Kvinden og arbejderen har det fælles, at være undertrykte. I tidernes løb har selve formen for undertrykkelse vekslet i de forskellige lande, men selve undertrykkelsen består. Bevidstheden om at være undertrykt har ofte under historiens gang stået klart både for kvinden og arbejderen. Det har af og til ført til forbedringer i deres stilling. At man har lært at forstå denne trældoms virkelige natur og dens grundårsager, er et af vore dages resultater.
Først var det nødvendig at kende samfundets egentlige væsen og lovene, som ligger til grund for dets udvikling, førend en bevægelse imod disse forhadte forhold kunne komme istand. Men omfanget af, og dybet i en sådan bevægelse beror på hvor stor forståelse og indsigt de forfordelte selv har, samt på hvor stor bevægelsesfrihed de ejer. I begge disse henseender står kvinden langt efter arbejderen. Dette er en følge af vane og opdragelse og den hende så knapt tilmålte frihed. En anden omstændighed er tilstande og forhold, som vedvarer under en mængde generationer, der til sidst bliver vane og arvelighed og opdragelse, sådan, at de til slut opfattes som noget »naturlig«. Derfor opfatter særlig kvinden endnu i dag sin stilling som noget selvfølgelig, og det er ikke let at overbevise hende om, at denne stilling er hende uværdig, og at hun må stræbe efter at blive ét med manden ligestillet medlem af samfundet.
Men hvor meget fælles der end kan påvises i kvindens og arbejderens samfundsstilling må man ikke glemme at hun var det første menneskelige væsen som fik smagt trældommen. Hun blev slavinde, langt forinden der endnu fandtes nogen slave.
Alle sociale tilstande og undertrykkelser har sin rod i de økonomiske forhold. I denne stilling befinder kvinden sig fra urtid af. Det viser historien om det menneskelige samfunds udvikling.
Lige så lidt som myten om verdens skabelse, sådan som bibelen fremstiller den, kan bestå for de på ubestridelige og utallige fakta støttede forskninger i naturvidenskab og historie, lige så lidt holdbar viser sig myten om menneskets skabelse og udvikling at være. Vistnok er endnu ikke alle punkter i denne udviklingshistorie udredte, men stort set råder der klarhed og overensstemmelse blandt forskerne. Vi ved altså, at mennesket ikke, som det påstås i bibelen om det første menneskepar, fremstod som kulturmennesker på jorden, men at det gennem uendelig lange tidsrum lidt efter lidt har befriet sig fra den rene dyretilstand, og gennemlevet udviklingsperioder i hvilke såvel de sociale forhold som forholdet mellem mand og kvinde har gennemgået de forskelligste forandringer.
Den bekvemme påstand, som når det gælder forholdet mellem mand og kvinde, og mellem fattig og rig hver dag udkolporteres af ignoranter og bedragere: »sådan har det været fra evig tid« og »sådan vil det altid vedblive med at være«, er i enhver henseende falsk og opdigtet.
Så langt som vi formår at se tilbage på det menneskelige samfunds udvikling, finder vi horden som den første menneskelige samfundsdannelse. Først den voksende befolkningstilvækst og vanskeligheden ved at skaffe føde, som i begyndelsen bestod af rødder, bær og frugt, førte til hordens opløsning og til søgen efter nye, beboelige områder.
Denne næsten dyrelignende tilstand, som vi ikke har nogen oprindelige bevis for, har dog utvivlsomt eksisteret, at dømme efter hvad vi ved om forskellige kulturstadier i den forhistoriske tid, eller om forholdet hos endnu levende vilde folkeslag. Mennesket er ikke fremtrådt i livet som et højere kulturvæsen på en skabers befaling, men har snarere gennemgået de forskelligste perioder i en uendelig langsom udviklingsproces og først lidt efter lidt nået det nuværende kulturpunkt.
Mens enkelte folk på jorden besidder den mest fremskredne kultur, står andre folkeslag på de forskelligste stadier i kulturudvikling. Disse sidste giver os et billede af vor egen fortid og viser os hvilke vejer menneskeheden i sin udvikling har gået. Lykkes det engang at opstille fælles alment godkendte synspunkter, fra hvilke kulturforskningen kan gøre sine undersøgelser, da skal en rigdom af fakta fremgå deraf og kaste et helt nyt lys over menneskenes liv i fortid og nutid.
Gennem de klare og gedigne fremstillinger, som Friederich Engels i tilslutning til Morgans forskninger har givet i sit bekendte værk »Familiens, privatejendommens og statens oprindelse« spredes et rigt lys over flere ubegribelige, delvis modsigende udviklingsstadier hos folkeslag både på højere og lavere kulturtrin. Først hermed fik vi et indblik i den udvikling som det menneskelige samfund i tidernes løb har gennemgået.
Morgan, og efter ham Engels, deler menneskehedens historie indtil nutiden i tre hoved epoker: den vilde tilstand, barbariet, civilisationen. Det første stadium i den vilde tilstand, er menneskeslægtens barndom, da mennesket, delvis levende i et træ, hovedsagelig ernærede sig af frugter og rødder og da det artikulerede sprog opstår. Næste periode begynder med anvendelse af mindre dyr som næringsmiddel, og med brug af ilden. Våben fremstilledes, først klubbe og spyd af træ og sten og dermed opstår jagten, samt vel også krigen med nabostammerne om livsfornødenheder, bosted og jagtområder. På dette stadium opstår også menneskeæderiet, som endnu i dag eksisterer hos enkelte stammer og folkeslag i Afrika, Australien og Polynesien. Den sidste periode i den vilde tilstand karakteriseres af våbnenes udvikling til bue og pil. Da opstår fletning af kurve af bast eller vidjer, og stenværktøj slibes, hvormed bearbejdelsen af træ i og for bygningen af både og hus muliggjordes. Livet er allerede blevet mangfoldigere.
Barbariets første stadium begynder, ifølge Morgan, med indførelsen af pottemageriet. Dyr tæmmes og opfødes, og dermed begynder kød og mælkeproduktionen, samt anvendelsen af huder, horn og hår til de mest forskellige formål. Hånd i hånd hermed begynder dyrkningen af forskellige vækster. Den almindelige tæmning af husdyr og samlingen af større hjorder, fører i barbariets mellemperiode til hyrdeliv. Desuden tvinger behovet for mere vekslende føde både for mennesker og dyr til agerdyrkning. Og dette vil igen sige faste bosteder, næringsmidlernes forøgning og varieren, og så forsvinder lidt efter lidt menneskeæderiet.
Barbariets sidste periode begynder med smeltning af jern, malm og opfindelsen af bogstavskriften. Jernploven, som muliggør jordbrug i større skala, er nu opfundet. Jernøksen og jernspaden, som letter skovrydningsarbejde, kommer til anvendelse. I og med bearbejdelsen af metaller opstår videre kunsthåndværket, den mere fuldkomne våbenteknik, bebyggelsen af byer med mure om. Arkitekturen som kunst fremkommer, mytologi, digtekunst, historie vinder gennem opfindelsen af bogstavskriften udbredelse.
Det er fortrinsvis i Orienten og landene omkring Middelhavet: Ægypten, Grækenland og Italien, at disse forhold udvikler sig og lægger grund til sociale omdannelser, som indvirker afgørende på Europas, ja hele jordens kulturudvikling.
Den vilde tilstand og barbariet har imidlertid også sine særskilte slægts- og samfundsforhold, som adskiller sig betydelig fra den senere tid.
Bachofen og Morgan har hver på sin vis opdaget, at kønnenes forhold til hinanden var væsentlig forskellig hos folkene i den menneskelige udviklings urtilstand, mod hvad den var i den historiske tid og er hos moderne kulturfolk. Særskilt fandt Morgan under sit mangeårige ophold blandt Nordamerikas irokeser – og på grund af sammenlignende studier som han blev drevet til ved hvad han fandt hos irokeserne – at alle i kultur meget tilbagestående folkeslag, har et familie og slægtskabssystem, som er vidt forskellig fra vort, men som på de tidligste kulturstadier må have været ligesom hos alle folk.
Den tid, som Morgan levede blandt irokeserne, eksisterede hos dem et slags let opløselig ægteskab, som han kaldte »parringsfamilie«. Men han fandt tillige, at betegnelserne for slægtskab, som far, mor, søster, bror, søn og datter anvendes på en helt anden måde end hos os. Irokeseren kalder ikke bare deres, men også deres brødres børn for deres sønner og døtre, og de kalder ham for far. Det samme er tilfælde med en søsters børn, og de kalder hende for mor. Derimod kalder hun deres brødres børn for brorbarn og de hende for tante. Brorbarn kalder hverandre for brødre og søstre, og ligeså søsterbarn. Men brorbarn og søsterbarn kalder hverandre for kusiner og fætre. Det indtræffer således sjælden, at slægtskabsbetegnelsen, ikke som hos os, retter sig efter graden af slægtskab, men efter slægtningens køn.
Dette slægtskabssystem råder ikke alene hos alle amerikanske indianere, såvel som hos Indiens urindbyggere, hos de dravidiske stammer i Dekan og gavrastammerne i Hindostan, – men lignende forhold må have bestået overalt i urtilstanden.
Står irokesernes parringsfamilie i uløselig modsigelse til de af dem anvendte slægtskabsbetegnelser, så viser det sig imidlertid endnu i forrige århundrede på Sandwichsøerne (Hawaii) en form for familie, som faktisk modsvarer det slægtskabssystem, som endnu i navnet består hos irokeserne. Men det slægtskabssystem, som var rådende på Hawaii, stemte derimod ikke overens med den dér faktisk bestående form for familie, men pegede hen på en ældre oprindeligere, men ikke mere eksisterende form for familiedannelse. Alle søskendebørn er der uden undtagelse brødre og søstre, og gælder for at være fælles børn ikke alene til sin mor og hendes søster, eller til sin far og hans bror, men til alle deres forældres søskende uden forskel. Det hawaiiske slægtskabssystem modsvarer følgelig et udviklingsstadie, som står lavere end den faktisk bestående familieform. »Familien er«, skriver Morgan, »det aktive element; den er aldrig stillestående, men skrider frem, fra en lavere til en højere form i samme grad, som samfundet udvikler sig fra en lavere til en højere kultur. Slægtskabssystemet derimod er passivt; kun med lange mellemrum registreres de fremskridt som familien med tiden har gjort, og undergår kun da en radikal forandring, når familien har forandret sig radikalt.«
Den endnu i dag almindelig herskende opfatning, som forsvares hårdnakket af samfundsbevarerne, og som forfægtes som sand og uimodsigelig, nemlig at den nuværende familieform har bestået fra urtid af, og må evigt bestå, om ikke kulturen i sin helhed skal ødelægges, bliver efter de forannævnte opdagelser fuldstændig falsk og uholdbar. Ved studiet af urtidshistorien bliver det uden tvivl, at på menneskehedens laveste udviklingstrin er forholdet mellem kønnene helt og holdent ulige som senere tiders, ja, at forhold udvikledes, som set med vor tids øjne, ville forekomme som den uhyggeligste vederstyggelighed, og som sædelighedens forfald. Ethvert socialt udviklingstrin har nemlig, ligesom særegne produktionsbetingelser, også sin egen morallære. Denne er nemlig bare spejlbilledet af de sociale tilstande.
Morgan kommer til den slutning, at i den vilde tilstands første periode har der hersket helt og holdent frie kønsforbindelser, sådan, at enhver kvinde tilhørte enhver mand, og enhver mand enhver kvinde, således fuldstændig kønsblanding (promiskuitet). Og han antager, at fra denne urtilstand udvikler sig en højere form for kønsforbindelser, som han kalder blodslægtskab-familien. Her er ægteskabsgrupperne skilt efter slægtled således, at allebedste forældre indenfor familiens grænser er indbyrdes mand og hustru. Deres børn danner ligeledes en kreds ægtefæller, og ligeså deres børn, når de er indtrådt i den modne alder. Den ene generation er altså udelukket fra kønsforbindelse med den anden; derimod finder kønsforbindelse sted mellem brødre, søstre og kusiner; de er alle indbyrdes brødre og søstre, fætre og kusiner o.s.v., men tillige hverandres mand og hustru.
Herefter kommer, ifølge Morgan, en tredje højere form, som han benævner Punalua-familien. Den begyndte med at udelukke kødelige søskende fra kønsforbindelse med hverandre, særlig søskende på modersiden, thi når en kvinde ejer mange mænd er det umulig bestemt at udpege faderen. Faderskabet beror endnu i dag, trods engiftet, som Goethe i »Lehrjahren« lader Friederich sige, »kun på god tro«. Er faderskabet i monogamiet ofte tvivlsomt, – i gruppeægteskabet er det aldeles umulig at bevise; kun nedstammelsen fra moderen er utvivlsom og ubestridelig.
I Punalua-familien var søstre eller kusiner fælles hustruer til deres fælles mænd, men herhen hørte dog ikke deres brødre. Brødre og fætre var fælles mænd til deres fælles hustruer, som dog ikke måtte være deres søstre. På denne vis ophørte blodskammen, og den nye familieform bidrog utvivlsomt til stammernes raskere og kraftigere udvikling, og skaffet dem, som havde antaget denne form, en fordel fremfor dem som endnu fastholdt den gamle form for kønsforbindelse. Det fysiske og psykiske skel mellem mand og kvinde var i almindelighed meget mindre i urtiden end i vort samfund. Hos næsten alle vilde og i barbariet levende folkeslag forekommer, betræffende hjernens størrelse og vægt, mindre forskel end hos vore moderne kulturfolk. Selv med hensyn til legemskræfter står kvinderne næppe efter mændene. Herfor taler de gamle skribenters vidnesbyrd om de folk, som hyldet moderretten, såvel som Aschantis og kongen af Dahomeh's kvindehære, som udmærket sig for sin store tapperhed og blodtørst.
