Vor fremstilling har vist, at socialismens gennemførelse ikke er noget spørgsmål om nedrivning og opbygning efter forgodtbefindende, men en naturhistorisk tilblivelse. Alle faktorer, som på den ene side har spillet nogen rolle i opløsningsprocessen og på den anden side i dannelsesprocessen, er faktorer, som virker sådan som de må virke. Det er hverken »geniale statsmænd« eller »folkeopviglende demagoger«, som kan lede tingene efter sin vilje. »De tror at lede, men bliver ledet.«
Vi har flere gange i vor fremstilling talt om den overproduktion af varer som fremkalder kriser. Men kapitalistsamfundet skaber ikke alene overskud af varer og arbejdere, men også af intelligens.
I Europa gjorde denne overproduktion sig stærkest gældende i Tyskland. Synlig blev den dog først, da krisen efter det kolossale opsving i begyndelsen af 1870erne. Bourgeoisiet havde under opgangen udviklet sig kolossalt og gjorde nu gennem sin overproduktion trykket 10 gange så følelig. Fra da af udvidedes kløften mellem besiddende og besiddelsesløse med rivende fart. Denne opløsnings- og absorberingsproces, som alt eftersom den materielle magt øgedes og modstandskraften på den anden side aftog, foregik stadig hurtigere og hurtigere, bragte store befolkningslag i »nød«. Under trykket heraf søgte så mange som mulig at redde sig over i andre erhverv. De ældre kunne ikke mere veksle erhverv og var i de fleste tilfælder ikke istand til at efterlade deres børn nogen formue. De gjorde derfor voldsomme anstrengelser for at tilvejebringe midler til at skaffe deres sønner og døtre stillinger med faste lønninger og som ikke krævede nogen driftskapital. Hertil hører alle stillinger i statens og kommunens tjeneste, lærerstillingerne, stillingerne ved posten og jernbanerne, de højere stillinger i bourgeoisiets tjeneste, såsom stillinger som kontorister, lagerbogholdere, kemikere, teknikere, ingeniører, konstruktører o.s.v. samt også de såkaldte frie erhverv: præster, læger, teologer, forfattere, kunstnere, arkitekter o.s.v.
Tusinder og atter tusinder, som tidligere havde søgt et selvstændig erhverv, så sig nu om efter en plads af ovennævnte art. Konkurrencen om pladserne tvang dem til højere uddannelse og dyberegående studier. Realskoler, gymnasier og polytekniske skoler m. m. vokser op af jorden som paddehatte og blev straks overfyldte. I samme grad vokser også antallet studerende ved universiteterne såvel som elevantallet ved de kemiske og fysikalske laboratorier, kunstskolerne, fag- og handelsskolerne og ved de højere skoler for kvinder. Alle virksomhedsområder bliver overfyldte og tilvæksten bliver stadig større. Nye fag opstår og nye gymnasier og fagskoler oprettes for at tage mod alle, som ønsker at studere. Myndighederne og enkeltpersoner offentliggør den ene advarsel efter den anden mod at studere dette eller hint fag, da de allerede er overfyldte, men alligevel øges tilgangen. Til og med teologien, som i flere årtier truede med at tørre ind på grund af mangel på kandidater, får sin del af flommen og får atter alle sine pastorater besatte. »Jeg skal prædike om ti tusinde guder og djævle, bare jeg kan få en stilling, jeg kan leve af,« lyder det nu fra alle hold.
Denne tilstand skærpes end yderligere nu, hvor konkurrence- og udryddelsesstriden bourgeoisiet imellem sig, bringer en masse af deres sønner og døtre til at søge offentlige stillinger.
På grund af disse omstændigheder har Tyskland mere end noget andet land et usædvanlig talrigt proletariat af lærde og kunstnere, såvel som et stort proletariat indenfor de såkaldt »frie erhverv«. Dette proletariat øges stadig og skaber misfornøjelse imod det bestående, endog indenfor samfundets højere kredse. Derfor angribes og undergraves det bestående samfund fra alle hold.
