Trykt i Against the Current, formentlig 1986.
Udgivet første i april 1987 af Internationale Socialister.
Genoptrykt i International Socialisme. Politiske arbejdstekster, nr. 9, juni 1990, s. 25-44.
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 8. dec. 2014.
Revolutionære og socialdemokratiet
Revolutionære socialister i hele den vestlige kapitalistiske blok står overfor det paradoks, som er blevet behandlet i Against the Current (New Series, nr. 1). På den ene side er der overhovedet ingen tegn på nogen lettelse i den globale økonomiske krise, der har kastet kapitalismen ud i to styrtdyk siden 1973. På den anden side er situationen i arbejderklassen og på den revolutionære venstrefløj langt mindre favorabel, end den var for ti år siden.
De borgerlige politikere er drejet skarpt til højre. Konservative regeringer med en erklæret tro på “de frie markedsmekanismer” er ved magten i alle de vigtigste kapitalistiske stater. Og den reformistiske venstrefløj står i en grundigt forvirret situation. Alle, der troede, at der fandtes en slags mekanisk sammenkædning mellem økonomisk krise og masse-radikalisering, har vist sig at tage grundigt fejl.
For marxister kræver situationen en ekstremt sober og realistisk vurdering. Imidlertid bør en sådan analyse ikke blot og bart beskrive de indlysende problemer, som socialister står overfor idag. Målet må snarere være at kortlægge de muligheder, der findes for at opbygge -en revolutionær, socialistisk organisation, selv under de nuværende omstændigheder. Det er min intention med denne artikel, som primært bygger på erfaringer fra Socialist Workers Party (SWP) i Storbritannien, men også på erfaringer fra vores søsterorganisationer i andre lande f. eks. International Socialist Organization (ISO) i USA. [1]
Selv om der er store åbenlyse forskelle på situationen i de forskellige vestlige kapitalistiske lande, så er det ikke desto mindre muligt at udskille en række fællestræk ved klassekampen over hele den udviklede kapitalistiske verden i dag. De følgende er blandt de vigtigste.
1. Gennem de sidste 10 år er der sket en markant ændring i styrkeforholdet mellem klasserne i kapitalens favør. I starten af 1970’erne kunne den vestlige arbejderklasse endnu trække på den selvtillid og organisationsgrad, som blev opbygget i løbet af det lange økonomiske opsving. Arbejderklassen kunne derfor møde de første krisestramninger ved at gå i offensiven på den mest militante og generaliserede facon siden mellemkrigstiden. Dette opsving i klassekampen nåede sit højdepunkt i 1975. Revolutionen i Portugal samtidig med, at Franco’s diktatur i Spanien og det kristeligt-demokratiske regime i Italien var i dyb krise, syntes at sætte spørgsmålet om arbejderklassens magtovertagelse på dagsordenen.
Siden de hede dage har den vestlige arbejderklasse gennemgået en langsom og bitter retræte. Denne udvikling er nået længst i USA, hvor klassekampsopsvinget i de tidlige 70’ere var langt svagere end i dele af Europa.
I f.eks. Storbritannien blev en række overvældende sejre over den konservative regering i 1970-74 fulgt af nogle meget alvorlige nederlag til Thatcher-regeringen. Det bitre nederlag i minearbejdernes strejke i 1984-85 var kulminationen på den udvikling.
2. De reformistiske partiers indflydelse på arbejderne, enten direkte eller ved det faglige bureaukratis mellemkomst, er den vigtigste faktor, når den aktuelle nedgang i den europæiske klassekamp skal forklares. Det var de socialdemokratiske partier – og i mindre grad enkelte af de kommunistiske partier – som høstede størst fordel af radikaliseringen i de tidlige 1970’ere. Den politiske tillid brugte reformisterne til at stabilisere den europæiske kapitalisme.
Det portugisiske socialistpartis åbenlyst kontrarevolutionære rolle i 1974-75 er velkendt. Det samme gælder for den rolle, som eurokommunismen spillede for etableringen af det borgerlige demokrati i Spanien og for at lægge låg på den sociale uro i Italien sidst i 1970’erne. Labour-regeringen i Storbritannien vandt støtte fra fagbureaukratiet til at gennemføre de skarpeste nedskæringer i levestandarden i et helt århundrede og banede dermed vejen for den monetaristiske økonomiske politik, som Thatcher har ført i de sidste syv år.
“Euro-socialismens” resultater har været tilsvarende katastrofale, hvad enten det gælder Francois Mitterands kapitulation over for monetarismen i Frankrig, Felipe Gonzales’ forlovelse med NATO i Spanien, eller Andreas Papandreous entusiastiske indførsel af anti-fagforeningslovgivning og nedskæringspolitik i Grækenland.
3. Men selv om reformismen har spillet fallit, så er det revolutionære venstre selv i krise. [2] Selv om de revolutionære organisationer var for svage til at kunne repræsentere et egentligt massealternativ i de tidlige 1970’eres kampe, så var de organisationer dog i stand til at vokse betragteligt og i stand til at vinde et lille, men reelt, fodfæste i arbejderklassen i de fleste vesteuropæiske lande.
