Oversat fra engelsk af Ulla Justesen og Ellen Christensen fra Colin Barker: Perspectives, -i: Colin Barker (ed.): Revolutionary Rehearsals, London 1987.
Udgivet som pjece i september 1991 af Internationale Socialisters Forlag i serien Revolutioner i vores tid.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 18. dec 2011.
Indledning
Lunten tændes
Bevægelsen vokser
Krisen i Bydgoszcz
Dødvande i Solidaritet
Nye konflikter
De sidste dage
Noter
“Det polske folkedemokrati” blev skabt ved afslutningen af 2. verdenskrig. I slutningen af 1970erne havde det tidligere tilbagestående og overvejende landbrugsland udviklet sig til verdens tiende-største industrination (med verdens ottende-største militærbudget). Den hurtige, statsstyrede udvikling havde skabt kæmpestore fabrikker og industrielle storbyer.
Arbejderklassen var nu den største klasse, og flertallet af arbejderne var ikke længere tidligere bønder, men uddannede og kulturelt mere avancerede anden generations arbejdere. Arbejderklassen havde en lang række erfaringer af store kampe mod herskerne. I 1956, 1970 og 1976. Mellem juli 1980 og december 1981 blev efterkrigstidens mest fremskredne arbejderbevægelse skabt.
Ved slutningen af 1970erne var “det polske folkedemokrati” nemlig dybt kriseramt. Fra 1979 kom Polen til at opleve det største sammenbrud i produktionen, som noget industriland endnu har set efter 2. verdenskrig: Bruttonationalproduktet faldt i 1979 med 2%, i 1980 med 8% og i 1981 med 15-20%. Polens gæld var kolossal: Udover at skylde millioner af rubler til Sovjet, skyldte regimet mellem 20 og 25 mia. dollars til vestlige banker. Det “økonomiske mirakel” fra tidligt i halvfjerdserne havde nået en brat ende. [1]
Krisen var ikke kun økonomisk. Stærk vækst i første halvdel af halvfjerdserne blev ledsaget af større uligheder. Offentlig korruption var blevet almindelig. Den folkelige tiltro til regimet var den laveste nogensinde. Og udsigterne til forbedringer syntes meget spinkle. Boligmanglen var akut; madforsyningen var stadig utilstrækkelig; Polen var det mest forurenede land i Europa; kvinderne i tekstilbyen Lodz havde kontinentets højeste procent af dødfødte børn.
Blandt venstrefløjen i Vesten er der stadig dem, som i hengivenhed formoder, at Polen og dets søsterregimer i en eller anden forstand skulle være mere fremskredne end deres vestlige kapitalistiske rivaler. De forestiller sig, at “statslig planlægning” og “nationaliseret ejendom” skulle give Østeuropa et mere overlegent samfund. Virkeligheden er meget anderledes: Som i Vesten, viser de statskapitalistiske regimer i Øst en stigende tendens til stagnation og konstante op- og nedture i deres økonomiske mekanismer. Klassemodsætningerne, med arbejdere og bønder på den ene side og landenes herskende klasse på den anden side, er lige så fremtrædende som i et hvilket som helst vestligt land. Og de har resulteret i nogle af de hårdeste klassekonfrontationer i verden siden krigen. [2]
For socialister, som har mere end savsmuld mellem ørerne, blev erfaringen med Solidaritet i Polen en magtfuld demonstration af, hvor levende kernen i marxistisk politik stadig står. For det første blotlagde det klart klassemodsætningerne i de tilsyneladende massivt ensrettede regimer i Østeuropa. For det andet afslørede Solidaritet den moderne arbejderklasses fortsatte og voksende evne til at organisere sig til sin egen frigørelse, og derved blive et fyrtårn for alle andre undertrykte og udbyttede lag i et klassedelt samfund. For arbejdernes bevægelse i Polen blev den virkelige ledelse for hele folket. Og for det tredje, tragisk nok, viste Solidaritet i nederlagets stund, hvor nemt selv den bedst organiserede fagforeningsbevægelse i et udviklet land kan knuses og splittes, hvis den mangler politisk analyse og strategi, som svarer til dens formål og dens problemer.
Udbuddet af og priserne på de daglige fornødenheder, inklusive madvarer, har været et vedvarende problem for alle polske regeringer siden krigen. Sidst i halvfjerdserne, samtidig med at den økonomiske krise blev uddybet, forsøgte styret under Edward Giereks ledelse at løse mangelsituationen ved et dobbelt rationeringssystem: ved siden af de priskontrollerede butikker, hvor kødannelse prægede billedet, blev der udviklet en anden slags forretninger, som udelukkende blev rationeret via priser. 1. juli 1980 bekendtgjorde en regeringstalsmand, at man i fremtiden kun ville kunne få det bedste kød i “fri-pris”-butikkerne.
Udtalelsen startede en bølge af strejker, som ramte det meste af den polske industri i de næste seks uger, og som nåede et højdepunkt i kystbyerne Gdansk og Stettin i midten af august. Strejkebølgen havde en række bemærkelsesværdige træk.
For det første var den ganske ventet. Gennem de forudgående fire år havde det polske styre mere end vænnet sig til strejker. Der havde været mindst tusinde, overvejende i de større (og stærkere og politisk mere betydningsfulde) “flagskibs”-virksomheder, som er den polske industris stolthed. Regimets reaktion på strejkerne var mere kompromissøgende end militant. Den herskende klasse i Polen var blevet skræmt af sin egen arbejderklasse. Igen og igen blev der kørt kølevogne lastet med pølser og andre forsyninger gennem portene til de større virksomheder for at dæmpe lidt på de polske arbejderes militans. I juli 1980 blev lederne i industrien beordret til at købe ro ved at garantere væsentlige lønforhøjelser.
Regimet var af gode grunde ængstelig. I 1970 havde arbejderne på grund af prisstigninger væltet partilederen Gomulka. Optøjer og gadekampe, afbrænding af partibygninger og dernæst fabriksbesættelser havde tvunget priserne ned. Mange arbejdere blev dræbt i kampene, især i kystbyerne, og det efterlod megen bitterhed og mistillid. I juni 1976 forsøgte regimet igen at hæve priserne: Gennem strejker, gadedemonstrationer og oprivning af større jernbanespor tvang industriarbejdere regimet til at trække prisstigningerne tilbage – denne gang i løbet af 24 timer.
I 1980 stod regimet ansigt til ansigt med en arbejderklasse, som allerede havde stor tiltro til sin egen mulighed for at vinde indrømmelser. Faktisk var styrkeforholdet sådan, at nogle arbejdere blev garanteret lønforhøjelser uden at kræve dem – noget, som fremkaldte andre strejker! I andre tilfælde, næsten som for at vise, at det kan betale sig at kæmpe, garanterede ledelsen kun lønstigninger til de arbejdere, som faktisk var i strejke, og lod de mindre aktive spekulere – i lyset af mindre løntilbud – over de praktiske fordele ved militans. “De, som ikke strejker, kommer ikke til at spise kød,” lød det forjættede rygte.
På trods af at strejkebevægelsen ikke havde noget koordinerende centrum, havde arbejderne udviklet et informationsnetværk, hvor igennem de spredte nyt om deres kampe, krav, sejre og nederlag. Lastvognschauffører og togførere bragte bud, telefonbeskeder blev overbragt, forbindelser til familie og venner blev sat i værk for at sprede nyhederne hurtigt. (De officielle medier gav næsten ingen nyhedsdækning af arbejdsstandsningerne.)
Hertil kom, at en nøglegruppe af afvigere kom til at spille en betydelig rolle i at skabe offentlighed om bevægelsen blandt arbejderne. “Komiteen til Arbejdernes Selvforsvar” (KOR) blev oprindeligt stiftet i 1976 for at organisere støtte til de politisk fyrede arbejdere fra Radom, som havde kæmpet og demonstreret mod prisstigninger. Men den havde bevæget sig ud over rent indsamlingsarbejde til egentlig arbejderklasse-organisering. Fra 1977 dannede nogle af KORs bedste aktivister små cirkler af militante arbejdere i de større industricentre, og de producerede og udsendte bulletiner, der gik fra hånd til hånd, og som hed “Arbejder”, “Kystarbejder” og lignende. Disse nyhedsbreve berettede om forholdene for arbejderklassen og dens kampe, og de udgav et “Arbejdernes frihedsbrev”, hvis krav blandt andet omfattede frie fagforeninger.
Arbejder-cirklerne blev et brændpunkt for udvikling af et lederskab på gulvplan, som kom til at spille en afgørende rolle i den polske virkelighed fra august 1980. Grupperne omkring disse bulletiner indsamlede nyt om strejkerne og spredte det igen ud til arbejderne; de ydede taktisk rådgivning om, hvordan man bedst organiserer ved at udpensle og generalisere de dyrekøbte erfaringer fra det forudgående årti.
De hurtige succeser for strejkebevægelsen gav arbejderne yderligere mod i løbet af juli, og deres krav og organisationsformer gennemgik en udviklingsproces. I Lublin var der en tre-dages generalstrejke, løst koordineret af en strejkekomite, som var baseret på en række arbejdspladser. Kravene bredte sig fra lønkrav til at indeholde andre krav: Familietilskud, der var ligeså store som politiets, lukning af de specielle “fri-pris”-butikker, femdages arbejdsuge, nyvalg til fagforeningerne, pressefrihed. Grundet den stigende selvtillid og kampvilje i arbejderklassen var der intet påtvunget eller kunstigt i overgangen fra rent økonomiske til stadigt mere politiske krav.
Regeringens strategi var at betale yderligere lønstigninger, når den var tvunget til det, i håb om at strejkebevægelsen gradvis ville flade ud. Med lidt held ville lønstigningerne kunne begrænses til de store fabrikker, mens de mindre og svagere virksomheder kunne betale regningen via inflation. Faktisk var der ligefrem en regeringstalsmand, som i anden uge af august venligt forsikrede en vestlig journalist, at arbejdsstandsningerne næsten var ophørt. Men inden for et par dage rejste bevægelsen sig til et helt nyt niveau.
En af de KOR-inspirerede arbejdercirkler var blevet dannet i Gdansk omkring bladet “Kystarbejderen”. Allerede i 1979 havde gruppen forsøgt at organisere i nogle få lokale fabrikker for at hindre fyringer og for at stille op til fabriksvalgene. De havde ladet KORs “Arbejdernes Frihedsbrev” cirkulere og afholdt demonstrationer til minde om de arbejdere, som blev dræbt i 1970. I august 1980 blev en fra gruppen, en 50-årig kvindelig kranfører, Anna Walentynowicz, politisk fyret af ledelsen på det gigantiske Lenin-skibsværft. På et møde om aftenen onsdag den 13. august besluttede gruppen, at nu var tiden inde til at handle. De lavede håndskrevne løbesedler og plakater og smuglede dem den følgende morgen ind på skibsværftet og på nogle få andre arbejdspladser.
Så snart de var inde på områderne, satte de plakater op, indkaldte til møder og opfordrede til strejke. Tidligere agitation og propaganda havde båret frugt: De områder, de var i, stoppede arbejdet og marcherede rundt på skibsværftet for at få resten af arbejderne med ud i strejke. Ved middagstid diskuterede et masseopbud af arbejdere med skibsværftets direktør, som forsøgte at tale til de strejkende fra en forladt bulldozer. Et medlem af Kystarbejder-gruppen, Lech Walesa, – selv fyret fra værftet – kravlede over muren og sluttede sig til mængden. Han sprang op ved siden af direktøren, talte til mængden og proklamerede starten på en besættelsesstrejke. Gdansk-strejken spredte sig hurtigt til andre lokale arbejdspladser, for det meste på initiativ af andre medlemmer af Kystarbejder-gruppen. [3] Delegerede fra de andre arbejdspladser, herunder fra skibsværftet “Pariserkommunen” i nabobyen Gdynia og fra byens buschauffører, samledes på Leninværftet.
Om lørdagen var værftsarbejdernes umiddelbare krav blevet opfyldt. De var blevet lovet de største lønforhøjelser nogensinde, genansættelsen af Walentynowicz og Walesa, forbedrede familietilskud, plus tilladelse til at rejse et mindesmærke for de arbejdere, som blev dræbt under opstanden i 1970. Walesa bekendtgjorde besættelsens ophør over skibsværftets højtaleranlæg. Arbejderne begyndte at strømme ud af portene. Der kunne sagen have været afsluttet med endnu en delsejr, føjet til rækken af lokale indrømmelser, som regimet allerede havde givet gennem de forudgående syv uger.
Men af en ganske bestemt grund kom det til at gå anderledes. Andre arbejdere havde strejket i solidaritet med Leninværftet, og de havde ikke opnået noget. Henryka Krzywonos, fra sporvognene i Gdansk, stoppede vredt Walesa og krævede, at skibsværftsarbejderne blev ude, indtil alle de andre arbejdspladser også havde fået opfyldt deres krav. Walesa erklærede sig øjeblikkelig enig. Men ledelsen på værftet nægtede dem nu yderligere adgang til højtalersystemet. De ledende aktivister, heriblandt Walentynowicz, Walesa og en værftssygeplejerske Alina Pienkowska, løb nu til porten og forsøgte at vende strømmen af arbejdere, som var ved at gå hjem. Kun en tiendedel af arbejderne blev overtalt til at blive, men portene blev lukket igen og besættelsen blev genoptaget.
Det blev starten på en kvalitativ ny udvikling. I løbet af weekenden blev et nyt organ dannet: “Den tværgående Strejkekomite” (MKS), der omfattede delegerede fra alle strejkende arbejdspladser i området. Den nye organisation formulerede et nyt og langt mere avanceret sæt krav, som udmundede i de “21 punkter”. Det drejede sig ikke længere udelukkende om enkle, umiddelbare lokale spørgsmål. Listen begyndte med kravet om nye, uafhængige fagforeninger. Den gik videre med at kræve, at censuren blev lempet, nye rettigheder for kirken, frigivelse af politiske fanger, forbedring af sundhedssektoren.
I løbet af natten forhandlede MKS med de lokale kirkemyndigheder, og om søndagen kom en præst til værftet for at velsigne et improviseret kors og holde en messe under åben himmel. Det havde den ønskede virkning: Et stort antal arbejdere, som havde forladt værftet den foregående dag, vendte nu tilbage for at forstærke besættelsen.
MKS voksede hurtigt. Om tirsdagen var der mere end 250 virksomheder repræsenteret i Gdansk-komiteen. Et nyhedsblad, som hed “Solidarnosc” begyndte at udkomme. Med hjælp fra KOR-medlemmer på værftets trykkeri kom det op på et dagligt oplag på 30.000. Myndighederne afskar Gdansk fra telefonkontakt med resten af Polen. (En regeringsrepræsentant hævdede en uge senere, at omstillingen ved Warszawas telefonvæsen var blevet ødelagt af en tyfon. [4] Selv hans kolleger fra regeringens forhandlingsgruppe syntes pinligt berørte af denne åbenlyse løgn.) Men nyhederne om den nye organisation i Gdansk og de nye krav spredte sig hurtigt til de polske industriområder. Yderligere et MKS blev dannet i Elblag, og dernæst yderligere et langs kysten i Stettin, stedet for den massive værftsbesættelse i 1971. MKS i Stettin gik nu i forbund med Gdansk. Et fjerde MKS viste sig i Wroclaw sydpå, og dernæst endnu et i Walbrzych. I andre områder truede arbejderne med at strejke, hvis ikke Gdansk-kravene blev opfyldt.
I begyndelsen nægtede regimet at anerkende de nye arbejderkomiteer og forsøgte sig med en del-og-hersk-taktik ved at gå ind i separate forhandlinger, virksomhed for virksomhed. Men MKSerne holdt sammen, og regimet blev tvunget til at gå ind i åbne forhandlinger med Gdansk og Stettin-komiteen, på selve skibsværftet.
Indtil slutningen af august håbede høgene i partiledelsen fortsat på, at undertrykkelse frem for indrømmelser var måden at tackle krisen på. Regeringen håbede stadig, at i det mindste mineområderne i Slesien – traditionelt et støttepunkt for partilederen Gierek – ville holde stand mod arbejderrevoltens flodbølge. Men den 29. august opstod der endnu et MKS, på baggrund af større strejker i slesiske miner, i Jastrzebie, med repræsentanter fra miner og andre områder, ja selv en strejkende skønhedssalon havde sluttet sig til. Det var klart, at medmindre det ville foranstalte et massivt blodbad, så måtte styret give store, generelle indrømmelser til arbejderklassen.
Den 30. august i Stettin og den 31. august i Gdansk underskrev regeringens ministre et dokument, som accepterede de “21 punkter”. MKS i Stettin havde været ret selvtilstrækkelig og mistænksom overfor folk udenfor. I Gdansk derimod havde MKS søgt størst mulig åbenhed: Der blev aftalen underskrevet under en kæmpemæssig ceremoni foran alverdens TV. Tre dage senere blev der, på grund af at strejker skød op som paddehatte, underskrevet endnu en aftale i Jastrzebie, som gav en væsentlig forkortelse af arbejdsugen.
En speciel reaktion på de problemer, som udviklede sig i Gdansk i kølvandet på værftets isolerede sejr, var dannelsen af Den tværgående Strejkekomite (MKS). Den form, som MKS havde, viste sig, efter at den var taget i brug, at passe glimrende til de polske arbejderes problemer.
Hele bevægelsen var baseret på en kolossal bølge af arbejdsplads-besættelser. Alle virksomheder i strejke sendte en delegeret til det lokale MKS. De delegerede valgte en intern ledelse, som var under de delegeredes umiddelbare kontrol. De større forhandlinger med staten blev gennemført foran mikrofoner, som var sluttet til skibsværftets højtalersystem, således at tusinder af arbejdere kunne følge forhandlingerne og de fremskridt, der blev gjort. De delegerede vendte tilbage til deres arbejdspladser med båndoptagelser af dagens forhandlinger for at aflægge rapport og få fornyet deres mandater.
