Marxisme Online  >  Arkiv  >  Binns  |  Gonzalez

Cuba, Castro og socialisme

Peter Binns og Mike Gonzalez (1980)

Trykt første gang som Cuba, Castro and Socialism i tidsskriftet International Socialism Journal 2:8 (Spring 1980), pp.1-36.
Genoptrykt som pjece i juni 1983 (og adskillige gange siden) med samme titel af Socialist Workers Party i Storbritannien.

Oversat af Karen Skytte Andersen i september 1987, men aldrig udgivet. Til web-udgaven er oversættelsen revideret af Jørn Andersen.

Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 27. nov. 2016.

Baggrunden for revolutionen i 1959
1959-60: “Vores revolution er hverken kapitalistisk eller kommunistisk”
1961-63: Det første forsøg på industrialisering
1963-65: Tilbage til macheten
Den russiske forbindelse
En, to, tre Vietnam’er?
Krisen i 1970
Cuba i 1970’erne
Arbejderklassen
Partiet, hæren og skabelsen af den nye herskende klasse
Den cubanske statskapitalismes underlægning under USSR
Cubas udenrigspolitik
Arbejderklassens frigørelse er dens eget værk
Noter

21 år er der gået siden Castros oprørshær, støttet en løs koalition af intellektuelle – 26. juli bevægelsen – ødelagde det USA-støttede Batista-styre og begyndte at udføre grundlæggende ændringer i det cubanske samfund. Hvad opnåede den helt præcist? Viser den Den tredje Verden en alternativ og anvendelig vej til socialismen i modsætning til Moskvas desavouerede bureaukrater? Kan dens metoder gentages andre steder? Disse spørgsmål er blevet stillet endnu skarpere i lyset af de seneste begivenheder i Kina – Kina, som så længe var den klareste stjerne på den østlige horisont, men som nu deltager i fælles udenrigspolitiske initiativer med USA i Afghanistan, og hjemme opmuntrer til investeringer af vestlig kapital og til et mere differentieret samfund. Rampelyset er derfor uundgåeligt på Cuba; er man her forblevet trofaste mod de socialistiske principper? Har man nogensinde haft nogen? Eller er det som med Kina, at når man undersøger forholdene under overfladen, så forsvinder principperne i den blå luft?

Mange har aldrig haft nogen som helst tvivl om den cubanske revolutions socialistiske natur. F.eks. konkluderer C. Wright Mills, at det var “arbejdernes og bøndernes revolutionære diktatur”, hvor én mand besad “praktisk talt absolut magt”. Dette noget bizarre synspunkt var des mere bemærkelsesværdige, eftersom det repræsenterer en bred enighed på spørgsmålet; fra Paul Johnson i “New Statesman”, som steg til lyriske højder omkring Cubas “ægte proletariske diktatur”, selv om det blev udtrykt gennem én mands “egenmægtige” styre, til Joseph Hansen og 4. internationale som hævdede – mindre lyrisk – at “i sidste instans er omvæltningen af ejendomsforholdene på Cuba et ekko af Oktoberrevolutionen 1917 i Rusland”, og derfor er “Cuba gået ind i en arbejderstats overgangsfase, selv om der stadig mangler dannelsen af demokratisk, proletarisk styre”. [1]

Hvad blev disse meget udbredte påstande baseret på? Og hvordan har de klaret eftertidens test? Endelig, hvordan kan vi nu karakterisere den retning, som Cuba bevæger sig i? Det er disse spørgsmål, vi vil undersøge i denne artikel.

Toppen af siden

Baggrunden for revolutionen i 1959

Cuba var den sidste rest af Spaniens latinamerikanske imperium, og da man endelig i 1898 befriede sig fra spansk herredømme, gik USA ind. USA trængte ind i Cuba for at “beskytte indbyggerne”, og det uafhængige Cubas nye regering var udpeget af USA.1901-forfatníngen blev faktisk skrevet i USA’s guvernørkontor på Cuba.

Cuba var en af de største gevinster i USA-imperialismens jagt i Caribien og Mellemamerika. Gennem det 19. århundrede faldt mere og mere sukker-opdyrket jord i amerikanske hænder, og processen fortsatte hurtigt under det nye styre. Sukkerprisernes vilde svingninger på verdensmarkedet understøttede koncentrationsprocessen, og i 1926 ejede amerikansk kapital 63 pct. af Cubas sukkerproduktion.

Cubas økonomi var fuldstændigt underordnet USA’s sukkerbaroner. I 1902 havde de opnået fortrinsstilling hvad angik sukkeropkøb. Hele økonomien var struktureret omkring sukker, og så tidligt som i 1912 var 70 pct. af importen forbrugsvarer. I 1940’erne havde Batista-regimet, som på det tidspunkt var i en radikal nationalistisk fase, begyndt en “cubaniserings-proces” i sukkerindustrien, og den direkte USA-kontrol med sukkerindustrien gik tilbage, men USA’s kontol med verdensmarkedet for sukker betød, at de fortsat kunne kontrollere den overordnede retning for Cubas økonomi.

I 1950’erne kom 80 pct. af Cubas import fra USA. Amerikansk kapital for 1 milliard dollars var investeret dér. USA havde et reelt monopol på udenrigshandel via Den gensidige Handelsaftale fra 1934. Landbruget, som omfattede 41,5 pct. af arbejdsstyrken, dominerede økonomien, og sukkeret dominerede landbruget. 83 pct. af den tilgængelige landbrugsjord blev brugt til sukker, og sukker udgjorde 80 pct. af eksporten (andre 10 pct. var tobak). Sukker udgjorde 36 pct. af BNP. Resten af økonomien var ringe udviklet. Forsyningsvirksomheder var fortsat på udenlandske hænder. Mineral-ressourcerne var ringe udviklet. Servicefagene, herunder en stor økonomisk sektor, som var helliget betjeningen af turister fra USA, beskæftigede 20,1 pct. af arbejdsstyrken. Et enormt statsapparat, som var gennemsyret af korruption og gangstervæsen, blev vurderet til at forbrugte 25 pct. af BNP. I 1959 var Cuba billedet på en underudviklet økonomi, det reelle center var ikke Havana, men Washington.

Dette samfund blev regeret af en række brutale og snyltende skikkelser. Mellem 1924 og 1933 regerede en ex-direktør for General Electric på Cuba, Gerardo Machado, landet med undertrykkelse og terror. I 1933 blev han væltet af en arbejderopstand og erstattet i nogle få måneder af den “progressive” nationalist, Grau San Martin. Han blev væltet af den tidligere kontor-sergent Fulgencio Batista, som skulle komme til at dominere cubansk politik fra 1934 til 1959.

Der var to traditioner for oppostion til dette system. Den første blev repræsenteret af arbejderklassen. Det var den, som væltede Machado i 1933. Det, der begyndte som en strejke blandt buschauffører i Havana, udviklede sig hurtigt til en generel opstand blandt arbejdere og studenter imod regeringen. Det cubanske kommunistparti (CCP) havde til at begynde med ikke spillet nogen rolle i opstanden, men det bevægede sig hurtigt mod at tage kontrollen. De erklærede grundlæggelsen af sovjetter og arbejderkontrol. I 1934 havde de, efter en massiv medlemsrekruttering, i realiteten lederskab for arbejderklassen. Men deres mål var ikke at omstyrte den cubanske stat; i stedet brugte de deres masseopbakning som handelsvare over for Grau San Martin-regeringen. Da han så blev væltet af Batista og hæren, blev bevægelsen voldsomt svækket. Efter en mislykket generalstrejke i 1935 myrdede Batista hundreder af ledende aktivister i arbejderklassen og erklærede reelt krig mod CCP.

I 1938 var CCP klar til at lave en aftale med Batista – i overensstemmelse med Kominternes linie om enhed med ‘progressive kræfter’. Det var en alliance, som blev fuldbyrdet i 1940-forfatningen. Sammen med sin politik om at give de lokale kapitalister en større del af sukkerindustrien forsøgte Batista at udvide statsapparatet og optage fagforeningerne i det. Den cubanske arbejderføderation (Cuban Workers’ Federation, CTC), som blev grundlagt i 1940, var en del af denne strategi. To kommunister gik ind i Batistas regering, og en tredje tog kontrollen over CTC. CCP havde opgivet den uafhængige arbejderklassepolitik til fordel for en national populisme, som fokuserede på de nationale interesser. Således var regeringen i 1947 i stand til at overtage kontrollen over CTC og forbyde CCP, selv om partiet var vokset.

De nye fagforeningsledere var gangstere. Fagforeningernes begrænsede medlemsskare var forholdsvis privilegerede økonomisk, men enhver politisk opposition blev voldeligt knust. Landarbejderne forblev på den anden side fattige og dårligt organiseret. Hovedparten af plantagearbejderne var arbejdsløse 5 eller 6 måneder om året. 31 pct. af befolkningen havde ingen uddannelse overhovedet, 29,4 pct. havde tre år eller mindre, 3,5 pct. havde gået i gymnasiet og kun 1 pct. på universitetet.

Den anden oppositions-strømning var i sin oprindelse småborgerligt. Så længe hele økonomien var afhængig af USA, kunne de mindre magtfulde dele af byernes middelklasse ikke udvikle sig. De udgjorde sammen med de mellemstore jordejere, småbønder og universitetsstuderende rygraden i den nationalistiske opposition. Efter den delvise inkorporering af den organiserede arbejderklasse udgjorde de den eneste opposition mod Batista. Partiet Partido Ortodoxo under Eduardo Chibas samlede forskellige systemkritikere, herunder den revolutionære studentergruppe, Directorio Revolutionario, som havde spillet en betydningsfuld rolle i 1933, og som i 1953 skulle organisere angrebet på Moncada-kasernen.

Det var ud af denne tradition, som fundamentalt ikke var arbejderklassens, at Castro og de andre ledere af 1959-revolutionen kom. Deres baggrund var en ideologi, der byggede på ønsket om en uafhængig national udvikling, der gang på gang var blevet forrådt af korrupte politikere, som ikke havde magtet at reformere det cubanske samfund. Men samtidig var socialismen fuldstændig i miskredit, og det potentielle massegrundlag for en revolutionær organisation – arbejderklassen – var i realiteten isoleret fra politisk handling.

Castros mest komplette politiske manifest blev leveret ved retssagen mod ham efter det fejlslagne angreb på Moncada-kasernen den 26. juli 1953. Denne tale, Historien vil frikende mig, er en fin kamptale, men dens politik er radikal reformisme. Castro skulle have været kandidat for Partido Ortodoxo ved valget i 1952, som blev foregrebet af et militærkup ledet af Batista, og talen lå i forlængelse af den politik. Den kræver en jordreform, ordentlig social service og lavere huslejer, og den kræver kontrol med amerikansk kapital.

Castro blev løsladt under en amnesti i 1954 og tog til Mexico, hvor han begyndte at organisere en guerilla-gruppe, som gik i land på Cuba fra motorskibet Granma i slutningen af 1956. Under guerillakampen i Sierra Maestra-bjergene leverede han en anden tale, som igen understregede hans afstandtagen fra kommunisterne:

Hvilken ret har Hr. Batista til at tale om kommunisme? Når alt kommer til alt var han ved valgene i 1940 kommunistpartiets kandidat – hans portræt hang ved siden af Blas Roca’s og Lazaro Pena’s og et halvt dusin af hans ministre og fortrolige er ledende medlemmer af kommunistpartiet. [2]

1959-revolutionens karakter illustrerer forskellen på disse to strømninger. De 12 medlemmer af 26. juli-bevægelsen, som overlevede landgangen fra Granma, etablerede en guerillahær i Sierra Maestra-bjergene og i slutningen af 1957 en anden i Escambray. De var begge langt fra arbejderklassens centre, og arbejderklassen havde ingen plads i guerillaens centrale strategi.

I skarp kontrast til generalstrejken og andre arbejderaktiviteter, som ødelagde General Machados tidlige diktatur i 1933, så spillede arbejderne overhovedet ingen central rolle i revolutionen i 1958-59. De deltog dog i to generalstrejker mod Batistas regime: I 1957 og igen i april 1958. Den første var spontan og succesrig, og som et resultat af denne forsøgte Castros 26. juli-bevægelse at opbygge kampen i byerne ved at organisere en anden efter samme model. Kommunistpartiet afslog at støtte den anden strejke, og den blev frygteligt forkludret af Fidels tilhængere. Uden for Havanna var arbejderklassens tilslutning til den næsten fuldstændig, men hovedeffekten var alligevel katastrofal. I stedet for at føre til stigende opposition mod Batista, blev modstanden spredt. Fra da af ignorerede Castro arbejderklassen og koncentrerede sig udelukkende om guerillakampen.

Som næsten alle andre dele af det cubanske samfund hadede arbejderne Batista og hans støvledrenge. Men de gjorde det ikke som arbejdere, og derfor forbandt de det ikke specielt med nogle særlige sociale mål ud over at vælte diktatoren. Batista svækkede fagforeningerne ved at erklære strejker ulovlige, men arbejderne skabte ikke deres egne organer for at kæmpe imod – hverken illegale eller legale. Man kunne tænke, at dette blev modsagt af det faktum, at generalstrejkerne fandt sted. Men faktisk er dette ikke tilfældet, det stemmer fuldstændig overens. For generalstrejkerne blev ikke organiseret på og gennem arbejdspladserne. Faktisk blev de overhovedet ikke organiseret af arbejderne. I det første tilfælde blev de spontane udvandringer gjort generelle gennem de borgerlige og småborgerlige organisationer, Instituciones Civicas, studenterorganisationerne, og endda religiøse og organisationer for liberale erhverv. I det andet tilfælde var det de samme grupper, der organiserede strejken under 26. juli-bevægelsens kontrol – koordinerede (eller snarere mis-koordinerede) gennem illegale radioer og lignende. Med andre ord hjalp arbejderne under begge strejker med til at opbygge (i større eller mindre grad) institutioner for klassesamarbejde, og som var under kontrol af borgerlige eller småborgerlige elementer. I stedet for at opbygge deres egne organisationer og deres egen uafhængige styrke og først da under deres eget lederskab samarbejde med andre sociale lag med det specifikke formål at vælte Batista, var det nøjagtigt det modsatte, der skete for den cubanske arbejderklasse i 1957-59. [3]

I 1958 var det klart, at Batista ikke havde støtte uden for selve statsapparatet. Batistas fald var resultatet af guerillaens arbejde, men der var ingen klasse, som ønskede, at han skulle fortsætte ved magten. Så da Castro marcherede ind i Havana i januar 1959, trådte 26. juli-bevægelsen – en gruppe af radikale studenter, folk fra liberale erhverv og nogle bønder – ind i et magt-tomrum.

