Oversat fra engelsk af Martin Johansen fra Ian Birchall: France 1968: 'All Power to the Imagination', -i: Colin Barker (ed.): Revolutionary Rehearsals, London 1987.
Udgivet som pjece i september 1988 af Internationale Socialisters Forlag i serien Revolutioner i vores tid.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 18. maj 2008.
Indledning
Krisen toner frem
Studenterne
Generalstrejken
Kamp om magten
Et samfund i oprør
Staten trues
Bureaukraterne bakker ud
Den splittede avantgarde
Højrefløjen reagerer
Læren af Maj 1968
I maj 1968 udsendte det særdeles klassebevidste ugeblad The Economist et special-tillæg med titlen “Gamle Frankrig har fart på”, for at markere ti års gaullist-styre i Frankrig. Forfatteren af dette tillæg, Norman Macrae, leverede en nærmest ukritisk hyldest til Frankrigs økonomi. Den franske levestandard var på Storbritanniens niveau, og faktisk spiste franskmændene mere kød og ejede flere biler end englænderne. Frankrig havde det “store nationale fortrin”, at dets fagforeninger var ‘rørende svage’.
Macrae hyldede specielt, hvad en franskmand havde benævnt “vores målbevidste uddannelses-revolution”. Den havde medført, at de franske erhvervsledere og teknikere var højere kvalificerede end i Vesttyskland. Derefter bedømte han mekanismerne i den franske økonomis “indikative planlægning”, som i Storbritannien var meget beundret af Labour-ledere som ministrene Tony Benn og Peter Shore, og han viste, hvordan den franske økonomi havde opnået en ønskværdig balance mellem statsstyret planlægning og frie markedskræfter. Som forsøg på at vurdere tiden efter de Gaulle’s død eller tilbagetræden konkluderede Macrae, at “efter de Gaulle kan et fransk omsving til industriel ekspansion og modernisering samt intelligent økonomisk liberalisme stadig nå at forbavse verden”. [1]
Endnu inden Macrae’s artikel var en uge gammel, forbavsede Frankrig i sandhed hele verden – med den største generalstrejke i menneskehedens historie. Mere end ni millioner arbejdere var involveret, i alle grene af den franske industri og i hele samfundets udstrækning – fra Meudon-observatoriet til Folies Bergères (natklub i Paris; ovs. anm.). Som regel var der ikke blot tale om strejker, men om at arbejderne udfordrede én af den private ejendomsrets største helligdomme ved at besætte deres arbejdspladser.
Det var ikke kun borgerlige kommentatorer som Macrae, der fandt deres spådomme grundigt rystet; også venstrefløjen var rystet. I januar 1968 havde årets udgave af “Socialist Register” bragt en artikel af André Gorz, en af Frankrigs kendteste marxistiske teoretikere. Gorz erklærede i artiklen, at “i en overskuelig fremtid vil der ikke udbryde en krise i den europæiske kapitalisme, som er dramatisk nok til at tvinge massen af arbejdere ud i revolutionære generalstrejker og væbnede opgør for at forsvare arbejderklassens vitale interesser”. [2]
Begivenhederne i maj 1968 affødte en syndflod af kommentarer og analyser. Ved udgangen af 1968 var der udkommet mere end hundrede bøger og utallige artikler i Frankrig. [3] Over hele verden var den franske strejke en kilde til inspiration og eufori; stemningen blev fanget af det engelske blad The Black Dwarf, [4] som udfyldte en forside med sloganet: “WE SHALL FIGHT, WE SHALL WIN, PARIS LONDON ROME BERLIN”.
Maj 1968 i Frankrig var en del af en verdensomspændende bølge af radikalisering blandt studenter og ungdom, som formede en hel politisk generation. Efterhånden som mange fra denne generation er drevet over til reformismen eller har sluttet fred med den gamle orden, er de blevet ret forlegne over deres politiske rødder. Begivenhederne i maj 1968 bliver nu til dags kun diskuteret lidt; så vidt jeg ved, findes der i dag (1986; ovs. anm.) ingen bøger i handlen, som handler om Frankrig i 1968.
Alligevel fortjener Maj 1968 at blive husket. Siden 1968 har der været mere udviklede oprør i Europa; Portugal i 1974-75 og Polen i 1980-81 udviklede begge aktionsformer, som på mange måder var mere fremskredne end i Frankrig 1968, og som skabte mere originale organisationsformer. Men begge disse lande manglede en tradition med borgerligt demokrati og reformistiske arbejderorganisationer. Portugal led under arven efter en forældet kolonialisme; Polen led under statskapitalismens specielle problemer og den russiske trussel. Fjendtlige kritikere vil prøve at fastholde, at begge situationer er irrelevante for Storbritannien i 1980’erne. Argumentet om at en socialistisk revolution er et realistisk mål i de kommende årtier i avancerede kapitalistiske demokratier som Storbritannien, Vesttyskland og USA (og Danmark; ovs. anm.) må stadig i betydelig grad bygge på erfaringerne fra Frankrig i maj 1968.
Set fra en arbejders synspunkt var livet i Frankrig i begyndelsen af 1968 ikke så rosenrødt som Norman Macrae skrev. Faktisk havde de forudgående tyve år været én lang periode med lav aktivitet i klassekampen. Sidst i 1940’erne havde det franske kommunistparti, PCF, anført en bølge af yderst militante strejker; men partiets politik tog i højere grad udgangspunkt i den kolde krig og forsvaret af Stalins Rusland end i en klar strategi for arbejderklassens fremskridt i Frankrig. Og fra starten af 1950’erne var demoraliseringen betydelig blandt arbejderne. Da krigen brød ud i den franske koloni Algeriet i 1954 formåede den franske arbejderbevægelse ikke at fremsætte nogen effektiv modstand, og de få venstreorienterede, som opponerede imod krigen, forblev isolerede.
I 1958 kollapsede den Fjerde Republik under krigens byrder, og general de Gaulle kunne overtage magten med relativt begrænset opposition. Som præsident fastholdt han det borgerlige demokratis ydre pynt, men på en måde som koncentrerede magten i hans egne hænder. Ikke alene afsluttede han krigen i Algeriet, han formåede også at fremskynde det arbejde, som den Fjerde Republik havde sat i gang for at modernisere den franske kapitalisme. Dette kunne han gøre med meget lidt opposition fra en stort set passiv og demoraliseret arbejderklasse. [5]
Sidst i 1960’erne stod de franske arbejdere fortsat foran mange alvorlige problemer. Reallønnen steg og havde mere eller mindre nået niveauet i Storbritannien, men en stor del af arbejderklassen led stadig under meget lave lønninger. Hver fjerde lønarbejder tjente mindre end 500 francs om måneden (cirka 500 kr.), og halvanden million ufaglærte arbejdere og landarbejdere tjente stadig kun omkring 400 francs om måneden. Arbejdsløsheden var vokset til over en halv million; et meget højt tal i det lange efterkrigs-boom. Specielt var de unge hårdt ramt; i Burgundiet i Midt-Frankrig var 29 pct. af alle unge under 25 år arbejdsløse. [6]
Fagforeningernes svaghed (med kun omkring tre millioner organiserede arbejdere i forhold til syv millioner i 1945) betød dårlige forhold på arbejdspladserne. Et par af ‘Frankrigs største arbejdsgivere havde ... været i stand til at tilsidesætte de mest elementære faglige rettigheder. Michelin pralede med, at de kun havde talt med strejkende arbejdere tre gange på tredive år. I juli 1967 tilkaldte Peugeot uropolitiet, og to arbejdere blev dræbt. Citroën havde effektivt afvist at anerkende rigtige fagforeninger. [7]
Og i sommeren 1967 havde regeringen foretaget et nyt succesfuldt angreb på arbejdernes levestandard ved at reorganisere socialvæsenet, skære i tilskud til udgifter til medicin og begrænse arbejdernes indflydelse på sygekasserne.
Den organiserede fagbevægelse havde gjort meget lidt for at opmuntre arbejderne til at kæmpe imod. De franske fagforeninger var delt i tre landsdækkende faglige hovedorganisationer: Confédération Générale du Travail (CGT – effektivt kontrolleret af kommunistpartiet), Confédération Francaise Démocratique du Travail (CFDT – oprindeligt en katolsk fagforening, men på vej mod den reformistiske venstrefløj), og Force Ouvrière (FO – en koldkrigs-udspaltning fra CGT og på ledelsesplan bittert antikommunistisk). Splittelsen betød, at flertallet af arbejderne ikke gad betale kontingent til nogen fagforening, selvom de ofte sluttede op i bestemte aktioner. Den generelle strategi, som fagforeningslederne brugte for at kontrollere bevægelsen og for at afstive deres forhandlingspositioner, var anvendelse af punktstrejker. Fra tid til anden udråbtes arbejdsnedlæggelser for en enkelt dag – eller endda for en enkelt time – for at lave en symbolsk fremvisning af magt for at bakke op bag forhandlingerne, og for fra starten at bremse ethvert tilløb til mere generelle konfrontationer.
Alligevel var der i årene op til 1968 tegn på, at uroen sydede under overfladen. Tidligt i 1963 strejkede minearbejdere i to og en halv måned. På trods af CGT’s modvillighed (som ønskede delvise aktioner og en hemmelig afstemning om strejken) og et fejlslagent forsøg fra regeringens side på at tvinge arbejderne tilbage til arbejdet, vandt minearbejderne i det mindste en delvis sejr og gav regeringen et psykologisk nederlag. [8]
Et andet tegn på arbejdernes utålmodighed med regimet var præsidentvalget i december 1965, hvor François Mitterrand opnåede et overraskende højt stemmetal i opposition til de Gaulle.
I 1967 og i starten af 1968 var der en hel bølge af strejker og lockouter, som omfattede maskinarbejdere, bilarbejdere, stål- og skibsbygningsindustrien, såvel som et bredt udvalg af offentligt ansatte. Fra begyndelsen af marts 1968 til starten af maj var der ikke mindre end firs faglige aktioner på Renault’s fabrik i Billancourt med krav om højere linninger, kortere arbejdstid og bedre arbejdsforhold. [9] En langvarig kamp fandt sted på fiberfabrikken Rhodiaceta i Lyon. I marts 1967 havde en strejke på 23 dage involveret lait 14.000 arbejdere. Sidst på året havde ledelsen reageret på endnu en strejke om jobs og bonussatser ved en delvis lockout og fyring af 92 militante arbejdere. Kampen fortsatte i 1968 med yderligere lockouter og massedemonstrationer. [10] Langsomt, men sikkert, blev der opbygget et pres, som kunne ende i en massiv social eksplosion.
Men selvom stemningen i arbejderklassen var eksplosiv, så var det ikke en vækst i arbejdernes militans, som antændte eksplosionen. I stedet tog historien en omvej over en anden samfundssektor – nemlig Frankrigs voksende studenterbefolkning.
Den massive udvidelse af de højere uddannelser i 1960’erne, var en væsentlig del af det gaullistiske regimes anstrengelser for at modernisere den franske kapitalisme. I den tidligere refererede artikel citerede Norman Macrae en franskmands syn på processen (det var før maj måned):
“På lærlingeskolerne i Tyskland uddannes faglærte arbejdere til industrien af i går,” spandt en franskmand lykkeligt, “men på universiteterne i Frankrig produceres teknikere for industrien af i morgen”. [11]
De rene tal var imponerende. Mellem 1958 og 1968 voksede antallet af studerende på de højere uddannelser i Frankrig fra 175.000 til 530.000. Alene i Paris voksede tallet fra 68.800 i 1958 til 130.000 i 1968. I de seks år op til 1968 blev universiteternes arealer mere end fordoblet; alligevel var universiteterne kronisk overfyldt og faciliteterne sørgeligt utilstrækkelige. [12]
Studenteroprør, som tidligere i 1960’erne havde fundet sted på Berkeley i Californien og på London’s School of Economics, var blevet et verdensomspændende fænomen i 1968. Det var særligt akut i Frankrig på grund af det hektiske jag for at udvide for at nå op på siden af andre højtudviklede lande, og på grund af de yderst centraliserede og konservative strukturer i det franske uddannelsessystem. Men krisen i de højere uddannelser havde ikke udviklet sig uafhængigt af det omgivende samfund – denne krise var en del af kapitalismens krise. De, der betragtede studenterbevægelsen som autonom i forhold til klassekampen, havde tendens til enten, som Herbert Marcuse og hans tilhængere, at lovprise studenterne som en ny revolutionær avantgarde, som trådte ind i stedet for den samfundsintegrerede og apatiske arbejderklasse; eller, som kommunistpartierne, at afvise studenternes radikalisme som noget fremmed i forhold til arbejderklassen. Der var dog andre, som understregede studenterbevægelsens sociale rødder:
Den centrale modsætning i kapitalismen er modsætningen mellem produktionen af, hvad Marx kaldte brugsværdier, og produktionen ‘af værdier. De første er naturlige, de andre er specifikke for den kapitalistiske samfundsorden. På universitetet afspejles dette som en modsætning mellem idealer om ubegrænset intellektuel udvikling, fri af sociale, politiske og ideologiske bindinger, og så de stramme intellektuelle tøjler, som kapitalismen påtvinger. Uddannelsernes liberale mystik støder sammen med deres sociale indhold. [13]
Før Anden Verdenskrig havde studenterne udgjort en relativt lille elite, som uddannede sig til at blive medlemmer af den herskende klasse eller dens godt betalte agenter (advokater, professorer, præster, videnskabsmænd osv.). Men med den store udvidelse af universiteterne var de fleste studenter udset . til at blive teknikere og administratorer, der måske var en smule mere priviligerede end arbejderklassen, men ikke radikalt forskellige fra den. Faktisk kunne mange studenter ikke få nogen form for beskæftigelse, fordi universiteternes ekspansion var gået så hurtigt og uplanlagt. Naturligvis bredte der sig en kritisk og oprørsk stemning.
Nye problemer krævede nye organisatoriske former. Den franske studenterorganisation UNEF var på vej nedad, efter at have spillet en militant og ærefuld rolle under Frankrigs krig j Algeriet. Medlemstallet var faldet til 50.000, kun en fjerdedel af antallet i starten af 1960’erne, skønt det samlede antal studenter var vokset. [14] Men en ny bølge af studenter var ved at blive radikaliseret af nye spørgsmål, både hjemlige og internationale. På den ene side havde oppositionen til USA’s krig i Vietnam fået mange til at gå entusiastisk ind for den Tredje Verden, for Che Guevara (som blev myrdet i 1967) og for den kinesiske Kulturrevolution. Mange andre var blevet rasende over den konservatisme, som dominerede det akademiske liv i Frankrig. På Nanterre, som lå i udkanten af Paris, oprettede studenterne et ‘kritisk universitet’, som skulle angribe det ideologiske indhold i de officielle forelæsninger. [15] Måske var det spørgsmålet om “fri bevægelighed”, mandlige og kvindelige, studenters ret til at besøge hinanden på universiteterne, som fremprovokerede den største aktivitet. I årene op til 1968 havde dette spørgsmål fremkaldt en del protester og demonstrationer.
