Marxisme Online  >  Arkiv  >  August Bebel  >  Indhold

Kvinden og socialismen

Del 2: Stat og samfund

August Bebel (1879)

Klassestaten og det moderne proletariat

1. Vort offentlige liv

Samfundets udvikling har i de sidste årtier i alle kulturstater antager et ualmindelig raskt tempo. Vore sociale forhold er herved kommet ind i en tilstand af tidligere ukendt uro, gæring og opløsning. De herskende klasser føler ikke mere nogen fast jordbund under fødderne og institutionerne taber stadig mere og mere den fasthed, som de trænger for at trodse de stormangreb, som truer dem fra alle sider. En følelse af ubehag, usikkerhed og utilfredshed har bemægtiget sig alle befolkningslag, de højeste såvel som de laveste. De herskende klasser anstrenger sig krampagtig med at lappe på det sociale legeme, for at gøre en ende på denne utålelige stilling. Men det viser sig forgæves, fordi det er utilstrækkelig. Den usikkerhed, som følger heraf, forøger deres uro og ængstelse. De har knapt forstået – i form af en eller anden lov – at fælde ind en bjælke i det faldefærdige hus, førend de opdager, at på ti andre steder var en sådan endnu mere påkrævet. Hertil kommer, at de har vidt forskellige opfattelser og ligger uafbrudt i indbyrdes strid. Hvad der synes den ene part nødvendig, for i nogen grad at berolige og forsone de stadig mere utilfredse masser, finder den anden part går for vidt; den betragter det som uforsvarlig svaghed og eftergivenhed, som kun vil vække begær efter endnu større indrømmelser. De endeløse forhandlinger i alle parlamenter, er slående beviser herpå. Til stadighed skabes nye love og indretninger, uden at man kommer til ro og bliver tilfreds. Indenfor de herskende klasser selv er modsætninger tilstede, som delvis er for store til at der kan slås bro over dem, og disse skærper de sociale kampe.

Regeringerne svajer som siv for vinden. Støtte trænger de til, for uden støtte kan de ikke bestå, og så støtter de sig snart til denne og snart til hin side. Knapt i nogen udviklet stat i Europa besidder en regering et vedvarende parlamentarisk flertal, som den med sikkerhed kan regne på. De sociale modsætninger bringer majoriteterne til at forfalde og opløses; og den stadigt vekslende kurs undergraver den sidste rest af tillid, som de herskende klasser endnu har til sig selv. I dag er det ene parti hammer, det andet ambolt, imorgen omvendt. Det ene river ned, hvad det andet møjsommelig har bygget op. Forvirringen bliver større, utilfredsheden mere vedvarende, friktionerne forøges og ødelægger i løbet af måneder flere kræfter end tidligere i lige så mange år. Ved siden heraf øges de materielle krav i form af forskellige afgifter og skatter og statsgælden vokser i det uendelige.

Af natur og væsen er staten en klassestat. Vi har set, hvorledes den blev nødvendig for at beskytte den opståede privatejendom. For ved statsforanstaltninger og love at regulere besiddernes forhold sig imellem såvel som til de ikke-besiddende. Hvilke former ejendomstilegnelsen end antager i løbet af den historiske udvikling, så ligger det i besiddelsens natur, at de største besiddere er de mægtigste i staten og former denne efter deres interesser. Men det ligger også i privatejendommens væsen, at den enkelte aldrig kan få nok og stadig stræber efter – med alle mulige midler – at forøge deres besiddelser. Han arbejder altså på at forme staten sådan at han med dens hjælp kan opnå de største fordele for sig selv. På den måde bliver statens love og indretninger så at sige af sig selv klasselove og klasseindretninger. Men statsmagten og alle, som er interesseret i opretholdelsen af den bestående ordning, ville ikke være istand til, at i længden opretholde den lige overfor massen, som ikke har nogen interesse af at opretholde den, hvis denne masse havde erkendt den bestående ordnings sande natur. Det må altså for enhver pris undgås.

I denne hensigt må massen holdes i uvidenhed om de bestående tilstandes natur. Ikke nok hermed. Man må lære den, at den bestående ordning varer evigt og vil forblive i al evighed, at det at ville rydde den af vejen betyder at rejse sig mod en af Gud selv indsat ordning. På den måde bliver religionen taget i denne ordnings tjeneste. Jo mere uvidende og overtroisk masserne er, desto bedre; at holde dem uvidende ligger altså i statens, i det offentliges interesse, dvs. i de klassers interesse, som i den bestående stat ser en beskyttelsesanstalt for deres klasseinteresser. Det er foruden de besiddende, statens og kirkens hierarki, som alle sammen forener sig i fælles arbejde til beskyttelse af deres interesser.

Men med bestræbelserne efter at erhverve sig ejendom og formere sit gods, hæves kulturen. De stræbendes kreds bliver større, de som vil tage del i de vundne fremskridt bliver flere og det lykkes dem også til en vis grad. Der opstår på ny basis en ny klasse, men den bliver ikke af den herskende klasse anset som ligeberettiget og fuldlødig, men sætter alt ind på at blive det. Til slut opstår nye klassekampe og endog voldsomme revolutioner, gennem hvilke den nye klasse tilkæmper sig anerkendelse som medherskende klasse, særlig derved, at den optræder som talsmand for den store masse af undertrykte og udbyttede og med deres hjælp tilkæmper sig sejren.

Men så snart den nye klasse er kommet op og er begyndt at dele magten og herredømmet med den gamle, slutter den forbund med deres fordums fjender mod deres fordums forbundsfæller – og efter nogen tid begynder atter igen klassekampene. Men idet den nye herskende klasse omformer samfundet efter sit behov, tvinges den også at give den undertrykte klasse del i kulturgoderne. Kapitalismen kræver nemlig intelligente arbejdere. Men herved graver bourgeoisiet sin egen grav. De oplyste masser vender sig nu i kamp mod alt klasseherredømme i hvilken skikkelse det end optræder.

Da denne undertrykte klasse er det moderne proletariat, så bliver dettes historiske mission, ikke bare at fremkalde sin egen befrielse, men også at befri alle andre undertrykte, altså også kvinderne.

Klassestatens natur betinger dog ikke bare, at de udbyttede klasser bliver holdt nede i retsløshed, men at også omkostningerne og byrderne i første række bliver væltet over på deres skuldre. Men her gælder det at finde en tilsløret måde at vælte byrderne over på de undertrykte. Det er jo åbenbart, at høje direkte skatter, for at dække de offentlige udgifter, må virke desto mere rebelske, jo lavere indtægten, som skal bære dem er. Klogheden hos de herskende klasser byder altså her at holde måde og i stedet for direkte skatter indføre indirekte, dvs. lægge skatter og afgifter på de nødvendigste forbrugsartikler. Herved finder en fordeling af byrderne på det daglige forbrug sted, som kommer – usynlig for de fleste – til udtryk i varernes pris og skaffer dem omgående størrelsen af de skattebeløb, som de betaler. Hvor meget skat eller told på brød, salt, kød, sukker, kaffe, øl, petroleum o.s.v. folket betaler, er ukendt for de fleste og vanskelig at beregne; de aner ikke, hvordan de bliver plukket. Og disse afgifter vokser i forhold til familiens størrelse. Det er altså den mest uretfærdige beskatningsmåde, man kan tænke sig. De besiddende klasser snyder med de høje direkte skatter som de betaler og tilmåler sig i forhold til disse politiske rettigheder, som de nægter den besiddelsesløse klasse. Hertil kommer statshjælp og statsunderstøttelse, som de besiddende klasser årligt bevilger sig på massens bekostning, i form af skattepræmier og told på alle mulige levnedsmidler. Hertil kommer endvidere den voldsomme prisforhøjelse på de forskelligste behovsgenstande, som de storkapitalistiske sammenslutninger i ringe, truster og syndikater foretager. Staten befordrer eller tolererer gennem sin økonomiske politik dette, ja understøtter den til og med ved selv at tage del heri.

Så længe de udbyttede klasser ikke har nogen rede på disse forholdsreglers natur, indebærer de ikke nogen fare for staten og det herskende samfund. Men så snart de plyndrede klasser kommer til kundskab herom – og den stigende politiske oplysning hos masserne, sætter dem stadig mere istand hertil – vækker disse forholdsregler, hvis skrigende uretfærdighed er åbenbar, massernes forbitrelse og oprørthed. Den sidste gnist af tro på de herskende magters retfærdighedsfølelse bliver ødelagt, og statens natur som anvender sådanne midler, og et samfunds væsen, som befordrer dem, erkendes. Kamp på kniven er resultatet.

I bestræbelse efter at blive retfærdig overfor de mest modstridende interesser, danner stat og samfund organisation på organisation, men ingen gamle bliver grundigt ryddet af vejen og ingen nye grundig gennemført. Man bevæger sig i halvheder, som ikke tilfredsstiller på nogen kant. De af folkelivet opvoksende kulturbehov kræver, nogen hensyntagen om ikke alt skal blive sat på spil. De kræver også trods sin ufuldkomne gennemførelse betydelige ofre, desto betydeligere, fordi overalt en masse snyltedyr skal leve af dem. Men de institutioner, som står i strid med kulturens hensigt, bliver ikke alene opretholdt, men til og med – på grund af de bestående klassemodsætninger – udvidet og virker så meget mere byrdefulde og trykkende, fordi den voksende indsigt stadig mere højlydt erklærer dem for overflødige. Politivæsenet, militærvæsenet, retsorganisationen, fængslerne, hele forvaltningsapparatet bliver stadig mere omfattende og kostbart, men herved vokser hverken den ydre eller den indre sikkerhed, tværtimod stiger den almindelige usikkerhed.

En fuldstændig unaturlig tilstand har lidt efter lidt udviklet sig i de internationale forhold nationerne sig imellem. Disse misforhold øges i den samme grad, som vareproduktionen tiltager og udvekslingen af varemasserne – ved hjælp af de stadig fuldkomnere samfærdselsmidler – bliver lettere og de økonomiske og videnskabelige resultater bliver alles fælleseje. Man afslutter handels- og toldtraktater, bygger ved hjælp af internationale midler kostbare samfærdselsveje (Suez-kanalen, St. Gotthard-tunnelen o.s.v.). De enkelte stater understøtter med store beløb dampskibslinier, som skal bidrage til at øge samfærdselen mellem jordens forskellige lande. Man stifter verdenspostforeninger – et kulturfremskridt af første rang – sammenkalder internationale kongresser til alle mulige praktiske og videnskabelige øjemed, udbreder de enkelte nationers højeste åndsprodukter gennem oversættelser til hovedkulturfolkenes forskellige sprog, og arbejder gennem alt dette stadig stærkere hen på folkenes internationalisering og forbrødring. Men Europas og kultur verdenens politiske og militære tilstand står i en mærkelig modsætning til denne udvikling. Nationalhad og chauvinisme bliver hér som dér kunstigt næret. Overalt søger de herskende klasser at opretholde den tro, at alle folk er hinanden fjendtlig sindet og kun venter på det gunstige øjeblik, for at falde over de andre og ødelægge dem. Konkurrencekampen mellem kapitalistklasserne i de enkelte lande antager på det internationale område karakteren af en kamp mellem kapitalistklassen i det ene land mod kapitalistklassen i det andet. Dette fremkalder, understøttet af massernes politiske blindhed, en militær kaprustning, som verden ikke har set mage til. Denne kaprustning skaber hære af en størrelse som aldrig tidligere. Den skaber mord- og ødelæggelsesredskaber af en sådan fuldkommenhed, at de kun er mulig i en tidsalder som vor med dens storslåede teknik. Denne kaprustning fremkalder en udvikling af ødelæggelsesmidler, som til slut fører til selvødelæggelse. Armeernes og marinernes underhold kræver ofre, som til slut bringer selv de rigeste folk på bankerottens rand. I året 1908 betalte Tyskland alene til hær og marine – indbefattet udgifterne til pensioner og forrentning af statsgælden, for så vidt som den skyldes krigerske øjemed – betragtelig over 1500 millioner Mark. Denne sum bliver årlig større. Efter Neuwark udgjorde de europæiske staters udgifter til:

Efter dette betaler Europa årlig 6725 millioner frank til hær og marine og 6000 millioner til forrentning af statsgælden, som for det væsentligste skyldes militærudgifterne! I sandhed en herlig tilstand!

Amerika og Asien følger Europas eksempel. De Forenede Stater ofrede i året 1875, 386,8 og i året 1907/08, 1436,9 millioner Mark. I Japan udgjorde de ordinære udgifter til hær og flåde, indbefattet pensionerne, i året 1875, 20,5, i året 1908/09, 220,4 millioner Mark.

