![[ Bush og Blair ]](bushblair.jpg)
Bush og Blair – opsat på ødelæggelse
Marxisme Online > Arkiv > IS/SWP > Indhold
Walden Bello-citat
Nej til Bush's krig
Osama Bin Laden: Fra ven til fjende
Afghanistan: De mægtiges skakspil
Bush's blodige allierede
Terrorister skabt af Vesten ...
... og terrorister det har bakket op
Olie, fattigdom og krig
Islam er ikke fjenden
Marxisme og terrorisme
Globaliseringens militære ansigt
Den moderne imperialisme
Der er to USA'er
Den anti-kapitalistiske bevægelse: Et lys i mørket
Socialister mod krig
"ANGREBET PÅ World Trade Center var forfærdeligt, foragteligt og utilgiveligt, men det er vigtigt ikke at miste perspektivet, specielt et historisk perspektiv.
De over 5000 liv, der blev tabt i New York, kan ikke erstattes, men man må ikke glemme, at atombomberne over Hiroshima og Nagasaki dræbte 210.000 mennesker, hvoraf de fleste var civile.
Men man kan så mene, at man ikke kan sammenligne angrebet på World Trade Center med atombomber, da Hiroshima og Nagasaki trods alt var krigsmål.
Men hvorfor ikke, da formålet med atomare angreb ikke fortrinsvis var at ødelægge militære mål eller infrastruktur, men at terrorisere og ødelægge den civile befolkning?
Faktisk havde de allieredes luftangreb mod Tyskland og Japan 1944-45, der medførte de ildstorme i Dresden, Hamburg og Tokyo, der dræbte titusindvis, det som et centralt mål at dræbe og lemlæste så mange civile som muligt.
Tilsvarende var terrorbombning af civile under Koreakrigen den politik, det amerikanske luftvåbens Stillehavsstyrker brugte.
Faktisk kan man sige, at terrorister som Osama Bin Laden, en tidligere CIA-figur, har lært deres lektie om den strategiske betydning af at ramme den civile befolkning af Washingtons traditionelle strategi for total krig."
Walden Bello, filippinsk økonom og en fremtrædende person i den anti-kapitalistiske bevægelse
HUNDREDER af millioner af mennesker blev opskræmte den 11. september. TV sendte billeder fra World Trade Center i New York direkte ind i folks stuer og kontorer. Man så mennesker vinke fra vinduer, man så dem hoppe ud af vinduer i et håbløst forsøg på at undgå sikker død.
Nu er hundreder af millioner af mennesker lige så opskræmte af noget andet. George Bush ønsker at påføre et af verdens fattigste lande endnu større rædsler. Han har sikret sig støtte fra en flok af verdens mest skruppelløse karrierepolitikere, undertrykkende regimer, militære diktatorer og enevældige monarker. Der er linet op med tusindvis af professionelle røvslikkere, højtlønnede stjernereportere, TV-kommentatorer, der håber på hurtig berømthed, samt skrivebordsgeneraler, der tilskynder os til at lade hævnen efter 11. september gå ud over folk, der intet havde med det at gøre. På hjemmefronten har vi set angreb på borgerrettigheder og racistiske angreb på muslimer.
Bush og Blair – opsat på ødelæggelse
Bush har proklameret et "korstog mod terrorisme". Begrebet "korstog" er ifølge leksikonet beslægtet med det arabiske ord "jihad". Det indgår i en ganske speciel historisk sammenhæng. Det refererer til de voldsomme angreb – anført af europæiske lejesoldater – der plyndrede Mellemøsten i det 12. og 13. århundrede. Under dække af kristendom blev der gennemført mord, plyndringer og nedslagtninger af både muslimer, jøder og lokale kristne i et orgie af ødelæggelse, der kulminerede med ødelæggelsen af den kristne by Konstantinopel.
Det umiddelbare mål for det nye korstog er Afghanistan, et land hvor 5 millioner mennesker allerede er tæt på hungersnød efter 22 års krige og borgerkrige, der har jævnet hovedstaden, Kabul, med jorden.
George Bush hævder, at det kan retfærdiggøres med, at én person, saudiaraberen Osama Bin Laden, bor i Afghanistan. Af denne grund skal hele landets befolkning lide.
Men Osama Bin Laden blev først sendt til Afghanistan for 20 år siden af det amerikanske efterretningsvæsen (Central Intelligence Agency, CIA), den saudiarabiske kongefamilie og den pakistanske efterretningstjeneste. De brugte ham til at opbygge USA-støttede tropper for at bekæmpe russerne og andre kræfter i den afghanske modstandsbevægelse. Hvis Bin Laden kender til terrormetoder, er det fordi han har lært dem af CIA.
Den amerikanske regering kalder Talibanstyret for "barbarisk" pga. den måde, det behandler kvinder og minoritetsgrupper i landet på. Men det var den pakistanske efterretningstjeneste, den saudiarabiske kongefamilie og amerikanske agenter, der – for at beskytte de store olievirksomheders interesser – organiserede Talibans kamp for at komme til magten i 1994-96.
Tony Blair retfærdiggør krigen ved at sige, at de mennesker, der stod bag angrebene på World Trade Center, "ikke har nogen følelse af menneskelighed, af nåde eller af retfærdighed. At begå sådanne gerninger kræver en fanatisme og en ondskabsfuldhed, der er hinsides vores normale fatteevne." Sådanne handlinger er forhåbentligt hinsides "fatteevnen" hos de folk, der læser denne pjece. Men de er ikke hinsides folk som George Bush og Tony Blair. George Bushs far var hjernen i de koldblodige og ødelæggende luftbombardementer under Desert Storm – krigen mod Irak for 10 år siden. De dræbte ikke mindre end 100.000 civile og værnepligtige – 20 gange så mange, som døde under det frygtelige angreb 11. september. De Forenede Nationer anslår, at over en halv million irakiske børn er døde som følge af de sanktioner, USA og Storbritannien har fastholdt siden krigen.
Tony Blair arbejdede tæt sammen med sin ven, USA's præsident Bill Clinton, ved planlæggelsen af luftbombardementer over Beograd for to år siden. Her sønderbombede de blandt andet den kinesiske ambassade og TV-bygningen, hvor der arbejdede civile.
De amerikanske og britiske regeringer siger, at de "regner med civile tab" i deres krig. De indrømmer koldblodigt, at de vil dræbe mennesker, der intet havde at gøre med angrebene i New York og Washington. Der er ingen følelse af "medmenneskelighed", af "nåde" eller af "retfærdighed" i det – kun ganske almindeligt hykleri. Hævnangreb mod afghanske mennesker er ikke en måde at bekæmpe terrorisme på. Hvis der virkelig er mennesker, der vil sprede miltbrandbakterier i London eller forgifte vandreservoirer i Californien, som medierne hævder, vil de ikke blive stoppet af at jævne Kabul endnu mere med jorden eller brænde folk levende i Kandahar. En sådan reaktion kan kun forøge følelsen af afmægtig vrede i regionen og fremdyrke små grupper, der vil gennemføre videre hævnangreb.
Hvis Bin Laden står bag angrebet på World Trade Center, er det på grund af den vrede, han følte, da han så sin tidligere allierede, USA, bombe Bagdad og støtte israelernes krig mod palæstinenserne. Det er Golfkrigens barbarisme, der har fremavlet barbarismen den 11. september. Bush og Blair intensiverer den cyklus af terror og modterror. Det er vejen til terror i den tredje verden – og i vestens byer.
Der er kun en måde at stoppe dette på. Det er ved at bygge den størst mulige anti-krigsbevægelse. Vi behøver debatmøder, teach-ins, protester og demonstrationer. Vi er nødt til at gå på gaden, men også til at organisere på arbejdspladser, gennem fagforeninger, skoler og universiteter. Vi er nødt til at forbinde krigsmodstanden med de andre rædsler, som Bush og Blair ønsker, vi skal glemme i hævnrusen – ødelæggelsen af velfærdssystemer og sundhedssektorer, den neoliberale privatiseringsmani, den ubærlige gældsbyrde, der bæres af verdens fattige, og den økonomiske krise, der ødelægger jobs i tusindvis.
Hvis vi kan opbygge en bevægelse, der stopper Bush og Blair, kan vi også gøre noget andet. Vi kan vise dem, at der er en måde at konfrontere den smerte, som så mange mennesker over hele verden føler, uden at gribe til de metoder, Bin Laden lærte af CIA. Siden de store demonstrationer i Seattle i november 1999 har der været et ny håb – et håb om at masseaktioner kan gøre en anden verden mulig. I det håb ligger det eneste virkelige svar på den bitterhed og fortvivlelse, der driver nogle få mennesker til terrorisme.
Men for at det håb skal vokse, skal vi opbygge anti-krigsbevægelsen nu.
I denne pjece prøver vi at samle de argumenter, der kan hjælpe os med at gøre det.
GEORGE W. Bush, hans allierede og medierne har opbygget Osama Bin Laden som "Samfundets Fjende nr. 1". De vælger at glemme, at den rige saudiaraber var en af USA's venner under krigen mod den russiske besættelse af Afghanistan i 1980'erne. Den amerikanske stat gjorde Bin Laden til nøglefigur i forsøget på at bringe den afghanske modstandsbevægelse under vestlig kontrol. Bin Laden opbyggede sin guerillahær i bjergene i det østlige Afghanistan, med hjælp fra Pakistans hemmelige politi – Pakistan er USA's vigtigste allierede i Centralasien. USA støttede Bin Laden, indtil dets ønske om at kontrollere Mellemøsten drev ham og andre (f.eks. Saddam Husseins Irak) til at gå imod Vesten.