Nye ledere udviklede sig fra disse nye ‘sager”. I januar 1968 kom ministeren for ungdom og sport, Francois Misoffe, til Nanterre for at indvi en ny swimmingpool. Han blev konfronteret med en militant student ved navn Daniel Cohn-Bendit, som få måneder senere var internationalt berygtet:
“Hr. Minister, du har udfærdiget en 600 sider lang rapport om unge i Frankrig. (En henvisning til et ministerielt dokument, som netop var dukket op.) Men der står ikke ét ord i den om vores seksuelle problemer. Hvorfor ikke?”
“Jeg er villig til at diskutere spørgsmålet med ansvarlige folk, men du er helt klart ikke en af dem. Jeg foretrækker selv sport frem for seksualundervisning. Hvis du har seksuelle problemer, vil jeg foreslå, at du springer i swimming-poolen.” Ministeren havde tabt tålmodigheden.
“Sådan plejede Hitler-Jugend at svare,” svarede Cohn-Bendit uforskammet. [16]
Fra dette tidspunkt voksede kampniveauet hurtigt. Den ene demonstration blev efterfulgt af den næste om Vietnam eller om studenterspørgsmål. Arrestationer og overgreb mod militante førte blot til yderligere protestdemonstrationer. I begyndelsen af maj var situationen i Paris næsten ude af kontrol. Den 3. maj besluttede myndighederne at lukke Sorbonne. De håbede tydeligvis på, at de fleste studenter så tæt på eksamen ville være travlt beskæftiget med at repetere, og at det ville være muligt at plukke de mest militante ud uden for meget ballade. Men dette viste sig at være en kolossal fejlberegning. I løbet af den næste uge var der studenterdemonstrationer og sammenstød med politiet hver dag. Den yderste højrefløj begyndte også at røre på sig; fascister fra Occident-gruppen satte ild på et studenterforenings-kontor på Sorbonne. [17]
Sammenbruddet kom om natten den 10. maj. Nogle studenter, som var blevet gennemtævet af politiet de foregående dage, besluttede, at de ville stå fast og slås. Ved midnat havde de kontrol over Latinerkvarteret, og for at afværge politiangreb begyndte de at bygge barrikader. Paris’ gader var stadig brolagt med sten, og i en beretning fortælles det, at en forbipasserende brolægger viste studenterne, hvordan de skulle bruge en lufthammer for at få stenene op [18]. Fra dette tidspunkt udviklede situationen sig med stor hastighed; mange tilskuere sluttede sig til studenterne, og aktuelle radio-reportager fra begivenhederne fik flere folk på gaden. Et øjenvidne beretter:
Der var bogstavelig talt tusinder beskæftiget med at bygge barrikader (Radiostationen ‘Europe No. 1’ fortalte, at mere end 60 barrikader var under opførelse i forskellige gader) – kvinder, arbejdere, tilskuere, folk i pyjamas, menneskekæder, der transporterede sten, træ, jern. En fantastisk bevægelse var startet. Vores gruppe bestod af seks studenter, ti arbejdere, nogle italienere, tilskuere og fire kunstnere, som kom til senere. De fleste af os havde aldrig set hinanden før, og vi lærte ikke engang hinandens navne at kende. Vi organiserede barrikaden på hjørnet af Rue Gay Lussac og St Jacques. Hundrede mennesker hjalp med at bære materialer og dynge def tværs over gaden. Fra det tidspunkt havde jeg så travlt med at koordinere arbejdet på vores barrikade, at jeg ikke ved, hvad der skete andre steder. Vidner sagde, at de hele skete på samme tidspunkt og mere eller mindre på same måde over hele Latinerkvarteret. Vores barrikade var dobbelt: en mur af brosten på en meter i højden, et tomt område på knap tyve meter, derefter en tre meter høj dynge af træ, biler, postkasser, skraldespande. Vores våben var sten, metal osv., som vi fandt på gaden. [19]
Scenen afspejlede Paris’ lange tradition for at bygge barrikader, når der skulle gøres oprør. Det siges om den belgiske trotskist, Ernest Mandel, at han klatrede op på en barrikade og råbte: “Hvor smukt! Dette er revolutionen!” Nogle havde stukket ild til hans bil. [20]
Men barrikaderne var ingen romantisk gestus. I en uge havde det parisiske politi udøvet systematisk vold imod studenterne. Foruden hårdhændet brug af stavene brugte politiet tåregasgranater og, viste det sig senere, CS-gas, som også havde været brugt i Vietnam. Politiet trængte sig med magt ind i caféer og private hjem, hvor studenter søgte tilflugt; fotografer fik deres film ødelagt; gravide kvinder blev slået. [21] Et specielt indkaldt ministermøde om natten d. 10. maj instruerede den parisiske politiledelse om at bruge alle nødvendige midler mod studenterne. Da politichef Grimaud anede de politiske konsekvenser, bad han om at få instruktionen skriftligt. Det fik han. [22]
Men dagen efter befandt regeringen sig i et alvorligt dilemma. Studenternes mod og politiets enorme brutalitet havde vendt den offentlige sympati til fordel for studenterne. Fagforbundene indkaldte til en én-dags-strejke den følgende mandag, 13. maj, som skulle markeres af en massedemonstration i Paris.
Regeringen havde intet andet valg end at gå i defensiven. Premierministeren, Georges Pompidou, som havde været udenlands, vendte tilbage til Paris den 11. maj. Han beordrede omgående Sorbonne genåbnet og antydede, at fængslede studenter ville blive løsladt. Han havde ikke andet valg; som han senere skrev i sine memoirer:
Visse personer ... har peget på, at jeg udviste svaghed og opmuntrede studenternes agitatorer ved at genåbne Sorbonne og sætte studenterne på fri fod. Jeg vil svare dem så simpelt som følgende: Lad os antage, at Sorbonne var forblevet lukket under politibevogtning om mandagen den 13. maj. Hvem kan forestille sig, at mængden, som strømmede ned mod Denfert-Rochereau, ikke ville have været i stand til at bryde igennem og rive alt med sig som en oprørsk flod? Jeg foretrak at give Sorbonne til studenterne frem for at se dem tage det med magt. [23]
Alligevel bekræftede Pompidou ved disse indrømmelser, at politiaktionerne den foregående uge ikke blot havde været brutale, men nytteløse. Hvis indrømmelserne var kommet blot én dag tidligere, så ville “barrikadenatten” – og alt, hvad der fulgte – måske aldrig have fundet sted. Regeringen tabte hurtigt sin troværdighed og initiativet gik over til dens modstandere.
Det var i denne situation, at demonstrationen 13. maj fandt sted. Selvom det er fuldstændigt umuligt at få en præcis bedømmelse af dens størrelse, så tyder meget på, at omkring én million mennesker marcherede gennem Paris i denne demonstration. Et øjenvidne beskriver oplevelsens berusende indtryk:
De drev forbi i endeløse baner. Der var hele afdelinger med hospitalspersonale i hvide kitler, nogle med plakater, hvor der stod: “Où sont les disparus des hôpitaux?” (Hvor er de sårede?) Enhver fabrik, enhver stor arbejdsplads syntes at være repræsenteret. Der var talrige grupper af jernbanearbejdere, postbude, trykkeriarbejdere, Metro-personale, metalarbejdere, arbejdere fra lufthavnen, markedsfolk, elektrikere, advokater, kloakarbejdere, bankansatte, bygningsarbejdere, arbejdere fra den kemiske industri, tjenere, kommunalt ansatte, malere og dekoratører, gasværksarbejdere, Forretningsfolk, forsikringsagenter, gadefejere, filmstudieoperatører, buschauffører, lærere, arbejdere fra de nye plastikfabrikker, række på række på række af dem; det moderne kapitalistiske samfunds kød og blod – en uendelig masse, en magt, som kunne feje alt væk foran sig, hvis den blot besluttede at gøre det. [24]
Fagforbundene havde prøvet at bruge deres veletablerede taktik endnu. en gang: én aktionsdag for at udløse spændingen, og så tilbage til forhandlingsbordet. Men denne gang gik den ikke: efter dette glimt af massernes magt var bevægelsen nødt til at gå videre.
I visse faser af klassekampen er selvtillid vigtigere end klassebevidsthed. Dette betyder ikke, at arbejderne ikke er klar over, at systemet er råddent, og at de bliver udbyttet. Men de har ingen tro på, at de som samlet kollektiv har magt til at ændre forholdene. Sådan var situationen for mange franske arbejdere indtil 13. maj 1968. Ironisk nok havde venstrefløjen i sin propaganda været med til at fastholde idéen om, at de Gaulle var usårlig, fordi den hele tiden understregede gaullist-styrets exceptionelle karakter.
Men nu var tingene ved at ændre sig. Studenterne havde vist, at regimet kunne tvinges til at gøre Indrømmelser. Aktionsdagen den 13. maj havde givet arbejderne en fornemmelse af deres magt.
Aktionens centrum skiftede nu fra Paris til Nantes i det vestlige Frankrig. Den 14. maj besluttede arbejderne på flyfabrikken Sud-Aviation, at én dags aktion ikke var nok. Derfor besluttede de at gå i strejke på ubestemt tid og besatte samtidig fabrikken. På en måde var aktionen spontan; intet nationalt fagforbund eller politisk organisation havde opfordret til aktioner på ubestemt tid. Men spontaniteten havde sine rødder i en lang militant tradition på fabrikken, og mere nøjagtigt i det faktum, at en lille gruppe trotskister i FO-fagforeningen på fabrikken gennem adskillige måneder havde presset på for at bruge mere omfattende og generaliserede kampformer. [25]
I begyndelsen gjorde besættelsen af Sud-Aviation kun ringe indtryk. Den landsdækkende presse, inklusiv venstrefløjens, gav aktionen sparsom opmærksomhed. Men i løbet af et par dage blev tilsvarende besættelser sat i gang på fabrikker over hele Frankrig. Starten på disse aktioner var som regel spontan og uplanlagt. En ung arbejder fra posthuset på en parisisk jernbanestation beskriver, hvordan besættelsen begyndte på hans arbejdsplads:
Da vi mødte på arbejde på natholdet den 17. maj kl. 18.30 hørte vi, at jernbanearbejderne på Montparnasse var gået i strejke. Vi havde ikke brug for at foretage en afstemning for at gøre det samme – så stor var entusiasmen. Det er sandt, at natholdet for flertallets vedkommende består af unge folk. På grund af vores manglende erfaringer spekulerede vi ikke på at besætte kontoret den første aften. Den næste morgen var der nogle af arbejderne fra dagholdet, som ville ind på arbejde. Vi måtte overtale dem. Derefter forstod vi, at vi var nødt til at besætte stedet og forsvare det med en blokade. [26]
Beretninger fra samme periode lægger megen vægt på strejkens spontanitet, og det ville være forkert at benægte dette. Intet landsdækkende forretningsudvalg eller centralkomité havde forestillet sig strejken, endsige opfordret til den. Det, der fik strejkebevægelsen til at rulle, var initiativet og beslutsomheden hos tusindvis af menige militante. Men ingen aktion er 100 pct. spontan. Millioner af arbejdere går ikke i bevægelse, uden at der er en form for ledelse. I de første dage blev den afgørende rolle spillet af tusindvis af politiske aktivister, som på den ene eller anden måde forsøgte at udvide strejken. Som en af strejkens historikere beretter:
Den psykologiske effekt af, at Renault-koncernen gik ind i strejkebevægelsen, var afgørende for de små fabrikker omkring Renault’s fabrik i Flins. Dertil kommer de praktiske anstrengelser, som blev gjort af en gruppe af unge arbejdere, som tog rundt på de små fabrikker og medvirkede til at få dem med ud. Andre steder var det de politisk organiseredes anstrengelser, som gjorde udslaget; for eksempel trotskisterne i OCI, som i Nantes lige siden begyndelsen af maj havde agiteret kraftigt for en generalstrejke af studenter, arbejdere og lærere; eller de maoistiske studenter i Lyon, som diskuterede med skifteholdene på vej ind eller ud af maskinfabrikken Richard-Continental – nogle arbejdere blev stående udenfor for at diskutere spørgsmålet med en gruppe på 2-300 studenter. [27]
Efterhånden som strejken spredte sig, begyndte fagbureaukraterne – især i CGT, som bevægelsen fra starten havde taget på sengen – at gå ind og opmuntre den, så den ikke slap fuldstændig ud af kontrol. Men strejken bredte sig skånselsløst til også at berøre arbejdspladser uden kamptraditioner. Citroënfabrikken i Javel fik sin første strejke siden 1952. [28]
I løbet af to uger var mere end ni millioner i strejke. [29] Alle sektorer var involveret. Som et øjenvidne fortalte: “I onsdags gik bedemændene i strejke. Det er ikke det rigtige tidspunkt at dø”. [30]
En generalstrejke vil uundgåeligt rejse spørgsmålet om m agten – magten på fabriksgulvet, i samfundet og i staten. Det faktum at de franske arbejdere fulgte studenternes eksempel og besatte deres arbejdspladser, [31] føjede en ny dimension til strejken: den hellige ejendomsret og ledelsens ret til at lede var truet. Dette var meget tydeligt i de mest militante besættelser, for eksempel på Sud-Aviation:
På Sud-Aviation blev en gruppe på tyve personer fra ledelsen holdt indespærret i over to uger, på trods af fagforeningernes mange forsøg på at overtale arbejderne til at løslade de indespærrede. De var låst inde på deres kontorer, men havde adgang til en terrasse. Deres familier fik lov til at komme med madvarer og soveposer og lign. til dem, og de havde en telefon til rådighed. En gruppe på over tyve strejkende holdt vagt udenfor, i to-timers skift, siddende på gulvet i dystre omgivelser. I starten gjaldede “Internationale” fra en højttaler, for at “bosserne kunne lære Internationale uden at gøre sig for store ideologiske anstrengelser”. Men det blev afbrudt, da arbejderne ikke længere selv kunne holde det ud. Desuden kunne de indespærrede fra ledelsen kun få lov til at gå på toilettet under opsyn, og der blev lavet indskrænkninger i de fødevarer, de kunne få bragt, så de delte de samme vilkår som de strejkende. På alle fællesmøder blev der stemt om, hvorvidt de skulle løslades. [32]
Men den enorme magt, som en generalstrejke frigør, skaber også problemer. I en almindelig lokal strejke er målet normalt et totalt stop for produktionen og samtidig at modstå arbejdsgivernes eller fagbureaukraternes evindelige pres for at lave dispensationer. Men hvis hele arbejderklassen nedlægger arbejdet på samme tid, dømmer den ganske enkelt sig selv til at sulte. Generalstrejken rejser derfor uundgåeligt spørgsmålet om kontrol over produktionen: en del af produktionen må nødvendigvis fortsætte, men arbejderne må beslutte hvilken og på hvad måde.
