Udgivet 1995 af Internationale Socialisters Forlag.
OBS: Alle adresser, telefon- og fax-numre er forældede!
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 7. dec. 2014.
Derfor laver og sælger vi Socialistisk Arbejderavis
IS’ Boghandel: Hvordan vi forbinder teori og praksis
John Molyneux: Marxism and the Party, Bookmarks 1986, 192 sider, 60 kr.
Tony Cliff: Lenin, Bind 1: Building the Party, Bookmarks 1986, 398 sider, 115 kr. [Køb bogen på forlaget Modstand.org]
Tom Christiansen: Ti år for Socialisme, IS-Forlag 1995, 42 sider, 15 kr. [Køb pjecen på forlaget Modstand.org]
Tim Robinson: Hvorfor du bør være internasjonal sosialist (norsk), Internasjonale Sosialister 1994, 18 sider, 10 kr.
Chris Harman: Den revolutionære avis, IS-Forlag 1995, 52 sider, 20 kr. [Køb pjecen på forlaget Modstand.org]
Chris Bambery: The Case for the Socialist Newspaper, Socialist Worker 1995, 24 sider, 12 kr. [Køb pjecen på forlaget Modstand.org]
Alle titler kan fås gennem IS-Forlag, Postboks 642, 2200 København N. Tlf.: 31 35 67 91/Fax: 35 37 80 95. [Se forlaget Modstand.org]
At opbygge en revolutionær organisationen er ingen nem opgave. Først og fremmest er revolutionære presset af omgivelserne.
Både af alle dem, som hader revolution og socialisme, magthavere, politikere og fagforeningsledere. Men også af vores venner, kammerater, familie, kolleger og studiekammerater, som måske gerne vil have et bedre samfund, men ikke tror på revolution.
Det stiller store krav til revolutionære i dag. På den ene side skal vi modstå presset udefra og fastholde vores revolutionære ideer. På den anden kan vi ikke tillade os, at isolere os fra omverdenen. Vi kan kun skabe et socialistisk samfund, hvis vi kan forbinde os med de mange, som i dag ikke er enige med os. Vi må som revolutionære organiseres os i en form, som gør os i stand til på en gang at fastholde og videreudvikle en revolutionær, socialistisk politik og samtidig komme i dialog med omverdenen.
Heldigvis behøver vi ikke famle os frem i blinde for at finde den bedste måde at gøre det på. Igennem tiderne har mange revolutionære været i gang med den samme opgave, som vi er i dag - nemlig at opbygge et revolutionært parti. Og heldigvis for os er mange af deres erfaringer, nogle af dem dyrt købte, stadigt tilgængelige, så vi ikke behøver at begå de samme fejltagelser, som tidligere er begået.
“Håndbog for partiopbyggere” er baseret på erfaringer med opbygningen af revolutionære organisationer. Det, der står i denne håndbog, dækker ikke kun over, hvordan den enkelte forfatter nu synes, at man kan gøre det. Der ligger mange års erfaring, blod, sved og tårer bag.
De råd og vejledninger, der er i pjecen, er derfor ikke nogen man kan vælge fra eller til alt efter, om det nu lige passer ind i den måde, man i Sdr. Omme har valgt at arbejde på. Metoden til at bygge op er generel – ikke bare for IS i Danmark, men for IS-grupper overalt i verden. Fra Seoul i Sydkorea, Johannesburg i Sydafrika, Chicago i USA til Brønderslev i Danmark.
Som en håndbog skal, fokuserer “Håndbog for partiopbyggere” på den praktiske side af partiopbygningen, nemlig om: Avisen, som redskab i partiopbygningen; Sådan skriver du til avisen; Hvordan organiserer man et afdelingsmøde; Om at holde oplæg og Boghandlerens opgave i afdelingen. Den politiske argumentation for, hvorfor vi har brug for et revolutionært parti og en gennemgang af de historiske erfaringer, kan læses i bl.a. den litteratur, der er angivet på side 2.
Det betyder ikke, at gamle medlemmer ikke behøver at læse videre herfra. Tværtimod har de medlemmer, som tror, de “har tjek på det hele”, måske nogle særlige grunde til at læse håndbogen. Enten for at korrigere deres opfattelse og gøre op med gamle uvaner. De vanskeligste elever, en kørelærer er udsat for, er folk, som skal generhverve deres kørekort. Her er det nemlig ikke et spørgsmål om at lære folk at køre bil, men om at pille de dårlige vaner ud af dem. Sådan er det sikkert også med partiopbyggere.
Den anden grund er, at gamle som nye medlemmer kan bidrage med at gøre denne håndbog endnu bedre. Erfaringer og forslag til ændringer til håndbogen skal være meget velkomne.
Tom Christiansen, 8. september 1995
IS’s vigtigste enhed er afdelingerne. Det er i afdelingerne, at IS’s aktiviteter planlægges og organiseres.
Det er her, vi støber de politiske kugler til vores diskussioner med omverdenen, diskuterer vores erfaringer med vores aktiviteter, og der er her vi trækker nye medlemmer til organisationen. At være medlem af IS er derfor at være aktiv i en afdeling og i dens aktiviteter først og fremmest avissalget.
De næste afsnit i denne håndbog handler derfor om arbejdet i afdelingerne.
Men en del medlemmer bor i områder, hvor der ikke er en afdeling. Men de betyder ikke, at man ikke kan gøre noget. Mange af de aktiviteter, der er omtalt i pjecen, kan man også gøre, når man er alene: sælge avisen, opbygge en kreds af faste læsere, arrangere offentlige møder, man kan tiltrække folk til, læse og sælge bøger og pjecer, som IS udgiver osv. Så selv om du er alene i en by – eller I er et par stykker – så læs alligevel videre i pjecen.
Men der er selvfølgelig også nogle særlige forhold, som gør sig gældende. Først og fremmest handler det om, at man ikke har så mange ressourcer og ikke har nogen at snakke IS-politik med til dagligt. Men her er nogle ting du kan gøre.
Alle kan som minimum sælge avisen. Og det er vigtigt, at man gør det, for avisen kan bedre end noget enkeltmedlem rumme en masse argumenter for, hvorfor socialisme er svaret på en verden i kaos, eller hvorfor man bør engagere sig i kampen mod nazisterne osv. At sælge avisen i en by er at gøre opmærksom på, at IS eksisterer, er levende og har en holdning til aktuelle spørgsmål. Avisen er IS’ ansigt udadtil. Så det første, du skal gøre for at bygge IS op i en by, er at sælge Socialistisk Arbejderavis. Du kan starte med at sælge til folk, man kender på sin arbejdsplads, skole, venner osv. Det kan du gøre, uanset om du har en organisation i ryggen eller ej. Det indebærer også den fordel, at du kan snakke med de folk, der har købt avisen om, hvad de mener om den. Og du kan sælge det næste nummer til dem.
At opbygge en sådan fast kreds af købere og læsere af avisen er første skridt til at opbygge en afdeling. Du kan jo fx. foreslå de faste købere at mødes og diskutere nogle af artiklerne igennem og gå aktivt ind i de aktiviteter, avisen beskriver: at mobilisere til en demonstration, deltage i en underskriftindsamling, samle penge ind til strejkende arbejdere, eller hvad det nu kan være.
Selv om du er alene, er det nogle gange muligt at sælge Socialistisk Arbejderavis offentligt. Prøv at sælge hver gang, der kommer en ny avis, på byens torv eller foran det lokale supermarked. Sælg også avisen, hvis du er til demonstration eller til andres møder. Hvis du bliver en kendt avissælger, sker det også fra tid til anden, at folk selv henvender sig til dig for at få at vide, hvad IS mener om dette eller hint.
Når man er alene i en by, eller man er lutter nye folk, som ikke kender så meget til IS’ politik, er det vigtigt, at man bruger tid på at sætte sig ind i den. Til det formål har IS et forlag, som udgiver bøger og pjecer om IS og den politiske tradition, vi er en del af. Sørg for selv at få læst, så meget som muligt. Men prøv også at sælge de nye udgivelser fra forlaget til dem, du diskuterer politik med. Foreslå et møde, hvor I diskuterer indholdet af en pjece.
Fra tid til anden kan det være en idé at tage turen til byer, hvor der er IS-afdelinger, gå til deres afdelingsmøder og diskutere politik med medlemmerne her. Ind imellem afholder IS regionale træf eller har landsdækkende seminarer. Det er en god idé, at du selv tager til de arrangementer for at diskutere med andre IS’ere. Men prøv også at få andre til at tage med. Det er en god anledning for dem til at stifte nærmere bekendtskab med IS.
En gang imellem kan det være en god idé at forsøge at holde et offentligt møde for at se, om man kan trække folk til organisationen ad den vej. Find et offentligt mødelokale i et beboer- eller medborgerhus, på en skole o.lign. Vælg et aktuelt mødeemne og få kontoret i København til at fremstille plakater og løbesedler og få dem til at finde en oplægsholder. Annoncér evt. i den lokale avis. Og så er det ellers med at få delt løbesedlerne ud og sat plakaterne op, hvor der kommer mange mennesker – specielt unge. Man skal selvfølgelig også sørge for at invitere den kreds, man diskuterer politik med.
