Oversat fra Otto Bauer: Der Weg zum Sozialismus, Berlin 1919.
Udgivet på dansk af Forlaget Fremad, 1926.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 12. feb. 2014 fra perbenny.dk iflg. aftale.
(Der er dog her tilføjet afsnits-ombrydninger ifølge den tyske udgave.)
Politisk og social revolution
Storindustriens socialisering
Industriens organisering
Bedriftsrådene
Herregårdenes socialisering
Bondegårdenes socialisering
Boligens og husholdningens socialisering
Bankernes socialisering
Ekspropriatorernes ekspropriation
Socialiseringens forudsætninger
Noter
Den politiske Revolution har afsat Kejseren, afskaffet Herrehuset og knust den privilegerede Valgret i Provinser og Kommuner. Alle politiske Forrettigheder er tilintetgjort. Alle Borgere er nu ligeberettigede uden Hensyn til Klasse, Stand eller Køn.
Men den politiske Revolution er kun den halve Revolution. Den ophæver den politiske Undertrykkelse, men lader den økonomiske Udbytning bestå. Kapitalisten og Arbejderen er retslig lige, nyder samme politiske Rettigheder, men dog er den ene stadig Kapitalist, den anden Arbejder; den ene er Herre over Fabrikker og Bjergværker, den anden er fattig og besiddelsesløs.
Den politiske Revolution ophæver ikke den økonomiske Udbytning, – langt snarere gør den først rigtig følelig. Har vi gjort Ende på Kejserens Almagt for at blive underkastet Kapitalismens Enevælde? Har vi brudt Generalernes, Embedsmændenes og Adelens Herredømme for at være Trælle for Bankdirektører, Kartelmagnater og Børsspekulanter? Således spørger Arbejdermasserne. Den halve Revolution vækker Viljen til den hele. Den politiske Omvæltning skaber Viljen til den sociale Nyordning. Demokratiets Sejr indleder Kampen om Socialismen.
Demokratiets Sejr i Midteuropa er et Resultat af Krigen, en Følge af Centralmagternes Nederlag. Krigen har ødelagt de to Militærmonarkiers Hærvæsen, fravristet Øvrighedsstaten dens Tvangsmidler og derved ført Demokratiet til Sejr. Men Krigen har også fremkaldt uhyre økonomiske Omvæltninger. Disse Omvæltninger gør Socialismen til en uomgængelig Nødvendighed.
I fire og et halvt År har Folkene ikke bygget Boliger, men gravet Skyttegrave; ikke lavet Maskiner, men produceret Granater og Shrapnels; ikke dyrket Jorden, men betjent Kanonerne. Vor Jord er udsuget for Næringsstoffer, vore Maskiner er opslidte, vore jernbaner forsømte, vore Klæder er blevet til Pjalter hele Samfundets Rigdom er tilintetgjort. Folkene er ved Krigen blevet fattige, usigeligt fattige.
Alle Nationer er blevet fattige, men Midteuropas Folk fattigere end de andre. Thi vi er de besejrede. Vi må betale Sejrherrerne Krigsskadeserstatning, udrede Tribut. Så fattige vi er, må vi af vor Fattigdom udrede en Kæmpeskat til de andre!
Vi må arbejde. Men for hvad? Vi må først og fremmest arbejde for at rense den forsømte jord for Ukrudt, for at erstatte de opslidte Maskiner med nye, og for at bringe Jernbanerne, der er i en elendig Forfatning, i Orden igen. Og så må vi arbejde for at producere alle de Varer, hvormed vi skal betale vor Tribut til Sejrherrerne. Har vi under sådanne Forhold Arbejdskraft nok til også at producere tilstrækkeligt af det, vi selv behøver: Mad, Klæder og Boliger?
Vi vil blive fattige, usigeligt fattige. Kan vi under en sådan Fattigdom stadig tillade os den Luksus at yde Tribut af vort Arbejdes Udbytte til hovmodige Grever, grådige Gullaschbaroner og dovne Kuponklippere ? Kan et Folk, der er blevet så fattigt, tåle at dets sparsomme Arbejdsudbytte bliver så ulige fordelt?
Vi er for fattige til stadig at kunne dele vor Fortjeneste med Kapitalister og Jorddrotter. Det er slemt nok, at vi bliver nødt til i Form af Krigsskadeserstatning at yde Tribut til fremmede Kapitalister; vi kan ikke ved Siden heraf også betale Tribut til vore egne.
Der gives kun en Udvej af den økonomiske Nødstilstand, hvori vi befinder os: Socialismen.
Men hvordan kommer vi til en socialistisk Samfundsordning? Hvorledes kan vi gøre Fabrikkerne og Bjergværkerne, Skovene og Byggegrundene og de store Herregårde og Kapitalbesiddelser, som nu tilhører Kapitalister og Godsejere, til Folkets Ejendom?
Den politiske Revolution kan være en Dags Værk. Republikken sat i Stedet for Monarkiet, de fås Privilegier erstattet af alles Ligeberettigelse det var altid Resultatet af et Slag, af en stor Time. Mange tror, at den sociale Omvæltning kan fuldbyrdes lige så hurtigt, lige så pludseligt. En skønne Dag kunne Arbejderne på en Gang bemægtige sig alle Fabrikker og Bjergværker, Handelshuse og Banker og ganske simpelt jage Kapitalisterne og deres Direktører ud. Så ville det, der endnu om Morgenen tilhørte Kapitalister og Jorddrotter, om Aftenen være det arbejdende Folks Ejendom. Er det virkelig således? Kan den sociale Revolution virkelig fuldbyrdes så hurtigt og så simpelt?
Vor Velstand afhænger af to Ting: for det første af, hvor meget der produceres i Landet, og for det andet af, hvordan det fordeles mellem Samfundsklasserne. Socialismen vil først og fremmest forandre Fordelingen. Nu får den overflødige Kapitalist, der har arvet Fædres Ejendom, langt større Andel i Samfundets Goder end den flittigste og dygtigste Arbejder. En sådan Forskel vil ikke eksistere i det socialistiske Samfund. Heller ikke det vil fordele Goderne helt lige. Også det socialistiske Samfund må lønne den flittige bedre end den dovne; ellers var der ikke mange, der ville være flittige. Også det må lønne Opfinderen. som udtænker nye Arbejdsmetoder, og den driftige, der anviser nye Veje for Produktionen, bedre end den, som tankeløst forretter sit Dagværk. Ellers var der ikke mange, der ville stræbe efter at fuldkommengøre Arbejdsmetoderne. Men kun den, der virkelig har gjort sig fortjent af Samfundet, ikke den, som blot besidder nedarvet Jordegods eller tilfældigt sammenskrabet Kapital, vil have Krav på større Andel i Samfundets Arbejdsudbytte. Socialismen vil altså først og fremmest forandre Fordelingen af Samfundets Goder. Men det kan kun gavne det arbejdende Folk, hvis samtidig Produktionen holdes oppe. Thi hvis der i et socialistisk Samfund kun blev produceret halvt så mange Varer som i det kapitalistiske, ville Arbejderne ikke leve bedre under Socialismen, men sandsynligvis meget dårligere end under Kapitalens Herredømme. Den retfærdigste Fordeling kunne ikke nytte os noget, hvis der var mindre at fordele. Hermed er Socialismens Opgave stillet den: Den må ordne Fordelingen retfærdigere, uden at Produktionen kommer til at lide derved!
Vort Produktionsapparat er i en elendig Stand. Vi mangler Råstoffer, og Arbejderklassen er svækket af Underernæring. Derfor producerer vi langt, langt mindre, end vi gjorde før Krigen. Men når vi producerer mindre, må vi selvfølgelig også bruge mindre. Jo mindre Samfundets Arbejdsudbytte er, jo mindre vi har af alt muligt, des mindre falder der selv med den retfærdigste Fordeling på den enkelte, des mindre kan han forbruge og nyde. I en sådan Tid må vi tage os i Agt for at gøre noget som helst, der kan ødelægge vort Produktionsapparat endnu mere, gøre Tilførselen af Råstoffer endnu vanskeligere for os og derved yderligere indskrænke vor Produktion og vort Arbejdsudbytte. Vor Fattigdom tvinger os til at ordne Fordelingen retfærdigere; men den tvinger os også til at gennemføre denne Omvæltning på en sådan Måde, at Produktionen ikke lider derved.
Lad os nu forestille os, at Arbejderne en skønne Dag med Magt satte sig i Besiddelse af Fabrikkerne, at de ganske simpelt jog Kapitalisterne, Direktørerne og Funktionærerne ud og selv overtog Ledelsen. En sådan Omvæltning var naturligvis kun mulig under blodig Borgerkrig, og Borgerkrigen ville selvfølgelig ødelægge store Mængder af Produktionsmidler, Maskiner og Jernbanemateriel. Vort Produktionsapparat, der allerede på Forhånd er så medtaget, ville ødelægges endnu mere. Det kapitalistiske Udland ville nægte os de Råstoffer, vi har Brug for, og den Kredit, som er nødvendig for at få dem. Amerika og Ententen ville opretholde Blokaden. Vore Foretagender måtte stå stille af Mangel på Råstoffer. De fleste Direktører, Ingeniører og Godsforvaltere, Teknikere og andre Funktionærer, som er de eneste, der i det kapitalistiske Samfund formår at erhverve de Kundskaber, der kræves til at lede store Foretagender, ville nægte os deres Medvirkning. Ville Arbejderne selv være i Stand til at opspore Råstofkilder? Kunne de alene organisere det komplicerede Arbejde i den moderne Storbedrift, hvor hver Arbejder kun udfører et Specialarbejde og derfor bare forstår en lille Gren af Virksomheden? Arbejderne selv ville grebet af Borgerkrigens Lidenskaber hverken have Ro eller Sans for stille Arbejde. Arbejdsintensiteten ville synke forfærdeligt. Følgen ville blive, at der blev produceret endnu mindre end for Øjeblikket. Ganske vist blev Fordelingen retfærdigere, men den enkelte Arbejder ville dog ikke få mere, snarest langt mindre end nu. Folket, som håber, at Socialismen vil forbedre dets Kår, ville blive frygteligt skuffet, og denne Skuffelse ville jage det i Armene på Kontrarevolutionen.
Ad den Vej kan vi altså ikke komme til Socialismen. Vi må slå ind på en helt anden. Gennem planmæssigt, organiserende Arbejde må vi målbevidst tage Skridt for Skridt, og lidt efter lidt bygge det socialistiske Samfund op. Ethvert af de Skridt, der skal føre os til Socialismen, må være vel overvejet. Det må ikke blot gå ud på at ordne Fordelingen retfærdigere, men må også gøre Produktionen mere fuldkommen. Det må ikke ødelægge den kapitalistiske Organisation uden samtidig at sætte en socialistisk i Stedet, som er i Stand til at lede den mindst lige så godt. Den politiske Revolution var Magtens Værk. Den sociale Revolution kan kun komme som Resultat af op byggende, organiserende Arbejde. Den politiske Revolution var et Par Timers Virke, den sociale vil blive Følgen af mange Års dristige, men også velovervejede Arbejde. Er den politiske Magt først erobret, så stilles Arbejderklassen over for en helt ny Opgave, der ikke kan løses med de samme Midler som den politiske Revolution. Thi denne kan, som Marx sagde, kun »udløse det nye Samfunds Elementer«. At opbygge det af disse Elementer er en Opgave, som ikke kan løses i Gadekamp eller gennem Borgerkrig, men kun ved skabende Lovgivnings- og Forvaltningsarbejde.