"HVAD ER det vigtigste set i historiens lys? Taliban eller Sovjetunionens fald? Nogle få ophidsede muslimer eller afslutningen på Den Kolde Krig?"
Zbigniew Brzezinski, national sikkerhedsrådgiver for præsident Jimmy Carter i 1970'erne og læremester for Madeleine Albright, mens Taliban stadig kunne bruges af USA
Bin Ladens far var en rig byggemillionær fra Yemen, der blev forbundet med det Saud-dynasti, som styrer Saudi-Arabien. Osama Bin Laden besøgte første gang oprørslejre i Peshawar i det nordvestlige Pakistan i 1980. Gennem de næste to år sendte han saudiarabiske og amerikanske penge til den afghanske modstandsbevægelse mod den russiske besættelse.
Saudi-Arabierne ønskede med USA's fulde støtte at sprede deres version af Islam, wahhabismen, for at underminere andre guerillaledere og opbygge en bevægelse, der ville stå i gæld til vestlige interesser. Bin Laden var en central del af den plan.
Den pakistanske efterretningstjeneste ville have en af de saudiarabiske kongelige til at lede en guerillagruppe i Afghanistan. Der var ingen af de kongelige, der var parate til at opgive deres luksuriøse livsstil til fordel for Afghansistans barske terræn. Så prins Turki Al Faisal, der var chef for Saudi-Arabiens hemmelige politi, overtalte sin ven, Bin Laden, til at tage af sted. Med CIA-midler i lommen opbyggede Bin Laden Khost-tunnelkomplekset som et stort våbendepot i 1986 og overtog al-Quaida guerillagruppen i 1989.
Efter Irak invaderede Kuwait i August 1990, lagde Bin Laden pres på den saudiarabiske kongefamilie for at samle en styrke, der skulle bekæmpe Irak, i stil med den han havde ledet i Afghanistan. Den saudiarabiske kongefamilie gik i stedet med USA og tillod vestlige styrker at blive udstationeret i landet, så de kunne starte den morderiske Golfkrig i januar 1991. Det gjorde Bin Laden meget vred. Han begyndte at hade den amerikanske tilstedeværelse i Saudi-Arabien og dets arrogante intervention i Mellemøsten. Han blev uvenner med den dominerende fraktion i den saudiarabiske kongefamilie, og derfor også med USA, og blev tvunget til at rejse til Sudan i 1992.
Han vendte tilbage til Afghanistan i maj 1996. Det følgende år udførte CIA en hemmelig mission for at likvidere ham. Den amerikanske stat prøvede igen at myrde ham i august 1998 og havde ham igen som mål før angrebene på World Trade Center.
EN UD AF fire babyer i Afghanistan dør før de bliver fem. Den forventede levetid er 47 år.
En million mennesker døde i den 10 år lange krig mod den russiske besættelse, og mere end seks millioner flygtede ud af landet. I begyndelsen af året boede to millioner afghanske flygtninge i flygtningelejre i Pakistan. Yderligere 1,4 millioner boede i Iran.
Der er ti millioner landminer i Afghanistan. De blev efterladt af de russiske tropper under tilbagetrækningen. Hver dag bliver mellem 20 og 25 afghanere dræbt eller lemlæstet af disse miner.
I juni advarede FN om, at fem millioner afghanere havde lille eller ingen adgang til mad. Vestlige regeringer forsynede dem ikke med nødhjælpskonvojer, og deres forberedelser af bombninger tvang nødhjælpsarbejdere til at flygte.
KRIGSMAGERNE har besluttet at kalde Afghanistan for en "slyngelstat". Men de amerikanske ledere, der i dag fordømmer den afghanske regering, bakkede den op indtil for kort tid siden og forsynede Taliban med de våben og penge, de skulle bruge til at tage magten. Nu vil krigsmagerne bombe Afghanistan tilbage til stenalderen.
Afghanistan er allerede blevet ødelagt af det kapitalistiske system og udlandets indblanding. Landet undgik formelt kolonistyre i det 19. århundrede, men landet var omgivet af det russiske imperium mod nord og det britiske imperium mod syd og øst. Afghanistan var fanget mellem de to imperiers kamp om dominans over den enorme centralasiatiske region. Lige før han blev vicekonge i Indien i 1898, skrev Lord Curzon om Afghanistan og dets naboer: "Jeg tilstår, at de er brikker i et skakspil, det er et spil om at dominere verden."
Afslutningen af Anden Verdenskrig medførte en ny kamp om dominans. Det britiske imperium faldt sammen og Indien blev uafhængigt i 1947 – men blev delt op i Indien og Pakistan. Afghanistan var et af de lande, der lå mellem de to supermagters blokke, USA og USSR, under den kolde krig. En kongelig familie havde magten gennem forbindelser til lokale ledere, godsejere og militærpersoner, der havde deres magtbaser i forskellige dele af landet. En række regeringer forsøgte at opbygge industri og udvikle landet, men det førte aldrig til nogen betydelig forandring for det store flertal af befolkningen. Derimod førte det til øgede spændinger mellem de forskellige befolkningsgrupper.
I 1979 begyndte en pro-russisk regering, der var kommet til magten året før, at gå i opløsning. Borgerkrigen nærmede sig, efterhånden som forskellige bevæbnede islamiske grupper eskalerede deres kampagner for at tage kontrollen over afsides liggende dele af landet. Så trådte supermagterne ind på arenaen og hældte benzin på bålet. USSR sendte tropper til Afghanistan i december 1979 for at støtte dets marionet-regering. USA støttede forskellige afghanske styrker, der var imod russerne. Gennem dets allierede, Pakistan og Saudi-Arabien, oversvømmede USA landet med penge. I 1980 sendte USA for 500 millioner dollars i militær støtte. Ronald Reagan og Margaret Thatcher talte om "den modige afghanske kamp for frihed".
1800-tallet: Det britiske og det russiske imperium udkæmper slaget om kontrollen over Centralasien. Britiske krige mod Afghanistan fører til oprettelse af en kunstigt skabt stat.
1919: Afghanistan befrier sig fra britisk "beskyttelse". Landet styres af en monark allieret med magtfulde landejere.
1950'erne: Afghanistans regering bevæger sig mod Rusland under den kolde krig, mens de stærke naboer, Pakistan og Iran, bejler til USA.
1973: Kong Muhammad Zahir Shah bliver afsat.
December 1979: Den pro-russiske regering i Afghanistan er tæt på kollaps. Ruslands herskende klasse sender tropper over grænsen for at støtte deres allierede i den Kolde Krig.
1979-89: Rusland invaderer Afghanistan. Vesten leverer våben til den afghanske Mujahedin, så den kan bekæmpe den russiske invasion.
1989: De russiske tropper trækker sig langt om længe tilbage. Afghanistan er blevet for Rusland, hvad Vietnam var for USA.
1992: Mujahedin-guerillaen indtager Kabul, men splittes hurtigt i rivaliserende fraktioner. Den efterfølgende borgerkrig hærger det ødelagte land.
1994: Taliban dukker frem med støtte fra USA, Pakistan og Saudi-Arabien.
1996: Taliban indtager Kabul.
1997: USA stopper deres støtte til Taliban.
1998: USA bomber Afghanistan.
2001: FN advarer om en forestående hungersnød. De vestlige regeringer reagerer ikke.
Krigen ødelagde landet, og millioner flygtede. Mange byboere, der havde støttet regeringen, begyndte at hade dens afhængighed af USSR og gik over til mujahedin-oprørerne – en løs alliance af bevæbnede islamiske grupper. Russerne blev til sidst tvunget til at trække sig tilbage i 1988 og 1989, og sejrherrene – mujahedinerne – indtog hovedstaden Kabul i april 1992. På det tidspunkt boede næsten en ud af fire afghanere i flygtningelejre, og landet var i ruiner. USA havde brugt næsten tre milliarder dollars på krigen, men nu stoppede det for hjælpen og gav ikke en rød øre til at genopbygge landet.
Mujahedin-styret gik i opløsning. USA og Saudi-Arabien gav deres støtte til en gruppe under Gulbuddin Hekmatyar, der bombede Kabul og dræbte 25.000 mennesker på en uge. Lige så forfærdeligt som de, der blev dræbt i World Trade Center.
Taliban kom ind på scenen i 1994 efter denne ødelæggelse. Deres ideologi kom fra den version af islam, der blev praktiseret af den saudiarabiske kongefamilie. På to år gik de fra at være en guerillahær med 30 mand med base i det sydlige Afghanistan, til en hær, der var i stand til at invadere hovedstaden. Til at begynde med vandt Taliban stor støtte fra den brede befolkning, der var led og ked af krige og magtkampe. En befolkning, der var desperat efter stabilitet.
Taliban fik afgørende støtte fra USA og dets allierede i regionen. Den pakistanske efterretningstjeneste hjalp med at bevæbne Taliban. Mange af dets kadrer kom fra islamiske kostskoler i Pakistan ("talib" betyder "student"). Få måneder før Taliban gik ind i Kabul, sagde en embedsmand i det amerikanske udenrigsministerium, at "når du lærer dem at kende, opdager du, at de har en dejlig humoristisk sans." Umiddelbart efter de indtog Kabul i september 1996, sagde den fungerende talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, at USA ikke kunne se "noget problem" omkring Talibans version af islamisk lov.
Bag USA's politik lå iskolde beregninger. Sovjetunionens sammenbrud i 1991 havde skabt fem nye, uafhængige stater i Centralasien. De tidlige 1990'ere var fyldt med spekulationer om, at disse stater sad på store forekomster af olie og gas. En ledende amerikansk kommentator skrev, at Talibans "allervigtigste funktion var at skabe stabilitet, så veje og muligvis også olie- og gasledninger kunne forbinde de centralasiatiske stater med det internationale marked gennem Pakistan frem for gennem Iran."