Imidlertid har det sidste årti været præget af forvirring og ofte af opløsning. Processen har nået sit absolutte højdepunkt i Italien, hvor de tre vigtigste organisationer på den yderste venstrefløj en overgang havde et samlet medlemstal på 30.000 og hver sit dagblad. I dag har de intet efterladt bag sig. Men krisen er generel. Den kan ikke udelukkende tillægges objektive faktorer, selv om nedgangen i arbejdernes kampgejst helt indlysende har gjort omgivelserne mindre favorable for revolutionære socialistiske ideer.
Størsteparten af den yderste venstrefløj i Vesteuropa, Nordamerika og Australien var primært influeret af den stalinistiske tradition, normalt i en af dens maoistiske varianter. Den tradition står ganske fremmed over for ideen om arbejderklassens egen frigørelse. I samme øjeblik niveauet i klassekampen begyndte at falde, begyndte de maoistiske grupper at udvikle sig til halehæng til den officielle reformisme eller til bevægelserne eller til begge dele. Fordi maoisterne manglede en grundlæggende orientering mod arbejderklassen. De grupper, som ikke gik i opløsning, er i stedet skrumpet ind til forhærdede stalinistiske sekter.
Den ortodokse trotskisme har heller været fri for at blive påvirket af den samme tendens: Ligue Communiste Revolutionnaire (LCR), den franske sektion af Fjerde Internationale, besvarede således venstrefløjens valgsejr i 1981 med et forsøg på at skubbe de reformistiske partier længere til venstre. I stedet for at præsentere et socialistisk alternativ til Mitterand-regeringens politik. [3]
Udover de teoretiske og strategiske fejl forventede praktisk taget alle revolutionære organisationer, at de tidlige 1970’eres klassekampsopsving ville fortsætte ubegrænset, og de blev desillusionerede, da situationen vendte til nedgang i anden halvdel af 1970’erne. Selv grupper som det britiske SWP, der overlevede og har været i stand til at vokse de seneste år, kom ud for en alvorlig krise, da organisationen skulle omlægges til at arbejde under de ændrede betingelser.
4. I den aktuelle situation er arbejdskampene passive, opsplittede og defensive, og ender ofte med nederlag. Ikke blot er antallet af “tabte” arbejdsdage faldet stærkt siden 1970’erne – strejkerne har også ændret karakter. Den generaliserede militans i arbejderklassen, der kendetegnede mange kampe i starten af 1970’erne, er blevet afløst af fagchauvinisme og sektionalisering. Således at arbejderne ofte er i konflikt indbyrdes frem for med arbejdsgiverne. (Sammenhængen mellem sektionalisme og nationalisme tydeliggøres af fagbureaukraternes kampagner for forskellige protektionistiske tiltag.)
Lige så vigtig er den dramatiske styrkelse af bureaukratiets magt over for arbejdernes organisering på gulvplanet. Opsvinget i starten af 1970’erne var karakteriseret af en høj selvtillid og evne til at handle selvstændigt blandt de militante arbejdergrupper. Disse kvaliteter åbenbarede sig i de militante tillidsmandsorganiseringer, der blev udviklet af f.eks. italienske og britiske arbejdere, men som også fandtes i de amerikanske “wildcatstrejker” i 1970 (blandt transport og postarbejdere). I dag er kampene præget af en høj grad af passivitet på gulvplan og af en tilsvarende øget afhængighed af fagbureaukratiet.
De vigtigste massekampe, der trods alt finder sted, har en tendens til at blive ført som “bureaukratiske massestrejker”, der startes og kontrolleres af fagtoppen. De strejker afspejler, at fagtoppen er presset nedefra, men de bruges også til at styrke fagtoppens forhandlingsposition overfor kapitalen. Generelt fører et bureaukratisk lederskab næsten uundgåeligt til nederlag. Det viste sig i den hidtil vigtigste massestrejke de seneste år, den britiske minestrejke. Men også andre strejker bekræfter mønsteret: Operation “Solidarity” i British Columbia (en canadisk delstat) i 1982, strejkerne mod nedskæringerne i Holland og Belgien i 1983, påskestrejkerne i Danmark i 1985, samt de nuværende kampe i Grækenland imod Papandreou-regeringens økonomiske politik.
5. Den nedgang i klassekampen er primært koncentreret i den vestlige kapitalistiske blok. Andre steder i verden har der været langt mere voldsomme sociale og politiske oprør. Forholdene i de vigtigste kapital-akkumulationscentre uden for de imperialistiske metropoler – og det drejer sig ikke kun om de nyindustrialiserede lande i den tredje verden, men også om statskapitalistiske lande som Polen – har en tendens til at producere en eksplosiv vækst i nye militante bevægelser i arbejderklasse, fra Solidarnosc i 1980-81 til Congress of South African Trade Unions (COSATU) i dag.