Socialiseringen må begynde med Storindustrien; Gruberne, Jern og Stålværkerne må socialiseres først. [a] Det er de Industrigrene, hvor Socialiseringen lettest kan gennemføres, thi her er Produktionen forlængst koncentreret i nogle få Kæmpebedrifter, der let lader sig lede fra ét Sted. Og det er også her, at Socialiseringen er mest nødvendig, thi den, der råder over Rul og Jern, behersker i Virkeligheden hele Industrien.
Socialiseringen begynder med, at de hidtidige Ejere eksproprieres. Staten erklærer ved Lov, at de fratages Ejendomsretten til Storindustrien. De må have Erstatning, for det ville være ubilligt at berøve Aktionærerne i Kulgruberne og Jernværkerne deres Ejendom, så længe alle andre Kapitalister går fri. Men den Erstatning, som Staten må udrede, skal betales al samtlige Kapitalister og Godsejere. Med det for Øje udskrives en progressiv Formueafgift, og Udbyttet af denne anvendes til at yde Aktionærerne i de socialiserede Bedrifter Erstatning. Der sker dem således ikke nogen Uret. Deres Bedrifter indløses til den fulde Værdi, og de mister kun den Del af deres Formue, som de ligesom alle andre Kapitalister må af med i Formueafgift. Men det arbejdende Folk kommer uden Udgift i Besiddelse af Storindustrien, for det er ikke Folket, men Kapitalistklassen som må ud med Erstatningssummen.
Men hvem skal nu lede den socialiserede Industri? Regeringen? Absolut ikke! Hvis Regeringen beherskede alle mulige Bedrifter, ville den blive altfor mægtig i Forhold til Folket og Rigsdagen; en sådan Forøgelse af Regeringens Magt ville være farlig for Demokratiet. Og Regeringen ville lede de socialiserede Industrier slet. Der er ingen der forvalter Industribedrifter dårligere end Staten. Derfor har vi Socialdemokrater aldrig krævet, at Staten skal overtage Ledelsen af Bedrifterne. Men hvem skal da lede de socialiserede Bedrifter, når ikke Regeringen skal gøre det?
Nu styres et stort Industriforetagende af en Bestyrelse, der vælges af Aktionærerne. Også i Fremtiden vil hver af de socialiserede Industrier blive ledet af en Bestyrelse. Men denne vil ikke længere blive valgt af Kapitalisterne; den sammensættes af Repræsentanter for de Samfundslag, hvis Behov den pågældende Industri skal tilfredsstille. Hvem har nu Interesse i Ledelsen af de socialiserede Bedrifter? For det første de Arbejdere og Funktionærer, der er ansat i dem. For det andet Forbrugerne, som konsumerer deres Produkter. Og for det tredje Staten som Repræsentant for hele Folket. Derfor vil Bestyrelsen for en socialiseret Industri blive sammensat omtrent på denne Måde: En Tredjedel al Medlemmerne vælges af de Fagforeninger, som Arbejderne og Funktionærerne står i. En anden Tredjedel udgøres af Forbrugernes Repræsentanter. I Bestyrelsen for Kulgruberne f.eks. vil Forbrugernes Repræsentanter bliver valgt dels af Brugsforeningerne, som Forbrugerne af Husholdningskul er Medlemmer af, dels af de Industriorganisationer, der anvender Kul i Fabrikkerne. Den sidste Tredjedel af Bestyrelsen udgøres af Statens Repræsentanter. De bliver dels udnævnt af Finansministeriet for at varetage Statens økonomiske Interesser, dels valgt af Rigsdagen, som udtrykker de almindelige samfundsøkonomiske Synspunkter. Arbejdernes og Funktionærernes Repræsentanter på den ene og Forbrugernes på den anden Side har modsatte Interesser at varetage. De første vil arbejde for høje Lønninger, de sidste for lave Priser. Statens Medlemmer vil stå som Formidlere og Voldgiftsdommere mellem disse to Partier.
En Bestyrelse, der er sammensat på denne Måde, vil blive sat i Spidsen for hver Industri. Den udnævner de ledende Funktionærer, fastsætter Varepriser og afslutter Arbejdsoverenskomster med Fagforeningerne; endvidere skal den disponere over Nettofortjenesten og træffe Afgørelse om større Udvidelser og lignende. Der må træffes særlige Bestemmelser for at hindre, at Bestyrelsesmedlemmerne lader personlig Gunst eller politiske Bevæggrunde spille ind ved Ansættelse af Ledere i Stedet for at vælge de dygtigste Teknikere, Ingeniører og Kemikere. Dette ordnes bedst ved at der dannes et Råd, bestående af Lærerne ved de tekniske Højskoler og af Industriens ledende Teknikere. Dette Råd afgiver Indstilling, hver Gang en ledende Stilling i Industrien skal besættes. Bestyrelsen ansætter da en af de indstillede. På samme Måde, som Universitetsprofessorerne nu udnævnes af Undervisningsministeren efter Indstilling af Professorerne i Fællesskab, skal altså Direktørerne for de socialiserede Bedrifter udnævnes af Bestyrelsen efter Indstilling af de ledende Teknikere i hele Landet. Under Opsyn af disse Direktører vil Fabrikkerne også i Fremtiden blive ledet af teknisk og merkantilt uddannede Funktionærer. Enhver Bureaukratisering af Forvaltningen må absolut undgås.
Vi skal senere vise, på hvilken Måde Bedriftsråd vil komme til at medvirke ved Forvaltningen af de enkelte Virksomheder.
Socialiseringen har et dobbelt Formål: Den skal på den ene Side forbedre vedkommende Arbejderes og Funktionærers Stilling og på den anden stille den Indtægt, der hidtil er tilfaldet Kapitalisterne, til hele Folkets Rådighed. Det følger heraf, hvorledes Nettofortjenesten må fordeles. En Del af den må selvfølgelig hvert År anvendes til at udbygge og fuldkommengøre vedkommende Industris Produktionsapparat. Men Resten må deles mellem Staten på den ene Side og Industriens Arbejdere og Funktionærer på den anden. Enhver, som arbejder i en socialiseret Industri, må have Krav på Andel i Nettofortjenesten. Derved bliver Arbejdsiveren ansporet, og Arbejdsintensiteten øget.
Når Samfundets Overtagelse af Storindustrien gennemføres på denne Måde, vil den gavne hele Folket. Den vil åbne nye Indtægtskilder for Staten uden at belaste Forbrugerne. Den vil sikre Arbejdere og Funktionærer Indflydelse på Ledelsen og Andel i Nettoudbyttet. Den vil give Forbrugerne af Kul og Jern Indflydelse på Produktionen af disse Varer. Altsammen uden at hæmme det tekniske Fremskridt. Socialiseringen vil netop fremme Arbejdsintensiteten, så at Produktionsomkostningerne vil synke.
Men denne Form for Socialisering passer ikke for alle Industrier. For manges Vedkommende må der gås anderledes frem: Staten vil ekspropriere dem og så forpagte dem bort til Brugsforeningernes Fællesforening eller til Andelsbevægelsens Sammenslutninger. Således vil Staten f.eks. forpagte Sæbe- og Lysfabrikkerne ud til Fællesforeningen og Kunstgødningsfabrikkerne til Andelsbevægelsen. Forpagtningskontrakten må ikke alene indeholde Angivelse af, hvilken Afgift der skal betales til Staten, men også Bestemmelser, som sikrer Arbejderne og Funktionærerne Indflydelse på Ledelsen og Andel i Udbyttet.
Atter andre Virksomheder kan bedst drives af Amterne og Kommunerne. Staten må give disse Ret til at overtage Industribedrifter, der tjener lokale Behov, som f.eks. Sporveje og Lokalbaner, Transportkompagnier, Elektricitetsværker, Møller, Mejerier, Bryggerier, Teglværker og lignende. Erstatningen til de hidtidige Ejere må ganske vist her ordnes på en noget anden Måde, end hvor det er Staten, der gennemfører Socialiseringen; Amter og Kommuner kan nemlig ikke opkræve Formueafgifter. Hvis de gjorde det, ville Kapitalen flygte bort fra dem. Staten må derfor forpligte Ejerne af Bedrifter, som overtages af Kommunen, til at tage mod Erstatning i Ihændehaverpapirer, der sikrer Besidderen en fast Rente af Bedrifternes Udbytte. Amter og Kommuner må dog have Ret til at amortisere den Slags Gæld i Løbet af 2030 År. Efter Udløbet af den Frist vil de nye kommunale Virksomheder ikke længere have nogensomhelst Tribut at udrede til Privatkapitalen.
Forskellige Industrigrene kan altså socialiseres på forskellig Vis. Men mange Industrier er overhovedet ikke modne for Socialisering endnu. Vi må foreløbig nøjes med at organisere dem for at forberede deres senere Socialisering.
Enkelte Grene af Handelen kan socialiseres på samme Måde som Industrien. Når der igen er kommet normale Forhold på Verdensmarkedet, kan Staten uden Vanskelighed socialisere Engroshandelen med Kaffe, Kakao, Te og Bomuld. Den samme Bestyrelse, som leder den indenlandske Kulproduktion, vil kunne tage sig af Kulimporten. Staten må endvidere give Kommunerne Ret til at ekspropriere og overtage de store Magasiner og mange andre kapitalistiske Handelsvirksomheder som f.eks. Kvæghandelen.
Kun Storindustrien, hvor Produktionen er koncentreret i nogle få Storbedrifter, som beherskes af Aktieselskaber, er moden for øjeblikkelig Socialisering. De fleste Industrier er det ikke endnu. Er en Industri splittet i mange små og middelstore Virksomheder, er det umuligt at lede den på samfundsmæssig Vis, altså fra et Sted. Hvor det ikke er Direktører og Funktionærer, som besørger den tekniske og forretningsmæssige Ledelse af Bedriften, men hvor Ejeren endnu står for denne, kan han ikke sættes ud af Spillet, uden at Produktionen vil lide ved, at den fagkyndige Ledelse falder bort. De fleste Industrier kan derfor ikke socialiseres øjeblikkeligt. De må først organiseres for at Socialiseringen af dem kan forberedes planmæssigt.
Arbejdsgiverne har selv forlængst indset Nødvendigheden af at organisere Industrien. I dette øjemed har de sluttet sig sammen i Karteller. Kartellerne har ophævet Konkurrencen mellem de enkelte Bedrifter og har derved sparet dem for de store, unyttige Udgifter, Konkurrence kampen medfører (Reklame, Rejsende o.s.v.). De har koncentreret Varesalget i Kartelcentraler og forvandlet de Handlende til blotte Agenter for sig. Derved har de indskrænket Handelskapitalens Magt og Profit i væsentlig Grad. De har sluttelig reguleret Produktionens Størrelse, fastsat, hvor meget de enkelte Fabrikker må frembringe, og derved afpasset Produktionen efter det vekslende Behov. Kriserne er herved blevet forhindrede eller i hvert Fald mildnede. Men hvor nyttige Kartellerne end kan være, har Samfundet måttet betale dette forfærdelig dyrt. Thi Kartellerne har forøget Industrikapitalens Magt både overfor Forbrugerne og overfor Arbejderne. Forbrugerne er gennem høje Priser blevet pålagt vældige Tributter og overfor Arbejderne har den organiserede Kapital stået som en uovervindelig Modstander.