For det cubanske kommunistparti var Castros sejr et problem. Kommunisterne havde fordømt organisatorerne af angrebet på Moncada-kasernen som ‘borgerlige kupmagere’. I 1956 og 1957 havde de ignoreret guerillaen. Nogle påstod, at de havde en ‘arbejdsaftale’ med Batista. Det var først i 1958, at de blot åbnede forhandlinger med Castro.

Revolutionens sejr betød, at Castro stod over for opgaven med at opbygge en ny orden. Men han havde hverken en organisation eller et klart klasseudgangspunkt at arbejde ud fra. I de første få måneder havde borgerlige politikere regeringsposter, mens kommunisterne rykkede ind i lokal-administrationen. Der var ingen tvivl om, at 26. juli-bevægelsen havde masseopbakning. Spørgsmålet var: Hvad var denne støttes beskaffenhed?

I modsætning til i 1933 havde masserne ingen organer til arbejderforsvar og arbejdermagt. Magten lå hos barbudos – de skæggede guerillaer, som havde kæmpet i krigen. Kommandostrukturen i den revolutionære hær skulle blive videreført i regeringen. De nye, ærlige, administratorer ville være revolutionære og det ville være en tilstrækkelig garanti – det var i det mindste sådan, Castro så det. For folket derimod var opgaven, på trods af deres begejstrede støtte til barbudos, begrænset til tilskuerens og modtagerens i den revolutionære proces. Selve processen skulle gennemføres af de rigtige, uomtvisteligt revolutionære i de olivengrønne uniformer.

Toppen af siden

1959-60: “Vores revolution er hverken kapitalistisk eller kommunistisk”

“Vi er et lille land placeret meget tæt på USA. Den deformation, der er sket med vores økonomi pga. imperialismens indflydelse har gjort os meget afhængige af import, selv af de mest basale fødevarer til folket. I lyset af dette må enhver venstreekstremistisk tendens, ethvert overdrevet mål ... der anvendes eller sættes i værk af revolutionen og ethvert forsøg på at lade hånt om realiteterne og de konkrete vanskeligheder, som den cubanske revolution står over for, afvises.”
(Kommunistpartiets Centralkomité, 25. maj 1959)

“Vores revolution er hverken kapitalistisk eller kommunistisk! ... Kapitalismen ofrer mennesket, kommunismen, med sine totalitære ideer, ofrer menneskerettighederne. Vi er hverken enige med det ene eller det andet ... Vores revolution er ikke rød, men olivengrøn. Den bærer farven fra oprørshæren fra Sierra Maestra.”
(Fidel Castro, 21. maj 59)

Meget få mennesker benægter at 1959-revolutionen blev støttet praktisk talt hver eneste del af det cubanske samfund og var (og stadig stort set er) utroligt populær. Og det indrømmes generelt, at det var sammenbruddet for Batista-regimet – og først og fremmest hæren – som førte til oprørernes sejr, snarere end en bitter kamp mellem sociale klasser. Oprørerne fandt sig selv som arvtagere til en økonomi med mange uudnyttede ressourcer, men uden et statsapparat, der var i stand til at administrere den. I en periode på nogle få måneder forsøgte de at opbygge en liberal retsstat, selv om det var på et fundament, der ikke var meget stærkere end det skrøbelige fundament i 1933-34. Alt dette var fuldstændig i overensstemmelse med det radikale – men småborgerlige – program, som Castro havde fortsat med at fremføre fra 1953 og frem. Hvorfor skiftede så alting?

Det var med sikkerhed ikke en følge af en hemmelig plan udarbejdet af Castro og kommunistpartiet på forhånd – det indrømmer selv USA’s udenrigsministerium. [4] Der er heller ikke det mindste bevis på, at Castro blev presset til det fra neden af arbejdere eller bønderne. Snarest det modsatte er tilfældet. Efter kuppet i januar 1959 var der en omfattende strejkebølge, men kravene var udelukkende økonomiske, for reivindicaciones – flere varer – ikke for nogen ændringer i strukturen. Og efter at de var blevet imødekommet, med store lønstigninger og en hurtig nedgang i arbejdsløsheden på 36 pct., førte det ikke til yderligere krav, men i stedet til at strejkebevægelsen fuldstændigt døde i sommeren 1959. [5] Og i modsætning til i 1933 var der næsten ingen plyndring eller andre mere åbvenlyse tegn på klassekamp i byerne; det var kun nødvendigt at dømme nogle få hundrede af Batistas mordere til døden, og bortset fra det, var der næsten fuldstændig social ro. Ligeledes på landet: Jordreformen i 1959 var overhovedet ikke resultatet af spontane jordbesættelse fra bøndernes side, som regeringen så senere var tvunget til at gøre lovlige. Tværtimod er der stort set universel anerkendelse af, at også dette blev indført ovenfra. [6]

Således står Cuba i 1959-60 i skarp kontrast til Chile i 1970-71. Dér førte valget af Folkeenhedsregeringen også til at begynde med til store lønstigninger, et fald i arbejdsløsheden og et kortsigtet økonomisk på grund af disse skridt til at fjerne trægheden i økonomien på den traditionelle måde, som den liberale økonom J. M. Keynes har beskrevet. Men i Chile førte dette derefter til et pres på regeringen fra bønder og arbejdere. De besatte jorden og mange fabrikker med krav om jordreformer og nationaliseringer og gik dermed langt ud over de moderate forslag, som Allende-regeringen havde stillet, og tvang regeringen til at acceptere en god del af dem. På Cuba havde begivenhederne i 1959-60 den modsatte effekt. I stedet for at føre til fornyet pres nedefra, som en kommentator sagde det, så efterlod begivenhederne det overvældende flertal af Cubas arbejdere og bønder meget tilfredse med den nye regering. Deres bevidsthed var alt andet end utålmodighed og utilfredshed med Castros manglende radikalitet i løbet af de første måneder af 1959. [7] Realiteterne er klare: Begivenhederne i 1959-60 skabte simpelthen ikke betingelserne for en social revolution.

Så hvorfor bevægede Castro sig så i retning af at skabe en monolitisk, statsliggjort økonomi? Den vigtigste grund skal findes i hans længe fremsatte løfte om at diversificere økonomien, at gøre en ende på afhængigheden af USA og verdens-sukkermarkedets luner og om generel økonomisk udvikling. Spørgsmålet, som blev stillet i sommeren 1959, var: Hvordan skulle det første års reformer betales? De hurtige lønstigninger, faldet i arbejdsløsheden, de drastiske huslejenedsættelser (op til 50 pct.), de billigere takster for elektricitet, telefon og medicin; alt dette gav arbejderne flere penge. Dette fik automatisk efterspørgslen på forbrugsvarer og mad til at stige, og alt dette skulle importeres. Kravet om fødevarer lagde pres på den landbrugsjord, der var til rådighed til sukkerproduktion, og da dette forsynede Cuba med mere end 80 pct. af den eksport, som skulle betale for importen, så kunne denne situation ikke tillades at vare ved på ubestemt tid. Kun industrialisering og diversificering af økonomien kunne løse dette problem. Den fantastiske omskiftelighed i sukkerprisen og Cubas næsten totale afhængighed af sukker som kilde til udenlandsk indtjening [8] betød, at niveauet for efterspørgsel i den indenlandske økonomi var alt for uforudsigeligt til, at de fleste kapitalister ønskede at tage den risiko, det var, at stole på den som indkomstkilde. Og uden dette var der ingen fordel knyttet til at investere produktiv kapital på Cuba. Med et meget lille og højst uforudsigeligt hjemmemarked og med næsten det højeste lønniveau i Latinamerika var der ikke den mindste chance for, at situationen ville ændre sig, hvis borgerskabet blev overladt til sine egne planer.

Sagen blev gjort mere akut af jordreformen. Igen var det et af Castros længe fremsatte løfter fra midt i 50’erne: Antipati mod latifundistas, de store jordejere, var hjørnestenenen i Castros radikale liberale program. Jordreformen fra maj 1959 må ses i dette lys. Den var på ingen måde et socialistisk tiltag, og den førte heller ikke til kollektivisering på nogen måde. Den afskaffede kun de allerstørste godser (dem på mere end 402 hektarer; og selv her var der undtagelser, som tillod meget større farme - op til 1342 hektarer – som var effektive at fortsætte), og den løste ikke problemet med småbondens gældsætning. Faktisk var der en fremtrædende agronom, som satte 1959-reformen i skarp kontrast til dem, der blev lavet i Østeuropa i de tidlige 1950’ere; i stedet antydede han stærke paralleller til dem, der foregik i Italien i 1949-50. [9] Trods alt dette blev ca. 25 pct. af al opdyrket jord omfattet af reformen og blev fordelt til de fattigere bønder. Dette betød en stigning i den mængde jord, som blev udnyttet til umiddelbart forbrug, snarere end at det skaffede landet et eksportoverskud, og dette øgede Cubas problemer betydeligt. Selv om det også er rigtigt, at meget af den jord, som tidligere var ejet af latifundistas, blev dårligt passet, så var det stadig en kendsgerning, at hvis produktiviteten skulle hæves betydeligt, så krævede det et niveau af investeringer og uddannet personale, som bare ikke kunne skaffes på det tidspunkt.

De første reformer mindede på ingen måde om de statskapitalistiske “kollektiviseringer” i Østeuropa i 1950’erne, heller ikke om Cubas egen 1963-reform, men det, de gjorde, var at skabe en situation, som kun et statskapitalistisk program kunne løse. Også på dette tidspunkt er det vigtigt at understrege de subjektive og ideologiske faktorer, som også spillede ind. Det er umuligt at undervurdere den betydning, som det nye regimes popularitet havde, eller den udbredte tillid det skabte hos de cubanske masser. Dette var baseret på forskellige ting.

For det første var der den asketiske revolutionære renhed hos oprørerne, der fortsatte, mens de var ved magten. De opgav ikke deres uniformer til fordel for nålestribede jakkesæt, deres jeeps for limousiner, og dette var heller ikke påtaget – det var stort set ægte. Derudover bakkede de dette op med love. De vedtog voldsomme repressalier såsom dødsstraf for misbrug af offentlige midler mod bureaukrater, [10] mens de på samme tid gjorde de største anstrengelser, Cuba nogensinde havde set, for at afskaffe analfabetismen, for massivt at udvide forebyggende sundhedsarbejde osv. Den enorme tillid til regimet, som disse tiltag skabte, sikrede, at der blev opbygget en stor loyalitetsreserve – især fra arbejderne og bønderne – til da staten begyndte at spille en mere aktiv rolle i styringen af økonomien.

Det var jordreformen i 1959 – hvor begrænset den end var – som først førte til en reaktion fra USA. Før den sameksisterede USA og dets multinationale selskaber fredeligt nok sammen med det nye regime. Men efter den blev tingene helt anderledes. En betydelig mængde af USA-ejet jord var omfattet af reformen, og Washington krævede fuld og øjeblikkelig kompensation for den jord, som var blevet beslaglagt i 1959-reformen. Washington afslog økonomisk støtte til det cubanske regime, støttede de mest reaktionære af Batistas tilhængere, som nu var flygtninge i Miami, og begyndte at støtte deres pirat-angreb på selve Cuba. [11]

Fra efteråret 1959 og gennem 1960 tog begivenhederne hurtigt fart. Stillet over for USA’s afslag på at bevillige hjælp og en økonomi, som ikke kunne overleve den gamle laden-stå-til form uden en sådan hjælp, var Castro tvunget til at bruge staten meget mere aktivt i økonomien. I september 1959 bekendtgjorde han, at fremover ville den økonomiske udvikling finde sted i statsligt regi. På landet blev den ejendom, som Batistas tilhængere havde erhvervet sig under hans regime, konfiskeret i slutningen af året. Omkring 400 kooperativer og 485 ‘Folkebutikker’ (udformet til at fjerne profitmagere på landet) blev startet af det nyetablerede INRA (Den Nationale Sammenslutning for Reformer på Landet). Men på dette tidspunkt tog Castro stadig afstand fra nationaliseringer.

