Teksten er en oversættelse af et båndudskrift fra en tale, som Tony Cliff holdt på Socialist Workers Partys (SWP) sommerseminar, Marxism, i 1984.
Oversat af Tom Christiansen, 1990.
Fra International Socialisme. Politiske arbejdstekster, nr. 9, juni 1990, s. 5-24.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 4. dec. 2014.
Jeg vil først og fremmest forsøge at forklare, hvor vi står historisk. Den 1. Internationale – Den Internationale Arbejderassociation af 1864 – omfattede alle de personer, der anså sig selv for socialister. Den omfattede endog også folk, som ikke anså sig selv for socialister, men så behovet for organisering af arbejderklassen. Derfor havde man “proudhonister” fra Frankrig. Proudhon troede på den private ejendomsret. Proudhon var modstander af strejker. Proudhon mente, at kvinder var underlegne. Proudhons gruppes lov sagde: “Mænd er intellektuelt kvinderne overlegne tre gange. Psykologisk overlegne tre gange. Tre gange overlegne fysisk. Tre ganget med tre ganget med tre, så får man, at manden er kvinden syvogtyve gange overlegen.”
Proudhon var med i Internationalen. Blanquisterne, som mente, at en lille minoritet af revolutionære kan bekæmpe kapitalismen, kan indføre arbejdermagt, de var med i Internationalen. De britiske fagforeningsfolk, som støttede de liberale og endog støttede de konservative, var med i Internationalen. Og Karl Marx var med i Internationalen. Det var en blanding af alle, som følte behovet for en internationale.
Den 2. Internationale byggede på en massebevægelse, en voksende bevægelse af millioner af mennesker. Virkelig millioner. Det tyske parti havde mere end en million medlemmer. Det britiske parti. Det franske parti. Det italienske parti. En bevægelse, der involverede millioner.
Tredje Internationale byggede også på et opsving: Oktoberrevolutionens sejr i 1917; den tyske revolution, selv om den ikke sejrede, var det en revolution; revolutionen i Ungarn; revolutionen i Bayern. En revolution i Østrig.
Den første Internationale voksede frem til Pariserkommunen i 1871. [1] I 1871 opløste Første Internationale i praksis sig selv. Marx eksporterede Internationalen til New York i 1872. Han vidste, at da bevægelsen var på retur, ville de fordømte anarkister overtage den. Og den eneste måde, hvorpå han kunne stoppe anarkisternes misbrug af Internationalen, var at eksportere den til New York. På den tid var New York så langt væk. Det var ikke ligesom i vores tid, hvor vi har fly. Det var som at sende den til Nordpolen. Det var helt sikkert, at det ville slå Internationalen ihjel at sende den til New York, fordi bevægelsen var europæisk.
Jeg siger ikke, at 2. Internationale udsprang af 1. Internationale. Men 2. Internationale behøvede ikke at vende sig mod 1. Internationale og sige: “For fanden, sikke et rod I har lavet.” Listen over første Internationales bedrifter er meget imponerende. Der er en lang række af gode ting, som første Internationale gjorde. Begrænsede, men gode. De støttede strejker. De støttede solidaritetsorganisationer. De støttede Pariserkommunen.
Anden Internationales bedrift var organisering af en massebevægelse – organisering i fagforeninger, organisering af millioner i partiet indtil 1914. I 1914 viste Anden Internationale sig at spille fallit, reaktionær. For alle sektionerne af Anden Internationale støttede krigen, [2] støttede deres egne lande i august 1914. Med et par undtagelser som bolsjevikkerne og et par få andre selvfølgelig. Men de var en lille minoritet.
Den Tredje Internationale voksede også på en massebevægelse, meget progressiv, meget bedre end den første, meget bedre end den anden, mere revolutionær, mere konsistent end resten af dem. Bortset fra, at den ikke opløste sig selv. Hvis Tredje Internationale havde opløst sig selv i 1923, ville vi have haft det nemt. Vi ville have sagt: “De gjorde deres job. De var bærerne af revolutionen. Revolutionen led nederlag. Nederlag i Tyskland. Der er ingen internationale, sådan er det bare og så kan vi starte på ny.” Men nej. Stalinismen og stalinismens lig blev ved og ved og ved, og pressede bevægelsen massivt tilbage. Og stalinismen pressede ikke kun bevægelsen tilbage, stalinismen døde ikke efter Stalin. Der er så mange idioter, som virkelig tror, at stalinismen døde med Stalin. “Fortidens ideer,” skrev Marx, “hænger over de levende som et mareridt.” Og stalinismen lever i 1984 i anderledes former.
Stalinismens fundamentale idé er først og fremmest, at socialismen kommer fra oven. Ikke fra arbejderklassens egen aktivitet. For det andet, at arbejderne bliver styret af bureaukrati. For det tredje er nationalstaten ikke noget, der skal smadres, men noget man må indrette sig på. Derfor ideen om socialismen i et land. Derfor ideen om folkefront. Derfor ideen om importkontrol i Storbritannien eller hvilke ideer, I møder i de andre lande. Ideen om nationalisme. Ideen om at styre arbejderne. Ideen om bureaukratisk kontrol.
Hvis man ikke går ud fra ideen om selvstændig frigørelse, så behøver arbejderne ikke teori. Grunden til at arbejderne er nødt til at kende sandheden, er at de selv vil ændre verden. Hvis arbejderne ikke skal ændre verden, så er det bedre, at de ved så lidt som muligt. Hvis du er soldat, og ved, hvad du kæmper for, og godt kan lide det, så er det godt. Men hvis du i virkeligheden har fået at vide af andre, at du skal kæmpe, så er det bedst, at du ved så lidt som muligt. Det er meget bedre, hvis du drog ud i første verdenskrig, og sagde: “Jeg forsvarer Storbritannien. Jeg forsvarer Storbritannien.” Hvis du kendte sandheden; at du ikke forsvarede Storbritannien, men den britiske kapitalisme, ville det ikke være særlig godt. At være uærlig er et naturligt produkt af stalinismen. Hvis bureaukratiet kontrollerer de menige arbejdere, så er marxismen død. Sandheden er død. Sandheden bliver kun fortalt ved rene tilfælde. Nogen gange er selv det der står i “The Sun” [3] sandt. Hvis man kikker øverst på avisen, finder man datoen. Den er sand. Resten er løgn.