På mødet er det vigtigt, at man får præsenteret IS, sælger aviser til deltagerne og får spurgt de mest interesserede om deres adresse og telefonnumre, så man i fremtiden kan komme i forbindelse med dem.
At opbygge en IS-afdeling fra bunden er en lang og sej proces, og resultaterne kommer ikke i løbet af en måned eller to. Men det kan godt lade sig gøre. Vores søsterorganisation i Norge havde gennem 5-6 år ét medlem i Bergen. I dag er der to afdelinger. Det kræver stor tålmodighed og udholdenhed, for der kan være mange hurdler undervejs. Nogle gange får man fornemmelsen af, at det går godt, fordi man har snakket med mange, der vil komme til et møde. Men når det kommer til stykket, dukker de alligevel ikke op.
Det kan også hænde, at folk, der melder sig ind, enten ikke er aktive eller hurtigt melder sig ud igen. Ens venner eller kammerater, som man troede var socialister, er måske ikke parate til at gøre noget i praksis. Nogen synes måske oveni købet, at man er åndssvag, når man melder sig ind i IS.
Men er man offensiv politisk, og får man snakket politik med mange mennesker, så kan man ikke undgå før eller siden at rende ind i en anden seriøs socialist, som vil ofre tid og kræfter på at opbygge en IS-afdeling. Det vigtigste er, at man er forberedt på, at det nogen gange kan tage lang tid.
På den anden side skal man også være utålmodig i den forstand, at ingen muligheder for at få nogle flere medlemmer skal være uprøvede. At det kan tage lang tid at opbygge en afdeling betyder ikke, at man skal sidde og vente på, at chancen dukker op af sig selv. Tværtimod, jo mere man gør aktivt for at komme i kontakt med interesserede, jo hurtigere vil det også gå.
Den vigtigste aktivitet i IS er at fremstille, sælge og bruge Socialistisk Arbejderavis. Vores evne til at opbygge en revolutionær organisationen hænger i sidste ende sammen med vores evne til at fremstille og bruge avisen udadtil.
Det er ikke nogen tilfældighed, men hænger snævert sammen med vores perspektiv om, at forandringer kommer fra neden. Socialismen kan ikke indføres fra oven eller gennemføres af en lille elitær gruppe, der slås på de manges vegne. En socialistisk revolution kan kun gennemføres, hvis det store flertal er aktive deltagere i både beslutningerne og gennemførelsen af revolutionen. I sidste ende er vores muligheder for at forandre samfundet afhængig af vores evne til at vinde folk for vores ideer og mobilisere andre til, sammen med os, at slås mod det kapitalistiske system. Det gælder ikke bare, når revolutionen står for døren. Det gælder også hver gang arbejdere, studenter eller andre vil have forbedringer eller bekæmpe nazisterne. Vi har med andre ord brug for en måde til at forbinde vores revolutionære politik med folk udenfor IS, og her er avisen det helt rigtige redskab.
Langt de flestes første bekendtskab med IS og vores ideer sker ved, at de møder IS’ere, der sælger Socialistisk Arbejderavis. Det er også gennem avisen, at vi kan udfordre de borgerlige ideer og fordomme. Modsat de borgerlige medier, som leverer letbenet underholdning og bekræfter de eksisterende fordomme om de arbejdsløse, flygtningene osv.
Gennem avisen kan vi give et andet og mere sammenhængende syn på, hvordan verden er skruet sammen, og hvad vi kan gøre ved den. Vi kan argumentere overfor blokadevagter i Esbjerg, at racismen splitter arbejderklassen og forringer mulighederne for en samlet kamp mod kapitalismen.
Avisen kan viderebringe langt flere argumenter og svar, end noget enkelt medlem kan have i hovedet.
Avisen kan ikke kun formidle ideer og argumenter til folk, der køber den. Vi kan også bruge Socialistisk Arbejderavis til at give nogle bud på, hvordan folk aktivt kan være med til at gøre en forskel. Og den kan være et redskab til at organisere indsamlinger til strejkende arbejdere, mobilisere til demonstrationer osv. Den kan også formidle oplysninger og erfaringer fra kampen i hverdagen til andre, der ønsker at slås mod kapitalismen. Avisen vil derfor ikke kun kunne trække folk til vores ideer og perspektiver, men også være med til at organisere aktiviteter udenfor IS.
Men Socialistisk Arbejderavis er også en organisator for IS-medlemmernes egne aktiviteter. Salget af den sikrer, at IS-medlemmer systematisk kommer i diskussion med folk, som er enige eller delvist enige med IS. Avisen er også et redskab til at gøre løse medlemmer mere aktive af to grunde. Afdelingens aktive kerne får nemlig lejlighed til diskutere med medlemmer, som ikke kommer til afdelingsmøderne, når de overbringer dem avisen. Og lykkedes det at overtale nye medlemmer til at sælge avisen, vil de også være mere tilbøjelige til at komme til afdelingsmøderne, fordi de på avissalg og i diskussioner med venner og kolleger vil støde ind i modargumenter, som de vil have brug for at diskutere med andre IS’ere.
Indholdet i avisen er også organiserende for medlemmerne. Forsiden giver hver 14 dag et politisk fokus for diskussioner i den kommende periode, og inde i avisen vil medlemmerne kunne hente oplysninger om, hvilke demonstrationer, blokader, seminarer osv. som vi er i gang med at mobilisere til.
Kort sagt er Socialistisk Arbejderavis omdrejningspunktet for IS’ aktiviteter og mulighed for at forbinde os med omverdenen.
Socialistisk Arbejderavis kan imidlertid ikke stå alene – den kræver, at der står en organisation bag både for at producere den og for at sælge og bruge den. Hvis den skal være mere aktuel og præcis, kræver det det en organisation, som kan melde tilbage, om avisen faktisk har kunnet bruges til det, den er beregnet til. Hvad har købere og læsere sagt om avisen. Vi skal også have medlemmer og andre læsere til at skrive mere til avisen i form af læserbreve og rapporter til “kampen i hverdagen”.
Det kræver, at afdelingerne på hvert møde diskuterer, hvordan det gik på sidste uges avissalg, og at de argumenter, som vi møder på avissalgene bliver vendt på mødet. Det stiller den enkelte IS’er stærkere i de kommende diskussioner, men det er også afgørende for, at avisen får den nødvendige respons.
Organiseringen af avissalget er den vigtigste opgave afdelingerne har overhovedet og den vigtigste aktivitet, som medlemmerne skal forholde sig til. Avissalgsorganiseringen falder i tre dele:
For det første skal avisen ud til alle, der vil og kan sælge den, med det samme avisen udkommer. Fra de sidste ord bliver skrevet, til afdelingerne får avisen er der allerede gået 3 dage. Hvis der yderligere går nogle dage før medlemmerne ser avisen, er meget af stoffet allerede uaktuelt, når de begynder at sælge avisen.
Det betyder, at afdelingerne skal holde afdelingsmøde den samme dag, som de får avisen. Det betyder også, at hjemmebesøg med avisen til medlemmer, som ikke kom på afdelingsmødet, skal ske senest to dage efter, avisen er kommet. Hvis hjemmebesøg med avisen bliver en fast rutine, bliver organiseringen af det efterhånden lettere. Hvis afdelingen derimod slasker med det, skal organiseringen af det starte forfra hver gang, og så bliver det pinefuldt hver eneste gang avisen kommer.
Den avisansvarlige skal have et kort over byen, hvor medlemmernes og kontakternes bopæl er tegnet ind. Det betyder, at det er nemt at finde ud af, hvem der nemmest kan fordele aviserne til hvem. Men avisrunderne skal ikke kun være en praktisk overlevering af 5-10 aviser. Besøgene skal også være med til at aktivisere de besøgte medlemmer og kontakter i afdelingernes aktiviteter, diskutere politik og trække løse medlemmer og kontakter tættere på organisationen.
Den avisansvarlige må alliere sig med 3-5 pålidelige kammerater, som kommer til de fleste afdelingsmøder, og som er parate til at gennemføre hjemmebesøgene ved de løse medlemmer umiddelbart efter, avisen er kommet.
For det andet skal alle medlemmer opmuntres til at sælge avisen på deres arbejdsplads eller uddannelsessted. Mange medlemmer har gennem tiden påstået, at de ikke regner med at kunne sælge avisen til nogen på deres arbejdsplads eller skole. Men det kan man ikke vide, før man har prøvet. Der er en del eksempler på, at flere personer fra en skole uden at kende hinanden har henvendt sig til IS for at blive medlemmer. I et tilfælde var der oveni købet et medlem i forvejen, som påstod, at han ikke kunne sælge aviser på den pågældende skole.