De sidste uger af maj rejste derfor disse spørgsmål. I en række tilfælde fortsatte strejkende arbejdere med at yde fuld service. Gasværks- og elektricitetsarbejdere gik med i strejken, men opretholdt forsyningerne. Der var kun et par korte strømafbrydelser for at vise flaget. [33] Vandværksarbejdere sikrede forsyningerne til Paris under strejkekomitéens kontrol. [34] Efter nogle korte afbrydelser blev der lavet aftaler, som sikrede, at forsyninger af fedevarer kunne bringes til Paris som normalt. [35] Postarbejdernes strejkekomité i det centrale Paris accepterede at udbringe vigtige telegrammer, når der stod menneskeliv på spil. [36] CGT-organiserede typografer udsendte en erklæring, hvori de sagde, at i betragtning af situationens alvor ønskede de ikke, at det regeringskontrollerede fjernsyn og radio skulle have monopol på informationerne. De accepterede derfor, at aviser kunne udkomme, så længe pressen ‘udsender objektiv information, som det er dens pligt’. [37] I nogle få tilfælde insisterede typografer på, at nogle overskrifter skulle ændres, eller de nægtede at trykke en avis, når højrefløjsaviser som Le Figaro eller La Nation brød denne betingelse. [38]
Det er svært at lave et tilbageskuende overblik over alle de taktiske beslutninger, som var involveret i den fortsatte opretholdelse af forsyningerne. Det afgørende faktum var, at det var arbejdere og deres organisationer, der sad på beslutningerne. Det var arbejderne, der bestemte, hvad der var nødsituationer, og hvad der var objektiv journalistik. Normalt tages de daglige livsnødvendigheder for givne, men de stod nu tydeligt frem som produkter af menneskeligt arbejde.
Alligevel er det umuligt at undgå den konklusion, at arbejderne i visse tilfælde ikke fuldt ud udnyttede den magt, som lå i deres hænder. Der kunne have været gjort meget mere ud af i det mindste truslen om at standse el-forsyningen. Typograferne kunne have gjort de borgerlige aviser helt tavse og selv anvendt de besatte trykkerier til at udsende en avis, som udtrykte arbejdernes synspunkter. (Under de konkrete omstændigheder ville dette naturligvis have resulteret i et uløseligt dilemma: Hvad skulle man stille op med kommunistpartiets avis, L’Humanité, som bagtalte studenterne og manipulerede for at få arbejderne tilbage i arbejde?). [39] De faglige bureaukrater, som ønskede at afslutte strejken inden for klassesamarbejdets rammer, ønskede helt klart ikke at se magten fra gulvet sluppet løs i en direkte konfrontation med systemet.
I nogle få tilfælde gik arbejderne længere end blot at yde fuld eller delvis service og prøvede at tage hele produktionsprocessen i egne hænder. Nogle vigtige eksempler er opregnet i en artikel af Ernest Mandel [40]:
... på CSF-fabrikken i Brest besluttede arbejderne at fortsætte produktionen, men de producerede, hvad de selv mente var vigtigt – først og fremmest walkie-talkies til at hjælpe strejkende og demonstrerende med at forsvare sig mod undertrykkernes magtapparat;
... på cementfabrikken i Mureaux- vedtog arbejderne på et fællesmøde at afsætte direktøren. De afviste arbejdsgiverens forslag om en ny afstemning. Den afsatte direktør blev derefter af firmaet sendt til en anden afdeling af den samme koncern, hvor arbejderne for første gang i fabrikkens historie øjeblikkeligt gik i strejke – i solidaritet med kollegerne i Mureaux;
... på batterifabrikken Wonder i Saint-Ouen valgte arbejderne en strejkekomité, og for at vise deres utilfredshed med CGT’s reformistiske linie barrikaderede de sig på fabrikken og nægtede at slippe fagforeningens repræsentanter ind;
... på Saclay beslaglagde arbejderne på atomenergicentret materialer fra fabrikken for at kunne fortsætte strejken;
... på Citroën-fabrikken i Paris blev der gjort et første beskedent og spirende forsøg på at beslaglægge lastbiler til brug for strejken.
Nogle steder nåede man et meget højt niveau af aktiv deltagelse af de strejkende, hvor forløbet af strejken fuldstændig lå i arbejdernes hænder. Således beskriver en ung militant strejken på Renault’s fabrik i Flins:
I alt var der omkring ét tusinde, som tog del i blokaderne, men hver morgen havde vi et møde, hvor færre eller flere deltog. Så længe lastvognsservicen var i gang, regner vi med, at vi havde mindst fem tusinde gutter hver morgen. (Den totale arbejdsstyrke var omkring 10.500). [41]
I Orly-Nord-lufthavnens reparationsværksteder blev strejkeledelsen overtaget af en aktiv strejkekomité:
Strejken varede 21 dage (17. maj – 6. juni) og blev støttet aktivt af et flertal af arbejdere fra alle fag. Den valgte tværfaglige strejkekomité mødtes hver dag med repræsentanter for gulvplans-komiteer. Antallet steg, efterhånden som strejken udviklede sig. Hver morgen blev der holdt fællesmøde med op til 3.500 arbejdere, som lyttede til rapporter fra forskellige fagforeningsrepræsentanter, som havde fremsat forslag, og der blev stemt om disse forslag ved håndsoprækning. Lister med krav blev udarbejdet ud fra forslag fra såvel gulvplans-komiteer som fra fagforeningsfolk. På denne måde blev der taget beslutning om fortsættelse af strejken. Hver afdelingskomité var ansvarlig i den pågældende afdeling for at organisere fælles pålagte opgaver: sikkerhed, bevogtning af indgange, organisering af fødevareindsamling, benzinkuponer osv. Men samtidig opretholdt hver fagforening sin struktur og fortsatte med at arbejde. På afdelings- og fabriksniveau fremsatte hvert fagforeningsmedlem eller delegeret forslag, som tidligere var blevet diskuteret og udviklet inden for deres organisationer. Det er klart, at fagforeningerne således var under bevægelsens stramme kontrol. Det siges, at organiseringen var så effektiv, at flyene blev bedre vedligeholdt end under “normale” forhold! Effektivitet og disciplin var ubestridelig i dette tilfælde. Et interessant eksempel på strejkekomitéens initiativer var en opfordring til de kvindelige arbejdere om at samles på fabriksplan for at danne deres egen “aktionskomité”. [42]
Dette var desværre ikke hele historien. For hvis Maj 1968 har givet os nogle eksempler på arbejdernes magt, som er uden sidestykke, så viser Maj 1968 også alt for tydeligt det faglige bureaukratis hæmmende effekt. For forbundsledelserne – og først og fremmest CGT – var fast besluttet på, at strejken ikke måtte slippe ud af deres kontrol og udvikle sig i en retning, som var i modsætning til bureaukratiets politiske interesser. Ved at styrke deres eget greb om strejken undertrykte bureaukratiet de enorme kreative muligheder i arbejderklassen, som strejken havde sluppet løs.
Kun på meget få arbejdspladser blev strejken ledet af en demokratisk valgt strejkekomité. De fleste steder blev strejke-komiteen nedsat af det faglige apparat, og disse steder kom komitéen uundgåeligt til at bestå af folk, som allerede i forvejen var fagligt, aktive og faglige repræsentanter. Der var ikke plads til dem, der netop var blevet inspireret og radikaliseret af strejken, selv om de i praksis var de mest fantasifulde og aktive. Kendte medlemmer af revolutionære socialistiske grupper blev også omhyggeligt holdt udenfor.
Dette var dobbelt uheldigt, eftersom det på de fleste arbejdspladser kun var et mindretal af arbejderne, som var organiseret i fagforeninger. Ud af ni millioner strejkende var der kun omkring tre millioner organiserede. En generalstrejke var ikke det rigtige tidspunkt til at holde moralprædikener om, at arbejderne skulle have meldt sig ind i fagforeningen noget før. Tværtimod var det vigtigt at gøre alt for at trække dem ind i aktivitet – sidste ende kunne mange af dem have været rekrutteret til fagforeningerne. Men bureaukraterne foretrak at klynge sig til den magt, de havde, som om det var en guddommelig ret.
Ydermere havde bureaukraterne ingen entusiastiske følelser for idéen om jævnlige massemøder på fabrikkerne. I deres øjne ville sådanne møder simpelt hen forære de revolutionære et forum, hvor de kunne angribe bureaukraternes strategi. Omfattende massedeltagelse i blokader ville ligeledes udsætte store grupper af arbejdere for mulige møder med revolutionære studenter. Så i mange tilfælde sørgede strejkekomitéen selv for at organisere besættelsen og sendte ganske enkelt resten af arbejdsstyrken hjem, hvor de selvfølgelig var nemme ofre for den borgerlige presse og den statskontrollerede radio og fjernsyn.
I denne situation er det ikke overraskende, at mange unge arbejdere vendte ryggen til organiseringen på fabrikkerne – selv de steder, hvor de ikke direkte var udelukket fra aktivitet. De fandt mere stimulans i at slutte sig til studenternes demonstrationer og ved at overvære de mange massemøder på Sorbonne og på andre universiteter. I stedet for at rejse sig som arbejderklassens fæstninger var fabrikkerne ofte reduceret til tomme skaller, som var beboet af en lille klike af fagforenings-funktionærer. [43] På mange måder var Maj 1968 mindre udviklet end Juni 1936, hvor valget af en Folkefrontsregering blev efterfulgt af en massestrejke med fabriksbesættelser. Dengang var fagbevægelsen meget mindre etableret, og den spontane organisation udviklede sig langt videre.
Det kan ikke overraske, at moralen mod slutningen af maj begyndte at dale. Bureaukraterne havde opnået, hvad de ønskede – og prisen var demoralisering af, hvad der kunne have udviklet sig til en af historiens stærkeste bevægelser i arbejderklassen.
Eksistensen af demokratisk valgte strejkekomiteer på de fleste arbejdspladser kunne have udgjort grundlaget for dannelsen af et netværk af arbejderråd (i stil med sovjetterne i Rusland 1917). I deres fravær blev det stigende ønske om demokratisk kontrol udtrykt i form af aktionskomiteer. Disse organiseringer blev hurtigt improviseret fra midten af maj og fremefter. Deltagelse i aktionskomiteernes arbejde krævede hverken, at man var valgt som delegeret eller repræsentant for en arbejdergruppe og heller ingen formel godkendelse i fagforeningen. Aktionskomiteerne var baseret på små grupper af aktivister, der samledes om praktiske og politiske opgaver – ofte på initiativ fra revolutionære militante. Nogle var baseret på lokalområder, andre på arbejdspladser og andre igen blev dannet som erklæret fælles arbejder-studenter-komiteer. [44]
Efterhånden som generalstrejken spredtes, voksede antallet af aktionskomiteer hurtigt. På en forsamling den 19. maj i Paris var der repræsenteret omkring 148 aktionskomiteer, og i den sidste uge af maj var der 450 aktionskomiteer alene i Paris. Og hundredvis flere ud over resten af landet. (Dette omfatter ikke de aktionskomiteer, som blev dannet af kommunistpartiet og det socialistiske parti PSU. Disse komiteer var rene aflæggere af deres moder-organisationer). Forskellige forsamlinger og koordinerende udvalg sammenkædede aktionskomiteerne, skønt disse af natur var ret skrøbelige og af kort levetid.
Aktionskomiteerne havde ingen formelt definerede opgaver; de svarede nærmere til situationens behov. Deres aktiviteter faldt grundlæggende i to kategorier. For det første udførte komiteerne de praktiske opgaver, som strejken medførte. De samlede skrald sammen fra gaderne, organiserede fælles biltransport, hvor den offentlige transport lå stille, samlede penge ind til de strejkendes familier. Det vigtigste var, at komiteerne i nogle områder påtog sig at organisere forsyninger af fødevarer, og i enkelte tilfælde knyttede de direkte forbindelse til bønder og skar dermed de profiterende mellemhandlere bort. For det andet påtog de sig opgaven med at fremstille information og propaganda: et stort antal løbesedler blev forfattet, duplikeret og delt ud; plakater blev fremstillet op og klistret op; der blev arrangeret gademøder, og der blev organiseret filmforevisninger og foto-udstillinger (for eksempel om politivold). [45]
En deltager har beskrevet aktiviteterne i nogle af de parisiske aktionskomiteer:
I starten måtte disse komiteers aktiviteter indrettes efter den aktuelle stemning i kampene i Paris og nogle gange så langt væk som Flins. Derfor måtte vi sikre os, at informationer kom igennem hurtigt og effektivt. De kæmpende studenter kunne kun udsprede deres budskaber og bryde ud af isolationen ved at henvende sig til så mange folk i lokalområdet som muligt. Nu hvor folk havde set politiet i arbejde, var de kun alt for ivrige med at udtrykke deres solidaritet og deltage i fremtidige aktioner. I starten hjalp de med at pleje de sårede, indsamle penge, men først og fremmest sørgede de for forsyninger til sit-in-strejkende. I 13. arrondissement (distrikt) alene blev der uddelt næsten to tons frugt og grøntsager om ugen. Vi arrangerede også solidaritetsmøder og ydede direkte støtte til strejkende ved at styrke deres blokader og ved at trykke plakater til dem. På lokalt plan fastholdt vi de permanente informations- og diskussionscentre på kendte steder. Hver dag kom der folk, som havde været med i demonstrationer og fortalte om. hvad de personligt havde oplevet, om hvad der skete i resten af Paris, og om hvordan de strejkende klarede sig ... Når det var nødvendigt, kunne vi samle flere tusinde militante folk i løbet af én time (mellem 2.800 og 3.500 blev indkaldt af den Permanente Fabriks-Mobiliserings Komité kl. 9.00 mandag d. 3. juni og forblev samlet til kl. 13.00 onsdag d. 5. juni). [46]
Aktionskomiteernes styrke var spontaniteten – og det var samtidig deres svaghed. Aktivisterne ville naturligvis ikke tillade, at komiteerne skulle overtages eller manipuleres af nogen politisk organisation. Men denne holdning udviklede sig ofte til fjendtlighed over for alle politiske organisationer. I stedet for at blomstre op som enhedsfronter, hvor medlemmer af forskellige organisationer handlede sammen, prøvede aktionskomiteerne at optræde som substitutter for de politiske partier. Da bevægelsen begyndte at gå ned, blev komiteerne ofte lammet af politiske skænderier – for eksempel om hvilken holdning man skulle have til den russiske invasion i Tjekkoslovakiet i august ‘68. Aktionskomiteerne blev født i kampens opblussen – men døde sammen med kampens nedgang. [47]
Det var i Nantes, at bevægelsen først gik fra studenternes hænder og over i arbejdernes, og det var i Nantes, at bevægelsen nåede det højeste niveau. Mod slutningen af maj var det arbejdernes organisationer, som i en uge i realiteten styrede byen: Politiet og administrationen var simpelthen magtesløse tilskuere. Det var en situation med dobbeltmagt i én by.
Den 24. maj etablerede bønder fra omegnen vejspærringer på alle hovedvejene ind mod Nantes. Det var en del af en “advarsels-aktionsdag”, som bøndernes organisationer havde arrangeret til støtte for bøndernes egne krav og i solidaritet med arbejderne og studenterne. [48] Disse barrikader blev derefter overtaget af transportarbejdere, bl.a. lastbilchauffører, der sammen med skoleelever og studenter kontrollerede al trafik ind og ud af byen i den følgende uge.
