Alternativer til nyliberalismen

Alex Callinicos (2006)


Oversat af Lars-Henrik Carlskov fra Alternatives to Neo-liberalism i Socialist Review 308, July 2006.

Kopieret fra Lars Henrik Carlskovs blog til Marxisme Online, 16. februar 2007.


Fortalere for det frie marked gentager konstant omkvædet om, at 'der er ikke noget alternativ'. Alex Callinicos mener, at hvis bevægelsen skal kunne besvare denne påstand, må den pege på et alternativ baseret på demokratisk planlægning af økonomien.

 

Oprørsbølgen mod nyliberalismen fortsætter med at stige. I Europa er dette mest tydeligt i Frankrig. Indenfor et tidsrum af knap et år har den nyliberale pensée unique (enerådende ideologi) lidt to vældige nederlag – først med sejren for det venstreorienterede nej i folkeafstemningen om EU-forfatning, så det sociale oprør mod CPE-loven, der havde til formål at indskrænke rettighederne for unge arbejdere.

Men disse sejre rejser endnu tydeligere spørgsmålet om, hvad der skal være alternativet til nyliberalismen. Den gamle, slidte hånlighed mod bevægelsen for en anden globalisering – at den udelukkende er imod status quo og mangler enhver form for eget positivt program – får mere bid efterhånden som bevægelsen vinder nogle virkelige sejre.

Der er visse bestræbelser i gang indenfor bevægelsen for at tage denne udfordring op. For eksempel igangsatte aktivister fra altermondialiste-bevægelsen (bevægelsen for en anden verden) efter den franske folkeafstemning et projekt om at udarbejde et Principcharter for Det Andet Europa som alternativ til den nyliberale forfatningstraktat. Efter en konference i Firenze i november sidste år, var der viet et seminar til emnet ved det seneste European Social Forum i Athen.

De udkast, der hidtil er blevet lavet til charteret, er temmelig ukontroversielle. De koncentrerer sig om en udvidelse af de eksisterende menneskerettigheder ved at give præcise definitioner på en række ”fælles sociale rettigheder”, der for eksempel ville beskytte offentlige tjenesteydelser mod at blive et bytte for de transnationale selskaber, som er begærlige efter at profitere af den privatiseringspolitik, der bliver gennemført af så godt som samtlige regeringer i verden.

Charteret hører så afgjort til indenfor efterkrigstidens socialdemokratis ideologiske verden. I et klassisk essay fulgte sociologen T.H. Marshall den måde, som begrebet om borgerrettigheder er blevet udvidet i løbet af de to århundreder – fra civile rettigheder (f.eks. personlig frihed, privat ejendom) over politiske rettigheder (først og fremmest almindelig stemmeret) til sociale rettigheder (eks. beskæftigelse, velfærdsydelser og uddannelse). Den nyliberale ”modreformation” forsøger ved at fjerne de sociale rettigheder, der blev repræsenteret af efterkrigstidens velfærdsstat, i bund og grund at tilbagerulle denne proces med stadig mere omfattende borgerrettigheder.

På denne baggrund er det afgørende at forsvare disse rettigheder. Men en ting at gøre dette, noget ganske andet er det at forestille, at disse rettigheder, i sig selv, udgør et alternativ til nyliberalismen. Den herskende Washington-konsensus udgør en meget rendyrket version af selve kapitalens logik, hvor alt det er muligt at gøre til en vare, bliver købt og solgt. At forkaste dette kræver indførelsen af en anden samfundsmæssig logik, men charteret siger intet om, hvordan den kan se ud.

Udfordring af den private ejendom

Her er ejendomsrettigheder et vigtigt spørgsmål. Hvis stort set alt kan gøres til en vare, må der gøres indgreb i enkeltpersoners og virksomheders ret til at eje ting – inklusive abstrakt ejendom såsom gener – og at udelukke andre mennesker fra brugen af dem. Et af de centrale temaer i den nyliberale dagsorden, der er blevet fulgt med stor iver af internationale finansielle institutioner såsom Verdensbanken og World Trade Organization, har været at forstærke og udvide retten til uindskrænket privat ejendom.

