GATS

Barry Coates (2001)

 


Barry Coates er leder af World Development Movement (WDM) et demokratisk medlemsskabs netværk for individuelle og lokale grupper, der laver kampanger for at få retfærdighed for verdens fattige.

Oversat af Jakob Krogh fra bogen Anti-capitalism – A guide to the movement, Bookmarks, London 2001.

Bogen kan bl. a. købes hos Internationale Socialisters Forlag.


 

Modstand mod at de multinationales interesser overtager udarbejdelsen af love, er central i den internationale bevægelse der protesterer mod globaliseringen. Internationale institutioner er voldsomt påvirket af virksomhedslobbyen, enten direkte eller gennem påvirkelige regeringer. Det resulterer i love der tjener få virksomheders interesser og ikke flertallet af verdens befolkning. Et nyt angreb på lokale og nationale reguleringer er på vej. Regeringer og virksomhedslobbyer i den rige verden bruger enhver mulig mekanisme til at fjerne de tilbageværende hindringer for et globalt marked.

Fókus blev sat på verdenshandels organisationen (WTO) i Seattle i 1999, som en af de mest magtfulde mekanismer til at forøge profitterne for multinationale, igennem en rimelig aftale for alle. På trods af et ærligt ønske om reformer fra politikere, har handelssystemet ikke bare overlevet uskadt, men vil, hvis EU får sin vilje blive voldsomt udvidet.

Det mest groteske eksempel på hvad der er i vejen med WTO er måske The General Agreement on Trade in Services (GATS), der bliver forhandlet nu. Service industrien, som den bliver defineret under WTO, omfatter nu størstedelen af verdens økonomiske aktivitet. Den nuværende forhandlingsrunde i GATS vil give vigtige nye rettigheder til transnationale virksomheder, samtidig med at den vil fjerne regeringers ret til at regere efter eget skøn.

Som borgere der er interesseret i at beholde demokratiets ret til at handle i offentlighedens interesser, bliver vi nødt til ikke bare at udfordre de fundamentale principper i WTO, men også fokusere på specifikke aftaler, rettigheder der er ved at blive tabt, og lave kampagner for et bedre system. GATS er angribelig. Selv hærdede forhandlere har indset at GATS har undgået den opmærksomhed der har været på andre aftaler. Det har været en alvorlig forsømmelse da GATS dækker det meste af verdensøkonomien og skaber radikale nye rettigheder for virksomhederne. GATS skal fundamentalt ændres til at beskytte offentlige servicer og prioritere de fattige, miljøet, arbejdsrettigheder, forbrugere og de sårbare i samfundets.

 

Hvad er på spil?

Forestil dig et mareridt: Regeringer overlader de få tilbageværende offentlige servicer til griske virksomheder – sundhed, uddannelse, omsorg osv. – fjerner ordninger der sikrer offentlige servicer der er vitale for de fattige og underprivilegerede grupper; giver multinationale ret til frit at komme og gå uden restriktioner; tilsidesætte love der har til formål at beskytte miljøet, menneskerettigheder og sårbare, til afprøvelse ved en internationale domstol, hvis de bliver dømt unødvendige eller som handelshindringer, efterlades demokratisk valgte uden mulighed for at modsætte sig og føre deres egen politik. Det er hovedindholdet, det er målene med GATS. Aftalens formål er at fjerne hindringer for den globale serviceindustri, sikre at den ikke bliver hæmmet af 'unødvendige' reguleringer og at beskytte de multinationales interesser, ved i praksis at gøre GATS uomstødelig.

Denne sidste pointe er afgørende. Et antal regeringer verden over giver offentlige servicer til den private sektor og fjerner reguleringer af virksomheder. Stillet over for det kaos det ofte giver ( Jernbaner i England, elektricitet i Californien, vand i New Zealand [rengøring i Danmark JK]) er det uundgåeligt at fremtidige regeringer vil ønske at styrke reguleringen og tage kontrollen over driften, eller endda ejerskabet tilbage til den offentlige sektor. Men GATS låser lande inde i et system der betyder at det i realiteten er umuligt for regeringer at skifte politik, eller for vælgerne at vælge en ny regering der har en anden politik. GATS har en dårlig envejs mekanisme. Det er obligatorisk at åbne flere servicer for multinationale og at fjerne flere reguleringer, men nye restriktioner overfor de multinationale er umulige.

