Udgivet 1915 som hft. 21 i serien Socialistiske Skrifter, udgivet af det danske Socialdemokrati ved E. Wiinblad, hæfte 1-21, København 1888-1915.
Her fra Gustav Bang: Den materialistiske historieopfattelse, 3. oplag, Socialdemokratiets forlag Fremad, København 1934, 64 s.
(Dog er der foretaget en let bearbejdning til nutidig stavemåde.)
Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 24. nov. 2008.
Det er formålet med denne lille bog at give en på en gang klar og korrekt og samtidig letfattelig og ved talrige eksempler belyst fremstilling af hovedtankerne i den teori om grundloven for den historiske udvikling, som Karl Marx har fremsat, og som man har kaldt den materialistiske historieopfattelse, fordi den i arbejdet for frembringelsen af de materielle livsfornødenheder søger den sidste årsag til menneskehedens historiske udvikling. Det er denne teori, som danner forudsætningen for den videnskabelige socialisme, for erkendelsen af den socialistiske samfundshusholdning som det næste led i verdenshistorien, der med en naturmagts nødvendighed må afløse den bestående kapitalistiske samfundshusholdning. For det moderne Socialdemokrati har det da mere end blot teoretisk interesse, det har også praktisk betydning at være fortrolig med hovedtankerne i denne teori – den viser vejen og målet for de sociale kampe, som nu om stunder udkæmpes. Og så meget mere anledning er der til netop nu at lære denne teori at kende, som Socialdemokratiets modstandere stadig søger at anvende den til at mistænkeliggøre og forvrænge vore anskuelser, til at fremstille den marxistiske socialisme som en »materialistisk« bevægelse, der kun stræber efter de materielle livsgoder og lader hånt om de ideelle værdier – idet de, ved en bevidst eller ubevidst forfalskning, forveksler den materialistiske historieopfattelse med en materialistisk livsopfattelse, to ting, der intet som helst har tilfælles med hinanden.
Den materialistiske historieopfattelse – grundlaget for socialismens videnskabelige erkendelse – er den eneste teori, som giver en fyldestgørende forklaring på de love, der behersker det menneskelige samfunds udvikling.
Dens udgangspunkt er netop begrebet “udvikling” – det første, nødvendigste grundbegreb for al videnskabelig erkendelse. “Alt strømmer”, som den gamle græske filosof udtrykte det; det vil sige, at alt samfundsliv ændrer sig, skifter indhold, antager en bestandig ny skikkelse. De politiske og juridiske institutioner, de filosofiske og æstetiske forestillinger, de moralske og religiøse ideer, overhovedet alt, hvad der til hver enkelt tid udgør menneskenes sociale fælleseje, er en ustandselig forvandling undergivet. Alting er nyt under solen. – Men denne stadig fortsatte forvandlingsproces kan ikke skyldes tilfældighedernes blinde spil; den må være afhængig af visse bestandig virkende kræfter, som står bagved hele bevægelsen, bestemmer dens retning og behersker dens gang. Og opgaven for en videnskabelig erkendelse af den historiske udvikling bliver da den: at udforske disse kræfter og udfinde de love, hvorefter de virker.
Først når man har nået en sådan forståelse, bliver man i stand til at opfatte, hvorledes samfundet hidtil har udviklet sig. Men ikke nok hermed; man bliver tillige i stand til at løfte en flig af fremtidens slør og danne sig et pålideligt skøn over de udviklingsformer, samfundet nødvendigvis går i møde i kraft af den omdannelsesproces, som gør sig gældende allerede indenfor de nuværende samfundstilstande. Derfor har den materialistiske historieopfattelse en langt større rækkevidde end enhver anden historisk eller filosofisk teori; det er derfor, den danner grundlaget for hele den moderne socialismes videnskabelige erkendelse af målet for arbejderklassens kampe.
For den borgerlige, den ikke-socialistiske historieforskning eksisterer disse spørgsmål ikke. Den stiller sig ikke som opgave at forstå, men at skildre. Den søger at give så korrekt og så levende et billede som muligt af de begivenheder og tilstande, den møder på sin vej, først og fremmest at fjerne de urigtige og usikre enkeltheder, som kildeskrifterne indeholder, og dernæst, når materialet er sigtet og renset, at fremhæve de vigtigste træk, omkring hvilke alt det øvrige stof kredser; den søger også at forklare årsagssammenhængen mellem de enkelte forhold, som den skildrer; men ud over dette rækker dens bestræbelser ikke. Ganske vist kan den ofte, ledet af et rigtigt instinkt, hvor kendsgerningernes logik taler et særlig indtrængende sprog, nå til en forståelse af, at økonomiske forhold har spillet en afgørende rolle som drivkraft i den historiske udvikling; ingen historiker vil i vore dage fremstille kristendommens gennembrud, det middelalderlige åndsliv, reformationen, den franske revolution uden at gøre opmærksom på, hvor mægtig en indflydelse de økonomiske tilstande har øvet på disse historiske optrin; og ingen historiker vil heller kunne sysle med det 19. århundredes politiske og kulturelle udvikling, uden at han hvert øjeblik står overfor de tekniske fremskridt og alle de økonomiske og sociale nydannelser, de har draget efter sig, og uden at han tvinges til i dem at se en hovedårsag til den ejendommelige skikkelse, som den historiske udvikling frem imod vor tid har antaget. Men selv hvor de økonomiske forhold bliver stærkest betonede hos den borgerlige historieforskning, er der dog altid noget planløst og tilfældigt derover; kun på enkelte punkter og kun ligesom modstræbende bliver de økonomiske kræfter draget i forgrunden; side om side med dem stilles en hel række andre, ligeberettigede kræfter frem: Ideerne fører deres egen selvstændige tilværelse, uden at der spørges om, hvorfra disse ideer tager deres udspring og henter deres næring; de store mænd, genierne, drejer ved deres personlige indgriben bevægelsen ind på nye spor; de rene tilfældigheder flakker om på må og få i historien som vagabonderende kometer i solsystemet. Begivenhederne i deres indbyrdes rækkefølge står som et lovløst kaos.
Men for den tankegang, der har tilegnet sig udviklingslærens principper, bliver alt dette dybt utilfredsstillende. En sådan tankegang kan umuligt nøjes med i det menneskelige samfunds historiske omdannelsesproces at se et planløst virvar, men opfatter den som en fremadskridende, lovbundet udvikling, der beherskes af visse stadig virkende kræfter. Den stiller sig som opgave at bestemme disse kræfter og lære deres virkemåde at kende. Og den må nødvendigvis løse denne opgave, hvis den overhovedet vil forstå.
Det er en opgave, nær beslægtet med den, naturvidenskaben står overfor, når den vil erkende de love, der har frembragt det organiske livs brogede mangfoldighed. Som Darwins forskning har givet det afgørende stød frem til erkendelse af naturlivets udvikling, således var det Marx’s forskning, der åbnede erkendelsen til samfundslivets udvikling. Og dog er der en væsensforskel mellem de to opgaver, fordi det stof, de behandler, er af ganske forskellig art. Naturvidenskaben står overfor en række ubevidste, uvilkårlig fremkomne forandringer, hvis oprindelse den skal forklare, historievidenskaben derimod overfor resultatet af en uendelighed af bevidste, ved den menneskelige vilje bestemte handlinger. Når naturvidenskaben sysler med den proces, hvorigennem t. eks. de enkelte dyrearter i tidernes løb har ændret sig, har tilpasset sig efter de særlige betingelser, under hvilke de levede, har udfoldet visse organer og ladet andre skrumpe ind og visne bort, så er alt dette foregået automatisk, uden nogen bevidst bestræbelse, og man kan ligefrem aflæse lovene for denne forvandling ved at studere de pågældende dyrearter i forhold til den omgivende natur. Anderledes med historievidenskaben. De ændringer i samfundslivet, som den studerer, er ikke indtrådt automatisk; de er fremkomne ved et sammenspil af millioner af menneskers bevidste villen og stræben. De politiske institutioner, som til hver enkelt tid har bestået, de videnskabelige teorier, de kunstneriske udtryksformer, som til enhver tid har været de fremherskende, er blevet til gennem menneskers viljer og bestræbelser, kan spores tilbage til deres udspring i menneskelige hjerner. Menneskene skaber selv deres historie; spørgsmålet er, om de skaber den frit, planløst, efter tilfældige indskydelser, eller om det sker i kraft af visse regelmæssigt virkende love – og da hvilke?
Menneskene skaber selv deres historie igennem deres bevidste handlinger; men vi ved alle, at der kun er et snævert spillerum for den frihed, hvormed man i virkeligheden råder over sine egne handlinger. Den sociale nødvendighed sætter skranker for den individuelle frihed. Vi kender det fra de mest dagligdags ting. Når en arbejderfamilie flytter fra Blågårdsgade til Viborggade, kan denne beslutning bero på en absolut fri, individuel beslutning; man foretrækker af en eller anden grund det ene sted for det andet, og man handler i overensstemmelse hermed; men når familien ikke bosætter sig i Kristianiagade eller Bredgade, og når den vælger en beskeden lejlighed, tarvelig udstyret og kun med et par værelser, i stedet for en stor og elegant, så er det den økonomiske tvang, som bestemmer den dertil. Således er den frie selvbestemmelsesret såre stærkt begrænset overalt, hvor det drejer sig om de simpleste, rent materielle spørgsmål. Men også i alle andre livets forhold véd vi, at sociale omgivelser øver en lignende indflydelse, at de griber ind i menneskenes tanker, beslutninger og handlinger og uvilkårlig påvirk er dem i visse bestemte retninger, blot at denne indflydelse som oftest er mindre håndgribelig, mindre umiddelbart iøjnefaldende. For hvert enkelt individ kan den personlige handlefrihed gøre sig gældende i større eller mindre grad; men så snart man betragter de store masser af individer under ét, finder man i deres optræden et fællespræg, som kun kan være udslag af de sociale betingelser, under hvilke de lever; de spredte afvigelser, man træffer, bekræfter kun regelen. Når den store mængde af de moderne lønarbejdere organiserer sig faglig og politisk, når de stræber efter at erobre magten i samfundet for at kunne gennemføre en omdannelse af de økonomiske og sociale tilstande, når de gribes af socialismens ideer, og når de på den anden side møder bitter modstand fra det store flertal af de besiddende klasser, når arbejderens anskuelser, tanker og idealer gennemgående bliver helt forskellige fra både kapitalistens og gårdmandens – da er det jo ikke, fordi de er forskellig skabte fra naturens hånd, men kun fordi de lever under forskellige sociale vilkår, der præger dem hver på sin særegne måde, leder deres tanker og vilje hver ad sine særegne veje. Og når menneskene tænker og handler helt anderledes nu end for hundrede år siden, når meget af det, som dengang greb og begejstrede, nu lader os fuldstændig kolde, da er det jo heller ikke, fordi det er en anden art af mennesker, der lever nu om stunder, men det er, fordi de sociale vilkår, hvorunder de lever, helt har ændret sig.
