Oversat fra engelsk af Ellen Christensen fra Colin Barker: Perspectives, -i: Colin Barker (ed.): Revolutionary Rehearsals, London 1987.
Udgivet som pjece i juli 1989 af Internationale Socialisters Forlag i serien Revolutioner i vores tid.
Overført til Internet af Jørn Andersen for Marxisme Online, 31. maj 2008.
Reform eller revolution
Klassebevidsthed
Basisorganisering
Den ujævne udvikling
Årsager til nederlag
Noter
De begivenheder, som er beskrevet i pjecerne om Frankrig i 1968, Chile i 1972-73, Portugal i 1974-75, Iran i 1979 og Polen i 1980-81, viser dels, at arbejderklassens revolutionære potentiale fortsat eksisterer og er i udvikling. Dels afslører de både klassens evne til at vove store kreative spring i bevidsthed og organisation, og til at udfordre de eksisterende magtstrukturer fundamentalt. Således betragtet er opstandene et reelt svar til de der påstår, at arbejderklassen er færdig som politisk magtfaktor.
Sidst i 1980erne er verdenskapitalismens evne til at imødekomme befolkningens voksende behov og krav blevet stadig mere problemfyldt. Vækstraterne er faldende, der er ingen tegn på at massearbejdsløsheden forsvinder, gældsbjergene vokser, overalt forsøger regeringerne at få arbejderklassen til at betale krisen. Under disse omstændigheder må vi forvente flere revolutionære eksplosioner. De bevægelser, som er beskrevet i pjecerne, er forvarsler om de enorme sociale krampetrækninger, der vil komme. De er rige på materiale til at underbygge den socialistiske teori.
Store sociale kriser udruster os med afgørende viden til at kunne vurdere reelle skift i styrkeforholdene mellem klasserne. Et bemærkelsesværdigt træk ved de omtalte opstande var arbejderklassens vægt. Specielt i Frankrig og i Polen involverede massestrejkerne et større antal arbejdere end nogensinde før i historien. Kapitalismens udvikling i dette århundrede har massivt forøget dens mest afgørende produktive kraft: arbejderklassen. I mange områder af den såkaldte tredje verden er arbejderklassen allerede blevet den største klasse. [1]
Der er også sket kvalitative ændringer. Sammenlignet med arbejderbevægelsen før 2. verdenskrig, så var inddragelsen af arbejdskraftens funktionæransatte sektor et tydeligt træk, [2] ligesom kvinder i stort tal også blev inddraget. [3]
Rent talmæssigt er revolterne vidnesbyrd om en umådelig stor udvidelse af arbejderklassens styrke set på verdensplan. Men antal i sig selv er ikke tilstrækkeligt, politikken er afgørende.
Det, der gør opstandene specielt betydningsfulde er, at de alle i forskellig grad var inspireret af den revolutionære socialistiske ide. Ikke fordi deltagerne nødvendigvis var bevidste om det: I f.eks. Polen er socialismens og marxismens sprog så forvansket af borgerskabet, at arbejderbevægelsen måtte kæmpe for at finde andre ord, der kunne udtrykke deres mål. Men den centrale dynamik i hver eneste bevægelse var et krav om udbredt folkelig, demokratisk kontrol over det økonomiske og sociale liv, om kollektiv befrielse. På præcis den måde var der tale om revolutionære generalprøver.
Et spørgsmål er uafbrudt blevet debatteret gennem arbejderbevægelsens historie: med hvilken metode skal socialismen vindes – med social reform eller med revolution. Diskussionerne har ikke kun drejet sig om hvilke midler, der skulle tages i brug, men også om betydningen af det socialistiske mål.
I “Den tyske ideologi” fra 1845 opsummerede Marx og Engels årsagerne til, at den sociale revolution er nødvendig. Et kommunistisk samfund kræver udvikling af en “kommunistisk bevidsthed”, som må indeholde “ændring af mennesker på masseplan”, det kan kun opnås gennem en reel bevægelse, gennem en revolution:
“revolution er nødvendig ... ikke kun fordi den herskende klasse ikke kan væltes på nogen anden måde, men også fordi det kun gennem en revolution kan lykkes den klasse, der tager over, at slippe af med årtiers møg og blive klar til at forme samfundet påny.” [4]
Den første årsag er kendt. Herskende klasser trækker sig ikke frivilligt tilbage fra den historiske scene. For dem er forsvaret af klassesamfundet synonymt med forsvaret af selve den menneskelige civilisation i sig selv, så deres selvforsvar påtager sig et skær af en nødvendig kampagne. De vil bruge ethvert middel, der måtte være nødvendigt for at beskytte det grundlæggende i deres magt. Den voldelige vrede de herskende klasser udviser over for angreb på deres magt og privilegier overstiger som regel de undertrykte og udbyttedes vold: specielt Chiles eksempel er en frygtindgydende påmindelse. Kun hvis den herskende klasse bliver afvæbnet med magt og frataget de materielle midler til at genoprette udbyttelsesforholdene, kan udviklingen af et klasseløst samfund, baseret på udbredt folkelig selvstyre, lykkes.
Men Marx og Engels andet argument er endnu vigtigere. Den centrale ide i den revolutionære socialisme er, at “arbejderklassens frigørelse er dens eget værk”. Arbejdets frigørelse kan ikke opnås inden for de eksisterende sociale rammer. Klassesamfundet deler og indordner os, og fratager os evnen til at styre vores eget samfund. “I enhver epoke”, som Marx udtrykte det, “er den herskende ideologi den herskende klasses ideologi”. Kapitalismen reproducerer til stadighed en arbejderklasse, hvis daglige erfaring siger, at den ikke kan styre et samfund. “Årtiers møg” – den indlærte nødvendighed af at underordne sig en fremmed klasses herredømme – holder os inden for klassesamfundets grænser. Det er muligt, at “magt fordærver”, men magtesløshed fordærver endnu mere, således at socialisme synes en uigennemførlig drøm.
Det er lige præcis den sociale revolutions funktion at gøre et brud med den underkastende bevidsthed mulig i praksis. Socialistisk propaganda kan ikke i sig selv overvinde denne barriere. Kun gennem praktisk erfaring med den herskende klasses svaghed og den kollektive styrkes reelle magt, kan vejen åbnes for, at en fornemmelse af arbejderklassens magt kan udvikle sig. Den eneste måde, som arbejderne kan lære at styre på, er ved at begynde at øve sig, ved at overvinde både indre og ydre forhindringer for deres udviklende kraft. Samtidig med at de selv lægger de nødvendige grundsten til et nyt slags samfund, ændrer arbejderne deres egen bevidsthed. For den revolutionære socialisme er den mest grundliggende proces, der er involveret i en social revolution, ikke den voldelige fordrivelse af den herskende klasse, men arbejdernes selvudvikling til at blive i stand til at styre samfundet. Kun gennem en social revolution kan denne selvudvikling ske.
Det, der taler for en social revolution, er uløselig knyttet til en vision om socialismen som en ny social orden, hvor klassestyret er afskaffet, og hvor alle sociale, økonomiske og politiske processer er karakteriseret ved en udbredt folkelig og demokratisk beslutning og kontrol. Det var den centrale betydning af Marx’ “proletariatets diktatur” eller “de forenede producenters styre”. Med Hal Drapers velvalgte udtryk, er den revolutionære socialistiske vision en vision om “socialisme fra neden”, [5] Den kan ikke realiseres, med mindre de centrale forudsætninger for det kapitalistiske samfund bliver fejet af bordet af folkemasserne selv. Det skal ske i en velovervejet og bevidst kollektiv omdannelse af både samfundet og dem selv.
Imod “socialisme fra neden” er opstillet, ikke kun verdens herskende klassers magt og ideologier, men også forskellige teorier og praksis, som allerede er fastsat omkring “socialisme fra oven”. Al reformistisk og stalinistisk politik og guerillabevægelsernes fundamentale politik er dybt inficeret af denne gift.
Centralt i den anden tradition, hvis rødder ligger mindst lige så langt tilbage som borgerskabets oplysningstid, står en gennemgående ide: at de få kloge, de trænede, de uddannede, det heltemodige mindretal vil løse samfundets problemer på vegne af menneskeheden. Kapitalismens uorden og anarki vil blive erstattet af et velregeret, planlagt samfund administreret af den socialistiske elite, af dem, der ved bedst. Den grundlæggende forudsætning for klassesamfundet – opdelingen i de styrende og de styrede – er en del af “socialisme fra oven”. Reformismen i alle dens 57 varianter har et afgørende slægtskab med den slags visioner. Den er i realiteten udmærket forenelig med klassesamfundets grundlag. Dens “socialismeprojekt” viser sig altid mest af alt at være forslag til nye former for kapitalisme.
I hver eneste af de bevægelser, vi her har under lup, var det den type politik, der viste sig at være katastrofal. Reformistiske ideer og praksis viste sig inden for bevægelserne og førte hver gang til deres nederlag. Dette stridsspørgsmål konfronterer den revolutionære socialisme med dens vigtigste strategiske og taktiske problemer.
Alle sociale revolutioner i historien er begyndt med en “revolutionær situation”, en speciel samfundstilstand. Langt fra alle revolutionære situationer ender i en vellykket revolution, men en sådan situation er en uundværlig begyndelse.
Lenins definition er fortræffelig: “en revolutionær situation er en situation, hvor den herskende klasse ikke længere er i stand til at styre på den gamle måde, og hvor de udbyttede ikke længere er villige til at blive styret på den gamle måde.” [6] Alle fem debatterede begivenheder havde elementer af en revolutionær situation i sig, mere udviklet i nogle tilfælde end i andre. En revolutionær situation er et øjebliks social krise, et historisk vendepunkt hvor samfundet står over for en reel skillevej på udviklingens sti: enten påtvinger befolkningsmasserne samfundet en ny form, eller også genetablerer den herskende klasse sin magt i en eller anden form. Det er altid en ustabil periode af relativ kort varighed.
Hvordan opstår den slags situationer? Langt hen af vejen fremstår den sociale revolution, når alt kommer til alt, som et fortvivlet, usandsynligt og utopisk håb. De dominerende forestillinger om samfundet lægger vægt på orden og kontinuitet, slet og ret på reproduktion. Socialister – og specielt revolutionære – er en lille minoritet, hvis holdninger mest af alt virker besynderlige.
Vi siger ofte, at det, der mangler i sådanne normale udviklingsperioder i klassesamfundet, er klassebevidsthed. Udtrykket bliver almindeligvis misforstået. Klassebevidsthed er mere end en passiv, intellektuel erkendelse af klasseskel og -dominans. Den kan, når alt kommer til alt, let falde sammen med en høj grad af konservatisme i praksis og en kynisk mistro til muligheden for forandringer. I normale tilstande mangler mest af alt den aktive side af klassebevidstheden, følelsen af reel tiltro til arbejderklassens kollektive styrke og mulighed for at ændre strukturerne i den sociale virkelighed.