Slægtskabsforholdene i Punalua-familien var følgende: Min mors søsterbarn er hendes børn, min fars brorsbarn hans børn, og alle er da mine søskende. Derimod er min mors brorsbarn og min fars søsterbarn mine kusiner og fætre.
Med stigende kultur stadfæstes forbuddet mod kønsforbindelser mellem søskende til og med mellem fjernt beslægtede mennesker. Der opstår en ny slægt, som i sin oprindelige form dannes af en gruppe kødelige og fjerntbeslægtede søstre og deres børn og deres kødelige og fjerntbeslægtede brødre på mødrenes side. De har alle en stammoder fra hvilke de kvindelige efterkommere generationsvis nedstammer. Mændene tilhører ikke deres hustruers slægtskabsgruppe, men deres søstres. Derimod tilhører disse mænds børn deres mors familiegruppe, fordi nedstamningen regnes efter moderen. Hun er familiens overhoved, og dermed opstår »moderretten«. Om lykierne, som erkender denne ret, skriver Herodot: »Om en fribåren kvinde ægter en slave, så er deres børn frie medborgere, men om en fri mand, selv om han er blandt statens øverste, tager en udenlandsk kvinde eller en frille, så taber børnene alle medborgerlige rettigheder.«
Ligesom de foregående familieformer så hvilede også stammeslægten på ejendomsfællesskab. Kvinden er dette familiesamfunds overhoved, og nyder derfor stor anseelse.
Under dette kvindevælde rådede der en forholdsvis fredelig tilstand. Forholdene var små og trange, livsførelsen primitiv. De enkelte stammer delte sig men respekterede gensidig hinandens område.
Blev en stamme angrebet, var mændene forpligtet til at forsvare, og understøttedes kraftig af kvinderne hermed.
Indenfor stammen førte disse siden et strengt herrevælde og ve den mand, som var for lad og doven i arbejdet med at bidrage til det fælles underhold. Han blev vist på dør og enten vendte han tilbage til sin egen stamme, hvor man næppe tog venlig imod ham, eller han indtrådte i en anden stamme, hvor man viste sig mere fordragelige mod ham.
Livingstone fandt til sin store forundring at det ægteskabelige samliv endnu i dag har denne karakter. Ved Sambesi fandt han en negerstamme, Balonda, hvor kvinderne havde magten. Lignende forhold består også i Vest-Afrika. En tysk skibslæge, som har studeret land og folk i Kamerun skriver:
Hos et stort antal stammer hviler arveretten på maternitetens grund. Faderskabet er ligegyldig, søskende er bare morsbarn. En mand efterlader ikke sine egne børn arv men sin søster, som er hans nærmeste blodsfrænde. En af Wayfolkets høvdinger ytret engang: »Min søster og jeg er sikkert blodsfrænder, thi vi er af samme mor; min søster og hendes søn er blodsfrænder, følgelig er hendes søn min arving og bliver efter min død høvding over mit område.« »Og Eders far?« spurte jeg. »Min far? Jeg ved ikke hvad det er for noget,« svarede han. Og da jeg spurte ham om han ikke havde børn, svarede han hikkende af latter, at hos dem var det kvinderne som fik børn, ikke mændene.
Hvad siger fornægterne af det såkaldte kvindevælde om denne skildring fra vor egen tid?
Sålænge nedstamningen fra den kvindelige linje var bestemmende blev formue og ejendom indenfor stammen. I den nye tilstand hvor faderen, som ejede hjorder og slaver, våben og forråd, havde blevet håndværker eller købmand, arvedes hans ejendom, så længe han hørte til moderens stamme, ikke af hans børn, men af hans brødre og søstre og deres efterkommere. Hans egne børn stod fuldstændig arveløse. Behov efter at få ændret dette forhold var naturligvis stort, og det blev forandret. I stedet for gruppeægteskaber opstod parringsfamilien. En mand lever med en kvinde og de børn som bliver følgen af denne forbindelse er deres egne børn. De gamle forhold som hvilte på kommunistisk husholdning stemte ikke overens med personlig ejendom. Handelen som nu opstod med naboer og fremmede folk blev ledet af manden, og hans privatinteresser havde således ikke længere nogen væsentlige berøringspunkter med den gamle stammeorganisation, hvis interesser til og med ofte var modsatte af hans. Stammens betydning sank derfor stadig.
Men nu forandredes hastig kvindens stilling og indflydelse. Moderretten forsvandt og faderretten trådte i stedet. Manden som havde sat sig i besiddelse af personlig, ejendom, havde interesse af at kunne anse deres børn for legitime og gøre dem til deres arvinger. Derfor forbød man sin hustru og tvang hende til ikke at have forbindelse med andre mænd.
Selv tog han sig imidlertid retten til, ved siden af sin hustru, at have så mange elskerinder som han havde råd til. Og disses børn behandledes som »ægte«. Talende bevis herfor finder vi i bibelen i mosebog kapitel 16, i. og 2. vers og 1. mosebog 30. kapitel. Da faderretten, dvs. den mandlige afstamningen, blev gældende i den jødiske stammeforfatning, så udelukkedes døtrene fra arv.
Med privatejendommens herrevælde besegledes kvindens undertrykkelse under manden. Kvinden blev behandlet med ringeagt, ja med foragt.
Moderretten var ensbetydende med kommunismen, alles lighed; faderrettens opkomst betegner privatejendommens herrevælde og kvindens undertrykkelse og slaveri.
Hvorledes denne forandring er foregået i detaljer er vel umulig at bevise. Heller ikke denne første store revolution i menneskehedens barndom fremtrådte samtidig eller udviklede sig ens hos de gamle kulturfolk. Friedrich Engels mener at denne store omvæltning foregik fredelig og at der bare behøvedes en almindelig afstemning for at sætte faderretten i moderrettens sted. Bachofen fremholder derimod, henvisende til amazonrigerne, at kvinderne gjorde heftig modstand mod denne sociale forandring.
Ved denne forandring blev kvinderne udelukket fra rådsforsamlingen og enhver indflydelse. Manden tvinger hende til ægteskabelig troskab, som han dog ikke erkender for sig selv. Er hun utro, begår hun det groveste bedrageri som kan ske mod en mand. Hun bringer fremmede arvinger til hans ejendom ind i hans hus, og vi ser at hos alle de gamle folkeslag straffedes ægteskabsbrud fra kvindens side med døden eller slaveri.
Nu er kvindens frihed forbi. Udenfor huset må hun kun vise sig tilsløret for at hun ikke skal opvække en anden mands attrå. I Orienten nåede denne afspærringsmetode højest. I Athen har mand og hustru rigtignok fælles seng, men ikke fælles bord. Hun kalder ham ikke ved navn, men siger: »Herre«. Hun måtte ikke vise sig offentlig og begik hun ægteskabsbrud blev hun straffet med døden eller manden kunne sælge hende som slavinde.
Den græske hustrus stilling i denne tid har fået et plastisk udtryk i Euripides sørgespil: »Medea«. Hun klager:
»Blandt væsener som har fået liv og tænkekraft
er kvinden blandt dem som er værst fortrykte.
Hun med sin medgifts rige skatter må jo
sin mage købe, og får med ham da sit livs
behersker; det værste af alt ondt som findes
– – –
Om manden plages af hemmelig sorg, han kan
så let gå ud og stille sit dårlige humør
i selskab med venner og jævnaldrende.
Vi må vende blikket mod vor egen sjæl.
Man siger at et liv uden farer vi
i hjemmet fører, mens manden går i kamp.
Hvor falsk man dømmer! Heller blandt krigerne
jeg stod trende gange, end blev moder en.«
Helt anderledes havde manden det. Pålagde han sin hustru fuldstændig afholdenhed overfor andre mænd, så brød han sig aldrig om at pålægge sig det samme overfor andre kvinder. Og derved opstod hetærene. Kønne, intelligente kvinder, foretrak et frit liv med den intimeste omgang med mændene fremfor et ægteskabelig slaveri.
Og dette ansås ikke for usædelig eller uanstændig. Navnene på disse hetærer, som stod i forhold til Grækenlands fornemste mænd og deltog både i deres lærde møder og deres drikkelag, har levet helt op i vore dage, mens man forgæves forsker efter de legitime hustruers navne. Bekendte var den skønne Aspasia, Perikles intime veninde, Danae, Epikurs og Archäanassa, Platos elskerinde. Der fandtes ingen berømt græker som ikke stod i forhold til en hetære. Demosthenes definerede athenernes kønsliv således: »Vi gifter os for at få legitime børn og i vort hus at have en tro vogterske, vi holder friller til vor betjening og daglige pleje samt hetærer til kærlighedsnydelser«. Hustruen var bare et fødeapparat, en tro hund som vogtet huset. Husets herre levede som han ville.
Og nu opstod den under moderrettens vælde (matriarkatet) ukendte prostitution.
Prostitutionen som adskiller sig fra »den fri kærlighed« derved at kvinden giver sit legeme mod betaling, opstår først når kvinden gør salget af sin kærlighed til et levebrød. Solon anlagde offentlige statsbordeller i Athen med ens pris for alle besøgende. Og for denne velgerning blev han af en samtidig besunget:
»Priset være dig, Solon! Thi du købte offentlige kvinder for statens velfærd og til sædernes bedste i en stat som er opfyldt af kraftige unge mænd, som uden din vise indretning ville have hengivet sig til forstyrrende forfølgelse mod de højere klassers kvinder!« Vi skal senere se at man i vore dage på samme måde vil retfærdiggøre den reglementerede prostitutions nødvendighed. – Således erkendes det, som for en kvinde er foragtelig og en stor forbrydelse, for manden som en lovlig rettighed. Som bekendt findes hos os ikke så få mænd som foretrækker en skøn synderindes selskab fremfor sin hustrus, og disse mænd hører ofte til »samfundets støtter« og er »vogtere for ægteskabets og familiens helligdom«.
Med matriarkatets ophævelse trådte patriarkatet i dets sted og dermed privatejendommens anerkendelse. Med den dermed forbundne arveret opstod endvidere klasseforskellen og klassemodsætningerne. Lidt efter lidt sluttede de ejendomsbesiddende sig sammen mod de ejendomsløse. De tilranede sig alle poster og forvaltninger og gjorde dem arvelige. Men alle disse forskellige interesser og forbindelser krævet love og embedsmænd som kunne bilægge stridighederne og våge over samfundsmaskineriets gang. Der krævedes en magt som kunne lede og ordne disse forhold og som kunne gribe ind beskyttende eller straffende. Således opstod staten som et nødvendig produkt af de i den nye samfundsorden fremtrædende modstridende interesser. Dennes ledelse faldt selvfølgelig i hænderne på dem som havde størst interesse og fordele af dens dannelse, og som ifølge sin sociale magt havde den største indflydelse – altså i de ejendomsbesiddendes hænder.
Under matriarkatets regime fandtes der ingen skreven retsordning. Forholdene var enkle og krævet ikke mange love. I den nye, betydelig mere komplicerede samfundsorden blev en skreven lov tvingende nødvendig og det krævedes særskilte personer til at håndhæve dem. Disse dannede, da retsforholdene blev mere indviklet, en særlig klasse, som gjorde studiet af lovkundskab til et levebrød og lidt efter lidt fik disse lovfortolkere interesse af at gøre lovene mere indviklede og vanskelige at fatte. Der opstod jurister, retslærde, som ved den betydning det opkonstruerede retsvæsen fik for samfundet, blev den indflydelsesrigeste stand.
Love blev således en nødvendighed for et samfund, som på arbejdsfordelingens højere niveau var delt i mange ulige fag, med forskellige ofte modsatte og hinanden bekæmpende interesser. De svageres undertrykkelse blev derfor en nødvendighed.
Man påstår at kristendommen har befriet kvinden fra hendes før så lave stilling og henviser til den i kristendommen drevne Maria og Gudsmoderkultus, som skulle være et bevis på agtelse for kvinden. Men selv den katolske kirke som endnu dyrker denne kultus, kan ikke siges at have så overvældende stor agtelse for kvinden. Alt hvad kirkefædre og helgener har sagt om kvinden er som regel fjendtlig mod hende. Kirkemødet i Macon i det 6. århundrede som debatterede om hvorvidt kvinden havde en sjæl og med en stemmes majoritet udtalte sig derfor, vendte sig bort fra enhver venlig opfatning af hende. Cølibatets indførelse af Gregor den VII var kun mulig gennem kirkens anskuelse om det kødelige begærs syndighed. Også andre reformatorer, især Calvin og de skotske præster, har gennem sit raseri mod »kødets lyster« bestyrket opfatningen om kristendommens kvindefjendtlighed.
Ligesom i Grækenland og Rom gik stammerne og slægtssamfundet under ved indførelsen af privatejendommen, handelens og industriens udvikling og blandingen med fremmede stammer og folkeslag. I stedet for stammen opstod de frie bønders demokratiske organisation som i flere århundreder dannede et stærkt værn i kampene mod adel, kirke og fyrster. Denne ordning holdt sig, og selv da feudalstaten opstod og de frie bønder blev gjort til livegne, forsvandt den ikke fuldstændig. Kommunerne repræsenteredes af familiernes overhoved. Hustruer og døtre var udelukket fra rådsforsamlingerne og styrelsen. Den tid da kvinderne ledede stammens anliggender – noget som Tacitus var højst forundret over og som han fortæller om med foragtelige anmærkninger – var forbi. Ægteskabets indgåen var meget enkelt. Ingen religiøse handlinger forekom, når de to var enige og havde besteget ægtesengen var ægteskabet fuldbyrdet. Først i det 9. århundrede behøvedes den kirkelige velsignelse for at ægteskabet skulle være gyldig. Og først på et kirkemøde i det 16. århundrede besluttedes at ægteskabet skulle være et sagrament indenfor den katolske kirke.