Fortsættelsen af de folkelige revolutioner i den tredje verden, hvoraf den seneste bragte Marcos-regimet på Filippinerne til fald, har påført den vestlige imperialisme svære nederlag. Og der findes specielt et sted, hvor en sådan revolution kan bringe arbejderklassen til magten: Sydafrika. [4]
6. Den nuværende nedgang er dog ikke kun geografisk begrænset til vesten; den er også tidsmæssigt begrænset. Erfaringerne fra tidligere nedgangsperioder viser først og fremmest, at de ikke varer evigt. Knusningen af de amerikanske arbejderes militans mod slutningen af første verdenskrig og den “Amerikanske Plans” triumf i 1920’erne blev afløst af de store strejker for faglig organisering, hvorfra CIO udviklede sig i 1930’erne. 1934 blev begyndelsen til et opsving i klassekampen i USA, startende med massestrejker i Minneapolis, Toledo og San Francisco. Og samme år kom også det opsving i de franske arbejderes kamp mod fascismens fremvækst, som lagde grunden til de store kampe i 1936.
Det er umuligt at forudsige, hvilken form en genopblussen i arbejdernes kamp vil tage i dag. Muligvis vil en bureaukratisk massestrejke slippe ud af pampernes kontrol: Fabriksbesættelserne i maj-juni 1968 i Frankrig udsprang af en officiel generalstrejke. Men vi kan være absolut sikre på, at der vil komme et opsving i klassekampen. Det garanteres alene af dybden i den globale økonomiske krise. Det afgørende spørgsmål er, hvordan revolutionære socialister forbereder sig til opsvinget.
Mange af dem, der var aktive på den yderste venstrefløj i 1970’erne er nu blevet desillusioneret, hvad angår “partiopbygning”. Hele ideen om at udvikle en revolutionær socialistisk organisation synes for disse tidligere revolutionære at være irrelevant og sekterisk. Den holdning afspejler til dels en reaktion på de yderst overdrevne forventninger og den stalinistiske form for organisationsopbygning, som var fremherskende i maoismens velmagtsdage efter 1968 (skønt ikke blot maoister forfaldt til sådanne fejltagelser).
Men der har også udviklet sig et andet argument imod forsøget på at opbygge en leninistisk organisation, som baserer sig på erfaringerne fra bolsjevikkerne og Komintern frem til 1924 snarere end på de senere stalinistiske forvrængninger. Argumentet synes at gå ud på, at det er en fejltagelse at arbejde efter en sådan partiopbygningsstrategi i dag, eller i det mindste så længe niveauet i klassekampen er så lavt, og de revolutionære socialister er isolerede: Resultatet kan kun blive dannelse af en selvtilstrækkelig sekt. Det mest realistiske, marxister skal arbejde på, er en meget løsere organisationsform, hvori meget forskellige politiske tendenser kan udvikle sig. Den organisation skal propagandere for socialistiske ideer, indtil en genopblussen i klassekampen skaber et massepublikum for de socialistiske ideer. [5]
Svagheden i dette argument ligger i, at det ikke formår at inddrage læren af tidligere opsving. Kampene fra sidst i 1960’erne til starten af 1970’erne hører til de mest radikale i den europæiske arbejderbevægelses historie. I længden blev alle kampene tabt, ikke fordi arbejderne manglede styrke, men fordi de var ideologisk domineret af politiske traditioner, som forhindrede dem i at bruge den kollektive styrke til at omstyrte den kapitalistiske samfundsorden.
Erfaringerne fra Solidarnosc, der hører til de mest udviklede bevægelser i hele verdens-proletariatets historie, illustrerer den pointe til fulde. I form af organisationsgrad og demokratisk opbygning tåler Solidarnosc sammenligning med sovjetterne i Rusland i 1905 og 1917. Ikke desto mindre var Solidarnosc gennemsyret af ideologier – spændende fra katolsk nationalisme til venstrereformisme – som prædikede klassesamarbejde, at de polske arbejdere skulle tilstræbe en “selvbegrænset revolution”, der var baseret på et kompromis mellem arbejdernes bevægelse og regimet.
Disse ideer afvæbnede Solidarnosc for øjnene af en statsmagt, som i december 1981 viste, at den langt bedre end sine modstandere i Solidarnosc forstod uforeneligheden mellem arbejdernes og statens interesser. [6]
Polen 1980-81 bekræftede en gammel læresætning: at selv når arbejderne handler på den mest revolutionære facon, så handler de under indflydelse af de herskende ideer. De ideer vil holde arbejderne tilbage i den uundgåelige styrkeprøve med kapitalen, medmindre ideerne udfordres. At udfordre den herskende politiske tradition kræver et netværk af revolutionære socialister, der er fælles om en marxistisk analyse af verden, og som har erfaringer med at arbejde sammen på en demokratisk og disciplineret måde.