Taliban var aldrig i stand til at erobre hele landet. USA lavede en kovending. Nu frygtede det, at Taliban ville opildne radikale islamiske bevægelser i andre lande, der kunne true amerikanske interesser. Den amerikanske udenrigsminister Madeleine Allbright signalerede skiftet i november 1997 med et typisk hyklerisk spil for galleriet. Hun knælede foran nogle afghanske børn i Pakistan og sagde: "Jeg vil aldrig glemme jer. Jeg vil gøre alt for at hjælpe jer og jeres land."
Men USA's eneste bidrag siden 1997 har været bombninger af landet i 1998 i deres fortsatte forsøg på at dræbe Osama Bin Laden. USA, Rusland, de europæiske magter, multinationale olievirksomheder og lokale herskere udspiller nu et nyt stort skakspil, der strækker sig fra Tyrkiet gennem Centralasien og Afghanistan til Kinas vestlige provinser. De mænd, der flytter skakbrikkerne, dømmer millioner af mennesker til fattigdom, med titusindvis tvunget på flugt fra mange borgerkrige. Voldelig intervention fra Bushs og Blairs side vil kun gøre det værre, og skabe flere, der er parate til at dø, for at slå igen mod Vesten.
BUSH SIGER, at hans side er "civilisation" mod "barbarisme". Men med i Bushs koalition er nogle af de mest voldelige og mest udemokratiske regimer i verden. Alle bruger hans krigsråb til at forstærke undertrykkelsen af minoriteter med "bekæmpelsen af international terrorisme" som begrundelse.
RUSLAND er under dets leder, Vladimir Putin, ansvarlig for ødelæggelser, der fuldt ud er lige så for forfærdelige som det, vi så i New York. Rusland har brugt dets fulde militære styrke på at smadre løs på befolkningen i den lille republik Tjetjenien siden slutningen af 1999. To gange på seks år har Rusland smadret det lille land – begge gange har det bombet boliger, hospitaler og skoler, uden hensyn til civile tab. De har stort set jævnet den tjetjenske hovedstad, Grosnij, med jorden, dræbt omkring 50.000 mennesker og gjort mange, mange flere til flygtninge. Sidste sommer, mens disse afskyelige ting stod på, sagde USA's daværende præsident, Bill Clinton, til den nyvalgte Putin, at han havde fået en "god start". "Vi står sammen på kernepunkterne", sagde Clinton. Tony Blair lovpriste også Putin og skyndte sig afsted for at møde ham, så han kunne blive den første vestlige leder, der mødte ham og trykkede hans hånd.
MEDIERNE OG regeringerne i USA og Storbritannien spreder panik ved at sige, at almindelige mennesker er udsatte for angreb med kemiske og biologiske våben. Men den største trussel fra masseødelæggelsesvåben kommer fra lande, man véd har dem. Det inkluderer hverken Irak eller Afghanistan.
Den eneste gang Saddam Hussein bevisligt har brugt kemiske våben var i den ti år lange krig mod Iran i 1980'erne – hvor han fik midlerne til at producere dem fra Frankrig, Vesttyskland og Storbritannien. Scott Ritter, en tidligere FN-våbenkontrollør, har sagt: "Irak har i dag ingen masseødelæggelsesvåben af betydning." Ingen, ikke engang CIA, har hævdet, at Afghanistan råder over masseødelæggelsesvåben.
I 1996 var der latterlige historier fremme om, at Saddam Hussein sendte miltbrand-bakterier til Storbritannien, gemt i parfumeflasker. Der var ingen miltbrand-epidemi. Men historien var indledning til endnu et amerikansk/britisk bombetogt mod Irak.
De tidligere sovjetrepublikker nord for Afghanistan skyndte sig at gå med i Bush's koalition og tilbød USA at bruge deres luftbaser. Alle regimerne er korrupte og autoritære og beskyldes af uafhængige organisationer for at bryde menneskerettighederne. Lederne af Kasakhstan, Kyrgyzstan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Uzbekistan (se kortet side 11) var nøglefigurer inden for det stalinistiske bureaukrati, da landene var en del af Sovjetunionen (indtil 1991). Tajikistan blev hærget af borgerkrig op gennem 1990'erne. Omkring 300.000 mennesker flygtede i 1993. Oppositionspartier blev først legaliseret i 1999, men kan ikke agere frit. Tajikiske herskere er blevet rige på at handle med heroin fra nabolandet Afghanistan. Regeringen siger nu, at undertrykkelse af den interne islamiske opposition er en del af Bush's "krig mod terrorisme".
KINA har haft besat Tibet siden 1950, og har brutalt slået ned på al modsand mod dets styre. I 1989 massakrerede dets herskere pro-demokratiske demonstranter på Den Himmelske Freds Plads, hvor tusinder blev dræbt. Regimet fængsler rutinemæssigt anderledes tænkende, det har torteret dem og forbudt al opposition. Det henretter tusinder af mennesker hvert år. Det har brutalt undertrykt den religiøse gruppe Falun Gong og hævder nu, at dets forfølgelse af nationale minoriteter i det nordvestlige Kina, der tilfældigvis er muslimer, er en del af krigen mod "terror".
PAKISTAN – den amerikanske stat har brugt trusler og bestikkelser for at få dets traditionelle allierede, det pakistanske militær, til at støtte Bushs krig. USA ønsker at kunne postere tropper i Pakistan for at angribe nabolandet Afghanistan. Pakistans hersker, general Musharraf, tog magten gennem et militærkup i oktober 1999. Pakistans deltagelse truer med at rive landet i stykker. Der bor omkring to millioner afghanske flygtninge i og omkring byen Peshawar i det nordvestlige Pakistan. Mange millioner almindelige pakistanere er imod en USA-ledet krig mod Afghanistan. Det er ikke kun almindelige pakistanere, der er imod krigen. Taliban har mange støtter inden for det pakistanske militær. De spillede en ledende rolle i opbygningen af Taliban fra 1994. De håbede, at Taliban ville stabilisere Afghanistan og hjælpe med at opbygge handesruter til resten af Centralasien, som pakistanske forretningsfolk kunne udnytte. De islamiske partier i Pakistan har ikke vundet nogen stor valgtilslutning, men de har magtfulde støtter, bl.a. i den pakistanske militære efterretningstjeneste ISI, der har store magtbeføjelser. USA's pres på Pakistan risikerer ikke kun at udløse en borgerkrig mellem stat og folk, men også mellem forskellige dele af staten. Det ville blive ødelæggende i et land med 140 millioner indbyggere, hvis militære ledere har atomvåben.
INDIEN bakker også op om Bush. Det indiske styre, der ledes af hindu-chauvinister, har gennemført en afskyelig undertrykkelse af de mennesker i Kashmir, der kæmper for uafhængighed fra både Indien og Pakistan. Mellem 20.000 og 30.000 indbyggere i Kashmir blev dræbt mellem 1988 og 1998. Den indiske undertrykkelse fortsætter. Grænsetræfninger mellem Indien og Pakistan truer med at sende landet ud i en storkrig. Begge lande har atomvåben – og missiler, der kan sende dem til det andet lands hovedstad.
JAPAN – en ny højreorienteret statsminister, Junichiro Koizumi, ønsker at ændre landets officielle anti-krigspolitik og bruge japanske tropper til at kæmpe ved siden af det amerikanske militær i Østasien. For nylig blev han den første japanske statsminister, der besøgte de højreorienterede krigsforbryderes grave. Krigsforbryderne var ansvarlige for nedslagtningerne af hundredtusinder af kinesere og koreanere i 1930'erne og 1940'erne.
![[ Kurdere ]](kurds.jpg)
Kurdiske flygtninge – Ofre for den tyrkiske stat
TYRKIET – den tyrkiske stats beskidte krig mod den kurdiske minoritet har ødelagt over 3000 landsbyer, dræbt over 35.000 mennesker og tvunget over tre millioner fra deres hjem. Det fascistiske Nationale Aktionsparti er en del af koalitionsregeringen.
INDONESIEN – den indonesiske leder, Megawati Sukarnoputri, besøgte George Bush efter ødelæggelsen af World Trade Centre og forsikrede ham om, at hun ville støtte ham. Kernen i det indonesiske militærs lederskab kommer fra diktatoren General Suhartos tid. Han kom til magten i et CIA-sponsoreret kup, der dræbte hundreder af tusinder af kommunister, fagforeningsfolk og medlemmer af den kinesiske minoritet i 1966. Den indonesiske hær dræbte 200.000 mennesker under dens besættelse af Østtimor. Nu siger styret, at dets undertrykkelse af radikale demokrati-aktivister og uafhængighedsbevægelser i forskellige dele af Indonesien, er en del af den "verdensomspændende krig mod terrorisme". Det indonesiske politi smadrede en international anti-kapitalistisk konference i hovedstaden Jakarta tidligere i år.