Hvad har bevægelsen for en anden form for globalisering så at sige til det? Hvilken ejendomsopfattelse fremhæver den som alternativ til den nyliberale offensiv for at opdele verden i parceller, ejet af virksomhederne og de rige? Dette er ikke et akademisk spørgsmål. Den 1. maj 2006 indsatte Evo Morales, den nyvalgte præsident for Bolivia, hæren for at komme i besiddelse af olie- og gasanlæg, for at gennemføre hans dekret om, at staten skulle genovertage kontrollen over landets kulbrinteindustri. Nationalisering af denne industri var hovedkravet i den masseopstand i maj-juni 2005, der tvang den højreorienterede præsident Carlos Mesa væk fra magten.

Faktisk har mange altermondialistes det ikke godt med sådan et krav. I oktober sidste år befandt jeg mig i en minibus, der manøvrerede sig igennem Mexico Citys tilstoppede trafik, mens dens passagerer – intellektuelle og aktivister fra hele verden – lidenskabeligt diskuterede om det var rigtigt af den bolivianske bevægelse af fremsætte kravet om nationalisering. På samme måde er udkastet til Principcharteret tåget på ejendomsspørgsmålet:

”For at disse offentlige tjenesteydelser kan fungere og de fælles goder – jord, luft, vand og energi – kan bruges, er der behov for at gennemføre sociale ejendomsprojekter. Det, vi må gøre, er at opfinde en ny form for socialisering, der ikke er lig med statslig eller regeringsmæssig ejendom, og som gør det muligt for mennesker og medarbejdere at deltage i beslutningsprocessen om disse offentlige tjenesteydelsers organisation, funktionsmåde og opbygning.”

Disse kringlede formuleringer afspejler ikke kun den måde, som engelsk tit må stille til tjeneste for den multi-sprogede bevægelse, der kæmper for at kommunikere med sig selv og med verden. Bag mistænksomheden overfor nationalisering ligger minderne om den bureaukratiske statslige ejendomsform, der blev indført af stalinismen i øst og socialdemokratismen i vest. Men større umiddelbar indflydelse har den autonomistiske ideologi, som opsummeres af titlen på John Holloways berømte bog Change the World Without Taking Power. Med andre ord skal vi ikke tænke på staten og i stedet forsøge at udvikle lokalbaserede alternativer til nyliberalismen.

Holloways fremgangsmåde er håbløs som generel strategi. Den er lige så håbløs med hensyn til emne, vi beskæftiger os med her. Det bolivianske folk ønskede at omstøde privatiseringen af olie- og gasindustrien. Dette rejser spørgsmålet om, at hvad der skal ske med denne industri, når den tages fra udenlandske multinationale selskaber såsom Repsol YPF og Petrobras. Dette rejser uundgåeligt spørgsmålet om ejerskab. Til at begynde med ser der ikke ud til at være noget alternativ til nationalisering (Morales kan snarere kritiseres for at for at genoprette den statslige kontrol på et grundlag, der ikke er 100 procent statslig ejerskab).

Staten er en national organisation, som både har den tvangsmagt og politiske legitimitet som er nødvendig for at kunne gennemføre noget så ambitiøst som overtagelse af olie- og gasindustrien. Denne legitimitet afhænger endvidere på afgørende vis af, at staten er i stand til at fremstå som lydhør over for folkelige krav. Dette gør den modtagelig over for pres fra neden – fra massebevægelser som den i Bolivia. Før han blev præsident var Evo Morales, lederen af Bevægelsen for socialisme [Movimiento al Socialismo, forkortes oftest MAS, red.], faktisk imod kravet om nationalisering af olie- og gasindustrien. Han blev påtvunget dette forslag af den bevægelse, som bragte ham til magten.

