Sidste del af kapitel 6 i Portugal at the Crossroads i tidsskriftet International Socialism (1st series), issue 81-82, september 1975, p. 31-33.
Genoptrykt i Tony Cliff: International Struggle and the Marxist Tradition, Selected Works Vol.1, Bookmarks, London 2001, pp.219-310.
Oversat til dansk af Jørgen Lund. Fotokopi af manuskript, februar 1981.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 28. dec. 2014. (Der er foretaget mindre rettelser i oversættelsen til web-udgaven.)
Når den er kommet arbejdere, lejere, skolebørn osv. til hjælp, minder hærens aktiviteter, især COPCONs, meget om de aktiviteter, som udøves af mange arbejderråd under tidligere revolutioner.
For det første er rådenes centrale rolle under en revolution almengørelsen af arbejdernes kamp.
Der har faktisk udviklet sig arbejderråd i næsten alle de tilfælde i dette århundrede, hvor en revolutionær situation har udviklet sig, og hvor arbejderklassen har spillet en stor rolle.
I Rusland i 1905-6 dukkede sovjetterne (ordet betyder “råd”) op for første gang. I 1917, efter at zaren var styrtet i februar, optrådte de atter, i langt større målestok, og der fandtes også snart soldatersovjetter, bondesovjetter og frem for alt arbejder- og soldatersovjetter. Som alle ved, foregik Oktoberrevolutionen under parolen “Al magt til sovjetterne”.
Disse sovjetter bestod af valgte delegerede fra arbejdspladser, regimenter osv. og også af repræsentanter for de politiske partier, som var baseret på arbejderklassen og bønderne. De repræsenterede arbejderklassens aktive styrke og i mindre grad bøndernes. Fordi de var oprettet nedefra af arbejdere og bondesoldater og ikke ovenfra gennem et bureaukratisk dekret, var der ikke to sovjetter, som var helt ens i deres sammensætning og struktur. De var levende og skiftende organisationer, som var opstået for at imødekomme særlige behov og under indflydelse af forskellige politiske ideer.
De var imidlertid ikke svar på særlige russiske forhold. Tyskland i 1918 var i nogle henseender næsten Ruslands direkte modsætning. Det var et højt industrialiseret land i modsætning til Rusland, som overvejende var et landbrugsland. Det havde i lang tid haft en stærk arbejderbevægelse, som opererede fuldt lovligt under betingelser, som var ganske anderledes end arbejdernes betingelser under zaren. Alligevel opstod det tyske modstykke til de russiske sovjetter – Arbeiter- und Soldatenräte – hurtigt, efterhånden som kejserstyret krakelerede. “I de første dage af Novemberrevolutionen [1918] valgtes der arbejder- og soldaterråd på alle værksteder, miner, dokker og kaserner,” forklarer en historie om perioden. [65]
I Spanien opstod der i juli 1936 arbejder- og bondekomiteer, efterhånden som de militære og fascistiske styrker under Franco forsøgte at vælte Folkefronts-regeringen og knuse arbejder- og bondebevægelserne:
I alle byer og i de fleste landsbyer i Spanien fungerede lignende komiteer under forskellige navne ... De var udpeget på forskellige måder. I landsbyerne, på fabrikkerne og byggepladserne havde man sommetider taget sig tid til at vælge dem, i hvert fald summarisk ved et fællesmøde. I alle tilfælde havde man sørget for, at alle partier og fagforeninger var repræsenteret i dem ... fordi komiteerne på én gang repræsenterede arbejderne som helhed og den samlede sum af deres organisation. [66]
Under den ungarske revolution i 1956, hvor betingelserne var nogle helt andre, spillede arbejderrådene atter en central rolle:
På revolutionens tredje dag, den 26. oktober, oprettede folk overalt institutioner, som skulle give udtryk for deres nye magt. De dannede “revolutionære råd” i byerne, landsbyerne og i de forskellige bydele, ved dagblade og i ministerier, på universiteter, på kollektivbrugene og, vigtigst af alt, på fabrikkerne. [67]
Disse eksempler, som selvfølgelig ikke er udtømmende, viser, at arbejderrådene (og arbejder-soldaterrådene, arbejder-bonderådene osv.) er opstået under vidt forskellige betingelser, som imidlertid har én ting til fælles: En revolutionær situation. Helt klart opfylder de nogle behov, som ikke opfyldes i andre af arbejderklassens organisationsformer.