På grund af disse udgifter lider oplysnings- og kulturarbejdet og selv de allernødvendigste kulturopgaver bliver forsømt og udgifterne til beskyttelse udadtil får en sådan overmagt, at selve hensigten med staten bliver undergravet. De stadig større armeer omfatter nationernes sundeste og kraftigste mænd. For deres udvikling og uddannelse bliver alle åndelige og fysiske kræfter i den grad beslaglagt, som om uddannelsen til massemord skulle være vor tids højeste opgave. Hertil bliver krigs- og mordredskaber stadigvæk forbedret. De har nået en fuldkommenhed med hensyn til hurtighed, rækkevidde og gennemslagskraft, som gør dem frygtelig for såvel ven som fjende. Bliver en dag dette uhyre apparat sat i virksomhed, hvorved de fjendtlige magter i Europa rykker i felten med 16 til 20 millioner mand – så vil det vise sig, at apparatet er blevet uregerlig og ikke kan ledes. Der gives ingen general, som kan kommandere sådanne masser, ikke nogen slagmark, som er stor nok til at den kan opstilles, og ikke noget forvaltningsapparat, som i længden formår at ernære hæren. I tilfælde af slag mangler der hospitaler til at huse de sårede og begravelsen af de talrige døde vil næsten blive en umulighed.

Føjer man hertil de frygtelige forstyrrelser og ødelæggelser, som en fremtidig europæisk krig vil anrette på det økonomiske område, så kan man uden overdrivelse sige: den næste store krig er den sidste krig. Antallet af bankerotter vil nå en uanet højde. Udførselen vil standse, hvorved tusinder af fabrikker må indstille; levnedsmiddeltilførselen ophører, en kolossal fordyrelse af livsfornødenhederne bliver følgen, og antallet af de familier, som må understøttes fordi forsørgerne er i felten, vil gå op i millioner. Men hvorfra skal midlerne tages? At holde den tyske hær og flåde på feltfod bare en eneste dag koster 45 à 50 millioner Mark.

Europas politisk-militære tilstand har antaget en udvikling, som let kan ende med en stor katastrofe, som river det borgerlige samfund ned i afgrunden. På toppunktet af sin udvikling har dette samfund skabt tilstande, som gør dets eksistens umulig. Det bereder sig sin egen undergang med midler, som det selv først har skabt, dette det mest revolutionære af alle hidtidige samfund.

I en fortvivlet stilling kommer lidt efter lidt en stor del af vore kommuner, som knapt ved, hvorledes de skal tilfredsstille de årlig stigende krav. Særlig er det vore raskt voksende storbyer og industristeder, til hvilke den øgede befolkningsvækst stiller en mængde krav, som flertallet af de besiddelsesløse kommuner ikke kan efterkomme på anden måde end ved at pålægge svære skatter og stifte gæld. Skolebygning og vejanlæg, belysning, sluseanlæg og vandværk, udgifter til sundheds, velfærds og oplysningsøjemed, til politi og forvaltning stiger fra år til andet. Hertil kommer at den velsitueret minoritet overalt stiller kostbare krav til kommunen. De forlanger højere oplysningsanstalter, bygning af teatre og museer, anlæg af fine bykvarterer og parker med tilsvarende belysning, brolægning o.s.v.. Lad majoriteten af befolkningen klage over denne begunstigelse, det ligger i forholdenes natur. Minoriteten har magten og bruger den for at tilfredsstille deres kulturbehov på kommunens bekostning. I og for sig kan der heller ikke indvendes noget mod disse øgede kulturbehov, for de er et fremskridt. Fejlen er bare, at de hovedsagelig kommer de besiddende klasser tilgode, medens alle skulle have del i dem. Et videre onde er, at forvaltningen som oftest er meget kostbar og slet ikke af bedste slags. Ikke sjælden mangler funktionærerne den nødvendige fagkundskab, og kommunalbestyrelsesmedlemmerne har som regel så meget at gøre med at sørge for sin egen private eksistens, at de ikke er istand til at bringe de ofre, som kræves af dem, for at udøve deres pligter samvittighedsfuldt. Disse stillinger bliver også ofte benyttet til at begunstige privatinteresser, til stor skade for kommunen. Følgerne heraf får skatteyderne at føle. Og samfundet kan ikke tænke på nogen grundig forandring af disse tilstande, en forandring, som nogenlunde ville tilfredsstille. I hvilken form skatterne end bliver hævet, øges utilfredsheden. Om få årtier vil de fleste af disse kommuner være ude af stand til at tilfredsstille de økonomiske krav under bibeholdelse af den nuværende form for forvaltningen og midlernes tilvejebringelse. På kommunens område såvel som på statens opstår nødvendigheden af nyformning fra grunden af. Til dem bliver der stillet de største krav til kulturøjemed, de danner kernen, ud fra hvilken den sociale omformning skal finde sted, så snart viljen og magten hertil er tilstede.

Men hvorledes skal dette kunne ske i tilstrækkelig grad, når nu for tiden privatinteresserne behersker alt og fællesinteresserne bliver skudt i baggrunden?

Dette er – med få ord – tilstanden i vort offentlige liv, og denne er bare spejlbilledet af samfundets sociale tilstand.

2. Tilspidsningen af klassemodsætningerne

I vort sociale liv bliver kampen for eksistensen stadig vanskeligere. Alles kamp imod alle er brændt løs på det allerhæftigste og bliver ført ubarmhjertig, ofte med valg af hensynsløse midler. Sætningen: »Gå væk derfra, for at jeg kan sætte mig« bliver i livets praksis virkeliggjort med kraftige albuestød, med puf og kneb. Den svagere må vige for den stærkere. Hvor den materielle kraft, pengenes, ejendommens magt ikke strækker til, for at komme til målet, bliver de mest raffinerede og mest afskyelige midler anvendt. Løgn, svindel, bedrag, falske veksler, falsk ed, de sværeste forbrydelser bliver begået, for at nå det efterstræbte mål. Som den ene står mod den anden i denne kamp, så også klasse mod klasse, køn mod køn, alder mod alder. Fordele er den eneste regulator for menneskenes forhold til hverandre, enhver anden hensigt må vige. Tusinder og atter tusinder af arbejdere og arbejdersker bliver kastet på gaden, når fordelen dikterer det, og er, når deres sidste ejendele er pantsatte, henvist til offentlig velgørenhed og tiggergangen. Arbejderne rejser så at sige i horder fra sted til sted, på kryds og tværs igennem landet. De bliver betragtet med desto større foragt og dybere afsky af samfundet, desto mere deres ydre bliver reduceret, og som videre følge af arbejdsløsheden, også deres indre bliver demoraliseret. Det honette samfund har ikke nogen anelse om hvad det vil sige, månedsvis at måtte forsage de enkleste behov til orden og renslighed, med sulten mave vandre fra sted til sted, og for det meste ikke høste andet end dårlig skjult afsky og foragt netop fra de, som er dette systems støtter. Familierne til disse fattige lider den skrækkeligste nød og må ty til den offentlige fattigpleje. Ikke sjælden driver fortvivlelsen forældrene til de uhyggeligste forbrydelser mod sig selv og børnene, til mord og selvmord. Særlig i krisetider øges disse fortvivlelseshandlinger i uhyggelig grad. Men de herskende klasser lader sig ikke forstyrre heraf. I de samme avisnumre, som meddeler om sådanne gerninger, begået af nød og i fortvivlelse, står beretninger om storartede festligheder og glimrende offentlige optrin, som om alt svømmet i glæde og overflod.

Den almindelige nød og kampen for eksistensen, som stadig bliver hårdere, jager flere og flere kvinder i armene på prostitutionen. Demoralisation, råhed og forbrydelser øges, fængslerne, tugthusene, forbedringsanstalterne fyldes og formår knapt at tage imod alle.

Forbrydelserne står i den nøjeste sammenhæng med samfundets sociale tilstand. Et faktum, som samfundet ikke vil indrømme. Det stikker – som strudsen – hovedet i sandet, for ikke at måtte tilstå sin skyld i de graverende tilstande. For at skuffe sig selv, forsøger de at indbilde sig, at bare arbejdernes »dovenskab«, »nydelsestrang« og mangel på »religion« er skyld i det. Det er selvbedrag af slemmeste slags, og hykleri af modbydeligste slags. Jo mere ugunstig samfundstilstandene er for flertallet, desto talrigere og sværere bliver forbrydelserne. Kampen for tilværelsen antager den råeste og voldsomste skikkelse, fremkalder en tilstand, hvori enhver ser i den anden sin dødsfjende. De sociale bånd slappes og menneskene står som fjender overfor hinanden. [1]

De herskende klasser, som ikke ser – eller vil se – tilbunds i sagerne, forsøger på sin måde at møde ondet. Tiltager fattigdommen og nøden og som følge heraf demoralisation og forbrydelse, så søger de ikke roden til ondet, for at rydde det af vejen, men straffer følgerne af disse tilstande. Og jo større ondet bliver og jo mere misdædernes tal vokser, desto hårdere mener man at måtte straffe og forfølge dem. Man tror at kunne uddrive djævelen ved Belsebub. Også professor Hackel finder det i sin orden, at man straffer forbrydelserne på det strengeste og anvender dødsstraf. Han befinder sig heri i den skønneste overensstemmelse med bagstræverne af alle slags afskygninger. Hackel mener, at uforbederlige forbrydere og døgenigter må udryddes som ukrudt, som berøver planterne lys, luft og plads. Hvis Hackel havde studeret socialvidenskab, i stedet for udelukkende at studere naturvidenskab, ville han have vist, at disse forbrydere havde blevet omdannet til nyttige og brugbare medlemmer af samfundet, hvis samfundet havde tilbudt dem tilsvarende eksistensbetingelser. Han ville da vist, at det at ødelægge eller uskadeliggøre den enkelte forbryder, lige så lidt forhindrer opståelsen af nye forbrydelser, som når man renser ageren for ukrudt, men glemmer at ødelægge rødderne eller frøene. At forhindre dannelse af skadelige organismer i naturen, vil aldrig lykkes mennesket, men at forbedre sin egen, af det selv skabte samfundsorganisation sådan, at den skaffer gunstige eksistensbetingelser for alle, giver hver enkelt lige udviklingsfrihed, så han ikke behøver at tilfredsstille sin sult, eller sin trang efter besiddelse, eller sin ærgerrighed på andres bekostning, det er mulig. Man skal studere årsagerne til forbrydelserne og rydde dem af vejen, og man vil rydde forbrydelserne bort. De, som vil udrydde forbrydelserne, ved at skaffe årsagerne bort, kan selvfølgelig ikke være enig i voldsomme undertrykkelsesmidler. De kan ikke forhindre samfundet i at beskytte sig på sin måde mod forbryderne, men de forlanger desto mere indtrængende en omformning af samfundet fra grunden af, dvs. afskaffelse af forbrydelsernes årsager.

Sammenhængen mellem samfundets sociale tilstand, hændelser og forbrydelser er mangfoldige gange blevet påvist af statistikere og socialpolitikere. En af de mest nærliggende forseelser – som vort samfund til trods for al kristelige barmhjertighedslære anser for forseelse – er i nedgangstider tiggeri. Her belærer statistikken for kongeriget Sachsen os om, at i den grad som den store krise voksede, som begyndte i Tyskland i 1890, og som nåede sit højdepunkt 1892 til 93, så steg også antallet af de for tiggeri straffede personer. I 1890 blev der straffet herfor 8.815 personer, i 1891 10.075 og i 1892 13.120. Lignende var det i Østrig, hvor i 1891 90.920 personer blev straffet for tiggeri og vagabondering, og i 1892 98.998. Det er en stærk forøgelse.

Masseproletarisering på den ene side, stigende rigdom på den anden, er vor tids signatur. Den kendsgerning, at i De Forenede Stater fem mænd, J. D. Rockefeller, den nu afdøde Harriman, D. Pierpont Morgan, W. N. Vanderbilt og G. D. Gould i år 1900 tilsammen ejede over 3.200 millioner Mark, og at deres indflydelse var tilstrækkelig til at beherske De Forenede Staters økonomiske liv, delvis også Europas, viser den udviklingsretning, hvori vi befinder os. I alle kulturlande danner de store kapitalistsammenslutninger de mest bemærkelsesværdige kendetegn på vor tid, og deres sociale og politiske indflydelse bliver stadig mere toneangivende.

Koncentrationsprocessen i den kapitalistiske industri

1. Jordbruget fortrænges af industrien

Kapitalismens økonomiske system behersker ikke bare den sociale organisation, men også den politiske. Det påvirker og behersker samfundets følen og tænken. Kapitalismen er den ledende magt. Kapitalisten er proletarens herre og mester. Som en anden vare køber han hans arbejdskraft for at anvende og udbytte den, og som ved enhver anden vare retter prisen sig efter tilbud og efterspørgsel som efter fremstillingsomkostningerne og pendler frem og tilbage, snart lidt over og snart lidt under denne. Men kapitalisten køber ikke arbejdskraften for »guds skyld« og for at vise arbejderne en velvilje – om han end fremstiller det sådan -, men for at få af dennes arbejde en merværdi, som han putter i lommen i form af arbejdsgivergevinst, rente, afgifter, jordrente. Den merværdi som udpresses af arbejderne krystalliserer sig hos arbejdsgiveren til kapital – hvis den ikke bortjubles – og sætter denne i stand til, stadig at udvide sin bedrift, forbedre produktionsprocessen og ansætte nye arbejdskræfter. Herved bliver det mulig for ham at optræde lige overfor deres svagere konkurrenter, som en pansret rytter lige overfor en ubevæbnet fodgænger og ødelægge ham.

