Trykt som en del af pjecen Hvorfor et revolutionært arbejderparti? IS – på vej ud af centrismen udgivet af Internationale Socialister, september 1984.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 27. marts 2015.
VSU har fra sin spæde start været domineret af Faglig Fællesliste (FFL) – men fra og med VSUs stiftende kongres er FFL løbet ind i stadigt større problemer i VSU. Højrefløjen er ikke visnet bort, som vi havde troet – den er tværtimod vokset ganske betydeligt. Der er opstået en såkaldt midterfløj, hvis åbenbare politik har været at frede højrefløjen og fastholde VSU som en bred vifte af politiske linjer, hvis grænser omtrent går som i VS.
Indtil videre har FFL – som i øjeblikket sidder på flertallet – ikke villet tage et opgør med dem. Selv om FFL har et perspektiv med VSU som en organisation med langt mere afklaret politik. Vi tror, at grunden til, at opgøret ikke er kommet, er, at det ville koste en splittelse langt ind i “flertallets” egne rækker og blandt de folk, som FFL mener at kunne rekruttere og fastholde. Dette er i praksis en accept af VSU som en centristisk organisation. Med centristisk forstår vi en organisation uden afklarede revolutionære principper og med en spirende reformistisk tendens inden i sig. En sådan organisation svajer som et siv i vinden over for de forskellige stemninger, der er i arbejderklassen. Et kendetegn på en centristisk organisation er, at der ikke i praksis er opslutning bag de kollektive beslutninger, manglende politikudvikling, byrokratiske tiltag over for problemerne osv.
Grunden til at udviklingen i VSU har taget magen fra FFL, er, at FFL har arbejdet efter nogle forkerte perspektiver, siden vi besluttede at opbygge VSU. De perspektiver vi havde, var følgende:
1) Genopbyggelse af “faglige positioner”.
2) Styrke venstrefløjen i kampen i VS.
3) VSU skulle være rekrutteringsbasis for FFL.
Troen på, at man i dag kan genopbygge de faglige positioner fra slutningen af 70’erne er ikke alene forkert – den er osse farlig. Betingelserne for de revolutionæres mulighed for at arbejde i f.t. arbejdspladserne (og de faglige organisationer) er radikalt ændrede. Uden at gå nærmere ind i det (det er omtalt andet sted her i bladet) vil vi give følgende rids af situationen:
* Borgerskabet er i dag i offensiven. Deres benhårde sammenhold over for aktionerende arbejdere, trusler om fyring osv. har taget selvtilliden ud af arbejderklassen. Aktivitetsniveauet klassekampen falder. De fleste strejker står uden reel opbakning.
* Der er sket en svækkelse af arbejderklassens organisationer, fx. fjernelse af eksklusivparagraf.
* Fagbyrokratiet griber mere aktivt ind for at stoppe strejker og andre kampe.
* De millitante lag i arbejderklassen går til højre. Når der ikke længere er aktivitet i arbejderklassen, ser man efter andre “kraftcentre”, som man tror kan skaffe resultater. Typisk arbejderregering, venstrereformisme (SF), fagbyrokratiet, socialdemokratiet osv.
* De kampe, der stadig opstår, fordi klassekampen fortsætter, er isolerede og svage, fordi arbejderne koncentrerer sig mest om sine egne problemer inden for sit eget fag (ex. havnearbejderne, pædagogerne, hospitalerne, Danfoss osv.).
Konklusionen er, at der i dag ikke er et militant lag i arbejderklassen, som er aktive og orienteret mod fabriksgulvet. Der dukker selvfølgelig enkelte op hist og pist i forbindelse med de små brudflader, der er i klassekampen. De folk skal vi selvfølgelig få i tale og tiltrække til en revolutionær politik og organisation. Men “oppositionen” som helhed er mere rettet ind på fagforeningsapparatet end mod klassekampen.
Nedgangen har osse ramt ungdomsområdet over hele linjen; LLO, SUF, lærlingeforeninger, arbejdsløshedsarbejdet osv. Men hvad så, har FFL lagt kursen om – ændret taktikken i f.t. de ændrede omstændigheder? Ikke det fjerneste. Tværtimod har vi bebrejdet os selv, at vi “ikke har været gode nok”. Det er en overvurdering af vores egne muligheder, og konklusionen har været “flere folk ind i arbejdet”. Konsekvensen har i det små været de grafiske lærlinges (og snedker/ tømrernes) evne til totalt at begrave sig i problemerne inden for det område. På lidt større skala har presset i VSU bl.a. betydet, at FFL’erne i VSU overhovedet ikke har forholdt sig til FFL. (citat: Jeg har mit udgangspunkt i ungdomsarbejdet og ikke FFL.) Et vaskeægte eksempel på ungdomssektionalisme.
Linjen “flere folk ind i arbejdet” kan ikke gå imod nedgangen. Hvis der var 100 (eller 200), der ville følge beslutningerne om at gå ind i arbejdet – hvilket vi faktisk ikke tror på at der er – så ville det ikke kunne vende en generel stemning. Slet ikke hvis man splitter folk op i 10-20 forskellige områder med hver sin praksis. Tværtimod er det med til at demoralisere folk.