Under Krigen er der opstået nye Industriorganisationer: Krigselskaberne i Tyskland og Centralerne og Krigsforbundene i Østrig. Også disse har vist sig meget nyttige. Takket være den tvungne Indskrænkning af Forbruget og den planmæssige Fordeling af Vareforrådene, har Priserne holdt sig lavere, end det ville have været muligt under fri Konkurrence. Men også dette har vi måttet købe dyrt. Mange Centraler har ikke været andet end Tvangskarteller, organiseret af Staten.
Vor Opgave i Dag kan ikke bestå i fuldstændig at ødelægge denne Organisation af Industrien for at vende tilbage til den uindskrænkede Frikonkurrence. Tilbage til Manchesterliberalismens Ideal, den frie Konkurrence, fører ikke længere nogen Vej. Det drejer sig i Dag ikke om at ophæve Industriens Organisation, men kun om i Stedet for den kapitalistiske Organisation at sætte en anden, der tager Hensyn til hele Folkets Interesser. Hvor Kartellerne og Centralerne udfører nationaløkonomisk nyttige Funktioner, må de fremtidige Industriorganisationer også udøve disse. Men de skal ikke længere udøve dem i Kapitalens Interesse som Kartellerne eller i Militarismens som Centralerne, men i hele Folkets Interesse.
Med det for øje må det bestemmes, at alle en Industris Bedrifter skal stå tilsluttet et Industriforbund. Disse Industriforbund skal træde i Stedet for Kartellerne og Centralerne. Men de skal hverken beherskes af Arbejdsgiverne, som Kartellerne, eller underkastes et bureaukratisk Styre, der er uskikket til at lede en økonomisk Virksomhed, sådan som Centralerne har været det. De skal ledes af Bestyrelser, der repræsenterer alle de Samfundslag, hvis Behov den pågældende Industri skal tjene. I Spidsen for hvert Industriforbund vil der altså stå en Bestyrelse, valgt omtrent således: En Fjerdedel af Medlemmerne udgøres af Statens Repræsentanter; en af disse udnævnes af Erhvervsministeren, de øvrige vælges af Rigsdagen, om end ikke blandt dens Medlemmer. De vil have til Opgave at forfægte Statens Interesser og de samfundsøkonomiske Synspunkter. En anden Fjerdedel af Medlemmerne udgøres af Repræsentanter for Forbrugerne. For Industrier, som producerer Forbrugsartikler, vælges de af Brugsforeningerne, mens de for Industrier, der frembringer Råstoffer og Arbejdsmidler, vil blive udpeget af de Industriorganisationer, der bruger Råstofferne og Redskaberne. En tredje Fjerdedel af Bestyrelsen består af Repræsentanter for Industriens Arbejdere og Funktionærer; de udpeges af Organisationerne. Kun den sidste Fjerdedel er Repræsentanter for Industriens Arbejdsgivere. På den Måde vil man sørge for, at Bestyrelsen ikke ensidigt går Arbejdsgivernes Ærinde, men tjener hele Samfundets Interesser. Derved vil Fremtidens Industriforbund adskille sig i væsentlig Grad fra Fortidens Karteller og fra de Krigscentraler, vi nu har.
Hvilke Opgaver skal nu disse Industriforbund have? Først og fremmest må de sørge for, at Industriens tekniske Udvikling fremmes, så at Produktionsomkostningerne bliver bragt ned. De vil oprette Konstruktionskontorer, Laboratorier og Materialprøveanstalter. De må udstede Forskrifter for Varernes Normalisering og Standardisering. Medfører den frie Konkurrence, at et Utal af de forskelligste Varemønstre konkurrerer med hinanden, bestemmer Organisationen, at der bare skal produceres nogle få Mønstre og Typer. På den Måde kan hver enkelt af de udvalgte Varetyper produceres i større Mængder og derved fremstilles langt billigere end før. Endvidere vil Industriforbundet fremme Specialiseringen mellem de enkelte Industribedrifter. Det vil bestemme, at denne Varetype blot skal fremstilles i den Bedrift, hin i en anden. Herved bliver det muligt at gå over til Masseproduktion, at automatisere Arbejdet og spare menneskelig Arbejdskraft. På denne Måde vil Industriforbundene kunne nedsætte Produktionsomkostningerne i væsentlig Grad og derved gøre det muligt at producere billigt.
Industriforbundene vil desuden, hvor det er praktisk, centralisere Indkøbet af Råstoffer, fordele Råstofferne mellem de enkelte Bedrifter og koncentrere Salget af de færdige Produkter i sine Kontorer. De vil derved spare Samfundet for Konkurrencekampens Omkostninger. De vil regulere Produktionens Størrelse og derved forebygge økonomiske Kriser. De må også fastsætte Varepriserne; Bestyrelsernes Sammensætning er en Borgen for, at Priserne bliver sat sådan, at Arbejdsgivernes Fortjeneste kun bliver en passende Arbejdsløn for det Arbejde, de yder. Industriforbundene vil endelig afslutte Arbejdsoverenskomster med Fagforeningerne. Disse er bindende for alle Industriens Bedrifter. Ved Afslutningen af Overenskomster vil Arbejderne og Funktionærerne således ikke længere stå overfor Arbejdsgiverne alene, men overfor Bestyrelser, hvor der ved Siden af Arbejdsgiverne også sidder Repræsentanter for Rigsdagen, for Forbrugerne og for Arbejderne og Funktionærerne selv.
Hvor det anses for hensigtsmæssigt, vil der ved Loven kunne sikres Staten Andel i Nettofortjenesten af en sådan organiseret Industrigren. Hvis det lykkes Industriforbundet at nedsætte Produktionsomkostningerne i væsentlig Grad, vil Arbejdsgivernes Fortjeneste jo stige derved. Denne Tilvækst i Fortjenesten vil Staten ved Industriforbundets Formidling kunne drage til sig.
På den Måde vil Staten kunne sikre sig Indtægter af Industrien uden at måtte belaste Forbrugerne.
Kun indenfor den Ramme, Industriforbundet trækker op, vil den enkelte Arbejdsgiver beholde Ledelsen af Bedriften. Arbejdsgiverne bliver altså ikke her sat helt ud af Spillet, men bare sat under en særdeles virksom Kontrol, hvorved de forvandles til Samfundets Tjenere.
En af Industriforbundenes vigtigste Opgaver vil bestå i at koncentrere Produktionen i de teknisk mest fuldkomne Bedrifter. Ethvert Industriforbund vil få Ret til at nedlægge teknisk ufuldkomne Bedrifter og overføre deres Produktion til de teknisk mere fuldkomne. Ejerne af de nedlagte Virksomheder må naturligvis have Erstatning på Bekostning af de Arbejdsgivere, som får tildelt de lukkede Bedrifters Produktionsandel. På den Måde bliver Produktionen lidt efter lidt koncentreret i få store, teknisk fuldkomne Bedrifter, og så snart dette er Tilfældet, kan Industrien socialiseres fuldstændigt. Da først er det muligt at ekspropriere Arbejdsgiverne og lægge Ledelsen umiddelbart ind under Bestyrelsen, hvoraf Arbejdsgiverrepræsentanterne nu må udtræde. Industriens Organisering i Industriforbund er altså et Overgangstrin til den fuldstændige Socialisering. [b]
Demokratiet er ikke gennemført i Staten, blot fordi den lovgivende Magt er overdraget til en Rigsdag udgået af den lige og almindelige Valgret. Demokratiet kræver også, at det lokale Styre i Amt og Kommune lægges i Hænderne på folkevalgte Forsamlinger. Ganske på samme Måde er der ikke gennemført en demokratisk Ordning af det økonomiske Liv, blot fordi Industrierne bliver ledet at Bestyrelser, der udpeges af Rigsdagen, Forbrugerne og Arbejderne. Det økonomiske Demokrati fordrer også, at det lokale Styre rundt om i de enkelte Industribedrifter demokratiseres. Som den fri Kommune er den fri Stats Grundlag, således er den demokratiske Bedriftsforfatning Grundlag for Industriens demokratiske Organisation.
Hvor Fagforeningerne har vundet Indflydelse, er Grundlaget for den demokratiske Bedriftsforfatning forlængst lagt. Arbejdsgiverens Enevælde er brudt af Fagforeningens Magt. Han er blevet tvunget til at dele Magten i Værkstedet med de fagorganiserede Arbejderes Tillidsmænd, på samme Måde, som Kongen må dele sin Magt i Staten med Rigsdagen.
Men at Arbejdernes Tillidsmænd tager Del i Fabrikkens Regering er kun en faktisk, ikke nogen retslig ordnet Tilstand. Det drejer sig nu om at gøre denne faktiske Tilstand til et Led i Retsordningen, at lovfæste den, så at den ikke længere påvirkes af Arbejdsgivernes Vilkårlighed eller af Forskydningerne i Magtforholdet mellem Kapital og Arbejde. I dette øjemed må der vælges Bedriftsråd i alle Industri-, Landbrugs-, Handels- og Transportvirksornheder, som beskæftiger mere end 20 Arbejdere. Fremgangsmåden ved Valget må ligesom Rådenes Rettigheder fastsættes i Loven. Alle, der er beskæftiget i Bedriften må, uden Hensyn til om de er faglærte eller ufaglærte, Arbejdere eller Funktionærer, have Ret til at deltage i Valget. De enkelte Grupper kan vælge særskilt. Loven må give disse Bedriftsråd Indflydelse på alle de Sider at Bedrifternes Ledelse, som vedrører Arbejdernes og Funktionærernes Vel.
Bedriftsrådene skal altså først og fremmest medvirke ved Antagelser og Afskedigelser. De skal her sørge for, at Bestemmelserne i Overenskomsten bliver overholdt, og de skal beskytte Arbejderne mod vilkårlige Afskedigelser. For så vidt Løn og Arbejdstid ikke er fastsat ved Overenskomst, må Aftale herom træffes mellem Arbejdsgiveren og Bedriftsrådet. Bedriftsrådene må ganske særligt være med ved Fastsættelse af Akkordsatser. Vi kan nemlig ikke ganske simpelt afskaffe Akkordsystemet, sådan som mange Arbejdere ønsker. I en Tid som vor, hvor hele Folket er frygtelig forarmet, må vi sætte alt ind på at gøre Arbejdet så intensivt som muligt. Vi kan ikke undvære noget Middel, der sikrer en omhyggelig Udnyttelse af Arbejdstiden; vi kan det desmindre, jo mere vi forkorter den. Men hvor vi af disse Grunde ikke kan afskaffe Akkordsystemet, må vi mildne dets store Farer. Det sker mest effektivt ved, at Akkorderne fastsættes under Bedriftsrådenes Kontrol. Men Bedriftsrådene kan ikke udøve denne Kontrol, medmindre de får Adgang til at se Lønningslister, Kalkulationer og Status. Når det forlanges, at Akkorderne skal godkendes at Bedriftsrådet, og dette er i Stand til, forinden det giver sin Tilslutning, at overbevise sig om, at Betalingen er rimelig, ved at gennemgå Arbejdsgiverens Kalkulationer, så taber Akkordsystemet meget af sin ellers så farlige Karakter. Endvidere må Bedriftsrådene kontrollere Udbetalingen af Lønnen og gå Lønberegningerne efter.