Blandt de forhold, som i hvert enkelt øjeblik bestemmer menneskenes handlinger, er der to, som praktisk set er uforanderlige; det er mennesket selv, og det er naturen. Mennesket har næppe indenfor den historiske tid forandret sig kendelig; vi har sikkert i alt væsentlig de samme åndelige og legemlige anlæg, de samme drifter og tilbøjeligheder, den samme opfattelses- og tænkeevne, som vore forfædre havde for årtusinder siden; er der i tidens løb sket ændringer, så er de i hvert fald forsvindende små. Det er altså ikke menneskene selv, som har forandret sig, men det livsindhold, de har hentet udefra. Men ikke, hvad de direkte har hentet fra naturen. Thi også de naturomgivelser, blandt hvilke menneskene lever, har i årtusinder løb af sig selv kun forandret sig umærkelig, i hvert fald i de allerfleste egne af jordkloden; klima og jordbundsbeskaffenhed er meget nær af samme art som i den ældste historiske tid, og hvor der er indtrådt større ændringer, hvor skovene er forsvundne, søer udtørrede, dyrearter udryddede o. s. v., skyldes de så godt som alle menneskenes indgriben og er altså ikke af naturlig, men af social oprindelse. De to kræfter, menneske og natur, kan i deres sammenspil forklare, at der er forskelligheder mellem tænke- og handlemåden blandt folk af forskellig race og under forskellige naturomgivelser, blandt europæere og afrikanere, blandt danske og italienere; men de forklarer ikke, hvorfor man nu til dags tænker og handler helt anderledes i Danmark, end man gjorde i Holbergs tid, helt anderledes i Italien, end man gjorde ved Kristi fødsel. Til at forklare disse historiske ændringer – og det er jo netop denne opgave, som skal løses – kræves en tredje drivkraft, som i modsætning til mennesket og naturen i sig selv er foranderlig, som skifter skikkelse fra tid til tid.
Vi har brugt udtrykket “de sociale vilkår” om den kilde, hvorfra de enkelte tiders og de enkelte klassers særegne tænke- og handlemåde flyder, og hvorfra således også alle de historiske forandringer må have deres oprindelse. Men selvfølgelig giver et sådant udtryk ikke noget svar på spørgsmålet; det omskriver kun den opgave, der skal løses. Thi hvorledes er selve disse sociale vilkår opstået, og hvad er det, som stadig ændrer, omskaber og udvikler dem og dermed giver stødet til alle omdannelser i samfundslivet, i det historiske liv? Når arbejderklassen nu om stunder organiserer sig for at realisere et socialistisk samfund, når borgerskabet for halvandet hundrede år siden styrtede den katolske kirke og afløste den med den lutherske, når kolonialkrigene nutildags har en helt anden beskaffenhed end for et par hundrede år siden, når den middelalderlige videnskab syslede med helt andre spørgsmål end de, der optager vor tids forskning, så er det i og for sig ret let at forstå alt dette ud fra de enkelte tiders særlige sociale vilkår – men hvad er det for en kraft, som har omskabt, og som stadig omskaber det indbegreb af sociale vilkår, under hvilke menneskene lever? Her står man overfor den store ubekendte kraft, som til syvende og sidst behersker den historiske udviklingsproces, og som det gælder at lære at kende.
Som alle vegne udenfor de strengt matematiske videnskaber kan man heller ikke her på forhånd nå til en absolut vished af samme art som visheden om, at to og to er fire. Man må nøjes med en hypotese, en videnskabelig antagelse, som fra først af kun har en større eller mindre sandsynlighed for sig, men hvis rigtighed efterhånden kan bekræftes, når den prøves på de foreliggende kendsgerningers masse, og det så viser sig, at den overalt giver en fyldestgørende forklaring på de spørgsmål, der rejser sig, at de forudsætninger, hvorfra den går ud, overalt holder stik.
Den materialistiske historieopfattelse er en sådan videnskabelig hypotese, hvis sikkerhed fra år til år bliver mere og mere uomtvistelig, fordi den giver den eneste naturlige, den eneste for den menneskelige fornuft fuldt ud tilfredsstillende forklaring på kendsgerningerne i den historiske udvikling.
Den antager de materielle produktionsbetingelser for at være kilden til alle ændringer i samfundslivet. Den måde, hvorpå menneskene arbejder for at fremstille deres livsfornødenheder, er grundlaget for de til hver enkelt tid herskende sociale vilkår. I overensstemmelse med produktionsteknikkens udviklingstrin former ejendomsfordelingen og den hele økonomiske ordning sig; her ud fra bestemmes klassemodsætningerne, brydningerne mellem samfundets forskellige befolkningslag, de politiske institutioner, de juridiske regler; her ud fra påvirkes atter menneskenes tankeliv i visse bestemte retninger, fyldes med et særligt indhold, gribes af særegne ideer. Indbegrebet af alle disse forhold, som direkte eller indirekte udflyder fra den forhåndenværende arbejdsmåde, danner de i hver enkelt tidsalder herskende sociale vilkår. Og idet arbejdsmåden stadig forandrer sig, efterhånden som menneskene stræber frem imod nye, mere hensigtsmæssige tekniske fremgangsmåder, afløser gamle redskaber med nyere og bedre, ophober den ene erfaring efter den anden, så påvirkes alle disse sociale vilkår heraf; der opstår et modsætningsforhold mellem de tilstande og de tanker, som er taget i arv fra ældre tiders lavere stående produktionsteknik, og på den anden side de nye kræfter, som den moderne, mere udviklede produktionsteknik har sat ind i livet; fra tid til anden stiger denne modsætning til så høj en spænding, at der indtræder et revolutionært sammenbrud, som udrydder de gamle samfundsforhold og skaber en helt ny samfundsordning, tilpasset i overensstemmelse med de nye kræfter, som har udviklet sig.
Dette er kernen i den materialistiske historieopfattelses udviklingsteori, således som den første gang er fremstillet af Karl Marx i fortalen til hans bog “Til kritik af den politiske økonomi”, som udkom i 1859, og som danner forløberen for “Kapitalen”.
Lige så lidt som nogen anden af de store videnskabelige opdagelser, der har brudt nye baner for det menneskelige åndslivs udvikling, lige så lidt er den materialistiske historieopfattelse faldet som et Aladdinsæble i en lykkelig tænkers turban – blevet til ved en enkelt genial indskydelse. Tværtimod, bagved den ligger et langt og uhyre ihærdigt forskningsarbejde, som først lidt efter lidt kunne sætte frugt.
Tiden måtte først være moden. Den materielle arbejdsteknik måtte være nået til en sådan udfoldelse og befinde sig i et sådant gennembrud, at dens omskabende indflydelse på samfundslivet, dens mægtige betydning som historisk drivkraft blev en iøjnefaldende kendsgerning, der tvang sig ind på iagttagerens bevidsthed. Den moderne storindustrielle produktion, der henimod midten af det 19de århundrede skyllede som en stormflod hen over alle de vesteuropæiske lande, skabte netop en sådan situation. Nye sociale vilkår udviklede sig overalt, hvor den kom frem, nye klassemodsætninger åbnede sig, nye ideer sprang frem. Og i det store revolutionsår 1848 fik man det tydeligste indtryk af, hvorledes hele det sociale bevidsthedsliv blev omskabt under denne indflydelse. Ingen – og mindst af alle den, der på nærmeste hold, i de vesttyske, de franske, de belgiske, de engelske fabriksdistrikter, havde lært den nye produktionstekniks virkninger at kende – kunne være blind for, at hele "ånden fra 48", hele det indbegreb af ideer om politisk frihed, national selvstændighed ag social lighed, der den gang satte sindene i bevægelse, hele den pludselige sammenstyrtning af de nedarvede tanker og forestillinger, at alt dette var i højeste grad påvirket af de sociale ændringer, som de nye former for arbejdet havde draget efter sig. Men når denne sammenhæng her var så umiddelbart iøjnefaldende, da lå det snublende nær at spørge, om ikke også det samme havde gjort sig gældende i tidligere historiske perioder, om ikke de materielle produktivkræfters udvikling overhovedet var den almindelige drivkraft, der lå bagved alle historiske ændringer. – Tiden var altså moden; materialet til løsning af den store opgave bød sig frem. Allerede før Marx var nået til at opstille den materialistiske historieopfattelse, ser man glimt af en lignende forståelse dukke frem hos forskellige historiske forfattere, og omtrent samtidig nåede en amerikansk forsker, Morgan, ved studiet af naturfolkenes samfundstilstande ad helt andre veje til et tilsvarende resultat.
Når man følger udviklingen i Marx’ ældre skrifter, ser man, hvordan han lidt efter lidt, gennem et møjsommeligt tankearbejde bar frigjort sig fra sine forgængeres mystiske forestillinger om menneskeånden som den styrende verdenshistoriske magt, hvordan han har set nye spørgsmål dukke op, er trængt ind i dem og efterhånden har tilkæmpet sig forståelse af deres natur, indtil denne stadig voksende erkendelse omsider afklaredes og samledes til et fast bygget teoretisk system. Vi gengiver i oversættelse de linier, hvori han året 1859 udviklede dette system; de indeholder en fuldt udtømmende og fuldstændig uangribelig fremstilling af den materialistiske historieopfattelses grundtanker.
“I den samfundsmæssige produktion af livsbetingelserne træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige forhold, produktionsforhold, der svarer til et bestemt udviklingstrin af de materielle produktivkræfter, som de råder over. Indbegrebet af disse produktionsforhold danner samfundets økonomiske bygning, det virkelige grundlag, på hvilket der hæver sig en juridisk og politisk overbygning, og hvortil der svarer visse bestemte sociale bevidsthedsformer. Den måde, hvorpå de materielle livsbetingelser frembringes, betinger den samlede sociale, politiske og åndelige livsproces. Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres tilværen, men det er ganske modsat deres sociale tilværen, som bestemmer deres bevidsthed. På et vist udviklingstrin kommer samfundets materielle produktivkræfter i modstrid med de forhåndenværende produktionsforhold eller, hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, indenfor hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være udviklingsformer for produktivkræfterne forvandler disse forhold sig til at blive lænker for produktivkræfterne. Der indtræder da et tidsrum af social revolution. Idet det økonomiske grundlag forandrer sig, bliver hele den uhyre overbygning i kortere eller længere tid omvæltet. Når man betragter sådanne omvæltninger, må man stedse skelne imellem de økonomiske produktionsbetingelsers omvæltning, som er af rent materiel art og kan fastslås på rent naturvidenskabelig måde, og på den anden side de juridiske, politiske, religiøse, kunstneriske eller filosofiske, kort sagt ideologiske former, under hvilke menneskene bliver sig denne modsætning bevidst og udkæmper den. Lige så lidt som man bedømmer, hvad det enkelte menneske er, i forhold til, hvad han forekommer sig selv at være, lige så lidt kan man bedømme en sådan omvæltningsperiode ud fra dens egen bevidsthed; man må tværtimod forklare denne dens egen bevidsthed ud fra det materielle livs modsigelser, ud fra den forhåndenværende modsætning mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene. En samfundsform går ingensinde til grunde, før alle de produktivkræfter er udviklede, som den er i stand til at rumme; og nye højere produktionsforhold træder ingensinde i stedet, før de materielle betingelser for deres tilværelse er fostrede i det gamle samfunds skød. Derfor stiller menneskeheden sig altid kun opgaver, som den kan løse; thi når man ser rigtig til, vil man stedse finde, at selve opgaven kun rejser sig, hvor de materielle betingelser for dens løsning allerede er til stede eller i hvert fald er i færd med at blive til. I de store omrids kan man betegne den asiatiske, den antikke, den feudale og den moderne borgerlige produktionsmåde som fremadskridende afsnit af den økonomiske samfundsform. De borgerlige produktionsforhold er den sidste modsætningsform for den sociale produktionsproces, en modsætningsform ikke i betydning af modsætning mellem de enkelte mennesker; men af en modsætning, der vokser frem af menneskenes sociale livsbetingelser; imidlertid skaber de produktivkræfter, der udvikler sig i det borgerlige samfunds skød, tillige de materielle betingelser for løsningen af denne modsætning. Med denne samfundsform afsluttes derfor det menneskelige samfunds forhistorie.”