Det er ikke vanskeligt at forstå, at ét aspekt af dette er det behov, der opleves, for at skabe repræsentative, klasseomspændende organisationer, som i en vis udstrækning kan forene arbejderne som helhed og den samlede sum af deres organisationer. Arbejderråd kan i virkeligheden slå bro over isolationen mellem arbejdere på forskellige arbejdspladser og inden for forskellige brancher, fag og erhverv.
Da arbejderrådene nødvendigvis må generalisere kampen, og da der under en revolutionær situation ikke findes nogen kløft mellem økonomiske og politiske kampe, kan arbejderrådet ikke undgå at få betydning for hvert eneste aspekt af arbejdernes kampe, det være sig store eller små.
Vi kan give nogle eksempler fra Petersborg-sovjettens virksomhed under revolutionen i 1905:
Et par år efter begivenhederne skrev rådets tidligere formand Trotskij: “Sovjetten var den akse, alle begivenheder kredsede om, alle tråde samledes i den, hver eneste opfordring til aktion udgik fra den.” [68]
Sovjetten optrådte først og fremmest som fælles strejkekomité for Petersborg både i oktober og december. Den organiserede bevæbningen af arbejderne. Den organiserede byens fødevareforsyninger. Den organiserede massedemonstrationer. Den ledede kampagnen for frigivelse af politiske fanger. Den organiserede en kampagne til forsvar for pressefriheden. Den ledede kampen for 8-timersdagen. Den “optrådte som mellemmand i stridigheder mellem individuelle arbejdere og deres arbejdsgivere”. [69]
Selv de mindste ting, der havde betydning for arbejderne blev taget op af sovjetten:
Sovjettens lokaler var altid propfulde af folk med ansøgninger og klager af alle slags – for det meste arbejdere, tjenestefolk, butiksmedhjælpere, bønder, soldater og søfolk ... En gammel kosak fra Poltavaprovinsen klagede over at være uretfærdigt behandlet af prinserne Repnin, som i 28 år havde udbyttet ham som kontormand og derefter afskediget ham uden grund. Den gamle mand bad sovjetten om at forhandle med prinserne på hans vegne. Konvolutten, som indeholdt denne mærkelige anmodning, var simpelthen adresseret til “Arbejderregeringen, Petersborg”, og alligevel blev den omgående besørget af det revolutionære postsystem. [70]
Selvfølgelig kan det store flertal af arbejderklassen kun vindes for ideen om et råd på en meget praktisk måde: Rådet må ses som et uundværligt middel til løsningen af alle arbejderklassens umiddelbare problemer som øjeblikkets store politiske spørgsmål.
MFA har tydeligvis ikke det sammenhold, den effektivitet og direkte rod i masserne som et arbejderråd eller soldaterråd. Men ved at optræde som en erstatning, en substitut, forhindrede MFA i temmelig lang tid arbejderne (og soldaterne) i at udfolde bestræbelser på at opbygge et rigtigt råd.
I løbet af de sidste 18 måneder har arbejderklassen stablet meget stærke lokalorganisationer, arbejderkommissionerne, på benene på hver fabrik. Indtil nu har disse kommissioner været i stand til at vinde de fleste af de mere simple økonomiske slag, som arbejderne har udkæmpet, især fordi direktørerne i mange tilfælde er flygtet ud af landet, og staten af andre grunde ikke har været i stand til at træde ind på direktørernes side. I én forstand mente de portugisiske arbejdere endnu ikke, at de havde brug for sovjetter.
Den kendsgerning, at staten, og særlig hæren, ikke har været i stand til at skride ind mod arbejderne, har gjort situationen yderligere forvirret. Staten er så svag, at arbejderne i praksis har været i stand til at tiltvinge sig væsentlige indrømmelser fra statens side, f.eks. Republica.
Den kendsgerning, at MFA er blevet tvunget til indrømmelser, har givet næring til mange arbejderes tro på, at den på en eller anden måde står på deres side, og at de kan stole på, at hæren vil løse deres problemer for dem, i stedet for at indse nødvendigheden af at stole på sig selv.
Så selv om de portugisiske arbejdere ser sig selv som en klasse, med egne interesser at forsvare, betragter de slet ikke disse interesser som så forskellige fra andre klassers, at de kræver oprettelsen af egne klasseorganer.
Et eksempel på dette er kuppet den 11. marts (1975). Da nyheden herom nåede ud til fabrikkerne, styrtede arbejderne til militærforlægningerne og krævede våben til at forsvare sig med. Forsøget løb imidlertid ud i sandet, og man kunne tro, at de venstreorienterede officerer i hæren havde været ansvarlige for, at kuppet blev slået ned. Hvis kampene havde varet et par timer længere, ville forholdene have tvunget arbejderne i Lissabon til at begynde at organisere sig på klassebasis.
