Fra Socialist Review nr. 56, juli 83, s. 11-15 (11, 12, 13, 14, 15).
Oversat til dansk af Freddie Nielsen. Trykt som en del af pjecen Hvorfor et revolutionært arbejderparti? IS – på vej ud af centrismen udgivet af Internationale Socialister, september 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 28. marts 2015.
Det følgende er en artikel fra Socialist Review nr. 56, juli 83, hvor Roger Cox fortæller om, hvad vi må gøre på arbejdspladserne i dag.
Hvis man ønsker at forstå noget som helst om den nuværende periode, og hvad det nøjagtig betyder at arbejde under en nedgangsperiode, så må man se tilbage på 50’erne, 60’erne og de tidlige 70’ere. Den mest iøjenfaldende forskel på nu og dengang var den enorme selvtillid, der lå i arbejderklassen. Arbejdere havde store forventninger, som de ventede ville blive indfriet. Og blev de det ikke, blev der problemer.
Folk tog det nødvendige organiseringsniveau til at få indfriet forventningerne som en ret. Der var aldrig nogen spørgsmål, om arbejdere havde ret til at forsøge at presse så meget ud af arbejdsgiverne som muligt. Det var sjældent nødvendigt med diskussioner. Arbejderne påtog sig det bare. Det lange efterkrigsopsving betød, at det meget var arbejderne, der havde fat i den lange ende. Det var ikke kun, når det drejede sig om fagforenings-organisering. På de fleste fabrikker var det almindeligt, at folk lavede ting til sig selv. Hvis værkføreren spurgte, hvad man lavede, løj man bare. Det er et eksempel på den selvtillid, folk havde; pga. mangel på arbejdskraft var man sikker på ikke at blive fyret.
Det var især billedet i metalindustrien. Metalarbejderne var absolut nødvendige i efterkrigsøkonomien. Arbejdsgiverne var nødt til at opfylde alle krav, og arbejderne vidste det.
Opsvinget frembragte en situation med fuld beskæftigelse, samtidig med at mange arbejdere huskede, hvordan der blev kostet rundt med dem i 30’erne. Så der var samtidig en utrolig bitterhed og en målbevidsthed i forhold til, at man ikke ville vende tilbage til førkrigstiderne. Og en bevidsthed om at arbejderne havde de gode kort på hånden. Hvis der var en indsamling til en strejke, og en eller anden nægtede at give, blev det anset som noget frygteligt. Denne person ville blive betragtet som en skruebrækker, og arbejdskammeraterne ville gøre helvede hedt for ham.
Der er mange eksempler på grupper af militante, der helt skånselsløst forfulgte bestemte arbejdsgivere, der havde behandlet dem som skidt i 30’erne. Arbejderne konkurrerede, om hvem der kunne være værst over for værkføreren, hvem der kunne give ham et nervøst sammenbrud, eller i det mindste først kunne drive ham ud af fabrikken.
Når arbejderne gik til forhandlinger, var deres hovedformål kun at spilde ledelsens tid, indtil de bøjede sig. Arbejdernes repræsentanter kunne bare sidde der hele dage og argumentere og argumentere om hvad som helst. Det betød ikke noget, så længe de optog ledelsen, og fik dem til at spilde tiden pga. en eller anden bagatel. De havde så mange ting i gang, at det sidste, de ønskede, var at diskutere om en eller anden lille del af fabrikken. Arbejdsgiverne var virkelig nødt til at være forsigtige, de havde brug for, at produktionen gled, og det betød selvfølgelig, at arbejdskraften skulle behandles forsigtigt.
Der var en konstant konkurrence for at sikre, at ens egen afdeling hele tiden fulgte med nabo-afdelingen. Hvis man fandt ud af, at man var kommet bagud, gik man straks til ledelsen og forlangte at få det samme. Der var aldrig nogen ubeslutsomhed om den slags, aldrig nogen tvivl om, at hvis ledelsen ikke var til at rokke, så kunne man få afdelingen ud i strejke.
Fagbyrokraternes rolle var også helt anderledes. Den eneste funktion, de i virkeligheden havde, var at redde basis ud af problemerne. Hvis militante havde forkludret en strejke f.eks., så tilkaldte de fagforeningsfunktionærerne for at få den stoppet. Men de spillede ingen rolle, så længe tingene bare gik derudad. I sådanne situationer var de mere eller mindre ligegyldige.