Intet af alt dette betyder, at vi skal gentage den traditionelle socialdemokratismes gamle fejltagelse og betragte den eksisterende stat som det primære middel til progressive sociale forandringer. Den er en kapitalistisk stat, som kan være modtagelig for massepres, men ikke desto mindre vil den forsøge at opretholde kapitalens herredømme. Med dette formål er den organiseret på en bureaukratisk og hierarkisk måde, som først og fremmest forsøger at udelukke folkelige deltagelse, initiativer og kontrol. Det er derfor, at den revolutionære marxistiske tradition altid har argumenteret for, at en vellykket r evolution mod kapitalen må tilintetgøre denne stat og erstatte den med institutioner baseret på basisdemokrati, hvorigennem det arbejdende folk regerer sig selv.

Så nationalisering er ikke nok i sig selv. Dette ændrer ikke ved betydningen af det, der skete i Bolivia. Efter årtier, hvor offentlige goder blev solgt billigt til privat profit, har et folkeligt oprør mod nyliberalismen faktisk tvunget en regering til føre noget tilbage – og ikke hvad som helst, som det fremgår af de forpinte skrig, som det globale politiske og forretningsmæssige establishment udsendte, da Morales-regeringen satte sig i besiddelse af olie- og gasindustrien.

Denne erfaring bekræfter de følgende bemærkninger fra Antoine Artous fra Ligue Communiste Révolutonnaire [dvs. den trotskistiske 4. Internationale, o.a.] i Frankrig: ”Jeg kan ikke se, hvordan vi kan slippe en dynamik af social forandring løs uden at, om ikke straks at omstyrte, i det mindste grundlæggende ændre visse ejendomsforhold.” Artous påpeger videre, at nationalisering ikke er tilstrækkeligt: ”Hele begrebet om samfundsmæssig overtagelse kan ikke reduceres til blot den juridiske overdragelse af ejendomstitler. Der kræves en omfattende udfordring af den kapitalistiske arbejdsdeling (den hierarkiske organisering af produktionen) og dens udskiftning med kooperative produktionsformer.”

Marked eller planlægning?

Ja, for virkelig at bryde med den neoliberale kapitalisme logik må enhver udvidelse af den statslige ejendoms omfang indebære indførelsen af former for demokratisk selvforvaltning, hvorigennem arbejderne i de nationaliserede industrier sammen med dem, der forbruger deres produkt, kollektivt kan bestemme, hvordan de skal drives til det fælles bedste. Igen er det mere end et akademisk spørgsmål. Radikaliseringen af situationen i Venezuela, hvor præsident Hugo Chavez gør sig til talsmand for en ”socialisme for det 21. århundrede” trods USA, har sat spørgsmålet om alternative former for økonomisk organisation på dagsordenen.

En seriøs behandling af dette spørgsmål indebærer at bryde endnu et tabu og tale ikke blot om statslig ejerskab, men også om planlægning. Fra 1930’erne og frem blev planlægning identificeret med den bureaukratiske kommando-økonomi i Sovjetunionen og dens klientstater. Så længe disse stater blomstrede, nød planlægning stor prestige og blev for eksempel efterlignet af postkoloniale stater såsom Indien. USSR’s tilbagegang og fald miskrediterede planlægning totalt og bidrog til at legitimere nyliberalismen. Den herskende økonomiske ortodoksi skjuler systematisk i hvilket omfang nogle af den nutidige verdens mest succesrige økonomi – Kina og Sydkorea – har været afhængig af statslig intervention.

Reaktionen mod planlægning har betydet, at selv nogle af dem, der har prøvet at udvikle alternativer til kapitalismen som sådan, har opfattet en eller anden form for markedsøkonomi som umulig at undgå. Dette gælder mest åbenlyst for den markedssocialisme som for eksempel filosoffen David Miller og økonomen John Roemer gør sig til talsmænd for. Her konkurrerer kollektivt-ejede kooperativer om at sælge deres produkter på markedet. Selv den marxistiske filosof Tony Smith hævder i sin nye bog Globalization: a Systematic Marxian Account, at det er muligt at demokratisere markedet.