Med feudalstatens opståen blev bøndernes stilling dårligere. De sejrrige hærførere bemægtiget sig store landstrækninger og gjorde sig til herrer over fælles almindingerne som de gav bort til sit trofaste følge. Derved skabte de en hof- eller tjenesteadel som adlød deres kommando. Bønderne sank, gennem de mægtige erobringskrige og indre stridigheder, hvis hårde følger de måtte bære, ned i fattigdom og elendighed. Da de ikke kunne magte at stille de fornødne soldater til fyrsternes rådighed, måtte disse og adelen hverve tropper. Bønderne stillede sig i regelen under en verdslig eller kirkelig herres beskyttelse – kirken havde gennem nogen århundreder forstået at skabe sig en stærk magtstilling – og herfor måtte de betale skat. Derved forandredes de frie bondegårde til at blive skatteobjekter for kirke og adel, og skatter på skatter blev dynget på dem. Og var gårdene først kommet i denne stilling, varede det ikke længe før også bonden mistede den personlige frihed. Livegenskabet greb mere og mere om sig.
Feudalherren havde næsten uindskrænket ret til at forføje over sine undergivne. Han tvang hver yngling som havde fyldt 18 år og hver pige som havde fyldt 14 til at indgå ægteskab. Han udpeget hustruer for mændene og mænd for kvinderne. Ved den såkaldte »jus primæ noctis« havde han ret til at ligge hos sine undergivnes brud på bryllupsnatten. Han kunne dog afstå fra dette mod at der betaltes ham en skat: jomfrurente, linnedskilling, forklædeskat osv.
Denne ret til bryllupsnatten var en gammel skik som nøje hang sammen med moderrettens ophævelse. Det var skik og brug, at bruden den første nat hengav sig til stammens mænd, senere gik denne ret over på stammens overhoved eller på præsten. Feodalherren overtager den ifølge sin magt over de personer som hører hans ejendom til. I Polen tog adelsmændene sig ret til at skænde enhver kvinde som behagede dem, og de lod de mænd som beklagede sig få hundrede stokkeslag. Og selv i vore dage er det ikke sjældent at ejendomsherren eller hans forvaltere anser det som ganske naturlig at de kvindelige arbejdere ofrer dem sin jomfruelige ære.
I feudaltiden var det i ejendomsbesidderens interesse at få stiftet ægteskab mellem sine folk, for at de derved fødte børn trådte i samme underdanighedsstilling til ham som deres forældre. Hans arbejdsstok blev derved forøget og indtægterne steg.
Rom var ikke bare kristendommens hovedstad, det var nu ligesom i oldtiden, det nye Babylon, usædelighedens europæiske højskole og det pavelige hof var dens fornemste sæde. Det kristne Europa havde arvet alle Romerrigets laster. Det talrige præsteskab, hvis kønsdrift gennem et dovent og yppig liv var steget til det højeste, og som en følge af cølibatet var henvist til ulovlig og unaturlig at tilfredsstille denne drift, spredte usædeligheden rundt i alle samfundslag. Usædeligheden blev en pestfare for den kvindelige slægts moral både i byerne og på landet. Munke og nonneklostrene, hvis antal var legio, skilte sig bare fra bordellerne derved, at i klostrene var livet endnu mere tøjlesløst og udsvævende. Ofte søgte bønderne at beskytte deres hustruer og døtre mod de åndeliges forførelse ved at tvinge deres sjælesørgere at have en konkubine (elskerinde). Dette var så almindelig at på kirkemødet i Konstanz i 1414 indfandt der sig ikke mindre end 1500 rejsende kvinder.
Fyrsternes og de høje herrers rejser med store følger af riddere og tjenere, den mandlige ungdom i byerne og ikke at forglemme de ægtemænd som livslystne og uden skrupler jog efter afveksling – skabte i middelalderens byer behov for prostituerede. Og ligesom hvert fag i den tid var ordnet og reglementeret og ikke kunne bestå uden laugsbestemmelser, så blev det også tilfældet med prostitutionen. I alle større byer fandtes der bordeller som ejedes af fyrsterne, byerne eller kirken og som disse høstet fortjenesten af. Kvinderne i disse bordeller dannet et laug og valgte selv sin forstanderske, som skulle påse at tugt og orden blev opretholdt. Og specielt skulle hun våge over, at ingen udenfor lauget stående konkurrenter ødelagde deres lovlige forretning. Opdagedes en sådan blev hun strengt straffet. Bordellerne nød særskilt beskyttelse og de prostituerede laugsmedlemmer havde ret til at deltage i processioner og festligheder. Ofte blev de indbudt til fyrsternes og rådsherrernes gæstebud. Bordellerne blev betragtet som en sikkerhed og beskyttelse »for ægteskabet og for jomfruernes ære«.
Imidlertid savnedes der ikke voldsomme forfølgelser mod glædespigerne. Kejser Karl den Store gav engang ordre til at en prostitueret skulle slæbes nøgen frem på torvet og piskes. Men selv, den »allerkristeligste« konge og kejser, havde ikke mindre end 6 hustruer på én gang. Hans døtre var heller ikke nogen dydsmønstre. De gav ham ved sit frie liv mange ubehagelige timer og havde flere uægte børn. Alkuin, Karl den Stores ven og rådgiver, advaret sine disciple mod »de kronede duer som ved nattetid fløj omkring«, hermed sigtede han til kejserens døtre.
De samme myndigheder som officielt organiserede prostitutionen og beskyttede disse Venus præstinder idømte en stakkels falden kvinde de uhyggeligste straffe. Barnemordersken som i sin fortvivlelse dræbte sin livsfrugt, blev underkastet den grusomste dødsstraf, men ingen spurte efter forføreren. Det hændte at forføreren sad i den ret som fældte dommen over det stakkels offer. (Det forekommer endnu i dag. [1]). Hustruens utroskab blev straffet på græsseligste måde, gabestokken var den letteste straf, overfor mandens ægteskabsbrud derimod, bredtes den kristelige kærlighedskåbe.
I Würzburg måtte bordelværtinden sværge »at være byen tro og huld og hverve kvinder«. Ligeledes i Nürnberg, Ulm, Leipzig, Køln, Frankfurt o.s.v.. Når fornemme fremmede kom til byen blev en del glædespiger stillet til deres disposition på byens bekostning. Da kong Ladislaus i 1452 kom til Wien sendte magistraten ham en deputation af glædespiger imøde. Disse var klædt i let gaze og fremviste de skønneste legemsformer. Kejser Karl V. hilsedes ved sit indtog i Brügge af en deputation kønne piger. Sådanne ting vakte i den tid ingen forargelse eller anstød.
Fantasirige og snu beregnende romantikere har forsøgt at fremstille middelalderen som sædelig og besjælet af en sand agtelse for kvinden. Hermed sigtes vel nærmest til riddervæsenets tid. Men man må mindes at ridderskabet og ligeledes adelsdamerne, kun var en lille del af folket. Forøvrigt var i denne voldsomhedernes tidsalder de milde og poetiske følelser lidt rådende. Ridderskabet bestod for en stor del af rå, udsvævende mennesker, og krønikerne beretter stadig om voldtægt og andre voldsgerninger.
Et meget lille fåtal blandt ridderskabet synes at have sværmet for kvindens skønhed og dette sværmeri var ikke platonisk, men fulgte et bestemt mål. Forførelse af hinandens hustruer var i riddertiden meget almindelig og endnu i vore dage findes dette hos vort bourgeoisi.
Utvivlsomt lå der i tiden en erkendelse af kønsdriften og at den hos ethvert modent menneske har ret til tilfredsstillelse. Dette syntes på en måde som den sunde naturs sejer over kristendommens askese.
På den anden side må fremholdes, at denne erkendelse kun kom det ene køn tilgode. Det andet, kvindekønnet, derimod blev behandlet som om det ikke havde de samme drifter.
Og kvindekønnet har ved sin undertrykte stilling og opdragelse levet sig ind i sine undertrykkeres tænkemåde, at de endnu i dag finder denne tilstand naturlig.
Fandtes der ikke millioner af slaver som fandt slaveriet ganske naturlig og aldrig tænkte på at befri sig?
Ansøgte ikke de preussiske bønder, da de ifølge den Steinske lov skulle befries fra livegenskabet, om at få lov til at forblive i den gamle ordning, »thi hvem skulle sørge for dem når de blev syge og gamle?«
Og er ikke forholdet det samme i den moderne arbejderbevægelse. Hvor mange arbejdere lader sig ikke endnu påvirke og viljeløst lede af deres udsugere?
Den undertrykte må vækkes og opildnes, selvom han selv mangler initiativ. Sådan er forholdet i arbejderbevægelsen og ligeledes i kampen for kvindens emancipation.
Hvilke mangler middelalderen end havde, så ejet den dog en kernesund livsfrisk naturlighed, som kristendommen ikke formået at undertrykke. Vor tids hyklende dyd og dulgte lystenhed var fremmede for middelalderen.
Middelalderens sunde livsfriske naturlighed fandt i Martin Luther sin klassiske tolk. Det er ikke som religiøs reformator, vi vil omtale ham, men som menneske. Hans friske, kraftige natur tvang ham til hensynsløst og træffende at udtale sin mening om kærlighed og nydelse. Hans stilling som romersk præst havde åbnet hans øjne. Med kraft og varme bekæmpede han kirkens og klosterets cølibat. Hans ord gælder endnu i dag for dem som tror at kunne synde mod naturen, og som kan forene deres begreb om moral og sædelighed med de stats- og samfundsindretninger som forhindrer millioner at opfylde livets bestemmelse. Luther siger:
»En kvinde kan ligeså lidt undvære en mand, som hun kan undvære at spise, drikke og sove eller andre naturbehov. På den anden side kan ej heller en mand undvære en kvinde. Årsagen er den: Det er ligeså stor trang nedlagt i mennesket til at avle børn som til at spise og drikke. Derfor har Gud givet legemet lemmer, årer, væsker og alt som er nødvendig dertil. Den som vil fornægte dette og ej handle som naturen vil, han fornægter at natur er natur, at ilden brænder, at vand vætter og at mennesket spiser, drikker og sover.«
Luther gik til og med så langt at han mente det var ret og rigtig af en kvinde, hvis hun i ægteskabet ikke fandt tilfredsstillelse, da at gå uden om dette til andre mænd, »fordi naturen ej kan modstås, men må tilfredsstilles«.
Luther fremholder her ting som ville vække stor harme og forargelse hos vor tids »ærbare mænd og kvinder« som ellers i sin fromme iver gerne påberåber sig Luther.
Luther udtalte kun hvad der var tidens folkeopfattelse.
Middelalderens bonde giftede sig bare for at få arvinger og kunne han ikke selv få nogen, overlod han, som en praktisk mand, gerne denne fornøjelse til en anden. Hovedsagen var at han kunne få arvinger til sin ejendom. Vi gentager atter: Mennesket behersker ikke ejendommen, men ejendommen behersker mennesket.
Disse citater af Luther er meget vigtige fordi de deri udtalte meninger står i skarp modsætning og strid med vore dages kristnes opfatning af ægteskabet. Socialdemokratiet kan i sin kamp mod præsteskabet med fuld ret påberåbe sig Luther, som i ægteskabsspørgsmål indtager et helt og holdent fordomsfrit standpunkt.
Af opportunistiske grunde gik Luther så vidt at han endog anerkendte polygamiet.
Landgreven af Hessen, Phillip I. ægtede med Luthers og Melanchtons billigelse en af sine elskerinder og hans gemalinde gik også med på denne ordning på den betingelse »at han skulle opfylde sine ægteskabelige pligter mod hende bedre end før«.
I et brev til den sachsiske rigskansler Brinck skriver Luther bl.a. at han ikke principielt forkastet bigamiet, da det ikke stred mod den hellige skrift. Og Melanchton havde tidligere skrevet til Henrik VIII. at »hver fyrste har ret til indenfor sit eget land at indføre polygamiet«.
Reformationen var det spirende storborgerdømmes protest mod feudalismen indenfor kirke, stat og samfund. Dette spirende storborgerdømme efterstræbte befrielse fra laugenes og ejendomsherrernes lænker, centralisering af statsvæsenet, forenkling af det sløsende og pragtsyge kirkevæsen, ophævelsen af klostrene og anvendelsen af de talrige arbejdsløse menneskeskarer i praktisk arbejde.
Luther var på det religiøse område en repræsentant for disse borgerlige bestræbelser.
Ligesom de katolske præster havde vist stor slaphed i kønsudsvævelser, så ivrede nu de protestantiske mod dem, fordi ægteskabets porte var åbnet for dem. Man erklærede bordellerne krig, og stemplede dem som »satans huler« de prostituerede forfulgtes som »djævelens døtre« og hver kvinde som begik et »fejltrin« blev, som en inkarnation af al dårlighed, sat i gabestokken.
Middelalderens livsglade småborger blev en sædelig spidsborger. Den hæderlige borger med sit stive kalvekryds, sin trange synskreds, sin strenge men hyklende moral blev en type for samfundet.