Denne ulige kamp udvikler sig mere og mere på alle områder, og i denne spiller kvinden som den billigste arbejdskraft, næst efter ungdommen og børnene, en stadig vigtigere rolle. Følgen af en sådan tilstand er en stadig skarpere adskillelse mellem et forholdsvis lille antal mægtige kapitalister og en stor masse kapitalløse, som er henvist til dagligt salg af sin arbejdskraft. Middelstanden kommer ved denne udvikling i en mere og mere betænkelig stilling.

Det ene arbejdsområde efter det andet, hvor hidtidig småindustrien og håndværket endnu hersker, bliver kapitalistisk udnyttet. Kapitalisternes indbyrdes konkurrence tvinger dem stadigt at finde nye områder for udbytningen. Kapitalen går omkring »som en brølende løve og søger hvad den kan sluge«. De små og svagere eksistenser bliver ødelagt, og lykkes det ikke for dem at redde sig over på et andet område – hvad der stadig bliver mere vanskelig og umulig -, så synker de ned i lønsarbejderens klasse. Alle forsøg på at forhindre håndværkets og middelstandens nedgang ved love og indretninger, som bare kan blive hentet frem af fortidens pulterkammer, viser sig virkningsløs; de kan skuffe denne eller hin for en kort tid, men illusionen svinder snart overfor kendsgerningernes vægt. Opsugningsprocessen af de små gennem de store bliver synlig for alle og virker ubønhørlig som en naturlov.

På hvilken måde Tysklands sociale struktur på det korte tidsrum af 25 år – fra 1882-1895, fra 1895-1907 – har forandret sig, giver statistikken for de nævnte år oplysning om. Der var:

Disse tal viser, at indenfor de omtalte 25 år er der sket en overordentlig stærk forskubning af befolkningen og erhvervene. Den af industrien (bjergværksdrift og bygningsfag), handel og samfærdsel levende befolkning er forøget, og det er sket på bekostning af landbrugsbefolkningen. Næsten hele befolkningstilvæk-sten – 6.548.171 fra 1882-1895 og 9.950.245 fra 1895 -1907 – har de første alene lagt beslag på. Vistnok er antallet af de i landbruget beskæftigede steget med 1.646.761, men dette tilsvarer ikke i længden befolkningstilvæksten. Antallet af dem som lever af landbruget er endog sunket med 1.544.279 = 8 %.

Helt anderledes i industrien (indbefattet bygningsfag og bjergværksdrift), handelen og samfærdselen. I disse to grupper steg antallet af erhvervsvirksomme såvel som deres tilhørende, meget stærkere end befolkningen voksede. Antallet af beskæftigede i industrien, som allerede i 1895 var lige stort som antallet i landbruget, er nu 15 % større. En endnu stærkere vækst opviser antallet af erhvervsvirksomme med tilhørende i handel og samfærdsel.

Resultatet er, at landbrugsbefolkningen, det vil sige den egentlig konservative del af befolkningen, den del, som danner hovedstøtten for den gamle ordning, stadig bliver trængt mere tilbage og i stadig hurtigere tempo bliver overfløjet af den del af befolkningen, som ernærer sig af industri, handel og samfærdsel. Den betragtelige vækst, som de erhvervsvirksomme med tilhørende siden 1882 opviser i offentlig tjeneste eller frie fag, forandrer ikke noget ved denne kendsgerning. Den stærke vækst som gruppen »uden bestemt erhverv« opviser, skyldes det øgede antal rentierer, heri indbefattet de, som får ulykkes-, invaliditets- eller alderdomspension, samt det øgede antal af tiggere, studerende, de som befinder sig i fattig-, syge- og galehusene, og de, som sidder i fængsel.

Karakteristisk er også den ringe tilvækst af erhvervsvirksomme i gruppen »huslige tjenester« og den direkte aftagen af tjenestepigernes antal. Dette taler for, at relativt aftager antallet af de personer, hvis indtægtsforhold tillader dem at holde tjenere, samtidig som tjenerfaget bliver mere og mere upopulært hos de kvindelige proletarer, som tilstræber større personlig uafhængighed.

I året 1882 udgjorde landbruget hovedgruppen af erhvervsvirksomme med 43,38 pct., i 1895 udgjorde de 36,19 og i 1907 bare 32,69 pct. Landbrugsbefolkningen omfattet i 1882 42,51 pct., 1895 35,74 og 1907 ikke mere end 28,65 pct. af den samlede befolkning. Derimod udgjorde de i industrien (indbefattet bjergværksdrift og bygningsfag) erhvervsvirksomme i 1882 33,69 pct., 1895 36,14 og i året 1907 37,23 pct. Med deres tilhørende udgjorde de i 1882 35,51 pct., 1895 39,12 og i året 1907 allerede 42,75 pct. af befolkningen. For de i handel og samfærdsel erhvervsvirksomme og deres tilhørende stiller forholdet sig sådan:

Vi ser altså, at nu er 56,16 pct. (i Sachsen endog 74,5) af Tysklands samlede befolkning henvist til industri og handel, og at landbruget ikke beskæftiger mere end 28,65 pct. i Sachsen bare 10,07).

2. Fremadskridende proletarisering – Stordriftens overlegenhed

Men det er også vigtig at konstatere, hvorledes den erhvervsvirksomme befolkning fordeler sig i selvstændige, funktionærer og arbejdere, og hvorledes den i disse tre grupper fordeler sig efter køn. Disse betræffende tal fremgår af tabellen nedenfor.

Denne viser, at i landbruget voksede antallet af selvstændige fra 1882 til 1895 med 280.692 = 12,5 pct., men fra 1895 til 1907 aftog den med 67.751, så at – i sammenligning med 1882 – er antallet af selvstændige bare vokset med 212.941 = 9,2 pct. Derimod er antallet af arbejdere, som fra 1882 til 1895 aftog med 254.025 personer = 4,3 pct., steget med 1.655.677 personer = 29,4 pct. Betragter vi denne vækst nærmere, så ser vi, at den hovedsagelig skyldes forøgelse af gruppen: medhjælpende familietilhørende af kvindelig køn (de mandlige er nemlig bare vokset med 170.532 og de kvindelige med 1.820.398). Betragter vi bare dagarbejderne og tjenestefolkene, så har de mandlige arbejdere aftaget med 381.195 og de kvindelige tiltaget med 45.942 personer, altså sammenlagt en aftagen af 335.253. I landbruget har altså ikke alene de selvstændige, men også tyendet og landarbejderne aftaget. Tilvæksten skyldes den stærke forøgelse af familiehjælp og da særlig den kvindelige.

Anderledes i industrien. Her aftog i løbet af femogtyve år antallet selvstændige med 234.024 = 10,6 pct. mens befolkningen voksede med 36,48 pct. Her er det bedrifterne med ingen eller op til to hjælpekræfter, som gør udslaget Antallet arbejdere voksede fra 1882 til 1895 med 1.859.468 og fra 1895 til 1907 med 2.637.414 personer. Regner vi bare de egentlige arbejdere og udelukker de familiemedlemmer som hjælper til med arbejdet, så er deres antal steget fra 5.899.708 i 1895 til 8.460.338 i 1907. Tre fjerdedele af de i industrien beskæftigede personer er arbejdere (75,16 pct.).

I handel og samfærdsel har antallet selvstændige, såvel som antallet af funktionærer og arbejdere vokset i betydelig grad. Det er særlig antallet af selvstændige kvindelige handlende som har tiltaget; det er enten enker som forsøger at slå sig igennem med en lille butik, eller hustruer som på denne måde forsøger at øge familiens indtægter. Antallet af selvstændige er fra 1882 til 1907 steget med 310.584 = 44,3 pct., men antallet af funktionærer og arbejdere er steget endnu mere (med henholdsvis 364.361 = 258,8 pct. og 1.232.263 = 169,4 pct.). Et slående bevis på hvor stærkt stordriften har udviklet sig i handelen, særlig fra 1895 til 1907. Antallet af funktionærer har næsten fordoblet sig, deriblandt antallet af kvindelige, seksdoblet sig!

Sammenlagt steg antallet af selvstændige i alle tre grupper fra 1882 til 1907 med 5,7 pct., altså betragteligt mindre end befolkningstilvæksten (36,48 pct.). Derimod steg antallet af funktionærer med 325,4 pct., og antallet af arbejdere med 29,1 pct. Disse tal viser hvor stærkt stordriften har udviklet sig på alle områder. Hertil kommer, at blandt de 5.490.288 selvstændige befinder sig et stort antal eksistenser som fører en ren proletartilværelse. Således er der f.eks. blandt de 2.086.368 industrielle bedrifter 994.743, som ikke beskæftiger nogen arbejdere og 875.518, som bare beskæftiger fra 1 til 5 hjælpekræfter. I varehandelen er der 709.231 bedrifter og af disse anvender 232.780 ingen arbejdshjælp.

Endvidere må man tage hensyn til, at i alle tre grupper dækker ikke antallet af selvstændige, antallet bedrifter. Ejer f.eks. en person dusinvis af filialer, som f.eks. hyppig er tilfældet i tobaks- og cigarhandelen, eller ejer en forbrugsforening så og så mange butikker, så bliver hver filial regnet som særskilt bedrift. Det samme gælder industrielle foretagender, som f.eks. når en maskinfabrik også ejer et støberi og et snedkerværksted. De anførte tal giver derfor ikke tilstrækkelig oplysning hverken med hensyn til koncentrationen eller kvaliteten af selvstændigheden.

Men til trods for disse mangler, giver dog resultaterne af den sidste bedriftstælling et billede af den vældigste koncentration og centralisation af kapital i industri, handel og samfærdsel. Den viser, at hånd i hånd med den øgede industrialisering af hele samfundet, foregår med kæmpeskridt en koncentration af de samlede produktionsmidler på få hænder.

De selvdrivende, som ikke anvender nogen hjælpekræfter, udgjorde i 1882 1.877.872; i 1895 var de ansat til 1.714.351 og i 1907 til 1.446.286 – de er altså aftaget med 22,9 pct. Antallet beskæftiget i småbedrifterne er sunket stærkt. I 1882 udgjorde de 59,1 pct., i 1895 46,5 og i 1907 bare 37,3 pct. af alle erhvervsvirksomme personer. De store bedrifter har udviklet sig i modsat retning og steget fra 22,0 pct. i 1882 til 29,6 i 1895 og til 37,3 i 1907. Jo større bedrifterne bliver desto hurtigere vokser de. Fra 1895 til 1907 voksede personalet i småbedrifterne med 12,2 pct., i de mellemstore bedrifter med 48,5 og i stordrifter med 75,7 pct. I 1907 beskæftigede de store bedrifter 5.350.025 personer og oversteg betydelig de andre grupper. I 1882 var den derimod meget mindre end enebedrifternes. I syv faggrupper indtager stordriften den herskende stilling med mere end halvdelen af alle i fagene beskæftigede personer. Således blev der på hver 100 personer beskæftiget i stordrift:

I de øvrige grupper var stordriften allerede i 1895 den stærkeste, men deres stilling er siden da overalt blevet betydelig styrket (metalforarbejdelse 47,0 pct., polygrafiske fag 43,8, trafik 41,6, bygningsfag 40,5 af alle beskæftigede personer). På næsten alle områder er således udviklingen kommet stordriften tilgode.

Der, hvor den kapitalistiske driftsmåde har slået helt igennem, øger bedrifts- og kapitalkoncentrationen særlig hurtig. Tager vi f. eks. bryggeri-industrien indenfor det tyske bryggeriområde (dette omfatter ikke Bayern, Württemberg, Baden og Elsass-Lothringen) var

Antallet af igangværende bryggerier sank altså fra 1873 til 1907 med 8033 = 59,3 pct. Industrielle bryggerier sank med 5676 = 51,9 pct., derimod steg ølproduktionen med 26.700.000 hektoliter = 135,7 pct. Det betyder en fuldstændig ødelæggelse af de små og middelstore bedrifter og en voldsom forøgelse af stordriften, hvis ydelsesevne er mangedoblet –: i 1873 kom der på hvert bryggeri 1450 hektoliter, i 1907 8385. Sådan er det overalt, hvor kapitalismen kommer til magt.

I Østrig var der i 1876 2248 bryggerier, som producerede 11.671.278 hektoliter og i året 1904/05 kun 1285 bryggerier, men disse producerede 19.098.540 hektoliter.

Lignende resultater viser udviklingen af den tyske stenkulsproduktion og bjergværksindustri. I den første gik antallet bedrifter, som i perioden 1871-75 gennemsnitlig var 623, ned til 406 i 1889, men samtidig steg produktionen fra 34.485.400 ton til 67.342.200 ton. Den gennemsnitlige arbejdsstyrke steg fra 172.074 til 239.954 personer. Følgende tabel klargør koncentrationsprocessen i sten- og brunkulsindustrien indtil 1907:

I stenkulsproduktionen er antallet af bedrifter siden 1870erne aftaget med 49,8 pct., men derimod er arbejdsstyrken vokset med 216,9 pct. og produktionen endog med 420,6 pct.

I bjergværksindustrien var i årene

Her er altså antallet af bedrifter aftaget med 35,5 pct., hvorimod arbejdsstyrken er vokset med 164,4 pct. og produktionen med 374,5 pct.

En mindre gruppe betydeligt rigere arbejdsgivere står nu overfor en øget proletarmasse. I perioden 1871-75 kom der gennemsnitlig 92 arbejdere på hver bedrift, i 1887 160 og 1907 307 proletarer, og det til trods for at antallet bedrifter steg fra 1862 i 1906 til 1958 i år 1907.