Et endda farligere scenarium udspiller sig i den udviklende verden. Mange af de fattigste lande er blevet underkastete strukturtilpasningsprogrammer gennem de sidste ti år eller mere, i betaling for at få hjælp til gælden af IMF, Verdensbanken og de rigere lande. I løbet af de sidste 20 år, hvor strukturtilpasningsprogrammer har været det dominerende politiske instrument er mange af verdens fattige blevet endnu fattigere. For eksempel er befolkningen i Sub-Sahara Afrika blevet 15% fattigere i perioden fra 1980 til 1998, og væksten i Sydasien og Latinamerika er stagneret, mens uligheden er steget dramatisk. Løftet om at globalisering ville skabe endeløse rigdomme til alle er blevet gjort til skamme. Realiteten er at størstedelen af verdens befolkning kæmper for at overleve i en verden, hvis regler bliver lavet af og for de store virksomheder og eliten.

Under strukturtilpasningsprogrammer er lande blevet tvunget til at privatisere nøgleindustrier og offentlige servicer, fjerne regulering af erhvervslivet og opkræve betaling for sundhed og uddannelse, skære ned på støtten til det de fattige har brug for, reducere told og handelshindringer, sænke selskabsskat og indkomstskat og fyre offentligt ansatte. 90 udviklingslande har været underkastet nogle, eller alle disse politikker under programmer kontrolleret af IMF og Verdensbanken. Økonomien i disse lande – mere end halvdelen af verdens lande – har i realiteten været styret fra Washington DC. Resultatet er frygteligt, undtagen for en lille gruppe af multinationale selskaber der bliver givet muligheden for at købe billige offentlige virksomheder og tømme dem for værdier.

Social modstand mod disse politikker har ikke fået opmaksomhed fra de globale medier. Selvom rapporten States of Unrest dokumenterer over 50 protester på et år der involverer over en million mennesker. Privatisering af offentlige service var en af de dominerende emner der satte gang i protesterne.

Endeløse rapporter, lobbyisme, bestemte kampagner af grupper i syden og den voksende bevægelse mod strukturtilpasning, gennemtvang til sidst forandringer. Efter to årtier er den manglende legitimitet af styringen fra Washington DC blevet for åbenbar. Resultatet er at strukturtilpasningen har fået nyt navn og ny markedsføring. Nu har de fattigste lande fået medbestemmelse på den politik der bliver gennemført. Den nye fattigdomsreducerende strategi sigter måske på at involvere civilsamfundet. Virkeligheden er, alligevel, at Verdensbanken og IMF beholder vetoret. Alligevel er der tegn på at nogle udviklingslandes regeringer begynder at stille spørgsmålstegn ved liberaliseringsmodellen. I nogle lande er der endda diskussion af en alternativ politik i det politiske etablissement. Sat over for en genoprettelse af demokratiet, er industrilobbyen blevet opmærksom på at årtiers privatiseringer og liberaliseringer i udviklingslandes økonomier, kan blive rullet tilbage. GATS er en af mekanismerne der vil sikre det aldrig vil ske. Som WTO's sekretariat fastslår er fordelen ved GATS at den fastlåser fordelene ved liberalisering og i realiteten gør dem uomstødelige.

 

Bolivia

Et eksempel på den vitale vigtighed af demokratiets mulighed for at forkaste dårlige beslutninger blev vist i en vandprivatiseringssag i Bolivia. I 1998 blev Vand forsyningen i Cochabamba, den tredje største by i Bolivia, privatiseret på foranledning af verdensbanken. Et engelsk selskab, ejet af det amerikanske multinationale selskab Bechtel, fik monopol på deres vandforsyning. For at score en hurtig profit, hævede de priserne til et punkt hvor nogle brugere betalte det dobbelte af den tidligere pris og brugte mere på vand end på mad. Selskabets monopol betød endda at det forbød indsamling af regnvand i tanke på taget.

Ikke overraskende var der protester – gentagne massedemonstrationer i gaderne. Regeringen så ud til at give sig, men strammede så pludselig kursen over for demonstranterne. Men det var ikke enden på det – demonstranterne vendte tilbage og blev ved med at demonstrere.