Hustruerne indenfor borgerklassen levede i denne tid i den strengeste tilbagetrukkenhed. Husholdningen optog hendes tid så stærkt at hun ikke havde tid til at tænke på andet. Hun måtte spinde, væve, blege, sy klæder og linned, koge sæbe, støbe lys, brygge øl, kort sagt hun var en ren husslave, hvis eneste adspredelse var kirkegangen hver søndag. Døtrene blev opdraget på samme måde. Deres intellektuelle dannelse var minimal, og deres synskreds strakte sig ikke udover rammen af det huslige livs arbejder. Hertil kom et tomt formalitetsvæsen, som tilsidesatte dannelse og kundskab og gjorde hustruens liv til en virkelig trædemølle. Reformationen havde udartet sig til det argeste pedanteri, menneskenes naturdrifter og livsglæde kvaltes i et virvar af »værdige« men sjælsdræbende leveregler. Tomhed og indskrænkethed behersket borgerskabet og alle som stod lavere, levet under den hårdeste undertrykkelse og i de elendigste livsvilkår.
Den franske revolution brød ud og blæste den gamle stats- og samfundsorden i Frankrig overende. Men også til Tyskland sendte den et pust af sin ånd. Laugsprivilegier, personlig tvang, markedsretten og handelsmonopolerne havnede småt om siden i pulterkammeret. Fabrikker grundlagdes, jernbaner og dampbåde kom frem, gruber, jern og gasværker anlagdes, tekstil- og maskinindustri og værktøjsfabrikation osv. opstod. Alle omvæltningerne i 1848 og 49 fuldbyrdedes af revolutionen i 1866. Derved opstod hele den lovgivning som kapitalismen behøvede for sin udvikling.
Den omstændighed, at de talrigere ægteskaber medførte en hastig forøgelse af befolkningen, og at det under den nye tids æra kraftig opblomstrende industrisystem skabte aldrig før kendte misforhold, fremkaldte ligesom i gamle dage frygt for overbefolkning.
Blandt dem som troede på overbefolkning, og derfor forlangte indskrænkning i ægteskabsfriheden, var også professor Adolf Wagner. Han klager over at arbejderne gifter sig for tidlig i forhold til middelklassen. Men han overser at middelstandens mænd først i en højere alder kommer i den stilling at de kan indgå et passende ægteskab. Men de holder sig skadesløse ved prostitutionen. Gør man vanskeligheder for arbejderne til at indgå ægteskab, så henviser man dem til prostitutionen. Og da bør man ikke klage over konsekvenserne og råbe op om »sædernes og moralens forfald«. Ej heller må man forundre sig over at mænd og kvinder, som jo også har de samme drifter som mændene, lever i ulovlige forbindelser for at tilfredsstille disse drifter, samt at skarer af »uægte« børn oversvømmer by og land.
Med indskrænkende love, udgået fra kortsynet bagstræv og spidsborgerlighed, helbreder man ikke tidens sygdomme. Ingen klasse, ingen statsmagt er i vort århundredes begyndelse stærk nok til at holde igen eller hæmme samfundets naturlige udvikling. Alle sådanne forsøg ender med en fiasko. Udviklingens strøm er så stærk at den oversvømmer alle hindringer.
Ikke tilbage, men fremad er løsenet, og en nar er den som endnu tror på en hindring.
I det borgerlige samfund indtager kvinden en underordnet stilling. Først kommer manden, i anden række kvinden. Således er forholdet – modsat af hvad det var i moderrettens tidsalder. Udviklingen fra primitiv kommunisme til privatejendommens herrevælde har i første række forårsaget denne forandring. Platon takkede guderne for at han var født som fri mand og ikke slave, og at han var skabt som mand og ikke som kvinde. En lignende tanke udtales i den morgenbøn som jøderne bad: »Lovet være Gud vor herre og alverdens herre som ikke skabte mig til kvinde.« Derimod bad jødinderne således: »– – – som skabte mig efter din vilje«. Modsætningen i kønnenes stilling kan ikke udtrykkes skarpere end i disse Platons ord og jødernes bøn. Ifølge bibelen er manden det egentlige menneske, ligesom i engelsk og fransk, hvilke sprog har et og samme ord for mand og menneske. Også når vi taler om folket, tænker vi i reglen kun på manden. Kvinden er en tilsidesat storhed og i alle tilfælde er manden hendes hersker. Manden finder denne ordning ganske naturlig og flertallet af kvinderne har hidtil opfattet det som sin uafviselige skæbne. I denne opfatning afspejler hele kvindekønnets stilling sig.
Selvom man ser bort fra, at kvinden som proletar er undertrykt, så er hun som kønsvæsen undertrykt af det privatkapitalistiske samfund. Tvang og hindringer som manden ikke kender til, møder hende i al hendes gøren og laden. Meget som er tilladt for manden er forbudt hende. Mange samfundsrettigheder og friheder er for hende en fejl, ja en forbrydelse hvis hun følger dem. Hun lider både som samfundsindivid og som kønsvæsen. Det er let forståelig at mange kvinder ønsker de var født som mænd. Af alle drifter er kønsdriften den stærkeste næst efter selvopholdelsesdriften. Hos ethvert voksent normalt menneske er kønsdriftens tilfredsstillelse en hovedbetingelse for dets fysiske og psykiske sundhed. Dette gælder både for manden og kvinden. Kundskaben om kønsorganernes funktioner er ligeså nødvendige som kendskabet til legemets øvrige organer og bør være ligeså udbredt, som nogen anden del af menneskelig viden. Udrustet med et nøjagtig kendskab om sin fysiske natur vil menneskene se mange livsforhold med andre øjne. De misforhold vil forsvinde, som skabes ved at vore dages samfund i tavshed går udenom disse spørgsmål. I alle andre tilfælder anses kundskab for det mest efterstræbelsesværdige, kun ikke i de spørgsmål som står i nøje sammenhæng med vort eget jeg’s væsen og sundhed, samt grundvolden for al samfundsudvikling.
Kant siger: »Mand og kvinde danner tilsammen det fuldstændige menneske. Det ene køn kompletterer det andet«. Schopenhauer siger: »Kønsdriften er den fuldkomneste ytring af viljen til at leve, altså en koncentrering af al vilje .... erkendelsen af viljen til at leve koncentrerer sig i parringsagten, som er dens bestemteste udtryk«.
Når kønsdriften er så stærk kan det ikke forundre at kønslig afholdenhed kan virke forstyrrende på nervesystemet og følgerne kan under visse omstændigheder blive til vanvid og selvmord.
Mandens friere sociale stilling tillader ham uden vanskelighed at tilfredsstille sit seksuelle behov. Dette er imidlertid nægtet kvinden. Dette fører ofte bevist eller ubevist til sygelige grublerier og ofte søger hun erstatning i religionen, men forgæves. Af det religiøse sværmeri, med eller uden selvbesmittelse udvikler sig mange nervesygdomme, af hvilke hysteri og sindssyge ofte forekommer. Busch siger i sin bog »Kvindelig kønsliv« blandt andet: »kønslig afholdenhed har altid været anset som særlig skadelig for kvinden, og det er et faktum at afholdenhed virker ligeså skadelig på den kvindelige organisme, som udsvævelser og at følgerne viser sig stærkere og mere intenst end hos manden. Således er ægteskabet den sande ungdomskilde for kvinderne«.
Nu er spørgsmålet: »Opfylder samfundet fordringerne til fornuftige livsvilkår, særskilt for kvinderne?« Besvares dette benægtende bliver spørgsmålet: »Kan samfundet opfylde disse fordringer?« og må også dette besvares med nej, opstår et tredje spørgsmål: »Hvorledes kan disse fordringer opfyldes?« Ægteskabet og familien er statens grundvolde, den som angriber ægteskabet eller familien angriber også samfundet og staten og undergraver dem begge, råber vore samfundsbevarere. Det monogamiske ægteskab er en følge af de nu værende ejendomsforhold og det er selvfølgelig derfor en af det borgerlige samfunds vigtigste grundvolde. Men om det tilfredsstiller et naturlig behov og en sund udvikling af det menneskelige samfund er et andet spørgsmål.
Ægteskabet skal være en forbindelse som to mennesker indgår af gensidig kærlighed for at opfylde naturens krav. Dette motiv er et særsyn. De fleste kvinder betragter ægteskabet som en forsørgelsesanstalt, som de for enhver pris søger at nå. En stor del af mændene betragter ægteskabet fra et ret og slet forretningsstandpunkt. De overvejer og beregner dets materielle fordele og dets mangler. Men selvom ægteskabet indgåes af kærlighed, så forstyrrer den krasse virkelighed i mange tilfælder de forhåbninger som man har sat til det. Og det er ganske naturlig. Skal ægteskabet blive et tilfredsstillende samliv, betinger det, ved siden af den gensidige kærlighed, økonomisk betryggelse. For hvert barn som kommer bliver bekymringen større, kampen for brødet hårdere. Børn bliver således ikke til velsignelse, men tværtimod. Man kan således sige at såvel giftermål som barnefødsel beror på de økonomiske forhold. Tydeligst viser dette sig i Frankrig. Der har det berømte tobarnsystem til statsmagternes store forskrækkelse blevet så almindelig, at folkemængden stadig går tilbage.
Men ikke bare i Frankrig viser det sig tilbagegang. I Tyskland er forholdet nogenlunde lignende. Ligeledes i de fleste andre lande; overalt går antallet af barnefødsler tilbage.
I barbariets tidsalder blev børn af kvindekønnet ofte dræbt. Vi dræber ikke mere barnet, men vi behandler kvinden som en paria. I kampen for tilværelsen trænges kvinden ofte væk af manden, men hun giver alligevel ikke tabt og forfølges ofte, derfor med had af manden, fordi han anser hende for en ubehagelig konkurrent. Det er især overklassens mænd, som optræder mest forbitret mod kvindens deltagelse i arbejdet. I de sidste årtier har den opfattelse, at kvinden er et ligeberettiget samfundsmedlem, grebet stærkt om sig indenfor de klassebevidste arbejderes rækker. Den klassebevidste arbejder forstår, at den økonomiske udvikling i vore dage tvinger kvinden til at optræde som mandens konkurrent, og han ved også at det ville være ligeså absurd at nægte kvinden at arbejde, som at stemme for et forbud mod anvendelse af maskiner. Han forsøger derfor at oplyse kvinden om hendes stilling og opdrage hende til stridskammerat i proletariatets befrielseskamp mod kapitalismen. At dette slavearbejde i industri, handel og fabriksvirksomhed virker ødelæggende på kvinden er indlysende; som kønsvæsen lider hun mere end manden, hjemmet ødelægges og barneopdragelsen forsømmes. Dette er selvfølgelig især tilfælde for de gifte kvinder som arbejder for at gøre mandens lille fortjeneste lidt større, og disse kvinder er specielt velkommen for arbejdsgiveren. [2]
Det nuværende samfund står utvivlsomt højere end noget foregående, men i opfatningen af kvindens stilling er forholdene i meget de samme. Professor L. von Stein skildrer i sin bog »Kvinden på nationaløkonomiens område« kvinden som et duftende væsen, som svæver om husets herre som en mild, forårs vestenvind, som læser hans tanker i hans øjne og med varsom blød hånd glatter hans rynkede pande. Om de mange tusinde ulykkelige ægteskab, de tusinder af kvinder som aldrig bliver gifte, de millioner som fra morgen til aften må slide som lastdyr sammen med sin mand for at opholde livet, for alt dette er han blind og siger intet. De kvinder, han ser, udgør bare en uanseelig minoritet og at disse skulle være et billede af kvindens liv kan man med rette betvivle.
En ofte citeret sentens lyder: »Den bedste målestok for et folks kultur er kvindens stilling.« Efter dette kan vor højt priste kultur ikke stå synderlig højt.
I sin bog »Kvindens underordnede stilling« siger John Stuart Mill: »Den stigende civilisation pålægger manden større bånd overfor hustruen«. Dette er til en vis grad rigtig, men der er al grund til at tvivle på om dette gælder den store majoritet. Det er et stort spørgsmål om ikke det moderne liv i det ægteskabelige samliv har skabt faktorer som mere end før virker forstyrrende på ægteskabet. Indenfor overklassen har ægteskabet blevet en materiel spekulation. Den mand som vil gifte sig ser sig i første række om efter en kvinde med penge. Kærlighed spørges der sjælden efter. Om den tilkommende er styg eller smuk, velskabt eller pukkelrygget, from eller letsindig, ung eller gammel spiller ingen rolle, når hun bare har penge. Den tyske straffelov (§§ 180 og 181) straffer kobleri meget strengt, men om forældre, formyndere eller slægtninge sammenkobler deres børn eller myndlinger for livstid med en gammel udlevet libertiner med penge, så kan den offentlige anklager ikke gribe ind, skønt der foreligger en forbrydelse. Et sådant ægteskab kan aldrig blive lykkeligt, og som regel viser skilsmisseprocesserne at det er manden som bærer skylden for det dårlige forhold. Stemmer ikke ægtefællerne overens i kønslig henseende, så kan manden i egenskab af »husets herre« holde sig skadesløs på andre hold. Dette er omtrent umulig for kvinden, idet enhver overtrædelse af den ægteskabelige troskab for hendes vedkommende anses som en forbrydelse. Det er bare kvinden som begår et »fejltrin« som »falder« – enten hun er hustru, enke eller ugift – manden har i værste tilfælde handlet »ukorrekt«. Den samme handling dømmes vidt forskellig for kvinde og mand og kvinderne selv dømmer en »falden« søster hårdest og ubarmhjertigst.