Arbejderne overtog også kontrollen med benzinforsyningerne. Ingen tankvogne blev lukket ind i byen uden arbejdernes godkendelse. Der blev etableret en blokade mod den eneste fungerende tankstation i byen, og forsyningerne blev reserveret til fordel for læger. [49]
Der blev taget kontakt til bondeorganisationerne i omegnen af Nantes, så byen kunne sikres forsyninger af fedevarer. Ved at bortskære de mellemliggende distributionsled var det muligt at opnå en kraftig reduktion af priserne. En liter mælk blev solgt for 50 centimes mod normalt 80; et kilo kartofler blev sat ned fra 70 centimes til 12, og et kilo gulerødder fra 80 til 50. [50] For at sikre at der ikke var andre, som profiterede i denne periode, blev forretningerne tvunget til at sætte skilte op med teksten: “Denne forretning er autoriseret til at holde åbent. Priserne er under konstant overvågning af fagforeningerne”. Skiltet var underskrevet af de tre fagforbund CGT, CFDT og FO. De udgjorde den Centrale Strejkekomité, som effektivt havde overtaget byens administration fra de kommunale myndigheder. [51]
Eftersom skolerne var lukket, var der en gruppe lærere, der sammen med studenter og andre organiserede børnehaver, legegrupper, gratis bespisning og andre aktiviteter for de strejkendes børn. Kvinderne var især aktive, ikke blot som strejkende, men også som husmødre: der blev dannet komiteer af de strejkendes koner, og disse overtog en ledende rolle i organiseringen af fødevareforsyningerne.
Erfaringerne fra Nantes (og i mindre grad fra andre byer) [52] viser de muligheder, der ligger i, at arbejdere begynder at styre deres eget liv uden bureaukrater og uden profitmagere. Der var dog grænser – især det faktum, at der ikke blev udviklet arbejderkontrol inden for fabriksmurene – og hele eksperimentet sluttede i de sidste dage af maj. Men ikke desto mindre vil erfaringerne fra Nantes leve videre som eksempel på det revolutionære potentiale, som findes i hjertet af enhver almindelig provinsby. [53]
Noget af det mest spændende ved Maj 1968 i Frankrig var den måde, hvorpå idéer og holdninger med lynets hast blev overført fra én del af befolkningen til en anden. Radikaliteten i studentermiljøet smittede hurtigt af på de unge arbejdere, som ikke fandtes på universiteterne. Som en Renault-arbejder fortalte:
I de første par dage af maj tog jeg hver aften fem-seks andre arbejdere – tit medlemmer af Kommunistpartiet – med i min bil og kørte til Sorbonne. Når de kom tilbage på arbejde næste dag, var de fuldstændig forandrede. Via studenterne og smågrupperne fik de den politiske uddannelse, som de ikke fik i Kommunistpartiet. Der var en fuldstændig fordomsfri atmosfære på universitetet, så forskellig fra den totalitære atmosfære på fabrikken. Studenternes demonstrationer skabte et miljø, hvor folk var fri til at udtænke deres egne slogans. I de officielle fagforeningsdemonstrationer var det kun tilladt at bære visse centralt udtænkte slogans. Da Renault blev besat, opdagede arbejderne, at der skete et skift fra fabriksledelsens kontrol, der bygger På moderne manipulationsteknik, til Kommunistpartiets bureaukratis kontrol, som er fuldstændig totalitært. På Renault var “frihed” en fremmed ting for arbejderne. På Sorbonne følte de sig frie. Når en arbejder tog til Sorbonne, blev han betragtet som en helt. På Renault var han kun et objekt. På universitetet blev han et rigtigt menneske. Denne stemning af frihed i betydningen “at blive betragtet som et menneske” gav de unge arbejdere en enorm kampgejst. [54]
På det medicinske fakultet i Paris sagde et slogan på muren: ‘Hvis vi forbliver stærke, vil de ængstelige slutte sig til os’. [55] I enhver klassekamp er der folk, som bliver fanget på midten, bange eller korrumperede af samfundets pres. En social bevægelse, som er på fremmarch, vil rive disse folk med sig og faktisk hjælpe dem til at forestille sig deres egen frigørelse. Men hvis bevægelsen stopper på halvvejen, vil de styrte tilbage til den etablerede samfundsorden. Frankrig i 1968 var et lærestykke i denne proces.
For eksempel involverede generalstrejken i maj ikke blot de traditionelle grupper af industriarbejdere, men mange andre, som i roligere tider ville identificere sig som “middelklasse”, “selvstændige” og så videre. På atomforskningscentret i Sarclay, hvor flertallet af de 10.000 ansatte var forskere, teknikere, ingeniører eller naturvidenskabsmænd, var der således en veludviklet strejkebevægelse, som ikke blot rejste de traditionelle faglige spørgsmål, men også fundamentale spørgsmål om magt og kontrol. [56] Blandt medicinere var der en ophedet diskussion, som satte spørgsmålstegn ved de forældede hierarkiske strukturer på hospitaler og på de medicinske læreanstalter. Debatten ramte endog kirken, og i Paris besatte unge katolikker en kirke i Latinerkvarteret og krævede diskussion i stedet for messer. [57] Denne radikalitet forduftede, da strejken var forbi og blev opsuget i en rent reformistisk moderniseringsproces. Men i nogle korte øjeblikke havde de enorme muligheder for revolutionær forandring i disse samfundssektorer tittet frem.
Uddannelse, sport, underholdning, massemedier – alle blev berørt. En bevægelse, der startede blandt universitetsstuderende, bredte sig snart til gymnasieelever og satte gang i en proces, som angreb de ultra-centralistiske og formalistiske strukturer i det franske uddannelsessystem på alle niveauer. Den 22. maj blev det franske fodboldforbund besat af professionelle fodboldspillere, som afspærrede generalsekretariatet, hejste et rødt flag og et banner, hvorpå der stod “Fodbolden til fodboldspillerne”. [58] Tre hundrede dansere, scenefunktionærer og omklædningspersonale på Folies Bergères strejkede og besatte teateret. [59]
En generalstrejke udfordrer ikke blot den økonomiske basis i den kapitalistiske udbytning. Den bringer også de forskellige former for undertrykkelse, som er indbygget i samfundet, op til overfladen. I Maj 1968 betød dette især undertrykkelsen af indvandrede arbejdere og af kvinder.
I Frankrig var der i 1968 omkring tre millioner indvandrede arbejdere – fra Sydeuropa, Nordafrika og de Vestindiske Øer. De forhold, de blev tilbudt, var direkte designet til at forhindre enhver udvikling af militans. Mange var indlogeret på fabrikkernes herberger, hvor overfyldte og uhygiejniske forhold blev fulgt op af en meget ondskabsfuld disciplin (ingen besøgende, ingen aviser, i ét tilfælde ingen snak ved middagsbordet). [60] På Citroën blev indvandrere placeret i produktionen efter nationalitet, således at en arbejder aldrig var placeret ved siden af folk, som talte hans sprog. [61] Hvis der var nogle indvandrere, der viste sig at være for militante, fik firmaerne simpelt hen politiet til at inddrage deres arbejdstilladelse. [62]
På trods af disse forhold spillede indvandrerne alligevel en betydelig rolle i bevægelsen. Da først de fysiske blokader var etableret på Renault-fabrikken i Flins, omfattede de en stor andel af indvandrere. [63] På demonstrationen i Paris den 13. maj var der et uset højt antal vestindiske arbejdere og grupper af portugisiske arbejdere, der sang “Franco, de Gaulle, Salazar – Mordere”. [64]
Trusler om hårde straffe lagde en dæmper på indvandrernes deltagelse, men kampen fortsatte. Sidst i maj besatte “Aktionskomitéen af Arbejdere og Studenter fra Lande under Fransk Kolonial Dominans” det parisiske hovedkvarter for BUMIDOM, [65] en statslig institution, som organiserede immigration til Frankrig for arbejdere fra de Vestindiske Øer, Réunion og Fransk Guyana. Besætterne anklagede BUMIDOM for at drive “ny slavehandel” ved at bringe tusindvis af unge arbejdere til Frankrig og således forsinke udviklingen i deres egne hjemlande og samtidig medvirke til fastholdelse af lave lønninger og arbejdsløshed i Frankrig. [66] En gruppe, der kaldte sig “Maghreb Aktionskomité”, udsendte en løbeseddel, som opfordrede nordafrikanske arbejdere til at støtte strejken og fordømme diktaturstaterne i Tunis, Algeriet og Marokko (selv om det er umuligt at vide noget om, hvilken basis denne komité aktuelt havde). [67]
Det er helt sikkert, at strejken styrkede båndene mellem franske og indvandrede arbejdere. En indvandrer på Renault i Flins sagde, at han hilste strejken velkommen, også selv om der ikke blev vundet noget. Før strejken havde han været komplet isoleret, men nu kendte han alle. [68] Den 19. juni var der arbejdsnedlæggelser på Renault for at forsvare indvandrere imod en trussel om, at deres kontrakter ikke ville blive forlænget. [69] Den generelle internationalistiske stemning i maj blev glimrende opsamlet i studenternes slogan “Vi er alle tyske jøder” som svar på højrefløjens angreb på Cohn-Bendit.
Spørgsmålet om kvindeundertrykkelse var imidlertid langt mindre fremherskende. Tonen i mange revolutionære slogans havde mandschauvinistiske overtoner (“jo mere jeg laver revolution, desto mere har jeg lyst til at elske”) og nogle var åbenlyst sexistiske (“Længe leve voldtægt”). [70] Ophævelsen af særskilte toiletter for mænd og kvinder på Nanterre kan ikke tilskrives nogen stor politisk betydning. [71] I en situation, hvor arbejdere blev sendt hjem fra besatte fabrikker, blev der kun gjort lidt for at involvere hjemmegående arbejderkvinder i bevægelsen. Lukningen af skoler og offentlige transportmidler bandt sandsynligvis mange kvinder endnu mere til hjemmet end normalt.
Ikke desto mindre var mange kvinder stærkt involveret de steder, hvor kampen nåede sine højdepunkter. Øjenvidner beretter om det store antal kvindelige studenter, som kæmpede på barrikaderne den 10. maj. [72] Som vi har set, indtog kvinder en nøgleposition i aktiviteterne i strejkekomitéen i Nantes, og på OrlyNord forsøgte strejkekomitéen at få de kvindelige arbejdere til at danne deres egen aktionskomlté. [73]
Ideerne om “kvindefrigørelse” var ikke rigtigt nået til Frankrig i 1968, og i den vanvittige atmosfære i Maj 1968 havde de dårlige chancer for at udvikle sig. Men der er ingen tvivl om, at ånden fra Maj – dens understregning af frigørelse og selv-organisering – var med til at gøde jorden for den kvindebevægelse, der udviklede sig i Frankrig i løbet af de næste par år.
Den kinesiske “kulturrevolution” var en vigtig inspirationskilde for mange studenter, og alt taler for, at der skete en form for kulturel revolution i Frankrig i løbet af maj. De traditionelle kulturelle udtryksformer kom i krise. Orkestre gik i strejke, og filmfestivalen i Cannes blev lukket: Skuespillere, forfattere og musikere startede diskussioner for at revurdere deres rolle i samfundet. [74] Forfattere som Jean-Paul Sartre, Marguerite Duras og andre skrev til Sorbonne-studenterne i solidaritet. [75] Odéon-teateret blev besat og lavet om til et permanent forum, der blev besøgt af blandt andre Jean Genet. Dette forum havde som slogan: “Når Nationalforsamlingen (det franske parlament) er blevet et borgerligt teater, så må alle borgerlige teatre blive nationale forsamlinger”. [76] Kommissionen for Kulturel Agitation på Sorbonne afviste med knebent flertal et forslag om at overmale en pseudo-klassicistisk frise af 1800-tals maleren Puvis de Chavannes. [77]
Men vigtigere end disse udfordringer til den traditionelle kultur var den måde, hvorpå bevægelsen begyndte at skabe sine egne kulturelle udtryksformer. Aktionskomiteer imødegik de officielle mediers løgne ved at producere vægaviser, som blev sat op på gader og ved Metro-stationer. [78] Strejkende fjernsynsjournalister og teknikere producerede film, som blev forevist på politiske møder. Kunststuderende etablerede “Folkelige Værksteder”, som udsendte over 100.000 eksemplarer af 350 forskellige plakater. [79] En mere individuel kreativitet – men typisk for Maj 1968 – viste sig i de slogans, som dækkede murene på de parisiske universiteter. [80] Nogle indkapslede elegant bevægelsens ånd (‘Der er forbud mod forbud’), andre gav en ironisk kommentar til politisk ortodoksi (‘jeg er marxist af Groucho-tendensen’). [81] Mange slogans kom fra surrealistiske poeter som André Breton, eller fra skrifterne fra 1960’ernes kulturrevolutionære, “situationisterne”.
Samfundet var i dybt opbrud, men det var stadig kapitalen, der herskede. På arbejdspladserne og på gaderne blev magtens hierarki udfordrer, men statsapparatet var endnu intakt. Det kritiske øjeblik for bevægelsen kom i den sidste uge af maj. Hvis den skulle fortsætte sin fremmarch, måtte den udfordre hele klasseregimets magtapparat. Som premierminister Pompidou skrev i sine memoirer, var der meget på spil:
Krisen var uendeligt meget mere alvorlig og dybtliggende. Regimet ville holde fast eller blive styrtet, men det kunne ikke reddes ved blot at ændre på et par pladser i regeringen. Det var ikke min position, der var sat spørgsmålstegn ved. Det var general de Gaulle, den Femte Republik, og i betydelig grad det republikanske styre selv. [82]
På det økonomiske plan var systemet kommet i alvorlige vanskeligheder. Folk krydsede grænserne til Belgien og Schweiz med kufferter fyldt med valuta. Banker over hele verden nægtede at forhandle franske franc, og “ingen var helt sikre på, hvem der ville tage telefonen på den franske nationalbank”. [83] I weekenden den 25-26. maj havde regeringen afsluttet omfattende forhandlinger med de faglige ledere. Der blev givet betydelige indrømmelser i håb om at afslutte strejken. Men om mandagen den 27. maj blev tilbuddene afvist som utilstrækkelige, først af Renault-arbejderne, derefter på andre store virksomheder. Fagforbundslederne havde ingen anden udvej end at fortsætte strejken.
