Socialisme – en politisk vision

Alex Callinicos (2003)

Oversat af Lars-Henrik Carlskov fra Socialism: Political vision, baseret på et oplæg holdt på World Social Forum 2003 i Porto Alegre.

Artiklen har været bragt i Solidaritet nr. 3, 2005.

Kopieret fra Lars Henrik Carlskovs blog til Marxisme Online, 16. februar 2007.

Anti-kapitalistiske værdier

Implicit i anti-globaliseringsbevægelsens kritik af neoliberalismen er der, for mig at se, et engagement for fire værdier – retfærdighed, effektivitet, demokrati og bæredygtighed.

Retfærdighed forstås bedst som en forening af tre andre værdier: frihed, lighed og solidaritet: én udgave af et egalitært retfærdighedsprincip ville gå ud på, at alle har lige adgang til de ressourcer, de behøver for at leve det liv, de selv har grund til værdsætte.
“Effektivitet betyder ikke at spilde goder, selvom vi forfølger ønskværdige mål.” (Michael Albert)
Demokrati er den værdi, der er central i bevægelsens kritik af de finansielle markeders diktatur: som bevægelsens praksis viser, betyder det et engagement for radikale former for selv-organisering og selvforvaltning.
Bæredygtighed: Igen, vi kritiserer kapitalismen for dens ødelæggelse af miljøet og dens hensynsløse udtømning af begrænsede ressourcer. Implikationen er, at vi vil have et system, hvor hver generation efterlader jorden i mindst lige så god tilstand, som den fik den overdraget i.

Nu vil enhver form for kapitalisme systematisk gøre vold mod alle de fire værdier. Kapitalismen er et system med konkurrencepræget akkumulation baseret på udbytning af lønarbejde.

Den ødelægger solidariteten, gør friheden til en formalitet og distribuerer rigdom og indkomst i de rige, magtfulde og heldiges favør.
Den fejlfordeler systematisk menneskelige og materielle ressourcer – spilder dem ved at hellige dem til unyttige eller destruktive aktiviteter såsom “forsvar” og ødelægger dem i stor målestok under økonomiske recessioner.
Den koncentrerer økonomisk og politisk magt i hænderne på virksomheder og stater.
Dens blinde profitjagt – en konsekvens af den på måde systemet drives frem af konkurrencebaseret akkumulation – har sat gang i processer af miljøødelæggelse, som i stigende grad truer en stor del af livet på denne planet.

Implikationen er, at når vi siger, at “En anden verden er mulig”, må vi være på det rene med, at dette betyder en andens slags samfundssystem, baseret på en anden samfundsmæssig logik end kapitalismens. Delreformer – såsom regulering af finansielle markeder eller participative budgetter[1] – kan være værd at kæmpe for her og nu, men de må nødvendigvis ses som en del af en bredere serie af kampe rettet mod en systemisk transformation.

Det er en svaghed ved den nuværende bevægelse, at den ikke i tilstrækkelig grad har sat denne dagsorden og i stedet har foretrukket at fokusere på en helt igennem rimelig kritik af neoliberalismen og på fremsættelsen af specifikke krav. Dette fokus har hjulpet med at bringe en voksende, global bevægelse sammen. Men efter de sidste års fremskridt er bevægelsen tilstrækkelig moden til at diskutere alternativer til kapitalismen.

En af grundene til forsigtigheden med at stille forskellige alternativer op overfor hinanden, er den desillusionerende effekt af den (ikke længere) “eksisterende socialisme”. Efter Sovjetunionens kollaps blev selve ideen om et moderne, progressivt alternativ til kapitalismen miskrediteret. Men det ville være en fejltagelse at overgive sig til denne stemning. Den nuværende bevægelse opstod ved at udfordre den neoliberale pensée unique[2]. Vi har allerede overtrådt det herskende forbud mod alternativer. Lad os derfor begynde at tale om dem.