Det er ikke sikkert, at man kan sælge til ret mange, men folk på en arbejdsplads eller skole, der regelmæssigt køber avisen, kan vi diskutere politik med, samle penge eller underskrifter ind, mobilisere til demonstrationer eller blokader sammen med. Avissalget på ens skole eller arbejdsplads er den bedste måde at inddrage og mobilisere flere folk i aktiviteter og den bedste måde for en IS’er at blive lokalt kendt og forankret.
En måde at opmuntre folk til at sælge på deres arbejdsplads eller skole er, at der bliver snakket meget om det på afdelingsmøder - ikke med moralske argumenter, men ved at bruge de positive erfaringer og ved at diskutere med hvert enkelt medlem, hvordan vedkommende kan komme i gang med det.
For det tredje skal afdelingen organisere offentlige salg. Det vil sige salg på gaden, salg på universitetet, kollegier, arbejdspladssalg, salg til demonstrationer osv. Der er to typer af offentlige salg. Der er lejlighedssalg, dvs. salg ved demonstrationer, blokader, offentlige møder osv. Her samles folk, der ønsker forandring, og som mener, at deres tilstedeværelse kan gøre en forskel. Det er utroligt vigtigt, at de kommer til at lære IS at kende gennem salget af Socialistisk Arbejderavis. Vi skal derfor ikke bøje os for andre venstrefløjsorganisationers eller demonstrationsorganisatorers argumenter om, at de ikke vil have politik på demonstrationerne. En enkelt demonstration eller blokade ændrer sjældent ret meget i sig selv, og hvis de aktive folk ikke kommer i kontakt med vores videre perspektiv om, hvordan vi forandringer i samfundet, er det ikke sikkert de kommer til næste demonstration. Hvis vi ikke får solgt aviser til en demonstration er det derfor ikke sikkert, at vi får lejligheden til at sælge til dem senere, og vi har forspildt nogle muligheder.
Den anden type er det systematiske, tålmodige og regelmæssige salg på gaden, arbejdspladserne, kollegierne osv. Der er 2 vigtige regler for de salg.
1) De skal foregå regelmæssigt, samme sted, samme tid uge efter uge og med de samme avissælgere. I IS har vi på det seneste haft en tendens til at ville prøve nogle steder af i kortere eller længere tid. Hvis vi et par gange i træk ikke har solgt ret mange aviser foran en arbejdsplads, er vi tilbøjelige til at ville finde en ny arbejdsplads, “hvor klimaet måske er bedre at sælge avis i”. Men klimaet ændrer sig hele tiden på en arbejdsplads og avissalget kan svinge meget. Det vigtige med arbejdspladssalget er ikke, hvor mange vi sælger, men at vi får nogle faste købere og i sidste ende nogle medlemmer på arbejdspladsen. Så selv om vi måske kun sælger 2-3 aviser er det ikke spildt, hvis de samme personer køber avisen næste gang. De faste købere er det første skridt til at opnå indflydelse på den pågældende arbejdsplads. Selv om aviskøberne i dag er isoleret på arbejdspladsen, vil de være morgendagens strejkeledere.
Det samme gælder for salg på universitetet og på kollegiesalg, hvor det er helt afgørende at komme det samme sted hver gang, der kommer en ny avis. Notér navn og adresse på de, der køber avisen og spørg dem næste gang, hvad de synes om avisen, diskutér det, der står på forsiden med dem, spørg de faste købere, om de har lyst til at sælge avisen til deres venner og studiekammerater, diskutér med dem om at tage med på demonstrationer, blokader osv. På den måde kan vi bruge avisen til at komme i kontakt med enkeltpersoner på universiteterne og kollegierne. Vi får nogle at diskutere politik med og nogle, vi kan trække med i aktiviteter.
2) Avissalgene skal være levende og skal kunne tiltrække folks opmærksomhed. Brug skilte, megafoner, underskriftslister, indsamlingsbøsser og udtænk slagord, som er vedkommende for folk og tager udgangspunkt i folks bekymringer om fx nazisternes fremmarch, arbejdsløshed osv.. Folk er vant til, at politik ikke kommer dem ved. Det er vores opgave gennem slogans og slagord, at gøre politik til noget, der har med almindelige menneskers bekymringer og liv og levned at gøre.
At producere en avis hver 14. dag stiller store krav til organisationens økonomi. Regningerne komme væltende ind i stor hast. Det kan koste os dyrt i renter og gebyrer, hvis vi ikke betaler vores regninger til tiden. Penge som ellers kunne være gået til at styrke kampen mod det kapitalistiske system. I værste fald kan vi risikere, at vi ikke kan få trykt avisen, at der bliver lukket for telefon og strøm. Derfor har vi også brug for, at pengene fra afdelingens avissalg kommer ind hver 14. dag. Sløseri med pengene kan blive katastrofalt.
Men afregningen for avisen har også noget at gøre med, hvor seriøst vi opfatter avissalget. Folk, der ikke betaler for solgte aviser, er i mange tilfælde de samme, som heller ikke betaler deres kontingent, og det er folk, som ikke tager partiopbygningen alvorligt eller folk, der er på vej ud af organisationen.
Nye entusiastiske medlemmer er som regel også meget samvittighedsfulde med afregningen. Hvis de erfarer, at rutinerne omkring afregning for avisen ikke bliver taget seriøst, vil deres entusiasme forsvinde, og slaskeriet vil brede sig. Den avisansvarlige skal derfor på hvert eneste afdelingsmøde kradse penge ind for ugens avissalg, diskutere med dårlige betalere og sende pengene hver 14. dag sammen med en avisstatistik.
Avisstatistikken er også af afgørende betydning. For det første kan vi måle, hvor mange udenfor organisationen vi har en regelmæssig forbindelse til og dermed hvor stor en periferi, vi har. For det andet kan avissalget give os et fingerpeg om, hvilken stemning, der er i klassekampen. For det tredje siger avisstatistikken også noget om aktivitetsniveauet i organisationen. Avisstatistikken er derfor et helt uundværligt redskab for, at en afdelingsledelse kan finde problemerne i afdelingen og løse dem. Det er utænkeligt, at et arbejdsudvalg har noget som helst styr på, hvad der foregår i afdelingen, hvis den ikke er bekendt med, hvordan det går med avissalget. Et sådan arbejdsudvalg famler i blinde og arbejder ikke seriøst. Det samme gælder for organisationen som helhed, hvis vi ikke får en detaljeret landsstatistik, ved vi ikke noget om, hvordan det går, og vi kan derfor ikke arbejde seriøst.
En dårlig eller slet ingen avisstatistik dækker som regel over, at det går dårligt, eller at afdelingen ikke er overbevist om, hvor vigtig avisen er for opbygningen af afdelingen. Så en manglende eller slet ingen avisstatistik burde fortælle afdelingens arbejdsudvalg, at der er noget alvorligt galt, og noget der skal rettes op.
Alt dette virker enkelt og banalt og lige til at gå til. Og det er det i virkeligheden også. Hver for sig er der ingen af opgaverne, som i sig selv er særligt kompliceret. Men fordi, det er så enkelt, er det tit, at det bliver behandlet skødesløst, og avispunktet på afdelingsmødet er tit meget mangelfuldt forbe- redt. Og en skødesløs eller mangelfuld forberedelse betyder også, at organise- ringen af avissalget er mangelfuld.
Vi bruger mange kræfter og meget økonomi på at fremstille og fremsende en så aktuel avis som mulig. Og avisen er ikke en sur pligt, som skal sælges af rituelle grunde. Den er et enestående redskab for afdelingerne til at få flere medlemmer og vinde større indflydelse i klassekampen.
Socialistisk Arbejderavis tager sit udgangspunkt i, at forandringer kommer fra neden; fra folk der slås mod systemet.
Vi vil derfor gerne skrive om alle de beviser, der er på, at folk kæmper, fordi det er den bedste argumentation for, at man kan vinde forbedringer gennem kamp. For at få dækket et så bredt spekter af kampen i hverdagen har vi brug for indberetninger og artikler fra læsere, IS-medlemmer, folk i kamp osv.
Mange gange synes det som om, at en strejke eller en anden kamp skal være landskendt og refereres i de landsdækkende medier, á la Ri-bus før den er vigtig. Men intet kan være mere forkert. Når folk beslutter sig for kollektive kampskridt uanset hvor små, de måtte være, er det et brud med den triste hverdag. Det kan være første skridt i retning at blive revolutionær. En artikel fra et strejke et sted i landet kan være inspiration til strejker andre steder. Artiklerne kan videreformidle argumenter over for fagbureaukrater eller kolleger, der er tilbageholdende med at ville slås.
Hvis alle medlemmer tænker i at skrive til avisen, når de intervenerer i kampe, demonstrationer eller andre aktiviteter, så vil Socialistisk Arbejderavis hurtigt have et større antal journalister end de store borgerlige dagblade. En artikel kan være alt fra et udklip fra den lokale avis om et racistisk overfald til inside informationer fra en strejke.