Den 24. maj havde de Gaulle søgt tilflugt til den forordning, som han havde brugt mere end én gang siden 1958 for at fastholde sin autoritet; nemlig udskrivning af en folkeafstemning. Folket skulle tilbydes et temmelig vagt og intetsigende sæt løfter om uddannelsesmæssige, sociale og økonomiske reformer, inklusiv det berygtede gaullistiske universalmiddel om “medbesternmelse”. De Gaulle gjorde det klart, at hele manøvren var et spørgsmål om en tillidsafstemning om ham selv, og at han ville træde tilbage, hvis han tabte afstemningen. [84]
Fagforbundene foreslog ikke formelt en boykot af folkeafstemningen, selv om de gjorde det klart, at de ikke så den som nogen løsning: Séguy fra CGT erklærede, at “arbejderne ikke kræver en folkeafstemning, men bedre leve- og arbejdsforhold”. [85] Men afstemningen viste sig i praksis at være umulig. Der var ikke ét eneste trykkeri i Frankrig, som ville trykke stemmesedlerne, og da der blev gjort forsøg på at få dem trykt i Belgien, nægtede de belgiske trykkeriarbejdere i solidaritet med deres franske kolleger at trykke stemmesedlerne. [86] I en radioudsendelse den 30. maj var de Gaulle nødt til at indrømme, at situationen “materielt umuliggjorde” afholdelsen af afstemningen, og at den måtte udskydes. [87]
Regeringens muligheder indsnævrede sig. En direkte konfrontation mellem arbejderne og statsmagtens undertrykkelsesapparat syntes mere og mere sandsynlig. Men også her viste der sig problemer for regimet. Det er helt sikkert, at regeringen rådede over en betydelig mængde “bevæbnede mænd”. Der var omkring 144.000 politifolk (bevæbnede) af forskellige kategorier, inklusiv 13.500 fra det berygtede oprørspoliti CRS, og omkring 261.000 soldater, som var stationeret i Frankrig og Vesttyskland. Dette var tilsyneladende en imponerende styrke, men den kunne næppe udføre de ni millioner strejkendes arbejde, og den kunne heller ikke tvinge alle arbejderne til at arbejde med et gevær i ryggen. Ydermere bestod hæren primært af indkaldte værnepligtige, hvoraf de fleste havde strejkende familiemedlemmer, og de kunne forventes at ville være tøvende over for at blive sat ind som strejkebrydere. Kun i en situation, hvor bevægelsen var på vej ned og ved at blive opsplittet, ville det være muligt at bruge væbnet magt for at smadre udvalgte fabriksbesættelser.
I løbet af maj var der desuden tegn på betydelig utilfredshed i politiets og i de væbnede styrkers rækker. I den anden og tredje uge af maj udsendte repræsentanter for politiets fagforeninger en række erklæringer, som var kritiske over for regeringens håndtering af situationen. [88] Der var især utilfredshed med Pompidou’s erklæring af 11. maj. Mange politibetjente følte, at de blev faldet i ryggen, når regeringen nu trak sig tilbage efter først at have beordret politiet til at gå hårdt til værks. Den 13. maj udsendte en politi-fagforening, som repræsenterede 80 pct. af det uniformerede personel, en erklæring om, at den
... anser premierministerens erklæring for at være en anerkendelse af, at studenterne havde ret, og for at være en total desavouering af de politiaktioner, som regeringen selv havde beordret. Under disse omstændigheder er det overraskende, at der ikke blev taget skridt til en frugtbar dialog med studenterne, før disse beklagelige konfrontationer fandt sted. [89]
Senere den samme uge fortalte en af lederne af Paris’ politiforening i Radio Luxembourg, at “en generalforsamling næsten havde beordret ham til at iværksætte en politistrejke imod premierministerens holdning”. [90] Politibetjentene havde deres egne særskilte krav at fremsætte, og The Times fortalte, at “dén afdeling, som tog sig af efterretningsvirksomhed over for studenternes aktiviteter, med fuldt overlæg tilbageholdt oplysninger om studenterlederne for at understøtte afdelingens egne krav”. [91]
Man kan næppe forestille sig, at det parisiske politi var på vej over på revolutionens side. Mange ønskede uden tvivl intet mindre end fuldmagt til at gøre brug af ubegrænsede magtmidler imod studenterne. Men en utilfreds og demoraliseret politistyrke kunne næppe tænkes at udgøre en pålidelig støtte for regeringens taktik for at bryde strejkerne.
Det er sværere at finde dokumentation for utilfredshed i hæren, hvor der ikke fandtes faglige rettigheder. Men det synes klart, at hæren ikke forblev upåvirket af ånden fra Maj. Der findes beretninger om mytteri på hangarskibet “Clemenceau”, som i slutningen af maj var på vej til Frankrigs atomprøvesprængningsområde i Stillehavet, men som vendte tilbage til Toulon. Tre familier blev meddelt, at deres sønner var “faldet på havet”. [92] Der blev taget enkelte skridt til at danne aktionskomiteer i hæren (forløbere for soldaterkomiteerne i midten af 70’erne). Dette fremgik af en løbeseddel, der blev udsendt af medlemmer af den 153. RIMECA (motoriseret infanteriregiment) med base i Mutzig i nærheden af Strassbourg. I løbesedlen stod der bl.a.:
Militær uddannelse må være en lige ret for alle. Militær uddannelse og seksualundervisning må integreres administrativt, geografisk og kronologisk i hele det nationale uddannelsessystem fra de første skoleår og skal kontrolleres i henhold til de samme principper, som nu kræves på universiteter og skoler: dialog og fælles ledelse.
Som alle andre værnepligtige er vi spærret inde i barakker. Vi bliver forberedt på at intervenere som undertrykkende magt. Arbejderne og ungdommen må vide, at soldaterne i kompagniet ALDRIG VIL SKYDE PÅ ARBEJDERNE. Vi – Aktionskomiteerne – modsætter os for enhver pris, at soldater skal belejre fabrikkerne.
I morgen eller i overmorgen skal vi sandsynligvis omringe en våbenfabrik, som tre hundrede arbejdere vil besætte. VI VIL FRATERNISERE.
Soldater i kompagniet: Dan komiteer! [93]
Det vil være forkert at undervurdere den borgerlige stats styrke. Man skal heller ikke undervurdere ubarmhjertigheden hos dem, der dirigerer og bestemmer over denne styrke. Ingen socialistisk revolution kan sejre uden at holde sig dette for øje. Men omvendt kan en socialistisk revolution heller ikke lykkes, hvis den bøjer sig for truslen om borgerkrig. Hvis vi venter på, at den borgerlige stat afvæbner sig selv, så kommer vi til at vente evigt. Den franske stat var ret forvirret i slutningen af maj 1968; en bevægelse, som var dristig og samlet nok til at kæmpe videre, kunne have taget konfrontationen med staten uden frygt.
Erkendelsen af statens svage position trængte sig på i regeringen. Det var en offentlig hemmelighed, at der var omfattende gnidninger mellem præsident de Gaulle og premierminister Pompidou i maj og juni. (Pompidou’s erindringer, som blev offentliggjort af hans kone på basis af notater, som var skrevet før han døde i 1974, giver et klart billede af dette, selv om de åbenlyst er optegnet sådan, at de stiller Pompidou i det bedste lys). [94]
Symptomatisk for regeringens forvirring i denne periode er den mærkelige historie om de Gaulle’s forsvinden den 29. maj. Om morgenen forlod de Gaulle Paris sammen med sin kone formodentlig på vej til deres landsted ved Colombey. Senere samme dag blev det klart, at de ikke var taget til Colombey, og at ingen – selv ikke premierministeren – vidste, hvor de var. Det blev snart kendt, at de Gaulle var taget til Baden-Baden i Vesttyskland, hvor han havde et møde med general Massu, der var berygtet for sin brug af brutalitet og tortur under krigen i Algeriet. Ifølge Pompidou var de Gaulle blevet offer for et ‘anfald af demoralisering” og havde tænkt sig at trække sig ud af politik og forblive i Vesttyskland. Hvis han havde gjort dette, ville det naturligvis have fået en enorm indflydelse på situationen i Frankrig. Hvis studenterne og de strejkende blev klar over, at de havde fordrevet de Gaulle, ville deres selvsikkerhed være vokset så meget, at regeringen ikke kunne have stoppet dem.
Ifølge Pompidou [95] lykkedes det Massu at overtale de Gaulle til at vende tilbage til Paris og lægge end hård kurs. Massu har bekræftet hovedindholdet i Pompidou’s beretning, [96] selv om andre, der var tættere knyttet til de Gaulle, har modsagt den. [97] Det er næppe sandsynligt, at sandheden nogensinde kommer frem, eftersom alle involverede er optaget af at forsvare deres eget rygte eller deres politiske fraktions position. Den alternative version fortæller, at de Gaulle’s forsvinden var et beregnet træk, som skulle vise folket og hans kolleger i regeringen, hvor uundværlig han var. Selv om dette skulle være sandt, så ville det have været en meget risikabel manøvre og et bevis på, hvor svær situationen var for regeringen.
I tre eller fire dage i den sidste uge af maj 1968 var der et magttomrum i Frankrig. Regeringen havde mistet den effektive kontrol over situationen og havde ingen nem måde at genvinde den på. Der åbnede sig enorme muligheder for en bevægelse med en dristig ledelse. Men dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at der var en revolutionær situation under opsejling. Det er kun i de højreorienterede journalisters fantasiverden, at man finder idéen om, at Kommunistpartiet var på nippet til at etablere et “Folkedemokrati” efter østeuropæisk mønster. [98]
Faktisk brystede PCF sig senere af, at det ikke havde tilskyndet til en revolutionær udvikling. Ifølge partiets generalsekretær Waldeck-Rochet:
I virkeligheden stod valget i maj mellem:
– enten at handle sådan, at strejken førte til, at arbejdernes vigtigste krav blev opfyldt, og samtidig på det politiske plan fortsætte kampen for det nødvendige demokratiske forandringer inden for lovens rammer. Det var det kommunistiske partis holdning.
– Eller slet og ret kaste sig ud i at prøve kræfter med den kapitalistiske statsmagt, dvs. foretage en væbnet opstand med henblik på at vælte styret. Det var forskellige yderliggående venstreorienterede organisationers hovedløse indstilling. [99]
Men dette var et falsk alternativ. At tale om revolution er en kraftig fordrejning af hvilke muligheder, der var realistiske i den aktuelle situation. Der var helt sikkert ikke tale om at storme Elysée-paladset den 29. maj. Og skønt der faktisk fandtes ægte ultra-venstreradikale blandt studenterne, så mente kun få af dem, at en magtovertagelse overhovedet var en mulighed. Når alt kommer til alt, så pegede et af studenternes favoritslogans præcist på perspektivet om at fortsætte kampen: “Dette er kun begyndelsen – lad os fortsætte kampen”.
Det reelle, virkelige valg stod mellem, om bevægelsen skulle gå frem eller tilbage. Det afgørende spørgsmål i den sidste uge af maj var ikke at iværksætte en opstand. Det afgørende var at etablere egentlige strejkekomiteer, som byggede på arbejderne på gulvplan på alle arbejdspladser og at knytte dem sammen i lokale, regionale og nationale råd af arbejder-repræsentanter. Dette ville have rejst nogle uddybende spørgsmål – specielt om det fysiske forsvar af arbejdspladserne og forsøget på at genoptage produktionen under arbejdernes egen kontrol.
Klassebevidsthed er ikke en statisk størrelse. Der er utvivlsomt sandt, at de fleste arbejdere betragtede generalstrejken som et spørgsmål om højere løn og bedre arbejdsforhold og ikke om magten i samfundet. Men der kan ikke foretages en knivskarp adskillelse mellem økonomiske og politiske krav. En hel række af krav – om faglige rettigheder og begrænsning af fabriksledelsens magt – sammenkæder de to områder. Mens bevægelsen var på vej frem, lærte flere og flere arbejdere ud fra deres egne erfaringer, at der var mere på spil end rent faglige krav.
Det kan naturligvis ikke være andet end spekulation at gætte på, hvad der kunne være sket, hvis strejken havde udviklet sig. Selv om strejken ikke var endt i en revolution, men i et kompromis mellem arbejderne og borgerskabet, så ville situationen have været langt mere fordelagtig for arbejderne – større økonomiske sejre, meget stærkere organisation på arbejdspladserne og de Gaulle’s afgang. I bedste fald kunne strejken have startet en proces, som i løbet af nogle måneder kunne have sat en opstand på dagsordenen.
Men intet af dette skete. For selv om staten var rystet, så manglede arbejderklassen samtidig et beslutsomt lederskab. Hullet blev fyldt ud af reformistiske ledere, der var lige så skræmt af arbejdernes magt, som den herskende klasse var det.
Der er ingen tvivl om, at i 1968 var Kommunistpartiet (PCF) den stærkeste organisation på den franske venstrefløj. PCF var blevet smidt ud af regeringen i 1947, og i de mellemliggende 21 år spillede partiet ingen rolle i nogen af de forskellige regerings-konstellationer. Partiet havde fastholdt sin styrke på grundlag af den vidtgående sammensmeltning med CGT. Dette gav PCF-medlemmer adgang til en lang række tillidsposter i fagforeninger og i sociale organisationer (f.eks. sygekasser) på arbejdspladserne. Partiets rolle som arbejdsgiver i kraft af dets kontrol over byrådene i en række arbejderkommuner gjorde desuden, at medlemskort til PCF ofte var en genvej til job.
PCF var i 1968 stadig langt mere standhaftigt pro-russisk end dets italienske søsterparti (PCF’s første større brud med Rusland kom først i august 1968, da partiet tog afstand fra den russiske invasion i Tjekkoslovakiet). Et centralt element i partiets politiske strategi var ønsket om at vende tilbage til parlamentarisk indflydelse. Dette kunne PCF kun opnå gennem valgtekniske alliancer med den ikke-kommunistiske venstrefløj (som var samlet i “Venstre-Føderationen”, FGDS) med henblik på i sidste ende at samarbejde i en koalitionsregering. Dette betød omvendt, at PCF måtte bevise, at det var et parti, som forpligtede sig til de parlamentariske metoder og til at respektere grundlovens procedurer. [100]
Derfor var fremvæksten af en revolutionær strømning i studenterbevægelsen årsag til omfattende bekymring i PCF-ledelsen. For det første ønskede PCF at fastholde sin erklærede position som det eneste marxistiske parti og som arbejderklassens eneste legitime repræsentant i Frankrig. For det andet: hvis anvendelse af vold begyndte at blive en etableret del af fransk politik, så ville PCF risikere enten at miste sit omdømme som lovlydigt parti eller at blive udmanøvreret af venstrefløjen.
Konsekvensen var, at PCF-ledelsen fra starten af maj var meget omhyggelig med at trække en klar grænse mellem sig selv og de venstreorienterede studenter. Den 3. maj 1968 udsendte Georges Marchais – der snart efter blev partileder – en artikel, som omhyggeligt fordømte de revolutionære smågrupper:
Da de ikke har nok i den agitation, de fører i studenterkredse, en agitation der går imod de fleste studerendes interesser, og som begunstiger fascistiske provokationer, så har disse pseudo-revolutionære nu den frækhed at ville belære arbejderbevægelsen. Stadig oftere finder man dem foran fabriksportene eller blandt fremmedarbejderne, hvor de uddeler løbesedler og andet propagandamateriale.
Disse falske revolutionære må man gøre alt for at få afsløret, for objektivt set tjener de det gaullistiske styres og de store kapitalistiske monopolers interesser ... Disse “revolutionæres” program og aktivitet kunne godt få en til at le, da man ved, at det i reglen drejer sig om sønner af det højere borgerskab, at de er fulde af foragt for deres medstuderende fra arbejderklassen, og at det nok skal kølne deres revolutionære lidenskab, når de skal lede farmands virksomhed og dér vil udbytte arbejderne efter de bedste kapitalistiske traditioner.