I det rhinsk-westphalske industriområde var der således i 1907 156 bedrifter, men heraf fremstillede 34 bedrifter (21,8 pct.) over 50 pct. af produktionen. Omend bedriftsstatistikken opviser 156 gruber i kulområdet talte kulsyndikatet, som næsten alle gruber står tilsluttet i, kun 76 personer. Så langt er koncentrationen allerede nået.

I året 1871 var 306 smelteovne med 23.191 arbejdere i drift og de producerede 1.563.682 ton råjern. I året 1907 frembragte 303 smelteovne med 45.201 arbejdere 12.875.200 ton. På hver smelteovn kom der i 1871 5110 ton, i 1907 42.491 ton.

I året 1871/72 forbrugte 311 fabrikker i sukkerroe-industrien 2.250.918 ton roer, i 1907/08 365 fabrikker 13.482.750 ton. Gennemsnitlig blev der forbrugt i hver fabrik i 1871/72 7.237 ton roer og i 1907/08 36.939 ton! I 1871/72 blev der udvundet 186.441 ton sukker = 8,28 pct. af de forbrugte roer og i 1907/08 2.017.071 = 14.96 pct.

Og denne tekniske revolution fuldbyrdes ikke bare i industrien, men også i samfærdselen. For søfartens vedkommende fremgår det af følgende tabel:

Sejlskibsfarten går altså betragtelig tilbage, men for så vidt den endnu består, aftager skibenes lasteevne og besætningens størrelse. I 1871 kom der på hvert sejlskib gennemsnitlig 205,9 registertons lasteevne og 7,9 personers besætning, i 1909 havde sejlskibe gennemsnitlig 176,4 registertons lasteevne og kun 5,4 personers besætning. Et andet billede viser den tyske dampskibsflåde. Tyskland havde:

Antallet af dampskibe var altså ikke bare betragtelig steget, men deres lasteevne steg endnu mere, mens besætningens størrelse forholdsvis har aftaget. I 1871 havde et dampskib gennemsnitlig 558 registertons lasteevne og 32,1 personers besætning, men i 1909 var den gennemsnitlige lasteevne 1230 registerton og besætningen 29 personer.

For den kapitalistiske udvikling taler også den raske udvikling af motoriske kræfter. I 1861 blev der i toldforeningsområdet i industrien anvendt 99.761 hestekræfter. I 1875 var der i Tyskland i de bedrifter, som beskæftiger mere end 5 personer 1.055.750 hestekræfter i anvendelse fordelt på 25.152 maskiner. I 1895 2.938.526 hestekræfter, næsten tre gange så mange, fordelt på 60.176 maskiner. Jernbane (og sporvogn) og dampskibsfart er ikke medtaget.

I Preussen blev der talt antal hestekræfter:

I Preussen har altså i tidsrummet 1879 til 1907 antallet anvendte hestekræfter næsten seksdoblet sig! Hvilke vældige fremskridt industriens udvikling efter folketællingen i 1895 har gjort, fremgår af, at i Preussen er antallet af stationære dampmaskiner fra 1896 til 1907 steget med 35 pct. og maskinernes ydelsesevne er i samme tidsrum steget med 105 pct. Mens der i året 1898 var 3305 dampmaskiner med 258.726 hestekræfter, var antallet i 1907 steget til 6191 med 954.945 hestekræfter. Dette er en forøgelse med henholdsvis 87 og 269 pct.

Følgende tal viser tilvæksten af dampkraft i de vigtigste industrier regnet i hestekræfter:

Og overfor denne fabelagtige udvikling af produktionskræfterne og vældige kapitalkoncentration, er der endnu dem, som forsøger at bortforklare kendsgerningerne. Et sådant forsøg gjorde den franske nationaløkonom Yves Guyot på den 11te internationale statistiske kongres i København (august 1907). På grundlag af en letfærdig statistik foreslog han at stryge ordet »koncentration« af statistikken. Blandt andre svarede Karl Bücher ham:

»En absolut forøgelse af bedrifternes antal kan godt forekomme samtidig med stærk koncentration. Nu er der overalt, hvor bedriftstællinger foretages, uundgåeligt dobbelttællinger; en bank med 100 depositkasser bliver talt for 101, et bryggeri, som forsyner 50 restauratører med lokale og inventar, bliver regnet for 51 bedrifter. En sådan statistiks resultater, kan absolut ikke bevise noget med hensyn til koncentrationen.«

»Efter de hidtidige undersøgelser synes dog ikke landbruget at underligge koncentrationsprocessen; på grubedriftens, handelens, transportens, forsikringsvæsenets og bygningsfagets område er den derimod tydelig. På industriens område er den vanskeligere at konstatere, fordi ethvert kulturfolk, som befinder sig i kraftig udvikling, må opvise en udvidelse af den industrielle produktion af følgende fire grunde:

1. Fordi industrien overtager funktioner, som tidligere henhørte under husholdningen.
2. Fordi naturprodukterne i forbruget erstattes af industriprodukter (træ af jern, vaid, krap og indigo af tjærefarver o.s.v.).
3. På grund af nye opfindelser (automobil, luftskib).
4. På grund af eksportmuligheder.

Netop i industrien finder derfor koncentrationen sted i største omfang, uden at antallet foretagender formindskes. Ja, selv om disse forøges. Overalt, hvor industrien frembringer brugsfærdige varer af typisk karakter, er ødelæggelse af selvstændige småbedrifter uundgåelig. De kapitalistiske produktionsformer går derfor raskt fremover på de vigtigste områder. Det er ikke klogt at bekæmpe socialisterne der, hvor de har ret, og i deres påstand om at koncentrationen tiltager, har de uden tvivl ret.«

Det samme billede, som Tysklands økonomiske udvikling opviser, viser alle industristater hele verden over. Alle kulturstater anstrenger sig for at blive industristater i stadig stærkere grad. De vil ikke bare frembringe industriprodukter til eget behov, men også til udførsel. Derfor taler man ikke bare om nationaløkonomi, men om verdensøkonomi. Verdensmarkedet regulerer priserne på et utal af industri- og agrarprodukter og behersker folkenes sociale stilling. Det produktionsområde, som har fået afgørende betydning for forholdene på verdensmarkedet, er De Forenede Stater. Herfra udgår – fra nu af – hovedstødet til revolutionering af forholdene på verdensmarkedet og det borgerlige samfund. Skatteligningen for de sidste tre årtier giver følgende resultat:

Den i industrien nedlagte kapital udgjorde

Værdien af industrien udgjorde

De Forenede Stater står altså i dag, som industristat, i spidsen for nationerne. Eksporten af industri- og agrarprodukter stiger fra år til år. De kæmpemæssige kapitalophobninger, som er en følge af denne udvikling, søger anvendelse udover landets grænser, og påvirker i stærk grad såvel industri som samfærdsel i Europa. Og det er ikke mere den enkelte kapitalist, som står som drivkraft bag denne udvikling, det er kapitalist- og arbejdsgiversammenslutninger, kapitalistforbund, som trykker selv de stærkeste udenforstående arbejdsgivere flade. Hvad vil de middelstore og små arbejdsgivere foretager sig lige overfor en sådan udvikling, når selv de store tvinges til at stryge sejl?

3. Rigdommens koncentration

Det er en økonomisk lov, at med bedrifternes koncentration og øgede produktivitet, aftager arbejdernes antal relativt, mens rigdommen i forhold til befolkningen koncentrerer sig på stadig færre hænder.

Det viser bedst ved indtægternes fordeling i de forskellige kulturlande.

Af de større tyske stater har Sachsen den ældste og sammenlignelsesvis bedste indtægtsstatistik. Den gældende lov har været i kraft siden 1879. Men det er bedst at tage et senere år, da fra først af vurderingerne gennemsnitlig blev sat altfor lave. Sachsens befolkning steg fra 1880 til 1905 med 51 pct., antallet af skatteydere fra 1882 til 1904 med 160 pct. og den skattelagte indtægt med 23 pct. Indtil begyndelsen af 1890erne var indtægter indtil 300 Mark skattefri, senere indtil 400 Mark. I 1882 udgjorde antallet skattefrie 75.697 = 6,61 pct. af de skattepligtige. I 1904 derimod 205.667 = 11,03 pct. Bemærkes må det, at i Sachsen bliver hustruens og de mindreårige familiemedlemmers indtægt regnet til mandens, respektive familiefarens, indtægter.

Skattebetalerne med indtægt fra 400 til 800 Mark udgjorde i 1882 48 pct., i 1904 bare 43,81 pct. af de skattepligtige. En del af dem var altså rykket op i højere indtægtsklasser. Skattebetalernes gennemsnitsindtægt i denne klasse var i perioden steget fra 421 til 582 Mark = 37 pct. De skattepligtige med en indtægt af 800 til 1250 Mark udgjorde i 1882 12 pct. og i 1904 24,38 pct. af de skattepligtige. Antallet skattepligtige fra 1250 til 3300 Mark udgjorde derimod i 1882 20 pct. og i 1904 kun 16,74 pct. af de skattepligtige. I 1882 havde 97,60 pct. under 3300 marks indtægt, i 1904 95,96 pct. under 3400 Mark. Forholder man, at Lasalle i 1863 beregnede at i Preussen udgjorde indtægterne over 3000 Mark 4 pct. og at siden den tid husleje, skatter og næsten alle livsbehov er steget i pris, samtidig som også kravene er vokset, så har den store masses kår næppe relativt forbedret sig. De midterste indkomster, fra 3400 til 10.000 Mark udgjorde i 1904 kun 3,24 pct. og indtægterne på over 10.000 Mark udgjorde mindre end 1 pct. af indtægterne. Antallet af skatteydere med 12.000 til 20.000 marks indtægt udgjorde 0,80 pct. Antallet af indtægter over 12.000 Mark er steget fra 4124 i 1882 til 11.771 i 1904, altså med 188 pct. Den højeste indtægt udgjorde i 1882 2.570.000 Mark, i 1906 5.900.600 Mark. For de økonomiske middelklasser er indtægterne således steget forholdsvis mindst. Underklassens indtægter er steget noget mere, men dette mere end opvejes af de forhøjede priser på alle livsfornødenheder. Kun overklassen er steget stærkt både med hensyn til antal og indtægt. Klassemodsætningerne skærpes altså.

I sine undersøgelser over indtægternes fordeling i Preussen fra 1892 til 1902, kommer professor Adolf Wagner til følgende resultater. Han deler Preussens befolkning i tre store grupper og hver af disse i tre undergrupper:

Den samlede indtægt fordeler sig næsten ligeligt på de tre grupper. De 3,51 pct. som tilhører 3dje gruppe råder over 32,1 pct. af den samlede indtægt og gruppe I, som omfatter de 70,66 pct. skattefrie, råder ligeledes over 32,9 pct. af de samlede indtægter, mens gruppe II, som omfatter 25,83 pct. råder over 34,9 pct. af indtægterne. Betragter vi bare de skattepligtige indtægter, så finder vi, at på de skattepligtige med 900 til 3000 marks indtægt – og disse udgjorde i 1892 86,99 % pct., i 1902 88,04 pct. af alle skattepligtige – falder noget mere end halvdelen af den skattepligtige indtægt, nemlig 51,05 pct. i 1892 og 52,1 i 1902. På indtægten over 3000 Mark, som udgjorde henholdsvis 13 og 12 pct. af alle skattepligtige, faldt i 1892 omtrent 49 pct. og i 1902 48 pct. af den skattepligtige indtægt. Gennemsnitsindtægten for de små skattepligtige udgjorde i 1892 1374 og i 1902 1348 Mark, var altså aftaget med 1,89 pct. Derimod er de store skatteyderes gennemsnitsindtægt vokset fra 8811 Mark i 1892 til 9118 i 1902, altså med 3,48 pct. I gruppe III, som i 1892 kun udgjorde 0,5 pct. og i 1902 0,63 pct. af alle skatteydere, faldt i 1892 15,95 pct. og i 1902 18,37 pct. af de samlede indtægter. Mindst er forøgelsen i de to lavere grupper i gruppe II, noget stærkere i højeste indtægtsgruppe i gruppe I, men stærkest og voksende med stigende indtægter i gruppe III. Jo større en gruppe skatteyderes indtægter er, jo rigere de er, desto hurtigere forøges også forholdsvis antallet. Og antallet skatteydere med de større og største indtægter vokser stadig samtidig, som også deres indtægter vokser. Et stadig voksende og relativt lille antal, omfattende de højere og højeste befolkningslag, koncentrerer i stadig stærkere og stærkere grad indtægterne på deres hænder. Heraf følger den slutning, at den moderne økonomiske udvikling vistnok kommer det samlede folk tilgode ved forøgede indtægter og forøget antal indenfor hver økonomisk social klasse. Men i højst ulige grad kommer det de forskellige klasser tilgode, mest de rigere, dernæst de lavere klasser og mindst de midterste. Derfor er også den sociale klasseforskel vokset, så vidt den beror på indtægtens størrelse.