Den klassiske marxistiske socialismeopfattelse

Jeg mener, at det alternativ, vi skal stræbe efter, er socialismen. Min grundlæggende opfattelse af socialismen er udledt af den klassiske marxistiske tradition fra Marx, Engels, Lenin, Trotskij, Luxemburg og Gramsci. Denne opfattelse har, i denne her sammenhæng, fire afgørende elementer:

Marx opfattede socialisme som selvbefrielses-proces – med den amerikanske marxist Hal Drapers ord som “socialisme fra neden”, i modsætning til “socialisme fra oven” (stalinisme og socialdemokrati).
I forlængelse heraf opfattede Marx socialistisk transformation som en “revolution mod staten”: for ham var betegnelsen statssocialisme en selvmodsigelse.
Agenten for den socialistiske forandring var arbejderklassen: kun lønarbejderne, der bliver udbyttet af kapitalen, har både interessen i at forvandle samfundet og den kollektive kapacitet til at gøre det.
Institutionelt set indebar den socialistiske transformation en demontering af de eksisterende, bureaukratiske statsapparater og udskiftningen af dem med arbejdernes selvforvaltning. Der har været mange historiske glimt af sådan et regeringssystem: Pariserkommunen 1871, den spanske revolution 1936-37, den ungarske revolution 1956, arbejder-shora’erne under den iranske revolution 1978-79, Solidaritet i Polen 1980-81 – men det vigtigste blev leveret af de arbejder- og soldaterråd, der tog magten Rusland i oktober 1917.

Det er klart, at sådan en socialismeopfattelse er radikalt i strid med det, der fandtes i Sovjetunionen og Østeuropa og som i forskellige former lige akkurat overlever i Kina, Nordkorea og Cuba. Faktisk har vi i den Internationale Socialister-tradition, som jeg tilhører, altid betragtet disse samfund som forskellige varianter af bureaukratisk statskapitalisme, hvor den stalinistiske nomenklatura kollektivt udbyttede disse landes arbejderklasse på grundlæggende samme måde som vestlige kapitalister udbytter deres arbejdere. Fra den synsvinkel var de stalinistiske regimers kollaps 1989-91 ikke en kapitalistisk kontrarevolution, men en “bevægelse sidelæns” (som Chris Harman formulerede det), fra én slags kapitalister til en anden.

Marx var kendt for, bortset fra nogle få prægnante bemærkninger, at afvise at sige noget detaljeret om, hvordan socialismen ville være. Jeg mener ikke, at denne afvisning er holdbar i dag. Efter stalinismens sammenbrud og i lyset af den meget indflydelsesrige liberale kritik af planlægning fra Friedrich von Hayek og andre, må vi være forberedte på at kunne tilbyde i det mindste en grovkornet skitse af et socialistisk samfund.

På samme tid er en af Marx’s grunde til at afvise at gå i detaljer stadig gyldig: intellektuelle foregribelser af det fremtidige samfund vil blive korrigeret og i høj grad forvandlet gennem den praktiske erfaring fra massekampe. Det bør man huske, når man overvejer alt det følgende.

Det følgende er et forsøg på at udvikle den socialismeopfattelse, der findes i den klassiske marxistiske tradition:

Socialisme ville, først og fremmest, være den radikale udvidelse af demokratiet gennem underordningen af de økonomiske processer under de samme demokratiske principper, som angiveligt skulle herske i det politiske liv.
På samme tid vil det være en uddybning af demokratiet – en udskiftning af den passive vælgermasse, som i stigende grad er uvillig til at vælge mellem mere eller mindre identiske politikere der oppasses af big business og medievirksomhederne, med et deltagerdemokrati, hvor magten er så decentraliseret som muligt og folk tager del i de beslutninger, som påvirker deres liv.
Institutionelt set ville det betyde en regering af selvstyrende føderationer af arbejder-, forbruger- og boligkvarterråd.
For at sådan et demokrati kan fungere, har alle brug for fri adgang til information og muligheden for at deltage i den offentlige debat: moderne informationsteknologi gør i princippet dette meget nemt, men i dag er den offentlige sfære domineret af medievirksomhederne.
Økonomisk set kræver dette demokrati samfundsmæssigt ejerskab af de fleste materielle, produktive ressourcer og (af den årsag, som er angivet i punkt 4 ovenover) massekommunikationsmidlerne.
Det ville også betyde et system med demokratisk planlægning, hvorigennem beslutninger om fordelingen af ressourcer bliver taget kollektivt.
Endelig vil indkomstdistributionen, så vidt muligt, være baseret på det princip, som Marx lånte fra Louis Blanc og hævdede ville herske i det fuldtudviklede kommunistiske samfund: “Fra enhver efter evne, til enhver efter behov.”