Fordi tingene endnu ikke er blevet stillet kraftigt op som klasseproblemer, har mange af arbejderklassens mest aktive aktivister, særligt medlemmerne af PS og PC (Socialist- og Kommunistpartiet), set deres politiske problemer i lyset af deres partiinteresser, idet begge partierne har været i stand til at kombinere forskellige klassers interesser. Således har aktivister inden for fagforeninger og på fabrikker skændtes om deres respektive partiers fortrin frem for om arbejderklassens behov.
De revolutionære i Portugal, som indser nødvendigheden af at opbygge spiren til en proletarisk organisation, er endnu ikke stærke nok dér, hvor det virkeligt har betydning – i nøgleindustrierne – til at tage initiativ til opbygning af sovjetter.
Også inden for hæren, på trods af at soldaterne i nogle enheder har et meget stort ord at skulle have sagt, har officerernes venstreorienterede træk betydet, at spørgsmålet om demokratiske valg af delegerede og af officerer har forekommet de mindre politiserede soldatermasser at være unødvendigt.
MFAs centrale betydning i så mange uger og måneder var ikke et uundgåeligt fænomen, der var overhistorisk bestemt.
Det var et produkt af mangler i arbejderklassens bevidsthed og organisation. Først og fremmest var det produktet af PC- og PS-ledernes aktiviteter, som forhindrede en ægte, uafhængig proletarisk bevægelse i at opstå.
Arbejderklassen i Portugal har uden tvivl styrke til at opbygge en massebevægelse, som ville være i stand til at omstyrte kapitalismen og udforme fremtiden. Kommunistpartiets ledere besad med den høje prestige, der var vokset igennem årene med kampen mod fascismen, afgjort den tillid fra masserne, der var nødvendig for at opbygge en sådan bevægelse, hvis de ville. Men det ville de ikke. I stedet manipulerede de masserne og skadede deres initiativ, selvtillid og selvbevidsthed. Kommunistpartiets ledere ønskede en kombination af bonapartisme [a] i toppen og centrisme i bunden.
MFAs fremherskende rolle i det politiske liv i landet skabte et dødvande, hvor de dominerende partiers ledere kan lege politik uden at blive tvunget til en virkelig prøve i meningsfuld kamp. Manøvrering og intrigering trådte i forgrunden. Dette desillusionerede massen af arbejdere, inklusive avantgarden.
En sådan situation kan selvfølgelig styrke MFAs lederes forsøg på at prøve en bonapartistisk løsning for at overvinde krisen: At sætte hæren over samfundet og kontrollere det ved hjælp af geværer. Denne vej fører imidlertid ikke til nogen social stabilisering i Portugal i en overskuelig fremtid. Portugals regering er i dag lige så ustabil som Kerenskij-regeringen i Rusland i 1917. Da Lenin kaldte Kerenskij-regeringen en bonapartist-regering, gjorde han det ganske klart, at den var meget forskellig fra Napoleon I’s (1799) eller hans nevø Napoleon III’s (1849). Kerenskijs bonapartisme var langt mindre stabil og varig.
Den russiske bonapartisme i 1917 adskiller sig fra begyndelsen af den franske bonapartisme i 1799 og 1849 i flere henseender, som f.eks. det forhold, at der her ikke er blevet fuldført en eneste af revolutionens væsentlige opgaver. Kampen for at løse landbrugsspørgsmålet og de nationale spørgsmål er først nu ved at tage form. [71]
Kerenskijs bonapartisme var meget ustabil, da den ikke løste nogen af landets grundlæggende sociale problemer, og proletariatets magt langtfra var udtømt. Det samme gælder for den portugisiske bonapartisme.
Socialistpartiets ledere har haft en endnu mere katastrofal indvirkning på MFA. Hvis kommunistpartiets ledere er reformister, der stiler mod at styrke den moderate venstrefløj inden for MFA, så gør Socialistpartiet deres bedste for at styrke MFAs højrefløj. Dette er betydningen af Ardunes’ dokument.