Bedriftsrådene må også bilægge Uoverensstemmelsen i Virksomheden, hvad enten de forekommer mellem Arbejdsgiveren eller Værkføreren og Arbejderne eller blandt disse indbyrdes. Det er med til at fastsætte Fabrikkens Arbejdsreglement og pålægger dem, der overtræder det, disciplinære Straffe.
Rådene overvåger de Forholdsregler, som skal træffes for at forebygge Ulykker og for at skærme Arbejderne mod Fagsygdomme. De må her samvirke med Fabriksinspektørerne: Gøre disse opmærksomme på Misforhold give dem regelmæssige Beretninger om de hygiejniske Forhold i Fabrikken og sørge for, at Regulativet bliver overholdt.
Endelig må Bedriftsrådene overtage Ledelsen af de Institutioner, som udelukkende skal tjene Arbejderne. Arbejderboliger, Marketenderier, Køkkener og Velfærdsinstitutioner af enhver Art må overgives til deres Ledelse. Den Slags indretninger bør Arbejdsgiveren og hans Funktionærer ingen Indflydelse have på.
Men skal Bedriftsrådene kunne udføre alle disse Funktioner effektivt, så må Medlemmerne være sikrede imod at få Vanskeligheder på Grund af deres Virksomhed. Ligesom Rigsdagsmændene er gjort ukrænkelige i deres Gerning, er man nødt til at sikre Bedriftsrådene en vis Uafhængighed overfor Arbejdsgiveren. Deres Medlemmer må være værnet mod hans Vilkårlighed, må være sikre på at beholde deres Arbejde. Derfor må det fastsættes i Loven, at et Bedriftsrådsmedlem kun kan afskediges i to Tilfælde. Enten må det bevises for en Ret af Fagmænd, at han ikke udfører sit Arbejde med den Omhu, man kan kræve af en ordentlig Arbejder, eller også må han gøre sig skyldig i en Handling, som efter Arbejdsreglementet giver Ret til at afskedige ham uden Opsigelsesfrist.
Så mange og vigtige Opgaver Bedriftsrådene end får, er der dog også Grænser for, hvilke Hverv man vil tildele dem. Fabrikkernes tekniske og økonomiske Ledelse kan ikke overdrages til dem. Den tekniske ikke, fordi den må forblive hos sagkyndige, teoretisk og praktisk uddannede Teknikere, Ingeniører og Kemikere, hvis det ikke skal gå ud over Produktionen. Men heller ikke den økonomiske. Fabrikkerne skal nemlig ikke alene ledes i de beskæftigedes, men i hele Folkets Interesse. Jernbanerne er ikke til for Banemændenes Skyld alene, men for os allesammen, og Møbelindustrien skal ikke styres efter Snedkernes Tarv alene, men sådan, at den tjener hele Samfundet. Derfor vil vi heller ikke give den økonomiske Ledelse til Bedriftsrådet ved den enkelte Fabrik, men overdrage den til Bestyrelser, hvor der foruden Tillidsmænd for Industriens Arbejdere også sidder Repræsentanter for Staten og for Forbrugerne. Vi vil ikke syndikalisere, men socialisere industrien, d.v.s.: vi vil ikke give den enkelte Industrigren til dens Arbejdere, men overdrage alle Industrigrene til Samfundet, til alle arbejdende i Fællesskab. Det må derfor være Organer for hele Samfundet, der har den tekniske og økonomiske Ledelse af Industrien. Bedriftsrådene kan kun medvirke som underordnede lokale Organer ved Ledelsen af de enkelte Virksomheder, ligesom Kommunerne medvirker ved Styrelsen af Statens enkelte Dele.
Udviklingen i det økonomiske Liv går samme Vej, som Forfatningen er gået. Vi har i Staten oplevet Udviklingen fra Enevælden, hvor Kongen havde hele Afgørelsen, over det konstitutionelle Monarki, hvor Indflydelsen er delt mellem Konge og Rigsdag, til Republikken, hvor Rigsdagen har hele Magten. De samme Stadier må Fabrikkernes Forfatning gennemløbe. Først havde vi Arbejdsgiverens Enevælde, hvor han bestemte al Ting. Med Indførelsen af Bedriftsråd når vi til det konstitutionelle Monarki: Herredømmet på Arbejdspladsen deles mellem den arvelige Monark, Fabrikanten, og Bedriftsrådet, der er Arbejdernes Rigsdag. Vejen går videre frem til Industrirepublikken. Arbejdsgiveren forsvinder; Industriernes tekniske og økonomiske Ledelse overdrages til Bestyrelser, der består af Repræsentanter for Staten, for Arbejderne og for Forbrugerne; den enkelte Fabriks Styre deles mellem de Teknikere, Bestyrelsen udnævner, og Bedriftsrådet, der vælges af Arbejderne.
I gamle Dage var Jorden Folkets Ejendom. Da Fyrsternes Magt steg, fik de Herredømmet over Folkets Jord. De gav Jordegodser til deres Vasaller, til Biskopper og Abbeder; til Gengæld skulle disse gøre dem deres Opvartning ved Hoffet og følge dem i Krig. Igennem Århundreder var Lensvæsenet Statens Grundvold. Men efter Middelalderen kom det i Forfald. Jorden, som Herremændene kun havde fået som Len, blev til sidst deres private Ejendom, og de forøgede den ved at indhegne Almindingerne, som endnu var Bondesognenes Fællesejendom, og ved at lægge de enkelte Bønder ind under sig. På den Måde er Herregårdene opstået. Jorden, der oprindelig var Folkets, er kommen i Adelens og Kirkens Hænder. At give Folket det tilbage, der engang var dets Fællesejendom, vil være den sociale Revolutions største og vigtigste opgave.
Denne Omvæltning kan ikke gennemføres med et Slag. Først må Skovene gå over fra private Hænder til Samfundsejendom. Vore Skove er Tysk-Østrigs største Rigdom; når vort Folk kommer i Besiddelse af Skovene, vil det få Herredømmet over en af Folkehusholdningens Grundpiller. Dernæst må Fideikommiserne, »den døde Hånd«s Ejendom, og de andre Herregårde socialiseres. Først når Samfundet har samlet Erfaringer ved Driften af disse største Godser, vil man kunne tage fat på en Socialisering at Proprietærgårdene ned til Ejendomme på ca. 100 Hektar. Om nogen Ekspropriation af Bøndergårdene er der selvfølgelig ikke Tale. Den ville ikke blot være socialt utilrådelig men også teknisk Uigennemførlig.
Herregårdenes Socialisering vil begynde med, at de bliver eksproprierede på samme Måde som de store Fabrikker. De enkelte Ejere vil altså få fuld Erstatning, men Pengene hertil skaffes gennem en progressiv Formue-afgift, der pålægges alle besiddende Driften af den socialiserede Jord må imidlertid antage meget forskellige Former. Der er Jord, der kun kan drives rationelt som Stordrift, f.eks. Skovene. Men der er også Jord, som kun kan drives hensigtsmæssigt i Småbrug, f.eks. Vinhaverne Ved Ekspropriationen vil Staten komme i Besiddelse af begge Slags Jord; den vil få både Skovene, der nu er Adelens Ejendom, og Vingårdene der nu tilhører Biskopper, Klostre og Stiftelser. Men den bliver nødt til at drive den ene Ejendom på en helt anden Måde end den anden. Hvad der giver mest Udbytte som Stordrift, må ledes samfundsmæssigt, medens den, der er bedst egnet for Smådrift, må overgives til mindre Brug.
Driften af den Jord, der giver Udsigt til de bedste Resultater som Stordrift, må organiseres på lignende Måde som Ledelsen af den socialiserede Storindustri. Man vil altså overdrage den eksproprierede Herregård til en Bestyrelse, der er sammensat af Repræsentanter for Stedets Sogneråd, af teoretisk og praktisk uddannede Landbrugere valgt af det lokale Landhusholdningsråd og endvidere af Tillidsmænd for Egnens Brugsforeninger og for Herregårdens Tyende og Arbejdere. Denne Bestyrelse vil efter Indstilling af Landhusholdningsrådet udnævne en Godsforvalter slutte Overenskomster med Arbejderne og råde over Nettoudbyttet. En Del af dette overføres til en Statsfond for Nyanlæg, Jordforbedringer og lignende, medens Resten deles mellem Kommunen på den ene Side og Herregårdens Arbejdere og Tyende på den anden. Jordbrugsråd, sammensat på samme Måde som de enkelte Godsbestyrelser, fører Opsyn med disse. Over dem står sluttelig et Landbrugsråd for hele Landet sammensat af Repræsentanter for Staten, Landbohøjskolerne, Landarbejderne og Brugsforeningerne. Dette Landbrugsråd træffer Bestemmelse om større Nyanlæg og Grundforbedringer på de enkelte Godser og råder over Fonden hertil. Det bestemmer endvidere, hvorledes Jorden skal fordeles mellem de enkelte Kulturer, og sørger for, at de forskellige Behov, Land- og Skovbrug har at sørge for, bliver lige godt tilfredsstillet.
De eksproprierede Herregårde, der er bedst egnet for Småbrug, deles i Parceller og overgives til Husmænd og Landarbejdere. Skal nu disse Husmænd og Landarbejdere, der slår sig ned på den eksproprierede Jord være Ejere af den eller kun have den i Forpagtning?
Når Bonden køber Jord, kommer han til at skylde en hel Del af Købesummen. Han optager et Lån og må År for År betale Prioritetsrenter af Jordens Udbytte. Dør Bonden, så overtager en af hans Sønner Gårdens Lod, medens de andre, de »lodløse Søskende«, affærdiges med en Pengesum. Også denne Gæld kommer til at hvile som en Prioritet på Gården, også til dem må der betales Rente af Jordens Udbytte. Jo højere dette Udbytte er, des højere er også Jordpriserne. Men desto højere Jordpriserne er, desto større er også den Del af Købesummen, der bliver stående og den Affindelse, de andre Arvinger gør Krav på. Desto højere bliver altså de Prioritetsrenter som Bonden hvert Halvår må ud med. Falder nu Priserne på Landbrugsprodukter, så falder Jordens Udbytte. Bonden risikerer ikke længere at kunne skaffe Prioritetsrenterne; han kører fast, Gården bliver stillet til Tvangsauktion. Hvor de små Landbrugere selv ejer deres Jord, kan Staten altså ikke nedsætte Priserne på Landbrugsprodukter, på de vigtigste Levnedsmidler, uden at fremkalde en hård social Krise på Landet. Den samme Fare er til Stede ved Fæstegårdene. Når Bonden tager en Gård i Fæste, betaler han ikke en Kapital som Købesum, men forpligter sig til at udrede en årlig Rente. Men denne fastsættes efter Jordens Udbytte på det Tidspunkt, Overtagelsen finder Sted. Den er for lav, hvis Udbyttet senere stiger, for høj, hvis det synker.