Det er ekstremt svært at opbygge en sådan organisation, når først arbejderne er gået i aktion i stor målestok: det illustreres klart af de børnesygdomme, der hærgede det tyske kommunistparti (KPD), der først blev dannet efter revolutionen i november 1918. KPD’s umodenhed førte hurtigt til den katastrofale Spartakus-opstand i januar 1919, hvor mange erfarne revolutionære blev myrdet, først fremmest Rosa Luxemburg. [7]
Lenin og bolsjevikkernes afgørende bidrag til den marxistiske tradition er grundlæggende, at de var i stand til at fastholde en kerne af organiserede revolutionære i kølvandet efter den fejlslagne 1905-revolution; en kerne der overlevede de mørke år med reaktion og tilbagegang, og som udviklede sig til et masseparti, da arbejderne igen kom i aktion i 1912 og igen i langt større målestok i 1917. [8]
I vesten i dag er vi langt fra Rusland 1917 og Tyskland 1918. Men hvis vi erkender, at kapitalismen er inde i en global krise, og at den vestlige arbejderklasse langt fra er ude af billedet – og der er ingen mening i at kalde sig marxist, hvis man er uenig i de to præmisser – så vil fremtidige sammenstød uundgåeligt finde sted. Sammenstød der vil rejse spørgsmålet om magten i samfundet.
Afgørende for, om arbejderne eller kapitalen vinder en sådan fremtidig konfrontation, er, at der findes en revolutionær organisation, som formår at tilbyde arbejderklassen et alternativ til den klassesamarbejds-tradition, der præger den vestlige arbejderbevægelse. En organisation, som kan udfordre de reformistiske bureaukraters og politikeres dominans. Tilstedeværelsen af en sådan organisation afhænger af, hvad revolutionære socialister gør i dag for at organisere en kerne af politisk overbeviste aktivister, der arbejder målrettet på at vinde folk for revolutionære ideer – selv om omstændighederne i nedgangen ofte er meget svære og afskrækkende.
Her kan erfaringerne fra det britiske SWP være relevante, efter som vi har kunnet fastholde en organisation på 4000 medlemmer i de hårde tider, som den britiske arbejderklasse har været igennem siden 1979. SWP er en del af en international tendens, Internationale Socialister, der omfatter organisationer i USA, Vesttyskland, Frankrig, Irland, Danmark, Norge, Canada og Australien, og som har tæt forbindelse til grupper i Grækenland og Indien.
De grupper er alle betydeligt mindre end det britiske SWP, men de reelle små fremskridt, som grupperne har gjort, må være af stor betydning for et projekt som dannelsen af Solidarity i USA.
Politisk klarhed med udgangspunkt i en revolutionær marxistisk forståelse af verden er absolut nødvendig for opbygningen af en socialistisk organisation i dag. Nedgangen i klassekampen har sammen med krisen på det yderste venstre betydet, at socialdemokratiske partier har kunnet tiltrække såvel eks-revolutionære som et bredere lag af militante arbejdere.
I Storbritannien er den udvikling sket i to faser. Den første var venstrereformismens hegemoni sidst i 1970’erne og i starten af 1980’erne. Det var i den periode, at Tony Benn stod i spidsen for noget, der lignede en massebevægelse for at trække Labour til venstre. I den bevægelse var Labours yderste venstrefløj i Militant-tendensen i stand til at etablere en vigtig basis i mange lokale afdelinger. Men Labours katastrofale optræden ved valget i juni 1983 betød en endelig afslutning på den fase.
Nederlaget i minestrejken indvarslede en ny fase, hvor højrefløjen i Labour er blevet stadigt mere dominerende. Mange af Tony Benns forhenværende tilhængere støtter nu Labour-lederen Neil Kinnocks forsøg på dels at skrotte den venstrereformistiske politik fra 1970’erne, dels at ekskludere Militant. Kinnocks håb er at kunne præsentere Labour som et “sikkert” pro-kapitalistisk parti for en herskende klasse, der i stigende grad er utilfredse med Thatcher.
Venstrefløjens overgivelse til Kinnock afspejler også stemningen hos mange faglige aktive, som efter minearbejdernes nederlag ser stemmesedlen som det eneste våben mod de konservative. Denne stemning har fundet ideologisk legitimering fra en fløj som Ralph Milliband meget dækkende kalder “ny-revisionismens teoretikere”. Den fløj samler sig om det eurokommunistiske magasin, Marxism Today, der fornøjet proklamerer klassekampens død. [9]
Betingelsen for at modstå først venstre- og dernæst højrereformismens tiltrækningskraft har været fastholdelse af det stærkest mulige fundament af marxistisk teori. Det har omfattet mere end evnen til ord for ord at gengive Marx’ og Lenins værker. Den grundlæggende forudsætning for at modstå tiltrækningen fra reformismen har været evnen til at bruge den klassiske marxismes teorier til at udvikle en sammenhængende politisk forståelse af den nuværende klassekamp.
Store dele af den britiske venstrefløj har svinget mellem eufori og desperation i de sidste år. Bevægelsen bag Tony Benn opmuntrede illusionen om at transformere Labour til et ægte socialistisk parti på trods af, at der kan skrives tykke bøger om tidligere fejlslagne forsøg. Da det håb blev rystet, sluttede venstrefløjen ukritisk op bag ledelsen i National Union of Mineworkers (NUM), idet de nægtede at se svaghederne i ledelsen af minestrejken 1984-85.
I samme øjeblik minearbejderne var slået, svingede venstrefløjen over til det stik modsatte standpunkt. Præsidenten for NUM, Arthur Scargill, som engang var en helt, er nu blevet en paria, som af næsten alle nu kritiseres for sin kloge og principfaste afvisning af at iværksætte en urafstemning om minestrejken. I stedet har de fleste socialister i desperation sluttet sig til Kinnock – manden der konsekvent afviste at støtte minearbejderne i deres et år lange kamp.