Denne gang kogte arbejdernes vrede ikke over i gadeoptøjer, sådan som det var tilfældet i 1956 og i 1970, ja selv i 1976. Den form for modstand var blevet ført på et område, som staten let kunne kontrollere – omend blodigt. Polske arbejdere har æren for at have opfundet taktikken med fabriksbesættelser. De bragte erfaringen med til USA, hvor den blev brugt i de store kampe om organisationsretten sidst i trediverne. Her i 1980 vendte den tilbage til sit oprindelsessted i et omfang, man aldrig tidligere havde været vidne til. Skønsmæssigt havde 4.000 virksomheder tilsluttet sig strejke- og besættelsesbevægelsen i slutningen af august.
I løbet af de første dage MKS i Gdansk eksisterede, begyndte det at tage kontrol over væsentlige funktioner i området. De strejkende sporvognsfolk og jernbanearbejdere vendte tilbage til arbejdet og overklistrede deres vogne med plakater som: “Vi er også i strejke, men vi arbejder for at gøre det lettere for dig.” En taxi-flåde på 300 biler blev lagt ind under MKSs ledelse. MKS instruerede bagerier og konservesfabrikker om at blive ved med at producere fødevarer til arbejderklassen. Lastvogne opererede under MKS-licenser. På MKSs initiativ blev produktion og salg af alkohol stoppet i Gdansk-området. Ved portene til de besatte virksomheder konfiskerede og ødelagde arbejdervagtværn både vodka- og ciderflasker. På havnen i Gdynia, hvor der var tilfælde af tyveri, blev de, som havde forbrudt sig, underkastet en form for proletarisk justits: Mænd og kvinder blev tvunget til at stå på en stak paller, så de kunne blive pebet ud af de arbejdere, som de havde bedraget. De første trin i udviklingen af arbejderkontrol, en form for demokratisk arbejderstat, kunne anes.
Som vi har set, var de aktuelle krav, som arbejderne nu kæmpede for, ikke længere begrænset til umiddelbare økonomiske spørgsmål, men stræbte efter selve den politiske magt. Det blev symboliseret i den sidste diskussion mellem MKS i Gdansk og regimet. Tidligt under besættelsesbevægelsen blev ledende KOR-medlemmer i Warszawa og andre steder sat under præventiv arrest. De forsamlede Gdansk-arbejdere nægtede at lade deres ledere underskrive nogen aftale om de “21 punkter”, før disse intellektuelle var garanteret umiddelbar frigivelse. Som Anna Walentynowicz stillede det op: “Hvis vi ikke forsvarer de politiske fanger i dag, vil vore aftaler være værdiløse i morgen ... For vi er alle politiske, og de vil betragte os som sådanne, og simpelthen spærre os inde.” [5]
MKS var en strejkekomite bestående af delegerede fra besatte arbejdspladser, som uden hensyn til fag eller industri rejste og kæmpede for såvel politiske som økonomiske krav, og som begyndte at tage kontrol over forskellige dele af produktionen og distributionen. Denne form, som blev improviseret for at tackle konkrete problemer i kampen, var samtidig den organisatoriske opsummering af dyrekøbte erfaringer fra tidligere kampe, og et fantastisk fremskridt i forhold til tidligere former for selvorganisering. Selv om de ikke vidste det, havde de polske arbejdere, ud fra logikken i deres egne erfaringer, genopfundet den organisatoriske form, som første gang blev taget i brug af de russiske arbejdere i 1905 – arbejderrådet. I 1905 og 1917 havde det navnet “Sovjetten af arbejderdeputerede”. Men formen har regelmæssigt vist sig igen, når arbejdernes kampe har nået revolutionære højder. [6]
Sådanne klasseorganisationer har mulighed for at udvikle sig til organer for revolutionær folkemagt og blive grundlaget for en ny samfundsorden. Imidlertid bliver en sådan mulighed ikke automatisk realiseret. For at MKS kunne udvikle sig i den retning, var det nødvendigt, at dets medlemmer var i stand til at se muligheden. I Polen i 1980 var der ikke nogen gruppe af betydning inden for MKS (eller forsåvidt uden for), som havde en sådan forståelse. Faktisk var det sådan, at MKS fra starten bevidst satte snævre grænser for forhåbningerne.
Da de “21 punkter” var blevet trukket op, blev kravet om afskaffelse af censuren rejst fra arbejdernes side. På opfordring fra et lokalt KOR-medlem blev kravet nedtonet for ikke at skræmme myndighederne. På samme måde blev et forslag om at kræve frie valg til det polske parlament, Sejmen, forkastet. [7] I den anden uge af Gdansk-besættelsen blev en del intellektuelle rådgivere knyttet til cirklen omkring MKS-ledelsen. Deres rolle var, som forskellige deltagere og kommentatorer har bemærket, hovedsagelig at fungere som fortalere for et kompromis. Også det kirkelige hierarki prædikede mådehold. Under strejkernes højdepunkt holdt kardinal Wyszynski en stor transmitteret prædiken, som reelt var et opråb om at stoppe besættelserne. Hans opråb blev næppe ænset af de polske arbejdere. I bestræbelserne efter at genvinde deres position, udsendte biskopperne yderligere en udtalelse, som var mere positiv over for arbejdernes aktioner. Men ikke alle tendenser til mådehold kan tilskrives Warszawa-intelligentsiaen eller kirken. I Stettin, hvor de intellektuelle ikke spillede nogen væsentlig rolle, var der tydeligt det samme mådehold blandt de militante. Selv om den organisationsform, som arbejderne havde indført, var potentielt revolutionær, var indholdet i deres krav det ikke. Det, som de søgte, og som de vandt på den mest imponerende måde, var først og fremmest retten til at danne deres egne uafhængige fagforeninger. Den ret var indeholdt i de “21 punkter”, som regimet havde accepteret; men den skrevne aftale indebar også, at arbejderne accepterede partiets ledende rolle, anerkendte herskernes fortsatte eksistens og rettigheder.
Ikke desto mindre var udfaldet af arbejdernes sejr fyldt med sprængfarlige modsætninger.
De polske arbejdere havde vundet en overvældende sejr. De vidste det, og regimet vidste det. I dagene efter indgåelsen af Gdansk-aftalerne rejste der sig en bølge af gensidige beskyldninger i de herskende kredse. Szczepanski, den korrupte leder af det polske fjernsyn og en Gierek-protegé, blev fyret i fuld offentlighed. Gierek selv blev fjernet fra partiledelsen og erstattet af Stanislaw Kanin. I 1956 og i 1970 havde udskiftninger i toppen umiddelbart givet anledning til nedgang i den folkelige bevægelse. Men i 1980 var arbejderne upåvirkede. Deres egne organisationer var nu trådt direkte ind på historiens scene.
Tre uger efter Gdansk-aftalerne holdt delegerede fra de forskellige MKSer deres første landsdækkende møde. Allerede på dette tidlige tidspunkt repræsenterede de tre millioner arbejdere. Nogle, heriblandt Walesa, arbejdede for, at der blev dannet selvstændige regionale fagforeninger. Men flertallet gik ind for et forenet forbund, som var baseret på regionale afdelinger. De kaldte deres nye fagforening for NSZZ Solidarność (Den Uafhængige, Selvstyrende Fagforening, Solidaritet). Et foreløbigt koordineringsudvalg (TTK) blev valgt til at køre fagforeningen mellem møderne i den større delegeretforsamling. Reelt var den form, man nu havde indført, et centraliseret forbund af sovjetter.
I løbet af de næste måneder strømmede medlemmerne til. Sidst på efteråret var der registreret omkring 10 mill. medlemmer. Det var ca. 80% af hele den polske arbejdsstyrke: Man havde på få uger opnået en højere organiseringsgrad, end man har opnået over årtier i fagforeningsbevægelsen under den vestlige kapitalisme. Kernen i den nye fagforening bestod af de store industriforetagender, hvor det i almindelighed var de faglærte arbejdere, som havde den ledende rolle. Men Solidaritets tiltrækning kunne mærkes meget bredere: I små værksteder, i fødevarebutikker, på kontorer, i cafeer og blandt lavere tjenestemandsgrupper var presset uimodståeligt. Kun blandt skolelærere vandt Solidaritet ikke flertallet (kun 48% tilsluttede sig).
Solidaritet forandrede også sine medlemmer. Det at deltage i et stiftende møde, ofte på trods af de lokale bosser, medførte et brud med gamle vaner så som ærbødighed og underdanighed. Nye solidaritetsbånd og en ny følelse af styrke blev udviklet.
Overalt i landet medførte processen strejker og andre konflikter. Gdansk-aftalerne betød langt fra, at konflikterne mellem arbejderne og regimet havde nået afslutningen; de åbnede derimod blot op for en overvældende bølge af folkelige krav og skarpe regionale og nationale konflikter. I de første syv måneder efter august blev Solidaritets-bevægelsen ved med at vokse.
I oktober betød forsinkelser med at få anerkendt fagforeningen, at der blev holdt en én-times, landsdækkende advarselsstrejke. Da Solidaritets ledere gik til domstolene for at få registreret den nye fagforenings vedtægter, rettede dommeren dem enerådigt til at indeholde en formulering omkring partiets ledende rolle. Det udløste landsdækkende protester og trusler om yderligere landsdækkende strejker. Appeldomstolen ændrede så den lavere retsinstans’ beslutning efter ordre fra regeringen. I Czestochowa havde provinsguvernøren forventet, at retten ville votere mod fagforeningen og satte trumf på ved at forbyde den. Så blev der erklæret strejke for at få ham fjernet – og det lykkedes.
I Stettin angreb den lokale partiavis Solidaritet. Fagforeningens svar var at trykke 400.000 foldere, beslaglægge sporvognene, overklistre dem med plakater og bemande dem med frivillige studerende. De tog rundt i byen med megafoner og puttede Solidaritets foldere ind i hver eneste udgave af næste dags avis.
I november raserede sikkerhedspolitiet Warszawas fagforeningskontorer, hvor en frivillig trykker, Jan Narozniak, var i gang med at trykke kopier af et hemmeligt regeringsnotat, som omhandlede undertrykkelse af anderledes tænkende. Oplysningerne havde Solidaritet fået af Piotr Sapielo, en yngre tjenestemand på den offentlige anklagers kontor. Arrestationen af de to førte til strejker over hele byen. Selv da de blev løsladt, stoppede strejkebølgen ikke, i stedet blev kravene udvidet til også at omfatte nedskæringer i sikkerhedspolitiets budgetter. Til sidst måtte Walesa, og bagefter Jacek Kuron fra KOR, bede de militante stålarbejdere fra Warszawa stoppe deres trodsige strejke.
Samtidig med at Solidaritet voksede, blev medlemmernes horisont og krav udviklet. En stor del af “de 21 punkter” var sat på papir, uden at der var sket mere. Nu blev kravene udvidet, fulgt op af besættelser og strejker og begyndte at berøre nye områder af det sociale og politiske liv. Et mål var sikkerhedspolitiet. Et andet var misbrug af de offentlige midler; korrupte embedsmænd røg ud fra kontorerne, og bygninger, der ellers var helliget hemmelige statsfunktioner, blev lavet om til socialt nyttige formål såsom klinikker, børneinstitutioner og skoler. En besættelse af læger og lægestuderende i Gdansk betød, at de fik lovning på forbedringer inden for sundhedssektoren. I Katowice gik arbejderkommissionerne ind i supermarkederne for at tjekke, om der blev snydt med rationeringssystemet – det blev der.
Disse initiativer kom gang på gang fra fagforeningens lokale og regionale afdelinger, og det skete uden officielle sanktioner fra de nationale ledere, som ellers uden held forsøgte at begrænse dem.
Blandt arbejderne var Solidaritet fra begyndelsen mere end bare en fagforening, der kun beskæftigede sig med løn- og arbejdsforhold. Solidaritet ramte nerven i den evige stræben efter national uafhængighed; de vandt ret til ugentlige radioudsendelser til kirken; de rejste spørgsmål om politisk og borgerlig frihed, demokratisering af samfundet og den polske stats placering i de internationale militære alliancer. De trak alle undertrykte og udbyttede grupper i Polen ind under deres banner.
De studerende var de første til at komme i bevægelse. I efteråret 1980 kom der en bølge af studenterbesættelser, og der blev dannet – og officielt anerkendt – nye uafhængige, selvstyrende studenterorganisationer: de studerendes Solidaritet. Blandt bønderne bar den ellers ret spredte agitation frugt, og der blev stillet krav om en Grøn Solidaritet. Vinteren igennem og foråret med sås besættelser blandt bønderne, og arbejderne støttede dem. Fangerne i de fleste polske fængsler dannede deres egne organisationer og demonstrerede for bedre forhold, og ofte så man Solidaritetsmedlemmer demonstrere uden for murene. En masse andre bevægelser og organisationer blev dannet med Solidaritet som drivkraft: foreninger i beboerkvarterer, blandt kolonihavefolk, økologer, frimærkesamlere, journalister, kunstnere, skuespillere og forfattere. Selvstyrende, uafhængige foreninger dukkede op over alt. I køerne uden for butikkerne lavede de selvstyre, så de gamle og de med små børn fik en plads forrest i køen, og forhandlede med butiksejerne, så de fik en retfærdig behandling.
Det polske samfund oplevede et orgie af græsrodsbevægelser. I et samfund, hvor alle former for foreninger, klubber eller sammenslutninger havde været under partiets kontrol, var det overordentlig befriende. Undtagen for myndighederne. På alle måder blev deres magt svækket. Et stort antal embedsmænd på alle niveauer mistede deres positioner. Alle forsøg fra partiet eller staten på at genvinde det tabte, syntes at sætte gang i en strøm af protester, hvor de folkelige krav og bevægelser voksede, og herskerne gik mere og mere i opløsning.
Reelt set var der en begyndende dobbeltmagt i Polen. På den ene side stod regimet, som stadig sad på de væsentligste dele af den politiske og økonomiske magt. De kontrollerede stadig undertrykkelsesapparatet (sikkerhedspolitiet og hæren især), selv om der også inden for politiets rækker var krav om at få deres egen afdeling af Solidaritet. Men den normale kontrol med befolkningen var ved at bryde sammen. Styret var isoleret, og det var tydeligt, at folk nu kun havde foragt til overs for det.
Over for regimet stod Solidaritet, en rivende strøm af folkelig styrke og forhåbninger, som fik mere og mere selvtillid, og som samlede sig om de enorme regionale delegeretforsamlinger, der udgjorde arbejdernes fagforening, oppositionens hjerte.
Set fra den herskende klasse kunne e t langsigtet forlig med Solidaritet ikke komme på tale. Den økonomiske krise blev forværret, og løsningen på det var for den herskende klasse først og fremmest, at arbejdsstyrken påny skulle disciplineres og undertrykkes. Solidaritet skulle knækkes på den ene eller anden måde og det normale politiske liv genoptages. Nogle partiledere håbede at opnå det gennem en dobbeltsidet strategi: først bryde den grundlæggende klassesolidaritet, som karakteriserede den nye organisation, og dernæst vende tilbage til en form for sektionsopdelte fagforeninger, og korrumpere deres ledere. [8] Men Solidaritet var så helvedes demokratisk; alt for krævende i deres krav til, at denne strategi kunne lykkes. Andre forsøgte at provokere Solidaritet, i håb om at opdage deres svagheder, så de selv kunne gå i offensiven. Andre igen hang bare på og håbede på bedre vejr.
Hvis Solidaritets fulde muligheder og dens medlemmers drømme skulle realiseres, hvis princippet om selvorganisering, som fyrede op under den voksende bevægelse, skulle blive basis i dagligdagens Polen, så var de nødt til at fjerne den eksisterende stat. For to fundamentalt forskellige former for social organisering stod over for hinanden som to fjendtlige magter. Staten og det herskende parti repræsenterede klasseherredømme, udbytning og undertrykkelse af folk i jagten på profit. Solidaritet repræsenterede modsat ideen om folkets magt, statens underordning under opfyldelse af folkets behov, en demokratisk omorganisering af alle prioriteter i samfundet. Modsætningen var fundamental, Situationens logik krævede, at den ene side nødvendigvis måtte ødelægge den anden med de midler, der skulle til for at nå målet.
Men det, der også karakteriserede situationen, var, at ingen af parterne endnu var i stand til at vinde fuldstændigt. Den herskende klasses maskineri var alvorligt svækket, og de kunne derfor ikke nå deres mål i den umiddelbare fremtid. På arbejdernes side dominerede den idé, at de ikke skulle gøre forsøg på at smadre deres modstandere.
Solidaritets ledere og deres rådgivere gav det indtryk, at de havde sat gang i et tidevand, som de ikke længere fuldt ud kontrollerede. Officielt var Solidaritet en fagforening, men den formulering sammenfattede dårligt medlemmernes drømme og krav. På papiret vedkendte Solidaritet sig partiets ledende rolle, en flertydig sætning, men som fagforeningens ledere opfattede sådan, at de ikke måtte udfordre grundlaget for parti- og statsstyret. Det indebar, at partiet skulle lede det polske samfund ud af krisen - selv om partiet så ud til at være totalt initiativløst. Ingen troede på det; alle kiggede nu mod Solidaritet.