Hvor Landbrugerne ikke selv ejer deres jord, men har den i Forpagtning, består denne Fare ganske vist ikke. Thi Forpagtningsafgiften kan ændres fra Tid til anden forhøjes, når Udbyttet stiger, og nedsættes, når det synker. Forpagtningen har altså den Fordel, at Staten kan nedsætte Priserne på Levnedsmidler uden at bringe Bønderne i Fare. Forpagterne løber jo ingen Risiko, hvis blot Afgiften nedsættes samtidig med Priserne på Levnedsmidler. Men så har Forpagtningsformen til Gengæld andre uheldige Sider. Thi Forpagteren véd aldrig, om han kan beholde Gården ved Forpagtningens Udløb. Han har derfor ingen Lyst til at foretage større Kapitalanlæg, når han ikke ved, om han selv skal nyde Frugterne deraf.
Det drejer sig altså om at finde en Form, der på den ene Side sætter Landbrugeren i tryg Besiddelse af hans Jord og derved gør det muligt for ham at foretage kostbarere Forbedringer, men på den anden Side holder Vejen åben for Staten til at afpasse den Afgift, som Landbrugerne må udrede, efter de gældende Priser på Landbrugsprodukter; forhøje den, når Priserne stiger, nedsætte den, når de synker. Dette kan bedst ske ved en passende ordnet Arvefæsteret.
Den eksproprierede jord vil altså blivet givet i Fæste til Landarbejdere og Husmænd; ved Valget af dem kan der tages særligt Hensyn til Krigsinvalider. Fæstet er ubegrænset og arveligt; Statshusmanden kan kun sættes fra Bruget, når det bevises for en Ret af Fagmænd, at han ikke har drevet det med den Omhu, man kan forlange af en ordentlig Landmand. Fæsteafgiften fastsættes for ti År ad Gangen af Stedets Landhusholdningsråd. Det skal ske således, at den yder Husmanden og hans Familie, der deltager i Arbejdet, en ordentlig Arbejdsløn. En Del al Fæsteafgiften tilfalder Kommunen, en anden går til Statens Fond for Forbedringer og Nyanlæg. Landbrugsrådet, som står for denne Fond, kan deraf yde Husmændene Lån til Forbedringer.
På denne Måde kan de eksproprierede Herregårde drives hensigtsmæssigt. Grundrenten, der nu tilfalder Jorddrotterne, vil tilflyde Kommunerne og dække Udgifterne ved Statens lokale Styre. Landarbejderne vil få Indflydelse på Ledelsen af og Andel i Udbyttet fra de store, samfundsmæssigt drevne Godser. Og samtidig vil Titusinder af Husmænd og Landarbejdere slå sig ned i arvelige Statshusmandsbrug på de andre eksproprierede Godser. Forbrugerne vil få umiddelbar Indflydelse på Landbrugets Drift. Statsfonden for Nyanlæg og Grundforbedringer, der vil få Udbytte fra de eksproprierede Herregårde, vil gennem storslåede Forbedringer hurtigt øge vor Jords Givtighed.
Ganske vist drejer alle disse Reformer sig kun om den jord, der nu tilhører Herremændene, Kirken og Kapitalisterne. Nyordningen af Bøndergårdene må ske på en helt anden Måde. Dette Spørgsmål vil vi behandle i det følgende Afsnit.
Der er to Slags Ejendomsret til Produktionsmidlerne: Den, der anvendes til gennem Arbejde at forsørge Ejeren, og den, der benyttes til Udbytning. Bonden er Ejer af den Jord, han selv bruger, og af Høsten, der er Resultatet at hans eget Arbejde; det er ægte Arbejdsejendom. Godsejeren besidder store Marker, som han ikke selv passer, men lader andre bearbejde for sig for at suge Profit af deres Arbejde. Aktionæren er Medejer af Bjergværker, som han aldrig har set, at Fabrikker, han aldrig har arbejdet i. Han suger Dividende af det Arbejde, andre lægger i dem. Det er Udbytningsejendom. Socialismen vil gøre det af med Udbytningsejendommen, ikke med Arbejdsejendommen. Adelens, Kirkens og Kapitalisternes Jorder skal socialiseres, men Bønderne skal beholde deres Jord som Privatejendom. [c]
Men selv om Bondebruget stadig må hvile på Privatejendomsretten til Jorden, så må dets Udvikling dog befordres, det må underkastes Samfundets planmæssige Virksomhed, tages i hele Folkets Tjeneste. Det kræver Bøndernes egne Interesser. De kan kun ved Samfundets kraftige Medvirkning og planmæsssige Ledelse sættes i Stand til at udnytte alle den moderne Videnskabs Resultater indenfor Landbruget, til at øge deres Arbejdes Givtighed og opnå en menneskeværdig Tilværelse. Men også Byernes og Industribefolkningens Interesser kræver dette. De kan kun forsynes rigeligt med billige Levnedsmidler, når det lykkes at opnå et langt større Udbytte af Jorden. Medens Agrarpolitikken først og fremmest har set sin Opgave i at sikre Bønderne høje Priser for deres Produkter, må den socialistiske Landbrugspolitik gå ud på at hjælpe Bonden på den Måde, at han sættes i Stand til at opnå et langt større Udbytte at sin Jord end det, han hidtil har fået.
Med dette for Øje må Lovbestemmelserne om Jorden ændres væsentligt. Sammenlægningen at Jordlodder må lettes og fremmes. I Størstedelen af vort Land er Bondejorden overordentlig splittet; hver Bonde har mange, ofte i Dusinvis af Parceller. Det må der nu gøres Ende på. Bonden må bytte sine mange spredte Parceller med en velafrundet, sammenhængende jordlod af samme Værdi. Erfaringerne fra Prøjsen viser, at dette Mageskifte er nok til ikke alene at lette Bondens Arbejdsbyrde og nedsætte Produktionsomkostningerne i væsentlig Grad, men også til at forøge Udbyttet pr. Hektar betydeligt. Benyttelsen og Ledelsen at de fælles Marker må reguleres. De må ikke længere frit kunne deles, og Småbøndernes Ret til at benytte Fællesjorden og Sognemarkerne må sikres. Bøndernes Skov- og Engservitut i den tidligere Herregårdsjord må reguleres påny, når denne eksproprieres. Jagtretten må udelukkende tilfalde Kommunerne; Indhegning af Jagtvildt må forhindres ved strenge Forskrifter. Der må sikres Kommunerne Forkøbsret til al Jord, der udbydes til Salg indenfor deres Område.
Jordens Overbelastning med Pantelån må forhindres. De bestående må efterhånden omsættes til Prioriteter, der er uopsigelige fra Kreditors Side, og ved årlige Afdrag amortiseres af Skyldnerne i Løbet af en Menneskealder. Brand-, Haglskade- og Kreaturforsikringen må gøres obligatorisk, så at Bonden ikke, når der indtræffer Uheld, tvinges til at belaste sin Jord med Nødlån. Aftægten må erstattes af en obligatorisk Alderdomsforsikring.
Selvom Bondebruget bliver mere rationelt allerede ved disse Reformer, må Staten yderligere skabe særlige Myndigheder, der skal have til Formål at anspore Bønderne til at drive deres Jord rationelt. I hvert Amt må gennem Landhusholdningsrådet iværksættes en Konsulentvirksomhed, ledet af teoretisk og praktisk uddannede Landbrugere. Den skal ved planmæssigt Oplysningsarbejde og ved oprettelse af Vinterskoler og Forsøgs- og Mønstergårde anspore Bønderne til at drive deres Jord bedre. Med Rådets Tilslutning kan der udstedes bindende Forskrifter om Jordens Fordeling på de forskellige Kulturer, om Udvalg af Udsæden, om Anvendelsen af Kunstgødning og endvidere om Sædskiftet, Udvalg af Avlsdyr, Staldenes Indretning, om Fodringen og om Mælkens Behandling o.s.v. Ligeledes kan Bønderne, når Rådet tiltræder Forslag herom, forpligtes til at være Medlemmer at Andelsforetagenderne og til at sammenlægge deres Jord. [d]
Hypotekbankernes Socialisering vil være at stor Betydning for Bondebruget. Når Staten råder over disse og over Forsikringsselskaberne, vil den kunne yde Prioritetslånene til Bønderne efter samfundsmæssige Synspunkter. Medens der nu kun ses på Rentabiliteten, så vil Staten først og fremmest yde Grundforbedringslån dér, hvor Jordens Givtighed kan forbedres mest., eller hvor det gøres muligt at tilfredsstille de nødvendigste Behov. Men Herredømmet over Hypotekbankerne kan føre til endnu betydeligere Forandringer. Når Staten står overfor Bønderne som den eneste eller i hvert Fald langt den største Långiver, vil den nemlig kunne afskaffe Prioriteterne og erstatte dem med en Jordrente. Denne må gradueres efter de enkelte Jordbrugs Ydeevne og fastsættes påny hvert tiende År efter Svingningerne i Priserne og i Jordens Udbytte.
De rige Bønder vil blive pålagt en Jordrente, der er højere end de Prioritetsrenter, de nu må ud med. Til Gengæld vil den fattige Bonde blive aflastet; hans Jordrente vil blive lavere end Prioritetsrenterne nu er. Således udlignes Klassemodsætningerne på Landet. Nu kan Staten ikke nedsætte Priserne på Korn, Kød og Mælk særlig meget, for så kan Bønderne ikke betale deres Prioritetsrenter, de vil ikke kunne klare sig. Bliver Prioritetsrenterne derimod erstattet med en Jordrente, så kan Staten nedsætte Priserne på Landbrugsprodukter i væsentlig Grad, når den blot letter Jordrenten tilsvarende.
På denne Måde kan Staten socialisere Bondegårdene. De vil blive socialiserede, uden at Privatejendomsretten til Jorden ophæves. Staten vil ved Jordens Sammenlægning, ved Landbrugskonsulenternes vejledende Virksomhed og ved planmæssigt at yde Grundforbedringslån, gøre Driften af Bøndergårdene mere rationel og intensiv. Den vil herved forøge. Jordens Udbytte, hvad der er både i Bøndernes og i Byforbrugernes Interesse. Men samtidig vil Staten på den ene Side regulere Priserne på de Arbejdsredskaber, Bonden må købe, og fastsætte den Jordrente han må udrede, og på den anden Side bestemme Priserne på de Varer, han har at sælge. Staten vil derigennem bestemme Bondestandens Indtægt. Den vil fastsætte den således, at Bonden ikke udbytter Byen, men Byen heller ikke Bonden. På den Måde vil et socialistisk Samfund ved sin ordnende, regulerende og ledende Virksomhed også forene vor Landbefolknings arbejdende Masser med sig, uden at ophæve Privatejendomsretten til Jorden.
Et af de karakteristiske Træk ved den kapitalistiske Samfundsordning er, at den trænger stedse større Folkemasser sammen i Storstæderne og Industriområderne. I samme Grad som Befolkningen vokser, stiger Huslejen, fordi Jordrenten og Grundpriserne forøges. Når Befolkningen vokser, tilfalder der altså Grundejerne en ufortjent Værdiforøgelse, medens den brede Befolkning stuves stadig tættere sammen i overbefolkede Lejekaserner. De overfyldte Lejligheder er en af de værste Farer for Sundheden, den er Årsag til Tuberkulosens uhyre Udbredelse, til at Ungdommen går for Lud og koldt Vand, og til Familielivets Opløsning; Krigen har skærpet disse Farer. I fem År er der ingen Beboelseshuse blevet bygget; mange Kommuner trues derfor af frygtelig Bolignød. Byggeomkostningerne er steget uhyre. Der er derfor truende Udsigt til en voldsom Lejestigning, så snart Huslejeloven ophører. Krigen har rystet Folkets Sundhed i Bund og Grund; derfor er det dobbelt nødvendigt at løse Boligspørgsmålet.