Dette er kort sammentrængt, grundtrækkene i den teori, man har kaldt den materialistiske historieopfattelse. Senere forskere har ingen berigtigelser kunnet føje til den fremstilling, Marx her har givet; de har kun, ved at prøve den på kendsgerningernes masse, vundet stadig ny bekræftelse på dens gyldighed, de har illustreret den med en mængde af oplysende eksempler, hentede fra de forskelligste områder, og de har atter og atter erfaret, hvorledes denne videnskabelige synsmåde åbner adgang til helt ny, frugtbarere og fyldigere, rigere og mere udtømmende forståelse af den historiske udviklings fremtoninger, end det på nogen anden måde vilde være muligt at opnå.
Med materialismen i filosofisk forstand har den materialistiske historieopfattelse, som man ser, intet fælles ud over den blotte, tilfældige navnelighed. Den filosofiske materialisme studerer forholdet mellem menneskenes fysiske og åndelige liv og opstiller læren om, at al sjælelig virksomhed er et simpelt udslag af den legemlige livsproces og følgelig må ophøre i samme øjeblik, som den legemlige livsproces er til ende. For den historiske materialisme er dette et fuldstændig uvedkommende spørgsmål. Hvad den beskæftiger sig med, er ikke de almindelige love for det menneskelige bevidsthedsliv, men kun de love, der bevirker, at bevidsthedslivet, ikke hos det enkelte menneske, men hos den store masse af befolkningen, fra tid til anden omformes, fyldes med nyt indhold, optages af nye interesser, gribes af nye idealer, altsammen under indflydelse af de omgivende sociale vilkår. At opspore disse rent sociale love, dette og intet andet er dens opgave.
Heller ikke et andet filosofisk stridsspørgsmål, spørgsmålet om viljens frihed eller ufrihed, har noget som helst berøringspunkt med den opgave, den historiske materialisme beskæftiger sig med. Om det enkelte menneske i sine beslutninger har et vist spillerum for en virkelig fri vilje, eller om han helt og holdent ledes af fremmede magter, således at hans frie beslutning kun bliver et selvbedrag, det er et spørgsmål, der ikke vedkommer den materialistiske historieopfattelse. Per eg Povl er i denne forbindelse ligegyldige personer; det ,er ikke de enkelte mennesker, men menneskemasserne, det gælder. Den samme regelmæssighed, som statistikken forefinder overalt, hvor den har med store tal at gøre – år efter år er der, trods alle personlige ejendommeligheder, forholdsvis lige mange mennesker, der berøver sig selv livet, gifter sig, begår ejendomsforbrydelser, sætter børn i verden udenfor ægteskab o. s. v. – den samme lovbundne regelmæssighed viser sig ved enhver historisk betragtning; der gør sig bestandig en vis plan, et vist system gældende i befolkningens sociale bevidsthed og sociale bestræbelser; og det er kun disse fælles sociale træk, som den materialistiske historieopfattelse søger at spore tilbage til deres udspring.
Og vel at mærke ikke således at forstå, at den i de materielle produktionsvilkår ser en kraft, som direkte og rent mekanisk frembringer alle samfundslivets forskelligartede fremtoninger. Intet ligger fjernere fra den materialistiske historieopfattelses tankegang end at anse den historiske udvikling for en sådan automatisk proces, som blindt ledes af skæbnen, og hvis enkelte optrin og tilstande umiddelbart kan aflæses af de herskende materielle produktionsbetingelser. – Tværtimod, hele bevægelsen er uhyre sammensat og indviklet; en mængde forskellige og ofte ganske modstridende tendenser krydser hverandre; imellem den materielle produktion på den ene side og de åndelige strømninger på den anden ligger der en mangfoldighed af overgangsformer; og alle de forskellige tilskyndelser og påvirkninger passerer igennem menneskelige hjerner og forarbejdes dyr og føres videre derfra. De ideologiske forestillinger, om godt og ondt, om ret og uret, om sandt og usandt, om skønt og hæsligt osv., spiller en mægtig rolle i den historiske udvikling; den materialistiske historieopfattelse underkender ingenlunde denne ideernes store betydning; den viser blot, at disse ideer ikke svæver frit i luften, men at de tværtimod bunder i den tænkemåde, som hersker hos de forskellige klasser i samfundet, at denne atter bestemt ved ejendomforholdene, og at disse endelig hviler på de materielle produktionsvilkår. Den overser således ikke ideernes betydning, men fører dem ned fra de luftige regioner og forklarer deres jordiske udspring.
Heller ikke underkender den materialistiske historieopfattelse de store mænds, geniernes indflydelse på den historiske udvikling; den viser kun, hvorledes deres livsværk ikke er blevet til ved tilfældets magt, men at det med naturnødvendighed er fremgået af de sociale omgivelser, og at disse atter har deres rod dybt fæstet i de herskende materielle produktionsforhold. Columbus og Newton, Luther og Holberg, Watt og Edison, Darwin og Marx, alle har de forefundet de opgaver, med hvilke de gav sig i kast; det var de store spørgsmål, som beskæftigede tiden, og som krævede at løses; geniernes betydning ligger i, at de har set større på disse opgaver end deres samtidige, at de har formået at samle de enkelte træk under fælles synspunkter, og at de har haft fantasi og mod og udholdenhed til at drage de videste konsekvenser af det, de så.
Således nøjes den materialistiske historieopfattelse ikke med et overfladisk skin, men søger overalt at trænge til bunds i de sociale forhold, at forklare sig deres oprindelse og der ud fra forstå deres særegne virkemåde. Den bærer sig ad som kemikeren, når han analyserer de uendelig mange forskellige stoffer, opløser dem i deres enkelte bestanddele og fører dem tilbage til et lille antal af kemiske grundstoffer. Og allevegne, hvor historikeren på virkelig videnskabelig vis foretager sine analyser, ender han med at stå overfor de materielle produktionsvilkår som de sidste sociale grundstoffer.
Vi skal efter denne korte redegørelse for den materialistiske historieopfattelses principper prøve lidt nærmere at belyse dens væsen ved hjælp af forskellige historiske eksempler, og som det første eksempel vil vi flygtig betragte naturfolkenes samfundsliv.
For hele den forhistoriske tid – og ordet ,,forhistorisk" betegner jo ikke tiden, før den historiske udvikling begynder, men kun den tid, der ligger forud for de skrevne historiske efterretninger – for hele denne del af menneskehedens tilværelse må videnskaben uvilkårlig anerkende den materielle produktionsteknik og de forandringer, den har gennemløbet, som grundlaget for udviklingen. – Man finder et betegnende udtryk for denne anerkendelse i den måde, hvorpå oldtidsforskningen inddeler den forhistoriske tid i forskellige perioder efter det stof, menneskene til de enkelte tider har benyttet til at fremstille deres redskaber, og efter den måde, hvorpå de har forarbejdet dem; man skelner mellem stenalderen, broncealderen og jernalderen, og indenfor hvert af disse hovedafsnit skelnes der atter mellem forskellige underafdelinger, alt efter den mere eller mindre hensigtsmæssige forarbejdelse af redskaberne.
I hver især af disse perioder spores det tydeligt, ud fra de genstande, man har fundet, at livsførelsen må have været forskellig, må have antaget sine særegne former – og betegnende nok er det ikke blot de rent materielle livsforhold, som har ændret sig, men også de ideologiske anskuelser, således ser man, at begravelsesskikkene har forandret sig, efterhånden som nye redskaber har tilvejebragt nye betingelser for livets ophold; og de vekslende begravelsesskikke er utvivlsomt udslag af vekslende religiøse forestillinger. så dybe er de forskelligheder, der træffes fra den ene periode til den anden, at man fra først af kun kunde forklare sig dem som følge af folkevandringer. Man antog således for Danmarks vedkommende, at nye folkeslag var vandret ind i landet og havde bragt nye arbejdsmåder og nye tænkemåder med sig; den moderne, af udviklingslæren påvirkede oldtidsforskning tillægger imidlertid sådanne indvandringer at fremmede folkeslag en forholdsvis ringe indflydelse i sammenligning med den gradvise fremadskridende udvikling, der til syvende og sidst er bestemt ved produktionsmidlernes stadige forbedring.
Så blændende end rækken er af de opfindelser og opdagelser, der har fundet sted i løbet af den historiske tid og ikke mindst i de sidste århundreder, så er de jo dog kun af forsvindende ringe betydning i sammenligning med dem, der ligger tilbage i den forhistoriske tids utalte årtusinder da mennesket efterhånden lærte sig at gøre ild, at forfærdige bue og pil, at flette fiskenet, at hule træstammer ud til både, at væve tøj, at bygge huse, at tæmme husdyr, at dyrke korn, at lave kogekar af ler, at smede metaller, og ved at ophobe disse og mangfoldige andre arbejdsfremskridt lidt efter lidt gjorde sig Jorden underdanig. Ethvert sådant arbejdsfremskridt må – det ligger i sagens natur – nødvendigvis have omskabt alle vilkår for menneskenes sociale livsførelse. man tænke blot på, hvilken omvæltning, hvilken revolution af alle livets forhold det må have medført, da menneskene lærte sig at dyrke korn, hvordan deres sæder og skikke må have forandret sig, hvordan ejendomsforholdene må være blevet helt andre end blandt de vandrende hyrdefolk, hvordan dermed alle forbindelser mand og mand imellem må have skiftet karakter, hvordan nye politiske forhold må have udviklet sig af de nye økonomiske tilstande, hvordan hele forestillingskredsen må være blevet forvandlet.