Det var et dilemma for en bevægelse, som ikke tragtede efter magten. Fagforeningsledernes svar var i det store og hele at forsøge at standse den fortsatte optrapning af kampen på deres egen side. Bogdan Borusewicz, en af KORs støtter fra Gdansk, forklarede problemet udmærket i en diskussion sent på året 1980:
“På dette tidspunkt forventer folk mere af os, end vi egentlig kan udrette. Sædvanligvis fokuserer folk på partiet. I Polen i dag er det dog sådan, at folk samles om de frie fagforeninger. Det er en dårlig ting... I folks øjne skal de nye fagforeninger gøre alt: de skal udfylde fagforeningens rolle, deltage i landets administration, være et politisk parti og handle som en milits, dvs. spærre drukkenbolte og tyve inde, undervise i moral – og det er et stort problem for os.” [9]
Hvorfor skulle det være en dårlig ting eller et stort problem, at arbejderbevægelsen opsamler alle de nye håb og forventninger, som de store masser i samfundet har? Fundamentalt set, fordi lederne og deres rådgivere var forpligtet over for et politisk perspektiv, hvis centrale plan var: Gå ikke for vidt.
Det viser, at fagforeningen virkede begrænsende i forhold til bevægelsens reelle karakter, men der var ikke udviklet noget synligt alternativ. Der var store grupper inden for Solidaritet, som i relation til specielle begivenheder sagde, at fagforeningen var i fare for at blive blød. Men kritikken blev ikke generaliseret af en venstredrejet opposition inden for Solidaritet.
Det varede et stykke tid, inden disse spørgsmål dukkede op. De første tre måneder af 1981 fortsatte grupperne inden for Solidaritet med at vokse. I begyndelsen af januar besatte bønder en offentlig bygning i Rzeszow og krævede anerkendelse af Grøn Solidaritet. Og fagforeningen gik ind i en større konfrontation med regeringen på spørgsmålet om lørdagsfri. Regimet forsøgte, med det klassiske arbejdsgiverargument, at “landet ikke har råd!”, at inddrage den reducerede arbejdsuge, som de ellers havde været med til at aftale endeligt i Jastrzebie i september.
Solidaritets medlemmer var ikke indstillet på kompromis. Den nationale ledelse bad deres medlemmer om at blive hjemme fra arbejde på den første planlagte fri-lørdag, den 10. januar. Det gjorde millioner. Arbejdere på vigtige poster bar røde og hvide armbind for at vise deres støtte. Den følgende uge strejkede mange igen og krævede betaling for fridagen. Den anden “bliv-hjemme”-strejke, den 22. januar, blev endnu større, og en million partimedlemmer ignorerede ordren til at fungere som skruebrækkere. I slutningen af måneden gav regeringen sig på grund af en ny trussel om generalstrejke.
Den nye aftale om frilørdage var dårligt skrevet under, før hele Bielsko-Biala regionen varslede en ubegrænset generalstrejke for at få fjernet nogle korrupte lokale embedsmænd. Efter en uge, og med kirkens hjælp, blev de fjernet. Så brød en strejke ud i Jelenia Gora, som ikke alene krævede korrupte embedsmænd fjernet, men også krævede, at et specielt luksus-hospital for politiet blev lavet om til et almindeligt hospital, og at et enormt stort prima jagtområde blev åbnet for almindelige mennesker.
Som følge af den skærpede sociale krise var der midt i februar en del bytten rundt på taburetterne i regeringen. Premierminister Pinkowski, som først havde fået den post i september, blev erstattet af forsvarsministeren, general Jaruzelski, som nu sad på begge poster. Da Jaruzelski bad om arbejdsro for en periode, blev det støttet af Solidaritets ledelse. Men strejkerne fortsatte.
Mieczyslaw Rakowski så noget af bevægelsens sande karakter, da han talte for regimet lidt over en måned senere:
I Kalisz har der været opfordringer til strejke.
I Suwalki har der været trusler om strejke på grund af nogle af regimets ledende embedsmænd.
I Katowice er fabrikskomiteerne kommet med politiske krav. De kræver mere fart på det lovgivende arbejde i Sejmen og rigelige madforsyninger til landet. Ultimatummet siger, at hvis regeringen ikke accepterer, så vil de naturligvis strejke.
I Radom har der været krav om, at nogle regionale og centrale myndigheder skulle fjernes, og mange andre krav, som er koblet sammen med begivenhederne i 1976. Vi har lavet en regional aftale med Radom Solidaritet.
I Bielsko-Biala krævede det lokale Solidaritet, at der skulle fjernes flere folk fra ledende poster - på trods af at vi allerede havde lavet en aftale...
I Nowy Suez er der konflikt omkring forskellige lokale spørgsmål, med krav om at ændre brugen af nogle offentlige bygninger.
I Stettin truer Solidaritets offentligt ansatte arbejdere med at strejke, hvis deres lønkrav og andre krav ikke bliver imødekommet.
I Krakow kræver Solidaritets ansatte ved højere læreanstalter personudskiftninger på regeringsniveau, og fagforeningsmedlemmer på læreanstalter har forelagt en række krav af politisk art.
I Lublin var der en strejke på postkontoret i forbindelse med papirleveringen.
Solidaritet gennemførte et særdeles omfattende propaganda-angreb i 33 provinser mod militsen og sikkerhedsstyrkerne ... Det er Solidaritets svar på Jaruzelskis anmodning om 90 dages arbejdsro ... Gennem de uger, der er gået, siden jeg kom til, har jeg ikke ageret som premierministerens stedfortræder, men som brandmand, der har slukket både store og små brande ...
Jeg kan ikke lade være med at føle, at et stigende antal Solidaritetsgrupper bliver lavet om til politiske partier. Landet flyder med antikommunistiske tryksager og plakater. Jeg har set en tryksag, som forestillede en galge, med en forklaring om, hvem der skal hænge i den. En fabriksavis skrev: “90 dage med Jaruzelskis regering – 90 galger til 90 partiledere”. Det er svært at kalde det her for kompagniskab.” [10]
Rakowskis bitre opremsning var præcis, men ignorerede en afgørende faktor i situationen. Hele tiden blev Solidaritets militante temperament prøvet af gennem provokationer fra dele af den gamle orden. Folk fra statsapparatet prøvede stadig at regere som før. I Lodz tilegnede direktøren for det lokale hospital sig nogle skinker, skænket af kirken til patienterne. Tyveriet af “Pavens skinke” fremprovokerede en millionstor strejke den 10. marts for at få ham fjernet. Store dele af statsapparatet, som aldrig havde accepteret aftalen med arbejderne, forsøgte at fremkalde konfrontationer, som enten skulle tvinge staten til at smadre fagforeningen eller give den russiske hær en undskyldning og en grund til at gribe ind. Den herskende klasses positioner og privilegier var truet; der er ikke noget at sige til, at de militante fra den herskende klasse forsøgte forskellige offensiver.
Solidaritet klagede over, at:
“de seneste uger har vist fornyet arrogance og ondskabsfuld propaganda fra officielt hold, og forsøg på at konfrontere samfundet og fagforeningen med fuldbyrdede kendsgerninger. Arbejdet med at forberede nye love for fagforeninger, for censur og for arbejdernes medbestemmelse er blevet blokeret, et antal aktivister fra de uafhængige fagforeninger er blevet arresteret i den hensigt at arrangere politiske retssager i brud med paragraf 4 i Gdansk-aftalen.” [11]
I starten af marts blev Jacek Kuron arresteret og tilbageholdt i seks timer. Da en lignende aktion blev forsøgt mod Adam Michnik, et andet KOR-medlem, dannede Wroclaw-arbejdere vagtværn for at beskytte ham. Anton Pajdak, 86 år gammel og medgrundlægger af KOR, og andre Solidaritetsmedlemmer blev brutalt slået ned af “ukendte forbrydere”. Dele af statsapparatet begyndte at fremme og sponsorere anti-semitisk propaganda og demonstrationer.
I marts førte udviklingen til en massiv krise. Over hele Polen fortsatte agitationen for legalisering af bondefagforeningen, Grøn Solidaritet. I byen Bydgoszcz havde Solidaritetsmedlemmer besat et kontor til støtte for kampagnen. Den 19. marts tog de hen til det lokale præfektur for at forhandle med partirepræsentanter. Forhandlingerne brød sammen, og arbejderne nægtede at forlade stedet. Efter yderligere forhandlinger, hvor det viste sig, at de blev enige om en fredelig løsning, invaderede nogle hundrede politibetjente rummet og bankede systematisk Solidaritetsfolkene sønder og sammen. 27 blev såret, blandt dem den nationale fagforeningsleder Jan Rulewski.
Det var første gang, at der åbent blev brugt magt mod fagforeningsmedlemmer. En halv million arbejdere fra hele området omkring Bydgoszcz gik i strejke, og tusinder af Solidaritetsfolk stod uden for deres lokale fagforeningskontor for at forsvare det mod angreb. Samtidig blev der 23. marts holdt et nationalt delegeretmøde med 300 deltagere; presset fra folk på gulvplan for en national kamp var overvældende.
Til at begynde med blev den vrede stemning på mødet udtrykt ved forslag om en øjeblikkelig generalstrejke. Walesa forlod mødet, da hans forslag om tilbageholdenhed blev ignoreret, men vendte dog tilbage. Til sidst blev de enige om et kompromis.
Der skulle holdes en 4 timers generalstrejke den 27. marts, hvorefter myndighederne ville få 4 dage mere til at imødekomme arbejdernes krav. De omfattede afstraffelse af dem, der var ansvarlige for Bydgoszcz-balladen, anerkendelse af Grøn Solidaritet, løsladelse af politiske fanger, stop for forfølgelser af oppositionelle og fuld løn til de strejkende. Hvis disse krav ikke blev imødekommet, ville en ubegrænset generalstrejke starte den 31. marts.
Atmosfæren i Polen var elektrisk, da begge sider forberedte sig på den afgørende konfrontation. 4 timers strejken blev gennemført fuldt ud. Selv det officielle TV gik i sort med et skilt på skærmen: strejke. Hvis det var generalprøve på en altomfattende generalstrejke, så det ud til, at forestillingen ville blive en succes.
Som forberedelse til den 31. marts blev der udpeget strejkehovedkvarterer på de største fabrikker i hver region. De blev befæstet med barrikademateriale og madforsyninger, og de blev udstyret med soveposer. En ung kvinde fra Solidaritets kontor i Warszawa mindes:
“Vi redte op på gulvet i kontoret med soveposerne, da der ingen mulighed var for at komme hjem. Spejdere kom ind med blomster til os, gamle mænd kom med rationeringskort til pølser, gamle damer med kolde drikke, syltetøj og lagner. Vi var rede til at modtage “dem”, når de kom. Stemningen var utrolig, og folk var 120% med os.” [12]
Regimet reagerede ved at mobilisere en masse politi i Bydgoszcz og udsende advarsler om, at “vore venner” (altså russerne) ville intervenere. Warszawa-pagtens militære øvelser var udvidet på grund af “situationens alvor”. Men regimet var ikke sikker på sin basis. Da størstedelen af politbureauet gik ind for at erklære øjeblikkelig undtagelsestilstand og bruge politiet og hæren til at smadre strejken, så truede Jaruzelski med at forlade posten som premier- og forsvarsminister. [13] Han må have vurderet, at sejr via den metode ikke var sikker.
I stedet spillede Jaruzelski et bedre kort ud. Han henvendte sig til kirken om støtte. Kardinal Wyszynski og paven opfordrede til tibageholdenhed. Kirkens henstillinger havde – som den foregående august – kun ringe virkning på de mange fagforeningsaktivister. Men de var effektive i forhold til toppen i fagforeningen. Der blev lagt direkte pres på Lech Walesa, både gennem en times privat møde med kardinalen og endnu vigtigere gennem kirkens rådgivere, der sad i fagforeningens ledelse.
Mens resten af fagforeningslederne, som aktivt organiserede generalstrejken, blev holdt helt uden for, forhandlede Walesa hemmeligt med regimet sammen med en håndfuld medlemmer af TKK, fagforeningens koordinerende komité, og adskillige rådgivere. Dernæst overtalte han Andrzej Gwiazda fra Gdansk til at stå frem sammen med ham på TV og annoncere, at strejken var afblæst.
Reaktionen i Solidaritet var forvirring.
Mange af aktivisterne accepterede aftalen, for det så ud til at redde fagforeningen fra en større kamp, hvis resultat var usikkert. En stor minoritet var bitre og vrede, nogle omtalte aftalen som Walesas “München-aftale”. [13a] Mange troede, at den afblæste generalstrejke skulle erstattes af nogle mere begrænsede kampe, selv om det var bemærkelsesværdigt, at ikke en eneste fabrik fortsatte strejken uofficielt. En ung kvinde fra Warszawa talte på manges vegne:
“Det var begyndelsen til enden, et brud med den gode ånd. I tre dage efter forræderiet var jeg psykisk syg, så deprimeret at jeg ønskede at dø. Det var sådan en frygtelig fejltagelse. Jeg tror ikke, at det ville være blevet en strejke, som myndighederne ville have slået ned. Russerne? De ville ikke være kommet. Det ville have betydet en alt for blodig kamp. De vidste, at vi ville have kæmpet til det sidste.” [14]
Jan Rulewski og de andre Bydgoszcz-aktivister fordømte aftalen fra deres hospitalssenge. Karol Modzelewski trak sig i protest tilbage som fagforeningens pressetalsmand. I Gdansk førte Anna Walentynowiczs bitre kritik af Walesa til, at hun blev fjernet fra den lokale afdelings præsidium. Gwiazda, som følte, at han var blevet narret, tilbød at trække sig tilbage, men det blev ham nægtet. Han offentliggjorde senere et åbent brev til Walesa, og beskyldte ham for udemokratisk praksis.
I hvert fald stod Solidaritet aldrig igen så samlet efter Bydgoszcz, som den havde gjort før. Indre spændinger voksede; de moderate var defensive på en truende måde, og kritikken begyndte at udvikle radikale spændinger inden for Solidaritet.
Den pludselige aflysning af generalstrejken var et alvorligt tilbageslag. Fagforeningen fik meget lidt ud af forhandlingerne. Regeringen gik med til at suspendere visse embedsmænd, som var involverede i Bydgoszcz-angrebet og finde de ansvarlige. Mere blev der ikke gjort ved det, for angrebets organiserede karakter vidnede om, at det var sat i scene af den øverste top. Styret accepterede at “kigge på” problemet med Grøn Solidaritet; i maj blev bondefagforeningen anerkendt. Solidaritet fik lov til at producere sin egen ugentlige avis, men den var stadig underkastet censur og blev kun udgivet i et begrænset oplag. Størstedelen af Solidaritets medlemmer så den næppe. Til gengæld accepterede fagforeningen, at “der var en vis berettigelse i politiets indgreb i Bydgoszcz på grund af det spændte klima i byen,” en indrømmelse med utrolig stor potentiel spændvidde ...
I slutningen af marts kunne styrkeforholdet mellem de to magter dårligt have være mere favorabelt for fagforeningen: Hele medlemsskaren havde lige demonstreret enhed i en 4 timers generalstrejke i total solidaritet. Det herskende partis million arbejdermedlemmer var gået med i strejken mindst lige så målbevidst som resten. Efter ni måneder med en voksende bevægelse var arbejdernes selvtillid stor, mens statens styrker var rystede, splittede og usikre. Den russiske trussel var hele tiden nærværende. Den havde ikke stoppet Solidaritets fødsel, der var en langt mere bemærkelsesværdig bedrift. Objektivt set var risikoen for russisk indgreb meget større i august 1980 end i marts 1981.
Efter ni måneder med fortsat fremadskridende udvikling var arbejderklassen sat skak første gang. Afblæsningen af generalstrejken betød, at Solidaritets medlemmer blev alvorligt demobiliseret. I de næste tre måneder var der ikke en eneste strejke af betydning i Polen. Medlemmerne var forvirrede, desorienterede, selvtilliden var slået tilbage. Først i juli så man igen en organiseret aktivitet blandt store dele af Solidaritets medlemmer.
Men hvorfor havde opløsningen fundet sted? Hvad der end har ligget til grund for beslutningen om generalstrejke, eller for aflysningen af den, hvad var det så for en måde at afblæse den på! Og hvilket brud med de principper, som fagforeningen var blevet dannet på! MKSs uforbeholdne demokrati blev nu erstattet af en lille håndfuld nationale ledere og nogle få rådgiveres diktatur. I stedet for åbne forhandlinger var de nu totalt hemmelige. Regionale Solidaritetsledere, som boede på det samme hotel som Walesa og hans rådgivere, blev fuldstændig afskåret fra at høre om alt det, der foregik. Bydgoszcz-krisen belyste pinligt, i hvor høj grad Solidaritet var blevet bureaukratiseret.
Men bevægelsens egen udvikling stillede et mere generelt spørgsmål: hvad var Solidaritet helt præcis, og hvad skulle dens største mål være? Officielt var det, der havde set dagens lys i august 1980 og udviklet sig i de succesrige måneder, en fagforening. Benævnelsen var aldrig helt dækkende til at rumme Solidaritets dynamik, de deraf følgende forhåbninger, eller de krav, som pressede sig på. Den blev endda efterhånden mindre dækkende. Zbigniew Bujak, aktivisten fra Ursus traktorfabrikken, som stod for Warszawa-regionens afdeling, sagde til sine kolleger: “Hvis vi blot ser på os selv som en fagforening, ligesom regeringen forventer, at vi gør, så må vi betragte os som en sømandsfagforening på et synkende skib.” Fagforeningen blev i stigende grad, tvunget af omstændighederne, nødt til at omdefinere sig selv.
Sammenbruddet efter Bydgoszcz var ikke Solidaritets endelige krise, heller ikke et tegn på dets komplette udmattelse og begrænsning. Men det var enden på den første fase i udviklingen. Derefter var den nødt til at bevæge sig i nye retninger.
Derfor kom der efter Bydgoszcz en større diskussion i Solidaritet, både teoretisk og praktisk, om det videre forløb. Hvordan kunne fagforeningen udvikle sig? Hvilke sager skulle den tage op? Hvor højt skulle den stræbe? Hvilke metoder skulle den bruge i kampen? Hvem skulle lede den, og med hvilken politik? Diskussionen kom til at dreje sig om hele bevægelsens liv eller død.
