Marxisme Online  >  Arkiv  >  August Bebel  >  Indhold

Kvinden og socialismen

Del 3: Samfundets socialisering

August Bebel (1879)

Den sociale revolution

1. Omformningen af samfundet

Floden stiger og undergraver grunden i vor stats- og samfundsbygning. Alle føler, at grundpillerne vakler og at kun kraftige støtter kan redde. Men det kræver store ofre af de herskende klasser. Og netop heri ligger hindringen. Hvert forslag, som skader de herskende klassers materielle interesser og truer deres priviligerede stilling, bliver på det bitreste bekæmpet og brændemærket som en bestræbelse på at omstyrte den bestående stats- og samfundsorden. Men den syge verden kan ikke kureres uden at de herskende klassers privilegier angribes og til slut afskaffes.

»Kampen for de arbejdende klassers befrielse er ikke nogen kamp om forrettigheder, men en kamp for lige rettigheder og lige pligter og for afskaffelse af alle forrettigheder«, hedder det i det socialdemokratiske program. Deraf fremgår, at halve forholdsregler og små indrømmelser ikke nytter noget.

Men de herskende klasser betragter sin undtagelsesstilling, som helt ud naturlig og selvfølgelig. De tåler ikke engang, at man tvivler på deres stillings berettigelse og tilbageviser og bekæmper ethvert forsøg, som går ud på at rokke herved. Selv forslag og love, som hverken forandrer noget i grundlaget for det bestående samfund, eller rokker noget ved deres undtagelsesstilling, bringer dem i den største ophidselse, så snart der bliver stillet krav til deres pengepung. I parlamenterne bliver der trykt hele bjerge af papir og lange taler, indtil endelig fjeldet føder – en lille mus. De selvfølgeligste krav til arbejderbeskyttelse bliver mødt med en modstand, som afhang samfundets eksistens af det. Og aftvinger man dem efter uendelige kampe nogen indrømmelser da opfører de sig, som om de havde tabt store dele af sin formue. Den samme hårdnakkede modstand viser de, når det handler om, at anerkende de undertrykte klasser formelt som ligeberettiget, og f.eks. i spørgsmål om arbejdskontrakt, at forhandle med dem som ligeberettigede.

Denne modstand lige overfor de enkleste ting og de selvfølgeligste krav bekræfter den gamle erfaringslov, at ingen herskende klasse kan overbevises med begrundelse, når ikke omstændighedernes magt tvinger dem til indsigt og eftergivenhed. Men omstændighedernes magt ligger i den voksende forståelse af forholdene, som de undertrykte viser. Klassemodsætningerne bliver stadig skarpere, mere synlig og følelig. De undertrykte og udbyttede klasser erkender det beståendes uholdbarhed. Deres oprørthed vokser og med den det bydende krav på forholdenes omformning og humanisering. I det denne erkendelse griber om sig i stadig videre kredse, erobrer den tilslut det uhyre flertal i samfundet, som er direkte interesseret i omformningen. Men i samme grad, som massen får indsigt i det beståendes uholdbarhed og erkendelse af, at det er nødvendig at omforme samfundet fra grunden af, synker de herskende klassers modstandsevne, da deres magt beror på de undertrykte og udbyttede klassers uvidenhed og mangel på indsigt. Denne vekselvirkning er iøjnefaldende, og derfor må alt, som befordrer den, hilses velkommen. Selv om løsningen og ophævelsen af de sociale modsætninger koster store ofre og mange anstrengelser, så vil dog løsningen blive fundet, så snart modsætningerne har nået højdepunktet af sin udvikling, som de raskt nærmer sig.

De forholdsregler, som man under de enkelte udviklingsfaser må gribe til, afhænger af omstændighederne. Det er umulig at forudsige, hvilke forholdsregler de enkelte tilfælder kræver. Ingen regering, ingen minister, selv ikke den mægtigste, ved på forhånd, hvad omstændighederne næste år vil bringe ham til at foretage sig. Endnu umuligere at forudsige er det, når tilstanden bliver påvirket af omstændigheder, som unddrager sig enhver sikker beregning og forudsigen. Spørgsmålet efter midler er spørgsmål om taktik i kampen. Men taktikken retter sig efter modstanderen og endvidere efter de hjælpemidler, som står til begge parters rådighed. Et middel, som i dag er ypperlig, kan imorgen være skadelig, fordi de omstændigheder, som igår retfærdiggjorde dets anvendelse, har forandret sig. Med målet for øje, afhænger midlerne af tid og omstændigheder. Det er kun nødvendig, at man griber, til de virksomste, som tid og omstændighed tillader. Man kan altså, når man indlader sig på at udmale fremtiden, kun gå ud fra visse forudsætninger. Man må gå ud fra forudsætninger, som man antager indtruffet.

Idet vi går ud fra dette synspunkt, forudsætter vi, at på et givet tidspunkt, er alle de skildrede onder drevet sådan på spidsen, at de bliver synlige og følelig for folkets store flertal, at de synes uudholdelige, og at de gribes af et alment, uimodståelig krav på en grundig omforandring, samt at de herved anser den hurtigste hjælp for den mest hensigtsmæssige.

Alle sociale onder har uden undtagelse sin rod i tingenes sociale ordning, og disse beror nufortiden på kapitalismen, på det kapitalistiske produktionssystem. I kraft af dette er kapitalistklassen ejer af alle arbejdsmidler – jord og grund, gruber og stenbrud, råstoffer, værktøj, maskiner og samfærdselsmidler. På grund heraf udbytter og undertrykker de det store flertal af folket og dette medfører igen stigende usikkerhed, øget tryk og fornedrelse af de udbyttede klasser. Efter det ville den korteste og smarteste fremgangsmåde være at ekspropriere den kapitalistiske ejendom og gøre den til samfundseje (fællesejendom). Vareproduktionen bliver socialistisk, den bliver drevet af og for samfundet. Stordriften og det stadig stigende udbytte af det sociale arbejde, hidtil en kilde til elendighed og undertrykkelse for de udbyttede klasser, bliver nu til en kilde for den største velfærd og humane uddannelse af alle.

2. Ekspropriation af ekspropriatørerne

Omformningen af alle arbejdsmidler til fælleseje, skaber grundlaget for det nye samfund. Nu bliver livs- og arbejdsbetingelserne for begge køn fra grunden af anderledes, både i industrien, agerbruget, samfærdselen, opdragelsen, ægteskabet, i det videnskabelige, kunstneriske og sociale liv. Den menneskelige tilværelse får nyt indhold. Lidt efter lidt mister statsorganisationen grundlaget og staten forsvinder. Den ophæver sig til en vis grad selv.

Staten er et produkt af en social udvikling af det primitive samfund, som levede på kommunisme, og som opløstes i samme grad, som privatejendommen udvikledes. Med privatejendommens opkommen opstår antagonistiske (stridende) interesser indenfor samfundet. Stands- og klassemodsætninger opstår, som nødvendigvis leder til klassekampe mellem de forskellige interessegrupper og truer den nye tingenes tilstand. Men for at kunne holde modstanderne af den nye ordning nede og beskytte de truede ejere; kræves en organisation, som beskytter mod disse angreb og erklærer besiddelsen for »ret og rigtig«, og »hellig«. Den organisation, som beskytter og opretholder ejendommen, er staten. Gennem love sikrer den ejerne deres besiddelser og optræder lige overfor dem, som angriber den af loven fastsatte ordning, både som dommer og hævner. Efter sit inderste væsen repræsenterer staten altså den herskende ejerklasses interesser og er altid konservativ. Statsorganisationen forandres først, når ejendomsinteresserne kræver det. Er således staten den nødvendige organisation for en på klasseherredømme afhængig samfundsordning, så taber den, så snart klassemodsætningerne falder ved ophævelse af privatejendommen, sin eksistensnødvendighed og eksistensmulighed. Staten ophører lidt efter lidt med afskaffelsen af herskabsforholdene, ligesom religionen ophører, når troen på overnaturlige væsener eller overnaturlige kræfter ikke mere er tilstede. Ord må eje indhold. Taber de dette, så ophører de at danne begreber.

Her vil måske en kapitalistisk sindet lærer sige: Det er altsammen godt og skønt, men med hvilke »retsgrunde« vil samfundet retfærdiggøre en sådan omvæltning fra grunden af? Retsgrundene er de samme, som altid har været for hånden, når de handlet om lignende forandringer og omvæltninger: det fælles bedste. Staten er ikke rettens kilde men samfundet. Statsmagten er kun samfundets tjener, som har at forvalte og udmåle retten. Det herskende samfund har hidtil kun været et lille mindretal, men dette handlet i hele samfundets (folkets) navn, idet de udgav sig for »samfundet« ligesom Ludvig den 14de for staten («Staten, det er mig»). Når vore aviser skriver: »Sæsonen begynder, alle flytter til byen«; eller: »Sæsonen er ovre, alle tager på landet«, så mener de ikke folket, men »the upper ten«, som udgør »samfundet«, og som danner »staten«. Mængden, det er plebs, folk og pøbel. I overensstemmelse hermed, så sker alt, hvad staten gør i »samfundets«, i »det fælles bedstes« navn, men er væsentlig nyttig og fordelagtig kun for de herskende klasser. I deres interesse bliver lovene gjort. »Fællesskabets bedste er den højeste lov« siger en bekendt romersk retssætning. Men hvem udgjorde det romerske fællesskab? De undertrykte folk, millionerne af slaver? Nej! Det forholdsvis ringe antal romerske borgere, i første række den romerske adel, som lod sig ernære af de undertrykte.

Da i middelalderen adel og fyrster røvede fællesejendommen gjorde de det i »det fælles vels interesser« og handlede »ret og rigtig«, og hvor grundig de gik tilværks overfor fællesejendommen og de hjælpeløse bønders ejendomme, det fortæller middelalderens historie helt op til den nye tid på hvert af sine blade. De sidste tusinde års agrarhistorie er en historie om uafbrudt rov på fælles ejendom og bondeejendom. Rov, som blev udøvet af adelen og kirken i alle Europas kulturstater. Da så den Store Franske Revolution eksproprierede adelens og kirkens ejendom, gjorde den det i »det fælles bedstes navn«, og den største del af de otte millioner jordejere, som danner grundlaget for det borgerlige Frankrig, skylder denne ekspropriation sin eksistens. I det »fælles vels« navn beslaglagde Spanien en stor del af kirkeejendommene og under stor jubel af den »hellige ejendoms« ivrigste forsvarere, konfiskerede Italien al kirkeejendom. Den engelske adel har i løbet af flere århundrede bestjålet det irske og engelske folk for dets ejendom og »lovlig« »i det fælles vels interesse« – fra årene 1804 til 1832 givet sig ikke mindre end 3.511,710 acres fællesjord. Og da i den store nordamerikanske borgerkrig millioner af slaver, som var deres herrers retmæssige erhvervede ejendom, blev erklæret fri, uden at disse fik nogen skadesgodtgørelse, skete dette »i det fælles bedstes navn«. Hele vor borgerlige udvikling er en uafbrudt ekspropriations- og konfiskationsproces, hvorved fabrikanten eksproprierer håndværkeren, storgodsejeren bonden, grossisten købmanden og tilslut den ene kapitalist den anden, dvs. den større eksproprierer og opsluger den mindre. Og hører vi på vort bourgeoisi, så sker alt dette til »det fælles bedstes« vel, til »nytte for samfundet«.

Napoleonerne »reddede« den 18de brumaire og 2den december »samfundet« og »samfundet« lykønskede dem. Når samfundet engang i fremtiden redder sig selv, idet det igen tager i sine hænder den ejendom, som det har skabt, så gør det da den historisk mest mindeværdige gerning. For det handler ikke da, for at undertrykke den ene til gunst for den anden, men for at give alle lige eksistensbetingelser og gøre det mulig for enhver at føre en menneskeværdig tilværelse. Det vil i moralsk henseende være den mest storslåede forholdsregel, som samfundet nogensinde har udført.

Under hvilke former den store sociale ekspropriationsproces vil fuldbyrdes, er det umulig at forudsige. Hvem kan vide, hvordan forholdene da vil være.

I sit fjerde sociale brev til v. Kirchmann siger Rodbertus: »En afløsning af al jordkapitalejendom er intet fantasifoster, men nationaløkonomisk meget godt tænkelig. Det ville sikkert også være den radikaleste hjælp for samfundet, som lider ved jord- og kapitalrentens vækst. Den ville også være den eneste form for ophævelse af jord- og kapitalejendom, som selv ikke for et øjeblik engang ville afbryde samfærdselen og den nationale rigdoms vækst.« Hvad siger vore agrarer til denne deres fordums partifælles anskuelser?

Hvorledes tingene sædvanligvis vil forme sig efter en sådan forholdsregel, kan ikke forudsiges. Intet menneske ved, hvordan fremtidige generationer i detaljer kan forme deres sociale organisationer, og mest hensigtssvarende tilfredsstille sine behov. I samfundet, som i naturen, befinder alt sig i stadig bevægelse. Det ene kommer, det andet forgår. Gammelt, afdødt bliver erstattet af nyt, mere livsduelig. Opfindelser, opdagelser og forbedringer af talrigeste og forskelligste art, hvis bærevidde og betydning ofte ingen kan forudse, bliver gjort. De træder i virksomhed og revolutionerer og omformer – alt efter sin betydning – det menneskelige levesæt, det hele samfund.

Ved de følgende betragtninger kan det derfor kun dreje sig om at udvikle almene principper, hvis gennemførelse til en vis grad lader sig overse. Samfundet har hidtil ikke været noget væsen, som let lod sig lede og styre af enkelte, om det også ofte havde skin af det, – »man tror at styre, men bliver styret« – men en organisme, som udvikler sig efter bestemte grundlove. I fremtiden er styrelse og ledelse efter nogen enkelts vilje først rigtig udelukket. Samfundet er da et demokrati, som har opdaget sit væsens hemmelighed og lovene for sin udvikling og anvender dette bevist for at udvikle sig videre.

Det socialistiske samfunds grundtræk

1. Opdragelse af alle arbejdsdygtige til arbejde

Så snart samfundet er i besiddelse af alle arbejdsmidler, bliver arbejdspligten for alle arbejdsdygtige -, uanset kønsforskel -, det socialiserede samfunds grundbasis. Samfundet kan ikke eksistere uden arbejde. Det har altså ret til at fordre, at alle de som ønsker at få deres livsbehov tilfredsstillet, skal gøre hvad de kan for at fremstille værdier så langt deres åndelige og legemlige kræfter strækker til.

Den tåbelige påstand, at socialisterne vil afskaffe arbejdet, er en meningsløshed uden lige. Dovne folk, som ikke arbejder, findes kun i det borgerlige samfund. Socialismen er i overensstemmelse med bibelen, når denne siger:« Den, som ikke arbejder skal heller ikke æde». Men arbejdet skal være et nyttig produktivt arbejde. Det nye samfund vil altså forlange, at enhver tager fat på et arbejde som er nyttig, at den arbejdsydelse han udfører tilfredsstiller et forhåndenværende behov. Uden arbejde ingen nydelse, intet arbejde uden nydelse.

Idet alle forpligter sig til at arbejde, har alle den samme interesse af at følgende tre betingelser ved arbejdet bliver opfyldt: For det første, at arbejdet i den fastsatte tid ikke er for hårdt og ikke overanstrenger nogen; for det andet at det er mest mulig behagelig og afvekslende; for det tredje, at det er så lønsomt som mulig; for deraf afhænger både arbejdstiden og den hygge og nydelse man skal skaffe sig udenfor denne. Disse tre betingelser afhænger imidlertid igen af de arbejdsmidler og arbejdskræfter, som står til rådighed, og af de krav, samfundet stiller til arbejdernes liv. Det socialistiske samfund kommer ikke, for at alle skal leve som proletarer, men for at afskaffe de proletariske livsvilkår for det store flertal af menneskene. Det søger at sikre enhver de flest mulige behageligheder i livet.

De nuværende kommuner danner et meget brugbart grundlag for en hensigtsmæssig forvaltning. Er de for store til, at man med lethed kan have fuld oversigt, så deler man dem. Alle myndige indbyggere i kommunen deltager – ligesom tidligere i ursamfundene – i valgene og bestemmer, hvem de tillidsmænd skal være, som har at lede forvaltningen. Begge køn er helt ligestillet. I spidsen for samtlige lokalforvaltninger står centraladministrationen, som vel at mærke ikke er en regering med herskende myndighed, men et udøvende forvaltningskollegium. Om centraladministrationen bliver valgt ved direkte valg eller udnævnt af kommunestyrerne er ligegyldig. Disse spørgsmål har i fremtiden ikke større betydning end de har nu; thi det vil ikke komme til at dreje sig om besættelse af poster som skaffer større magt og indflydelse og højere løn, men tillidshverv. Til disse bliver de mest brugbare, mænd eller kvinder, taget, og de bliver forkastet eller genvalgt til deres tillidshverv, eftersom vælgerne ønsker det. Alle poster bliver kun besat på en bestemt tid. 

Behovet, – sådan som det erfaringsmæssig viser sig at være, – er det alt afgørende. Har fremskridt i samfundets udvikling gjort visse organisationer overflødig, så afskaffer man dem uden sang og klang og uden strid; thi ingen har personlig interesse af at de består. Denne forvaltning, som hviler på det bredeste demokratiske grundlag, er i bund og grund forskellig fra den nuværende. Hvilken kamp i bladene, hvilken tungefægtning i parlamentet, hvilken papirmasse hvirvles ikke op, når der foreslås en lille ændring i forvaltning eller regering.

Opgaven bliver dernæst at fastslå arten og antallet af de kræfter, som står til samfundets disposition, altså arten og antallet af arbejdsmidlerne, fabrikker, værksteder, samfærdselsmidler, jorden o.s.v.; vi må fastslå den nuværende produktionsevne, de forråd som nu er tilstede og hvilke mængder af artikler og genstande som bliver brugt for at dække behovet i et vist tidsrum. Ligesom stat og kommune nu til dags fastsætter sit årlige budget vil det også gøres i fremtiden, dog sådan at der bliver taget tilstrækkelig hensyn til de forandringer, som udvidede eller nye behov kræver. Statistikken spiller her hovedrollen; den er den vigtigste hjælpevidenskab i det nye samfund, den leverer målet for al samfundsvirksomhed.

Statistikken bliver anvendt i stor udstrækning til lignende øjemed i vore dage. Stats- og kommunebudgetterne baseres på et stort antal statistiske opgaver, som årlig bliver optaget indenfor hver enkelt forvaltningsgren. Også arbejdsgiveren på en større fabrik og enhver købmand er under normale forhold istand til ganske nøje at kunne bestemme, hvilke krav der i det kommende kvartal bliver stillet til forretningen og på hvilken måde han må indrette sin produktion og deres indkøb.

Den erfaring, at kriserne bliver fremkaldt ved den blinde masseproduktion, dvs. fordi der produceres uden at man har kendskab til de forskellige artiklers afsætning på verdensmarkedet, har allerede for flere år siden bevirket, at de industridrivende i de forskelligste industrigrene har forenet sig til karteller og truster. De opnår derved for det første, at priserne bliver fastsat, for det andet at de kan regulere produktionen efter de gjort erfaringer og indløbne bestillinger. Efter hver enkelt bedrifts produktionsevne og sandsynlige afsætning fastsættes, hvor meget man kan lade bedrifterne producere i de kommende måneder. Overtrædes disse bestemmelser af en som står tilsluttet trusten, straffes han strengt. Arbejdsgiverne slutter disse forbund – ikke for at hjælpe, men for at skade publikum, og for at de selv skal have den størst mulige fordel. Deres hensigt er at benytte sammenslutningens magt for at skaffe sig de største fordele. Ved således at regulere produktionen vil man kunne fastsætte priser, som den enkelte arbejdsgiver aldrig ville kunne opnå i konkurrencekampen. Man beriger sig altså på forbrugernes bekostning. Disse må jo betale den forlangte pris på de produkter, de nødvendigvis må have.

Og ligesom forbrugerne bliver skadet ved karteller, truster o.s.v., bliver også arbejderen det. Reguleringen af produktionen gør en del af arbejderne arbejdsløse, og for at disse skal kunne leve, tilbyder de arbejdsgiverne sin arbejdskraft for mindre dagløn end den, de arbejdende kammerater har. Desuden er kartellens sociale magt så stor, at arbejderorganisationerne sjælden kan komme op imod den. Arbejdsgiverne opnår altså en dobbelt fordel: de får højere priser for deres varer og betaler mindre arbejdsløn. Denne regulering af produktionen ved arbejdsgiversammenslutninger danner modsætningen til den som vil finde sted i det socialistiske samfund. Nu til dags er det arbejdsgivernes interesser som varetages, i fremtiden skal det være almenhedens interesser som lægges til grund. I det borgerlige samfund kan imidlertid ikke engang den bedst organiserede trust have oversigt og beregning over alle de faktorer som spiller ind. Konkurrencen og spekulationen på verdensmarkedet raser videre trods kartellerne og pludselig kan det vise sig, at beregningen har et hul, og den kunstige bygning styrter sammen.

Ligesom storindustrien, besidder også handelen omfattende statistik. Hver uge leverer de store handels- og havnesteder oversigter over lagrene af petroleum, kaffe, bomuld, sukker, korn o.s.v. -, statistik, som ikke sjælden er unøjagtig, fordi varebesidderne hyppig har personlig interesse af, at sandheden ikke bliver bekendt. Men i det store og hele er dog denne statistik temmelig sikker og giver interessenterne overblik over markedets strømninger i den nærmeste fremtid. Men også her kommer spekulationen i betragtning. Den gør alle beregninger til skamme og umuliggør ofte enhver reel forretning. Men ligesom det er umulig at regulere produktionen i det borgerlige samfund, hvor de mange tusinde privatproducenter med stridende interesser findes, således er det også umulig at regulere fordelingen af produkterne, på grund af handelens spekulative natur, det store antal af handelsrejsende og deres forskellige interesser. Hvad der på de forskellige områder allerede nu er udrettet viser kun, hvor meget der først vil blive udrettet, når privatinteressen forsvinder og almeninteressen behersker alt.

Som bevis herfor kan nævnes de statsforanstaltede statistiske opgaver, som årlig bliver optaget i de forskellige kulturstater. På grundlag af disse kan man slutte sig til størrelsen af høstens udbytte, om hvorvidt beholdningen kan dække landets eget behov og prisens sandsynlige størrelse.

I et socialiseret samfund er imidlertid forholdene fuldstændig ordnet, hele samfundet er solidarisk sammenbundet. Alt går efter plan og orden, og derfor bliver det let at konstatere de forskellige behov. Har man først nogen erfaring, vil det hele gå meget let. Er det f.eks. statistisk fastslået, hvor stort behovet er for bageri, slagteri, skoartikler o.s.v., og kender man på den anden side nøje til produktionsanstalternes ydelsesevne, så følger deraf, hvor stor den daglige samfundsmæssig nødvendige arbejdstid må være. Videre ser man af denne statistik, om flere produktionsanstalter for bestemte artikler er nødvendig, eller om der er nogen som er overflødig og som følge deraf må nedlægges eller indrettes til andet brug. Hver enkelt kan bestemme den arbejdsgren, han vil være tilsluttet. Det store antal af forskelligartede arbejdsopgaver gør det mulig at tilfredsstille alle ønsker. Er der i en arbejdsgren overskud, i en anden mangel på arbejdskraft, så har forvaltningen at træffe de foranstaltninger som er nødvendig for at udjævning skal finde sted. De valgte funktionærers hovedopgave bliver at organisere produktionen og sørge for, at de forskellige arbejdskræfter bliver anvendt på deres rigtige pladser. De enkelte arbejdsgrene og afdelinger vælger deres tillidsmænd, som har at forestå ledelsen. De er ingen tugtemestere, som de nuværende arbejdsinspektører og værkmestre, men kammerater, som istedet for at producere, udøver den forvaltende funktion, som er overdraget dem. Det er ikke udelukket, at ved særlig langt fremskredne organisationer, hvor alle medlemmers gennemsnitsdannelse er høj, vil disse stillinger blive alternerede, så at alle medlemmer uden kønsforskel får overtaget disse stillinger efter en bestemt orden.

2. Interessernes harmoni

Det arbejde, som er organiseret på grundlag af den fuldeste frihed og demokratiske lighed, hvor den mest fuldkomne solidaritet hersker, vil opdrage til en virkelyst og kappestrid, som man aldrig vil kunne finde under de nuværende samfundsforhold. Men denne arbejdsglæde vil også indvirke på arbejdets produktivitet.

Da alle gensidig arbejder for hverandre, har alle interesse af, at de frembragte genstande er mest mulig gode og fuldkomne og bliver fremstillet med mindst mulig tab af kraft og arbejdstid. Denne fælles interesse vil bevirke, at alle tænker på at forbedre, lette og påskynde arbejdsprocessen. Det bliver en ærgerrighedssag at opdage og opfinde. Den ene vil søge at overby den anden med deres forslag og ideer til forbedringer. Det stik modsatte af det, socialismens modstandere hævder, vil altså indtræffe. Hvor mange opfindere går ikke tilgrunde i det borgerlige samfund! Hvor mange bliver ikke udnyttet og så smidt til side! Skulle ånd og talent og ikke formue kvalificere til at indtage de ledende stillinger i det borgerlige samfund, ville det største antal af arbejdsgiverne måtte vige pladsen for deres arbejdere, værkmestre, teknikere, ingeniører, kemikere o.s.v.. Det er disse mænd, som i 99 af 100 tilfælder gør de opfindelser og forbedringer, som manden med den indholdsrige pengepung udnytter. Vi kan ikke tilnærmelsesvis tænke os, hvor mange tusinder af opdagere og opfindere der går til grunde, fordi de ikke fandt den mand, som kunne skaffe de nødvendige midler tilveje, for at deres opfindelser kunne sættes ud i livet. Og hvor mange fortjente opfinder-talenter er der ikke som bliver undertrykt i hverdagslivets kamp for tilværelsen. Det er ikke folk med det klare hoved og skarpe forstand, men folk med de store pengemidler, som er verdens herrer. Hermed skal dog ikke være sagt, at et klart hoved og en fyldt pengepung er uforenelige begreber.

Enhver, som er beskæftiget i det praktiske liv, ved med hvilken mistro arbejderen møder enhver ny opfindelse og forbedring, som skal indføres. Og med rette. I regelen har han nemlig ingen fordel deraf -; han må gå med den frygt, at den nye maskine, forbedringen, som er indført, gør ham overflødig og bevirker, at han bliver kastet på gaden. I stedet for at være glad over en opfindelse, som gør menneskeheden ære og skaffer den fordel, har han forbandelser over den på læben. Hvor mange forbedringer af produktionsprocessen bliver vel ikke opfundet af en arbejder, men ikke indført. Han fortier den, fordi han frygter for, at han skal have skade, – ikke fordel af den. Det er den naturlige følge af interessemodsætningen.

I det socialistiske samfund er interessemodsætningen fjernet. Enhver udvikler sine evner, fordi det gavner ham, og samtidig vil det også gavne samfundet. Nu til dags er tilfredsstillelsen af den personlige ærgerrighed og samfundets bedste for det meste modstridende begreber. I det nye samfund er disse modsætninger ophævet, de to begreber – tilfredsstillelsen af egen ærgerrighed og befordringen af samfundets vel – vil harmonere med hverandre, ja dække hverandre.

Man kan let tænke sig følgerne af denne moraltilstand. Arbejdets produktivitet vil vokse mægtig, særlig af den grund, at arbejdskraften ikke længere vil blive så opdelt i hundredetusinder, ja millioner af dværgbedrifter, som producerer med ufuldkomment værktøj og dårlige arbejdsmidler. I hvilken utallighed af bedrifter af alle størrelser det tyske erhvervsliv er splittet i, er tidligere påvist. Ved at sammentrække alle små og middelstore bedrifter til storbedrifter, som er udstyret med alle de hjælpemidler, den mest moderne teknik kan fremvise, vil det nuværende enorme tap af kraft, tid, materialer af enhver art (lys og ophedning) og rum blive ophævet, og arbejdets produktivitet vil mangedobles. For at vise hvilken forskel i produktivitet der er mellem små, middelstore og store bedrifter, skal refereres et eksempel fra staten Massachusetts (fra 1890).

Man inddelte der de 10 vigtigste industribranchers bedrifter i 3 kategorier. Til laveste klasse regnedes alle bedrifter med mindre produktionsværdi end 40.000 dollars. Var vareværdien mellem 40.000 og 150.000 dollars, regnedes bedrifterne til anden klasse. De bedrifter som havde større vareværdi end 150.000 dollars udgjorde højeste klasse. Resultatet var følgende:

De små bedrifter udgjorde altså mere end halvparten af samtlige i antal, men frembragte dog kun 9,4 % af den samlede produktion; de store bedrifter udgjorde kun 18,6 % af samtlige, men de producerede dog næsten 2,5 gange så meget som alle de andre bedrifter tilsammen. Men også storbedrifterne kunne drives på en meget mere rationel måde; der kunne frembringes et endnu meget større arbejdskvantum ved en fællesproduktion, baseret på den højeste tekniske produktionsform.

Th. Hertzka har i sin bog »Den sociale udviklings love« (fra 1886) offentliggjort en meget interessant beregning af den tid, som kan spares ved en produktion, som er drevet på den mest rationelle måde. Han undersøgte, hvor meget arbejdskraft og tid der må anvendes for at tilfredsstille den dengang 22 millioner store befolkning i Østrig ad storproduktionens vej. Han indhentede oplysninger fra de forskellige arbejdsgrene om storbedrifternes ydelsesevne, og opstillede derefter sine beregninger. I disse beregninger tog han med driften af de 10,5 millioner hektar agerjord og 3 millioner hektar eng-land, som skulle være tilstrækkelig for at tilfredsstille det nævnte befolkningsantals behov for jordbrugsprodukter og kød. Videre tog Hertzka boligerne med i beregningen. Disse skulle være sådan indrettet sådan, at enhver familie havde sit eget hus med 5 værelser. Husene var beregnet til at vare 50 år. Det viste sig da, at jordbruget, byggevirksomheden, mel og sukkerproduktionen, kul, jern og maskinindustrien, beklædningsindustrien og den kemiske industri behøvede 615.000 arbejdere, som i tilfælde måtte være i virksomhed året rundt med den nuværende daglige arbejdstid. Dette antal udgør imidlertid kun 12,3 % af Østrigs arbejdsdygtige befolkning, når alle kvinder og mænd under 16 og over 50 år er fraregnet. Ville de 5.000.000 arbejdsdygtige mænd, som levede på den tid beregningen foretoges, arbejde sådan som de 615.000 gjorde, så behøvet de ikke at arbejde mere end 36,9 dage à 11 timer pr. dag, omkring 6 uger altså pr. år, for at tilfredsstille de nødvendigste livsbehov for 22 millioner mennesker. Får vi 300 arbejdsdage i stedet for 37, så ville under den nye arbejdsorganisation kun kræves 1 3/8 times daglig arbejde for at dække de nødvendigste behov.

Hertzka bringer de bedre stilledes luksusbehov ind i beregningen. Han finder da, at skal det tilfredsstilles, må der yderligere kræves 315.000 arbejdere. Ifølge Hertzka skulle der i 60 dage behøves omkring 1 million, dvs. 20 % af den arbejdsdygtige mandlige befolkning i Østrig, med undtagelse af dem som er under 16 og over 50 år, for at dække befolkningens samlede behov. Arbejdede hele den arbejdsdygtige mandlige befolkning, ville den få 2,5 times daglig arbejdstid.

Denne beregning vil ikke overraske nogen, som har overblik over forholdene. Antager vi videre, at en del af de mænd som er over 50 år også formår at arbejde i en så kort arbejdstid, at ungdom under 16 år også kan gøre noget, ligeledes en stor del af kvinderne for så vidt disse ikke er optaget med børn eller i køkkenet, så kunne arbejdstiden enten forkortes endnu mere eller livsbehovene hæves i betydelig grad.

Ingen vil desuden kunne bestride, at der ikke skal kunne gøres betydelige fremskridt i arbejdsprocessen. Disse fremskridt vil da skaffe endnu flere fordele. På den anden side må vi huske på at det gælder at tilfredsstille sådanne behov for alle, som nu kun en minoritet kan tilfredsstille; ved højere kulturudvikling opstår altid nye behov, som ligeledes skal tilfredsstilles.

Det må altid gentages, at det nye samfund ikke vil leve proletarisk; alle samfundets medlemmer – fra de første til de sidste – skal leve som højt kulturelt udviklede mennesker. De skal imidlertid ikke kun tilfredsstille deres materielle behov. Der skal også skaffes tid til kunstnerisk og videnskabelig uddannelse og til hvile.

3. Arbejdets organisation

Også i andre, meget væsentlige punkter vil det socialistiske samfund adskille sig fra det borgerlige. Grundsætningen »billig og slet«, som gælder og må gælde for en stor del af den borgerlige produktion, vil bortfalde, fordi størsteparten af kunderne kun kan købe billige varer. Man vil kun frembringe det bedste, som varer så meget længere og sjældnere må erstattes. Modegalskaberne, som kun begunstiger ødselheden og smagløsheden, ophører. Man vil utvivlsomt klæde sig behageligere og hensigtsmæssigere end nu; men man vil ikke hvert kvartal indføre nye moder. Det er en naragtighed, som på den ene side på det nøjeste hænger sammen med konkurrencekampen mellem kvinderne indbyrdes, på den anden side med forfængeligheden, lysten til at bære sin rigdom til skue. Der lever en mængde mennesker af disse modedumheder, og disse er i egen interesse tvunget til at understøtte dumhederne og fremme dem på det bedste. Excentriciteten blomstrer her stærkest mulig. En stil, som har brugt århundreder til sin udvikling, og som er opstået hos de forskelligste folk, kastes snart overbord. Man nøjer sig ikke kun med europæernes stilarter, man går over til japanernes, kinesernes, indernes ... Vore kunsthandlere ved snart ikke længere, hvor de skal hen med alle mønstre og modeller. Ikke før har de assorteret sig i en »stilart«, så kommer der en ny, som igen kræver store ofre af tid, penge, åndelig og fysisk kraft. I denne jagen fra den ene mode til den anden, fra den ene stil til den anden, genspejler sig tidsalderens nervøsitet på det klareste. Ingen vil våge at hævde, at der er sund sans i denne jagen og stormen, og at dette fænomen kan opfattes som tegn på sundhed i samfundslegemet.