Da Stalin døde blev ideerne selvfølgelig nødt til at tilpasse sig til en anderledes situation. Derfor gentager de sig i andre former i Kina, på Cuba, i Algeriet i Mellemøsten osv. osv. Disse ideer eksisterer stadigt iblandt os. Og derfor er det ekstremt svært at kæmpe imod stalinismen og imod de traditioner. Marx skriver i “Det kommunistiske manifest”, at kommunisterne generaliserer fra arbejderklassens internationale erfaringer og arbejderklassens historiske erfaringer. Vi stoler ikke på vores egne erfaringer. Vores erfaringer er så små. Det gør ikke nogen forskel, at jeg har været revolutionær i 51 år. Folk tror, at 51 år er meget lang tid. For at sige det ligeud: det er som i går. Det er som i går.
Vi kan tage ideen om at smadre statsapparatet. Jeg kan ikke huske, at jeg har smadret statsapparatet. Jeg kan huske, at statsapparatet har smadret mig. Den erfaring stammer fra Pariserkommunen. Partiet er arbejderklassens hukommelse. Vi husker chartisterne, vi husker Pariserkommunen, vi husker den russiske revolution, vi husker den spanske borgerkrig, vi husker den ungarske revolution. Vi husker Polen 1980. Jeg tror, at alle i dette lokale husker Polen i 1980. Den ungarske revolution tvivler jeg på, I husker. Den russiske er jeg sikker på, at I ikke husker.
Vores problem er i virkeligheden meget enkelt. Der er en tradition, en lang tradition. Så blev traditionen afbrudt. Traditionen blev afbrudt, fordi noget andet udfyldte dens plads. Det er ikke som efter 1. internationale. Første Internationale døde. Traditionen blev bevaret. Ideerne blev bevaret. Der var ikke noget, der overtog dens plads, og overdækkede den med skidt. Så kom Anden Internationale, som tog over, hvor den første stoppede. Vi havde en hel anden historie.
Vores tradition er dækket af en så stor bunke møg, at det er ekstremt svært at bryde igennem. Ekstremt svært. Selv de mest elementære ting, som man må slå fast, er helt nye. Det er virkeligt slående, når jeg tænker på det. Folk tror, at SWP’s bidrag til traditionen er teorien om statskapitalisme osv.. For at være helt ærlig så er vores bidrag hovedsageligt at muge ud i staldene. I stalinismens stalde. Der var så meget skidt og lort, som vi måtte fjerne for at finde ud af, hvad der var neden under. For traditionen eksisterede, men den var afbrudt. Traditionen var afbrudt rent fysisk. Stalin kunne henrette gamle bolsjevikker som nazi-agenter. Det betyder, at vores argumenter må tage udgangspunkt i de mest elementære principper, hvilket gør det så svært at argumentere.
Jeg husker, at der i Haifa i Palæstina i 1938 eller 39 blev uddelt en løbeseddel. På den stod der navnene på 5 trotskister. “Disse 5 er trotskistiske, fascistiske politi-agenter.” De fem blev uden videre arresteret og tilbragte næsten 3 år i fængsel. For den almindelige mand eller kvinde på gaden er der ikke noget galt i at angive navnene på politi-agenter.
At argumentere mod Moskva-processerne [4] var noget af det vanskeligste i verden. I forstår ikke hvor vanskeligt det var. Stalinismen var ikke bare et intellektuelt argument. Stalinismen var en massiv fysisk magt. At den på samme tid var både negativ på den måde, at den smadrede de revolutionære osv. og på samme tid appellerede til noget positivt i arbejderklassens bevidsthed. Det positive er hadet mod Hitler. Jeg husker, at da jeg blev trotskist i 1934. For at være helt ærlig, så var det forfærdeligt. Det var fysisk smertefuldt – ikke intellektuelt. Man stod op hver eneste forbandede morgen og så avisen. Den skrev om, at Hitler marcherede i Tyskland, arbejderklassen blev smadret. Arbejderklassen blev smadret i Østrig. Arbejderklassen blev smadret her. Hele verden var så forfærdelig. Og mod Hitler var der kun et bolværk, Sovjetunionen. Rusland var det eneste svar på Nazi-Tyskland.
Jeg husker en ven, som var medlem af det kommunistiske parti. Han fik et par støvler fra Rusland. Og ved I hvad han gjorde? Han kyssede dem. I vil ikke tro det. Men jeg forstod det, fordi Stalin var svaret på Hitler. Men Trotskij med fem og en halv støtter i Frankrig, tre og en halv støtter i Tyskland. Ved I hvor mange medlemmer, Trotskijs parti havde i 1933, da Hitler kom til magten? Et hundrede medlemmer, hvoraf kun én var fabriksarbejder – resten var intellektuelle.
Forestil jer Trotskij sige, “det vi skal bruge for at smadre fascismen er en enhedsfront mellem kommunistpartiet og SPD”. SPD havde 8 millioner støtter, kommunistpartiet havde 6 millioner. Hvis Trotskij nu havde haft f.eks. 1 million støtter, ville det have været meget nemt. For han kunne mobilisere den ene million til at lægge et pres på de seks millioner til at lægge pres på de 8 millioner og så får man sat skub i tingene. Men hvis man har hundrede støtter, hvad er så en enhedsfront? Ligesom fluen, der sidder på oksens hoved, og som ved dagens slutning siger: “Øj, hvor vi pløjede meget i dag!”