Den vigtigste Opgave på dette Område tilfalder Kommunerne; Staten skal kun give dem Midler dertil. Den må bemyndige Kommunerne til at ekspropriere Byggegrunde og Beboelseshuse indenfor Byområdet. De hidtidige Ejere skal selvfølgelig have Erstatning. De må som Godtgørelse tage imod Værdipapirer, der berettiger dem til en fast Rente af det Udbytte, de kommunale Ejendomme giver. Når dette er ordnet ved Lov, vil det stå enhver Kommune frit, enten at overtage de ubebyggede Grunde alene eller at tage Beboelseshusene med, eftersom den finder det fordelagtigst. Må en By som Følge af politiske eller økonomiske Forandringer frygte, at dens Befolkning vil gå tilbage, vil den næppe bryde sig om at overtage Byggegrundene Men Byer der venter, at deres Befolkning også i Fremtiden vil stige, vil sikre sig Jorden til de nuværende Priser. Herved opnås, at den Værdi forøgelse, som Befolkningstilvæksten medfører, ikke går i private Lommer, men tilfalder Kommunen.
Staten må endvidere tilkende enhver Borger Ret til overfor Kommunen at gøre Krav på at få anvist en Lejlighed til normal Leje, svarende til hans personlige Forhold. Bliver en sådan »Ret til Bolig« anerkendt, så bliver hver Kommune tvunget til selv at sørge for, at Byggeriet afpasses efter Behovet for Lejligheder. »Retten til Bolig« vil tvinge de Kommuner, hvis Befolkning vokser, til at gøre Brug af deres Adgang til at ekspropriere Byggegrunde. De må så enten selv bygge på disse eller give dem i arveligt Lejemål til byggevillige eller til Boligforeninger. Og det må de gøre så hurtigt, at Tilbudet af Lejligheder kan stige lige så hurtigt som Behovet derfor.
Staten må også regulere Lejen i de kommunale Ejendomme. Det må principielt slås fast, at Betalingen for mindre Lejligheder, Værksteder og Butikker skal sættes således, at kun Omkostningerne dækkes. Kommunen må ikke indtjene noget Overskud ved Udlejning heraf. Kun Luksuslejligheder og Huse eller Butikker, der ligger på et særligt godt Strøg, kan Kommunerne leje ud til højere Leje. Den Fortjeneste, der fremkommer herved, kan de anvende til at nedsætte Prisen på de mindre Lejligheder eller til Dækning af almindelige kommunale Behov.
Endelig må Staten lave Lejeordningen om. Det må fastsættes, at Lejere af Lejligheder, Værksteder eller Butikker i Kommunens Ejendomme kun kan siges op, når det bevises for Huslejenævnet, at de enten ikke behandler Lejlighederne ordentlig eller forstyrrer Ro og Orden i Ejendommen eller undlader at betale deres Leje, skønt de godt kan.
Det er meget vigtigt, at Forvaltningen af de kommunale Ejendomme bliver praktisk ordnet. Det er naturligvis utænkeligt at administrere alle Ejendomme i en stor Kommune fra et Sted. Det bliver nødvendigt at lade Lejeren selv lede dem. Administrationen af de enkelte Ejendomme må overdrages til Lejerråd, der selv må sørge for, at Husene forbliver i god Stand, holdes rene og behandles ordentligt. Det må fastsættes, at Lejerne selv hæfter for Beskadigelser og Forsømmelser, og allesammen må bidrage til Reparationsomkostningerne i Forhold til den Leje de betaler.
Men er der først valgt Lejerråd med dette Formål, så vil de snart tage andre Opgaver op. Lejerrådene vil få Ret til at bygge Centralkøkkener, Centralvaskerier og Centralvarmeanlæg for hver Ejendom eller hver Karré for at aflaste Husmødrene. De vil kunne indrette Legeværelser og Læsestuer for Børnene og fælles Spiserum, Læseværelser og Sportssale for de voksne. De må også være kompetente til at ansætte de fornødne Kokkepiger, Vaskekoner og Barneplejersker osv, hertil. Til Omkostningerne bidrager Lejerne i Forhold til deres Husleje. På denne Måde vil Husholdningerne blive delvis socialiserede; mange Opgaver, som hver Husholdning nu udfører for sig. vil i Fremtiden blive ordnet i Fællesskab af Lejerrådene og deres Organer. Arbejderhustruerne vil ikke længere bukke under for det dobbelte Slid på Arbejdspladsen og i Hjemmet. For Børnene sørges der langt bedre end før; når Moder går på Fabrikken eller på Kontoret, behøver hun ikke længere at overlade Børnene til sig selv, men kan betro dem til den Plejerske, som Lejerrådet har ansat ved Kompleksets Lege- og Læseværelser. Men også Mændene vil ved denne Socialisering få et mere komfortabelt Hjem. Nu må Arbejderen tilbringe sin Fritid i det samme Værelse, der tjener som Køkken, som Vaskehus og som Legeværelse for Børnene. Følgen er, at han kun altfor ofte flygter fra det ubehagelige Hjem hen på Værtshuset, når han kan komme afsted med det. I Fremtiden vil han finde Læsestue og Spille og Underholdningsværelser, hvor han kan tilbringe sin Fritid på en behagelig Måde, i selve den Ejendom hvor han bor.
Således vil Byggeriets Socialisering fuldstændig ændre den brede Befolknings Livsforhold. Er Byggegrunde og Beboelseshuse først blevet Kommunernes Ejendom, vil der ikke længere findes nogen Husvilde. Alle kan nemlig gøre Krav på at få anvist en passende Lejlighed. Så er der ikke længere Tale om at »sætte Lejen op«. For når Kommunen ikke må tage højere Leje, end at den lige får sine Omkostninger dækkede, kan Befolkningsforøgelsen ikke bringe Lejen til at stige. Og der vil heller ingen Opsigelser gives; Kommunen kan kun sige Lejeren op, når han ikke behandler sin Lejlighed ordentligt. Der vil ikke længere finde nogen Vilkårlighed Sted fra Værtens, Husinspektørens eller Viceværtens Side, for de er afløst at Beboernes eget Lejerråd. Der gives heller ikke længere nogen glædesløs, ubehagelig Enkelthusholdning, den enkelte Families lille Lejlighed suppleres at de Fællesrum og fælles Indretninger, som Lejernes demokratiske Samfund skaber for alle.
I Bankerne flyder de Industridrivendes, Købmændenes og Landbrugernes disponible Kapital sammen; der anbringes alle små Sparesummer og alle Penge, som Ejerne ikke i øjeblikket har nogen Anvendelse for. På denne Måde råder Bankerne til enhver Tid over store Masser af fremmede Penge. Herved får de en uhyre Magt i Samfundet. I de sidste Tiår før Krigen har Bankerne i fået hele Storindustrien i deres Magt; Finanskapitalen tronede som Industriens Herre. Den, som dengang syslede med Tanken om Industriens Socialisering måtte med Rette antage, at den helst måtte indledes med Overtagelsen at Bankerne. Thi når Samfundet blev Herre over dem, fik det Magten over Industrien.
Men Krigen har i væsentlig Grad forandret Bankernes økonomiske Funktion. De er under Krigen i den Grad blevet Instrumenter for Statskreditten, at deres andre Funktioner ganske er trådt i Skyggen herfor. Under Krigen var Bankerne i Grunden ikke andet end Rekvisitionsanstalter for Hærledelsen; det var deres Opgave at rekvirere hver Skilling, der kunne opdrives, til Krigsførelsen. Den største Del af Bankernes Aktiver består derfor i øjeblikket af Fordringer på Staten og Lån på Statsobligationer. Bankernes Socialisering ville derfor ingenlunde få samme Virkning som i Fredstid. Og i øjeblikket, hvor vi har Brug for Udlandets Kredit til Genrejsning af vort økonomiske Liv, ville den næppe være så let at gennemføre og heller ikke så tilrådelig og så effektiv som i Fredstid. Industriens Socialisering kan altså ikke begynde med Samfundets Overtagelse af Bankerne. Vi må lade Bankerne afvikle deres Krigsaffærer og genoptage og udvikle de normale Fredsforretninger, før vi kan tænke på at socialisere dem. Den store Samfundsændring kan ikke begynde med Bankerne, deres Socialisering må afslutte den, være Kronen på Værket.
Bankernes Socialisering har en helt anden Opgave end Samfundets Overtagelse af Storindustrien eller Herregårdene. Her drejer det sig ikke om at gøre Jorden og Arbejdsmidlerne til Folkets Ejendom. Det gælder at fravriste Finanskapitalen Magten over de fremmede Kapitaler i Bankerne og lægge den i Samfundets Hånd. Her behøves derfor heller ingen Ekspropriation; det er nok at overdrage den Magt som Aktionærerne nu udøver gennem Bankrådene til Repræsentanter for hele Folket. Det må ved Lov fastsættes at Storbankernes Bankråd ikke længere skal vælges af Aktionærerne på Generalforsamlingen, men at de derimod skal udpeges af visse i Loven fastsatte Institutioner. Det kan f.eks. bestemmes, at en Tredjedel af hver Storbanks Bankråd vælges af Rigsdagen, mens de øvrige to Tredjedele udpeges af Industriforbundene, af Landbrugets Andelsforetagender og Brugsforeningerne og af de faglige Organisationer. En sådan Lovbestemmelse vil være tilstrækkelig til at give Samfundet Magten over de Milliarder, Bankerne råder over.
Når Bankerne ikke længere beherskes af Storaktionærerne, men ledes af Samfundets Repræsentanter, så vil det ikke være vanskeligt at slå alle Storbankerne sammen til en national Centralbank. Denne Bank vil få Magten over hele Landets Kreditvæsen. Man må sørge for at få de dygtigste Fagfolk til Ledere af den. Måske må der helst dannes et særligt Kollegium til at gøre Indstilling ved Udnævnelsen af Centralbankens Direktører. Dette Kollegium skulle bestå af Statsfinansernes Ledere og af Industriforbundene og Handelsorganisationernes Førstemænd samt af Repræsentanter for Handelshøjskolernes Lærere og for Bankfunktionærernes Organisationer. Hver Gang en Direktørplads i Centralbanken skal besættes, afgiver dette Kollegium Indstilling, og Bankrådet må da udnævne en af de indstillede. En sådan Sammensmeltning af alle Storbanker til en Centralbank, ledet af de mest fremragende Fagmænd og kontrollerede af Samfundets Repræsentanter vil få uhyre Virkninger. Når der ikke længere er nogen Konkurrence imellem Bankerne, vil Rentefoden kunne nedsættes. Da Centralbanken står i umiddelbar Forretningsforbindelse med alle Besiddende i Landet, behøver de ikke længere Fondsbørsen for at afsætte Værdipapirer; denne vil miste enhver økonomisk Funktion og dermed hele sin Betydning. Hele den Magt Finanskapitalen hidtil har udøvet over Industri og Grubedrift, vil gå over i det demokratiske Samfunds Hænder. Ved Kreditydelsen kan Banken begunstige Brugsforeningerne, befordre Udviklingen af deres egen Produktion og derigennem blive et betydningsfuldt Redskab ved Socialiseringen af mange Industrier.