Den næste fase i Cubas forsøg på at bryde ud af afhængighedens kvælertag havde at gøre med olie. USSR indvilgede i at forsyne Cuba med en begrænset mængde råolie i bytte for sukker. Men de multinationale – Texaco, Shell og Esso – afslog at raffinere det på deres cubanske raffinaderier. Den cubanske regering reagerede hurtigt ved at overtage installationerne i slutningen af juni 1960. Inden for en uge annullerede Eisenhower den resterende kvote af Cubas sukkereksport til USA. Dette blev øjeblikkeligt fulgt af konfiskering af USA-virksomheders ejendom for ca. 800 millioner dollars – inden for olie, sukker, elektricitet og minedrift. USA svarede igen med en total handelsblokade til og fra Cuba – et ødelæggende slag, da Cuba var totalt afhængig af forbindelsen til USA. Til slut fuldendte Cubas regime sin kontrol over industrien i oktober 1960 med nationaliseringen af bankerne, hoteller, biografer og de fleste fabrikker og forretninger. [12a]

Imens fortsatte den militære kamp. USA forsynede de kontrarevolutionære i Escambray-provinsen med våben gennem sommeren 1960, og der var et betydeligt offentligt pres for at få USA til at iværksætte en fuldstændig militær invasion med dets egne tropper (der var endda forslag om, at man skulle “fjerne de øverste 6 fod af den cubanske jord med atomvåben”). Faktisk lovede præsident Kennedy i sin præsidentkampagne sine vælgere, at USA ville sætte sine tropper ind for at “forsvare amerikanske interesser”. [13a] Det var derfor ikke overraskende, at cubanerne reagerede ved at forsvare deres territoriale integritet, så godt de kunne. Dette fik to grundlæggende former. For det første blev Kommiteerne til Forsvar for Revolutionen (CDR’s) dannet i september 1960. De blev organiseret fra karré til karré, og deres formål var at danne små sektioner af “soldater”, som skulle observere og rapportere om eventuelle 5. kolonne-folk mellem Batistas forhenværende lakajer. Så blev folkemilitsen introduceret i oktober 1960; hovedsagelig beregnet på vagttjeneste ved strategiske installationer, så hæren kunne frigøres til større militæroperationer. [14a]

På dette punkt blev initiativet igen taget af USA, som besluttede at fortrænge Castro militært. USA støttede adskillige strejftog og raids foretaget af yderligtgående højreorienterede eks-Batista-tilhængere, og disse kulminerede med en invasion af 1400 af dem i april 1961; bakket op, bevæbnet og sejlet dertil af de amerikanske myndigheder. Landgangen i Svinebugten skulle koordineres med opstande over hele Cuba fra de yderligtgående højre-orienterede, og USA skulle sørge for den nødvendige luftdækning og ildkraft. Det var en fuldstændig og absolut fiasko. Militært blev invasionsstyrken udslettet af lokale militser, endda uden at de behøvede at tilkalde hjælp fra Havana. Støtten til Castro-regimet var så fuldstændig, at de små oprørsstyrker overalt på Cuba øjeblikkeligt blev isoleret og nedkæmpet. Og effekten af den mislykkede invasion var en styrkelse af støtten til Castro fra langt den overvejende del af de cubanske arbejdere og bønder, som stod over for truslen fra kolossen blot 80 miles nord for dem.

Forresten blev militsen og CDR’erne aldrig sat alvorligt på prøve efter fiaskoen i Svinebugten. USA var ikke nødt til at invadere (klogt nok – ellers ville man have stået med to Vietnam’er i 60’erne), og den sociale basis til støtte for den gamle orden inden for selve Cuba blev hurtigt udslettet af de grundlæggende forandringer, som nationaliseringerne og jordreformerne medførte. Mere end ½ million flygtninge forlod Cuba i løbet af de tre første år under Castro, fordi de ikke mere kunne leve af at udbytte andre. Den første gruppe, der tog afsted, var dem, som havde nydt godt af den amerikanske turisme: USA forbød sine indbyggere at rejse til Cuba, og dette betød, at 10.000 alfonser, 27.000 croupier og mange andre snyltere forlod landet. Derefter fulgte forretningsfolkene, Batistas eks-officerer, de forpamprede statsfunktionærer, de øverste dele af de liberale erhverv, jordejerne osv. Hvor meget USA end ønskede at skrue tiden tilbage, så var de sociale lag i det cubanske samfund, som ville have gjort dem i stand til at “cubanisere” en tilbagevenden til den gamle orden, mere eller mindre forsvundet i 1961. Castro-regimet havde ret effektivt fjernet oppositionen mod sit fortsatte herredømme. Men hvor i samfundet skulle den sociale basis for det nye regime findes? Dette var Castros næste – og afgørende – problem.

Toppen af siden

1961-63: Det første forsøg på industrialisering

I slutningen af 1960 var den første centrale periode i Castros Cuba – som førte til udslettelsen af den sociale basis for det gamle regime – stort set afsluttet. Den blev fulgt af en række andre tydelige faser. Fra 1961-63 lå vægten på industrialisering baseret på diversificering, og den centrale kraft til at gennemføre denne opgave var det gamle kommunistparti. Fra 1963-65 skiftede vægten tilbage til sukkerproduktionen, og processen blev ledet af et “castroiseret” kommunistparti og baseret på materiel tilskyndelse for arbejderne. Så kom fra 1965-69 den “kinesiske” periode, hvor vægten forblev på sukkeret, men ledet af et lille og stærkt militariseret kommunistparti og hovedsagelig baseret på “moralsk” tilskyndelse for arbejderne. Endelig er der perioden fra 1970 og frem til i dag. Den har betydet militarisering af økonomien, fornyet vægt på industrialisering og centraliseret planlægning på grundlag af fælles cubansk-russisk kontrol. Alle disse punkter kommer vi tilbage til i de følgende afsnit. Specielt vil vi vente med at behandle spørgsmålet om karakteren af den herskende klasse, som voksede frem, til slutningen af artiklen.

I slutningen af 1961 havde den revolutionære regering nået et dødvande. Castros og Che Guevaras fokus på industrialisering var urokkeligt; men de havde ingen erfaring med bureaukratisk organisering og heller ikke nogen klar forestilling om, hvordan man skabte et skift fra et stigende forbrug til akkumulation af kapital. Vejen ud af afhængighed var, ifølge Castro og Che, udviklingen af sværindustri. Løsenet var at lede ressourcer væk fra sukkeret. Problemet var: Hvordan man kunne fremkalde disse forandringer i både økonomisk og politisk forstand? Her førte barbudos’ernes uerfarenhed dem i armene på de cubanske kommunister og derfra til en ny interesse for de russiske erfaringer.

Derfor var perioden 1962-63 en periode med planlægning, og Ches udtalelser (han var dengang industriminister) om planlægning [12] vendte gentagne gange tilbage til den sovjetiske erfaring som et forbillede for Cuba, lige så vel som der var direkte involvering af “venlige socialistiske lande” i den faktiske forberedelse af planen. Konsekvenserne af dette politiske skift var dybtgående på både politiske og økonomiske niveauer. Den kreativitet og entusiasme, der var blevet sluppet løs af 1959-revolutionen, blev nu mobiliseret til støtte for en central plan, der var udviklet af et statsbureaukrati, som udviklede sig hurtigt. Der blev lagt stigende vægt på arbejdsdisciplinen, på “socialistisk kappestrid” og arbejdernes direkte styring af de centrale planers gennemførelse. Fagforeningernes rolle blev stærkt indskrænket, og de blev erstattet af tekniske kommissioner på arbejdspladsen. [13]

I 1962 blev identitetskort introduceret og gjort obligatoriske for arbejdere. Oveni dette blev der udviklet stadig strammere love omkring fravær fra arbejdet. Statens politiske organer blev gjort uafhængige af folkelig kontrol; magten koncentreredes i stadig højere grad hos Castro-brødrene. Og fremfor alt var der en form for planlægning, hvis resultat ikke var økonomisk uafhængighed, men i stedet Cubas integration som en ulige partner i en ny cirkel af afhængighed.

Idet man støttede sig til, at kommunistpartiets apparat kunne administrere forsøget på industrialisering, satte man sig meget ambitiøse mål for den industrielle udvikling. Mere end en fjerdedel af den samlede nationale indkomst blev afsat til akkumulation. [14] Levevilkårene forbedredes ubetydeligt, selv om det var baseret på længere arbejdstid og forsøg på øget tempo. Selve forsøget på industrialisering opsugede en umådelig mængde import af maskiner, lagre, teknologi osv., som var nødvendig for at få industrien i gang. Alt dette blev næsten udelukkende leveret af Østblok-landene, og selvfølgelig skulle der betales for det. Men Cuba havde kun sukker som en anvendelig eksportvare – i det mindste indtil noget af den nyeste industri var modnet tilstrækkeligt – og det var præcis sukkeret, som var blevet nedprioriteret i forsøget på at industrialisere i 1961.

Så netop på et tidspunkt, hvor det var nødvendigt med øget indtjening af udenlandsk valuta til at betale for kapitalimporten, var Cubas evne til at finde disse midler faldende. Omfanget af det problem, Castro stod over for i 1963, fremgår af tallene:

Og dette undervurderer problemets omfang, for befolkningstallet steg med 2,4 pct. om året, og levestandarden var – omend kun lidt – stigende. [15] Og det betød, at den mængde landbrugsprodukter, der var til rådighed for eksport var faldende i endnu højere grad end tallene ovenfor antyder.

Toppen af siden

1963-65: Tilbage til macheten

Den katastrofale sukkerhøst i 1963 gjorde det klart for de cubanske ledere, at der ikke kunne være tale om bare at ignorere landbruget og koncentrere sig om industrien. Medmindre den katastrofale nedgang i sukkerproduktionen kunne standses, kunne der ikke blive nogen industrialisering, fordi der ikke ville være penge til at betale for den. De blev tvunget til at lægge vægten på sukkeret igen og opgive industrialiseringen, indtil de havde udenlandsk valuta til at finansiere den.

Dette betød to ting i perioden fra 1963-65. Først måtte indholdet af jordreformen fra 1959 rulles tilbage. I stedet måtte kollektiviseringen udvides væsentligt, så staten havde meget mere kontrol over, hvad der foregik. For det andet måtte der være nogle mekanismer, der hævede arbejdsproduktiviteten. I begge disse henseender slog det cubanske regimes politik fejl i årene 1963-65.

Kollektiviseringen af jorden i 1963 var helt sikkert meget omfattende. Den førte til, at 70 pct. af al dyrkbar jord var i statens hænder. Men produktiviteten forblev utrolig lav på kollektiv-brugene, hvor udbyttet af ris faldt fra 17 til 14 quintals (122 pounds) pr. hektar, og udbyttet af sukkerrør var tre gange større på private brug end på statsbrugene.

Skiftet i prioriteringen af den cubanske økonomi ses af de følgende tal:

Hvad produktiviteten angår, blev der fra myndighedernes side taget initiativ til materiel tilskyndelse – f.eks. større lønforskelle, akkordarbejde og andre systemer til at betale efter resultatet. Alligevel stagnerede industriproduktionen på trods af en stigende arbejdsstyrke. De materielle tilskyndelser så ikke ud til at virke – i hvert fald ikke i industrien. På landet så det ikke så slemt ud.

Hjulpet af bedre vejrforhold forbedredes sukkerhøsten væsentligt. Den steg fra det meget lave niveau i 1963 på 3,88 mio. tons til 4,47 mio. i 1964 og 6,15 mio. i 1965. [17] Det meste af sukkeret blev sendt til USSR, som i årene efter 1961 i stigende grad var sikkerhedsnet under den cubanske økonomi. Det er dette vi nu vil se på.

Toppen af siden

Den russiske forbindelse

Den russiske politik overfor Cuba er blevet bestemt af to faktorer: 1. fremskridtet i afspændingen i forhold til USA, 2. russiske økonomiske interesser. Det er det første, som forklarer den kølige modtagelse, nyhederne om revolutionen i 1959 fik i Moskva. Først i februar 1960 kom en delegation ledet af Mikojan til Cuba og erklærede sin støtte til den nye revolution. For Rusland var det klart, at Cuba var en nyttig handelsvare i afspændingens op- og nedture, og derudover var Cuba et marked for Sovjets varer og producent af det sukker, hvis forbrug i Rusland var konstant stigende.

Fra da af var den sovjetiske økonomiske intervention konstant. Cuba kiggede mod Rusland efter hjælp, maskiner, militær vejledning og kredit. De sovjetiske teknikere blev i stigende grad synlige efter 1961, og den sovjetiske hjælp til Cuba på l mio. dollars om dagen (og i 1961-priser) betød, at man pr. person modtog hjælp svarende til folks totale indkomst i de fattigere dele af Afrika i denne periode. [18]

Da man i 1963 vendte tilbage til sukker, faldt det russiske bidrag ikke, men steg som følge af behovet for at industrialisere sukkerproduktionen. Den aftale, der blev underskrevet af Cuba og Rusland i i 1963, fastslog en kvote på 5 mio. tons sukker pr. år i eksport til USSR; 5-årsplanen for 1965-70 forstærkede denne beslutning ved at planlægge en gradvis stigning i sukkerproduktionen, som skulle kulminere med en høst på 10 mio. tons i 1970. Det er værd at understrege, at betalingen for den cubanske sukkereksport til Rusland hovedsagelig skulle være i ikke-vekselbar valuta. Dette betød, at mens USSR garanterede Cuba et marked for sukkeret, så sikrede man sig samtidig, at den cubanske import ville komme fra Rusland, fordi det var sikkert, at Cuba ikke kunne bruge den ikke-vekselbare valuta til at anskaffe varer uden for østblok-landene. Ydermere var den russiske sukkerroe meget dyrere at producere end det cubanske sukker, og en betydelig mængde landbrugsjord kunne således frigøres i Rusland til mere produktive afgrøder. Så i strengt økonomisk henseende havde Rusland i Cuba fundet et marked for sine varer og investeringer; dets hjælp tjente ikke så meget til at støtte Cuba, som til at forstærke og uddybe sukkerets dominans i økonomien. Russerne var selv klar over dette – det er måske derfor de foretrækker at skjule den kendsgerning, at hovedparten af deres investeringer var i sukker eller tilknyttede industrier. [19] I 1980 er Cubas hovedeksportvare – næsten eneste eksportvare – fortsat sukker; den begrænsede udnyttelse af landets andre naturlige ressourcer har ikke gjort noget for at forandre den grundlæggende struktur i økonomien – som en afdeling, der producerer et enkelt produkt i det globale økonomiske system, som den tjener.