Tilbedelsen til Stalin var religiøs. Jeg tror, at det er den bedste måde at forstå, hvorfor arbejdere rundt i verden troede på Stalin, troede på Moskvaprocesserne. Alle jeg kender, støttede Moskva-processerne. Ved I hvorfor? Fordi, som Marx skrev om religion, religion er “de undertryktes suk”, “hjertet i en hjerteløs verden”, “opium for folket”. Det er lige præcis, hvad stalinismen var for hele verdens arbejderklasse. Verden er fuld af smerte, derfor bliver der sukket, man er nødt til at klynge sig til noget. Dette noget er den røde hær. Vi klynger os til den og kritiserer den ikke. Det nytter ikke noget at komme og kritisere den katolske kirke. Hvis du virkelig lider og har brug for en religion, så nytter det for fanden ikke noget at argumentere med “For helvede, hvordan kan du tro på genopstandelsen? Jeg tror på at Jesus døde – 50% af historien tror jeg på. Jeg tror ikke på, at Jesus genopstod. Jeg tror på, at Jesus delte mad ud til 1.000 mennesker med de stykker fisk. Men jeg tror ikke på, at de blev mætte. At Jesus levede tror jeg på, men at han var Helligånden, det tror jeg ikke på.” Selvfølgelig kan man ikke argumentere sådan. Når man først har brug for religion, så holder man sig til den.
Og derfor er problemet med stalinismen, at den har levet så forbandet længe, at kampen mod stalinismen og de stalinistiske ideer er så fantastisk vanskelig. Og det er vores udgangspunkt. Vi må starte med at kigge på den forfærdelige omgang møg, som i en hel generation (aktuelt i næsten 50 år) har skjult traditionen. Så det første vi må gøre er at forklare traditionen. For hvis man vil være absolut overbevist om, at man har ret, så må man gentage traditionen igen og igen og igen og sammenligne den med den aktuelle situation.
For at kunne forklare traditionen, må man starte som pioner. Marx startede sin pioner-virksomhed ved at skrive bøger. Han skrev bøger. De første skrifter Den tyske ideologi og Den hellige Familie er store, virkeligt store. De er ikke øvelse i massepropaganda. Man kan for fanden ikke bruge dem som propaganda. Engels skrev et sted, at det eneste der skete med bøgerne var, at rotterne åd dem. Vidste I, at Den hellige Familie mangler et stort afsnit, fordi rotterne åd den forbandede bog. Den blev ikke engang udgivet. Marx og Engels skrev dem for at klargøre deres ideer over for sig selv.
Hvorfor skrev Marx Das Kapital? Han brugte 26 år af sit liv på at skrive Das Kapital og han blev aldrig færdig med den. Han skrev den, fordi han ikke var helt sikker på, at han havde ret. Kupernicus var i tvivl om, hvorvidt jorden bevægede sig om solen. Og han betalte for det. Han blev brændt. I dag tror selv små børn på, at jorden bevæger sig rundt om solen. Ved I hvorfor? Fordi Kupernicus blev brændt for 300 år siden. Problemet for pionerer er, at de må sætte politikken meget, meget højt.
Jeg skal fortælle jer hvorfor: for hvis man ikke holder politikken meget, meget højt, vil man hele tiden blive skubbet til side af presset fra omverdenen. I Kommunistisk Forbund [5] var der kun to eller tre hundrede medlemmer. Og det var en organisation, der var så lille, at da revolutionen kom i 1848, blev den simpelt hen skubbet til side og spillede overhovedet ingen rolle. Den blev opløst efter revolutionen. Sådan var det bare.
Folk forstår ikke, at hvis der korn en revolution i morgen i Storbritannien, ville vi have problemer med at overleve med de 4000 medlemmer, vi har i dag. Folk siger “4000 medlemmer, fantastisk”. Sludder og vrøvl. Det er i orden, når kampniveauet er så lavt. Hvis kampene virkeligt begyndte at blusse op, ville vi være færdige, medmindre vi kunne vokse fra 4.000 til 40.000 i løbet af en periode på 3-4 måneder. Vi ville blive skubbet til side. Fordi vi er irrelevante, og det gør ikke den mindste forskel om du kommer 5 minutter eller 5 timer for sent til toget – du kommer for sent til toget. Og så er der ikke mere at sige til det.
Derfor kunne Marx ikke i 1848 komme og sige: “Se organisationen, jeg er organisationens mand.” Det er ikke sandt. Marx skrev faktisk til Engels efter første internationales opløsning: “Gudskelov har vi ikke et parti at spilde vores tid på. Jeg kan udvikle min teori.” Herefter brugte han år i British Museum. Fordi han ikke kunne gøre andet end at bygge fundamentet. Og fundamentet var teorien.
Nu siger jeg ikke, at I skal tilbringe 26 år i British Museum. Enhver som i det tyvende århundrede, i 1984, tilbringer 20 år på British Museum, er rent ud sagt en værdiløs bums. For han er så tålmodig, at han simpelthen ikke tror på nødvendigheden af at organisere revolutionen.
For tiden er det naturligt, at I ønsker aktion, men sandheden er, at hvis I er en lille gruppe på fem, ti, halvtreds eller hundrede folk, så har I behov for at lægge vægten på teori, teori og atter teori. Forholdet mellem teori og praksis skifter vældigt meget med situationen.
Hvad angår partiets størrelse og integration i klassen. For at blive optaget i Bolsjevikpartiet i 1917 skulle man være enig i parolen: Brød, fred og jord – al magt til sovjetterne. Man behøvede ikke at læse Marx’ Kapitalen, man behøvede ikke at læse Lenin. Man behøvede ikke at læse særligt meget. Man skulle være enig i partiets elementære paroler. I 1910 var det anderledes. Det var reaktionens periode. Livet var hårdt, man kunne ikke overleve på paroler. Man havde brug for meget mere analyse osv. osv.
