Forord til den engelske udgave, 1959 | Indhold | Introduktion af Lindsey German, 1986
Det er 14 år, siden denne bog blev udgivet for første gang. I arbejderklassens internationale bevægelse er der foregået dramatiske udviklinger i disse 14 år. Det forlængede efterkrigsboom, som mange i 1959 påstod ville vare for evigt, er begyndt at nærme sig sin afslutning. Den kinesisk-sovjetiske konflikt og den russiske invasion i Tjekkoslovakiet har medført dybe splittelser i den ellers så fasttømrede stalinistiske bevægelse. Over hele verden er arbejderklassen ved at vende tilbage til historiens scene. Fra Frankrig i maj 68 til Polen i december 70 møder den etablerede orden i øst og vest arbejderklassens udfordring.
Foran en ny periode med voldsomme sociale kampe er Rosa Luxemburgs eksempel stadig af værdi. Hendes ukuelige vilje og mod, hendes internationalisme og det, at hun lagde vægt på massebevægelse og masseengagement, viser den nye generation af revolutionære en vej. Hun så valget mellem socialisme og barbari – alternativerne er i dag mere virkelige end nogensinde.
Også Rosa Luxemburgs kamp mod reformismen bringer i dag afgørende spørgsmål frem. Reformistiske forestillinger har stadig tag i den største del af arbejderne, skønt reformismen antager mange forskellige former. I mange lande er de traditionelle reformistiske organisationer – hvad enten de er socialdemokratiske eller stalinistiske – hastigt på vej til blot at være tomme hylstre, hvor hovedparten af medlemmerne ikke tager del i organisationens arbejde, ikke møder op til afdelingens møder, læser partipressen osv. At følge i Rosa Luxemburgs fodspor betyder ikke en organisatorisk fetichisme, en klyngen sig til organisatoriske former, masserne er gået bort fra. Det betyder i stedet at være, hvor masserne er. Frem for alt er det hos os en vigtig opgave at kæmpe for en revolutionær politik i fagforeningerne.
De store arbejdskampe i Frankrig, Italien og England har bevist atter engang, hvor meget Rosa Luxemburg havde ret, da hun hævdede, at det ikke var sult, der udgjorde den revolutionære dynamik, og at en højere levestandard ikke ødelagde arbejdernes revolutionære impulser. Men hvis disse kampe har vist arbejdernes spontane kampvilje, har de også i praksis vist spontanismens grænser. Nødvendigheden af at opbygge revolutionære partier har aldrig stået mere klart. Og her (som jeg håber at kunne vise det i min snarlige bog om Lenin) er Lenins ideer og præstationer så relevante som nogensinde.
Forord til den engelske udgave, 1959 | Indhold | Introduktion af Lindsey German, 1986
Sidst opdateret 25.3.2012