I studiet af de endnu eksisterende "naturfolk"s liv har man midler til at lære de sociale tilstande og den sociale udvikling i den forhistoriske del af menneskehedens tilværelse at kende på langt nærmere hold end igennem fundene i gravhøje, køkkenmøddinger og pælebygninger. Og man finder her den fuldeste bekræftelse på, at det er i produktionstekniken, drivkraften til alle sociale tilstande må søges. Side om side med de uforanderlige naturomgivelser bestemmer den på hvert enkelt trin af sin udvikling de sociale tilstande, hvorunder menneskene lever; enhver ændring, den selv gennemgår, sætter sine tydelige spor hele den sociale ordning.
For de stammer, der væsentlig lever af jagt og fiskeri, er kommunismen med dens fællesskab i arbejde og nydelse en livsbetingelse; uden den vilde de simpelthen ikke kunne eksistere. Uden overvejelser for og imod, rent uvilkårlig indretter de sig under kommunistiske samfundsformer, fordi disse for dem er de eneste hensigtsmæssige, ja, de eneste mulige former for samliv mellem mennesker. Får husdyrbrug og jordbrug voksende betydning blandt dem, tilpasses deres samfundsforhold i overensstemmelse dermed. Den private ejendomsret eller brugsret til jorden begynder ganske småt at udvikle sig, medens det på de tidligere samfundstrin kun var løsøre og navnlig smykker, særlig kostbare våben øg deslige, som kunde være i enkeltmands eje. I stedet for at dræbe krigsfangerne og måske fortære deres kød, begynder man nu at gøre dem til slaver, fordi der er brug for arbejdskraft til at passe kvæget og dyrke jorden, og fordi den nye produktionsmåde i modsætning til den gamle giver så stort et udbytte, at mennesket er i stand til at producere mere end sit eget livsophold, så der kan blive et overskud af slavernes arbejdsudbytte tilovers til de herrer, som ejer dem.
De krige, de fører, er fejder med nabostammer om jagtdistrikter, om græsgange for deres kvæg, om egne, hvor den overbefolkning, der ikke er plads til hjemme, kan finde livets ophold. Under hver enkelt af de forskellige produktionsformer får krigen en forskellig karakter og dermed også de politiske organisationer, som særlig tager sigte på krigsførelsen; gennem en lang række af overgangsled ser man den særlig modige og erfarne mand, der udpeges til som høvding at anføre en stamme på et enkelt krigstog, lidt efter lidt forvandle sig til den konge, der til stadighed øver en mere eller mindre udbredt magt over en hel række af forbundne stammer.
Familielivets sære, for et nutidsmenneske så vanskelig forståelige former er nøje afhængige af hele den sociale og derigennem af hele den økonomiske tilstand. Der findes de mærkværdigste skikke, som er fælles for naturfolk, spredte ud over alle egne af kloden, og som afgiver det tydeligste vidnesbyrd om, hvorledes mennesker uden nogensomhelst indbyrdes forbindelse altid på samme økonomiske udviklingstrin tænker og handler ens – således de ejendommelige ægteskabsforhold, som på visse trin af civilisationens udvikling genfindes blandt urindbyggerne i Nordamerika, i Australien, i Asien, i Afrika, og af hvilke man også kan spore rester i Europas ældste historie.
De moralske begreber er tydelige udslag af de herskende produktionsforhold. Egenskaber, som i vore dage sættes højt i ære i det almindelige omdømme, får kun et ringe værd i en vild stammes øjne; det er helt andre egenskaber, som lovprises, fordi de er vigtige for opretholdelsen af stammen, af samfundet – egenskaber som mod, snarrådighed, hårførhed, evne til at tåle smerter. Det svagelige individ bliver foragteligt i sammenligning med den stærke og dristige mand. Godt og ondt får en helt anden betydning end hos os. Der er stammer, hos hvilke ingen mand vinder anseelse, når han ikke har gjort sig navnkundig ved et dristigt tyveri fra en fremmed stamme; der er stammer, hos hvilke det anses for en god og priselig gerning at tage livet af sine gamle forældre for at befri dem fra en byrdefuld alderdom.
De religiøse forestillinger er i alle deres grundtræk bestemt ved arten af det arbejde, der frembringer livsfornødenhederne. De er og må naturligvis være vidt forskellige hos jægerfolk, der tænker sig livet efter døden som en jagt på de store stepper, hos hyrdefolk, der ved lejrbålet om natten betragter himmellegemernes forunderlige gang, og hos agerbrugsfolk, der i haglvejret og andre naturfænomener, som ødelægger afgrøden, ser onde, menneskefjendske magters spil. – De ånder, de hver for sig tilbeder, tænker de sig i helt forskellige skikkelser, de bønner, de retter til dem, får et helt forskelligt indhold.
Kunsten i alle dens forgreninger er vokset organisk frem af arbejdets særegne natur. – billedkunsten udvikler sig af de linjer eg figurer, hvormed man pryder de kar, der anvendes i husholdningen, og den henter sine emner fra de genstande, man har for øje under jagten og andre produktive arbejder – hvor glimrende er ikke de dyrebilleder, der fra den allerældste tid er fundet i mellemeuropæiske huler! Sang og musik er i den oprindelige skikkelse kun rytmiske rækker af stadig gentagne lyde, der gør arbejdet mere taktfast og derfor mindre trættende. – Dansen – en af de lavtstående folkeslags mest fremherskende kunstarter – er en forskønnende gengivelse af de bevægelser, der bruges under det produktive arbejde, af kvinderne, når de samler rødder i jorden, af mændene, når de går på jagt.
Og hvad der gælder naturfolkenes liv i de fjerne forhistoriske tider, det gælder også kulturfolkene i den tid, om hvilken de historiske kilder beretter, blot at forholdene her er langt mere indviklede, sammenhængen langt vanskeligere at gennemskue. – Den flygtige, overfladiske betragtning opfatter kun et mylder, et virvar af spredte eller løst sammenkittede enkeltheder; man ser ikke skoven for bare træer. Først når man metodisk studerer alle disse fremtoninger, hver for sig og i deres indbyrdes forbindelse, og skridt for skridt følger dem tilbage, vil man igennem en lang række af mellemled nå til den fælles bærende bund, som betinger dem og giver dem deres særpræg. Og jo mere mangesidig den undersøgelse er, man anstiller, og jo bedre man forstår at få alle de forskelligartede bestanddele af det sociale liv oplyst, des sikrere sporer man de materielle produktionsvilkårs forandringer som den sidste årsag til hele den sociale udviklingsproces.
Selvfølgelig vilde det være tåbeligt, om man simpelthen vilde opstille den russisk-japanske krig som en direkte følge af dampmaskinen, telegrafen, spindemaskinen, den elektriske akkumulator og hele det øvrige indbegreb af produktionsmidler, hvormed der nuomstunder arbejdes, på samme håndgribelige, umiddelbart iøjnefaldende måde, som man kan forklare to jægerstammers indbyrdes fejde som en strid om et jagtdistrikt, hvorfra de med de primitive våben, der står til deres rådighed, kan hente sig tilstrækkelige næringsmidler. vil man forstå, hvad krigen drejede sig om, må man have hele det mægtige sammenspil af sociale forhold i erindring, som har udviklet sig på grundlag af den moderne produktionsteknik: den kapitalistiske produktionsmåde med dens særegne ejendoms- og udbytningsformer; kapitalens umættelige begær efter nye markeder, hvor den kan finde nye felter at anbringe sig i og nye kunder for sin overproduktion af varer, kapitalisternes herredømme over staten og hensynsløse udnyttelse af statsmagten i deres egen interesse, den stadig skarpere internationale konkurrence mellem de forskellige landes kapitalistklasser. Og vil man forstå, hvad der var årsagen til de russiske nederlag i krigen, bliver opgaven endnu mere omfattende; man må studere det ejendommelig lave udviklingstrin, hvorpå den kapitalistiske produktion står i Rusland, den modstand, den har mødt fra de nedarvede middelalderlige magter, det kompromis, der er indgået mellem det enevældige kejserdømme og adelen på den ene side og den moderne kapitalisme på den anden, den demoralisation af alle offentlige forhold og den økonomiske svækkelse af landet, som dermed er fulgt – og i modsætning hertil den særegne udviklingsgang, som den kapitalistiske produktion har taget i Japan. – Undersøger man alle disse forhold, da træder de kræfter tydeligt frem, som virkede til at bringe Japan sejren; det var ikke tågen i Tsushimastrædet eller nogle japanske generalers snilde manøvrer i mantsjuriet, som beredte Rusland det store nederlag; men dette var forudbestemt ved den sociale udvikling i de to lande.
Og selvfølgelig vilde det være ganske urimeligt, om man erklærede t. eks. Rembrandts malerkunst for et direkte udslag af de materielle produktionsvilkår, hvorunder man arbejdede i Holland i det 17de århundrede. Der ligger en lang række led imellem, som må udforskes, før man fuldt ud kan forstå, hvad det er, som til syvende og sidst har givet Rembrandts kunst dens særpræg i sammenligning med andre mestres værker. Det voksende handels- og industriliv havde i Holland skabt et kraftigt borgerskab, der var fyldt med en stærk selvtillid og selvbevidsthed, som på mange forskellige områder gav sig ejendommelige udtryk; den klassefølelse, der her udfoldede sig, det hele livsindhold, der fyldte de hollandske købmænd og håndværkere, var det, som prægede sig i kunsten, stilledes kunstnerne overfor deres særegne opgaver, indgav dem deres særegne ideer, ledede deres hånd under arbejdet – og nåede sit højeste kunstneriske udtryk i Rembrandts værker.
Således overalt. Historikeren må tage hele sammenspillet af sociale forhold op til undersøgelse og følge de forskellige fremtoninger gradvis tilbage, før han når til deres udspring i de materielle produktionsvilkår. Den materialistiske historieopfattelse er ikke som en matematisk formel, ved hvis hjælp man i en håndevending kan løse alle mulige historiske opgaver; den er en videnskabelig synsmåde, en arbejdsmetode, som kaster et nyt lys over den historiske udviklingsproces, og ved hvis hjælp man vinder den fyldigste og rigeste forståelse, som det på historievidenskabens nuværende trin er muligt at vinde.
Vi vælger som et nyt eksempel til belysning af den materialistiske historieopfattelses væsen en af de store verdenshistoriske brydningsperioder: renæssance-, opdagelses-, reformationstiden.
Overgangen fra middelalderen til den nyere tid kendemærkes ved en række mægtige politiske og åndelige omvæltninger, som griber uhyre dybt ind i alt socialt liv, vender op og ned på nedarvede tilstande og tilvante forestillinger, skaber et helt nyt sæt af livsforhold og ideer og gør denne periode til en af de mest interessante i Europas historie.