Men Ruslands virkelige fordel var geopolitisk snarere end økonomisk. På meget den samme måde som USA i 1950’erne var villig til at putte millioner af dollars i Jugoslavien for at have en ven ved Ruslands dørtrin, således var det også for Rusland med Cuba. I forhold til den inter-imperialistiske rivalisering kunne USSR ikke andet end være taknemlig for muligheden for at vinde indflydelse i den amerikanske baggård, hvor Cuba leverede en mulighed for at genoprette de latinamerikanske kommunistpartiers ødelagte image. På et senere tidspunkt ville Cuba blive en vigtig talsmand for de globale russiske interesser i bevægelsen af alliancefri lande, hvor mange af medlemmerne – især i Mellemøsten – var fjendtligtsindede over for Rusland. Det var denne strategiske interesse – og dens begrænsninger – som kom mest tydeligt frem i Missilkrisen i 1962. Rusland installerede et antal mellemdistance-raketter på cubansk jord i efteråret 1962, som gjorde mange amerikanske byer lige så sårbare over for et atomangreb som de fleste russiske byer havde været det over for ringen af amerikanske installationer i England, Tyskland, Tyrkiet osv.

Missilkrisen medførte en alvorlig desillusionering i forhold til Rusland. Mens Cuba rejste råbet “Fædrelandet eller døden, vi vil vinde”, fik Khrusjov sine skibe til at vende om og nåede frem til en aftale med Kennedy uden at gide at rådføre sig med Castro om raketbaserne. Castros reaktion var vred og kritisk. Mens Cuba fortsatte med at blive trukket ind i den sovjetiske lejr, blev en forsigtig debat omkring mulige strategier for økonomisk udvikling genåbnet ج selv om dette ikke førte til nogen åben kritik af Rusland før i 1965. I 1963 tog Castro til Rusland og underskrev en tre-årig handelsaftale (som skulle genforhandles årligt). I det følgende år blev femårsplanen offentliggjort, Cuba underskrev Traktat om forbud mod kernevåbenforsøg og anerkendte de latinamerikanske kommunistpartiers rolle – selv om deres kongres det år anerkendte, at den væbnede kamp kunne være passende i nogle tilfælde – dette var en indrømmelse fra USSR til gengæld for Cubas støtte i striden mellem Sovjet og Kina. Den generelle politiske atmosfære var afslappet, og den offentlige debat om alternative strategier fortsatte. Det så ud som om, Castro holdt sin ryg fri.

Toppen af siden

En, to, tre Vietnam’er?

I 1965 besluttede Castro, at Cuba skulle gå enegang: I det år skete der en definitiv forandring i Cubas forhold til Rusland, og Latinamerika; der var begyndelsen til en fornyet tilnærmelse til Kina, og der var et nyt tilbageslag for de medlemmer af det cubanske kommunistparti, som tilhørte den såkaldte “gamle garde”.

Det var mellem 1965 og 1970, at Cuba virkelig vandt sit ry som en frigørelsens revolution, der repræsenterede en revolutionær renhed, der symboliseredes af Che Guevaras skikkelse. Det var i disse år, at europæiske intellektuelle på jagt efter revolutionen tog til Havana – og opgav den arbejderklasse i de industrialiserede lande, som syntes uvillige til at lave den revolution, sådan som de intellektuelle syntes, den skulle laves. Det var nu, at Cubas flammende støtte til guerilla-bevægelser overbeviste de revolutionære i Den 3. Verden om, at Cuba var revolutionens hjem og tilflugtssted. Dog er der her, som andre steder, en realitet bag overfladen, som peger på det faktum, at bruddet var mindre radikalt end det først fremstod.

For Cuba forblev det centrale spørgsmål økonomisk udvikling. Grundlaget for den udvikling var allerede lagt i de foregående fem år: Hurtig akkumulation af kapital foretaget af staten. Dette betød to slags problemer: Økonomiske og politiske. For det første, hvordan kunne det overskud opnås; hvor lå potentialet og den endnu uudnyttede kapacitet i økonomien? Efter årene med stigende forbrug stod Cuba nu over for problemet med akkumulation på denne måde: Hvordan kunne der uddrages et større overskud fra arbejdskraften? Hvordan kunne udbytningen af cubansk arbejde forøges? Det var et spørgsmål, som handlede om rationel udnyttelse af ressourcerne; men det handlede også om politisk mobilisering – om at overbevise den cubanske arbejderklasse om, at den skulle arbejde hårdere uden forøgelse af dens købekraft. Og det var et politisk spørgsmål, som specielt blev understreget i et land som Cuba, der manglede en lang række forbrugsvarer pga. manglen på udenlandsk valuta kombineret med den amerikanske blokade.

Spørgsmålet blev debatteret på Cuba fra 1963 og frem. Problemet med den ‘materielle tilskyndelse’ var simpelthen, at knapheden på forbrugsvarer kun gjorde den materielle tilskyndelse tilgængelig for meget få arbejdere, i begyndelsen kun 1,7 pct. [20] Khrusjov havde sagt i 1965, at “vi må gøre fuldt brug af det kraftige niveau af materiel interesse med det formål at hæve produktiviteten”. Den logiske følge var – set med udgangspunkt i økonomien som helhed – at investeringerne skulle afgøres af den enkelte fabriks profitabilitet (som det var anerkendt i Rusland).

Che Guevara argumenterede på den anden side for en anden løsning, der grundlæggende var baseret på den kinesiske erfaring. Hans argumenter blev offentliggjort i et essay skrevet i 1965, som hed Socialismen og mennesket i Cuba. [21] Han argumenterede for, at underudvikling påførte ethvert samfund, der prøvede at bryde cirklen, et generelt og kollektivt offer. Det kunne ikke undgås. Derfor var det nødvendigt at erstatte selvhjulpenhed og egennytte med en kollektiv, social interesse.

I så henseende identificerede han sig klart med Det Store Spring Fremad, hvor Mao havde lagt vægt på betydningen af bevidstheds-elementet, af at erstatte individuel med social bevidsthed. Ligesom Mao [22] anerkendte Che det potentiale for folkelig mobilisering, som stadig fandtes på Cuba, specielt opbakningen omkring Castros karismatiske skikkelse, og han forsøgte at få dette til at gå i spand med udviklingen af produktivkræfterne. “Socialistisk kappestrid” ville opmuntre arbejderne til at bidrage alt, hvad de kunne, i solidaritet med revolutionen; frivilligt arbejde gør de muligt for mennesket at “se sig selv afbilledet i sit eget arbejde og forstå dets menneskelige storhed ... mennesket opnår således sin fulde menneskelige tilstand, når han producerer uden at blive tvunget af den fysiske nødvendighed af at sælge sin arbejdskraft som en vare.” [23]

Problemet var imidlertid, at den objektive knaphed faktisk eksisterede; at produktivkræfterne ikke var udviklede. Akkumulation var det presserende behov, for uden dette kunne revolutionens materielle basis ikke eksistere. Ches idealisme anerkender tilsyneladende dette problem, dog repræsenterer den moralske tilskyndelse – med dens vægt på subjektive forhold, på folkets bevidsthed og vilje – reelt et middel til at mobilisere arbejderne og bønderne til støtte for statens fortsatte udbytning af dem selv.

Den barske realitet er: “Hvad end den ideologiske betydning af tilskyndelser er, så er de først og fremmest et redskab til at motivere til produktivitet.” Moralske tilskyndelser på Cuba blev skabt for at gøde jorden for en ændring i investeringerne væk fra forbrug og sociale udgifter og henimod produktive investeringer i økonomisk udvikling. Men lige fattigdom er ikke dét, socialisme handler om, det handler om at befri menneskeheden fra mangelens slaveri. Ches Socialismen og mennesket i Cuba indeholder et sigende afsnit:

“Det, der er svært at forstå for enhver, som ikke har levet revolutionen, er den klare dialektiske enhed, som består mellem individet og massen, hvor de begge er indbyrdes forbundet, og hvor massen som en helhed bestående af individer igen er forbundet med lederen.” [24]

“Massen”? Hvor er så klassen, og hvad er dens politiske udtryk? Dette nævner Che ikke noget om. Staten antages uden tvivl at være repræsentant for de arbejdende masser, at være dens stemme og legemliggørelse. I så henseende kan Ches vision om forholdet mellem staten og folket integreres i hans politiske revolutionsteori. I hans Guerilla Warfare insisterer Che på, at det er de revolutionære, som laver revolutionen. Barbudos’ernes erfaringer bliver generaliseret, og det antages (endnu engang), at viljestyrke, de subjektive forhold, kan overvinde fraværet af de objektive betingelser for revolution. Hovedpersonerne i revolutionen er guerillaerne, ikke arbejderne. På samme måde er hovedpersonen i den cubanske revolution staten, ikke den cubanske arbejderklasse. På den måde bliver politik statens aktivitet blandt masserne.

Dette forklarer, hvorfor det er disse år med moralsk tilskyndelse, som også viser en opstramning i arbejdsdisciplinen. Loven fra 1964-65 der gennemtvang sanktioner for brud på arbejdsdisciplinen, mens Klagekommisionen, som var dannet i 1961, blev afskaffet på samme tid, fordi den blev anset for at være for mild. Loven fra 1965 ville ifølge arbejdsminister Augusto Martinez Sanches:

“styrke arbejdsdisciplinen og få produktionen og produktiviteten til at stige ... den vil blive anvendt over for den slags arbejdere, som er en rest af udbyttersamfundet ... som stadig findes på arbejdspladserne, som et levn fra kapitalismen ... Vi må indrømme, at på arbejdspladserne er der stadig udisciplinerede arbejdere, og over for dem må vi have disciplinære midler ... Vi finder stadig arbejdere, som ikke har taget et revolutionært skridt og er tilbøjelige til at diskutere og protestere mod ethvert tiltag, der kommer fra administrationen.” [25]

I 1969 anerkendte den daværende arbejdsminister, Jorge Risquet, at disse disciplinære forholdsregler stort set havde været en fiasko, at forsømmelser var et permanent og voksende problem, og at andre former for overtalelse måtte bruges – Alligevel blev der i 1970 indført nye og endnu hårdere former for overtalelse, endnu hårdere regler, herunder points for fortrin og mangler på en arbejders identitetskort.

Således blev moralsk tilskyndelse på alle stadier kombineret med tvangsforholdsregler under statskontrol. De to ting kan ikke adskilles.

Forklaringen på Cubas skift i udenrigspolitik skal findes her. For 1966 markerede også et vigtigt skift i Cubas udenrigspolitik, et skift væk fra den russiske sfære og mod Latinamerika igen. Fra da af og indtil 1970 påtog Cuba sig igen over for verden billedet som den rene guerilla, som Regis Debray og andre “3. verdens-socialister” i Europa holdt så meget af. Vi vil behandle denne udenrigspolitik mere omfattende længere nede. Spørgsmålet her er, hvilken rolle spillede dette for økonomien?

Grundlæggende havde økonomien mistet pusten. Landet var for fattigt til at levere materiel tilskyndelse, der kunne virke, og da det var nødvendigt med et kraftigt skift væk fra forbrug, hvis de reserver af udenlandsk valuta, der var nødvendige for industrialisering, skulle fremskaffes, så de moralske tilskyndelser – dvs. mere arbejde for den samme betaling – på dette tidspunkt ud til at være det eneste anvendelige alternativ. Men for at arbejderne kunne overbevises om, at de skulle gøre dette, måtte de opleve det som en del af et korstog: et korstog over for hele Latinamerika og med en forholdsvis umiddelbar udsigt til succes. Det er vanskeligt at vurdere den betydning, som denne ‘revolutionære’ linje havde på arbejdsdisciplinen og produktiviteten, men der er ingen tvivl om, at den må have hjulpet. For årene 1965-70 betød en uændret eller dårligere levestandard.

Faktisk havde besættelsen af stigende sukkerproduktion for at nå det magiske tal på 10 mio. tons i 1970 en katastrofal effekt på økonomien som helhed og på forbruget i særdeleshed, som det fremgår af disse tal:

Nedgangens virkelige omfang skjules af de ovenstående tal, fordi Det Central Statistik-kontor i Havana måler produktionen i konstante priser indtil 1966, men fra 1967 måles det i løbende priser – dvs. nedgangen ville være stærkere, hvis der blev korrigeret for inflationen. En nøjagtig vurdering af den effekt, som dette havde på den cubanske arbejderklasse er lidt vanskelig at måle. Men man kan få en vis idé om det ved at se på Cubas produktion af forbrugsvarer i denne periode. Ved nylige studier af en liste på 26 udvalgte produkter i den cubanske økonomi, hvoraf 20 var forbrugsvarer, fandt man ud af, at i perioden fra 1965-70 var der nedgang i produktionen af 20 af disse – for nogle (køleskabe, radioer og komfurer) på 50 pct. eller mere. To af de tyve holdt sig mere eller mindre konstante, og kun produktionen af æg, ris og fisk steg. [26] Når man indregner det faktum, at befolkningstallet steg med 10 pct. i denne periode, bliver omfang af de afsavn. som arbejderklassen led, endnu mere tydelig.

Også for Rusland var der vigtige forandringer i denne periode. Efter 1964 første USSR’s strategiske interesse i Latinamerika – der hidtil blev plejet fint af Cuba – til en række nye tilnærmelser til borgerlige regimer i Latinamerika.

Frei var kommet til magten i Chile i 1964 på et program for industrialisering og kapitalistisk udvikling; i Venezuela lovede COPEI-regeringen en ny udgave af socialdemokratisk politik, i Brasilien havde militærregeringen, som var brutalt undertrykkende, et program for udvidet handel. Med alle disse regimer søgte den sovjetiske regering økonomisk kontakt.