Det grundlæggende problem med denne form for strategi er, at det er et nødvendigt træk ved enhver markedsøkonomi, at den er baseret på konkurrence. For at udtrykke det en smule mere teknisk, er allokeringen af ressourcer i en markedsøkonomi det utilsigtede resultat af konkurrencen mellem firmaer, der tilsammen, men ikke kollektivt, kontrollerer økonomien. Med andre ord afhænger det enkelte firmas andel af ressourcerne af, hvor dygtigt det er til at sælge sine varer og tjenesteydelser på markedet. Samfundet som helhed har ikke taget nogen kollektiv beslutning om, hvordan ressourcerne skal fordeles. Og hvis et firma ikke er konkurrencedygtigt mister det sin andel af ressourcerne – det går konkurs. Så der er en tendens i en markedsøkonomi til, at de enkelte enheder er under et systematisk pres for at beskære deres produktionsomkostninger og dermed nedsætte priserne på deres produkter for at forblive konkurrencedygtige.

Per definition kan denne model ikke organiseres ikke demokratisk, når det kommer til økonomien som helhed, eftersom der ikke er nogen kollektive beslutninger, demokratiske eller ej, om fordelingen af ressourcer. Men det er også meget vanskeligt at opretholde en demokratisk organisation indenfor det enkelte firma. Michael Albert fra ZNet [progressiv amerikansk hjemmeside, red.] forklarer dette meget godt. Lad os forestille os, foreslår han, en arbejderkontrolleret virksomhed, der er organiseret på demokratisk og egalitær basis, men som ikke er i stand til at sælge sine produkter. Hvad gør arbejderne?

I sådan en situation har de, idet vi antager, at de afviser at gå konkurs, groft sagt to valg. De vælge at sænke deres egne lønninger, forringe deres egne arbejdsforhold og hæve deres eget arbejdstempo, hvilket er en meget fremmedgørende fremgangsmåde, som de ikke er særlig godt rustet til følelsesmæssigt og psykologisk set. Eller, de kan ansætte ledere til at gennemføre disse omkostningsbesparende og udbytte-forstørrende politikker, mens disse ledere på samme tid isoleres fra at føle politikkernes negative effekter. I praksis er det, meget forudsigeligt, det sidste der sker. Markeder har derfor et indbygget pres for at organisere en arbejdsstyrke i to grupper – et stort flertal, der adlyder og et lille mindretal, der tager beslutningerne, hvor den sidstnævnte nyder større indkomst, magt og beskyttelse mod de negative effekter af de omkostningsbesparende beslutninger, som de vil pålægge andre.

En markedsøkonomis logik har derfor en tendens til at underminere og siden hen overvælde enhver ø af demokrati og lighed, der måtte opstå indenfor den. Dette betyder, at der vil være en tendens til, at socialister som Roemer og Smith, der mener, at det er muligt at demokratisere markedet, vil stå overfor deres eget dilemma. Enten pålægger de markedets funktionsmåde alle mulige former for restriktioner for at forhindre den i at udhule demokratiet, hvilket sandsynligvis vil betyde, at en økonomi baseret på de principper, de foreslår, vil bryde sammen, fordi de forhindrer konkurrencens logik i at virke ordentligt, eller også, hvis de prøver at sikre, at denne logik virker, vil den knuse de socialistiske idealer, de prøver at virkeliggøre.

Deraf følger, at et bæredygtigt alternativ til nyliberalismen må baseres, ikke på markedet, men på demokratisk planlægning. Der findes nogle modeller for hvordan dette kan fungere. En af dem er Michael Alberts Parecon, eller deltagelsesøkonomi [participatory economics, red.]. Det indebærer en økonomi med arbejder- og forbrugerråd, hvor enkeltpersoner og virksomheder indleverer forslag til deres andel af samfundets ressourcer. Derefter finder der en proces med gradvise justeringer sted (Albert kalder dem ”gentagelser” [iteration, red.), mens tekniske eksperter fremlægger en plan, der vil give alle så meget som muligt af det, de ønsker.