Byrokraterne indså, at hvis de prøvede at slå bremserne i, mens alt gik godt, så ville basis helt nægte at lytte til dem. Derfor sagde de tit en hel masse ting i et forsøg på at køle det hele lidt ned, men samtidig gjorde de det klart, at de i virkeligheden ikke forventede at basis tog sig af det.
Selv om det var let at opbygge kluborganiseringer, var det næsten umuligt, at argumentere for socialismen på arbejdspladserne. Grunden var simpelthen, at arbejderne fik en masse ud af systemet som det var. Det syntes som om, at det der påvirkede lønnens størrelse, var lønniveauet i de andre afdelinger, ikke verdensøkonomien.
Alting var frygteligt sektionaliseret. Hvad der skete i nabo-byen, ja selv i nabo-fabrikken, syntes ikke at betyde noget, og da slet ikke hvad der skete i resten af verden.
Man kunne altså ikke diskutere politik på samme måde, som det er muligt nu. Socialister prøvede under opgangen, men det betød ikke noget. Det havde ingen forbindelse med deres tilhørende livssituation overhovedet.
De ældre arbejdere havde oplevet enorme ændringer og forbedringer i deres livssituation. De købte biler og huse uden socialisme. De fleste havde ingen grund til at tro, at det ikke bare ville fortsætte med at blive bedre og bedre.
Politik kunne kun tages op hvor det indvirkede på arbejdspladserne – så man kunne altid diskutere indkomstpolitik og lønkontrol, men man kunne aldrig komme længere end dertil.
Det er anderledes nu, fordi arbejdsløsheden berører alle. Det er en frygt, der altid ligger i baghovedet på alle arbejdere. Selv ganske tilbagestående arbejdere har en idé, om at arbejdsløsheden er skabt af et verdensomspændende økonomisk system, der er i krise. Og det åbner dem over for diskussioner om karakteren af systemet.
Så det er hundrede gange lettere at tale om Chile f.eks. Forbindelsen er der allerede. Arbejderne indser, at det er en anden del af at kriseplaget system. I en opgang er det eneste, der virkelig berører arbejdernes bevidsthed, lønnen på fabrikken ved siden af.
Det er vigtigt, at vi gør os klart, at vi taler om en besværlig kamp, når vi taler om at genopbygge fabriksorganiseringen. Det er en langsom og langsigtet proces. Folk burde sætte sig selv ét mål hver uge: At have en god diskussion med en eller anden; at have en lang snak med nogen; virkelig finde ud af alt om deres baggrund og ideer. Ingen bør tro, at det er en nem udvej. Det er meget svært at gøre. Enhver militant på arbejdspladserne er nødt til at begynde med at vinde én anden persons tillid, og det gøres ikke bare fra den ene dag til den anden. Det er en lang og svær proces. Indsamlinger i sig selv betyder ingenting. De har kun betydning, når de er en del af en proces.
I første omgang er indsamlingerne den metode, vi skal bruge til at identificere det militante mindretal, der altid er på en arbejdsplads. Når du først har identificeret mindretallet, så skal du have det organiseret. Du må lave en mindre gruppe omkring dig, og være klar over, at der findes andre arbejdere, der deler de samme ideer. Det er centralt for at nedbryde mindretallets isolation. Men indsamlingerne er kun det halve slag – du må overbevise folk og vinde deres fortrolighed og tillid. Det drejer sig om at have selvtillid. Man må have tillid til sine egne ideer, før man kan overbevise nogen andre. Og man må også have selvtillid for at kunne lede andre.
Den eneste måde dette virkelig kan gøres på er gennem politik – det er ubrugeligt at være en isoleret militant i tider som disse. Der er ingen kanaler at få politikken igennem, som kan forklare den nuværende periode, og derfor ingen måde man kan overleve på.
I opgange kan du være forfærdelig og alligevel lede tusinder. I nedgang skal du være god for at få én eller to til at lytte.
At blive så god kommer ikke fra dag til dag. Der må virkelig arbejdes på det. Både i forhold til at være konsekvent i politikken på arbejdspladsen, og i forhold til at tage argumenter og diskussioner, der kommer op alvorligt, er du nødt til at tage diskussionerne med ind i partiet. For hvis man gør sit arbejde på arbejdspladsen ordentligt, får man brug for alle de argumenter, man kan få.