Først når socialismen kommer vil der blive bragt større stabilitet i samfundets livsvaner. Den vil muliggøre ro og nydelse, være en befrier fra nutidens nervøse uro. Først med den vil nervøsiteten, vor tidsalders svøbe, forsvinde.

Men arbejdet skal også være mest mulig behagelig. Dertil kræves smagfulde og praktisk indrettede arbejdsrum, størst mulig beskyttelse mod hver fare, fjernelse af ubehagelig lugt, dunster, røg o.s.v., kort sagt, alt som kan virke sundhedsskadelig. Til at begynde med producerer det nye samfund ved hjælp af de arbejdsmidler, som det gamle samfund har efterladt sig. Disse er imidlertid utilstrækkelige. De mange højst ubekvemme arbejdsrum, de dårlige maskiner, det mangelfulde værktøj står hverken i overensstemmelse med de beskæftigedes antal eller deres krav på bekvemme arbejdsmidler.

At skaffe tilveje en mængde store, lyse, luftige arbejdsrum, som er indrettet og udsmykket på det bedste, er altså en nødvendighed. Kunst og teknik, åndelig og kropslig færdighed får snart et meget vidt spillerum. Alt hvad menneskene formår at skabe af behagelige bekvemmeligheder, hensigtsmæssig ventilation, belysning og ophedning vil blive taget i brug.

Boligerne bliver adskilt fra arbejdsrummene og befriet for alle de ubehageligheder, som følger med den industrielle virksomhed. Disse ubehageligheder bliver indskrænket til det mindst mulige ved hensigtsmæssige indretninger af enhver art. Selv på sit nuværende stadium har teknikken hjælpemidler nok til at afværge alle farer selv ved det mest livsfarlige arbejde. Disse hjælpemidler kommer dog ikke til anvendelse i det nuværende samfund, fordi det vil koste meget at gøre brug af dem, og fordi arbejdsgiverne ingen forpligtelse har til at beskytte sine arbejdere udenfor det rent iøjnefaldende nødvendige. De ubehageligheder, som f.eks. følger med bjergværksarbejde, kan fjernes ved forskellige forbedringer, som den moderne teknik har fremkaldt.

Der kræves vel heller ikke så særlig stort skarpsind for at fremstille fuldt effektive beskyttelsesmidler for arbejderne i byggefaget.

Ved hjælp af moderne kemi og teknik kan man allerede nu til dags fjerne støv, røg, rust og usunde gasarter fra arbejdsrummene. Det gøres dog ikke eller kun delvis, da de private arbejdsgivere ikke vil ofre de nødvendige pengemidler til dette. Fremtidens arbejdsrum vil altså skille sig meget fordelagtig ud fra de nuværende, enten de kommer til at være over eller under jorden. Det at forbedre et arbejdsrum er for privatkapitalisten først og fremmest et pengespørgsmål. Vil det lønne sig eller ikke? – det er det afgørende!

Forrenter ikke den kapital sig, som bliver nedlagt i forbedringerne, så må arbejderne hellere gå til grunde, før noget bliver gjort.

Menneskelig ansvar har ingen kurs på børsen.

I det socialistiske samfund har spørgsmålet om profit udspillet sin rolle. Samfundet har ingen anden hensigt end at befordre alle samfundsmedlemmers vel. Det som er til nytte for og beskytter disse, skal indføres, det som skader dem, skal holdes borte. Ingen bliver tvunget til at medvirke ved et arbejde, hvor der er fare på færde. Bliver der sat foretagender i værk, ved hvilke der kan være forbundet nogen fare, så kan man være sikker på, at der vil komme frivillige i mængdevis; de vil strømme til så meget villigere, som der her aldrig vil dreje sig om kulturforstyrrende, men kulturfremmende foretagender.

4. Arbejdets produktivitet

Omfattende anvendelse af mekanisk kraft og de mest fuldkomne maskiner og værktøj, vidtgående arbejdsdeling og hensigtsmæssige kombinationer af arbejdskræfterne, hæver produktionen meget betydelig, så at den arbejdstid, som medgår til at fremstille det nødvendige kvantum af livsfornødenheder, kan reduceres meget betydelig. Den enkeltes andel i produktet stiger med arbejdets produktivitet, og stigende produktivitet bevirker igen, at den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid nedsættes.

Elektriciteten kommer til at spille stor rolle som drivkraft. Allerede nu er det borgerlige samfund travlt beskæftiget med at nyttiggøre sig denne kraftkilde. Desto omfangsrigere og mere fuldkomment dette vil ske, desto bedre for samfundets fremgang. Denne vældige naturkrafts revolutionerende virkning vil hjælpe socialismen til at knække det borgerlige samfund. Fuldkommen udnyttet og anvendt vil dog denne kraft aldrig blive før i det socialistiske samfund. Både som mekanisk kraft og som lys og varmekilde vil den bidrage umådelig meget til at forbedre samfundsmedlemmernes livsbetingelser. Elektriciteten udmærker sig fra alle andre kræfter derved, at den er tilstede i naturen til overflod. Vore vandfald, havets ebbe og flod, vinden, sollyset leverer utallige hestekræfter, så snart man formår at udnytte disse kraftkilder på en hensigtsmæssig måde.

»De dele af jordoverfladen, som modtager regelmæssig tilførsel af solvarme, modtager en rigdom af energi, som overskrider alt behov. Det ville måske ikke være nogen overdreven forudseenhed, om en nation allerede nu søgte at sikre sig andel i sådanne egne. Så svært store arealer er ikke engang nødvendig. Nogen kvadratmil i Nordafrika ville være nok til at forsyne et land som det tyske rige med al den kraft, det behøver. Ved koncentration af solvarmen opnår man en meget høj temperatur, og dermed også transportabelt mekanisk arbejde, akkumulatorladning, lys og varme, eller ved elektrolyse også direkte brændemateriel.«

Den mand, som har skrevet dette, er ingen sværmer, men professor Fr. Kohlrausch ved Berlins Universitet, præsident ved den fysikalsk-tekniske rigsanstalt, en mand som nyder den største videnskabelige anseelse.

På British Association’s 79 kongres i Winnipeg (Kanada) sagde den berømte engelske fysiker sir S. Thomson i sin åbningstale:

«Den dag er ikke altfor fjern, da udnyttelsen af solstrålerne vil revolutionere vort liv og befri menneskene fra deres afhængighed af kul- og vandkraft; alle store byer vil blive omkranset af vældige apparater, som opfanger solvarmen og magasinerer den i vældige reservoirer ... Solens kraft er det, som bevirker den nytte vi har af kul og næringsmidler, og som derved er kilden til alt arbejde i verden ...

Selvom vore ingeniører endnu ikke har fundet ud, hvorledes denne kraft skal kunne nyttiggøres, så tvivler jeg dog ikke på, at det engang vil lykkes dem. Når jordens kulforråd engang bliver opbrugt, når vandfaldenes energi ikke længere strækker til for os, da vil vi af al energis moderkilde kunne få den kraft, som er nødvendig for at udføre alt arbejde på jorden. Da vil industricentrerne blive henlagt til Saharas ørkener, og et jordstykkes værdi kommer til at afhænge af, om dets beliggenhed er sådan, at der kan opstilles »solstrålefald« på det.

Der vil altså aldrig komme til at blive mangel på opvarmningsmaterialer. Og da det ved opfindelsen af akkumulatorer er blevet mulig at binde store kraftmængder, så vil der tilslut ingen menneskelig virksomhed gives, for hvilken der ikke kan skaffes den nødvendige mekaniske kraft. Først ved elektricitetens hjælp er det blevet mulig at udbygge vandfald i stor stil. Ifølge Koehn leveres der af vandfaldene i 8 europæiske stater følgende hestekræfter, som kan udnyttes:

Af de tyske stater har Baden og Bayern de fleste vandfald. Rhinen skaffer således Baden omkring 200.000 hestekræfter, Bayern har omkring 300.000 ubenyttede og 100.000 udnyttede hestekræfter. Professor Rehbock i Karlsruhe kalkulerer den energi, alt flydende vand på jorden repræsenterer, til 8 milliarder hestekræfter. Bliver 1/16 heraf udnyttet, har man 500 millioner disponible hestekræfter; alt det kul som blev fremgravet i 1907, repræsenterer kun en tiendedel af denne energimængde. Selvom disse beregninger er rent teoretiske, så giver de dog et begreb om, hvad vi i fremtiden kan vente os af »det hvide kul«. Kun af Niagarafaldets vandkraft kan udvindes mere energi, end der findes i England, Tyskland og Schweiz tilsammen.

Elektriciteten vil bevirke, at vore jernbaner får mere end dobbelt så stor hastighed, som de nu har. Spørgsmålet om elektrificering af jernbanevæsenet står på dagsordenen i England, Østrig, Italien og Amerika. Der er planlagt en elektrisk jernbane mellem Philadelfia og New York, som skal kunne have en hastighed af 200 kilometer i timen. Ligeledes vil dampskibenes hastighed vokse. Dampturbinen vil derved spille den afgørende rolle. Særlig på oceandamperne har denne vist sin overlegenhed ovenfor de gamle dampmaskiner. Den engelske damper »Lucitania«, som er udrustet med dampturbiner, har således i august 1909 tilbagelagt strækningen fra Irland til New York på 4 dage 11 timer og 42 minutter med en gennemsnitshastighed af ca. 48 kilometer i timen. Det i 1863 byggede skib »Amerika«, som var sin tids hurtigstgående damper, gjorde en hastighed af 23,16 kilometer i timen. Den dag er ikke fjern, da den elektriske propeldrift vil kunne blive anvendt på de store skibe. Problemet er jo løst for de små skibes vedkommende.

Elektrificeringen af hele jernbanevæsenet vil gå hånd i hånd med elektrificeringen af skibsfarten.

Elektriciteten vil også revolutionere lastbefordringens teknik. O. Kammerer skriver i en bog fra 1907 om dette:

»Ligesom dampkraften havde gjort det mulig at bygge hævemaskiner, som var drevet af naturkraft, så førte den elektriske kraftoverføring med sig, at konstruktionen helt blev forandret, så maskinerne nu fik fri bevægelighed og altid kunne være i beredskab til afbenyttelse. Ved sin lidt bøjede snabel af valsejern, hvilende på et svært kvaderstensfundament, ved deres langsomme bevægelser og ved den hvæsende lyd af udstrømmende damp, minder dampkranen om en af urtidens udyr. På grund af sin langsomhed og ubehjælpelighed egner den sig kun for svære varer, men er uanvendelig, når det gælder hurtig massebevægelse. ... Et ganske andet billede får man af den moderne elektriske stålværkskran: hele den slanke, mægtige mekanisme bliver behersket af en eneste mand, som styrer den elektriske strøm, og med dens hjælp tvinger kranens slanke lemmer til raske bevægelser. Ingen anden støj høres end en svag snurren fra elektromotorerne.«

Uden disse maskiners hjælp var det ikke mulig at få ekspederet den stadig voksende massetransport. Driften af et stålværk ville nu til dags kun være mulig, når der står en sådan hævemaskine til disposition. Hvis man ikke har det, vil de vældige masser flydende stål, som bliver frembragt på kort tid, ikke kunne blive transporteret over i støbeformene, I det Kruppske værk i Essen arbejder ikke mindre end 608 kraner med en samlet bærekraft af 6513 tons –, dvs. svarende til den godsmængde som kan fragtes på et godstog på 650 vogne. Den lave dampskibsfragt, som er livsbetingelsen for verdensmarkedet, ville ikke være mulig, hvis ikke de kapitaler, skibene indeholder, blev så raskt ekspederet. – Skibsudrustningen med elektriske dækskraner førte til en formindskelse af de årlige driftsomkostninger fra 23.000 til 13.000 Mark – altså næsten halvparten.

Hver dag bringer nye banebrydende forbedringer på samfærdselsteknikkens område. Flyveproblemet, som for to årtier siden syntes uløselig, er nu løst. Og selvom de styrbare luftskibe og de forskellige slags flyvemaskiner endnu ikke bidrager sit til at transporten bliver lettere og billigere, men tjener sporten og militarismen, vil de nok senere forøge samfundets produktivkræfter. Den trådløse telegraf og telefon gør også store fremskridt. Om få år vil hele samfærdselssystemet være omskabt.

Der har foregået en omvæltning på bjergværksdriftens område, som for 10 år siden lå udenfor al forestillings mulighed. Den elektriske drift revolutionerede arbejdsmaskinerne, pumperne, hejseindretningerne og befordringsmaskinerne.

Den tidligere franske kultusminister professor Berthelot (død 18. marts 1907) holdt i foråret 1894 en tale om kemiens betydning på en banket de kemiske fabrikanter afholdt, og i denne tale giver han et eventyrlig fremskridtsudsyn.

Berthelot skildrer, hvorledes kemiens stilling vil være omkring år 2000, og selvom hans tale indeholder mange humoristiske overdrivelser, er der vel også meget rigtig i den.

Berthelot fremstillede hvad kemien havde givet menneskeheden i de sidste årtier, og nævnte som dens resultater bl.a. fabrikationen af svovlsyre, soda, bly og farver, roesukker, de terapeutiske alkaloider, glasset, forgyldningen og forsølvningen o.s.v.; så kom elektrokemien, som helt omstyrtet metalurgien, termokemien og eksplosivstoffernes kemi, som har bevirket en omvæltning i grubeindustrien og krigsførelsen, den organiske kemis vidundere, f.eks. dens fremstilling af farver, terapeutiske og antiseptiske midler o.s.v. Dette er imidlertid kun en begyndelse; snart vil langt betydeligere problemer blive løst. Omkring år 2000 vil der ikke længere findes jordbrug og bønder; thi kemien vil have ophævet jordbruget. Der vil ingen flere kulgrubeskakter gives og aldrig mere forekomme nogen grubearbejderstrejke. Toldvæsenet og krigen er afskaffet; luftskibsfarten, som betjener sig af kemiske stoffer som bevægelsesmidler, har udtalt dødsdommen over disse forældede indretninger. Industriens problem består i at finde kraftkilder, som er uudtømmelige og kan fornyes med mindst mulig arbejde. Tidligere har vi frembragt damp ved hjælp af stenkullenes kemiske energi; kullene er imidlertid ikke så let at få fat på, og forrådene aftager fra dag til dag. Man må tænke på at benytte solvarmen og heden i jordens indre. Man har begrundet håb om at få begrænsede kraftmængder fra begge disse kilder. At grave en skakt som er 3-4000 meter dyb overskrider ikke vor tids ingeniørers evner, langt mindre fremtidens.

Talrige kemiske problemer vil blive løst i nær fremtid, således kemiens højeste problem, fremstilling af næringsstoffer ad kemisk vej. I princippet er problemet allerede løst. Fedtarternes syntese har længe været kendt, sukker og kulhydrater kender man ligeledes, og snart vil man vel også lære de kvælstofholdige stoffers sammensætning at kende. Livsmidlernes problem er af rent kemisk natur. En smuk dag vil man kunne fremstille alle slags levnedsmidler af kulstof fra kulsyren, vandstof og surstof fra vandet og kvælstof fra den atmosfæriske luft. Hvad planterne hidtil har gjort, vil industrien gøre, og det mere fuldkomment end naturen. Den tid vil komme, da enhver går med et stykke kemisk mad i lommen, stort nok til at det kan tilfredsstille hans behov for æggehvidestoffer, fedt og kulhydrater. Da indtræder en omvæltning, som ingen kan gøre sig begreb om. Frugthaver, vinbjerge og kvægflokke vil forsvinde; mennesket vil vokse i mildhed og moral, fordi man ikke mere lever af at myrde og forstyrre levende væsener. Da vil grænsen mellem frugtbare og ufrugtbare egne ophæves, og måske vil ørknerne blive menneskenes mest skattede opholdssted, fordi det der er sundere end på de sumpede og fugtige steder, hvor agerbruget drives nu. Da vil kunsten nå sin skønneste udfoldelse. Jorden vil ikke mere blive opdelt i de geometriske figurer, agerbruget nu fremviser; men den bliver en have, i hvilken man efter eget behov lader græs og blomster, buske og skove vokse, og i hvilken menneskeheden i den gyldne tidsalder vil leve i overflod.

Mennesket vil dog ikke forfalde til træghed og korruption. Til lykke hører arbejde, og mennesket vil arbejde ligeså meget som før, fordi man nu kun arbejder for sig, for at bringe sin åndelige, moralske og æstetiske udvikling til det højeste trin. Så langt Berthelot.

Læseren kan tro så meget eller så lidt han vil på rigtigheden af Berthelots foredrag, Sikkert er, at i fremtiden vil produkterne på grund af de forskelligste fremskridt vokse i godhed, omfangsrighed og mangesidighed, og livsforholdene for de fremtidige generationer vil blive forbedret i en grad, vi næppe kan ane.

Professor Elihu Thomson er enig med Werner Siemens, som allerede i 1887 udtalte i Berlins Naturforskerforsamling: »Det vil blive mulig med elektricitetens hjælp direkte at forvandle grundstofferne til næringsmidler«. Mens Siemens mente, at man engang vil kunne være i stand til kunstig at fremstille et kulhydrat, f.eks. druesukker, hævder kemikeren dr. V. Meyer, at det vil blive mulig at fremstille menneskelig næring af træfibre. Imidlertid har Emil Fisher (i 1890) virkelig fremstillet frugtsukker og druesukker kunstig og derved løst det problem, som Siemens troede tilhørte fremtiden. Inden den tid har kemien gjort store fremskridt. Indigo, vaniljen, kamfer er nu fremstillet kunstig. I året 1906 lykkedes det W. Löb at fremstille assimilation af kulsyre til sukker – uden forbindelse med planter – ved anvendelse af høje elektriske spændinger. I 1907 fremstillet Emil Fisher et meget kompliceret legeme, som står proteinet (et æggehvidestof) meget nær. I 1908 fremstillet R. Willstätter og Benz chlorofyl (plantegrønt) i reneste tilstand og påviste, at det er en magnesiumforbindelse. Desuden har man syntetisk fremstillet stoffer, som har betydning ved forplantning og arv. Således kan løsningen af den organiske kemis hovedproblem – fremstilling af æggehvidestoffer – ventes i en ikke fjern fremtid.

5. Ophævelse af modsætningen mellem håndens og hjernens arbejde

Menneskene har en medfødt stærk trang til at få vælge sin beskæftigelse frit og få afveksling i arbejdet. Ligesom den bedste mad bliver modbydelig, når man uden afveksling har spist den i længere tid, således er det med det arbejde, som daglig skal gentages; det afstumper og afslapper. Der er i hvert menneske slumrende egenskaber, som kun behøver at blive vækket og udviklet for at frembringe de skønneste virkninger.

Det socialistiske samfund vil kunne tilfredsstille dette afvekslingsbehov på bedste måde. Produktivkræfternes stigning, forbundet med større og større forenkling af arbejdsprocessen, bevirker for det første, at arbejdstiden bliver indskrænket, og for det andet, at oplæring i de forskellige arbejdsfag bliver lettere. Det gamle læredrengssystem er forældet; endnu eksisterer det kun indenfor produktionsformer som er forældet og står tilbage, væsentlig i småhåndværket. Småbedrifterne vil imidlertid forsvinde i det nye samfund, og med dem forsvinder alle de indretninger og former, som var karakteristisk for dem. Nye former træder i de gamles sted. Arbejderne tilhører nu afgrænsede fag, og under det herskende udbytningssystem vil de stå anspændt og uden afveksling over sin maskine, indtil de bliver maskiner selv. Også denne tilstand vil blive ophævet under den nye arbejdsorganisation. Det vil være tid nok tilovers for øvelser i kunsthåndværk. Store komfortable læreværksteder vil lette oplæringen i nye arbejdsfag både for unge og gamle. Kemiske og fysikalske laboratorier vil være forhånden. Nu først vil man lære at kende, hvilken verden af evner og muligheder det var, som blev undertrykket af det kapitalistiske produktionssystem, eller som blev udviklet på skæv og falsk måde. Det er imidlertid ikke kun en mulighed for, at der i fremtidens samfund vil blive arbejdsveksling; at bringe afveksling må være samfundets, mål; ti på den beror det, om mennesket skal blive harmonisk udviklet eller ikke.

De fagfysiognomier, det nuværende samfund kan fremvise, vil forsvinde. Der er nu til dags få mennesker, som kan få sin trang til afveksling tilfredsstillet. Der findes begunstigede arbejdere, som afvekslende kan beskæftige sig med åndelig og mekanisk arbejde. Hvor velgørende en sådan virksomhed vil virke, kan enhver hygieniker bekræfte. Den alene er helt naturlig. Forudsætningen er, at enhver skal arbejde i overensstemmelse med deres kræfter. I sin bog »Videnskabens og kunstens betydning« skriver Leo Tolstoy om den unaturlige og uskønne karakter, som i vort samfund kunsten og videnskaben har antaget. Han fordømmer på det skarpeste den foragt for det fysiske arbejde, som har grebet så om sig i det nuværende samfund, og han anbefaler at vende tilbage til de gamle tilstande. Det gælder for ethvert menneske, som vil leve lykkelig og naturlig at anvende dagen for det første til kropslig arbejde, for det andet til håndværksmæssig arbejde, for det tredje til åndelig arbejde og for det fjerde til omgang med dannede kammerater. Mere end 8 timers fysisk arbejde skulle ikke menneskene yde. Tolstoy levede efter sin lære og følte sig først da som menneske, da han gjorde det. Han overser kun den ting, at hvad der er mulig for ham – den store, uafhængige mand – vil være ugennemførlig for den store masse under de nuværende forhold. Et menneske, som arbejder 10-12 eller flere timer for at sikre sig en kummerlig eksistens, kan ikke leve efter den tolstoyske opskrift. Det er rene illusioner Tolstoy har hengivet sig til, når han tror, at samfundet kan forandres ved prækener og gode eksempler. De erfaringer Tolstoy gjorde viser, hvor rationel denne levevis er; men for at kunne indføre den, kræves der et nyt samfund.

Det fremtidige samfund vil have disse arbejdsvilkår, det vil blandt deres medlemmer tælle kunstnere og lærde i utallig mængde; men enhver af disse vil benytte en del af dagen til fysisk arbejde og i den øvrige del ofre sig for deres studier eller sin kunst. Modsætningen mellem håndens og hjernens arbejde, et modsætningsforhold som de herskende klasser skærper efter evne for at sikre sig den åndelige overlegenhed, vil altså blive ophævet.

6. Forbrugsevnens stigning

Det fremgår af det ovenfor nævnte, at kriser og arbejdsløshed umulig kan indtræffe i det fremtidige samfund. Årsagerne til kriserne er, at den kapitalistiske produktion, som lader sig lede af profitjageriet, vil bevirke overflod af varer på markedet: overproduktion. Købeevnen er begrænset hos det store flertal af befolkningen, som ikke får den betaling de har fortjent for sit arbejde. Købeevnen og forbrugsevnen er i det borgerlige samfund to forskellige ting. Mange millioner har behov for nye klæder, sko, møbler, spise og drikkevarer; men de har ikke penge, og så bliver deres behov, dvs. deres forbrugsevne, ikke tilfredsstillet. Varemarkedet er overfyldt; men massen hungrer. Den vil arbejde, men finder ingen som vil købe deres arbejdskraft, fordi arbejdskøberen ikke kan tjene noget på det. Du kan sulte, – sulte ihjel, blive vagabond eller forbryder for min skyld -, jeg – kapitalisten – kan ikke gøre noget ved det, jeg har ingen brug for varer, som jeg ikke kan afsætte med en passende profit –. Og manden har ret på sin måde.

I det nye samfund vil denne modsætning fjernes. I det socialistiske samfund bliver der ikke produceret »varer« for at »købe« og »sælge«; der bliver produceret livsfornødenheder, som bliver brugt.

Er arbejdsmidler tilstede, kan ethvert behov tilfredsstilles. Den samfundsmæssige forbrugsevne finder først sin begrænsning i denne forbrugernes tilfredsstillelse. Findes der ingen »varer« i det nye samfund, vil der heller ikke findes penge. Penge er varens modsætning, og dog er de selv vare! Selv om pengene er varer, er de tillige den samfundsmæssige ækvivalentform – værdimåleren – for alle andre varer. Men det nye samfund producerer ikke varer, men brugsgenstande, hvis fremstilling kræver en vis arbejdstid.

Den arbejdstid, som er nødvendig for at frembringe en genstand, er det mål, efter hvilket genstandens værdi bliver fastsat.

Samfundet vil ikke »tjene«. Det vil kun igangsætte bytning af genstande af samme kvalitet og brugsværdi mellem deres medlemmer. Til slut behøver det ikke engang at fastsætte brugsværdien; det producerer, hvad det behøver. Finder samfundet f.eks., at det må kræve en 8 timers arbejdsdag af deres medlemmer for at få fremstillet alle nødvendige produkter, så fastsættes denne længde på arbejdsdagen. Forlanges større komfort, forlænger det arbejdstiden.

Dets vilje er dets himmerige!

Hvor megen samfundsmæssig arbejdstid hvert produkts fremstillelse kræver, er let at beregne. En eller anden slags bevidnelse for at den og den arbejdstid er ydet, sætter indehaveren istand til at bytte den bort imod brugsgenstande af alle slags. Finder han, at behovene er mindre end det som han har fået for sit arbejde, afkorter han sin arbejdstid. Vil han give det bort han ikke selv bruger, og ingen vil hindre ham i det. Vil han frivillig arbejde for en anden, for at denne kan lægge sig på den lade side, eller vil han dele sin andel i arbejdsudbyttet med denne anden, kan ingen nægte ham det.

Men ingen kan tvinge en mand til arbejde for en anden eller til at dele sin arbejdsfortjeneste med ham. Alle kan gøre regning på at få alle rimelige ønsker og krav opfyldt, men aldrig hvis det skal ske på en andens bekostning. Enhver får igen det tilsvarende af, hvad han selv yder samfundet, hverken mere eller mindre, og slipper at udbyttes af nogen.

7. Alle har den samme forpligtelse til at arbejde

»Men hvilken forskel bliver der så på dovne og flittige på intelligente og dumme.« Dette er et af vore modstanderes hovedspørgsmål, og det forud givne svar volder dem meget hovedbrud. At der i vort embedshierarki ikke gøres nogen sådan forskel på »dovne« og »flittige«, »intelligente« og »dumme«, men at tjenestetiden har mere at sige end kvalifikationerne og for det meste også bestemmer avancementer, når det ikke netop gælder en højere post, som kræver en speciel uddannelse, derpå tænker ingen af disse skrighalse og overkloge.

Lærere og professorer – og de sidste er som regel de naiveste spørgere – kommer ind på spørgsmålet om dygtighed og synes, at deres stillinger ikke bringer dem indkomster i forhold til deres kvalifikationer. Fuglene synger om, at det i mangfoldige tilfælde ved avancementer indenfor vort militær, embeds- og videnskabshierarki ikke er den dygtigste, som bliver forfremmet, men de, som er så heldige at have fødsels-, slægtskabs- eller venskabsforbindelser, eller de, som er benådet med kvindegunst. Men at heller ikke rigdommen lægger målet efter flid og intelligens, derpå har man et slående bevis i vælgerne af første klasse i det preussiske treklassesystem. I Berlin består vælgerne af første klasse af værter, bagere og slagtere, som ofte ikke ved forskel på dativ og akkusativ, mens intelligensen i Berlin og rigets højeste embedsmænd stemmer i anden og tredje klasse. Nogen forskel på dovne og flittige, intelligente og dumme findes ikke, fordi det, vi forstår derved, ikke mere eksisterer. En »Dovenlars« kalder samfundet f.eks. en, som har mistet sit arbejde og som følge heraf er nødt til at blive vagabond mod sin vilje og til sidst bliver virkelig vagabond – eller en som forliste i livet på grund af dårlig opdragelse i opvæksten. Men den, som kalder en, der sidder begravet i penge og ihjelslår tiden med intet at bestille – den, der kalder en sådan mand for »Ladhans« begår en ærekrænkelse; thi dette er en »hæderlig« mand.

Hvorledes vil nu forholdene blive i det nye samfund? Alle udvikler sig her under lige livsbetingelser, og her får enhver det hverv, hvortil hans hu og anlæg henviser ham; på denne måde vil forskellen i ydelse blive ringere. [1]

Samfundsånden, som ansporer enhver til at komme den anden i forkøbet, medvirker ligeledes til at udviske forskellen. Finder nogen, at han på et gebet ikke formår at yde så meget som andre yder, så vælger han noget andet, som passer til hans kræfter og evner. Enhver som har arbejdet sammen med mange mennesker i en bedrift, ved, at folk, som viste sig uduelige og ubrugbare til visse gøremål, har, når de blev stillet på den rette plads, opfyldt de højeste fordringer. Med hvilken ret forlanger én person nogen fordel fremfor en anden? Er der nogen, som er så stedmoderlig behandlet af naturen, at han med sin bedste vilje ikke formår at yde, hvad andre yder, så kan samfundet ikke straffe ham for naturens fejl. Og omvendt: Er nogen af naturen udstyret med gaver, som hæver ham over de andre, så er samfundet ikke forpligtet til at belønne ham for noget, som ikke er hans personlige fortjeneste. Man må endvidere tage i betragtning, at i det socialistiske samfund har alle samme livs- og udviklingsmuligheder, at alle får anledning til at uddanne sig i den retning hans anlæg og tilbøjelighed leder ham, og dette er en garanti for, at i det socialistiske samfund viden og kunnen ikke alene kommer til at stå højere end i det borgerlige, men også vil blive ligeligere fordelt og give sig udslag i flere former.

Da Goethe på en rejse i Rhinegnene studerede Kølnerdomen, gjorde han den opdagelse, at bygmestrene betalte deres arbejdere lige meget til tiden; det gjorde de for at få ordentligt og samvittighedsfuldt udført arbejde. Dette vil i mange tilfælde forekomme det borgerlige samfund at være en afvigelse fra den gængse regel. Så indførte man akkordarbejde, hvorved arbejderne gensidig tvang hinanden til at overanstrenge sig, for at bedriftsherrerne så meget desto lettere kunne gå til underbetaling, til nedsættelse af lønnen. Som med det materielle – således forholder det sig også med det åndelige arbejde. Mennesket er et produkt af sin tid og de omstændigheder, hvorunder det lever. Hvis en Goethe – under forøvrig lige udviklingsbetingelser – var født i det 4de i stedet for i det 18de århundrede, så var han sandsynligvis i stedet for en berømt digter og naturforsker blevet en stor kirkefader, som måske havde stillet selve Augustin i skyggen. Hvis derimod Goethe var kommet til verden, ikke som søn af en rig patricier i Frankfurt, men istedet havde været søn af en fattig skomager i Frankfurt, så ville han næppe blevet storhertugelig weimarsk minister, men højst sandsynlig skomager og været død som en agtværdig skomagermester. Goethe indrømmet selv den fordel, det havde for ham at være født i en i materiel og social henseende gunstig stilling, som satte ham istand til at nå sin udvikling; således i »Wilhelm Meister«. Havde Napoleon I. været født 10 år senere, så havde han aldrig været Frankrigs kejser. Heller ikke Gambetta havde været, hvad han blev, uden krigen i 1871. Sæt et velbegavet børn af intelligente blandt vilde, og det bliver en vild. Hvad et menneske er, det har altså samfundet gjort det til. Idéerne er ikke et produkt, som ved en højere inspiration fra oven udspringer i et enkelt menneskes hjerne, men et produkt, som spirer frem i den enkeltes hoved formet af det liv, som omgiver ham og af de sociale forhold, hvorunder han lever, »tidsånden«. En Aristoteles kunne ikke have en Darwins ideer, og en Darwin måtte tænke anderledes end en Aristoteles. Enhver tænker således som tidens ånd, dvs. omgivelserne og deres foreteelser tvinger ham til at tænke. Derfor ser man ofte, at forskellige mennesker samtidig tænker et og det samme, at de samme opfindelser og opdagelser gøres samtidig fra vidt forskellige udgangspunkter. Dette er også grunden til den kendsgerning, at en idé som blev udtalt 50 år tilbage i tiden, lod verden kold, mens den 50 år senere sætter hele verden i bevægelse. Kejser Sigismund turde i 1415 at bryde sit ord til Jan Huss og lod ham brænde i Konstanz; men Karl V, som var en meget større fanatiker, måtte i 1521 lade Luther gå sin vej fra rigsdagen i Worms. Ideer er produktet af socialt samvirke, af socialt liv. Og hvad der gælder om samfundet i sin almindelighed, gælder i særdeleshed om de forskellige klasser af hvilke et samfund i en bestemt historisk epoke er sammensat. Ligesom hver klasse har deres særegne interesser, har de også deres særegne ideer og anskuelser, som fører til disse klassekampe mellem menneskene, hvoraf historien er opfyldt helt så langt tilbage i tiden, som der overhovedet findes historie, og som har nået sit højdepunkt i vore dages klassemodsætninger og klassekampe. Det kommer altså ikke kun an på, i hvilken tidsalder man lever, men også i hvilket samfundslag i en bestemt tidsalder man lever; thi dette bestemmer ens følelser, tanker og handlinger.

Uden det moderne samfund ingen moderne ideer. Det er klart og indlysende. Hvad nu det nye samfund angår, så kommer her den omstændighed til, at alle de midler, ethvert menneske må have til sin uddannelse, er samfundets ejendom. Samfundet kan ikke være forpligtet til at honorere det særskilt, som kun gennem samfundet selv er blevet tilgængelig, og er dets eget produkt.