Forud for og jævnsides med alle disse dybtgående forandringer i det politiske og åndelige samfundsliv gik en række store opfindelser og opdagelser, som hver på sit felt førte til gennemgribende ændringer i den rent materielle produktion. Kompasset, krudtet og bogtrykkerkunsten blev opfundet; skibsbyggeriets og bjergværksdriftens teknik blev stærkt udviklet; søvejen til Indien blev fundet; Amerika dukkede frem af verdenshavets tåger; fra araberne lærte man en mængde nye matematiske og mekaniske, kemiske og medicinske kundskaber, som man drog stor praktisk nytte af; fra Østen indførtes talrige nytteplanter, der før var ukendte i Europa, sukkerrøret og citronen, risen og majsen osv.
Om alle disse fremskridt gælder det, at de ikke opstod tilfældigt; de trådte ud i livet, fordi der var en social trang til dem, som efterhånden havde vokset sig så stærk, at den krævede sin tilfredsstillelse. Det er betegnende, at enten kan man overhovedet ikke føre dem tilbage til nogen enkelt mand, eller også har den enkelte mand, som fuldbyrdede dem, kun draget de sidste resultater af de bestræbelser, hans forgængere havde udfoldet. Ingen kan med sikkerhed sige, hvem der har opfundet krudtet eller kompasset; bogtrykkerkunsten er ikke sprunget pludselig frem af en genial mands hjerne, men har lidt efter lidt udviklet sig, indtil den blev fuldkommengjort ved Gutenbergs bevægelige typer; og selv det flygtigste blik på de geografiske opdagelsers historie viser, hvor langvarig en proces der lå forud, hvor mange forsøg, der udkrævedes, før det store gennembrud ved slutningen af det 15de århundrede kunde finde sted. Det vil med andre ord sige, at de opgaver, der her løftes, ligesom "lå i luften"; der var en social nødvendighed tilstede for deres løsning, og den drog opmærksomheden og interessen sammen om dem og sporede bestræbelserne frem, indtil man omsider nåede resultater. Der er næppe tvivl om, at en hel del af den indsigt, menneskeheden erhvervede sig i den udgående middelalder, har været kendt eller anet af enkelte mænd langt længere tilbage i tiden, men betingelserne har dengang ikke været modne, og det kunne derfor kun blive snurrepiberier uden praktisk værdi, som hurtig glemtes. Det er jo en kendsgerning, at nordiske vikinger allerede tidlig i middelalderen er nået til Amerikas kyster, men deres kendskab til den nye verdensdel forblev og måtte på det tidspunkt nødvendigvis forblive gold. På samme måde ved man, at principperne for adskillige af nutidens største, mest banebrydende opfindelser, dampmaskinen t. eks., glimtvis har været fremme allerede længe i forvejen, men er gledet sporløst hen, fordi der endnu ingen brug var for dem. Først når den produktive teknik er nået så vidt i sin udvikling, at den kan optage en ny opdagelse eller en ny opfindelse i sit system og benytte den til at føre udviklingen videre frem, til at sprænge skranker, den hidtil har måttet standse overfor – først da træder en sådan ny opdagelse eller opfindelse fra studerekamrene og laboratorierne ud i det virkelige liv.
Således er hvert enkelt fremskridt i den materielle produktionsteknik selv bestemt ved det udviklingstrin, hvorpå den materielle produktionsteknik som helhed står. Det kan kun slå igennem, forsåvidt det træder ind som et naturligt og nødvendigt led i den forhåndenværende teknik.
Men når et sådant fremskridt finder sted, fører det efter kortere eller længere tids forløb dybe omvæltninger med sig på de forskelligste områder af det sociale liv. Og netop begivenhederne ved overgangen fra middelalderen til den nyere tid giver en række slående eksempler på disse virkninger.
Søfartens teknik havde udviklet sig, ved fremskridt i skibsbyggerkunsten, ved voksende matematiske og astronomiske kundskaber og ikke mindst ved anvendelsen af kompasset. Nye fund af ædelt metal og forbedrede arbejdsmetoder i bjergværkerne havde forøget mængden af omsætningsmidler i samfundet. forbindelsen med Orienten, som særlig siden korstogene var taget stærkt til, havde skabt betingelser for en voldsomt stigende omsætning af Østens og Vestens produkter. Handelslivet udfoldede sig under indflydelse af alt dette i stadig større omfang, fra først af navnlig i de norditalienske byer, som dannede det naturlige mellemled mellem Europa og de asiatiske middelhavshavne, siden også i de sydtyske byer, i de tyske Østersøbyer og andetsteds, hvor hovedårerne for den internationale omsætning drog sig fra land til land. handelslivets opsving fremtvang en udvikling af den industrielle produktion, ikke blot af det gammeldags, for en direkte kundekreds arbejdende håndværk, men også af eksportindustrier; for at skaffe varer til ombytning med krydderierne og farvestofferne og hvad andre kostbare produkter man hentede fra asien, gjaldt det om selv at fremstille genstande, som kunde afsættes på de fremmede markeder. Især var det klædeindustrien, der således groede frem, først i Norditalien, senere også i Holland og England, fra først af som en håndværksmæssigt drevet husindustri, siden hen ofte udøvet i store fællesværksteder, manufakturer, forløbere for nutidens kapitalistisk drevne fabrikker.
Det nye handels- og industriliv samlede sig i byerne. Byerne voksede i folketal og anseelse, både syd og nord for Alperne og nåede en samfundsmæssig betydning, som man ikke havde kendt noget sidestykke til siden Romerrigets dage. Det borgerskab, der her havde hjemme, fik en helt anden karakter end den tidligere middelalders forkuede kræmmere og håndværkere, der oprindelig kun havde været et slags tilhæng til den verdslige eller gejstlige stormands hofstat. Det var frie, velstillede, selvbevidste mænd, med en forholdsvis vid åndelig synskreds, folk, der havde set meget og lært meget og var blevet vant til at stole på sig selv. som enhver anden opadstræbende klasse i samfundet repræsenterede de en livsanskuelse, der var stærkt i strid med alt det nedarvede; de var kritiske overfor de religiøse læresætninger, den katolske kirke forkyndte, og respektløse overfor de idealer, den middelalderlige adelsvælde havde udformet. De dannede sig deres egne idealer, deres egne forestilinger om godt og ondt, om dyd og last, ud fra de særegne sociale vilkår, de selv levede under; deres åndelige interessekreds fyldtes med et nyt indhold, som var vidt forskelligt fra det, der havde optaget middelalderens sind, men som faldt nøje i tråd med det virksomme, praktiske liv, de selv førte; deres skønhedsbegreber udviklede sig i en ejendommelig retning, i overensstemmelse med den klassepsykologi, der groede frem af borgerskabets særlige sociale stilling.
Den kunstneriske og videnskabelige renæssance, som først og stærkest brød igennem i de norditalienske byer, og som siden – om end i afsvækket skikkelse – forplantede sig til de store handelsstæder nord for Alperne, er et direkte udslag af hele den nye livsanskuelse, som udfoldede sig hos det unge revolutionære borgerskab. De reformatoriske bevægelser modtog her den næring, som gjorde det muligt for dem at vokse sig stærke. De store politiske brydninger mellem byerne og adelen, som opfylder tiden ved middelalderens slutning, finder kun her deres forklaring.
Men også de øvrige klasser i samfundet blev revet med ind i denne forvandlingsproces. Adelsmanden så med skinsyge og bitterhed på borgerskabets opkomst, og hans følelser blev ikke blidere, når han gang på gang måtte ty til de rige borgere om lån og sætte gård og gods i pant og svare ågerrenter af lånene. Men under pres af hele den sociale udviklingsproces begyndte også han at passe sig til efter den nye tingenes tilstand. Efterhånden som varehandelen tiltog, gik lidt efter lidt den gammeldags naturalhusholdning i opløsning. Korn, flæsk og kød og landbrugets øvrige produkter, som hidtil ikke havde kunnet sælges, men kun været genstand for direkte forbrug, begyndte at få penges værd, at blive varer, der lod sig omsætte til penge, for hvilke man atter kunde købe andre produkter. Hermed blev adelsmandens sociale stilling en helt anden end før; hans forhold til bønderne ændredes fra et patriarkalsk højhedsforhold til et rent udbytningsforhold. havde den landgilde og de øvrige ydelser, hans bønder måtte svare, hidtil kun tjent til at ernære ham selv og hans familie og hans svende, og havde der ikke været nogen fristelse for ham til at presse mere ud af bønderne, end hvad der behøvedes til hans husstands fortæring, så blev forholdet nu et ganske andet, nu da hver tønde korn og hver side flæsk havde fået penges værdi og lod sig forvandle til klingende mønt. Det umættelige pengebegær blev nu den ledende drivkraft for alle hans bevægelser. Jo mere der kunde suges ud af bønderne, des bedre. landgilden blev forøget, hoveriet voksede, bondegårde blev nedlagt, for at deres jord kunde drages ind under herregårdsmarken, vornedskabet blev indført, og – hvad der virkede særlig ødelæggende for hele bondehusholdningen – bønderne blev lukket ude fra deres gamle ret til at græsse deres dyr i skovene og på overdrevene, til at fiske i søerne og vandløbene og til at hente brændsel og tømmer i skovene. Det var bondestandens dybe trældoms- og fornedrelsesperiode, der nu begyndte. Men bønderne havde fra deres velmagtsdage endnu bevaret så megen kraft, at de ikke viljeløst lod sig give til pris for denne stadig voksende udsugelse; de rejste sig til forsvar; en række store bondekrige udbrød i middelalderens sidste århundrede rundt om i næsten alle Europas lande.
Adelen forvandlede sig således fra den gamle krigerstand til en godsejerklasse, hvis eneste livsopgave det var at suge den størst mulige masse værdi ud af de hørige bønders arbejde. I overensstemmelse hermed ændredes også dens politiske stilling i samfundet. Og hertil bidrog i høj grad et teknisk fremskridt af rent materiel natur; det var krudtets opfindelse. Så længe bue, sværd og lanse var hovedvåbnene, havde adelsmændenes sværtrustede rytterskarer været den vigtigste bestanddel af hæren; men med krudtets opfindelse trådte de lejede landsknægte i stedet. Adelen blev således overflødiggjort som krigerstand, og de store politiske fordele, den efterhånden havde tilegnet sig – først og fremmest friheden for enhver art af skatter og pålæg – havde dermed tabt al naturlig begrundelse. Imod adelens politiske vælde rejste kongemagten sig, støttet af det fremadstræbende borgerskab, der intet ønskede hellere end at knække stormændenes magt og indrette staten under sådanne former, at der blev det friest mulige spillerum for det borgerlige erhvervsliv. En skikkelse som Kristian II er betegnende for hele den politiske brydning, der således udviklede sig. I denne kamp om den politiske magt matte fyrsterne nødvendigvis sejre; og netop den samme opfindelse, som i militær henseende havde overflødiggjort adelen, skabte også de materielle betingelser for dens politiske overvindelse. Overfor et angreb med bue og lanse havde de svært befæstede adelsborge som oftest været uindtagelige; men overfor en hær, der var væbnet med bøsser og især med kanoner, måtte de hurtig overgive sig. Rundt omkring i Europa endte det da, før eller siden, efter mere eller mindre voldsomme sammenstød, med fyrstemagtens sejr over den middelalderlige adelsvælde.