SAUDI-ARABIEN er traditionelt USA's mest pålidelige arabiske allierede. Den var også en ledende støtte til Taliban i Afghanistan, da det gav dem penge og en ideologi baseret på den ultra-puritanske wahhabistiske version af Islam, udviklet af Saud-dynastiet, der har styret Saudi-Arabien siden dets skabelse for et århundrede siden. Saudi-Arabien er i realiteten en én-familie-stat. Der er ingen valg. Politiske partier og interesseorganisationer er forbudt. Al den undertrykkelse af kvinder og af religiøse minoriteter, der sker i Afghanistan, sker med samme intensitet i Saudi-Arabien. Saudiarabiske domstole dømmer ofte folk til døden, lemlæstelse og tortur. Hvert år bliver det fordømt af Amnesty International. Saudi-Arabiens herskere er fantastisk korrupte. Landet sidder på 26 procent af verdens kendte oliereserver. De fleste oliepenge går direkte til, at den kongelige familie kan leve livet – der er ca. 2000 kongelige spidser og et par tusinde andre, der hænger på. Omkring 35 procent af befolkningen i den erhvervsaktive alder er udlændinge, der ikke har nogen rettigheder og ikke kan få statsborgerskab. Den amerikanske stat vil ikke beskylde Saudi-Arabien for at være en sponsor af terrorisme eller for at bryde menneskerettighederne – for det stoler på, at Saud-dynastiet vil sikre de multinationale olievirksomheders adgang til Mellemøsten. Mange andre arabiske ledere har skrevet sig på listen over USA's støtter. Alle er de brutale, udemokratiske og korrupte.
JORDAN slagtede 30.000 palæstinensere i 1970.
ÆGYPTEN sender modstandere af styret i koncentrationslejre i ørkenen.
ISRAEL – den israelske statsminister Ariel Sharon beskrev den palæstinensiske leder Yasser Arafat som "vores Osama Bin Laden" to dage efter ødelæggelsen af World Trade Center. På trods af at alle, inklusiv CIA, anerkender, at Arafat og palæstinenserne ikke havde noget at gøre med angrebene på World Trade Center. Og Sharons groteske angreb kom samtidig med, at Yasser Arafat personligt gav blod for at hjælpe angrebets ofre. Sharon lod det ikke blive ved ordene. Israelske helikoptere og tropper invaderede straks Jeriko, Jenin og Ramallah – palæstinensisk kontrollerede områder – hvor de dræbte 24 palæstinensere. Sharon er selv en krigsforbryder. I september var det 19 år siden, at massakren i flygtningelejrene i Sabra og Shatilla i Libanon dræbte over 2000 palæstinensere. En israelsk domstol fandt, at Sharon, hvis tropper havde omringet lejrene, var indirekte ansvarlig for nedslagtningen.
DEN AMERIKANSKE stat og dennes allierede dæmoniserer altid deres modstandere som "onde" som forspil til militære angreb. Men nutidens historie viser, at næsten alle disse personer er blevet opbygget af Vesten eller som et minimum har modtaget deres underforståede støtte.
IRAK står igen højt på listen over mål for USA's bomber. Saddam Hussein, den irakiske diktator, kom på tværs af Vesten, efter han invaderede nabolandet Kuwait i August 1990. Men hele hans hidtige karriere var afhængig af støtte fra CIA og USA.
Saddam Husseins Ba'ath parti overtog magten i Irak ved et kup i 1963. Det havde fuld støtte fra Vestens ledere. De havde været i opposition til det foregående mere selvstændigt indstillede irakiske regime, der havde styrtet et britisk støttet monarki i 1958. Saddam blev overhoved for det nye diktatur i 1968. USA støttede hans antikommunistiske korstog, hvilket betød offentlige massehenrettelser af medlemmer af det irakiske kommunistparti.
Vesten sluttede i endnu højere grad op bag Saddam, efter at den provestlige shah af Iran (naboland til Irak) blev væltet i en folkelig revolution i 1979. Oprindeligt støttede USA Iraks invasion af Iran og beskrev Saddam som en bastion imod udspredelsen af radikal islam ud over Mellemøsten. I marts 1988 anvendte Saddam giftgas til at myrde over 5000 kurdere ved Halabja som en del af en omfattende kampagne imod det kurdiske mindretal. Vestlige lande leverede giftgassen. Våbenstrømmen accelererede i slutningen af 1980'erne, efterhånden som USA igen støttede op bag Irak i den vedvarende krig mod Iran. Det var først, da Saddam invaderede Kuwait og derved blev en trussel imod olieleverancerne, at USA gjorde deres allierede til en fjende.
PANAMAS DIKTATOR, general Noriega, tog magten med CIA's hjælp i marts 1983. Han havde været en lønnet CIA-agent siden 1967. I 1972 havde amerikanske embedsmænd konkrete beviser på, at han var involveret i narkohandel. Men CIA, ledet af George Bush senior , beskyttede ham, hvorved han blev leder af det hemmelige politi. Noriega leverede oplysninger om modstandere af USA's politik i Centralamerika op gennem 1980'erne. Dette var bekvemt for Ronald Reagan, da han iværksatte en kampagne af massemord på fagforeningsfolk, socialister og demokrati-aktivister ud over hele regionen.
Noriega tilbød ophold til shahen af Iran efter revolutionen dér. Han var et centralt element i CIA's plot, der havde til formål at finansiere kontrarevolutionære terroristangreb på Nicaragua gennem vedvarende kokaintransport. George Bush senior fløj med Oliver North (som havde ledelsen over kanalisering af penge til kontra'erne) til Panama City i 1983 for at møde Noriega. USA sendte først tropper ind for at vælte Noriega i december 1989, da han blev for stor en skændsel, og den indenlandske opposition havde afsløret narkopengene bag kontra'erne. Tusinder af panamanske civile blev dræbt under invasionen.
SLOBODAN MILOSEVIC var den sidste "onde tyran", som USA ville have af vejen. På trods af dette er han en tidligere central finansmand, der fik Vestens velsignelse, da han kom til magten i 1989. Den amerikanske diplomat Richard Holbrooke udtalte de berygtede ord, at "Milosevic er en mand, vi kan handle med". Det var tidligt i 1990'erne, hvor han allerede var i gang med at stramme grebet om den albanske befolkning i Kosova. Dayton-aftalen, som afsluttede den bosniske krig i 1995, gik ud på at stabilisere Milosevics regime i Serbien og Franjo Tudjmans (hans tro kopi) i Kroatien. NATO's efterfølgende bombning af Jugoslavien to år senere var endnu en katastrofe under dække af at udkæmpe en humanitær krig imod terrorisme og slyngelstater. Volden i Kosova accelererede omgående og udløste den masseflugt, som den hævdede at ville forhindre.
De fleste neutrale observatører siger, at 2400 mennesker, hovedsageligt albanere, men også serbere og andre, blev dræbt i Kosova i de 12 måneder op til NATO's krig. Ingen ved, hvor mange mennesker der blev dræbt under den 11 uger lange krig. De fleste vurderinger anslår tallet til at være mellem 4000 og 5000, så hyppigheden af drab voksede til mindst det femdobbelte. NATO har ikke bragt fred til Balkan. Det har iværksat spændinger i Makedonien, der kan ende med borgerkrig. Selve Kosova er stort set blevet etnisk udrenset for serbere og andre minoriteter.
Det var først, da det sønderbombede og dæmoniserede serbiske folk selv gik i masseaktion, at Milosevic blev væltet i en revolution i oktober 2000.
BUSH retfærdiggør sine krigsforberedelser med, at han ikke vil bøje sig for "den globale terrorismes" svøbe. Men dette er det største hykleri. USA har en blodig historie med opfordringer til kup imod stater og anvendelse af terrorister til at løbe dets ærinder over hele verden.
DEN 11. september 1973, præcis 28 år før angrebet mod Worls Trade Center, hjalp CIA med at vælte den demokratisk valgte regering i Chile. Den daværende udenrigsminister, Henry Kissinger, arbejdede i tre år på at få det chilenske militær til at udføre kuppet. Det nye regime, ledet af general Pinochet, dræbte tusinder af mennesker, heriblandt den folkevalgte præsident Salvador Allende. I de efterfølgende år bakkede USA Pinochets Operation Condor op, hvilket indebar snigmord (herunder bilbomber) på modstandere af det chilenske regime, som var i eksil.
USA har også bakket morderiske højrekræfter som Renamo i Mozambique og UNITA i Angola op. I 1980'erne døde over en million mennesker i Mozambique på grund af Renamos krig. Renamo specialiserede sig i at sprede rædsel ved at amputere ben, arme, næser eller ører. Over en million mennesker er døde gennem 25 års krig i Angola.
USA har også bakket terrorgrupper op i dets egen del af verden. De støttede de højreorienterede kontrarevolutionære, der invaderede Nicaragua i 1980'erne. Kontraerne blev finansieret gennem narkopenge, som blev kanaliseret ud til at købe våben med af mange af de embedsmænd, som Bush nu har siddende i Det hvide Hus.
Kontraerne voldtog og slagtede sig vej gennem Nicaragua. USA intervenerede yderligere i borgerkrigen i Nicaraguas naboland El Salvador, hvorved de bakkede morderiske paramilitære grupper og dødspatruljer op. Omkring 75.000 døde i El Salvador som følge heraf. I Guatemala var de rædsler, som blev udført gennem 1980'erne og ind i 1990'erne af USA-venlige regeringer og dødspatruljer, så frygtelige, at præsident Clinton sidste år følte sig tvunget til at undskylde for, hvad der skete.
INTET sted i verden er kontrasten mellem rigdom og fattigdom så udtalt som i Mellemøsten. Her er kilden til verdens vigtigste og mest profitable råmateriale – olie. Men den rigdom, som strømmer fra olien, er koncentreret i to, meget snævre kredse af mennesker.
SANKTIONER mod Irak og fortsatte bombetogter fra USA og Storbritannien har dræbt endnu flere civile end Golfkrigen i 1991.
Tidligere koordinater for FNs fødevarehjælp i Irak, Denis Halliday, bemærkede, at antallet af børn der er dræbt af sanktionerne "sikkert var tættere på 600.000 end 500.000, og det er i en periode fra 1990 til 1998. Hvis man medregner de voksne, så er det noget over en million irakere."
Sanktionerne forsætter og dræber 5000 børn hver måned.