Under de omstændigheder er revolutionære blevet tvunget til at svømme imod strømmen. Vi er i SWP ikke blevet skræmt af beskyldningerne for at være pessimistiske og defaitistiske, selvom vi har peget på venstrefløjens svagheder og frem for alt på det skift i klassekampen i kapitalens favør, som lå til grund for venstrefløjens svækkelse – samtidig med at vi støttede Benn og Scargill. Tilsvarende er vi – efter minearbejdernes nederlag – faktisk den eneste kraft på venstrefløjen, som konsekvent angriber Kinnock. (Jeg bemærker i Against the Current no. 1, at selv Robin Blackburn har sluttet sig til kritikken af Scargill for ikke at sætte minestrejken til urafstemning på trods af, at den øgede brug af urafstemninger i strejkesituationer har spillet en afgørende rolle i undergravningen af arbejdernes kamp siden minearbejderne gik tilbage i arbejde i marts 1985.)
Der er en meget simpel forklaring på, at vi har kunnet modstå presset mod højre. Kernen i vores tradition er forestillingen om, at kun arbejderklassen selv kan frigøre sig. Ingen anden kraft kan indføre socialisme på vegne af arbejderklassen. Derfor har vi ingen illusioner om, at et parti som Labour med rødder i fagbureaukratiet kan omformes til et instrument for revolutionær forandring.
Men den orientering mod arbejderklassen har også tvunget os til at analysere den nuværende situation i klassekampen så nøjagtigt og realistisk som muligt. Det har gjort os i stand til at udvikle en politisk forståelse af situationen, som indser begrænsningerne i strejkekampe under de nuværende omstændigheder, men som også peger på de muligheder, der findes i selv bureaukratiske massestrejker for at udvikle sig til afgørende konfrontationer mellem arbejdere og kapital.
Begrebet om arbejderklassens egen frigørelse er ikke noget moralsk postulat, men en del af hele den teoretiske bygning, som udgør den klassiske, revolutionære marxisme. En tradition, som er udviklet af Marx og Engels, Lenin og Luxemburg, bolsjevikkerne, Trotskij og venstreoppositionen, og som afspejler erfaringerne fra 150 års arbejderkamp.
I bund og grund er vi arvinger til den tradition. Men et sådant sæt af ideer kan kun leve, hvis det udvikles i forsøg på at analysere og løse nye problemer, som viser sig i klassekampen. Vi har gjort nogle små forsøg på at udvikle den marxistiske tradition især i analysen af Østblokken som bureaukratisk statskapitalistiske lande. Men også i vores forsøg på at forstå den økonomiske krise og det lange opsving, som lå forud for krisen. [10]
Det er mit indtryk, at vores erfaringer er relevante for revolutionære i andre lande. Presset på de revolutionære fra reformismen er mindst lige stort i USA som i Storbritannien. Det viser sig i det kollaps, som har ført store dele af den amerikanske venstrefløj ind i det demokratiske parti på baggrund af illusionen om, at demokraterne er – eller kan blive – et socialdemokratisk parti. [11]
Det kræver en stor grad af teoretisk klarhed og politisk sikkerhed at stå op mod dette pres.
Det er det problem, som ligger til grund for, hvad jeg kun kan beskrive som min venlige skepsis over for det politiske projekt, som Solidarity repræsenterer. I Solidarity er tre forskellige politiske tendenser omgrupperet til én organisation, og man prøver samtidigt at indfange andre grupper f.eks. ISO. Kilden til min skepsis er ganske enkelt de teoretiske forskelle mellem de forskellige elementer i den omgruppering.
Når jeg fremhæver disse forskelle, skyldes det ikke, at jeg har smag for sekterisk ordkløveri, heller ikke fordi jeg mener, at en revolutionær organisation skal være en monolitisk sekt. Det skyldes snarere, at mangel på teoretisk sammenhæng og klarhed sandsynligvis vil forhindre en organisation som Solidarity i at kunne give et effektivt udspil til de aktuelle udfordringer. Dette punkt bliver muligvis mere forståeligt ved at sætte fokus på tre spørgsmål, som er centrale i enhver socialistisk strategi.
Kun få spørgsmål har frembragt flere destruktive argumenter indenfor den trotskistiske tradition end “det russiske spørgsmål”, som amerikanske revolutionære har gode grunde til at kende. Alligevel er det et uomgængeligt spørgsmål.
Reagan-administrationens offensiv mod Sandinist-regimet påfører socialister, især i USA, en absolut pligt til at forsvare revolutionen i Nicaragua imod amerikansk imperialisme. Men i hvilket omfang skal vi – om overhovedet – overskride den uforbeholdne støtte og foretage en politisk bedømmelse af Sandinist-regimet og dets politik, inklusive den påtvungne nedskæring i arbejderklassens levestandard og undertrykkelse af strejkeaktiviteten? [12]
“Det russiske spørgsmål” rejser sig også på cn anden måde: Revolutionære i Vesteuropa må stå i utvetydig opposition til Reagans og NATOs oprustning. Men hvilket standpunkt skal vi tage over for USSR og Warszawa-pagten? Skal vi, som James Patras argumenterer for, opgive “ideen om, at ‘supermagterne har lige stort ansvar’ for våbenkapløbet” som et forældet dogme (Against the Current nr. 2)?