Man ville imidlertid gøre forkert i at undervurdere deres skadelige virksomhed, der søger at så uro, tvivl og skepsis blandt arbejderne og ikke mindst blandt de unge ... Ved at fremme antikommunismen tjener de venstreaktivistiske smågrupper borgerskabets og storkapitalens interesser. [101]
PCF fastholdt denne aggressive linje over for de revolutionære studenter i partipressen og i taler, der om muligt var endnu mere ondskabsfulde. Samtidig måtte partiet dog sikre sig, at det ikke blev udmanøvreret fra venstre. Efter massedemonstrationerne den 13. maj var PCF nødt til at erkende, at studenterne havde vundet betydelig sympati ved at forsvare sig så modigt mod politiet. At angribe studenterne for groft ville isolere PCF, og tonen skiftede en smule.
Det er tydeligt, at generalstrejken startede uden for PCF’s kontrol. Sud-Aviation-besættelsens første dag fik kun syv linjer i PCF’s dagblad, gemt væk på side ni. [102] Om torsdagen den 16. maj følte CGT sig forpligtet til at reagere på den voksende strejkebølge. Men de undlod omhyggeligt at give bevægelsen en militant ledelse, og de opfordrede ikke engang til generalstrejke:
CGT hilser de arbejdere, især Renault-arbejderne, som har besluttet at iværksætte strejke og besættelse af fabrikken. CGT opfordrer alle arbejdere til at holde møder på arbejdspladsen og til sammen med deres faglige repræsentanter at beslutte, på hvilke betingelser de vil tilslutte sig kampen, og hvilke krav der skal kæmpes for.
CGT opfordrer alle militante medlemmer til øjeblikkeligt at tage ethvert nødvendigt skridt til at hæve kampniveauet på baggrund af brede diskussioner med arbejdere og i faglige sammenslutninger. [103]
Denne omhyggeligt formulerede erklæring fastlagde CGT’s (og PCF’s) indsats. CGT formanede sine medlemmer om at sikre sig, at de havde kontrol over bevægelsen, samtidig med at de omhyggeligt undgik “eventyrpolitik”. På gulvplan bestod CGT’s taktik i, at de udnævnte strejkekomiteer, der bestod af loyale medlemmer for derved at demoralisere rebelske arbejdere og for at holde revolutionære studenter ude fra arbejdspladserne. Fine ord om enhed dækkede tit over en sekterisk praksis på gulvplan. I mindst ét tilfælde besatte CGT-medlemmer omstillingscentralen på en fabrik for at forhindre CFDT-repræsentanter i at komme i kontakt med deres lokale fagforeningskontor. [104]
Mod slutningen af maj var PCF tvunget til at tage spørgsmålet om magten alvorligt. Den 29. maj viste partiet flaget i en overskrift i partiets dagblad: “Arbejderne kræver: En folkelig demokratisk regering med kommunistisk deltagelse”. [105] Dette var langt mere beskedent end at opfordre til revolution; desværre var det langt mere ambitiøst, end hvad der rent faktisk blev opnået. Endnu engang beviste PCF, at “realisterne” ofte er de største utopister.
PCF bekymrede sig konstant over, hvordan de kunne undgå “provokationer”. En kritiker sammenlignede PCF’s attitude med en kvinde, som beslutter at modarbejde en voldtægtsforbryder ved at give efter for ham, så der ikke længere kan tales om “voldtægt”. [106] I mange tilfælde besvarede politiet PCF’s høflighed ved at lade store PCF-demonstrationer forløbe fredeligt og gemte de voldelige angreb til venstrefløjen. Det var hensigtsmæssigt for autoriteterne at fastholde PCF i den parlamentsorienterede og lovlydige lejr. [107]
Ud fra sin egen målestok klarede PCF sig ikke så dårligt i maj 1968. Det er næppe vildt overdrevet, når partiet påstår, at det fik 15.000 nye medlemmer i løbet af en måned efter 13. maj. Mange steder så det trods alt ud, som om at PCF stod i spidsen for bevægelsen. [108] PCF’s opførsel i generalstrejken var en demonstration af partiets massive faglige styrke og legalistiske beslutsomhed. For at gennemføre denne demonstration var partiet naturligvis nødt til at kvæle en af de største spontane massebevægelser i historien. I PCF-ledernes øjne var dette utvivlsomt billigt sluppet.
Den socialdemokratiske venstrefløj havde langt mindre politisk vægt end PCF. Socialistpartiet (SFIO), der havde den forræderiske Guy Mollet som leder, var blevet yderst miskrediteret på grund af partiets støtte til krigen i Algeriet og til de Gaulle’s tiltræden som præsident. Da demonstrationen den 13. maj gik forbi SFIO’s hovedkvarter, blev der sunget ‘Guy Mollet på museum’. [109] Mollet og hans parti foretog sig ikke noget særligt i maj 1968.
Der var imidlertid to reformistiske politikere, begge tidligere ministre, som havde en vis indflydelse: François Mitterrand og Pierre Mendès-France, der som premierminister i 1954 havde afsluttet krigen i Indokina for Frankrigs vedkommende. Begge havde fra starten modsat sig de Gaulle, og Mitterrand havde udkæmpet et godt slag mod de Gaulle ved præsidentvalget i 1965.
I modsætning til PCF havde de to ingen massebasis at tage hensyn til, og de kunne derfor gå meget længere i deres sympatierklæringer for studenterne. Samtidig vidste de, at mens de Gaulle altid ville vinde i et rent valgopgør med PCF, så kunne en centrum-venstre-kandidat sammenflikke et flertal ved at vinde støtte fra dels PCF, dels utilfredse eller venstredrejede de Gaulle-tilhængere. Det var denne logik, der lå bag Mitterrands erklæring den 28. maj om, at han selv ville stille op som præsidentkandidat, og at Mendès-France skulle anmodes om at danne en provisorisk regering. [110]
Mitterrands kampagne var rent opportunistisk. De Gaulle talte om en “tredje vej” mellem kapitalisme og kommunisme. Hertil svarede Mitterrand, at Venstre-Føderationen var den eneste kraft, der tilbød en sådan ‘tredje vej’ – en vej, der kombinerede socialisme og frihed. [111] Alligevel var han i stand til at appellere til de venstreorienterede studenter på en måde, som PCF ikke turde. Selv anarkisten Cohn-Bendit gik så langt som til at sige: “François Mitterrand er ingen allieret, men hvis det er nødvendigt, kan han være nyttig for os”. [112]
Et andet eksempel på Mitterrand og Mendès-France’s forsøg på at bygge på begge fløje i oprøret er Mitterrands forklaring på, hvorfor han ønskede, at Mendès-France skulle lede en provisorisk regering:
Han havde en reel prestige blandt de protesterende studenter igennem det Forenede Socialistparti (PSU) og studenternes landsorganisation; en prestige, der voksede, da han viste sig på Charléty-stævnet. Hans traditionelle opfattelse af økonomi beroligede de moderate kredse. Dette viste sig, da Monsieur Abelin, lederen af det demokratiske centrum, bad General de Gaulle om at betro Mendès-France opgaven med at løse krisen. Han havde derfor på forhånd større chancer end nogen anden for at kunne samle et bredt udsnit af den offentlige opinion og for at arbejde for den forsoning i det franske folk, som jeg havde appelleret til. [113]
I løbet af maj arbejdede Mendès-France sammen med en lille gruppe af akademikere og advokater, som fastholdt kontakt med på den ene side regeringen og politiledelsen og på den anden side studenterlederne. I et forsøg på at forebygge enhver voldelig optrapning. [114] Men om mandagen den 27. maj deltog Mendès-France i et stævne med omkring 50.000 deltagere på Charléty Stadion (siddende i panelet, men uden at tale). Stævnet var et forsøg på omgruppere strømningerne til venstre for kommunistpartiet, og de forskellige revolutionære smågrupper var til stede og aktive. Mendès-France’s tilstedeværelse skyldtes tydeligt et ønske om at forebygge fremvæksten af et ikke-parlamentsorienteret venstre-lederskab. Han skal senere have udtalt: ‘Vi må ikke afskære os fra dem, der repræsenterer ungdommen’. [115]
Mendès-France var i stand til at fastholde sin troværdighed på venstrefløjen gennem sit medlemsskab af det Forenede Socialistparti (PSU), skønt han havde meget lidt tilfælles med venstrefløjens politik. PSU var opstået som en udspaltning fra SFIO på grund af modstand mod krigen i Algeriet. På mange måder var PSU en klassisk centristisk organisation. I dets ikke særligt disciplinerede rækker fandtes både revolutionære socialister og venstre-reformister. Partiet svingede fra marxistisk retorik til orientering mod teknokrater og fremstilling af “alternative planer”. PSU drejede skarpt til venstre i løbet af maj 1968, og Mendès-France forlod partiet kort efter.
Hverken Mitterrand eller Mendès-France opnåede noget særligt i Maj 1968 (selvom Mitterrand utvivlsomt vandt en lille smule tillid, der senere viste sig anvendelig). Men de var ligesom PCF medvirkende til at fastholde bevægelsen inden for grundlovens rammer og forhindrede dermed udviklingen af et uafhængigt revolutionært lederskab.
En massiv social bevægelse kan begynde spontant. Men spontanitet er ikke nok, hvis bevægelsen skal virkeliggøre det potentiale, der er indbygget i den. Den enorme kreativitet og militans, som udviklede sig i Maj 1968, var stort set fordampet i juni. En af de vigtigste grunde til dette var fraværet af et revolutionært parti, som var i stand til at stå i spidsen for en udfordring af statens centraliserede magt.
Det ville være både for nemt og intetsigende at henholde sig til en cirkelslutning om det manglende parti: “Hvorfor var der ikke et revolutionært parti? Fordi klassekampen endnu ikke havde udviklet sig til et niveau, så der kunne udvikles et parti. Hvorfor havde klassekampen ikke nået dette niveau? Fordi der manglede et revolutionært parti.” Svaret på begge spørgsmål kan kun findes i en detaljeret redegørelse for en række subjektive og subjektive faktorer, som rækker helt tilbage til 1917.
Men springer man den slags intetsigende spekulation over, kan der argumenteres helt enkelt for, at arbejderklassen i løbet af Maj 1968 aldrig brød med det reformistiske lederskab. Og fordi den ikke gjorde det, kunne den overtales til at acceptere et kompromis, som ikke overskred det eksisterende samfunds rammer. Et revolutionært parti med rødder i arbejderklassen ville have bygget på den spontane bølge af militans og prøvet at generalisere den. Partiet ville have generaliseret erfaringerne med dét mål at hæve alle kampe til de mest udvikledes niveau. Partiet ville have udsendt en landsdækkende avis, som kunne svare øjeblikkeligt på de borgerlige mediers løgne og forvrængninger. Og partiet ville have afsløret autoriteternes trusler om at indsætte hæren eller om faren for borgerkrig som bluff.
Den revolutionære strømning, som faktisk eksisterede, udviste både stort mod og initiativ, men den var ganske enkelt ude af stand til at påtage sig disse opgaver. De revolutionære var ikke blot for få, de var også alvorligt præget af mange års isolation fra arbejderbevægelsen. De var stort set begrænset til studentermiljøet, og de revolutionære var dybt splittet politisk og organisatorisk.
Blandt mylderet af små og meget små smågrupper kan der udskilles tre hovedstrømninger – anarkister, maoister og trotskister. [116] Anarkister af forskellige fabrikater ydede et enormt bidrag til “Ånden af Maj”. Deres libertære holdninger og foragt for den gamle orden var et afgørende element i oprøret. Men deres flygtige og omskiftelige karakter forhindrede dem i at spille nogen sammenhængende rolle, og deres politik var markant afvisende over for enhver idé om et revolutionært parti. Den mest fremtrædende af anarkisterne, Daniel Cohn-Bendit, syntes ofte at betragte ‘bolsjevisme” i forskellige afskygninger som en større fare end de Gaulle-regimet. [117] Dette gjorde det nemt for PCF at stemple ham som “anti-kommunist”, men derudover gjorde det ham uegnet til at løse den afgørende opgave: at opbygge en revolutionær organisation.
Maoisterne, hvoraf nogle var splittet ud fra PCF efterhånden som partiet bevægede sig mere og mere i parlamentarisk retning, ydede også deres specielle bidrag til ‘Ånden af Maj’. Maoisternes politik var stærkt voluntaristisk præget, dvs. at for dem var klassekamp mere et spørgsmål om vilje end om objektive forhold. I den konkrete situation var voluntarismen en sund kontrast til reformisternes udmarvede “realisme’. Maoisterne havde overtaget voluntarismen fra Kinas Kommunistpartis forsøg på at industrialisere landet ved at trække sig selv op ved hårene. Men maoisterne havde også arvet en gennemført tvetydig holdning til den stalinistiske tradition. Resultatet var, at de fremlagde slogans fra historien på må og få, svingende fra den “tredje periodes” sekteriske “socialfascisme”-slogans til folkefrontspolitik. [118] De bidrog med megen beslutsomhed, men meget lidt når det gjaldt strategi.
Inden for den trotskistiske del af spektret var der tre hovedgrupperinger. Den mest synlige var nok JCR, Jeunesse Communiste Révolutionnaire (Revolutionær Kommunistisk Ungdom). JCR var opstået som en udspaltning fra PCF’s studenterorganisation i 1966. Deres ledelse var tæt knyttet til PCI, den franske sektion af Fjerde Internationale. JCR spillede en nøglerolle i gadekampene og massedemonstrationerne, men de havde en tendens til i alt for høj grad at tilpasse sig de aktuelle stemninger og holdninger i studentermiljøet. En anden aktiv gruppe var OCI, også kendt som “lambertister” efter deres leder Lambert. Deres studenterfront, FER, blev udsat for en del hån, efter at den havde afvist at gå ind i kampen på barrikaderne den 10. maj, [119] men det var medlemmer af OCI, som tog initiativ til besættelsen af Sud-Aviation i Nantes. [120] Den tredje gruppe omkring avisen Voix Ouvrière havde den mest systematiske orientering mod arbejdspladserne, men gruppens ultra-bolsjevikiske og halv-hemmelige arbejdsstil gjorde den temmelig uegnet til massearbejde.
Man skal ikke undervurdere de resultater, som den revolutionære venstrefløj opnåede i Maj 1968. I mange tilfælde var det enkeltstående revolutionære fra den ene eller anden tendens, som med succes arbejdede for besættelserne efter den 13. maj. Ofte var dette høsten af en lang periodes utaknemmeligt slid med revolutionær agitation og propaganda [121]. På Renauit-Billancourt var det for eksempel medlemmer af Voix Ouvrière og FER, som havde held til at bekæmpe CGT’s modstand mod besættelsen. [122]
Men den revolutionære venstrefløj havde to alvorlige svagheder, som ikke kunne overvindes på den korte tid, der var til rådighed. For det første: På trods af den usekteriske ånd, som de fleste militante udviste i den konkrete kamp fra dag til dag, var det ikke muligt at overvinde de dybe splittelser på den revolutionære venstrefløj. [123] Ingen af grupperne havde størrelsen til at kunne etablere sig som et troværdigt og tiltrækkende alternativ til reformisterne.