For det første er kampen om VS tabt. Den politiske kamp om VS er ikke alene nytteløs – den er direkte farlig. Så længe vi organisatorisk er tilknyttet centrismen – vil den trække i os, fordi VS udtrykker den generelle udvikling ved at gå til højre. De revolutionære derimod skal gå med strømmen, og er derfor mere udsat. For det andet er folk i VSU ikke i stand til at tage stilling til fraktionskampen i VS. De fleste er gået ind i VSU for at undgå fraktionsslagsmålene i VS. FFL har hidtil bøjet sig for den stemning, fordi vi har set en splittelse i VSU som et større problem, end at folk i VSU ikke blev tiltrukket FFL – ligesom vi har villet undgå at desillusionere de folk, der forventede, at der ikke var fraktionsslagsmål i VSU. Vi har med andre ord villet undgå virkeligheden. Men vi får ikke bugt med højrefløjen (og Centrum) med mindre vi tager et politisk opgør med dem – jo før jo bedre.
Forudsætningen for at kunne rekruttere er for det første, at vi har en tilstrækkelig høj og klar, revolutionær profil. Det skal ikke være en profil, som går ud på, at FFL’ere er de bedste til at knokle på organisatorisk i VSU, brancherne og i det “faglige arbejde”. At vi er bedst til at lave strejkestøtte, underbetalingsarbejde osv. Nej, der er tale om en politisk profil. Vi afviser enhver form for reformperspektiv og forsøg på at anvende staten i omvæltningen af samfundet. Vi skal afvise enhver tro på fagbyrokratiet. Vi skal fastholde arbejderklassen som den ENESTE kraft, der kan gennemføre en socialistisk revolution. De revolutionære har udelukkende et taktisk forhold til bevægelser. Vi skal afvise at blive gjort ansvarlige i indsamlingskampagnen til skoler i Sydafrika. En indsamling, som totalt mangler klasseperspektiv. Vi skal afvise, at Nicaragua er socialistisk eller et overgangssamfund. Der er ikke en skid mere progressivt i et strejkeforbud i Nicaragua, end der vil være i et i Danmark. For arbejderklassen har ikke magten i Nicaragua, så det er ikke et strejkeforbud, som arbejderklassen har pålagt sig selv. Forbuddet tjener kun til at svække arbejderklassen. Vi skal afvise alle former for nationalisme, selv om den kommer fra såkaldte progressive befrielsesbevægelser (fx ETA). Vi skal fastholde, at der er brug for et revolutionært parti, og at VSU ikke tilnærmelsesvist er et sådant parti (og aldrig bliver det).
Den anden forudsætning for at rekruttere er, at der er en organisation at rekruttere til (en organisation er selvfølgelig osse nødvendig for at fastholde de revolutionære ideer, som er nævnt ovenfor). En sådan organisation er FFL ikke (selv om nogle FFL-afdelinger kører bedre end andre). FFL har ikke haft noget ordentligt basisarbejde, og har mere været en ideologisk/ propagandistisk venstrefløj i VS end et selvstændigt organisatorisk udgangspunkt for opbyggelsen af et revolutionært parti. Dette skyldes hovedsagligt, at ungdomsfolkene – på linje med FLU-folkene – har taget udgangspunkt i deres sektion i VS og ikke i FFL.
En ungdomsorganisering inden for FFL er naturligvis ikke tilstrækkelig, fordi en sådan organisering vil være mere underlagt de taktiske styrkeforhold i VSU og i “det faglige arbejde” end under de strategiske opgaver, som de revolutionære har i dag. VSU selv har med andre ord været en hindring for at fuldføre denne taktiske opgave, som vi opstillede i starten.
Vi havde i starten en opfattelse af, at VSU ville være vores organisation (FFLs), og at vi kunne køre organisationen uafhængigt af VS (selv om VS’s kongres skulle have vedtaget en større organisatorisk binding til VS – hvilket vi faktisk selv ønskede). Det sidste har vist sig klart ikke kan lade sig gøre. VSU har arvet afgørende dårligdomme fra VS – vigtigst er de forskellige fraktioner og dermed centrismen. I dag er det tydeligt, at VSU ikke er FFLs organisation. De nye, der i dag kommer ind, står totalt uden for fraktionerne, og har ikke taget stilling for eller imod FFL eller nogen anden fraktion. De folk, der har været med et stykke tid, er kun enige i en del af FFLs politik. Men så hører enigheden osse op. Fx kan nævnes holdningen til mindretalsbeskyttelse og fraktionsfrihed. De folk er ikke vundet for opbygningen af et revolutionært parti. Men hviler alene på VSUs faglige praksis. Det er osse klart, når man tænker på, at det fra starten var vores politik at samle folk i VSU omkring brancherne og det faglige arbejde. Konsekvensen i dag er, at der er ikke flertal for en revolutionær politik.
