Socialisme – en politisk vision

Alex Callinicos (2003)


Oversat af Lars-Henrik Carlskov fra Socialism: Political vision, baseret på et oplæg holdt på World Social Forum 2003 i Porto Alegre.

Artiklen har været bragt i Solidaritet nr. 3, 2005.

Kopieret fra Lars Henrik Carlskovs blog til Marxisme Online, 16. februar 2007.


Anti-kapitalistiske værdier

Implicit i anti-globaliseringsbevægelsens kritik af neoliberalismen er der, for mig at se, et engagement for fire værdier – retfærdighed, effektivitet, demokrati og bæredygtighed.

Nu vil enhver form for kapitalisme systematisk gøre vold mod alle de fire værdier. Kapitalismen er et system med konkurrencepræget akkumulation baseret på udbytning af lønarbejde.

Implikationen er, at når vi siger, at “En anden verden er mulig”, må vi være på det rene med, at dette betyder en andens slags samfundssystem, baseret på en anden samfundsmæssig logik end kapitalismens. Delreformer – såsom regulering af finansielle markeder eller participative budgetter[1] – kan være værd at kæmpe for her og nu, men de må nødvendigvis ses som en del af en bredere serie af kampe rettet mod en systemisk transformation.

Det er en svaghed ved den nuværende bevægelse, at den ikke i tilstrækkelig grad har sat denne dagsorden og i stedet har foretrukket at fokusere på en helt igennem rimelig kritik af neoliberalismen og på fremsættelsen af specifikke krav. Dette fokus har hjulpet med at bringe en voksende, global bevægelse sammen. Men efter de sidste års fremskridt er bevægelsen tilstrækkelig moden til at diskutere alternativer til kapitalismen.

En af grundene til forsigtigheden med at stille forskellige alternativer op overfor hinanden, er den desillusionerende effekt af den (ikke længere) “eksisterende socialisme”. Efter Sovjetunionens kollaps blev selve ideen om et moderne, progressivt alternativ til kapitalismen miskrediteret. Men det ville være en fejltagelse at overgive sig til denne stemning. Den nuværende bevægelse opstod ved at udfordre den neoliberale pensée unique[2]. Vi har allerede overtrådt det herskende forbud mod alternativer. Lad os derfor begynde at tale om dem.

Den klassiske marxistiske socialismeopfattelse

Jeg mener, at det alternativ, vi skal stræbe efter, er socialismen. Min grundlæggende opfattelse af socialismen er udledt af den klassiske marxistiske tradition fra Marx, Engels, Lenin, Trotskij, Luxemburg og Gramsci. Denne opfattelse har, i denne her sammenhæng, fire afgørende elementer:

  1. Marx opfattede socialisme som selvbefrielses-proces – med den amerikanske marxist Hal Drapers ord som “socialisme fra neden”, i modsætning til “socialisme fra oven” (stalinisme og socialdemokrati).
  2. I forlængelse heraf opfattede Marx socialistisk transformation som en “revolution mod staten”: for ham var betegnelsen statssocialisme en selvmodsigelse.
  3. Agenten for den socialistiske forandring var arbejderklassen: kun lønarbejderne, der bliver udbyttet af kapitalen, har både interessen i at forvandle samfundet og den kollektive kapacitet til at gøre det.
  4. Institutionelt set indebar den socialistiske transformation en demontering af de eksisterende, bureaukratiske statsapparater og udskiftningen af dem med arbejdernes selvforvaltning. Der har været mange historiske glimt af sådan et regeringssystem: Pariserkommunen 1871, den spanske revolution 1936-37, den ungarske revolution 1956, arbejder-shora’erne under den iranske revolution 1978-79, Solidaritet i Polen 1980-81 – men det vigtigste blev leveret af de arbejder- og soldaterråd, der tog magten Rusland i oktober 1917.

Det er klart, at sådan en socialismeopfattelse er radikalt i strid med det, der fandtes i Sovjetunionen og Østeuropa og som i forskellige former lige akkurat overlever i Kina, Nordkorea og Cuba. Faktisk har vi i den Internationale Socialister-tradition, som jeg tilhører, altid betragtet disse samfund som forskellige varianter af bureaukratisk statskapitalisme, hvor den stalinistiske nomenklatura kollektivt udbyttede disse landes arbejderklasse på grundlæggende samme måde som vestlige kapitalister udbytter deres arbejdere. Fra den synsvinkel var de stalinistiske regimers kollaps 1989-91 ikke en kapitalistisk kontrarevolution, men en “bevægelse sidelæns” (som Chris Harman formulerede det), fra én slags kapitalister til en anden.