Inden for arbejderklassen er ægteskab for penge så godt som ukendt. I almindelighed gifter arbejderen sig af kærlighed, men der findes alligevel nok af forstyrrende årsager. En stor børneskare skaber bekymring og ofte bitter nød. Sygdom og død er ikke sjældne gæster. Handels- og forretningskriser gør ham arbejdsløs, indførelsen af nye maskiner og arbejdsmetoder gør ham overflødig. Krig, told, skatter og overgreb fra arbejdsgiverens side undergraver hans eksistens. Usikkerheden er et særmærke for ham. Følgerne af alt dette er ægteskabets og familiens ruin. Eller både mand og hustru arbejder, børneopdragelsen vantrives og noget virkelig familieliv kan det aldrig blive. Manden går træt og begynder at drikke og gør derved også sin hustru træt og led, og så slår hun følge og resultatet er dobbelt elendighed. Men trods alt dette lever vi i »den bedste af alle verdener«.
Den gifte kvindes arbejde i fabrik og industrielle bedrifter har de mest skæbnesvangre følger især mens hun er frugtsommelig og i barnets første år da det er henvist til modermælken. Mens hun går med børn opstår der mange sygdomme som virker forstyrrende såvel på livsfrugten som på kvindens organisme og ofte fremkalder abortering og fødsel af døde fostre. Når barnet er født må hun hurtigst mulig vende tilbage til arbejdet og kan således ikke pleje sit børn. Følgen er stor dødelighed eller sygdom, med et ord: racens degeneration. Barnet vokser op uden kærlighed fra far og mor og uden selv at føle kærlighed til dem. Således føder, lever og dør proletariatet. Og stat og samfund forundrer sig over at råhed, usædelighed og at forbrydelserne tiltager.
Den stadig hårdere kamp for tilværelsen tvinger mange kvinder til at begå handlinger som de ellers ville have afskyet. Således konstateres i år 1877 i München at blandt de af politiet indskrevne og kontrollerede prostituerede fandtes ikke mindre end 203 arbejder- og håndværkerhustruer. Og hvor mange kvinder prisgiver sig ikke af nød, uden at underkaste sig politikontrollen, som på det dybeste krænker menneskeværdet og blufærdighedsfølelsen.
Der behøves ikke flere beviser på at set under sådanne forhold bliver der flere og flere som ikke betragter ægteskabet som et paradis, men som ligefrem har modvilje mod det. Det er den væsentlige årsag til ægteskabernes tilbagegang i de fleste kulturstater.
Frygt for nød og elendighed for sig og børnene, bringer kvinderne til at begå forbrydelser mod sig selv og ofte også mod straffeloven. Herhen hører de forskellige midler til at forebygge befrugtningen, og til udryddelse af fosteret – fosterfordrivelse –. Det er en fejl at tro at disse midler kun anvendes af samvittighedsløse og letfærdige kvinder. Tværtimod. Det er ofte de mest pligtopfyldende og tro hustruer som ikke tør at øge barneflokken og har valget mellem enten at afholde sig fra samlejet eller at benytte fosterfordrivende midler.
Fosterfordrivelserne bliver mere og mere almindelige. I Amerika findes der i alle større byer anstalter som hjælper med at skjule en for tidlig nedkomst bevirket af fosterfordrivende midler. Man taler næsten ligeså ugenert om fosterfordrivelse som om en naturlig forløsning. I Europa derimod gør andre begreb og syn på dette sig gældende.
I Frankrig er antallet af barnemord i stadig tiltagende og dette befordres også af følgende § 340 i »Code civil«: »Det er forbudt at forske efter et barns far«. Derimod hedder det i § 314: »Det er tilladt at forske efter barnets mor«. Denne lov giver et tydelig bevis på uretfærdigheden mod den forførte. Disse bestemmelser er taget for at afskrække kvinden fra at forføre manden. For det er altid den stakkels mand som bliver forført, han forfører aldrig.
Fra 1831-1880 behandlet de franske domstole 8568 barnemordssager og deres antal steg fra 471 i 1831 til 980 i 1880. I samme tidsrum fældtes 1032 domme i fosterfordrivelsessager, deraf 41 i 1831 og 100 i 1880. Selvfølgelig var det bare et fåtal af fosterfordrivelserne som kom til myndighedernes kundskab, som regel bare de tilfælder hvor følgerne blev farlige sygdomme eller dødsfald. 75 % af barnemordene faldt på landbefolkningen og 67 % af fosterfordrivelserne på bybefolkningen. I byerne var det let at skaffe sig midler til fosterfordrivelse, derfor blev der så få barnemord. I landdistrikterne var forholdene modsatte.
Kønsmodenhedens indtræden hos kvinderne og er meget afhængig af levemåde og klimaet. I syden indtræder den allerede ved 10-11 års alderen længere nord 14-16 år og i mange tilfælder endnu senere. Ligeså er tiden forskellig for kvinder i byerne og kvinder på landet. Hos friske stærke landskvinder som arbejder hårdt indtræder menstruationen i almindelighed senere end hos de forkvaklede, nervøse, æteriske byfrøkener. Hos de første udvikles kønsmodningen normalt, hos de sidste er dette en undtagelse og ofte opstår allehånde sygdomme som bringer lægen til fortvivlelse og tvinger ham til at erklære at det grundigste bødemiddel er ægteskab.
Dette viser at der må en forandring i livs- og arbejdsmåde. Men det er kun mulig under fuldstændig forandrede sociale forhold.
Vore sociale forhold har skabt en skarp modsætning mellem mennesket som kønsvæsen og som samfundsindivid. Ikke i nogen tidsalder har denne modsætning trådt så stærkt frem som nu. Den har skabt en masse misforhold og sygdomme som i første række har ramt kvinden. I første række fordi kvindens organisme i langt højere grad end mandens nøje hænger sammen med hendes kønsbestemmelse og står under dennes indflydelse, og fordi en naturlig tilfredsstillelse af kønsdriften bliver vanskeliggjort for kvinden. Denne modsætning mellem naturbehov og samfundstvang leder til unaturlige, hemmelige laster og udsvævelsen som fuldstændig undergraver alle svage organismer.
Denne unaturlige tilfredsstillelse billiges og fremmes på den skammeligste måde. Usædelige billeder, hele serier fotografier, digt og prosa af samme slibrige slags, hvis titel allerede er bestemt til at opflamme kønsdriften, sælges både offentlig og hemmeligt. En god del af vor romanlitteratur arbejder også i samme retning og det skulle derfor være et under om kønsudsvævelser, ofte fremkaldt med kunstige midler, ikke udartet sig til en social sygdom.
Men disse misforhold lader sig ikke fjerne eller helbrede med moralprækener eller anden humbug som de sociale og religiøse kvaksalvere og kvaksalversker opvarter med. Øksen må sættes til roden af ondet. Der må indføres sådanne sociale tilstande at en formålstjenlig opdragelse bliver mulig, sund levemåde, passende beskæftigelse og en normal tilfredsstillelse af alle naturlige og sunde drifter.
For manden eksisterer ikke en mængde af de hensyn som en kvinde må tage. På grund af sin herskerstilling har han, for så vidt ikke sociale skranker, der forhindrer ham et frit kærlighedsvalg. Ægteskabet som forsørgelsesanstalt og de herskende sæder hindrer derimod kvinden at give sin vilje tilkende og tvinger hende til at vente til en mand kommer. Som regel siger hun da ja af rædsel for den banlysning som bliver en »gammel jomfru« til del.
På den anden side er den mand, som vil tilfredsstille sit kærlighedsbehov i ægteskabet, hindret af sociale skranker. Han må spørge sig selv om han kan føde hustru, og måske børn, på en nogenlunde god måde. Jo ædlere og højere hans anskuelser om ægteskabet er, jo mere bestemt han er for at gifte sig af kærlighed, jo alvorligere må han stille disse spørgsmål til sig. Mange kan under de nuværende samfundsforhold ikke svare ja og foretrækker derfor at leve ugift.
Hvor stort antallet er af de kvinder, som af disse og andre grunde må forblive ugift, er vanskelig at bestemme.
Hvor bliver de nu af alle disse ofre for vore sociale tilstande?
Den tilsidesatte og krænkede naturs hævn læses i deres ejendommelige ansigts og karaktertræk, som skiller alle disse »gamle jomfruer« og gamle asketiske ungkarle i alle land fra andre mennesker. Ofte bærer de mærker efter den mægtige og fordærvende indflydelse af undertrykt naturdrift. Nymphomani hos kvinder, ligesom talrige tilfælder af hysteri er en følge af denne askese. Det kan også lede til hysteri at kvinden bliver utilfredsstillet i ægteskabet og følgerne kan mangen gang blive ufrugtbarhed.
Det nuværende ægteskab er en indretning, som er nøje forbundet med de sociale forhold og som står og falder med dem. Men dette ægteskab er i opløsning og forfald, akkurat som det borgerlige samfund selv.
Det borgerlige ægteskab beviser:
1. Det relative antal fødsler synker, endskønt befolkningen i sin helhed vokser. Det viser at familiens livsstilling bliver elendigere.
2. Antallet af skilsmisseforlangender stiger og betydelig hastigere end folkemængden øger. Og i de fleste tilfælder er det hustruerne som forlanger skilsmisse, skønt de lider mest både økonomisk og samfundsmæssig af skilsmissen. Dette viser, at de dårlig virkende faktorer er i tiltagende og at ægteskabet således opløses og forfalder.
3. Relativt synker antallet af ægteskaber, skønt folkemængden vokser. Det beviser, at ægteskabet i manges øjne ikke længere opfylder sit sociale og moralske mål, samt anses for betænkelig eller værdiløst.
4. I næsten alle kulturstater forekommer et misforhold i begge køns antal og er specielt ufordelagtig for kvinderne. Dette misforhold opstår ikke som en følge af fødslerne – for gennemsnitlig fødes der flere drenge end piger – men det må tilskrives de ulykkelig virkende sociale og politiske årsager, som ligger i de nuværende stats og samfundsforhold.
Da alle disse unaturlige, specielt for kvinden skadelige tilstande, har sin grund i det borgerlige samfunds eget væsen, og forværres i og med dets videre opretholdelse, så viser dette samfund sig uduelig til at helbrede dette onde og befri kvinden.
Hertil kræves en anden samfundsorden.
I almindelighed har man hidtil lagt vægten på at udvikle kvindens følelses- og sjælsliv, mens man derimod har hæmmet, forsømt og undertrykt udviklingen af hendes forstand. Hun er derfor let modtagelig for al slags overtro og mirakelsvindel, en taknemmelig jordbund for religiøs og anden humbug og et villig værktøj for enhver reaktion. De indskrænkede mænd beklager ofte dette, fordi de selv lider ved det, men de ændrer det ikke fordi de selv for en stor del står i fordomme til over ørene.
Deltagelsen i det offentlige liv står i vore dage for hver mand som en af hans væsentligste pligter. Dette optager en stor del af hans kræfter og tid. Men hans hustru står i almindelighed uforstående overfor hans offentlige interesser og føler sig derved tilsidesat. I almindelighed mener manden, at det han holder på med angår ikke hende, hun forstår det ikke. Han gør sig ingen møje med at forklare hende det: »Det forstår du ikke«, er det gængse svar, når hustruen klager over at blive tilsidesat. Kvindens dumhed fremmes ved mandens uforstand.
Et lykkeligere forhold råder mellem mand og hustru i proletariatet, for så vidt de begge forstår at de trykkes af det samme åg, og at der kun findes en udvej til menneskeværdig fremtid: – samfundets fuldstændige omvæltning, som gør alle til frie mennesker. I samme grad som denne opfattelse breder sig blandt proletariatets kvinder, idealiseres deres ægteskab, trods nød og elendighed. Begge har de nu det samme livsmål og en uudtømmelig kilde til forståelse gennem samtale om deres fælles kamp. Antallet af arbejderhustruer, som forstår dette, bliver større for hvert år. Herved opstår en bevægelse, som er af en afgørende betydning for menneskehedens fremtid.
I andre ægteskab bliver denne forskel i dannelse og livsopfattelse mere mærkbar. I begyndelsen, da følelsen og kønsdriften var de herskende, overser man let dette, men med årene træder dette mere og mere frem. Men efterhånden som det kønslige forhold køler af, burde det blive erstattet med åndelige overensstemmelser.
Den ægteskabelige elendighed, hvori flertallet af hustruer for tiden lever, skildrer den borgerlig tænkende Gerhard von Amyntor træffende i »Randglossen zum Buche des Lebens«. I kapitlet »Dræbende myggestik« bl.a.:
»Det er ikke mandens død, et elsket barns moralske undergang eller en lang, farlig sygdom, som undergraver hendes (hustruen) helse og kraft, men det er alle de små daglige tilbagevendende marv og ben fortærende bekymringer – – –. Mange millioner dygtige husmødre mister ved ovnen sin livslyst, taber sin skønhed og deres rødmende kinder i det huslige arbejde og bliver til indtørrede mumier. På det flammende alter, hvor suppekedlen koger, ofres ungdom og friskhed, skønhed og glæde, og hvem kan vel i den gamle, bøjede og huløjede husmor genkende den engang blomstrende, overmodige og dydig kokette brud?«
De kvinder, som gennem deres sociale forhold indtager en friere stilling, har i almindelighed fået en ensidig opdragelse, som i forening med de medfødte kvindelige karakteregenskaber gør sig kraftig gældende. De tænker bare på flirt og koketteri og søger sin tilfredsstillelse med en ødelagt smag i et yppig liv. For sine børn og deres opdragelse har de lidt interesse, børnene er dem bare til besvær og overlades gerne til ammer og tjenere. De anser det som sin opgave at uddanne døtrene til modedukker og sønnerne til jeunesse dorée (forgyldt ungdom), hvorfra levemændene rekrutteres, denne foragtelige klasse, som nærmest kan sidestilles med soudenører (hopsakarl). Denne jeunesse dorée udgør også hovedkontingentet af dem som forfører arbejderklassens døtre. Disse dagdrivere betragter dovenskab og sløseri som et arbejde.