Men vi kan også misforstå normalitet på en anden og ensidig måde. Marx’ strøtanke, at “den herskende ideologi i enhver epoke er den herskende klasses ideologi”, bliver ofte forstået sådan, at den herskende klasse dominerer fuldstændigt over den undertrykte klasses tankegang, at der ikke flyder nogen underjordiske strømme med kritiske holdninger, at arbejderklassen er som i George Orwells science fiktion roman “1984”. Den slags forestillinger er aldeles overdrevne og elitære.
I realiteten, hvis der findes sådan noget som et “typisk” mønster for arbejderklassens bevidsthed under kapitalistiske normale tilstande, så er det mønster meget ujævnt og modsætningsfyldt. Det kapitalistiske samfunds daglige mekanismer påtvinger arbejderklassen konflikter, tvinger den til at kæmpe imod og dermed til at organisere sig. Klassekampen er selve rygraden i kapitalismen.
At klassekonflikter opleves som uensartede, usammenhængende og splittede, afspejler sig ofte i organisationerne. Arbejderklassen er opdelt og splittet. En del kæmper, mens andre ikke gør det. Arbejdere bekæmper symptomer frem for de grundlæggende årsager til udnyttelse og undertrykkelse. Det samlede konfliktniveau – målt f.eks. i strejkemønstre – stiger og falder i intensitet og omfang. Bestemte former for organisering, med bestemte former for politik, opstår som udtryksmiddel for det modsætningsfyldte bevidstheds- og konfliktmønster. Det, der karakteriserer dem, er reformisme.
Fænomenet reformisme er svær at præcisere, idet den er defineret udfra dens interne modsætninger. Det udtrykker en sammensat blanding af modsætninger: den opstår p.g.a. de strukturelle modsætninger og konflikter i klassesamfundet, men indeholder alligevel også protest og modstand inden for dette samfunds rammer. I en af dens former, som fagforeninger, giver den et organisatorisk udtryk for arbejdernes daglige erfaringer med kapitalisme, i krav til og konflikter over løn, forbedrede arbejdsforhold og jobsikkerhed, den kræver en meget usammenhængende tilslutning fra flertallet af sine medlemmer, den bekæmper nogle af kapitalismens bivirkninger gennem kollektiv købslåen, mens den samtidig generelt anerkender og tilpasser sig den kapitalistiske magt. I en anden form, som parlamentarisk politik, giver reformismen løfte om at reformere lovgivningen for at forbedre arbejdernes forhold, mens den accepterer de gennemgående strukturer i statsmagten. Den arbejder på en gang indenfor og imod det eksisterende system. Den overtager fra den verden, den kun delvist bekæmper, alle slags organisatoriske former og holdninger. Da den efteraber sin modstander, afspejler den kapitalismens egne afgrænsninger mellem politiske og økonomiske spørgsmål.
Da de reformistiske fagforeninger og partier under normale omstændigheder er udstyrede med en vis evne til at modvirke den kapitalistiske magt, tiltrækker de arbejdernes loyalitet. På samme tid arbejder disse organisationer også på at demobilisere deres egne medlemmer for at holde dem inden for sikre grænser. De udvikler naturligvis p.g.a. deres indre modsætninger en bureaukratisk intern organisation, et skel mellem funktionærer og basis, mellem ledere og medlemmer, mellem parlamentsmedlemmer og vælgere. Reformismen giver på en gang udtryk for ønsket om forandringer og rejser bevidste forhindringer for gennemførelsen af dem.
Jo mere udviklet den kapitalistiske akkumulationsproces er, jo mere udviklet bliver de reformistiske institutioner, fordi den moderne arbejderklasses potentielle evne til at skade den kapitalistiske produktion vokser. Fagforeningsbureaukratier og moderate socialistiske partier er uundværlige støddæmpere for den moderne kapitalisme og dens stater, de er effektive lige præcis p.g.a. deres evne til at opsamle og udglatte oppositionen.
Ikke desto mindre opstår de reformistiske organisationer, fordi modstanden konstant rejser sig igen. Fra tid til anden støder forskellige balancer mellem militans og konservatisme i arbejdernes handlinger og bevidsthed under kapitalismen sammen. En lang række forskellige forhold fremmer eller begrænser klassebevidstheden, men klassekonfliktens arnested får konstant ny næring af den daglige udbytning. At holde arbejdskraften i snor er en alt anden end simpel proces selv i rolige tider. Det er altid risikabelt og kræver en indsats for at blive opnået. Muligheden for eksplosion fornys uendeligt.
Alle de her diskuterede opsving startede med en stigning i den daglige kamp. Et fælles træk var et voksende antal strejker. Kravene i disse konflikter var almindeligvis snævre lokale økonomiske krav. Men de var vidnesbyrd om to væsentlige udviklingstræk. For det første udvidede kløften mellem arbejdernes behov og systemets reelle evne til at tilfredsstille kravene sig tydeligt. For det andet voksede folks selvtillid bid for bid. Ikke sjældent fremkom denne kombination ved, at den herskende klasses forsøg på at få arbejderne til at betale regningen for de økonomiske problemer ikke just lykkedes. Disse fejlslag styrkede arbejdernes selvsikkerhed og nedbrød samtidig deres respekt for herskernes magt.
Andre faktorer end et stigende antal strejker kan frembringe de samme resultater. I 1934, for eksempel, var de storstilede demonstrationer, som drev de franske fascister tilbage, et vigtigt forspil til generalstrejken i 1936. [7] I Iran i 1978 bragte den voksende folkelige offensiv mod Shahen, oplæsning af digte og gadedemonstrationer ført an af kræfter uden for arbejderklassen, i sig selv håb og mod til fabrikkerne. I Polen mellem 1976 og 1980 styrkede regimets ubeslutsomhed i deres chikane mod systemkritikere folks selvtillid og hjalp med til at give dem større opbakning.
Alle mulige omstændigheder kan selvfølgelig frembringe det nødvendige forhold: et lille, men reelt skift i forholdet mellem folkets og den herskende klasses selvtillid og i forlængelse heraf i magtforholdet mellem klasserne. Statens kontrol mister bare skyggen af sammenhæng og drivkraft, og en slags folkelig magt vinder en smule.
Alt dette kan indtræffe spontant, i den betydning at skiftet ikke direkte kan henføres til en bestemt gruppe eller et partis aktivitet. Der er ikke nødvendigvis involveret nogen politisk generalisering, for massernes løftede stemning er delvis, opsplittet, lokal. Hele samfundet er på ingen måde nødvendigvis påvirket af skiftet. En gruppe arbejdere er optaget af en lille styrkeprøve med deres arbejdsgivere og får en lille sejr, det opmuntrer andre til at arbejde på deres egne små fremskridt. De ser arbejdsgiverne give en lille indrømmelse, trække sig et eller to skridt tilbage. Den udbredte reaktion er ikke taknemmelighed, men en undersøgende bemærkning; “de er forsigtige med, hvordan de behandler os, de er begyndt at blive nervøse.”
Det er unødvendigt at sige, at intet i den udvikling betyder, at den nødvendigvis er et forspil til en radikal social eksplosion. Med mindre der på et tidspunkt dukker et samlingspunkt for generalisering op, kan selvtilliden og militansen rejse sig i en opsplittet form og spredes igen uden nogensinde at fremkalde en afgørende krise. Eller der kan ske generaliseringer, men i en form, der forbliver fanget inden for rent parlamentariske rammer – som det skete for de uofficielle strejker og tillidsmandsbevægelsen i 1960'erne og de tidlige 70'ere i Storbritannien.
For at frembringe en revolutionær situation kræves noget mere. Ikke desto mindre er det ikke sandsynligt, at nogen større social bevægelse vil vokse frem uden den næsten mikroskopiske vækst i den udbredte selvtillid og bevidsthed, der i sig selv springer ud af hverdagens klassekamp under kapitalismen.
Deraf følger vigtigheden af i normale perioder at være opmærksom på den guerillakrig der i mindre målestok hele tiden føres mellem klasserne. I de lokale og snævre kampe bliver klassernes militans formet og trænet, styrkerne bliver vurderet, læren af sejr og nederlag bliver opsuget, de store ideers små frø bliver sået. Socialister, der ikke er opmærksomme på disse småkampe, dømmer sig selv til ufrugtbarhed.
Der synes altid at være et element af noget uventet omkring den faktiske igangsættelse af en større social krise. Ligesom det enlige råb, der starter en lavine, således kan en lille hændelse være i stand til at sætte en bevægelse af historisk betydning i gang. Det, der startede Pariserkommunen i 1871, var den franske regerings forsøg på, efter den fransk-preussiske krigs uro og afsavn, at tage det skyts tilbage, der var købt for arbejdernes indsamlinger. 1905-revolutionen i Rusland startede, da zarens tropper skød på en fredelig og pro-nationalistisk demonstration anført af Fader Gapon, en politiagent. Februarrevolutionen i 1917 startede med tekstilarbejderkvindernes demonstration. Den revolution, der smadrede det tyske imperium i 1918, begyndte med, at matroserne nægtede at følge en selvmordsordre til at sejle krigsflåden mod en tydeligt overlegen britisk flåde.
Bagefter vil historikere afdække, hvorfor den begivenhed, på det sted og under disse omstændigheder viste sig at blive den gnist, der satte ild i samfundet. Men i den aktuelle situation er der altid et element af overraskelse.
Det er det samme med de diskuterede opstande. Hvem forventede i 1968, at studenterne i Paris skulle få den største generalstrejke i verdenshistorien til at eksplodere? Helt sikkert hverken studenterne, arbejderne eller staten. De portugisiske kaptajner, der planlagde at styrte det gamle regime, drømte aldrig om de brede sociale kræfter, som deres kup ville skubbe ud i uafhængige aktioner. Den lille gruppe arbejdere, der mødtes i en lejlighed i Gdansk og besluttede at organisere en protest mod fyringen af en kvindelig kranfører, kunne ikke drømme om, mens de skrev en håndfuld plakater, at de derved startede Solidarnosc. I Chile blev det, der begyndte som en forsvarskamp mod vognmændenes boykot, hurtigt omdannet til en offensiv p.g.a. den bredde, den fik.
Uanset den præcise situation, så sker der noget. Den lille hændelse bliver en katalysator, som gennem en social mekanisme, der aldrig er helt tydelig, skaber en voldsom social reaktion. En enorm mængde mennesker vælter ind i det aktive politiske liv på måder, som bare dage eller endog timer før syntes umulige. Virkningen mærkes hurtigt. Normale livsmønstre bliver brudt op. Der er en pludselig vækst i selvorganiseringen blandt det store antal, der før var uorganiserede og passive. Og samtidig er den herskende orden bragt i uorden.