Efter indtægtsberegningen for 1908 fandtes der i Preussen 104.994 skatteydere med en indtægt over 9500 Mark og med en samlet indtægt af 3.123.273.000 Mark. Deraf havde 3796 en indtægt over 100.000 Mark med en samlet indtægt af 934.000.000. 77 skatteydere havde en indtægt på mere end 1 million Mark hver. De 104.994 skatteydere, eller 1,78 pct., som havde mere end 9.500 Mark i indtægt havde tilsammen en lige så stor indtægt som de 3.109.540 (52,9 pct.), som havde en indtægt fra 900 og op til 1350 Mark!

I Østrig har 12 à 13 pct. af skatteyderne indtægter fra 4000 til 12.000 østrigske Kroner eller 24 pct. af den samlede indtægt. Lægger man sammen alle, som har mindre indtægter end 12.000, så udgør disse 97 pct. af skatteyderne og råder over 74 pct. af indtægterne. De øvrige 3 pct. af skatteyderne råder da over 26 pct. af indtægterne. Det skattefrie eksistensminimum er højere end i Preussen – 1200 kroner eller 1014 Mark. De små skatteydere med en indtægt af 1200 til 4000 kroner udgjorde i 1904 84,3 pct. af alle skatteydere. Antallet af de allerrigeste, dvs. de med indtægter over 200.000 kroner, var i 1898 255, i 1904 307 eller 0,032 pct. af alle skatteydere.

I Storbritannien og Irland tilfalder halvdelen af nationalindtægten (mere end 16.600 millioner Mark) en niendedel af befolkningen. L. G. Chiozza Money, som har udregnet dette, deler befolkningen i tre grupper: rige med mere end 700 pund sterling, velhavende med indtægt fra 160 til 700 pund og fattige med mindre en 160 punds årlige indtægter.

Efter dette tilfalder mere end en tredjedel af nationalindtægten mindre end en tredivtedel af befolkningen. Booths undersøgelser i London og Rowntrees i York har bevist, at 30 pct. af den samlede befolkning slider og stræber hele livet igennem uden at komme ud af elendighedens klør.

For Frankrig beregner E. Levasseur på grundlag af arvestatistikken, at »To femtedele af nationalrigdommen ejes af 98 pct. af de besiddende, som har mindre end 100.000 franc. Ca. en trediedel ejes af en lille gruppe på 1,7 pct. og en fjerdedel ejes af bare 0,12 pct. af de besiddende!«.

Man ser, hvor stor de besiddelsesløses masse er og hvor tyndt de besiddende klassers lag.

Men denne kapitalistiske udviklings og koncentrationsproces, som fuldbyrdes i alle kulturstater, fremkalder ved det herskende anarki i produktionen, som hidtil ingen trust eller ringdannelse har fået bugt med, nødvendigvis overproduktion- og afsætningsstandsning. Vi kommer ind i krisen.

Kriser og konkurrence

1. Krisernes årsager og virkninger

Krisen opstår, fordi ingen målestok er forhånden, ved hvis hjælp man til enhver tid kan måle og overse det virkelige behov efter en vare. Der gives i det borgerlige samfund ingen magt, som formår at regulere den samlede produktion. For det første er de, som køber varer spredt rundt omkring, og efterspørgernes købeevne, som forbruget er afhængig af, er påvirket af en mængde årsager, som den enkelte producent ikke er istand til at kontrollere. Dernæst er der, ved siden af den enkelte producent, flere andre, hvis produktionsevne han ikke kender. Enhver anstrenger sig med alle til rådighed stående midler – ved billigere priser, reklame, ydelse af langsigtet kredit, udsendelse af rejsende og selv ved skjult og ondskabsfuld nedsættelse af konkurrenternes produkt, et middel, som særlig blomstrer i kritiske tider – at slå alle deres konkurrenter af marken. Den samlede produktion er altså henvist til subjektiv afgørelse. Hver arbejdsgiver må afsætte et bestemt kvantum varer, for at kunne bestå. Men han vil sælge et langt større kvantum, for heraf afhænger ikke bare hans eventuelle større indtægt, men også sandsynligheden for at triumfere over konkurrenterne og beholde marken for sig. En tid er afsætningen sikret, endog øgende; dette forleder til større udvidelse af foretagendet og til øget masseproduktion. Men de gunstigere tidsforhold forleder ikke bare den ene, men alle arbejdsgivere til de samme anstrengelser. Produktionen øger langt udover behovet. Pludselig viser markedet sig overfyldt af varer. Afsætningen standser, priserne falder, produktionen bliver indskrænket. Indskrænkning af produktionen i en gren, betyder formindskelse af arbejdsstokken (antallet af arbejdere), nedsættelse af arbejdslønnene, indskrænkning af forbruget hos arbejderne. En produktions- og afsætningsstandsning i andre grene bliver den nødvendige følge. Småhåndværkere af enhver art, handlende, restauratører, bagere, slagtere o.s.v., hvis kunder hovedsagelig er arbejdere, mister lønnende afsætning for deres varer, og kommer ligeledes i nød.

Hvorledes en sådan krise virker, viser den statistik over de arbejdsløse, som Berliner fagforeningerne optog i slutningen af januar 1902. I Berlin med forstæder blev der talt over 70.000 helt arbejdsløse og 60.000 delvis arbejdsløse. Den 13de februar 1909 foretog Berliner fagforeningerne en ny arbejdsløshedstælling, som opviste 106.722 arbejdsløse, hvoraf 92.655 mænd og 14.067 kvinder. I England blev der i september 1908 talt 750.000 arbejdsløse. Det var arbejdere, som ville arbejde, men som i den bedste af alle verdener ikke fandt noget arbejde. Man kan forestille sig disse menneskers sørgelige sociale forhold.

Nu leverer den ene industri råmaterialer til den anden, den ene afhænger af den anden, følgelig må den ene lide med den anden. Kredsen af de inddragne udvides. En mængde forpligtelser, som blev indgået i håb om længere varighed af den bestående tilstand, kan ikke opfyldes og øger krisen, som fra måned til måned bliver voldsommere. En masse oplagrede varer, værktøj, maskiner bliver næsten værdiløst. Varerne bliver hyppig faldbudt til spotpriser. Dette ruinerer ofte ikke kun ejerne af disse varer, men også dusinvis af andre, som gennem disse realisationer til spotpriser, bliver nødt til at sælge også sine varer til langt under indkøbspris. Men også under krisen forbedres produktionsmetoderne stadig, med den hensigt at møde den voksende konkurrence. Men dette middel indebærer igen årsagen i sig til nye kriser. Efter at krisen har varet i årevis og overproduktionen lidt efter lidt er overvundet ved at lagrene tømmes til spotpriser, produktionen indskrænkes og de små arbejdsgivere ryddes af vejen, begynder samfundet lidt efter lidt at komme sig. Behovet stiger, men hermed også øjeblikkelig produktionen. Til en begyndelse langsomt og forsigtig, men da de gunstigere tilstande viser sig at være af varighed, begynder den gamle maner snart på ny. Man vil indhente hvad man har tabt, og håber at bjerge sig før en ny krise bryder ind. Men da alle arbejdsgivere nærer de samme tanker, og enhver forbedrer deres produktionsmidler for at være de andre overlegen, bliver katastrofen på ny hurtigere og med endnu mere skæbnesvanger virkning. Talløse eksistenser bliver som baller kastet i højden og synker, og af denne stadige vekselvirkning opstår hin grufulde tilstand, som vi oplever under enhver krise. Kriserne øger i samme grad, som masseproduktionen og konkurrencekampen øger, ikke bare mellem de enkelte, men mellem hele nationer. Kampen om kunderne i det små og om omsætningsområderne i det store, bliver stadig heftigere og ender tilslut med enorme tab. Varer og forråd er opstablet i uhyre mængder, men massen, som gerne ville købe, men ikke magter, sulter, og lider nød.

Årene 1901 og 1907/08 har igen vist rigtigheden af den givne fremstilling. Efter disse års økonomiske depression, hvorunder den storkapitalistiske udvikling uafladelig gjorde fremskridt, begyndte den opadgående bevægelse. Den blev i ikke lille grad stimuleret af omformningerne og nyanskaffelserne til hær og marine. Under denne periode begyndte et utal af nye industriforetagender af den forskelligste art, at vokse op af jorden. Et stort antal andre blev forstørret og udvidet, for at bringes op til den højde, som teknikken tillod, og øge ydelsesevnen. Men i samme grad voksede også antallet af foretagender, som gik over fra enkeltmandseje til kapitalistiske sammenslutninger (aktieselskaber). En omformning, som stadig er forbundet med en mere eller mindre betydelig udvidelse af bedriften. Det er mange tusinde millioner Mark, som de nystiftede aktieselskaber repræsenterer. På den anden side er kapitalisterne i alle lande ivrige for at slutte nationale og internationale overenskomster. Karteller, ringer, truster skyder som paddehatte op af jorden. For at fastsætte priserne og regulere produktionen efter nøjagtige statistiske beregninger. For at undgå overproduktion og prisreduktion. En storartet monopolisering af hele industrigrene indtræder, til fordel for arbejdsgiverne på arbejdernes og forbrugernes bekostning. Mange troede, at kapitalen herved blev istand til at beherske markedet i enhver henseende, til skade for forbrugere og til nytte for sig selv. Men det ydre skin bedrager. Lovene for den kapitalistiske produktion viser sig stadig stærkere end systemets fiffigste repræsentanter, som tror at have reguleringen i sine hænder. Krisen kom alligevel, og det viste sig atter igen, at de klogeste beregninger bare er selvbedrag, og at det kapitalistiske samfund ikke undgår sin skæbne.

Men kapitalismen arbejder videre i samme retning. Den kan ikke ophæve deres egne love. Gennem måden, den må virke på, kaster den alle den borgerlige økonomis love overbord. Den frie konkurrence – det borgerlige samfunds alfa og omega – skal bringe de dygtigste i spidsen for foretagenderne. Men erfaringen viser, at den som regel kun bringer de mest samvittighedsløse og mest drevne i spidsen. Endvidere ophæver aktieselskabet al individualitet. Kartellet, trusten, ringen går endnu videre. Ikke bare den enkelte arbejdsgiver forsvinder som selvstændig person, men også aktieselskabet bliver et lignende led i en kæde, som et kapitalistudvalg har i hænderne, og hvis opgave det er at udpresse og plyndre publikum. En håndfuld monopolister opkaster sig til samfundets herrer, diktere prisen på varerne og arbejdernes løns og livsbetingelser.

Udviklingen viser, hvor overflødig kapitalisten er blevet, og at det mål, som samfundet styrer hen imod er den nationalt og internationalt ledede produktion. Bare med den forskel, at til slut vil den organiserede tilvirkning og omsætning komme samfundet tilgode og ikke som i dag kapitalisterne.

Den økonomiske revolution, som driver det borgerlige samfund med rasende hurtighed til højdepunktet for sin udvikling, bliver stadig skærpet ved nye, vigtige faktorer. Europas afsætningsområde trues mere og mere af den raskt voksende amerikanske konkurrence som endog tvinger sig ind på Europas egne områder. Og i østen rejser fjenden sig som med tiden vil gøre verdens økonomiske stilling endnu mere kritisk.

Konkurrencen jager kapitalisterne, som det Kommunistiske Manifest udtrykker sig, rundt hele jordkloden. De spejder stadig efter nye afsætningsområder, dvs. efter lande med folk, som de kan afsætte deres varer til og vække nye behov hos. Den iver efter kolonier som i de sidste årtier har besjælet de forskellige stater, har også grebet Tyskland. Det lykkedes vistnok Tyskland at beslaglægge store landområder, men kun sådanne, som var beboet af folkeslag på de mest primitive kulturtrin, og som derfor ikke har nævneværdig behov for europæiske varer. At skaffe sig kolonier for at få afsætning for deres varer, er forøvrigt bare den ene side af kolonialspørgsmålet. Den anden går ud på at overføre kapitalistisk kultur til folkeslag, som allerede står på et højere kulturtrin, men som hidtil mere eller mindre strengt har lukket den moderne udvikling ude. Således indierne, japanerne og fremfor alt kineserne. Det gælder her lande som omfatter mere end en tredjedel af jordens befolkning. Men når eksemplet og impulsen først er givet, kan østens folk udvikle et kapitalistisk produktionssystem under betingelser, som sandsynligvis kommer til at få skæbnesvangre følger for de mest fremskredne folk. Det viste japanerne i krigen mod Rusland. Disse folks ydelsesevne står hævet over enhver tvivl, men også deres mangel på behov – som fremfor alt bliver begunstiget af klimaet – og den evne som de lægger for dagen i at tilpasse sig i nye forhold, når de bliver tvunget til det. Her opstår for den gamle verden, De Forenede Stater indbefattet, en økonomisk konkurrent, som beviser det kapitalistiske produktionssystems uholdbarhed, når det udstrækkes til at omfatte hele jorden.

Imidlertid søger de forskellige konkurrerende nationer – i første række De Forenede Stater, England og Tyskland – at gøre hverandre rangen stridig, og alle midler bliver anvendt, for at sikre sig det størst mulige verdensherredømme. Kampen om herredømmet på verdensmarkedet fører til verdenspolitik, til indblanding i alle vigtige internationale begivenheder. For med held at kunne gribe ind her, øges flåderustningerne i en hidtil ukendt grad. Herved bliver igen faren for store politiske katastrofer fremkaldt.