Kønslivet i det borgerlige samfund har to sider: Ægteskabet og prostitutionen. Ægteskabet er medaljens avers og prostitutionen dens revers. Når mændene ikke finder tilfredsstillelse inden ægteskabet, vender de sig til prostitutionen. Og de mænd som af en eller anden grund ikke gifter sig, søger også dit. For mændene, gifte og ugifte, er således adgang til tilfredsstillelse af kønsdriften meget lettere end for kvinderne. Mændene har altid anset prostitutionen som et privilegium, som en særrettighed for sig. Men hvis en kvinde, som ikke er prostitueret, begår et »fejltrin« så dømmer de hende hårdt, hensynsløst og strengt. At kvinden har de samme drifter som manden, ja at disse til visse tider er endda stærkere end mandens, bryder han sig ikke om. I kraft af sin herskerstilling tvinger han hende til at undertrykke sin stærkeste naturdrift og lader hendes sociale anseelse og betingelse for ægteskab bero på hendes kydskhed. Intet kan på en mere drastisk og oprørende måde vise os kvindens afhængighed af manden, end denne grundlæggende og ulige opfattelse om og bedømmelse af en og samme naturdrifts tilfredsstillelse.
For manden er forholdene meget lette og behagelige. Naturen lader kvinderne bære følgerne af parringsagten, manden har ingen møje eller lidelse, intet ansvar, bare nydelsen. Denne fordelagtige stilling overfor kvinden har befordret den tøjlesløshed i kønslig henseende som udmærker en stor del af mændene. Men da der findes hundrede årsager, som forhindrer den lovlige form for tilfredsstillelse, så er følgen den, at tilfredsstillelsen søges udenfor ægteskabet.
Prostitutionen bliver således en nødvendig social indretning for det borgerlige samfund, akkurat som politi, hær, kirke o.s.v.
Vi skal bevise at dette ikke er en overdrivelse.
Vi har set hvordan den gamle tid betragtet prostitutionen og anså den for nødvendig og lod staten organisere den såvel i Grækenland som i Rom. Vi har også set hvilket syn de kristne i middelalderen havde. Til og med den hellige Antonius, som næst efter Paulus anses for at være kristendommens betydeligste støtte, og som forøvrigt prædike afholdenhed, kunne ikke lade være at råbe: »Ved at udrydde de offentlige piger og undertrykke lidelsens magt, kommer man til at omstyrte alt!« Provinsialkonsiliet i Milano i 1665 udtalte sig i samme ånd.
Lad os så høre hvad vore dages forfattere siger.
Dr. F. S. Hügel siger i sin bog: »Prostitutionens historie, statistik og reglementering i Wien«. »Den fremadgående civilisation vil småt om sen, indhylle prostitutionen i mere behagelige former, men først ved verdens undergang vil den helt blive udryddet.« Det er en djærv påstand, men den som ikke formår at tænke udover den borgerlige form for samfundet og ikke erkender at samfundet må forandres for at komme til sunde og naturlige forhold, må være enig med dr. Hügel.
Derfor siger også dr. Wichern i Hamburg, dr. Patton i Lyon, dr. William Tait i Edinburgh og den for sine undersøgelser af prostitutionen og kønsygdomme berømte dr. Parent-Duchatelet i Paris enstemmig: Prostitutionen kan ikke udryddes fordi den er afhængig af samfundsindretningerne. Også Schmölder skriver: »Utugt som levebrød har eksisteret i alle tider og i alle lande og vil, efter menneskelig dom, blive en af menneskehedens stadige følgesvende.« Ingen af de nævnte kan tænke at prostitutionens årsager kan ophæves ved en ny samfundsorden, ingen forsøger at udforske dens årsag. Visselig går det nu op for mange, at de sørgelige sociale forhold hvorunder mange kvinder lider, må være en af hovedårsagerne til at så mange sælger sit legeme, men denne tanke leder ikke til konsekvenserne, at det er nødvendig at skabe andre forhold. Desværre befatter de sagkyndige sig sjælden med undersøgelser af dybere natur, de fæster sig ved de foreliggende fakta og dømmer omtrent som Wiener medizinische Wochenschrift (nr. 35 år 1863) som skriver: »Hvad andet skal de gøre de mænd, som med eller mod sin vilje er ugifte, end at plukke den offentlige kærligheds frugter ifald de vil tilfredsstille deres naturlige drifter.« Og artiklen slutter: »Om prostitutionen altså er nødvendig, så har den også ret til at eksistere og at forlange beskyttelse og straffefrihed fra statens side.« Og dr. Hügel siger i sin bog at han er af samme mening. Man tænker således bare på manden, for hvem det er en plage at være ugift; men de ugifte kvinder, disse millioner må være fornøjet. Det som er ret for manden er uret, usædelig og forbryderisk for kvinden.
Politilæge dr. J. Kühn i Leipzig siger i sit værk: »Prostitutionen i det 19. århundrede set fra hygiejnisk og politisynspunkt«: »Prostitutionen er ikke bare et onde som man bør tåle, men et nødvendig onde, thi den beskytter hustruerne for utroskab (en ting som kun manden har ret til) og dyden (naturligvis den kvindelige, thi manden behøver ingen) for angreb (sic!) og således for fald.« Disse ord karakteriserer utilhyllet mandens krasse egoisme. Kühn indtager det korrekte standpunkt for en politilæge, hvis opgave det er at våge over prostitutionen og beskytte manden for ubehagelige sygdomme. En anden interessant herre er dr. Fock som i en afhandling i »Tysk kvartalsskrift for offentlig sundhedspleje« (XX. bd. I. hefte) under titlen: »Prostitutionen i etisk og sanitær henseende« betragter prostitutionen som et »nødvendig korrelat til vore civiliserede indretninger«. Han frygtede for overbefolkning hvis alle voksne mænd skulle gifte sig og derfor anser han det for nødvendig at prostitutionen »reglementeres«. Han finder det retfærdig at staten reglementerer og våger over prostitutionen samt sørger for at skaffe mændene syfilisfrie kvinder. Han udtaler sig for den strengeste kontrol »med alle kvinder som fører et liderlig liv«. Også hvis disse liderlige kvinder tilhører overklassen? Å nej, det er den gamle historie det. Dr. Fock fordrer også prostitutionens beskatning og at de prostituerede skal koncentreres i visse gader. Med andre ord: Den kristne stat skal gøre prostitutionen til en indtægtskilde for sig, idet den til fordel for manden offentlig organiserer og beskytter prostitutionen.
Altså kan vi fastslå at prostitutionen er ligeså nødvendig for det borgerlige samfund som politi, hær og kirke osv.
I Tyskland er prostitutionen ikke som i Frankrig organiseret og kontrolleret af staten, men bare tålt. De offentlige bordeller er ifølge loven forbudt og kobleri straffes strengt. Men dette forhindrer ikke at der i mange tyske byer, nu som før, findes bordeller som er tilladt af politimyndighederne. Man kan ikke fatte at statsmyndighederne tillader dette, som de ved strider mod loven. Den tyske straffelov forbyder også at leje ud rum til en prostitueret. Men politiet ser sig nødt til at erkende tusinder af kvinder som prostitueret og at beskytte deres levevej så snart de er indskrevne og underkaster sig det for de prostituerede foreskrevne reglement. Men om staten tillader og understøtter de prostitueredes levevej så må de også bo et steds. Hvilke modsigelser! På den ene side erkender staten officielt at prostitutionen er nødvendig, på den anden side forfølger og straffer den de prostituerede. Denne statens holdning bekræfter også tillige at for det moderne samfund er prostitutionen en sfinks, hvis gåde det ikke kan løse. Den herskende religion og moralen fordømmer prostitutionen, lovene straffer de prostituerede, men alligevel tåler og beskytter staten den. Med andre ord: Vort samfund som bryster sig af sin sædelighed, sin religiøsitet, sin civilisation og kulturen må tåle, at usædelighed og korruption gennemsyrer dets krop som en snigende gift. Den kristne stat erkender at ægteskabet er utilfredsstillende og at manden har ret til på ulovlig måde at tilfredsstille sin kønsdrift. Inden for den samme stat regnes den ugifte kvinde som kønsvæsen kun når hun udenom ægteskabet vil overgive sig til mandens begær dvs. blive prostitueret. Og den af statsmyndighederne udøvede kontrol over de indskrevne prostituerede rammer ikke manden som besøger dem, en ting som burde været tilfælde hvis den offentlige kontrol skal have nogen betydning, bortset fra at retfærdigheden forlanger loven anvendt ligesom overfor begge køn.
Denne statens beskyttelse af manden vender op ned på forholdenes sande natur. Det ser ud som om manden var det svage og kvinden det stærke køn, som om hun var forførersken og han, den stakkels svage manden, den forførte. Forførelsesmyten om Adam og Eva i paradiset spøger endnu i vor opfattelse og vore love og giver kristendommen ret: »Kvinden er den store forførerske, syndens ophav.« Det kunne synes at manden burde skamme sig over at spille denne uværdige og ynkelige rolle. Men de befinder sig vel i denne, den »svage og forførtes« rolle, thi jo mere de beskyttes jo mere kan de synde.
De tyske regeringer har fra tid til anden forsøgt at komme ud af dette modsigelsens virvar. Der er fremlagt lovforslag hvorefter politiet fik ret til at anvise de prostituerede bestemte gader og hus hvori de kunne bo. Men alle var enige om at en sådan lov var ensbetydende med genindførelsen af bordellerne som officielt blev ophævet i Preussen i 1840årene. Og lovforslagene vakte en voldsom bevægelse og fremkaldte en mængde protester og hidtil har disse forslag forblevet uafgjort. Men bare at sådanne forslag kunne fremkomme viser hvilken forlegenhed man befinder sig i.
Prostitutionens reglementering styrker ikke bare den tro hos mændene, at staten understøtter prostitutionen, men også at denne kontrol beskytter dem mod smitte og denne forestilling øger prostitutionens anvendelse og mændenes letsindighed. Bordellerne mindsker ikke antallet af kønssygdomme, tværtom: mændene bliver letsindigere og uforsigtigere.
Erfaringen har lært at hverken oprettelsen af bordeller med politikontrol eller en af politiet anordnet lægeundersøgelse kan give nogen sikkerhed mod smitte.
Medicinalråd dr. Albert Eulenburg svarede i 1898 på en forespørgsel fra »Wiens kvindekomite for bekæmpelse af prostitutionens reglementering«: »I spørgsmålet om politiets kontrol af de prostituerede står jeg – naturligvis uden at fornægte de praktiske vanskeligheder ved en forandring for øjeblikket – helt og holdent på det standpunkt Eders petition forfægter og betragter det i de fleste lande hidtil anvendte og rådende system for uretfærdig, uværdig og mener at det ikke på nogen måde kan give nogen sikkerhed eller opfylde sin foregivne mission.«
Berlins medicinske selskab udtalte i 1892 at skulle der skaffes sikkerhed krævedes der lægeundersøgelse flere gange om dagen. Dette er umuligt, dels på grund af det store antal kvinder og dels for de store udgifter. Når 30 à 40 prostituerede skal undersøges på en time bliver det bare overfladisk, ligeså er det aldeles utilstrækkelig at foretage undersøgelse en eller to gange i ugen. Dr. Blaschko siger: »Troen på at politilægens kontrol beskytter mod smitte er en desværre altfor udbredt og ulykkesbringende vildfarelse. Man kan snarere sige at enhver som har omgang med en prostitueret eller en anden letsindig kvinde kaster sig hver gang ud i en stor fare«.
Nytten af disse undersøgelser bliver også værdiløs derved, at de mænd som overfører smitten fra den ene kvinde til den anden er fri for enhver undersøgelse. Om en prostitueret som netop er blevet undersøgt og fundet frisk, smittes i samme time af en mand som er syg, så kan hun inden næste undersøgelse eller før hun selv forstår at hun er syg, besmitte en mængde besøgende. Kontrollen er ikke alene illusorisk, dertil kommer også at undersøgelsen bliver foretaget af mandlige læger. Dette sårer på det dybeste blufærdigheden og bidrage til at tilintetgøre den fuldstændig. Dette bekræftes af mange læger som har foretaget disse besigtigelser. De prostituerede opbyder alt for at unddrage sig denne kontrol. Og en yderligere følge af disse politibesigtigelser er at det bliver meget vanskelig, ja umulig for de prostituerede at vende tilbage til en anstændig beskæftigelse.
En til politiets kontrol hjemfalden kvinde er tabt for samfundet, som regel går hun ynkelig under inden få år. Den femte kongres for usædelighedens bekæmpelse udtalte sig træffende mod prostitutionens reglementering, idet den udtalte at reglementeringen fornedrer kvinden. Hun betragtes kun som et middel, ikke som et menneske. De lovlige garantier som værger selv den største forbryder mod politiets overgreb gælder ikke for kvinden. Hun står udenfor loven.