Betingelsen for at besvare disse og lignende spørgsmål er, at man kan præstere en sammenhængende analyse af Øst-blokken. Desværre omfatter Solidarity tilhængere af to indbyrdes usammenhængende analyser: dels teorien om, at Rusland og lignende stater er “degenererede” eller “deformerede” arbejderstater, dels teorien om “bureaukratisk kollektivisme”. Uden at gå ind på de to teoriers særlige kendetegn vil jeg slå fast, at de politiske konklusioner er højst forskellige. Bureaukratisk kollektivisme er et begreb af ret ubestemmelig karakter, hvilket har ført til, at teorien f.eks. er blevet brugt til at retfærdiggøre såvel støtte til, modstand imod som neutralitet over for nationale befrielsesbevægelsers kampe. [13]
På den anden side indeholder den ortodokse trotskistiske teori om Rusland som en degenereret arbejderstat (i den sene Isaac Deutchers version), indirekte opfattelser af Rusland som repræsentant for de revolutionære kræfter på verdensplan. [14]
I den ortodokse trotskistiske forestilling er samfund som Rusland og Nicaragua overgangssamfund – fra kapitalisme på vej mod socialisme. Det er naturligvis denne forestilling, der ligger til grund for den iøjnefaldende degeneration af det amerikanske Socialist Workers Party til en stalinistisk organisation. Denne proces har blot trukket den mulige – logiske – konklusion af, at den ortodokse trotskisme sætter lighedstegn mellem “postkapitalisme” (samfund efter kapitalismen) og statslig ejendom af produktionsapparatet. Hvis man accepterer denne idé, er der ingen grund til at fastholde, at socialisme er arbejderklassens egen frigørelse, eftersom statslig ejendom kan indføres af andre kræfter end arbejderklassen, og specielt i den tredje verden: af guerillabevægelser under småborgerligt lederskab.
Og derfor betragter SWP (USA) f.eks. African National Congress (ANC) som den kraft, der kan indsætte en “arbejder- bonderegering” i Sydafrika. Næsten lige så sørgeligt har resten af Fjerde Internationales svar været på det amerikanske SWP’s opgivelse af et så grundlæggende begreb i den trotskistiske tradition som teorien om den permanente revolution. Fjerde Internationale har forsøgt at udviske brudfladerne og har i denne proces foretaget afgørende indrømmelser til deres amerikanske sympatisørers nystalinisme. [15]
Den eneste måde, hvorpå man kan undgå svaghederne i både teorien om bureaukratisk kollektivisme og den ortodokse trotskisme er efter min mening at betragte samfund som Rusland og Nicaragua som varianter af den kapitalistiske produktionsmåde, der er underlagt akkumulationens og konkurrencens verdensomspændende logik. Men selv om man er uenig i denne konklusion, må det være indlysende, at en organisation, som omfatter så forskellige opfattelser af Østblokken som Solidarity, vil være udsat for pres i vidt forskellige retninger, alt efter hvilke konkrete politiske spørgsmål, der rejser sig. Enighed eller ej – Fjerde Internationales svar på den debat, som det amerikanske SWP har fremprovokeret, er i sidste ende en opskrift på politisk lammelse.
Et af Trotskijs mindre værdsatte bidrag til den marxistiske teori findes f.eks. i hans artikler om den britiske generalstrejke i 1926. Her bedømmer han fagbureaukratiet som et særligt konservativt socialt lag i arbejderklassen, hvis interesser er i konflikt med de menige arbejderes. [16]
Modsætningen mellem fagbureaukratiet og arbejderne på gulvet er af mere grundlæggende karakter end f.eks. modsætninger mellem højre- og venstrefløj i fagbureaukratiet, selv om disse modsætninger i visse situationer er vigtige. For enhver seriøs revolutionær strategi inden for fagbevægelsen er det af afgørende betydning at erkende dette forhold.
Det er især vigtigt i en periode som den nuværende, hvor magtbalancen som sagt er skiftet i bureaukraternes favør. En følge af dette synes at være, ikke mindst i USA, at når en faglig opposition udvikler sig, sker det ikke som initiativ fra gulvplan, men under ledelse af folk fra det nederste lag i fagbureaukratiet, som er i konflikt med de nationale forbund. Dette forekommer specielt at gøre sig gældende med National Rank and File Against Concessions (NRFAC). De lokale fagbureaukraters indflydelse synes at forklare de begrænsninger i NRFAC, som Kim Moody pegede på i Against the Current nr. 1.
Der er intet overraskende i, at der udvikler sig modsætninger inden for bureaukratiet mellem højre og venstre. Og disse modsætninger er i virkeligheden med til at fastholde bureaukratiets kontrol over arbejderne. I det mindste vil arbejderne sikkert være underlagt dele af fagbureaukratiets politiske indflydelse i alle situationer – helt frem til en situation, hvor den dannes arbejderråd under revolutionært lederskab. Men det er ikke ensbetydende med, at der er sammenfaldende interesser mellem arbejderklassen og den ene eller den anden fløj i fagbureaukratiet. Det viser erfaringerne fra den britiske minestrejke.