Med det økonomiske konkurrenceområdes omfang vokser også det politiske. De internationale modsætninger vokser og fremkalder i alle kapitalistisk udviklede stater de samme fænomener og de samme kampe. Og det er ikke alene formen for produktionen, men også måden, hvorpå det producerede bliver fordelt, som fremkalder disse skæbnesvangre tilstande.

2. Mellemhandelen og levnedsmidlernes fordyrelse

I det menneskelige samfund er alle individer knyttet til hverandre med tusinde tråde og desto stærkere jo højere folkets kulturgrad er. Indtræder forstyrrelser så mærkes disse overalt. Forstyrrelser i produktionen indvirker på fordelingen og forbruget, og omvendt.

Det karakteristiske kendetegn for den kapitalistiske produktion er koncentreringen af produktionsmidlerne i stadig større produktionsbedrifter. I omsætningen går udviklingen i modsat retning. Den, der som producent gennem ødelæggende konkurrence bliver strøget af de selvstændige eksistensers række, søger i 9 af 10 tilfælde at friste sin tilværelse ved at trænge sig ind som handlende mellem producent og forbruger.

Derfor den påfaldende vækst af alskens mellemmænd, handlende, kræmmere, høkere, forretningsformidlere, mæglere, agenter, restauratører o.s.v. De fleste af disse personer, blandt hvilke kvinderne som selvstændige forretningsindehavere er særlig stærkt repræsenteret, fører for det meste et sorgfuld liv og en kummerlig eksistens. Mange må, for at holde sig oppe, spekulere i deres medmenneskers laveste lidenskaber og begunstige disse. Reklamen tager overhånd, særlig i alt hvad der går ud på at tilfredsstille nydelsestrangen.

Nu lader det sig ikke benægte, og fra et højere standpunkt betragtet, er det meget glædelig, at trangen til livsnydelse gør sig gældende i det moderne samfund. Menneskene begynder at begribe, at man må leve menneskeværdig, for at være menneske, og de søger at tilfredsstille dette behov i former som tilsvarer deres begreber om livsnydelse. Men i deres former for nydelse er samfundet blevet meget mere aristokratisk end i en hvilken som helst tidligere periode. Mellem de rigeste og de fattigste er i dag afstanden større end nogensinde, derimod er samfundet i deres ideer og love blevet mere demokratisk. Massen forlanger større lighed, men da de i sin uvidenhed endnu ikke kender vejen til at virkeliggøre den, forsøger de at efterligne overklassen og på den vis skaffe sig enhver opnåelig nydelse. Alle mulige pirringsmidler må tjene til at udbytte denne drift og følgerne er ofte betænkelige. En bestræbelse som i og for sig er berettiget fører i mange tilfælder på afveje, endog til forbrydelse. Imod dette skrider samfundet på sin måde ind uden dog derved at opnå den mindste forandring.

Den tiltagende mængde af mellemmænd bringer mange onder med sig. Selvom disse for det meste må arbejde hårdt og under stadige bekymringer er de dog i sit flertal en klasse parasitter (snyltedyr), som arbejder uproduktivt og som i lighed med arbejdsgiverklassen lever af andres arbejde. Livsfornødenhedernes fordyrelse er den nødvendige følge af mellemhandelen. Disse bliver fordyret så at de ofte koster det dobbelte og flerdobbelte af hvad producenten får. Men en væsentlig fordyrelse af varen er ikke rådelig og mulig, fordi der da indtræder en indskrænkning af forbruget. Man griber til at forfalske levnedsmidlerne og til falsk mål og vægt for at opnå den gevinst som man ikke på anden vis kan få fat i. Kemikeren Chevalier beretter, at han kender forskellige måder at forfalske levnedsmidler på: for kaffe 32 forfalskninger, vin 30, chokolade 28, mel 24, brændevin 23, brød 20, mælk 19, smør 10, olivenolie 9, sukker 6 o.s.v.. Et meget almindelig bedrageri sker i butikkerne med de til salg færdige afvejede varer. Man giver kun 900 eller 950 gram for 1000 gram. Uheldigst er arbejdere og småfolk stillet som tager deres varer på kredit, og derfor må tie, selvom de ser bedrageriet. Store misbrug med falsk vægt forekommer også i brødsalget. Svindel og bedrageri er uundgåelig sammenknyttet med vore sociale tilstande og visse statsindretninger, som f.eks. høje indirekte skatter og told, der befordrer svindel og bedrageri. Loven mod levnedsmidlernes forfalskning udretter derimod lidt. Kampen for eksistensen tvinger bedrageren til stadig at anvende mere raffinerede midler, og en grundig og streng kontrol er meget sjælden forhånden. Under påskud af, at et omfattende og dyrt forvaltningsapparat er nødvendig for at opdage forfalskninger, og at også de hæderlige forretninger ville lide herunder, lammes enhver alvorlig kontrol. Men griber kontrolforholdsregler virksomt ind, så er følgen en betragtelig prisforøgelse fordi den lavere pris kun var mulig på grund af varens forfalskning.

For at afhjælpe disse onder, under hvilke masserne overalt og altid lider hårdest, er man gået til at oprette kooperative forretninger. Særlig i Tyskland har forbrugsforeningerne (kooperative forretninger) for militære og civile bestillingsmænd fået en sådan betydning, at talrige handelsforretninger er gået tilgrunde. Men også arbejderbrugsforeningerne har i det sidste årti udviklet sig storslået og er delvis også gået over til egenproduktion af visse forbrugsgenstande. Forbrugsforeningerne i Hamburg, Leipzig, Dresden, Stuttgart, Breslau, Wien o.s.v. er blevet mønstergyldige foretagender, og de tyske forbrugsforeningers årsomsætning beløber sig til hundreder af millioner Mark. I de senere år har de også haft sin egen engrosforretning i Hamburg som køber ind varer i store partier og leverer dem billigst til foreningerne. Disse foreninger beviser altså agenter og mellemmænds overflødighed. Det er den største fordel som de har, ved siden af, at de leverer reelle varer. De materielle fordele for medlemmerne er ikke meget store, heller ikke er de lettelser som de tilbyder til at forbedre medlemmernes livskår i nogen væsentlig grad. Men stiftelse af forbrugsforeninger er et symptom som viser at man i de videste kredse har erkendt at mellemmændene er parasitter på samfundslegemet. Samfundet vil til slut nå til en organisation som gør handelen overflødig. Produkterne vil komme i forbrugernes besiddelse uden andre mellemmænd end de som kræves for at transportere varerne fra et sted til et andet og til at fordele dem. Disse personer vil stå i samfundets tjeneste. Efter at en fællesforsyning af levnedsmidler er ordnet, ligger det også nær at kræve at matens tillavning foregår i store fælleskøkkener, så at den fuldt færdig kan sættes lige på bordet. Dette vil igen spare masser af tid, kræfter, plads, køkkenudstyr o.s.v.

Revolutionen i landbruget

1. Den oversøiske konkurrence og landdistrikternes affolkning

Den økonomiske revolution i industrien og samfærdselen har også påvirket landbruget stærkt. Handels- og industrikriserne virker også følelig på landet. Hundredetusinder af landbefolkningen beskæftiges delvis eller helt i industrien og dette forhold udvikler sig mere og mere, både fordi de små jordbrugere ikke har tilstrækkelig anvendelse for sin arbejdskraft året rundt og fordi de store ejendomsbesiddere finder det besparende på deres godser selv at forvandle de vigtigste af deres landbrugsprodukter til færdige industrielle produkter. De profiterer da af råproduktets store transportomkostninger, som f.eks. kartofler og korn til sprit, mel eller øl, roer til sukker o.s.v. De bliver endvidere istand til at veksle mellem landbrug og industriel produktion og således udnytte arbejdskraften bedre. Desuden er arbejdskraften både billigere og villigere på landet end i byerne og industridistrikterne. Ligeledes falder både bygninger og huslejen billigere på landet, samtidig som også skatterne og afgifterne er lavere. Godsherrerne på landet er så at sige både lovgivere og lovens udøvere. De vælger indenfor sin midte mange repræsentanter til de lovgivende forsamlinger og har både forvaltningen og politimyndigheden i deres hænder. Kraftmaskinernes antal på landet vokser for hvert eneste år. Agerdyrkning og industri træder i en stadig mere intim vekselvirkning, en fordel, som væsentlig kommer de store ejendomsbesiddere tilgode.

Den kapitalistiske udvikling, som de store godsbesiddelser har gennemgået også i Tyskland, har allerede delvis fremkaldt lignende forhold som i England og De Forende Stater. De idylliske forhold, som endnu for få årtier siden herskede på landet, er nu forbi. Den moderne kultur har også der fået tag i selv de mest afsidesliggende kroge. Særlig har militarismen, meget mod sin vilje, haft en revolutionerende indflydelse. Den store forøgelse af den stående hær hviler særlig tungt på landdistrikterne. En stor del af landbefolkningen bliver taget til mandskaber i hæren. Men vender bonden, dagarbejderen og tjenestedrengen efter to eller tre års forløb tilbage til landet, mættet af den ikke særlig moralske by og kaserneluft, så har han lært at kende en mængde nye anskuelser og kulturbehov, som han også for fremtiden forlanger tilfredsstillet. For at få disse tilfredsstillet, kræver han først og fremmest højere løn. Den gamle nøjsomhed forsvandt i byen. Eller han foretrækker i mange tilfælder at blive borte fra landet, og alt hvad militærmyndighederne gør, for at bringe ham tilbage, hjælper lidt. De stadig udvidede og forbedrede samfærdselsmidler, bidrager ligeledes til at øge behovene på landet. Gennem samfærdsel med byen lærer landmanden verdenen at kende fra en helt ny og mere lokkende side. Han bliver grebet af ideer og får kundskab om kulturbehov, som hidtil var ukendt for ham. Han bliver som følge heraf utilfreds med sin stilling. De stadig højere krav, som stat, provins, kommune o.s.v. stiller, rammer såvel bonden, som landarbejderen, og gør dem endnu mere misfornøjede.

Hertil kommer også andre vigtige momenter.

Det europæiske landbrug – og da specielt det tyske – trådte i slutningen af 1870erne ind i en ny udviklingsfase. Indtil da var folkene henvist til sit eget eller nabolandenes landbrugsprodukter, men nu forandrede situationen sig. Levnedsmiddelindførselen fra Amerika begyndte med de storartede og forbedrede og udviklede samfærdselsmidler – skibsfarten, jernbanebygning i Nordamerika – og trykkede kornpriserne så stærkt, at dyrkningen af hovedkornsorterne i Mellem- og Vest-Europa begyndte at blive mindre lønnende. Produktionsforholdene blev helt ændret. Hertil kom, at området for international kornproduktion udvides betydelig. Ved siden af Rusland og Rumænien, som forsøgte at øge sin kornudførsel, kom argentinsk, australsk, indisk og til og med kanadisk korn på markedet. I løbet af den videre udvikling kom nok et ugunstig moment til. Overbebyrdet af de ovennævnte årsager fortrak småbønderne og landarbejderne til byerne eller de emigrerede. De overlevede patriarkalske forhold, særlig i det østlige Tyskland, og den dårlige behandling, sammen med landarbejderens og tyendets ufrie stilling, øgede flugten fra landbruget end yderligere.

Hvor stærk indflydelse dette havde, får vi et levende indtryk af, når statistikken beretter, at fra 1840 til 1905, mistede Øst og Vest-Preussen, Pommern, Schlesien, Sachsen og Hannover, 4.049.200 personer. I det samme tidsrum mistede Bayern, Württemberg, Baden og Elsass-Lothringen 2.026.500 personer; mens der indvandrede til Berlin rundt regnet 1.000.000, til Hamburg 402.000, Kongeriget Sachsen 326.200, Rhinlandet 343.000 og Westfalen 246.100 personer.

2. Bønder og storgodsbesiddere

Til alle disse forandringer kom, at landbruget begyndte at lide af kapitalmangel. Den tidligere udvikling, gik ud på, at de store ejendomme opkøbte de midterste og små. Nu bevirkede kapitalmangelen, at de store ejendomme ofte blev opstykket i små brug. Lidt efter lidt forandredes landbrugets karakter, fordi man indså, at det ikke kunne gå videre i de gamle spor. Det tyske rige og dets stater bestræbte sig på ved en tilsvarende told og samfærdselspolitik, og ved store direkte pengeudlæg at hjælpe landbruget ud af dets nødstilling. Særlig er det de middelstore og store landbrug, som har profiteret heraf, det viser de sidste års stærkt stigende ejendomspriser.

Skal landbruget florere i et kapitalistisk samfund, er det nødvendig, at landbruget drives kapitalistisk. Særlig gælder det her – som i industrien – at erstatte og understøtte den menneskelige arbejdskraft med maskiner. At dette sker i stigende grad viser antallet af de maskiner, som anvendes i landbruget. Fra 1882 til 1895 steg således antallet af anvendte dampplove fra 836 til 1696 og antallet af mekaniske tærskemaskiner fra 75.690 til 259.364. Det er sammenlignet med, hvad der kunne ydes gennem landbrugsmaskiner, overordentlig lidt, og viser, hvor langt tilbage landbruget står. Samtidig er det også et bevis på mangel på kapital, eller ejendommenes utilstrækkelige størrelse, som hindrer anvendelse af maskiner. Maskinerne kræver, hvis de skal udnyttes rationelt, store arealer. Det store antal af små og middelstore landbrug med deres spredte marker står hindrende ivejen herfor.