Ud over to store bombetogter mod Irak siden slutningen af Golfkrigen, har britiske og amerikanske fly i gennemsnit bombet dele af landet en gang hver anden uge i løbet af de sidste fire år.
De bombede en landsby, og dræbte bønder, blot få dage før World Trade Center blev bombet.
Først og fremmest er der de store olieselskaber. En håndfuld af disse dominerer industrien over hele verden. De fleste er amerikanske, et er britisk (British Petroleum, BP), og et er halvt britisk og halvt hollandsk (Shell). De er blandt verdens største selskaber og centrale i finansieringen af George W. Bush's valgkampagne. De deler noget af rigdommen med de fantastisk rige herskere i visse mellemøstlige stater – specielt Saudi-Arabien , De Forende Arabiske Emirater og Kuwait.
Storbritannien var den dominerende magt i regionen i mellemkrigsårene. Det trak grænserne mellem de nyligt dannede stater, således at hovedparten af olien kom til at befinde sig i små stater regeret af diktatorer, som var afhængige af støtte fra Storbritannien – og dettes olieselskaber. Storbritannien opmuntrede zionistiske kolonister fra Europa til at erobre jord i Palæstina, fordi det vidste, at de kun ville overleve, hvis de blev vagthund for vestlige interesser. USA har overtaget den dominerende rolle i Mellemøsten fra Storbritannien siden 1940'erne. Metoderne til at fastholde dominansen er de samme.
Mens kongefamilien i Saudi-Arabien, Golfsheikerne og emiren i Kuwait er blandt verdens rigeste parasitter, er fattigdom snesevis af millioner af menneskers skæbne i lande som Ægypten, Jordan, Syrien, Libanon og Yemen.
Samtidig forsætter de israelske bosættere med at erobre jord fra palæstinensiske familier med en levestandard på en tiendedel af bosætternes. Der har været gentagne krige i regionen, hvor de vestlige magter har kæmpet for at opretholde denne uretfærdige situation.
Vesten støttede Israel i dets krige mod de arabiske stater i 1948, 1956, 1967 og 1973. Mellem 1980 og 1989 støttede USA Irak i krigen mod den iranske regering, som havde overtaget amerikanske selskaber.
Israel invaderede Libanon i 1982, og USA's krigsskibe beskød Beirut i 1983. USA ledede en koalition af vestlige magter, som gik i krig for at forsvare monarkiet i Kuwait i 1990-91. Krigen præsenteredes som en "krig for demokrati". Men der var intet demokrati i Kuwait. I realiteten var det en krig for olie.
Sådanne betingelser har skabt et enormt had mod Vesten og de lokale diktatorer, som er allierede med Vesten, overalt i regionen. Flertalsreligionen i regionen er islam. Derfor kan dette had mod Vesten udtrykke sig i religiøs form, islamisme. Men rødderne til konflikten er ikke religøs.
Regeringer og medier siger, at de ikke ønsker, at ødelæggelsen af World Trade Center kommer til at betyde racistiske angreb på muslimer. Men de har bidraget til en sådan atmosfære ved bogstaveligt talt at sidestille islam med irrationel vold i mere end ti år. Islam er ikke lig med terror. Ligesom andre af verdens større religioner er det en samling af ofte modsatte trosretninger, som er åbne for meget forskellige fortolkninger.
Tag for eksempel kristendommen. Den er den erklærede tro hos "befrielses-teologer" – radikale præster som kæmpede mod klasseforskelle og brutale USA-støttede diktatorer i Latinamerika i 1970'erne og 1980'erne. Det er også religionen i "Bibelbæltet" og hos den kristne koalition i USA, som støtter rendyrket USA-magt og de selvsamme diktatorer. Der er nøjagtig den samme skala af politiske holdninger blandt mennesker, som opfatter sig selv som muslimer. Den regerende familie i USA's tætteste arabiske allierede – Saudi-Arabien – er muslimsk. Det samme er de fleste af de arbejdere og bønder i regionen, som er imod USA, og som hader de lokale herskere.
"Islamisk fundamentalisme" er en betydningsladet vending brugt i Vesten. Den refererer til en mængde forskellige bevægelser, som bruger forskellige versioner af islam til at udtrykke noget af den bitterhed, som masser af mennesker i overvejende muslimske lande føler over at blive kørt ned af verdenssystemet. Sådanne bevægelser findes tværs over Nordafrika, på den indiske halvø og i Indonesien og dele af Østasien. De er mest koncentreret i Mellemøsten, og det er ikke svært at forstå hvorfor.
Herskerne i Golfstaterne er fantastisk rige. Men befolkningen står overfor udmarvende fattigdom og undertrykkelse. Den kongelige familie i Saudi-Arabien har bygget golfbaner i ørkenen, samtidig med, at det er et brutalt undertrykkende regime, som holder fattige arbejdere og bønder nede. Og herskere fra Saudi-Arabien til Ægypten, Algeriet, Syrien, Pakistan og mange flere erklærer sig kvalmende som trofaste muslimer, der står i spidsen for troende samfund, hvor man ikke kender til klasse eller status. Bag dem står USA's enorme magt.
Der er ikke noget, som mere end USA's betingelsesløse støtte til Israel i landets ulige krig mod palæstinenserne har intensiveret vreden hos millioner af mennesker i Mellemøsten. Israel opfører sig som en kolonial forpost med al den arrogance, som Storbritannien og Frankrig også udviste, da de regerede i Mellemøsten før Anden Verdenskrig.
![[ Palæstinensisk dreng og mand ]](palestine_boy_man.jpg)
Offer for Israels undertrykkelse: Sami Abu Jazar, 12 år, skudt i hovedet i november 2000
Lidelsen og undertrykkelsen er ikke den eneste grund til, at radikale islamiske bevægelser kan opnå støtte. De får den også på grund af almindelige menneskers desperation over ikke at være i stand til at stoppe undertrykkelsen gennem kollektive handlinger. For der har tidligere været massebevægelser i Mellemøsten. En bølge af nationale oprør efter Anden Verdenskrig bragte uafhængighed af koloni-imperierne. Men bevægelsernes ledere sluttede hurtigt fred med verdenssystemet og vendte våbnene mod befolkningen for at forhindre radikale sociale forandringer. Den palæstinensiske nationale befrielsesbevægelse voksede i flygtningelejrene i Jordan og Libanon i 1960'erne. I perioder brugte de massekamps-metoder. Terrortaktik som flykapring var marginale i bevægelsen, indtil den palæstinensiske kamp begyndte at true de korrupte arabiske regimer – ligesom de udfordrede Israel. Vendepunktet kom i september 1970, "Sorte September", da jordanske styrker massakrerede 30.000 palæstinensere. Millitante palæstinensere blev isolerede. Nogle af dem tyede i desperation til individuel terror for at fastholde kampen.
De nationalistiske bevægelsers nederlag i 1970'erne åbnede for en række islamiske bevægelser. Nogle af disse bevægelser havde karakter af massebevægelser som for eksempel i Algeriet for ti år siden. Men de blev også knust af statens undertrykkelse, da de vendte sig bort fra den strategiske magt hos byernes arbejdere, som kunne have lammet regimerne og været lederskab for hele massen af fattige. Tværs over Mellemøsten har denne undertrykkelse efterladt små grupper – bitre over USA's imperialisme og over korrupte lokale regimer, men også isolerede fra styrken i en massebevægelse (selv om de kan vinde nogen passiv folkelig støtte).
De kommer hovedsageligt fra et socialt lag, som ikke er del af arbejderklassen eller bønderne. De er ofte uddannede medlemmer af middelklassen, som har været på universitetet, men som opdager, at al deres uddannelse alligevel ikke giver dem nogen muligheder. Det er disse mennesker, som gik ind i kampen mod den russiske besættelse af Afghanistan, mod russerne i Tjetjenien, imod de serbiske styrker i Bosnien og Kosovo, imod den indiske stat i Kashmir og andre steder – alt sammen noget Vesten enten støttede eller vendte det blinde øje til, indtil de begyndte at true Vestens interesser. Det er disse grupper, som identificerer sig med Osama Bin Laden, deres forbillede snarere end deres skaber.
Og deres taktik – terroristiske aktioner, som oftere rammer arbejdere end herskere – skyldes raseri over de lidelser, som verdenssystemet har påført, og følelsen af, at masseaktioner mod kapitalisme og imperialisme ikke kan vinde. Dette er desperate metoder, som socialister er imod. De kaster en del af verdenssystemets brutalitet tilbage i et forgæves forsøg på at bekæmpe den. De sigter fejlagtigt mod arbejdere i Vesten, som er potentielle allierede i kampen mod undertrykkelse og kapitalisme. Det giver undertrykkelsesmagten en undskyldning for at gøre sig stærkere.
Hvis Bush slipper af sted med sin krig, vil den desperation, som har rejst disse terroristgrupper, vokse. Hans barbarisme kan kun betyde mere mod-barbarisme. Modsat vil mennesker i Mellemøsten og Asien se mulighederne for succes i en massebevægelse, jo mere mennesker i Vesten går imod hans krig. Jo mere vil menneskene i Mellemøsten vende sig væk fra terrorismens blinde vej.
"HVIS DU ikke er med os, er du med terroristerne," hævder George Bush. Men hundreder af millioner af mennesker er både imod Bush og imod terrorisme. Over de sidste 100 år er marxismen den tradition, der har haft størst indflydelse på oprør mod undertrykkelse og udbytning. Marxismen afviser terrorisme. Den gør det ikke af de samme hykleriske grunde som Bush og Blairs. De kalder det at flyve et fly ind i World Trade Center for terrorisme. Men når de sprænger bygninger i luften med krydsermissiler kalder de det at "forsvare civilisationen".