Demonstranter blev skudt, inklusiv en 17 år gammel dreng, der blev skudt i hovedet. Den bolivianske regering blev tvunget til at tilbagekalde privatiseringen og nu er byen begyndt at eksperimentere med lokal vandforsyningsordning.

Den vigtige lære af erfaringerne fra Bolivia er at en demokratisk proces skal have lov til at tage beslutninger på vitale områder inden for servicelevering, specielt hvis servicen er livsvigtig for fattige. Under GATS vil denne form for tilbagetrækning af regeringspolitik ikke få lov til at finde sted.

 

Hvad er GATS egentlig?

GATS står for the General Agreement on Trade in services ( Disse tre eller fire bogstavers initialord brugt af WTO lader til at være designede for at skjule, hvad WTO laver bagved en facade af lovjungle, tilsyneladende alt for teknisk og svær for almindelige mennesker at forstå. Faktisk er aftalerne og principperne bagved meget simple) GATS er en handelsaftale, der opretter regler til at styre international handel med servicer. GATS blev underskrevet ved afslutningen af den sidste runde af handelsforhandlinger ( Uruguay runden). GATS er en omfangsrig aftale der skaber nye rettigheder for de multiantionale virksomheder, der var dybt involveret i forhandlingerne. Som forhandleren for WTO's serviceafdeling, David Hartridge, konstaterede, uden det enorme pres udøvet af den amerikanske finansserviceindustri, specielt virksomheder som American Express og Citicorp, ville der ikke være blevet nogen service aftale.

GATS aftalen i 1994 skabte strukturerne, men var ikke fuldstændig klar til brug. Som komikeren Rod Newman sagde i en artikel i the Gaurdian [engelsk avis] " Da WTO´s dødsstjerne eksploderede med protesterne i Seattle, var GATS det rumskib Darth Vader flygtede i". De nuværende forhandlinger, kaldet GATS 2000, vil udvide GATS til et stort antal sektorer og gøre den klar til brug. Forhandlingerne er i gang og vil efter al sandsynlighed vare flere år. Dog vil nogle af de afgørende beslutninger om hvilke sektorer, der skal liberaliseres ,blive truffet i 2001.

Det grundlæggende mål for GATS-aftalen er den progressive liberalisering af al service-industri. Handel med serviceydelser er ikke genstand for de samme store mellemnationale hindringer som f.eks. handel med landbrugsprodukter. Derfor, i modsætning til andre handelsaftaler der fokuserer på at fjerne toldbarrierer og importkvoter, er GATS' primære mål er de enkelte landes interne handelsbegrænsninger. Der er her tale om en bred vifte af statslige love, reguleringer og forordninger. GATS sigter mod at udrydde enhver begrænsning lagt på udenlandske virksomheder (dem der importer og dem der investerer lokalt ), eller enhver metode der diskriminerer mod dem. Dette kan inkludere at ethvert tilskud til lokale virksomheder og statsstøtte til nationale foretagender ( det kan inkludere offentligt støttede serviceydelser); lokale og fastboendes krav, bevillingsstandarder og betingelser, og registreringsprocedurer; bevillinger til fiskeri, jagt, skovning og andre nationale ressourcer. Krav til virksomhederne om fordele får den lokale økonomi, brug af lokale leverandører, ansættelse af lokale og uddannelse af arbejdere; eller præferencer for specielle typer af offentlige servicer ( som f.eks. et lokalt sundhedsvæsen der ikke sigter efter overskud, frem for udenlandske multinationale).

 

Hvilke servicer ville blive dækket af GATS?

WTO definerer service som " Alt du ikke kan tabe på foden". Nogle eksempler på servicer er vandforsyning, omsorg, sundhedsvæsnet, uddannelse, offentlig transport inklusiv jernbaner, postvæsen, radioudsendelser, audiovisuel kultur, underholdning, turisme og finans. Det er kun dele af en liste på 160 servicesektorer. Den ene servicesektor der ikke er inkluderet, er forsvar. Måske er det fordi den massive støtte regeringerne giver til forsvarsvirksomheder ville blive truet under GATS.