Hvor lidt politilægens kontrol gavner viser følgende tal fra England. Før kontrollens indførelse i 1867 var der af tilfælde af kønssygdomme blandt soldaterne 9.1 %. I 1886 var der 11 %, men i 1892 – seks år efter kontrollens ophævelse – kun 7.9 %. Blandt de prostituerede kvinder virkede kontrollen anderledes, i 1866 var der 12.1 % og i 1868 20.2 % sygdomstilfælde, så sank antallet en tid, men i 1874 steg det atter til 13.7 %. Da den engelske regering i slutningen af 1860erne forsøgte at udvide kontrollen til hele England, rejstes der en storm af forbitrelse indenfor den engelske kvindeverden. De betragtet loven som en fornærmelse mod hele kønnet. Den lov, som beskytter den engelske borger mod politiovergreb skulle ophæves for kvinden. Enhver rå hævnlysten eller af andre lave modiver ledet politimand skulle få lov til at antaste den mest ærbare kvinde, om han mistænkte hende for at være prostitueret, hvorimod mandens tøjlesløshed forblev uantastet, ja beskyttedes og befordredes af loven. Resultatet af denne kamp, som de engelske kvinder, trods hån og sjofel nedrakning fra mændenes side, havde rejst mod reglementeringen, blev en sejr for kvinderne, idet loven blev fuldstændig ophævet i 1885. Politiet i Tyskland ejer denne samme magt og mange misbrug og »fejltagelser« har fundet sted, men nogen energisk modstand mod myndighedernes fremfærd er ikke rejst.
I det småborgerlige Norge blev i 1884 bordellerne forbudt, og i 1888 ophævedes i Kristiania tvangsindskrivningen og den dermed forbundne lægeundersøgelse, og i 1893 ophævedes reglementeringen over hele landet. Fru Guillaume-Schack siger meget træffende om statens »beskyttelsesforanstaltninger« for mændene: »Hvorfor lærer vi vore sønner at højagte dyd og sædelighed, når staten erklærer, at usædeligheden er et nødvendig onde, når staten overfor den unge mand, og endnu før han er åndelig moden, stempler kvinden som en vare, og gør hende til et legetøj for hans drifter?«
Om en mand som lider af en kønssygdom, smitter aldrig så mange af disse stakkels kvinder, som enten af bitter nød eller fordi de er blevet forførte driver dette afskyelige håndværk, så bliver denne ramte mand aldrig antastet, men ve den syge prostituerede, som ikke straks underkaster sig lægebesigtigelse. Hvor lav den sædelige tilstand hos Tysklands studenter er fortæller »Korrespondanceblad til bekæmpelse af den offentlige usædelighed« (15. aug. 1893) følgende: »Blandt den størstedel af vore studenterkorps er den sædelige opfatning forfærdelig rå, ja rent ud sagt skændig«. Og fra disse kredse rekrutteres vore embedsmænd, vore dommere og offentlige anklagere.
»Fædrenes synder hjemsøges på børnene indtil tredje og fjerde led.« Dette bibelsprog passer udmærket på de udsvævende og af kønssygdomme hærgede mennesker, desværre også på de uskyldige hustruer. »Slagtilfælde blandt unge mænd og kvinder, rygmarvslidelser, hjerneblødhed, nervelidelser, øjensygdomme, tarminflammation, sterilitet og almindelig svaghed kommer ofte af gammel og misligeholdt syfilis Sådan som forholdene nu er fører dumhed, letsindighed og manglende kundskab til, at landets blomstrende døtre forvandles til sygelige, visnede væsener, som med deres underlivssygdomme må betale for deres mænds ekstra oplevelser – før og udenfor ægteskabet.«
Den syfilitiske gift er i sin virkning den sejeste gift og næsten umulig at udrydde. Mange år efter en helbredelse kan pludselig sygdommen bryde ud påny og følgerne viser sig på hustruen eller det nyfødte børn, og massevis af forskellige sygdomme hos gifte kvinder og hos børn er opstået gennem mændenes eller forældrenes kønssygdom. Man regner med, at i Tyskland blev der i 1899 født omkring 30.000 børn blinde, smittet af gonoré, og at 50 % af de barnløse hustruer var blevet ufrugtbare ved samme sygdom.
Den store fortjeneste usædeligheden giver, lokker en mængde forretningsfolk til, med opbydende af alle mulige raffinerede lokkemidler, at kapre kunder til sig. Hvis de »offentlige huse« kunne tale og fortælle deres hemmeligheder ville man få høre hvem der besøgte dem. Man skulle få se ministre, højere militære, geheimeråder, rigsdagsmænd, dommere osv. gå ud og ind ved siden af repræsentanter for adels, børs, handels- og industriaristokratiet. Disse mænd som i det daglige liv og i samfundet værdig og alvorlig optræder som »repræsentanter og vogtere for sædelighed, orden, ægteskab og familie« og står i spidsen for kristne velgørenhedsanstalter og foreninger »for prostitutionens bekæmpelse«.
Tilgangen af kvinder til lysternes tilfredsstillelse stiger endnu hastigere end efterspørgslen. De elendige sociale forhold, nød, forførelse, lyst til et glansfuldt og tilsyneladende frit liv, tilfører prostitutionen kandidater fra alle samfundsklasser.
Under sådanne forhold har handelen med kvindekød antaget kolossale dimensioner. Den drives godt organiseret og i stor skala, ubemærket for politiet midt i civilisationens og kulturens hovedstæder. På alle måder søger disse kvindehandlere at undgå politiets blik, men vi har også beviser på at politiet har modtaget store summer for at lukke øjnene. Politiets stilling til prostitutionen er i mange henseende meget interessant. Under en proces i Berlin i 1899 fremkom der f.eks. at en politikommissær benyttede en prostitueret til at vogte på en student som var mistænkt for at være anarkist. Og i Prag meddelte politichefen i en avis i august 1902 at koncession på at drive bordel var frataget en lavere politimands hustru fordi han havde mishandlet en arresteret person. Prager-politiet belønner således deres tjenestemænd med koncessioner på bordelvirksomhed. En herlig tilstand!
Tyskland nyder den tvivlsomme ære at være kvindemarkedet for den halve verden. I sin rejsebeskrivelse »Fra Japan til Tyskland gennem Sibirien« siger forfatteren, W. Joest, angående den tyske kvindehandel, følgende:
»Man harmes ofte i vort moralske Tyskland over den slavehandel en eller anden vestafrikansk negerfyrste driver eller over tilstanden på Kuba og Brasilien, og dog burde man mindes bjælken i sit eget øje, thi i intet land drives en sådan handel med hvide slavinder og fra intet andet land eksporteres så meget af denne levende vare, som netop fra Tyskland og Østrig. Man kan ganske nøje følge den vej disse kvinder tager. Fra Hamburg udskibes de til Sydamerika, hvorved Bahia og Rio de Janeiro får sin andel, men de fleste er dog bestemt for Montevideo og Buenos Ayres, mens bare en lille del går gennem Magelhaensstrædet til Valparaiso. En anden strøm går over England eller direkte til Nordamerika, men kan der vanskelig konkurrere med de indenlandske produkter, den fordeler sig derfor nedover Mississippi til New Orleans og Texas eller mod vest til Kalifornien. Herfra forsynes kysten nedover til Panama, mens Kuba, Vestindien og Meksiko forsynes fra New Orleans. Under navnet »bøhmerinder« eksporteres yderligere masser af tyske piger over Alperne til Italien og derfra videre sydover til Aleksandria, Suez, Bombay, Kalkutta og Singapoor, ja helt til Hongkong og Shanghai. Hollandsk Indien og Østasien, specielt Japan er dårlige markeder, da Holland ikke tåler hvide kvinder som prostituerede i deres kolonier og i Japan er landets egne døtre både smukke og billige, og desuden fordærver den amerikanske konkurrence fra San Francisco de gode konjunkturer. Rusland får sit behov tilfredsstillet fra Øst-Preussen, Pommern og Polen. Den største station er i almindelighed Riga. Her ordner og sorterer handelsmændene fra St. Petersburg og Moskva deres varer og sender dem i store flokke til Nischnij Nowgorod og over Ural til Irbitsk og Krestowsky, ja helt til det indre Sibirien. Jeg traf f.eks. en solgt tysk pige i Tschita. Denne storartede handel er organiseret på fuldkommen måde, den formidles gennem agenter og handelsrejsende og om det tyske rige engang skulle forlange beretning herom fra deres konsuler så skulle vi få se ganske interessante statistiske tabeller.«
At denne handel blomstrer den dag i dag er mangfoldige gange konstateret af de socialdemokratiske medlemmer i den tyske rigsdag.
De prostitueredes antal er umulig at bestemme. Politiet kan bare tilnærmelsesvis opgive dem som lever udelukkende heraf, de som driver den som bierhverv er umulig at skaffe noget tal på. Fra sagkyndigt hold påstås, at alene i Berlin findes der ca. 50,000 og i hele Tyskland ca. 200,000 prostituerede. Som man ser en hel armé af prostituerede og antallet af de ofre som sygdom og død kræver svarer hertil.
De prostitueredes antal forøges fra år til år af kvinder hvis beskæftigelse giver dem en løn så stor at de ikke kan sulte ihjel, og så lav at de ikke kan leve af den. Og ved de industrielle kriser føres nød og elendighed ind i hundrede tusinde familier og driver kvinden ud i prostitutionen.
Parent-Duchatelet opsatte i sin tid en statistik, hvorefter der blandt 5000 prostituerede fandtes 1440, som af nød og elendighed havde grebet til dette erhverv, 1250 var forældreløse og uden midler til livsophold, 80 prostituerede sig for at forsørge deres gamle forældre, 1400 var elskerinder som var forladt af deres elskere, 480 var blevet forført af officerer og soldater og blevet slæbt med til Paris, 280 var under svangerskabet blevet forladt af deres elskere. Mrs. Butler, den ivrige forkæmperske for de fattigste og elendigste af hendes køn, siger: »Tilfældige omstændigheder, en fars eller mors død, arbejdsløshed, utilstrækkelig løn, elendighed, bedragerske løfter, forførelse og andre udlagte fælder har ført dem i fordærvelsen«.
Flertallet af de prostituerede begynder dette erhverv i en så tidlig alder, at de næppe forstår hvad de gør. Blandt 2582 hemmelige prostituerede som blev arresteret i Paris var der over 1500 mindreårige. I september 1894 forekom i Budapest en skandaleaffære hvorved det blev oplyst at henimod 400 tolv og femtenårige piger var faldt som ofre for en flok rige vellystinger. Sønnerne af vor »formuende og dannede klasse« anser det for sin ret at forføre folkets døtre og siden forlade dem. Og de godtroende og uerfarne kvinder af folket, som oftest savner både glæde og venner, falder så altfor let som offer for forførelsen som kommer i en lysende og smigrende gestalt. Retsforhandlingerne i barnemordsager giver et dystert og lærerigt billede. Den forførte og skændig forlade kvinde som hjælpeløs jages bort i fortvivlelse og vanære, griber til fortvivlede midler, dræber sin livsfrugt, anklages og dømmes til tugthus eller henrettes. Den samvittighedsløse og egentlige morder – går fri for straf. Hvis kvinderne havde ret til at deltage i lovgivningen, så ville meget blive forandret i denne henseende.
Et andet, ganske almindelig misforhold, skal vi også i korthed berøre.
Overdrivelse i kønsnydelsen er skadeligere end om man delvis forsømmer tilfredsstillelsen. Også en gennem overdrivelse mishandlet organisme må ødelægges. Impotens, ufrugtbarhed, rygmarvslidelser, vanvid, åndelig sløvhed og andre sygdomme bliver følgerne. Mådelighed i kønsomgangen er ligeså nødvendig som i mad og drikke og andre menneskelige behov. Men mådelighed synes at være vanskelig at iagttage, især for den livskraftige ungdom. Deraf kommer det store antal »unge oldinge« i de højere samfundsklasser. Og disse »unge oldinge« må skaffe sig særskilt raffinerede ofte perverse pirringsmidler, fordi de gennem deres udsvævelser er blevet sløvede og overmætte. Bortset fra de som er født homoseksuelle, henfalder mange til denne unaturlighed.
Vi ser således hvordan laster, udsvævelser og forbrydelser af alle slags opstår og tiltager som følge af vore umulige sociale forhold. Hele samfundet kommer i en tilstand af uro, og under dette lider kvinden mest.
Og de forstår dette bedre og bedre og søger bødemidler herfor. De fordrer i første række økonomisk selvstændighed og uafhængighed, kvinden skal lige såvel som manden have ret til alle virksomhedsområder hvor hendes kræfter og anlæg kan passe. Er disse bestræbelser berettigede? Kan de gennemføres? Hjælper de? Dette er spørgsmål som stadig trænger sig ind på os.
Den sociale tilstand en race, en klasse eller et køn befinder sig i, får sit udtryk i det respektive lands love og politiske institutioner. Lovene er de bestemmende interessers udtryk i paragrafer, og ophøjes til et lands ret. Lovene er negative eller positive. Negative fordi de ikke tager noget hensyn til de undertrykte, ved fordeling af rettighederne. Positive fordi de viser de undertrykte deres undertrykte stilling og betegner enkelte visse undtagelser.
Vor almindelige lov er bygget på den romerske lov, som kun kender mennesket som et ejendomsbesiddende væsen. Den gamle germanske lov som behandlet kvinden mere værdig har bare delvis beholdt sin indflydelse. For ikke mange årtier siden befandt kvinderne i England sig i et slavisk forhold til manden. I Rom fandtes der romerske borgere og romerske borgeres hustruer, men ingen medborgerinder.
I Tyskland er kvindens retsstilling blevet lidt forbedret ved indførelsen af den almindelige borgerlige lov. Kvinderne fik ret til at være formyndere, ret til at optræde som vidner ved ægteskabs indgåelse og ved oprettelsen af testamente, videre fik kvinden ret til at slutte kontrakter. Hustruen forvalter og hersker uindskrænket over alt det, som hun gennem sit arbejde fortjener. Derimod kan hun tilføjes en stor uret ved skilsmisse. Ved en sådan er det manden som beholder alt, hvad de i fællesskab har anskaffet til huset, hun har bare ret til en understøttelse, som svarer til deres samfundsstilling, for så vidt hun ikke selv ejer noget eller kan leve af sit eget arbejde. I England godkendte landets hævdvundne lov helt til op i 1870erne mandens besiddelsesret over hustruens løsøre. Kun retten til fast ejendom blev bevaret for hende, men manden havde forvaltningsretten og ret til at høste de indtægter som ejendommen gav. Hustruen var fuldstændig mandens slave. Men ved lovene af 1870 og 1882 blev hendes stilling bedre og friere.