Så meget om kvalifikationer til fysisk eller åndeligt arbejde. Heraf følger videre, at der ikke kan være nogen forskel på højere og lavere arbejde, som f.eks. når en mekaniker nu til dags tror sig at være meget mere end en dagsarbejder, som udfører gadearbejde eller lignende. Samfundet lader kun samfundsnyttige arbejder udføre, og følgelig er ethvert arbejde af lige stor værdi for samfundet. Hvis ikke ubehagelig og utiltalende arbejde kan udføres ad mekanisk eller kemisk vej og ved en eller anden proces forvandles til pænt arbejde – hvad der forøvrig efter de fremskridt vi har gjort i tekniske og kemiske videnskaber slet ikke er tvivl om – og skulle ikke de nødvendige kræfter melde sig frivillig, – ja så ville for enhver den pligt indtræde, så snart turen kom til ham, at udføre sin del af arbejdet. Der vil ikke da blive nogen falsk skam eller dum foragt for nyttigt arbejde. Dette findes kun i vor drømmestat,  hvor der intet er at bestille, og anset som en misundelsesværdig lod, og hvor arbejderen er mere foragtet jo hårdere, byrdefuldere og ubehageligere hans arbejde er – og jo nødvendigere det er for samfundet. I vore dage bliver arbejdet dårligere betalt jo ubehageligere det er. Grunden er, at vi har en mængde arbejdskræfter som befinder sig på det laveste kulturtrin. På grund af den stadige revolutionering i produktionsprocesserne, har der dannet sig ligesom en reservearme på feltet, som for at leve må prisgive sig til det laveste arbejde for en sådan løn, at det ikke engang »svarer renter« at indføre maskiner til sådant arbejde. Stenslåning er jo næsten blevet et ordsprog som noget af det slettest betalte og ubehageligste arbejde der findes. Det ville være en bagatel at lade stenslåningen udføre ved hjælp af maskiner, således som de gør det i De Forenede Stater, men vi har en sådan mængde af billig arbejdskraft, at maskinerne ikke ville »lønne sig«. [2] Gaderengøring, kloaktømning, køring med affald og alt slags undergrundsarbejde kunne allerede på nærværende standpunkt af vor udvikling bringes fra hånden ved hjælp af maskiner og tekniske indretninger, så intet spor ville blive tilbage af de ubehageligheder, som ofte er forbundet dermed for arbejderne. Men nærmere set er en arbejder, som tømmer kloakker for at befri menneskene for sundhedsfarlige miasmer, [3] et meget nyttigt medlem af samfundet, hvorimod en professor, som i den herskende klasses interesser lærer forfusket historie, eller en teolog, som søger at omtåge hjernerne med overnaturlig transscendent lære, [4] er yderst skadelige individer.

Vor i hæder og værdighed højtstående lærde verden repræsenterer for tiden for en stor del et laug, som er bestemt til og betalt for med videnskabelig autoritet at forsvare og retfærdiggøre de ledende klassers herredømme, og at lade det få udseende af, at det er rigtig og nødvendig – ligesom de også er sat til at opretholde eksisterende fordomme. I virkeligheden driver dette laug kvasividenskab, hjerneforgiftning og kulturfjendtligt arbejde, åndelig lønarbejde i bourgeoisiets og dets klienters interesse. [5] En samfundstilstand, som umuliggør sådanne elementers eksistens for fremtiden, fuldbyrder en menneskebefriende dåd.

En helt anden sag er det med den sande videnskab, hvormed ofte er forbundet arbejde af den aller ubehageligste art. F.eks. når en læge obducerer et lig i forrådnelsestilstand eller opererer betændte legemsdele; eller når en kemiker undersøger ekskrementer. Dette er arbejde, som ofte er langt modbydeligere end det værste arbejde, som udføres af daglønnere og ufaglærte arbejdere. Men ingen tænker på at indrømme dette. Forskellen består deri, at det ene arbejde kræver et omfattende studium, mens det andet kan udføres af hvem som helst uden noget studium at tale om. Deraf kommer den forskellige grundopfattelse. Men i et samfund, hvor alle er sikret adgang til den højeste dannelse, vil den nu bestående forskel mellem dannet og udannet forsvinde, og da vil også modsætningen mellem faglært og ufaglært arbejde forsvinde, så meget mere som teknikkens udvikling ingen grænse kender for hvor langt håndarbejde kan erstattes af maskinarbejde eller afløses af kemiske processer. Man kan kun se på udviklingen af vort kunsthåndværk, f.eks. kobberstikning og xylografi o.s.v. Ligesom det ubehageligste arbejde ofte er det nyttigste, således er også vort begreb om behagelig og ubehagelig arbejde, – som så mange andre begreber i den borgerlige verden, kun overfladisk og hefter sig kun ved det ydre.

8. Handelens ophævelse – Omordning af samfærdselen

Så snart det nye samfunds samlede produktion er blevet ordnet på den måde, vi har skitseret, produceres der, som før bemærket, ikke mere handelsvarer, men kun varer og brugsgenstande til samfundets behov. Dermed ophører også handelen, for så vidt den ikke nødvendiggøres af hensyn til samkvemmet med andre nationer, som endnu står på borgerlig grund; thi handel har mening og eksistensmulighed kun i et samfund, som er baseret på vareproduktion. Herved bliver nu en hel armé af begge køn ledige for produktiv virksomhed. Denne store armé kommer produktionen tilgode; de producerer nu nødvendighedsartikler og muliggør et større forbrug af sådanne; eller også bidrager anvendelsen af dem til at forkorte den samfundsmæssig nødvendige arbejdstid. I vore dage ernærer disse mennesker sig mere eller mindre som parasiter, og må, hvad vi ikke skal bestride, stræbe og slide hårdt for at finde et nogenlunde tilfredsstillende udkomme. I det nye samfund er handelsmænd, værter, mæglere og formidlere overflødige. I stedet for de snese, hundreder, ja tusinder af butikker og handelslokaliteter af ethvert slags, som nu enhver kommune har i forhold til sin størrelse, kommer store kommunale forrådshuse, elegante basarer, hele udstillinger, som benytter et forholdsvis ringe personale. Hele handelsvirksomheden bliver omdannet til et centraliseret og rent forvaltningsmæssig arbejde, som kun består af yderst enkle forretninger, og som ved centralisation af alle samfundsmæssige indretninger stadig bliver mere og mere forenklet. En lignende omformning gennemgår hele samfærdselsvæsenet.

Telegraf, telefon, jernbaner, postvæsen, dampskibe og sporvogne, last og personautomobiler, luftskibe og flyvemaskiner, og hvad de nu hedder alle de indretninger og vehikler, som formidler samfærdselen i samfundet – de er nu samfundets ejendom. Mange af disse anstalter, som postvæsenet, telegrafen, telefonen og de fleste jernbaner, er i Tyskland allerede statsinstitutioner; deres omdannelse til almenejendom er kun en formssag. Her findes ikke længere privatinteresser at krænke. Hvis staten arbejder videre i den retning, den har begyndt – nuvel – så desto bedre. Men disse statsforvaltede bedrifter er ikke socialistiske bedrifter, som man med urette har antaget. Det er bedrifter, som af staten udbyttes ligeså kapitalistisk, som om de var i privatkapitalisters hænder. Hverken embedsmændene eller arbejderne har nogen speciel fordel af dem. Staten behandler dem ikke anderledes end en privat driftsherre gør; når der f.eks. er udstedt ordre om, at der i marinen og jernbaneetaten ikke må antages arbejdere, som er over 40 år gamle, så er dette en forholdsregel, som stempler staten som udbytternes stat, og sådant kan ikke andet end ophidse arbejderne mod staten. Sådanne og lignende foranstaltninger er meget slemmere, når de udgår fra staten, end om de var kommet fra private bedriftsherrer. De sidste er nemlig ubetydelige i forhold til staten, og de som ikke får beskæftigelse hos en, får det måske hos en anden. Men staten derimod kan ved sådanne maksimumsgrænser, som monopoliseret arbejdsgiver, med ét slag styrte tusinder i elendighed. Det er altså ikke socialistisk, men kapitalistisk handlet, og socialisterne har al grund til at værge sig mod, at de nuværende statsbedrifter bliver anset som socialistiske bedrifter og betragtet som virkeliggørelsen af socialistiske bestræbelser. Ligesom der i stedet for millioner af private foretagender, handels og alle slags formidlingsvirksomheder træder centraliserede anstalter, således kommer også hele transportvæsenet til at få et andet udseende. De millioner småforsendelser, som nu daglig går til næsten lige så mange ejere og betyder et stort spild af tid, arbejde og materialer, vokser nu til store transporter, som befordres til de kommunale depoter og til centralproduktionsstederne. Også her bliver altså arbejdet meget forenklet. Ligesom f.eks. transporten af råmaterialer til en bedrift på tusinde arbejdere arter sig meget enklere end til hundrede spredte småbedrifter, således vil også de centraliserede produktions- og distributionssteder for kommuner eller dele deraf tilføre ganske betragtelige besparelser i alle måder. Dette kommer i første række samfundet, men siden også den enkelte tilgode; thi almeninteresse og den personlige interesse dækker nu hinanden. Vore produktionssteders fysiognomi bliver totalt forandret, ligeledes samfærdselsmidlenes, og især vore boligforholds udseende; de får et meget mere opmuntrende udseende. Den nerveopslidende støj, trængselen og rendet i vore storbyer med deres tusinder af alle slags køretøjer kommer i det væsentlige til at ophøre. Gadebygningen, gaderengøringen, hele den gamle måde at bo og leve på, menneskenes måde at omgås på, alt kommer til at undergå en vældig forandring. Nu kan man med lethed gennemføre hygiejniske forholdsregler, som tidligere slet ikke lod sig udføre eller ialtfald kun ufuldkomment og med uhyre kostende – og ofte nok også kun blev udført i de fornemme kvartaler.

Kommunikationsvæsenet må under de nye forhold nå sin højeste fuldkommenhed; måske er da luftskibet det fornemste samfærdselsmiddel. Samfærdselsmidlerne er årerne, som leder produktionsudbyttet – blodcirkulationen gennem samfundet, og som formidler menneskenes personlige og åndelige anliggender; de er derfor i højeste grad egnet til at udbrede et lige niveau af velvære og dannelse i hele samfundet. At udvide og forgrene de mest fuldkomne samfærdselsmidler lige ind i de fjerneste kroge af provinserne er altså en nødvendighed og af almindelig interesse for hele samfundet. Her får det nye samfund opgaver at løse, der langt overgår dem, som det nuværende samfund kan stille sig. Det til det yderste fuldkomne kommunikationssystem vil også begunstige en decentralisation udover hele landet af de menneskemasser, som nu er ophobet i storbyerne og industricentrerne, og således bidrage til sundhedstilstandens vækst og blive af den mest afgørende betydning for den åndelige og materielle kulturs stigning.

Socialismen og landbruget

1. Ophævelse af privateje af jorden

Sammen med produktions- og samfærdselsmidlene tilhører jorden, som urstof for alt menneskelig arbejde og grundlag for al menneskelig eksistens, samfundet. Samfundet tager på sit mest fremskredne stadium tilbage, hvad det fra først af besad. Hos alle folk, som er nået til et vist kulturstadium, er jorden fælleseje. Fælleseje danner grundlaget for en hver primitiv samfundsdannelse; uden det var den ikke mulig. Først efter at privatejendommen og de dermed forbundne normer for at beherske er opstået og har udviklet sig, bliver, som vi så, fællesejet skudt tilside og usurperet som privatejendom. Røveriet af jorden og dens forvandling til personlig ejendom dannede den første årsag til det livegenskab, som har gennemløbet alle stadier fra slaveriet til det tyvende århundredes »fri« lønarbejder, indtil endelig efter årtusinders lang udvikling, de undertrykte igen gør jorden til fælles ejendom. Den vigtige rolle besiddelsen af jorden spiller for den menneskelige eksistens er årsagen til den kendsgerning at i alle sociale kampe i verden var besiddelsen af jorden de kæmpendes hovedkrav. Det var dét i Indien, Kina, Ægypten, i Grækenland (Kleomenes, konge af Sparta), i Rom (Graccherne), i den kristelige middelalder (de religiøse sekter, Münzer, bondekrigene i Tyskland), i Azteker og Inka riget, og i de sociale bevægelser i nutiden.

Og der findes også nu mænd, som mener, at fælleseje af jorden er det rette – Adolf Samter, Adolf Wagner, Dr. Schäffle, Henry George og flere, som på andre områder ikke vil vide noget af fællesejendom. [6]

Befolkningens velvære afhænger i første række af jordens bebyggelse og udnyttelse. At føre dens dyrkning op på højeste trin er i allerbedste forstand en fællesinteresse. At denne allerhøjeste udvikling ikke er mulig sålænge den private ejendomsret består, har vi allerede set. Imidlertid afhænger den højeste udnyttelse af jorden ikke alene af dens dyrkning; der kommer her også flere faktorer i betragtning som hverken de største enkeltbesiddere eller den mægtigste association er voksen overfor, faktorer som under visse omstændigheder endog griber udover statens grænser og må behandles internationalt.

2. Forbedring og kultivering af jorden

Samfundet må betragte jorden som et hele, og må derfor vie landskabets topografiske beskaffenhed, bjergene, sletterne, skovene, søerne, elvene, græsgangene, hederne, sumpene, myrerne og moradserne sin opmærksomhed. Den topografiske beskaffenhed har ved siden af den geografiske beliggenhed, som er uforanderlig, en vis indflydelse på klima og jordens beskaffenhed. Her er et virkefelt af den allerstørste udstrækning, hvor man endnu kan samle en masse erfaringer, og hvor man endnu må prøve en mængde eksperimenter. Hvad staten hidtil har ydet i denne retning, er lidt. For det første anvender den nu meget ringe midler til sådanne kulturopgaver, og for det andet ville den, selv om viljen til at gribe ordentlig ind var der, hindres heri af de store privatejendomsbesiddere, som har det afgørende ord at sige i lovgivningen. Thi uden stærke indgreb i den private ejendomsret kan man på dette område intet udrette. Men statens eksistens beror på privatejendommens »ukrænkelighed«, de store ejendomsbesiddere er dens vigtigste støtter, og således mangler den magt til at gå foran i den betegnede retning. Der måtte foretages storartede og omfattende meliorationer (udbedringer) af jordbunden, der måtte anlægges kunstige vandingsanlæg, og foretages tapninger af vand, flytning og blanding af jord, terrænforandringer, der måtte anlægges plantninger o.s.v., alt for at bringe jorden frem til den højest mulige ydelsesevne.

Et arbejde af højeste vigtighed for jordens kultur er at sørge for et omfangsrigt, systematisk anlagt elve og kanalnet, som må ledes efter videnskabelige principper. Spørgsmålet om billigere transport på vandvejene – som er så vigtig for det nuværende samfund – ville vistnok være af ringere betydning for det nye, men vandvejene er en bekvem transportanledning og kan benyttes med et minimum af kraft- og materialforbrug. Men den vigtigste rolle spiller elve og kanalsystemet når man ser hen til dets anvendelse i et omfattende vandings- og drænningssystem for at tilvejebringe dynd og materialer til jordens udbedring, ligeså til transport af grøden o.s.v.

Det er ved erfaring fastslået, at vandfattige lande lider langt mere under kolde vintre og varme somre end lande, som har vand nok. Dette er grunden til at de egentlige kystlande kun undtagelsesvis kender til temperatur yderligheder. Sådanne temperatur yderligheder er ikke heldige og ikke behagelige hverken for planter eller mennesker. Et udstrakt kanalsystem i forbindelse med foranstaltninger til skovkultur ville utvivlsomt her have en gunstig indvirkning. Et sådant kanalsystem i forbindelse med anlæg af større bassiner til at samle og opbevare vand, ville være til stor nytte, når tøvejr og heftige regnskyl havde bragt elve og bække til at komme og gå over deres bredder. Lignende anlæg ville være nødvendige for elve og bække i fjeldegnene. Oversvømmelser med deres hærgende virkninger ville dermed være umuliggjort. Udstrakte vandflader med deres stærkere uddunstninger ville formodentlig også befordre regelmæssigere regn. Sådanne anlæg ville endvidere muliggøre anbringelse af pumpe og hejseværk til omfattende vanding af landbrugene, så snart noget sådant viste sig nødvendig.

Store landstrækninger, som hidtil har været ufrugtbare, kunne ved kunstige vandingsanlæg forvandles til frugtbare egne. Der hvor nu fårene såvidt de finder sin nødtørftige føde, hvor i gunstigste tilfælde nogen svindsottige furer strækker deres magre grene mod himlen, der kunne væksterne trives og en tæt befolkning finde rigelig ernæring og lykke. Det er altså kun arbejde, som skal til for at forvandle »det hellige tyske riges strøsandbøsse’s« store sandstrækninger til et eden af frugtbarhed. Dette fremholdt også en foredragsholder i et foredrag som blev holdt ved en tysk landbrugsudstilling i Berlin foråret 1894. [7] Men at foretage de nødvendige kanalbygninger, vandingsanlæg, jordblandinger og forbedringer af jordbunden, – dét magter ikke grundejerne, – og således går det til, at vi lige udenfor Berlins porte ser store landstrækninger i en tilstand, som vil forekomme senere generationer ufattelig. På den anden side findes der store sumpstrækninger, moser og mosefyldt land som ved kanaler og grøfter kan tappes for vand og indvindes til dyrkning; dette er tilfælde både i Nord- og Sydtyskland. Vandledningerne kunne også benyttes af fiskeopdrætningsanstalter og således afgive en værdifuld næringskilde; videre ville de give kommuner, som ingen elve havde, en ypperlig anledning til anlæg af de herligste badeanstalter. [8]

Lad os se nogen eksempler på hvorledes kunstig vanding virker. I nærheden af Weissenfels gav 7,5 hektar godt vandet eng-land 480 centner høj, 5 hektar eng-land, som lå lige op til det første stykke, men ikke var vandet, gav kun 32 centner. Det første stykke land havde altså i forhold til det sidste 10 gange så stor høst. Ved Riesa i Sachsen bragte 65 acres vandet eng-land en stigning i nettoudbyttet fra 5.850 til 11.100 Mark. Ifølge Buchenberger opnåede man efter vanding af de ufrugtbare sandstrækninger på Bocker hede, på Lippes højre bred, ved et udlæg af 124.000 Mark, at bringe bruttogevinsten af de tidligere næsten værdiløse sletter op i 400.000 Mark om året. Udbedringen af jordbunden i Nedre Østrig har med et udlæg af henved 1 million østrigske kroner bragt en stigning i indtægterne på henved 6 millioner kroner. De kostbare anlæg betaler og lønner sig. Nu findes der i Tyskland foruden marker også store strækninger hvor jordbunden væsentlig består af sand, og som derfor i fugtige somre kun giver halvvejs godt udbytte. Hvis disse egne blev forsynet med grøfter og kanaler og blev vandet og jordbundens beskaffenhed forbedret, ville man i kort tid kunne opnå det fem og tidobbelte i udbytte. I Spanien har man eksempler på, at udbyttet af godt vandet jord har givet indtil 37 gange så meget udbytte, som den jord, der ikke var vandet. Altså – skaf kun vand, og nye næringsmasser kan stampes frem af jorden.

Der går næsten ikke noget år uden at der i de forskellige provinser i Tysklands forskellige stater indtræder en, to eller flere større eller mindre oversvømmelser. Store strækninger af frugtbar jord skylles bort af bølgerne, andre bedækkes med sand, sten og affald og bliver ødelagt for år ad gangen, ja endog for altid. Hele plantager med frugttræer, som bruger flere år til sin udvikling, oprykkes med roden. Huser, broer, gader og damme skylles bort, jordforbedringer ødelægges og sæden tilintetgøres. Bondegårdene på strækninger, som er udsat for hyppige oversvømmelser bliver ofte enten ikke bygget op påny eller ialfald i mindre målestok, for ikke stadig at være udsat for at lide ny skade. Rovhugst af skoven, fornemmelig i fjeldegnene og blandt privatejere, forværrer skaden. Den vanvittige, på profit beregnede, rovhugst af skoven skal være skyld i den aftagende frugtbarhed i provinserne Preussen og Pommern, i Kärnten og Steiermark, i Italien, Frankrig, Spanien og Rusland o.s.v.

Følgerne af skovens nedhugning i fjeldegnene er hyppige oversvømmelser. Oversvømmelserne i Rhinen, Oder og Weichsel trakterne tilskrives hovedsagelig den enorme fældning af skoven i Schweiz, respektive Galizien og Polen. Den samme årsag har man tillagt oversvømmelserne i Italien, mest i Po-dalen. Og af samme grund har Madeira, store dele af Spanien, de frugtbareste provinser i Rusland, store, engang yppige og frugtbare lande i Forasien, mistet størsteparten af sin frugtbarhed. Endelig har man nu også i det borgerlige samfund fået øjnene op for, at det ikke går længere med en sådan skalten og valten på dette område, og at man ved fornuftige foranstaltninger kan forvandle de kulturødelæggende kræfter til kulturbefordrende. Så skred man til at bygge store dæmningsværker, som samler vandet i vældige masser, og hvis kraft anvendes til at skabe elektricitet til industrien og landbruget. I særdeleshed foretager den bayerske stat i storartet målestok dæmningsarbejder i elve og bække i fjeldegnene for derved at skaffe kraft til elektricitet for deres jernbaner og alle deres industrielle anlæg. Det agrariske Gamle-Bayern forvandles således lidt efter lidt til et moderne industriland.

3. Forandringer i jordens udnyttelse

Det er indlysende, at disse store opgaver ikke er løst i en håndevending, men det nye samfund vil tage fat af alle kræfter, fordi dets eneste opgave er at løse kulturopgaver – og ikke vil tåle at hæmmes heri. Det nye samfund vil i tidens løb fuldføre værk og løse opgaver, som det nuværende samfund ikke kan tænke sig, fordi det svimler for det ved den blotte tanke derpå.

At jorddyrkning vil komme i en betydelig gunstigere stilling ved foranstaltninger af sådan og lignende art, som de vi har omtalt. Til de anskuelser, vi har fremholdt, om en bedre udnyttelse af jorden kommer endda flere. I vore dage anvendes mange kvadratmile land til kartoffelavl i brændevinstilvirkningens tjeneste, og dette brændevin konsumeres udelukkende af den fattige befolkning, som lever i nød og elendighed. Brændevin er dens eneste stimulans, den eneste »sorgens forjager«, de kan skaffe sig. Blandt menneskene i fremtidens samfund vil brændevinskonsumtionen være forsvunden, derved bliver jord- og arbejdskraft fri til dyrkning af sunde næringsmidler. Man har allerede peget på sukkerroe dyrkning og sukkerfabrikation til udførsel. Over 400.000 hektar af vor bedste hvedemark anvendes nu hvert år til sukkerroe-dyrkning for at skaffe England, Schweiz, De Forenede stater o.s.v. det sukker, disse lande trænger. I konkurrencen ligger de sukkerrørsdyrkende lande under. Vor stående hær, den spredte produktion, den spredte samfærdsel, det spredte agerbrug o.s.v. kræver millioner heste og et tilsvarende landareal til avl og opdræt af ungheste. De totalt forandrede sociale og politiske forhold vil i fremtiden gøre størsteparten af disse landstrækninger fri. Atter igen er store landstrækninger og megen arbejdskraft indvundet for kulturøjemed. Nu til dags bliver store landstrækninger på flere kvadratkilometer unddraget landbruget og marken kasseret og misbrugt i store herreder, fordi de langtrækkende ildvåben og den forandrede kampmåde kræver skyde- og eksercerpladser, hvor hele armékorps kan manøvrere. Dette vil ligeledes ophøre i fremtiden.

Det store område, som omfatter landbrug, skovdrift og vandkultur har allerede i lang tid været genstand for en meget omfangsrig behandling i litteraturen. Intet område er forblevet uberørt i forstvæsenet, vanding og tapning af vand, dyrkning af korn, skælm og rodfrugter, grønsagsdyrkning, frugt, bær, blomster og plantedyrkning, dyrkning for planter for fædriften, engdyrkning, rationel kvægavl, fiske- og fugleopdræt og biavl, rationel anvendelse af gødning og gødningsstoffer, udnyttelse og anvendelse af affald og affaldsstoffer i landbruget og industrien, kemisk undersøgelse af grunden og dens brugbarhed for denne eller hin kultur, sædens beskaffenhed, sædskiftet, maskin og redskabsspørgsmål, hensigtsmæssige anlæg af alle slags driftsbygværk, temperaturforholdene o.s.v. – alt er trukket ind i kredsen af videnskabelige undersøgelser og publikationer. Der går næsten ikke en dag uden at der gøres nye opdagelser og erfaringer, som ikke har forbedringer og forædlinger tilfølge på et eller andet område. Landbruget er siden Thaer og J. v. Liebig blevet en videnskab og det en af de første og vigtigste videnskaber, som har nået et omfang og en betydning, som næsten er uden sidestykke når det gælder en materiel, producerende virksomhed. Sammenligner man imidlertid disse uhyre fremskridt med landbrugets virkelige tilstand i vort land, så må det fastslås, at kun en brøkdel af de private ejendomsbesiddere har været istand i nogen grad at udnytte fremskridtene, og alle har de kun sin egen interesse for øje, uden henblik på det fælles bedste. Den allerstørste del af vore landmænd, – man kan vel sige 99 procent af dem, – er slet ikke istand til at gøre brug af alle de fordele og fremskridt, som videnskaben og den langt fremskredne teknik byder dem. De mangler enten midlerne eller kundskaberne eller begge dele. Her vil det nye samfund, finde en teoretisk og praktisk godt oparbejdet Mark, hvor der kun trænges til organisation for at opnå de gunstigste og mest storartede resultater.

4. Småbrug eller storbrug – Elektrokulturens udvikling

Skønt man selv i socialistiske kredse endnu hører hævdet den mening, at småbrugene ved lederens og hans undergivnes personlige flid kan tage konkurrencen op med storbrugene – så er man i fagmandskredse forlængst kommet til en anden opfattelse. Lad bonden ved at overanstrenge både for sig selv og sine, yde så meget han vil, fra et kulturmenneskes synspunkt er hans stilling dog at beklage. Hvor meget han end udretter ved overanstrengelse og savn, den moderne teknik og den videnskabelige bearbejdelse af jorden vil dog udrette mere. Fremfor alt vil anvendelse af teknik og videnskab være istand til at gøre også en bonde til kulturmenneske, mens han nu til dags er en slave af sin ejendom og af sine kreditorer. Det er enorme fordele, storbruget betyder for jorddyrkningen ved anvendelse af alle fremskridt. Storbrug betyder også en betragtelig udvidelse af det landområde som kan udnyttes, idet et utal af kørevejer og fodstier forsvinder, ligeledes grænsegærdene, som er nødvendige af hensyn til den opstykkede ejendomsbesiddelse. Ved grænsernes bortfalden vil også meget tidsspild spares. 50 personer beskæftiget på et jordbrug kan, bortset fra de mere rationelle arbejdsmidler, hvormed de arbejder, udrette meget mere end 50 personer beskæftiget i småbrug. At kombinere og dirigere arbejdskraften på den mest hensigtssvarende måde lader sig kun gøre i et storbrug. Hertil kommer de vældige fordele, som anvendelsen og udnyttelsen af alle mulige maskiner og forbedrede indretninger muliggør i den industrielle udnyttelse af udbyttet i en mere rationel kvæg og fjerkræavl. I særdeleshed betyder anvendelse af elektricitet i landbruget på fordele, som stiller enhver anden arbejdsmetode i skyggen.

P. Mack fastslår, at man ved indførelse af maskinarbejde har opnået en besparelse på over 5000 hestedage og på en konto som engang var på 40.000 Mark en besparelse af 12.000 Mark eller 48 Mark pr. hektar – for ikke at tale om det merudbytte man får ved indførelse af dybgrundskultur, og den mere eksakte dyrkning og virkning man opnår med maskiner.

Merudbyttet af korn ved dybgrundskultur er angivet fra 20 til 40 procent, mens udbyttet af rodfrugter ofte var steget med omkring 50 procent. Men selv om vi ikke siger mere end 20 procent merudbytte gennemsnitlig, så får vi ved den her omhandlede vare et merudbytte af 55,45 Mark pr. hektar, hvad der sammen med den nys omtalte besparelse tilsammen udgør 103,45 Mark pr. hektar. Sætter man prisen pr. hektar land til 800 Mark, så er dette en ekstragevinst på 13,5 procent. Spørgsmålet ville altså dreje sig om at skaffe de nødvendige elektriske centraler, ved hvis hjælp bedriften kunne underholdes. Men da kan man ikke alene drive alle nødvendige maskiner, men også få opvarmning og lys. Ved hjælp af elektriske anlæg kan man foruden beboelseshusene og vejene også forsyne laderne, kældre, forrådshusene og fabriksbygningerne med elektrisk lys – og hvis det skulle blive nødvendig kunne man også høste om natten. Mack beregner, at ved indførelse af elektricitet i landhusholdningen ville man kunne spare to tredjedele af de trækdyr man nu anvender (det er 1.741.000 stykker) hvad der ville sige en nettogevinst af 1.002.989.000 Mark. Trækker man fra denne sum udgifterne til elektrisk kraft, så bliver der tilbage en besparelse af 741.794.000 Mark pr. år.

Anvendelse af elektricitet giver i stadig stærkere grad landbruget karakteren af en ren teknisk industriel proces. Et billede af den mangeartede anvendelse af elektricitet i landhusholdningen giver følgende sammenstilling:

Fra elektromotoren driver man: 1. Maskiner, som forhøjer udbyttet af så-produkterne, a) ved foråret: såmaskiner for sædekorn, elektriske plove og harve (fuldendt type), b) for indhøstningen: mejemaskiner med selvbinder, kartoffeloptagere (findes nu i en næsten uovertræffelig konstruktion) og vandingsanlæg. 2. Maskiner, som formindsker omkostningerne: a) hejseindretninger, aflæsningsindretninger i laderne, elevatorer til befordring af korn og hø i stakke eller til laden, til at hejse sække, gødningspumper o.s.v., b) transportmidler: transportrender og snore, kornelevatorer, baner ude i marken, spil og vinder til tung last, c) for driften: høpresser, møller. 3. a) Landbrugsmaskiner: brænderimaskiner og maskiner til fabrikation af stivelse, alle slags vandpumper, b) mælkeproduktion: mælkekølere, centrifuger, smørfade, knadere, presser o.s.v., c) savbrug: cirkelsager og gittersager, hjulmagermaskiner, båndsager, boremaskiner, drejebænke. 4. Maskiner for tilberedning til fædriften: hakkelsmaskiner, løgskærere, grøbekværner, kartofler og havreknusere, vandpumper. Efter hvad man har fundet ud, skal omtrent 15 procent af gårdarbejdet på denne måde kunne udføres gennem elektromotoren, med økonomisk udnyttelse af tid og redskaber. Man har undersøgt hvor meget arbejde der skulle til for at gøre færdig til forsendelse 1000 kg. korn, og man er kommet til følgende resultat:

Der er nu intet i vejen for anvendelse af elektrisk plov til landbruget. Som de elektriske transportbaner har også de elektrisk drevne plove allerede nået en høj grad af fuldkommenhed. Den store og tunge dampplov arbejder rationelt kun på store flader og som dybgrundsplov. Den tjener ene og alene til at opnå store resultater i rodfrugtdyrkningen. Derimod er den elektriske plov lige brugbar både til dypgrunds- og skumpløjning og egner sig godt til brug på den middelstore gård. Med den kan pløjes i bratte bakker, selv der hvor det kan volde vanskeligheder at manøvrere hesteploven. Den er i høj grad arbejdsbesparende hvad følgende tabel viser; på tabellen ses sammenlignet pløjningens omkostninger ved anvendelse af elektroplov, hesteplov, plov trukket af okser og dampplov:

Den letvindte måde hvorpå man kan føre den elektriske energi frem, dens store delelighed, dens uhyre enkle betjening og det yderst lette og enkle arbejde, som kræves til istandsætning og vedligehold af de elektriske maskiner, er altsammen afgjorte fordele for landbruget med dets store flader, hvor en tynd ledning er tilstrækkelig til at besørge den nødvendige kraftoverføring. Og da forudsætningen for anvendelsen af elektriske maskiner kræver transformatorer spredt udover landet, og et planmæssig elektrisk net, så kan meget let anvendelsen af elektricitet i landhusholdningen forbindes med elektrokultur, dvs. ved elektricitet at øve direkte indflydelse på plantevæksten.

I de senere år har plantefysiologerne og ved siden af dem også praktiske agronomer været ivrig beskæftiget med at studere elektricitetens indvirkning på vore vigtigste kulturplanters vækst og befrugtning; specielt for kornsorternes vedkommende. Denne opgave er løst af den i 1906 afdøde professor K. S. Levistrone. Han omspændte større strækninger dyrket land med et strømnet, som han for det meste ved induktionsmaskiner gav en positiv ladning, mens den negative pol lå på jorden og lod under hele vegetationsperioden eller en del af den en svag strøm virke på et sådant forsøgsfelt, mens et kontrolfelt lige ved var ganske upåvirket. Forsøgene blev gennemført i de mest forskellige jordtyper og gav ved rigtig behandling som resultat for det første en forøgelse af udbyttet, som svinget fra 30 til over 100 procent, dernæst iagttog man, at modningstiden var kortere, og endelig konstateres en væsentlig forbedring i kvaliteten. Ved denne metode gjorde der sig dog en hel del praktiske betænkeligheder gældende, men disse forstod en engelsk landmand ved navn Newman at bortskaffe. Han fik den berømte engelske fysiker Oliver Lodge til at interessere sig for den Lemstrømske metode. Ifølge en senere beretning fra Lodge, som erstattet den hidtil brugte induktionsmaskine med en egen konstrueret regulerende kviksølvindretning, er nu disse forsøg blevet fortsat i årene 1906-1908 og udstrakt til indvirkning på et fladeindhold af 10 hektar og derved har man nået til den rigtige slutning, at strømnettet kan have en højde af 5 meter over marken uden at der gøres noget afbræk i dets gavnlige indvirkning på høstudbyttet. Dette er en højde, som tillader de mest fuldlastede vogne at komme frem og som i det hele taget ikke generer noget arbejde i landbruget; Lemstrøm derimod hævdet, at strømnettet ikke måtte ligge mere end 40 cm. over den Mark man ville indvirke på. Flere møllere anstillede sammenlignende forsøg, og fandt, at elektrisk avlet hvede afgav et langt bedre bagemel, end hvede, som ikke var elektrisk behandlet. For så vidt er den nye fremgangsmåde moden til at indføres i det praktiske landbrug og i havedyrkningen. Fowlers dampplov trænger for at anvendes på en hensigtssvarende måde et areal på 5000 hektar, dvs. mere end de fleste distrikters agerland beløber sig til. Man beregner, at hvis f.eks. det samlede dyrkede land i året 1895 var blevet behandlet med alle forskellige maskiner og hjælpemidler, så ville man have sparet 1600 millioner Mark. Ifølge Ruhland ville en energisk bekæmpelse af kornsygdommene alene være nok til at overflødiggøre al kornindførsel til Tyskland. I en brochure af dr. med. Sonnenberg i Worms meddeler denne, at ifølge en offentlig kilde i Bayern lider det bayerske landbrug et tab af 30 procent af sin grøde pr. år på grund af ugræs i marken. På to strækninger på omtrent 4 kvadratmeter hver, hvoraf det ene havde ugræs, mens det andet var renset for dette, kom Nowatzki til følgende resultat:

Dr. Rümker, professor ved landbrugsinstituttet ved universitetet i Breslau, erklærer på grundlag af landbrugsstatistikken, at der i Tyskland så godt som intetsteds udføres en omhyggelig jordbearbejdning. Såvel såningen som bearbejdelsen af jorden gøres ofte rent skematisk og tankeløst og med så ufuldkomne og upassende redskaber, at udbyttet af arbejdet og anstrengelse må blive ringe. Ikke engang det lette arbejde, som en sortering af sædekornet, praktiserer de tyske landmænd. Professor v. Rümker viser i nedenstående tabel, hvorledes udbyttet stiger pr. hektar ved sortering af sæden:

Merudbyttet ved sortering beløber sig altså efter tabellen til 1200 kg. korn pr. hektar som efter en værdi af 15 Mark pr. dobbelt centner repræsenterer en pengeværdi på 180 Mark. Hvis udgifterne ved sorteringen beregnes til højst 4,40 Mark, så bliver der tilbage en ren nettoindtægt af 175,60 Mark pr. hektar på kornet alene selv om man ikke medtager i beregningen den øgede indtægt af halm og affald. Af en række forsøgsresultater sluttet Rümker videre, at man ved at udvælge den for hvert distrikt mest egnede sort gennemsnitlig kunne høste mere og forhøje udbyttet. Ved:

Rug   300-700 kg. korn eller omkr. 42- 98 mk. pr. hektar
Hvede   500-800 kg. korn eller omkr. 45-120 mk. pr. hektar
Byg   200-700 kg. korn eller omkr. 34-119 mk. pr. hektar
Havre   200-1.200 kg. korn eller omkr. 26-156 mk. pr. hektar

Lægger vi altså sammen merudbyttet ved sortering af sædekornet og rigtig udvalg af sort, så ser vi altså, at der i hvedeproduktionen alene kunne opnås en stigning i udbyttet af omkring 1500 til 2000 kilogram korn eller omkring fra 220 til 295 Mark pr. hektar.