Marxister har en helt anden indgangsvinkel. Den er imod terroristernes metoder, ikke kun fordi det meget ofte leder til mange arbejderes død – arbejdere, der ikke er ansvarlige for deres herskeres brutalitet – men også fordi den slags taktik er den direkte vej væk fra de massekampe, der er det eneste, der kan udfordre vore herskere.
Den russiske revolutionære, Leon Trotskij, opsummerede den marxistiske indgangsvinkel for 80 år siden. Han skrifter er stadigvæk en værdifuld guide til, hvordan socialister skal forholde sig til terrorisme i dag. Trotskij arbejdede med det totale hykleri fra vores herskeres side. Han argumenterede med, at socialister har "ingenting til fælles med dem, der har købt og betalt moralisterne, der som svar på et hvilket som helst terroristangreb kommer med højtidelige erklæringer om den 'absolutte værdi' af menneskets liv."
"Det er de samme mennesker, der i andre situationer, i andre absolutte værdiers navn – f.eks. nationens ære eller monarkens prestige – er parate til at sende millioner af mennesker ind i krigens helvede."
Han forstod også, at terrorisme opstod på grund af vores herskeres tyranni og undertrykkelse. "Vi forstår kun alt for godt det uundgåelige i sådanne krampagtige handlinger pga. desperation eller ønske om hævn," skrev han. Men "individuel hævn tilfredsstiller os ikke."
Endvidere er socialister "urokkelige modstandere" af terrorisme som politisk strategi. En terrorist sigter efter bestemte ministre, militæret, sikkerhedsstyrkerne eller nogle gange symbolske mål. Men udbytningen af det arbejdende folk er ikke et resultat af en enkelt minister eller for den sags skyld af en enkelt regering.
Udbytningen, undertrykkelsen og uretfærdighederne i samfundet er et resultat af det verdensomspændende kapitalistiske system, og ikke af bestemte personer inden for systemet, uanset hvor brutale og frastødende de end er. "Den kapitalistiske stat baserer sig ikke på ministre og kan ikke blive elimineret med dem. Klassen, den tjener, vil altid finde nye folk," skrev Trotskij.
Og selvfølgelig ender terroristangreb ofte med at skade arbejderne mere end kapitalisterne. Selv når sådanne angreb rammer den herskende klasse, virker de mod hensigten. Trotskij formulerede det således: "Når røgen fra eksplosionen forsvinder, forsvinder panikken, den dræbte ministers efterfølger tager hans plads, livet falder tilbage til den gamle trummerum, hjulet i den kapitalistiske udbytning drejer igen som før – blot bliver politiundertrykkelsen mere brutal og skamløs."
At befri verden fra undertrykkelse og uretfærdighed kræver ikke bare, at man kommer af med en bestemt minister eller at sprænge militære eller andre mål i luften, men at rive det kapitalistiske systems rødder op. Den eneste kraft med styrken til at gøre det er arbejderklassens kollektive kraft.
Trotskij beskrev, hvordan "en strejke, selv af lille størrelse, har sociale konsekvenser – at arbejdernes selvtillid bliver styrket, og at fagforeningen vokser". Kontrasten til terrorhandlinger er slående, da de finder sted "bag ryggen på masserne". Individuelle terrorister eller terrorgrupper behøver ikke støtte fra folkemasserne for at plante en bombe eller myrde lederne af en stat. Terrorhandlinger er et mindretals forsøg på at sætte sig selv i stedet for masseaktioner.
Terrorhandinger kan også betyde, at der kommer forvirring ind i arbejderklassen, specielt når almindelige mennesker bliver dræbt eller såret, som i angrebet på World Trade Centre. Det kan skabe en stemning, hvor det vil være nemt for magthaverne at indføre nye former for statslig undertrykkelse. Desuden, siger Trotskij: Individuel terrorisme "bagatelliserer massernes rolle i deres egen bevidsthed." Trotskij spurgte: "Hvis det er nok at bevæbne sig med en pistol for at opnå ens mål, hvorfor så deltage i klassekampen?"
Så terrorisme er ikke bare en anden kampform mod undertrykkelse, men er i direkte modsætning til kampen for socialisme. Socialister kæmper for et samfund, hvor det er arbejderne selv, der styrer samfundet ud fra deres ønsker og behov. Socialister går ikke imod arbejderklassen og de undertryktes ret til at bruge magt imod deres undertrykkeres vold. Vi ved, at den herskende klasse ikke opgiver deres magt og privilegier uden kamp. Men den kamp kan ikke lykkes, hvis den føres af individer eller elitegrupper – den kan kun vindes af den kollektive styrke i arbejderklassen og blandt de undertrykte.
GEORGE W Bush siger, at han er på et "korstog" for "civilisation og demokrati" mod "ondskab og terrorisme". Et kig på hans regering viser, at de aldrig har sat de mål højt. Ledende personer har organiseret massive overtrædelser af menneskerettighederne og har over de sidste 30 år sponsoreret deres egen terrorisme – i Vietnam, Mellemøsten, Centralamerika og Afrika. Det har de gjort på grund af et mål, som sættes højere end alle andre – at arbejde for at USA's herskere kan regere med ubegrænset global magt.
En person, der præcist ved, hvad det vil sige, er Henry Kissinger. Som chefrådgiver for præsident Richard Nixon fra 1970 til 1974 organiserede han et af de største massemord i det tyvende århundrede – tæppebombningen af Vietnam og Cambodia, der resulterede i omkring en million menneskers død. Han bakkede også op om kuppet i Chile i 1973. For tyve år siden begræd han USA's tab af magt: "Da USA trådte ind på verdensarenaen, var landet ungt og stærkt, og det havde den nødvendige magt til at påtvinge verden dets verdenssyn. Mod slutningen af Anden Verdenskrig, i 1945, var USA så magtfuldt (35 procent af verdens økonomiske produktion var amerikansk), at det virkede, som om at det var i stand til at forme verden efter dets ønsker. Tre årtier senere havde USA ikke de samme muligheder for at presse den umiddelbare tilfredsstillelse af sine ønsker igennem."
GEORGE W Bush har samlet en regering af rigmænd med en blodig fortid – heriblandt:
DICK CHENEY, Bushs vicepræsident, en af de mest hærdede højrefløjspolitikere i USA. Han gjorde sig bemærket i Vietnamkrigen og var forsvarsminister under Golfkrigen i 1991. Da Bush senior tabte valget i 1992, begyndte Cheney at arbejde for de olievirksomheder, han havde hjulpet med at organisere krigen.
COLIN POWELL, Bush's udenrigsminister, rutineret krigsmager. I Vietnam var han stabsofficer for den amerikanske hærs 23. division, der massakrerede 400 landsbyboere i My Lai. Powell hjalp til med at dække over disse krigsforbrydelser, hans belønning var et skrivebordsjob i Washington. I 1980erne arbejdede han med højrefløjsfanatikere, der var involveret i dødspatruljer i Central- og Latinamerika. I 1989 var han øverste chef for invasionen af Panama. I 1991 var det Powell, der lagde kampplanerne for den blodige Golfkrig. I 1995 fortalte han The New Yorker: "Jeg tror på bøllens måde at føre krig på."
Dette blev sagt som reaktion på USA's nederlag, da det blev tvunget til at stoppe forsøget på at undertvinge det vietnamesiske folk i midten af 1970'erne. "Vietnam-syndromet" var den korte betegnelse for USA's manglende evne til at tyrannisere resten af verden til at gøre, som det ville have. Republikanske regeringer under Ronald Reagan og George Bush senior gik i gang med at overvinde "Vietnam-syndromet". De begyndte med operationer i lille skala – invasionerne af øen Grenada og af Panama samt bombningen af Libyen i 1986. De sponsorerede højreorienterede guerillaer, der spredte død og ødelæggelse i Nicaragua og Mozambique. I 1990-91 satte de gang i en massiv militær operation mod Irak, hvor de bombede Bagdad nat efter nat.
Under demokraten Bill Clinton blev de militære operationer mere og mere almindelige op gennem 1990erne. Der var landsættelsen af marinesoldater i Somalia i Østafrika (påbegyndt under Bush, men fortsat af Clinton). Landet var blevet ødelagt af en forfærdelig borgerkrig. I 1992 var ca. 800.000 somaliere flygtet til udlandet. Interventionen, der blev ledet af USA, dræbte flere tusinde somaliere og medførte flere flygtninge. Til at begynde med håbede USA på at kunne bruge general Aidid, en af de somaliske krigsherrer. Men amerikanske helikoptere angreb civile og sprængte et somalisk ældreråds møde i luften. Ældrerådet havde intet at gøre med kampene. Det drev Aidid og mange almindelige somaliere til at gå imod den amerikanske tilstedeværelse. USA's og FN's tropper svarede igen med terror. Canadiske og belgiske tropper er siden blevet anklaget for at tortere civile somaliere.
Efter Somalia fulgte gentagne bombninger af Irak, bombninger af serbiske styrker under Balkankrigen, bombning af en formodet guerillalejr i Afghanistan og en medicinfabrik i Sudan. Så kom NATO's altomfattende bombeangreb mod Serbien i 1999.
Det var under Clinton, at de militære planlæggere begyndte at genoplive et mareridtsprojekt fra Reagan-tiden – Star Wars programmet. Det er et forsøg på at skabe et skjold mod atomvåben omkring USA. Det ville tillade USA at bombe over hele verden – også med atomvåben – vel vidende, at ingen andre magter ville kunne slå igen. Fortalere for projektet siger, at det er for at beskytte sig mod "slyngelstater". Men det er herskerne i USA, der suverænt afgør, hvem der er slyngelstater, alt efter deres udenrigspolitik. Deres virkelige fjende er – til et hvert tidspunkt – enhver, der sætter spørgsmålstegn ved deres globale overherredømme. Derfor siger Kissinger, at mange personer i den herskende klasse i USA ser Kina som "den uundgåelige fjende".