En betingelse for at der kan eksistere en dobbeltmagts-situation er begge stridende parters slaphed. Solidaritets problemer, der blev afsløret i forbindelse med Bydgoszcz, gav regimet mulighed for at slå hårdt ned og sikre sejren. Men kun hvis det selv var i stand til at samle styrke til et sådant fremstød. Regimet var selv ramt af sygdom, delvist afvæbnet, ude af stand til at starte en større offensiv aktion. Derfor havde den skade, som Walesa og hans rådgivere tilføjede arbejdernes bevægelse, ikke nogen øjeblikkelig afgørende og destruktiv virkning.
Et centralt redskab for styret i Folkets Polen siden krigen har været Polens Forenede Arbejderparti (PFAP). Det redskab har ingen direkte forbindelse til Polens Kommunistparti, som det hed før krigen. Det gamle kommunistpartis ledelse bestod af mænd og kvinder, der videreførte den ægte arv fra arbejderklassens kampe, med rødder tilbage i Rosa Luxemburgs parti. Men de blev myrdet af Stalin sidst i 1930eme, og partiet blev opløst. Det parti, som blev dannet i de sidste dage af krigen og efter, var en fuldstændig ny organisation, bygget ovenfra. Som agentur til fremme af industriel udvikling og kapitalakkumulation blev det aldrig et parti for arbejdernes kamp, men et parti, hvis livsgrundlag var at øge udbytningen, et parti, der kæmpede mod arbejderne. Det tætteste slægtskab havde det med de post-koloniale landes brede bevægelser; centralt også for dem stod bekymringen for den nationale økonomiske udvikling, konkurrencen med andre stater inden for verdenskapitalismen og kontrollen over den arbejdende befolkning.
Partiet ledede udvælgelsen og koordineringen af de ledende embedsmænd, og formidlede de herskendes planer videre til befolkningen og arbejdspladserne. Dets medlemmer fik forskellige belønninger, det være sig bedre udsigter til en karriere og adgang til bedre varer; både til sjældne varer og til de lige så sjældne politiske inside informationer. Efter nogle år aftog det strenge ideologiske aspekt i partidoktrinen. [15] Der blev krævet mindre af partimedlemmerne. De vigtigste krav var at være til stede ved de lejlighedsvise partimøder og at deltage i de årlige 1. maj-parader. Tilslutning til en særlig overbevisning blev ikke længere krævet. Opbygningen af PFAP kom mistænkeligt meget til at ligne et vestligt konservativt parti.
Samtidig med at den ideologiske forpligtigelse aftog, steg korruptionen i det politiske og økonomiske liv. Sideløbende med at industrialiseringen producerede en mere raffineret og uddannet arbejderklasse, blev det herskende lag mere åbenlyst kynisk, mere indadvendt og mere korrupt indadtil gennem dets monopol på poster. De herskendes korruption førte til en stigende mistro blandt bredere og bredere lag i befolkningen, en følelse der blev forstærket af den kendsgerning, at styret også blev set som ret ineffektivt.
I virkeligheden gennemgik partiet en gradvis moralsk opløsning. Men med det politiske monopol kunne hverken valgmæssig konkurrence eller demokratiske fornyende bevægelser inden for dets struktur fremtvinge reformer. Der var muligvis nogle enkelte medlemmer – inklusive nogle, som havde arvet det gamle kommunist- og socialistpartis traditioner – som stadig i en eller anden grad var socialister eller som privat var kritiske over for partiets synspunkter. Mange følte sig usikre i 1960erne, da Moczar-fløjen i partiet åbent støttede anti-semitismen; endnu flere var foruroligede over partiets upopularitet blandt kollegerne på arbejde, over den stadigt mere fremherskende stank af korruption og den manglende mulighed for systematisk kritik. Men i det hele taget ville de hellere bide sig selv i tungen end risikere åben kritik. [16]
Solidaritets fremkomst løste op for mange tungebånd og forhåbninger i Polen, og det bekymrede PFAP meget. For det første afslørede det den dybe kløft mellem partiregimet og befolkningen, især kernen af arbejderklassen på de store industrielle virksomheder. For det andet slog Solidaritet igen og igen ned på statsapparatets personale, hvor afskedigelser, opsigelser, afsløringer og udskiftninger blev en epidemi. (Et eksempel: i normale tider ville 9 ud af 49 førstesekretærer blive skiftet ud hvert år; i de sidste fire måneder af 1980 var der 22 udskiftninger, og i de første seks måneder af 1981 var der 31 mere.) [17] Og for det tredje stod Solidaritet for store dele af partiets menige medlemmer som en helt igennem ny og mere tillokkende ramme for det politisk engagement. Noget der ligner en million partimedlemmer gik ind i Solidaritet, mange for at blive energiske aktivister.
Solidaritets opståen inspirerede en del af de menige medlemmer til at forsøge at reformere partiet. Det blev kendt som den ‘horisontale’ bevægelse, der først opstod i industribyen Torun. Her tog en sekretær fra fabriksafdelingen, Zbigniew Iwanow, initiativ til en partikomité fabrikkerne imellem – en model, der byggede på Solidaritets organisationsform – og begyndte at argumentere kraftigt for en ekstraordinær partikongres. Målet var at vinde princippet om frie delegeretvalg (i stedet for de normale valg, som skete fra oven) og presse hele partiet hen mod en tættere udvikling af fælles aftaler med Solidaritet, mod økonomiske reformer og lignende. Men samtidig satte “horisontalisterne” ikke spørgsmålstegn ved princippet om et-parti-systemets politiske monopol. Lige som Solidaritets ledere brød de ikke med begrænsningerne i princippet om partiets ledende rolle.
Iwanow selv blev ekskluderet i februar, fordi han brød partiets regler, men afdelingen genvalgte ham som sekretær. Midt i april 1981 toppede horisontal-bevægelsen, da en national konference i Torun havde deltagere fra partiafdelinger i en tredjedel af Polens provinser. I mellemtiden havde ledelsen accepteret kravet om en ekstra kongres og princippet om frie delegeretvalg.
Horisontalisterne var slet ikke den eneste fraktion, som dukkede op i partiet. Over for dem stod det lidt fantomagtige Katowice Forum, statsapparatets strammere, som ikke holdt offentlige konferencer, men deres opfordringer til benhård aktion mod Solidaritet blev jævnligt trykt i de polske og russiske partimedier. Og i foråret blev en anti-semitisk gruppering – Grünwalds patriotiske forening – hurtigt registreret som legal organisation og begyndte at udsende tryksager, der – som en skribent bemærkede – mindede om nazibladet, Der Stürmer. [18]
Partikongressen blev planlagt til at finde sted i juli 1981. Tidligt på sommeren oplevede man en bitter valgkampagne inden for partiafdelingerne. Mange højt placerede partiledere blev ikke genvalgt. Kun 40 ud af 143 medlemmer i den siddende centralkomite blev valgt som kongresdelegerede. Kreml svarede på den fornærmelse ved at sende et langt, fordømmende brev. Også kun få af horisontalisterne blev valgt. Først og fremmest blev de delegerede valgt ud fra, at de ikke blev identificeret som værende for eller imod den siddende ledelse.
Størstedelen af de kongresdelegerede – 80% – var folk, som aldrig havde været delegerede før. Og partiets reelle klassekarakter blev afsløret gennem den sociale sammensætning af de delegerede. Tidligere havde udpegningen fra oven sikret en rimelig arbejderrepræsentation. Nu med frie valg var kun 20% af de delegerede arbejdere, og en fjerdedel af dem var formænd. Kongressen var et møde bestående af midaldrende intellektuelle fra middelklassen. Kun 5% var kvinder.
Resultatet blev, at partiets reform-kongres ikke besluttede noget af betydning. Der blev valgt en overvejende ny centralkomité og politbureau. Der blev ikke fastlagt noget program for økonomiske eller politiske reformer. Det, som kongressen afslørede, var partiets uduelighed til at opstille reelle løsninger på krisen. Ikke engang kravet om reformer indadtil blev til noget; inden der var gået en måned klagede den nye centralkomite over, at den ikke blev holdt underrettet; de partisekretærer fra provinserne, der ikke var blevet valgt ind, blev alligevel tilknyttet centralkomiteen; og Kania, den første sekretær der var blevet valgt ved hemmelig afstemning, blev fjernet inden der var gået tre måneder til fordel for Jaruzelski, som så – imod partireglerne – sad på partiets førstesekretærpost, forsvarsminister- og premierministerposten.
Få dage efter kongressen protesterede demonstranter i Lodz over fødevaremangel, og de bar skilte med det bitre slogan: “Det eneste, der kom ud af den 9. kongres: Sult.” Kritikere, som ofte lod sig høre inden for partiet – såsom Joumalistsammenslutningens formand, Stefan Bratkowski, og Solidaritetsaktivisten fra Gdansk, Bogdan Lis – blev uden videre ekskluderet. Det, som før havde været en langsom udsivning af arbejdermedlemmer fra partiet (omkring 13% op til kongressen), blev nu til en sand strøm (42% op til den 13. december, og mange flere efter militærkuppet).
Partiet var færdig som effektiv styringsmekanisme. Efter kongressen gled magtens centrum fra partiet over i hæren.
Både regimet og Solidaritet led nu af indre handlingslammelse; det, som betød noget nu, var hvor hurtigt hver side kunne reorganisere sig. Polens tragedie kan i en vis forstand reduceres til, at de reaktionære kræfter kom til både teoretisk og praktisk klarhed før arbejderbevægelsen gjorde. Polens herskere kunne i stadig højere grad militarisere styret og starte en offensiv mod arbejderklassens bevægelse, de samlede og afprøvede deres egne styrker og arbejdede på at svække modstanderne, indtil tiden var inde til det dødelige slag. Den pris, de kom til at kræve, var umådeligt høj.
Inden for Solidaritet var Bydgoszcz-krisen et chok, som satte fagforeningen tilbage. Den måtte foretage nogle ændringer. Marx skrev engang, at alle revolutionære bevægelser på et vist tidspunkt i deres udvikling har brug for “reaktionens pisk” for at komme videre. I Bydgoszcz havde pisken virkelig smældet. Spørgsmålet var nu, om en del af fagforeningen kunne nå en ny afklaring og fremstå som en ledelse, der passede til den nye situation.
Det, som faktisk karakteriserede situationen i Solidaritet, var snarere udstrakt forvirring end afklaring. Derfor er de sidste otte og en halv måned af Solidaritets legale eksistens svære at klarlægge, for der er intet klart udviklingsmønster. En hel serie af forskellige, overlappende tendenser og bevægelser påvirkede hinanden. Alle vidnede om den kritiske situation og behovet for at skærpe Solidaritets politiske ståsted radikalt, men ingen havde en passende løsning. Kun i de allersidste dage så det ud til, at der var ved at opstå en betydelig nyorientering inden for ledelsen – men da var det for sent.
Men vi kan prøve at se på nogle af tendenserne.
Den dominerende orientering i Solidaritets ledelse var moderat. De så aftalerne fra august 1980 som udgangspunkt for et permanent forhold til regimet: Solidaritet ville garantere regeringen en delvis berettigelse og behandle den som en partner i en fælles bestræbelse på at reformere det polske samfund. Der ville selvfølgelig være modsætninger, men de ville ikke længere true det overordnede system mere, end vi ser de vestlige fagforeninger gøre. På nogle punkter ville Solidaritet gå på kompromis med regimet, mens de på andre håbede at gøre fremskridt.
Hvor kom den idé fra?
Et tilsyneladende indlysende svar er kirkens hierarki, hvis rolle i det polske samfund fundamentalt set er konservativ. Partiets ledelse og kirken i Polen har gennem årene opnået en kompleks balance i deres gensidige modsætningsforhold og tilpasning, de er langt fra at være deciderede modstandere. Regelmæssigt siden 1956 har kirkens ledere i krisetider støttet regimet; til gengæld har de i stigende grad fået lov til at have et stort apparat af præster, nonner, bygninger, ceremonier, publikationer, religiøs uddannelse i statsskolerne og lignende. [19]
Det var derfor ikke noget nyt, da Kardinal Wyszynski – på direkte opfordring fra partileder Gierek [20] – under spredningen af arbejdsplads-besættelserne i august 1980 holdt en direkte strejkebrydende prædiken. Heller ikke da Biskop Dabrowski, under Bielsko-Biala-strejken i februar, gik ind for at overbevise de strejkende om, at de kunne stole på myndighederne. Under Bydgoszcz-krisen blev Pavens budskab – “stemmer nåede ham fra Polen, og de sagde, at arbejderne ikke ville strejke” – offentliggjort bredt af regeringen. Kardinal Wyszynski pressede Walesa til at afblæse generalstrejken.
Helt frem til kuppet, og bagefter, prædikede kirkehierarkiet tilbageholdenhed. De var mistænksomme, og tit ligefrem fjendtlige over for kræfter til venstre, endda over for de moderate. Således udsendte sekretæren for bispeembedet et angreb på KOR i december 1980 (han blev tvunget til at trække det tilbage).
Mange polske arbejdere lytter til kirken, ikke mindst fordi kirken fortæller dem, at deres klager i almindelighed er berettigede. Polsk katolicisme spiller den samme politiske rolle som Labourpartiet i England (og Socialdemokratiet i Danmark, ovs. anm.); den forsvarer forsigtigt de folkelige klager, men søger at forhindre, at arbejderne faktisk kæmper for deres krav. Hvor socialdemokratierne peger på stemmeurnen som svar på al dårligdom, holder biskopperne prædikener. Men princippet er det samme. Kirken er fortaler for lidende arbejdere – ikke for en kæmpende arbejderklasse.
Dog bliver kirkens hierarki ikke nødvendigvis fulgt. De mest religiøse arbejdere er ikke per definition de mest konservative. Det farlige arbejde medfører for eksempel en høj grad af religiøsitet blandt minearbejderne i Slesien, men deres militans bidrog enormt til Solidaritets endelige sejr i august 1980; det var også dem, der kæmpede hårdest under Jaruzelskis militærkup. Nogle af de skarpeste kritikere af kardinalen og paven var faktisk de mest troende. [21] At man tror på Gud, betyder ikke automatisk, at man mener, at biskopperne skal lede fagforeningen! Under alle omstændigheder er kirken ikke politisk homogen: Mange præster, som var tættere på arbejderne og bøndernes dagligdag, var nærmest talsmænd for en radikal frihedsteologi. Deres deltagelse i strejkerne – de holdt messer i besatte fabrikker og lignende – medvirkede ofte til at styrke arbejdernes sammenhold.
Solidaritet var desuden overvejende en verdslig arbejderbevægelse. Det er symptomatisk, at Solidaritets kongres i september 1981 besluttede ikke at have daglige messer under møderne. Hvis konservative ideer, som biskoppernes, i praksis var dominerende i Solidaritets topledelse, så behøver vi en anden forklaring. Ideerne havde et uafhængigt transmissionsnet. Og det blev, hovedsageligt, stillet til rådighed af rådgiverne.
Ingen anden arbejderbevægelse har nogensinde haft noget, der ligner Solidaritets lag af rådgivere. Et lag af Warszawas intelligentsia – ex-medlemmer af partiet, medlemmer af de katolske intellektuelle cirkler, medlemmer af KOR – var repræsenteret direkte i fagforeningens ledende organer. På en regional konference i Warszawa var der endda opstillet to separate borde: et til fagforeningspræsidiet (valgte arbejdere) og et til rådgiverne (udpegede intellektuelle). Alle større aktionsforslag skulle gå gennem rådgivernes si.
Rådgiverne havde haft adgang til Solidaritet fra begyndelsen, i Gdansk. [22] Warszawa-intelligentsiaens delegation til skibsværftet bragte mere end solidaritetstilkendegivelser; de kom og tilbød vejledning til forhandlingsledelsen. Jadwiga Staniszkis og Tadeusz Kowalik, medlemmer af delegationen, har begge beskrevet, hvordan deres medlemmer var chokerede over arbejdernes militans, og hvordan de gik ind i det helt igennem for at lægge en dæmper på arbejderbevægelsen. Staniszkis mente, at de intellektuelle tilførte forhandlingerne et andet sprog: Ikke klassebevidsthedens sprog, men et afdæmpet, liberalt sprog, så regeringen og fagforeningens eksperter kunne konversere behageligt med hinanden.
Efter de nye eksperters råd accepterede MKS-lederne en vending, som anerkendte partiets ledende rolle – og tillod at få det med i den endelige aftale uden afstemning blandt de delegerede. Rådgivernes rolle i Gdansk-forhandlingerne var knyttet til et tilbageslag for MKSs demokratiske virke; detaljerede forhandlinger fortsatte nu bag lukke de døre, møder mellem ledelsen og hele MKS blev mindre hyppige, og principielle spørgsmål blev ikke længere sat til afstemning blandt de delegerede. [23]
Efter at Solidaritet var startet, dannede rådgiverne en slags “embedsmandsstand” omkring Walesa, spillede på hans usikkerheder, skrev mange af hans taler, havde en konstant, dæmpende indflydelse. Det gjaldt ikke kun den tidligere katolske repræsentant i Sejmen, Mazowiecki (fra april 1981 var han redaktør af Solidaritets ugeavis), historikeren Geremek eller den tidligere kristelig-demokratiske advokat Sila-Nowicki; det gjaldt også i stort omfang for den tidligere marxist og senere ledende medlem af KOR, Kuron. Faktisk kunne mere radikale afvigere, som havde været genstand for statslig undertrykkelse, i kritiske øjeblikke være mere moderate end de tilsyneladende mere højreorienterede rådgivere, som ikke havde haft nogen forbindelse med arbejderklassens kamp tidligere.