Det cubanske regime reagerede på forskellige måder. Ved at grundlægge Den Latinamerikanske Solidaritetsorganisation, Den Tricontinentale Organisation, Den Kulturelle Kongres i 1967 og ved at starte Den Revolutionære Offensiv i 1968 gik den cubanske stat i gang med at etablere et område med politisk uafhængighed af Sovjetunionen. Men identifikationen med de udbyttede folk og de kolonialiserede lande havde kun en ideologisk betydning. Med hensyn til det, som Castro stadig så som det centrale spørgsmål – udvikling – var der en ubrudt kontinuitet fra 1961 og frem. Den cubanske stats forsøg på at vinde politisk anerkendelse i verden var først og fremmest et svar på den politiske udvikling på Cuba. [27] For det andet var disse forsøg designet som en massiv øvelse i ideologisk mobilisering. Alligevel kom de på Cuba til at hænge sammen med et konsekvent fald i produktionen, en stigende desillusionering blandt de cubanske arbejdere (udtrykt gennem forsømmelse, lav produktivitet osv.) og en stigende mængde meget strenge love, som kontrollerede hverdagslivet.

Toppen af siden

Krisen i 1970

1968 bragte den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet, og på Cuba var sukkerhøsten dårlig. Castros tale om invasionen markerede sammenfaldet af de to ting, sammen med en ny tilnærmelse til USSR. Det var en forsoningstale: I forsvaret for invasionen reagerede han, som altid, først og fremmest på den hjemlige situation på selve Cuba. Den dårlige sukkerhøst understregede klart fiaskoen for den periode, der kulminerede i Den Revolutionære Offensiv i 1968 – afslutningen på jagten efter en alternativ strategi. Sovjetunionen var Cubas hovedaftager af sukker. Siden 1966 havde Sovjetunionen ikke forsynet Cuba med nogen nye kreditter (selv om man fortsat opfyldte eksisterende aftaler). Den eneste hjælp, Cuba modtog, kom fra Rumænien – og den var kun af symbolsk værdi. Guevaras død havde kun understreget problemet. Så Tjekkoslovaliet-talen var en offentlig forsoning med Rusland, og en indrømmelse af, at de foregående års barske forholdsregler var en fiasko. Tilnærmelsen skulle tage to år, indtil 1970, hvor den russiske indgriben på alle niveauer af livet på Cuba beseglede Cubas fremtid. Fra da af var Cuba igen stadfæstet som verdens hovedproducent af sukker, stærkt afhængigt af Rusland.

Indimellem viede Cuba sig til “La Gran Zafra” – jagten på en sukkerhøst på 10 mio. tons. Cuba skulle producere minimum 8½ mio. tons for at dække forpligtelserne over for USSR. Men Cuba kunne kun tjene fremmed valuta ved yderligere at sælge sukker på det åbne marked, og kun derved kunne man tjene nok til at begynde industrialiseringen uafhængig af den russiske hjælp. Faktisk var det aldrig muligt, terningerne var kastet, og Cubas afhængighed af sukker afgjort. Derfor var Zafraen fremfor alt en politisk begivenhed, en stor massemobilisering omkring sukker og omkring nationen. Reelt var dette – selv om titusinder af mennesker, bureaukrater, studenter, industriarbejdere og bønder flyttede til sukkermarkerne for at følge Castros ønske – mere en ideologisk indsats end en fysisk; faktisk var de ekstremt ineffektive, og deres tilsidesættelse af deres egne arbejdsområder fik en katastrofal effekt på økonomien. Selv om høsten var stor (8,5 mio. tons), var den ikke i nærheden af målet på 10 mio. tons. I stedet for faldt produktionen væsentligt i resten af landbrugssektoren og industrien. [28]

Castros tale om Tjekkoslovakiet var det første i en række skridt, som kulminerede i 1970 med en række aftaler, som stadfæstede Cubas afhængighed af Sovjetunionen. Den 2. januar 1969 indeholdt Castros tale på Revolutionens 10-års dag ikke et ord om Guevara, mens den på den anden side gentagne gange henviste til den sovjetiske hjælp. [29] I juni ændrede Kommunistpartiets Centralkomité en tidligere beslutning og sendte en delegeret til De Kommunististiske Partiers Verdenskongres. I det følgende år blev forsømmelse og lav produktivitet et alvorligt problem, og Castro var kun i stand til at gøre et virkeligt udfald mod problemet ved at genindføre materiel tilskyndelse og lønforskelle. Forbindelserne mellem dette og den stigende sovjetiske indblanding er måske ikke umiddelbart tydeligt; men alligevel var det tæt forbundet. Den nye russiske hjælp i midten af 1970’erne blev givet på ret rimelige vilkår, men der var andre mindre synlige betingelser knyttet til den, hvis virkninger ville blive dybtgående. For “den sovjetiske hjælp styrkede regeringen i forhold til resten af det sociale system”. [30] Yderligere var den i realiteten betinget af cubansk accept af en ny rolle i verden: At man var afhængig af Sovjetunionen og en lydig udfører af sovjetiske økonomiske planlægningsmetoder – herunder overdragelsen af ansvaret for den enkelte fabriks profitabilitet til direktørerne, og som en logisk konsekvens, brugen af materielle tilskyndelser som et middel til at opnå den profitabilitet.

I 1972 “fremhævede premierminister Castro, at Sovjetunionen havde taget initiativ til at udvælge de projekter, som hjælpen skulle bruges til, hvilket tyder på, at Cuba havde byttet retten til at tage selvstændige beslutninger væk til fordel for fremtidig økonomisk vækst.” [31] Det var i 1970, at det fundamentale skift fandt sted (i den forstand at der var en åben og offentlig anerkendelse af forholdet mellem Cuba og Sovjetunionen). For USSR’s nye involvering i den cubanske økonomi havde en pris. Fra nu af skulle alle regerings-funktioner organiseres gennem, og besluttes af, en Cubansk-Sovjetisk Kommission for Økonomisk, Videnskabeligt og Teknisk Samarbejde. Alle større departementer og styrelser skulle ledes af russiske teknikere, og Kommissionen ville havde den endelige afgørelse i alle sager, herunder koordineringen af den første cubanske femårsplan (1976-80). To år senere, i juli 1972, tilsluttede Cuba sig Comecon.

I perioden med “revolutionær idealisme” havde man forsøgt at forøge udbytningen af de cubanske arbejdere gennem staten; staten havde gjort det i arbejdernes navn, mens den på samme tid underminerede alle masseorganisationers selvstændighed – de masseorganisationer, som kunne have givet arbejderne et selvstændigt politisk udtryk. I en krise eller i en revolutionær konfrontation kan retorikken om dramatiske ofre og politisk ophidselse opretholdes for en tid – men ikke i længden. Alligevel var formaningerne og påstandene om “det nye cubanske menneske” blevet understøttet af en stigende magtkoncentration, en forøgelse af tvangsregler og kontrol og skabelsen af masseorganisationer, som ikke var andet end kanaler til at kanalisere statens politik ned. Støtten til guerilla-kampen var kortvarig og en fiasko. I 1970 bekendtgjorde Castro den formelle opgivelse af den væbnede vej, [32] og at drømmen om hurtig industrialisering, som blev frem ført af ham selv og Guevara i de tidlige 60’ere, var lagt på hylden. Og mens der havde været visse initiativer, der skulle udvikle engagementet fra neden (som fx eksperimentet med lokalstyre, som blev kaldt ‘Poder Local’, i 1967), så handlede disse kun om udførelsen af beslutningerne, aldrig om kontrollen over dem. Grundlaget var blevet lagt fast for det, der senere blev kaldt “institutionaliseringen” af den cubanske revolution.

Toppen af siden

Cuba i 1970’erne

Den cubanske revolutions andet 10-år bragte Cuba helt ind i den sovjetiske sfære. Ikke blot var Cubas økonomiske relationer til Sovjet i midten af 1970’erne meget lig med Cubas plads i det amerikanske system før 1959, men den cubanske politik tog også i stigende grad den form, som kendetegnede centrale dele det politiske liv i Sovjetunionen. Mens forbrugsniveauet måske stiger i absolutte tal, så er forbruget ujævnt fordelt, og prisen for dette privilegium er loyalitet og troskab over for partilinjen, som aldrig er åben for offentlig diskussion eller ændringer. På det udenrigspolitiske område er Cubas internationalisme i 1970’erne en fattig parodi på den resolutte og idealistiske revolutionære solidaritet, som man påberåbte sig i slutningen af 1960’erne. Modsætningerne mellem retorikken og realiteterne havde til gengæld fremmet et bureaukrati, hvis kontrol over “samfundets generelle affærer” havde krævet et stadig mere undertrykkende svar på presset fra neden og en politisk uafhængighed af flertallet i samfundet.

Zafraen i 1970 havde forvredet den cubanske økonomi og stillet den cubanske stat ansigt til ansigt med dens manglende evne til at industrialisere hurtigt, sådan som Guevaras optimistiske forudsigelser i begyndelsen af 1960’erne havde forventet. Rusland trådte igen ind i den cubanske økonomi, men nu som en styrende kraft. Det varede ikke længe før resultatet kom. De økonomiske planer for det kommende ti-år placerede igen sukkeret på den centrale plads i cubansk økonomi på længere sigt. I 1971 anerkendte Castro, at man “ikke kan springe over stadier i den økonomiske vækst”, og accepterede, at der ikke kan eksistere socialistiske produktionsforhold uden en forudgående udvikling af produktivkræfterne! [33] Stakkels Guevara må have vendt sig i sin grav, for dette var den definitive fornægtelse af idealismen i Socialismen og mennesket i Cuba. Hvis dette krævede en intensiveret udbytning af den cubanske arbejderklasse, så var det en uheldig, men “objektiv” nødvendighed. Og i mellemtiden blev Cubas fuldstændige integration i den russiske økonomi afsluttet. I 1973 foregik 67,5 pct. af al Cubas handel med Sovjet. landets hovedeksportvare, sukker, blev byttet med sovjetiske varer og udstyr, hvis priser var op til 50 pct. højere end verdensmarkedets. Selv Cubas handel med Vesten blev, selv om den var meget mindre, kun fortsat med russisk støtte og russiske garantier. At gå ind i Comecon i 1972 var den logiske bekræftelse af dette nye forhold. Castros ivrige forsvar for den russiske udenrigspolitik på De Alliancefri Landes Konference i Algeriet i 1973 var dens politiske udtryk.

Og der var også andre konsekvenser, specielt omkring den økonomiske politik og planlægningsmetoder. I 1973 holdt man op med at fastsætte visse priser, og 3 år senere gjaldt det også for alle ikke-essentielle varer. I 1976 introducerede man en slags profitdeling med lederne af stats-virksomhederne sammen med begrebet om de enkelte virksomheders selvstyre. Følgerne var enorme. I modsætning til den gradvise afskaffelse af penge, blev alle forhold i stigende grad op gennem 1970’erne udtrykt i begreber, der har med penge at gøre. En administrativ klasse, der var økonomisk og politisk privilegeret og handlende ud fra hensynet til profit og tab, var hurtigt i gang med at blive skabt.

I 1980 er det svært at se forskel på den cubanske økonomis afhængighed før 1959 og dens fornyede afhængighed i revolutionens tredje ti-år. Cuba er fortsat verdens hovedleverandør af sukker, størstedelen af det går til USSR, som i stedet forsyner Cuba med de industrivarer og den olie, som den ikke selv producerer – og ikke kan producere. I 1980 er Cuba igen fastlåst som en økonomi med kun ét produkt, ude af stand til at diversificere økonomien, men nu kontrolleret fra Moskva. Og der er udsigt til en dybere afhængighed, idet handelsunderskuddet vokser og den cubanske økonomis “fremgang” er udsat på ubestemt tid.

Toppen af siden

Arbejderklassen

Under selve revolutionen spillede arbejderklassen, som vi har set, ikke en aktiv rolle. Den stigende levestandard – som dog ofte blev ledsaget af mangel på forskellige ting – fastholdt arbejdernes støtte til det nye regime stort set uden tvang indtil midten af 1960’erne, selv om det nye regime ikke ændrede denne rolle væsentligt. Hvordan er så situationen i dag? Hvem kontrollerer produktionen, og hvordan gør de det? Hvad er fagforeningernes rolle, de “Avancerede Arbejderes” bevægelses rolle, og hvilken rolle spiller eksperimentet med “folkemagt” (poder popular [33a])? Hvad skete der med aktiviteten på de andre områder, hvor der skete de-centralisering: folkemilitsen, Sammenslutningen af Cubanske Kvinder og Komiteerne til Forsvar for Revolutionen (CDR)? Dette er spørgsmål, som må besvares, før vi kan give et endeligt svar på hvilken klassenatur, det cubanske samfund har.

Lad os begynde med produktionen. Der har aldrig været noget, der bare ligner arbejderkontrol på Cuba. Den eneste organisering af eller for arbejdere i forhold til produktionen har været fagforeningerne, selv om der også har været en løs bevægelse – de “Avancerede Arbejderes” bevægelse. Den blev først foreslået af Castro i 1968 og blev dannet som en forening af regeringstro kadrer af formænd, ledere osv., som blev betroet den opgave at sætte produktionstempoet op. De, som aspirerede til denne status, skulle foreslås af arbejderne, selv om de faktisk blev udvalgt på regeringsniveau. På dette tidspunkt var bevægelsen ikke andet end en gren af den “revolutionære offensivs” i slutningen af 1960’erne. Men da man holdt op med at rationere og kontrollere priserne og gen-introducerede de materielle tilskyndelser efter 1970, skiftede situationen hurtigt. Snart var der forsyninger af varer og serviceydelser – og endda muligheden for rente på opsparing – men kun for ‘Avancerede Arbejdere’.