I revolutionsperioden i 1905 lancerer Lenin parolen “Åben partiets porte”. Han havde et problem med partimedlemmerne. I 1905 var Lenin i London. London var et forfærdeligt sted at være. Bolsjevikkerne vedtog en resolution imod Lenin. De sagde: “Hvad mener du med at åbne partiets porte.” Han svarede “Vær ikke dumme. Vi skal åbne partiets porte, fordi arbejderne spontant bevæger sig mod revolutionær politik i 1905.”
I 1908 ville han ikke sige “Åbn partiets porte.” Han sagde: “Nej, nej, nej, vær forsigtige, vi skal kun have folk, der er pålidelige, og som forstår teorien og de centrale ideer, ind i partiet.”
Jeg er helt overbevist om, at vores grupper rundt om i verden må lægge den største vægt på teori. Selv i vores organisation spiller teori en fantastisk stor rolle for tiden. Vi holder Marxism 84, men hvis der havde været et oprør, så ville vi ikke have holdt Marxism 84. For at sige det lige ud. Ingen ville blive siddende her. Vi lukker endda Marxism 84 en dag tidligere på grund af havnearbejderstrejken og minearbejderstrejken. [6] Vi har ikke noget alternativ. Og medlemmerne klager ikke. Vores kammerater fra Glasgow, Edinburgh og andre steder forlod Marxism for et par dage siden. Kammeraterne fra Liverpool og Manchester forlod stedet her i mandags, fordi forholdet mellem teori og praksis ændrer sig sammen med ændringer i situationen.
For de andre grupper, som er enige med os, bør vægten blive lagt på teori – med andre ord på afgrænsning. At afgrænse sig fra alle, som ikke er enige med jer. Ingen kompromisser, ingen indrømmelser osv. Lenin skrev: “Vi vil tillade præster at indgå i bolsjevikpartiet. På den betingelse, at de ikke bruger partiet til at udbrede deres ideer.” I Storbritannien i 1984 vil vi ikke tillade præster i SWP. Jeg ville ønske, at vi kom til en situation, hvor vi kunne tillade præster. Jeg mener, jeg ville ønske, at vi havde haft en halv million medlemmer. Så kunne vi sige, hvem fanden bekymrer sig om en forbandet præst. Han kan ikke gøre meget skade.
Men kendsgerningerne er, at afgrænsning er meget vigtigt. I må have et meget høj niveau for jeres afgrænsning. For hvis I ikke har det, vil I gå i opløsning, når I for alvor løber ind i problemer. Hvis man kører på cykel og den slingrer, så har man problemer. Mens hvis man kører i en bil kan man rumstere rundt, for bilen kommer ikke så let i slinger. På båden Queen Mary ville jeg, hvis jeg var kaptajn, sige: “Hvis I ønsker at spille fodbold, så spil fodbold. Hvis I ønsker at hoppe og springe, så hop og spring.” Men hvis Andy og jeg befandt os på en tømmerflåde, så ville jeg sige: “Andy, rør dig ikke. Andy, lad være med dit, Andy lad være med dat.” Og efter en halv time ville jeg være så bange, at jeg ville skubbe ham over bord.
Derfor må niveauet for afgrænsning være meget højt i små grupper. Ingen indrømmelser om noget som helst. Ingen indrømmelser om faldet i profitraten. Hvis nogen i jeres organisation siger: “Jeg tror ikke på at profitraten falder, at Marx var forkert på den med profitratens fald.” Jeg tror, at man ikke skal lade ham eller hende komme ind i en organisation på 20. Sæt det politiske niveau så højt, så højt. I SWP ville vi tillade det, for halvdelen af medlemmerne har aldrig hørt om profitratens fald. Og de andre tager det for givet, at Marx havde ret.
Altså et højt niveau af afgrænsning er utroligt vigtigt. Det kræver en masse skoling. Det er selvfølgeligt meget lettere sagt end gjort. Eftersom I har færre kræfter vil I være fristet til at lade være. Men jeg tror ikke, at I har noget alternativ. Hvis det er den vigtigste prioritet, så er I forbandet nødt til at lægge vægten på det.
I vælger ikke prioriteringerne. Det er ikke op til mig at vælge prioriteringerne. For at være helt ærlig ville jeg meget hellere lave løbesedler end Marxism 84. Vi udgav tre løbesedler i denne uge: en til havnearbejderne, en national løbeseddel til minearbejderne og en til en demonstration i nordvest. Tre nationale løbesedler i denne uge. For at sige det som det er: en organisation på 50, 100 eller 200 medlemmer ville være nogen forbandede idioter, hvis de forsøgte at gøre det samme. En sådan organisation skulle ikke lave tre løbesedler. De skal lægge vægten på vores grundlæggende ideer og diskutere dem om og om og om igen. Jeg er ked af, at det lyder så elementært, men jeg ved, at fristelsen til at gøre noget andet er så stor, at man dårligt kan forestille sig det.
For enhver revolutionær leder er hovedproblemet at prioritere. Med andre ord at lære at sige nej. Vanskelighederne ligger ikke i at sige ja. Det er meget enkelt. En eller anden siger, at der er en demonstration – lad os skynde os til demonstration. En anden siger der er en strejke – lad os skynde os til strejken. I bør læse bøger – lad os læse bøger. Men kendsgerningerne er, uanset om vi kan lide eller ej, der er en tidsmæssig begrænsning: I har kun meget få ressourcer. Og fordi I kun har få ressourcer, må I beslutte jer til, hvad I vil prioritere.
I 1917 var det prioriteret at udgive løbesedler – ikke at skrive bøger. Godt nok skrev Lenin en af sit livs allervigtigste bøger, Staten og Revolutionen. Men husk på, hvad Lenin skrev til sidst i bogen. Han skrev: “Jeg er meget ked af det. Jeg kan ikke gøre denne bog færdig på grund af revolutionen, Men det er meget bedre at lave en revolution end at skrive om den.” Det havde han helt ret i.