Men hermed vil Centralbanken ikke nøjes. Den bliver det øverste ledende Organ for hele Folkehusholdningen, det Centrum som skal regulere Fordelingen af Kapital og Arbejde på Produktionens enkelte Grene.
Nu bestemmer den enkelte Kapitalist selv, hvorledes han vil anvende sin Kapital. Ingen foreskriver ham, om han skal bruge den til at grunde en Jerngrube eller et Teglværk eller til at anlægge et Bomuldsvæveri eller en Glasfabrik. Samfundet har ikke noget Organ, der regulerer Kapitalens Fordeling på de enkelte Erhvervsgrene. Derfor gentager det sig stadig, at der tilføres disse Industrier for megen og hine for lidt Kapital. Kapitalisterne grundlægger et Dusin Cementfabrikker, og først når Fabrikkerne er færdige, viser det sig, at der ikke er Brug for så meget Cement på Markedet. Byggeentreprenørerne indskrænker Byggeriet, og efter kort Tids Forløb bliver det klart, at der ikke er opført så mange Lejligheder, som der skal bruges. En Hovedårsag til de økonomiske Kriser, vi stadig hjemsøges af, er, at der i det kapitalistiske Samfund ikke findes nogen, som sørger for en ligelig Udvikling af de enkelte Produktionsgrene. Ingen drager Omsorg for, at de udvikles på en Måde, der svarer til Behovene. Det bliver nu Centralbankens Opgave at sørge herfor. Den råder jo over hele Samfundets Kapital. Den kommer til at afgøre, i hvilke Grene af Produktionen denne Kapital skal anbringes. Ledet af hele Folkets Tillidsmænd vil den stadig kunne føre den disponible Kapital derhen, hvor Folket har Brug for den. Centralbanken vil anvende den til Udvidelse af de Industrier, hvis Produkter der er Mangel på, og holde den borte fra dem, der ikke tjener noget påtrængende Behov. På den Måde bliver Bankernes Socialisering det afgørende Skridt til Overvindelse af Kapitalismens Anarki. Centralbankens Bankråd bliver den øverste økonomiske Myndighed, det højeste ledende Organ i hele Folkehusholdningen. Først med Bankernes Socialisering får Samfundet Magt til at lede sit Arbejde planmæssigt, til at regulere Produktionens enkelte Grene og til at afpasse den efter Folkets Behov.
Socialismen vil give Folket tilbage, hvad Kapitalister og Jorddrotter har tilegnet sig på dets Bekostning. Ekspropriationen af dem, der hidtil har berøvet Folket dets Ejendom, Ekspropriatørernes Ekspropriation, er derfor den første Forudsætning for et socialistisk Samfund. Spørgsmålet er nu ikke længere, om denne Ekspropriation skal gennemføres, men hvorledes den skal fuldbyrdes. Den kan og skal ikke gennemføres som en brutal Konfiskation af Kapitalisternes Ejendom; thi på denne Måde ville den medføre en uhyre ødelæggelse af Produktionsmidlerne, som ville forarme Folkemasserne og forøde deres Indkomstkilder. Ekspropriatørernes Ekspropriation må foregå på ordnet, planmæssig Måde, sådan at Samfundets Produktionsapparat ikke tager Skade og Driften af Industri og Landbrug ikke hæmmes. Beskatningen kan blive det vigtigste Middel til at gennemføre en sådan ordnet Ekspropriation.
Vi har i det foregående vist, at Storindustrien og Bjergværksdriften, Skovene, Herregårdene og »den døde Hånd«s Jordegodser er det første, der må socialiseres. Den Godtgørelse, som de hidtidige Ejere skal have, bør tilvejebringes ved en Formueafgift. For Tysk-Østrigs Vedkommende kan man beregne, at en Afgift på gennemsnitlig en Sjettedel af de besiddende Klassers hele Formue vil være nok til at gennemføre denne Ekspropriation. Afgiften måtte naturligvis være progressiv, således at de små Kapitalbesiddere kommer til at betale langt mindre, de store langt mere end en Sjettedel af deres Formue. En sådan Afgift på gennemsnitlig en Sjettedel af Formuen byder ingen tekniske Vanskeligheder. Ved Hjælp af en til dette Formål oprettet Kreditorganisation vil Skatten kunne opkræves, uden at der fremkaldes følelige økonomiske Forstyrrelser. Og en sådan Formueafgift kan ikke overvæltes; efter hvad Finansvidenskaben med Sikkerhed kan erkende, kan den hverken drive Varepriserne i Vejret eller trykke Lønnen. På denne Måde er det altså muligt uden videre at gøre en vigtig Del af Produktionsapparatet til Samfundets Ejendom uden nogensomhelst Forstyrrelse af det økonomiske Liv og uden nogen Belastning af det arbejdende Folk.
En anden ikke mindre vigtig Opgave for Lovgivningen er det at befri Folket for den trykkende Tribut til Statens Kreditorer. Krigen har pådraget Staten en uhyre Gæld. Denne Gæld må forrentes. En Statsbankerot ved ganske simpelt at lade være at betale Renterne er ikke mulig. Den ville nemlig føre til øjeblikkeligt Sammenbrud af alle Banker, Sparekasser, Forsikringsselskaber, Stiftelser og Kreditforeninger. Herved ville ikke alene små Bestillingsmænd, Funktionærer, Håndværkere og Bønder blive berøvet deres Sparepenge, men alle Industridrivende og Handlende ville endvidere miste hele deres Driftskapital. En sådan Katastrofe må undgås, Krigslånenes Renter skal altså betales. Men de skal ikke betales af Arbejderklassen, men af de besiddende, thi Staten skal ikke beskatte Arbejderne for at give det indkomne som Rente til Kapitalisterne. Statsgældens Renter må derfor skaffes til Veje gennem en særlig Skat på al arbejdsfri Indtægt. Staten opkræver en ekstraordinær progressiv Skat af al arbejdsfri Indkomst at Kapital og Grundejendom på gennemsnitlig en Tredjedel af Indkomstbeløbet; de store Kapitalister betaler mere, de små mindre end en Tredjedel. Udbyttet af denne Skat vil være tilstrækkeligt til at forrente Krigsgælden. Denne Forrentning vil ske fuldt og helt på Bekostning at Kapitalister og Grundejere, thi når den ekstraordinære Skat anlægges ikke som en Udbytte-, men som en Indkomstskat, og når den ordnes progressivt, så kan den i Følge Finansvidenskaben ikke overvæltes. Den må virkelig betales af dem, den pålægges.
De to Skatteoperationer, som vi har skitseret, går altså ud på at lade de besiddende Klasser selv gennem Afgifter af Formue og Indtægt udrede de Erstatningssummer, som Samfundet må yde for Overtagelsen af Storindustrien og Herregårdene og selv tilvejebringe de Renter, som Staten må betale dem i deres Egenskab af Kreditorer. Og oven i Købet ville hele Operationen forløbe forholdsvis smertefrit. De besiddende Klasser måtte afgive sådan noget som en Sjettedel af deres Formue og dermed også af deres Indtægt ved Formueafgiften og en Tredjedel af Indkomstens resterende fem Sjettedele ved den ekstraordinære Beskatning af arbejdsfri Indtægt. De måtte altså foreløbig kun af med gennemsnitlig omkring fire Niendedele af deres Indtægt, de store Kapitalister mere, de små mindre. På Baggrund af de Omvæltninger i Indkomstforholdene, som Krigen har fremkaldt, synes en sådan Ekspropriation ingenlunde altfor radikal.
Samtidig med denne Ekspropriation vil der imidlertid også finde en anden Sted. Kommunerne vil, som vi har set, ekspropriere Industri- og Handelsforetagender, der tjener lokale Behov og overtage Byernes Jord. De hidtidige Ejere vil som Erstatning få Værdipapirer, der berettiger dem til en fast Rente af Udbyttet af den eksproprierede Ejendom. De vil altså sidde med Værdipapirer med fast Rente i Stedet for deres Jord, deres Huse, deres Bagerier, Møller o. s. v. Den næste Opgave består i at udslette disse Gældsbreve sammen med Krigslånsobligationerne. Den kan løses ved Indskrænkning af Arveretten og ved Beskatning af Arv.
Den juridiske Arveret må indskrænkes til Ægtefællen og de nærmeste Blodsbeslægtede. Der må opkræves høje progressive Arveafgifter af Testamentsarv. Den Indtægt, der fremkommer ved Arveafgiften og ved Arvs’s Hjemfald til Staten, må udelukkende anvendes til Amortisation af Statsgælden. På denne Måde ville Gælden i Løbet at få Generationer være ude af Verden.
De løbende Statsudgifter må derimod dækkes på anden Måde. Har Statshusholdningen hidtil tørst og fremmest hvilet på Skatterne, så vil de socialiserede Bedrifter nu, efterhånden som Socialiseringen gennemføres, blive Statens vigtigste Indkomstkilde. Staten vil få Andel i Nettooverskuddet af den socialiserede Storindustri, den socialiserede Grubedrift og den socialiserede Jord. Statshusmændene, der har slået sig ned på gammel Herregårdsjord, må betale en årlig Afgift til Staten. Den vil få Andel i Udbyttet af de i Industriforbund organiserede Industrier. De socialiserede Handelsgrene vil give den en Gevinst. Efterhånden som Socialiseringen skrider frem, vil en stigende Del af Statsudgifterne ikke længere blive afholdt gennem Skatter, men af Udbyttet af de socialiserede Foretagender.
Alle store sociale Omvæltninger har været ledsaget af Ændringer i Statshusholdningen. Den feudale Stat karakteriseres ved, at den gav Jorden som Len til sine Tjenere for at belønne dem for deres Tjeneste. Den kapitalistiske Stat karakteriseres ved, at den opkræver Pengeskatter, med hvis Udbytte den betaler sine Magtmidler, Hæren og Bureaukratiet. Fremtidens socialistiske Samfund vil ikke længere dække sine Behov gennem Pengeskatter, men ved Udbyttet af de socialiserede Foretagender. Men medens Skatten efterhånden vil miste sin Betydning som normal Indtægtskilde for Staten, så vil den få en så meget desto større Betydning som Middel til at ændre Formue- og Indtægtsfordelingen i Samfundet. Netop for at kunne bestride sin Husholdning ved Udbyttet af socialiserede Foretagender i Stedet for gennem Skatter må Staten gennem høje Formueafgifter skaffe sig Midler i Hænde til at erhverve disse Foretagender. Og den må ved høje ekstraordinære Skatter på arbejdsfri Indkomst sættes i Stand til at afvikle Krigsgælden. Skatten forandrer altså fuldstændig Funktion: Fra et Middel til Dækning af normale Statsudgifter, et Middel til Bestridelse af Statens Herskerudgifter, forvandler den sig til et Middel til Ekspropriatørernes Ekspropriation.