Den materielle tilskyndelse og udvidelsen af forskelle fortsatte op gennem hele 1970’erne. Behovet for at udvide kløften mellem arbejderne indbyrdes blev udtrykt af Castro 1971: “At betale den samme løn for den samme slags arbejde uden at indregne den produktive anstrengelse, der skal til for at kunne gøre det, er et lighedsprincip, som vi må rette på.” [34] Så i 1974 blev yderligere 132 mio. pesos fordelt, så lønningerne kunne hæves for ledende personale. (Set i forhold til, at 1 peso er lig med 1 $ ved den officielle vekselkurs, og at der højst er 100-200.000 personer på lederniveau, så er det en meget stor sum.) Og for første gang efter 1970 blev der importeret biler til bureaukraterne – med Castros ord – “for at hæve deres produktivitet”. Så de “moralske tilskyndelser”, der var så populære i 60’erne blev mere eller mindre afskaffet i 70’erne til fordel for materielle tilskyndelser. Skiftet skete ikke pga. omsorgen for arbejdernes materielle velbefindende, men af hensyn til produktionen, sådan som disse teser, godkendt af CTC’s 13. kongres, gjorde det klart i 1973: “I mange tilfælde blev det ulønnende overarbejde dyrere end de almindelige betalte arbejdstimer, fordi de nedsatte produktiviteten og udbyttet pr. mandetime.” [35]

I denne sammenhæng med øgede materielle forskelle er det let at se, hvorfor de Avancerede Arbejderes bevægelse begyndte at give sådanne materielle privilegier. Mindstelønnen holdt op med at spille nogen rolle for opretholdelsen af ligheden, og snart sikrede bonussystemet, at en Avanceret Arbejder let kunne tjene dobbelt så meget som almindelige arbejdere. I midten af 1970’erne blev “den sociale løn” også i stigende grad brugt som et privilegie. Det er ingen tilfældighed, at børneinstitutionerne begyndte at opkræve betaling i 1977, og heller ikke at adgang til bolig blev afhængig af en status som Avanceret Arbejder. De Avancerede Arbejderes bevægelse kan derfor på ingen måde ses som havende blot den fjerneste forbindelse med det at bringe socialismen ind på arbejdspladserne.

Men hvad så med fagforeningernes rolle? Efter 1959-revolutionen blev deres rolle defineret af regimet som værende: “at vinde arbejderne for revolutionen, at bekæmpe kontrarevolutionen og skubbe produktionen fremad.” Der var ikke tale om, at de skulle forsvare arbejderne mod arbejdsgiverne, for arbejdsgiveren var nu staten, og måtte derfor anses for at have de samme interesser som arbejderne. Fagforeningslederne blev ikke valgt af arbejderne, men direkte udpeget af regimet.

Alt dette skar fagforeningernes eksistensgrundlag væk – selv som samarbejdsorganer. I stedet fik fagforeningerne administrative ledelsesfunktioner, men ikke magt til at lede. Ikke overraskende betød det en meget hurtig tilbagegang for dem. Dette stillede regimet over for et problem: Gennem hvilke organer skulle arbejderne inkorporeres? For en tid forsøgte regimet at bruge “de Avancerede Arbejdere”, som blev opmuntret og fik faciliteter, så de kunne koordinere samarbejdet mellem arbejdere og ledelse på fabriksgulvet. Men i 1970 indrømmede man, at dette havde været en total fiasko. Som arbejdsminister Risquet sagde det i august dette år:

“Teoretisk repræsenterer administratorer arbejder- og bondestatens interesser, hele folkets interesser. Teori er en ting og praksis noget andet ... Arbejderen har måske en ret, der er etableret af Revolutionen... og der er ingen til at forsvare ham. Han ved ikke, hvor han skal henvende sig. Han henvender sig til partiet, og det ved det ikke eller har for travlt med at mobilisere folk til produktionen ... partiet er så involveret i ledelsen, at det i mange tilfælde er holdt op med at spille sin rette rolle, er blevet ufølsom overfor massernes problemer ... Hvis partiet og administrationen er det samme, så er der ingen steder, arbejderen kan gå hen med sit problem ... Fagforeningerne eksisterer heller ikke eller er blevet kontor for de Avancerede Arbejdere ... ” [36]

Der blev derfor holdt valg [til fagforeningerne; ovs.] i oktober 1970. Men omkring 40 pct. af stederne var der kun én kandidat, valgdeltagelsen var kun ca. halvdelen af, hvad regeringen havde ventet, og vigtigst af alt: Det var ikke tilladt at føre valgkampagne udover den, som valgkommissionen udførte – og den bestod af ikke-valgte, partiudnævnte personer, som påtog sig den opgave at fortælle om de enkelte kandidaters fordele og mangler. [37] Oveni alt dette er der ikke blevet gjort noget som helst for at føre de forslag ud i livet, som var blevet stillet af CTC’s kongres i 1973 om større fagforeningsdeltagelse i beskyttelsen af arbejdernes rettigheder, om diskussionen om den foreslåede arbejdslovgivning, administrationen af socialhjælpen og produktionsplanerne. I disse afgørende henseender har der ikke været nogen betydelig ændring fra de tilstande, som førte til, at fagforeningerne praktisk talt forsvandt i slutningen af 60’erne.

Men fagforeningerne er ikke døde på Cuba i dag. De er stadig i live af to grunde. For det første, fordi de hjælper til med at organisere ferie, rekreation og uddannelse; for det andet, fordi den voldsomme opstramning af arbejdsdisciplinen i 1970’erne har fået dem til at spille en vigtig rolle, men en rolle som ledelsens forlængede arm. På samme måde som i England har der i de sidste 10 år været lagt stigende vægt på konstruere en ‘videnskabelig’ ledelse, hvor man bruge arbejdstids-studier til at få det optimale udbytte ud af hver enkelt arbejder; sådan har det også været på Cuba, og det er blevet udført af fagforeningerne selv. Siden 1970 er systemet med identitetskort og arbejdsregistrering blevet meget strammere, arbejdskvoterne er justeret og hævet, fravær (som var op mod 20 pct. i 1970) er der blevet slået ned på med en “anti-driveri” lov, og generelt er ledelsens magt på arbejdspladserne blevet styrket, og kontrollen med arbejderne er blevet strammere. Organiseringen af produktionen ligner nu meget den i Rusland. Og ‘fagforeningernes’ rolle er faktisk den samme: I begge tilfælde er de der for at styre arbejderne og ikke for at repræsentere dem. [38]

Disse virkelige begrænsninger i fagforeningernes rolle – den eneste organisering, som omfatter hele arbejderklassen – må ses i sammenhæng med det, som mange hævder [39] er et betydningsfuldt skridt i retning af folkedemokrati. I 1974 var Matanzas-provinsen ramme om et eksperiment med det, som kaldes “folkemagt” (poder popular). I 1976 blev eksperimentet udvidet til hele landet, og der blev holdt valg af delegerede til “kommunalforsamlingerne”. Var dette et nyt skridt henimod proletarisk demokrati? Uanset hvordan det ser ud, så er virkeligheden, at det var det ikke. Hvad poder popular faktisk repræsenterede var et yderligere skridt i uddelegeringen af den detaljerede udførelse af regeringens planer pog strategier til lokalt niveau. Men da Labour-regeringen i England forsøgte det samme eksperiment i 1976 ved at uddelegere kontrollen over husreparationer o. lign. til beboerrådene, protesterede alle socialister – fordi det ikke involverede en uddelegering af magt, men blot af ansvaret for udførelsen. Og fuldstændigt det samme gælder for Cuba; for mens lokalstyret udviklede sig på Cuba, blev kontrollen med organiseringen på arbejdspladsen, i produktionen, i boligområderne og på landet endnu mere skærpet. Poder popular skal sammenlignes med fagforeningernes begrænsede rolle. Ydermere var selve poder populars faktiske struktur udemokratisk, eftersom de delegerede til de regionale og nationale forsamlinger ikke blev valgt direkte, men udvalgt fra lister af parti-godkendte lister fra niveauet umiddelbart under dem. Således bemærker Dominguez den næsten fuldstændige enstemmighed om alle emner i Nationalforsamlingen, hvor de fleste større beslutninger blev vedtaget med akklamation, inklusive valget af Ministerråd. [40] Det blev hurtigt klart, at “udviklingen af Folkemagten skaffer ikke selvstyre, men blot er en mere effektive og lydhøre organer for lokal adminstration. [41]

Generelt kan de samme konklusioner drages angående de andre masseorganisationer, på trods af deres overfladiske lighed med magtorganer. Komiteerne til Forsvar for Revolutionen, som blev dannet for at holde øje med “kontrarevolutionær aktivitet” efter Svinebugten, har været et eksempel på dette. I slutningen af 60’erne havde deres rolle udviklet sig til, at de var en af de vigtigste organisationer til at mobilisere arbejdskraftreserver i økonomien, ligesom de arbejdede for at fremme offentlig sundhed og uddannelse og udførte generelle propagandafunktioner. Da de var på deres højeste i 1970 omfattede de 3,2 mio. mennesker – et bemærkelsesværdigt tal i et land på 8 mio. Komiteerne var på det tidspunkt uden tvivl masseorganisationer. Men man må huske på to afgørende træk. For det første har de siden 1970 været i kraftig nedgang, og grunden til dette er allerede antydet: Da regimet i perioden 1965-70 var afhængig af “frivilligt arbejde”, var CDR’erne de afgørende organer, hvorigennem den blev fremskaffet. Siden hele denne metode nu universelt bliver betegnet som virkende stik imod hensigten, er regimets behov for CDR’erne formindsket tilsvarende. For det andet var der ikke noget tidspunkt, hvor CDR’erne blev kontrolleret af deres basis i masserne. Tværtimod blev deres ledelse overalt udpeget af kommunistpartiet. Det blev aldrig tilladt Komiteerne at formulere politik, kun at udføre den politik, som de blev givet ovenfra.

Den anden masseorganisation, som blev dannet i perioden omkring invasionen i Svinebugten – folkemilitsen – fik en kortere historie. I 1964, da truslen fra USA blev mindre, blev de afvæbnet; og i 1973 blev de afskaffet, og det tilbageblevne personel blev indlemmet som reserver i hæren.

Sammenslutningen af Cubanske Kvinder, som på mange måde var en parallel til CDR’erne har delt deres skæbne. Da den var på sit højeste, havde den 1,3 mio. medlemmer og var udstyret med en væsentlig rolle inden for offentlig sundhed og frivilligt arbejde, men den har haft alt for lille betydning i forhold til at ændre mandens dominans i samfundet og i produktionen. En stor kampagne i 1969-70, som skulle få flere kvinder ind i arbejdsstyrken, slog fejl, idet det ikke lykkedes at fastholde størstedelen af dem. Og det er stadig sådan, at over 300 jobs er forbudt for kvinder, herunder bygningsmaler, dykker og kirkegårdsarbejder! Og endnu vigtigere: Repræsentationen af kvinder på ledelsesniveau i kommunistpartiet eller masseorganisationerne er ekstremt lav. Og mens Familieloven fra 1976 igen stadfæstede ligheden mellem mænd og kvinder i hjemmet, så gjorde den intet for at gøre kvindernes opgaver til samfundsopgaver eller for at anerkende kvindernes fortsatte udelukkelse fra det politiske liv.

Så siden revolutionen har Cuba på forskellige tidspunkter skabt et vifte af masseorganisationer. Men ingen af dem har på noget tidspunkt været i stand til eller villige til at gøre andet end at udføre regimets allerede fastlagte politik.

Toppen af siden

Partiet, hæren og skabelsen af den nye herskende klasse

Det er altså uden for al tvivl, at arbejderne og bønderne ikke kontrollerer det cubanske samfund. Men det er lige så sikkert, at Castro ikke bare overtog det eksisterende statsapparat. Det kunne han simpelthen ikke gøre, for Batistas korrupte statsmaskineri blev definitivt smadret i 1959. Hæren, domstolene, statsbureaukratiet faldt sammen som et korthus. I deres sted trådte oprørshæren og de småborgerlige intellektuelle fra 26. juli-bevægelsen ind.

Men den sociale omformningsproces, som Cuba blev skubbet ind i af USA’s blokade ændrede hele situationen meget hurtigt. Regimet fandt ud af, at det havde behov for et lag af pålidelige folk, som kunne lede de nationaliserede industrier og kollektivfarmene. Folkene fra 26. juli-bevægelsen var ikke godt placeret til at gøre dette. Blokaden og angrebet på den mere velhavende del af bybefolkningen åd sig også ind på den støtte til Castro, der kom fra det miljø, bevægelsen havde rekrutteret fra. En halv million cubanere forlod landet og slog sig ned i USA. Det var ikke blot kapitalister, alfonser og croupierer, men fx også to tredjedele af Cubas læger.

Hvis Castro havde fortsat med alene at støtte sig til 26. juli-bevægelsen, kunne han ikke have overlevet den omdannelse af samfundet, som han stod i spidsen for. Castros strategi – som virkede strålende – var som følger. For det første: Hver gang han tog afgørende skridt overfor en hvilken som helst del af den gamle herskende klasse, f.eks. jordejerne eller forretningsmændene, så sørgede han for, at de havde let ved at forlade landet. På den måde fjernede han den sociale basis for en tilbagevenden til den gamle orden. For det andet sluttede han 26. juli-bevægelsen og Kommunistpartiet sammen i 1961. Samtidig opretholdt han en uafhængig magtbase i hæren og brugte denne til at fortrænge de gamle stalinister, som i begyndelsen kontrollerede partiet. Så på det tidspunkt, hvor partiet blev gendannet i 1965, var det under fast kontrol af Fidel. Endelig styrkede han i slutningen af 60’erne hæren og brugte denne styrke til at militarisere både partiet og den civile administration – og udvidede således sin kontrol til hele det cubanske samfund.