Men i dag må vi stille os spørgsmålet: hvad er vigtigst, at sidde tre timer og læse, Marx, Lenin, Trotskij eller Rosa Luxemburg, eller fare rundt som en flue i flasken fra aktivitet til aktivitet. For at sige det ligeud: hvis I er en lille gruppe: Sæt jer og læs! For I kan ikke nå det hele. Der er grænser for, hvad I kan prioritere. Og prioritering er meget, meget vigtigt. På den anden side må vi være helt klare på, at hvis vi kun læser, så har vi problemer. For hvis man kun læser, vil man blive lærd. Ved I hvad de lærde har? Hæmorroider. Og hvem fanden vil have hæmorroider?
Selvfølgelig må der være plads til aktiviteter. Selvfølgelig må man relatere sig til arbejdspladserne. Selvfølgelig må have man sin orientering mod arbejdspladserne, både i tankerne og i form af en smule aktivitet. Hvor meget aktivitet afhænger af jeres størrelse. Hvis I er ti, lad være med at fare ud til enhver strejke. Hvis I er ti, så skal jeg fortælle jer, hvad I skal gøre. I vælger en arbejdsplads i Paris, eller i New York. Vælg et sted i København – ét sted og sælg jeres avis dér en gang om måneden, to gange om måneden. Måske underdriver jeg, så vælg to steder – lad være med at vælge 15.
I Storbritannien siger vi, at en god afdeling har valgt et antal arbejdspladser, som svarer til en tredjedel af medlemstallet. Hvis de har 30 medlemmer, skal de sælge på 10 arbejdspladser. Måske er jeg gal på den med tallene, men det er deromkring, vores mål ligger. Hvis I har ti medlemmer, skal I hvert fald ikke sælge på mere end tre arbejdspladser. Kendsgerningerne er, at I kan ikke sælge på tre arbejdspladser. Det administrative arbejde, arbejdet med at skrive løbesedler og til avisen er forholdsmæssigt meget større. Vores organisation er så meget større og har en klarere arbejdsdeling. Vi kan have 6 folk til at lave Socialist Worker, og resten af os har ikke særligt meget skrivearbejde. Men i en organisation af ti eller tyve medlemmer vil de interne opgaver tage en så meget større del af arbejdet, at jeg ville tro, at tre arbejdspladser med ti medlemmer ville være det rene galskab. Formentlig vil en arbejdsplads være realistisk. Det er mit gæt, for jeg kan huske, da vi var af en lignende størrelse. Da vi havde 30-40 medlemmer solgte vi på tre eller fire steder – ikke mere. Helt ærligt, jeg fortæller jer den skinbarlige sandhed.
Der er en anden ting, som I skal huske. Ganske vist accepterer vi ikke fase-teorier, at tingene er adskilte. Men vi må acceptere, at de muligheder, der er for en person, altid afhænger af forskellige stadier i vedkommendes udvikling. Vi siger, at der ikke er en kinesisk mur mellem en baby og en dreng på 20, fordi der er udvikling. Men det betyder ikke, at de kan udføre de samme opgaver. Hvis en dreng på 20 kan bære stole, hvorfor fanden kan et barn på to så ikke gøre det? Vi siger, nej, et barn på to kan ikke bære stole, fordi det ikke er udstyret med de fornødne ressourcer.
Derfor behøver man som revolutionær mere end kun det endelige mål. Vores endelige mål er meget simpelt. Vi er kun interesseret i en ting: Den 25 oktober. [7] Det eneste jeg nogensinde har bekymret mig om, er oktoberrevolutionen. Alt andet er kun forberedelse.
Strejker – forberedelse. Opbygning af partiet – forberedelse. Avissalg – forberedelse. Indsamle penge – forberedelse. Det eneste, jeg bekymrer mig om, er den 25. oktober.
Problemet er, at vi ikke er ved den 25. oktober. Vi er langt fra. Og spørgsmålet er ikke om, hvad man gør på den 25. oktober. Men om hvordan vi kommer herfra og til den 25. oktober. Marxismen er ikke en teologi. Det betyder, at marxismen siger, at alting er bestemt af, hvad der er gået forud, og ikke hvad der vil komme til at ske. Man opnår ikke noget, blot fordi man ønsker det. Jeg ønsker resultater, men om jeg opnår dem afhænger af, hvad der er sket før. Viljen i sig selv kan ikke udrette noget.
Kender I historien om manden, der siger til sin ven: “Jeg har en fantastisk kat. Se min kat. Denne kat vil flytte klaveret.” Så vennen svarer, at det er umuligt. “Katten er så lille og klaveret er så stort.” “Så har du ikke set min pisk.” Jeg siger jer, pisken kan dræbe katten, men katten vil aldrig kunne flytte klaveret. Og hvis I kommer og siger, vi er tyve medlemmer, og det vi skal er at lede opstanden, hvad skal vi gøre? Svaret er meget simpelt. 20 medlemmer kan blive til 25 medlemmer.
Sandheden gik op for mig, da jeg kom til Storbritannien i 1946 og så en pjece udgivet af Revolutionary Communist Party (RCP), den britiske sektion af Fjerde Internationale på det tidspunkt. Titlen på pjecen var “Forberedelse til magten”. Jeg brød ud i latter. For jeg sagde, hvis man er 300 medlemmer, forbereder man sig ikke på magten. Man forbereder sig på at blive 350. Og jeg vidste, hvor de tog “forberedelse til magten” fra. De tog det fra Lenin: “Kan bolsjevikkerne tage magten?” Hvis man læser Lenins pjece, starter han på følgende måde: “Vi har en kvart million partimedlemmer, vi har sovjetter, vi har masseindflydelse i sovjetterne i Petrograd og Moskva. Kan vi tage statsmagten?”
RCP skulle have sagt: “Vi har ikke en kvart million, men kun 300 medlemmer. Vi har ingen sovjetter, men ellers er vi nøjagtigt den samme situation som bolsjevikkerne i 1917.” Så I kan se, man skal altid forholde sig til sin fortid, til realiteterne i situationen – ikke til målet. Vi skal kigge på vores mål, men forholde os til fortiden, for at kunne sige, hvad der umiddelbart er muligt.