En del af Solidaritets styrke lå klart i støtten fra folk uden for arbejderklassen, men der var også en risiko ved deres klassesamarbejdende stil. Solidaritet kunne udvikle sig til en folkefront, hvis politik blev fastsat af intelligentsiaen, som dominerede i ledelsen. Og det var et klasseproblem.
Den polske intelligentsia har tendenser til at være elitær; da dens forestillingsevne begrænser sig til Polens nationale grænser, er dens historiske og sociale rolle nøje bundet til statens vækst. Dens medlemmer har samme interesse i ytringsfrihed og manglende indblanding fra staten i privatlivet som arbejderne, dog er delingen mellem håndens og åndens arbejde også central for dens specielle eksistens. Hvis den har tendenser til at udgøre en klasse, så er det det nye småborgerskab af lavt placerede funktionærer. [24] Dens naturlige operationsområde er bureaukratiske manøvrer; dens instinkter er ikke revolutionære.
Intelligentsiaen havde, gennem rådgiverne, stor indflydelse på Solidaritets interne politik. Hvad enten det var inden for eller uden for partiet, så repræsenterede de en sand blanding af katolicisme, nationalisme og liberalisme. Noget, de aldrig repræsenterede – som mange af dem så på med åbenlys fjendtlighed – var en tradition, der indeholdt socialistisk politik, arbejderklassens internationalisme og kamp for arbejderklassens reelle magt over samfundet. Den formel, som intelligentsiaen forsøgte at presse Solidaritet ned i, nedprioriterede dens klassekarakter til fordel for en national bevægelses udstråling. De skabte illusioner om national enhed og rationelle løsninger, undertrykte spørgsmålet om klassekamp og nødvendigheden af at kæmpe for arbejdermagt.
Gennemførelsen af en moderat strategi kræver, at lederne holder bevægelsen tilbage, hæmmer og stopper de bevægelser fra neden, som kan true udviklingen af enighed på lang sigt. Under eftervirkningen af Warszawa-strejkerne med arrestationen af Narozniak og Sapielo argumenterede Walesa for, at hvis fagforeningen blev legaliseret, måtte det betyde stop for vilde strejker:
“Det vil måske vise sig, at uroen her i landet tager overhånd, arbejdsafbrydelser her, besættelser der og sultestrejker et helt andet sted... Selv når der er en grund, er der andre måder at vise vores utilfredshed på end ved at strejke.”
I sommeren og efteråret 1981 så man Walesa ture rundt i landet, forsøge at stoppe strejker, presse arbejdere til ikke at rejse nye krav, bede om tålmodighed.
Arbejdet med at gennemtvinge tilbageholdenhed bliver lettet betydeligt, hvis bevægelsen er bureaukratiseret, hvis der er udviklet separate lag af ledere, som beslutter, og medlemmer, som blot følger trop. De samme tendenser blev ved at dukke op. Da Walesa kom tilbage fra et besøg hos paven i januar 81, havde han straks private samtaler med den daværende premierminister, Pinkowski. De centrale forhandlinger under Bydgoszcz-krisen blev ført i hemmelighed. Så sent som i november 1981 havde Walesa samtaler med Jaruzelski og paven, uden på forhånd at have konsulteret fagforeningens nationale ledelse.
Apati blandt medlemmerne og bureaukratisering er to sider af samme sag. Oven på Bydgoszcz så man en delvis demobilisering af medlemmerne. I mere end tre måneder efter marts var der ingen strejker. Tilslutningen til fagforeningsmøderne aftog. Tidligt på sommeren blev der holdt valg-møder for at finde delegerede til Solidaritets første nationale kongres: flere af disse møder var ikke beslutningsdygtige, [25] og arbejderklassens kandidater trak deres opstillinger tilbage. I samme periode blev intelligentsiaens greb over Solidaritet styrket. De var tilbøjelige til at dominere valgmøderne: de var velformulerede, og de vandt mange af pladserne.
Det var intelligentsiaen, mere end arbejderklassens delegerede, der kom til at dominere Solidaritets kongres i efteråret 1981. Kongressen godkendte et forslag om at øge den stive magtcentralisering i Solidaritet og give Walesa frie hænder i forhandlingerne med regeringen, trods de regionale aktivisters modstand. [26] Walesa var, da han først var blevet valgt til leder, stillet frit til at vælge et 18-personers præsidium, som hovedsagelig bestod af intellektuelle, og som udelukkede alle dem, som havde været imod ham som leder.
De moderates indflydelse medvirkede til det, Staniszkis refererede til som “områder af stilstand” inden for fagforeningen. [27] En strøm af behov og forventninger blandt medlemmerne kom ikke op til overfladen. Specielt efter Bydgoszcz forsøgte fagforeningslederne at censurere lokale Solidaritets bulletiner og plakater, adskillige regionale kontorer svarede med korte proteststrejker. Der blev gjort forsøg på at nedfryse kritik og åben debat inden for fagforeningen. En effekt af det var, at mange arbejdere af skuffelse vendte sig væk fra at deltage aktivt i Solidaritets sager. Kontroversielle spørgsmål blev ikke luftet offentligt: rådgivernes indflydelse for eksempel eller det at lederne bevilgede sig selv lønninger, som lå et godt stykke over gennemsnitslønnen. Regelmæssigt angreb rådgiverne kritikere, beskyldte dem for at forsøge at splitte enheden i Solidaritet: Regimet, proklamerede de, ville udnytte åbne stridigheder inden for fagforeningen. Ofte var det argument nok til at kvæle debatten.
Reformisme – for hvad var det ellers, de moderate repræsenterede? – er en strategi, som indeholder specielle teorier og taktikker. Overordnet set forsøgte de moderate at skelne mellem de dele af det eksisterende system, som kunne ændres, og de dele, som skulle beskyttes. Staten måtte ikke blive truet, men det civile samfund kunne frigøres: forskellen var meget tåget, især under de polske betingelser, men hvad det indebar, var klart. Forsøg på at underminere enheden i statens egne styrker, specielt i hæren og politiet, skulle forbydes. “Vi skal ikke true vore partnere.” “Partiets ledende rolle sætter, godt nok løst, de begrænsninger, som vi ikke må gå ud over.”
Den moderate strategi krævede faktisk en regering, som var i stand til at lede og reagere beslutsomt. Kuron sagde i sommerens løb, at der var mange mennesker i Polen, som længtes efter en “regering til national frelse”. [28] I oktober 1981 udtrykte Walesa forsigtig glæde over Jaruzelskis indtrædelse i partiledelsen: “Polen,” sagde han, “behøver en stærk regering”.
Der er selvfølgelig ikke noget usædvanligt i, at et reformistisk lag tager ledelsen i de første faser af en stor arbejderbevægelse. Det har været et tilbagevendende fænomen. I det polske tilfælde var Solidaritets reformistiske fløj aldrig nogen speciel stabil formation. For den aktuelle situation i Polen var dobbeltmagt: to rivaliserende og uforenelige styrker kæmpede om landets fremtid. De moderate forsøgte at lave det faktum om til et forfatningsprincip, at gøre dobbeltheden i “samfund” og “stat” til grundstenen for en ny samfundsorden. Men krisens omfang og regimets natur, sideløbende med Solidaritets karakter af oprørsk massebevægelse, gjorde, at de moderates planer blev utopiske fantasier. Regimet blev, specielt fra sommeren 1981, ved at angribe fagforeningen, afbryde forhandlinger, kræve øjeblikkelig og total underkastelse. Og brede dele af Solidaritets medlemsskare blev under krisens store pres ved at kræve mere militante svar.
Selv om hele intelligentsiaen i det store og hele var enige om, at der var behov for at holde igen, betyder det ikke, at de var en homogen gruppering. KOR-medlemmerne for eksempel var ofte mere radikale end kirkens rådgivere, og mere åbne over for radikale impulser fra neden. Til forskel fra alle andre var det dem, der gik ud og talte med medlemsskaren, og de var tit nødt til at sno sig for at forsvare deres hovedsigte. Adam Michnik hørte, da han talte til en fabriksafdeling, klager fra arbejdere over de lokale direktørers inkompetence og korruption. “Ja,” forklarede han, “men problemet er ikke kun enkeltpersoner, det er systemet, som producerer disse forvridninger, og nye direktører ville være på samme måde.” “Det er rigtigt,” råbte en af arbejderne, “så lad os komme af med det her system!” Michnik trak hurtigt i land: der måtte tages hensyn til “visse geografiske og politiske realiteter ... man kan ikke bare ...” etc. [29]
Klar tale var under disse omstændigheder svært. Lederne var tilbøjelige til at gemme deres egen usikkerhed ved situationen bag halve argumenter, intellektuelle sproglege og underholdende tricks. Touraine bemærkede: “Michniks ordforråd, og også andre militantes i almindelighed, var krydret med flertydige fraser og jokes, der spillede på modsigelserne.” [30] De moderate fik aldrig nogen fornemmelse af sikkert fodfæste, intet sikkert mål. De kunne nok bremse snakken om alternative perspektiver; men de manglede en stabil kurs mod deres egne mål.
De moderate stod på ingen måde uimodsagte. Specielt efter Bydgoszcz dukkede der flere “radikale” tendenser op inden for fagforeningen. Dog var der ingen af dem, der blev en organiseret fraktion eller fik held til at kaste lys over en alternativ strategi. Snarere var de radikales svar forvirrede, ofte moralistiske frem for politiske. Nogle udviklede sig til lokale kliker, der snarere var bygget op omkring, hvem de kunne lide og ikke lide, end omkring gennemarbejdede politiske forskelligheder.
I Stettin udgav en gruppe omkring den lokale Solidaritets avis, Jednosc, fra efteråret 1980 artikler, der definerede det polske samfund som formet af et uforeneligt fjendskab mellem regimet og arbejderklassen, og konkluderede, at en endelig konfrontation mellem de to kræfter (før eller senere) måtte finde sted. [31] Lignende ideer blev udtrykt af en “fundamentalistisk” gruppering, der udgav sit eget manifest på fagforeningskongressen i efteråret 1981:
“Partiapparatet er blevet en ny herskende klasse, som har bemægtiget sig tre vigtige former for magt: ejendomsretten, tvang og propaganda. I stedet for det lovede klasseløse samfund er det mest klasseopdelte samfund i historien blevet bygget, et samfund hvor det ene ekstrem er en politisk, økonomisk og doktrinær magt og den anden, menneskemasserne, er berøvet alt, og som Karl Marx ville have sagt, de har ikke andet at miste end deres lænker.” [32]
Men ingen af grupperne ser ud til at have draget nogen særlig organisatorisk konklusion af deres synspunkter, og derfor havde de afvæbnet sig selv. Faktisk sluttede “fundamentalisternes” manifest af med at fastslå: “Solidaritet kæmper ikke for magt til sig selv, heller ikke for at blive et politisk parti.”
I Gdansk rettede Anna Walentynowicz, der var forfærdet over den måde, beslutningen om at afblæse generalstrejken var blevet taget på, nogle strengt personlige angreb mod Walesa. Hun blev stemt ud af skibs-værftskomiteen og blev mere og mere isoleret. Andrzej Gwiazda, som følte, at han var blevet narret til at gå på TV sammen med Walesa og afblæse generalstrejken, udgav et “Åbent Brev” til Walesa, der udtrykte bekymring over den udemokratiske praksis i fagforeningen. [33] Aktivitet på gulvplan, betonede han, er væsentlig for at fastholde Solidaritets styrke, og diktatur i fagforeningen er en tilstrækkelig betingelse for, at Solidaritet kan blive opslugt af systemet og sende os tilbage til feltet. [34] En uformel gruppering, kendt lokalt som “stjernebilleder” (efter polsk for “stjerne”: Gwiazda), udviklede sig omkring ham, men den manglede et klart perspektiv.
Walesa havde delvist belyst de radikales problemer på mødet, hvor fagforeningens svar på Bydgoszcz-affæren skulle besluttes. Da han krævede, at Fagforeningens koordinerende Komité (TKK) fulgte hans råd, sagde Walesa:
“Jeg har fabriksarbejdernes støtte, jeg kunne endda gå imod hele den nationale koordinerende komité.”
Det var ikke kun tom snak, og de radikale vidste det. Da Karol Modzelewski efter Bydgoszcz trak sig tilbage i protest som Solidaritets pressetalsmand, sagde han:
“Fagforeningen har skabt en konge, som hersker over den. Omkring kongen er et hof, og magten ligger i hans hof, og dernæst i parlamentet. Og eftersom kongen ikke er en dummernik, ligger magten snarere hos hans hof end i parlamentet. Det er en selvmorderisk ordning for fagforeningen.” [35]
Hvis det var en del af problemet, hvad skulle de radikale så gøre ved det? At gøre det til et personspørgsmål ville dømme dem til nederlag på forhånd. Og at stille spørgsmålet om demokrati teoretisk førte ingen vegne. Walesa var et symbol på fagforeningens styrke og enhed for millioner af Solidaritetsmedlemmer; at han rent faktisk var nødvendig som symbol, var en god målestok for medlemmernes usikkerhed på deres egen styrke. Den eneste måde, Walesas magt kunne svækkes på, var ved at styrke den almindelige mands egen selvtillid. Det var nødvendigt at udvikle et komplet alternativt program for fagforeningen, hvor spørgsmålet om det interne demokrati skulle være en levende faktor.
På efterårskongressen stillede tre regionale ledere – Marian Jurczyk fra Stettin, Jan Rulewski fra Bydgoszcz og Andrzej Gwiazda – op mod Walesa i valget til fagforeningsleder. De fik tilsammen 45% af stemmerne. Deres valgtaler var uden nogen form for klarhed. Da han blev spurgt om, hvorfor han stillede op, kunne Gwiazda kun svare, “Fordi fagforeningens love giver mig lov til det.” En grund til deres spagfærdighed var, at de vidste, at de ikke måtte vinde; en afstemning blandt alle medlemmerne ville give Walesa 90% af stemmerne. Antallet af stemmer mod Walesa var mere et tegn på protest, en advarsel til ledelsen om at tage hensyn til medlemmernes utilfredshed, end en reel trussel.
De mest radikale aktivister var tit de største modstandere af eksperter og rådgivere, men de omsatte det til mistanke mod enhver form for ideologi eller teori. De blev styret af en følelse af mistillid og fjendtlighed, og fandt ingen dækning for den følelse i programerklæringerne. Den franske sociolog, Alain Touraine, som lavede et meget værdifuldt studie over Solidaritets medlemmer, afdækkede en stærk vrede og mistillid til hele det polske sociale system og det herskende regime. Men på den anden side, som han også nævnte, blev medlemmernes store forventninger til radikale ændringer holdt inden døre, og blev aldrig omsat i en politisk strategi. [36]
Fraværet af en klar oppositionel tendens påvirkede mange andre lovende udviklinger indenfor Solidaritet.
En af dem var selvstyre-bevægelsen. Tilbage i august 1980 spillede kravet om gendannelse af arbejderråd ingen rolle i kravene. Godt nok fastslog den endelige aftale en radikal stigning i virksomhedernes uafhængighed forbundet med reel arbejderindflydelse i ledelserne. Men de paragraffer stod der ikke på grund af pres fra arbejderne, men på grund af den indflydelse rådgiverne på begge sider udøvede. [37] Diskussionerne i reformistiske intellektuelle kredse havde før august 1980 fokuseret på nødvendigheden af økonomiske reformer, og i de planer havde arbejdernes indflydelse på fabrikkerne spillet en betydelig rolle.
I nogle måneder efter august tiltrak selvstyreideen ikke megen interesse. Solidaritets opmærksomhed var vendt mod kampe for at vinde anerkendelse og mod den bølge af problemer, som blev rejst i kampene mod regimet.
Men spørgsmålet om arbejderkontrol kunne de ikke slippe udenom. Det blev i stigende grad indlysende, at Solidaritets ønske om at holde sig inden for rammerne for en fagforening var umuli g. Medlemmerne blev ved med, i den ene kamp efter den anden, at flytte grænserne for bevægelsen. Og den økonomiske krises dybde gjorde, at de klassiske fagforeningskrav – såsom højere løn, kortere arbejdstid, bedre arbejdsforhold – stødte ind i regimets propaganda om, at fagforeningen forhindrede økonomiske reformer. Solidaritets medlemmer fik mere og mere brug for argumenter vendt mod regimet og for et sæt af krav, der kunne fremme deres position på arbejdspladserne.
Det første skub kom fra de store fabrikker i foråret 1981. En ny gruppering, Netværket, der samlede aktivister fra en del af fagforeningens regioner, begyndte en række diskussionsmøder, som formulerede en række krav. Denne aktivitet blev udviklet ovenpå Bydgoszcz-krisen, på et tidspunkt hvor de menige medlemmer var delvis demobiliserede. Derfor opstod Netværket hovedsagelig som en bevægelse bestående af militante sammen med en række interesserede intellektuelle. Den omstændighed påvirkede den måde, hvorpå deres ideer udviklede sig. Netværket havde tendenser til bare at være en snakkeklub; de formulerede nogle interessante ideer, men uden forbindelse til arbejderbevægelsens umiddelbare praksis.
Under disse omstændigheder kom intelligentsiaens formuleringer til at spille en ret væsentlig rolle.
Ledelsen omkring Walesa tilegnede sig ret hurtigt Netværkets argumenter. De blev en stor del af det program, der blev vedtaget på fagforeningens kongres i efteråret.
Netværkets centrale sigte var statens bureaukratiske kvælertag på økonomien. [38] To hovedmål blev stillet op: decentralisering af de økonomiske beslutninger og virksomhedsdemokrati. Hver virksomhed skulle være selvfinansierende og beslutte sine egne produktionsmål, ikke ud fra centrale direktiver, men ud fra kriteriet om økonomisk rationalitet. Inden for virksomheden skulle et demokratisk arbejderråd vælge direktør og kontrollere den daglige drift. Oveni skulle der lægges nogle store skridt mod lokalt demokrati gennem regionalt selvstyre.