Opfattelsen af, at man kan vinde store dele af VSU for et brud med VS og for opbygningen af et revolutionært parti er hamrende forkert. For det første er det en slem overvurdering af sin egen indflydelse at tro, at man kan skole og vinde så mange folk, som i dag ikke har en forståelse af det revolutionære partis nødvendighed og nødvendigheden af at opbygge det i dag. Folk er nemlig ikke bare udsat for FFLs pres (som til dato ikke har ligget på dem), men allermest fra presset fra højredrejningen, som man bliver mødt med blandt sine kolleger, i fagforeningen, i oppositionen, i bevægelserne, i VS, fra højrefløjen og centrum i VSU, i medierne, fra familie og venner osv. osv. Hvis FFL holder organisatorisk fast i de folk, så holder FFL osse indirekte organisatorisk fast i højredrejningen. Og hvad skal så holde FFL fra at gå til højre?
Og så kunne man løvrigt spørge – hvor havde man tænkt sig at skole disse tolk til at blive revolutionære? Inden for rammerne af en centristisk organisation? Og hvordan skulle det så kunne lade sig gøre? Ovenikøbet når så fra FFLs side ikke har stået klart frem med sin politik endnu.
Løbet er kørt for VSUs vedkommende. De revolutionære vil ikke vinde flertal for deres politik. Faren ligger ikke så meget i, at højrefløjen rent fysisk vil overtage ledelsen i VSU. Det har den hverken politisk tæft eller erfaring nok til. Det samme gælder for så vidt osse centrum. Nej, faren ligger i FFL’ernes selvdisciplinering og holden igen af frygt for deres basis. Det er måske hårde ord i sommerheden, at VSU ingen fremtid har som revolutionær organisation. Navnlig på baggrund af den midlertidige succes, som arbejdet hidtil har haft. Men succesen skyldes to forhold. For det første var VSU et opgør – eller forsøg på – med branche-specialismen og med at VS’s ungdomsarbejde kun havde en faglig profil og ikke en revolutionær. Det var et skridt i den rigtige retning. Men i dag er man delvist vendt tilbage til branchearbejdet, og vigtigst er ungdomssektionalismen begyndt at adskille VSU’erne fra revolutionær organisation og politik.
For det andet startede vi VSU op på: “Halleluja, hvor går det godt – VSU ka’ bare det pis.” Men VSU kan ikke vende vindene. Ballonen må revne, og de bristede illusioner kan allerede mærkes. De er nemlig en del af forklaringen på navnlig centrums fremmarch.
Men hvad så – vores taktiske pointer fra starten var forkerte. Kan vi så ikke bare trække de bedste ud og danne en ny ungdomsorganisation? NEJ, NEJ og ATTER NEJ! For det første er perspektivet med at have en ungdomsorganisation, at den kan tiltrække brede dele af ungdommen til revolutionær politik – selv om disse unge ikke er klar til at gå ind i et revolutionært parti. Det ville måske være en mulig taktik i en situation, hvor klassekampen er i opgang, og hvor strømmen går til venstre. I dag vil de folk, der kan rekrutteres til en ungdomsorganisation, men som ikke er overbeviste revolutionære, have deres blik rettet mod folketinget, fagforeningerne osv. Og ikke mod arbejderklassen. Den overbevisning, som man i dag skal have for at stå fast på en revolutionær politik, er den samme, som den man skal have for at gå ind i en revolutionær organisation. Dermed bliver ungdomsorganisationen overflødig – i bedste fald.
For det andet står vi i en situation, hvor arbejderklassen er splittet op i sektioner, og hvor der ikke er nogen solidaritet på tværs af de sektioner. Enhver er sig selv nok. I en sådan situation har de revolutionære en tendens til selv at begrave sig i disse sektioner. Fx. at det udelukkende er metalarbejdere, der skal beskæftige sig med løfteparagraffen og de lønkampe, der opstår i den forbindelse. Denne tendens skal de revolutionære bekæmpe af al kraft. Derfor er det forkert at organisere sig sektionelt inden for partiet (eller organisationen) – hvilket vil sige brancher, ungdomssektorer, kvindeorganiseringer (når det gælder den udadvendte politik, indadtil i partilivet kan det godt være frugtbart med kvindegrupper) osv. Osse en ungdomsorganisation uden for partiet vil have den funktion.
Højredrejningen i VS og VSU kan ikke bremses eller vendes – bare vi gør det godt nok og er mange nok. Et opgør med højrefløjen giver et nederlag til venstrefløjen. Og jo længere man venter, des større smæk får man. Den eneste linje i disse spørgsmål. Kap alle båndene til højredrejningen. Gå ud af VS, FFL og VSU og ind i IS. For at udnytte mulighederne i VSU bedst, ser vi følgende recept som den eneste mulige: Brug IS som bagland og udgangspunkt for at rejse en klar revolutionær profil i VSU. Før en åben og politisk kamp mod højrefløjen og centrum. Drop ansvarligheden for VSU. Arbejd målrettet i f.t. en lille gruppe (højst 10) af potentielle folk. Brug 2-3 måneder fra nu af til at vinde disse folk. Gå derefter ud af VSU, uanset hvor mange der følger med ud.
Sidst opdateret 28.3.2015