Den indledende fase af enhver større social bevægelse sprænger samfundets rammer og frigør enorme udbredte, demokratiske impulser. Dog er de begivenheder, der startede processen, almindeligvis ikke selv demokratiske. En gruppe handler uafhængigt, men bliver mødt med et kor af bred tilslutning, som giver genlyd, nogle gange uger senere, efterhånden som den impuls, de sendte ud, arbejder sig igennem samfundet. Et beslutsomt mindretals aktioner og krav trækker ikke kun folk som dem selv (studenter i andre byer, arbejdere på andre fabrikker), men også andre klasser, andre udbyttede og undertrykte grupper ud i kollektive aktioner. En godt placeret gruppes effektive aktion er signal til andre bevægelser om at svømme med i den pludselig voksende strøm af udbredt oprør.
I sådan en situation sker der et udslip af det Lenin, da han skrev om 1905 revolutionen, kaldte “højtidelig energi”. [8] Udtrykket er rammende. Udviklingen af en revolutionær situation indbefatter et stort skift i millioner af menneskers psykologi. Nye håb opstår. Gamle vaner med underkastelse og forsvar bryder sammen. En ny følelse af personlig og kollektiv styrke udvikles. Klassesamfundets sunde fornuft vakler pludselig. Normale dagligdags sociale relationer bliver omdannet. Historiske hierarkier, på arbejdspladser, i staten, i skoler, på universiteter og i familien bliver truet eller faktisk væltet rundt. Gamle inddelinger mellem forskellige grupper arbejdere, nationale og etniske grupper, blandt bønder, mellem mænd og kvinder bliver nedbrudt og gendannet af udviklingen af en ny solidaritet. Almindelige mennesker opdager, at de selv er igang med at udføre opgaver og påtage sig ansvarsområder, som det tidligere samfund holdt dem ude fra. Nye slags kvalifikationer dukker frem, nye delinger af arbejdet, nye kræfter.
Den brede selvtillid og fantasi udvikler sig med stormskridt. Samtidig vokser den praktiske intelligens også, for intet er så mentalt forkrøblende som underkastelse. Enhver “festival for de undertrykte” omfatter en pludselig frigivelse af kollektiv tilfredshed. Perspektiverne skifter, det muliges horisont udvider sig.
Denne form for masseopstand, den grundliggende proces i enhver revolution, er en ufravigelig betingelse for større sociale fremskridt. Dens omdannelse af bevidsthed, styrke, sociale relationer og fantasi er umulig undtagen gennem den slags udviklinger. For bevidstheden er uadskillelig fra hverdagens sociale praksis. Nye sprog, symboler og udtryksformer bliver lært for at give de nye betingelser udtryk. Strømmen af plakater, symboler, aviser, pjecer, klistermærker og vittigheder vidner om det dybe skift, der sker i millioner af menneskers bevidsthed. Nye moralske principper bliver udformet, gamle regler bliver udfordret.
Under de omstændigheder er det ikke underligt, at de eksisterende myndigheder bliver bragt i uorden, undermineret og forstyrret. Den voksende brede selvtillid har sit modstykke i sammenbrud og indre splittelse inden for den herskende klasse. Tillid er en nødvendig forudsætning for effektiv ledelse. Nu bliver det, der før var helligt og uimodsagt, i løbet af kort tid åbent for debat, endda latterliggjort. De, der var selvsikre, stammer nu, når de, der før bøjede hovedet, åbent stirrer dem ind i ansigtet.
Alle revolutionære situationer udvikler sig gennem en hel serie af lokale og opsplittede handlinger. Tit kommer det, som de portugisiske arbejdere betegnede som Saneamento (oprydning) på et tidligt tidspunkt. Forhadte symboler på den tidligere undertrykkelse bliver væltet omkuld, politiet bliver afvæbnet, formænd og ledelser bliver holdt ude fra arbejdspladserne, embedsmænd bliver sparket ud af kontorerne, autoritære lærere bliver udfordret af elever og studenter, statuer og sejrsmonumenter bliver revet ned. (I Polen blev magthaverne endda tvunget til at acceptere nye offentlige monumenter over deres egne tidligere forbrydelser). De, der overlever udrensningen, opdager et pludseligt behov for forsoning, ofte gennem indrømmelser til omfattende reformer, i det (hemmelige) håb, at bevægelsernes tid vil gå over og deres fulde myndighed blive genoprettet.
Den tidligere ejendomsret bliver udfordret. Huse bliver besat. Den eksisterende brug af steder og ting bliver ændret, jord bliver overtaget og arbejdspladser beslaglagt. I processen gør dele af befolkningen nye sociale erfaringer, når de går ind i og tager kontrol med områder i det samfundsmæssige liv, der tidligere var lukket for dem. Arbejderne er i direktionslokalerne, masserne er i paladset, de hemmelige arkiver bliver åbnet, arbejderkommissionen inspicerer lagrene. Det, der var lukket, bliver åbnet, og der bliver taget ved lære.
Nye organer tager stilling til spørgsmål, der før var uden for folkelig kontrol. Transport og forsyninger foretages nu under opsyn fra en folkelig komite. Der bliver sat spørgsmålstegn ved de akademiske eksamenskrav. Priser og udbud bliver nu bestemt af de folkelige organer, snarere end af en eller anden uangribelig naturlov..
De splittede og lokale fremskridt bidrager også til forandring af bevidstheden. Kravene udvikler sig yderligere. Det, der kort forinden ville være blevet hyldet som en stor sejr, virker nu utilstrækkeligt. En stor lønstigning, der før ville være årsag til at arbejdet blev genoptaget, bliver nu årsag til flere strejker. Ordninger bryder sammen efterhånden, som den folkelige horisont udvider sig og det muliges grænser bliver omdannet af den nye magtbalance. Gamle og nye krav dukker op sammen, i en tilsyneladende modstridende forening.
Læreprocesser tager fart. Gamle etablerede loyalitetsmønstre bryder sammen, og nye loyaliteter udvikles. Politiske bindinger skifter. I løbet af dage og uger gør store dele af befolkningen flere fremskridt, end de har opnået i årevis.
I det miljø kan revolutionære socialistiske ideer gøre enorme fremskridt, for pludselig passer de til et stort antal menneskers faktiske erfaringer. Men den grad, som de gør det i, er en følge ikke kun af massebevægelsens fremvoksende fantasirige og skabende styrke, men også af de organiserede revolutionære socialisters evne til at fremlægge deres ideer og vise, hvordan de kan realiseres i praksis.
Samfundsstrukturenes pludseligt opståede flydende tilstand og den følelse af glæde og magt, som det indbefatter, er i sig selv utilstrækkelig til at gøre andet end at få fundamentet for klasseherredømmet til at ryste. Et udbredt krav om forandringer i samfundets institutioner kan, underforstået, være til stede i et sådant opsving i den folkelige aktivitet, men medmindre det udkrystalliseres i nye organiseringsformer, kan det hurtigt falde fra hinanden af mangel på samlingspunkt.
På mange måder var det skæbnen for den franske bevægelse i 1968, som rejste sig som en lysende brand, der i sine eksploderende bål kastede lys over meget af det, der førhen var skjult, men som brugte al sin energi næsten lige så hurtigt. Maj og juni 1968 fremviste et storslået opsving i arbejderklassens militans og revolutionær retorik, men arbejderbevægelsens evne til at skabe uafhængige organiseringer var begrænset.
Den fundamentale svaghed var en følge af den relative styrke i de forskellige politiske tendenser inden for arbejderbevægelsen. Fagbureaukraterne i den kommunistisk kontrollerede fagbevægelse CGT og i det franske kommunistparti PCF arbejdede hårdt på at hindre en udvikling mod uafhængige arbejdspladsorganisationer og på at forhindre selvstændige forbindelser mellem besatte fabrikker og mellem arbejdere og studenter. De havde held til det, i høj grad fordi det revolutionære venstres indflydelse på arbejdspladserne simpelthen var for ringe. Som forløber for en fremtidig socialistisk revolution viste maj-begivenhederne i Frankrig både dramatik og poesi, en massefølelse af opstemthed og fundamentale ændringer, men ikke megen reel organisatorisk udvikling. For en tid blev den franske stat alvorligt rystet, men den blev ikke konfronteret af bare omridset af et alternativt politisk system.
Maj-begivenhederne afslørede på den ene side en villig og endda ivrig accept af fundamentalt oprørske ideer om de nuværende sociale organisationer blandt brede lag i samfundet og således den permanente mulighed for ustabilitet for borgerskabets herredømme. Den brede kritik og fantasis undergrundsverden er et træk ved den moderne kapitalisme, som borgerlig journalistik og samfundsvidenskab metodisk overser og benægter. På den anden side bestemmes det, i hvor høj grad disse underjordiske styrker rent faktisk gør frem- eller tilbageskridt, stort set af klasseorganiseringens praktiske udfald. Der, hvor det ikke lykkes arbejderne at skabe deres egne ægte gulvplanskomiteer på det mest elementære niveau, for ikke at tale om at samle dem i lokale, regionale og nationale arbejderråd, der kan selv en enorm opblomstring af ideer og udbredt begejstring for social omformning ikke opnå nogen varighed.
I hvor høj grad den eksisterende magtstruktur trues, afhænger af, hvor langt oprørsbevægelsen udvikler og styrker nye former for folkelige organer. Bevægelsen, som bliver fastholdt inden for de bureaukratiske fagforeninger og den parlamentariske poli-tiks gamle organisatoriske rammer, kan ikke komme langt.
I alle vores andre eksempler blev arbejdspladsorganiseringer hurtigt etableret i de tidligste trin i den revolutionære udvikling. Men i hvert enkelt tilfælde havde fagforeningsbureaukraterne mindre indflydelse end i Frankrig. I Chile var det bemærkelsesværdigt, at de bedst organiserede sektorer var blandt de mest tilbagestående i den massive bevægelse, der gik imod truslerne fra højre, og der var “cordones” (arbejderrådene) mindst udviklet. I Portugal skabte fagforeningsstrukturens oprindelige svaghed plads til, at arbejdspladsorganisationerne kunne vokse – ofte på trods af direkte opposition fra det spirende fagbureaukrati. I Iran var det fagforeningernes egen svaghed, der skabte det tomrum, som “Shoras” (arbejderkomiteerne) kunne udvikle sig i. Og i Polen, hvor de gamle officielle fagforeninger var yderst bureaukratiske og statsafhængige, dannede arbejderbevægelsen sig præcist omkring kravet om fjernelse af disse fallerede og korrupte organer.