Den grundlæggende ide var, at hele det økonomiske liv skulle ses som en fri zone, fri for politisk indflydelse, hvor magten ikke ville komme til at ligge i politiske beslutninger, men i de “rationelle” markedskræfter. Statens indflydelse over det civile samfund skulle begrænses til anvisende midler, så som skat, belønninger og lignende.
Ideerne havde adskillige alvorlige svagheder. Nogle af Netværkets tænkere havde tendens til at idealisere det frie marked og se det som det eneste alternativ til bureaukratisk planlægning. De nedtonede konsekvenserne af profitorienterede virksomheder: arbejdsløshed, større lønforskelle og så videre. De forklarede heller ikke, hvordan arbejderkontrollen kunne være i overensstemmelse med markedsorientering. (Nogle af deres rådgivere [39] støttede åbent troen på dygtige direktørers beslutsomhed – et standpunkt der ikke omfattede nogen reel arbejderkontrol overhovedet!) Et socialistisk alternativ til bureaukratisk kontrol – en demokratisk formuleret planlægning, som kommer fra arbejderråd på fabrikkerne – blev ikke overvejet noget sted.
Netværkets forslag var ikke væsentlig forskellig fra de økonomiske forslag, der kom fra det herskende partis reformfolk. De gik egentlig kun længere end regimets egne forslag på to områder. de ville stoppe partiets indblanding i virksomhederne, og fjerne partiets kontrol over udnævnelse af direktører.
En anden svaghed var, at de formulerede deres forslag som “gode ideer”, der skulle overtages af det eksisterende regime, i stedet for som et kampprogram, der skulle gennemføres ved arbejderaktion på arbejdspladserne. Det var enormt selvmodsigende, for Netværkets ideer indeholdt en grundlæggende trussel mod styret: arbejderselvstyre forudsætter, at arbejderne kontrollerer den overordnede styring af økonomien. Netværkets program sagde: “Den centrale plan må afspejle samfundets mål”. En seriøs stræben efter det mål ville uundgåeligt betyde en direkte konfrontation med staten.
Programmet krøb uden om det vitale magtspørgsmål. Her kan man igen se de intellektuelle eksperters indflydelse: på en klassisk reformistisk måde foreslog programmet at kombinere arbejderråd med et “andet kammer” i Sejmen. Dette andet parlamentariske kammer skulle bestå af økonomiske eksperter.
På papiret rummede forslagene om selvstyre en mere radikal holdning i Solidaritet, men de var formuleret adskilt fra medlemmernes dagligdags erfaringer. “Kampen for ægte selvstyre,” skrev den marxistiske sociolog Staniszkis, “ser ud til at være vigtigere for fagforeningsaktivisterne end for masserne.” [40] Zbigniew Bujak fra Ursus refererede til det problem i løbet af sommeren: “Folk var på vagt over for mig på et Ursus-møde. Først da jeg forklarede, at selvstyret førte til overtagelse af magten, forstod de det og var enige med mig.” [41]
Men i praksis var det overhovedet ikke klart, at ideen om selvstyre faktisk førte til magtovertagelse.
Da en ny bølge af arbejderaktioner fra juli 1981 og fremefter brød ud i form af lokale strejker og hungermarcher, var mange af Netværksaktivisterne lige så ivrige som Walesa-gruppen efter at stoppe den. I stedet for at se genoplivningen af arbejderklassens kampe som en chance for at gøre deres ideer til virkelighed, gik de imod strejkerne, fordi de forstyrrede det seriøse arbejde med at forberede en lovgivning. Resultatet blev, at selv om “retten til selvstyre” blev en del af Solidaritets officielle program, så udviklede det sig kun svagt i form af basis på selve fabrikkerne. Det blev indrømmet i november, da fagforeningen udtalte, at der kun var taget få skridt i retning af at etablere selvstyre-komiteer på de aktuelle arbejdspladser.
Den økonomiske krise blev værre i foråret og sommeren 1981. Alle produktionsindeksene gik kraftigt nedad. Mellem januar og juli viste de officielle statistikker følgende fald: 13,6% i værdien af varer solgt gennem officielle afsætningsmarkeder; 21,3% i kulproduktionen; 21,1% i investeringer; 29,2% i boligbyggerier; 18,3% i eksport; 9,4% i importen. [42]
Manglen på komponenter og råmaterialer bragte mere og mere uorden i produktionen. Tilførslen af dagligvarer blev stadigt værre. Kødrationerne blev skåret ned; sæbe, vaskemiddel og toiletpapir var mangelvarer. Officielt var basale nødvendigheder rationeret; i praksis var besiddelsen af rationeringskort ikke nogen garanti for, at man fik noget. “Hvad er en polsk sandwich?” lød en bitter vits. “En kødkupon mellem to brødkuponer.” Meget høje mad- og brændselspriser blev varslet. Det sorte marked blev større. Den evindelige ståen i kø, kampen for bare at sikre tre måltider om dagen, kom til at tælle stærkere og stærkere. Fra alle sider fik de polske arbejdere at vide, at de måtte spænde livremmen ind. Fagforeningens eksperter sagde det samme.
Efter Bydgoszcz var Solidaritets medlemmer delvis demoraliserede, men de beholdt deres medlemskab og havde stadig de største forhåbninger til fagforeningen. Ved sommertid fremprovokerede krisen nogle nye protester fra arbejderklassen. Men denne gang var størstedelen af strejkerne “vilde”; ledelsens reaktion var afdæmpet, sommetider fjendtlig.
Den 8. juli gik postarbejderne i strejke. Den næste dag blev det polske luftfartselskab, LOT lukket. LOT-arbejderne protesterede mod udnævnelsen af en general fra hæren til direktør og krævede ret til at vælge deres egen.
Strejkerne blev hurtigt fulgt op af hungermarcher og demonstrationer i adskillige byer, det begyndte i Kutno. I tekstilcentret i Lodz gik titusinder gennem gaderne i tre dage med vrede plakater: “Et spøgelse hjemsøger Polen; sultens spøgelse” og “De sultne vil æde deres herskere”. Lodz blev fulgt af Stettin. I august strejkede en halv million i Warszawa; da en protestdemonstration bestående af biler og lastbiler blev forhindret i at køre forbi partikontorerne, blev hele byens centrum blokeret i to dage. I minedistrikterne i Slesien strejkede en million arbejdere. Havnearbejderne i Gdynia nægtede at laste fødevarer til eksport. I Bydgoszcz strejkede transportarbejderne imod en korrupt direktør. I Radom udbrød igen strejker og krævede en undersøgelse af undertrykkelsen af arbejderne i 1976. Den 19. og 20. august blev store dele af den nationale presse standset af en strejke blandt trykkeriarbejderne. De protesterede mod, at medierne bagtalte Solidaritet. Strejken fortsatte uofficielt 17 dage mere i Olsztyn. I Czestochowa blev der strejket på grund af madrationeringerne.
Fagforeningens reaktion på strejkerne var hovedsagelig negativ. Da regimet hævdede, at Solidaritet saboterede økonomien, krævede fagforeningens ledelse en to-måneders udsættelse af strejkerne. Ydermere bad de minearbejderne om at arbejde de resterende fri-lørdage i 1981 på frivillig basis:
“Den nationale kommission beder alle fagforeningens medlemmer, alle landets arbejdere om at ofre deres egen fritid for at redde os selv; lad os arbejde de otte frie lørdage indtil slutningen af året. Vi ved, at det er uden fortilfælde i lande med frie fagforeninger. Vi appellerer til alle organisationer og fagforeningsmyndigheder om ikke at gøre brug af isolerede protestaktiviteter.” [43]
Møder i mineområderne var grund til adskillige vrede meningsudvekslinger mellem Solidaritetsledere og minearbejdere. En minearbejder sagde til den nationale kommission: “Du vover at bede folk om at arbejde på deres fri-lørdage, fordi regeringen skal holdes oppe. Men hvem siger, at vi er nødt til at holde den oppe?” [44] Næsten halvdelen af minearbejderne nægtede at arbejde på fri-lørdagene, på trods af de massive bonusser, som regeringen tilbød. Minearbejderne var splittede og modløse.
Strejkebølgen blev ved at vokse i september og oktober. På et tidspunkt sidst i september var to tredjedele af Polens provinser berørt af strejker. Katowice, stålcentret i syd, brød ud i strejke på grund af fødevarekrisen. I Zyrardow, et tekstilcenter nær Warszawa, havde de kvindelige arbejdere været vant til at handle ind i hovedstaden; nu pålagde deres rationeringskort dem at handle ind i de lokale butikker, som var tomme. De strejkede i tre uger. Besøg af nationale ledere, inklusive Walesa, formåede ikke at overtale dem til at genoptage arbejdet. Kvinderne sendte en vred delegation hen for at afbryde et nationalt fagforeningsmøde: “Det er nok med jeres diskussioner og jeres løsningsprojekter! ... Gør noget! Er I mænd eller hvad?” [45] Denne næsten rene kvindestrejke blev organiseret som skiftehold; det ene skift afløste det andet. En aktivist fra Warszawa, som besøgte dem, spurgte, om de havde overvejet en fuldstændig besættelsesstrejke. Hvis de kunne vinde på det, forsikrede de ham, så ville de gøre det: de trak på naboer, brugte onkler og tanter, lavede vuggestue-ordninger for småbørnene og så videre. Han konkluderede (privat), at fagforeningen undlod at trække på medlemmernes engagement, at den misbrugte og fornægtede de tilgængelige kræfter.
En ting, som kendetegnede strejkerne i sommeren og efteråret, var, at de for første gang trak nye lag af Solidaritets medlemmer ud i selvstændige aktiviteter: arbejdere i luftfartselskabet, trykkere, kvindelige arbejdere, husmødre og andre. Nødvendigheden af at gå i aktion på grund af de desperate økonomiske vilkår og den stigende frustration over regimet gjorde, at tilsyneladende “tilbagestående” dele af Solidaritet søgte at skubbe bevægelsen fremad. Alle typer spørgsmål kom op til overfladen i disse strejker: madforsyningerne, udfordringer af partiets rolle på fabrikkerne, lokale ledelsers magt, eksportpolitik, censur, bedrageri. Umiddelbart og underforstået var strejkerne et signal til Solidaritet om at handle.
Men fagforeningen prøvede at stoppe strejkerne og protesterne. Jan Litynski, redaktør på Robotnik (Arbejderen), blev et symbol på det. Tre år før 1980 havde han refereret og opmuntret til ofte små økonomiske strejker; nu betegnede han sultestrejkerne som et negativt fænomen, “en fare, som fagforeningen ikke har forstået at afværge,” hvilket “indebærer risikoen for, at de udarter sig til uofficielle strejker”. [46] Fagforeningsledere rejste rundt i Polen og forsøgte at overtale arbejderne til at stoppe deres aktioner. I september satte Solidaritets ugeavis en stor artikel op, “Ekstremister og dumme børn” af Krzystof Wyszkowski, der var redaktionssekretær. Han skrev, at fagforeningens rolle måtte være at forsvare statens interesser som helhed.
I oktober støttede fagforeningens præsidium en appel fra Sejmen om at stoppe strejkerne blandt 350.000 arbejdere i minerne og andre nøgleindustrier. Men uden virkning. Kort tid efter udråbtes en national én-dags strejke i håb om, at det ville betyde, at folk fik “bruset lidt af”. Men strejkerne fortsatte i flere uger endnu. Bitter desperation og vrede blandt store dele af fagforeningens medlemmer blev simpelthen ikke afspejlet i ledelsen.
Alle opsving fra neden blev ved at være splittede og usammenhængende, isolerede fra hinanden. Ingen dele af ledelsen forsøgte at kæde dem sammen og vise, hvordan de kunne bindes sammen i en ny storm mod regimet. De radikale havde intet praktisk at sige eller tilbyde. Til sidst, fra midt i november, døde strejkebølgen hen; medlemmerne blev mere og mere udmattede og vendte sig i skuffelse væk fra fagforeningen.
Blandt bredere lag i Solidaritets ledelse fremkaldte situationen en dyb uro, som kom til udtryk i en åben rundbordsdiskussion i sommeren 1981 blandt aktivister, der var organiseret i KOR. Et referat blev offentliggjort i Robotnik. [47]
Jan Litynski, Robotniks redaktør, sagde:
“Vi står nu i noget, der ser ud som en blindgyde. Økonomien og staten er i opløsning ... det ser ud til at vente på, hvad myndighederne gør, og at forhandle os frem til kompromiser har vist sig ineffektivt. Solidaritet mister langsomt point. Det skuffer medlemmerne.”
Bronislaw Geremek, en ledende intellektuel rådgiver, sagde:
“Måske tager jeg fejl, men det ser ud for mig, som om ingen, der sidder ved dette bord, kender vejen ud af krisen. Katastrofen er indlysende. Det overvælder os ... Den største fare, som fagforeningen står overfor, er tab af fremdrift: en situation hvor fagforeningen kan blive en konservativ kraft ... der lægger bånd på et stadigt mere radikalt samfund.”
Zbigniew Bujak fra Ursus-fabrikken, formand for Solidaritet i Warszawa:
“Vores bevægelse bliver svagere. Som udgangspunkt var den baseret på et stort had til myndighederne og til partiet. Men det er ikke nok mere. Motiverne må ændres. Medlemmerne i fagforeningen forstår ikke ledernes politik ... Protester, strejker, lokale kampe danner ikke et sammenhængende hele ... På nuværende tidspunkt venter folk på et klart program. Hvad enten de forstår det eller ej, så vil de have at vide, at det er vejen ud af krisen.”
Diskussionen viste Solidaritets behov for en ny opfattelse af sin egen rolle og mål. I september beskrev Grzegorz Palka, et medlem af Solidaritets præsidium, den knibe, som fagforeningen var i:
“Når vi ikke har vores egen opfattelse af, hvordan vi løser de økonomiskeske og sociale problemer, protesterer vi imod dårlige regeringsprogrammer, men efter et stykke tid må vi samarbejde om at føre dem ud i livet”. [48]
Presset gjorde, at Solidaritets ledere, sidst på sommeren og i det tidlige efterår og specielt efter Solidaritets nationale kongres, udarbejdede et nyt program. [49] Nu definerede Solidaritet sig, ikke som en fagforening, men som en social bevægelse, som sigtede efter en fuldstændig reformering af det polske samfund. Nu var det erklærede mål en selvstyrende republik.
På en måde var udviklingen i Solidaritets program et enormt skridt fremad. Det samlede og offentliggjorde det, som tidligere havde været polske arbejderes egne tanker: kravet om en total social omdannelse. Centralt i programmet stod et krav om folkemagt, et princip, hvis realisering krævede en “gennemgående socialisering af vores regering og statsadministration”. Programmets vision var et fuldt demokratisk samfund, hvor arbejderklassen kontrollerede sit eget politiske, sociale, økonomiske og kulturelle liv, uden frygt og forhindringer, og uden at den offentlige opinion fik mundkurv på.
Dog var programmet også utroligt selvmodsigende. Det havde forslag til en hel serie af øjeblikkelige metoder til at klare den økonomiske krise, og andre forslag til langsigtede reformer i forhold til det sociale og økonomiske livs virke. Mange var fremragende. Men programmet undgik det kritiske spørgsmål: hvordan skulle reformerne føres ud i livet? I det ene diskussionsfelt efter det andet foreslog man det revolutionære mål, men nægtede at gøre brug af revolutionære midler. Dets mål kunne ikke realiseres inden for de eksisterende politiske rammer – undtagen ud fra den utopiske antagelse, at regimet ville opløse sig selv – nødvendigheden af at bryde de politiske rammer blev aldrig set afgørende i øjnene.
Idet de kaldte sig selv en fagforening, erklærede Solidaritet sig også bundet af selvbegrænsning. På trods af at det var et formelt skridt væk fra fagforeningens begrænsninger at anerkende den som en politisk faktor, stod Solidaritet stadig mellem at ville sprænge regimet helt og at blive inden for de eksisterende, legale grænser. I realiteten var de ikke kommet ud over deres selvbegrænsning, den var blevet blevet løftet op på et højere plan.
Et fyldestgørende program skal ikke blot beskæftige sig med præcise ultimative mål, det skal også beskæftige sig med, hvordan bevægelsen kommer dertil. Her fejlede Solidaritets program fuldstændigt, da det krøb uden om det reelle problem: hvordan skulle medlemmerne vindes til at kæmpe for programmet? Ligesom med Det tyske Socialdemokratiske Partis maksimumsprogram fra før 1914 var der en reel fare for, at Solidaritets på mange måder strålende program snarere ville blive et dekorativt klædestykke end en reel plan for fremskridt.
Solidaritets skridt mod en mere politisk definition af sig selv blev taget på kongressen, hvor intelligentsiaen snarere end arbejderne dominerede. Touraine kommenterer det: “Fagforeningsdelen af bevægelsen var næsten ikke repræsenteret på kongressen: Solidaritet fremstod mere som en bevægelse til befrielse af samfundet.” [50] Hvis der var et fremskridt i den henseende, så var der også et tilbageskridt. For Solidaritet risikerede at afskære sig fra arbejderklassens umiddelbare økonomiske anliggender, som de havde givet udtryk for hele efteråret igennem i form af strejker og andre lokale bevægelser. Medlemmernes og ledernes aktioner og bekymringer var så adskilte som nogensinde.
Få uger efter Bydgoszcz-krisen, i april 1981, afholdt regimet militærøvelser for at undersøge muligheden for at anvende militære midler mod de polske arbejdere. [51] Men de havde tilsyneladende endnu ikke besluttet at gøre brug af dem.