Regeringerne har forsikret at offentlig service ikke ville blive inkluderet i GATS, da den udelukker offentlige service leveret 'for en regerings autoritet'. Men aftalen siger så at offentlige servicer vil blive inkluderet hvis dele af disse servicer bliver leveret kommercielt eller i konkurrence med den private sektor. Det er svært at komme op med en offentlig service der ikke er inkluderet. For eksempel, inddrager den engelske regering i stigende grad den private sektor i levering af sundhedsydelser, både hjælpe servicer til go det at drive hospitaler og klinik service.

Inden for uddannelsessystemet kunne gebyrer opkrævet af universiteter defineres som kommercialisering af service, og privatskoler er i konkurrence med kommuneskoler. WTO's sekretariat forberedte en liste over offentlige servicer der absolut ikke ville blive inkluderet under GATS. Deres meget korte liste indeholdt sociale ydelser og drift af nationalbanken. De kunne have tilføjet international handelsforhandling. GATS forhandlerne vil sandsynligvis formå at beholde deres job i den offentlige sektor.

Serviceydelser udgøre nu over 2/3 af de fleste økonomiers aktivitet. Problemet for de multinationale er at størstedelen bliver leveret af lokale selskaber. Det er GATS mål at ændre dette. For eksempel, sigter de amerikanske multinationale på at inddrage EU's sundheds og uddannelsessektorer i GATS forhandlingerne, mens EU sigter efter den statsejede vandforsyning i udviklingslandene . Disse prioriteringer reflekterer de multinationales interesser i at få adgang til nye markeder. GATS er (som EU Kommissionens hjemmeside skriver), 'først og fremmest en aftale til fordel for forretningslivet' det er en vital del af globaliseringsprojektet da ekspansionen i handel med servicer forventes at komme til at overskygge den internationale handel med produkter. GATS strækker sig også udover de eksterne handelshindringer ind i hjertet af regeringernes politik.. Udover den åbenbare kontrol over handelspolitik og regulering af virksomheder, er der få love eller politiske områder GATS ikke potentielt kan påvirke – inkluderende offentlige servicer, miljøet, social velfærd, menneskerettigheder, arbejdsforhold, forbrugerbeskyttelse, statslige indkøb og lokale planlægningslove. Som sådan danner GATS præcedens i internationale handelsaftaler. På grund af dens store omfang og langtrækkende bestemmelser, er GATS blevet kaldt 'sandsynligvis den vigtigste aftale underskrevet siden 1948'.

Djævelskabet er i detaljerne. Sat overfor starten på en kampagne mod GATS, har der været angrib på NGO'er (non-governmental organisations) fra WTO's side, den engelske regering og industrilobbyen. Deres svar har været fulde af halve sandheder. For eksempel, insisterede de på at regeringerne har 'retten til at regulere'. De undlader at fortælle hvad det betyder i GATS bestemmelserne, hvis formål er at forbyde 'unødvendige barrierer' for handel med servicer. Deres egne interne papirer indholder fældende beviser på en mekanisme der vil løfte de udenlandske selskabers interesser over alle samfundsmæssige interesser. Hvad det rent faktisk betyder er at enhver service vil blive genstand for to prøver: (1) er det en nødvendig regulering? og (2) er det en unødvendig byrde for udenlandske serviceleverandører? Beslutningerne om hvad der er nødvendigt vil være op til WTO, ikke regeringerne der er pålagt ansvaret for at regulerer i samfundets interesse. Kriteriet vil være hvorvidt reguleringen begrænser udenlandske multinationale fra at levere servicer. Selvfølgelig kunne andre regler blive indført, så som en prøve på hvorvidt en regulering fremmer adgangen for fattige til offentlig service. Men GATS regler prioriterer de multinationales interesser over alt andet.

 

Banankrig

Vi kan lære meget af at kigge på en af de sager der allerede er blevet besluttet under GATS. Mange mennesker har hørt om striden i WTO om bananer. Den amerikanske regering anlagde en sag mod EU's støtte til små bananavlere i Caribien, der leverer omkring 9% af EU's bananforbrug, sat over for 2/3 af forbruget leveret fra de store Latinamerikanske multinationale selskaber. Sagen blev startet af den amerikanske regering i løbet af en dag efter at direktøren for det største multinationale selskab, Chiquita donerede en halv million dollars til Demokraterne. Men det overraskende er at USA ikke selv dyrker bananer.