Den primære svaghed ved denne model er, at den i lidt for høj graf efterligner en markedsøkonomis funktionsmåde, hvor krav på ressourcer bliver drevet af individuel efterspørgsel. Albert er anarkist, og hans engagement for decentralisering går her for langt. Fordelingen af samfundets ressourcer er ikke et neutralt, teknisk spørgsmål. Det er et politisk spørgsmål, hvor det er nødvendigt med en form for kollektiv og demokratisk beslutningsproces for at vælge mellem det, der ofte vil være konkurrerende holdninger til det pågældende samfunds prioriteringer.

Ud fra det synspunkt tilbyder den britiske venstrefløjsøkonom Pat Devine en bedre model, som han kalder forhandlet koordination [negotiated coordination, red.]. Her er fordelingen af ressourcer primært et resultat af diskussioner mellem producenter, forbrugere og andre berørte grupper, men indenfor en ramme af overordnede beslutninger om økonomiske prioriteringer, der er taget på demokratisk vis på det nationale og internationale niveau.

Der er åbenlyst meget mere at sige – og, frem for alt, at gøre – med hensyn til demokratisk planlægning. Ikke desto mindre er betydningen af den slags arbejde, der bliver udført af Albert, Devine og andre, at de begynder at nedbryde fordommene mod planlægning og at skitsere, hvordan en økonomi, der har forkastet markedet, kan være i stand til både at være demokratisk og effektiv.

Kampen om magten

Men intet brud med kapitalismen kan finde sted som et øjeblikkeligt spring ind i en fuldstændig planlagt økonomi. Marx argumenterede for længe siden i Kritik af Gotha-programmet, at en ny arbejderstat ville arve et samfund, der er dybt præget af kapitalismen. Til at begynde med vil den være nødt til at indgå kompromisser med den gamle orden og gradvist bevæge sig henimod et samfund, der ledes efter det kommunistiske princip ”Fra enhver efter evne, til enhver efter behov!”

På samme måde ville et samfund i dag, der var i gang med at bryde med kapitalismen, være nødt til at foretage en afgørende ændring i retning af en økonomi, hvor prioriteringerne blev besluttet demokratisk frem at være overladt til konkurrencens anarki. Det vil være afgørende, at det indebærer overtagelsen af kontrollen med de finansielle markeder, nationalisering under arbejderkontrol af økonomiens nøglesektorer og udvidelse af de sociale ydelser på grundlagt af et progressivt skattesystem, der omfordeler rigdom og indkomst fra rig til fattig.

Disse forholdsregler, hvor radikale de end er, ville stadig lade mange af trækkene ved en markedsøkonomi være intakte. Store sektorer ville stadig være på private hænder. Vedvarende pres og indførelse af nye forholdsregler vil være nødvendigt for at bevæge hele økonomien i retning af den demokratiske planlægnings principper. Et centralt skridt vil være at svække det kapitalistiske arbejdsmarkeds magt, som i dag styrer i vores liv.

Efter min mening vil den bedste måde at gøre det, være ved at indføre en universel direkte indkomst. Med andre ord ville alle landets indbyggere modtage, som en ret, en indkomst på et relativt lav, men dog anstændigt niveau, der dækker deres grundlæggende behov. Dette ville tjene to formål. For det første ville det sikre alle et basalt velfærdsniveau meget mere effektivt end de eksisterende sociale ydelser – mennesker med et større behov, fordi de har børn, er handikappede eller hvad det nu måtte være, ville modtage en højere grundindkomst.

For det andet ville det at have en garanteret grundindkomst fjerne en stor del af presset på folk til acceptere et hvilket som helst job, der udbydes på arbejdsmarkedet. En af kapitalismens centrale forudsætninger – at arbejderne ikke har noget acceptabelt alternativ til lønarbejde – ville blive fjernet. Magtbalancen mellem arbejde og kapital ville ændre sig til fordel for arbejderne, uanset hvilken slags arbejdsgiver de har.