Ved sommertid blev det dog klart, at brug af rene politiske midler ikke ville knække Solidaritet. Partiet – regimets højeste politiske instrument – havde på det tidspunkt demonstreret sin uduelighed. Polens herskere vendte sig derfor mod hæren for at finde en løsning. Jaruzelski fortalte partikongressen i juli: “Indtil nu er vore væbnede styrker ikke rystede. De har bibeholdt deres sammenhold og disciplin. De er altid parate til at forsvare deres fædreland og dets socialistiske præstationer.”
Styret gik forsigtigt frem. For hvert skridt analyserede de terrænet, gjorde styrkerne klar og vurderede modstandernes styrke og svagheder. Deres første skridt var at øge militærets rolle i den offentlige administration. I løbet af sommeren blev der sat adskillige generaler ind i de større fabrikker og ministerier. (Det var anledningen til juli-strejken på det statslige luftfartselskab, LOT).
I et stort antal statslige virksomheder – blandt offentligt ansatte i militære virksomheder, i militære trykkerier og andre steder – var medlemskab af Solidaritet ikke anerkendt. Solidaritet nedsatte en kommission til at undersøge spørgsmålet. Men kommissionen forhandlede efter ledelsens råd hemmeligt med regeringen uden at involvere arbejderne. Til slut blev forhandlingerne sprængt, da vrede typografer fra Stettin blokerede det ministerium i Warszawa, hvor forhandlingerne fandt sted. Fagforeningen blev ikke anerkendt de pågældende steder. [52]
En bevægelse i det civile politi, der krævede ret til at danne en uafhængig fagforening, blev undertrykt ved at lederne blev fyret. Solidaritet gjorde ingenting for at forsvare politiets ret til at danne fagforeninger, selv om en betydelig del støttede organiseringen.
På den politiske front startede regimet en propagandaoffensiv mod Solidaritet. Den blev sat i gang tidligt i august af vicepremierminister Rakowski, som brød alle forhandlinger med Solidaritets ledere og beskyldte dem for at ville tage magten. I september blev en ny lov om selvstyre lagt frem i Sejmen, som nægtede arbejderne i “væsentlige industrier” retten til at vælge deres egne direktører. På trods af at fagforeningskongressen nogle få dage før havde vedtaget at gå imod den slags indskrænkninger, så blev Walesa og nogle andre ledere enige om at acceptere restriktionen. Det fremprovokerede et slagsmål på den genoptagede kongres, hvor Walesas handling blev forsvaret af Kuron og andre.
På dette tidspunkt havde regimet strammet sine planer op. Albin Siwak, en kendt stalinistisk arbejder, afslørede hovedtrækkene i en tale så tidligt som i september: en seks-mands komite, ledet af generaler, ville bruge hæren og politiet til at smadre den folkelige modstand; de ville vente adskillige måneder, indtil Solidaritets støtte var svækket. Men Solidaritets ledelse ignorerede advarslen.
På centralkomiteens møde i oktober blev Stanislaw Kania fjernet som partiets førstesekretær. Han blev erstattet af general Jaruzelski, som nu kontrollerede partisekretariatets kontor, forsvarsministeriet og premierministerposten. Yderligere militarisering af ministerierne fulgte. Walesa holdt en tale, som næsten bød Jaruzelskis overtagelse af magten velkommen: “I det mindste betyder det, at magten er koncentreret i een mands hænder. Det, som vi behøver, er en stærk fornuftig regering, som vi kan forhandle med.” [53] Nu begyndte regimet at lave lister over folk, som de ville arrestere; det blev bevist efter kuppet af det faktum, at arrestationslisterne omfattede folk, som havde forladt Polen allerede i oktober.
Styret camouflerede stadig sine forberedelser. Jaruzelski annoncerede, at indkaldte soldater, som skulle have været sendt hjem i oktober, skulle blive i hæren i endnu to måneder, “for at hjælpe til med at løse den økonomiske krise”. Der blev sendt protestbreve fra soldater til Solidaritet, men fagforeningen reagerede ikke.
I slutningen af oktober og i november startede regimet åbne offensiver mod Solidaritet-aktivister, for at afprøve om fagforeningen var parat til at slå igen. Politiet i Katowice og Wroclaw arresterede Solidaritets medlemmer, som var med i propagandaaktiviteter på gaden, og spredte de demonstrerende med vold. I Sosnowiec i Slesien angreb “ukendte personer” et Solidaritetsmøde med tåregas. I Chorzow blev Solidaritetsmedlemmer gennempryglet. Angreb af den kaliber havde i foråret været signal til massestrejker; nu så man ikke andet end spredte lokale proteststrejker.
Fra sidst i oktober blev små militærpatruljer sendt ud på landet og til de mindre byer; deres erklærede formål var at hjælpe til med at komme over den økonomiske krise. I virkeligheden afprøvede regimet sit maskineri, tjekkede troppernes loyalitet og forsøgte at vinde folkelig opbakning bag hæren. Fagforeningen slog ikke alarm.
I november blev lignende enheder sendt ud til fabrikkerne “for at tjekke civilforsvarets beredskab ...”. Fagforeningslederne reagerede stadig med selvtilfredshed.
Ydermere blev Sejmen den 28. oktober informeret om, at der snart ville blive sat en lov til afstemning, som gav regeringen ret til at erklære undtagelsestilstand i nødstilfælde. Der blev ikke taget nogen øjeblikkelig afstemning; men indtrykket var, at hvis regeringen blev nødt til at anvende magt, ville den give en passende advarsel via en parlamentarisk debat. Solidaritet hoppede lige i fælden.
I november inviterede Jaruzelski Walesa og kirkelederne til at deltage i trepartsforhandlinger om regeringsreformer, det skete kun for at trække opmærksomheden væk fra de militære forberedelser. Trods modstand fra dele af den nationale kommission tog Walesa og nogle af hans rådgivere af sted for at deltage i samtalerne med Jaruzelski. Der fandt de ud af, at generalen ikke tilbød dem andet end symbolsk repræsentation i “En front til national forsoning”, hvor de ville blive nedstemt på alle spørgsmål. Til gengæld skulle de tage ansvaret for enorme prisstigninger uden nogen garantier for reformer. De havde intet andet valg end at afvise det pure og forlade mødet, og så overlade det til de officielle medier at angribe Solidaritet for deres mangel på fremskridt.
Solidaritets ledelse var splittet og usikker på svaret på den stigende trussel. Da strejkebølgen fortsatte, gentog fagforeningspræsidiet sin opfordring til at stoppe “løse og uorganiserede” protester. I den første uge af november var der stadig 65 forskellige strejker i gang, den største i Jelenia Gora, hvor 160.000 arbejdere strejkede, fordi en Solidaritetsaktivist var blevet fyret, og ledelsen forsøgte at få dem tilbage i arbejde.
Først midt i november stoppede strejkerne stort set, og det skete på grund af komplet udmattelse og skuffelse. Mange arbejdere faldt fra i frustration. Nogle viste tegn på at acceptere regimets propaganda og bebrejdede fagforeningen det økonomiske kaos. [54] Det var sikkert, at viljen til at aktionere, hvis Solidaritet bad om det, var faldende. Karol Modzelewski sagde uden tvivl sandheden, da han i Radom den 3. december påstod:
“Fagforeningen er ikke blevet stærkere, den er blevet svagere, og alle aktivister er klare over det. Der er adskillige grunde til det: træthed som følge af krisen, træthed efter udført arbejde. Folk bebrejder os varigheden af denne tingenes tilstand”. [55]
Solidaritet var født til at acceptere en selvfornægtende rolle og udtalte, at den ikke ville blande sig i “politik”. Positionen var aldrig holdbar, og i efteråret gav krisen og lammelsen i Solidaritet mange aktivister skubbet til at søge efter deciderede politiske løsninger.
Nogle bevægede sig mod rent nationalistisk politik, især Sammenslutningen for et Uafhængigt Polen (KPN). Det, der gjorde KPN tiltrækkende, var, at de tydeligt formulerede et udbredt had til Sovjet. KPN, hvis rødder lå i førkrigstidens højrepartier, var på ingen måde et arbejderparti. Det udlagde polsk politik i rene patriotiske vendinger snarere end i klassemæssige. Men for aktivister inden for Solidaritet så det ud til at tilbyde i det mindste en mere militant retorik end Solidaritet-præsidiet. I virkeligheden var KPNs strategi i høj grad moderat, og dets nationalisme fjernede opmærksomheden fra den mulighed, at “vores polske hær” faktisk kunne blive sat ind mod det polske folk. Jaruzelski kom til at høste udbyttet af den illusion.
Andre søgte andre løsninger. Den 22. november organiserede Kuron, som kun en måned før havde angrebet ideen om at danne politiske partier, et stiftende møde i “Foreningen for en selvstyrende Republik”. Målet var at danne en grundstamme af partier i en demokratisk stat. Dog holdt det dokument, som blev fremført på mødet (der blev angrebet af politiet), sig stadig inden for de moderate formuleringer. Det talte om behovet for en central regering, der “så meget som muligt skulle begrænses af arbejderråd og regionale selvstyreorganer”, det talte ikke om at smadre og udskifte den centrale statsmagt.
På en lang række fabrikker blev der vedtaget resolutioner, som krævede, at statsapparatet blev fjernet fra arbejdspladserne. Kravet om frie, lokale valg i februar 1982 blev mere og mere vedholdende sammen med krav om en folkeafstemning om den polske regerings fremtidige form.
Ideerne om politiske partier og politiske løsninger var et yderligere brud med Solidaritets tidligere tilbageholdenhed. Men alle de omtalte udviklingstendenser betragtede politik som noget, der hørte til uden for Solidaritet, på en speciel politisk slagmark, med fokus på det svage polske parlament, Sejmen. Ingen af dem handlede om en direkte mobilisering af de polske arbejderes industrielle styrke som en del af et politisk program. Alle var begrænset af, at de ikke så det som nødvendigt at gå direkte efter statsmagten. Ingen talte for at udvikle et parti, hvis opgave det var at kæmpe inden for Solidaritet og dér bruge arbejdernes styrke på arbejdspladserne til at erstatte statsmagten med arbejdermagt. Derfor skete drejningen hen imod politik kun blandt interesserede aktivister og involverede ikke folk på gulvplan.
Set i det lys var den nye udvikling inden for selvstyrebevægelserne meget mere lovende. Allerede om sommeren udtrykte grupper af militante fra nogle regioner deres utilfredshed med det moderate Netværk, og dannede en rivaliserende Lublin-gruppe. De lagde meget mere vægt på arbejderkontrol; de gik klart imod bureaukratisk planlægning og gik ind for økonomisk planlægning fra neden i forbindelse med et andet kammer i Sejmen.
Det afgørende var, at de var skeptiske over for at bruge lovgivningen til at opnå forbedringer, og at de omtalte de selvstyrende grupper som “kamporganisationer for selvstyre og organer til kontrol med produktionen”. De begyndte at tale for aktive strejker, hvor arbejderne skulle fortsætte produktionen, men under deres egen kontrol. [56]
Gruppens indflydelse blandt aktivister voksede i løbet af efteråret. I nogle områder (især i Lodz) forsøgte de at sætte gang i aktive strejker. Ideen var enkel: arbejderne skulle bemægtige sig produktionsmidlerne og distributionen og køre det direkte efter folks behov. Nogle fangede ideernes mulige revolutionære indhold: den aktive strejke ville blive en del af en strategi for kampen for arbejdermagt. (Nogle af præsidiets intellektuelle eksperter angreb af samme grund planerne som en idé fremført af venstreorienterede og trotskister.) [57]
Lublin-gruppen var bevis på, at der var en styrket radikal tendens indenfor arbejderbevægelsen sent på efteråret. Deres forslag havde den store fordel, at de måske kunne være i stand til igen at mobilisere på gulvet omkring meningsfyldte aktiviteter, selv om deres ideer stadig havde adskillige svagheder. For det første blev de på diskussionsstadiet: de udviklede sig sent, og de fik aldrig mulighed for at praktisere ideerne. For det andet, hvis deres ideer havde et revolutionært potentiale, så var de stadig blandet med reformistiske perspektiver: de brugte de aktive strejker til at gennemtvinge forhandlinger eller til at få gennemført frie valg til det tandløse Sejmen. Og for det tredje, som en deltager bemærkede, blev de aldrig direkte konfronteret med spørgsmålet om “kampen for at vinde over hæren”. [58]
Sidst i november var det tydeligt, at en større konfrontation var nært forestående. Regimet pressede på med lovgivning om ekstraordinære bemyndigelser, og de satte hærenheder ind i de industrielle centre.
Der udviklede sig, som vi har set, nye radikale tendenser blandt aktivisterne inden for Solidaritet. Militante resolutioner blev vedtaget på arbejdspladser, hvor de krævede folkeafstemning om mistillid til regimet. Der var forberedelser til aktive strejker i nogle regionale centre. Der blev annonceret storstilede planer for demonstrationer.
Tidlig i december satte regimet pludselig farten op. Selv om arbejdernes kampe generelt var kørt ned, så var de polske studenter gået i gang med en større bølge af besættelser. En af de besatte læreanstalter var Warszawas brandmandsskole, som regimet udråbte som en del af den militære sektor. Skolen blev omringet af ZOMOer (uropolitiet). Store mængder samledes for at støtte de studerende. Onsdag den 2. december trængte hundredevis af ZOMOer ind på skolen og smed besætterne ud. For første gang havde regimet anvendt åben magt mod Solidaritet.
Den næste dag mødtes Solidaritets ledere i Radom. Regimet aflyttede mødet og offentliggjorde dele af ledernes taler. Citaterne viste, at krisen langt om længe havde skubbet Solidaritets ledelse over mod mere radikale perspektiver. Den foregående dag havde Walesa sagt til mængden uden for brandmandsskolen:
“Fagforeningen er et magtfuld våben over for autoriteterne – men det kan ikke bruges hele tiden”.
Nu sagde han:
“Konfrontation er uundgåelig og vil finde sted. Lad os opgive alle illusioner. De håner os”.
Kuron, der tidligere var en indflydelsesrig fortaler for tilbageholdenhed, sagde nu:
“Det skal være på spørgsmålet om valg og en ny valglov, en total fornægtelse af det såkaldte midlertidige reformsystem og undtagelsestilstanden, at konfrontationen skal ske. Grunden må nu lægges til gennem aktioner at tage magten over autoriteterne”.
Andre delegerede talte om, at det var nødvendigt at sætte gang i de aktive strejker og at danne en arbejdermilits. En foreslog, at de skulle sætte sig på radioen og fjernsynet. Talere tilskyndede til dannelse af en provisorisk regering. Seweryn Jaworski fra Warszawa sagde til Walesa:
“Hvis du trækker bare det mindste i land, vil jeg personligt hugge dit hoved af; og hvis jeg ikke gør det, så er der andre, der vil.” [59]
At radikaliseringen kom for sent, var alt for tydeligt. De næste dage stemte fabriksmøder i Lodz for aktive strejker og for at danne arbejderværn. Andrzej Slowik, en leder fra Lodz, sagde, at nu var situationen ‘revolutionær’. Den 12. december mødtes fagforeningens nationale kommission i Gdansk, i den mest radikale stemning siden Bydgoszcz. De delegerede stemte for, at de ville modgå lovgivning om ekstraordinære bemyndigelser med strejker, også generalstrejker. De ville holde deres egen folkeafstemning om den folkelige tillid til regimet. Kirkens rådgivere var imod.
Men hvis de sidste dage vidnede om et ryk til venstre blandt fagforeningens ledere, så kom det for sent. Mens den nationale kommission sov på deres hotel den nat, slog regimet til. Hotellet blev omringet og invaderet af uropoliti, de delegerede blev arresteret og interneret. Overalt i landet blev tusinder af Solidaritetsaktivister taget på sengen og trukket med. Klokken seks søndag morgen offentliggjorde Jaruzelski sit militærkup, suspenderede Solidaritet og erklærede undtagelsestilstand.
Kardinal Glemp udsendte en appel til folk om ikke at kæmpe imod. Arbejdernes reaktioner på kuppet var spredte. Der var nogle hundrede strejker og besættelser, hovedsageligt i de største fabrikker og i flere af kulminerne i Slesien. I løbet af få dage blev de brudt af brutale angreb fra politi og hær. Ni arbejdere blev dræbt ved Wujek-minen. Ved minerne i Ziemowit og Piast var der besættelser nede i minerne i tre uger. Da Piastminearbejderne endelig kom op til overfladen, var de chokerede over at se, at de var de eneste i aktion. De havde troet, at hele Polen var gået i strejke sammen med dem.
Overraskelsesmomentet, det pludselige kommunikationsbrist, de voldsomme sanktioner, som regimet lavede over for enhver, der ledede eller deltog i strejker og arrestationen af lederne, alt det var en del af forklaringen på det relativt lave kampniveau mod kuppet. Men det var også tilfældet, at en eller anden form for nederlagsstemning, allerede før kuppet, havde bredt sig blandt store dele af Solidaritets medlemmer. Jaruzelskis kups relative succes afhang af den demobilisering, der var i Solidaritet på gulvplan.
Spørgsmålet er, lige som alle historiske “hvis’er”, selvfølgelig umuligt at svare på. Men det lå hele tiden i situationens logik, at sådan noget som Jaruzelskis kup kunne komme. Den dybe strid mellem Polens herskere og arbejdernes bevægelse betød, at konfrontation var uundgåelig. Krisens dybde, Solidaritets oprørske krav og regimets afhængighed af Kreml gjorde et langsigtet kompromis umuligt. Derfor vildledte de, som stod for den løsning, bevægelsen. Og den taktik, som de brugte, gjorde Jaruzelskis sejr lettere. De splittede og demobiliserede deres egen side, da de nægtede at bruge alle muligheder for at svække modstandernes magt.