I et skrift »Det tyske landbrugs fremtid« påvises, hvilke vældige merindtægter man kunne opnå af næsten alle landbrugsprodukter, hvis man bragte jorden til at yde mere ved rigelig og fagmæssig gødning, ved at tilføre jordbunden mineralske gødningsstoffer, superfosfat, tomasfosfat, kainit og fosforsyre. På den tyske hvedemark kunne på denne måde meget vel opnås en gennemsnitshøst på 36 dobbeltcentner, på rugmarken 24 dobbeltcentner pr. hektar. En betragtelig del af det nuværende rugland kunne også ved bedre gødning og bearbejdelse udnyttes til hvedeproduktion, så at gennemsnitsudbyttet af det til brødkorn optagne agerland – to femtedele hvede og tre femtedele rug – kunne anslås til 28,8 dobbeltcentner pr. hektar. Efter at have fratrukket det af ringere indholdsrig kvalitet fra sædekorn og korn, bliver der 26 dobbeltcentner tilbage tilovers til menneskeføde. De 7,9 millioner hektar, som nu anvendes til dyrkning af brødkorn, kunne yderligere udvides med omkring 1,5 million hektar af græsningsarealer, brakland, ødestrækninger og moser, så at man ved et gennemsnitlig udbytte på 26 dobbeltcentner pr. hektar og et dyrket fladeindhold på 9,4 millioner hektar kunne opnå at producere 251,92 millioner dobbeltcentner brødkorn. Regner man et årlig forbrug på 175 kilogram pr. mand, så skulle man altså kunne levere brødkorn til 144 millioner mennesker. Ved folketællingen i året 1900 havde Tyskland omkring 56.345.000 indbyggere; den tyske jord kunne altså allerede på teknikkens og videnskabens daværende stadium forsyne to og en halv gang det nuværende indbyggerantal med brødkorn. På grund af den brugsmåde, som skyldes den opstykkede privatejendom, må Tyskland gennemsnitlig indføre en niendedel af sit brødkorn fra Rusland. Skulle man under de nuværende brugsforhold kun opnå tilnærmelsesvis lignende resultater, så ville det betinge så høje priser på levnedsmidler, at de fleste mennesker ikke ville tåle det, hvorved formålet altså ikke ville nås. Kun ved kommunistisk bedrift i stor skala kan sådanne resultater opnås; men derpå tænkte naturligvis ikke de nævnte forfattere. Ifølge en af dem opsat beregning ville man ved at gennemføre en mere intens dyrkningsmetode i det tyske landbrug kunne nå til et merresultat, som ser således ud:

Tager vi i betragtning, at man efter det af Mack ovenfor udførlig omtalte forslag angående indførelse af elektricitet kunne spare et meget stort antal trækdyr, så kunne man i betragtelig grad forhøje avlen af slagtekvæg eller anvende det dertil nødvendige land til dyrkning af andre for menneskene nyttige næringsmidler. Der er også et andet område, som i meget højere grad end tilfældet er, kunne være genstand for landmændenes opmærksomhed, og det er fjerkræavl og æggeproduktion. Værdien af æg som årlig indføres til Tyskland beløber sig til 149,7 millioner Mark (1907) og af levende fjerkræ indføres der for over 40 millioner Mark. Drifts- og avisindretningerne på dette område befinder sig endnu på et langt tilbagestående stadium. Videre vil de, med den koncentration af stalde og forrådshuse af alle slags, kælderlokaler, indretninger til tilberedelse af foderet, gødselbinger, ikke alene atter betyder stor tids, kraft og materialbesparelse, men også med henblik på rationel udnyttelse yde fordele, som småbruget og det middelstore brug aldrig – og storbruget kun sjælden nyder godt af. Hvor nødvendig er f.eks. ikke hygiejniske indretninger i ko- og fårestaldlokaler, hvor mangelfuldt er ikke foderindretninger for fæ og hønsestalde indrettet. At renlighed, lys og luft er ligeså nødvendige ting for dyrene som for menneskene er en kendsgerning, som er det tyvende århundredes landmand lidt bekendt. At samtidig også produktionen af mælk, smør, ost og honning og kød vil foregå under langt mere sunde og rationelle forholde er indlysende. Ved en fornuftig forbindelse og udnyttelse af de forhåndenværende mennesker og maskinkræfter vil ikke alene såningen, men også indhøstningen kunne foregå i en hidtil uanet målestok. Anlæg af store sikkerhedslokaler, tørrehuse o.s.v. vil muliggøre indhøstning i alt slags vejr, og grødens hurtige bjergning vil forhindre de enorme tab, som nu så hyppig forekommer. Efter hvad v. d. Goltz beretter får man i Mecklenburg på grund af ugunstige vejrforhold i indhøstningstiden en mindskning i udbyttet af 8 til 9 millioner Mark og i regeringsdistriktet Königsberg fra 12 til 15 millioner Mark.

5. Vindyrkning i fremtiden

Også frugt, bær og havedyrkning vil i fremtiden antage hidtil uanede dimensioner og udbyttet mangedobles. Hvor meget der selv hos os syndes, hvad frugtavlen angår, skønt Tyskland har et for frugtavl særdeles gunstig klima, fremgår tydelig af det faktum, at vi årlig indfører for over 40 millioner Mark med frisk frugt, og for 20 millioner med tørret frugt. Kun et blik på frugttræernes slette forfatning udover store dele af Tyskland, selv i lande, som har et navn som frugtstater, er nok til at gøre dette indlysende. Her er et stort felt for landmændenes initiativ. På samme måde står det til med bærdyrkningen, som endnu kun er i sin vorden. Ved at anvende kunstig varme og fugtighed vil man hele året igennem i store beskyttede lokaler kunne dyrke grønsager, frugt og bær i stor målestok. Blomsterdrivhusene i vore storbyer kan midt på koldeste vinteren opvise et blomsterflor, som kan måle sig med sommerens rigeste. Et af de mest storartede eksempler på kunstig frugtavl fremviser havedirektør Haupts kunstige »vinberg« i Brieg i Schlesien; han har nu fået mange efterlignere, og har allerede forlængst haft forgængere i andre lande, specielt i England. Denne indretning og dens resultater er så lokkende skildret i »Vossische Zeitung« for 27 september 1890, at vi uddragsvis her aftrykker artiklen. Bladet skriver:

»På et næsten kvadratisk jordstykke på 500 kvadratmeter er der bygget et glashus 4,5-5 meter højt, hvis vægge vender nøjagtig mod nord, syd, øst og vest. I retning nord mod syd findes 12 dobbeltspalter i en afstand af omtrent 1,8 meter fra hinanden; disse tjener samtidig som støtter for det flade tag. I et bed 1,25 meter dybt over et beskyttelseslag af 25 centimeters tykkelse, som indeholder et net af drænrør og vertikalrør til ventilation af grunden, et bed, hvis store senge var gjort fede og frugtbare ved tilførsel af kalk, savflis, sand, benmel og kalisalt, mellem disse dobbeltspalter plantet hr. Haupt 360 vinstokker af de sorter, som i Rhinegnene giver de ædleste safter, altså hvidt og rød riesling, traminer, hvidt og blå muskateller og burgunder. Rummets yderligere ventilation foregår gennem åbninger i væggene og ved 20 meter lange luger i taget; disse åbnes og lukkes ved stormsikre hejseindretninger. Til vanding af vinstokkene forefindes 26 sprøjter, som er fæstet til 1,25 meter lange gummislanger og hænger ned fra en højtvandsledning. Hr. Haupt indførte i sine »vinhaller« og »vinberge« nok et middel, som virkelig er genialt, til en rask og grundig vanding af vinstokkene. Han indførte kunstig regnvejr. Oppe under taget findes, i en afstand fra hinanden af en halv meter, fint hullede kobberrør. Vandstrålerne, som opad trænger ud af disse fine huller, træffer mod små, runde poser af gardintøj (gaze) og bliver nu ved vandets udtræden til små fine fontæner; en ordentlig vanding med gummislanger tager altid nogen timer; men kun en hane behøver man nu at dreje om og straks strømmer der fra hele taget en mild, forfriskende regn udover vinstokker, jordbed og granitblokkene. Her anvendes ikke i nogen videre målestok kunstig opvarmning; men ved en fornuftig udnyttelse af glashusets naturlige egenskaber, opnår man fra 8° til 10° Reaumurs højere temperatur end luften udenfor har. For at beskytte vinstokkene mod deres skadeligste og farligste fjende, vinlusen, hvis den først skulle vise sig, er det nok at lukke drænrørene og åbne alle vandkranerne. Derved sættes planterne under vand, og herimod kan som bekendt, denne fjende ikke stå sig. Mod storm, kulde, frost og for meget regn, er det kunstige vinberg beskyttet ved glastak og vægge; mod haglvejr ved et fint net over taget, og mod tørke ved de kunstige »regneapparater«. Ejeren af et sådant vinberg er sin egen vejrmester og kan le ad alle en ligegyldig eller grusom naturs luner og nykker, som så ofte truer med at tilintetgøre frugterne af vindyrkerens møje og arbejde.«

Dét, som hr. Haupt havde beregnet slog fuldstændig til. Vinstokkene trivedes fortræffelig i det regelmæssig varme klima. Druerne blev fuldmodne og gav allerede i høsten 1885 en most, som ikke stod tilbage for de vine, som dyrkes i Rhinegnene, hverken hvad sukkermængden eller det ringe syreindhold angik. Ligeledes trivedes druerne udmærket det følgende år, ja, endog i det ugunstige år 1887. På denne måde kan man, når vinstokkene har nået sin fulde højde, 5 meter, og bærer frugt i struttende fylde helt til toppen, årlig avle omkring 20 hektoliter vin, og en flaske ædel vin vil ikke komme producenten på mere end 40 pfennig (35 øre).

Der er ingen omstændighed, som skulle kunne hindre at bruge denne nye og højst resultatrige måde at dyrke vin på i stor og rent fabriksmæssig målestok. Glashuse af lignende art, som her, på 500 kvadratmeter land, måtte med lignende ventilations- og vandingsapparater uden tvivl lade sig opføre på større landstrækninger. I disse glashuse vil også vegetationen begynde flere uger tidligere end i det fri, og rankerne vil være beskyttet mod majkulde, regn og frost i blomstringstiden, tørke, mens druerne vokser frem, mod gnaskende fugle og druetyveri, imod altfor megen fugtighed i modningstiden, og mod vinlus hele året igennem, ligesom de vil kunne hænge på stokkene helt til ud i november og december. I et foredrag, som opfinderen og grundlæggeren af det Hauptske vinberg i 1888 holdt for en forening til havedyrkningens fremme, stillede han følgende lokkende udsigter for fremtiden: Denne vindyrkning lader sig drive over hele Tyskland, specielt også på ellers ufrugtbare, sandige og stenopfyldte egne, som altså nu kan gøres frugtbare og vandes kunstig. Dette fremviser for landbrugsinteresserede et vældig virkefelt som hedder: »vindyrkning under glas«. Jeg vil kalde denne dyrkningsmåde for »fremtidens vindyrkning«.

Forfatteren skildrer dernæst, hvorledes vinen af disse druer har vundet sagkyndiges højeste ros, og tilføjer, »at vinberget også måtte kunne yde rum til andre lønnende bikulturer. Således trækker hr. Haupt mellem hver anden række af vinstok en rosenhæk, som allerede i april og maj bærer det rigeste blomsterfylde, og langs væggene mod øst og vest plantet han ferskentrær, hvis blomsterpragt i april forener det indre af dette vinpalads af glas med en blomsterpragt af eventyrlig ynde«. I vore dage er det specielt Belgien, som har skænket denne art af frugtavl stor opmærksomhed. Men også i Tyskland begynder denne dyrkningsmåde at tage større omfang, specielt hvad dyrkning af ananas angår.

Intet er til hindre for at lignende anlæg kunne oprettes i langt større målestok for de forskelligste jordkulturer, så at vi for mange jordprodukters vedkommende kunne få det dobbelte og tredobbelte i udbytte. I vore dage er sådanne foretagender i første række et rentabilitetsspørgsmål, og udbyttet af dem kommer kun de priviligerede i samfundet tilgode, dem som kan betale. I den socialistiske stat bliver spørgsmålet kun at skaffe nok arbejdskraft, og er den tilstede, vil værket fuldbyrdes til alles fordel.

6. Forholdsregler mod jordens udarmelse

Vi ser således, hvorledes der allerede under de nuværende forhold brydes nye baner til ernæringsspørgsmålenes løsning. Udnyttelsen af alle disse nye opdagelser foregår imidlertid meget langsomt, fordi mægtige klasser, agrarerne og deres politiske og sociale støtter, er levende interesseret i, at de ikke kommer frem. Om foråret bedes der vistnok hver søndag i alle kirker om en god høst, men med det samme stilles forbehold, hvormed man siger, at de troende tilbeder den hellige Florian: »Hellige Florian beskyt mit hus, men sæt ild på alle de andres.« Bliver nemlig høsten god i alle lande, så synker priserne voldsomt, og det er for agrarerne en forargelse. Alt det skader dem, som er alle andre til nytte, og derfor bliver de stille modstandere af enhver opdagelse eller opfindelse, som ikke alene bringer dem selv, men også andre fordel. Vort samfund er i alle dele i strid med sig selv.

At holde jorden i god stand og således øge dens ydeevne er et spørgsmål som i første række afhænger af, om man kan skaffe nok gødning. Frembringelse af gødningsstoffer bliver altså også et meget vigtigt spørgsmål i fremtidens samfund. Gødning er for jorden, hvad føden er for menneskene; og for jorden er heller ikke enhver slags og sort gødning lige nærende, lige så lidt som ethvert næringsmiddel er det for mennesker. Man må tilføre jorden nøjagtig de samme kemiske bestanddele, som man ved indhøstning af en bestemt slags og sort grøde har berøvet den, og man må tilføre den i større mængder netop de bestanddele, som denne sort grøde specielt kræver. Derfor vil studiet af kemien og dens praktiske anvendelse nå en hidtil uanet udstrækning.

Nu indeholder affald fra mennesker og dyr de kemiske bestanddele, som skal til for atter at frembringe menneskelig føde. Man må altså søge at nå den fuldkomneste udnyttelse og hensigtsmæssigste fordeling på dette område. Her syndes der meget i vore dage. Tag f.eks. de store industricentrer, hvor tilførselen af levnedsmidler foregår i enorm målestok, og se i hvor ringe grad de kostbare affalds- og vragstoffer igen kommer jorden tilgode. Følgen er, at landdistrikter, som ligger langt fra de store byer og industricentrer, og som hvert år sender deres produkter netop til disse steder, lider en følelig mangel på gødningsstoffer -; thi som oftest strækker den gødning ikke til, som findes på gårdene, fordi kvægbestanden f.eks. kun forbruger en del af den grøde, som avles på gården -; og på den måde griber man til rovdyrkningssystemet, som afkræfter jorden og formindsker grøden, hvis man ikke ved hjælp af kunstig gødning erstatter, hvad der mangler af naturlig. Alle lande som udfører jordprodukter men som ikke får gødningsstoffer tilbage, går før eller senere uvægerlig tilgrunde på grund af jordens udarmelse, således Ungarn, Rusland, Donau-fyrstendømmene o.s.v.

Liebig udviklet i midten af forrige århundrede læren om stofveksel for jordbunden; deraf fulgte anvendelse af koncentrerede gødningsstoffer, Schultze-Lupitz påviste, at visse planter, skønt de ingen kvælstofgødning fik, dog berigede jorden med kvælstof, et fænomen, hvis løsning tilfaldt Halbriegel. Han påviste, at der er milliarder af baciller, som i symbiose (samliv) med visse hjælpefrugter ligefrem skaffer planterne det nødvendige af luftens surstof under deres vækst. Når agrikulturkemien siden Liebig danner den ene side af det videnskabelige landbrug, så danner agrikultur-bakteriologien den anden side. Desuden besidder Tyskland i sine kali- og kainitlejer, i tomasfosfaten og superfosfaten og fosforsyren en række uerstattelige mineralske gødningskilder, som ved at anvendes på den rigtige måde sammen med en hensigtsmæssig bearbejdelse af jorden sætter det istand til at avle enorme mængder af levnedsmidler.

Om den betydning de forskellige kunstige gødningsstoffer har, får man en forestilling, når man hører at Tyskland i året 1906 anvendte for 300 millioner Mark kunstig gødning, deraf for 58,3 millioner svovlsur ammoniak, for 120 millioner chilisalpeter, mens resten falder på tomasfosfat, superfosfat, kaliumsalt, guano og andre stoffer. Af disse gødningsstoffer er kvælstofgødningen den vigtigste. Hvor overordentlig stor dens virkning er, viser følgende. Mens havrehøsten ifølge Wagners undersøgelser på et jordstykke i Hessen i sammenligning med fuldstændig gødning, sank med 17 procent når der manglet fosforsyre, med 19 procent når der manglet kali, så sank den med 89 procent, når der manglet kvælstof. I gennemsnit regnet man nettogevinsten for en hektar i et år således: 96 Mark ved fuld gødning, 62 Mark når der på fuldstændig gødning manglede kali, 48 Mark når der manglede fosforsyre, men kun 5 Mark når der på fuld gødning manglede kvælstof. Man har regnet ud, at hvis Tyskland kunne fordoble sit forråd af kvælstofgødning, så ville det ikke alene kunne dække sit korn- og kartoffelbehov, men også have anselige mængder tilbage for eksport. Og hovedkilden til dette værdifulde gødningsstof, saltpeterlejerne i Chile – hvor også guano-lejerne findes – går raskt sin udtømmelse imøde, – mens behovet for kvælstofpræparater stadig bliver større både i Tyskland, Frankrig og England, og i de sidste 10 år også i Amerikas Forenede Stater. Den engelske kemiker William Crookes har allerede i året 1899 optaget dette spørgsmål til drøftelse og betegnet det som en omstændighed af større betydning end den mulighed, at Englands kullejer i nær fremtid kunne tænkes at blive tomme. Som kemiens hovedopgave mener han, at løsningen findes ved at fabrikere kvælstof af luftens uhyre beholdning af dette stof. Man kan kun erindre, at der over hver kvadratcentimeter jordoverflade findes et luftkvantum, som vejer et kilogram, og at fire femtedele af dette er kvælstof; heraf kan regnes ud, at den jordiske atmosfæres kvælstofindhold beløber sig til omkring 4000 millioner ton. Det nuværende årlige forbrug af salpeter svarer til en kvælstofmængde på 300.000 ton. Selvom der altså ikke fandt sted nogen som helst ny tilgang på kvælstof så ville atmosfærens beholdning være nok til at forsyne jorden med dens nuværende salpeterforbrug i 14.000 millioner år.

Og denne opgave er nu løst. Allerede i 1899 fremstillet A. Frank og N. Caro ved at lade atmosfærisk kvælstof indvirke på kalciumkarbid (kalk og kul) under høj temperatur kalcium-cyanamid, som i råtilstand indeholder 14 til 22 procent kvælstof. Dette nye gødningsstof er nu kommet i handelen under navn af kalkkvælstof. Men dette er ikke den eneste måde. Det lykkedes i 1903 nordmændene C. Birkeland og S. Eyde at overføre luftens kvælstof til salpetersyre umiddelbart ved forbrænding ad elektrisk vej. Ved denne fremgangsmåde får man et produkt, som i enhver henseende er chilisalpeteren jævnbyrdig og i visse jordarter endog overlegen. Den indførtes for nogen år siden på det tyske marked under navn af Norges-salpeter. Og i 1905 lykkedes det Otto Schønherr at opfinde en fremgangsmåde, som teknisk byder på endnu større fordele end Birkeland-Eide’s. Foruden den elektriske behandling behøver Schønherr’s metode kun de allerbilligste materialer, nemlig vand og kalksten. Derimod må der til produktion af kalkkvælstoffet endnu kul til; og det kvælstof man trænger kan ikke anvendes i form af luft, men må adskilles fra denne. Hermed er altså landbruget tilført et nyt gødningsstof, som fremstilles ved en ren teknisk industriel proces, og som er tilgængelig i ubegrænsede mængder.

Ifølge A. Müller udskiller et normalt, sundt, voksent menneske gennemsnitlig 48,5 kilogram faste og 438 kilogram flydende ekskrementer om året.

Disse stoffer repræsenterer efter de nuværende priser på gødningsstoffer en pengeværdi af 5,15 Mark, hvis de kunne anvendes uden det tab, som forårsages ved uddunstninger o.s.v.. De store hindringer det volder helt ud at udnytte disse stoffer ligger væsentlig i vanskeligheden ved at fremstille hensigtsmæssige, rummelige samleindretninger – og i den kostbare transport. En stor del af ekskrementerne fra byerne ledes ud i vore elve og forurener disse. Ligeledes går det meste af affaldet fra køkkener, værksteder og industrilokaler til spilde.

Det nye samfund vil finde midler og vejer til at møde denne ødsling. Det vil lettere kunne løse dette spørgsmål på grund af den omstændighed, at lidt efter lidt vil de store byer forsvinde og befolkningen decentralisere.

7. Ophævelse af modsætningen mellem by og land

Ingen vil anse vore dages storbysudvikling for et sundt produkt. Det herskende industri og økonomisystem trækker vedblivende store masser af befolkningen til de større byer. [9] De er hovedsæder for industrien og handelen, og her løber færdselsvejene sammen, og i byerne sidder indehaverne af de store formuer, de højeste embedsmænd, militærkommandoerne og de højeste domstole. Der findes de store dannelsesanstalter, kunstakademier, der er de store fornøjelses- og underholdningssteder, udstillinger, museer, teatre, koncertsale o.s.v. Tusinder trækker bedrifterne til, tusinder fornøjelserne og endnu flere tusinder håber på bedre fortjeneste og behageligere livsunderhold.

Men denne storbyvækst ligner, billedlig talt, et menneske, hvis maveomfang stadig tiltager, hvorimod benene bliver stedse tyndere og kan tilslut ikke længere bære sin tyngde. I umiddelbar nærhed af disse byer antager landsbyerne stedse en mere og mere bymæssig karakter og bliver samlingssteder for proletariatet. De fattigste kommuner må anspænde skatteevnen til det yderste og kan endda ikke tilfredsstille kravene. Flyder de så endelig over i storbyen og denne i dem, så forsvinder de, som en lille planet, der kommer for nær solen. Men dermed bliver de gensidige livsbetingelser ikke forbedret. Disse bliver tværtimod altid ugunstigere samtidig med massernes ophobning i overfyldte beboelsesrum. Disse i den nuværende udvikling nødvendige masseansamlinger som også danner revolutionscentre, har i det nye samfund opfyldt sit formål. Deres endelige opløsning er nødvendig, idet nu omvendt befolkningen fra de store byer søger ud på landet og der danner nye med de forandrede forhold overensstemmende kommuner og forbinder der sin industrielle virksomhed med landbruget.

Så snart bybefolkningen ved udviklingen af samfærdselen, produktionsindretningerne o.s.v. har mulighed for at overføre alle deres tilvante kulturbehovs tilfredsstillelse til landet, med dannelsesanstalter, museer, teatre, koncertsale, biblioteker, forsamlingssale o.s.v., vil vandringen til landet begynde. Livet vil få alle den nuværende storbys behageligheder uden dens ulemper. Befolkningen kommer til at bo langt sundere og behageligere. Landbefolkningen vil søge til industrien og bybefolkningen til deltagelse i ager- og havebrug, en afveksling i beskæftigelsen som nu til dags kun få mennesker nyder og for det meste kun under betingelse af et overmål af arbejdstid og anstrengelse.

Som på alle andre strøg, arbejder også den borgerlige verden her for udviklingen, idet fra år til år stadig flere industrielle foretagender opstår på landet. De ugunstige livsbetingelser i storbyen, høj leje, højeste løn, tvinger mange arbejdsgivere til denne overflytning. På den anden side bliver storgodsejerne også mere industrielle (sukkerfabrikanter, brændevinsbrændere, ølbryggere, cement og stentøjfabrikanter, teglværksejere, trævarefabrikanter, papirfabrikanter o.s.v.). Mange titusinder bor i dag også i storbyernes forstæder, idet kommunikationsmidlerne har tilladt en sådan beboelse fjernere fra arbejdsstedet.

Ved befolkningens decentralisation vil også den nu bestående modsætning mellem land og bybefolkning forsvinde.

Bonden, den moderne helote, som hidtil i sin ensomhed på landet var afskåret fra enhver højere kulturudvikling, bliver nu et frit menneske, fordi han i fuldeste grad bliver kulturmenneske. Fyrst Bismarcks fordums ønske om at se de store byer ødelagt bliver opfyldt, omend i en anden betydning end han ventet.

Ophævelse af staten

Kaster vi nu et tilbageblik, så ser vi, at vi ved at ophæve privatejendommen af arbejdsmidlerne og ved at gøre dem til samfundseje, så forsvinder lidt efter lidt mængden af de onder, som i det borgerlige samfund stadig bliver mere utålelig. Samfundet ophører at blive behersket af en klasse og leder og kontrollerer den samlede virksomhed efter selvgiven plan. Akkurat som ved lønsystemets afskaffelse, forsvinder menneskenes udbytning af mennesker, og så bliver også jordbunden ryddet for svindel og bedrag, næringsmiddelforfalskning, børsspekulationer o.s.v.. Mammonstemplernes haller står tomme. Statspapirer, aktier, gælds- og pantebreve, hypoteker o.s.v. er blevet makulatur. Schillers ord: »Vor gældsbog er ødelagt og hele verden forsonet« bliver til virkelighed og bibelens ord »I dit ansigts sved, skal du æde dit brød« gælder nu også for børsheltene og kapitalismens droner. Det arbejde imidlertid, som samfundets ligeberettigede medlemmer skal yde, vil ikke virke trykkende, men i væsentlig grad hæve deres legemlige velbefindende. Bekymringer for ejendommen, som efter vore arbejdsgiveres og kapitalisters patetisk udtalte forsikringer ofte skal være tungre at bære end arbejderens usikre og beskedne lod, bliver de for altid befriet fra. Ophidselserne ved spekulationerne, som forårsager så mange hjertelidelser og slagtilfælde hos vore børsjobbere og som gør dem så nervøse, bliver de sparet for. Både de og deres efterkommere vil få en sorgløs tilværelse og vil befinde sig vel ved det.

Med ophævelsen af privatejendommen og klassemodsætningerne falder også lidt efter lidt staten. »Idet det kapitalistiske produktionsnet i stadig stærkere grad forvandlet befolkningens store flertal til proletarer, skabte det den magt, som vil komme til at fuldbyrde denne omvæltning, hvis det ikke selv til straf vil bukke under. Idet det selv i stadig stærkere grad kræver de socialiserede produktionsmidlers overgang til statsejendom, viser den selv vejen for denne omvæltning ...

»Staten var den officielle repræsentant for det hele samfund, dens sammenfatning i en synlig institution, men den var kun dette, for så vidt den var staten for den klasse, som for sin tid repræsenterede samfundet: i oldtiden de slaveholdende statsborgere, i middelalderen feudaladelen, i vor tid bourgeoisiet. Idet den udvikler sig til at blive repræsentant for det hele samfund, gør den sig selv overflødig. Så snart der ikke længere gives nogen samfundsklasse, som skal holdes nede i undertrykkelse, så snart det er slut med det hidtidige klasseherredømme og den på det hidtidige anarki i produktionen baseret kamp for tilværelsen og de deraf følgende kollisioner og eksesser, gives der ikke mere nogen at undertrykke, som skulle kræve en særlig undertrykkelsesmagt – en stat. Den første handling, hvori staten virkelig optræder som repræsentant for det hele samfund – det at lægge beslag på produktionsmidlerne i samfundets navn – er samtidig dens sidste handling som stat. En statsmagts indgriben i samfundsforholdene bliver på det ene område efter det andet overflødig og sover derfor ind af sig selv. Istedet for regering over personer, træder forvaltning af ting og ledelse af produktionsprocesser. Staten bliver ikke »afskaffet«, den dør bort.«
(F. Engels: »Hr. Eugen Dührings omvæltning af videnskaben«)

Med staten forsvinder dens repræsentanter; ministre, parlamenter, hær, politi og gendarmer, domstole, statsadvokater, fængselsbetjente, skat og toldforvaltning, med et ord: hele det politiske apparat. Kaserner og øvrige militærbygninger, justits- og forvaltningspaladserne, fængslerne o.s.v. bliver nu ledige til bedre øjemed. Titusinder af love, kundgørelser og forordninger bliver makulatur og vil kun have historisk værdi. De store og dog så smålige parlamentariske kampe, hvorved de snakkesalige mænd indbilder sig ved deres taler at beherske og styre verdenen, er forsvunden. De har veget pladsen for forvaltningskollegier og delegationer, som befatter sig med den bedste måde at ordne produktion og omsætning på og fastsætte mængden af de nødvendige forråd, samt indførelse og anvendelse af hensigtsvarende nyheder på kunstens, oplysningens, samfærdselens og produktionens område såvel i industri som landbrug. Det er altsammen praktiske, synlige og gribbare ting, som enhver står objektiv lige overfor, fordi han ikke har nogen personlig interesse som står fjendtlig mod samfundets. Ingen har nogen anden interesse end almenhedens, som består i at indrette alt på det bedste, mest hensigtsvarende og fordelagtigste.

Statens hundredetusinder fordums repræsentanter går over i forskellige fag og hjælper med sin intelligens og deres kræfter til at forøge samfundets rigdom og behageligheder.

Man vil fremtidig hverken kende politiske eller almindelige forbrydelser og forseelser. Tyvene er forsvundet fordi privatejendommen er forsvundet og enhver i det nye samfund let og bekvemt kan tilfredsstille deres behov ved arbejde. Heller ikke »landstrygere og vagabonder« eksisterer mere. De er et produkt af et på privatejendom baseret samfund og ophører, så snart privatejendommen falder bort. Mord? Hvorfor? Ingen kan berige sig af andre og også mord, had eller hævn hænger direkte eller indirekte sammen med samfundets sociale tilstand. Mened, dokumentforfalskning, bedrageri, tilsnigelse af arv, bedragerisk bankerot? Privatejendommens mangler og dermed også disse forbrydelsers objekter. Brandstiftelse? Hvem skulle søge glæde eller tilfredsstillelse heri, når samfundet berøver ham enhver mulighed til had. Møntfalskneri? »Pengene er jo kun imaginære« og anstrengelsen ville være forgæves. Religions forhånelse? Sludder. Man overlader til den almægtige og algode Gud at straffe den som fornærmer ham, forudsat at man endnu strides om Guds eksistens.

Således bliver alle fundamenter for den nuværende »ordning« til myte. Forældrene fortæller senere børnene derom som fra gamle eventyragtige tider. Og fortællingerne om de forfølgelser og lidelser, som engang de nye ideers mænd blev overøst med, vil lyde for dem akkurat som når vi hører om kætter- og heksebrændinger. Alle navnene på de »store« mænd som optrådte med deres forfølgelser af de nye ideer og derfor blev overøst med bifald af deres tidsfæller, er glemte og kun historieforskerne støtter sig på deres navne, når de blader i gamle værker. Desværre lever vi endnu ikke i de lykkelige tider, hvori menneskeheden tør ånde frit.

Religionens fremtid

Og som det går med staten, går det også med religionen. Denne bliver ikke »afskaffet«, man vil ikke »afsætte Gud«, »rive folkene religionen ud af hjertet«, og hvordan de nu ellers lyder de tåbelige talemåder, hvormed man anklager ateistisk sindede socialdemokrater. Sådant overlader socialdemokratiet de borgerlige ideologer, som under den Franske Revolution forsøgte sådanne midler og naturligvis gik i vandet på det. Uden voldsomme angreb og uden undertrykkelse af meninger, af hvad art disse end er, vil de religiøse organisationer og med dem kirkerne lidt efter lidt forsvinde.

Religionen er den transcendente genspejling af samfundstilstandene. I samme grad som den menneskelige udvikling skrider fremover, som samfundet omformes, omformes også religionen. Den er, som Marx siger, bestræbelsen efter (trangen til) illusorisk lykke for folket og denne udspringer af en samfundstilstand, hvor der er behov for illusioner, men forsvinder, så snart erkendelsen af virkelig lykke og muligheden til at gennemføre den gennemsyrer masserne.