For det andet: Store dele af det revolutionære venstre udviste en alvorlig tendens til venstre-sekterisme. Smågruppernes foragt for reformisterne var opfriskende, men reformismen forsvinder ikke, blot fordi man fordømmer den. For at bryde PCF’s og de øvrige reformisters greb om arbejderklassen havde det været nødvendigt med en seriøs anvendelse af enhedsfront-taktikken, hvor de revolutionære kunne have foreslået de reformistiske ledere at samles om fælles aktion mod regeringen. På denne måde kunne de revolutionære håbe på at vinde støtte fra de menige medlemmer af de reformistiske organisationer. Men den splittede og strategisk usikre revolutionære venstrefløj var ikke i stand til dette. [124] Og derfor var de revolutionære ikke i stand til at tvinge højrefløjen tilbage, da den begyndte at røre på sig.
Om eftermiddagen torsdag den 30. maj talte de Gaulle i radioen til befolkningen. Det var en kort meddelelse, som kun varede fire og et halvt minut. [125] At de Gaulle fortsat var svækket viste sig ved, at hans tale ikke kunne bringes i fjernsynet på grund af en strejke på det statslige fjernsynsselskab. [126] Men de Gaulle’s tone var selvsikker og udfordrende. Den foreslåede folkeafstemning skulle droppes til fordel for et parlamentsvalg. De Gaulle truede med, at hvis PCF (‘et parti, som er et totalitært foretagende’) obstruerede valget, ville ‘andre metoder” blive taget i brug for at forsvare Republikken, og han appellerede til øjeblikkelig organisering af “borgerlig aktion”. Bag de kryptiske vendinger truede de Gaulle med brug af væbnet magt (der blev rapporteret om troppebevægelser uden for Paris, og tanks blev set i omegnen), [127] og han opfordrede sine tilhængere til at bruge udenomsparlamentariske midler imod venstrefløjen.
De Gaulle’s strategi var skarpsindig. PCF og reformisterne havde været i stand til at fordømme folkeafstemningen som et typisk autoritært påfund, som de Gaulle tidligere havde anvendt for at forstærke sin politiske magt. Men de kunne ikke afvise parlamentariske valg uden at holde ophørsudsalg af hele logikken i deres politiske strategi. Eftersom dét var utænkeligt, var de nu tvunget til at spille spillet på de Gaulle’s betingelser.
Samme aften demonstrerede én million mennesker i Paris’ gader til støtte for regeringen. Den yderste højrefløj, som havde ligget i dvale et par uger, kravlede nu ud af sprækkerne. Bilhorn dyttede rytmen til “Bevar Algeriet fransk’ (den yderste højrefløjs yndlingsmelodi), og dele af demonstrationen sang “Cohn-Bendit til Dachau”. [128] For yderligere at indynde sig hos det yderste højre løslod de Gaulle general Salan og andre fra fængsel – personer, som havde stået i spidsen for den berygtede organisation OAS, der havde ført en morderisk kampagne for at bevare Algeriet på franske hænder. Han indførte også et forbud mod alle de vigtigste revolutionære smågrupper. PCF og andre reformister var så ivrige efter at vise deres loyalitet overfor grundloven, at de næppe ytrede ét pip for at protestere.
I mellemtiden begyndte den gaullistiske “borgerlige aktion” at udvikle sig. I løbet af valgkampen blev PCF-kontorer og venstreorienterede militante angrebet af gaullistiske bøller med jernstænger og pistoler, [129] og i Arras blev et ungt PCF-medlem dræbt, mens han delte løbesedler ud. [130] Alligevel var reformisterne så optaget af deres parlamentariske image, at de blev ved med at jamre om, at det var venstrefløjens vold, som berøvede dem stemmer. Et resultat af dette var, at de Gaulle blev i stand til at høste stemmer både ved at opfordre til overfald på gaderne og ved at fremhæve sit “lov-og-orden”-image.
Nu var strejken en hindring for både regeringen og for arbejderbevægelsens bureaukrater. Regeringen begyndte at bruge magt for at bryde besættelser. Tidligt om morgenen den 31. maj erobrede bevæbnet politi postkontoret i Rouen. [131] Uropolitiet fulgte efter med yderligere angreb på besættelser: Den 10. juni blev en student dræbt på Flins, og den 11. juni blev en ung arbejder i Sochaux dræbt. [132]
Samtidig blev der givet økonomiske indrømmelser. Der blev indgået separate aftaler på forskellige arbejdspladser, men generelt blev der givet lønforhøjelser på mindst ti procent, arbejdstiden blev skåret ned med én time om ugen, og de faglige rettigheder på arbejdspladsen blev udvidet. [133] Dette var naturligvis reelle sejre, og de viste, at revolutionær aktion er den mest effektive måde at vinde reformer på. Der var dog nogle begrænsninger. Lønstigningerne blev holdt på et niveau, som systemet sagtens kunne bære – i hvert fald i de økonomisk stærkeste brancher. Nogle af de største arbejdsgivere hilste ligefrem lønstigningerne velkomne, fordi de ville tvinge de små arbejdsgivere ud i mørket og dermed forøge tendensen til koncentration af industrien på færre hænder. [134] Lønstigningernes værdi på længere sigt var under alle omstændigheder tvivlsom, eftersom regeringen gjorde det klart, at der ikke ville blive indført nogen effektiv priskontrol. [135] Citroën ventede ganske enkelt til valget var overstået i ro og orden og fyrede derefter 925 ansatte. [136]
Set i dette lys var PCF’s dagblad noget overilet i sin hovedoverskrift den 6. juni, som erklærede: “Sejrrigt og enigt tilbage til arbejdet!”. [137] Faktisk var det PCF’s og CGT’s strategi, som gjorde denne tilbagevenden langt mindre sejrrig end nødvendigt. Strategien tillod hver sektion i arbejderklassen at indgå i separatløsninger. Denne politik brød enheden og solidariteten i bevægelsen og sikrede, at nogle grupper vandt meget mindre, end de kunne have gjort, hvis bevægelsen var forblevet samlet. Der var stadig en enorm reserve af militans, og nogle arbejdere forblev i strejke næsten indtil slutningen af juni, men CGT’s politik tvang selv de mest kampivrige arbejdere ud i isolation. Borgerlige ledere fremsatte deres sædvanlige krav om hemmelige afstemninger, [138] men CGT udviste perfekte færdigheder i at manipulere med afstemninger om at gå tilbage i arbejde. Det fremgår af følgende beretning:
CGT’s rolle i disse afstemninger var i bedste fald at forvirre og i værste fald kriminel. På Citroën blev den første afstemning organiseret af fabriksledelsen som en hemmelig afstemning uden for fabriksporten. CGT foretog sig intet, men erklærede bare: “Folk kan stemme, hvis de har lyst”. Ved den anden afstemning blev der anvendt stemmesedler i forskellige farver, og CGT-observatører granskede omhyggeligt, hvordan arbejderne stemte. På Polymécanique i Pantin forvirrede CGT sagen ved at bekendtgøre, at afstemningen ikke drejede sig om for eller imod at gå i arbejde, men om for eller imod et forslag fra fabriksledelsen. På Crédit Lyonnais i Paris blev valget ikke overvåget, så hver enkelt kunne stemme adskillige gange. Før afstemningen fandt sted på Thomson-Gennevilliers uddelte CGT en løbeseddel og solgte l’Humanité, hvoraf det fremgik, at Thomson var gået i arbejde og havde vundet store indrømmelser. For at sikre sig, at disse profetier kom til at stemme, tillod CGT de ikke-strejkende arbejdere at stemme. På SevMarchal i Issy-les-Moulineaux fik ikke blot ikke-strejkende, men også formænd og inspektører og selv firmaets ledelse lov til at deltage i afstemningen om at gå i arbejde.
I denne situation med en opsplittet tilbagevenden til arbejde spillede informationer en afgørende rolle, for det er åbenlyst, at beslutningen om at gå i arbejde eller ej var afhængig af beslutninger andre steder. Den borgerlige stat og presse forenede sine anstrengelser med CGT. Lærerne erfarede, at de var ved at gå i arbejde, gennem en melding i radioen. En af CGT’s standardteknikker var at annoncere på én fabrik, at andre fabrikker havde besluttet at gå i arbejde.
I transportsektoren i Paris – Metroen og busserne – var fagforeningens repræsentanter de eneste, som tog rundt på de forskellige stationer. Til arbejderne på de enkelte stationer sagde de: “I er imod at standse strejken, men I er alene. Alle andre ønsker at gå i arbejde.” Mens således stationen på Rue Lebrun havde stemt for at fortsætte strejken, fik andre stationer at vide, at de ville gå i arbejde. Efter at have kontaktet fagforeningen og erfaret, at alle andre stationer var gået i arbejde, beordrede den valgte strejkekomité på Lebrun arbejderne at gå i arbejde uden at tage hensyn til den afstemning, som tidligere havde fundet sted. Som et resultat af denne taktik var transportarbejderne til sidst, efter fire ugers strejke, demoraliseret nok til at stemme for at genoptage arbejdet. [139]
Det parlamentsvalg, som blev holdt i slutningen af juni, var en triumf for de Gaulle’s strategi. Gaullisterne og deres nære allierede øgede deres parlamentariske repræsentation fra 240 til 358 pladser (ud af 487); PCF faldt fra 73 pladser til 34 og Venstre-Føderationen fra 118 til 57. PCF’s stemmetal faldt med omkring 600.000 og Venstre-Føderationens med cirka 570.000. Det eneste lyspunkt var, at PSU, der var det eneste parti, der klart havde identificeret sig med studenterne og aktionskomiteerne, vandt 379.000 stemmer; 75 pct. mere end i 1967, selv om de mistede alle tre pladser i Nationalforsamlingen. Den revolutionære venstrefløj opstillede ingen kandidater og var generelt imod deltagelse i valget. [140]
Det kan umiddelbart virke uforklarligt, hvordan en så omfattende social bevægelse som Maj 1968 kunne følges så hurtigt af en jordskredssejr for højrefløjen ved valget. Naturligvis bevirker forskellige faktorer, at de nøgne tal bedrager. Resultatet i antal af pladser i parlamentet overvurderer groft de faktiske stemmetal: Der blev valgt én gaullist for hvor 27.000 gaullist-stemmer, mens der skulle 135.000 kommunistiske stemmer til at vælge én PCF-delegeret. [141] De mest militante i Maj var studenter og unge arbejdere, men folk under 21 år havde ikke stemmeret. Man kan kun spekulere på, hvordan fem millioner unge mellem 16 og 21 ville have stemt, hvis de havde haft muligheden. To millioner indvandrere kunne heller ikke stemme. Kommunister, som forsøgte at uddele valgmateriale til værnepligtige, blev arresteret, mens gaullistisk propaganda blev omdelt på mindst én af flådens baser. [142]
Men selv om disse facts er med til at gøre billedet mere klart, så sidder vi stadig tilbage med den indiskutable sandhed, at venstrefløjen klarede sig meget dårligt ved valget. Den vigtigste del af forklaringen ligger i det faktum, at arbejderbevægelsens reformistiske lederskab stadig var på hastigt tilbagetog, da valget fandt sted. Mange folk var blevet skræmt af begivenhederne i maj men turde ikke gøre andet end at stikke hovedet i busken, mens bevægelsen var på vej frem. Nu ilede de til stemmeurnerne for at stemme for lov og orden. Den ekstremt højreorienterede tone i de Gaulle’s kampagne og hans gestus over for de tidligere OAS-ledere vandt uden tvivl nogle stemmer fra det yderste højre, som han ikke havde fået ved tidligere valg. Samtidig fordømte nogle kommunistiske vælgere deres parti i foragt for dets opportunistiske rolle under strejken. Nogle stemte på PSU, andre gad simpelthen ikke stemme. Venstrefløjen måtte også betale for sin manglende evne til at inddrage hjemmegående kvinder, hvoraf mange sikkert var med til at hæve højrefløjens samlede stemmetal. [143]
Den mest grundlæggende lære er imidlertid, at arbejderklassen begik en fejl ved at møde de Gaulle på valgkampens arena. Arbejdernes enestående styrke ligger på arbejdspladserne, ikke i stemmeboksen. Ikke kun på grund af de specielle ulemper, som er nævnt ovenfor, men fordi hele spørgsmålet om valgkamp nødvendigvis favoriserer højrefløjen. Den valgmæssige katastrofe var kun bekræftelsen af et nederlag, som i virkeligheden fandt sted i starten af juni, da arbejderne begyndte at vende tilbage til arbejdet.
Maj 1968 forbliver en afgørende episode i den internationale arbejderklasses historie. Af denne episode kan der drages en række enkle, men afgørende erfaringer.
For det første viste det sig, at selv i et højt avanceret kapitalistisk samfund har arbejderklassen magten til og muligheden for at sætte spørgsmålstegn ved hele systemet.
For det andet viste Maj 1968, hvordan en massestrejke trænger sig ind i alle samfundsområder og rejser krav, som går langt ud over fagforeningspolitikkens grænser og gør spørgsmål om kontrol til et centralt element i kampen.
For det tredje: Ved fraværet af et revolutionært lederskab kan reformismen genvinde kontrollen over selv den mest radikale bevægelse og trække den tilbage til den eksisterende ordens strukturer.
Ydermere åbnede Maj 1968 for en periode med kamp mellem reformistisk og revolutionær politik, som endnu ikke er afsluttet. Der blev trukket nye grænser på kortet over den franske venstrefløj.
Det første offer for begivenhederne var Venstre-Føderationen, som blev splittet i november 1968. Til at begynde med syntes PCF langt mere ukueligt. Partiet genvandt det tabte terræn ved præsidentvalget i 1969, og faktisk fortsatte PCF’s medlemstal med at vokse frem til midten af 1970’erne. Men i virkeligheden var 1968 begyndelsen til en langvarig nedtur for PCF. Efter 1968 kunne partiet ikke længere påberåbe sig at være en organisation, som gik ind for revolution. PCF havde i bund og grund erklæret sig som et parlamentarisk parti inden for grundlovens rammer. Men desto mere PCF forsøgte at fremstå som et traditionelt socialdemokratisk parti, desto mere foretrak vælgerne de ægte socialdemokrater – hellere et rigtigt får end en ulv i fåreklæder. François Mitterrands nyligt gendannede Socialistparti udspillede og overtog ubarmhjertigt PCF’s rolle i løbet af 1970’erne. Mitterrands omdømme for åbenhed over for venstrefløjen i 1968 kom ham til god hjælp over for den yngre generation af aktivister og vælgere.
Da Mitterrand blev valgt til præsident i 1981 blev de folkelige jubelscener af mange kommentatorer sammenlignet med begivenhederne i 1968. Men havde Mitterrand opsnappet mange af de militante fra 1968, så var det også lykkedes ham at indfange en del af deres fjender. Industriministeren i hans første regering var Pierre Dreyfus, som var administrerende direktør under strejken i 1968, og en ledende post i indenrigsministeriet gik til Maurice Grimaud, der var leder af det parisiske politi i 1968.