Denne sag blev taget under GATS. Den amerikanske regering argumenterede med at Chiquita var en servicevirksomhed der distribuerede bananer og at det derfor var dækket at GATS. Dette viser at GATS allerede er ved at sprede sig udover emner man ikke havde forventet. Erfaringerne fra WTO's tvistbilægningspanel og de langt rakkede GATS bestemmelser, betyder at en større del at de nationale og internationale love og politikker vil blive draget i tvivl eller forbudt.

 

Hvad gør regeringen i Storbritannien?

I 1999 cirkulerede regeringen et spørgeskema til de store servicevirksomheder i Storbritannien og spurgte hvilken service rundt om i verden de ville have liberaliseret. De lovede at svarene på spørgeskemaerne ville blive holdt hemmeligt. De engelske multinationale svarede at de ville have servicer i andre lande liberaliseret, specielt servicer som finans og bankvirksomhed, forsikring, telekommunikation, elektricitet og gas. Regeringens position har været at en generel udvidelse af sektorer under GATS, ville være i engelsk erhvervslivs interesser. Andre betragtninger så som påvirkningen af miljøet, fattigdom eller menneskerettigheder blev ikke undersøgt eller givet ordentlig opmærksomhed. Udviklingslandene er blevet lovet en ordentlig vurdering af påvirkningen af service liberaliseringer siden 1994- den er stadig ikke blevet foretaget. Imens har, Pascal Lamy, EU kommisær for handel (som forhandler på vegne af England på de fleste service områder), erkendt at noget må ofres i disse forhandlinger. EU bliver nødt til at tillade adgang til sine egne servicesektorer, specielt til amerikanske multinationale, og har fastslået at der ikke er nogen servicesektor i EU som der ikke kan forhandles om. USA går målrettet efter sundheds og uddannelsessektorerne i EU – De amerikanske multinationales position er at offentlig levering af disse servicer, står i vejen for forretningsmuligheder. I løbet af det næste år vil det blive klart om EU vil tillade adgang til følsomme offentlige servicer. Indtil videre har den engelske regering ikke gennemført nogle undersøgelser af de hjemlige konsekvenser af GATS, der inkluderer hvordan det vil påvirke arbejdere, miljøet, de fattiges adgang til offentlig servicer, og de lokale myndigheders magt.

 

NAFTA og WTO

En indikator for nogle at de sandsynlige følger af GATS kan ses gennem erfaringer med en lignende bestemmelse i NAFTA – the North American Free Trade Agreement. I en afgørelse fornylig blev et amerikansk selskab, kaldet Metalclad, tildelt 12 millioner pund efter den mexicanske stat San Luis Potosi havde stoppet det i at drive et hasarderet affaldsbehandlingsanlæg. Udpegningen af et natur reservat der hvor anlægget lå, har voldgiftretten, dømt til at være et trick for at stoppe affaldsbehandlingen.

Imens, har WTO's tvistbilægningsorgan dømt at 10 ud af 11 reguleringer er "unødvendige" hindringer for handel, inkluderede regler for at stoppe biindfangningen af delfiner, beskyttelse af skildpadder og begrænsning af cigaret import. GATS indeholder nye bestemmelser der giver mulighed for at gøre indsigelser mod sådanne unødvendige reguleringer. Det er sandsynligt at GATS vil true et støre udvalg af politikker lavet for at reducere fattigdom eller beskytte sårbare mennesker og miljøet.

 

Der er alternativer

Politik på internationalt niveau bliver stadigvæk styret af Thatchers udmattende forestilling om TINA – 'There Is No Alternative' De eneste internationale institutioner med magt til at gennemtvinge noget er dem med en liberal/deregulerende dagsorden, mest tydeligst WTO. Derfor er de eneste regler omkring servicer, der anses for at være mulige, dem der regulere regeringer fra at regulere virksomheder. Det er på tide der bliver sat spørgsmålstegn ved denne antagelse. Hvorfor skal målet med international lovgivning være at flytte alle hindringer for udenlandske virksomheder? Hvorfor skulle formålet ikke være at fremme universel adgang til grundlæggende servicer? Eller fremme udviklingen af lokale serviceforetagender, specielt i fattige lande og samfund? Eller fremme en økologisk sund udvikling?