Marx var kendt for, bortset fra nogle få prægnante bemærkninger, at afvise at sige noget detaljeret om, hvordan socialismen ville være. Jeg mener ikke, at denne afvisning er holdbar i dag. Efter stalinismens sammenbrud og i lyset af den meget indflydelsesrige liberale kritik af planlægning fra Friedrich von Hayek og andre, må vi være forberedte på at kunne tilbyde i det mindste en grovkornet skitse af et socialistisk samfund.

På samme tid er en af Marx’s grunde til at afvise at gå i detaljer stadig gyldig: intellektuelle foregribelser af det fremtidige samfund vil blive korrigeret og i høj grad forvandlet gennem den praktiske erfaring fra massekampe. Det bør man huske, når man overvejer alt det følgende.

Det følgende er et forsøg på at udvikle den socialismeopfattelse, der findes i den klassiske marxistiske tradition:

  1. Socialisme ville, først og fremmest, være den radikale udvidelse af demokratiet gennem underordningen af de økonomiske processer under de samme demokratiske principper, som angiveligt skulle herske i det politiske liv.
  2. På samme tid vil det være en uddybning af demokratiet – en udskiftning af den passive vælgermasse, som i stigende grad er uvillig til at vælge mellem mere eller mindre identiske politikere der oppasses af big business og medievirksomhederne, med et deltagerdemokrati, hvor magten er så decentraliseret som muligt og folk tager del i de beslutninger, som påvirker deres liv.
  3. Institutionelt set ville det betyde en regering af selvstyrende føderationer af arbejder-, forbruger- og boligkvarterråd.
  4. For at sådan et demokrati kan fungere, har alle brug for fri adgang til information og muligheden for at deltage i den offentlige debat: moderne informationsteknologi gør i princippet dette meget nemt, men i dag er den offentlige sfære domineret af medievirksomhederne.
  5. Økonomisk set kræver dette demokrati samfundsmæssigt ejerskab af de fleste materielle, produktive ressourcer og (af den årsag, som er angivet i punkt 4 ovenover) massekommunikationsmidlerne.
  6. Det ville også betyde et system med demokratisk planlægning, hvorigennem beslutninger om fordelingen af ressourcer bliver taget kollektivt.
  7. Endelig vil indkomstdistributionen, så vidt muligt, være baseret på det princip, som Marx lånte fra Louis Blanc og hævdede ville herske i det fuldtudviklede kommunistiske samfund: “Fra enhver efter evne, til enhver efter behov.”

Socialismens økonomi

Selv om jeg diskuterer socialismen som en politisk vision, vil jeg sige lidt om dens økonomiske dimensioner. Det er faktisk umuligt at adskille disse to: nutidens hovedindvending mod socialisme er, at den ikke økonomisk realisabel.

Først til punkt 5 ovenfor. Samfundsmæssigt ejerskab er en ting, som anti-globaliseringsbevægelsen ikke overvejer tilstrækkeligt. Tit foretrækker vi blot, at gøre modstand mod privatiseringen af offentlige virksomheder og tjenesteydelser uden at sige noget om andre ejendomssystemer.

Den anden side er ikke så spagfærdig: de forsvarer aggressivt den private ejendomsret og forsøger at gøre alt til en “værdi”, som kan tilegnes privat og bruges som et redskab til spekulation og akkumulation. Vi må være tilsvarende offensive, og sige, at det er umuligt at have en økonomi med ægte selvforvaltning så længe, at rige individer og private virksomheder har evnen til at udelukke resten af os fra adgangen til de vigtigste materielle produktivressourcer.

Der er to vigtige pointer til punkt 5:

  1. Statseje er som ejendomsform helt igennem forenelig med kapitalistisk udbytning, som vi har set i de stalinistisk samfund i øst, socialdemokratiske velfærdsstater i vesten, og udviklingsdiktaturer i syd: for at det kan blive ægte samfundsmæssig ejendom, har vi brug for at have demokratisk selvforvaltning fra arbejder-, forbruger- og boligkvarterråd.
  2. Materielle produktivressourcer bør, i almindelighed, være samfundsmæssigt eje, men arbejdskraft bør ikke: individernes frihed til at vælge og ændre beskæftigelse er noget, som kapitalismen lover, men ikke er i stand til at realisere, men som ville være grundlæggende i et socialistisk samfund.