Men denne iagttagelse rejser et problem: hvordan kan et resultat som i Frankrig nås, under den vestlige kapitalismes betingelser, hvor den centrale del af arbejderklassen er organiseret i fagforeninger, organer der kendetegnes ved en høj grad af bureaukratisering. Fagbureaukraternes evne til at sabotere arbejdernes bevægelse har længe været åbenlys. Det, der betyder noget under disse betingelser, er om der – før et større oprør – allerede har været en bevidst opbygning af et netværk af gulvplansoppositioner og arbejdspladsbaserede fagforeninger, påvirket og ledet af revolutionære socialister. [9] Det var svagheden ved et sådant netværk, der blev afgørende i Frankrig. Der var utilstrækkelig styrke til at kæmpe for lederskabet i strejken, til at argumentere for at demokratisere og sætte skub i besættelserne, for etablering af forbindelser mellem arbejdspladserne og mod den tilbagevenden til arbejdet som CGT-lederne pressede igennem.
Lige fra begyndelsen danner den revolutionære socialismes reelle styrke mønster og muligheder for en massebevægelse.
Den demokratiske strejkekomite på arbejdspladserne har vist sig at være grundenheden i alle betydningsfulde revolutionære arbejderbevægelser i det 20. århundrede. Det er her, at arbejderne først er i stand til at måle deres voksende magt i direkte konfrontation med kapitalistklassen, og her at de først er i stand til at vurdere deres egne evner til selvorganisering. Her i klassekampens naturlige centrum afgør en bevægelse, om den skal udfordre kapitalmagten, ikke kun om løn og arbejdsforhold, men også om kontrol over organisering, fordeling og produktion. På det mest elementære niveau bliver det revolutionære partis reelle evne til at lede arbejderklassen afprøvet i praksis.
Arbejdernes praktiske tillid til deres egne evner til at styre samfundet udvikles ikke kun på den store politiske scene for kampen om statsmagten, men konkret og umiddelbart gennem en mængde lokale spørgsmål i det område, de kender bedst, på stedet for udbytning og produktion. Et venstre, som ikke kan forbinde sig med og tilbyde reelt lederskab i kampe på dette niveau, dømmer i virkeligheden sig selv til den yderste afmagt, som eksemplet med Fedayeen og Mojahedin i Iran klart afslører. Når en arbejderbevægelse møder en hindring for dens fremskridt og bliver kastet tilbage, som Solidarnosc blev det i marts 1981, så er det ofte fra arbejdspladserne, at den kan genopbygge og organisere sin styrke, specielt hvis der er socialistiske tendenser, der forstår muligheden, og som griber chancen. Det lykkedes det hverken det chilenske venstre eller de polske radikale at gøre.
Arbejderklassens selvbefrielse forbliver en drøm, hvis almindelige arbejdere ikke fatter det gennem deres egne erfaringer. De mangfoldige kampe i bunden af samfundet, der ofte synes begrænsede og splittede i deres mål, er revolutionens sande rødder. De dele af venstrefløjen, der falder i ultravenstrelinjens fælde, glemmer det altid, når de sætter deres egne ønsker og bevidsthed i stedet for massernes. Selvom alle revolutionære situationer indebærer nogle enorme spring fremad i arbejderklassens bevidsthed, så er det ikke desto mindre tilfældet, at hvert eneste spring betinges af udgangspunktet.
For mange arbejdere bliver tegnet på, at nye muligheder åbner sig, ikke udtrykt i store revolutionære generaliseringer, men i følelsen af at de for første gang kan organisere sig, at en brutal overordnet kan styres eller endnu bedre flyttes, at en lønforhøjelse eller en arbejdstidsforkortelse kan vindes. Deres opsving består i første omgang i at nå et punkt, som mere fremskredne og organiserede arbejdere allerede har bevæget sig forbi. Hvordan skal de, uden den grundliggende udvikling i deres selvtillid, organisation og magt, kunne håbe, at de kan reorganisere hele samfundet? På bredden i de indledende arbejdskampe bliver mange af en kommende revolutionær bevægelses sejre og nederlag målt.
Ethvert effektivt revolutionært parti er nødt til at reagere på ulighederne, ved at opmuntre ikke kun de mest fremskredne dele af bevægelsen men også de mere tøvende. Det er faktisk sådan, at intet på forhånd afgør, hvilken del af arbejderklassen der kommer til at spille avantgarde på et bestemt tidspunkt af kampen. Store bataljoner på de store arbejdspladser besidder en strategisk magt, som kan sætte dem i spidsen for bevægelsen – som i Polen. Dog er arbejdere på mindre arbejdspladser, der måske er mere tilbagestående hvad angår faglig organisering, sommetider mindre indsyltet af fagbureaukratiet og derfor mere åbne over for radikale nye initiativer. Sådan var det i Chile. De, der be-gynder længere tilbage, kan ofte give hele bevægelsen livsvigtige impulser. En massebevægelse vokser via samspillet mellem dens dele: stridspunkter og forskelle, der i normale tider bliver betragtet som en svaghed, kan blive kilde til styrke, når hele klassen er på march.
Forskelle i tempo og krav stiller de revolutionære organisationer over for vigtige taktiske problemer. Succes for arbejderbevægelsen er et spørgsmål om udvikling – ujævn, modsætningsfyldt, dog gensidig selvforstærkende – af det store flertal hen mod en bevidsthed om dens magt til at ændre samfundet. Set i det lys er bagtroppens fremskridt lige så vigtige som fortroppens og ligeså nødvendig for at kunne bestemme det overordnede mønster i massernes protest mod det eksisterende system. Derfor er det vigtigt for en bevægelse, der sigter mod at sprænge fagforeningernes grænser, at fortsætte kampen inden for fagforeningerne for at overbevise det store flertal.
Centralt i socialismen står kravet om arbejdernes kontrol over produktionen. Det karakteristiske ved de omtalte begivenheder er, hvor let strejkekomiteerne, der stod over for specielle problemer, som krævede praktiske løsninger, kunne begynde at omdanne sig til redskaber for arbejderkontrol. I Frankrig gik den udvikling ikke særligt langt bortset fra et mindre antal specielle arbejdspladser. Men det var en vigtig udvikling ved alle de andre begivenheder.
Selvfølgelig er arbejdspladskomiteer i sig selv, som den iranske erfaring tydeligt viser, ikke tilstrækkelig til at sikre succesen, selv når de har udviklet sig til fabriksråd, der presser på for demokratisk kontrol over arbejdspladsen. En bevægelse for arbejderkontrol kan vokse frem på to sammenhængende betingelser. For det første, at arbejdspladskomiteerne koordinerer deres kampe gennem dannelse af organer på et højere niveau på basis af valgte delegerede. Det fandtes på et noget underudviklet niveau, i form af Inter-Impresas og Setubal-kampkomite i Portugal, på et noget højere niveau i form af de chilenske cordones, de polske fælles fabrikskomiteer og i NSZZ Solidarnosc’s strukturer. For det andet, at bevægelsen direkte kæmper for den politiske magt, arbejderråd, der ikke bliver sovjetter i ordets fulde betydning vil kæntre på statens rev.
Organisatorisk kreativitet er et af de mest afgørende træk ved en fremvoksende revolutionær bølge. Udviklingen af fabrikskomiteer og råd på tværs af virksomhederne skaber betingelse for en parallel udvikling af alle slags folkelige organer: lejer- komiteer, gadekomiteer, studenterorganisationer, landarbejderfagforeninger, soldaterråd og så videre. De vokser frem for at udfordre de gamle autoriteter og begynde at omorganisere hverdagslivet. Som følge af livsvigtige demokratiske påvirkninger fra en ægte revolutionær bevægelse bliver de gamle organisationer også ændret indadtil, deres ledere bliver skifter ud, deres formål og arbejdsform vendt. Nye politiske og organisatoriske centre for massernes loyalitet bliver dannet. Med de nye strukturer dukker nye ledere op, ofte fra det yderste mørke, og formulerer nye håb og muligheder. De nye organer bliver afgørende elementer i den nye fremvoksende sociale orden. Forsvar for og udvidelse af den bliver synonymt med hele processen i de folkelige fremskridt.
Konsolideringen af den revolutionære situation kan i dens første fase måles ud fra den grad, de udbyttede og undertrykte lag i det gamle samfund begynder at udvikle en bred vifte af egne direkte demokratiske institutioner på alle områder i det sociale liv og at koordinere disse institutioner under deres egen ledelse.
Nye folkelige institutioner og de demokratiske sociale forhold, de indeholder, leverer den centrale bro mellem det gamle samfund og en mulig ny social verden. Enorm loyalitet og håb tilfalder disse nye institutioner, for selvom de er splittede, så repræsenterer de en radikalt demokratisk og social orden. Det er det praktiske demokrati, der karakteriserer sådanne nye institutioner, som selv er udviklet i kamp, og som repræsenterer en ny form for en social organisations opståen. Og på det grundlag udgør de en fundamental trussel mod klassesamfundets hierarkiske og autoritære magt.
En revolutionær situation bringer, forsåvidt som den udvikler sig til dette punkt, en konflikt i forgrunden mellem yderst modsatrettede principper. Samfundet bliver nu defineret af modsætningernes konfrontation, en magtkamp med indbygget ustabilitet. På den ene side er klassesamfundets institutioner, forslået og svækket men på ingen måde ødelagt endnu, i hænderne på den herskende klasse. På den anden side står de nys rejste folkelige demokratiske institutioner, stadig under dannelse og usikre på vejen fremad. Hver side finder den anden utålelig. Hver side må, for at dens egne principper skal vinde, med det ene eller andet middel svække og ødelægge den anden.
Det er, hvad en situation med dobbeltmagt betyder. For en periode bliver der opretholdt en skrøbelig balance mellem to rivaliserende og uforenelige magter, to sæt af organisationer, der hver især kæmper for at hævde dens forskellige principper, hver især imødegået af den anden. En sådan politisk krisesituation kan ikke vare evigt. Normale tilstande – hverdagens produktion og fordeling af nødvendigheder, det sociale livs almindelige rutiner – må på den ene eller anden måde genetableres. Men det kan ikke ske, før en af de stridende parter har sejret. Spørgsmålet er, hvem vil knuse hvem?
Under de omstændigheder er der intet, der er farligere for den folkelige bevægelse end de reformistiske tendenser, der benægter situationens virkelige karakter og forsøger – i mæglingens, kompromisets og balancens interesse – at glatte de uforenelige modsætninger, der nu bestemmer alle sociale relationer, ud. Hvis ikke en sammenhængende revolutionær organisation, i den kritiske situation, insisterer på både at kalde tingene ved deres rette navn og på nødvendigheden for de folkelige organisationer af at fortsætte marchen fremad mod den fulde sejr, så forbereder hele bevægelsen sit eget nederlag.