Der er et tomrum i hjertet af den globale økonomi. Der bliver givet nye rettigheder til selskaber, men ikke stillet krav om ansvarligheder over for samfundet og fællesskabet hvor de opererer. For eksempler rapporterede the Economist magazine at Ropert Murdoch, mediegiganten, har tjent 1,4 milliard pund i Storbritannien siden 1987. Hvor meget betalte han i skat? Ingenting. Der er ingen internationale regler omkring monopoler eller karteller. Der er ingen internationale love der forhindrer multinationale fra at bruge deres globale indflydelse og magt til at hindre statsstøtte for at udkonkurrere små virksomheder og tillade at de stor bliver større.

Gigantselskaberne bruger skattely og skatteparadiser, frihandelszoner og smiger, statsstøtte og magtfulde PR firmaer til at påvirke lovene til deres egen fordel. De ansætter lobbyister til at forme internationale love til deres egen fordel gennem WTO. Staben af GATS lobbyister blev styrket fornylig da Sir Leon Brittan, EU's tidligere handelskommissær og stærk fortaler for GATS, blev lobbyist for den finansielle serviceindustri. Den væmmelige dør mellem handelsforhandlere og lobbyister er velsmurt.

I stadig større udstrækning bliver alle fordelene i den globale økonomi givet til udenlandske virksomheder, de får ingen af byrderne. Små hjemlige virksomheder står over for alt andet end en fair konkurrence. Alligevel giver aftaler som GATS endnu flere rettigheder til multinationale. Det ser ud til at gigantselskaberne bliver drevet ud af bestillingen. I virkeligheden er, sammenslutningerne og opkøbet boomet, og den stigende koncentration af markeder, beviser at de største globale selskaber drager fordel af muligheder og rettigheder der ikke er tilgængelige for små lokale virksomheder.

 

Kan GATS reformeres ?

Er det muligt at omskrive nogle få paragrafer og få et bedre GATS? Kan forhandlingerne blive rimelige for udviklingslandene? Problemet er mere fundamentalt. GATS mål er at fjerne hindringer for servicelevering over grænserne (selv om disse hindringers mål er at fremme almene interesser). Dette mål må ikke få lov til at gå forud for alle andre mål i samfundet. De multinationales interesse i at fjerne alle restriktioner for deres profitsøgende adfærd er ikke et brugbart mål for de enkelte lande eller det internationale samfund. Sammen med andre WTO aftaler, skulle borgerne modsætte sig forsøget på at hæve virksomhedsprofit over menneskers interesse. En ny epoke i international lovgivning er påkrævet.

 

MAI kampagnen

I 1995 startede regeringerne forhandlingerne om " The Multilateral Agreement on Investment" (MAI, flersidige aftaler om investeringer) en aftale med grundregler for udenlandske investeringer i OECD ( de rige nationers klub) der indeholder mange bestemmelser lignende dem i GATS. Kampagnedeltagere var pessimistiske omkring igangsættelsen af en offentlig kampagne for at bremse MAI – Som GATS var det en ukendt og kompleks international aftale. Men gennem møder i landsbyer og byer over hele Europa og Nordamerika begyndte folk at høre om MAI og forstå at det var selskabernes rettighedsbevis.

Som GATS, ville MAI have givet omfattende nye rettigheder til selskaberne, men ingen ansvar. Da kampagnen startede kunne vi tiltrække ca. 30 tilhørere, men rygtet spredte sig og antallet steg til 50 mennesker og til 200 mennesker. Da forhandlingerne kollapsede var det et overraskende antal mennesker over hele den udviklede verden som forstod principperne i MAI og deres betydning.

Det var en kampage der involverede fagforeninger, lokale myndigheder, kvindegrupper, kirkegrupper og en imponerende række NGO aktivister af alle slags – det var en virkelig slagkraftig alliance. Internettet var vitalt for international kommunikation og for at cirkulere en fælles udtalelse, der blev underskrevet af over 500 organisationer fra 70 lande.

 

Hvad kan vi gøre?