Punkt 6 – demokratisk planlægning – bliver i vide kredse afvist som utopisk. Alec Nove argumenterede i The Economics of Feasible Socialism (1983) for, at planlægning nødvendigvis er forbundet med et forsøg på at centralisere information og beslutningstagning allerøverst i samfundet i hænderne på nogle få planlægnings-bureaukrater, en proces som automatisk frembringer irrationalitet. Han opstillede dilemmaet: økonomisk koordinering kan kun være vertikal (bureaukratisk planlægning) eller horisontal (markedet); og hævede, at der ikke er noget tredje alternativ.[3]

Men Nove tager tydeligvis fejl. I dette tilfælde er der en tredje vej (selv om det ikke er en som Tony Blair ville bryde sig om). Markedet betyder, at ressourcerne allokeres på grundlag af konkurrence mellem kapitaler, som drives frem af presset for at maksimere profitten. Men der kunne være en anden form for horisontal koordinering, hvor decentrale netværk af producenter og forbrugere demokratisk beslutter, hvordan ressourcerne skal allokeres og bruges for at imødekomme deres behov. Planlægning behøver med andre ord ikke at være oppefra-og-ned-proces.

Der findes endda et par modeller for, hvordan sådan en økonomi kunne være organiseret – Pat Devine kalder sin version “forhandlings-koordinering” (Democracy and Economic Planning, 1988), mens Michael Albert har udviklet en model for “deltagelsesplanlægning” (f.eks. Parecon, 2003). Der er vigtige ligheder mellem dem, men også forskelle. Det er nødvendig med mere diskussion af de respektive styrker og svagheder ved disse og andre modeller for koordinering uden marked for at forfine vores forståelse af, hvordan demokratisk planlægning kunne fungere.

En af de store fortjenester ved både Alberts og Devines modeller er, at de forudsætter, at den økonomiske beslutningstagning ligger hos selvstyrende producenter og forbrugere, som står i forbindelse med hinanden på kryds og tværs gennem koordinationsnetværk, frem for at gå igennem et planlægnings-“center”. I denne henseende realiserer de den tilskyndelse mod deltagelsesdemokrati, der gennemtrænger Marx’s forestilling om socialisme fra neden.

Endelig har jeg, i punkt 7, foreslået, at fordelingen skulle være baseret på det behovsprincip, som Marx tiltrådte i Kritik af Gotha-programmet som grundlaget for kommunismen. En nærmere bestemmelse af det ville være ved hjælp af det retfærdighedsprincip, hvorefter alle bør have lige adgang til de ressourcer, de har brug for at leve det liv, som de selv har grund til at værdsætte.

Denne slags princip er en normativ retfærdiggørelse for, hvordan samfundet bør fordele ressourcer og indkomst. Der er dermed spillerum for en diskussion på et mere konkret niveau, om hvordan man bedst institutionelt set realiserer sådan et princip. For eksempel argumenterer mange lighedsforkæmpere for en betingelsesløs ret til en grundindkomst uafhængigt af om, man bidrager produktivt. I modsætning hertil vil Albert kæde indkomst sammen med arbejdsindsats og foreslår den fordelingsmæssige retningslinie: “aflønning i forhold til hver enkelt persons indsats eller personlige opofrelse.” Der kan med andre ord være forskellige strategier for at virkeliggøre det samme egalitære retfærdighedsprincip.

Virkeliggørelsen af vores værdier

På et mere generelt plan ser det for mig ud til at socialisme, i den her opfattelse, opfylder de værdier, som anti-globaliseringsbevægelsen er forbundet med:

Forskelle til andre opfattelser

Hvordan er socialismen, som den er blevet præsenteret her, sammenlignet med andre alternative opfattelser?

Strategi

Det er selvfølgelig én million kroners spørgsmålet. Det er også et stort spørgsmål i sig selv. Nogle få pointer:

Mange af de temaer, der er ridset op i dette papir er udviklet meget mere i en bog, jeg har skrevet, som hedder An Anti-Capitalist Manifesto, og som vil blive udgivet af Polity i Storbritannien og af Blackwell i USA i februar 2003.

 

Alex Callinicos er professor ved Department of Politics på University of York og ledende medlem af Socialist Workers Party (SWP) i Storbritannien.

Noter

[1] Participative budgetter: Det mest kendte eksempel på participative budgetter stammer fra Porto Alegre i Brasilien, hvor man under Arbejderpartiets (PT) styre har eksperimenteret med denne form for deltagerdemokrati, hvor befolkningen på en række møder i deres lokalområde kan opstille deres behov og prioriteter i forhold til fordelingen af det kommunale budget, o.a.

[2] Betyder omtrent “den enerådende ideologi”, o.a.

[3] Der kan faktisk stilles spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er korrekt at beskrive den økonomiske koordinering under stalinismen som “planlægning”, da de økonomiske prioritering i USSR for eksempel ikke blev truffet på autonom vis, men snarere blev dikteret af behovet for at opbygge en sværindustri som var i stand til at følge militært med Vesten. I denne forstand var stalinismens særlige dårligdomme en særlig udgave af den globale irrationalitet ved et verdenssystem, der drives af økonomisk og geopolitisk konkurrence.

[4] Italiensk paramilitært korps, o.a.


Sidst opdateret 19.7.2014