Socialismens økonomi

Selv om jeg diskuterer socialismen som en politisk vision, vil jeg sige lidt om dens økonomiske dimensioner. Det er faktisk umuligt at adskille disse to: nutidens hovedindvending mod socialisme er, at den ikke økonomisk realisabel.

Først til punkt 5 ovenfor. Samfundsmæssigt ejerskab er en ting, som anti-globaliseringsbevægelsen ikke overvejer tilstrækkeligt. Tit foretrækker vi blot, at gøre modstand mod privatiseringen af offentlige virksomheder og tjenesteydelser uden at sige noget om andre ejendomssystemer.

Den anden side er ikke så spagfærdig: de forsvarer aggressivt den private ejendomsret og forsøger at gøre alt til en “værdi”, som kan tilegnes privat og bruges som et redskab til spekulation og akkumulation. Vi må være tilsvarende offensive, og sige, at det er umuligt at have en økonomi med ægte selvforvaltning så længe, at rige individer og private virksomheder har evnen til at udelukke resten af os fra adgangen til de vigtigste materielle produktivressourcer.

Der er to vigtige pointer til punkt 5:

Statseje er som ejendomsform helt igennem forenelig med kapitalistisk udbytning, som vi har set i de stalinistisk samfund i øst, socialdemokratiske velfærdsstater i vesten, og udviklingsdiktaturer i syd: for at det kan blive ægte samfundsmæssig ejendom, har vi brug for at have demokratisk selvforvaltning fra arbejder-, forbruger- og boligkvarterråd.
Materielle produktivressourcer bør, i almindelighed, være samfundsmæssigt eje, men arbejdskraft bør ikke: individernes frihed til at vælge og ændre beskæftigelse er noget, som kapitalismen lover, men ikke er i stand til at realisere, men som ville være grundlæggende i et socialistisk samfund.

Punkt 6 – demokratisk planlægning – bliver i vide kredse afvist som utopisk. Alec Nove argumenterede i The Economics of Feasible Socialism (1983) for, at planlægning nødvendigvis er forbundet med et forsøg på at centralisere information og beslutningstagning allerøverst i samfundet i hænderne på nogle få planlægnings-bureaukrater, en proces som automatisk frembringer irrationalitet. Han opstillede dilemmaet: økonomisk koordinering kan kun være vertikal (bureaukratisk planlægning) eller horisontal (markedet); og hævede, at der ikke er noget tredje alternativ.[3]

Men Nove tager tydeligvis fejl. I dette tilfælde er der en tredje vej (selv om det ikke er en som Tony Blair ville bryde sig om). Markedet betyder, at ressourcerne allokeres på grundlag af konkurrence mellem kapitaler, som drives frem af presset for at maksimere profitten. Men der kunne være en anden form for horisontal koordinering, hvor decentrale netværk af producenter og forbrugere demokratisk beslutter, hvordan ressourcerne skal allokeres og bruges for at imødekomme deres behov. Planlægning behøver med andre ord ikke at være oppefra-og-ned-proces.

Der findes endda et par modeller for, hvordan sådan en økonomi kunne være organiseret – Pat Devine kalder sin version “forhandlings-koordinering” (Democracy and Economic Planning, 1988), mens Michael Albert har udviklet en model for “deltagelsesplanlægning” (f.eks. Parecon, 2003). Der er vigtige ligheder mellem dem, men også forskelle. Det er nødvendig med mere diskussion af de respektive styrker og svagheder ved disse og andre modeller for koordinering uden marked for at forfine vores forståelse af, hvordan demokratisk planlægning kunne fungere.

En af de store fortjenester ved både Alberts og Devines modeller er, at de forudsætter, at den økonomiske beslutningstagning ligger hos selvstyrende producenter og forbrugere, som står i forbindelse med hinanden på kryds og tværs gennem koordinationsnetværk, frem for at gå igennem et planlægnings-“center”. I denne henseende realiserer de den tilskyndelse mod deltagelsesdemokrati, der gennemtrænger Marx’s forestilling om socialisme fra neden.