Særegne, mere indviklede former for de politiske brydninger opstod, hvor det som til eks. herhjemme var fremmede købmænd, der i tidens løb havde tilegnet sig et faktisk eneherredømme over handelen, et monopol, som det for landets eget, i kraft og indflydelse voksende, borgerskab var af afgørende vigtighed at få sprængt.
Som den verdslige adel så sin politiske magtstilling undergraves ved de nye økonomiske kræfter, der udsprang i de materielle fremskridt, således gik det også de gejstlige magthavere. Fra alle sider rejste der sig et stormløb mod den katolske kirke. Fra byernes borgere, der – overalt, hvor de da ikke netop ved deres forretningsforbindelser var direkte interesseret i kirkens opretholdelse under den gamle skikkelse – nærede de bitreste følelser overfor de dovne, uvidende munke og hele den række af institutioner, den middelalderlige kirke havde udviklet. fra landets bønder; thi kirken var den største af alle godsejere i Europa, og den brugte sin magt over bønderne uden skånsel, til en hård, ulidelig udsugelse. Fra adelsmændene, der håbede at vinde de godser tilbage, som deres forfædre i gamle, naive tider havde skænket til sjælemesser. fra fyrsterne, der tragtede efter de store rigdomme i jordegods og ædelt metal, som bispedømmer og klostre sad inde med.
Reformationstiden var således det nødvendige resultat af de sociale forhold, som efterhånden havde udviklet sig, og som atter kun var de naturlige, nødvendige følger af fremskridtene i den materielle produktionsteknik. Det er betegnende, at der rundt om i forskellige europæiske lande allerede længe i forvejen havde været reformatoriske rørelser til stede, nærbeslægtede med dem, som siden brød igennem med Luther og Zwingli; men de var forblevet virkningsløse, fordi de sociale betingelser endnu ikke var tilstede. Først ved begyndelsen af det 16de århundrede var den sociale omvæltningsproces så vidt fremskreden, at bruddet med den katolske kirke blev en samfundsmæssig nødvendighed. De særegne former, hvorunder reformationen blev gennemført i de forskellige lande – anderledes i England end i Nordtyskland og Skandinavien, og her atter anderledes end i Holland og Svejts – er et spejlbillede af det økonomiske udviklingstrin, hvortil hver enkelt land var nået, og af den ejendommelige tænkemåde, der som følge heraf havde udviklet sig i befolkningens forskellige klasser. Men sikkert ville reformationsbevægelsen ikke være nået at blive en sådan folkebevægelse, som den de allerfleste steder blev, hvis ikke den bag sig havde haft en opfindelse af rent materiel natur; det var bogtrykkerkunsten, ved hvis hjælp det var muligt at sprede de nye tanker ud i befolkningen og at demokratisere de åndelige bevægelser i en grad som ingensinde før.
Som de sociale og de politiske, de kunstneriske og de religiøse nydannelser i samfundet var bestemt ved de tekniske omvæltninger, således også det nye verdensbillede, som skabtes ved de store geografiske opdagelser, og som i så høj grad må have bidraget til at revolutionere menneskets hele tænkemåde. At kompassets anvendelse og skibsbyggerkunstens og skibsførerkunstens tekniske fremskridt var den nødvendige forudsætning for portugisernes togt langs Afrikas vestkyst og Columbus’ færd over Atlanterhavet, er umiddelbart indlysende; men også den ånd, der besjælede opdagerne, var et udslag af samfundets økonomiske og sociale omvæltningsproces. Deres bevæggrund var begæret efter at finde lettere adgang til Østens kostbare stoffer, som spillede så stor en rolle for hele handelslivet, og ikke mindst at finde ædelt metal, det omsætningsmiddel, hvis masse nødvendigvis måtte forøges for at tilfredsstille det voksende forretningslivs krav. De griske eventyreres umættelige guldtørst var således et ubevidst udtryk for den trang, som samfundets økonomiske udvikling havde fremkaldt. Denne guldtørst var det, som drev dem ud på deres rejse; og de opdagelser, de her gjorde af nye, hidtil ukendte lande, af nye folkeracer, af nye sæder og skikke, af nye former for dyre- og planteliv, virkede tilbage på den gamle verdens tankeliv og videnskabelige erkendelse.
således viser det sig ved enhver nøjere betragtning, at alle disse mægtige og for hele eftertiden så betydningsfulde omvæltninger, der fandt sted i dette mærkelige historiske tidsrum til syvende og sidst stammer fra en række ændringer i den materielle produktionsteknik. Og således viser det sig overalt.
I modsætning til de ældre historiske perioder, hvor kilderne på mange områder kun flyder sparsomt, hvor den historiske viden der jævnlig afbrydes af større eller mindre huller, som kun ved hjælp af skøn og gisninger med tilnærmelsesvis sikkerhed lader sig udfylde, og hvor da også årsagssammenhængen mellem produktivkræfternes udvikling og de forskellige sociale forhold kun kan afdækkes gennem en indgående, møjsommelig videnskabelig forskning – i modsætning hertil ser man i vor egen tid, i kapitalismens tidsalder, denne sammenhæng træde rent umiddelbart for dagen. Her er ikke tale om en højere eller mindre grad af sandsynlighed, men om en absolut viden, som intet tænkende menneske kan unddrage sig.
Det er den moderne produktionsteknik, som bestemmer hele det moderne samfundsliv i alle dets mangfoldige forgreninger. Den tekniske revolution begyndte sin gang i anden halvdel af det 18de århundrede med de spinde- og vævemaskiner, som blev taget i brug i den engelske bomuldsindustri, og som på den tid var blevet en uomgængelig historisk nødvendighed. De nye arbejdsmaskiner i tekstilindustrien fremtvang hurtig dampmaskinens opfindelse, og dampmaskinen forplantede sig lidt efter lidt til den ene erhvervsgren efter den anden. fag efter fag gik fra gammel håndværksmæssig drift over til maskinmæssig fabriksdrift; dampskibet og lokomotivet trådte i virksomhed; ethvert nyt teknisk fremskridt drog en hel række andre efter sig. Kemiske opdagelser skabte skabte helt nye produktionsvilkår for både industri og landbrug. Elektroteknikkens udvikling gav stødet til det ene resultat mere overraskende, mere eventyrligt end det andet. Og på alle felter af det produktive liv er denne tekniske revolution vedblivende i fuld gang under stadig stigende højtryk; den ene nye opfindelse og opdagelse følger efter den anden, ikke tilfældig, men i regelmæssig, naturnødvendig rækkefølge, ud fra en bevidst stræben efter at fuldkommengøre det, der hidtil er nået, at besejre de hindringer, man hidtil er standset overfor; det er selve produktivkræfternes udvikling, som på hvert enkelt tidspunkt stiller de opgaver, der på det næste tidspunkt skal løses – og som sørger for, at de virkelig bliver løste.
Og ethvert sådant fremskridt i den materielle produktionsteknik medfører omvæltninger i vilkårene for menneskenes sociale samliv.
Man kan tænke på det simpleste tilfælde af alle, et tilfælde, der er typisk for hele den revolutionering af samfundslivet, vi befinder os i. En række opfindelser har gjort det muligt med fordel at forvandle en eller anden produktionsgren – t. eks. skotøjsproduktionen – fra håndværksmæssig til fabriksmæssig. I løbet af en årrække vil da de tusinder af små mestre, der tidligere sad og arbejdede hver i sit værksted – stundom med en læredreng eller en svend som medhjælper – for største delen være forsvundne, og i stedet vil samfundets behov for skotøj i alt væsentligt dækkes af nogle få store fabriker, hvor en mængde mennesker arbejder sammen som lønarbejdere for de kapitalister, der ejer fabrikkerne med alt deres tilbehør af arbejdsmidler. Ejendomsforholdene er altså fuldstændig forvandlede, hvor en sådan teknisk ændring er foregået. I stedet for det gammeldags ejendomsforhold, som betød arbejderens ejendomsret til produktionsmidlerne og dermed hans ret til det fulde udbytte af sit arbejde, er trådt det kapitalistiske ejendomsforhold, som betyder, at arbejderen udbyttes for en større eller mindre del af de værdier, han ved sit arbejde har frembragt. Lykkes det arbejderen at hæve sin løn, da sker det kun ved et fradrag i den profit, kapitalisten indhøster; og lykkes det omvendt kapitalisten at formindske arbejdslønnen, da forøger han derved – under i øvrigt lige forhold – sin profit. Der er altså indtrådt et absolut modsætningsforhold mellem de to parter, mellem arbejderen og kapitalisten; hvad der er til fordel for den ene af dem, er til skade for den anden; deres interesser er hinanden stik modsatte.
Dette modsætningsforhold er imidlertid ikke et individuelt, men et socialt. thi det er ikke den enkelte arbejder, der står over for den enkelte kapitalist, men arbejderklassen som helhed, der står over for kapitalistklassen som helhed. arbejderen ser, at der omkring ham befinder sig en mængde mennesker i nøjagtig den samme stilling som han selv, og han erfarer hurtig, at hans egne interesser falder sammen med deres. Lykkes det disse andre at forbedre deres arbejdsvilkår, da vil det også have en heldig indflydelse på hans egne arbejsvilkår, gøre det lettere for ham at få sin løn hævet og sin arbejdstid forkortet. Han gennemtrænges af forståelse af den klassesolidaritet, der råder mellem ham selv og de øvrige lønarbejdere; han føler sig som et led i en klasse, der kun gennem planmæssigt samarbejde kan varetage sine fælles interesser. og på samme måde går det kapitalisterne. Indadtil kan der være nok så dybe modsætninger imellem dem; de forskellige fags kapitalister har i mange henseender stærkt afvigende interesser, og inden for hvert enkelt fag gør konkurrencen sig gældende og sætter ofte ondt blod mellem de enkelte kapitalister – men i forholdet til arbejderklassen forsvinder alle disse indbyrdes modsætninger, og man står som en fælles klasse, med fælles interesser og parat til at forsvare disse interesser med alle midler.
Modsætningsforholdet mellem arbejdere og kapitalister bliver altså en klassemodsætning; den optræder overalt, hvor det kapitalistiske ejendomsforhold har skilt arbejderen og produktionsmidlerne fra hinanden, og den giver sig stadige udslag i klassekampe. Den faglige kamp er den første, mest nærliggende form for denne konflikt; her træder modsætningen mellem arbejdere og kapitalister frem i sin rene, utilslørede skikkelse. Men også den politiske kamp beherskes i stadig stigende grad af dette modsætningsforhold.