Jeg husker for få år siden en amerikansk idiot. Jeg er ked af det, men han var amerikaner, og han var en idiot. Jeg prøver ikke at fornærme amerikanere. Han kom til et møde i vores organisations centralkomité i 1968 og sagde til os: “Hvis ikke I indenfor seks måneder overtager magten, vil Storbritannien blive fascistisk.” Til det svarede jeg: “Allright så må vi have fascisme – vi kan ikke tage statsmagten.”
Det nytter ikke at komme og sige, vi ønsker det eller det. Allright, jeg ønsker også. Der er mange ting jeg ønsker. Men jeg kan ikke få dem. Det er derfor, at det er så vigtigt, at vi ikke bare er hårde på principperne, men også meget hårde, når det gælder vores praksis. Tjek og kontroller alting. Ingen løgne. Ingen uærlighed. Ingen løse aktiviteter. Ikke tillade hver enkelt at gøre, hvad ham eller hende ønsker at gøre. Vi har en kollektiv situation, og vi må kontrollere hver enkelt. Jeg er ked af det. Det er så elementære ting. Men det er virkelig de problemer, som vi står over for.
For hvad sker der, hvis vi forsøger at få resultater, hurtigere end vi kan. Jeg skal fortælle jer, hvad der sker. Det tager ni måneder at få en baby. Det er en af livets kendsgerninger. Hvis man prøver at få den efter to måneder, så får man ikke en baby, men en abort. En abort kan være helt fin, hvis man ønsker en abort. Men hvis man ønsker en baby, så er abort en dårlig ting. Mange grupper forbliver aborter. Antallet af aborter i den revolutionære bevægelse er slående. Og ved I hvorfor? Fordi de altid kigger på endemålet og ikke på virkeligheden, der omgiver dem. Og derfor bluffer de, og de snyder, men de eneste de snyder er dem selv. Vi må være ærlige som bare fanden om, hvor vi er.
Som jeg sagde til de danske kammerater, jeg argumenterede meget hårdt. Det vigtigste er, at fortælle sandheden om jer, at fortælle sandheden om jeres miljø. I skal skelne mellem jeres miljø og jer selv. Lad være med at lyve. Lad være med at lade som I har mere opbakning, end I har.
Jeg vil give jer et eksempel, og så vil jeg sætte mig ned. I 1954 i Storbritannien var der i Labour en stor diskussion om genoprustning af Vesttyskland. Eftersom vi var en lille gruppe, besluttede vi at gå ind i Labour for at gå på rov. Vi sagde simpelt hen: “Kom lad gå ind og fiske medlemmer.” Der var to af vores folk, som stillede resolutioner i Labour. En kammerat stillede følgende resolution: “Vi er imod al imperialistisk oprustning, derfor er vi også imod tysk oprustning.” Resolutionen blev stemt ned.
Den anden kammerat stillede denne resolution: “De tyskere, som startede to verdenskrige kan vi ikke tro på, og derfor skal de ikke have lov at opruste.” Denne resolution fik flertal, og han, som stillede den, kom tilbage til vores møde og sagde: “Se mig!” Hans navn var Stan – han er i dag medlem af underhuset. “Se mig! Jeg fik vedtaget en resolution! Jean Tait, hun kunne ikke.” Og hvad så, hun fremstillede vores principielle holdninger: vi er imod imperialistisk oprustning – derfor er vi mod tysk oprustning. Der er ikke nogen speciel grund til, hvorfor vi er imod tysk oprustning. Det betyder ikke det mindste, at hun tabte afstemningen.
Fristelsen til at vinde poster, at vinde indflydelse, at bilde sig ind, at man har den, er fantastisk stor. Det er lige som Charlie Chaplin. Husker I Charlie Chaplin i demonstrationen. Ved et tilfælde kommer han fra en gyde med et rødt flag og tusinder af arbejdere marcherer bag ham! Det ser ud som om, han leder tusinder af mennesker. Men han ledte ikke nogen som helst. Han ledte sig selv og det gjorde han knapt nok. Det var det røde flag. Det er derfor, at det er så vigtigt, at en revolutionær organisation kikker på sandheden, og siger hvor mange medlemmer man har. Hvis I har 7 medlemmer, så er det godt. Men hvis I siger, at I har ti medlemmer, når I har 7, så er I nogle forbandede løgnere.
Det er utroligt vigtigt alle steder, for ellers kommer vi ud i problemer. Jeg er ked af, at jeg ikke kan fortælle jer meget mere end det: Vær hårde på principperne, hård på traditionen; læs, læs, læs. Og jeg vil citere en meget god mand, kaldet Lenin. I 1919 sagde han, at den vigtigste pligt for en kommunist er at studere. Tænk jer, selv efter revolutionen. Jeg tror, at før revolutionen er det fantastisk vigtigt at studere. Jeg ved, at det er mere vanskeligt. Det er helt sikkert meget nemmere at skrive løbesedler.
Jeg vil starte med, hvad Colin fra Canada og Sandra fra Australien sagde om nedgangen. For nedgangen kan blive brugt som en undskyldning.
Men for grupper på 10, 50 eller 500 vil der selv under en massiv højredrejning stadigt være et miljø at arbejde i, fordi I er så små. Nedgangen gør det umuligt at få 100.000 medlemmer. Men vi kan i stedet for sigte mod at vokse fra 4000 til 4500 eller fra 4500 til 5000 medlemmer. Det er stadigt muligt, fordi vores mål er så lille.
Så hvis man har en organisation på 70 eller 100 medlemmer, så gør det ikke den store forskel, om der er opgang eller nedgang. Vi skal stadigt arbejde på at vinde enkelt-personer.