Det ideelle ville være, at det var folk, der selv var involveret i kampene, som skrev rapporter til avisen. Men i dag er vi for det meste nødt til at forlade os på folk, at det er IS-medlemmer, der skal rapportere til avisen. Her er nogle råd om, hvordan DU laver en god og brugbar artikel:
1. Sørg for at få de basale facts med. Hvis det fx. drejer sig om en strejke, er det vigtigt at artiklen fortæller, hvilken arbejdsplads er der tale om, hvor mange arbejdere er involveret. Hvilken fagforening er de medlemmer af. Hvad handler strejken om. Er det en tidsbegrænset aktion, hvor længe, eller er den tidsubegrænset. Er der forhandlinger i gang. Hvilke aktiviteter er der planlagt. Er arbejdspladsen en del af en større koncern.
Det er ikke sikkert, at alle oplysningerne skal bruges i selve rapporten, men de er en forudsætning for at kunne skrive rapporten.
2. Opsøg de folk, der kæmper, og fortæl dem, at du skriver til Socialistisk Arbejderavis. Spørg dem om baggrunden for, at de slås, om de tidligere har været udsat for overgreb osv. Lyt godt efter, hvad folk siger, for der kan være oplysninger, der løfter rapporten op over et almindeligt referat. Fx. at arbejdsgiverne samtidig med, at de sløjfer en smøgpause har købt sig en ny dyr bil eller sommerhus.
3. Citér hvad folk har sagt, men husk at spørge folk, om de vil citeres. Det kan sagtens gøres anonymt, så ingen behøver at frygte at blive forfulgt af arbejdsgiverne eller, hvem det nu måtte være.
4. Vi ønsker også rapporter, selvom utilfredsheden ikke bliver omsat i strejkeaktioner. Faglige møder, vedtagelse af resolutioner, kampe, de bliver vundet bare med truslen om aktioner, alt sammen er med til at give et billede af situationen, vreden og strejkeniveauet.
5. Lad være med at bruge indforstået jargon uden at forklare det. Pas især på forkortelser, som kun giver mening i en fagforening, inden for studenterbevægelsen o. lign.
6. Prøv at inddrage de aktionerende i at skrive rapporten. Tag dem fx. med på et værtshus og diskutér, hvad der skal stå i den – få dem eventuelt til at skrive et udkast.
7. Hvis der er tale om en længerevarende kamp, så sørg for at få adresse, gironummer, telefonnummer osv. hvor støtte og udtalelser kan sendes hen.
8. Sørg for at rapporten bliver lavet og sendt med det samme – ikke ugen efter, at det hele er slut. Vi skal have rapporten på en diskette senest mandag morgen med posten, hvis den skal med i avisen, der kommer om onsdagen. Du kan sende den på fax 35 37 80 95, så har vi den med det samme. Eller du kan indtelefonere den, hvis du ikke er i nærheden af en fax, men stadig senest mandag morgen.
9. Du kan godt komme ud for, at din rapport bliver forkortet og i yderst sjældne tilfælde vil den måske ikke komme med. Vi har trods alt en begrænset plads. Men selv hvis det skulle ske, er det værdifuldt for organisationen og avisen at vide, hvad der foregår, og der kan være værdifulde oplysninger, som vi ellers ikke havde fået. Så bare fortsæt med at skrive til avisen.
10. Hvis en kamp fortsætter gennem længere tid, eller får nogle konsekvenser senere hen, er det vigtigt, at du følger op på det. Husk at lave en rapport til sidst, hvor resultatet fremgår, uanset om det eventuelt er et nederlag. Folk der ønsker at følge med i en kamp, skal ikke lades i stikken.
11. Kig i de lokale aviser. Der kan være strejker eller kampe, som du ikke har hørt om. Selv om en kamp er slut, så kontakt alligevel de kæmpende for at få flere informationer.
12. Ring ind til redaktionen, hvis du vil have mere råd og vejledning. Helst onsdag til fredag, hvor vi har mindst travlt.
Billedsiden af Socialistisk Arbejderavis er svag. For det første er vi for afhængige af pressebilleder, som vi ofte kun kan gengive i en ringe kvalitet. For det andet er der mange begivenheder, som pressen ikke tager billeder af. Når du derfor skal til en demonstration, skolebesættelse, blokade eller lignende, så tag et kamera med og få taget nogle billeder. Helst sort/hvid, men papirfarvebilleder kan også gå (hvis du tager dias, så få fotohandleren til at lave en papirkopi, regningen sender du til avisen).
Send billedet til avisen med nogle noter på bagsiden om, hvor og hvornår og i hvilken anledning billedet er taget. Ønsker du kopien retur, så skriv det.
Hvis du fx tager billeder af en demonstration, er det vigtigt ikke kun at tage billeder af menneskemængden. Det bedste motiv er, hvis du kan tage et billede af folk, der gør noget (klapper af en tale, råber slagord, sælger aviser eller diskuterer med andre).
Men avisen har ikke kun brug for rapporter. Læserbreve om alt muligt er mere end velkomne. Det behøver ikke nødvendigvis være debat, det kan også være en udtalelse fra din fagforening, studenterråd osv. eller en opfordring til forskellige former for aktivitet. Vi skal have læserbrevet i god tid – senest mandagen efter at avisen er kommet onsdag med morgenposten.
Hvis du har set en god film, læst en god bog eller set et godt teaterstykke, som du synes indeholder så meget politik, at den burde anmeldes i Socialistisk Arbejderavis, så ring til redaktionen, men igen helst onsdag til fredag.
Møder du andre gode historier om fx svindel i det lokale byråd eller andre ting, som viser noget om kapitalismens fortrædeligheder, korrumperede politikere, arbejdsgivere eller fagbosser o.lign. så skriv eller ring endelig til redaktionen. Er der mange, der sender os historier, er vi naturligvis nødt til at vælge blandt dem. Og derfor er det ikke sikkert, at alle kommer i Socialistisk Arbejderavis. Men som tidligere skrevet er det på ingen måde spildt arbejde. Der kan være vigtige oplysninger, som vi ellers ikke havde fået kendskab til.
Hvis du af redaktionen bliver bedt om at skrive en artikel til avisen, får du også en deadline og et linjeantal at vide. Det er meget vigtigt, at du omhyggeligt overholder den deadline, som du har fået, da det er helt afgørende for, at vi kan planlægge redaktionens arbejde. Hvis du ikke kan overholde deadline på grund af uforudsete begivenheder, er det meget vigtigt, at redaktionen får besked så hurtigt som muligt.
Det er også vigtigt, at du overholder det antal linjer, som du har fået af redaktionen. Hvis du skriver 50% mere tekst er det i realiteten ikke længere dig, men redaktionen, der bestemmer, hvad der kommer til at stå i avisen. Men vigtigere er, at du spilder redaktionens tid og dermed dens mulighed for at forbedre kvaliteten i avisen.
Endeligt er en artikel ikke færdig før du har læst den igennem, rettet stavefejl og gjort sproget klart og flydende. Jo mere gennemarbejdet en artikel er, jo mere indflydelse har du selv på, hvad der kommer til at stå.
Vi vil helst have artiklerne på diskette eller over modem. Vi foretrækker WordPerfect 5.1 eller 5.2. Word for Windows 2.0 og Write for Windows er OK. Hvis du skriver i senere versioner, så gem i Wordperfect 5.x formatet. Kan du ikke vælge ovenstående formater, eller skriver du på en Mac- Intosh-computer, så gem artiklen i RTF-format (Rich Text Format).
Linieantal er linier á 50 anslag. Du opnår nemmest 50 anslag ved at bruge Courier eller Courier New 10 pitch (10 anslag pr. tomme) eller 12 punkt. Venstre margen stiller du til 5,8 cm og høj margen til 2,5 cm.
Undgå at formatere din tekst med overskrifter, manchetter, mellemrubrikker o.lign. For det eneste, det betyder, er, at vi skal slette dine formateringer. Vi skal bare have den rå tekst.
Afdelingsmødet er IS’s grundenhed. Det er her vi mødes ugentligt og kollektiviserer vores erfaringer, diskussioner og den politiske intervention i klassekampen.
Uden denne kollektive form ville vores argumenter blive svagere, problemer forblive udløste og det interne demokrati forfalde. Men afdelingsmødet er også afgørende for, at vi kan bruge avisen, fordi vi kan diskutere indholdet, bruge erfaringerne og forslagene til aktivitet. Samtidig kan vi i fællesskab udstikke ugens brug af avisen til medlemmer og kontakter.
Når afdelingsmødet er grundenheden i organisationen, så er det ikke ligegyldigt, hvordan møderne fungerer. Jo bedre møderne er forberedt, jo mere kvalitet i oplæggene, jo mere klare bud på brugen af avisen og jo færre organisatoriske punkter på mødet - des flere medlemmer kommer og kan bruge afdelingsmødet positivt i deres dagligdag som IS’ere.