Paul Rogers fra Bradford University har tidligere i 2001 forklaret deres logik: "Mange på den republikanske højrefløj tror, at den eneste trussel mod USA's dominans vil komme fra Kina, hvis det udvikler sig til en økonomisk gigant. En måde at tøjle dets vækst er ved at tvinge det til at bruge flere midler på forsvaret, og missilskjoldet [National Missile Defence system; "Son of Star Wars"; efterfølgeren til stjernekrigsprogrammet] er en måde at gøre det på. Det kan stimulere til et farligt atomvåbenkapløb, men Sovjetunionen blev trods alt succesfuldt 'sendt tidligt i graven', og måske kan den samme strategi blive brugt på Kina."
Den samme tankegang, der har ført til missilskjolds-strategien, har også vist en række fingerpeg på, hvor lidt USA tager hensyn til andre regeringer, for slet ikke at snakke om det arbejdende folks følelser. Vi har set USA rive Kyoto-traktaten om drivhuseffekten i stykker, FN-aftalen om illegal handel med håndvåben og aftalen om at forbyde brug af biologiske våben. Derudover har det amerikanske Senat udsat ratificeringen af traktaten mod test af atomvåben fra 1996 og traktaten om reduktion af atomvåben fra 1993 på ubestemt tid.
George W. Bush har udnyttet den følelse af skræk, der blev skabt af ødelæggelsen af World Trade Center, til at fortsætte presset for USA's overherredømme.
USA'S GLOBALE militære styrke er – med dets allieredes støtte – bagsiden af de multinationale virksomheders styrke. Virksomheder, der har spredt deres fangarme ud over hele verden. Tidligere topembedsmand i USA's udenrigsministerium Francis Fukuyama skrev kort efter angrebet på World Trade Center: "Hverken Microsoft eller Goldman Sachs sender hangarskibe til Golfen for at opspore Osama Bin Laden – det kan kun USA's militær gøre."
De multinationale virksomheder, magtfulde stater og internationale institutioner, som fx IMF (den Internationale Valutafond) og Verdensbanken, er låst fast til hinanden for at fastholde det kapitalistiske system. Det system medfører, at der hver dag dør 19.000 børn af underernæring og sygdom i den tredje verden, på grund af at der skal betales gæld tilbage til bankerne. Deres død er ikke mere tilfældige end drabene på Manhattan.
Som herskere over det system, der dræber disse børn, sidder nogle få hundrede multinationale virksomheder og nogle få hundrede milliardærer. Erhvervsmagasinet Forbes har offentliggjort en liste på 482 milliardærer. Den viste, at de rigeste 200 af dem har aktiver for 1.100 milliarder dollars. De tre rigeste har en rigdom, der svarer til de 48 fattigste landes rigdom tilsammen.
Disse personers rigdom hænger sammen med, at de ejer aktier i de store virksomheder. I dag har ca. 200 virksomheder, ledet af nogle få hundrede superrige mennesker og nogle få tusinde rige mennesker, en samlet omsætning, der svarer til mere end en fjerdedel af verdens produktion. De fem største multinationale, der kontrolleres af måske blot 40 mennesker, har en større omsætning end Afrika og Mellemøsten tilsammen og det dobbelte af Sydasiens. De få individer i toppen tager beslutninger om, hvad der skal produceres, hvem der skal have jobs, hvor pengene flyttes hen, og hvem der er dømt til fattigdom. Det indvirker på hundreder af millioner – måske milliarder af – menneskers liv.
De fleste af de milliardærerne og de største multinationale har hjemme i USA. De er ikke typiske repræsentanter for folk i USA. Omkring 60 procent af de amerikanske familier har ikke set en stigning i deres realindkomst siden midt i 1970'erne, på trods af at flere familiemedlemmer arbejder, og at det gennemsnitlige arbejdsår er forøget med over 160 timer. En ud af otte amerikanere lever nu under fattigdomsgrænsen, og næsten 45 millioner har ingen sygesikring.
Topcheferne i de store virksomheder har derimod kronede dage. I 1980 fik de 42 gange så meget som den gennemsnitlige fabriksarbejder. Ifølge Business Week var det i 1990 blevet til 85 gange så meget, og i 1998 var det 419 gange så meget.
Det er disse mennesker, der bestemmer den politik, de amerikanske regeringer fører, uanset om regeringen er republikansk eller demokratisk. De finansierede det meste af de tre milliarder dollars, der blev brugt på den sidste præsidentvalgkamp. Og forbindelserne er stærkere end det. De forsyner regeringen og administrationen med de fleste af deres ledende folk. Gennem dem bestemmer de over både den amerikanske forsvarspolitik og internationale institutioner, som f.eks. IMF, Verdensbanken og Verdenshandelsorganisationen, WTO.
Det er derfor, vi har set den uhyrlige vækst i USA's militære magt ved siden af styrkelsen af de multinationale og den neoliberale politik, som især i den tredje verden har kostet så megen lidelse. 40 procent af befolkningen i Afrika syd for Sahara lever i absolut fattigdom, dvs. overlever for mindre end 1 dollar (8 kr.) om dagen. Det drejer sig om 290 millioner mennesker.
Bushs "korstog" er designet, så det forøger magten hos dem, der er ansvarlige for dette vanvid. Det vil gøre det nemmere for IMF og Verdensbanken at tvinge svagere lande til at følge deres strukturtilpasnings-programmer, hvis de kan true de vrangvillige med USA's militære magt. Det vil styrke de multinationales position. Som Thomas Friedman, en journalist med tilknytning til USA's udenrigsministerium, sagde for ti år siden: "Den skjulte knytnæve, der gør verden sikker for Silicon Valley, hedder USA's hær, luftvåben og flåde."
EN AF DE største løgne om modstanderne af Bushs krig er, at de er "anti-amerikanske". Nogle af de ledende anti-krigsstemmer er faktisk amerikanere.
Akademikeren Noam Chomsky er en af de mest kendte kritikere af USAs udenrigspolitik. Han sagde få dage efter ødelæggelsen af World Trade Center: "Vi har et valg – vi kan prøve at forstå eller undlade at gøre det, hvilket vil øge sandsynligheden for at det værste venter i fremtiden."
Den amerikanske filmproducent Michael Moore sagde: "Vil vi mon nogensinde nå det punkt, hvor det går op for os, at vi vil blive mere sikre, hvis resten af verden ikke lever i fattigdom?"
Til forslaget om at den globale demonstration for retfærdighed i Washington den 29. september skulle være en anti-krigsprotest, udtalte den Amerikanske Anti-Kapitalistiske Samling: "Indtil vi forstår den vold, der skabes af vores økonomiske, militære og udenrigspolitikker, fortsætter vi med at skabe de tilstande, der gør terrorismen mulig. Vi kræver, at der ikke bliver begået mere terror eller vold i vores navn."
Dette system, der dræber selv i fredstid og konstant skaber krig, er ikke nyt. For et århundrede siden fik det navnet imperialisme. Det ord passer også i dag. Kampen om global økonomisk og militær dominans sendte i sidste århundrede verden ind i to verdenskrige. Og den var baggrunden for utallige interventioner fra stormagternes side i svagere lande i deres forsøg på at beskytte deres virksomheders interesser.
Det er derfor, kampen mod krig altid har været forbundet med kampen mod det kapitalistiske system, der nu har givet os en ny imperialisme – større virksomheder, flere afskyelige våben, flere krige og større uligheder kloden over.
BUSH HÆVDER, at alle i USA står bag hans krigeriske linie. Hans støtter i Vesteuropa siger, at det er anti-amerikansk at gå imod ham. I USA er der modstand mod krigen, ganske som der har været modstand imod de tidligere krige, USA's herskere har udkæmpet over de sidste tre årtier.
Den verdensomspændende bevægelse mod Vietnamkrigen var på sit højeste i USA i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne. De største antikrigsmarcher fandt sted i amerikanske byer. Den amerikanske stat svarede igen med en voldsbølge mod de fortrinsvis unge antikrigsdemonstranter. Politiet i Chicago lavede gadeoptøjer mod protesterne for fred i 1968. Nationalgarden skød og dræbte fire universitetsstuderende ved Kent State University i 1970.
Det var antikrigsbevægelsen, der sammen med den vietnamesiske frihedskamps heroiske modstand gav den herskende klasse i USA et sviende nederlag, der tvang USA ud af Sydøstasien. Der har altid været to USA'er. Skillelinien er endnu dybere end politiske uenigheder om udenrigspolitikken hos forskellige amerikanske regeringer. Det er en kløft mellem rig og fattig.
Der er en voksende modstand i USA mod den skarpe klassedeling. Tre ud af fire i USA's befolkning mener, at topchefernes lønninger er urimelige og overdrevne. To ud af tre siger, at virksomhederne er mere interesserede i profit end i sikkerhed. Derfor var langt de fleste af deltagerne i den store protest i Seattle fra USA. Der har været store udbrud af arbejderkamp igennem USA's historie – mod racisme, fattigdom og udbytning. Amerikanske arbejdere er ofre for den samme amerikanske herskende klasse, der kontrollerer svagere lande og fattige mennesker på alle kontinenter. De er mulige allierede i den globale kamp mod militær intervention fra stormagterne og de multinationales herredømme.