De politiske partier samler sig om visse politiske ideer og idealer, og som regel fralægger de sig på det bestemteste at være klassepartier; de kalder sig samfundspartier, hvis opgave det er at varetage den hele befolknings tarv. Men enhver nærmere prøvelse viser, at dette er et selvbedrag og nødvendigvis må være det, – thi hvorledes skulde ganske modstridende klasseinteresser i længden kunne forliges indenfor et og samme parti? Bevidst eller ubevidst er det de enkelte klasser, som organiserer sig hver især inden for det parti, hvis program og hele politiske virksomhed svarer bedst til de særegne klasseinteresser. Højre repræsenterer godsejerne og kapitalisterne, og det blev til, da det gamle konservative godsejerparti og det nationalliberale kapitalistparti smeltede sammen under indtryk af frygten for den fælles modstander, Bondevenstre. Venstre repræsenterer den besiddende gårdmandsstand og varetager dens interesser efter bedste evne. Socialdemokratiet repræsenterer de besiddelsesløse, de arbejdende dele af befolkningen. Enhver politisk debat om militærvæsen, om skoleforhold, om forfatningsspørgsmål, om toldpolitik, om social lovgivning o. s. v., genspejler de stridende klasseinteresser. Når man ved visse lejligheder ser de kapitalistiske partier gå med til reformer, der i og for sig synes at være i strid med kapitalisternes klasseinteresser, da finder man forklaringen på denne tilsyneladende selvmodsigelse ved nærmere at betragte den hele politiske situation; det er en sikkerhedsventil, hvorigennem man søger at aflede den misfornøjelse i underklasserne, som ellers let kunde give sig farligere, mere eksplosive udslag; man bringer et mindre offer for at sikre sig imod et større.
Som de enkelte landes indre politik således er også den internationale politik helt igennem bestemt ved klasseinteresserne. Det er kapitalisterne, som i alt væsentlig behersker staten, og de benytter sig af denne magt til fremme af deres klasseegoistiske interesser. Den moderne kolonialpolitik, som ligger til grund for alle internationale forviklinger og dermed også for hele nutidens militarisme, er et utvetydigt udslag af kapitalisternes bestræbelser for at vinde nye afsætningsmarkeder, nye anbringelsesmuligheder for den overflødige kapital, nye, rige udbytningsfelter, hvorfra der kan hentes profit hjem. Store og umådelig mægtige grupper af kapitalistklassen er tilmed direkte interesserede i rustningerne, fordi de giver anledning til anskaffelse af stadig nyt krigsmateriel, til optagelse af stadig nye statslån, og den art af forloren patriotisme, der kunstig udfolder sig under de militaristiske frasers klingklang, er overmåde gunstig for kapitalistklassens fælles interesser, idet den for en tid kan aflede opmærksomheden fra klassemodsætningerne og holde dele af den udbyttede befolkning tilbage fra klassekampen.
Arbejderne og kapitalisterne er de to klasser i nutidens samfund, hvis indbyrdes brydninger er toneangivende for det politiske liv. Men de er ikke de eneste klasser. Ved siden af dem findes der andre, der dels, som godsejerne og småborgerskabet, er rester fra tidligere sociale tilstande, men mere og mere gennemsyres af de tilstande kapitalismen skaber, dels, som ,,intelligensen” og de selvstændige husmænd, har udviklet sig af de særegne arbejds- og ejendomsformer, som den moderne produktionsteknik har givet stødet til. Nogle af dem, således husmændene, står i følge hele deres sociale stilling det egentlige lønarbejderproletariat nær, gribes mere og mere af dets sociale ideer og slutter sig i stigende tal til dets politiske organisationer. Andre, således de store grundbesiddere, smelter mere og mere sammen med den egentlige kapitalistklasse i det fælles had til den proletariske bevægelse. Atter andre, hvis sind beherskes såvel af frygten for at synke ned i proletariatet som håbet om at stige op i kapitalistklassen, står delt og vaklende.
Således fører altså de materielle produktivkræfters udvikling til nye arbejdsforhold, derigennem til nye ejendomsforhold og derigennem atter til nye klassemodsætninger og nye klassekampe, som slår igennem overalt og giver hele det offentlige liv nye former og nyt indhold. Men disse sociale omvæltninger har en endnu langt større rækkevidde; de virker også revolutionerende på hele det åndelige liv.
Indenfor hver især af de forskellige klasser udvikler der sig naturligt et vist fællesskab i opfattelse, i tankegang, i bedømmelsesmåde, en vis klassepsykologi, som er bestemt ved de særegne sociale vilkår, hvorunder man lever og virker, og som derfor også er helt afvigende fra dem, der udvikler sig hos de øvrige klasser, som lever under andre sociale vilkår. Når man betragter de enkelte personer hver for sig, træffer man en mangfoldighed af forskellige afskygninger, men i det store sociale gennemsnit finder man en række stærkt iøjnefaldende fælles træk. Kapitalisten tænker og dømmer gennemgående ganske anderledes end arbejderen; hvad der er godt i den enes øjne er i mange tilfælde ondt i den andens; hvad der fylder den ene med begejstring, vil som oftest lade den anden ligegyldig eller vække hans uvilje, hans forargelse. Kapitalisten vil i almindelighed prise nøjsomheden som en af de skønneste dyder hos den store befolkning; han vil anse det for en krænkelse af den personlige frihed, hvis arbejdstiden for voksne mennesker ved lov fastsættes til et vist maksimum; han vil finde, at den private ejendomsret til produktionsmidlerne ikke blot er den eneste naturlige ordning, men også er et fuldt ud moralsk forsvarligt forhold – medens arbejderen i almindelighed vil nære ganske de modsatte opfattelser.
På alle det åndelige livs områder vil denne klassepsykologi gøre sig gældende, og den vil give sig vekslende udslag, alt eftersom de enkelte klassers stilling i samfundet forandrer sig. De moralske begreber, de videnskabelige anskuelser, de æstetiske opfattelser, de religiøse forestillinger er alle sammen under dens indflydelse. For blot at nævne et enkelt eksempel, da er det ingenlunde tilfældigt, at en mystisk, livsfjendsk pietisme finder tilhængere, ikke alene hos de lavest stående, mest uvidende lag af underklasserne, men også hos store dele af overklasserne. Så længe kapitalisterne dannede en revolutionær klasse, der drev den historiske udvikling fremad, var de gennemgående stærkt kritiske overfor de religiøse læresætninger, rationalistiske af tankegang, frisindede i religiøs henseende. men efterhånden som de bliver socialt konservative og reaktionære, ændrer de også på dette punkt deres holdning. Frygten for proletariatets voksende magt, følelsen af deres egen forestående undergang fylder dem med en mystisk uhyggestemning; de griber efter midler til at overdøve denne følelse, og de finder et sådant bedøvende middel i en usund religiøsitet, der drager tankerne bort fra jordelivet, over til det hinsidige. alle de pietistiske rørelser indenfor overklasserne finder deres naturlige forklaring i de klassepsykologiske tendenser, der således på et vist trin udvikler sig. Og side om side med disse indre bevæggrunde virker også andre, af rent udvortes karakter, først og fremmest forståelsen af, at sådanne rørelser, hvis det lykkes at forplante dem ned i arbejderklassen, kan bidrage til at sløve dens klassebevidsthed og svække dens klassekamp.
Alle de forskellige bestanddele af det moderne samfundsliv, fra de groveste, mest håndgribelige, til de fineste, de mest åndrige, er således byggede op led for led på den basis, som de materielle produktionsvilkår skaber, og de forandrer sig med ethvert nyt fremskridt i produktivkræfternes udvikling. Og den samme årsagsforbindelse, som man her ser i de store, almindelige træk, den møder man ved studiet af hver enkelt social fremtoning. overalt ender man efter flere eller færre mellemled, i de rent materielle produktionsvilkår som den sidste, afgørende forklaring. Det er umuligt at forstå t. eks. den moderne borgerlige kvindebevægelse uden at tage alle de tekniske fremskridt i betragtning, der – som indførelsen af gas og elektrisk lys, den industrielle tilvirkning af færdigsyede klæder osv. – har befriet kvinderne for en del af de sysselsættelser, de tidligere varetog i hjemmet, og derved givet dem et større spillerum af tid og lejlighed til nye interesser, som deres bedstemødre ikke kendte. Og ligeså umuligt er det at forstå og bedømme den danske ,,bondekultur" uden nøje at kende det hele indbegreb af produktive fremskridt i retning af jordens dyrkning og husdyrenes røgt og landbrugsprodukternes forvandling til varer for verdensmarkedet, alle disse produktive fremskridt, som i forening har skabt det danske landbrugs særegne stilling og bestemt den danske bondestands ejendommelige sociale, politiske og åndelige udvikling.
Overalt finder man således inden for det samfund, vi lever midt i, de materielle produktivkræfters udvikling som den sidste, den bestemmende grundårsag til de sociale fremtoninger og deres stadige forvandling. Der harer intet besværligt videnskabeligt apparat til at forstå denne årsagsforbindelse : tværtimod, den er uhyre simpel og let gennemskuelig og står selvindlysende klar for enhver arbejder, som bruger sin sunde fornuft til at tænke over sin egen stilling i samfundet.
Men hvor umiddelbart indlysende den materialistiske historieopfattelses rigtighed end er for den logiske tænkning, hvor fyldestgørende en forklaring den end giver på alle sociale tilstande og bevægelser i nutid og fortid, hvor stærkt den end bekræftes ved enhver prøvelse på kendsgerningernes mængde, er dog proletariat den eneste klasse i det moderne samfund, som helt er i stand til at tilegne sig den, og kun for den forskning, der fuldt ud står på det kæmpende proletariats side, bliver den det virksomme middel til at udvide den åndelige synskreds, til at skærpe den sociale forståelse og derigennem til at smede nye våben til klassekampen. Fra de besiddende klasser og fra de historiske og sociale forskere, der, bevidst eller ubevidst, står som deres talsmænd, møder den kun forkætrelse; selv med den bedste vilje formår de ikke at tilegne sig dens tanker.
Og dette er ikke tilfældigt. Den materialistiske historieopfattelse forklarer selv, hvorfor den indenfor det nuværende klassedelte samfund nødvendigvis må være proletariatets særeje, medens den hos de besiddende klasser møder den heftigste modstand.
Thi som enhver anden åndelig livsytring er også den videnskabelige erkendelse – socialt set – et udslag af den klassepsykologi, der er opstået på grundlag af den herskende materielle produktionsteknik. Ligeså lidt som en klasse helt kan sætte sig ind i en anden, en fjendtlig klasses tanke- og følelsesliv, ligeså lidt kan den indsuge og optage i sig en videnskabelig opfattelsesmåde, som er i afgjort strid med dens egne sociale interesser. Dens selvopholdelsesdrift vil oprøre sig derimod; dens sind vil være uimodtageligt. og netop således må det nødvendigvis gå kapitalistklassen, bourgeoisiet, overfor en videnskabelig teori som den materialistiske historieopfattelse.