De argumenter, man møder på arbejdspladserne i dag, er utroligt bredt favnende. Der er alle argumenter om den nuværende politiske situation. Men der er også argumenterne, om at verden ikke kan ændres. At Sovjet er socialistisk. At mennesket er grådigt af natur. Så i forsøget på at være en konsekvent socialist på arbejde, at altid at komme med socialistiske argumenter, er du nødt til at have en meget grundig forståelse af den socialistiske politik. Dette ikke for at sige at alle socialister pludselig vil begynde at vinde alle de diskussioner, de deltager i. Det modsatte vil mange gange være nærmere sandheden. Selv de mest erfarne militante taber diskussioner.
Indpodningen af borgerlige ideer er virkelig dybtliggende, og man kan ikke overvinde dem alle på er. gang. Men det er heller ikke det at vinde diskussionerne, der er det vigtigste. Det at kunne få samlet folk omkring sig, så man kan problematisere det, de har fået at vide, er vigtigere.
Den måde, som folk vil fremsætte reaktionære ideer på, vil altid ændre sig, og det er kun igennem at tage diskussionerne, at du selv lærer, hvordan de folk, du omgås, tænker. Så snart du er klar over det, kan du gå tilbage til partiet og diskutere, hvordan I bedst tackler bestemte argumenter. Det er en altid igangværende proces.
Sagen er, at arbejderklassen er en inderligt ideologisk klasse. Den herskende klasse fylder vores hoveder op med en enorm masse frygteligt vås. Arbejderne sier konstant alt det, de bliver fortalt, igennem for at se, hvad de kan bruge, og hvad de ikke kan bruge. Det, som arbejdere, der argumentere imod dig, gør, er at forsøge at rationalisere alt det vås, de er blevet fortalt, og så fremlægger de det som et argument. Sommetider gør de det på en måde, der gør det svært at svare.
At kende de rette argumenter er ikke nok. Det er også vigtigt, hvordan de fremlægges. Hvis du har at gøre med en potentiel militant – en potentiel arbejdspladsleder, så er der ikke megen fidus i at ydmyge ham. Det er ikke den måde, at du vinder hans fortrolighed. Så det, det drejer sig om, er at vide, hvordan man fremlægger argumenterne på en måde, der er overbevisende uden at virke nedladende.
Regelmæssige diskussioner på arbejdspladserne sætter en socialist i stand til at lede den slags diskussioner, der går i retning af socialistisk politik. At tale med enkeltpersoner og lære at forklare socialistisk politik for dem er fundamentet for politisk arbejde. At give folk tillid til at argumentere for deres ideer er nødvendigt for at få dem til at ændre disse ideer. Kunsten ved lederskab er at få det bedste ud af folk. Det sætter farve og struktur på arbejdspladsorganiseringen, og det skaber en politisk atmosfære.
I sidste ende må socialister på en arbejdsplads være i stand til at lede; men forklaringer kommer før ledelse. Før du kan lede en strejke, eller endda få sat en indsamling i gang, er det nødvendigt at gå rundt til folk og forklare, hvad sagen drejer sig om.
Du kan ikke bare gå rundt til alle, du må starte med at gå til nøglepersonerne, dem der formodentlig vil støtte dig. Det er vigtigt at tage diskussionen med dem. Så vil de føle, at det er dem, der kontrollerer situationen. Hvis nettet omkring dig støtter, så vil de også tage argumenterne med rundt til andre områder.
Så når man når til det tidspunkt, hvor der bliver indkaldt til møde, er fundamentet allerede lagt, beslutningen er allerede taget. På mødet vil der komme forskellige synspunkter frem; men de fleste argumenter vil være diskuteret på forhånd. Det hele vil være gennemtænkt forud for mødet.
At nå til det stade involverer alle talenterne, at komme rundt og tale med folk, at overbevise folk, at argumentere politisk.
For at gøre det er du nødt til at være i daglig kontakt med nøglepersonerne omkring dig. Du skal opfattes som én, der er på lige fod med dem – en arbejder som de selv. Underlagt den samme disciplin og de samme forhold som dem. Og du er nødt til at kende dem godt, så du kan opbygge et godt forhold til dem. Det kan være farligt at komme i en situation, hvor du har privilegier som f.eks. betalte tillidsmandstimer.