Endelig har jeg, i punkt 7, foreslået, at fordelingen skulle være baseret på det behovsprincip, som Marx tiltrådte i Kritik af Gotha-programmet som grundlaget for kommunismen. En nærmere bestemmelse af det ville være ved hjælp af det retfærdighedsprincip, hvorefter alle bør have lige adgang til de ressourcer, de har brug for at leve det liv, som de selv har grund til at værdsætte.

Denne slags princip er en normativ retfærdiggørelse for, hvordan samfundet bør fordele ressourcer og indkomst. Der er dermed spillerum for en diskussion på et mere konkret niveau, om hvordan man bedst institutionelt set realiserer sådan et princip. For eksempel argumenterer mange lighedsforkæmpere for en betingelsesløs ret til en grundindkomst uafhængigt af om, man bidrager produktivt. I modsætning hertil vil Albert kæde indkomst sammen med arbejdsindsats og foreslår den fordelingsmæssige retningslinie: “aflønning i forhold til hver enkelt persons indsats eller personlige opofrelse.” Der kan med andre ord være forskellige strategier for at virkeliggøre det samme egalitære retfærdighedsprincip.

Virkeliggørelsen af vores værdier

På et mere generelt plan ser det for mig ud til at socialisme, i den her opfattelse, opfylder de værdier, som anti-globaliseringsbevægelsen er forbundet med:

Individerne, som deler kontrollen over de produktive ressourcer, ville ikke længere få deres ret til den lige mængde af frihed knægtet ved at være tvunget af deres mangel på ejendom til at underkaste sig kapitalistisk udbytning.
De ville ikke længere blive udsat for kapitalismens grundlæggende uretfærdighed, hvor en persons chancer i livet er forbundet med fødslens tilfældigheder eller markedets op- og nedture, og ville have en lige stor ret til samfundets ressourcer.
Fordi det økonomiske liv ville være organiseret på grundlag af samarbejde og selvforvaltning, ville det på forudsætte og forstærke en værdi som solidaritet.
Eftersom demokratisk planlægning gør producenter og forbrugere til deltagere i den økonomiske beslutningstagning, ville ressourcerne blive fordelt på grundlag af oplysninger om folks behov og produktionens muligheder: dette ville undgå det spild og misbrug af ressourcer, som (i virkeligheden) gør kapitalismen til sådan et ineffektivt system.
Socialisme ville som et politisk og økonomisk system indebære en avanceret form for deltagelsesdemokrati, og dermed virkeliggøre det demokrati, som de liberale kapitalistiske samfund i teorien hylder, men i praksis træder under fode.
Demokratisk planlægning ville sætte en stopper for den blinde flugt fremad, som den konkurrencebaserede akkumulations logik skubber kapitalismen ind i: den ville således tillade menneskeheden kollektivt at tage de drastiske skridt, som er nødvendige for at vende den proces med klimaforandringer, som kapitalismen har sat i gang; det ville også give os midlerne (under forudsætning af at vi er kloge nok til at benytte dem) til at undgå eller hurtigt at korrigere enhver menneskeskabt miljøødelæggelse i fremtiden.

Forskelle til andre opfattelser

Hvordan er socialismen, som den er blevet præsenteret her, sammenlignet med andre alternative opfattelser?