I sin glimrende pjece om læren af 1905 revolutionen påpeger Rosa Luxemburg, at i perioder med revolutionær bevægelse bliver skellet mellem økonomiske og politiske spørgsmål brudt ned. Mens reformismen, under normale omstændigheder, fremtvinger et skarpt skel mellem fagforeningsarbejde, der beskæftiger sig med økonomiske spørgsmål, og generelle politiske spørgsmål, så smelter en revolutionær arbejderbevægelse de to spørgsmål sammen i en helt ny og dynamisk form.
“... bevægelsen... udvikler sig ikke bare fra den økonomiske til den politiske kamp, men også omvendt. Hver enkelt af de store politiske masseaktioner slår også, efter at de har nået deres politiske højdepunkt, om i et helt virvar af økonomiske strejker. Og det gælder igen ikke kun for hver enkelt af de store massestrejker, men også for revolutionen som sådan. Under den politiske kamps udbredelse, dens afklaring og intensivering, sker der ikke blot det, at den økonomiske kamp ikke forsvinder, den breder sig tværtimod i takt med den politiske, organiserer sig og forstærkes. Der er en komplet vekselvirkning mellem disse to....Med andre ord: den økonomiske kamp er det, der fører fra det ene politiske knudepunkt til det andet, den politiske kamp udgør den periodiske befrugtning af jorden for den økonomiske kamp. Årsag og virkning bytter her plads hvert eneste øjeblik, og udgør således det økonomiske og politiske moment i en periode med massestrejke.... i højere grad to sammenvævede sider af den proletariske klassekamp.... Og enheden mellem dem udgør netop massestrejken.” [10]
Disse observationer passer meget præcis på de senere års store arbejderbevægelser. Det er virkelig bemærkelsesværdigt, hvordan økonomiske og politiske krav ofte smelter sammen. Arbejdernes politiske kamperfaringer behøver ikke at anerkende nogen skarp opdeling mellem de to sfærer – som de så sandelig heller ikke skal – for opsplitningen i sig selv er et produkt af kapitalismen, ikke en universel og historisk nødvendighed. [11] Så snart kampen om leve- og arbejdsvilkår rammer ind i spørgsmål om kontrol, bliver hele politik- og magtsfæren straks konfronteret.
Samspillet mellem politik og økonomi er også, som Luxemburg antyder, nøglen til samspillet mellem de forskellige lag i arbejderklassen. En arbejderbevægelse er aldrig fuldstændig homogen. I det øjeblik hvor bevægelsens fortrop, i virkeligheden eller i sin egen fantasi, stræber efter den politiske magt, bliver nye dele af arbejderklassen trukket ud i aktion for første gang. De spørgsmål, som de organiserer sig udfra og tager kollektive kampskridt for, kan godt være snævert økonomiske. I forhold til deres tidligere erfaringer kan deres kampe ikke desto mindre have en lige så udviklende effekt på bevidstheden som de mere avancerede spørgsmål, der bliver taget op af de ledende militante grupper. Succes i økonomiske kampe giver et skub fremad til politiske – og omvendt.
Der er en organisatorisk betingelse for at kunne nedbryde barriererne mellem politik og økonomi. For så længe arbejdernes kampe bliver fastholdt alene inden for fagforeningsarbejdets snævre grænser – hvor fag, industri, medlemsskab og deslige opretholder skarpe skillelinjer inden for arbejderklassen, og hvor politik altid bliver behandlet som en separat sfære – er det også sværere for både arbejdernes krav og bevægelsen i sin helhed at trænge gennem reformismens sektionalisme. Det er udviklingen af nye former for demokratiske organer – arbejdspladskommissioner, arbejderråd og lign. – som gør springet over de begrebsmæssige grænser muligt.
De bevægelser, der udviklede deres organisationer videre, i og med de forenede forskellige arbejdspladser i en eller anden form for arbejderråd , gik også videre i at væve de politiske og økonomiske tråde sammen. Hvordan kan vi karakterisere cordones i Chile eller den fælles fabrikskomite i Gdansk? Var de økonomiske eller politiske i karakter og mål? Sandt at sige var de på en gang ingen af delene og begge dele, og det var det, der gav dem deres særlige styrke, og også det, der medførte den herskende klasses had. De var spirer til arbejdermagt, og arbejdermagt anerkender ingen adskillelse af sfærerne.
Når vi taler konkret om en arbejderklasses massekamp, er det nødvendigt at anerkende det sammensatte og det ujævne, samspillet mellem de forskellige dele og deres relative bidrag til hele bevægelsens nederlag. Og det er på ingen måde enden på den historie.
For hvis tendensen i det moderne samfund går mod at splitte op i to store lejre, så bliver den tendens aldrig fuldstændig realiseret. Andre klasser end proletariatet og borgerskabet komplicerer det politiske landskab.
I det omfang, en arbejderbevægelse tragter efter at omdanne de sociale forhold, må den være mere end blot en bevægelse for arbejderne, som alle store revolutionære marxister anerkender. Socialisme er mere end en løsning på proletariatets forhold, det er frigørelsen af hele menneskeheden fra overherredømme og undertrykkelse. Enhver ægte revolutionær bevægelse rækker ud efter den lidende menneskehed bredt set og trækker den ind bag bannerne.
I det omfang det ikke sker, svækkes hele bevægelsen. Den polske arbejderbevægelse opnåede enorm moralsk autoritet gennem sit forsvar for afvigende intellektuelle, for politiske fanger, for studenterne og for bønderne. Bevægelsen voksede i styrke, både gennem tilslutningen fra andre grupper og gennem Solidarnosc medlemmernes villighed til at bruge deres styrke på arbejdspladserne til at støtte generelle sociale og politiske spørgsmål. Solidaritet blev p.g.a. den rundhåndede indstilling en bevægelse for generel social befrielse – og det var ikke som noget adskilt fra dens rolle som arbejderbevægelse, men som en levende bestanddel. I modsætning hertil var det faktum, at den portugisiske revolution aldrig rigtigt rørte ved de nordlige småbønders forhold i sidste ende en betydningsfuld kilde til svaghed.
Problemet er af fundamental politisk betydning. Hvis man ønsker et index over det iranske venstres svaghed i 1979, behøver man ikke gå længere end til deres manglende organisering af åbne kampagner blandt arbejdere, i Shoras og andre steder, for udelt støtte til kvinders ret til at bestemme over deres eget liv, til de religiøse mindretals ret til at dyrke deres religion i fuld frihed, og til de nationale mindretals ret til at udtræde af den iranske stat. En bevægelse mod undertrykkelse og udbytning, der er splittet og opdelt, er en bevægelse, der lettere kan bekæmpes. Det er bemærkelsesværdigt, at den første chilenske cordone blev dannet, ikke i hjertet af et industrikompleks, men for at forene by- og landarbejdernes kampe. For Gdansk-arbejderne var det sidste afgørende skæringspunkt i forhandlingerne med regimet spørgsmålet om frigivelse af de intellektuelle systemkritikere. I starten af 1981 afslørede en opinions undersøgelse, der blev udført blandt Solidaritets medlemmer på fabrikkerne, at flertallet havde de samme to synspunkter: at lederne var for bløde i forhandlingerne med regimet, og at tidens mest presserende spørgsmål ikke var deres egen kamp om lørdagsarbejdet, men bøndernes ret til at danne deres egen Solidaritet.
En massebevægelse kan ikke undgå at trække mange undertrykte og udbyttede grupper fra andre klasser med ud i aktivitet. Og stemningen og kampviljen blandt bønder, småhandlende, studenter og så videre kan ikke undgå at påvirke de lag i arbejderklassen, der står tættest ved dem og derigennem påvirke hele klassebevægelsen. Spørgsmålet er ikke, om disse grupper skal involveres i bevægelsen eller ej, men på hvilke betingelser og med hvilket mål. En folkefront, som holder bevægelsens avancerede dele tilbage for at tillempe dem til de mere konservative lag, fører til katastrofe. Til gengæld forsøger en ledende arbejderklasse at styre samfundets mere tilbagestående og konservative mellemlag mod løsningen på deres problemer gennem deres egne revolutionære metoder. Den søger gennem sin egen beslutsomhed og militans at lede dem fremad mod at forfægte deres egne behov og krav på en revolutionær måde, og tilbyder dem som støtte sin egen styrke. [12]
Dette betyder på ingen måde, at arbejderklassen skal lægge bånd på sine egne kampe for at vinde disse grupper væk fra den herskende klasses indflydelse. Som erfaringerne viser, giver det, at arbejderklassen holder sig tilbage, blot den herskende klasse chancen for at tilbageerobre initiativet og genetablere mellemgruppernes tillid til det gamle styre. Det er netop kun, når arbejderklassen udviser den største beslutsomhed i at følge sine egne mål, at bønderne, studenterne og andre mellemgrupper bliver overbeviste om, at den revolutionære kamp også kan befri dem.
Jo mere fremskreden arbejdernes bevægelse er, jo mere kan den presse sine allierede til at overtage dens principper. Den politiske form, som repræsenterer højdepunktet i udviklingen af en kæmpende og revolutionær arbejderklasse – arbejderrådet – er også den form, der passer til andre undertrykte og udbyttede grupper, lige præcis p.g.a. dens grundliggende enkelthed og åbenhed over for nyudviklinger. Det er således ikke mærkeligt, at de iranske nationale mindretal og bønder dannede deres egne shoras, og at navnet Solidarnosc, sammen med bevægelsens demokratiske struktur, blev overtaget af de polske bønder og studenter i deres kamporganisationer.
Ingen revolutionær bevægelse er nogensinde gået fremad i en ret linje fra oprørets start til den fulde sejr. Snarere går bevægelsen gennem udviklingskriser, der stiller krav til den eksisterende politik, organisationen og lederskabet.
De første trin i et folkeligt oprør er som regel karakteriseret af en følelse af dyb enighed, hvor modsætninger og spændinger bliver holdt nede. Almindeligvis er de, der først står i spidsen for massebevægelsen, folk med en moderat politik, reformister af forskellig slags, der har vundet nogen folkelig opbakning i den førrevolutionære fase. De bliver lederskab, delvis fordi de er i stand til at formulere de stadigt tågede og halvt fornemmede mål hos de nys opvågnede folkemasser. Arbejdernes dagligdag under klassesamfundets normale betingelser fremmer ikke selvtilliden til offentlig optræden, den evne bliver snarere udviklet i samfundets mellemlag, blandt lokale byrødder, fagforeningsfunktionærer, dele af intelligentsiaen, liberale præster, tillidsfolk af forskellig slags – kort sagt blandt klassesamfundets underofficerer. Deres livsbetingelser skaber måske nok en begrænset oppositionel politik, men deres naturlige område er mægling mellem stridende sociale kræfter og manøvrer inden for dagligdagens kapitalistiske samfunds institutioner. De stiller almindeligvis mandskab til den reformistiske politik.
