Fra introduktionen til International Socialism, nr. 61, juni 1973.
Oversat og forkortet af Jørgen Lund til Modkraft Bibliotekets Tony Cliff: Den afbøjede permanente revolution, oktober 2014.
Kopieret til Marxisme Online, 12. dec. 2014 efter aftale.
Folk taler ofte om nødvendigheden af at “udvikle teorien”. I virkeligheden er marxistisk teori ikke udviklet på grundlag af et generelt ønske om at teorisere: Den vokser som svar på faktiske problemer, som marxister står overfor.
Begivenhederne udviklede sig i efterkrigstiden på tre afgørende måder, som var overraskende og uforudsete for revolutionære, især for dem i den trotskistiske tradition. For det første var der stalinismens overlevelse og udvidelse, dannelsen af et dusin nye stalinistiske stater, nogle ved hjælp af den russiske hær, nogle ved nationale bevægelser under stalinistisk ledelse. For det andet var der den vestlige kapitalismes forlængede ekspansion, som var uden fortilfælde. For det tredje var der den hurtige og – stort set – relativt fredelige omformning af stormagternes tidligere kolonier, som havde dækket det meste af Asien og Afrika, til staterne i den nuværende “tredje verden”.
1960’erne var perioden, i hvilken illusionerne om tredje verdens “socialismernes” virkelighed og muligheder var på deres højeste. Især inden for “nye venstre”-kredse repræsenterede Kwame Nkrumah, ’Bung’ (Kammerat) Sukarno, Ben Bella, Fidel Castro og selvfølgelig formand Mao [a] socialismens “nye opstigende kræfter”. Hvad disse faktisk havde til fælles, var anti-imperialistisk retorik. At sætte lighedstegn mellem socialisme og antiimperialisme og at omfavne denne blandning af diverse selvherskere – til tider blev det udvidet til at omfatte Nehru, Bandaranaike og Tito [b] – var en del af en tendens til at tage afstand fra arbejderklassen som den kraft, der har muligheden for at opnå socialisme.
Mange af folkene i “det nye venstre” kom fra kommunistpartiet eller dets periferi. Den bølge af desillusion over for Rusland, som fulgte i kølvandet på den ungarske revolution i 1956, Khrusjovs [c] undsigelse af Stalins forbrydelser og den russisk-kinesiske splittelse, førte til “det nye venstre”.
De tilpassede sig let til en “3.-verdens-opfattelse” (“third worldism”), der gik hånd i hånd med en vægt på de intellektuelles, planlæggernes eller “deklasserede” elementers rolle i de udviklede kapitalistiske lande, snarere end arbejdernes.
Mandel-tendensens [d] “trotskister” havde også besluttet, at omdrejningspunktet for “verdensrevolutionens jordskælv” var flyttet til “den tredje verden”. Særlig ukritisk faldt de i henrykkelse over Castro og Ben Bella, som de tidligere var henrykkedes over Tito og snart skulle det blive over Ho Chi Minh. [e] Gendrivelsen af mytologien om den “anti-imperialistiske lejr” var en nødvendig del af forsvaret for de grundlæggende marxistiske ideer, som det i virkeligheden stadig er det.
I Den Permanente Revolution tager Cliff et beslægtet problem op – værdien af “Trotskijs største og mest originale bidrag til marxismen” i lyset af de kinesiske og cubanske revolutioner, som – efter det ydre at dømme – synes at gendrive det. Dette er en af de bedste af alle Cliffs artikler. Med kendsgerningerne nedbryder Cliff afgørende det, der taler for den “proletariske” karakter af disse revolutioner, og imod alle de forskellige revisionistiske tendenser slår han igen fast, “at selve marxismens kerne er det faktum, at den sociale revolution er arbejderklassens eget værk, er resultatet af, at proletariatet bliver historiens subjekt og ikke dens objekt.”
Tilbage bliver et spørgsmål stående: forudsat at disse revolutioner ikke var proletariske, og at de regimer, der opstod af dem er statskapitalistiske, er de så ikke desto mindre forholdsvise progressive? Dette er et kompliceret spørgsmål. Det maoistiske regime opnåede national enhed og uafhængighed for Kina, det er ubestridt progressive skridt i sig selv. De har endvidere forsøgt at industrialisere landet. Det har, med marxistiske begreber, gennemført hvad der svarer til en europæisk borgerlig revolution, for så vidt dette kan lade sig gøre i det tyvende århundrede. For Marx var de borgerlige revolutioner progressive, selv når de var delvise eller forvrængede, fordi de var nødvendige for kapitalismens fulde udvikling, for en verdens-omformende vækst af produktivkræfterne. Men sådan en udvikling er næppe mulig i dag i den “tredje verden”, hverken på grundlag af “privat”-eller af statskapitalisme. Og på trods af dens relative progressive træk, set ud fra et isoleret Kinas synsvinkel, er den internationale effekt af maoismen, dens effekt på arbejdeklassen, reaktionær.
Det er desværre nok for meget at håbe på, at Cliffs redelige undersøgelse af kendsgerninger fra et historisk materialistisk standpunkt, vil opløse de maoistiske myters tåger på den bløde venstrefløj. Rødderne til myterne er følelsesmæssige, ikke rationelle, og lysten til myter har mere at gøre med begivenhederne i Europa og med afsky for klassepolitik, end med hvad der sker i Kina.
Duncan Hallas, juni 1973
a. Kwame Nkrumah, ‘Bung’ (Kammerat) Sukarno, Ben Bella, Fidel Castro og formand Mao var politiske ledere efter uafhængighedskrige i hhv. Nigeria, Indonesien, Algeriet og Folkerepublikken Kina. Stater, der sammen med note b’s stater, var ledende inden for de alliancefrie landes bevægelse fra midt 50’erne.
b. Nehru, Bandaranaike og Tito var tilsvarende ledere af Indien, Ceylon/Sri Lanka og Jugoslavien.
c. Nikita Khrusjtjov efterfulgte Stalin som russisk førstesekretær for kommunistpartiet (1953-64).
d. Mandel-tendensen: fra midt i 50’erne til sin død i 1995 var belgieren Ernest Mandel ledende medlem af det trotskistiske Fjerde Internationale.
e. Ho Chi Minh, stifter af det vietnamesiske kommunistparti og leder af Nordvietnam til sin død i 1969.
Sidst opdateret 2.4.2015