt, men mener, at det definitive moment der skal nås er længere borte, langt borte. Bolsjevikkerne, ekstremisterne er det sidste logiske led i denne revolutionære tilbliven. Derfor fortsætter kampen, og man går videre frem; alle går videre, fordi der i det mindste er en gruppe, der altid vil gå videre, og som er aktiv blandt masserne og derved hele tiden vækker nye proletariske kræfter til live og organiserer nye samfundskræfter, som truer de trætte og kontrollerer dem, og som viser sig at være i stand til at erstatte dem og eliminere dem, hvis de ikke fornyer sig og fatter mod til at gå videre. Således undgås det, at revolutionen gør holdt og standser sin cyklus. Den opæder sine mænd og erstatter en gruppe med en anden, der er mere modig, og kun ved denne aldrig falden til ro og aldrig opnåede fuldkommenhed, er den virkelig en revolution.
Bolsjevikkerne er kujonernes fjender og de dovnes dårlige samvittighed. De har hidtil væltet alle forsøg på at inddæmme den revolutionære strøm, og de har forhindret dannelsen af stillestående sumpe og døde vandløb. Derfor hader de vestlige borgerskaber dem, og derfor bagtaler aviserne i Italien, Frankrig og England dem og søger at bringe dem i vanry og at begrave dem under en enorm dynge af bagvaskelser. De vestlige borgerskaber håbede, at der efter den fantastiske tanke- og aktivitetsudfoldelse, det har kostet at skabe den nye udvikling, ville følge en krise med mentalt dovenskab og et ophold i de revolutionæres dynamiske aktivitet som den første begyndelse til en stabilisering af de bestående forhold.
Men i Rusland er der ingen jakobinere. Gruppen af moderate socialister, som har haft magten, har ikke tilintetgjort eller forsøgt at kvæle avantgarden i blod. Lenin har ikke lidt Babeufs skæbne. Han har kunnet forvandle sin tænkning til virkende kraft i historien. Han har fremkaldt ideer, som aldrig vil dø. Han og de bolsjevistiske kammerater er overbevist om, at det på et hvilket som helst tidspunkt er muligt at realisere socialismen. De er opfødt med marxistisk tænkning. De er revolutionære, ikke evolutionister. Og den revolutionære tænkning benægter, at tiden skulle være en fremskridtsfaktor, og at alle de erfaringsstadier, der ligger mellem det socialistiske begrebs opståen og dets realisering, skal efterprøves på en i tid og sted absolut og fuldstændig måde. For at overvinde disse stadier er det tilstrækkeligt, at de udformes og virkeliggøres som tankekonstruktioner, hvorpå man kan gå videre. Derimod er det nødvendigt at ruske op i menneskenes bevidsthed og erobre den. Og det tør siges, at Lenin og hans partikammerater har rusket op i manges bevidsthed og erobret den. Deres overbevisning er imidlertid ikke udelukkende forblevet dristige tankeeksperimenter, men har legemliggjort sig i individer, i mange individer, og er blevet frugtbar på handling. Den har skabt den bestemte gruppe, der var nødvendig for at sætte sig imod definitive kompromiser og imod alt, hvad der kunne blive definitivt. Og revolutionen fortsætter. Hele livet er blevet revolutionært; der foregår en konstant aktivitet, en stadig udveksling, en uophørlig boring i folkets amorfe blok. Nye energier er blevet vakt, nye idé-kræfter udbredes. Menneskene – alle menneskene – bestemmer således omsider selv over deres skæbne. Det er umuligt, at der opstår despotiske mindretal. Kontrollen er altid levende og energisk. Der er nu en gæring i gang, som splitter de samfundsmæssige aggregater ad og samler dem på ny, og som forhindrer krystalliseringer, og at livet slår sig til ro med den forbigående succes.
Lenin og de mest kendte kammerater kan blive væltet omkuld i det stormvejr, de selv har fremkaldt. Men alle deres tilhængere forsvinder ikke, dertil er de omsider for mange. Og den revolutionære brand breder sig og brænder i nye hjerter og hjerner og bliver til brændende fakler af nyt lys, til nye flammer, der opæder dovenskab og træthed. Revolutionen fortsætter lige til sin fuldstændige virkeliggørelse. Den tid er endnu langt borte, hvor en relativ hvile bliver mulig. Og: livet er altid revolution.
Sidst opdateret 1.7.2007