Tillidsmandstimer er lidt som at eje en bil – det er en privat løsning på et samfundsskabt onde. Alt, hvad tillidsmandstimer i virkeligheden gør, er at isolere arbejderrepræsentanterne fra deres basis. Og så er det ligegyldigt, hvor god repræsentanten end er. Faren for, at man udnytter det til så lidt tid på værkstedet som muligt og så ellers slapper af, ligger der altid. Tillidsmandstid betyder, at du er løst fra arbejdsdisciplinen. Men så snart du er løst fra arbejdsdisciplinen, kan du ikke virkelig repræsentere de arbejdere, der stadig er underlagt den. På den måde bliver der en verden imellem jer.
Hvis vi skal til at starte genopbygningen på arbejdspladserne, er det vigtigt, at vi kæmper hårdt imod denne tendens. Tillidsmandsmøder burde ikke blive afholdt i arbejdstiden, med mindre tillidsmændene er villige til selv at betale for møderne. Tillidsmænd burde være så forpligtigede over for deres hverv, så de enten selv betalte for møderne, eller mødes efter arbejde i deres fritid. Det er den eneste metode til at blive på det samme niveau som dem, de repræsenterer. Så snart det ser ud som om, at du hellere vil sidde til møde end at arbejde, så har du isoleret dig selv.
Hvis vi ser på tillidsmændenes rolle under 2 verdenskrig, og igennem 50’erne og 60’erne, så vil vi finde ud af, at adskillelsen mellem arbejderne og deres tillidsmænd simpelthen ikke eksisterede. Man opnåede, hvad man ville, ved at lede folk, ikke ved at støtte sig til underskrevne overenskomster. Faktisk blev der sjældent skrevet noget ned. Ledelsen vidste, hvor langt de kunne gå. De vidste at hvis de overskred denne grænse, så ville tillidsmændene slå igen med arbejderne.
Der fandtes fællestillidsmænd, som stemplede ud for at lave fagforeningsarbejde, og de blev betalt for den tid af klubkassen.
Da 2. verdenskrig brød ud, havde man på en fabrik som Napiers tillidsmandssammenslutninger, der ikke var kendt af ledelsen. Tillidsmændene arbejdede over for værkførerne på afdelingerne. Det var værkførerne, de lagde pres på, og deres styrke var bygget på, at de arbejdere, de repræsenterede, var villige til at kæmpe på afdelingen.
Fordi de ikke var kendt af ledelsen, forblev det meste af det arbejde, de lavede, hemmeligt. Da krigen brød ud annoncerede ledelsen, at der ville blive afholdt et møde i kantinen om krigsproduktionen, og at alle arbejdere havde at møde op.
Straks gik formanden for tillidsmandssammenslutningen ind på ledelsens kontor og sagde: “Hvis der skal være nogen som helst møder på denne fabrik, som vedrører arbejderne, så bliver det os, og ikke ledelsen, der indkalder det.” Ledelsen fremturede alligevel og indkaldte mødet. Men da dagen kom, var de eneste, der mødte op, tillidsmandssammenslutningen.
På stedet pressede de ledelsen til at acceptere, at hvis der skulle indkaldes nogen møder, var det kun tillidsmændene, der kunne indkalde. De havde ingen fuldtids fællestillidsmand. De mødtes på en pub i fritiden. Men de havde en organisering, der var umådeligt stærk, og som var støttet af alle arbejderne.
De sagde til arbejderne: “Lad være med at gå til det møde,” og ingen af arbejderne kom til mødet. Arbejderne vidste, hvad de gjorde. De kendte planerne. Arbejderne havde tillid til lederskabet, fordi det var arbejdere helt som dem selv. Der var ingen adskillelse mellem arbejdere og tillidsmænd.
På masser af fabrikker fungerede det på samme måde. Hver eneste lille indrømmelse var det nødvendigt at kæmpe for. Der var en meget stærk tro på, at det var nødvendigt at undgå adskillelse mellem arbejdere og tillidsmænd. Ideer om fagforeningskontorer til at styre ville have forfærdet disse gamle arbejdere.
De arbejdede bare ikke på den måde. Man vandt ved at lede folk, ved at have styrke i sin afdeling, ikke ved at skrive ting ned. De underskrev aldrig overenskomster og den slags. Man opnåede det, man ville, ved at lede folk.