John spurgte, hvad jeg mente om, at have sans for proportionerne. Der er ikke noget værre end ikke at have en sans for proportionerne. Det skaber en forfærdelig demoralisering og forfærdelige interne stridigheder, hvis I ikke har det rigtige perspektiv. Forestil jer at komme til London, og I vil alle med undergrunden. I har alle fået et kort for Metroen i Paris. I vil tage undergrunden i London med et kort over Paris. Efter 5 minutter vil I være på nakken af hinanden, fordi kortet simpelt hen ikke passer. Derfor er forståelsen af de rigtige perspektiver så vigtig. Det vi kan opnå er meget lidt, så derfor må vi have et meget realistisk perspektiv. Vi kan også kun måle vores resultater, hvis vi er realistiske. Hvis vi ikke er i stand til at måle resultaterne, kan vi ikke sige, om vi gør tingene rigtigt eller forkert. Hvis I er 10 og sætter som mål, at I vil være 15, så kan I meget nemt bedømme, om I opnåede jeres mål eller I ikke gjorde. Men hvis I siger “generel indflydelse i bevægelsen”, hvordan vil I bære jer ad med at måle det? Det er der ikke nogle metoder til at måle. I må hele tiden være meget konkrete. Sandheden er meget konkret, den kan meget klart måles.
Charlie sagde helt rigtigt, at ledelse er en dialog. Derfor kan I heller ikke skabe et lederskab uden at snakke med folk uden for organisationen. Uden at snakke med folk, som ikke er enige med jer, vil I aldrig skabe en ledelse, for I lærer ikke at lede, med mindre I taler til folk, der ikke er enige med jer. For folk, der slet ikke er enige med jer på nogle punkter, kan der ikke blive tale om noget lederskab. For eksempel én fra National Front – dem kan man ikke lede.
Folk, der er 100% enige med jer, kan der heller ikke blive tale om at lede. Det vil kun være gensidig beundring. Jeg synes, at du er god, og du synes, at jeg er god – vi elsker hinanden. Lederskab er, når I forholder jer til folk, som er 10 procent enige med jer, og i løbet af diskussionen øger enigheden til 15 procent eller fra 15 til 20 procent. Derfor er det vigtigt for en organisation, uanset hvor lille den er, altid at nå ud til folk, som den er delvist enig med. Derfor har vi altid holdt fast på, at avissalget er meget vigtigt for vores egne medlemmer. Fordi de herigennem lærer at snakke med folk, som de ikke er enige med.
Det er utroligt vigtigt at sælge aviser uden for fabrikkerne. For da finder man ud af, hvad de snakker om inde på fabrikken. Og fordi man finder ud af, hvad de snakker om, så lærer man en masse om sig selv. I finder ud af, hvor små I i virkeligheden er. For det første er det måske kun 3 ud af de hundreder eller tusinder, der passerer, som køber avisen.
For det andet vil to af de tre, som købte avisen, næste gang, I prøver at sælge aviser foran arbejdspladsen, svare, at de desværre ikke fik læst avisen. Den tredje vil sige: “Jeg læste den, men for fanden, I støtter jo IRA.” Det kommer til at stå helt klart, at jeres indflydelse er minimal. Avissalget gør jer til ledere – I leder de 3-4 folk, som I sælger avisen til eller får snakket med.
Men I får også sandheden om jer selv at vide. Den ville I aldrig lære, hvis ikke I snakkede med folk uden for jeres organisation. Det er, hvad dialektikken handler om. I forholder jer til andre, og igennem det får vi sandheden ikke bare om dem, men også om os selv at vide.
Charlie og Hassan rejste spørgsmålet om Fjerde Internationale (FI). Vi skal passe på ikke at overdrive det spørgsmål. Vi havde en regel i 50’erne – og jeg har fastholdt det som regel siden: Jeg læser aldrig andre små gruppers litteratur, fordi flertallet af vores medlemmer får vi ikke herfra. Vi har fået meget, meget få. Lad os sige, at der er 40 medlemmer af FI i Danmark. En gruppe på ti eller elleve skal ikke orientere sig mod de 40. Hvis I får én, så er det heldigt for jer. Jeg siger ikke, at I ikke skal rekruttere dem, men I skal ikke orientere jer imod dem. For hvis I orienterer jer mod dem, vil I demoralisere jer selv. Når I har elleve medlemmer, kan I orientere jer mod 100 nye folk. Og ud af 100 nye folk kan I rekruttere 4 eller 5 af dem.
Colin rejste spørgsmålet om at holde moralen høj. Jeg tror, at nøglen til at holde moralen høj ligger i at have det rette perspektiv, som John sagde, og kunne drage de rigtige praktiske konklusioner på det. Det er meget nemmere at vedtage generelle resolutioner og generelle perspektiver end at oversætte det til, hvad der skal gøres. For eksempel vandt vi diskussionen om nedgangen i klassekampen. Jeg tror, jeg skrev de første argumenter om nedgangen i 1978.
Vi vandt flertallet på kongressen i 1979 for, at der var nedgang i klassekampen. Det eneste forbandede problem var, at vi skulle drage konklusionerne af det. Konklusionerne var: lukning af “Women’s Voice Group”; ikke mere vrøvl om sort separatisme osv. For at være helt ærlig, så var de forbandede grupper en fejl selv i opgangen: Magasinet Women’s Voice var åndssvagt lige fra starten.
Men hvorfor var det sværere at lukke Women’s Voice? Og det var det virkeligt. I vil ikke tro det: for tre år siden, havde vi møder, hvor vi blev pebet ud. Man kommer til en forsamling, og de peb dig ud. I Manchester, hvis jeg ikke husker galt, blev vi nedstemt med 5 mod 50.