Ledelsen i National Union of Mineworkers (NUM) repræsenterede fagbevægelsens yderste venstrefløj. Specielt var Scargill indhyllet af forhåbninger fra mange af de mest militante, og han prøvede faktisk at fremlægge en strategi, der var baseret på masseblokader, og som kunne have ført til sejr.
Imidlertid blev de initiativer, som Scargill arbejdede for, og som de menige aktivister støttede, saboteret af de lokale fagforeningsledelser i forbundet, først og fremmest i det vigtige Yorkshire-område.
De lokale fagbureaukraters magt var for stor til, at en opposition kunne udvikle sig nedefra, samtidig med at Scargill nægtede at bryde med sine kolleger i de lokale ledelser og i stedet satse på at organisere aktivisterne uafhængigt af bureaukratiet f.eks. i Yorkshire.
På denne måde var modsætningen mellem bureaukratiet og arbejderne på gulvplan afgørende for minearbejdernes nederlag. Dette er dog ikke ensbetydende med, at revolutionære aldrig skal samarbejde med dele af bureaukratiet: faktisk var der i visse faser af strejken en stiltiende enhedsfront mellem Scargill og hans sympatisører og SWP.
Erfaringerne fra minestrejken understreger dog også vigtigheden af, at revolutionære fastholder deres politiske og organisatoriske uafhængighed af selv venstrefløjen i fagbureaukratiet, at revolutionære kæmper under deres eget banner. Manglende klarhed på dette område kan føre til den vaklende holdning over for arbejdernes kamp, som blev demonstreret af store dele af den britiske venstrefløj overfor minearbejderne.
En klar og realistisk analyse af socialdemokratiets reformisme er grundlæggende for en succesfuld opbygning af en revolutionær organisation. De overdrevne forhåbninger til Tony Benn fik mange britiske socialister til at afskrive selvstændig aktivitet og melde sig ind i Labour i starten af 1980’erne. Som jeg tidligere har peget på, har de fleste nu kapituleret til Niel Kinnock.
Nogle af Solidarity’s tilhængere synes at have tilsvarende urealistiske forhåbninger til udviklingen af et socialdemokratisk parti i USA. Mike Davis er stærkt kritisk overfor DSA’s kujonagtige underdanighed overfor Det Demokratiske Partis apparat. Alligevel synes Mike Davis at mene, at et politisk initiativ som Jesse Jacksons Rainbow Coalition i 1984 har en politisk dynamik i sig, som kan føre til et brud og til dannelsen af et socialdemokratisk alternativ til de to store kapitalistiske partier, og som kan vinde masseopbakning fra især de sorte og spanske arbejdere.
Denne holdning indebærer en orientering mod venstrefløjen i Det Demokratiske Parti snarere end at lægge vægten på opbygning af en selvstændig socialistisk organisation. Men spørgsmålet om Davis’ optimistiske forhåbninger til mulighederne for reformismens fremtid har imidlertid ikke i sig selv særlig stor praktisk betydning.
Disse spørgsmål – om de “socialistiske landes” natur, om fagbureaukratiet og om reformismen – er centrale for enhver revolutionær strategi i de avancerede kapitalistiske lande. Jeg fokuserer ikke på dem, fordi jeg ønsker at deltage i flue-knepperi. Jeg accepterer fuldtud, at nye organisationer ikke kan have færdigt formulerede positioner på en lang række spørgsmål, og at vilje og åbenhed til at overveje de gamle doktriner er vigtige dyder.
Against the Current forventer, at en “levedygtig socialistisk organisation” kan udvikle sig gennem en proces med “langvarig diskussion”. Men denne proces kan kun blive frugtbar, hvis den finder sted inden for en teoretisk ramme, der omfatter en række fælles og indbyrdes sammenhængende forudsætninger, der kan danne baggrund for en effektiv “fælles indsats i massebevægelserne”. Min tvivl drejer sig om, hvorvidt Solidarity er i besiddelse af en sådan teoretisk ramme.
Teoretisk klarhed på de vigtigste spørgsmål inden for socialistisk politik, hvoraf nogle er nævnt ovenfor, er ikke blot grundlæggende, fordi det giver et sikkert holdepunkt for revolutionære, når betingelserne for socialistiske ideer er hårde.
Vores – og vore søsterorganisationers – erfaring er, at i den nuværende periode sker vækst primært gennem rekruttering af enkeltpersoner på baggrund af generel socialistisk propaganda. Det er på dette grundlag, at f.eks. ISO har haft succes med at tiltrække unge, som er nye på den revolutionære venstrefløj. Jeg ved, at enkelte medlemmer af Solidarity anerkender disse resultater.
Propagandaens centrale placering afspejler klassekampens karakter i dag. Det er en generel marxistisk doktrin, at arbejderne først bliver åbne i større tal for revolutionære ideer gennem deres erfaringer fra den praktiske kamp. Men i en periode, hvor strejkerne typisk er passive og defensive, kan arbejderne drage de forkerte konklusioner fra dem.