Vi kan ikke gendanne denne atmosfære af selvtillid. Kun en forbedring af økonomien kan gøre det. Det er ikke nødvendigt med et nyt boom, et mindre opsving, så arbejderne ikke er bange for deres arbejde, er nok, som på Cowley og i Tilbury. Men det, vi må gøre, er at lægge fundamentet, så vi kan opnå de maksimale fordele, når stemningen skifter.
Det følgende skal forstås som en del af et politisk perspektiv, en del af en proces. Hvis det ikke ses som en del af en proces, vil det lyde absolut forfærdeligt, fordi det vi gør er så småt. Og faren for at blive forledt ind i fagbyrokratiet eller synke ned i passivitet er enorm.
Det, vi må gøre nu, er at genetablere et lederskab på arbejdspladserne, og det arbejde, vi gør nu, vil påvirke den måde, vi, som et arbejderparti, vil arbejde på, når der begynder ar ske noget mere. Hvor succesrige vi kan være i en opgang, beror på en lang række ting. Hvis vi på en succesrig måde kan tilpasse os til det, som en nedgang virkelig betyder, så er vi i en potentiel meget stærk position. Hvad det betyder er at gøre os selv til de virkelige ledere på arbejdspladserne.
Selv om vi ikke kan blive tillidsmænd, skal vi alligevel stræbe efter at være i centrum for det mindretal af arbejdere af arbejdere, der er villige til at kæmpe. Så vi kan fastholde os selv i det hverv at lede de virkelige militante, når mulighederne viser sig. Hvis vi kan opbygge et sådant net, så befinder vi os i en fremragende position.
Men der er også farer for os. Det er en side af sagen at finde mindretallet, men igennem processen med at samle mindretallet er der mulighed for, at det, man faktisk gør, er at isolere det i forhold til det store flertal af arbejderne. Som socialister må vi, sammen med vores periferi, være i stand til at trække de vaklende bag os.
På den ene side betyder det, at man skal tage de politiske diskussioner, på den anden side skal man have øje for enhver lille bagatel, der kan samles omkring. Hvis vi forsøger at samle folk omkring os, og få dem til at se fremad, må vi hele tiden have en eller anden form for aktivitet i gang, som vil sætte dem i stand til at forholde sig til resten af medlemsskaren.
Socialist Worker er en af de vigtigste metoder til at starte diskussioner på arbejdspladsen. Der er altid to slags folk, der køber avisen på arbejde. Der er en lille gruppe, der virkelig er loyale over for avisen, som køber den hver uge, altid betaler prisen og aldrig er uenig med politikken. Så er der en noget større gruppe, som altid fremlægger anti-socialistiske argumenter, som altid fordømmer avisen og er uenig med den. Tit vil du ikke kunne forstå, hvorfor disse folk køber avisen, fordi de vil diskutere alt i den med dig.
Men efterhånden vil du opdage, at selv om de vil kritisere og diskutere det hele med dig, så bruger de faktisk avisens argumenter, når de diskutere med andre folk. Der er masser af eksempler på dette. På en fabrik var der en gruppe rødder, der plejede at købe avisen, som var racister. De var gode militante, med de var racister. Kammeraterne, der solgte avisen til dem, havde været i tvivl, om han skulle fortsætte med at sælge dem avisen eller ej. Indtil han en dag kom til at høre en af rødderne i en diskussion med en anden racist på fabrikken, hvor roden brugte alle vore argumenter fra en ende af.
Vi kan kun opnå succes, i den grad vi kan overbevise folk som dem om at blive socialister. Det betyder, at hver eneste gang de køber avisen, vil de komme frem med deres tvivl i forhold til politikken. Og vi må tage diskussionerne igen og igen. De folk, som køber avisen, vil kun kunne lære af den, hvis de får afprøvet argumenterne i diskussioner med os. Før folk er fortrolige med vores politik, må de igennem en sådan periode præget af tvivl og spørgsmål.
Det vigtigste spørgsmål i forhold til at vinde disse folks fortrolighed, er ikke så meget at vinde enhver diskussion, som at være konsekvent. Du må altid stå fast på grundlaget og aldrig svinge på vores politik, hvis du skal give andre mennesker tillid til, at vi har ret. Hvis folk bliver ved med at gide diskutere med os, så betyder det faktisk, at de i en eller anden grad ønsker at blive overbevist om, at vi har ret.