Hvordan det dyrkede areal fordeles viser tabellen:

Blandt de 5.736.082 landbrug i 1907, var ikke mindre end 4.384.786 eller 76,8 pct. under 5 hektar (1 hektar = 10 mål). Såfremt disse småbrug ikke dyrkes som havebrug eller har særlig god jord, er det kun en kummerlig tilværelse de formår at by. Ja, en stor del af ejendommene er endog så små, at de ikke engang kan kaldes landbrug, idet ikke mindre end 2.781.055 ejendomme er mindre end en hektar.

Men også blandt landejendommene over 5 hektars størrelse er der mange, som på grund af dårlig jord, ugunstige klimatiske forhold, dårlig geografisk beliggenhed, mangel på samfærdselsmidler o.s.v., som kun giver et kummerlig udbytte ved hårdt arbejde i en lang arbejdsdag. Man kan uden overdrivelse sige, at ni tiendedele af landmændene mangler midler og kundskaber til at udnytte jorden sådan som den kunne udnyttes. De almindelige bønder får heller ikke den pris for deres produkter, som de kunne få. De må sælge til mellemmændene, agenter og grossister, som også skal tjene på varen. Da det er forbundet med meget mere arbejde at indkøbe de mange små mængder end de store ladninger hos storbønderne, bliver følgen den, at småbønderne får meget mindre for deres varer end storbønderne. Kommer nu også hertil, at kvaliteten er dårlig og det forekommer ofte der hvor driftsmetoderne er primitive, så må småbonden tage til takke med en hvilken som helst pris. Hertil kommer, at småbonde og forpagter vanskeligt kan afvente den tid, da produkterne står højest i pris. Han skal betale afgift, renter og skatter, tilbagebetale lån, betale gælden til handelsmanden eller håndværkeren og er bundet til bestemte terminer. Han må altså sælge, selvom tidspunktet er aldrig så ugunstig. Han må for at forbedre driften eller udløse medarvinger eller børn, optage pantelån på gården. Men han har ikke stort valg mellem långiverne, og derfor bliver betingelserne derefter. Høje renter og bestemte tilbagebetalingsterminer tager hårdt på ham. En dårlig høst eller en mislykket spekulation i et eller andet jordprodukt, som han havde beregnet at få en pæn pris for, tvinger ham på afgrundens rand. Ofte er det en og samme person, som låner ham penge og køber produkterne af ham, og han er da fuldstændig i dennes hænder. Bondebefolkningen i hele landsbyer og distrikter er på denne måde i hænderne på en håndfuld pengemænd. Som f.eks. vin, tobak og grøntsagsbønderne i Sydtyskland og ved Rhinen og småbønderne i Mellem-Tyskland. Hypotekejeren suger dem fuldstændig ud. [2] Han lader dem sidde som ejere på de jordlapper, som i virkeligheden ikke mere tilhører dem. Men den kapitalistiske blodsuger finder det ofte langt mere besparende og profitabelt at lade ham beholde jorden, end tage den fra ham og selv dyrke eller sælge den. Sådan bliver tusinder af bønder opført som ejere, men i virkeligheden ejer de slet ikke noget. Mangen en godsejer, som ikke forstår at dyrke jorden, som er udsat for uheld, eller har overtaget ejendommen på ugunstige betingelser, falder som offer for kapitalisternes profitbegær. Kapitalisten bliver herre over jorden og for at høste mest mulig profit, udparcellerer han godset, fordi han da får meget højere priser end hvis han solgte jorden under ét. Desuden har han overfor et større antal småejere de bedste udsigter til at kunne drive sin ågerforretning videre. Som bekendt gives der også i byernes huse med mange smålejligheder det højeste lejeudbytte. De købelystne griber til, køber en parcel, som den kapitalistiske velgører er villig til at overlade dem mod forholdsvis lille kontant betaling. Af resten af købesummen som skal betales afdragsvis, beregner han sig en høj rente. Kun hvis køberen har held med sig og det lykkes ham med opbydelse af alle deres kræfter at skaffe sig et tålelig udbytte af jorden, kan det undtagelsesvis lykkes ham at opnå billigere lån og derved redde sig. Hvis ikke går det ham som ovenfor skildret. Hvis nogen af småbondens eller forpagterens kreaturer dør, så er det en stor ulykke. Har han en datter, som gifter sig, så forøger hendes udstyr hans gæld og han går glip af en billig arbejdskraft. Gifter en søn sig, forlanger han et stykke jord eller en sum kontante penge. Nødvendige forbedringer må ofte undlades. Giver kreaturerne ikke tilstrækkelig gødsel – og det er ikke sjælden tilfældet – så går udbyttet tilbage, fordi han ikke kan købe kunstgødning. Ofte mangler han midler til at skaffe sig bedre og foldrigere såkorn. Fordelagtig udnyttelse af maskinerne må han give afkald på. Hyppig kan han ikke tilpasse vekseldyrkningen efter jordens kemiske bestanddele. Han kan heller ikke udnytte de fordele, landbrugsvidenskaben tilbyder med hensyn til bedre udnyttelse af husdyrene. Mangel på vedligeholdelse og øvrige indretninger, forhindrer det. Således gives der mange årsager, som vanskeliggør tilværelsen for småbonden.

Anderledes forholder det sig med storbruget, som vistnok kun omfatter et forholdsvis lille antal brug, men som har større jordarealer. Af den anførte statistik ser vi, at 23.566 landbrug med tilsammen 7.055.013 hektar dyrket land, ejer 2.019.824 hektar mere end de 4.384.786 landbrug med mindre end 5 hektar opdyrket jord.

Statistikken viser en forskel i antallet mellem ejendomme og ejere. I 1895 var der således ikke mindre end 912,959 landbrug bortforpagtet og 1.694,251 bestod delvis af egen og delvis af forpagtet jord. 983,917 landbrug blev dyrket dels som husmandspladser, dels som andel i kommuneejendom o.s.v.

På den anden side ejer enkelte en hel del landbrug. Den største jordejer er kongen af Preussen, som ejer 83 gods med 98,746 hektar. Efter ham kommer: (se tabellen).

Fideikommisserne [3] udgjorde i 1895 i Preussen 1045 med et areal af 2.121,636 hektar eller 6,09 pct. af det samlede rige. Disse 1045 fideikommisser befandt sig i hænderne på 939 ejere. Denne deres ejendom var 206.600 hektar større end kongeriget Württemberg. I 1903 ejede 1034 personer 1152 fideikommisser. De således bundne jordarealer udgjorde i 1903 2.197.115, i 2.232.592 hektar. Af disse var igen ca. 90 pct. samlet i godser på over 1000 hektar. Ca. 10 pct. af fideikommisserne havde mere end 5000 hektar hver og rådede sammenlagt over 53,3 pct. af det samlede areal. De middelstore og store brug er naturligvis interesseret i opretholdelse af de bestående tilstande. Anderledes med de små, som ville have fordel af en rationel om formning af forholdene. Det ligger i sagens natur, at de store ejendomme søger at lægge alt tilgængelig bondeland under sig, således i Over-Schlesien, Lausitz, storhertugdømmet Hessen o.s.v. egne, hvorfra der stadig meldes om opkøb af landejendomme i stor stil.

I Østrig dominerer storejendomme langt mere end i Tyskland, henholdsvis Preussen. Her er det ved siden af adelen og bourgeoisiet også den katolske kirke, som har sikret sig hovedmængden af jorden og grundene. Og endnu den dag i dag drives bønderne i stor skala fra deres ejendomme. I Steiermark, Tirol, Salzburg, Øvre og Nedre-Østrig og Sudeterne, søger man med alle midler at fortrænge bønderne fra den hjemlige jord. Det samme skuespil, som Irland og Skotland engang frembød, viser sig nu i Østrigs skønneste egne. Enkeltpersoner såvel som aktieselskaber opkøber enorme jordarealer, og hvad man foreløbig ikke kan få købt, bliver forpagtet, for at omdannes til jagtrevierer. Adgangen til dalene, højderne og landsbyerne bliver spærret af de nye herrer. De enkelte hårdnakkede bønder, som nægter at tilpasse sig de nye herremænd, bliver gennem alle slags chikanerier, tvunget til at sælge. Gammel kulturjord, hvor man gennem årtusinder via mange generationer har fundet sit udkomme, bliver forvandlet til vildnis, hvor hjorte og dådyr holder til, mens fjeldene, som de adelige og borgerlige kapitalister ejer, omdannes til opholdssted for store horder af gemser. Hele kommuner udarmes, fordi man spærrede adgangen til fjeldgræsgangene for dem, eller fordi man overhoved bestrider deres ret til disse. Og hvem er det, som gør disse attentater på bøndernes ejendom og selvstændighed? Ved siden af Rotschild er det baron Mayer-Melnhof, hertugerne af Koburg og Meiningen, fyrsterne og prinserne af Hohenlohe, fyrsten af Liechtenstein, hertugen af Braganza, fyrstinde Rosenberg, fyrsten af Plesz, greverne Schønfeld, Festetics, Schafgotsch, Trauttmannsdorff, grev Karolys jagtselskab, baron Gustädts jagtselskab, Blühnbachers adelige jagtselskab o.s.v. Overalt er storgodsbesiddelsen i begreb med at udvide sig. Således var der i 1875 kun 9 personer i Nedre-Østrig, som ejede mere end 5000 joch med et samlet areal af 89.490 hektar. I 1895 var der 24 personer, som sammenlagt ejede 213.574 hektar.

I hele Østrig udgør storgodserne 8.700.000 hektar og bondebrugene 2.130.000. Fideikommisejerne, 297 familier, ejer 1.200.000 hektar. Lige overfor de millioner af småbønder, som dyrker 71 pct. af det samlede areal, står nogen tusinde storgodsbesiddere, som ejer 29 pct. af arealet. Der gives ikke mange skattedistrikter, hvor der ikke findes nogen store godsejere. I de fleste findes der et par eller flere, som udøver den toneangivende politiske, sociale og samfundsmæssige indflydelse. Næsten halvdelen af godsejerne har ejendomme i flere af landets distrikter og flere af dem også i forskellige af rigets kronlande. I Nedre-Østrig, Böhmen, Mähren og Schlesien findes de overalt. Kun industrien har formået at fortrænge dem en smule, således i Nord-Böhmen og i det böhmisk-mähriske grænsedistrikt. Forøvrigt tiltager de store ejendomme i omfang overalt. I Øvre-Østrig, hvor den bedst stillede bondestand findes, såvel som i Görz og Gradiska, i Steiermark, Salzburg, Galizien og Bukowina. Ikke fuldt så stærkt tiltager de der, hvor storbruget allerede dominerer, som i Böhmen, Mähren, Schlesien og Nedre-Østrig.

I Nedre-Østrig udgør det samlede areal 1.982.300 hektar, på de store ejendommer (393 ejere), falder 540.655 hektar, på kirken 79.181. 13 ejendomme på hver over 1000 hektars omfatter tilsammen 425.079 hektar = 9 pct. Mährens fladeindhold udgør 2.181,220 hektar, deraf ejet kirken 81,857 (3,8 pct.). 116 ejendomme hver på over 1000 hektar omfatter mere end de 500,000 på indtil 10 hektar hver, som udgjorde 92,1 pct. af alle ejendomme. Af østrigsk Schlesiens 514.677 hektar, ejet kirken 50.845 og 79 ejere tilsammen 204.118 hektar. Böhmen, med et fladeindhold af 5.194.500 hektar, har omtrent 1.237.085 gårdejere. Fordelingen karakteriseres ved et overordentlig stort antal af bitte små ejendomme og ved udstrakte storgodser. Næsten 43 pct. af alle ejendomme er mindre end 0,5 hektar og over 415 overstiger ikke 5 hektar. Disse 703.577 jordejendomme (81 pct.) omfattet kun 12,5 pct. af fladeindholdet. Derimod ejet 776 personer 35,6 pct. af det samlede areal, mens de kun udgjorde 0,1 pct. af alle ejere. Endnu krassere synes fordelingen, når man analyserer ejendommene på over 200 hektar. Da finder man følgende resultat:

Af den sidste gruppe ejer 31 personer hver mellem 5.000 og 10.000 hektar, 21 personer mellem 10.000 og 20.000, og fyrsterne Mor. Lobkowitz, Ferdinand Kinsky, Karl Schwarzenberg, Alfred Windischgrätz, greverne Ernst Waldstein, Johann Harrach, Karl Buquoy hver 20 til 30.000 hektar, Clam-Gallas og Sar. Czernin hver over 30.000 hektar, Johan, fyrste af Liechtenstein 36.189, fyrst Max Egon Fyrstenberg 39.162, Jos. fyrst Colloredo-Mannsfeld 57.691 og Joh. Ad., fyrste af Schwarzenberg 177.310 hektar = 3,4 pct. af Böhmens samlede areal. De kejserlige ejendomme omfatter 35.873 hektar. Disse 64 ejendommer omfatter tilsammen 1.682.884 hektar = 20,9 pct. af Böhmen. Kirken ejer 150.396 hektar = 3 pct.