Parolen “Enhed mellem folket og MFA” kan være tveægget: Ikke blot kan hæren påvirke folket, men den kan også påvirkes af det. Derfor må en højreorienteret massebevægelse få ødelæggende konsekvenser for officerer og menige i hæren. Dette er tankegangen bag de fascistinspirerede angreb på Kommunistpartiets kontorer i Nordportugal i løbet af de seneste uger. Deri består faren ved Socialistpartiets dyrkelse af reaktionen og Kommunistpartiets manipulering og manøvrering, som tjener reaktionen. Det ser ud til, at, at et væsentligt antal officerer og menige, f.eks. i øjeblikket i Nordportugal, er påvirket af højreorienterede ideer og holder sig tilbage, når der rettes voldelige angreb mod Kommunistpartiets og andre venstrefløjsorganisationers kontorer.
Hverken Kommunistpartiets eller Socialistpartiets ledere indser de virkelige farer ved deres koncentrering af virksomheden omkring officererne, mens de kun siger lidt om de menige soldater. Begge grupper af ledere søger en illusorisk styrke ved at identificere sig med den ene eller den anden gruppe af hærens officerer. Militær reformisme ledsager den parlamentariske reformisme. Lederne for Kommunistpartiet og Socialistpartiet glemmer, at deres chilenske modstykke i tre lange år prædikede “hærens og folkets enhed”.
Revolutionæres pligt er at underordne alt under de menige arbejderes, soldaters og søfolks kollektive vilje. Dette kan bedst udtrykkes gennem arbejderklassen selvstændige organisationer – rådene.
MFAs opløsningsproces vil være til hjælp for de revolutionære, hvis de er klare over nødvendigheden af proletariatets uafhængighed og er opmærksomme på, hvordan situationen er ved at ændres. MFA bliver mindre og mindre i stand til at kontrollere officerskorpset, så at dens kontrol over de menige i hæren er ved at glide den af hænde. Det er blevet vanskelige og vanskeligere at gennemføre den militære disciplin, efter at tropperne har deltaget i demonstrationer og nægtet gå imod arbejderne, og ofte har sluttet sig til mængden, når de er blevet sendt ud mod arbejderne og har hilst den med knytnæve-hilsenen.
MFA-officerernes valgmuligheder er vidt åbne. Nogle kan gå ind i arbejder- og soldaterrådene, andre vil desværre gå mod højre.
I virkeligheden eksisterer MFAs papir-enhed ikke mere. MFA har altid været splittet – selv i perioden umiddelbart efter 11. marts. Imidlertid skete der for nylig en afgørende ændring. Indtil de sidste par måneder har MFA stort set været inddelt i følgende fire grupper: 1) Højre, 2) Bonapartister, 3) Kommunistpartiet, 4) Revolutionære. Da den bonapartistiske og Kommunistpartiets vej viste sig at være illusoriske, blev MFA polariseret mellem Højre og Venstre, således at størstedelen af officererne stod til højre.
Efterhånden som klassekonflikten skærpes, vil de væbnede styrker blive mere og mere inddraget i den. MFA vil stå i en stadigt vanskeligere situation, da den afspejler skillelinjerne i samfundet. Arbejderklassen vil i stadigt højere grad forstå, at “enheden mellem folkets og De Væbnede Styrkers Bevægelse (MFA)” ikke er nogen dækkende parole; at den eneste alliance, som kan vinde og forsvare revolutionen, er den revolutionære alliance mellem arbejdere og soldater, organiseret i demokratiske råd; at proletariatets diktatur er det våben, hvormed virkelig frihed og socialisme kan opnås. [b]
a. Bonapartisme efter Napoleon Bonaparte. Udtryk for den situation, hvor officererne efter en revolution påtager sig forsvaret I diktatorisk form. I Frankrig efter den borgerlige revolution blev det overgangen mellem massemobilisering og radikalitet og borgerlig kontrarevolution frem mod monarkiets genetablering. Udtrykket bruges i debatter til at udtrykke officersklikers hensigt om diktatur.
b. Gennemskrevet med enkelte rettelser. Februar 81. JL
65. E. Anderson: Hammer or Anvil, London 1945, p.43.
66. P. Broué og E. Témime: The Revolution and the Civil War in Spain, London 1971, p.127.
67. C. Harman: Bureaucracy and Revolution in Eastern Europe, London 1974, p.137.
68. L. Trotskij: 1905, New York 1971, p.104.
69. samme, pp.105-112, 155, 107, 109, 136-137, 124, 125, 140-146, 179-186, 252.
70. samme, pp.222-223.
71. V.I. Lenin: Collected Works, vol.25, Progress Publishers, Moskva 1964/74, p.225.
Sidst opdateret 2.4.2015