På AU-mødet ugen inden afdelingsmødet skal I gennemgå de vigtigste punkter til det kommende møde:
1) Næste uges hovedoplæg. Hvad er den (eller de to) vigtigste pointe med hovedoplægget og hvordan knyttes den an til avisen (evt. til en pjece). AU bør snakke videre med oplægsholderen om pointen.
2) Avisorganisering. Hvor og med hvilke argumenter skal afdelingen intervenere med avisen i den kommende uge – erfaringerne fra sidste uges avissalg og hermed intervention i strejker, demonstrationer, møder og andre aktiviteter. Pege på de artikler som leverer argumenter og de bud på aktivitet avisen bringer, som vi skal ud med.
3) AU’s politiske input - dvs. et input om enten et klassekampsspørgsmål (f.eks. Ri-Bus eller A-våben) eller et vigtigt spørgsmål i partiopbygningen (f.eks. kontingent eller kongres).
Efter gennemgangen skal AU sikre sig: hvem gør hvad; hvilke opgaver løses inden mødet; hvordan organiseres de opgaver, som ikke er på mødets dagsorden.
Afdelingens mødeplan kan ikke laves i sidste øjeblik eller uafhængigt af avisen. Velforberedte møder, hvor det ikke er de samme få som holder oplæggene, skal planlægges 1-2 måneder i forvejen. Mødeplanen indsendes, så redaktionen har mødeplanen hver 2. mandag morgen med posten.
Redaktøren udsender hver 14. dag et bud på, hvad de næste 3 numre af avisen kommer til at indeholde, således at der sikres en snæver sammenhæng mellem indholdet i avisen og afdelingsmødet. Det er naturligvis vejledende, så der er plads til brændende lokale spørgsmål, men der skal være en sammen- hæng over tid.
I det alle møder er åbne og nye kontakter primært tiltrækkes gennem avissalg, bør afdelingerne højest afholde et offentligt møde pr. måned. Dette møde skal så opreklameres ikke bare i avisen, men også lokalt, hvis der skal være en mening med at kalde det noget andet.
Typisk vil en afdeling veksle imellem tre typer møder, som også refererer til bestemte sider i avisen:
1) De store ideer og den marxistiske tradition. Disse møder omhandler spørgsmål vi møder (er mennesket egoistisk, reform eller revolution, arbejder- klassens rolle, partiopbygning, religionernes rolle, kvindekamp osv.). Disse spørgsmål kan planlægges i god tid, fordi de kan studeres i IS-forlagets udbud af pjecer og bøger. Ift. avisen vil disse emner blive forsøgt planlagt 4 uger inden og vil typisk være Baggrund s. 6 og Marxisme i hverdagen s. 5.
2) Vigtige politiske spørgsmål. Disse møder handler om store og aktuelle spørgsmål i klassekampen, som mange mennesker diskuterer. Det kan f.eks. være politiets rolle, kampen mod nazisterne, finansloven eller hvordan de rige beriger sig. Det handler altså om at sætte perspektiv og marxistisk tradition på diskussionen. Typisk vil dette være behandlet på midtersiderne s. 4-5 og redaktøren planlægger 2-3 uger i forvejen.
3) Intervention i klassekampen. IS intervenerer med avisen i de hotteste klassekampsspørgsmål, og derfor skal vi også diskutere, så vores argumenter underbygges og skærpes. Det kan f.eks. handle om mobilisering til en demonstration mod A-våben eller igangsætningen af en underskriftindsamling. Typisk vil dette være på forsiden, s. 3 og bagsiden og kan i sagens natur ikke planlægges i mere end 1 uge inden avisen kommer på gaden.
Alle IS’s afdelinger holder møder om onsdag eller torsdag, så afdelingens medlemmer får avisen og kan fordele den umiddelbart efter avisens ankomst til byen.
IS’s møder er åbne for alle kontakter og interesserede. Møderne skal være nemme at komme til og bør som hovedregel afholdes i beboerhuse o.lign. Dagligstuemøder og partilokaler lugter af hemmelighedskræmmeri og indspisthed, så det holder vi os fra. Det dur heller ikke med mødested i subkulturelle omgivelser – f.eks. et besat hus eller et bestemt musikmiljø – fordi IS er multikulturelle og ingen skal holdes væk, fordi de ikke er til punk-musik eller øko-mad.
Tidspunktet for mødet kan variere, men erfaringen viser, at 19.30 er det tidspunkt flest kan komme på. Hvis I fastlægger et andet mødetidspunkt, skal argumenterne være gode og meget lokale.
Husk at nye folk ikke kender lokalet eller mødestedet, så vær nøjagtig med adressen og hæng en seddel op, hvis der flere mødelokaler. Det er altid en god ide, at aftale med kontakter, at man henter dem eller mødes lidt inden, så de ikke føler sig alene til at begynde med.
Der er nogle vigtige ting, som kan medvirke til gode afdelingsmøder:
1) AU skal være forberedt til mindste detalje, så mødet gennemføres i en dynamisk stil uden unødig spildtid. AU bør fordele opgaverne indbyrdes, så det ikke er et enkelt AU-medlem, der skal snakke om alle punkterne – så lukker folk ørerne til sidst. På AU-mødet umiddelbart inden afdelingsmødet skal de sidste detaljer omkring mødet tjekkes igennem. Gør det klart for alle medlemmer, at hvis de ønsker et punkt op på afdelingsmødet, så skal de komme til AU INDEN mødet, så punktet kan forberedes og prioriteres.
2) Det dynamiske afdelingsmøde skal gennemføres på kort tid, så det væsentlige nås, inden folk er kørt trætte. Derfor bør et normalt afdelingsmøde ikke vare længere end 1½ time og køre uden pause. Et typisk forløb kunne se sådan ud: 19.30 - Oplæg i 20 min. 19.50 - diskussion i ca. 30-40 min. 20.25 - Avisorganisering inkl. erfaringer fra sidste uges avissalg. 20.40 - AU’s politiske input, max. 5 min. oplæg og en kort diskussion. 20.55 - Én meddelelse fra AU og boghandlerens præsentation af dagens pjece/bog. 21.00 Mødet er slut.
3) Mødets dirigent skal findes i forvejen og været informeret om detaljerne i mødets forløb. Dirigenten skal sørge for: - at mødet kommer i gang til tiden - at informere ved mødets start om dagens punkter - at oplægsholderen kun bruger 20 min. - at inddrage alle i diskussionen - at styre diskussionen, så oplægsholderen får 5 min. til afslutning og tidsrammen holdes - at få fut på mødets øvrige punkter - afslutte mødet med en opfordring til indmeldelse i IS og stoppe mødet til tiden.
4) Det politiske oplæg skal være vedkommende og kvalitativt i orden. Oplæg som er hentet fra gymnasiestile, opvakte medlemmers lommefilosofi eller gamle medlemmers støvede rygmarvsreflektioner er ubrugelige. Man kan ikke holde oplæg uden grundig forberedelse, studier i den marxistiske litteratur og overvejelser om, hvordan emnet relateres til den aktuelle klassekamp. Uden kvalitet i oplægget kan mangen et afdelingsmøde føles som spild af tid.
5) Afdelingsmødet er for ALLE medlemmer. Derfor skal AU gøre en speciel indsats for at inddrage nye medlemmer i diskussionerne. Spørg til deres meninger og erfaringer og allervigtigst er deres erfaringer fra avissalgene.
6) Afdelingsmødet skal syde af politik og boble af organisering omkring avisen og ikke af organisatoriske opgaver. At finde folk til plakatopsætning, at finde festlokaler eller 2 aktivister til at lave plancher, skal løses før og efter mødet af AU. Der bliver ikke flere aktivister eller færre opgaver, fordi alle mødedeltagere skal høre på det. Kontingentbetaling, avisafregning, fordeling af kontakter og beskeder til enkelte medlemmer fra AU må organiseres før eller efter mødet.
7) AU har en speciel opgave overfor helt nye medlemmer og kontakter, som deltager i mødet. AU skal snakke med dem, få deres adresser og selvfølgelig spørge, om de vil være medlemmer. Det er ikke en formssag, der bare skal overstås, men handler også om at snakke politik, om hvad de nye syntes om mødet, avisen og IS.
8) Efter mødet skal AU stikke hovederne sammen for at checke løse ender, opståede problemer og sikre den kommende uges aftaler.
De politiske oplæg og diskussionen af dem på afdelingsmødet er en meget vigtig del af IS’ aktiviteter. Grunden til det er egentlig ret enkel.
Vi er som mennesker i et kapitalistisk samfund udsat for påvirkning af den herskende klasses ideer. Karl Marx skrev i “Den tyske ideologi”, at: “den herskende klasses ideer er de herskende ideer.” Selv meget overbeviste socialister er udsat for presset fra medierne, undervisningen, kolleger, venner, familie osv.