Der er allerede stærke sociale bevægelser i syd såvel som nord der modsætter sig specifikke politiske forandringer på lokalt og nationalt niveau, misbrug af arbejderrettigheder, ødelæggelse af miljøet eller udelukkelse af de fattige fra offentlige servicer. Det er vigtigt at den internationale kampagne mod GATS arbejder med og støtter disse aktioner. Det er også vigtigt at erkende at GATS repræsenterer en strukturel trussel, i fremtiden vil regeringer have mulighed for at vaske deres hænder i beslutninger om leveringen af servicer ved at argumentere med at deres hænder er bundet af allerede underskrevne aftaler. GATS repræsenterer en stor trussel mod demokratiske valg for kommende generationer. Det er den basale ret for folk i et demokrati at bruge den demokratiske proces til at influere regeringers politik, der er mest truet under GATS. Den vigtigste besked er at GATS kan stoppes. Vi kan organisere, vi kan samarbejde og vi kan aktivere.

Rødderne i GATS kampagnen skal være samarbejde mellem dem der er aktive for social retfærdighed, miljø og kollektiv ansvarlighed. Et stigende antal mennesker er klar over at deres regeringer giver rettigheder væk til virksomheder, og er klar til at gå med i en kampagne der vil gøre modstand mod GATS og fremme rimelige regler.

I Storbritannien har Verdens Udviklingsbevægelse igangsat kampagnen Stop The GATSastrophe sidste november på et møde med Naomi Klein (forfatter til No Logo) og George Monbiot (forfatter til Captive State) for et publikum på 1.000 mennesker. Tusinder af breve og kort er allerede blevet sendt til parlamentsmedlemmer fra de lokale valgkredse. Næsten 200 parlamentsmedlemmer har underskrevet en udtalelse der kræver at regeringen "sikrer en uvildig og grundig vurdering af GATS udvidelsens indvirkning på leveringen af offentlige servicer i nøglesektorer både i Storbritannien og internationalt, specielt i udviklingslandene.

Nogle artikler i medierne er begyndt at stille spørgsmålstegn ved fremgangsmåden under GATS og flere offentlige møder er blevet holdt i Storbritannien. For nylig bragte et seminar akademikere, forskere, NGO'ere og fagforenings folk sammen, der var bekymrede over GATS virkninger i Storbritannien. Der vokser nu GATS kampagner frem i de fleste lande i den udviklede verden. Og der er ved at starte kampagner i mange udviklingslande.

Det er tid til at opbygge en stærk kampagne mod GATS. For dig der er bekymret over virkningen af GATS er det vigtigste sted at starte i din omgangskreds og der hvor du har indflydelse. Det kan være gennem studentergrupper. ( Noah spiller en stor rolle i GATS kampagnen) lokale fagforenings afdelinger, kampagnegrupper, lokale myndigheder, politiske organisationer eller religiøse forsamlinger. En nem start er at udarbejde resolutioner mod GATS og fortælle om GATS. Spredningseffekten er virkningsfuld. Fortæl dine venner og kolleger om det og inspirer dem til at læse nogle af de korte gennemgange og begynde forfra med at fortælle det til andre. Mange af de mennesker du kender arbejder sikkert i den offentlige sektor og er afhængig af nødvendige offentlige servicer, der sandsynligvis vil blive påvirket af GATS. Vær klar til at gå i debat med politikere og økonomer der ikke nødvendigvis forstår de tomme slogans om frihandel og fordelene ved et ureguleret marked de citerer. GATS er et af de emner der kan hjælpe med at skabe sammenhæng mellem det der sker herhjemme og virkningen for de fattigste i verden mellem social/miljø/virksomhedernes styring mellem politik og demokrati.

Kampagnen for at stoppe den nye runde af handelsforhandlinger der kulminerede i Seattle i november 99 var et vendepunkt. Men de mennesker der var på gaden i Seattle blev overskygget af de hundreder af tusinder der havde udtrykt bekymring over urimeligheden ved handelsreglerne. Og millionerne der engagerede sig i kampanger omkring emner relateret til strukturtilpasningspolitik. Der er gode muligheder for at lave en kampage der kan stoppe GATS aftalen – og måske begynde en proces af reguleringer af det globale erhvervsliv der sætter mennesker før penge.

 


Sidst opdateret 13.8.01