Den kapitalistiske Stat pålægger Folkemasserne trykkende Forbrugsskatter og bruger dem til at betale Renter til Statens Kreditorer; gennem indirekte Skatter eksproprierer den Folkemasserne til Fordel for Kapitalen. Det kommende socialistiske Samfund vil gå den modsatte Vej. Det vil belaste Kapitalen med Formue- og Arveafgifter og med ekstraordinær Skat på arbejdsfri Indkomst og bruge disse Indtægter til at gøre Jorden og Arbejdsmidlerne til Samfundets Ejendom. Det vil ekspropriere Kapitalen til Fordel for de arbejdende Folkemasser. Skatterne, der hidtil var et Middel til at ekspropriere Folket til Fordel for Kapitalisterne, vil nu blive et Middel til at ekspropriere Kapitalisterne til Fordel for Folket.
Vi har søgt at få Overblik over, hvilke Forholdsregler der må tages, for at den store Samfundsomvæltning i Folkets Interesse kan fuldbyrdes planmæssigt og målbevidst og uden nogen Forstyrrelse af Produktionen. Vi har tilbage at påvise, hvilke Forudsætninger der må være opfyldt, for at den lange Række af mangfoldige gennemgribende Reformer overhovedet skal blive mulig.
Den første Forudsætning for Socialiseringen er selvfølgelig Fred. Ingen af de Forholdsregler, vi har diskuteret, er mulig, så længe vi endnu lever i Krigstilstand, så længe vore Grænser ikke er fastsatte, og Havene ikke er fri. Vi kan f.eks. ikke gennemføre Formueafgiften, så længe vi ikke véd, hvilke Områder der kommer til at høre til vort Land, så længe vigtige Dele af vor Jord er besat af fremmede Tropper, og så længe Fordelingen af Krigslånene på de enkelte nye Stater ikke er ordnet. Vi har heller ikke frie Hænder til at ordne vore Samfundsforhold, som vi selv vil, uafhængigt af Ententelandenes herskende Klasser, så længe vi ikke kan betale Levnedsmidler og Kul med Udbyttet af vort eget Arbejde, men må have dem tildelt på Kredit af Sejrherrerne. Vi må først have Fred, Indførslen af Levnedsmidler og Råstoffer må blive fri påny, vore Maskiner må i Gang igen, vi må atter begynde at arbejde, således at vi ikke længere er afhængige af Sejrherrernes Nåde, ikke er underkastet deres Bud, men er frie og kan ordne vore Samfundsforhold efter vort eget Behov og vor egen Vilje.
Fred og Arbejde er de ydre Forudsætninger for Fuldførelsen af vor Opgave. Men den indre Forudsætning er, at Folket, de brede arbejdende Masser i By og på Land, vil den sociale Nyordning. Ganske vist er der mange, som tror, det er nok, at et Par Tusind behjertede og handlekraftige Mænd bemægtiger sig Statsmagten med et Kup; de skulle så kunne dekretere Folkets brede Masse Socialiseringen. Men det er en fejlagtig Tro. Thi hvorledes skulle et lille Mindretal, som ved terroristiske Midler tvang de brede Folkemasser til at underkaste sig deres Vilje, kunne forvalte Samfundets store Produktionsapparat ? Ganske vist kunne de ved en ubarmhjertig Terror ekspropriere Kapitalistklassen, vel kunne de beherske Produktionsapparatet fra et revolutionært Centrum. Men det blev en bureaukratisk Socialisme, ikke nogen demokratisk, thi det revolutionære Centrum kunne kun regere Fabrikkerne, Bjergværkerne og Godserne ved Hjælp af et af det indsat Bureaukrati, som dets Hær tvang Befolkningen til at adlyde. Men vi ønsker ikke en bureaukratisk Socialisme, der ville betyde, at hele Folket blev behersket af et lille Mindretal. Vi vil den demokratiske Socialisme, d.v.s. Folkets økonomiske Selvstyre. Folket skal selv styre sit økonomiske Liv gennem et Net af demokratiske Organisationer; vi har lært dem at kende i de foregående Afsnit. Bedriftsrådene i de enkelte Fabrikker, Lejerrådene i de enkelte Ejendomme, Fagforeningerne, Brugs- og Andelsforeningerne, Kommunerne og Bestyrelserne for de enkelte Industrigrene. Hertil Kontrolrådene ved Herregårdene, Landhusholdningsrådet, Landbruget, den nationale Centralbanks Bankråd og sluttelig Rigsdagen og den af den dannede Regering. Det er de vigtigste af de Organisationer. som skal træde i Stedet for Kapitalister og Grundejere skal forvalte Produktionsmidlerne, lede Arbejdet og regulere det økonomiske Liv. Et sådant økonomisk Selvstyre forudsætter imidlertid virksom Deltagelse, interesseret Medvirkning af de brede Folkemasser. Det kan ikke påtvinges Befolkningen af et lille Mindretal, men må fremgå af de arbejdende Folkemassers egen Vilje. Derfor er den første Forudsætning for Socialiseringen, at Folkets brede Masser, at dets Flertal er opfyldt af socialistisk Overbevisning, besjælet af Viljen til Socialismen.
Men Socialismen har også en anden Forudsætning: den kræver en Stat, der efter sit Væsen er i Stand til at gennemføre den sociale Omvæltning. Denne Forudsætning må vi i Tysk-Østrig tage nøje i Agt. Thi endnu står vi overfor det store Spørgsmål, om vort Land skal blive en Del af den store tyske Republik, eller vi skal forene os med Czekker, Sydslaver, Ungarer, Polakker og Rumænere til et Statsforbund, en »Donauføderation«. Af Svaret herpå afhænger vor fremtidige Samfundsordning.
Lad os engang forestille os en sådan Føderation at Donaufolkene! Hvem skulle i den gennemføre Socialismen? Den tysk-østrigske Regering? Men man kan ikke tænke sig et socialistisk Tysk-Østrig forenet med kapitalistiske Nabostater indenfor den samme Føderation, indenfor samme økonomiske Enhed. Eller skal hele Føderationen i Fællesskab vandre ad Vejen til Socialismen? Skal en Forbundsregering, indsat af alle de mange Nationer i Fællesskab, gennemføre Socialiseringen? Socialiseringen forudsætter en stærk, sluttet og handlekraftig Regering, der er i Stand til energisk, fast og målbevidst at bryde Kapitalisters og Jorddrotters Modstand og at opbygge den socialistiske Organisation. Forbundsstyret i en løs Føderation magter ikke denne vældige Opgave. Indlemmes vi i en Donauføderation er Vejen til Socialismen spærret for os for lang Tid.
Ganske andre Udsigter har vi hvis Tysk-Østrig bliver et Led af den store tyske Republik. Den tyske republik bliver ikke noget løst Statsforbund, men en fasttømret Forbundsstat med en stærk og sluttet Regering og en fælles lovgivende Rigsdag; der vil den stærke Statsmagt findes, som alene formår at overvinde de besiddende Klassers Modstand og opbygge den nye Samfundsorganisation. Og de tyske Arbejderes Antal, åndelige Modenhed og revolutionære Fasthed borger for, at denne Statsmagt vil være opfyldt af Viljen til Socialismen. Tilslutningen til Tyskland baner altså Vej for os til Socialismen. Den er den første Forudsætning for Socialismens Virkeliggørelse. Derfor må Kampen for Socialismen her i Landet foreløbig føres som en Kamp for Tilslutning til Tyskland.
Vi har således vist, hvorledes vi kan og vil komme til Socialismen. Men den Vej til Socialismen, vi har beskrevet, er ikke den eneste tænkelige. Socialismen kan også komme ad andre Veje. Begriber vort Folk ikke, hvad Timen kræver, modsætter de besiddende Klasser sig det nødvendige og uundgåelige, erkender de arbejdende Folkemasser, forvildede og misledte, ikke deres egne Interesser, og forstår de ikke at bruge de politiske Magtmidler, som den demokratiske Republik har givet dem, da vil Socialismen komme på en anden Måde.
Ikke som Resultat af planmæssigt opbyggende Arbejde, men som Følge at en frygtelig Storm, der først ødelægger og knuser alt, for at der på Ruinerne af det gamle kan opstå en ny Verden. Kommer Socialismen på denne Måde, da må vi købe den forfærdeligt dyrt. Købe den med Års Borgerkrig, med en uhyre Ødelæggelse at vore Produktionsmidler, købe den med endnu mange Års endnu værre Elendighed, med endnu skrækkeligere Nød end den Krigen har bragt over os. Socialismen er blevet en historisk Nødvendighed; den vil under alle Omstændigheder komme. Spørgsmålet er kun, på hvilken Måde den skal komme. Lad os alle arbejde for, at den skal komme, ikke som et Resultat af ødelæggende Katastrofer, men som Frugt af målbevidst Arbejde.
a. Indsat bemærkning: I Danmark, hvor vi jo hverken har Kul eller Metaller, må vi tænke os Socialiseringen indledet med Samfundets Overtagelse af de Industrigrene, der er særlig stærkt koncentrerede. Den 8. Februar 1918 fremsatte Socialdemokratiet i Folketinget Forslag om Nedsættelse af en Kommission, der bl.a. skulle »overveje, om ikke Hensynet til Folkets, og Landets Fremtid kræver, at Staten snarest overtager sådanne Virksomheder som Nationalbanken og de øvrige private Pengeinstitutter, Telegrafer og Telefoner, Jernbaner og Skibe, Forsikringsselskaber af enhver Art, samt sådanne monopolagtige Virksomheder som Sukkerfabrikker og Raffinaderier, Papirfabrikker, Oliefabrikker og Selskaber, der driver Handel med Olier, Tændstikfabrikker, Garverier og Læderfabrikker, Gødningsfabrikker, Cementfabrikker, Saltværker, Spritfabrikker, Ølbryggerier, Importforretninger i Kul og Koks m. fl.«.
b. En sådan af Staten fremskyndet Koncentration har vi i Danmark været Vidne til i Spritindustrien. Koncentrationen, der fandt Sted 1918 i Tilknytning til Krigsreguleringen og efter Aftale med Regeringen, bragte Antallet af virksomme Brænderier ned fra 26 til 11, drevet af kun 2 (nu et) Selskab. De to Selskaber opkøbte i alt 12 andre selvstændige Foretagender.
c. Ved Gennemlæsningen at dette Afsnit må man have for øje, at Otto Bauers Udgangspunkt er et Landbrug, der er ret forskelligt fra det danske. Det er ikke så udviklet (Den Sammenlægning af Jordlodder, han tager til Orde for, toges der i Danmark fat på allerede i Slutningen af det 18. Århundrede). Dertil er Bondebruget i Østrig særlig indstillet på Kornproduktion, beskyttet ved Korntold. Endelig er Realkreditten ikke i samme Udstrækning som her organiseret gennem Kreditforeninger, ledede at Lånerne selv.
d. Her er udeladt et afsnit, hvori Otto Bauer præciserer Betydningen af, at Handelen med Landbrugsprodukter organiseres på samfundsmæssig Vis. Det gælder om at gøre Fødevarernes Vej fra Bondens Marker og Avlsgård til Husmoderens Køkken så kort som mulig og derved gøre dem billigere.
Sidst opdateret 12.2.2014