Da den er et systemisk alternativ til kapitalismen, adskiller den sig nødvendigvis fra enhver form for partielle alternativer – f.eks. participative budgetter. Sådanne foranstaltninger er måske ønskelige som demokratiske reformer, som gør det nuværende system mere beboeligt og i større grad underlagt kollektiv kontrol (selvom enhver af den slags foranstaltninger må undersøges kritisk for fordele og ulemper og i lyset af erfaringen). Men hele den anti-kapitalistiske kamps historie viser, at kapitalismen – særligt i perioder med et økonomisk boom såsom i 1950’erne og 1960’erne – midlertidigt kan tilpasse sig sådanne reformer, for blot i krisetider at forsøge at tilbagetrække sådanne indrømmelser som ubærlige byrder for konkurrenceevnen og profitabiliteten. Sådan er logikken bag de sidste 25 års neoliberale “mod-reformation” i virkeligheden. Som PT opdagede langt før Lula blev valgt, vil de finansielle markeder knapt nok tolerere selv de mest beskedne reformer. Det er en af grundene til, at vi har brug for en systemisk transformation.
Socialisme er også uforeneligt med ethvert forsøg på at erstatte kapitalismen, men beholde markedet. Siden Sovjetunionens sammenbrud er mange venstreintellektuelle blevet tilhængere af markedssocialisme, som forsøger at kombinere en form for samfundsmæssig eje med en markedsøkonomi (hvor ressourcerne allokeres på grundlag af konkurrence mellem selvstyrende, men gensidigt afhængige producenter). Men sådan et alternativ er grundlæggende fyldt med mangler. For det første bevarer det de fundamentale uretfærdigheder, som stammer fra markedets fordeling af ressourcer og indkomst: individernes chancer i livet er stadig afhængig af markedets blinde svingninger, og solidariteten bliver undermineret af kampen for konkurrencemæssige fordele. For det andet, så længe kontrollen over økonomien er spredt blandt konkurrerende producenter (selv hvis disse er arbejderkooperativer) vil der fortsat være et mægtigt pres for at genoprette et mindretalsherredømme over produktionen og en udbyttende arbejdsorganisering. Kapitalismens dårligdomme kan kun fjernes ved helt at skrotte markedsøkonomien.
For at gentage, socialismen adskiller sig grundlæggende fra “statssocialisme”, hvad enten der er tale om den stalinistiske eller socialdemokratiske slags. Det er et system baseret på deltagelsesdemokrati,hvor den økonomiske og politiske magt udøves af selvstyrende netværk af producent-, forbruger- og boligkvarterråd.
Selv det kun er et implicit træk ved den ovenfor skitserede socialismeopfattelse, er det værd at skære ud i pap, at den her skitserede samfundsform kun kan realiseres i international målestok. Det er delvist af negative grunde: den historiske erfaring har fuldt ud bekræftet Marx’s intuition om, at ethvert enligt samfund, som brød med kapitalismen ville komme under et enormt og i sidste ende ubærligt økonomisk og militært pres for enten åbenlyst at vende tilbage til det kapitalistiske verdenssystem eller kraftigt imitere dette systems undertrykkende og udbyttende træk. Mere positivt, mange af menneskehedens problemer kan kun løses ordentligt på globalt plan: klimaændringer er blot det mest indlysende eksempel. Regeringen af selvstyrende råd bliver således nødt til så hurtigt som muligt at udbrede til sig til internationalt omfang. Det adskiller socialismen fra nogle af alternativer, som vidt og bredt fremføres i antiglobaliseringsbevægelsen – for eksempel “deglobalisering” (Walden Bello) og “lokalisering” (Colin Hines). Der er ingen grund til, at en befriet menneskehed skulle give afkald på adgang til ressourcer som er tilgængelige rundt omkring i verden, så længe denne adgang bliver retfærdigt fordelt og reguleret på demokratisk vis (som den naturligvis helt tydeligt ikke er, og ikke kan være, under kapitalismen).
Sådan forstået er socialismen, måske overraskende, temmelig lig visse udgaver af anarkisme. Albert kalder sin “parecon” (participativ økonomi) eller participativ planlægning, som for mig at se er ét muligt bud på en økonomisk model under socialismen, for “grundlæggende en anarkistisk økonomisk vision”. Men i virkeligheden burde dette ikke være overraskende: Marx opfattede trods alt kommunismen som et samfund uden klasser eller stat. Hans store uoverensstemmelse med Bakunin og andre anarkister handlede om, hvordan man opnår sådan et samfund.

Strategi

Det er selvfølgelig én million kroners spørgsmålet. Det er også et stort spørgsmål i sig selv. Nogle få pointer:

Socialismen, som jeg har skitseret den her, er klart uforenelig med reformisme som politisk strategi. Reformer, der gør livet under kapitalismen mere udholdeligt, er værd at kæmpe for, men vi har brug for et andet system.
Ikke nok med det, ethvert forsøg på at opnå socialisme – eller i virkeligheden ethvert andet alternativt system – ville blive nødt til at konfrontere de store økonomiske, militære og politiske magtkoncentrationer, som karakteriserer kapitalismen i dens nuværende form. Carabinieri’ernes[4] vold i Genova leverede et nyt glimt af en gammel sandhed – at enhver systemoverskridende bevægelse ville blive nødt til at konfrontere den voldelige modstand fra forsvarerne af den eksisterende orden.
Det stiller enhver, der søger at opnå et samfund baseret på selvstyrende rådsdemokrati overfor følgende dilemma: hvordan kombinerer man de selvorganiserede sociale aktørers spredte demokratiske energi, som både er essentiel i at overvinde den kapitalistiske modstand og et varsel om det nye samfund, med det strategiske fokus og den centraliserede koordination, som er nødvendig for at koncentrere kræfterne for forandring, hvor de er mest effektive?
Dette dilemma stilles særligt skarpt op i dag på grund af de decentraliserede og libertære organisationsformer – netværket af netværk – som er kendetegnende for den nuværende bevægelse. Der har været en måske naturlig tendens til simpelthen at hylde spredning og opdeling, og at behandle disse kvaliteter ved bevægelsen som om de nærmest er tilstrækkelige i sig selv. Men de udfordringer, som bevægelsen har mødt siden Genova og 11. september – hvor vi er blevet nødt til at begynde at konfrontere både de indenrigs- og udenrigspolitiske udtryk for statsvold, viser, at det er ikke tilstrækkeligt, og at diskussioner og slid må sættes ind for at tilbyde bevægelsen en strategisk retning.
Det meget omdiskuterede spørgsmål om forholdet mellem de politiske partier og de sociale bevægelser er tæt forbundet til dette dilemma. Der har været en negativ reaktion fra både den mere reformistiske og den mere autonome fløj af bevægelsen på tilstedeværelsen af partier fra den radikale venstrefløj ved European Social Forum i Firenze. Men partier, der har en ægte loyalitet overfor bevægelsen og som ikke forsøger at erstatte den med sig selv, kan spille en positiv rolle, netop på grund af deres generaliserende natur, er de veludrustede til at tage livtag med brede spørgsmål som program og strategi (selvom de naturligvis vil gøre dette side om side med de mange individuelle og kollektive aktører, der – af praktiske eller principielle grunde – vælger af arbejde uden for partierne.
Uanset hvad vil de nødvendige spændinger mellem decentralistiske og centralistiske organisationsformer ikke forsvinde. Heller ikke partierne – forstået som mere eller mindre organiserede strømninger, som legemliggør bestemte ideologier, programmer og strategier, uanset om de eksplicit kalder sig for partier eller ej. Det vi bliver nødt til at gøre, er at udforske vores forskelle – og også den ofte forbløffende grad af enighed vi har – i håbet om at opnå den størst mulige enighed om et alternativ, som vil realisere de værdier, som ligger til grund for denne bevægelse og endelig skaffe verden af med kapitalismens barbari og uretfærdighed.

Mange af de temaer, der er ridset op i dette papir er udviklet meget mere i en bog, jeg har skrevet, som hedder An Anti-Capitalist Manifesto, og som vil blive udgivet af Polity i Storbritannien og af Blackwell i USA i februar 2003.

Alex Callinicos er professor ved Department of Politics på University of York og ledende medlem af Socialist Workers Party (SWP) i Storbritannien.

Noter

[1] Participative budgetter: Det mest kendte eksempel på participative budgetter stammer fra Porto Alegre i Brasilien, hvor man under Arbejderpartiets (PT) styre har eksperimenteret med denne form for deltagerdemokrati, hvor befolkningen på en række møder i deres lokalområde kan opstille deres behov og prioriteter i forhold til fordelingen af det kommunale budget, o.a.

[2] Betyder omtrent “den enerådende ideologi”, o.a.

[3] Der kan faktisk stilles spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er korrekt at beskrive den økonomiske koordinering under stalinismen som “planlægning”, da de økonomiske prioritering i USSR for eksempel ikke blev truffet på autonom vis, men snarere blev dikteret af behovet for at opbygge en sværindustri som var i stand til at følge militært med Vesten. I denne forstand var stalinismens særlige dårligdomme en særlig udgave af den globale irrationalitet ved et verdenssystem, der drives af økonomisk og geopolitisk konkurrence.

[4] Italiensk paramilitært korps, o.a.

Toppen af siden

Sidst opdateret 19.7.2014