De herskende klasser stræber af egeninteresse efter at forhindre denne erkendelse, og de søger at bevare religionen som middel til sit herredømme. Dette udtrykkes tydeligst i den bekendte sætning: »Religionen må blive bevaret for folket.«

Denne forretning bliver i et på klasseherredømme baseret samfund en vigtig offentlig funktion. Der danner sig en kaste, som overtager denne funktion og koncentrerer hele sin skarpsindighed på at opretholde og udvide denne bygning, fordi deres egen magt og anseelse vokser dermed.

I begyndelsen fetischdyrkelse på de laveste kulturtrin i primitive sociale forhold, bliver religionen til polyteisme på højere udviklingstrin og til monoteisme på endnu mere fremskredne kulturstadium. Det er ikke guderne som skaber menneskene, men menneskene som skaber guderne. Monoteismen er gået op i en altomfattende, altgennemtrængende panteisme og forflygtiges stadig mere. Naturvidenskaber gjorde læren om verdens skabelse på seks dage til en myte. Matematikken og fysikken gør himmelen til en luftdannelse, stjernerne på himmelvæggen, på hvilke englene troner, til fiksstjerner og planeter, hvis natur udelukker enhver engletilværelse.

De herskende klasser, som ser sin eksistens truet, klamrer sig til religionen som støtte for al autoritet, ligesom alle herskende klasser hidtil har gjort det. Bourgeoisiet selv tror ingenting. Det har gennem hele sin udvikling, gennem den af dens skød udsprungne moderne videnskab, ødelagt troen på religionen og al autoritet. Bourgeoisiets tro er kun skintro, og kirken modtager hjælp af den falske ven, fordi den selv trænger hjælp. »Religionen er nødvendig for folket.«

For det nye samfund eksisterer ingen hensyn. Menneskehedens stadige fremskridt og den uforfalskede videnskab er dens faner. Har nogen religiøse behov, kan han tilfredsstille dem med sine lige. Samfundet bryder sig ikke om det. Også præsten må arbejde for at leve og da han lærer herved, og så vil også for ham den tid komme, hvor han indser, at det højeste er: at være menneske.

Sædelighed og moral består også uden religion. Det modsatte kan kun enfoldige og hyklere ville påstå. Sædelighed og moral er udtryk for begreber, som regulerer menneskenes forhold til og optræden mod hverandre. Religionen omfatter menneskenes forhold til oversanselige væsener. Ligesom religionen, så udspringer også moralbegreberne af menneskenes sociale forhold. Kannibalerne betragter menneskeæderi som meget moralsk. Grækerne og romerne anså slaveriet for moralsk. Middelalderens feudalherrer livegenskab og hørighed. For de moderne kapitalister synes lønarbejdsforholdet i udbytninger af kvinder og demoralisering af børn ved fabriksarbejde i højeste grad moralsk. Fire samfundstrin og fire moralbegreber; men ikke i nogen hersker det højeste moralbegreb.

Den højeste moralske tilstand er den, hvori menneskene står overfor hverandre som frie og lige og hvor sætningen: »Hvad du ikke vil, andre skal gøre mod dig, det gøre du heller ikke mod andre,« behersker alle menneskelige forhold.

I middelalderen var menneskets afstamning det vigtigste, – nu er besiddelsen det bestemmende, – i fremtiden gælder mennesket som menneske. Og fremtiden tilhører socialismen.

Det socialistiske opdragelsesvæsen

Den afdøde tyske rigsdagsmand dr. Lasker holdt i 70’erne et foredrag i Berlin, hvori han kom til den slutning, at et lige dannelsesniveau for alle samfundets medlemmer var mulig. Dr. Lasker var anti-socialist, en hårdnakket tilhænger af privatejendommen og kapitalismen: Dannelsesspørgsmålet er imidlertid i dag i første række et pengespørgsmål. Under sådanne forhold er et lige dannelsesniveau for alle en umulighed. Enkelte kan under forholdsvis gunstige omstændigheder ved overvindelse af mange vanskeligheder og ved anvendelse af stor energi, tilegne sig en højere dannelse. For den store mængde er det umulig, så længe den lever i social undertrykkelse og afhængighed. [10]

I vort nye samfund er livsvilkårene lige for alle. Behovene og tilbøjelighederne er forskellige og vil, fordi de er begrundet i menneskenaturen også vedblive at være forskellige, men enhver vil få anledning til at udvikle sig, fordi tilværelsesbetingelserne er lige for alle. Den ensformige lighed man tildigter socialismen, er som så meget andet man pålyver den, en meningsløshed. Hvis den tilstræber noget sådant, ville den handle ufornuftig, thi da kom den i modstrid med selve den menneskelige natur, og blev nødt til at give afkald på at få se samfundet udvikle sig overensstemmende med sine principper. [11] Ja, dersom det lykkedes socialismen at overrumple samfundet og at presse det ind i unaturlige forhold, i løbet af kort tid ville da disse nye forhold som indsnørrede samfundet i utålelige bånd, blive sprængt, og socialismen ville være død og borte for altid. Samfundet udvikler sig efter sine egne love og i overensstemmelse med dem handler det. [12]

En af hovedopgaverne for det nye samfund må være at opdrage efterkommerne på en hensigtsmæssig måde. Hvert børn som fødes, er en velkommen tilvækst til samfundet; det ser deri muligheden for sin fortsatte beståen, sin egen videreudvikling; det føler sig derfor også forpligtet til så kraftigt som mulig at træde i skranken for barnet. Samfundets omsorg gælder derfor først og fremmest den fødende, moder. Bekvem bolig, behagelige omgivelser, indretninger af alle slags, sådan som de passer for kvinden under svangerskabet, omhyggelig pleje for hende og barnet, er den første betingelse. At barnet må beholde modersbrystet så længe som det viser sig mulig og nødvendig, er en selvfølge. Alle hygienikere og læger er enig i, at intet fuldt ud erstatter modernæringen.

De der som Eugen Richter er forbitret over at den unge moder kommer på en fødselsstiftelse hvor hun er omgivet af alt det som kun rigdommen i vore dage muliggør, bør mindes om, at for øjeblikket fødes mindst fire femtedele af menneskene under de mest primitive forhold; tilstande som er en hån mod vor kultur og civilisation. Og af den sidste femtedel af vore mødre, er igen kun et mindretal sådan stillet at de nogenlunde kan nyde godt af den pleje og de behageligheder som skulle tilkomme en kvinde i denne tilstand. Der gives virkelig i byer med udmærkede fødselsstiftelser endog i dag ikke få kvinder som, såsnart de føler at fødslen nærmer sig, begiver sig hen til disse anstalter for der at vente sin nedkomst. Omkostningerne ved opholdet i disse anstalter er imidlertid så store, at kun få kvinder kan gøre brug af dem. Andre holder sig vistnok borte fra dem af fordomme. Vi har altså også her et eksempel på, hvorledes overalt den borgerlige verden i sit skød bærer kimen til de fremtidige samfundsformer.

De fleste fornemme damers moderskab får forøvrig en ejendommelig bismag ved den kendsgerning, at de snarest mulig overdrager pligter som mor til en proletarisk amme. Som bekendt er for eksempel det vendiske Lausitz (Spree-skoven) den egn, hvorfra Berliner-bourgeoisiets damer, som ikke vil eller ikke formår at give sine nyfødte bryst, indskriver deres ammer. Ammeopdrætningen, som består i at landspigerne lader sig besvangre for efter sit barns fødsel at kunne leje sig bort til en velhavende berliner-familie som amme, bliver drevet som erhverv. Piger som føder tre-fire børn udenfor ægteskab for at kunne fæste sig bort som amme, er ingen sjældenhed, og jo mere de tjener på denne »gesjæft», desto mere eftertragtelsesværdige som koner synes de at være for de unge mænd i Spree-skoven. Fra den borgerlige morals standpunkt er dette en forkastelig handlemåde, men fra det synspunkt hvorfra det i dette tilfælde passer bourgeoisiet – hvis familieinteresser det her gælder – at se sagen, synes den meget rosværdig og overordentlig ønskelig.

Så snart barnet er blevet større, begynder det friske, glade liv sammen med de jævnaldrende, med fælles lege under fælles tilsyn. Alt hvad der efter børnenes forskellige indsigt og behov kan gøres for deres åndelige og legemlige udvikling, vil blive gjort. Enhver som har iagttaget børn ved, at de opdrages lettest i samvær med deres lige; deres selskabeligheds- og efterlignelsestrang er overordentlig stærk. Særlig tager de mindre gerne de større til forbillede og eksempel og følger dem mere end forældrene. Disse egenskaber kan med fordel udnyttes under opdragelsen. Efter legesalene og børnehaverne kommer det afsnit af barnets liv da det under legen får anledning til at tilegne sig den mest elementære viden og stifter bekendtskab med de forskellige industrielle virksomheder. Derpå følger passende åndelig og legemlig arbejde, forbundet med gymnastiske øvelser og fri bevægelse på lege- og gymnastikpladsen, på skøjtebanen, i badeanstalterne; øvelses marcher, brydekampe og legemsøvelser for begge køn drives planmæssig og i passende udstrækning. Der skal uddannes en sund, hærdet, legemlig og åndelig normalt udviklet slægt. Dernæst gøres barnet skridt for skridt fortrolig med de forskellige praktiske virksomheder, havedyrkningen, agerbruget, fabriksvæsenet, produktionsprocessens teknik. Den åndelige uddannelse, tilegnelsen af sand viden hentet fra de forskellige områder af den menneskelige kundskab, bliver heller ikke forsømt.

I opdragelsessystemet vil der blive foretaget den samme renselses- og forbedringsproces, som i produktionssystemet. En mængde forældede, overflødige levemetoder, som virker hæmmende på den åndelige og legemlige udvikling, vil falde væk. Kundskaben om naturlige ting, afpasset efter forstandens krav, vil i langt større grad formå at opildne lærelysten end et undervisningssystem, hvor det ene læreemne står i modstrid med det andet og ophæver dets virkning, som når der f.eks. på den ene side læres religion på grundlag af bibelen, på den anden side naturvidenskab og naturhistorie. Klasseværelserne udstyres sådan og skolerne forsynes så rigelig med gode hjælpemidler for undervisningen, at undervisningssystemet står i linie med det nye samfunds høje kulturstandpunkt i det hele. Skolemateriel, klæder, underhold sørger samfundet for; ingen elev bliver behandlet bedre eller værre end de andre.

Det er atter en ting, som forsvarerne af den borgerlige samfundsorden er forbitret over. Skolen skal gøres til en kaserne, forældrene berøves enhver indflydelse på deres egne børn, råber vore modstandere. Noget sådant er der slet ikke tale om. Da forældrene i fremtidens samfund har en langt større fritid til sin rådighed end det nu for det alt overvejende flertal er tilfældet – husk at de fleste arbejdere, post, jernbane, fængsels og politibetjente o.s.v. har en arbejdstid på 10 timer og derover, tænk på hvor optaget de næringsdrivende, småbønderne, købmændene og mange læger er -, så kan de ofre sig for deres børn i langt større grad end det i dag er mulig. Desuden har forældrene ordningen af undervisningsvæsenet i sin hånd, thi de bestemmer de forholdsregler, som skal træffes og de indretninger, som skal indføres. Vi lever da i et helt igennem demokratisk samfund. De undervisningsudvalg som findes, er sammensat af forældrene – mænd og kvinder – og af opdragerne. Tror man at disse handler imod deres følelser og interesser? Vore modstandere lader, som om det hørte til forældrenes største behageligheder hele dagen at have børnene om sig, for at opdrage dem. I virkeligheden er det anderledes. Hvilke vanskeligheder og hvilken møje opdragelsen af et børn skaffer en, kan bedst de forældre bedømme, som er eller har været i denne situation. Flere børn letter vistnok opdragelsen, men de forårsager så meget arbejde og opmærksomhed, at særlig moderen, som har hovedbyrden med dem, er glad når skoletiden begynder, så hun en del af dagen kan få dem ud af huset. De allerfleste forældre kan heller ikke opdrage deres børn på en tilfredsstillende måde. Det store flertal mangler tid til dét; fædrene har sit erhverv, mødrene har sit husholdningsarbejde at udføre, hvis de da ikke må ud og hjælpe manden med at tjene til føden. Men er de så heldig at have tid til opdragelsen, så mangler de i utallige tilfælde evnen til det. Hvor mange forældre er vel i stand til at følge med i børnenes udvikling på skolen og til at hjælpe og vejlede dem i deres daglige skolearbejde? Meget få. Moderen, som i en hel del tilfælder bedst kunne gøre det, er sjælden dygtig nok til det, fordi hun ikke er blevet tilstrækkelig forberedt for dette arbejde. Undervisningsmetoderne og lærestoffet veksler også så hyppig, at forældrene kommer til at stå fremmed overfor det hele.

Endvidere er de huslige indretninger for det overvejende antal børn så tarvelige, at de hverken finder den fornødne behagelighed eller orden og ro til at kunne udføre deres skolearbejder hjemme. Ofte mangler alt det nødvendige. Lejligheden er mangelfuld og overfyldt, alle bevæger sig på det snævreste rum, man kan tænke sig; bohavet er fattig og tilbyder sig ikke det børn, som vil arbejde, den ringeste bekvemmelighed. Ikke sjælden mangler der lys, luft og varme; lære- og arbejdsmidlerne er, om de overhovedet haves forhånden, af dårligste kvalitet; ofte gnaver også sulten i tarmene på de små og berøver dem sans for og lyst til sit arbejde. Desuden nødes mange hundrede tusinde børn til at udføre alle mulige huslige og industrielle arbejder, som forbitrer ungdommen og gør dem udygtige til udførelsen af deres skoleopgaver. Børnene skal også ofte overvinde forældrene og indskrænke forældres modstand, når de vil tage sig tid til deres skoleopgaver og til at lege. Kort sagt, hindringerne er så uendelig mange, at man kun må undre sig over at ungdommen når så pas langt i åndelig og legemlig udvikling, som den gør. Et bevis for menneskenaturens sundhed og den trang til fremskridt og fuldkommengørelse som bor i den.

Det borgerlige samfund erkender selv en del af disse onder, idet det letter ungdomsopdragelsen ved at gøre skoleundervisningen betalingsfri. – På flere steder er der også indført frit skolemateriel. [13] Disse to ting blev endnu i midten af 1880erne betegnet af den daværende sachsiske kultusminister overfor de socialistiske repræsentanter i landdagen som »socialdemokratiske krav«.

I Frankrig, hvor folkeopdragelsen efter længere tids tilsidesættelse gjorde desto større fremskridt, er man, i det mindste i Paris, gået endda videre: man bevilger penge af de kommunale midler til fællesbespisning af børnene.

De fattige får maden frit, og bedrestillede forældres børn betaler et ubetydelig beløb til kommunekassen som vederlag. Det er altså allerede en kommunistisk indretning som har vist sig fuldt ud at tilfredsstille såvel forældre som børn.

For det nuværende skolevæsens utilstrækkelighed – det kan ofte ikke engang opfylde de beskedne opgaver som det stiller sig – taler videre at tusinder og atter tusinder af børn på grund af mangelfuld ernæring ikke er istand til at udføre deres pligter til skolen. Der går ikke en vinter uden at der i vore byer er tusinder af børn som kommer på skolen uden at have spist frokost. Den ernæring som hundredetusinder andre må nøje sig med er utilstrækkelig. For alle disse børn ville den offentlige forplejning såvel som beklædning være en stor velgerning; de vil ikke i et samfund, som ved ordentlig forplejning og beklædning lærer dem hvad det vil sige at være menneske, se et »tugthus«. Det borgerlige samfund kan ikke benægte at denne elendighed eksisterer, og så forener medlidende sjæle sig til oprettelse af frokost- og suppeanstalter, for på godgørenhedens vej nogenlunde at opfylde, hvad der skulle være samfundets pligt. I det allersidste har en del kommuner begyndt at gribe ind og yder fattige børn den nødvendigste forplejning af kommunale midler. Men alt dette er utilstrækkelig og skænkes som en velgerning, mens det skulle være ethvert barns soleklare ret. [14]

Med rette bliver i vore skoler det såkaldte »hjemmearbejde« indskrænket til det mindst mulige, fordi man har set, at de i hjemmet udførte skolearbejder har været utilstrækkelige, ikke har givet børnene nævneværdig udbytte. Den elev som har velstående forældre, er ikke kun begunstiget fremfor den fattige ved sin ydre stilling, men også derved at han kan disponere over guvernanter eller huslærere til at hjælpe sig. På den anden side fremelskes hos den rige elev dovenskab og uordentlighed, idet forældrenes rigdom bibringer ham den opfattelse, at det er overflødigt for ham at lære noget, og desuden kommer ofte moralsk forkastelige eksempler ham for øje. Den som hver dag og hver time hører og ser, hvorledes rang, stand og rigdom betyder alt, må få nogen underlige begreber om mennesket og dets pligter og om stats- og samfundsinstitutioner.

Strengt taget har det borgerlige samfund ingen grund til at komme i harnisk over den kommunistiske barneopdragelse som socialismen tilstræber, thi de har delvis selv indført denne for priviligerede kredse, men kun på en forvrængt måde. Vi minder om kadetskolerne, militære vajsenhuse, alumnater, seminarer, præsteskoler o.s.v.. I disse bliver mange tusinde børn, tildels fra de højeste samfundslag opdraget og uddannet for bestillinger på den mest ensidige og forkerte måde og i den strengeste, klosterlige afspærring. Der gives også mange som tilhører de bedrestillede klasser, der som læger, gejstlige, embedsmænd, fabriksherrer, godsbesiddere, storbønder o.s.v. bor på landet eller på mindre steder, hvor højere uddannelsesanstalter mangler, og som derfor anbringer deres børn i pension i de større byer; disse mangfoldige forældre får i det højeste set deres børn et par ganger om året, i ferierne. Det er altså en selvmodsigelse af vore modstandere at tordne imod en kommunistisk barneopdragelse og fjernelse af børnene fra forældrene, al den stund de selv har indført en lignende opdragelse for deres egne børn, kun på en lemlæstet, forkert og utilstrækkelig måde.

Også om opdragelsen af de velhavende klassers børn ved ammer, guvernanter, huslærere kunne der skrives et eget kapitel, som ville kaste ejendommelige strejflys over deres familieliv. Det ville vise sig, at også her hersker svært ofte hykleriet og alt andet end en ideel tilstand for lærere og elever.

På grund af det helt forandrede opdragelsessystem, som har ungdommens legemlige såvel som åndelige udvikling og uddannelse for øje, må antallet af lærerkræfter forøges. For opdragelsen af efterslægten i samfundet skulle der sørges på lignende måde som i militærvæsenet for soldaternes uddannelse, hvor der kommer en underofficer på 8 -10 menige. Bliver i fremtiden et lignende elevantal undervist af en lærer, så vil der opnås, hvad der må opnås. Indførelsen i de mekaniske virksomheder på de så fuldkomment som muligt indrettede læreværksteder og i have- og markarbejdet, vil også udgøre en væsentlig del af ungdomsopdragelsen. Man vil forstå at gennemføre alt dette med passende afveksling og uden overanstrengelse, for at opdrage mennesker der er så fuldkomment uddannede som mulig. – Opdragelsen må endvidere være ens og fælles for begge køn. Skellet mellem dem er kun berettiget i de tilfælder, hvor kønsforskellen gør det til en absolut nødvendighed. I denne slags opdragelse er allerede De Forenede Stater langt forud for os. Der er opdragelsen lige fra elementærskolen til universiteterne fælles for begge køn. Ikke kun undervisningen, men også læremidlerne fås gratis, deri iberegnet de genstande som bruges til håndarbejdet, undervisningen i kogning, i kemi og fysik, og de genstande som eleverne trænger ved eksperiment og arbejdsbordet. Med de fleste skoler er der forbundet gymnastikhaller, badeindretninger, svømmebassiner, legehaller. I de højere skoler bliver også de kvindelige elever uddannet i gymnastik, svømning, roning, marchering. – Det socialistiske opdragelsessystem vil yde endda langt mere. Tilbørlig og betryggende ordnet og stillet under tilstrækkelig kontrol, varer det til den alder da samfundet erklærer ungdommen for myndig. Nu er begge køn i fuldeste mål sat i stand til at fyldestgøre alle krav og pligter i enhver retning. Nu har samfundet sikkerhed for kun at have opdraget dygtige, i enhver henseende veludviklede medlemmer, mennesker, hvem intet menneskelig er fremmed, som er ligeså fortrolige med sin egen natur og sit eget væsen som med det samfunds natur og tilstand som de træder ind i som fuldt berettigede.

Så vil de udvækster på vor tids ungdom, som vi daglig ser øge i tal, de udvækster, som er den naturlige følge af de i forrådnelse og opløsning værende samfundsforhold, forsvinde. Plumphed, mangel på disciplin, umoralskhed og rå nydelsessyge som den særlig viser sig hos ungdommen indenfor vore højere dannelsesanstalter, på vore gymnasier, tekniske skoler, universiteter o.s.v., skrøbeligheder, som fremkaldes og styrkes ved oprevetheden og uroen i hjemmets liv og selskabslivets forgiftende virkninger; alt dette vil undgås. Ligeledes vil det blive ende på de årlige indvirkninger af fabrikssystemet, misforholdene af boligmarkedet, af ungdommens ubundethed og selvstændighed i en alder da mennesket i reglen trænger tøjler og trænger opdragelse til selvtugt og selvbeherskelse. Alle disse onder vil det fremtidige samfund, uden at det bliver nødvendig at gribe til tvangsmidler, kunne undgå. De samfundsmæssige institutioner og den åndelige atmosfære som fremgår deraf og behersker samfundet, umuliggør dem. Som i naturen sygdomme og forstyrrelser kun kan indtræde i organismer hvor der foregår en opløsningsproces, således også i samfundet.

Ingen kan benægte at vort nuværende undervisnings- og opdragelsesvæsen lider af svære og farlige sygdomme, og til visse er de højere skoler og dannelsesanstalter mere angrebne end de lavere. En landsbyskole er et mønster af moralsk sundhed mod et gymnasium, en kvindelig håndarbejdsskole for fattigere børn et mønster af moralitet i sammenligning med en stor del fornemme pensionater. Årsagen ligger ikke langt borte. I de øverste samfundsklasser kvæles enhver stræben efter højere mål, de har ikke længere nogen idealer. På grund af mangelen på idealer og højere målbevidst virksomhed griber nydelsessygen og trangen til udsvævelser med deres fysiske og moralske udvækster om sig. Hvorledes kan den ungdom som vokser op i denne atmosfære være anderledes? Materiel livsnydelse uden mål og grænse er hvad den ser og lærer at kende. Hvorfor stræbe efter noget, når forældrenes rigdom synes at overflødiggøre enhver stræben?

Dannelsesmaksimumet hos det store flertal af vort bourgeoisis sønner består i aflæggelsen af den etårige frivillige eksamen. Er dette nået, så tror de at have besteget Pelion og Ossa og føler sig som halvguder. Har de et reserveofficerspatent i lommen, så kender deres stolthed og overmod næppe nogen grænse. De har ingen karakter og ingen viden. De er krybende opad, overmodige og brutale nedad.

De højere klassers døtre bliver for en stor del opdraget til pyntedukker og salondamer, som jager fra nydelse til nydelse og til slut overmæt giver sig til at lide af kedsomhed og alle mulige indbildte og virkelige sygdomme. Når de bliver gamle, bliver de fromme sygeplejersker, spiritister og sundhedstilbedere som himler med øjnene over »denne verdens dårlighed« og prædiker askese. For de lavere befolkningslag gør man forsøg på at nedsætte dannelsesniveauet. Proletaren kunne blive for klog, blive led af sine slavekår og gøre oprør mod deres jordiske guder. Jo dummere massen er, desto lettere lader den sig beherske og regere. »Den dummeste arbejder står vort hjerte nærmest«, erklærede øst-elbiske storjordbesiddere gentagne gange på deres møder. I denne ene sætning ligger et helt program.

Således står med hensyn til dannelses og opdragelsesspørgsmålet det nuværende samfund ligeså målløst og rådløs som i alle andre sociale spørgsmål. Hvad gør det? Det råber på riset og prædiker religion, det vil sige resignation og tilfredshed for dem som kun er altfor resignerte og tilfredse; det lærer forsagelse der hvor man må nægte sig selv det allernødvendigste, fordi man ikke ejer det. De som skejer ud i en eller anden retning, særlig hvis de »forsætter i sin ondskab«, anbringes i såkaldte forbedringsanstalter, som står under pietistisk indflydelse. Dermed har vort samfunds pædagogiske visdom spillet ud sin sidste trumf. Hvor forkastelig de er, disse opdragelsesmetoder for proletarbørn som er kommet ud på skråplanet, viser de talrige tilfælde af mishandling som begås af de ledende i disse opdragelseshjem, og som mere end én gang har ført til straffeprocesser mod dem. Det er under disse processer bragt frem i dagens lys hvorledes anstalternes ledende personer i religiøst hykleri af den mest fanatiske slags med satanisk glæde udøvede de mest hårrejsende mishandlinger. Og hvor meget af alt dette skrækkelige kommer aldrig frem for offentligheden!

Kunst og litteratur i det socialistiske samfund

Så snart det nye samfund har opdraget efterslægten til myndighedsalderen, overlades hver enkelts videreuddannelse til ham selv. Enhver lægger sig efter og driver på med det som passer for hans tilbøjeligheder og anlæg. Nogen tager fat på en gren af naturvidenskaberne, som stadig udfolder sig mere og mere rigt og storslået: Antropologi, zoologi, botanik, mineralogi, geologi, fysik, kemi, forhistorik vidensskab o.s.v., o.s.v., andre tager fat på den historiske videnskab, sprogforskningen, kunststudiet o.s.v.. Nogen bliver af passion musikere, andre malere, billedhuggere, skuespillere. Der vil i fremtiden hverken findes professionelle kunstnere eller professionelle lærde og håndværkere. Tusinder af strålende begavelser som før blev undertrykt, vil komme til udfoldelse og vise sin viden og sin evne hvor lejligheden tilbyder sig. Der gives ikke længere musikere, skuespillere, kunstnere, lærde af profession, men desto mere af begejstring og gennem talent og geni. Og hvad disse yder, burde overtræffe de nuværende præstationer på disse områder i lige grad som ydelserne på industriens, teknikkens og landbrugets områder i vort fremtidssamfund vil overgå det vi i dag har anledning til at konstatere. Der vil opstå en ny glanstid for kunst og videnskab, en æra som verden aldrig har oplevet, rigere på frembringelser af en uanet dybde og fylde end nogen tidligere tidsalder. Hvilken genfødelse kunsten vil opleve når der engang eksisterer menneskeværdige tilstande, anede ingen ringere end den afdøde Richard Wagner, som allerede i 1850 udtalte sig om det i sit skrift »Kunst og revolution«. Dette skrift er særlig bemærkelsesværdig, fordi det udkom umiddelbart efter at en revolution, hvori Wagner selv deltog, var blevet slået til jorden. Wagner forudsiger hvad fremtiden vil bringe; han vender sig i sit skrift direkte til arbejderklassen, som må hjælpe kunstnerne til at grundlægge den sande kunst. Han siger blandt andet:

«Er for vore fremtidige frie mennesker erhvervelsen af livsopholdet ikke længere livets mål, men er ved at en ny tro eller bedre viden er blevet virksom, erhvervelsen af livsopholdet mod et passende naturligt arbejde hævet over enhver tvivl, kort sagt, er industrien ikke mere vor herskerinde, men vor tjenerinde, så vil vi sætte livets mål i glæden ved livet og ved opdragelsen stræbe efter at sætte vore børn istand til og gøre dem skikket til virkelig at nyde denne glæde. Opdragelsen som begynder med opøvelsen i styrke, plejningen af den legemlige skønhed, vil på grund af den uforstyrrede kærlighed til barnet og glæden over dets skønheds trivsel og fremgang, blive rent kunstnerisk, og ethvert menneske vil i en eller anden henseende være en kunstner »i ånd og sandhed«. De naturlige tilbøjeligheders forskellighed vil uddanne de mangfoldigste retninger til en uanet rigdom!»

Det er helt igennem socialistisk tænkt og svarer fuldstændig til vore egne fremstillinger af emnet.

I fremtiden vil det selskabelige liv bliv stadig mere og mere offentlig. I hvilken retning udviklingen går ser vi tydeligst på kvindens helt forandrede stilling i sammenligning med tidligere tider. Det huslige liv vil indskrænke sig til det nødvendige, derimod vil der blive åbnet det videst mulige felt for selskabelighedstrangen. Store forsamlingslokaler til foredrag og diskussioner og til drøftelse af alle samfundsmæssige anliggender, som i fremtiden alle samfundets medlemmer suverænt bestemmer over, spise, lege og læsesale, biblioteker, koncert og teaterlokaler, museer, lege- og gymnastikpladser, parker og promenader, offentlige bad, dannelses og opdragelsesanstalter af enhver art, laboratorier o.s.v., altsammen bedst mulig udstyret, vil byde kunst og videnskab og al slags underholdning den rigeste anledning til at yde det bedste og højeste. Ligeledes vil anstalterne til pleje af syge- og alderdomssvage modsvare de højeste fordringer. Hvor lidt vil ikke vor højtpriste tidsalder synes mod alt dette. Denne logren efter gunst og solskin fra oven, denne krybende, hundske underkastelse, denne gensidig misundelige kamp med de hadskeste, nedrigste midler om den foretrukne plads; dertil undertrykkelsen af den sande overbevisning, tilsløringen af de gode egenskaber som kunne mishage, karakterens udartning og fordærvelse, de mange hyklede tanker og følelser – disse egenskaber som man kort kan betegne som fejhed og karakterløshed træder for hver dag mere afskyelig frem. Det som højner og adler mennesket, selvfølelse, tankens selvstændighed og ubestikkelighed og egen overbevisning, fri gåen – ud fra sig selv, bliver under de nuværende forhold for det meste til fejl og skrøbeligheder. Ofte ødelægger disse egenskaber sin mand, hvis han ikke kan undertrykke dem. Mange føler ikke engang sin fornedrelse, fordi de er vænnet til den. Hunden synes det er en selvfølgelig ting at den har en herre, som, når han er i slet lune, lader den smage pisken.

Samtidig med de omtalte forandringer i det sociale liv, vil også hele den litterære produktion undergå en gennemgribende forandring. Den teologiske litteratur, som i nutiden i de årlige fortegnelser over udkomne litterære arbejder kan opvise det største nummertal, vil tilligemed den juridiske træde tilbage. Den ene vil der ikke være nogen interesse for, den anden vil blive unødvendig; de frembringelser der omhandler dagens strid af forskellige statsinstitutioner ligeledes, fordi de pågældende institutioner har ophørt at eksistere. Studier over sådanne ting vil kun have kulturhistorisk – ikke aktualitetens – interesse. Den mængde af overfladiske litterære arbejder som appellerer til den fordærvede smag og som ofte kun kommer i trykken ved de pengeofre forfatterens forfængelighed bringer, falder væk. Man kan endog fra vore nuværende forholds standpunkt uden overdrivelse sige at fire femtedele af alle litterære frembringelser godt kunne forsvinde fra markedet, uden at en eneste kulturinteresse ville lide under det. Så stor er massen af overfladiske eller skadelige produkter og ligefremt makværk på det litterære produktionsområde. Skønlitterære bøger og aviserne vil blive rammet på lignende måde. Noget åndløsere og mere overfladisk end størstedelen af vor avislitteratur eksisterer ikke. Skulle vore kulturstaters og vore videnskabelige synspunkters standpunkt blive målt efter vore avisers indhold, ville det komme til at stå lavt. Personers virksomhed og tingenes tilstand bliver bedømt fra synspunkter som svarer til forgangne århundreder og som gennem vor videnskab for længe siden er blevet erklæret for uholdbare. En betydelig del af vore journalister er folk, der som Bismarck engang ikke urigtig bemærkede, »kom på fejl hylde«, hvis dannelsesstandpunkt og lønkrav gør dem til et passende redskab i bourgeoisiets hånd. Ved siden deraf har disse aviser ligesom flertallet af de skønlitterære blade den opgave at begunstige den smudsigste reklame i sin annonceafdeling; deres børsafdeling fremmer den samme interesse på et andet område. Entreprenørens materielle interesse bestemmer indholdet. Den skønlitterære litteratur er gennemsnitlig ikke meget bedre end avislitteraturen; her bliver navnlig det kønslige område dyrket i deres udvækster, snart hyldes den mest overfladiske letlivethed, snart de mest smagløse fordomme og den latterligste overtro. Formålet er, tiltrods for alle de mangler man indrømmer i det små, at fremstille den borgerlige verden som den bedste af alle verdener.

På dette vide og vigtige område vil fremtidens samfund måtte rydde grundig op. Alene videnskaben, sandheden, skønheden, meningskampen om det bedste, vil beherske det. Enhver, som yder noget dygtig, vil få anledning til at deltage. Han er ikke længere afhængig af forlæggerens gunst, pengeinteresserne, fordommen, men af upartiske sagkyndiges bedømmelse, som han selv er medbestemmende over, og mod hvis afgørelse han til enhver tid kan appellere til hele samfundet, hvis den ikke behager ham, noget som i dag hverken er ham mulig, når det gælder en avisredaktion, eller når det gælder en boghandler, som kun tager sine privatinteresser med på råd, som det ene afgørende. Den naive anskuelse, at den frie meningsbrydning vil blive undertrykt i et socialistisk samfund, kan kun de forfægte, der anser den borgerlige verden som det fuldkomneste samfund og af fjendskab søger at bagvaske og forklejne socialismen. Et samfund som hviler på fuldkommen demokratisk lighed, kender ikke undertrykkelse. Kun den fuldstændigste meningsfrihed muliggør det uafbrudte fremskridt, som er samfundets livsprincip. Det er også et frejdig bedrag, at fremstille det borgerlige samfund som forfægter af virkelig meningsfrihed. Partier, som repræsenterer de herskendes klasseinteresser, vil kun offentliggøre det i pressen, som ikke skader disse klasseinteresser, og ve den synder som overtræder dette for magthaverne så vigtige bud. Hans sociale ruin er beseglet, som enhver ved der kender forholdene. Og hvordan forlæggere behandler litterære arbejder som ikke behager dem, derom kan mangen en forfatter give illustrerende oplysninger. Endelig viser også vor presse og straffelovgivning hvilken ånd de styrende og ledende klasser beherskes af. Virkelig meningsfrihed er i deres øjne det farligste af alle onder.