For at undgå, at de herskende ideer får indflydelse på IS’ politik, er vi derfor nødt til at studere og diskutere socialistisk politik med hinanden. Hvis vi står med vores ideer alene uden støtte fra andre socialister, vil de fleste af os før eller siden bukke under for presset fra de herskende ideer. Men vi diskuterer ikke bare for, at vi selv kan finde ud af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Vi gør det også for at få argumenter, vi kan bruge, når vi diskuterer og prøver at overbevise andre om vores ideer.
Det stiller krav til oplægsholderne om, at oplæggene til diskussionerne rammer det rigtige niveau. Der er to grøfter en oplægsholder kan falde i, som gør oplæggene ubrugelige. Den ene er, at oplægget kommer til at bestå af almindeligheder og banaliteter i den tro, at afdelingsmøderne først og fremmest er rekrutteringsmøder for folk, som ikke kender til socialistisk politik. Resultatet af for mange af den slags oplæg er, at ni tiendedele af forsamlingen kommer til at kede sig bravt. De får ikke nye argumenter eller ideer med fra mødet, og de får ikke diskuteret de spørgsmål, de har til vores teori. Men det betyder ikke bare, at gamle medlemmer keder sig. Det betyder også, at afdelingsmøderne bliver meget lidt dynamiske og dermed også meget lidt tiltrækkende for nye folk. Det afgørende for en god diskussion er ikke, om alle har forstået det hele, men at alle får noget nyt med hjem og føler sig inspireret. Hvis nogle ikke har forstået det hele, vil det måske være en anledning til, at folk ønsker at læse noget mere eller komme til de fremtidige møder for at få noget mere at vide.
Den anden grøft er at holde et oplæg, som ikke har nogen forbindelse til den aktivitet eller diskussioner, som IS’ere er involveret i. Spørgsmålet om, hvad Trotskij eller Lenin sagde i 1921 om fagforeningerne i Rusland, er ikke interessant, medmindre det bliver brugt til at sige noget om, hvad socialister skal gøre eller sige i dag. Det vil derfor være diskussioner for eksperter og kendere af historie og teori. Alle andre vil have svært ved at forstå og anvende oplægget, og resultatet er, at folk ikke kommer næste gang.
Oplægsholderens vigtigste opgave er at forbinde vores marxistiske teori og erfaringerne fra den revolutionære traditions historie med noget folk finder relevant at diskutere og vores praksis i dag. Eller som Lenin sagde: “Ingen revolutionær teori uden en revolutionær praksis og ingen revolutionær praksis uden en revolutionær teori.”
For at skabe den forbindelse er det afgørende, at oplægsholderen gør to ting: 1) for det første skal oplægsholderen gøre sig klart, hvorfor det lige netop er det oplæg, som skal holdes den dag. Hvilke pointer er det, at oplægget skal nå frem til. Fx hvis man skal holde oplæg om krigen i Bosnien, er det vigtigt, at vide, at oplægget skal underbygge IS’ argumentation for, hvorfor FN og Nato skal ud af Bosnien, eller hvorfor våben-embargoen ikke skal ophæves osv. Hvis man som oplægsholder ikke er klar over, hvad pointen i oplægget skal være, må man kontakte den mødeplansansvarlige og udbede sig en forklaring på, hvorfor emnet er sat på.
2) Oplægsholderen skal forberede sit oplæg gennem at læse, hvad andre fra den revolutionære tradition har skrevet om emnet eller beslægtede spørgsmål. Hvis ikke oplægsholderen har læst, bliver oplægget enten til personlig lommefilosofi, som ikke interesserer andre end oplægsholderen selv, eller det bliver en gentagelse af tidligere oplæg, hvor der hverken er nye oplysninger eller nye vinkler. Selv gamle, rutinerede oplægsholdere bør læse noget nyt for at kunne holde et inspirerende oplæg. Hvis ikke oplægsholderen forbereder sig ved at læse, spilder vedkommende forsamlingens tid, og folk gider måske ikke komme til det næste afdelingsmøde.
Oplægget skal formidle marxistisk teori og historiske erfaringer. Og ingen kan udvikle teori uden at læse. Selv Karl Marx kunne kun nå frem til sine økonomiske teorier gennem at læse, hvad engelske økonomer havde skrevet 100 år før. De historiske erfaringer kender vi heller ikke, før vi har læst om dem. Og de historiske begivenheder, vi kender fra skolen eller de borgerlige medier, bygger på den borgerlige udlægning af, hvad der skete. Det betyder selvfølgelig, at de erfaringer, som arbejderklassen har med at gøre oprør mod den herskende klasse, ikke er med. Vi kan derfor ikke forlade os på, hvad vi ved fra skolen eller de borgerlige medier. En oplægsholder er nødt til at læse, hvad revolutionære socialister har skrevet.
Det sværeste ved at lave et oplæg er at begrænse sig. Nye oplægsholdere bliver som regel så inspireret af at læse bøger, pjecer og artikler, at de synes, at de skal have alt det, de har fundet ud af med i oplægget. Resultatet bliver desværre tit, at oplægget bliver for langt, for detaljeret, for rodet og de centrale pointer drukner i mængden af informationer.
Det første man skal gøre er derfor at finde ud af, hvilke centrale pointer er det, som man vil understrege med sit oplæg. Opsøg derefter de facts, argumenter og historier, som underbygger pointerne, og lad være med at starte fra Adam og Eva hver gang. De informationer, som du ikke får med i dit oplæg, kan du måske fyre af i løbet af diskussionen eller i din afslutning.
Mængden af litteratur, der skal læses kan variere meget. Det afhænger både af emnet, af hvor meget tid du har til forberedelse og af dine erfaringer med at holde oplæg. Er det første gang, du holder oplæg og er meget nervøs, er det en god idé at holde sig til at læse en pjece og referere, hvad der står i den. Har du derimod holdt oplæg før, er det ikke nok. For det bliver kedeligt i længden at høre et referat af en pjece, man selv kunne have læst. Generelt set skal man læse mindst to forskellige tekster om emnet, så bliver oplægget ikke kun til referater, men til et resultat af oplægsholderen selvstændige udvælgelse og vinkling af stoffet.
Start med at finde ud af, om Socialistisk Arbejderavis har skrevet noget om emnet. Hvis det er tilfældet, så brug det. Artikler fra Socialistisk Arbejderavis vil tit slå de centrale pointer fast i en meget komprimeret form. Det kan hjælpe dig med at udpege de pointer, du selv vil bruge i oplægget. Men din forberedelse kan ikke stoppe der, for avisartikler er for korte til at kunne gå i dybden med emnet. Desuden vil de fleste, der kommer til mødet, selv have mulighed for at læse artiklen, og de forventer, at du ved noget mere end det, der står i den. Det er i de fleste tilfælde oplagte muligheder for videre at søge litteratur i Socialist Review eller International Socialism.
Brug klassikerne, så meget du kan. Hvis du skal holde oplæg om kampen mod nazisterne, så læs, hvad Trotskij har skrevet om enhedsfront, eller hvis du skal holde oplæg om en strejkebevægelse, så læs hvad Rosa Luxemburg har skrevet om massestrejken osv. Hvis du ikke kender til klassikerne på forhånd, hvilket de fleste nok ikke gør, så snak med nogle “gamle” medlemmer om litteratur.
Hvordan man udarbejder oplægget er naturligvis en meget individuel sag.
Nogle kan nøjes med at have et par stikord skrevet ned på et stykke toiletpapir. Andre foretrækker at have skrevet hele oplægget ned. Begge metoder har nogle fordele og ulemper.
Et helt udskrevet oplæg har flere fordele. For det første bliver alle formuleringerne gennemtænkt på forhånd, og man kommer ikke til at gå i stå midt i det hele. For det andet får man sagt alt det, man havde forberedt. Og for det tredje er det nemmere at beregne, hvor lang tid, det tager at holde oplægget. Ulemperne er, at det som regel er mere kedeligt og mindre overbevisende at høre på en oplægsholder, der bare læser op. Derudover tager det længere tid at forberede sig, hvis man skal skrive det hele ned.
Med øvelsen og sikkerheden i at holde oplæg, er det derfor en god idé at gå over til at bruge stikord.
Start oplægget med, at fortælle, hvad den centrale pointe i oplægget er fx. at flere FN- og Nato-tropper ikke skaber fred i Bosnien. Det giver tilhørerne en bedre mulighed for at følge med lige fra starten. Men lad være med at læse din disposition op. Det keder folk. Udbyg herefter din argumentation for den pointe, du startede med, gerne med flere adskilte afsnit, som behøver at have andet til fælles, end at de udvikler argumentationen. Saml derefter dine argumenter op til sidst i en konklusion, som leder tilbage til den pointe, du startede med at ridse op.