De folk, der rejser sig som massebevægelsens første lederskab, spiller som regel den samme rolle: de forsøger at begrænse bevægelsens fremdrift. Deres initiativer og ideer kommer til at repræsentere den centrale fare for bevægelsens udvikling, når den indledende fase engang er overstået.
For et spirende revolutionært oprør smadrer ikke med det samme den herskende klasse. Selv om den måske bliver midlertidigt svækket og forvirret, så eksisterer den stadig, nu desperat efter at genvinde det tabte terræn og bryde truslen fra den folkelige bevægelse.
I netop den slags situationer fremhæver de reformistiske leder nødvendigheden af mådehold, i den glade illusion at det, der allerede er vundet, er sikret, mens yderligere fremskridt er unødvendige og endog uønskelige. Intet, fremhæver de, må true den nye ordning mellem klasserne. Yderligere uro vil være farlig. De overlevende kræfter fra det gamle regime skal beroliges og indgydes tillid til, at roen kan genoprettes. I de analyserede opstande var de stemmer, der fremlagde den slags synspunkter, tit ledere fra kommunist- og socialistpartier, liberale intellektuelle, tidligere guerillaer, mullaher og præster.
Deres argumenter indebar altid det samme: bevægelsen skal holde igen, tiden er inde til konsolidering, de nationale interesser kræver, at arbejdernes særkrav holdes tilbage, og at de undertrykte nationaliteter er moderate, bønder skal ikke forvente store landreformer, kvinder må ikke presse deres krav for langt, vi skal arbejde sammen fremfor at skræmme de progressive elementer i den herskende klasse, vi skal isolere det reaktionære mindretal og så videre og så videre. Den reformistiske realisme opremser tusindvis af grunde til, at revolutionen skal begrænses, at indrømmelser til de gamle magter er nødvendige, fremfor konfrontationer med dem.
Og igen og igen kommer de med samme praktiske konklusion: de selvsamme folkelige kræfter, der har sat den slags ledere i forgrunden, skal nu tæmmes og demobiliseres. Cordones og arbejderkommisioner skal underordnes fagforeningerne, vilde strejker er uønskede, kvinder skal tie stille, farlige krav skal undgås. De, der udtrykker den slags holdninger, repræsenterer den konservative fløj i enhver radikal bevægelse, de taler til frygt og træthed og en underudviklet forestillingsevne. De udgør de kræfter, der afsporer en mulig revolutionær bevægelse og åbner vejen for reaktionens sejr.
Men den demobilisering, de prædiker, er aldrig enkel og automatisk. For enhver fremvoksende oprørsk massebevægelse giver håb og styrke til store dele af befolkningen, når den åbner op for drømmen om frihed. Store menneskeskarer værdsætter den følelse af kollektiv magt, de har oplevet, og ønsker ikke at tabe den igen. De ønsker fremskridt, ikke omklamring og tilbagetog.
Inden for alle den slags bevægelser udvikler der sig hurtigt skarpe modsætninger mellem det oprindelige lederskab og basis. Det, der som regel bringer konflikterne frem, er angreb fra den herskende klasse. Som Marx bemærkede om 1848-revolutionerne, så behøver en bevægelse sommetider et “piskeslag fra reaktionen” for at stimulere fremdriften.
De omtalte opstande giver mange eksempler på den slags piskeslag; gaullist demonstrationen på Champs Elysees, de chilenske vognmænds boykot, kupforsøgene i Chile og Portugal, Khomeinis angreb på kvindernes og de nationale og religiøse mindretals rettigheder, og de slag der blev tildelt Solidarnosc’ aktivister i Bydgoszcz. De blev på lokalt niveau modsvaret af mange slags mindre offensiver.
Nogle af angrebene lykkedes, de blev faktisk den endelige afsløring af de forskellige bevægelser. Den folkelige bevægelse mistede orienteringen, ude af stand til at samle styrkerne til en ny kamp, og løb ind i nederlag. Den lille bitte offensiv den 25. november 1975 var nok til at markere afslutningen på den portugisiske revolution, Khomeinis udfordring af den iranske venstrefløj fremkaldte forvirring og overgivelse, den militære magtovertagelse i Chile og Polen var i stand til at smadre de uafhængige arbejderklasseorganisationer. Og dog var ingen af disse nederlag i princippet uundgåelige.
For andre trusler kunne have fået samme resultat, men alligevel fremkaldte de et højere militant niveau og en delvis ny sammensætning af de folkelige styrker. Soupers kupforsøg i Chile medførte en kortvarig styrkelse af cordones. Den portugisiske revolution blev to gange skubbet mod venstre af militære kupforsøg. Arrestationen af to Solidarnosc medlemmer i Warszawa i november 1980 fremkaldte ikke kun en strejkebevægelse på byplan. F.eks. gik stålarbejderne videre og protesterede mod deres fagforeningslederes blødsødenhed og rejste nye politiske krav.
Kriserne fremkalder de situationer, hvor revolutionære og reformistiske tendenser må kæmpe om det virkelige lederskab i bevægelsen. I de øjeblikke afprøves deres relative styrke, og de revolutionære partier får mulighed for at øge deres indflydelse. På samme måde er det i de sitiuationer, at venstrefløjens fejl og svagheder har de mest skæbnesvangre konsekvenser.
For dobbeltmagt situationer er midlertidige. Hvis en folkelig bevægelse ikke smadrer sine modstandere, vil den splitte sine styrker ad og forberede sin egen undergang. Og omkostningerne ved det kan, som især eksemplerne fra Chile, Iran og Polen viser, være frygtelige.
Det, der tæller i de situationer, er, om der dukker nye masseinitiativer op. For at det kan ske, må bevægelsens basis vindes for nye og mere klare perspektiver. Det reformistiske lederskab skal udfordres politisk, og store grupper af arbejdere skal vindes for nye uafhængige aktioner og organisationer. En revolutionær bevægelse vokser med Trotskys ord gennem “massernes aktive orientering gennem en metode af på hinanden følgende tilnærmelser”, [13] dens politiske mål, forhåbninger og sympati skifter i overensstemmelse med dens reaktion på praktiske argumenter om, hvordan kriserne kan løses.
Således kommer spørgsmålet om venstrefløjen endnu engang i forgrunden. Et brud med et reformistisk lederskabs ødelæggende politik afhænger af, om et alternativt perspektiv bliver klart formuleret, og om en anden ledelse står klar. Bevægelsens fremskridt afhænger af et revolutionært partis tilstedeværelse og aktivitet. Ellers risikerer de kræfter, som regelmæssigt dukker op fra gulvplan i krisesituationerne, og som peger i retning af yderligere fremskridt, at blive splittede og spildte, og dermed bliver hele bevægelsen efterladt åben over for de afgørende angreb fra den herskende klasse.
Det var det skæbnesvangre punkt i de forskellige bevægelser, vi har beskrevet. Venstrefløjen fejlede, fordi den aldrig for alvor udfordrede reformismen, og fordi den manglede den nødvendige organisering.
Et afgørende problem, som enhver revolutionær bevægelse kommer til at stå over for, er statsmagten. Klassesamfundet bygger på princippet om mindretallets undertrykkende styre, på at holde det store flertal ude fra direkte selvstyre og kontrol over hverdagens livsbetingelser. Den eksisterende stats institutioner er en direkte barriere for folkestyret.
Lige siden Marx har det været et centralt argument for den revolutionære socialisme, at “arbejderklassen ikke bare kan overtage det forhåndenværende statsmaskineri og bruge det til egne formål”. [14] Det eksisterende statsapparat står, såvel under parlamentarismen som under diktatoriske regimer, direkte i vejen for realiseringen af arbejderklassens demokratiske selvstyre. Det er lige rigtigt ligegyldigt om så et venstreorienteret parti har magten, som i Chile, eller statsmagten kontrolleres af højreflø-jen. Arbejderkontrol, arbejdermagt, den socialistiske visions inderste væsen, står i modsætning til det bureaukratiske statsapparat, enten det er hær og politi, socialvæsenet, velfærdsstaten, eller andet. At indtage en anden holdning er regulært at afvæbne arbejderbevægelsen.
Set i det perspektiv er det, der mere end noget andet markerer reformismen, dens prostatslige karakter. Den opfatter massernes underkastelse som et princip. På den måde er alle reformismens fremtrædelsesformer forenet i dens reaktionære karakter. Partier, fagforeninger, kirker, venstrereformismen, de har alle det samme træk: de er modstandere af nedbrydning og demontering af statsmagten. De chilenske kommunister priste lederne af de væbnede styrkers patriotisme og forrådte de menige matroser, der advarede mod det kommende kup. De portugisiske kommunister støttede anti-strejke lovgivningen og modsatte sig demonstrationer mod NATO. Tidligere iranske venstre-guerillaer støttede nationalstaten i Khomeinis falske “anti-imperialistiske” kamp, selv om det betød smadring af arbejderrådene. Polske biskopper og endda tidligere heroiske afvigere slog på, at statens vitale interesser skulle forblive uantastede.
Der opstod indsigelser mod dette perspektiv inden for arbejderbevægelserne. Men de forblev splittede. De revolutionære grupper, som gik imod perspektivet, var tragisk nok for små til at ændre det. Ingen af de større radikale eller venstreorienterede grupper opstillede noget reelt alternativ eller drejede den brede utilfredshed med de moderate ledere over i en konsekvent revolutionær retning. Flertallet blandt venstrefløjen forfejlede store chancer, i bund og grund forårsaget af deres forvirring omkring staten.
I virkeligheden accepterede venstrefløjen ofte hovedindholdet i den reformistiske politik. De centrerede ikke deres politik omkring den aktuelle arbejderbevægelses praktiske præstationer eller om de forskellige andre folkelige organisationer, der voksede op ved siden af de arbejdsplads baserede komiteer. De så ikke i dem omridset af en ny social orden eller kæmpede for den fulde realisering af de spirende tendenser. For at kunne gøre det, var et skarpt politisk brud med reformismen nødvendigt. I stedet lod de deres modstandere afvæbne dem.
Nogle accepterede forskellige teorier om stadier, hvis konsekvens altid var, at de folkelige kampe ikke skulle gå for langt. Stillet over for realiteten af en bred folkelig opstand holdt venstrefløjens organisationer fast i, at den umiddelbare kamp for arbejdermagt var umulig. I Polen stillede de forskellige grupper af radikale inden for Solidarnosc aldrig rigtigt spørgsmålstegn ved det korrekte i lederskabets insisteren på en selvbegrænsende revolution. I Portugal holdt de forskellige maoistiske grupper – på linje med modparten, kommunistpartiet – på, at kun en borgerlig demokratisk revolution var mulig i det tilbagestående Portugal. I Iran blev den opfattelse delt af alle betydelige organisationer på venstrefløjen.