Personlighedens frie udvikling

1. Tilværelsens sorgløshed

Mennesket skal kunne uddanne sig fuldstændig, det skal være målet for det menneskelige samfund; det må altså heller ikke vedblive at være lænket til den tue hvor det ved fødselen tilfældigvis er blevet anbragt. Menneskene og verden skal man ikke udelukkende lære at kende gennem bøger og blade, dertil hører også personlig betragtning og praktisk studium. Det fremtidige samfund må altså sætte alle i stand til hvad der allerede i det nuværende samfund er mulig for mange, omdet end i de fleste tilfælder er nødens tvang som er bevæggrunden. Trangen til forandring i alle livsforhold er dybt indpræget i den menneskelige natur. Dette behov har sit udspring i den trang til fuldkommenhed som er karakteristisk for ethvert levende væsen. Planten som står i et mørkt rum tøjer og strækker sig, som om den havde bevidsthed, efter lyset som falder ind gennem en eller anden åbning. Således også mennesket. En trang som er mennesket medfødt må tilfredsstilles på en fornuftig måde. Tilstanden i det nye samfund står ikke hindrende ivejen for trangen til forandring, den gør tværtimod tilfredsstillelsen af denne trang mulig for alle. Dets højt udviklede samkvemsmidler gør dette lettere, og de internationale forbindelser gør det nødvendigt. Langt flere mennesker vil i fremtiden med de forskelligste formål gennemstrejfe verden end det hidtil har været tilfældet. Samfundet trænger endvidere til rigeligt forråd af livsfornødenheder af alle slag for at kunne tilfredsstille alle krav. Samfundet regulerer i overensstemmelse dermed sin arbejdstid efter behovet; det gør den snart længere, snart kortere, alt eftersom fordringerne og årstiden gør det ønskelig. Det vil i den ene årstid hovedsagelig beskæftige sig med jordbrugsproduktion, i den anden mere med industri og kunstindustri; det leder arbejdskræfterne eftersom behovet kræver det; det kan ved kombination af talrige arbejdskræfter med de fuldkomneste tekniske indretninger som en leg udføre foretagender der i dag synes umulige. Ligesom samfundet overtager omsorgen for ungdommen, således også for sine gamle, syge og invalider. Den som ved en eller anden omstændighed er blevet arbejdsudygtig træder det offentlige i skranken for. Det drejer sig ikke her om en godgørenhedsgerning, men om en pligt-handling, ikke om nådessmuler, men om en af ethvert mulig hensyn båret forplejning og hjælp, som må blive hver den til del, der i deres kraftige og produktive år har opfyldt deres pligter mod samfundet. De gamles livsaften vil blive forskønnet af alt hvad samfundet kan byde dem. Enhver vil da kunne føle sig tryg i håbet om engang selv at nyde hvad han under den gamle. Nu forstyrrer ikke den tanke de gamle at andre venter på deres død for at arve. Frygten for at de, når de er blevet gamle og hjælpeløse, vil blive kastet tilside som en citron, der ikke kan presses mere ud af, er også forsvundet. De er ikke henvist hverken til deres børns godgørenhed og understøttelse eller til at tigge skillinger af kommunekassen. [15] I hvilken stilling de fleste forældre befinder sig som i sin alderdom er henvist til deres barns understøttelse, er en desværre altfor kendt sag. Og hvor demoraliserende virker ikke i reglen og håbet om at kunne arve, – på børnene og i end højere grad på slægtningene. Hvilke lave lidenskaber bliver ikke vakt af arveretten og hvor mange forbrydelser fremkaldes ikke netop af dette. Mord, underslag, testamentejagt, mened, pengeudpresning. – Samfundets moralske og fysiske tilstand, dens arbejds-, beboelses-, ernærings-, beklædningsmåde, dens selskabelige liv, alt vil bidrage til mest mulig at forebygge ulykkestilfælde, sygdomme og svagelighed. Den naturlige død, livskræfternes langsomme forsvinden, vil da mere og mere blive reglen. Overbevisningen om at himmelen er på jorden, og at det at være død, vil sige at have ophørt at eksistere, vil foranledige menneskene til at leve fornuftig. Den nyder mest som nyder længe. Et langt liv forstår netop gejstligheden, som forbereder menneskene på det »hinsides«, bedst at vurdere. Tilværelsens sorgløshed sætter dem istand til at opnå den højeste gennemsnitlige levealder.

2. Ernæringens forandring

Livets første krav er mad og drikke. Tilhængere af det såkaldte »naturlige levesæt« spørger ret som det er, hvorfor socialdemokratiet stiller sig ligegyldig overfor vegetarianismen. Nu er det imidlertid så, at enhver får leve som han bedst kan. Vegetarianismen, det vil sige læren om at ernære sig udelukkende af planteføde, fandt først og fremmest fodfæste i de samfundslag, som er i den behagelige stilling, at kunne vælge mellem vegetabilsk og animalsk føde. Men størsteparten af menneskeheden har ikke dette valg; de fleste mennesker er tvungne til at leve som de har råd til, og det vil sige de er som oftest henvist til udelukkende vegetabilsk kost, og det ofte til de mindst nærende sorter af den. Vor arbejderbefolkning i Schlesien, Sachsen og Thüringen o.s.v. lever hovedsagelig af kartofler, selv brød kommer i anden række blandt deres næringsmidler. Kød, og det kun anden klasses vare, kommer sjældent på bordet. Heller ikke landbefolkningen spiser kød i nogen større grad, skønt de opdrætter kvæget; kvæget er de nødt til at sælge for med pengene herfor at kunne skaffe sig andre fornødenheder.

Det ville ubetinget være en forbedring i ernæringen for de store mængder af mennesker, som er nødt til at være vegetarianere, om de engang iblandt fik sig en solid bøf eller en god lammesteg. Når vegetarianerne drager til felts mod overvurderingen af kødretternes næringsværdi, så har de ret; men de har ikke ret, når de, mest af sentimentale grunde, bekæmper nydelsen af kødspiser som fordærvelig og umoralsk, – som når de f.eks. påstår, at det strider mod menneskenes naturlige følelser at dræbe dyr og at æde af et »lig«. Vor trang til at leve behagelig og uforstyrret tvinger os til at erklære en masse levende væsener af alle slags krig og til at ødelægge dem – og for ikke selv at blive revet istykker er vi nødt til at dræbe og udrydde vilddyr. Hvis vi skulle lade »menneskets gode venner», husdyrene, uhindret leve videre, så ville i løbet af nogen decennier (årtier) disse »gode venner« formere sig sådan, at de ville »spise os op«, det vil sige, de ville spise næringsmidlerne op for os. Også den påstand, at vegetabilsk føde skulle give et mildt sind, er falsk; selv i den milde planteædende indier vågnet »dyret« da englændernes grumhed havde drevet ham til raseri.

Et næringsmiddels næringsværdi med henblik på æggehvide kan ikke bestemmes kun efter den mængde vedkommende næringsmiddel indeholder af dette stof. Man må også tage i betragtning, hvor meget af vedkommende næringsmiddels æggehvidemængde forbliver ufordøjet. Ud fra dette synspunkt set, forholder f.eks. kød og ris respektive kartofler, med hensyn til æggehvide, sig til hinanden som 2,5 til 20 respektive 22 – det vil sige, at af 100 gram æggehvide optages gennem kød findes 2,5 tilbage i ekskrementerne, af 100 gram æggehvide optaget gennem ris respektive kartofler findes 20 respektive 22 gram tilbage. Den berømte russiske fysiolog Pawlow og hans skole viste, at der ved fordøjelse af brød udskiltes meget mere ferment end ved fordøjelse af kød. Pawlow påviste videre, at de fordøjelsessafter, som udvikler sig i mavekirtlerne i kvantitativ henseende består af to størrelser: mavesaften tjener på den ene side til at pirre mavens slimhinde ved de rette næringsmidler og på den anden side tjener den som »appetitsaft« til at pirre sanseorganerne ved hjælp af næringsmidlerne. Appetitsaftens mængde er for det første afhængig af den sjælstilstand hvori vi til enhver tid befinder os, f.eks. hunger, sorg, vrede og glæde o.s.v., og dernæst af vedkommende næringsmiddels natur. Men appetitsaftens betydning for fordøjelsen er ikke lige stor for de enkelte næringsmidlers vedkommende. Mange næringsmidler, som brød, kogt hønseæggehvide eller ren stivelse kan, hvad eksperimenter tydeligt har godtgjort, kan overhovedet ikke fordøjes uden i forbindelse med appetitsaft; kun hvis man spiser disse stoffer med appetit (eller sammen med andre næringsmidler) bliver de fordøjet. Derimod kan, som Pawlow har påvist, kød delvis fordøjes uden appetitsaft, skønt det med appetitsaft fordøjes ulige (omkring 5 gange) hurtigere.

»Vi må derfor tage i betragtning omstændigheder, som står i forbindelse med menneskets sjælstilstand. Her findes den bro som knytter ernæringsfysiologiens kendsgerninger og de sociale forhold til hinanden. Den moderne storby indbygger, såvel som den store masse af arbejderklassen lever i sociale forhold, som må dræbe enhver normal appetit hos dem. Arbejdet i den skumle fabrik, den stadige kamp for det daglige brød, mangelen på åndelig adspredelse og godt humør, den totale legemlige udmattelse – alt dette er momenter som undergraver appetitten. I denne psykiske tilstand er vi ikke istand til at levere den appetitsaft, som kræves, for at igangsætte og klare fordøjelsen af vegetabilsk næring. Derimod har vi i kød et næringsmiddel, som – hvis man tør udtrykke sig sådan – selv sørger for sin fordøjelse; det fordøjes ikke alene for en stor del uden appetit, men det er tillige som stimulans og nydelsesmiddel en mægtig appetitvækker. Således begunstiger kødet også fordøjelsen sammen med de nydte vegetabiler og sikrer os altså derved en bedre udnyttelse af disse næringsstoffer. Heri ligger – forekommer det os – den store fordel ved animalsk næring for det moderne menneske».
(Dr. med. A. Lipschütz.)

Sonderegger træffer sømmen på hovedet, når han siger: »Der gives ingen rangordning i næringsmidlernes nødvendighed, men der er en uforanderlig lov for blandingen af deres næringsstoffer«. Det er rigtig, at ingen kan ernære sig udelukkende af kødretter, men vel nok af planteføde, forudsat den vælges rigtig. På den anden side kan ingen klare sig med én bestemt plantekost, selvom det var den mest nærende, som findes. Således er bønner, ærter og linser, med et ord leguminoserne, de mest nærende af alle næringsmidler. Men at ernære sig udelukkende af dem – hvad der skal være mulig – ville være en tortur. Karl Marx anfører i første bind af sin »Kapitalen«, at bjergværksejerne i Chile tvinger deres arbejdere til at spise bønner år ud og år ind, da denne kost gør dem så kraftige, at de er istand til at bære tungere byrder end ved nogen anden ernæring. Arbejderne tilbageviser bønnerne trods alle deres nærende egenskaber, men de bliver tvungne til at tage til takke med dem. Menneskenes lykke og velvære afhænger nu imidlertid på ingen måde af en bestemt art føde således som fanatikerne blandt vegetarianerne påstår. Det væsentlige er klima, sociale forhold, vaner og personlig smag.

Eftersom kulturen stiger, træder lidt efter lidt plantekost i stedet for udelukkende kødspise, således som tilfældet er hos jagt- og nomadefolk. En mangfoldig plantekultur er et tegn på højere civilisation. På et bestemt stykke land kan avles meget mere i vegetabilske stoffer end man af det samme stykke land ved fædrift kan frembringe i kød. Denne udvikling gør, at den vegetabilske retning i levemåden stadig får mere og mere overvægt. De store kødtransporter som nu for tiden ved rovdrift kommer til os fra fjerne lande, især fra Sydafrika og Australien vil om få årtier ophøre. Men på den anden side kommer man altid til at vedblive med kvægavl ikke alene for kødets skyld, men også på grund af hårene, huderne, ulden og mælken o.s.v. En mængde industrier og mange menneskelige fornødenheder er afhængig heraf. En masse affald fra industrier og husholdninger kan næppe heller finde en nyttigere anvendelse end i kvægavlen. I fremtiden kommer også havet i større målestok end hidtil sket, til at åbne sin rigdom på animalske næringsmidler for menneskeheden. Det vil næppe hænde, hvad vi nu til dags er vidne til, at ved hele ladninger af fisk anvendes til gødning, fordi der ikke findes transport- eller konserveringsindretninger som gør det mulig at bevare fisken, eller fordi de høje transportomkostninger forhindrer varens afsætning. Og det er meget sandsynlig, at når forskellen mellem by og land er ophævet, når befolkningen fra de store byer flytter ud på landet, når arbejdet i lukkede fabriksrum forbindes med landarbejde, – at da kød-ernæringen igen vil træde tilbage for plantekosten. Nu er det vistnok så, at man ved en forstandig tilberedning og ved hjælp af krydderier kan komme langt, ved at afhjælpe plantefødens mangel på appetitvækkende egenskaber. Men en helt ud vegetarisk levemåde er for fremtidens samfund hverken sandsynlig eller nødvendig.

3. Kommunistisk køkken

Når der tales om ernæringen så er kvalitetsspørgsmålet vigtigere end kvantitetsspørgsmålet; meget hjælper ikke, når dette meget ikke er godt. Men kvaliteten kan betydelig forbedres ved den måde og beskaffenhed hvorpå føden bliver behandlet. Tilberedelse af føden må drives ligeså videnskabelig som alle andre menneskelige foretagender, hvis den skal udføres på den fordelagtigste måde. Dertil hører viden og formålstjenlige indretninger. Vore kvinder, hvem mattillavningen nu for tiden hovedsagelig tilligger, er ikke altid i besiddelse af denne viden. Teknikken i de store køkkener har allerede i vor tid nået en fuldkommenhed, som de bedst indrettede familiekøkkener ikke kender til. I særdeleshed er det de køkkener, som er indrettet med elektricitet til kogning og belysning, der svarer til idealet. Der er ingen røg, ingen hede, ingen dunster; køkkenet ligner mere en salon end et arbejdsrum. Det er forsynet med alle mulige tekniske indretninger og maskiner, som udfører det ubehageligste og mest tidsberøvende arbejde som en leg. Der findes elektrisk drevne kartofler og frugtskrællere, apparater til at fjerne kerner, pølsestoppere, spækpresser, kødhakkere, kødkværne, stegeapparater, kaffe og krydderrimøller, brødskærermaskiner, isknusere, korktrækkere, korkpresser og hundrede andre apparater og maskiner, som gør det mulig, at et forholdsvis ringe antal personer med lidt anstrengelse kan lave mad til hundreder af mennesker. På samme måde er der indrettet med opvask- og rengøringsapparater.

Privatkøkkenet er for millioner af kvinder en af de mest anstrengende, tidsspildende indretninger, hvor deres sundhed og gode humør forsvinder, og som er genstand for daglig sorg, især når midlerne er knappe, hvad tilfældet er i de fleste familier. Afskaffelse af privatkøkkenet vil for utallige kvinder betyder en kolossal lettelse. Privatkøkkenet er en ligeså forladt og gammeldags indretning som håndværksmesterens værksted; begge dele betyder den største mangel på fornuftig stel, stort spild af tid, kræfter, varme og belysningsmateriale og næringsstoffer o.s.v.

Madens næringsværdi forhøjes i forhold til dens assimilationsevne; dette er det afgørende moment. En naturlig rigtig levemåde for alle er altså også først mulig i det nye samfund. Cato roser det gamle Rom fordi der ligetil byens sjette århundrede (altså omkr. 200 år før Kristus) vel fandtes lægekyndige mænd, men de havde intet at bestille. Romerne levede dengang så enkelt og nøgternt, at sygdomme sjælden forekom, og alderdomssvaghed var den almindelige dødsårsag. Først da udskejelser, lediggang og vellevnet greb om sig på den ene side og nød og overanstrengelse på den anden side, blev det helt anderledes. Udskejelser og dagdriveri bliver i fremtiden ikke mulig; men heller ikke nød, elendighed og savn. Der er nok til alle. Allerede Heinrich Heine har jo sunget:

Es wachst hienieden Brot genug
Für alle Menschenkinder,
Auch Rosen und Myrthen, Schönheit und Lust,
Und Zuckererbsen nicht minder.

Ja, Zuckererbsen fur jedermann,
Sobald die Schoten platzen!
Den Himmel überlassen wir
Den Engeln und den Spatzen.

»Den som spiser lidt, lever godt« (det vil sige længe) sagde italieneren Cornaro i det sekstende århundrede, efter hvad Niemeyer citerer. Endelig kommer i fremtiden også kemien i en hidtil uanet målestok til at spille en stor rolle ved fremstilling af nye og forbedrede næringsmidler. I vore dage bliver videnskaben i stor målestok misbrugt til at hjælpe til med forfalskninger og snyderier. Det er klart, at et kemisk tilberedt næringsmiddel, som har alle et naturprodukts egenskaber opfylder den samme bestemmelse. Produktets form er en biting, forudsat at det forøvrigt fyldestgører alle krav.

4. Forandringer i det huslige liv

Ligesom køkkenet, således vil også hele det huslige liv revolutioneres, og en masse arbejde, som nu må udføres, blive overflødig. Ligesom i fremtiden huskøkkenet fuldstændig afløses af centralanstalterne for tilberedning af maden, således bortfalder også ved indførelse af centralopvarmning og elektrisk centralbelysning alt det arbejde, det hidtil krævede, at holde ovne og lamper istand. Varmtvands- og koldtvandsledninger sætter enhver istand til at tage de vaskninger og bad, han har lyst til uden assistance af nogen tjener. Centralvaskeanstalter og centraltørreanstalter overtager vaskningen og tørringen af tøjet; centralrensningsanstalter overtager rensningen af klæder og tæpper. I Chicago udstilledes maskiner til rensning af tæpper; disse maskiner udførte i uhørt kort tid rensningen til de besøgende damers forbavselse og beundring. Den elektriske dør åbner sig ved et sagte tryk med fingeren og lukker sig af sig selv. Elektriske indretninger skaffer breve og aviser til alle husets etager. Elektriske elevatorer sparer en for trapperne. Man kommer til at indrette husenes indre udstyr, gulve, vægge og møbler sådan, at alt lader sig rengøre på letteste måde og sådan at støv og bakterier ikke får lov at samle sig. Alt slags snavs og affald føres ligesom skiddentvandet ud af huset gennem ledninger. I De Forenede Stater og i mange europæiske storbyer, f.eks. Zürich, Berlin og dens forstæder, London, Wien og München, findes der allerede sådanne med højeste raffinement udstyrede huse, der bebos af talrige, velsitueret familier, som nyder størsteparten af de her skildrede fordele; andre end velsitueret folk kan ikke bære omkostningerne ved at bo her.

Her har vi atter et eksempel på, hvorledes det borgerlige samfund baner vejen for det huslige livs revolutionering, men kun til fordel for sine egne udvalgte. Bliver det huslige liv omdannet fra grunden af i den her antydede retning, så er tjenestepigen, denne »slave for alle herskerindens luner« forsvunden. Men dermed også damen. »Uden tjenere ingen kultur« udråber forskrækket hr. v. Trejtzschke med komisk patos. Han kan lige så lidt forestille sig samfundet uden tjenere som Aristoteles kunne forestille sig det uden slaver. Et overraskende træk ved hr. v. Trejtzschke er det, at han anser vore tjenere som »kulturens bærere«. Trejtzschke og Eugen Richter får også skopudsning og rensning af klæder til at blive gruopvækkende ting, som dog umulig hvem som helst selv kan besørge. Nu er forholdet det, at ni tiendedele af befolkningen besørger dette selv, eller konen gør det for manden eller en datter eller søn gør det for familien; og man kunne svare, at det som de ni tiendedele hidtil har gjort, det kan også den sidste tiendedel gøre. Der kunne også tænkes en anden udvej. Hvorfor kunne ikke i fremtiden ungdommen uden hensyn til køn sættes til at udføre dette og lignende nødvendig arbejde? Arbejdet skæmmer ingen, selv ikke om det består i at pudse støvler, det har nok mangen højadelig officer erfaret, når han på grund af gæld er stukket afsted til De Forenede Stater, og der blevet tjener eller skopudser. Hr. Eugen Richter styrter endog i en af sine brochurer den »socialistiske rigskansler« på skopudserspørgsmålet og lader det »socialistiske fremtidssamfund« gå fra hinanden i sine limninger. Den »socialistiske rigskansler« vægrer sig nemlig ved at pudse sine støvler selv, og det bliver hans ulykke. Vore modstandere har moret sig kostelig over denne skildring og derved kun givet et nyt bevis på sine beskedne fordringer når det gælder kritik af socialismen. Hr. Eugen Richter måtte også opleve den smerte, at ikke alene opfandt en af hans partifæller i Nürnberg straks efter udgivelsen af hans brochure en skopudsemaskine, men på verdensudstillingen i Chicago i 1893 udstilledes der en elektrisk skopudsemaskine, som besørgede denne forretning på den mest fuldkomne måde. Trejtzschkes og Richters hovedindvending mod det socialistiske samfund ramler således praktisk talt ved én eneste opfindelse, som endog er gjort i det borgerlige samfund.

Den revolutionære omforandring, som ændrer alle menneskenes livsinteresser og i særdeleshed forandrer endog kvindens stilling, fuldbyrdes altså allerede for vore øjne. Det er kun et tidsspørgsmål, om hvornår samfundet tager denne omformning i stor målestok i sin hånd, begunstiger forvandlingsprocessen og gør den almen og lader således alle uden undtagelse få del i dets talløse og mangeartede goder.

Kvinden i fremtiden

Dette kapitel kan være meget kort. Det indeholder kun konsekvenserne af hvad vi tidligere i denne fremstilling har udtalt om kvindens stilling i fremtidens samfund, konsekvenser, som læseren nu let kan trække selv.

Kvinden i det nye samfund er socialt og økonomisk fuldstændig uafhængig; hun er nu ikke underkastet det mindste skin af underkuelse eller udnyttelse. Hun står ved siden af manden, som hans lige og bestemmer selv sin skæbne. Hun får den samme opdragelse som manden med undtagelse af de afvigelser som forskelligheden i køn og hendes kønslige funktioner nødvendiggør. Hun lever da under naturlige livsforhold og kan udvikle og nyttiggøre sine fysiske og åndelige kræfter og færdigheder efter sit behov. Hun vælger det fag, hvortil hendes egenskaber står og virker på de områder, hvor hendes anlæg og lyst fører hende, under samme betingelser som manden. Er hun i praktisk arbejde i en eller anden forretning, kan hun en anden del af dagen være opdragerinde, lærerinde eller plejerske, en tredje del af dagen kan hun dyrke en eller anden kunst eller pleje en videnskab, og i en fjerde del kan hun udføre en eller anden funktion i forvaltningen. Hun yder arbejde, driver studier, har fornøjelser og underholdning sammen med sine egne eller med mænd, alt eftersom hun har lyst og anledning til.

I sit kærlighedsvalg er hun ligesom manden fri og ubundet. Hun frier eller hun lader sig fri til, og knytter forbindelsen efter sin tilbøjelighed og ikke i nogen anden hensigt. Denne forbindelse er en privatsag uden kontrol af nogen funktionær, således som ægteskabet lige ind i middelalderen var en privathandling. Socialismen skaber ikke her noget nyt; den genoptager kun på et højere kulturstadium og under nye samfundsmæssige former det som var almindelig gældende regel, før privatejendommen begyndte at beherske samfundet.

Mennesket skal, under den forudsætning at tilfredsstillelsen af dets drifter ikke tilføjer andre skade – eller krænkelse råde over sig selv. Tilfredsstillelse af kønsdriften er lige så meget enhver enkelts personlige sag som tilfredsstillelsen af enhver anden naturdrift. Ingen behøver at gøre nogen regnskab derfor, og ingen uvedkommende skal blande sig deri. Hvorledes jeg spiser, drikker, sover eller klæder mig, er mit eget personlige anliggende – akkurat ligesådan hvad angår min omgang med det andet køn. Indsigt og dannelse; den anden persons fulde uafhængighed, vil bevare enhver fra at begå handlinger, som påfører ham til skade. Men alt dette vil i det fremtidige samfund med dets opdragelse og nye forhold være naturlige egenskaber. Selvtugt og kendskab til sit eget væsen kommer det fremtidige samfunds mænd og kvinder til at besidde i langt højere grad end nutidens gør det ... Kun den omstændighed, at den idiotiske skyhed og det latterlige hemmelighedskræmmeri, hvormed man nu omtaler ting, som angår kønslivet, forsvinder, vil gøre omgangen mellem kønnene langt naturligere end tilfældet er nu til dags. Skulle der mellem to mennesker, som har sluttet en pagt komme ufordragelighed, skuffelse eller utilbøjelighed for hinanden, så byder moralen at løse denne unaturlige og derfor usædelige forbindelse. Og da alle de forhold er forsvundne, som fordømmer et stort antal kvinder enten til at leve ugift eller sælge sit legeme, så kan mændene ikke længere gøre sin magt gældende. På den anden side har den fuldstændig forandrede sociale tilstand fjernet alle de mangfoldige hindringer og forstyrrelser, som gør sig gældende i det ægteskabelige liv og hyppig hindrer det i at udfolde sig som det skulle, ja, endog gør det ganske umulig.

De allehånde hindringer, modsigelser og unaturligheder i kvindens nuværende stilling kommer mere og mere til bevidsthed i vide kredse og finder levende udtryk såvel i den sociale litteratur som i romanlitteraturen – ofte i forfejlet form. At det moderne ægteskab stadig mindre og mindre svarer til sin hensigt, det afviser intet tænkende menneske længere, og derfor må man ikke forundre sig over, at selv personer, som finder frit valg i kærlighed og fri løsning af det indgåede forhold naturlig, at de forøvrig ikke har lyst til heraf at trække konsekvenser for en forandring af den nuværende sociale tilstand; de mener, at de kun kommer til at skaffe de priviligerede klasser frihed i kønsomgang. Mathilde Rejchardt-Stromberg ytrer f.eks. i en polemik mod forfatterinden Fanny Lewalds kvinde-emancipationsbestræbelser følgende: Når De opstiller forlangende om kvindens fuldstændige ligeberettigelse med manden i det sociale og politiske liv, så må nødvendigvis også George Sand have ret i sine emancipationsbestræbelser, som ikke går ud på mere, end hvad manden allerede forlængst ubestridt har besiddet som sin ret. Thi der findes beklageligvis ingen fornuftig grund, hvorfor alene kvindens hoved og ikke også hendes hjerte skulle få del i denne ligestilling og få frihed til at give og til at tage akkurat som manden. Tværtimod: Skal kvinden ifølge sin natur være berettiget og således også forpligtet – thi vi skal jo ikke nedgrave vort pund i jorden – til at anspænde hjernens strenge til det yderste i væddeløbet med det andet køns åndstitaner, så må hun også have ret til ganske som de, for at opretholde ligevægten at påskynde hjertets blodomløb på hvilkensomhed måde, der måtte passe hende. Thi vi læser dog alle uden den mindste moralske rystelse f.eks. om Goethe – for at vælge vore eksempler kun blandt de største – hvorledes han ofte og stadig om igen ødslede med sit hjertes varme og sin store sjæls entusiasme på en anden kvinde. Den indsigtsfulde finder det kun naturligt netop på grund af hans store urolige sjæl, og kun en indskrænket moralist fæster sig ved det for at dadle det. Hvorfor spotter De altså de »store sjæle« blandt kvinderne! Lad os antage, at hele kvindekønnet uden undtagelse bestod af store sjæle som George Sand, at enhver kvinde var en Lukretia Floriani, hvis børn alle var kærlighedsbarn, men så også opdrog alle disse børn både med ægte moderlig kærlighed og hengivelse og med indsigt og forstand. Hvordan ville det da gå i verden? Verden ville uden tvivl vedblive at bestå og gøre fremskridt som nu og ville måske endog befinde sig udmærket vel derved.«

Men hvorfor skal dette kun gælde de »store sjæle« og ikke også de andre, som ikke har nogen »store sjæle«? Kunne en Goethe, en George Sand, for kun at tage disse to af alle dem, som har handlet og handler som de, leve efter sit hjertes krav – og offentliggør man så navnlig om Goethes kærlighedsaffærer halve biblioteker, som af hans beundrere og beundrerinder slukkes med en slags andægtig henrykkelse, hvorfor da hos andre misbillige det, som gjort af en Goethe eller en George Sand, bliver genstand for ekstatisk beundring?

Nu er det vistnok så, at det er umulig at indføre frit valg i kærlighed i den borgerlige verden – deri resulterer jo også vor bevisførelse –; men lad alle komme under de samme sociale betingelser, som nu til dags kun bliver materielt og åndelig udvalgte til del, og den store masse har den samme mulighed til lignende frihed. I »Jacques« skildre George Sand en ægtemand, som til en anden fælder følgende dom om sin hustrus ægteskabsbrud: »Intet menneskelig væsen kan befale over kærligheden, og ingen er skyldig, når han føler den eller mister den. Hvad der fornedrer kvinden, er løgnen; det er ikke i den stund hun hengiver sig til den elskede, at ægteskabsbruddet sker, men det er den nat, hun derefter tilbringer hos sin mand. Jacques føler sig ifølge sin anskuelse forpligtet til, at rømme pladsen for sin rival (Borel), idet han ræsonnerer som så: »Borel ville i mit sted rolig have pryglet sin kone og uden at rødme derefter taget hende i sine arme, efter at hun var nedværdiget af hans slag og hans kys. Der gives mænd, som på, orientalsk manér uden videre slår deres troløse hustru ihjel, idet de betragter hende som sin lovlige ejendom. Andre slås med sin rival, dræber eller fjerner ham og kommer så og beder hustruen, som de påstår at elske, om kys og kærtegn, mens hun enten skrækslagen trækker sig tilbage eller i fortvivlelse hengiver sig. Dette er den almindelige fremgangsmåde i det ægteskabelige liv og det forekommer mig at svinenes kærlighed er mindre lav og mindre grov end sådanne menneskers kærlighed« (Brandes: Hovedstrømninger). Brandes bemærker til de ovenfor citerede sætninger: »Disse sandheder, som for vor nulevende dannede verden synes elementære, var for 50 år siden himmelråbende sofismer.« Men åbent at bekende sig til George Sand’s grundsætninger, det vover heller ikke nu »den besiddende og dannede verden«. Skønt den i virkeligheden lever derefter. Ligesom den hykler i moral og religion, således hykler den også i ægteskabet.

Hvad Goethe og George Sand gjorde, det gør nu tusinde andre, som ikke kan sammenlignes hverken med Goethe eller George Sand og uden at lide det ringeste skår i sin anseelse i samfundet. Man må kun have en anset stilling og alt går af sig selv. Desuagtet anses en Goethes og en George Sand’s friheder fra den borgerlige morals standpunkt som usædelige, thi de støtter an mod de af selskabet givne morallove og står i modstrid med den nuværende samfundstilstands natur. Tvangsægteskabet er for det borgerlige samfund normalægteskabet, den eneste »moralske« forbindelse mellem kønnene; enhver anden kønslig forbindelse er umoralsk. Det borgerlige ægteskab er, det har vi uimodstridelig bevist, en følge af de borgerlige ejendomsforhold. Det står i den intimeste forbindelse med privatejendom og arveret og indgås for at skaffe »legitime« børn til arvinger. Og under trykket af samfundstilstandene bliver det også pånødet dem som intet har at lade gå i arv, det bliver en samfundsmæssig ret, hvis krænkelse staten straffer, idet den kaster mænd og kvinder, som lever i ægteskabsbrud, i fængsel.

I den socialistiske stat findes intet at arve, medmindre man ville anse husgeråd og personlig inventar som arvedele; fra dette synspunkt set er også den moderne form for ægteskab skrøbelig. Dermed er også spørgsmålet om arveretten ude af sagaen, så socialisterne behøver ikke at afskaffe den. Når der ingen privatejendom består længere, så kan der heller ikke bestå nogen arveret. Kvinden er altså fri, og børn, som hun har, lægger ikke noget bånd på denne hendes frihed, de kan kun øge hendes glæde ved livet. Plejersker, opdragerinder, veninder og den opvoksende kvindelige ungdom står hende bi i tilfælder, hvor hun trænger hjælp.

Det er mulig at der også i fremtiden vil findes mænd der siger som A. Humboldt: »Jeg er ikke skabt til at være familiefar. Desuden anser jeg ægteskabet som en synd og at avle børn for en forbrydelse.« Men hvad betyder vel det? Naturdriften hos andre vil nok sørge for at danne modvægt. Os foruroliger ikke hverken en Humboldts eller en Schopenhauers ægteskabsfjendlighed, Mainländers eller v. Hartmanns filosofiske pessimisme, som stiller menneskene i udsigt selvfornægtelse i en »idealstat«. Vi holder med Fr. Ratzel, der med fuld ret skriver: Mennesket må ikke længer anse sig som en undtagelse fra naturlovene, men endelig begynde at søge det lovmæssige i sine tanker og handlinger og stræbe efter at leve sit liv efter naturens love. Det vil komme derhen, at man indretter samlivet med sine, det vil sige familien og staten ikke efter fjerne århundreders læresætninger, men efter en naturlig erkendelses fornuftige principper. Moral, retssætninger o.s.v., som man nu henter fra alle mulige kilder, kommer til at formes kun efter naturens love. Den menneskeværdige tilværelse, som man har fablet om i århundreder, vil endelig blive til virkelighed. [16]

Og denne tid nærmer sig med kæmpeskridt. Det menneskelige samfund har i årtusinder gennemløbet alle udviklingsfaser, for tilslut at nå did, hvor det begyndte, til kommunistisk ejendom og til fuld lighed og broderskab, ikke kun mellem adelsmænd, men mellem alle mennesker. Det er det store fremskridt samfundet har gjort. Det som det borgerlige samfund forgæves har tilstræbt, men hvorpå det strander og må strande, at skaffe frihed, lighed og broderskab mellem alle mennesker, det vil socialismen gøre til virkelighed. Det borgerlige samfund kunne kun opstille teorien; praksis stemte heller ikke her, som så ofte ellers, med dets teorier. Socialismen vil forene teori og praksis.