Brug citater fra Socialistisk Arbejderavis, klassikerne og andet. Citér helst direkte fra de bøger eller aviser du har brugt – luk bøgerne op. Men citaterne må ikke være for lange og indviklede, så forstår folk dem ikke. Undgå også at bruge for mange citater, men hold dig til en 3-4 stykker, og underbyg dem med din egen udlægning af, hvad der er vigtigst i citatet. Fortæl også tilhørerne, hvad bogen eller artiklen, du citerer fra, generelt set handler om. Det kan inspirere dem til selv at læse dem.
Sørg også for at bruge tal og statistikker, når det er nødvendigt. I stedet for at sige, at staten skærer mere og mere ned på uddannelserne, så sig hvor meget, staten skærer ned. Det giver oplægget en større grad af troværdighed. Men igen skal du ikke bruge for mange tal. Det gør oplægget kedeligt.
Når du skal holde oplægget er det vigtigt, at du ikke bare lirer lektien af for at få det overstået. Læg engagement og alvor ind i din fremlæggelse. Prøv også at betone, når det, du siger, er specielt vigtigt. Det kan være en god idé at lade som om, du henvender dig til en bestemt navngiven person i eller uden for IS, som du forsøger at overbevise.
Undgå at bruge indforstået jargon i oplægget – eller sørg i det mindste for, at begreber, som ikke er almindeligt kendte, bliver forklaret (alt fra “substitutionisme” og “kadre” til ord som “slikkepinde” om vores skilte eller “nazi-demo” om en antinazistisk demonstration er i virkeligheden parti-intern jargon).
Sørg for at overholde talertiden på 20-25 minutter. Efter det tidsrum begynder folks koncentrationsevne at dale. Hvis du ikke kan holde øje med tiden selv, så bed dirigenten give dig besked, når der er 5 minutter tilbage til, du skal slutte.
Efter diskussionen er det normalt, at oplægsholderen får lov til at slutte af. Det vigtigste i afslutningen er at give svar på de spørgsmål, som ingen andre indlæg har svaret på. Hvis der bliver stillet spørgsmål, som du ikke kan svare på, så er det bedre at sige det end at ignorere spørgsmålet. Hvis folks spørgsmål bliver ignoreret vil de føle, at de ikke bliver taget alvorligt og vil måske ikke komme på mødet mere.
Oplægsholderen skal også bruge sin afslutning til at gå ind i den diskussion, der har været. Især hvis ideer “udefra” bliver sat op imod vores. Lad imidlertid være med bare at fortælle, hvad IS mener. Brug argumenter, så godt du kan.
Mange vil være nervøse de første mange gange, de skal holde oplæg, og nogle overvinder aldrig deres nervøsitet. Det er meget naturligt, at man er nervøs. Men der er ingen grund til det. I 99,9 % af tilfældene vil folk være meget forstående for det, og ingen ønsker at bruge hverken nervøsiteten eller kiks i oplægget mod en oplægsholder. Og husk: kun meget, meget få oplægsholdere har ikke lavet et eller et par dårlige oplæg især i starten. Hvis du modtager kritik fra nogle af tilhørerne er det som regel ikke for at rakke dig ned, men for at hjælpe dig til at gøre det bedre næste gang. Du holder oplæg i et miljø, som er venligt over for dig.
Ét eller andet klogt hoved har en gang sagt: “Den, der ikke vil lære af historien, er dømt til at gentage den.”
Vi ønsker ikke at gentage de fejl, som førte til fascismens sejr i 30’erne. Vi ønsker ikke at gentage 70’erne, hvor reformistiske partier som Socialdemokratiet og DKP var i stand til at tage luften ud af et opsving i arbejdskampene. Så vi skal lære af historien, hvis vi vil have indflydelse på fremtiden.
I de kommende års kampe vil kampen om ideer blive mere central, ikke mindre. I 80’erne fastholdt vi et højt teoretisk niveau for at sikre, at den marxistiske tradition overlevede. Det var i et klima, hvor alle andre opgav ideen om, at arbejderklassen er i stand til at forandre samfundet. I de kommende år vil vi se arbejderklassen selv demonstrere, at klassekampen ikke er død. Men det vil ikke gøre marxistisk teori overflødig – tværtimod bliver der brug for, at teori, erfaringer og klassekampens historie bliver kendt af langt bredere kredse end de få organiserede revolutionære.
Det vil også blive nødvendigt at skærpe de teoretiske diskussioner i IS. Ellers vil vi åbne for, at ikke-marxistiske ideer begynder at snige sig ind i organisationen – allerede i dag kan vi se, at der er vaklen omkring spørgsmål som deltagelse i faglig kamp, islamisk fundamentalisme, de autonome osv. For en organisation, der intervenerer i klassekampen, er det uundgåeligt at blive påvirket af den slags ideer, men det er op til os selv, om de skal overleve.
Boghandelens opgave udspringer af IS’ generelle perspektiv: Opbygning af et revolutionært masseparti. Det betyder, at vi skal koncentrere indsatsen på tre områder:
1. Vores teori er ikke forbeholdt en lille, revolutionær elite. Vi véd, at tørsten efter nye ideer er stor – at der uden for IS er tusinder, der leder efter ideer, der kan forklare systemets vanvid. Og det gælder ikke mindst de mange, som fra tid til anden er involveret i demonstrationer, strejker og anden form for aktivitet.
Vi bruger allerede Socialistisk Arbejderavis til at udbrede vores bud på en sammenhængende forklaring. Men vi skal også bruge vores litteratur. Pjecer som “Nazierne kan stoppes”, “Bosnien – krig uden ende?” og “Håbet midt i elendigheden” henvender sig ikke kun til overbeviste socialister, men til et ret stort antal mennesker, som ikke er tilfredse med de forklaringer, som de får gennem medierne.
En pjece som “Nazierne kan stoppes” vil fx være vigtig i de anti-nazistiske aktiviteter, fordi den kan være med til at hæve niveauet i de politiske diskussioner. I øjeblikket (august ‘95) kan der typisk sælges 2-3 ex. af “Bosnien - krig uden ende?” på et normalt gadesalg.
2. Nye medlemmer er næsten altid fyldt med nysgerrighed og spørgsmål om socialisme. Derfor sælger vi altid mange eksemplarer af “Derfor socialisme”, “Det kommende socialistiske samfund” og “Er menneskets natur ...” til nye medlemmer.
Men det vigtigt, at vi ikke stopper her. Der opstår nemt en tendens til, at vi i virkeligheden taler ned til nye medlemmer – tror, at de nok ikke forstår alle de svære emner og undlader derfor at præsentere dem for et bredere udvalg af vores litteratur. Den tendens kommer til udtryk ved det meget lave salg af pjecer som “Den marxistiske tradition” og “Aldrig mere fascisme” og at antallet af solgte IS Journal har været næsten uændret i årevis.
Vi må ikke undervurdere den seriøsitet, som kommer til udtryk ved, at folk melder sig ind i IS. Alle, der tilslutter sig IS – alle, der har gennemskuet det det borgerlige vrøvl, som vi bliver flasket op med – har allerede taget det første og mest afgørende skridt i retning af at udvikle en samlet marxistisk forståelse. Resten er et spørgsmål om læsning, diskussion og erfaring.
Vi skal overbevise folk om, at studiet af klassekampens historie og teori er en grundlæggende del af at bekæmpe kapitalismen. Det betyder, at de lokale boghandlere hele tiden skal være i kontakt med medlemmerne og give dem forslag til, hvordan de kan forøge og udvikle deres viden.
I den forbindelse er det vigtigt, at vi ikke skaber et skel mellem aktivitet på den ene side og teori på den anden. Det er ofte fristende at tænke i ‘skemaer’: først skal medlemmer skoles, først derefter kan de være aktive socialister. Men ‘skoling’ – politisk uddannelse – er en livslang proces, hvor det handler om politisk teori kombineret med praktiske argumenter, som medlemmerne kan bruge i hverdagen.
Vi får den bedste skoling, når vi kombinerer aktivitet med læsning og diskussion. Det vigtige er at udnytte intervention i klassekampen til at hæve de politiske diskussioner. Gennem aktivitet rejser der sig en masse spørgsmål: hvorfor sælger fagbureaukraterne ud? hvorfor står politiet på arbejdsgivernes side? hvorfor er ytringsfrihed ikke et universelt begreb? osv.
Men der er to vanskeligheder i dette: For det første forsømmes det tit at tage diskussionen om de aktiviteter, som afdelingen har været involveret i. Det betyder, at erfaringer ikke bliver generaliseret og spørgsmål ikke besvaret. For det andet er der spørgsmålet om aktivitet. Det store problem er her, at parti- opbygning og intervention er blevet skilt ad – forstået på den måde, at vi har lavet “commando-raids” over for demonstrationer, blokader m.v. Dvs. vi har mobiliseret IS’ medlemmer og optrådt som en gruppe af avissælgere med skilte – hvor det i virkeligheden handler om, at vi trækker venner, kollegaer, studie- kammerater, aviskøbere osv. med til demonstrationer og på den måde i praksis viser forbindelsen mellem aktivitet og teori.