På det mere generelle plan er spørgsmålet om magt afgørende. En indlysende indvending mod en vision for forandring, som den jeg lige har skitseret, er hvordan man sikrer, at forandringens retning går henimod en demokratisk planøkonomi i stedet for tilbage til markedskapitalisme eller måske den form for statskapitalisme, der endte med at herske i Sovjetunionen. Den eneste garanti der tæller er, at de politiske magthåndtag er i hænderne på arbejderne selv.

Så længe staten har den form den har i dag – en bureaukratisk organiseret, hierarkisk række af apparater, hvis lederes interesser er uløseligt forbundet med kapitalens – kan ethvert fremskridt i samfundet kun være midlertidigt og skrøbeligt. Det er derfor, at den strategi med at ignorere staten, som Holloway og andre taler for, er så tåbelig. Hvis vi skal bevæge os imod en demokratisk planøkonomi, må den eksisterende stat konfronteres og nedbrydes.

Dette mål kan kun opnås gennem udviklingen af en anden form for magt, en magt der er baseret på arbejdernes og andre fattige menneskers selvorganisering, som udvikler sig ud af deres kampe mod kapitalen. Det 20. århundredes store revolutionære bevægelser bød på nogle glimt af denne magt – fra den russiske revolution 1917’s arbejder- og soldaterråd til arbejder-shora’erne under den iranske revolution 1978-9. Den selvorganisering, der blev fremvist af den folkelige bevægelse i Bolivia under oprørerne i oktober 2003 og maj-juni 2005 viser, at nutidens bevægelse også kan frembringe denne form for magt.

En demokratisk planøkonomi ville være et selvstyrende samfund, et samfund hvor direkte valgte arbejdsplads- og boligkvarterråd tog ansvaret for deres egne anliggender og stod i forbindelse med hinanden for at tage beslutninger om samfundet som helhed. Den centrale indsigt som Marx havde under Pariserkommunen i 1871 var, at sådanne organisationsformer ville udvikle sig før det nye samfund var blevet skabt, under processen hvor det gamle samfund bekæmpes.

Omvæltningen af kapitalen er i sig selv en proces. Det dilemma, som Albert forestiller sig, at et arbejderkooperativ står overfor i en markedsøkonomi, ville ethvert samfund, der var ved at begynde at indføre den demokratisk planlægnings principper i en verden, der stadig var behersket af kapitalismen, stå overfor. Det samme dilemma var skyld i forrådnelsen og senere undergang for den russiske revolution oktober 1917. Et gennembrud i én del af verden kan kun overleve ved at sprede sig og i stigende grad vælte kapitalens logik på globalt plan.

Det kan måske virke som hårde betingelser, men kapitalens globalisering har fremkaldt en globalisering af modstanden. Kampe i forskellige dele af verden smitter af på hinanden. Chiapas og Seattle gav genlyd på globalt plan. Den store kamp mod CPE i Frankrig har bidraget til at inspirere en studenterbevægelse i Grækenland, der lige har besejret den højreorienterede regering. Bevægelsen i Latinamerika er blevet et forbillede for alle dem, der bekæmper nyliberalismen.

Vi er stadig langt fra at vælte nyliberalismen blot i et enkelt land. Men den verdensomspændende modstand mod det uindskrænkede marked sætter ikke blot tanken om et alternativ til kapitalismen tilbage på dagsorden. Den hjælper også med at skabe de betingelser, hvorunder dette alternativ kan vinde.

 

Alex Callinicos er professor i europæiske studier på King’s College i London og forfatter til adskillige bøger, bl.a. Revolutionary Ideas of Karl Marx (1983), Against the Third Way (2001), An Anti-Capitalist Manifesto (2002), The New Mandarins of American Power (2003) og senest Resources of Critique (2006).

 


Sidst opdateret 16.2.2007