Men når menneskeheden vender tilbage til udgangspunktet for sin udvikling, så sker dette på et uendelig højere kulturniveau end det hvorfra den gik ud. Når ursamfundet, da det bestod af stammer og slægter, havde fællesejendom, så var det i den råeste form og på et uudviklet stadium. Den retning udviklingen siden har taget har vistnok på små ubetydelige rester nær opløst fællesejet, ødelagt stammerne og tilslut opløst samfundet i atomer, men den har også i sine forskellige faser, i stor målestok forhøjet samfundets produktionskræfter og behovenes mangfoldighed; af slægter og stammer er der blevet store nationer og stater, men dermed er igen frembragt en tilstand, som står i den mest skrigende modsætning til samfundets krav. Fremtidens opgave vil blive at fjerne denne modsætning derved, at man på bredeste basis igen forvandler ejendom og arbejdsmidler til fællesejendom.

Samfundet tager tilbage, hvad det engang besat og som det selv har frembragt; men det åbner for alle muligheden af et liv på et højere kulturniveau, et liv i samklang med de nye livsbetingelser, som nu er skabt; det vil sige: Samfundet indrømmer alle det, som under mere primitive forhold kun var de enkeltes eller en enkelt klasses privilegium. Og nu får også kvinden tilbage den aktive rolle, som hun engang havde i ursamfundet, dog ikke som herskerinde, men som ligeberettiget.

»Enden på statsudviklingen ligner den menneskelige tilværelses begyndelse. Den oprindelige lighed vender tilslut tilbage. Den oprindelige materielle tilværelse åbner og slutter de menneskelige tings kredsløb« skriver Bachofen i sit værk »Das Mutterrecht« (Moderretten). Og Morgan siger:

»Efter civilisationens indtræden har rigdommen vokset så uhyre, dens former er blevet så forskellige, dens anvendelse så omfattende og dens forvaltning så udmærket ledet i ejendomsbesiddernes interesse, at denne rigdom lige overfor folket er blevet en uovervindelig magt. Menneskeånden står rådløs og forvirret foran sin egen skabning. Men den tid vil nok komme, da den menneskelige fornuft vil blive stærk nok til at beherske rigdommen, da den vil bestemme såvel statens forhold til ejendommen, som den beskytter, som grænserne for ejendomsbesiddernes rettigheder. Samfundets interesser går absolut foran de enkeltes interesser, og begge dele må bringes i et retfærdig og harmonisk forhold. Den blotte jagt efter rigdom er ikke menneskenes endelige bestemmelse; fremskridt er fremtidens lov, som det var det i fortiden. Den tid, som er henrundet siden civilisationens frembrud er kun en brøkdel af menneskehedens alder, og kun en lille brøkdel af den fremtid, som står foran os. Samfundets opløsning står truende foran og som afslutning på en historisk periode hvis eneste mål var rigdom. Thi en sådan periode indeholder i sig selv elementerne til sin egen undergang.

Demokrati i forvaltningen, broderskab i samfundslivet, lige rettigheder og fælles opdragelse vil indvie den næste højere samfundsform. Mod dette mål arbejder ustandselig erfaring, fornuft og videnskab.

Samfundet vil igen opstå – men i en højere form – til de gamle slægters frihed, lighed og broderskab.«

Således kommer mænd af de forskelligste standpunkter på grundlag af deres videnskabelige forskninger til samme resultat. Kvindens fulde emancipation og ligestilling med manden er et af vor kulturudviklings mål, og virkeliggørelsen af dette formår ingen magt på jorden at forhindre. Men den er kun mulig på grundlag af en omformning som ophæver et menneskes herredømme over et andet – altså også kapitalisternes herredømme over arbejderne. Først da vil menneskeheden nå sin højeste udfoldelse. »Guldalderen«, hvorom menneskene har drømt i årtusinder og hvorefter de har længtes, vil endelig komme. Klasseherredømmet er for altid slut – og dermed også mandens herredømme over kvinden.

Internationaliteten

En menneskeværdig tilværelse for alle kan ikke forenes med et enkelt begunstiget folks tilværelsesmåde; thi isoleret fra alle de øvrige folk ville en nation hverken kunne grunde eller opretholde en sådan tilstand. Hele vor udvikling er et produkt af samvirken mellem nationale og internationale kræfter og forhold. Skønt nationaliteten endnu behersker de fleste hjerner og tjener til at opretholde det politiske og sociale herredømme – thi dette er kun mulig indenfor de nationale skranker – er vi dog langt inde i internationalismen.

Handels-, told- og skibsfartstraktater, verdenspostforening, internationale udstillinger, folkeretskongresser og internationale gradmålinger, andre internationale videnskabelige kongresser og forbindelser, internationale forskningsekspeditioner, vor handel og samfærdsel, og særlig de internationale arbejderkongresser, som er den nye tids bærere, og hvis moralske indflydelse det skyldes, at den første internationale kongres til udarbejdelse af love om arbejderbeskyttelse på det tyske riges indbydelse fandt sted i Berlin foråret 1890, – alt dette er vidnesbyrd om den internationale karakter, som de forskellige nationers forhold til hinanden har antaget trods deres nationale isolerthed, som forresten stadig mere og mere brydes. Vi taler, i modsætning til nationaløkonomi om verdensøkonomi, fordi de enkelte nationers velfærd og trivsel væsentlig afhænger af denne. En stor del af vore egne produkter udveksles mod fremmede landes frembringelser, som vi ikke længere kan leve foruden. Og ligesom en industrigren skades af en anden når denne lammes, således lammes nationalproduktionen i et land ganske betydelig, når de andre landes kommer i stagnation. Forbindelsen mellem de enkelte lande bliver til trods for alle forbigående forstyrrelser, som krige og nationale ophidselser, stadig inderligere, fordi de materielle interesser, de stærkeste af alle, behersker den. Enhver ny samfærdselsvej, enhver forbedring af et samfærdselsmiddel, enhver opfindelse eller forbedring i produktionsprocessen, hvorved varene bliver billigere, styrker denne forbindelse. Den lethed hvormed personlige forbindelser knyttes mellem vidt fra hinanden liggende lande og folkeslag, er en ny væsentlig faktor i forbindelsernes kæde. Udvandring og kolonisation er også en mægtig løftestang. Det ene folk lærer af det andet, det ene søger at komme det andet i forkøbet i konkurrencekampen. Ved siden af udvekslingen af materielle produkter af de forskelligste slags, er der også en livlig udveksling af åndelige frembringelser, såvel på originalsproget som i oversættelser. At lære fremmede levende sprog bliver for millioner en nødvendighed. Men intet bidrag, ved siden af materielle fordele, mere til at fjerne antipatier og vække sympatier end det at man trænger ind i et fremmed folks sprog og åndsprodukter.

Virkningen af denne tilnærmelsesproces, som foregår i international skala, er at de forskellige lande stadigt mere og mere kommer til at ligne hverandre med hensyn til de sociale forhold. Hos de mest fremskredne og derfor toneangivende kulturnationer er denne lighed allerede så stor, at den som har lært ét folks økonomiske struktur at kende, også i hovedsagen kender de økonomiske forhold hos alle de øvrige. Omtrent som i naturen hos dyr af samme art, er skelettet ens i bygning, og kan man teoretisk konstruere hele dyret. Den videre følge er, at hvor det sociale grundlag er ens, der må også dets virkninger være tilsvarende: Ophobning af store rigdomme og dens modsætning lønslaveriet, massernes underkuelse i industrien, det besiddende fåtals herredømme over masserne, med alt det som følger deraf.

I virkeligheden ser vi at klassemodsætningerne og klassekampene ikke kun raser i Tyskland, men sætter hele Europa, De Forenede Stater, Australien o.s.v. i bevægelse. I Europa hersker fra Rusland til Portugal, fra Balkan, Ungarn og Italien til England og Irland den samme misnøjens ånd, og der fremkommer de samme mærkbare tegn på social gæring, almindelig utilfredshed og opløsning. Udvortes forskellige, alt efter udviklingsgraden, befolkningens karakter og dets politiske tilstand, så er disse bevægelser i sit væsen overalt de samme. Dybe sociale modsætninger er deres årsag. Med hvert år bliver disse skarpere og skarpere, for hvert år trænger gæringen og misfornøjelsen sig dybere og videre ind i samfundslegemet, indtil til slut en anledning, måske af ubetydelig art, fremkalder eksplosionen og denne lynsnart udbreder sig over den ganske kultiverede verden. Den nye verdens kamp mod den gamle er blusset op. Masserne træder frem på skuepladsen, og der bliver kæmpet med en fylde af intelligens som verden endnu aldrig har set i en kamp, og heller ikke mere vil få se i en lignende kamp. Thi det er den sidste sociale kamp. Vi som lever i begyndelsen af det tyvende århundrede, vi ser hvorledes denne kamp stadig mere og mere nærmer sig den sidste af sine faser, den hvori de nye ideer sejrer. Det nye samfund vil da også opbygges på international basis. Folkene vil forbrødres, de vil række hverandre hånden og bestræbe sig for lidt efter lidt at udstrække den nye tilstand til at omfatte alle jordens folk. [17] Et folk kommer ikke længere til det andet som fjende for at udbytte og undertrykke, ikke mere som repræsentant for en fremmed tro, som det vil påtvinge det, men som en ven der vil opdrage alle mennesker til kulturmennesker. Det nye samfunds kultur og kolonisationsarbejder vil i sit væsen og i sine midler adskille sig lige meget fra de nuværende, som de to samfund efter sit væsen er grundlæggende forskellige. Man vil hverken anvende krudt og bly eller brændevin og bibelen. Kun med fredelige midler udfører man kulturmissionen, så civilisatorerne ikke i barbarernes og de vildes øjne bliver fjender, men velgørere. Forstandige rejsende og forskere har for længe siden påvist hvor resultatrig denne fremgangsmåde er. Er først kulturfolkene forenet til et stort forbund, da er også den tid kommet da for altid »krigens storme tier«. Den evige fred er da ikke længere nogen drøm, som de uniformerede herrer i dag vil få verden til at tro. Den tid er kommet, hvor folkene har erkendt deres sande interesser. Disse interesser fremmes ikke ved kamp og strid, ved rustninger som ruinerer lande og folk, men ved fredelig forståelse og fælles kulturarbejder. Desuden sørger de herskende klasser og deres regeringer for at de militære rustninger og krige ved sin egen uhyrlighed gør ende på sig selv. Således vil de sidste våben, som så mange gange før, gå over til antikvitetssamlingerne for at være fremtidige slægter et vidnesbyrd om hvorledes forgangne generationer gennem årtusinder ofte sønderflænget hinanden som vilde dyr, indtil endelig mennesket triumferede over dyret i sig. At det kun er de nationale særegenheder og interessemodsætninger – der mange steder endog kunstig næres af de herskende klasser, for at de i et givet øjeblik i en stor krig kan have en afløbskanal for farlige strømninger i det indre – som fremkalder krigene, bekræftes af en ytring af den afdøde generalfeltmarschal Moltke. I første bind af sine erindringer, som behandler den tysk-franske krig 1870-71, hedder det bl.a. i de indledende bemærkninger: »Sålænge nationerne fører en afsondret tilværelse vil der gives stridigheder, som kun kan afgøres med våbnene, men det er i menneskehedens interesse at håbe at krigene må blive sjældnere ligesom de er blevet frygteligere«.

Nu, da denne nationale isolerede tilværelse, dvs. den ene nations fjendtlige afspærring mod den anden forsvinder stadig mere og mere, og trods alle vores modparters anstrengelser for at opretholde den, så vil fremtidige generationer også uden møje kunne virkeliggøre opgaver, som geniale hoveder for længe siden har tænkt og søgt at løse, uden at kunne nå sit mål. Således havde allerede Condorcet den ide at kalde til live et fælles verdenssprog. Og den afdøde forhenværende præsident i De Forenede Stater, Ulysses Grant, udtalte i en tale: »Da handel, undervisning og den hurtige befordring af tanker og stoffer ved telegraf og damp har forandret alle forhold, så tror jeg at Gud forbereder verden til at blive én nation, til at tale ét sprog, til at nå frem til en fuldendt tilstand, hvor hære og krigsflåder ikke mere er nødvendige. Naturligvis må hos en fuldblods yankee den kære Gud spille den udjævnende rolle, som kun er et produkt af den historiske udvikling. Man må ikke undre sig over det. Hykleri eller også bornerthed i spørgsmål angående religionen er intetsteds større end i De Forenede Stater. Jo mindre statsmagten gennem sin organisation leder masserne, i desto større grad må religionen, kirken, gøre det. Derfor viser bourgeoisiet sig allerfrommest der hvor statsmagten er slappest. Ved siden af De Forenede Stater, i England, Belgien, Schweiz. Også den revolutionære Robespierre, som spildte med aristokraternes og de gejstliges hoveder som med keglekugler, var som bekendt meget religiøs, hvorfor han højtidelig lod genindsætte det højeste væsen som Konventet kort tid før – ligeså smagløst – havde erklæret for afsat. Og da de letsindige og liderlige aristokrater i Frankrig før den Store Revolution ofte brystede sig med ateismen, anså Robespierre denne for aristokratisk og karakterisere den for Konventet i sin tale om det højeste væsen med de ord: »Ateismen er aristokratisk«. Ideen om et højeste væsen som våger over den undertryktes uskyldighed og straffer den triumferende forbrydelse er helt folkelig. Hvis der ikke var nogen Gud, så måtte man opfinde en. Den dydige Robespierre anede, at hans dydige borgerlige republik ikke kunne udjævne de sociale modsætninger, derfor troen på et højeste væsen, som øver gengældelse og tragter efter at udjævne det som menneskene på hans tid endnu ikke kunne udjævne. – Denne tid svinder nu. Det ene kulturfremskridt vil fremkalde det andet, menneskeheden vil stadig stille sig nye opgaver og vil bringe dem til en kulturudvikling, som ikke kender had nationerne imellem, som ikke kender krige, religionsstrid og lignende »fortidslevninger«.

Befolkningsspørgsmålet og socialismen

1. Frygten for overbefolkning

Der gives folk som anser befolkningsspørgsmålet for det vigtigste og mest brændende af alle spørgsmål, fordi en »overbefolkning« skulle true, ja faktisk allerede være forhånden. Dette spørgsmål må i særlig grad blive behandlet ud fra internationalt synspunkt, thi folkeernæring og folkefordeling er stadig mere og mere blevet et internationalt anliggende. Om befolkningsloven har der siden Malthus været stridt meget. I sit skrift, som er blevet både berømt og berygtet, »Forsøg over befolkningsprincippet«, et skrift som Karl Marx betegner som et skoledrengsagtig overfladisk og i præstetone fremdeklameret plagiat af Sir James Stewart, Townsend, Franklin, Wallace osv. som »ikke indeholder en eneste selvtænkt sætning«, hævder Malthus den anskuelse at menneskeheden formerer sig i en geometrisk progression (1, 2, 4, 8, 16, 32 osv.), hvorimod næringen kun kunne formeres i en aritmetisk progression (1, 2, 3, 4, 5 osv.). Den nødvendige følge skulle være, at der hurtig måtte opstå et misforhold mellem mennesketallet og næringsforrådet, som måtte føre til massenød og til slut til massedød. Det måtte derfor påbydes at man pålagde sig »afholdenhed« med hensyn til børneavlen. Den som ikke havde tilstrækkelige midler til at ernære en familie, måtte ikke gifte sig, fordi der ikke ved »naturens bord« ville være plads for efterkommerne. Frygten for overbefolkning er meget gammel. Den var allerede, som udredningerne i det foreliggende skrift viste, tilstede hos grækerne og romerne og atter igen ved udgangen af middelalderen. Plato og Aristoteles, romerne, middelalderens småborge var behersket af den, og den beherskede Voltaire som i første fjerdedel af det attende århundrede offentliggjorde en afhandling om den. Andre forfattere fulgte i hans fodspor, indtil endelig i Malthus, den mand fremstod som gav denne frygt det prægnanteste udtryk.

Frygten for overbefolkning optræder bestandigt i perioder, hvor den bestående sociale tilstand står i begreb med at opløses. Den almindelige utilfredshed som da opstår, tror man i første række at måtte tilskrive overfloden på mennesker og mangelen på næringsmidler, og ikke den måde hvorpå de erhverves og fordeles. Al udbytning af mennesker gennem mennesker beror på klasseherredømme. Men klasseherredømmets første og fornemste middel er erhvervelsen af jord og grund. Fra fælleseje kommer denne lidt efter lidt i privateje. Massen bliver ejendomsløs og er nødt til at erhverve sin portion levnedsmidler i de besiddendes tjeneste. Under sådanne omstændigheder bliver enhver tilvækst til familien eller en ny konkurrent følt som en byrde. Overbefolkningsspøgelset viser sig og skrækken breder sig efter hvert som jord og grund stadig mere og mere bliver monopolbesiddelse og taber i produktivitet, enten fordi den ikke bliver dyrket godt nok, eller fordi man forvandler den bedste jordbund til græsganger for fårene, eller man reserverer den for herrens adspredelse som jagtfelt og derved unddrager den fra dyrkningen af menneskelige ernæringsmidler. Når Rom og Italien manglede næringsmidler, var det mest fordi al jord og grund befandt sig i omtrent 3000 store grundbesidderes hænder. Derfor rædselsråbet: latifundierne (de store jordegodser) ødelægger Rom. Italiens grund og jord blev forvandlet til uhyre jagtfelter eller lysthaver til de adelige ejeres fornøjelse, ja jorden blev flere gange liggende udyrket, fordi dens opdyrkning ved slaver viste sig dyrere end prisen på det fra Afrika og Sicilien indførte korn; et forhold som åbnede alle sluser for kornpugeriet, hvori i første række Roms rige adel tog del. Det blev endog en hovedårsag til at undlade at dyrke op den hjemlige jord. Adelen tjente mere på kornpugeriet end på korndyrkningen i sit eget land. Under sådanne forhold foretrak den romerske borger eller den udarmede adelsmand at give afkald på ægteskab og børneavl, noget som ikke kunne forhindres ved alle de præmier som blev sat på ægteskabsslutning og børn, i den hensigt at forhindre, at den herskende klasse skulle formindskes.

En lignende foreteelse indtrådte henimod slutningen af middelalderen, efter at adel og gejstlighed i århundreder ved alle mulige list og magtmidler havde berøvet de talrige bønder deres ejendom og tilrevet sig det land som havde været fælles. Da så bønderne som en naturlig følge af alle de mishandlinger de havde lidt, gjorde oprør, men blev slået til jorden, og nu adelens røverhåndværk blev fortsat i end højere skala og af de reformerte fyrster også praktiserede på kirkegodset, voksede antallet af røvere, tiggere og vagabonder som aldrig før. Deres tal var størst efter reformationen. Landbefolkningen, som var blevet berøvet sin jord, strømmede til byerne. Men her var også allerede af tidligere skildrede årsager livsforholdene blevet stadig dårligere, og således var »overbefolkningen« overalt tilstede.

Malthus’ optræden falder nu i hint afsnit af den engelske industri, da der på grund af de nye opfindelser af Hargreaves, Arkwright og Watt indtrådte vældige omformninger i mekanik og teknik som hovedsagelig gjorde sig gældende i bomulds- og tekstilindustrien og gjorde tusindvis af arbejdere i de ramte husindustrier brødløse. Koncentrationen af jordejendommen og storindustriens udvikling antog i England på den tid svære dimensioner. Med den raskt stigende rigdom på den ene side, voksede massernes nød og elendighed på den anden. I en sådan tid måtte de herskende klasser, som havde al grund til at anse den bestående verden som den bedst mulige, søge at finde en passende, dem for enhver byrde befriende forklaring på en så modstridende foreteelse som massernes pauperisering midt i den voksende rigdom og den højeste industrielle blomstring. Intet var bekvemmere end at give arbejdernes altfor raske formering gennem børneavl skylden, og ikke deres overflødiggørelse ved den kapitalistiske produktionsproces og jordens og grundens overgang til landlordernes privateje. Under sådanne forhold indeholdt det »skoledrengsagtige overfladiske, i præstetone fremdeklamerte plagiat«, som Malthus offentliggjorde en begrundelse af det forhåndenværende onde der gav udtryk for den herskende klasses hemmeligste tanker og følelser og retfærdiggjorde dem for verden. Deraf forstås den sjældne anklang det fandt på den ene side og den heftige modstand det blev genstand for fra den anden. Malthus havde i det rette øjeblik, talt det rette ord for det engelske bourgeoisi, og så blev han, tiltrods for at hans skrift ikke »indeholdt en eneste selvtænkt tanke«, en stor og berømt mand, og hans navn blev til et stikord for den hele lære. [18]

2. Hvorledes overbefolkningen fremkommer

De tilstande som foranledigede Malthus til hans nødskrig og hans brutale lære – han rettet den til den arbejdende klasse og føjede derved til skaden også hånen –, har siden fra årtier til årtier bredt sig videre. Ikke blot i Malthus’ fædreland, i Storbritannien, men i alle lande i verden med kapitalistisk produktionsmåde, denne produktionsmåde som har rovsystemet m. h. t. grund og jord og massernes underkuelse ved maskinen og fabrikken til følge. Dette system består som påvist i at arbejderen skilles fra sit arbejdsmiddel, enten det nu er jord og grund eller det er værktøj, og i arbejdsmidlernes overgang på kapitalisternes hænder. Systemet skaber stadig nye industrigrene, udvikler og koncentrerer dem, men kaster også stadig nye folkemasser på gaden, gør dem »overflødig«.

Ofte befordrer det, som i det gamle Rom, latifundiumbesiddelsen med alle dens følger. Irland er det klassiske land i Europa som er blevet værst hjemsøgt af det engelske rovsystem. Det ejede allerede i 1874 12.378.244 acres eng- og græsningareal, men kun 3.373.508 acres agerland; og hvert år skrider befolkningens aftagen frem, og hånd i hånd dermed agerlandets forvandling til eng- og græsningsarealer for hjorder af får og hornkvæg, og til jagtfelter for landlorderne. (I året 1908 14.805.046 acres eng- og græsningsareal og 2.328.906 acres agerland.) Det irske agerland befinder sig desuden ofte som bortforpagtet jord i hænderne på en hel del små forpagtere som ikke er istand til at drive udnyttelsen af jorden i nogen højere målestok. I Irland har vi altså et land som gennemgår den tilbageskridende forvandling fra et agerdyrkende land til et hyrdeland. Derved er befolkningen, som i begyndelsen af det nittende århundrede tællet over 8 millioner mennesker, nu svundet ind til 4,3 millioner, og dog er fremdeles nogen millioner »overflødige«. Irlændernes »oprør« mod England synes efter dette ganske naturlig. Skotland viser et lignende billede som Irland i sine jordbesiddelses og jorddyrkningsforhold. [19] Noget lignende gentager sig i Ungarn som først i de sidste årtier er trådt ind i den moderne udvikling. Et land så rigt på frugtbar jord som få land i Europa, er forgældet, dets befolkning er forarmet og befinder sig i ågerkarlenes klør. Af fortvivlelse udvandrer den i mængde. Men grunden og jorden er samlet på moderne kapitalmagnaters hænder, som driver den skrækkeligste rovdrift med skov og agerland, så at Ungarn om ikke længe ophører med at være et kornudførende land. På lignende måde forholder det sig også i Italien. I Italien har nationens politiske enhed ligesom i Tyskland ydet den kapitalistiske udvikling stor hjælp, men de flittige bønder i Piemont og Lombardiet, i Toskana, Romagna og Sicilien forarmes mere og mere og går til grunde. Der begynder allerede på nyt at danne sig sumpe og moser hvor der endnu for få årtier siden stod veldyrkede haver og agre tilhørende småbønder. Foran Roms porter, i det såkaldte Campagna ligger hundredetusinder af hektar jord brak i en landstrækning som engang hørte til det gamle Roms mest blomstrende egne. Sumpe bedækker jordbunden og udånder sine giftige smittestoffer. Når man ved anvendelse af passende midler helt fjernet sumpene og tog til med en hensigtsmæssig vanding, så ville Roms befolkning få en rig kilde til næring og nydelse. Men Italien lider af stormagtssyge, det ruinerer befolkningen ved en slet forvaltning, ved militære og maritime rustninger og ved »kolonisationer«, og så har de ikke råd til at løse kulturopgaver som Campagnas frugtbargørelse. Ligesom i Campagna er det Syd-Italien og Sicilien. Det sidste land, som engang var Roms kornkammer, udarmes mere og mere; en mere udsuget og mishandlet, elendig levende befolkning gives der ikke mere i Europa. De fordringsløse sønner i Europas skønneste land oversvømmer det halve Europa og Amerika som løntrykkere, eller de udvandrer i flokkevis for bestandigt, fordi de ikke vil sulte ihjel på den hjemlige jord, som ikke er deres ejendom. Malaria, hin forfærdelige feber, antog i hele Italien dimensioner som allerede i 1882 gjorde regeringen så forskrækket at den lod igangsætte en undersøgelse der gav det sørgelige resultat, at af landets 69 provinser 32 var i høj grad hjemsøgt af sygdommen, allerede angrebet af den og kun 5 forskånet for den. Sygdommen, som tidligere kun kendtes på landet, trængte ind i byerne, fordi det der sammenstuvede proletariat, forøget gennem den proletariserede landbefolkning, var et udmærket smittemagasin for sygdommen.

3. Armod og frugtbarhed

Fra hvilken side vi end betragter det kapitalistiske samfundssystem, så får vi den lære at massernes nød og elendighed ikke skyldes mangel på næringsmidler og andre livsfornødenheder, men følger af den ulige fordeling af disse og af den forkerte økonomi, som skaber overflod for den ene og tvinger de andre til at lide nød. De malthusianske påstande har kun betydning fra den kapitalistiske produktionsmådes standpunkt. På den anden side driver selve den kapitalistiske produktionsmåde til produktion af børn; den trænger til billige »hænder« i form af børn til deres værksteder og fabrikker. Hos proletaren bliver barneavlen en slags beregning, de må selv erhverve sig midlerne til sit livsophold. Proletaren i husindustrien bliver endog nødt til at have mange børn, thi deri ligger en garanti for hans konkurrencedygtighed. Det er visselig et afskyelig system, det øger arbejdernes pauperisering og afhængighed af arbejdskøberen. Proletaren tvinges til at arbejde for en stedse elendigere løn. Og enhver arbejderbeskyttelsesbestemmelse, enhver merudgift til denne eller andre sociale pligter, som ikke bliver pålagt arbejdskøberen også for de af ham beskæftigede husindustriarbejdere, foranlediger ham til at udvide husindustriarbejdernes kreds, husindustrien byder ham fordele som ikke let nogen anden driftsform, forudsat at produktionsprocessens natur gør den gennemførlig.

Men det kapitalistiske produktionssystem frembringer ikke kun overproduktion af varer og arbejdere, men også af intelligens. Selv intelligensen har stadig vanskeligere for at skaffe sig levebrød, da tilbudet overstiger permanent efterspørgselen. Kun ét er i denne kapitalistiske verden ikke overflødig, det er kapitalen og dens besidder, kapitalisten.

Når de borgerlige økonomer er malthusianere, så er de hvad de af borgerlig interesse må være, kun skal de lade være at overføre deres borgerlige griller på det socialistiske samfund. John Stuart Mill siger: »Kommunismen er netop den tingenes tilstand under hvilken man tør forvente, at den offentlige mening med den allerstørste intensitet vil erklære sig mod denne slags egenkærlig umådeholdenhed. Enhver formering af folket som ville forringe befolkningens behagelige stilling, eller som ville øge dens besvær, måtte da have til følge en umiddelbar og umiskendelig ubehagelighed for hvert enkelt individ i samfundet, og dette besvær ville ikke kunne lægges arbejdskøbernes havesyge eller de riges uretfærdige privilegier til last. Under så forandrede forhold kunne det ikke undgås, at den offentlige mening gav sin misbilligelse tilkende, og hvis denne ikke strakte til, at man ved straffe af en eller anden art ville undertrykke denne almenskadelige uafholdenhed. Den kommunistiske teori rammes altså slet ikke af den indvending som hentes fra faren for overbefolkning; tværtimod anbefaler kommunismen sig derved at den i høj grad ville have tendens til at forebygge denne mislighed.« Og professor Ad. Wagner ytrer side 376 i Raus »Lærebog i den politiske økonomi«: »I det mindste ville i et socialistisk samfund principiel ægteskabsfrihed eller børneavlsfrihed kunne indrømmes.« De nævnte går altså ud fra den anskuelse, at tendensen til overbefolkning er fælles for alle samfundstilstande, men begge tillægger socialismen den egenskab bedre end enhver anden samfundsform, at kunne bringe ligevægt i forholdet mellem befolkning og næring. Det sidste er rigtig, det første ikke. – Der gaves rigtignok enkelte socialister som, påvirket af malthusianske ideer, frygter for, at faren for overbefolkning var »nær forestående.« Men disse malthusianske socialister er forsvundet. Den dybere indtrængen i det borgerlige samfunds natur og væsen belærer os om noget andet. Vore jordbrugeres klagesange belærer os også om at vi – fra verdensmarkedets standpunkt betragtet – producerer for meget af næringsmidler, så at produktionen af dem ikke kan svare sig, på grund af de derved fremkomne lave priser. – – Vore malthusianere indbilder sig, og det hele kor af borgerlige ordførere tuder tankeløst i det samme horn, at et socialistisk samfund hvor der var frit kærlighedsvalg og hvor alle kunne føre en menneskeværdig tilværelse, et sådant samfund ville blive en »kaningård«; det ville forfalde til den mest udsvævende kønsnydelse og barneavl i massevis. Det modsatte turde indtræde. Hidtil har ikke de bedrestillede befolkningslag gennemsnitlig det største antal børn, men omvendt de dårligst stillede. Man kan endog sige, uden at gøre sig skyldig i en overdrivelse: jo elendigere et proletarlags stilling er, desto talrigere er gennemsnitlig børneflokken; her og der undtagelser indrømmet. Det bekræfter også Virchow, som i midten af forrige århundrede skrev: »Ligesom den engelske arbejder, nu da han ligger så dybt nede, blottet for åndelige interesser kun kender to kilder til nydelse, rusen og samlejet, således havde også den sydschlesiske befolkning indtil for få år siden koncentrerede alle ønsker, al bestræbelse på disse to ting. Brændevinsnydelsen og tilfredsstillelsen af kønsdriften var hos dem blevet fuldstændig eneherskende, og så er det let at forstå at befolkningen voksede ligeså hurtig i antal som den tabte i fysisk styrke og moralsk fasthed.« – – Karl Marx udtaler sig i »Kapitalen« i samme retning, idet han skriver: »I virkeligheden står ikke blot mængden af fødsler og dødsfald, men den absolutte størrelse af familierne i omvendt forhold til arbejdslønnens højde, altså til mængden af de levnedsmidler som de forskellige arbejderlag disponerer over. Denne lov for det kapitalistiske samfund ville lyde som en tåbelighed blandt vilde eller blandt civiliserede kolonister. Det minder om svage og særlig efterstræbte dyrearters vældige råproduktion.« Dernæst citerer Marx Laing som udtaler: »Hvis hele verden befandt sig i bekvemme forhold, så ville verden snart blive affolket.« Laing er altså af den modsatte anskuelse af Malthus, et godt livsophold bidrager ikke til forøgelse men til formindskelse af fødslerne. På lignende måde udtaler Herbert Spencer sig, som siger: »Bestandig og overalt er fuldkommenhed og forplantningsevne hinanden modsatte. Deraf følger at den videre udvikling som menneskeheden imødeser, sandsynlig vil have en aftagen i dens forplantning til følge. Der er altså her en overensstemmelse tilstede mellem mænd som ellers står på helt forskellige standpunkter, og til deres opfatning slutter også vi os.

4. Mangel på mennesker og overflod på næringsmidler

Man kunne gøre kort proces med hele befolkningsspørgsmålet ved at sige, at det i en tid vi kan øjne ikke kan være tale om overbefolkning, thi vi befinder os lige overfor en overflod af næringsmidler der endog med hvert år truer med at blive større, så at bekymringen for hvad vi skal gøre med denne rigdom er langt mere på sin plads end bekymringen for om den strækker til. For de der producerer livsmidlerne ville endog en raskere formering af forbrugerne være det ønskeligste. Men vore malthusianere er uudtrættelige i at rejse indvendinger, og så må man imødegå disse indvendinger, for ikke at give dem anledning til at sige at man ikke kan svare på dem. De påstår, at faren for overbefolkning i en ikke fjern tid ligger i loven om den »aftagende jordafkastning«. Vor dyrkningsjord vil blive »træt af at bære«, stigende avlinger vil ikke mere kunne ventes, da opdyrkelig jord vil blive sjældnere og sjældnere, skulle faren for mangel på næring ved befolkningens videre formering være umiddelbar. Det er vistnok i dette skrift allerede i kapitlerne om jordens landbrugsmæssige udnyttelse efter hvad vi tror blevet uimodsigelig påvist, hvilke enorme fremskridt menneskeheden endnu formår at gøre med hensyn til indvinding af nye næringsmængder selv fra den nuværende jorddriftslæres standpunkt, men vi vil anføre flere eksempler derpå. En meget dygtig stor jordbesidder og en anerkendt nationaløkonom, altså en mand som i to retninger rager langt højere end Malthus, udtalte allerede i 1850, altså på en tid da agrikulturkemien (jorddyrkningskemien) endnu var i sin vorden: »Produktiviteten i råproduktion en, navnlig af næringsstof vil i fremtiden ikke mere stå tilbage for produktiviteten i fabrikation og transport... I vore dage begynder først agrikulturkemien at åbne landbruget udsigter, som utvivlsomt vil lede til mangen en afvej, men som til slut turde lægge frembringelsen af næringsstoffet i samfundets magt, ligesom det i dag ligger i dets magt at levere en hvilken som helst mængde tøj, når der kun er en tilstrækkelig mængde uld forhånden.« [20]

Justus v. Liebig, agrikulturkemiens grundlægger, er af den anskuelse, »at når menneskelig arbejdskraft og gødningsmidler i tilstrækkelig mængde er forhånden, så vil jorden være uudtømmelig og uafbrudt give de rigeste avlinger.« Loven om den aftagende jordavling er en malthusiansk grille, der på hans tid under meget primitive jorddriftsforhold kunne antages, men som for længe siden er blevet modbevist af videnskaben og erfaringen. Det er langt mere en lov, at avlingen af en mark står i direkte forhold til det menneskelige arbejde som er anvendt på den (videnskab og teknik indbefattet) og de hensigtsmæssig anvendte gødningsstoffer. Var det mulig for Frankrig med en småbondedrift i de sidste 90 år at firedoble avlingen, medens befolkningen ikke engang fordoblede sig, så må vi kunne vente helt andre resultater i et samfund med socialistisk økonomi. Vore malthusianere overser endvidere, at under vore nuværende forhold ikke blot vor grund og jord kommer i betragtning, men hele verdens jord, dvs. for en stor del lande, hvis frugtbarhed giver 20-30, og endda flere gange mere end vor jord af samme omfang. Jorden er vistnok allerede i temmelig stor udstrækning blevet taget i menneskenes besiddelse, men den er, med undtagelse af en lille brøkdel, intetsteds så opdyrket og udnyttet som den kunne opdyrkes og udnyttes. Ikke alene kunne Storbritannien frembringe en stor mængde næringsmidler mere end i dag, også Frankrig, Tyskland, Østrig og i endnu langt højere grad Europas øvrige lande. I det lille Württemberg med sine 879,970 hektar kornjord kunne blot ved anvendelsen af dampploven den gennemsnitlige kornmængde forhøjes fra 6.140.000 centner til 9.000.000 centner. [21] – Det europæiske Rusland ville, målt med Tysklands befolkningsstand som målestok, i stedet for de ca. 100 millioner som det i øjeblikket tæller, kunne ernære 475 millioner. I dag tæller det europæiske Rusland omtrent 19,4 indbyggere på hver kvadratkilometer, Sachsen over 300. Den indvending at Rusland har vide landstrækninger som ved sit klima umuliggør en højere frugtbargørelse slår vistnok til, derimod har det navnlig i syd et klima og en frugtbarhed som ikke står meget tilbage for Tysklands. Videre vil der ved befolkningens tæthed og den dermed stigende opdyrkning af jorden blive fremkaldt forandringer i klimaet som i øjeblikket slet ikke lader sig måle. Overalt hvor mennesket samler sig i tætte mængder, der foregår også klimatiske forandringer. Vi tillægger disse foreteelser altfor lille vægt, vi formår heller ikke at måle dem i deres hele omfang, fordi vi ikke har nogen foranledning til, og som tingene i øjeblikket ligger an, heller ikke har nogen mulighed for at anstille eksperimenter i det store. Således ville det i dag så sparsomt befolkede Sverige og Norge med sine uhyre skove, sin metalrigdom, sin rigdom på elve, sin kyst, afgive en rig kilde til ernæring for en tæt befolkning. De passende midler og indretninger til at åbne disse landes rigdom kan under de givne forhold ikke tilvejebringes, og så udvandrer endog en del af den sparsomme befolkning.