Bourgeoisiet er blevet konservativt i social henseende. Det anser den nuværende tingenes tilstand for den bedst mulige, den eneste fornuftige ordning, som det gælder at opretholde og værne imod alle angreb. Det indrømmer vel, at det bestående samfund rummer visse mangler, visse fejl, som trænger til at rettes, og det er – ganske vist som oftest mere i ord end i gerning – villigt til at foretage enkelte overfladiske forbedringer, som hist og her kan lette livsvilkårene for de ulykkeligst stillede dele af befolkningen; men vel at mærke, enhver sådan forbedring skal komme som en fredelig reform, der er blevet til ved en nådesbehandling fra overklassernes side, og den må ikke rokke ved grundlaget for den kapitalistiske samfundshusholdning, kapitalistklassens uindskrænkede rådighed over produktionsmidlerne og derigennem over hele det produktive samfund er den blivende ordning, som, i hvert fald indenfor overskuelige tider, må bevares, og enhver tanke om en revolutionær omvæltning af denne ordning er en fræk og formastelig forestilling. Dette er den konservative sociale tankegang, som ganske naturlig udformer sig i bourgeoisiets hjerner, og overfor den må den materialistiske historieopfattelse naturlig stå som et forargelsens tegn.
Thi den materialistiske historieopfattelse er revolutionær i sin tendens. Den forklarer, hvorledes samfundet stadig forandrer sig, ikke ved tilfældighedernes blinde spil, men i kraft af visse ustandselig virkende love, hvorledes den ene historiske fase opstår efter den anden, vokser, ældes og dør og afløses af nye faser. og den nøjes ikke med at anvende denne forklaringsmåde på fjerne historiske perioder; den overfører den på selve den periode, vi lever midt i. Den opfatter kapitalismens tidsalder som en sådan forbigående fase i den historiske udvikling, opstået på et vist tidspunkt, da produktivkræfternes udvikling krævede den kapitalistiske produktionsmåde, og dømt til atter at forsvinde, når produktivkræfternes udvikling er vokset den kapitalistiske produktionsmåde over hovedet. Og ved det lys, den materialistiske historieopfattelse kaster over hele det moderne samfunds udvikling, viser den, tydeligere og tydeligere år for år, hvordan kapitalismens eksistensbetingelser allerede nu vakler, hvordan det bestående samfund knager i sine fuger, hvordan proletariatet er bestemt til som den eneste revolutionære klasse at fuldbyrde dødsdommen over den kapitalistiske samfundsordning, og hvordan socialismen bliver dens nødvendige, dens eneste mulige arvtager. Den bebuder altså de besiddende og udbyttende klassers nært forestående sociale undergang – og det er da ganske naturligt, at disse klasser vægrer sig ved at antage en videnskabelig teori, som drager sådanne konsekvenser efter sig, at de med hænder og fødder bestrider den, at de lukker øjnene til for de kendsgerninger, som taler til fordel for den.
Men ganske modsat med proletariatet. Ligeså social-konservativt bourgeosiet er, ligeså social-revolutionært må proletariatet nødvendigvis være, fordi dets klasseinteresser kun kan komme til gyldighed, når et nyt samfund rejser sig på det kapitalistiske samfunds ruiner.
Allerede længe før Marx udformede den historiske materialisme og dermed skabte det videnskabelige grundlag for socialismen, var tanken om en socialistisk samfundsordning dukket op i mange menneskers hjerner, og samtidig var der begyndt at udfolde sig en proletariske klassekamp, med strejker, med oprettelse af faglige og kooperative organisationer, med bestræbelser for at vinde andel i den politiske magt og benytte denne magt i arbejderklassens interesse – begge dele som naturnødvendige udslag af den omvæltning i de sociale forhold, som den kapitalistiske produktionsmåde havde iværksat. men de to bevægelser løb hver for sig, uden indbyrdes sammenhæng. De socialistiske tanker var utopier, sindrigt udtænkte systemer, hvis ophavsmænd mente, at de måtte sejre i kraft af deres retfærdighed, deres høje moral, deres indre sandhed; det var ideer, der svævede frit i luften, verdensfjerne drømmerier uden nogen forbindelse med det praktiske liv, således som det levedes og udkæmpedes i fabriker og værksteder, på arbejdspladser og herregårdsmarker, i kulminer og på dampskibe. Og arbejdernes klassekamp var på den anden side en række planløse fejder, uden nogen stor, fælles, samlende idé, rettede på må og få imod de allernærmeste praktiske mål og uden nogen tydelig, bevidst forestilling om, hvilke nye og atter nye mål, der lå bagved.
Igennem Marx’ opdagelse af loven for den historiske udviklingsgang samledes disse to spredte strømninger til en, og de fik begge en helt ny farve, en helt ny betydning.
Den materialistiske historieopfattelse viser, at socialismens gennemførelse ikke kan være resultatet af dens ideelle berettigelse, men kun af dens materielle nødvendighed. En ny, højere samfundsordning opstår ikke, fordi den i sig selv er mere retfærdig end den bestående, men kun fordi den er den eneste ramme, inden for hvilken produktivkræfternes fortsatte udfoldelse kan finde sted. De dæmrende, overalt i de kapitalistiske samfund opdukkende socialistiske ideer er i og for sig et udtryk for, at socialismen tilfredsstiller en trang hos den menneskehed, der har udviklet sig under den kapitalistiske produktionsmådes indflydelse; men om disse ideer nogensinde skal træde ud i det virkelige liv, det afhænger af de krav, som det virkelige liv selv stiller til samfundets ordning. I stedet for at give sig hen til utopiske drømmerier gælder det da om gennem en nøgtern videnskabelig prøvelse af det kapitalistiske samfunds udvikling at finde, i hvilken retning de nuværende sociale tendenser peger, hvad det er for indre svagheder, det lider under, og hvad det er for en ny ordning af produktionsmåden, som kan overvinde de vanskeligheder, der under kapitalismens herredømme tårner sig højere og højere op. Dette er den opgave, der skal løses. Og Marx nøjedes ikke med at stille opgaven; erkendelsen af den materialistiske historieopfattelse blev for ham kun udgangspunktet for de indgående studier over den kapitalistiske produktions- og omsætningsproces, som mundede ud i beviset for socialismens historiske nødvendighed. Hermed var der for bestandig gjort ende på socialismen som utopi; den trådte nu frem som det videnskabeligt sikre endemål for den kapitalistiske udvikling.
Og hermed var tillige målet rejst for arbejdernes klassekamp. Den materialistiske historieopfattelse viser, hvordan klassekampen ikke opstår tilfældig, men udspringer i de klassemodsætninger, der atter er en naturlig følge af hele produktionsteknikkens udvikling; og den viser fremdeles, hvordan klassekampen nødvendigvis må vokse i omfang og styrke, indtil proletariatet omsider erobrer magten i samfundet og – drevet frem af sine egne klasseinteresser – benytter magten til at afskaffe den kapitalistiske produktionsmåde og afløse den med en socialistisk produktionsmåde, således at alle klassemodsætninger og al udbytning ophæves. Den socialistiske samfundsordning bliver da den nødvendige følge af arbejdernes klassekamp.
Således forener den materialistiske historieopfattelse de to hidtil sondrede begreber, socialismen og klassekampen til et fælles uadskilleligt hele: Målet, som bevægelsen nødvendigvis må, stile imod, og bevægelsen, som nødvendigvis må føre til målet.
For den, der med udgangspunkt i den materialistiske historieopfattelse, studerer de økonomiske love for det kapitalistiske samfund, viser socialismen sig som det uundgåelige, nødvendige resultat af hele den sociale udvikling, vi befinder os i, fordi alene den kan skabe nyt spillerum for produktivkræfternes udfoldelse. Den er en historisk nødvendighed, og den må derfor sejre. Men vel at mærke, den bliver ikke til virkelighed ved en automatisk proces, hvor menneskene kun er passive tilskuere til begivenhedernes gang og i øvrigt lader de sociale kræfters spil råde blindt; resultatet heraf vilde kun blive udviklingens stilstand, samfundslivets forfald, kulturens forsumpning, barbariets fremvækst. Socialismen som en ny højere form for samfundsordningen kan kun gennemføres ved tænkende, villende, handlende menneskers bevidste bestræbelser. At oplyse de store masser af menneskeheden, der stønner under kapitalismens forbandelse, at organisere dem til klassekampe, at ruste dem til erobringen af den politiske magt, at styrke dem til fuldbyrdelsen af deres historiske værk, det bliver da opgaverne for det arbejde, som tager sigte på at løfte samfundet op til ny, højere kultur. Den sociale udvikling, der dag for dag mere tydelig og indtrængende viser arbejderklassen, hvor urimelige og oprørende tilstande kapitalismen medfører, lægger alle betingelser til rette for disse opgavers løsning.
Så langt fra, at den materialistiske historieopfattelse fører til en gold tyrkertro på socialismens virkeliggørelse gennem den historiske skæbnes automatiske spil, så viser den os tværtimod, hvorledes socialismens sejr afhænger af, at der udformer sig et kæmpende proletariat af højt oplyste, klart tænkende mennesker, begejstrede for de ideer, de stræber imod, rede til at bringe ofre for den store sag, de kæmper for.
Med socialismens gennemførelse vil selve den lov for den historiske udviklingsgang, som Marx har opstillet, blive væsentlig omformet. menneskeheden vil da, for at bruge et udtryk af Marx selv, træde fra nødvendighedens rige over i frihedens. Selvfølgelig må der under alle samfundsformer herske en vis nødvendighed; vi er nødt til at pløje og så for at kunne høste, vi er nødt til at arbejde for at kunne eksistere, vi er nødt til at indrette vore handlinger under en fornuftig hensyntagen til både naturlivets og samfundslivets kræfter. Men under socialismen vil denne afhængighed af omgivelserne blive en helt anden, langt mindre trykkende, end den er nu. Nu om stunder sættes vi som brikker på skakbrættet og bevæges som viljeløse genstande af mægtige kræfter, på hvilke vi selv ingen indflydelse har, og om hvilke vi selv næppe har nogen tydelig forestilling; arbejderen drages til arbejdspladsen eller drives ud i arbejdsløsheden, uden at han selv er i stand til at gøre fra eller til; kapitalisten ser konjunkturerne skiftevis stige eller dale; alle er vi givet til pris for fremmede magter, hvis spil er lige så uberegnelig som vind og vejr; alle føler vi vor tænkemåde og handlemåde væsentlig bestemt udefra, fra de sociale omgivelser, i stedet for indefra, fra den særegne individualitet, vi hver især udvikler. Vi er trælle af det samfund, vi lever i. Når man ordner sig under socialistiske forhold, bliver alt dette anderledes. I stedet for blindt at måtte underkaste sig fremmede sociale magter, vil menneskeheden gøre sig selv til samfundets herre, tage dets ledelse i sin egen hånd og lede det planmæssig, bevidst, ved fri beslutning under ansvar hver især over for sig selv og sine medmennesker. Først da vil mennesket i sandhed have gjort sig Jorden underdanig.
Sidst opdateret 24.11.2008