Hvis jeg kom til en kongres og sagde, at Marx havde ret om profitratens fald, så ville alle støtte det. For kun meget få har investeringer i nogen virksomhed. Der er ikke noget specielt noget personligt involveret. Når vi taler om nedgangen er det sværere, fordi vi psykologisk er tilpasset opgangen, hvor alt er godt. Det er meget ubehageligt at skulle fortælle andre, at det vil blive regn, hagl og snevejr. Meget ubehageligt. Men når nogen fortæller dig: “For fanden, du har spildt 5 år af dit liv med at udgive et blad, og bladet er værdiløst, var værdiløst og vil altid være værdiløst. Erkend din egen fallit.” Så er det meget mere vanskeligt.
For at holde moralen er det ikke bare nødvendigt at have det rigtige perspektiv, men I er også nødt til at drage de praktiske konklusioner på det. I skal lære at sige nej. En revolutionærs første pligt er at sige nej. Hvis nogen siger: “Udgiv en løbeseddel”, så sig: “Det er jeg ikke tilbøjelig til. Jeg ønsker ikke at gøre det. Tving mig, overbevis mig, diskuter det med mig.” Og giv først da efter. Lad være med at sige ja. For hvis I siger ja, vil I få problemer. I vil hele tiden være under pres for at sige ja.
Kender I historien om rabbineren? En mand og hans kone kommer til rabbineren. Manden fortæller sin udlægning af historien, og rabbineren siger: “Du har ret.” Konen fortæller sin historie, og rabbineren siger: “Du har ret.” Rabbinerens kone siger derefter til rabbineren: “Det er jo umuligt, at de begge har ret.” Og rabbineren siger til sin kone: “Du har ret.” Faren er, at folk kommer og siger: “Lad os gå ind i fredsbevægelsen.” Du ønsker ikke at modsige vedkommende, fordi han er interesseret i fredsbevægelsen, så du siger ja. En anden siger: “Lad os opbygge en ungdomsbevægelse.” Du ønsker ikke at såre ham eller hende, så du siger ja. Men I skal lære at sige nej. Det er forbandet svært at sige nej.
I har brug for en organisation, der kan sige nej. Lær at argumentere. I interne diskussioner hjælper det ikke, at I er pæne ved hinanden. Det er nødvendigt at have det rigtige perspektiv og drage de praktiske konklusioner. Jeg vil meget hellere have, at I laver fejl, end at I slører. For hvis I slører, vil I aldrig finde ud af, hvad der er rigtigt. Hvis I er klare på de praktiske konklusioner, så har i en mulighed for at afprøve dem.
Jeg har en simpel regel. Før enhver demonstration eller strejke gætter jeg på, hvor stor den vil blive og hvordan den vil forløbe. Altid. For at sige det ligeud, så tager jeg altid fejl. Men det er jeg helt ligeglad med, for det giver mig anledning til at stille spørgsmålet: “Hvorfor tog jeg fejl?” Det er utroligt vigtigt i enhver situation at gøre sig klart, hvad man forventer, der skal ske. For eksempel, vi går til en fredsdemonstration, fordi vi forventer at sælge 50 aviser og rekruttere 3 nye medlemmer. Vi rekrutterer ikke tre medlemmer. Så kan vi sige, at det er dumt at tro, at man kan rekruttere fra en demonstration.
Et andet eksempel: I sælger aviser foran en arbejdsplads, fordi I sælger 140 aviser lige oven på en strejke. I forventer at rekruttere 3 af dem. Men I rekrutterer ingen, bare fordi I kunne sælge aviser. I kan så konkludere, at I kun kan rekruttere tilfældige personer og ikke specielt fra en arbejdsplads. Jeg er ikke spor bekymret over at begå fejltagelser. Men det bekymrer mig, hvis I slører.
Jeg er helt overbevist om, at grunden til, at jeg korn frem til nedgangsanalysen så hurtigt, var, at jeg skrev en bog kaldet opsvinget – det er ikke dens titel, den hed “The Crisis”, men den handler om, hvorfor opsvinget bare går derudad. Fordi jeg skrev den i 1975, kunne jeg i 1977 efter brandmands-strejken konkludere, at det var helt galt.
Sagens kerne er at have en sans for realiteterne. Det er derfor, det bekymrer mig utroligt meget, når folk fortæller om fraktionskampe og forgiftede stemninger i deres organisationer. Det betyder nemlig, at de ikke kender sandheden om sig selv. Sandheden er, at I er så små organisationer, så hvad er den store tragedie i, at I har forskellige holdninger til arbejdsløsheds- eller fredsdemonstrationer. En af jer har ret, og den anden tager fejl. Men det er ikke afgørende, om I har ret. Selv om I har ret i forhold til en demonstration, vil det alligevel ikke betyde de helt store resultater. Og hvis I tager fejl, er det ingen katastrofe. Jeg siger ikke, at I skal gøre det, I synes er forkert. Men det er ingen katastrofe, hvis I tager fejl. Derfor må I behandle uenighederne om, hvordan I praktisk griber den eller den demonstration an, meget afslappet og smile til hinanden.
1. Pariserkommunen – en opstand i Paris, hvor byens arbejdere og håndværkere tog magten i byen. Erfaringerne fra Pariserkommunen kom til at få en meget væsentlig for Marx’ og Lenins opfattelse af staten. Læs K. Marx: Borgerkrigen i Frankrig, eller Lenin: Staten og revolutionen.
2. 1. verdenskrig, som brød ud i august 1914
3. “The Sun” er en formiddagsavis, der svarer til BT.
4. Moskva-processerne er en fællesbetegnelse for den udrensning, som Stalin foretog af de gamle bolsjevikker i det russiske kommunistparti i midten af 30’erne.
5. Kommunistisk forbund var den sammenslutning, som Marx arbejdede i i 1848, og hvis program, Det kommunistiske manifest, han skrev samme år.
6. Minearbejderne i Storbritannien strejkede et år i 1984-85 mod lukninger og fyringer. Havnearbejderstrejken var en sympatiaktion med minestrejken. Den ebbede dog ud efter en uge.
7. 25. oktober er datoen for den russiske oktoberrevolution i den daværende russiske kalender. Det svarer til d. 7. november i vores kalender.
Sidst opdateret 2.4.2015