August Bebel står fremdeles i dag som det tyske socialdemokratis ubestridte fører og som en af de største og mærkeligste skikkelser i det internationale socialdemokrati. Han har ingen akademisk uddannelse, og den lærdom han har, har han erhvervet sig i arbejderbevægelsens tjeneste. Han har været flittig og tro, og der er ingen nulevende socialist, som bliver hørt med sådan opmærksomhed som han. »Die Frau und der Sozialismus«, som her leveres for første gang i fuldstændig dansk oversættelse (januar 2008 af PBP), er hans vigtigste skrift, og næst efter Karl Marx' »Kapitalen« er det vel det socialistiske skrift, som har fået størst betydning i socialdemokratiet verden over. Bogen udkom første gang i 1879, og er trykt i en mængde oplag. Alene i Tyskland over halvhundrede, og er oversat til de fleste europæiske sprog. Bogen udkom første gang i Leipzig; men et svejtsisk forlag var opgivet som udgiver, nemlig »Folkeskriftforlaget« i Zürich-Hottingen, hvor også den i Tyskland forbudne »Socialdemokrat«, redigeret af Eduard Bernstein, udkom. Bogen blev selvfølgelig straks forbudt i Tyskland. Politiet konfiskeret alle de eksemplarer, som kunne overkommes, i private huse, og disse eksemplarer blev ivrig læst af politiembedsmændene, og bogen gjorde sin gerning, selv på de steder, hvor man havde gjort mindst regning på at den skulle komme.
Da socialistloven i 1890 faldt, foretog Bebel en større omarbejdelse og udvidelse af bogen, og forlaget J. H. W. Dietz efterfølger i Stuttgart overtog udgivelsen. Oplag på oplag fulgte, og i udlandet gik den sin sejrsgang. Bebel gør sig umage for at skildre samfundsforholdene som de er og som de burde være for det store publikum. Han går frem med store generalisationer, og han ejer en frodig fantasi. Mange socialøkonomer er derfor kommet med påstande om at bogen er »uvidenskabelig«. Det kan være, hvis man mener, at vort nuværende samfund er udmørket som det er, at mange af Bebels spekulationer synes uholdbare; men hvor han bevæger sig på nutidens grund har ingen dispuderet hans saglighed og kritiske evne. Og om nu ikke socialdemokratiet i alle detaljer følger hans anvisninger, så er man dog enig i, at de store linjer har han trukket op bedre end nogen anden. Bebels bog har også fået anerkendelse fra videnskabsmænd. Samtidig som han har benyttet de foreliggende videnskabelige undersøgelser, har han også sammenstillet dem med sine egne observationer af livet, og han kommer til kloge logiske slutninger.
Det som var bogens egentlige kerne, kvindens udviklingshistorie i samfundet, udgør i de sidste store udgaver kun indledningen, og forfatteren går i bogens sidste halvdel ind på de store samfundsspørgsmål i sin brede almindelighed. Og han har i den sidste udgave – 1909 – som den her foreliggende, er oversat efter, ført alle opgaver op til de sidste og nyeste resultater af den videnskabelige undersøgelse i alle retninger. Heri har Bebel haft stor hjælp af en forøvrig forholdsvis ukendt socialist ved navn N. Rjasanoff, som har hjulpet ham med udarbejdelsen af det 50. oplag.
Fremstillingen er gjort bred og fyldig, og den nye statistik er meget benyttet, alt skal slås fast med det tilstrækkelige antal søm, og det er i almindelighed søm som trækker; men fremstillingen bliver aldrig kedelig.
Bebels bog er første gang skrevet med ungdommens begejstring, og dette element har fulgt den i alle dens udgaver helt op til i dag. August Bebel er den socialistiske begejstrings inkarnation, og dette er hemmeligheden med, at hans navn er en fanfare, når det nævnes indenfor vore socialdemokratiske rækker. Selvfølgelig behøver man ikke at sværge til alle hans slutninger. Hans bog er ikke nogen doktrinær lærebog i socialismens ufejlbarhed; men man følger hans klare blik, når han river samfundet op og påviser kapitalismens meningsløshed, og man ser de blånende vidder indover fremtidens marker, som han fremmaner og råber med ham, at nogenlunde sådan må det blive.
Dengang da Bebels bog udkom for vel 30 år siden, var socialismen forbudt i Tyskland. Partiets blad måtte trykkes i Schweiz og kongresserne afholdtes i Schweiz og Danmark, mens repræsentanterne rejste over grænsen under påtagne navne. Det officielle Tyskland mente at gøre sig fri fra den farlige pest ved at stemple den som ulovlig. Men det lykkedes ikke. Bladet indsmugledes til Tyskland og læstes med den største interesse, og Bebels bog fulgte med. Bogen gjorde sin gerning da socialistloven ophævdes i 1890, og her mødte socialdemokratiet ved valgene stærkere frem end nogensinde. Det går ikke an at forbyde menneskene at tænke. Og de tyske arbejdere tænkte.