Det er et spørgsmål om at skabe mulighederne for os selv, når opsvinget engang kommer. Så vil den slags mennesker, der nu diskuterer med os, blive stillet over for valget imellem os og fagbyrokratiet. I de fleste tilfælde vil de vælge fagbyrokratiet – men vi kan opsamle de bedste af dem, hvis vi starter på at argumentere nu.
Vi må altid koncentrere os om at ændre klimaet på vores egen fabrik, kontor, eller hvor vi nu er. I midten af nedgangen, er det muligt at ændre diskussionsniveauet, at hæve det en tand eller to. Men det er en langsigtet opgave.
Ideer ændres meget langsomt i øjeblikket. Det er centralt at være en del af en politisk organisation, hvis man vil gøre sig håb om at undgå blindgyderne, såvel i form af at blive lullet ind i fagbyrokratiet som at synke i passivitetens dynd.
Vi vil ikke komme til at se en gentagelse, af den slags opgange, der var i 50’erne og 60’erne. Der er ingen udsigt til, at de forhold, der skabte det lange boom, vil komme igen.
Når vi taler om opgange i økonomien denne gang, så mener vi enkelte forbedringer, midt i en generelt meget elendig situation.
Vi vil få en situation hvor arbejdsløsheden falder langsomt, f.eks. ned til 3 mill., vi vil ikke se en situation med fuld beskæftigelse, eller bare det der ligner.
Det vil være en lille og kort ekspansion, midt i den generelle tendens til tilbage gang. Regeringen vil stadig være nødt til at forsøge at skære i de sociale ydelser. De vil anse strejker som hovedtruslen imod opsvinget i økonomien.
En arbejder i et firma, der pludselig får nye ordrer, vil føle, at hans eller hendes job nu er sikret.
Men det er mere end sandsynligt, at den samme arbejder vil have familie, venner og naboer, som stadig er arbejdsløse. De vil sandsynligvis stadig blive konfronteret med lukning af det lokale hospital eller skole.
Dette vil skabe meget mere forskellige klimaer for militante på arbejdspladserne, end der eksisterede i efterkrigsboomet.
Det vil ikke være muligt at opnå større fremskridt, ved bare at basere sig på sin egen afdeling/fag. Den generelle tilstand vil stadig berøre arbejdernes bevidsthed. Så vi er nødt til at kunne forklare verden som en helhed, ikke bare et eller andet særlig hjørne af den.
Det betyder, at vi har mulighederne for at opbygge et stort socialistisk parti. Folk vil have tillid til at kæmpe, og de vil have et behov for en politisk forklaring på verden. Det vil være let at snakke politik og relativt let at rekruttere til partiet, når den voksende selvtillid giver arbejderne en følelse af, at de kan ændre verden.
De arbejdere, der vil være den absolutte nøgle til at frembringe dette skridt, er dem, som diskuterer med os nu. Vi må starte med at så sæden, hvis vi skal høste fordelene af den eksplosion af utilfredshed, der nødvendigvis vil komme.
Vi kan ikke genopbygge en tillidsmandsbevægelse øjeblikkeligt. Det er simpelthen ikke muligt i nogen rimelig størrelsesorden i den nuværende periode, det vil først være muligt, som opsvinget udvikler sig, og arbejdernes selvtillid vender tilbage.
Det ville også anspore til adskillelse mellem fagforenings-militans og politik, som om basisorganiseringerne kunne genopbygges isoleret fra politik.
Målene kan forlede os til at forholde os til den forkerte kreds af folk. Cowley afslørede, hvor svage og isolerede de eksisterende tillidsmænd var. Det er ikke dem, der vil genopbygge arbejdsplads-organiseringen – impulsen kommer nedefra fra et nyt lag af militante. Parolen “genopbyg tillidsmandsorganiseringerne” kan forlede os til at orientere os imod de eksisterende tillidsmænd og udelukke andre militante i basis.
Situationen i 50’erne og 60’erne præget af sektionalisme og reformisme er forbi for bestandigt. Nu kan genopbygningen af arbejdspladsorganiseringerne ikke adskilles fra opbygningen af det revolutionære parti.
Sidst opdateret 28.3.2015