Varigheden og bitterheden i konflikten mellem den britiske stat og minearbejderne havde således en radikaliserende effekt, ikke mindst i de lokale minearbejdersamfund. Men strejkens nederlag og den efterfølgende arbejdsgiveroffensiv i minerne har imidlertid skabt en stemning af udbredt demoralisering, hvor de fleste minearbejdere højst håber på nogle reformer ved at stemme på Labour – på de ledere, som nægtede at bakke op bag minestrejken. Kun en lille minoritet er forblevet aktive i venstrefløjsorganisationer som SWP og Militant.
Under de omstændigheder er det usandsynligt, at revolutionære kan vinde ny opbakning gennem agitation og praktisk ledelse af enkelte kampe. Det er mere sandsynligt, at revolutionære kan rekruttere på baggrund af deres evne til at fremlægge en sammenhængende marxistisk forståelse af verden i dag – forklaring på krisens årsager, på de herskende klassers stadigt mere aggressive politik, på fagbureaukraternes og de reformistiske politikeres fejltagelser og nederlag, og på det alternativ, der bygger på arbejdernes egen aktivitet, og som er den eneste vej frem.
Nogle vil nok sige, at denne vej stinker af abstentionisme (dvs. passivitet i klassekampen), men de tager fejl. Naturligvis skal socialister efter bedste evne forholde sig til den daglige klassekamp. Men de må også indse, at under de nuværende betingelser vil revolutionære tiltrække arbejdere på grundlag af den generelle politiske forståelse, ikke på grund af at revolutionære deltager i en praktisk ledelse af kampe.
En følge af denne analyse er, at revolutionære vil opnå mest ved at arbejde åbent som socialister, ikke ved at skjule sig som faglige aktivister.
Revolutionære bør altid intervenere, altid forholde sig til verden uden for vore egne møder og aktiviteter. Men den type af intervention, som er mest effektiv, afhænger ikke af vore egne ønsker, men af klassekampens karakter.
Det generelle propagandaarbejde er påtvunget os af de aktuelle betingelser i klassekampen. Men det vil ikke vare evigt. Før eller siden vil arbejderne gå i offensiven. Det kritiske spørgsmål er, om socialister på det tidspunkt står i en position, hvor de kan få indflydelse på og endda lede arbejdernes kampe – hvad vi generelt ikke kunne i starten af 1970’erne.
Det afhænger af, hvad vi gør nu. Jeg har forsøgt at argumentere for, at revolutionære skal udvikle en klar og sammenhængende teoretisk forståelse, både som det uundværlige grundlag for praktisk aktivitet, men også som det vigtigste, som revolutionære kan tilbyde i en hård og forvirrende periode.
Min bekymring omkring Solidarity er, at organisationen mangler en sådan forståelse. Jeg går ud fra, at det er den vigtigste grund til, at ISO ikke deltager i den omgrupperingsproces, som Solidarity har udviklet sig af. At sige, at nye organisationer mangler politisk sammenhængskraft, er naturligvis ikke ensbetydende med, at de ikke kan udvikle det. Det afhænger til dels af en åben og kammeratlig debat. Jeg har skrevet denne artikel i håb om, at det kan bidrage til en sådan debat.
1. Medmindre andet er angivet henviser SWP til den britiske organisation af dette navn.
2. C. Harman: The Crisis of the European Revolutionary Left, International Socialism (herefter ISJ) 2:4 (1979).
3. J. Fournier: The Ligue Communiste Revolutionnaire and the Mitterand Government, ISJ 2:21 (1983).
4. A. Callinicos: Marxism and Revolution in South Africa, ISJ 2:31 (1986).
5. Dette synspunkt deles f.eks. af Socialist Society i Storbritannien, og kan findes i forskellige former blandt socialister andre steder i Vesten.
6. C. Barker: Festival of the Oppressed (London 1986).
7. C. Harman: The Lost Revolution (London 1982).
8. T. Cliff: Lenin I: Building the Party (London 1986).
9. R. Milliband: The New Revisionism in Britain, New Left Review no. 150 (1985).
10. T. Cliff: State Capitalism in Russia (London 1988).
11. R. Brenner: The Paradox of Social Democracy: The American Case, -i: M. Davis m.fl.: The Year Left I (London 1985), og Mike Davis: Prisoners of the American Dream (London 1986).
12. Se M. Gonzales: Revolution Under Siege (London 1985).
13. T. Cliff: The Theory af Bureaucratic Collectivism – a Critique, -i: Neither Washington nor Moscow (London 1982).
14. M. Davis: Nuclear Imperialism end Extended Deterrence, -i: E.P. Thompson m.fl.: Exterminism and Cold War (London 1982) og F. Halliday: The Making of the Second Cold War (London 1983).
15. A. Callinicos: Their Trotskyism and Ours, ISJ 2:22 (1984).
16. T. Cliff og D. Gluckstein: Marxism and Trade Union Struggle: The General Strike of 1926 (London 1986).
Sidst opdateret 3.4.2015