Bebel vender sig i sin bog omtrent udelukkende til kvinden, hvis forstand han vil vække til erkendelse af, at det kun er en omvæltning af samfundsforholdene, der kan skaffe hende ligestillethed med manden i samfundet og at den nye tilstand som må indtræde er den socialistiske.
Bebel gennempløjer historien og viser, hvorledes kvindens stilling tidligere har sat mærke på samfundet, og viser herigennem, at en forandring i kvindens stilling også må følge med en omordning af samfundet i socialistisk retning.
Bebels bog har været genstand for megen diskussion i årenes løb. Ikke fordi at den fremlægger nogen ny videnskabelig opdagelse. Det gør den heller ikke krav på. Bebel har holdt sig til de videnskabelige undersøgelser som har foreligget. Og nu kan det hænde, at enkelte af disse resultater kan være genstand for tvivl. Man er ikke så helt enig om alle de naturvidenskabelige fænomener endnu i dag. Men hans slutresultater falder ikke med dette, selv om hans kritikere i enkelte punkter kan have ret.
Man kan således diskutere om jordens næringsforhold tillader en ubegrænset forøgelse af folkemængden. Det er mange som mener at grænsen for, hvad jorden kan føde af mennesker har vi endnu ikke øjnet og at Malthus teori om overbefolkningen og dens resultater derfor er slået ihjel eller kan slås ihjel. Andre mener, og statistikken giver dem for tiden ret, at befolkningen har tendens til at stagnere eller endog gå tilbage, og at Malthus teori derfor er aldeles falsk. Bebel går ind på begge teorier. Han skildrer hvorledes jordens næringskilder kan udnyttes og hvorledes de udnyttes og påviser rigdommens uudtømmelighed, og han fører bevis for folketilvækstens træghed under gode næringsforhold.
Enkelthederne i dette kan være genstand for debat. Bebel lægger megen vegt på ernæringens art. Det er mulig, at videnskaben ikke helt kan anerkende dette; men kendsgerninger er der. På den ene side, at ved en fornuftig og rationel udnyttelse af jordens næringskilder kan et meget større antal mennesker finde sit underhold end nu, og på den anden side, at selv om livsvilkårene forbedres, så øger ikke folkemængden til hungergrænsen igen nås; men at den tværtimod begrænses, og disse to ting er slået fast. Det kan overlades specialister at finde ud, hvorledes disse kendsgerninger opstår, og Bebels hypoteser får stå ved sit værd. Han har valgt dem ud af det videnskabelige materiale, som har stået til hans rådighed. Der er mange andre ting, som står i samme forhold i hans fremstilling. Man vil altid lægge mærke til, at han har et klart blik for de praktisk foreliggende ting, og når han forsøger sig på videnskabelig undersøgelse, så er det altid det faktisk foreliggende, som vejer mest for ham. Han lader sig aldrig vildlede af en opstillet teori.
Etnografien er en videnskab, som stadig tilføres nyt materiale ved undersøgelse af naturfolkenes liv, og Bebel har i de nyere oplag af sin bog fulgt godt med på disse nyheder. De store linjer i hans fremstilling, som først og fremmest er bygget over amerikaneren Morgans undersøgelser, som blev så vigtige for Engels og Marx i deres virksomhed, og har vist sig holdbare. Alle senere undersøgelser har støttet Morgan.
Man kan forstå meget af samfundsudviklingen ved at kende etnografien; men en omvæltning af det kapitalistiske samfund og en indførelse af en socialistisk samfundsorden er ikke afhængig af om man står helt klar over naturfolkenes samfundsliv. Vi skal ikke vende tilbage til deres livsforhold og deres indretninger; vi skal videre frem.
Dette forhold ser man klart i den store omvæltning som er foregået i Japan i de sidste 40 år. Denne er foregået ved en viljesagt, ved en beslutning taget af de styrende selv, og de døbte perioden indtil kejser Mutsuhitos død den 30. juli 1912 med navnet »meijz« – oplysningens tid. Og den periode de nu skal begynde, kalder de »faisko« – den store ligheds tid. Om den kommer til at svare til navnet afhænger af det styre folket får.
Meget afhænger, som man ser, af de viljesytringer, som kommer frem indenfor et folk, selv om disse er et resultat af det udviklingstrin et folk er nået op til.
De store udsyn Bebel har givet over det fremtidige socialistiske samfund savnes aldeles hos Marx. Og det kan hænde, at udviklingen i detaljer kan bøje af fra de veje Bebel antyder; men det er af mindre betydning. Hovedsagen er at jordens beboere ordner deres affærer sådan, at fattigdommen bliver unødvendig, arbejdet suverænt, klasserne afskaffes, og ingen lider uret. Af dette følger med logisk nødvendighed kvindens frigørelse og emancipation, som et af de mest karakteristiske træk, og over dette tema er skrevet denne mest læste bog, som har set lyset i den socialistiske debat.
Sidst opdateret 1.8.2008