I følge den franske lov »Code civil« havde manden ret til at forlange skilsmisse når hans hustru havde været utro, men hustruen kunne kun forlange skilsmisse hvis manden havde medtaget sin elskerinde ind i deres fælles hjem. Dette blev ophævet i 1884, men er genopstået i den franske straffelov, dette for fransk lovgivning så betegnende adskillelse mellem mand og kvinde. En hustru som er grebet i utroskab straffes med fængsel fra 3 måneder til 2 år. Manden straffes kun, hvis han har begået ægteskabsbruddet i deres fælles hjem og kun efter anklage fra hustruen. Men selvom han dømmes skyldig, straffes han kun med bøder fra 100 til 2000 francs.
Angående kvindens ret til at optræde som vidne, formynder o.s.v. så hersker omtrent de samme regler i Belgien, Schweiz, Portugal, Spanien m. fl.
Sverige giver ved loven af 11. dec. 1874 hustruen ret til frit at forføje over det hun tjener ved sit eget arbejde. Danmark har ophøjet det samme princip til gældende lov. Ifølge dansk ret kan mandens gæld ikke dækkes af hustruens ejendom. Den samme lov findes også i Norge (Lov om særeje).
Retten til at opdrage børnene ligger også i de fleste lande i mandens hænder. Den gamle romerske grundsats, at faderen har alle rettigheder og al magten over barnet, danner stedse lovgivningens grundtone.
I De Forenede Stater har kvinderne i civilretslig henseende tilkæmpet sig fuld ligestillethed; de har også magtet at hindre indførelsen af den engelske eller andre lignende prostitutionsforanstaltninger.
Den tydelige forskel i mandens og kvindens retslige stilling har hos kvinden skabt kravet om politiske rettigheder. Det er den samme tanke, som leder arbejderklassen til i sin agitation at kæmpe for erobringen af den politiske magt. Og hvad der er ret for arbejderne kan vel ikke være uret for kvinderne. Undertrykt, retsløs, stadig tilsidesat, har de ikke kun ret, men også pligt til at beskytte sig og at gribe til ethvert middel, som kan hjælpe dem til en selvstændig stilling.
I alle tider og hos alle folkeslag har kvinderne, om ikke masserne så enkelte intelligente af dem, spillet en ikke betydningsløs rolle. Selv ikke det pavelige hof har dannet nogen undtagelse, og ved det franske, spanske og italienske hof har kvinderne haft stor indflydelse. Ved Filip den Femtes hof i slutningen af det 17. Århundrede, var Marie de Trémoille, hertuginde af Bracciano og fyrstinde af Ursino, i tretten år Spaniens premierminister og ledede i den tid den spanske politik på en ualmindelig dygtig måde. Også de fyrstelige maitresser har ofte på en mesterlig måde forstået at skaffe sig indflydelse. Vi nævner bare madame Maintenon, Ludvig 14nes, og madame Pompadour, Ludvig 15des elskerinde. Og da i juli 1789 i og med stormen på Bastillen, ouverturen til den store revolution spilledes op, da var der mange kvinder både fra over- og underklassen, som tog virksom del i bevægelsen – for eller imod. Næsten alle historieskrivere har kun set revolutionens overdrivelse og ikke alle dens store bedrifter. Så mange eksempler på heltemod, sjælsstorhed og beundringsværdig opofrelse gaves på den tid at en upartisk skreven bog om »Den store revolutions kvinder« ville blive en vidt og bredt lysende æresfakkel. Den almindelige nød traf som altid under lignende forhold i særdeleshed kvinderne. Udelukket fra ethvert hæderlig erhverv blev de i tusindtal prostitutionens ofre. Så kom hungersnøden i 1789 og drev dem fuldstændig ned i elendigheden og bragte dem til at storme rådhuset og til at foranstalte det vældige tog til Versailles. Den foranledigede dem også til at anholde Nationalforsamlingen om »at ligestillingen for mand og kvinde måtte blive genindført, arbejdet frigivet og adgang åbnet til alle erhverv, hvor deres anlæg kunne passe«. Rundt om i Frankrig stiftedes der kvindeforeninger og disse opnåede temmelig store medlemsantal. Om den intrigante madame Roland foretrak at spille en rolle blandt revolutionens »statsmænd« girondisterne, så stillet den ildfulde og veltalende Olympe de Gouges sig i spidsen for kvinderne af folket og lagde al den hengivenhed hun ejede i denne sag.
Da Konventet i 1793 proklamerede menneskerettighederne, indså hun at det bare var spørgsmål om mandens rettigheder. Sammen med Louise Lacombe og andre, opstillede Olympe de Gouges »Kvindens rettigheder« i sytten artikler og motiverede disse den 28 brumaire (20 nov. 1793) overfor Pariserkommunen med de ord: »Har kvinden ret til at bestige skafottet, så må hun også have ret til at bestige tribunen.« Disse fordringer blev ikke opfyldte. Konventet viste tydelig sit kvindefjendtlige sindelag ved at de besluttet at undertrykke kvindeforeningerne og behandlet kvinderne som oprørske personer.
Men da Konventet slog alarm og forklarede at »fædrelandet er i fare«, og mobiliserede mod det fremrykkende monarkiske Europa, da tilbød pariserinderne sig at forsvare landet med våben i hånd. Den radikale Chaumettes svarede dem:
»Hvad tid har kvinderne fået tilladelse til at afsværge sit køn og gøre sig til mand? Når blev det skik og brug at de forlod sit hjem, sit barns vugge, for at optræde på offentlige pladser, på tribunen, for at stille sig i troppernes rækker, med et ord opfylde de pligter naturen har pålagt manden alene? – Naturen har sagt til manden: Vær mand! Kapløb, agerbrug, politik og anstrengelser af alle slags er dine privilegier. Men til kvinden har naturen sagt: Vær kvinde! Omsorgen for dine børn, husholdningens enkeltheder, moderskabets uro, det er dit arbejde! – Uforstandige kvinder, hvorfor vil I blive mænd? I naturens navn – bliv hvad I er, og misund os ikke farerne ved et stormfuldt liv, vær fornøjet med i familiens skød at kunne glemme dem, idet I lader vore øjne hvile på det skønne skuespil af vore – ved eders ømme omsorg – lykkelige børn!«
Uden tvivl udtalte den radikale Chaumette hvad de fleste af vore dages mænd tænker. Det er mandens egoisme som er talt ud af Chaumettes ord.
Efter revolutionen hvilte kvindernes krav om ligestilling i mange år.
Den første petition for kvindernes stemmeret fremkom i England i 1832 og forsvaredes af Robert Peel.
I året 1867 foreslog John Stuart Mill for første gang i det engelske parlament, at alle skattebetalende kvinder skulle få stemmeret. Forslaget blev forkastet med 194 mod 73 stemmer.
I vore dage er forholdene meget forandret. For øjeblikket findes der mange lande rundt i de forskellige verdensdele hvor kvinderne har mere eller mindre udstrakte politiske rettigheder. I de fleste stater i Amerika har kvinderne stemmeret og har allerede i flere år haft deres repræsentanter i de forskellige institutioner. I Ny Zeeland fik kvinderne allerede i 1893 politisk stemmeret og deltager meget livlig i parlamentsvalgene, ja til og med mere aktivt end mændene. I Tasmanien fik kvinderne i 1884 kommunal stemmeret og i 1895 fik de i Syd-Australien politisk stemmeret. I Norge, Sverige og Finland har også kvinderne stemmeret, dog med visse indskrænkninger.
I England har kvindernes stemmeretskampe en hel historie bag sig. I 1884 forkastedes kvindestemmeretsforslaget med kun 16 stemmers majoritet. I 1897 vedtoges forslaget i underhuset, men blev afslået af overhuset. I de sidste år er kvindebevægelsen i England vokset sådan at der nu står voldsomme kampe mellem sufragetterne og ordensværnet. Mange af kvindebevægelsens ledere er sat i fængsel og idømt store straffe for deres bestræbelser i at skaffe kvinden stemmeret.
I flere andre lande har også kvinden stemmeret, hvis hun har penge eller ejendom. Ellers ikke. Dette er meget betegnende for den herskende stats moral og gældende ret. Mennesket er om det ikke er formuende, politisk set et nul. Det er ikke forstand og intelligens, men pengepungen som er det afgørende.
I flere tyske stater ser man, at man til og med, at man nægter kvinderne politisk foreningsret. De får ikke lov at danne nogen politisk forening. I Preussen blev de endog for nogen år siden nægtet at deltage i festligheder, som var arrangeret af politiske foreninger.
Man ler og spotter over den tanke at få se en kvinde i parlamentet. Det blev også gjort dengang arbejderne først kom ind. Nu ler man ikke længere over arbejdernes repræsentanter, men er ræd for at der skal komme for mange af dem. Forøvrigt har kvinderne talt både fra prædikestole og parlamentstribuner i flere lande, men ingen ler.
»Men forestil eder en frugtsommelig kvinde i parlamentet, – hvor uæstetisk«, indvender en del frivole modstandere. Disse herrer finder det ganske naturlig at kvinder i svangerskabets sidste tid anvendes i de mest uæstetiske erhverv, så hendes sædelighed og sundhed undergraves. Den mand som kan le af en frugtsommelig kvinde, er en elendig ynkryg. Bare tanken om at hans egen mor engang har set ud på samme måde inden hun fødte ham til verden, burde jage skammens rødme op i hans kinder. Og den næste tanke, at han, den rå spotter selv, kan få se sin egen hustru i samme situation, burde få ham til at forstumme af skamfølelse.
En kvinde som føder børn, gør samfundet en ligeså stor, ja større tjeneste end den mand, som med sit liv forsvarer sit hjem mod en plyndrende røver.
Kvindens liv står i fare under enhver fødsel; alle vore mødre har set døden i ansigtet og mange af dem har mistet livet under fødselsagten. Antallet af de kvinder som dør eller bliver syge efter fødselen er meget større end antallet af de mænd som falder eller såres på slagmarken. Fra 1816 til 1876 faldt i Preussen ikke mindre end 321.791 kvinder som offer for barselsfeberen, gennemsnitlig 5.363 pr. år. Det er et betydelig større antal end antallet af de mænd som i samme tidsrum faldt i de forskellige krige.
Alle disse indvendinger mod kvindens offentlige virksomhed var utænkelige, hvis forholdet mellem kønnene var naturlig og frit. Allerede fra barndommen adskilles de i opdragelse og social henseende.
En af de første og vigtigste opgaver for et fornuftig ordnet samfund, måtte være at ophæve den unatur som hviler over kønnene og lade naturen komme til sin fulde ret. Allerede i skolen begynder denne unatur med kønnenes adskillelse. Børnene får lidt eller ingen undervisning om mennesket som kønsvæsen. Om sin egen tilblivelse får de høre en masse gammelt sludder og henvises til selv at skaffe sig rede på forholdet. Den som mindes sin egen og kammeraters barndom ved hvad følgerne kan blive.
En amerikansk forfatterinde meddeler blandt andet, at hun for at tilfredsstille sin otteårige søns stadige spørgen, fortalte ham nøjagtig og sandhedstro hvordan han var kommet til verden. Drengen lyttede med stor opmærksomhed og fra den dag han havde erfaret hvor store smerter han havde beredt sin mor, havde han vist hende en hidtil ukendt hengivenhed og højagtelse. Og ikke bare overfor sin mor, men også overfor andre kvinder. Forfatterinden mener at kun gennem en naturlig opdragelse er en større agtelse og selvbeherskelse fra mandens side mulig overfor kvinden. Og ethvert fordomsfrit tænkende menneske må slutte sig hertil.
Fra hvilket punkt man end kritiserer vore samfundsforhold, så kommer man dog altid tilbage til: at en grundig omvæltning af samfundet er nødvendig og gennem denne en grundig omvæltning i kønnenes stilling. Kvinden må, for at komme snarere til målet, se sig om efter forbundsfæller, som hun naturligvis finder i arbejderbevægelsen.
Det klassebevidste proletariat har allerede for længe siden begyndt stormen mod fæstningen: klassestaten, som også tillige opretholder det ene køns herrevælde over det andet.
Men mange har endnu ikke kommet til forståelse af den opløsning hvori stat og samfund allerede befinder sig, derfor vil vi i det følgende give en fremstilling af denne.
1. Leon Richter fortæller i »La femme libre« om en retssag hvor en tjenestepige i Paris blev dømt af faderen til hendes egne børn, – en anset from advokat. Og hvad værre var: Dommeren selv var morderen, moderen var fuldstændig uskyldig, hvad hun først tilstod overfor retten efter at dommen var faldt.
2. »Hr. E., en fabriksejer, har meddelt mig at han beskæftiger udelukkende kvinder ved sine mekaniske vævestole; han giver altid de gifte kvinder forrangen, især de som har familie hvis underhold påhviler dem; de er meget opmærksommere og flittigere end de ugifte og tvungne til at anstrenge sig til det yderste for at skaffe det nødvendige til livsophold. På denne måde vendes de for den kvindelige karakter udmærkede dyder til hendes skade – således bliver det sædelige, det fine i hendes natur årsag til hendes slaveri og lidelser.« Tale af Lord Ashley om ti-timersloven i 1844. Citert af Karl Marx i »Das Kapital«.
Sidst opdateret 1.8.2008