Det var i 1896. Efter den tid er det blevet endnu værre. Efter landbrugsstatistikken fra 1902 ejer 18.437 bedrifter (0,7 pct. af antallet) 9.929.920 hektar eller en tredjedel af det samlede areal.

I Schwaz-distriktet blev syv, i Zel-distriktet seksten fjelde, som hidtil tjente til græsgange, af de nye ejere omdannet til jagtgrunde. Hele Karvendel-fjeldbygden blev spærret for kreaturerne. Det er Østrigs og Tysklands høje adel, ved siden af rige, borgerlige opkomlinge, som har opkøbt indtil 70,000 joch alpeland til jagtrevierer. Hele landsbyer, hundredevis af gårde, forsvinder. Beboerne bliver fortrængt fra gård og grund, og i stedet for mennesker og kvæg, træder dådyr, hjorte og gemser. Mange af dem, som på denne vis lægger øde halve provinser, optræder derefter i parlamentet og taler om »bøndernes nød« og misbruger magten, for i form af, korn, træ, kvæg og kødtold, brændevinsskattepræmier o.s.v., at lægge beslag på statens hjælp på de besiddelsesløses bekostning.

I de mest fremskredne industristater, er det ikke, som i Østrig, foretrukne klassers luksusbehov, som fortrænger småbonden. Der er det nødvendighed af at organisere dyrkningen kapitalistisk, for at kunne frembringe de næringsmidler, som den stadig tættere befolkning kræver, som berøver småbonden jorden. Det viser sig først og fremmest i det industrielt højt udviklede Belgien. Efter Annuaire statistique, citeret af Emil Vandervelde i sin artikel: »Jordejendomme i Belgien i tidsrummet 1834 til 1899« hedder det: det er udelukkende ejendommene under 5 hektar og da særlig de under 2 hektar, som er aftaget i antal. Ejendommene på over 10 hektar er vokset med 3789. Koncentration af jordejendomme, som tilsvarer stordriftens fremskridt og den nationale kvægavl, viser sig her betydelig. Siden 1880 er der opstået en bevægelse, som forløber akkurat modsat af den fra 1866 til 1880. Mens der i 1880 endnu taltes 910.396 ejendomme, var der i 1895 kun 829.625. Det er en tilbagegang i løbet af 15 år på 80.771 ejendomme = 9 pct. Og hele tilbagegangen rammer ejendomme på under 5 hektar, men derimod forøgedes ejendomme fra 5 til 10 hektar med 675, fra 10 til 20 hektar med 2168, fra 20 til 30 hektar med 414, fra 30 til 40 hektar med 164, fra 40 til 50 hektar med 187 og over 50 hektar med 181 ejendomme.

3. Modsætningen mellem by og land

Jordens tilstand og dens dyrkning er for udviklingen af vor kultur af den største betydning. Af jorden og dens frembringelser afhænger i første række befolkningens eksistens. Jorden kan ikke forøges efter behag. Desto vigtigere er det for os alle, hvordan den bliver dyrket og udnyttet. Tyskland, hvis befolkning årlig vokser med 870,000, trænger en betydelig indførsel af korn og kødnæring, hvis priserne på de nødvendigste levnedsmidler skal være overkommelig.

Men her kommer skarpe interessemodsætninger til syne mellem landbefolkningen og industribefolkningen. Den befolkning som ikke dyrker jorden, er interesseret i billige levnedsmidler, fordi deres trivsel som mennesker og som industridrivende og handelsdrivende individer er afhængig heraf. Hver fordyrelse af levnedsmidlerne medfører en dårligere ernæring for store dele af befolkningen, hvis ikke arbejdslønningerne og øvrige indtægtsforhold stiger tilsvarende for den del af befolkningen, som må købe jordbrugsprodukter. Men en stigning af arbejdslønningerne betinger også ofte en stigning af priserne på industriprodukter. Dette kan – alt efter verdensmarkedets stilling – medføre en minimering af afsætningen udenrigs. Men udebliver en forøgelse af indtægterne, trods dyrere jordbrugsprodukter, så betyder det en indskrænkning af de øvrige behov og herunder vil da i første linie handel og industri lide.

For landmanden ligger sagen anderledes. Ligesom den industridrivende, så vil også han have den størst mulige nytte af sit erhverv, og det er ham ligegyldig, af hvilke produkter han får det. Forhindrer tilførselen af fremmed korn, at han får den fortjeneste, som han synes er nødvendig af korndyrkningen, så begynder han at dyrke andre produkter, som giver større udbytte. Han dyrker sukkerroer til sukkerproduktion, kartofler og korn til brændevinsbrænderi, istedet for hvede og rug til brød. Han benytter de frugtbareste jordstrækninger til tobaksdyrkning, istedet for til grønsager og havekultur. Andre anvender tusinder hektar til hestegræsgange, fordi heste til militær- og krigsøjemed står højt i pris. På den anden side bliver store skovarealer, som kunne anvendes til agerdyrkning, reserveret til de fornemme herrers jagtfornøjelser. Og det ofte i egne, hvor man ved at nedhugge et par hundrede eller tusinde hektar skov, kunne skaffe sig dyrkbar jord, uden at dette ville indvirke skadelig på nedbøren.

Ud fra dette synspunkt kunne der i Tyskland endnu udvindes tusinder kvadratkilometer dyrkbar jord. Men dette strider mod en del af embedshierarkiets materielle interesser, mod forstmændenes interesser og mod de store jordejeres, som ikke vil gå glip af sine jagtgrunde og jagtfornøjelser. At en sådan udhugning af skoven kun måtte finde sted, hvor den er en virkelig fordel, siger sig selv. På den anden side kan store strækninger beplantes til nytte for landet, særlig i fjelddistrikterne og på de øde landstrækninger.

Man har i den senere tid bestridt skovens store indflydelse på nedbøren. Åbenbart med uret. I hvor høj grad skoven indvirker på landets fugtighed og derigennem på jordens frugtbarhed, leverer Parvus og Dr. Lehmanns bog »Det sultende Rusland« slående beviser. Forfatterne fastslår af egen anskuelse, at den umådelige og planløse udryddelse af skov i Ruslands frugtbareste provinser, i væsentlig grad har forårsaget de uår, som disse tidligere så frugtbare egne i de sidste årtier har lidt under. Ved siden af talrige andre kendsgerninger konstaterer de, at i årenes løb er ikke mindre end fem små elver og seks indsøer forsvundet i regeringsdistriktet Stawropol. I Busuluk er fire elver og fire indsøer forsvundet, i Samara seks små elver og i Buguruslaw to små elver. Mange landsbyer, som tidligere havde rigelig rindende vand, har nu mistet dette, og brønddybden er mange gange 45 til 60 meter. Jorden er som følge heraf hård og sprukken.

Den kapitalistiske udbytning af jorden fører også til kapitalistiske tilstande. En del af vore jordejere har f.eks. i mange år trukket uhyre profit af roedyrkningen og den dermed forbundne sukkerproduktion. Beskatningssystemet begunstiget sukkereksporten og det på en sådan måde, at indtægterne ved beskatningen af sukkerroerne og sukkerforbruget for en betragtelig del anvendtes til udførselspræmier.

Den til sukkerfabrikanterne ydede godtgørelse for hver eksporteret dobbeltcentner sukker, var væsentlig højere, end de af dem betalte roeskatter. Disse præmier satte dem istand til at sælge vældige mængder af sukker billigt til udlandet på de indenlandske skatteyderes bekostning. På grund heraf udvidedes sukkerroedyrkningen stadig mere. De fordele, som tilfaldt sukkerfabrikanterne af dette skattesystem, udgjorde pr. år over 31 millioner Mark. Hundredetusinder hektar land (i året 1907-08 450,030), som tidligere benyttedes til kornavl, blev nu udlagt til roedyrkning. Fabrik på fabrik blev bygget og den nødvendige følge var krakkede. Endvidere indvirket det høje udbytte af roedyrkning grundig på jordpriserne. Disse steg. Følgen var opkøb af små ejendomme, hvis ejere, lokket af de høje priser, lod sig forlede til at sælge. Jorden blev udnyttet til industriel spekulation og korn- og kartoffeldyrkningen blev henlagt til jord af dårligere kvalitet. Herved steg behovet for indførsel af levnedsmidler fra udlandet. Til slut tvang misforholdene, som opstod af sukkerpræmiesystemet, og som lidt efter lidt havde antaget international karakter, regeringerne og parlamenterne, til at ophæve præmiebetalingen, for igen halvvejs at komme til normale forhold.

Sådan som forholdene er, kan de små, og selv mange af de middelstore bønder, trods al møje, bekymring og savn, ikke opnå den sociale stilling, som de – som borgere af en kulturstat – har krav på. Hvadend stat og samfund gør, for at opretholde disse lag, som danner et væsentlig grundlag for den bestående stats- og samfundsordning, så bliver det kun lappeværk. Agrartolden skader denne del af landmændene mere end den nytter dem. Det store flertal dyrker ikke så meget, som de trænger til livsunderhold. De er henviste til at købe en del af deres levnedsmidler, og pengene hertil erhverves ved industrielt eller andet biarbejde. En stor del af vore småbønder er mere interesser i industriens og samfærdselens trivsel end i landbrugets, fordi deres egne børn finder sin eksistens i industriens og samfærdselen. En dårlig høst forøger antallet af de bønder, som tvinges til at købe deres landbrugsprodukter. Hvad nytter vel agrartolden, indførselsforbud med meget mere, dem, som har lidt eller intet at sælge, men meget at købe? Men i denne stilling befinder mindst 80 pct. af bønderne sig.

Hvorledes og hvad bonden dyrker, er i privatejendommens tidsalder, hans personlige sag. Han dyrker, det som synes ham mest lønnende, uden hensyn til samfundets behov eller interesser.

De industridrivende gør det heller ikke anderledes. De fabrikerer rå billeder, usædelige bøger og anlægger fabrikker for at forfalske levnedsmidler. Disse og mange andre virksomheder er skadelige for samfundet, de undergraver moralen og øger korruptionen. Men man tjener penge på det, og mere end man tjener på sædelige billeder, videnskabelige bøger og salg af uforfalskede levnedsmidler. Den profitbegærlige industridrivende har kun en bekymring, at politiet ikke skal opdage ham, og han kan drive sit skammelige erhverv, forvisset om, at samfundet misunder ham de penge, han tjener på det, og ser på ham med højagtelse.

Vor tidsalders mammonskarakter karakteriseres bedst af børsen. Jord og grund- og industriprodukter, samfærdselsmidler, vejrforhold og politiske forhold, mangel og overflod, masseelendighed og ulykkestilfælde, offentlig gæld, opfindelser og opdagelser, indflydelsesrige personers sundhed, sygdom og død, krig og krigsrygter, som ofte kun er opfundet til dette øjemed, alt dette og meget andet, bliver brugt til spekulation og gensidige prellerier. Kapitalmatadorerne får den mest afgørende indflydelse over samfundet og begunstiget af deres mægtige midler og forbindelser, ophober de uhyre rigdomme. Ministre og regeringer bliver i deres hænder til dukker, som må danse, når børsmatadorerne trækker i trådene bak kulisserne. Statsmagterne har ikke børsen i sin hånd, men børsen statsmagterne. Mod sin vilje må ministeren gøde »gifttræet« og tilføre det ny livskraft, i stedet for at rive det ud, som han helst vil.

Alle disse kendsgerninger, som daglig bliver mere tydelige, fordi ondet daglig forstørres, kræver snar og hurtig afhjælp. Men samfundet står rådvild overfor disse onder. Det drejer sig som en hest kun rundt og rundt i trædemøllen, rådløs, hjælpeløs, et billede på jammer og stupiditet. Det ville gerne hjælpe, men er for svagt; de, som skulle hjælpe, mangler endnu forståelsen; de, som burde hjælpe, vil ikke! De stoler på magten og tænker i gunstigste tilfælde som madame Pompadour: Efter os kommer syndfloden. Men om nu syndfloden kommer i deres levetid? –

Noter

1. Allerede Platon kendte følgerne af en sådan tilstand. Han skrev: »En stat, som består af klasser, er ikke en, men to: den ene dannes af de fattige, den anden af de rige, som begge, idet de bor sammen, alligevel stadig er på lur mod hinanden ... Den herskende klasse er til slut ude af stand til at føre krig, fordi den da må betjene sig af mængden, som den – når den er bevæbnet – frygter mere end fjenden.« Platon: “Staten”. Aristoteles siger: »Talrige fattige er et onde, fordi det er næsten umulig at forhindre, at sådanne folk bliver urostiftere.« Aristoteles: “Politiken”.

2. Hypotekslånene gives i udlandet i stor udstrækning af private.

3. Fideikommisserne blev i Norge afskaffet i 1821.
[Et fideikommis er en særlig måde at fastholde et familiegods’ besiddelser på, idet der fra fideikommiset ikke må sælges jorde, men arvingerne kun kan få overskud af drift samt renter af kapital. I Danmark blev fideikommis-godser forbudt med grundloven af 1849 (§98, i den nuværende er det §84). Web-red.]

Toppen af siden

Sidst opdateret 2.8.2008