Det afgørende er hér, at det bliver grundigt diskuteret i afdelingen, hvordan hvert enkelt medlem kan gøre en indsats på sin arbejdsplads eller uddannelsessted. Den slags diskussioner vil i sig selv være med til at skærpe det politiske niveau, fordi de vender spørgsmålet om aktivitet fra AU’s moraliseren til et spørgsmål om, hvilke argumenter kan overbevise vores omgivelser.
3. For det tredje skal også de ældre medlemmer (idet “ældre” går på antal år i IS) udvikle deres forståelse af verden. Det afgørende for en organisation som IS er, at vi opbygger et solidt teoretisk fundament. Hvis fundamentet krakelerer eller er for lille, så vakler bygningen.
I øjeblikket har vi to problemer: For det første, at dele af den gamle garde fra 80’erne læser meget mindre end tidligere – de læser til nød forlagets pjecer, men holder sig tilbage fra at udforske nye ting. De fleste har læst “Explaining the crisis”, men hvor mange har fordybet sig yderligere i økonomi?
For det andet, at 90’er-generationen ikke er begyndt at kaste sig ud i mere teoretiske studier. En række af disse medlemmer er i dag centralt placeret i flere afdelinger og har gjort sig en del erfaringer med partiopbygning. De vil have stor glæde af at læse bøger som “Building the party” og “Marxism and the party”, idet disse bøger indeholder svar på en masse af de spørgsmål, som partiopbygning i 90’erne stiller.
De lokale boghandlere spiller en særdeles central rolle i IS. Ikke kun som den, der langer bøger over disken (det skal også gøres), men som den, der sørger for, at medlemmerne får den litteratur, de har brug for.
Derfor er det ikke ligegyldigt, hvem der er boghandler i en afdeling. Der er en tendens til at bruge boghandlen enten som en “retræte-post” for gamle medlemmer eller som et middel til at trække nye eller usikre medlemmer tættere på den aktive kerne i afdelingen. Begge dele fører som regel til, at bogsalget går i stå. Af flere grunde: Boghandleren møder ikke stabilt frem til møderne; der bliver ikke bestilt nye bøger og pjecer hjem til afdelingen; boghandleren kender ikke litteraturen godt nok til at vurdere, hvad medlemmerne skal læse.
Boghandleren skal være et medlem, som kommer til alle afdelingsmøder. Og vedkommende skal helst læse meget: alle udgivelser fra IS-Danmark og Norge samt IS-Journal som et minimum. Boghandleren skal være rimeligt godt orienteret i IS-traditionen og have overblik over dels de danske og norske pjecer – som bør ligge i alle afdelinger – samt over bøger fra Bookmarks, som kan skaffes via Forlaget. Fordi boghandleren skal kunne give medlemmerne direkte vejledning til hvilke bøger og pjecer, de skal læse.
Oplægsholdere og belæste medlemmer skal bruge litteraturen mere aktivt.
Nogle gange afsluttes et oplæg med, at oplægsholderen eller dirigenten præsenterer en stak relevante bøger. Men det sælger kun få pjecer og bøger, fordi de nemt kommer til at fremstå som anonyme og utilgængelige. Bøgerne skal bruges aktivt – de skal åbnes.
Fx blev der på et møde om kriminalitet oplæst et kort citat fra Karl Marx’ “Pariserkommunen”, og efter mødet blev der solgt to ex. af bogen. Det illustrerer ideen om at åbne bøgerne – ved at give et konkret indblik i, hvad bøgerne indeholder, skaber man også en meget direkte forbindelse mellem vores litteratur og de problemer, der rejses i oplæggene.
Det er boghandlerens opgave at sørge for, at den nødvendige litteratur er til stede og bliver præsenteret. Men det må ikke overlades til boghandleren alene. Det er afgørende for at opbygge salget, at AU også arbejder bevidst med det, således at bog- og pjecesalg virkelig bliver en integreret i afdelingens arbejde.
Penge er en vigtig del af bogsalget. For det første er forlaget underlagt stramme kreditter fra leverandører.
For det andet skal forlaget vokse. Vi skal have et meget bredt udvalg af bøger, således at afdelingerne kan bestille bøger fra uge til uge. Leveringstider på op til flere måneder, som det i øjeblikket ofte er tilfældet, er direkte skadeligt for bogsalget. Desuden skal vi øge antallet af danske udgivelser, herunder også produktion af bøger.
1. Der er ikke længere noget kommissionssalg til afdelingerne. Det vil sige, at afdelingerne køber bøger og pjecer af Forlaget.
For at styrke opbygningen af de lokale boghandler er der indført et rabat-system, så afdelingerne kan opbygge et overskud i takt med bogsalget. Rabatsystemet har følgende satser:
| Pjecer fra IS-Forlag (danske) | - 40% |
| Bøger og pjecer fra Bookmarks samt IS-Norge | - 20% |
| IS-Journal (nye numre) | - 20% |
| Andet | - 5%/- 10% |
Dvs. en pjece som “Nazierne kan stoppes” købes af afd. for 12 kr., men sælges for 20 kr. IS-Journal købes for normalt 28 kr. og sælges for 35 kr.
Det betyder, at afdelingerne skal betale for de bøger og pjecer, de bestiller hjem. Men rabatten betyder, at hvis en afdeling bestiller 5 ex. af en bog eller pjece, så er pengene tjent hjem, når der er solgt 3-4 ex.
Derfor skal der naturligvis altid bestilles med omtanke. Men på den anden side må man heller ikke være for konservativ og nøjes med at bestille det antal, som man helt sikkert kan sælge. At opbygge en god boghandel kræver en aktiv indsats fra især boghandleren, men også fra oplægsholdere og AU, for at fremme salget.
2. Afdelingerne skal også betale for portoen, når der bestilles bøger og pjecer. Det kan ofte være ret dyrt. Derfor er det en god idé at benytte sig af landsledelsesmøder, seminarer, besøg fra daglig ledelse osv. til at få suppleret den lokale boghandel.
3. Sørg for at bestille i god tid. Forlaget ligger normalt ikke inde med et stort lager af bøger og pjecer, og centret kan i perioder være meget travlt. Hvis en afd. venter med at bestille 10 ex. af “Nazierne kan stoppes” til to dage før en anti-nazistisk demonstration, risikerer man, at pjecerne ikke når frem.
Det er også en god idé at bestille tit – fx én gang om måneden – så får man jævnligt suppleret boghandelen op, og det gør det nemmere for Forlaget at følge med mht. at importere engelske bøger og trykke pjecerne.
5. Forlaget vil generelt være meget imødekommende over for, at nye afd. skal have økonomisk hjælp til at opstarte bogsalget – eller over for afdelinger, der ved en bestemt lejlighed skal bruge ekstraordinært mange bøger og pjecer. Men for at vi har råd til det, så er det en forudsætning, at andre afdelinger dels får opbygget bogsalget, dels betaler for deres bøger og pjecer.
På længere sigt skal afdelingerne rejse penge til den lokale boghandel. Selv om Forlaget giver rabat til afdelingerne, så kan et i udgangspunktet lavt salg blive selvforstærkende, idet afdelingen aldrig får råd til at bestille litteratur hjem i større mængder. Og forlaget kan ikke finansiere opbygningen af lokale boghandler i videre omfang.
Afdelingerne skal også begynde at tænke større mht. bogsalget. Både hvad angår salg til medlemmer og salg til folk uden for IS. Hvis man vedvarende kun bestiller 2-3 ex af IS-Journal til de faste købere, så er konsekvensen nemt, at nye medlemmer aldrig får muligheden for at læse IS-Journal. Mange boghandlere tænker konservativt: “Vi plejer at sælge 2 ex - så bestiller vi kun de 2” i stedet for at spørge: “Hvor mange bør læse denne bog?” Ligeledes betyder en bestilling på 5-10 ex af en ny pjece som “Bosnien – krig uden ende?” at pjecen ikke bliver solgt på gadesalg og heller ikke bliver taget med på hjemmebesøg.
Det er klart, at indsamling af lokale midler til finansiering af indkøb kun er en del af at øge bogsalget. Bøgerne og pjecerne skal også sælges. Derfor bør AU’erne gå med ind, når der bestilles litteratur.
Socialistisk Arbejderavis’ redaktion tlf./fax: 35 37 80 95
IS Landskontor tlf: 31 35 67 91 fax: 35 37 80 95
Ring helst onsdag til fredag (undtaget onsdag formiddag)
Læserbreve: mandag morgen i ulige uger Mødeplaner: mandag morgen i ulige uger
Rapporter til kampen i hverdagen: mandag morgen i lige uger
Penge for avissalg afregnes hver 2. uge på giro 578-0160, Socialistisk Arbejderavis, Postboks 642, 2200 Kbh N.
Statistik-indberetninger sendes hver 2. uge til Socialistisk Arbejderavis, på ovenstående adresse.
Sidst opdateret 28.12.2014