BEVÆGELSEN MOD Bushs krig begyndte længe før, USA's angreb startede. I løbet af to uger havde 146 universiteter haft fakkelvagter og andre protester for fred. Hastigheden og omfanget af reaktionen i England var uden fortilfælde. Protester, fakkelvagter og møder var større end tilsvarende antikrigsaktiviterter op til NATO's krig mod Serbien i 1999 og Golfkrigen i 1991.
Sådan forholdt det sig også i mange andre lande, specielt i Italien. Det er naturligvis det land, hvor der har været de største anti-kapitalistiske protester indtil videre – 300.000 mennesker demonstrerede mod G8-mødet i Genova i juli 2001.
Den anti-kapitalistiske bevægelse kom i verdens søgelys med et brag i Seattle i november 1999, da titusindvis af mennesker tvang finansfolk, politikere og forretningsfolk til at opgive den første dag af WTO-mødet. Den er vokset over de sidste to år og forenet aktivister på alle kontinenter. Den er et håb midt i krigens og sultens helvede.
Bevægelsen har allerede samlet kræfter, der kan blive hjertet i en slagkraftig antikrigsbevægelse. De fleste kendte personer, som er tilknyttet den anti-kapitalistiske bevægelse, udtalte sig hurtigt mod Bushs krigslinie. Og bevægelsen selv har været karakteriseret ved, at folk trækker forbindelsen mellem kapitalismens enkelte afskyeligheder og systemet som et hele.
Udfordringen for enhver, der har taget del i de anti-kapitalistiske protester eller har støttet dem, er nu at organisere det store mindretal, der er imod krigen, og opbygge en bevægelse, der kan overbevise det flertal, der er dybt skeptiske over for krigen.
Samtidig kan den anti-kapitalistiske bevægelse slå til mod roden til al krig. For den viser, at der er et alternativ til brutaliteten fra USA's militær, NATO, IMF og Verdensbanken. Den peger på en farbar vej frem, der er helt ulig terroristernes metoder.
Det er ikke kun i de rige lande – USA, Quebec i Canada og Nice i Frankrig – at anti-kapitalistiske masseaktioner har fundet sted. Listen over demonstrationer omfatter Durban i Sydafrika, Prag i Tjekkiet, Chang Mai i Thailand, Dakar i Senegal, Papua Ny Guinea, Korea, Malawi og så videre. Ikke alle demonstrationer var enorm eller større end den forrige. Men tendensen er uden tvivl opad. Genova var fem eller seks gange så stor som Seattle.
De fleste mennesker ser den anti-kapitalistiske bevægelse som demonstrationer ude foran topmøder i G8 eller IMF. Men den bevægelse er forbundet med en anden bevægelse – serierne af massestrejker mod IMF og dets programmer. Her er listen lige så lang, som den er for demonstrationerne. Den inkluderer Argentina, Brasilien, Zambia, Costa Rica, Ecuador, Nigeria, Sydafrika, Honduras, Paraguay, Bolivia, Mexico og mange, mange flere.
Det, der forener disse bevægelser, er hadet mod den nuværende, morderiske situation og et håb om noget bedre. Det er en protest mod de mennesker, der ikke viger tilbage for noget for fortsat at tjene profit, de mennesker, der har det fint med en verden, hvor der hver dag dør 19.000 børn på grund af gældssystemet. Det er et vredesskrig mod det faktum, at mens 900 millioner mennesker er fejl- og underernærede, har verdens 200 rigeste mennesker fordoblet deres formue i løbet af de sidste fem år. Det er en trodsig insisteren på, at en anden verden er mulig og nødvendig. Vi kunne have samarbejde, fred og velstand nok til at dække alles behov, hvis der var en reel demokratisk kontrol fra neden af verdens rigdom og ressourcer.
Jo stærkere den anti-kapitalistiske bevægelse er, jo stærkere er sandsynligheden for, at folk i alle dele af verden vil gå med i en kollektiv bevægelse, rettet mod vores herskere og deres system. I de 20 måneder, der gik mellem Seattle og ødelæggelsen af World Trade Centre, blev den anti-kapitalistiske bevægelse i højere og højere grad et lys i mørket for de forarmede masser i hele verden. Det gav en mulighed for, at venstrefløjen, der baserer sig på massernes kampe, kunne vokse. Vi må bygge en stor og bred anti-krigsbevægelse. Og vi må styrke bevægelsen mod kapitalismen.
DEN FØRSTE Verdenskrig begyndte i 1914 med et udbrud af patriotisme i alle de krigsførende nationer. Den sluttede med revolution. Oprør fra neden afsluttede blodbadet og gav håb om, at verden kunne styres på en anden måde.
Russiske soldater sluttede sig til arbejdere og bønder i en revolution, der meget brat stoppede krigen på Østfronten i februar 1917. Det var ikke en fredstraktat, der stoppede krigen på Vestfronten i 1918. Det var derimod, at tyske soldater sluttede sig sammen med arbejderne for at vælte Kejseren, der havde sendt dem ud i slagteriet.
Krig intensiverer alle kapitalismens rædsler. Første Verdenskrig, der skulle være "vundet før jul", fortsatte i år og dage. Da antallet af ødelagte kroppe oversteg den første million, kunne ødelæggelsen ikke længere skjules. I England og andre steder blev store dele af arbejderklassen, der havde tiljublet soldaterne, da de rejste til skyttegravene, hurtigt desillusionerede over det omfang, myrderierne antog, og den lidelse, almindelige mennesker forventedes at skulle udholde hjemme.
Ulovlige strejker brød ud mod følgerne af krigen. Der var vrede over priserne, der røg i vejret, og manglen på varer for arbejdere, mens de rige fortsatte med at leve i luksus. Desværre var kun de russiske socialister organiseret i et parti – bolsjevikpartiet – der organiserede både mod krigen og for en krig mod arbejdsgiverne. Det var dette parti, der bragte arbejdere og soldater sammen i en socialistisk revolution.
Bushs og Blairs krig er ikke en total krig ligesom Første Verdenskrig. Men vi kan bruge den samme metode med at bringe folk, der er imod krigen, sammen med folk, der er vrede over kapitalisternes krig mod arbejderne hjemme. Arbejdere forventes allerede nu at lide afsavn ved ydmygt at acceptere fyringsrunder og privatiseringer.
Hvert møde og hver demonstration herhjemme mod krigen, hver gruppe af arbejdere, som er parat til at forsvare sig mod angrebene fra deres chefer og regeringen, lægger større og større pres på vores herskere. Det gør det sværere for dem at slippe godt fra deres myter om national enhed og at fremstille sig som forsvarere af frihed og retfærdighed.
Vi er en del af den bolsjevikkiske tradition, der består i at kæmpe mod krigen og for socialisme. Lenin, en russisk revolutionær, beskrev de første årtier af det tyvende århundrede som "en epoke af krig og revolution". Disse ord beskriver meget godt verden i dag. I det sidste årti har der været tre større krigstogter fra stormagternes side – i Golfen, på Balkan og nu mod Afghanistan og andre mål. Den elendighed, kapitalismen har skabt, har sat gang i en lang række forfærdelige krige mellem og inde i mindre stater. Dele af det centrale Afrika er blevet ødelagt. Men der har også været stigende modstand mod de imperialistiske kriges og den ny-liberale kapitalismes vanvid og mod autoritære styrer.
Folkelige revolutioner væltede general Suhartos 32 år lange diktatur i Indonesien i 1998 og Milosevics regime i Serbien i 2000. I den serbiske revolution var det den kollektive magt hos arbejdere i miner, fabrikker og kontorer, der viste sig at være så stærk, at politi og militær ikke længere kunne kontrollere den, således som de tidligere havde gjort det med protester på gaden.
Alle massebevægelser fra neden samler mennesker med mange forskellige ideer. Det er en styrke. Men de magthavere, der står i spidsen for staten og de kapitalistiske institutioner, er centraliserede og søger ikke kun at undertrykke modstanden, men også at splitte den. De er afhængige af den følelse, de har pumpet ind i arbejdere og fattige livet igennem, nemlig at vi ikke selv kan tage kontrol over samfundet. De er også afhængige af de kræfter, der søger kompromis med den bestående orden. Det 20. århundrede er fyldt med tragiske eksempler på revolutionære massebevægelser, der stoppede, før de konfronterede kapitalismen som helhed, og derefter blev slagtet.
Det er derfor, vi er nødt til at samle alle dem, der klarest ser, hvordan kampen mod kapitalismens rædsler kan bringes fremad. Det betyder, at vi skal forbinde kampene om forskellige spørgsmål og være parat til at stå op mod de løgne, der bliver gentaget og gentaget af de kapitalistiske medier. Det er ikke nok at være imod denne krig eller imod at asylansøgere gøres til syndebukke som enkeltperson. Vi har brug for at være organiseret på alle arbejdspladser, skoler, universiteter og lokalsamfund, så vi kan diskutere disse argumenter med bredere lag af mennesker.
Det er, hvad Internationale Socialister handler om. Enhver, der vinder en diskussion med andre mennesker om at gå imod denne krig eller at organisere imod angrebene mod os fra de store virksomheder og regeringen, er i virkeligheden med til demokratisk at lede deres omgivelser fremad. Vi er mere effektive, hvis vi gør det sammen – lærer fra hinanden og handler beslutsomt.
Vi har brug for en stor anti-krigsbevægelse, en stærkere anti-kapitalistisk bevægelse, stærkere gulvplansorganisering i fagforeningerne og et stærkere venstreorienteret alternativ til Socialdemokratiet. Socialister kæmper for at opbygge alt dette, hvor vi nu kan. Og hver kamp bliver stærkere, jo flere socialister, der er organiserede til at gå i kamp mod kapitalisternes samlede magt.
Sidst opdateret 13.11.01