Overalt var de praktiske konsekvenser klare: enten blev arbejdernes kampe og organisationer erklæret for delvis irrelevante (økonomistiske var det foretrukne stempel i den slags tilfælde), eller også blev deres betydning neddæmpet, og der blev ikke gjort nogen alvorlig anstrengelse for at udvikle og generalisere dem. De socialistiske og kommunistiske partier i Chile forstod aldrig, at cordones var vokset frem uafhængigt af deres lederskab, og at de stod for en helt ny vej fremad, de portugisiske revolutionære grupper undervurderede betydningen af organer som arbejderkommissionerne og Inter Impresas, Fedayeen og Mojahedin undgik at fatte betydningen af shoras’ kampe og overlod dem til sidst til Khomeinis forgodtbefindende, de polske radikale forsøgte aldrig at koordinere de forskellige impulser fra Solidarnosc’s basis.
Ikke en af disse grupper fangede den lektie, som Marx lærte af 1848-revolutionerne, og Trotsky af 1905 og 1917, og som de kaldte “permanent revolution”. [15] “Stadium-teorierne” ignorerede arbejderklassens betydning: i en revolutionær situation presser arbejdernes kampe mod den kapitalistiske udbytning hele bevægelsen mod venstre, ud over de snævre grænser af “demokratisk revolution”, “national befrielse”, “politisk reform” og den slags. I fremskredne såvel som i tilbagestående lande rejser de moderne revolutionære bevægelser direkte spørgsmålet om socialistisk transformation som et umiddelbart krav. Et venstre, som ikke starter med at anerkende denne grundliggende teoretiske pointe, vil fejle eller det, der er værre. For den indre logik i teorien om stadier vil på et vist tidspunkt få dem, der holder sig til den, til at stå på den eksisterende stats side mod arbejdernes kampe. Hvad enten det er under prædikatet “den umiddelbare produktions behov” (hvilket altid betyder bossernes behov) eller “den nationale kamp mod imperialismen” eller “kompromisets nødvendighed”, finder de deres ståsted et eller andet sted vendt mod arbejderklassen og dens krav. Sådan var det med dele af venstrefløjen i Chile, Portugal, Iran og Polen.
De, der ikke kan vågne op fra de parlamentariske drømme, udgør det samme problem. Det mest tragiske tilfælde var venstrefløjen i socialistpartiet i Chile. Den socialisme de agiterede for, var “socialisme fra neden” en doktrin om “selvbefrielse”. [16] Men på trods af modsætningen mellem arbejderbevægelsen og UP regeringen forsøgte de at ride på to heste. Faktisk udbredte venstrefløjen de samme illusioner om staten som de ortodokse reformister. Mike Gonzales citerer MIRs tragiske og fatale holdning til generalerne inden for UP regeringen. På samme måde erklærede socialistpartiets venstreorienterede generalsekretær, Altamirano, efter Soupers kupforsøg den 29. juni:
“Aldrig har enheden mellem folket, de væbnede styrker og politiet været så stor som nu ... og denne enhed vil vokse i hvert eneste nyt slag i den historiske krig, vi fører.” [17]
I stedet for at pege på den grundliggende konflikt mellem arbejderklassen og staten og uddrage den praktisk lære af det, så benægtede venstrefløjen igen og igen, hvad den godt vidste. I Chile brød venstrefløjen aldrig afgørende med Allendes regering, selv ikke da han brugte de militære enheder til at afvæbne og opløse cordones’ene. Da de stod over for en større kobberminestrejke, valgte de statens side og splittede arbejderklassen. I Portugal brugte MES (den venstresocialistiske bevægelse) revolutionært sprog, men så sin egen rolle som pressionsgruppe over for de reformistiske partier, de “ortodokse trotskister” udbredte illusioner om de socialistiske og kommunistiske partiers reformisme i stedet for at opfordre til et klart politisk brud med dem. I Iran forsøgte Mojahedin at bygge bro mellem den islamiske magtkoncentration i staten og arbejdermagten; flertallet i Fedayeen stod på statens side mod shoras’ene, i samme øjeblik Khomeini erklærede “hellig krig” mod USA’s ambassade. De polske radikale stillede aldrig offentligt spørgsmålstegn ved nødvendigheden af at holde staten oppe. Stillet over for en situation hvor en fremvoksende arbejderbevægelse og det eksisterende statsmaskineri stod i en uforsonlig konflikt, så fordrejede vigtige sektioner af venstrefløjen i hvert eneste tilfælde problemet, eller gjorde det der er værre. De, der gik imod dem, var for svage til at få nogen indflydelse.
På den måde blev de enorme muligheder, der lå i disse bevægelser, ikke realiseret. De revolutionære generalprøver giver et kort og udmærket glimt af mulighederne for en kæmpende arbejderbevægelse. Men prøverne fik aldrig lov til at fortsætte til sidste akt. Det, der manglede igen og igen, var et tilstrækkeligt velorganiseret forum af revolutionære socialister, der var parate til at opstille et alternativt lederskab, og som var i stand til at modgå argumenterne fra dem, der ville føre bevægelserne mod nederlag.
Den vigtigste grund til de omtalte nederlag var den organiserede venstrefløjs fiasko. Den konklusion synes uundgåelig.
Da Marx udviklede sine ideer i det 19. århundrede, brugte han kun lidt opmærksomhed på spørgsmålet om den politiske organisation og bevidsthed inden for arbejderklassen. Han syntes, om noget, at have antaget, at erfaringen med udbytning og kamp under kapitalismen mere eller mindre automatisk ville føre til udvikling af både en revolutionær organisation og en revolutionær bevidsthed. [18] Det tilbagevendende problem med reformismen inden for arbejderbevægelsen blev ikke fuldt ud tydeligt før det 20. århundrede. Den efterfølgende generation af revolutionære teoretikere – først og fremmest Lenin, Luxemburg, Trotsky, Gramsci – stod direkte over for problemet med at forklare reformismen og forholde sig til den. Ideer om revolutionær organisering, strategi og taktik blev nødvendigvis meget mere centrale i den marxistiske teori. [19]
Det 20. århundrede har på den anden side oplevet en enorm udvikling af kapitalismens produktivkræfter og frem for alt af arbejderklassen. Vores århundrede har været præget af krige og revolutioner, med voldsomme klassekampe i et omfang Marx og Engels kun kunne have gættet sig til. På den anden side har det indtil nu været et århundrede med nederlag for arbejderklassen. I nederlagene har reformismen spillet en absolut central rolle.
Socialdemokratierne afslørede offentligt deres fallit, set fra et revolutionært synspunkt, ved første verdenskrigs udbrud. De har regelmæssigt gjort det samme siden, den rolle, der blev spillet af de socialistiske partiet i Frankrig, Chile og Portugal mellem 1968 og 1975, viste intet nyt. [20] Oven i købet er den kommunistiske bevægelse, der blev dannet som en direkte protest mod anden internationales forræderi, endt – i kølvandet på den russiske revolutions degenerering – med at falde tilbage til blot endnu en udgave af den reformistiske politik. [21] De forskellige kommunistpartiers rolle i forskellige begivenheder er et tilstrækkeligt vidnesbyrd om det.
Denne dobling op af reformisternes styrker førte imidlertid ikke umiddelbart til en genoplivning af den klassiske marxisme: de, der holdt fast i den revolutionære tradition, forblev et lille men kampberedt mindretal. I 1950’erne og 1960’erne var de mest indflydelsesrige venstrepositioner knyttet til en undertiden oprørsk venstredrejet nationalisme, hvis klassekarakter altid var borgerlig. Resultatet har været en betragtelig forvirring på den internationale venstrefløj. [22]
Verdenskapitalismen i dag er tydeligt plaget af kriser. Verdens herskende klasser truer hinanden og os alle sammen med atomkrigens barbari. Det konkurrerende forsvar for delinteresser, som kapitalismen bygger på, står i vejen for opfyldelsen af de kollektive behov på en stadig mere barbarisk facon. Millioner sulter stadig, i en tid hvor mulighederne for en forenet verden, der er i stand til at imødekomme hele befolkningens materielle behov, aldrig har været større. Reel vækst, rettet ind mod de voksende menneskelige behov, bliver i stadig højere grad holdt tilbage. Millioner af arbejdere, hvis færdigheder og energi kunne bidrage til opfyldelse af menneskehedens presserende behov, bliver holdt ude fra det produktive liv p.g.a. arbejdsløshed. Enorme ressourcer bliver spildt, praktisk fantasi bliver undertrykt, mistillid til den eksisterende orden vokser, uden dog indtil nu at have fundet et passende udløb. Under disse omstændigheder må vi forvente større og mere eksplosive klassekampe verden over. Udfaldet af dem vil blive skæbnesvangre for den menneskelige races fremtid.
Venstrefløjens fejltagelse i de sidste to årtier var ikke nye: hver eneste var en tragisk gentagelse af socialisters tidligere fejl. Marxismens styrke er størst, når den fungerer som arbejderklassens organiserede hukommelse; de revolutionære forsøg er et tegn på dens fravær. Spørgsmålet til fremtiden er: vil en mere realistisk revolutionær teori og praksis finde midler til at udvikle sig og tiltrække tilhængere, eller skal verdens venstrefløj lide endnu flere nederlag, før den genfinder sin historiske og politiske fornuft?
Det, der igen og igen manglede, var en effektiv revolutionær socialistisk organisering. Det tomrum må fyldes ud her og nu, praktisk og realistisk. Der er ingen mening i, at en håndfuld socialister udråber en ny Internationale, når deres reelle styrke på gulvplan er utilstrækkelige til i noget enkelt land at give dem ledelsen af en revolutionær bevægelse. De kunne måske bedrage sig selv, men ikke andre. Det, der behøves, er en mere beskeden, men realistisk begyndelse.
Spørgsmålet om den socialistiske organisation kan ikke vente, til en folkelig opstand begynder. For marxister er det at gå ind i en revolutionær situation uden så meget som en spire til et parti katastrofal. De omtalte begivenheder giver stof nok til at illustrere konsekvenserne. Reformismen i de fremvoksende arbejderbevægelser mødte ingen sammenhængende oppositionsplatforme. De mest fremskredne sektioner, hvis praktiske erfaringer trak dem i opposition til reformisterne, fandt ikke nogen alternativ organiseringspol. Der stod ikke nogen med anderledes ideer parate til at blande sig i debatterne og kampene inden for arbejderorganisationerne og til at vinde nye tilhængere for de marxistiske ideer. Der blev ikke organiseret et netværk af revolutionære militante, hvis lederevner allerede var blevet afprøvet i praksis af arbejdere i forskellige industrier til at udfordre fagbureaukraterne eller til at foreslå dristige taktikker og fremskridt over for deres arbejdskammerater. Der var ikke nogen revolutionær avis med en etableret læserskare, ingen organisation, hvis medlemmer havde udviklet en praksis med at diskutere og lære af andre historiske og internationale kampe, og som var i stand til at råbe advarsler ud i farens stunder; som følge heraf florerede ultra-venstre vanvid og reformistisk tilpasning alt for let.