Det gendannede cubanske kommunistparti er et fuldstændig bureaukratiseret monolitisk parti. Det har kun holdt én kongres i hele dets historie, og det var i 1975 – ti år efter, at det blev dannet. Partiet blev holdt ret lille i starten, og det fik kun lov til at vokse i det tempo, der kunne findes “trofaste” medlemmer til det. I 1969 havde det f.eks. kun 55.000 medlemmer. Fra første færd var det domineret af militæret, i dets første centralkomité var f.eks. mere end to tredjedele højtstående officerer fra hæren. Som sådan var disse medlemmer selvfølgelig under den direkte militære disciplin og ledelse af Fidel og Raul Castro, som var hærens første og næstkommanderende.

Partiet blev fire gange så stort mellem 1969 og kongressen i 1975. Den militære indflydelse på partiet fortsatte og blev udvidet mærkbart i den civile administration; selv om processen også her var godt i gang allerede midt i 60’erne, fordi hæren på det tidspunkt havde overtaget mange ikke-militære funktioner såsom organiseringen af produktionen, sukkerhøsten, kritikken af systemkritikere osv. [42]

Partikongressen i 1975 gummi-stemplede blot den nye “socialistiske” forfatning. hvis virkning var at formalisere magten over alle juridiske, militære, stats- og parti-organer hos Politbureauets Generalsekretariat. Eftersom Fidel Castro allerede var førstesekretær for partiet, øverstkommanderende for hæren og premierminister, så bragte den nye forfatning knapt nok noget nyt. Selv om Centralkomiteen skal vælges nedefra, og den for sin del skal vælge de højere partiorganer, så er der uden kongresser i realiteten ingen midler til at dette kan ske. I praksis er Sekretariatet, som i Rusland, en selvbevarende klike. [43]

Hæren opnåede dette hegemoni på Cuba i slutningen af 60’erne, ikke kun fordi den var Fidels føjelige redskab, men på grund af dens effektivitet. Den industrielle udvikling og landbrugsudviklingen på Cuba i slutningen af 60’erne var ret katastrofal, og årene fra 1966-70 viste en nedgang på mere end 1 pct. i bruttonationalproduktet pr. indbygger – endda ifølge regeringens egne tal. [44]

I disse år blev enhver form for omkostningsberegning fjernet i forsøget på at udskifte materiel tilskyndelse med ‘moralsk tilskyndelse’. Der blev kun produceret 8½ mio. tons sukker på denne måde, og det faktiske sammenbrud i resten af økonomien tvang Castro til at foretage en skarp politisk kursændring. [45]

Dette betød, at hæren var det eneste organ, der overhovedet fungerede effektivt på Cuba. Det var det eneste organ, der var uberørt af Cubas katastrofale ‘kinesiske’ eksperiment. Dens officerskadrer var blevet trænet i Rusland fra tidligt i 1960’erne, og dens kommandostruktur forblev urørt gennem hele denne periode. Dens teknikere og andet uddannet personale blev ikke ignoreret eller sat til andet arbejde – som det skete andre steder i økonomien. Af disse grunde så militariseringen af økonomien og administrationen ud som den mest indlysende – ja, den eneste – løsning på krisen i slutningen af 1960’erne.

Den herskende klasse, som dukkede frem på Cuba er således en unik fusion af tre hovedelementer: Kommunistpartiet med dets dybe rødder i en klassesamarbejdende arbejderbevægelse, den småborgerlige, men revolutionære 26. juli-bevægelse og endelig hæren. Sidstnævntes kommandostruktur, størrelse og effektivitet – kombineret med militariseringen af økonomien efter sammenbruddet i slutningen af 1960’erne – sikrede altsammen, at den spillede den afgørende rolle med at holde sammen på og strukturere de sidste 10 års relativt stabile herskende klasse på Cuba.

I dag fortsætter den interne kamp inden for bureaukratiet, men uanset magtforskydninger mellem dets forskellige dele, så forbliver forholdet mellem den cubanske stat og flertallet af befolkningen uændret. Magten ligger hos de 18 overlappende medlemmer af Politbureauet og dets Sekretariat, Ministerrådet og Statsrådet, som er valgt af Nationalforsamlingen (med akklamation). Kun tre er dog medlem alle tre steder – Fidel, hans bror Raul og Carlos Rafael Rodriguez. Fidel er førstesekretær for Kommunistpartiet, Øverstkommanderende for de væbnede styrker, præsident for Ministerrådet og er fornylig også blevet minister for uddannelse, sundhed og kultur. Raul Castro er hans stedfortræder i alle tilfælde. Faktisk bliver alle ledende poster i Cubas organisationer fastsat inden for denne lille magtcirkel, hvis dominans er uudfordret og vil være det i den forudsigelige fremtid.

De stigende uligheder indenfor den cubanske arbejderklasse (De Avancerede Arbejderes bevægelse) skyldes ikke en forskellig udviklet politisk bevidsthed mellem sektioner af arbejdere, men at der er skabt nye lag af privilegerede individer, hvis fortsatte velstand er direkte afhængige af det cubanske bureaukrati.

Toppen af siden

Den cubanske statskapitalismes underlægning under USSR

Siden 1970 har sukkeret ikke fået lov til at skabe kaos i resten af økonomien, som det gjorde før. Der er blevet genindsat uddannet personale, og der har været en fordeling af ressourcer i økonomien, som hænger mere rationelt sammen med regimets mål om udvikling og akkumulation. I de første fem år i 70’erne så man derfor en meget sundere vækstrate i den cubanske økonomi. [46]

Men militariseringen af økonomien har ikke været en magisk tryllestav, som har fjernet Cubas problemer med underudvikling. Verdensøkonomiens nedtur i 1975 havde en dyb indvirkning på Cuba, fordi Cubas diversificering væk fra sukkeret krævede væsentlig import af de kapitalgoder, som ville gøre dette muligt. Det krævede til gengæld udenlandsk valuta, men når 80 pct. af Cubas valutaindtjening kom fra sukker, og sukkerprisen hurtigt faldt under krisen i 1975, så blev en alvorlig krise for betalingsbalancen det uundgåelige resultat.

Følgen af dette har været, at Cuba er blevet mere og mere afhængigt af at blive reddet af den russiske økonomi – i hvert fald i en forudsigelig fremtid. Det kastede også planlægningen ud i en skarp krise: Målene for væksten blev sænket mærkbart og indebar en massiv nedskæring af de statslige udgifter på 25 pct. i 1977. Det medførte, at ansvaret for ledelsen og økonomien blev uddelegeret til de enkelte virksomheder, og der blev krævet, at de var mere opmærksomme på profitabiliteten i fremtiden. [47] Derudover er der overhovedet ingen tvivl om, at krisen ville være blevet meget værre, hvis det cubanske regime ikke allerede havde foretaget større angreb på arbejderklassen, angreb, som de er tvunget til at gentage mere voldsomt, efterhånden som den nuværende verdenskrise uddybes. [48]

Cuba er blevet omdannet til et samfund, hvor staten ejer og organiserer produktionen på alle betydningsfulde områder (selv om en tredjedel af landbruget stadig er i den private sektor). Men denne omdannelse er ikke et resultat af de intentioner, som de revolutionære fra 1959 havde. De ønskede helt sikkert en uafhængig og udviklet cubansk økonomi. Men de blev forhindret i at opnå dette med en blandet, men vestlig type økonomi pga. den bratte ødelæggelse af handels- og investeringsforbindelserne med USA.

Resultatet er både blevet omdannelsen af den cubanske økonomi til en statskapitalistisk, og overførslen af afhængighed fra USA til USSR, som det enorme niveau af russisk hjælp indikerer. Siden begyndelsen af 1975-krisen er dette niveau blevet endnu højere.

Men til forskel fra den russiske eller kinesiske statskapitalisme er den cubanske en fuldstændig afhængig formation. Oveni den massive russiske hjælp til Cuba (den svarer til 20 gange den støtte alle kilder giver pr. indbygger til resten af Latinamerika), står Rusland og Østbloklandene for to tredjedele af Cubas handel, selv før 1975-krisen gjorde koncentrationen endnu større. [49] Efterhånden som industrialiseringen skrider frem, mere og mere baseret på russisk teknologi, bliver denne afhængighed nødvendigvis større.

På det mellemlange sigt, netop som Ruslands allierede i Østeuropa udvikler større økonomisk, og derfor også politisk, uafhængighed af Rusland, sker det modsatte for Cuba. I realiteten er Cuba derfor blevet en international gren af den russiske statskapital. På længere sigt kan tingene selvfølgelig udvikle sig anderledes – som det har gjort det hos de russiske allierede i Østeuropa gennem de seneste 15 år. Men der er ingen chance for, at det sker på kortere sigt.

Toppen af siden

Cubas udenrigspolitik

Hvordan passer Cubas udenrigspolitik ind i dette billede? Det er over for Latinamerika, at Cubas udenrigspolitik har været klarest defineret. Og det var Castros kraftige appel om revolution på kontinentet, som etablerede hans revolutionære ry under højdepunktet af den “revolutionære” periode i slutningen af 1960’erne.

Castro henviste oprindelig (og ikke upræcist) til Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) som en “rådden og frastødende korruptionsbule”, en “afskyelig, skammelig sump”, “USA’s koloniministerium”, som Cuba først ville vende tilbage til, hvis “imperialisterne og deres marionetter blev sparket ud først”. Der kunne kun genoprettes forbindelser med andre latinamerikanske lande, hvis de ikke blot tog afstand fra OAS’ sanktioner, men også selv fik en revolution og fordømte USA’s forbrydelser mod Cuba. [50]

Men inden for meget kort tid – mindre end et år – blev hele denne stilling afsløret som tom retorik. Allerede i 1969 lovpriste Castro regimet i Peru, der kom til magten ved et militærkup året før, som et “nyt fænomen”, hvor “en gruppe af progressive militærfolk spillede en revolutionær rolle”. Perus nye diktator, General Velasco og Castro blev tæt knyttet til hinanden, diplomatiske forbindelser blev genoprettet, og Velasco foreslog (uden held) i OAS, at sanktionerne skulle opgives. Udover at nationalisere USA's olieinteresser (næppe i sig selv ‘revolutionært’, Freis kristeligt demokratiske regime i Chile havde allerede foreslået det samme inden for dets kobberindustri) stammede Velascos krav på berømmelse på det tidspunkt, hvor han modtog Castros anerkendelse, hovedsagelig fra hans fortsatte forfølgelse og fængsling af peruvianske revolutionære som Hugo Blanco. De, der havde illusioner om Castro, blev chokerede og afvæbnede af dette kursskifte, men alt for få tog ved lære af det. [51]

Det peruvianske tilfælde var heller ikke et isoleret eksempel. I begyndelsen af 1970’erne blev der udviklet lignende forbindelser med General Torrijos’ militærregime i Panama og Equadors enehersker Velasco Ibarra. Ingen af dem havde introduceret nogen nationalisering eller andre “socialistiske” initiativer overhovedet, men begge var parate til at handle forholdsvis uafhængigt af USA. [52]

Situationen har udviklet sig yderligere siden og nu har selv Argentina, som er et af de mest højreorienterede og undertrykkende regimer på kontinentet, diplomatiske og kommercielle forbindelser med Cuba. OAS’s politik om at isolere Cuba blev stilfærdigt droppet i 1975, og siden har der været forsigtige (og endnu ikke succesfulde) forsøg på at genoprette nogle direkte forbindelser mellem USA og Cuba.

Castro har derfor drejet hele cirklen rundt. Fra at begynde med en opfattelse af, at det var nødvendigt med en revolutionær udenrigspolitik, har han nu reduceret det til at støtte ethvert regime, der er i modsætning til amerikanske interesser, uanset hvor reaktionært det er – en stilling som han selv klart har indrømmet. [53]

Vi har derfor argumenteret for, at Cubas “revolutionære” fase hvad angår udenrigspolitikken var a) hovedsageligt retorisk, b) betinget af Cubas isolation fra resten af Latinamerika, og c) fik en kort levetid og førte til Castros støtte til højreorienterede militærdiktaturer på kontinentet. Den var også, selvfølgelig og afgørende, et udtryk for, at Cuba fulgte Ruslands interesser, hvilket forklarer skiftet i 1969 over mod de ‘nationalistiske’ diktaturer.