Igennem de 16 måneder fra Gdansk-strejkerne til Jaruzelskis kup gennemgik Solidaritet en enorm udvikling. Den begyndte som en fri fagforening, gik over til at kræve en vis arbejderkontrol over industrien, udviklede kravet om en “selvstyrende republik” og vendte sig til sidst mod præcise politiske løsninger på krisen. Dog, gennem hele denne udvikling var et forhold det samme: Solidaritets ledelse var fanget i et klassisk, reformistisk perspektiv og forhindrede bevægelsen i at tage beslutning om at smadre staten. For at bruge deres eget udtryk, så forsøgte de at befri det område, som mange kaldte det civile samfund, samtidig med at staten forblev intakt.
De garanterede på den måde statens egne styrker og interesser. Med de interesser, der var indblandet, var den strategi dømt til at ende i en katastrofe. Da den gjorde det, blev de taget på sengen, som mange af dem indrømmede. [60] Men at de blev taget på sengen, er det samme som, at de ikke var forberedt teoretisk: den måde, som de så situationen på, var forkert.
Jaruzelskis sejr var ikke uundgåelig. Den afhang af statens væbnede magts (politi og hær) disciplin og enhed. Igennem månederne før undtagelsestilstanden havde Solidaritet mange muligheder for at underminere den disciplin og enhed, men havde med fuldt overlæg ikke brugt dem. De propaganderede ikke blandt rekrutterne; de reagerede heller ikke, da soldaterne protesterede mod, at deres tjenestetid blev forlænget. De støttede ikke civilpolitiet, da de krævede ret til at danne fagforening, De accepterede endda princippet om hemmelige forhandlinger om fagforeningsrettigheder for civile i statstrykkerierne, flådevirksomheder og lignende frem for at køre en åben kampagne på det spørgsmål. Solidaritetsmedlemmer, som foreslog at underminere statsapparatet, blev fjernet fra nøglekomiteerne. [61]
Faktisk var mulighederne der lige til det sidste. Rundt om brandmændenes besættelse i begyndelsen af december 1981 stod bevæbnede ZOMOer, Polens frygtede og hadede uropoliti. En mængde sympatisører kastede mad og cigaretter over hovederne på ZOMOerne og ind af vinduet. Besættelseskomiteen tog de bedste cigaretter og gik ud og tilbød dem til ZOMOerne, spøgte med dem, talte om vejret og så videre. Da ordren om at indtage skolen kom, måtte den pågældende ZOMO-enhed trækkes tilbage som upålidelig. Efter den bevæbnede indtagelse af skolen protesterede “Stiftelseskomiteen for en fagforening i det civile politi” mod brugen af politi i angrebet på brandmandsskolen. “Politiet er der for at beskytte hele samfundets interesser, og ikke den herskende minoritets,” erklærede de; alle politifolk skulle protestere mod “brugen af politi i politiske konflikter og undertrykkelse af retfærdige folkelige aktioner”. Der er ingen tvivl om, at dette var en minoritet inden for politiet, men hvilken betydningsfuld minoritet!
At underminere statsapparatet var bandlyst for dem, som ville have forhandling og kompromis. Det var vigtigt for dem “ikke at strides unødigt med vores partner”; statens manøvremuligheder, dens rettigheder og magt skal beskyttes. I enighedens interesse med fjenden skulle Solidaritet lægge dæmper på sine egne styrer, når de prøvede at mase sig frem, når de rejste nye krav, når de kom ud i vovede foretagender.
På den måde forberedte Solidaritets ledelse sit eget nederlag.
Det, som kunne have gjort en forskel, var en organiseret socialistisk tendens inden for Solidaritet, som aktivt arbejdede for, at polske arbejdere skulle forberede sig på at overtage magten. Ingen af de forskellige radikale tendenser, som viste sig inden for Solidaritet, tog tilstrækkeligt fat om det problem. Ingen engagerede sig direkte i den strejkebølge, der var i sommeren og efteråret 1981; ingen udfordrede de reformistiske, intellektuelle rådgiveres dominerende magt i fagforeningens ledende organer; ingen tog den organisatoriske konsekvens, når de kritiserede ledelsen i Solidaritet, at arbejde for at opbygge en radikal fraktion, som havde rødder i de militante tendenser på gulvplanet.
Selv en lille minoritet kunne have gjort en forskel. Det var jo trods alt, mellem 1976 og 1980, en lille gruppe omkring KOR, som banede vejen for Solidaritets fødsel. KORs bidrag i den periode var absolut nødvendig, uden den ville der ikke være nogen kadre af arbejderklasseledere, som var klar, i Gdansk eller andre steder, til at vurdere tidspunktet og lede strejkebevægelsen fra august hen mod at blive en endnu større og fantastisk bevægelse.
Men på trods af KORs mod og initiativ var den en reformistisk alliance, hvis indsats stort set stoppede efter august 1980. KOR mistede retningssans [62] og erklærede symbolsk sin opløsning på Solidaritets kongres i september 1981. Det, som var mest tragisk efter udviklingen i august, var, at der ikke kom en ny gruppering, som var så klar på visionerne og så dristig i beslutningerne, som KOR havde været i sin første tid, og som kunne rette massebevægelsen fremad mod magten.
Men selvfølgelig ville det ikke være nemt at udvikle en revolutionær, socialistisk tendens inden for Solidaritet. Det ville koste nogle hårde diskussioner: den russiske invasion af Ungarn og Tjekkoslovakiet gjorde, at argumentet om “ikke at gå for vidt” fik stor opbakning. Men det russiske imperium var svækket: det, der var bemærkelsesværdigt, var, at russerne aldrig intervenerede militært i Polen. De havde alt for mange grunde til at holde sig ude. [63] I hvert fald kunne frygten for russerne have forhindret Solidaritets fødsel, [64] men gjorde det ikke – i august 1980 tillod arbejderne simpelthen ikke, at truslen hæmmede dem. Efter august blev den russiske trussel brugt som et våben i regimets selvforsvar og til at tjene reformismens sag inden for Solidaritet; det var et argument for at afvæbne og svække Solidaritet, som var med til at gøre dets aktuelle nederlag sikkert.
De polske arbejderes sejr afhang af, at bevægelsen spredte sig ud over Polens grænser. Enhver fyldestgørende socialisme må nødvendigvis være international. Solidaritet gav langt mindre genklang i Østeuropa, end de havde håbet på. Resultatet blev isolation, og det styrkede de konservative og nationalistiske dele af arbejderbevægelsen.
Ikke desto mindre gjorde manglen på et revolutionært alternativ nederlaget sikkert. Og det gjorde også nederlaget større: i skrivende stund, fem år efter Jaruzelskis kup, er der stadig ikke noget tegn på, at en socialistisk organisation vokser frem fra undergrundsbevægelsen i Polen. Blandt de hundredtusinder af polske arbejdere, studerende, lærere, intellektuelle og andre, som har holdt undergrundsarbejdet i live, er der ikke kommet nogen klarhed omkring, hvad der gik galt med den enorme bevægelse i 1980-81, og om hvad der er vejen frem nu.
På nuværende tidspunkt er polske arbejdere, praktisk og teoretisk, afskåret fra de bedste traditioner på venstrefløjen i resten af verden. Det faktum, at regimet har taget patent på, og oven i købet fordrejet, begreberne “socialisme” og “marxisme”, gør genrejsning og udvikling af en levedygtig tradition endnu mere vanskelig.
En del af grunden til Solidaritets berettigelse er, at Jaruzelskis regering er det mest ensomme og mindst effektive regime i Europa; det overlever, ikke på grund af nogle positive præstationer, men kun fordi arbejderklassen endnu ikke har fundet midlerne til at fjerne det. Regimet ved udmærket godt, lige som arbejderne gør det, at de vil rejse sig til kamp igen. Men en ny oprørsk bevægelse må have en antydning af et perspektiv om sejr, nogle metoder til at lære af tidligere fejltagelser, og en fært af, hvordan man skal handle mere effektivt næste gang. Uden klare revolutionære, socialistiske ideer er det svært at se, hvordan de barrierer kan blive overvundet.
Udviklingen i Polen, og i resten af Østeuropa, af en virkelig organiseret, socialistisk tendens kan meget vel blive en svær proces. Men det er også vores eneste håb, og en afgørende opgave.
Note til kilderne: Det meste af materialet til denne pjece er taget fra to tidligere bøger: Solidarnosc: From Gdansk to military Repression (skrevet sammen med Kara Weber), en specialudgave af International Socialism (second series) 15, 1982; og Festival of the Oppressed: Solidarity, Reform and Revolution in Poland 1980-1981 (Bookmarks, London 1986). Der skal især rettes en tak til de medlemmer af Solidaritet i Polen, som var så venlige at ofre noget af deres tid; de forbliver anonyme, men jeg lærte enormt meget af deres udtalelser og erfaringer.
1. Detaljerne i krisen, dens form og årsager, bliver diskuteret i Colin Barker og Kara Webers Solidarnosc: From Gdansk to Military Repression, del 2.
2. Se et generelt tilbageblik i Chris Harmans Class Struggles in Eastern Europe (Pluto Press, London 1983).
3. Det er godt fremført i Stan Perskys At the Lenin Shipyard (New Star Books, Vancouver 1981).
4. Kemp-Welch (red.), The Birth of Solidarity: The Gdansk Negotiations, 1980 (Macmillan, London 1983) side 53.
5. Interview i Women’s Voice 46, november 1980.
6. Der er værdifulde tilbageblik på mange af de politiske erfaringer med arbejderråd i Donny Glucksteins The Western Soviets (Bookmarks, London 1985).
7. Jadwiga Staniszkis Poland’s Self-Limiting Revolution (Princeton University Press, 1984) side 45; Alain Touraines Solidarity: Poland 1980-81 (Cambridge University Press, 1983) side 38.
8. Strategien blev forklaret meget detaljeret i en “hemmelig” tale til sikkerhedspolitiet i Katowice af Andrzej Zabinski, den lokale partisekretær, i december 1980: se Timothy Garton Ashs The Polish Revolution: Solidarity 1980-1982 (Cape, London 1983) side 150.
9. Labour Focus on Eastern Europe, 4:4-6, side 15.
10. The Guardian, 28. marts 1981.
11. The Guardian, 19. februar 1981.
12. Citeret i Mary Craig: The Crystal Spirit: Lech Walesa and his Poland (Hodder and Stoughton, London 1986) side 203.
13. Financial Times, 26. marts 1981.
13a. München-aftalen henviser til den aftale, som den engelske premierminister Chamberlain indgik med Hitler i 1938, i den tro at han ved at sælge en del af Tjekkoslovakiet til Hitler kunne undgå anden verdenskrig.(overs. anm.)
14. Mary Craig, side 204.
15. Det er forklaret i Ray Taras Ideology in a Socialist State: Poland 1956-1983 (Cambridge University Press, 1984).
16. For funktionærer især er det accepteret ikke at være partimedlem; det er mindre acceptabelt at være forhenværende.
17. Paul G. Lewis’ “Institutionalisation of the Party-State Regime in Poland” i Bronislaw Misztal (udgiver), Poland After Solidarity: Social Movements versus the State (Transaction Books, New Brunswick 1985) side 43.
18. Kazimierz Brandys’ A Warsaw Diary, 1978-1981 (Chatto and Windus/The Hogarth Press, London 1984) side 209. Der blev også kaldt til modstand mod den jødiske indflydelse på den polske ‘nationale kultur’. Det kom fra en nyregistreret katolsk størrelse, Den polske Akademiske Forening (PZA): Jan Toporowskis “Poland: Cliffhanger Democracy”, New Statesman, 12. juni 1981.
19. Se kapitel 4 i Colin Barkers Festival of the Oppressed: Solidarity, Reform and Revolution in Poland 1980-1981 (Bookmarks, London 1986); også Michael Szkolnys “Revolution in Poland”, Monthly Review, 33:2, juni 1981; og det anselige materiale samlet i Bogdan Szajkowskis Next to God ... Poland: Politics and Religion in Contemporary Poland (Frances Pinter, London 1983).
20. Szajkowski, side 94; Peter Raina: Independent Social Movements in Poland (London School of Economics/Orbis Books, London 1981).
21. Se Gdynia-havnearbejderen J Gajdas bemærkelsesværdige erindringer “August 1980 As I Saw it” i Wladyslaw W. Adamski (red.), Sisyphus Sociological Studies, Volume 3: Crises and Conflicts, The Case of Poland 1980-1981 (PWN – Polish Scientific Publishers, Warsaw 1982) (uddrag i Barker, side 65-66).
22. Ludwik Hass, en gammel polsk trotskist, beskrev det som en “virkelig klassehandling”: “Die Tragödie von Solidarnosc sind der Berater!” (Interview med Ludwik Hass af Ernst Haenisch), Klassenkampf 10, marts-april 1982. Tak til Ian Birchall for oversættelsen.
23. Detaljer i Jadwiga Staniszkis to erindringer, “The evolution of forms of working-class protest in Poland: sociological reflections on the Gdansk:Szczecin-case”, Soviet Studies 33,2 april 1981 og af Tadeusz Kowalik, “Experts and the Working Group” i Kemp-Welch (red.).
24. Mange marxister mangler stadig at affinde sig med dette vigtige element i det 20. århundredes kapitalisme. Denne klasse har spillet en større rolle i “kommunistiske” lande, i de “nationale” bevægelser i de tilbagestående lande, og ikke mindst i Vestens arbejderbevægelser. Det er fint skildret i Leon Trotskijs History of the Russian Revolution (Gollancz, London 1965), side 184-85; Tony Cliffs “Deflected Permanent Revolution”, International Socialism (første serie) 12, foråret 1963 [På dansk: Den afbøjede permanente revolution; web.red.]; og Alex Callinicos’ “The ‘New Middle Class’ and Socialist Politics”, International Socialism 20, sommeren 1983. Det er vejen til tendenser til “substitutionisme”.
25. Martin Myant: Poland: A Crisis for Socialism (Lawrence and Wishan, London 1982), side 189.
26. Touraine (side 142) er helt sikkert forkert på den, når han udlægger det som en beslutning for en “centraliseret offensiv, som er i stand til at tvinge regimet til at trække sig tilbage” og imod aktion fra gulvplanet. For ledelsen forestillede sig ikke en sådan offensiv.
27. Staniszkis 1984, side 112-3.
28. Interview med Niezaleznosc, 18. september 1981, citeret i Staniszkis 1984, side 13.
29. Lawrence Weschler: Solidarity: Poland in the Season of its Passion (New York: Simon and Schuster, 1982) side 85.
30. Touraine, side 78.
31. Labour Focus on Eastern Europe 4:4-6, foråret 1981, side 26
32. Tygodnik Solidarnosc, 25. september 1981.
33. Tekst i Stan Persky og Henry Flam (red.), The Solidarity Sourcebook (New Star Books, Vancouver 1982).
34. Interview med Gdansk Polytekniske Studenter-Solidaritets avis, Servis, 24. juli 1981.
35. Citeret fra Harman, side 249-50.
36. Touraine, side 72.
37. Kowalik, side 154.
38. Deres dokument blev trykt på engelsk som Netværk til Solidaritet-organisationer på førende fabrikker: Position on Social and Economic Reform of the Country (Gdansk, 5. september 1981).
39. Især Maciej Madeyski fra Warszawa: Barker og Weber, side 66.
40. Staniszkis 1984, side 25.
41. Robotnik, august 1981.
42. Leszek Szymanskis Candle for Poland: 469 Days of Solidarity (Borgo Press, San Bernadino 1982) side 34.
43. Tygodnik Solidarnosc 21, 21. august 1981.
44. Tygodnik Solidarnosc 22, 28. august 1981.
45. Ash, side 250.
46. Labour Focus on Eastern Europe 5:1-2, foråret 1982, side 15.
47. “One Year After August – What Shall We Do Next?”, Robotnik, september 1981, oversat i Labour Focus on Eastern Europe 5:1-2, foråret 1982, side 15-19.
48. Staniszkis 1984, side 22.
49. Programmets fulde ordlyd, godkendt på kongressen, er oversat i Labour Focus on Eastern Europe 5:1-2, foråret 1982.
50. Touraine, side 142.
51. Sunday Times, 20. december 1981.
52. Information fra en polsk kontakt.
53. The Guardian, 20. oktober 1981.
54. Set i nogle af de mange opinionsundersøgelser, som florerede gennem hele denne periode. Se David S. Mason: “Solidarity, the Regime and the Public” [alternativt link], Sovjet Studies 35:4, oktober 1983.
55. Washington Post, 20. december 1981.
56. Se Zbigniew Kowalewski, “Solidarnose on the Eve”, Labour Focus on Eastern Europe 5:1-2, foråret 1982.
57. Kowalewski.
58. Kowalewski, side 28-29. Det er måske værd at bemærke, i hvor høj grad Lublin-gruppen gentog Gramscis og Torinos arbejderråds første teorier – og fejl: Se Gluckstein, især kapitel 9 og 10.
59. Szymanski, side 55-56.
60. Se for eksempel Zbigniew Bujak og Adam Michniks udtalelser, citeret i Barker, side 148-49 og 188-89.
61. Kontakt fra Warszawa.
62. Labour Focus on Eastern Europe, 5:1-2, side 15-19.
63. Se Harman, side 240-41, og Barker, side 157-58.
64. “Realister” kan være meget urealistiske i revolutionære situationer: Jacek Kuron fra KOR, som var i fængsel under Gdansk-forhandlingerne, udtalte bagefter: “Hvis jeg havde været der, ville jeg have fortalt dem, at forventninger om at få uafhængige fagforeninger ville være for meget. Jeg troede virkelig, at det var umuligt.” Denis MacShane: Solidarity: Poland’s Independent Trade Union (Spokesman Books, Nottingham 1981), side 134.
Sidst opdateret 2.4.2015