Der kom afgørende fart på den revolutionære venstrefløj efter Maj 1968. Ideer, som tidligere kun havde eksisteret i små grupper, opnåede nu en bredere troværdighed og indflydelse. De beskedne, men bemærkelsesværdige stemmetal, som revolutionære kandidater har opnået ved valgene siden, viser, at ideerne fra 1968 stadig har et publikum. [144]
Alligevel efterlod 1968 det revolutionære venstre med et stort problem. Revolutionære, som i 1968 havde set spørgsmålet om statsmagten dukke op på dagsordenen, fandt det sidenhen ofte svært at erkende, at kampniveauet var faldet igen. Således kollapsede en del af venstrefløjen efter 1968 i en vild venstresekterisme, hvor man forsøgte at holde opstanden i live ved de revolutionæres egne anstrengelser alene. Det medførte at den maoistiske gruppe La Cause du Peuple blev forbudt i 1970 for at forsvare mord, tyveri, røveri og brandstiftelse. Andre forsøgte af fastholde en politik med brede nationale løsninger, og dette førte til, at de primært beskæftigede sig med at føre valgkampagner eller opfordre til regeringssamarbejde mellem socialister og kommunister. Dén slags aktivitet virkede ofte mere attraktiv og fashionabel end at involvere sig i små strejker, men det fik de revolutionære til at bevæge sig bort fra den afgørende opgave: at udvikle rødderne i arbejderbevægelsen. Til tider har det kunnet se ud som om den korte, ærefulde stund i 1968 er blevet et åg på det revolutionære venstres svage skuldre.
Men selv midt i en nedgang, som stadig (i 1986; udg. anm.) har hele verden i sit greb, og efter de fem kolde år under en “socialistisk” regering i Frankrig, brænder lyset fra Maj 1968 stadig klart. Det minder os om, at der er øjeblikke, hvor selv de revolutionæres vildeste drømme bliver realiteter. Derfor, om ikke for andet, skal de aldrig glemmes.
Kilde: Jules Lund: MAJ 86. Studenterbevægelsen og klassekampene i Frankrig (Kbh., 1967), s. 4-6.
Note om kilder
Den vigtigste kilde til information, som er anvendt i denne pjece, er den samtidige presse – først og fremmest Le Monde, Le Figaro, L’Humanité, Voix Ouvriére, The Economist og The Times – samt en række artikler og bøger, der blev udsendt i samme periode, og som generelt bygger på øjenvidneskildringer, interviews og periodens flygtige litteratur. Det drejer sig især om: Cliff og Birchall: France the Struggle Goes On (London, 1968); Seale og McConville: French Revolution 1968 (Harmondsworth, 1968); Hoyies: Imagination in Power (Nottingham, 1973); May 1968 (Solidarity Pamphlet No 30, Bromley, 1968). Værdifuld var desuden særnummeret af Partisans (No 42, maj-juni 1968) og artikelserien “Mai-Juin au Fil des Jours” som blev bragt i Lutte Ouvrière nr. 19-39 (november 1968-april 1969). Den analyse, som jeg præsenterer, stammer i store træk fra Cliff og Birchall (selvom datidens eufori er dæmpet en smule). Jeg har desuden lært meget af diverse publikationer fra Lutte Ouvrière-tendensen, på trods af politiske forbehold.
I 1968 blev der skrevet og oversat temmelig meget på utrolig kort tid; grammatisk og sprogligt eftersyn forekom os en luksus, som vi ikke havde tid til. I mine citater fra dokumenter fra 1968 har jeg derfor taget mig den frihed at rette enkelte indlysende fejl.
Oversætterens note
Alle citater i teksten er direkte oversat fra Birchalls engelske tekst. Der er dog to undtagelser. Det drejer sig om citaterne med note 99 og 101. Den danske oversættelse er hentet fra Jules Lund: MAJ 68. Studenterbevægelsen og klassekampene i Frankrig (København, 1967).
1. The Economist, 18. maj 1968, især siderne xi, xii, xiii, xiv og xxxii.
2. Andre Gorz: “Reform and Revolution” i Miliband og Saville (udgivere): The Socialist Register 1968 (London, 1968) side 111. (Gorz’ artikel byggede på en serie foredrag, som han oprindeligt holdt i Sverige i april 1966).
3. En kort bibliografi findes i Gretton: Students and Workers (London, 1969) side 312-17.
4. 1. juni 1968.
5. Yderligere detaljer findes i Birchall: Workers Against the Monolith (London, 1974) kapitel 6, 9 og 10, samt Werth: De Gaulle (Harmondsworth, 1965).
6. The Economist, 25. maj 1968; Seale og McConvllie, side 154.
7. Seale og McConville, side 155.
8. Lefranc: Le Mouvement Syndical (Paris, 1969), side 173-76.
9. L’Humanité, 7. maj 1968.
10. Hoyles, side 16; Ciiff og Birchall, side 23.
11. The Economist, 18. maj 1968.
12. Pompidou: Pour Rétablir une Verité (Paris, 1982) side 223; Gretton, side 41.
13. Cliff og Birchall, side 12.
14. Lefranc, side 222-23.
15. G. og D. Cohn-Bendit: Obsolete Communism: The Left-Wing Alternative (Harmondsworth, 1969), side 118.
16. Seale og McConville, side 33.
17. Le Monde, 3. maj 1968.
18. Paris: May 1968, side 1.
19. Jean-Jacques Lebel i Black Dwarf, 1. juni 1968.
20. Seale og McConville, side 87.
21. Se UNEF/SNESup: Le Livre Noir des Journées de Mai (Paris, 1968).
22. Daily Mirror, 22. maj 1968.
23. Pompidou, side 184-85.
24. Paris: May 1968, side 11-12.
25. Hoyles, side 17-18 og 64-72.
26. Hoyles, side 21-22.
27. Hoyles, side 22-23.
28. Le Monde, 26.-27. Maj 1968.
29. L’Humanité, 29. maj 1968. (Nogle kilder angiver ni millioner strejkende, andre angiver ti millioner. Naturligvis gjorde omstændighederne det umuligt at foretage en præcis optælling. Men selv det laveste antal er uden sidestykke i arbejderklassens historie).
30. Roger Smith i Black Dwarf, 1. juni 1968.
31. De fulgte naturligvis også traditionen med fabriksbesættelser i maj-juni 1936. Se J. Danos og M. Gibelin: June ‘36 (Bookmarks, London 1986).
32. Hoyles, side 41-42.
33. Le Monde, 22. og 28. maj 1968.
34. L’Humanité, 27. maj 1968.
35. Le Monde, 28. maj 1968.
36. L’Humanité, 28. maj 1968.
37. Le Monde, 21. maj 1968.
38. E. Mandel: “Lecons de Mai 1968” i Les Temps Modernes nummer 266-267, oversat som “The Lessons of May 1968” i New Left Review no. 52, 1968.
39. Se yderligere detaljer nedenfor.
40. New Left Review, no. 52.
41. J.-Ph. Talbo: La Gréve á Flins (Paris 1968), side 23.
42. Hoyles, side 32-33.
43. Lutte Ouvrière, no. 5, august 1968.
44. Cliff og Birchall, side 36-39.
45. Seale og McConville, side 123.
46. G. og D. Cohn-Bendit, side 81-82.
47. Se Lutte Ouvrière, no. 9, 18. september 1968.
48. Le Monde, 21. maj 1968.
49. Le Figaro, 30. maj 1968.
50. Seale og McConville, side 168 (100 centimes svarede cirka til 10 pence i 1968-priser) (hvilket igen svarede til cirka 1,50 kr.; ovs. anm.).
51. Le Figaro, 30. maj 1968.
52. I Saint-Nazaire erklærede en strejkende, at amtmanden (præfekten) ikke var andet end en postkasse, som skulle viderebringe arbejdernes beslutninger til Paris (Le Figaro, 30. maj 1968); i Caen var al adgang til byen blokeret i 24 timer (Mandel i New Left Review, no. 52).
53. Denne beretning om Nantes er baseret på Seale og McConville, side 166-68 (som bygger på Cahiers de Mai, no. 1, 15. juni 1968); Hoyles, side 32 og 44-46; rapport af Pierre Bois i Le Figaro, 30. maj 1968.
54. Cliff og Birchall, side 17-18.
55. J. Besancon: Les Murs ont la Parole (Paris 1968), side 25.
56. Se J. Pesquet: Des Soviets à Saclay? (Paris 1968).
57. Seale og McConville, side 130-33.
58. Le Monde, 23. maj 1968.
59. Daily Mirror, 23. maj 1968.
60. Jvf. en løbeseddel, der blev udsendt af sygeplejersker og læger, som havde undersøgt den slags herberger, citeret i Hoyles, side 19-20.
61. A. Quattrochi og T. Nairn: The Beginning of the End (London 1968), side 67.
62. The Economist, 15. juni 1968.
63. Talbo, side 17.
64. Lutte Ouvriére, no. 21, 11. december 1968.
65. Bureau pour le Développement des Migrations interessant les départements d’Outre-mer – kontor for udvikling af indvandring fra oversøiske departementer.
66. Le Monde, 1. juni 1968.
67. Partisans no. 42, maj-juni 1968, side 84-85.
68. Talbo, side 85,
69. Cliff og Birchall, side 35.
70. Besancon, side 169 og 83.
71. A. Touraine: Lettres à une Etudiante (Paris, 1974), side 109.
72. Se The Times, 13. maj 1968.
73. Hoyles, side 33.
74. Seale og McConville, side 134-37,
75. Le Monde, 22, maj 1968.
76. Seale og McConville, side 107-108; Besancon, side 107.
77. Seale og McConville, side 104-105,
78. G. og D. Cohn-Bendit, side 79.
79. Hoyles, side 43-44. En samling af plakater findes i Atelier Populaire – texts and posters (London, 1969).
80. En antologi findes hos Besancon.
81. Besancon, side 42 og 87.
82. Pompidou, side 197
83. The Economist, 1. juni 1968.
84. Le Monde, 29. maj 1968.
85. L’Humanité, 25. maj 1968.
86. Denne oplysning stammer fra Les Evans i Intercontinental Press, 10. juni 1968. Jeg har hørt, at også trykkeriarbejdere i Sydengland nægtede, men det kan ikke dokumenteres.
87. Le Monde, 1. juni 1968.
88. Le Monde, 9. maj, 15. maj, 17. maj og 19.-20. maj 1968.
89. Le Monde, 15. maj 1968.
90. Le Monde, 17. maj 1968.
91. The Times, 31. maj 1968.
92. Lé Canard Enchaîne, 19. maj 1968. (En fyldigere reportage blev trykt i Action (14. juni 1968), men denne udgave blev konfiskeret af myndighederne).
93. Partisans, no. 42, maj-juni 1968, side 188-90,
94. Pompidou, især side 190-205.
95. Pompidou, side 201
96. Se The Times, 16. juni 1982; Le Monde 22. juni 1982.
97. Se Le Monde, 30. juni, 3. juli og 9. juli 1982.
98. Leder i Le Figaro, 30. maj 1968.
99. L’Humanité, 10. juli 1968. Her citeret fra Jules Lund, s. 229 (Jvf. oversætterens note).
100. Se Ian Birchall: Workers Against the Monolith, især kapitlerne 9, 10 og 13.
101. L’Humanité, 3. maj 1968. Her citeret fra Jules Lund, s. 54-55 (Jvf. oversætterens note).
102. L’Humanité, 15. maj 1968.
103. Erklæring fra CGT den 16. maj kl. 21.00, offentliggjort i L’Humanité, 17, maj 1968; se også interview med Georges Séguy, Le Monde, 19.-20. maj 1968.
104. Gretton, side 181.
105. L’Humanité, 29. maj 1968.
106. Lutte Ouvrière, no. 30, 12. februar 1969.
107. Lutte Ouvrière, no. 25, 8. januar 1969.
108. L’Humanité, 8. juni 1968.
109. Paris: May 1968, side 10.
110. Erklæring på en pressekonference, citeret i Partisans no. 42, maj-juni 1968, side 131-32.
111. Udsendelse på radiostationen ‘Europe 1’, citeret i L’Humanité, 10. juni 1968.
112. L’Humanité, 15. maj 1968.
113. F. Mitterrand: Ma Part de Vérité (Paris, 1969), side 105.
114. J. Lacouture: Pierre Mendès-France (Paris, 1981), side 474.
115. C. Estier: Journal d’un Fédéré (Paris, 1970). Se også Mendès-France’s egen fremstilling i Mendès-France: Choisir (Paris, 1974) side 138-39.
116. Folk, der går meget op i historiske detaljer, henvises til at konsultere det stamtræ over den franske venstrefløj, som findes hos M.-A. Burnier: Histoire du Socialisme 1830-1981 (Paris, 1981), side 99.
117. Se G. og D. Cohn-Bendit, side 199-245; om Cohn-Bendit’s rødder hos de libertære ex-trotskister i Socialisme ou Barbarie, se D. og G. Cohn-Bendit, side 18.
118. Se Lutte Ouvirére, no. 5, august 1968.
119. Paris: May 1968, side 42.
120. Hoyles, side 17.
121. Hoyles, side 21.
122. Voix Ouvrière, no. 26, 20. maj 1968.
123. Voix Ouvrière, PCI og JCR nedsatte en permanent koordinations-komité mellem de tre organisationer og udsendte mindst én fælles løbeseddel (Partisans, no. 42, maj-juni 1968, side 73 og 126); men dette var kun et lille skridt i retning af den enhed, der var brug for.
124. Se Lutte Ouvrière, no. 5, august 1968, om UNEF’s manglende deltagelse i en massedemonstration, som var organiseret af PCF og CGT.
125. Le Monde, 1. juni 1968.
126. Gretton, side 196.
127. Seale og McConville, side 212.
128. The Economist, 8. juni 1968.
129. Lutte Ouvrière, no. 37, 2. april 1969.
130. Estier, side 243.
131. Seale og McConville, side 212.
132. Partisans, no. 42, maj-juni 1968, side 190-93.
133. The Economist, 22. juni 1968.
134. Se artiklen af Marc Ullman i The Times, 29. maj 1968.
135. The Economist, 29. juni 1968.
136. Lefranc, side 247.
137. L’Humanité, 6. juni 1968.
138. Se G. Pompidou, citeret i Lutte Ouvrière, no. 26, 15. januar 1969.
139. Ciiff og Birchall, side 32-33. Bygger på rapporter i Lutte Ouvriére, no. 2, 3. juli 1968, Analyses et Documents no. 156, Nouvelle Avant-Garde, no. 1 samt Action, no. 5.
140. Se forskellige forklaringer i Lutte Ouvrière, no. 30, 12. februar 1969. Når jeg tænker tilbage, tror jeg, at de revolutionære begik en taktisk fejl ved at undlade at opstille kandidater, selv om jeg ikke dengang satte spørgsmålstegn ved boykotten.
141. L’Humanité, 2. juli 1968.
142. L’Humanité, 22. juni 1968..
143. Se Gretton, side 269.
144. Alain Krivine opnåede 1,1 pct. af stemmerne ved præsidentvalget i 1969; 2,69 pct. gik til Krivine og Arlette Laguiller i 1974; 2,30 pct. gik til Laguiller i 1981. De grupper, som blev forbudt i 1968, blev alle hurtigt reorganiseret under nye navne.
Sidst opdateret 27.7.2012