Det som kan siges om Norden får en ulige større betydning for det sydlige Europa: for Portugal, Spanien, Italien, Grækenland, Donaulandene, Ungarn, Tyrkiet osv. Et fortræffelig klima, en jordbund så ypperlig og frugtbar som den næppe findes i de bedste egne i De Forenede Stater, vil engang give utalte folkeskarer den rigeligste næring. De slette politiske og sociale tilstande i hine land gør at hundredetusinder drager fra Europa over oceanet, i stedet for at blive i hjemmet eller slå sig ned i hine langt nærmere og mere bekvemt beliggende lande. Så snart her fornuftige sociale og politiske indretninger er tilstede vil nye millioner mennesker trænges for at hæve hine vide og frugtbare lande til et højere kulturtrin. Vi har lang tid fremover i Europa ikke overflod på mennesker, hvis vi vil kunne opnå væsentlig højere kulturformål, men snarere mangel på mennesker, og det er under sådanne omstændigheder meningsløst at hengive sig til nogensomhelst frygt for overbefolkning. Dertil må man stadig have for øje, at udnyttelsen af de forhåndenværende næringskilder gennem anvendelsen af videnskab og arbejde slet ikke kender nogen grænse, og at hver dag bringer os nye opdagelser og opfindelser som forøger kilderne til næringsindvinding. – – Går vi fra Europa til de andre verdensdele, så viser sig her i endda langt højere grad mangel på mennesker og overflod på jord. De yppigste og frugtbareste lande på jorden ligger endnu fuldstændig eller næsten fuldstændig ubenyttet, fordi deres opdyrkning og udnyttelse ikke kan foretages med nogen tusinde mennesker, men kræver massekolonisationer af mange millioner for nogenlunde at kunne blive herre over den overyppige natur. Til dem hører blandt andre Central- og Sydamerika, et område på hundredetusinder kvadratmil. I Argentina var f.eks. i 1892 kun ca. 5 millioner hektar opdyrket; landet har 96 millioner hektar frugtbar jord til sin disposition. Den til dyrkning af hvede egnede jord i Sydamerika som endnu ligger brak, anslås til mindst 200 millioner hektar; De Forenede Stater, Østrig-Ungarn, Storbritannien og Irland, Tyskland og Frankrig tilsammen har kun omtrent 105 millioner hektar til dyrkning af halmfrugter. Carey påstod for fire årtier siden, at alene den 360 mil lange Orinoko-dal formåede at levere næringsmidler i en sådan mængde, at hele menneskeheden kunne underholdes af det. Trækker vi halvparten fra, så er det mere end rigelig. I ethvert fald kunne alene Sydamerika ernære langt flere mennesker end der nu bor på jorden. Næringsværdien af et med banantræer beplantet område og et lige stort, hvorpå der dyrkes hvede, stiller sig som 133 til 1. Medens vor hvede i gunstig jordbund bærer tolv til tyvefoldig frugt, giver risen i dens hjemland det 80 til 100-dobbelte, majsen det 250 til 300-dobbelte af udsæden, og i mange egne, f.eks. på Philippinerne anslås risens produktivitet til det 400-dobbelte. Det kom ved alle disse næringsmidler også an på ved tilberedningen, at gøre dem så nærende som mulig. I ernæringsspørgsmålene har kemien et uudtømmelig udviklingsfelt foran sig. – Central- og Sydamerika, særlig Brasilien, som alene næsten er lige stort som hele Europa – Brasilien har 8.524.000 kvadratkilometer med omtrent 22 millioner indbyggere mod Europa med 9.897.010 kvadratkilometer med omkring 430 millioner indbyggere –, strutter af en yppighed og frugtbarhed som vækker alle rejsendes forbavselse og beundring; disse lande er også uudtømmelig rige på erts og metaller. Men for verden er de endnu næsten uåbnet, fordi deres befolkning er sløv og i antal er for ringe, og i kultur står for lavt til at blive herre over den vældige natur. Hvorledes det ser ud i Afrika, derom har de sidste årtiers opdagelser belært os. Vil end en stor del af det indre Afrika aldrig kunne bruges til europæisk jorddrift, så er andre territorier af stort omfang i meget høj grad udnyttelige, såsnart kun fornuftige kolonisationsprincipper kommer til anvendelse. På den anden side gives der i Asien endnu vidtstrakte, frugtbare lande som kan ernære utallige millioner. Fortiden har vist os hvorledes i egne som engang var ufrugtbare, næsten ørkenagtige det milde klima aflokker jordbunden den rigeligste næring, når mennesket forstår at tilføre den det frugtbargørende vand. Med tilintetgørelsen af de storartede vandledninger og vandingsanlæg i Forasien, og i landene ved Tigris og Eufrat osv., i vilde erobringskrige og ved vanvittig undertrykkelse af befolkningen, forvandledes lande på tusinder af kvadratmil til øde sandstrækninger. Således som i Asien også i Nordafrika, Mexico og Peru. Hvis man skaffer civiliserede mennesker i millionvis tilveje vil der åbne sig uudtømmelige næringskilder. Daddelpalmen trives i Asien og Afrika i utrolig fylde og trænger til så lidt plads, at 200 daddeltræer dækker en tønde land. Durraen bærer i Ægypten mere end 3000 foldig frugt, og dog er landet fattig. Ikke på grund af overflod på mennesker, men som følge af et rovsystem som bevirker, at ørkenen fra årtier til årtier udstrakte sig videre og videre. Hvilke storartede resultater mellemeuropæisk ager- og havebrug ville opnå i alle disse lande unddrager sig enhver beregning. – Nordamerikas Forenede Stater kan, målt efter agerbrugsproduktionen i dag, magelig ernære femten til tyve gange sin nuværende befolkning (85 millioner), altså 1250 til 1700 millioner; Kanada ville i det samme forhold i stedet for 6 millioner kunne give flere hundrede millioner næring. Videre har vi Australien, de talrige, tildels store og overordentlig frugtbare øer i Stillehavet og i Det indiske Hav, osv. At øge mennesketallet, ikke formindske det, er det råb som i kulturens navn udgår til menneskeheden. – Overalt er det de sociale indretninger – den bestående måde at frembringe og fordele produkterne på –, som fremkalder nød og elendighed, og ikke overtallet af mennesker. Nogle gode høstår efter hinanden trykker priserne på næringsmidlerne ned, sådan at mangen en jordbruger derved går til grunde. I stedet for at sætte producenterne i en bedre stilling, kommer de i en endda dårligere. En stor del jordbrugere anser i dag en god høst for en ulykke, fordi den trykker priserne ned. Og skal det være fornuftige tilstande? For at holde andre landes høstrigdom fjernt fra os, indføres der høj korntold, for at indførselen af udenlandsk korn skal vanskeliggøres og det indenlandske stige i pris. Vi har ikke mangel, men overflod på næringsmidler, ligesom vi har overflod på industriprodukter. Ligesom millioner af mennesker har behov for industrifrembringelser af enhver art, men ikke kan tilfredsstille dem under de bestående ejendoms- og erhvervsforhold, således har millioner mangel på de nødvendigste livsfornødenheder, fordi de ikke kan betale priserne for dem, endskønt livsmidlerne er tilstede i overflod. Det vanvittige i sådanne tilstande ligger åbent i dagen. Ved en rigelig høst lader vore kornspekulanter ofte avlingen med fuld hensigt gå tilgrunde, fordi de ved, at prisen stiger når avlingen mindskes, og alligevel skal vi frygte for overbefolkning. I Rusland, Sydeuropa og mange andre lande i verden ødelægges årlig hundredetusinder centner af korn fordi der mangler passende lagerrum og transportmidler. Mange millioner centner af næringsmidler forspildes årlig fordi indhøstningsindretningerne er ufuldkomne eller fordi der i det i afgørende øjeblik mangler hænder til indhøstningen. Mangen en kornstak, mangen en fyldt lade og hele gårdsbrug bliver brændt ned, fordi forsikringspræmien forhøjer gevinsten; man tilintetgør af samme grund levnedsmidler idet man lader skibe synke i havet med mand og mus. [22] Ved vore militære øvelser ødelægges årlig betydelige kornavlinger – omkostningerne ved en manøvre som kun varer i få dage beløber sig til hundredetusinder, og vurderingen er som bekendt altid svært moderat –, og sådanne øvelser er der hvert år en hel mængde af. Til de samme formål bliver hele landsbyer raseret og store arealer unddraget enhver dyrkning.

Man må heller ikke glemme, at til alle de omtalte hjælpekilder kommer også havet, hvis overflade forholder sig til jordoverfladen som 18 til 7, altså er 2,5 gang så stor, og at rationel udnyttelse af dets enorme næringsrigdom endnu mangler. Der åbner sig altså for fremtiden et billede der er meget forskellig fra det dystre maleri som vore malthusianere maler for os. Hvem kan overhovedet sige hvor grænsen for vore kemiske, fysikalske, fysiologiske kundskaber kan trækkes? Hvem vil vove at forudsige hvilke kæmpeforetagender menneskeheden i senere århundreder vil udføre for at opnå væsentlige forandringer i landenes klimatiske forhold og i udnyttelsen af deres jord?

Vi ser allerede i dag under den kapitalistiske samfundsform foretagender blive udført som for et århundrede siden gjaldt for umulige og vanvittige. Brede landtanger bliver gennemgravet og have forbundet med hinanden. Milelange tunneller, gravet ind i jordens indre, forbinder lande som er adskilt ved de højeste fjelde; andre brydes under havbunden for at forkorte afstande, for at undgå forstyrrelser og farer som viser sig for de ved havet adskilte lande. Hvor gives der altså et punkt ved hvilket nogen kan sige: »Hertil og ikke længere!« Ikke alene må vi på grundlag af vor nuværende erfaring benægte »loven om den aftagende jordafkastning«, der gives desuden dyrkbar jord i overflod, som kun venter på tusinder millioner mennesker til at dyrke den.

Hvis alle disse kulturopgaver skulle løses på én gang, så havde vi ikke for mange, men for få mennesker. Menneskeslægten måtte formeres stærkt, for at klare alle de opgaver, som endnu foreligger. Man har hverken udnyttet den dyrkede jord, sådan som den kunne udnyttes, og der findes heller ikke tilstrækkelig med mennesker til at kunne dyrke mere end en fjerdedel af jorden. Den relative overbefolkning, som i vore dage skabes af det kapitalistiske samfund til skade for arbejderen og samfundet, vil under et højere produktionssystem vise sig at være en lykke. En så talrig befolkning som mulig er ikke en hindring, men et middel til fortsat kulturudvikling.

5. Sociale forhold og formerelsesevnen

Vi kommer nu til det andet spørgsmål: Kan menneskene formere sig efter behag og har de behov for det?

For at bevise menneskeslægtens evne til at formere sig, støtter malthusianerne sig med forkærlighed på ekstraordinære eksempler indenfor enkelte familier og folkeslag. Men hermed bevises ingenting. Imod disse tilfælde findes der andre, hvor trods gunstige livsvilkår, fuldkommen ufrugtbarhed eller kun en lille forplantningsevne gør sig gældende. Det er overraskende, hvor hyppig det hænder, at velstillede familier dør ud. I højere grad end i noget andet land har De Forenede Stater gunstige betingelser for befolkningstilvækst, da hundredetusindvis indvandrer til USA i deres kraftigste alder, men befolkningen fordobles først i løbet af 30 år.

Som allerede tidligere antydet ved citater fra Virchow og Marx, forøges befolkningen hurtigst på de steder hvor den er fattigst, fordi – som Virchow har påvist – kønsnydelsen og alkoholen der er de eneste nydelser. Da Gregorius den VII påtvang præsterne cølibatet, klagede de underordnede præster indenfor bispedømmet Mainz over, at de ikke som prælaterne havde adgang til alle slags nydelser, men at deres eneste glæde var hustruen. Mangelen på mangesidig beskæftigelse er måske også årsag til, at præstefamilierne på landet i almindelighed er så rigt velsignet med børn. Ubestridelig er det også, at de fattigste områder i Tyskland har den tætteste befolkning, og at deres føde væsentlig består af kartofler.

Det er en lov i naturen, at erstatte i kvantitet, hvad der mangler i kvalitet. De højerestående og stærkeste dyr: løven, elefanten, kamelen med flere, samt vore husdyr: hesten, æslet, koen føder få unger, hvorimod de lavere organiserede dyr formerer sig stærkt, f.eks. alle insektarter, de fleste fisk, de mindre pattedyr, som harer, rotter, mus o.s.v. På den anden side har Darwin konstateret, at frugtbarheden hos visse dyr, så snart de fra vild tilstand kommer ind under menneskene og tæmmes, aftager. Hermed er bevist, at bestemte livsforhold, og deraf følgende bestemt levevis er afgørende for den stærkere eller svagere forplantningsevne.

Nu er det imidlertid netop darwinisterne, som nærer frygt for overbefolkning og til disse henvises vor malthusianere som autoriteter. Vore darwinister har bestandig uheld, når de vil anvende deres teorier på menneskelige forhold, fordi de her kun påberåber sig erfaring, og ikke tager i betænkning, at mennesket sikkert er det højest organiserede dyr og at det i modsætning til andre dyr kender naturlovene og derfor moralbevidst kan betjene sig af disse.

Teorien om kampen for tilværelsen og læren om at spirer til nye eksistenser forefindes i langt stærkere grad end adgangen til næringsmidler, skulle passe på menneskene, hvis de istedet for at anstrenge deres hjerne og benytte teknikken for at udnytte jord, luft og vand, gik på græsgange som kreaturerne, eller ligesom aberne utøjlet hengav sig til kønsnydelse.

At under de hidtil rådende ejendoms- og produktionsforhold, kampen for tilværelsen har været og fremdeles er rådende for menneskene, og at mange af dem ikke engang ejer de nødvendigste levnedsmidler, er fuldstændig rigtig. Men det er ikke fordi at der mangler levnedsmidler, men fordi at de – tiltrods for den største overflod på levnedsmidler – aflukkes fra disse. Og det er falskt heraf at drage den slutning, at fordi vor del hidtil har været sådan, så må det også evig forblive sådan.

Menneskenes kønsdrift er ikke indskrænket til visse tider, den er deres stærkeste drift, som kræver at blive tilfredsstillet, hvis menneskene ikke skal lide på sundheden. Desuden er denne drift som regel så meget stærkere, jo friskere og jo mere normalt udviklet mennesket er, akkurat som god appetit og god fordøjelse tyder på frisk mave og er væsentlige betingelser for et friskt legeme. Men kønsdriftens tilfredsstillelse og slægtens forplantning er ikke det samme. Om menneskeslægtens frugtbarhed har vi de forskelligste teorier. Overhovedet famler vi angående disse vigtige spørgsmål endnu i mørket og det væsentlige, fordi at vi i flere århundreder har haft en latterlig skyhed for at befatte os med lovene for menneskets tilblivelse og udvikling eller for at studere forplantnings- eller udviklingslovene. I fremtiden må og skal det her blive helt anderledes.

På den ene side opstilles den teori, at højere åndelig udvikling og strengt intellektuelt arbejde, med et ord stærkere nervevirksomhed skulle virke hæmmende på kønsdriften og svække forplantningsevnen.

Andre påstår, at livsmåden særlig føden, sammen med visse fysiske egenskaber hos kvinden, bestemmer forplantningsevnen og modtageligheden. Passende næring indvirker – det kan man iagttage hos visse dyr – mere end noget andet på forplantningsagten. Og her turde muligvis det afgørende ligge. Hvilken indflydelse fødens beskaffenhed har på visse dyrs organisme, har man konstateret hos bierne, som bevist anvender dette. Bierne har således i kundskab om kønsudviklingen kommet langt længere end menneskene. Sandsynligvis har de ikke haft nogen, som i et par årtusinder har prædiket for dem, at det er »uanstændig« og »usædelig« at befatte sig med kønsspørgsmålene.

Det er endvidere kendt, at planter trives særdeles godt i god og velgødet jord, men alligevel ikke sætter frø. At næringens beskaffenhed også indvirker på den mandlige sæd, såvel som på det kvindelige ægs befrugtningsevne, kan man knapt mere drage i tvivl. Derfor kan man trygt sige, at en befolknings forplantningsevne i høj grad afhænger af fødens beskaffenhed.

I fremtidens befolkningsspørgsmål er særlig det af afgørende betydning, at kvinderne da uden undtagelse indtager en højere og friere stilling. Intelligente og energiske kvinder har – undtagelser findes naturligvis – som regel ingen tilbøjelighed til at føde et stort antal børn og som en »Guds tilskikkelse« tilbringe sine bedste år i frugtsommelig tilstand eller med børn ved brystet. Denne modvilje mod en stor børneflok, som allerede i vor tid de fleste kvinder nærer, turde, tiltrods for al den omsorg, som et socialistisk samfund vil være for de frugtsommelige og mødrene, snarere vokse end aftage, og heri ligger efter vor mening den største sandsynlighed for, at befolkningstilvæksten i et socialistisk samfund vil foregå langsommere end i bourgoisisamfundet.

Menneskeheden vil i et socialistisk samfund, hvor den først bliver virkelig fri og vil stå på naturlig grund, bevist lede sin egen udvikling. I alle tidligere epoker handlede menneskeheden, såvel angående produktionen og fordelingen som angående forplantningen uden kundskab om lovene herfor, altså: ubevist. I det nye samfund skal menneskeheden handle bevist og planmæssig med kundskab om lovene for sin egen udvikling.

Socialismen er på alle områder for menneskelig virksomhed – anvendt videnskab.

Noter

1. »Alle nogenlunde veludrustede mennesker fødes med noget nær samme forstand, men opdragelse, love og forhold gør dem indbyrdes forskellige. Tager man enkeltinteresserne i den rette betydning, så vil man se, at de smelter sammen med almeninteresserne eller de offentlige interesser.« (Helvetius: Mennesket og dets opdragelse.

For de allerfleste menneskers vedkommende har Helvetius ret. Hvad der er forskellig, er de enkeltes anlæg for de forskellige hverv.

2. »Skulle man vælge mellem kommunisme med alle dens chancer og den nuværende samfundstilstand med alle dens lidelser og al dens uretfærdighed; hvis privatejendomsinstitutionen medfører som nødvendige følger, at arbejdsudbyttet fordeler sig, som vi i vore dage ser det, nemlig omtrent i omvendt forhold til arbejdet – således at den største andel tilfalder dem, som overhovedet ikke arbejder, den næststørste dem, hvis arbejde omtrent udelukkende er nominelt, og så videre nedover, idet godtgørelsen skrumper sammen i samme forhold som arbejdet bliver tungere og ubehageligere, indtil endelig det mest slidsomme og mest oprivende arbejde ikke med sikkerhed kan regne på at indbringe nok til endog det nødvendigste livsbehov, hvis alternativerne var: dette eller kommunismen, så ville alle betænkeligheder ved kommunismen, store som små, kun veje som et halmstrå på vægtskålen.« (John Stuart Mill »Politisk økonomi«).
J. S. Mill stræber særlig med at »reformere« det borgerlige samfund og bringe det »til fornuft«. Naturligvis forgæves. Og så blev han, som enhver forstandig mand, som forstår tingenes tilstand, tilslut socialist. Han turde imidlertid ikke bekende det i levende live, men lod efter sin død offentliggøre sin selvbiografi, som indeholder hans socialistiske trosbekendelse. Det gik ham, som det gik Darwin, der i levende live ikke ville bekende, at han var ateist. Det er det samme komediespil, hvortil det borgerlige samfund tvinger tusinder af medborgere. Bourgeoisiet hylder loyalitet, religion og autoritetstro, fordi deres herredømme beror på, at mængden anerkender disse »dyder«; men i sit indre ler de af dem.

3. Smittestoffer i luften, som frembringer sygdomme.

4. Det som går udover erfaringens grænser.

5. »Lærdommen står ligeså hyppig i uvidenhedens som i fremskridtets tjeneste.« Buckle: Den engelske civilisations historie.

6. Også kirkefædre, paver og biskopper har ivrigt talt i kommunistisk retning i hine tidligere århundreder, da fællesejet endnu eksisterede, men røveriet af det tog stedse større og større omfang. Det nittende århundredes encyklikaer (rundskrivelser fra paven) kender ikke mere denne tone. Også paverne i Rom er blevet det borgerlige samfund underdanige, og kaster sig som en af dette samfunds ivrigste forsvarere over socialisterne. Således talte Klemens I (død 102 e. Kr.): »Brugen af alle ting her i verden skal være fælles for alle. Det er urigtig at sige: Dette er mit eget, det tilhører mig, det tilhører en anden, Deraf er tvedragten mellem menneskene opstået.« Biskop Ambrosius af Mailand, som levede omkring år 374, udtalte: »Naturen har givet alle mennesker alle goder tilfælles. Gud har skabt alle ting, så at det må komme alle tilgode, og sådan at jorden kan blive fælles ejendom. Naturen har altså indstiftet retten til fællesskab, og det er kun uretfærdig anmasselse (usurpatio), som har fostret ejendomsretten«. St. Johannes Chrysostomus (død 407) erklærede i sine prædikener mod usædeligheden og fordærvelsen blandt befolkningen i Konstantinopel følgende: »Ingen må kalde noget sit eget; af gud har vi fået alt til fælles brug, og mit og dit er løgnens ord«. Augustin (død 407) ytrede: »Fordi der eksisterer personlig ejendom, eksisterer der også processer, fjendskab, tvedragt, krige, opstand, synd, uretfærdighed og mord. Hvorfra kommer alle disse plager? De kommer ene og alene af den omstændighed, at der findes ejendom. Lad os altså afholde os, mine brødre, for at betragte noget som vor ejendom, eller lad os i det mindste afholde os fra at elske det.« Pave Gregor den Store, omkring år 600, erklærede: »Det skal I vide, at jorden, hvorfra I stammer, og hvoraf I er skabt, er fælles for alle mennesker, og at derfor de frugter, som jorden frembringer, tilhører alle uden forskel«. Bassuet, den berømte biskop af Meaux, (død 1704), sagde i sin bog »Den hellige skrifts politik«: »Hvis ikke regeringerne var til, ville jorden og dens goder være fælles for menneskene ligesom luft og lys; ifølge naturens urret har ingen nogen speciel ret til noget som helst. Alt tilhører alle; netop i de borgerlige regeringer har ejendomsretten sit udspring.« Slutningssætningen kunne måske tydeligere udtrykkes således: Fordi fællesejendom blev privatejendom har vi fået borgerlige regeringer til at beskytte denne. Og en moderne mand, Zachariä, siger i sin bog: »Fyrre bøger om staten«: »Alle lidelser, som de civiliserede folk har at kæmpe med, lader sig føre tilbage til en eneste årsag: At jorden er privatejendom.« Alle disse mænd har samtlige i mere eller mindre grad haft en rigtig forståelse af privatejendommens natur, der siden den opstod, ganske rigtig, som Augustin siger, har bragt ind i verden processer, uvenskab, tvedragt, krig, opstand, uretfærdighed og mord, altsammen onder, som igen vil forsvinde ved dens ophævelse.

7. Også i en embedsmæssig indberetning fra verdensudstillingen i Chicago hedder det: »Anvendelsen af vand til frugt- og grønsagsavl bør man mere og mere lægge sig efter og vandselskaber med det formål kunne også hos os skabe paradiser af ørkener«

8. »Der findes i en af de højst kultiverede dele af det østrigske monarki – i Böhmen – 656.000 hektar agerland, dvs. en fjerdedel af det samlede agerland, som trænger til at tappes for vand, og af det samlede eng-land på 174.000 hektar skal en tredjedel enten være for tør eller for fugtig. Endda meget værre står det naturligvis til i egne, som står tilbage i landbrugsudviklingen, således mest i Galizien«. Dr. Eugen v. Philippwoch: Volkswirtschaftspolitik. S. 97. Tübingen 1909.

9. Ifølge fabrikstællingen af d. 12 juni 1907 havde Tyskland 42 storbyer med over 100.000 indbyggere. I 1816 var der kun 2 byer i Tyskland, som havde over 100.000 indbyggere. I 1871 var der 8 sådanne. Berlin tæller i 1871 826.000, i 1900 1.888.000, i 1905 2.040.148 indbyggere. Den var altså vokset med mere end det dobbelte, eller med 147 procent. »Stor-Berlin« talte i 1871 875.328 indbyggere, i 1900 2.469.009. I 1907 havde de 42 storbyer tilsammen et indbyggerantal på 11.790.000, eller 19 procent af rigets hele befolkning. Et antal af disse storbyer så sig nødt til at indlemme de industririge distrikter, som lå udenfor deres porte og havde fået bymæssig bebyggelse, hvorved folketallet steg med et slag. I tidsrummet fra 1885 til 1905 voksede Leipzig fra 170.000 til 503.672, Køln fra 161.000 til 428.722, Magdeburg fra 114.000 til 240.633, München 270.000 til 538.983, Breslau fra 299.000 til 470.904, Frankfurt am Main fra 154.000 til 334.978, Hannover fra 140.000 til 250.024, Düsseldorf fra 115.000 til 253.274, Nürnberg fra 115.000 til 294.426, Chemnitz fra 111.000 til 294.927, Essen fra 65.074 til 239.692 o.s.v.

10. »En vis grad af kultur og velstand er en nødvendig ydre betingelse for udviklingen af den filosofiske ånd ... Derfor finder vi, at man kun i de nationer begyndte med filosofiske studier, som havde svunget sig op til et betragtelig velstands- og kulturtrin.«" (Tennemann)
»Materielle og intellektuelle interesser går hånd i hånd. Den ene kan ikke undvære den anden. De er forenet ligesom legeme og sjæl; at skille dem ville være døden for dem begge.« (v. Thünen i »Den isolerede stat«.)
»Det bedste liv såvel for individet i særdeleshed som for staten i almindelighed er det hvor dyden også er så tilpas udstyret med ydre goder, at der derved muliggøres en virksom deltagelse i skønne og gode bestræbelser.« (Aristoteles’ Politik)

11. Herr Eugen Richter tygger i sin bog »Falske lærdomme« stadigvæk drøv på den forslidte frase, om at socialisterne vil indføre en »tvangsstat« – at der overhovedet ikke længere er tale om nogen »stat«, tror jeg at læseren af denne tekst er blevet klar over –; han forlanger altså af samfundet, at det skal indføre en »stat« eller en samfundsordning som strider mod dens egne interesser. En fra den foregående grundforskellige stat eller en ny samfundsordning lader sig imidlertid ikke skabe vilkårlig. Det ville være mod alle de love hvorefter stat og samfund dannes og udvikler sig. Herr Eugen Richters trosfæller kan slå sig til ro; har socialismen de tåbelige hensigter som de tillægger den, så går den til grunde uden deres hjælp.

Ligeså skrøbelig er Richters bemærkninger om at menneskene måtte være »engle« for at en socialistisk samfundstilstand skulle kunne tænkes. Nu gives der som bekendt ingen engle, og vi behøver heller ikke nogen. På den ene side påvirkes menneskene af forholdene, på den anden side øver menneskene indflydelse på forholdene, og dette sidste vil mere og mere være tilfældet, jo bedre menneskene kender der samfunds natur som de selv udgør og målbevist anvender deres erfaringer på sin egen samfundsorganisation. Det er socialisme. Vi trænger ikke andre mennesker, men klogere og mere indsigtsfulde mennesker end de fleste er i dag, og for at gøre dem klogere og mere indsigtsfulde agiterer vi og udgiver skrifter, således som det der her foreligger.

12. Det er besynderlig at ikke nogen af socialismens modstandere med al deres grænseløse bornerthed, endnu har hævdet at alle medlemmer af det socialistiske samfund skal få nøjagtig lige store portioner mad og lige store klædningsstykker o.s.v., for at sætte kronen på det ensformige lighedsværk.

13. Condorcet krævet i sin opdragelsesplan: »Opdragelsen må være betalingsfri, ens for alle, legemlig, åndelig, industriel og politisk, ligesom den må tage sigte på virkelig lighed.« – Ligeledes Rousseau i sin »Politisk Økonomi»: »I særdeleshed må opdragelsen være offentlig, ens for alle og fælles, så den kan uddanne mennesker og borgere.« – Også Aristoteles krævede: »Da staten kun har ét formål, så må den også give alle sine medlemmer en og samme opdragelse, og omsorgen for denne må være en statssag og ikke noget privatanliggende«

14. »For øjeblikket er der i 20 Pariser-bydele skoler hvor der serveres middag – kød og grønsager. Disse bespisninger er obligatorisk, dog giver flere bydele også frokost og aften.« (Helene Simon: »Skole og brød«). Arbejderpartiets initiativ skyldes det, at et forslag i England gik ud på indførelse af skolebespisning, og i 1906 blev det overladt en kommission til udredning.

15. »Det menneske som har tilbragt sit liv i redelig og anstrengt virksomhed lige til oldingealderen, skal i sin alderdom hverken leve af sine børns eller det borgerlige samfunds nåde. En uafhængig og sorgfri alderdom er den naturligste løn for de uafladelige anstrengelser i styrkens og sundhedens dage.« (v. Thünen: »Den isolerede stat«). Men hvorledes ser det ud i det borgerlige samfund? Millioner imødeser med gru den tid da de bliver gamle og sættes på porten. Og vore industriforhold gør menneskene tidlig gamle. Den vidtberømte alders- og invalideforsørgelse i det tyske rige yder kun en temmelig tarvelig godtgørelse, det indrømmer selv dens ivrigste forsvarere. Den hjælp den yder er endog langt utilstrækkeligere end de pensioner som kommunalvæsenet under det store flertal af de pensionerede funktionærer.

16. Citat i Häckels: »Natürliche Schöpfungsgeschichte.« 4. oplag.

17. »Den nationale interesse og hele menneskehedens interesse står i dag fjendtlig overfor hinanden. På et højere trin af civilisationen vil engang begge interesser falde sammen og blive ét.« (v. Thünen, »Den isolerede stat«)

18. At Darwin og andre også blev Malthus’ eftersnakkere, viser kun hvorledes mangelen på økonomiske studier fører til de mest ensidige anskuelser på det naturvidenskabelige område.

19. »To millioner acres, som indbefatter Skotlands frugtbareste landskaber, er lagt helt og holdt øde. Det naturlige græs i Glen Tilt hører til det kraftigste i grevskabet Perth; Deer Forest (Vildtparken) i Ben Aulder var den bedste græsjord i det vidtstrakte distrikt Badenoch; en del af Black Mount Forest var det fortrinligste skotske græsningsland for den sorte fårerace. Om udstrækningen af den grund og jord som er blevet lagt øde af hensyn til jagtpassionen, kan man danne sig en forestilling af den kendsgerning at den omfatter et langt større areal end hele grevskabet Perth. Landets tab af produktionskilder som følge af denne umådelige forødelse, kan man vurdere deraf at Vildtparkens jord i Ben Aulder kunne give 15.000 får næring og at den kun udgør en tredivtedel af det samlede jagtområde i Skotland. Hele dette jagtland er fuldstændig uproduktivt ... det kunne ligeså godt blive nedsænket i Nordsøens bølger.« Londons »Economist«, citeret af Karl Marx, Kapitalen.

20. Rodbertus, Til belysning af det sociale spørgsmål. 1850.

21. 1 centner = 50 kg.

22. Allerede på den hellige Basilius’ tid (død 379) må der have bestået lignende tilstande, thi han råber til de rige: »Elendige som I er, hvad vil I svare den guddommelige dommer? I dækker med tapeter Eders mures nøgenhed, men bedækker ikke med klæder menneskets nøgenhed! I smykker hestene med kostbare bløde tæpper og foragter Eders med filt bedækkede brødre. I lader Eders korn i laderne og på kornmarkerne gå til grunde og æde op, og nedlader Eder ikke engang til at kaste et blik på dem, som intet brød har.«

Moralprækenen har altid hjulpet inderlig lidt hos de herskende og vil i al fremtid intet hjælpe. Man må ændre de sociale indretninger, så at ingen kan handle uretfærdig mod sine medmennesker, og verden vil befinde sig vel.

Toppen af siden

Sidst opdateret 2.8.2008