Og selvfølgelig er det forbindelsen til Rusland, som forklarer den rolle, Cubas væbnede styrker spiller i Afrika. I Angola sørgede USSR for det militære udstyr, og cubanerne for tropperne til at støtte bestræbelserne fra MPLA – den legitime nationale befrielsesbevægelse. Da de selv kom fra et 3. verdens land, var de cubanske tropper meget mere acceptable, end russiske tropper ville have været. (Og de var helt sikkert billigere og sikkert også en hel del mere effektive.) Ud fra hvad vi allerede har sagt, er det klart, at hvis man tilskriver Cubas handling regimets “progressive” karakter, så går man imod alle de beviser på det modsatte, som Cubas venlige forbindelser med de latinamerikanske militærdiktatorer leverer. Realiteten er, at Castro handlede som Bresjnevs agent, og at aktionen blev udført som et middel til at styrke russerne i deres inter-imperialistiske rivalisering med amerikanerne. [53a]

Denne analyse blev på slående vis bekræftet kort tid efter på Afrikas Horn. Russerne og cubanerne støttede oprindeligt Eritreas befrielsesbevægelse, der legitimt kæmpede mod de etiopiske besættelsesstyrker. Men det var kun nødvendigt for etiopierne at skifte troskab fra USA til USSR før denne politik blev vendt 180 grader og førte til en strøm af militær hjælp fra cubanerne og russerne til den etiopiske besættelseshær i stedet. Intet havde ændret sig mht. karakteren af kampen i Eritrea selv, men alligevel blev eritreanerne kynisk ofret uden den mindste tøven af Cuba og Rusland. Russisk udenrigspolitik, dvs. den inter-imperialistiske rivalisering mellem dem og USA, var det eneste kriterium, som cubanerne opererede efter. [54]

Toppen af siden

Arbejderklassens frigørelse er dens eget værk

Disse konsekvenser af statskapitalismen på Cuba, både hjemme og ude, er vigtige. Vi diskuterer ikke Cuba abstrakt; det handler ikke om den “korrekte linje” i højere grad, end det gør, når vi snakker Rusland. At acceptere Cuba som et socialistisk land ville have en række konsekvenser for vores forståelse af, hvad der menes med socialisme. Det skulle være gjort klart, at de cubanske masser ikke skabte den cubanske revolution. Men der er ingen benhård lov i det. For det politiske spørgsmål står tilbage: Hvordan kan arbejderklassen ved deres egen indgriben skabe de institutioner og organisationer, som vil forsvare det, de har vundet og skabe en arbejderstat. Der kan ikke findes en arbejderstat uden de arbejdende klasser; socialisme er, for at gentage det endnu en gang, arbejdernes bevidste generobring af deres verden. Det er den eneste garanti for, at det vil være flertallets interesser, som udtrykkes gennem staten. Der er overhovedet ingen garanti i oprigtigheden og engagementet, hos et lederskab, der proklamerer sig selv som repræsentanter for og erstatning for arbejderklassen. Alligevel er historien om Cuba efter revolutionen en historie om adskillelsen mellem staten og masserne ved hjælp af et netværk af organisationer, som mobiliserer masserne, men ikke skaber en ramme for en direkte og permanent involvering i hele det politiske livs proces. Statens interesser har været i konflikt med arbejdernes behov mere end én gang – svaret har været en serie af stadigt hårdere midler, som kunne opretholde den fortsatte udbytningen af arbejderklassen på trods af dens utilfredshed. Vægten er blevet lagt på disciplin, lydighed og loyalitet – ikke på den skabende omformning af samfundet fra at være baseret på udbytning til at være organiseret omkring opfyldelsen af behov. Akkumulationen har haft forrang; vækst er blevet præsenteret som værende lig med socialisme. Hvis opgaven med at akkumulere er påtrængende, så er det grundlæggende borgerskabets funktion under kapitalismen. Hvis arbejderklassen skal udføre den funktion, fordi en afhængig kapitalisme ikke har formået at udvikle disse ressourcer, så må den gøre det i sammenhæng med en form for magt, der er proletarisk magt, og som forener arbejdernes demokrati med kravene om akkumulation. Hvis det ikke lykkes at forene de to ting, så udfører staten i fuld udstrækning en kapitalistisk funktion på en kapitalistisk måde. Når alt kommer til alt, så har det været enhver kapitalistklasses ønske at opmuntre arbejderklassen til frivilligt at underkaste sig sin egen udbytning. At dette er lykkedes for Cuba – og der er ingen tvivl om, at man har gjort dette mere succesfuldt end noget andet statskapitalistisk regime – er intet bevis for, at det er socialistisk, hvis vi ved socialisme forstår en kvalitativ ændring i karakteren af og besiddelsen af politisk magt.

Kunne det have været anderledes? Oprindelsen til den forvrængning, der skete med den cubanske økonomi, underordningen i forhold til et andet økonomisk center, som det blev tvunget til at ofre udviklingen af sine egne produktivkræfter til, falder sammen med det øjeblik, hvor øen blev “opdaget” af Europa i 1492. Afhængighedens jerncirkel blev lukket i løbet af århundreder, og det centrale problem i 1959 var stadig at akkumulere, industrialisere og således undslippe cirklen. Men det blev klart, at hurtig akkumulation, med alle dens medfølgende ofre, kun kunne tilbyde en “socialisme”, der betød en ligelig fordeling af knaphed og fattigdom. Men uden den fulde udvikling af produktivkræfterne kunne der ikke blive tale om nogen frigørelse for de arbejdende klasser. For en stund opretholdt “viljens optimisme” – troen på at ideer er nok – en politik, der indebar ofre. Men til slut gik Cuba ind i en ny afhængighed og forsonende sig med sin plads i den eksisterende verdensorden. Nu er Cuba igen, i en periode med verdenskrise, offer for den ulige internationale fordeling af produktivkræfter. Og det er kun på dette – internationale – niveau, at Cubas problem kan løses endeligt. Det forbliver ligeså sandt i dag, som det var for Lenin i 1917, at kun den internationale revolution kan skabe den omfordeling af verdens ressourcer, som kan befri Cuba. Men sandheden er, at inden for dets snævre grænser er der i dag på Cuba en klasse, som dominerer samfundet, og som i magtmæssig forstand har nydt godt af den retning, begivenhederne har taget. For det bureaukrati, som er solidt placeret i staten, har den ordning, den har opnået med den russiske metropol, og den plads, den har opnået ved forhandlingsbordene i den internationale orden, sikret – i det mindste for øjeblikket – at dets nationalstat overlever, og det har været bureaukratiets eneste prioritering.

Hvis den cubanske arbejderklasses interesse ligger i den internationale socialistiske revolution, så bliver den også nødt til et omstyrte en nationalstat og dens bureaukrati, som på sin side er blevet en forhindring for en forandring af verden.

Toppen af siden

Noter

1. T. Draper: Castro’s Revolution: Myth and Reality, London, 1962, pp.5-10; J. Hansen: Dynamics of the Cuban Revolution, New York, 1978, pp.74-75.

2. H.M. Enzenburger: Raids and Reconstructions, London, 1976, p.200.
Vi har gennem hele artiklen henvist til “Det cubanske kommunistparti” (CCP), selv om det har skiftet navn flere gange. Indtil 1961 hed det PSP, fra 1961-63 ORI, og 1963-65 PURS. Først i 1965 vendte det tilbage til navnet “Det cubanske kommunistparti”. Catsro-brødrene sikrede sig fuldsætndig kontrol over partiet i 1963 med eksklusionen af nogle fra partiets gamle garde.

3. Se S. Farber: Revolution and Reaction in Cuba 1933-1960, Middletown, 1976, pp.156-161 for en grundig diskussion af dette spørgsmål.

4. Se introduktionen til T. Draper, op.cit., for det amerikanske udenrigsministeriums stilling i 1961-62.

5. S. Farber, op. cit., p.221.

6. Langt den bedste diskussion af det cubanske landbrug er R. Dumont: Cuba – Socialism and Development, New York, 1970. For reformen i 1959, se p.238-33.

7. S. Farber, op.cit., p.218

8. Siden 1959 har verdensmarkedsprisen svinget, nogle gange ganske vildt, mellem 5 og 65 amerikanske cents pr. pound.

9. R. Dumont, op. cit., p.28.
(En hektar (ha) er et areal på 100m x 100m, dvs. 10.000 m². En acre er ca. 0,4 hektar, dvs. en hektar er ca. 2,5 acres.)
Reformen i 1959 mindede dog ganske nøje om de første reformer i Østeuropa – i slutningen af 1940’erne – men ikke “kollektiviseringerne” fra begyndelsen af 1950’erne.

10. S. Farber, op. cit., p.215. Alt dette var naturligvis helt i overensstemmelse med de puritanske traditioner hos Chibas og Ortodoxo-partiet.

11. Selv så stærkt pro-USA kilder som fx B Goldenberg: The Cuban Revolution and Latin America, p.347, indrømmer så meget.

12a. Denne note mangler desværre.

13a. Denne note mangler desværre.

14a. Denne note mangler desværre.

12. Se C. Guevara: Our industrial tasks og On economic planning i J. Gerasi (ed): Venceremos: speeches and writings of Che Guevara, London, 1968.

13. J. O’Connor: The Origins of Socialism in Cuba, Cornell, 1970, p.199.

14. Boletin Estadistico, Havana, 1966, p.20.

15. Ibid. indikerer en stigning i levestandarden på omkring 6 pct. in 1961-63.

16. R. Dumont, op. cit., pp.72-71.

17. Granma, 31.5.70, p.7.

18. R. Dumont, op. cit., p.75.

19. Se Blasier & Mesa-Lago (ed): Cuba in the World, Pittsburgh, 1979, pp.234-45.

20. Se B. A. Evans: The Moral versus Material Incentives Controversy, University of Pittsburgh PhD thesis, 1973.

21. J. Gerassi (ed), op. cit., pp.387-400.

22. Se N. Harris: The Mandate of Heaven, London, 1978, pp.48-59.

23. Citeret på s. 71 af Michael Löwys meget idealistiske portræt af Che i: The Marxism of Che Guevara, London, 1973.

24. J. Gerassi (ed), op. cit., p.389.

25. Citeret i C. Mesa-Lago (ed): Revolutionary Change in Cuba, Pittsburgh, 1971, p.220.

26. C. Mesa-Lago: Cuba in the 1970s, Albuquerque, 1978, p.59. Udvidelsen af ris-produktionen betød dog ikke et stigende forbrug, men blot at cubansk dyrket ris erstattede importeret kinesisk ris.

27. Fx eksklusionen af micra-fraktionen i 1968 og boykotten af Bukarest-mødet for kommunistiske partier samme år.

28. J. I. Dominguez: Cuba: Order and Revolution, Cambridge (Mass), 1979, pp.177-79.

29. K.S. Karol: Guerrillas in Power, London 1971, p.513.

30. Citeret i J. I. Dominguez, op. cit., p.159.

31. Ibid., pp.159-60.

32. Og blev bittert fordømt af Douglas Bravo, leder af de venezuelanske guerrillaer, for det.

33. C. Mesa-Lago: Cuba in the 1970s, op. cit, pp.26-28.

33a. En analyse af Poder Popular findes i Peter Binns: “Popular Power” in Cuba, i International Socialism Journal 2:21 (Autumn 1983), pp.135-44.

34. C. Mesa-Lago: Cuba in the 1970s, op. cit, pp.45-46.

35. Ibid., pp.45-46.

36. Ibid., p.83.

37. Ibid., pp.84-86.

38. Ibid., pp.93-98.

39. For eksempel af Marta Harnecker i: Cuba dictatura o democrazia?, Mexico, 1975.

40. Se Dominguez, op. cit., kapitel 8.

41. Se E. Gonzalez: Cuban Studies, 6:2, July 1976, p.7.

42. Se A. Suarez: Cuba: Castroism and Communism 1959-66, Cambridge, 1967, for en diskussion af kilderne til dette fænomenon.

43. C. Mesa-Lago: Cuba in the 1970s, op. cit., pp.68-73.

44. Se Boletin Estadistico, Havana, 1973.

45. Fidels oprigtige selvkritik af 1966-70-perioden kan findes i Granma, 4.1.76.

46. Ifølge officielle cubanske kilder var væksten i disse år næsten 15 pct. (se Cuba 1975, Junta Central de Planificación – Dirección Central de Estadistica), men vestlige kilder har sat tallet til omkring 8 pct. (se National Westminster Country Reports: Cuba, april 1975). En stor del af væksten afspejlede stigningen i råvarepriser på verdensmarkedet i begyndelsen af 1970’erne, hvor sukker var et af de mest ekstreme eksempler.

47. Se Lloyds Bank: Economic Report: Cuba, oktober 1978. I tillæg til ovenstående viser dette, hvordan Cubas konvertible valuta-indtjening faldt med 50 pct. fra 1975 til 76 og til et endnu lavere tal i 1977.

48. Se ibid., p.10: “mange af stigningerne i produktionen og produktiviteten i de seneste år var resultatet af hårde foranstaltninger mod fravær og indførelse af akkord-systemer.”

49. Se Junta Central de Planificacion, op. cit., 1975.

50. F. Castro i: Granma, 20.7.69, p.5.

51. Hugo Blanco selv er et eksempel herpå. I stedet for at afsløre klassekarakteren af det cubanske samfund, indrømmer han blot, at det var “nedslående” (H. Blanco: Land or Death: The Peasant Struggle in Peru, New York, 1972, p.74.

52. Se Granma, 26.12.71 og 1.4.73.

53. I Granma, 19.12.71, p.15.

53a. Alex Callinicos skrev på facebook 26.11.2016 (dagen efter Castros død):
I øvrigt mener jeg, artiklen tager fejl, når den siger, at Castro fungerede som “Bresjnevs agent” i Afrika (jeg har en fornemmelse af, at jeg kunne have været ansvarlig for denne formulering). Det er klart fra Piero Gleijeses’ detaljerede undersøgelser, at både i midten af 1970’erne og i slutningen af 1980’erne var det cubanerne, der tog initiativet i Angola, og at russerne bagefter fik travlt med at følge med (Castros strategiske vurdering i den afgørende fase, der begyndte med forsvar for Cuito Cuinavale i 1987 var fremragende).
Hvad der er sandt var, at cubanerne i sidste instans var afhængige af USSR i forhold til militær hardware, og mere bredt, at krigen om Angola udspillede sig som en del af den bredere inter-imperialistiske konflikt, som den kolde krig var. Ikke desto mindre fravristede Castro i de sidste øjeblikke af denne lange rivalisering en vital sejr i det, han kaldte “den smukkeste kamp” mod apartheid.

54. Derfor det kvalmende fotografi i et nyligt nummer af Granma, hvor, ifølge billedteksten nedenunder, “Fidel og Mengistu (etiopiernes chefslagter; PB/MG) følger opmærksomt de glimrende militærøvelser i Ogaden”. (Granma, 1.10.78, p.12).

Toppen af siden

Sidst opdateret 29.11.2016