På baggrund af disse omstændigheder var venstrefløjen afvæbnet. Naturligvis behøver alle revolutionære situationer tid for at blive til noget, før de giver enorme muligheder for en hurtig spredning af revolutionære ideer og organiseringer. Udviklingens fart i den slags situationer er enorm. Men selve udviklingens hast betyder også, at store beslutninger bliver taget hurtigt. Når først processen er i gang, så er det sandsynligvis for sent at starte på at udvikle en effektiv revolutionær organisation. Succes kræver, at små men afgørende skridt er taget på forhånd, Bolsjevikkerne var i stand til at lede oktoberrevolutionen, fordi de allerede i februar havde nogle få tusinde medlemmer med en fælles tradition. Rosa Luxemburgs organisation, Spartakisterne, blev født under 1918-revolutionen og manglede en sammenhængende revolutionær strategi. Den – og med den verdensrevolutionen – led et frygteligt nederlag i januar 1919. [23]
Det, der gør en revolution mulig, er arbejderklassens energi, fantasi og dristighed. Men sejren kommer kun, hvis der inden for arbejderklassen findes en revolutionær organisation, der kæmper for retten til at lede, til at give bevægelsen teoretisk og praktisk retning. Den herskende klasse organiserer sine styrker, udvælger og former sine ledere i overensstemmelse med sine principper, det gør reformisterne også. Kun idioter antager, at de revolutionære ikke skal gøre noget tilsvarende.
De revolutionære begivenheder peger på nøgleopgaven for socialister: udviklingen af en international revolutionær tendens, rodfæstet i arbejderklassens dagligdags kampe. Dens fravær var afgørende for nederlagene. Socialisters centrale opgave er at udvikle revolutionære partier overalt, der reelt er i stand til at være lederskab for arbejdernes og andres kampe.
Det ville være idiotisk at antage, at opbygningen af disse partier vil blive let, for der findes ikke nogen trylleformel. Beskedenhed og realisme er afgørende. Intet er mere ubrugeligt end revolutionær posering, de prangende slogans der erstatter det reelle organiserings-, rekrutterings- og udviklingsarbejde, der kan blive begyndelsen til små grupper af overbeviste revolutionære socialister med klare slogans. Der findes en borgerlig karikatur af revolutionære som nogle utålmodige idealister med brændende øjne. I virkeligheden skal den ægte revolutionære politik funderes på en dyb tålmodighed, på en villighed til at se succes i form af en håndfuld solgte aviser, en vundet diskussion, en enkelt rekrutteret til marxismen, en lille afdeling startet i en stor by, en kontakt skabt et nyt sted. Lenins slogan for bolsjevikpartiet midt i 1917 revolutionen var ikke en højtravende retorisk ballon, men noget meget mere beskedent, helt nede på jorden og derfor effektivt: “forklar tålmodigt”.
En marxistisk organisation hviler på en række centrale principper, som der skal argumenteres for igen og igen, og som konstant skal anvendes i praksis. De skal løbende udvikles og beriges i lyset af nye erfaringer. Hvor de glemmes, vil venstrefløjen drive rundt uden holdninger, flere historiske chancer vil blive tabt, og nederlagene vil blive gentaget.
For det første er arbejderklassens kampe mod udbytningen på grund af klassens specielle situation og evner nøgleområder for den socialistiske omformning. Ingen socialistisk strategi med vægten andre steder kan lykkes.
For det andet er kapitalismen et verdenssystem af social produktion, som former alle lande i den nutidige verden. “Socialisme i et land” er et bedrag. Derfor må en tilsvarende socialistisk politik i overensstemmelse hermed være internationalistisk.
For det tredje kræver socialistiske fremskridt omstyrtelse af hver enkelt eksisterende stat, der skal erstattes af et system af demokratiske arbejderråd og andre folkelige organer, der griber og fastholder kontrollen over alle politiske, økonomiske og sociale beslutninger. Det kræver nødvendigvis udvidelse af fulde demokratiske rettigheder til alle ikke-udbyttende klasser i samfundet, ligesom det nødvendigvis omfatter en hård modstand mod alle udtryk for rascistiske, nationalistiske, sexistiske, religiøse og andre former for diskriminering og undertrykkelse.
For det fjerde skal alle former for reformisme og opportunisme inden for arbejderbevægelsen bekæmpes, hvad enten deres udtryksform er fagforenings- eller partibureaukrati, småborgerlig venstre intelligensia, substitutionistisk eller elitære politiske og/eller religiøse grupperinger og så videre. Over for dem er det, der konstant skal understreges, nødvendigheden af en uafhængig arbejderklasseorganisering og -kontrol på gulvplan.
For det femte, netop fordi socialisme er kampen for menneskets frigørelse fra alle former for undertrykkelse, skal alle udtryk for en nationalstats imperialistiske kontrol over andre folkeslag imødegås energisk og utvetydigt.
For det sjette kræver udførelsen af denne strategi, at der dannes revolutionære socialistiske massepartier, der er viet til propaganda og agitation på linje med disse principper. Partierne må forholde sig direkte til arbejdernes aktuelle daglige kampe mod kapitalen, hvor uromantisk og uglorværdige disse end synes til at begynde med. For arbejdernes dagligdags kampe mod kapitalen er den afgørende rugekasse for omstyrtelsen af verdenskapitalismen som system.
I mindst to generationer har det revolutionære venstre været et lille kæmpende mindretal. I en lang periode levede vi under stalinismens mørke skygge og dens forfalskning af marxismen. Det lange efterkrigsboom forstærkede reformismens tag. Det er imidlertid nu ved at blive mere bredt erkendt, at begge disse traditioner om “socialisme fra oven” er udkørte. De tiltrækker kun de trætte, som visioner om social forandring er de bankerot. Det samme er deres falske erstatninger: maoismen, guerilla politikken, og den venstredrejede nationalisme.
Socialismen giver en stadig mere truet menneskehed det eneste håb om, at verden kan genopbygges. Men kun hvis socialister lærer af tidligere nederlag og gendanner deres teori og praksis. I en verden som endnu engang er låst fast i kriser, hvor mægtige folkelige oprør igen truer med at bryde ud, kan den revolutionære marxisme, den konsekvente socialisme fra neden, nu atter opnå sin rette plads som teori og praksis for menneskets befrielse af sig selv.
1. Til yderligere belysning af dette grundliggende, men vigtige punkt, se f.eks. Nigel Harris: Of Bread and Guns, London 1983.
2. Jo mere udviklet det kapitalistiske samfund er, jo tydeligere er det. Således viste situationen i Frankrig og Polen dette skift mere markant end i Chile og Iran. Specielt i Iran var det sådan, at det øverste lag af funktionærer – tekniske ledere og den slags – blev brugt af regimet til at undergrave arbejdernes kontrol over fabrikkerne.
3. Det er også bemærkelsesværdigt, at med en slående undtagelse i den iranske revolution så var kvindespørgsmålet ikke noget markant indslag i nogen af disse begivenheder. I Polen blev kvindelige arbejdere stort set udelukket fra besættelserne i Gdansk i sommeren 1980, undtagen når de var delegerede til MKS eller udførte traditionelle service jobs som kokke og deslige. Grunden til det blev angivet at være faren for militære angreb på skibsværfterne osv. Til dato er der ikke opstået nogen markant kvindebevægelse i Polen, og der blev stort set ikke protesteret mod denne bestemmelse. Min kilde, en kvindelig værftsarbejder, betragtede bestemmelsen som rigtig – skønt hun selv skaffede sig adgang til sin egen arbejdsplads’ besættelse ... På den anden side omfattede de “21 punkter”, der blev fremsat af arbejderne i Gdansk, krav om forbedret barnepleje og barselsforhold – som klassekrav.
4. Marx og Engels: Den tyske ideologi (1845).
5. Hal Draper: The two souls of Socialism i International Socialism 1:11, vinteren 1962-63. Se også: David McNally: Socialism from Below.
6. Lenin: “Venstre”-kommunismen – en børnesygdom.
7. Danos og Gibelin: June ’36: Class Struggle and the Popular Front in France.
8. Lenin: To Slags Taktik i den Demokratiske Revolution (1905).
9. Der er en glimrende diskussion af disse problemer som de dukkede op ved 1. verdenskrigs afslutning i Donny Gluckstein: The Western Soviets.
10. Rosa Luxemburg: Massestrejke, parti og fagforeninger (1906).
11. Marx sporede denne deling – i hans ordvalg mellem det borgerlige samfund og staten – så tidligt som i 1843 i Om jødespørgsmålet. Det er tragisk at opdage, at Solidarnosc’ intellektuelle ledelse forsøgte at genoprette denne bemærkelsesværdige inddeling som et princip i deres politik.
12. Gramscis ide om “hegemoni” er blevet yderst forvrænget i den eurokommunistiske fortolkning. Hans tanker pegede aldrig på højrefløjens koncessionerende politik i “folkefront” eller “den brede demokratiske alliance”. Se Chris Harman: Gramsci versus Reformism. Hvis man søger en simpel illustration af, hvad Gramsci mente, så skal den ikke findes i “historiske kompromiser” med kapitalen, men i bolsjevikkernes begreb “al jord til bønderne” som parole for den proletariske revolution.
13. Trotsky: The History of the Russion Revolution, side 18
14. Marx og Engels: Forord til Det kommunistiske Manifest, 1872-udgaven, skrevet i lyset af erfaringen med Pariserkommunen.
15. Marx og Engels: Henvendelse fra centralledelsen til forbundet (marts 1850), Trotsky: Results and Prospects (1906) og The Permanent Revolution (1930).
16. Mike Gonzales: The Coup in Chile and the Left, International Socialism 2:22.
17. Le Monde, 16.-17. sept. 1973.
18. Der findes en god behandling af disse forhold i Carol Johnson The Problem of Reformism and Marx’s theory of fetishism i New Left Review 119, januar-februar l980.
19. Se især Chris Harman: Parti og klasse og John Molyneux: Marxism and the Party.
20. Der findes en glimrende opdateret oversigt i Ian Birchall: Bailing out the System 1944-1985.
21. Se Duncan Hallas: The Comintern og for perioden efter l945 Ian Birchall: Workers agaist the Monolith.
22. Derfor er det vigtigt at stille spørgsmålet – finde ind til det rigtige svar – i John Molyneux: What Is the Real Marxist Tradition?.
23. Se Donny Gluckstein: The Western Soviets, desuden i Donny Gluckstein The Missing Party, Alex Callinicos: Party and class before 1917, Donny Gluckstein: A rejoiner to Alex Callinicos, i International Socialism nr. 22, 24 og 25, 1984.
Sidst opdateret 2.4.2015