Disse forhold har bevirket, at det tyske socialdemokrati har overtaget førerrollen i fremtidens store kæmpekrig. Det var tyske socialdemokrater, som opdaget lovene for det bestående samfund og videnskabelig beviste, at socialismen var fremtidens samfundsform. Det var først og fremmest Karl Marx og Friedrich Engels samt Ferdinand Lasalle som gennem sin agitation tændte gnisten hos masserne. Det har endvidere hovedsagelig været tyske socialister, som har været pionerer for de socialistiske ideer i andre lande.
I de sidste årtier har den socialistiske bevægelse gjort uanede fremskridt i alle kulturlande og de internationale arbejderbevægelser, som stadig vækker større opmærksomhed, giver et levende vidnesbyrd herom.
Arbejdernes strid er blusset op i alle kulturlande. Fra socialvidenskaben såvel som naturvidenskaberne, fra sundhedslæren, kulturhistorien og filosofien hentes våbnene. Det bestående angribes fra alle kanter og mod det gamle samfunds støtter rettes vældige hug. De revolutionære ideer trænger ind hos selv i de mest konservative kredse og bringer fuldstændig forvirring indenfor fjendernes rækker. Håndværkere og lærde, agerdyrkere og kunstnere, købmænd, embedsmænd, ja til og med fabrikanter og bankmænd, kort sagt mænd fra alle befolkningslag slutter sig til arbejderne, som danner hovedmassen i den arme, som kæmper for sejren og også skal få den. Alle støtter og supplerer hverandre.
Også til kvinden i almindelighed og proletarkvinden i særdeleshed stilles kravet om ikke at holde sig borte fra denne kamp, hvor der tillige kæmpes for hendes befrielse og frigørelse. Det gælder for kvinden at vise, at hun forstår hvor hun hører hjemme i denne strid for en lysere fremtid og at hun bestemmer sig til at deltage i den. Det bliver mandens sag, at hjælpe med at blive fri for fordommene og lette hende deltagelsen i kampen. Ingen må her undervurdere sin egen kraft og tro at det ikke kommer an på ham. For menneskehedens befrielse kan ingen kraft undværes, hvor svag den end er. Dråbens uafbrudte fald kan udhule den hårdeste sten. Og af mange dråber dannes bække, af bækkene elver og af elvene floden. Til sidst bliver denne så stor, at intet kan hindre dens majestætiske løb. Sådan er det også i menneskehedens kulturliv. Sætter alle som kender sig kaldet, hele sin kraft ind i denne kamp, så må sejren blive vor.
Og sejren skal blive så meget mere storslået, jo mere ivrig og opofrende vi deltager i kampen. Den enkeltes tvivlen på at få oplevet en ny, herligere kulturperiode og nyde godt af sejrens frugter, må ikke holde ham borte fra kampen og svække hans offervilje. Vistnok kan vi ikke selv afgøre, når vi skal sejre, men ligesom vi bæres oppe af kærlighed til livet, så kan og skal vi også nære håb om at få opleve denne sejr. Vi lever jo i en tidsalder, hvor så at sige alt stormer frem med syvmilestøvler og på grund heraf er alle fjender af en ny og højere samfundsordning begyndt at skælve.
Hver dag bringer nye beviser på hvor hurtig de socialistiske ideer spirer og hvilken stadig større udbredelse vi får. Dæmringen for en ny og herlig dag bryder allerede frem med magt. Lad os derfor kæmpe og arbejde for at komme frem, ubekymret af »hvor« og »når« grænsepælene for en ny tid for menneskeheden skal sættes. Falder vi i denne store kamp for menneskehedens befrielse, så træder andre i vort sted. Lad os derfor falde med bevidstheden om at have gjort vor pligt som mennesker, samt overbevist om at målet skal nås, hvor meget end de fjendtlige magter for menneskehedens fremadskriden kæmper og stritter imod.
»Fremtiden tilhører socialismen, det vil i første række sige arbejderen og kvinden!«
Sidst opdateret 1.8.2008