I Social-Demokraten, 28.9 + 5.10 + 12.10 + 19.10.1913.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 2, s. 184-212.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 30. nov. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
Kairo i juli 1913
Det stærkeste, det mest uforglemmelige indtryk, som Ægypten har efterladt hos den, der skriver disse linier, stammer fra en aftentur ude i nærheden af Cairo. På den vestlige side af Nilen, hvor oasejorden og ørkensandet modes, tegner mellem spredte palmegrupper de to store pyramider i Gizeh deres fantastiske konturer skarpt mod den ravgule solnedgangs-himmel, som de har gjort det næsten fem årtusinder igennem, de vældigste bygningsværker, som vel nogen sinde er blevet rejst af menneskehænder. Og på den østlige nilbred, hvor ørkenen går næsten helt ned til floden, fanges opmærksomheden af et moderne anlæg, lidet imponerende at se til, men ikke mindre sælsomt - en pumpestation, beregnet på at hæve flodvandet op til overrisling af markerne og bestemt til at drives ved solvarmen; i store halvcylindre opsamles og koncentreres solstrålerne og bringer vandet til at koge, og derved drives stemplerne i maskinen op og ned. På den ene nilbred de mægtigste monumenter for den fjerne oldtids forlængst døde kultur, på den modsatte bred den første, endnu lidet anselige begyndelse til en ny arbejdsteknik, en ny materiel kultur, der åbner helt eventyrlige muligheder for en fremtid, hvor solenergien direkte, uden kul eller olie eller vandfald eller noget andet mellemled, er taget i menneskets tjeneste – sjælden eller aldrig træder modsætningerne mellem yderpunkterne i menneskehedens udviklingshistorie frem så skarpt og så overvældende som her.
Og den samme modsætning, som her optræder, træffer man overalt i Ægypten, under den ene eller den anden form, i en mer eller mindre udpræget skikkelse. Kongegrave og templer, obelisker og kolossalstatuer, sfinxer og hieroglyfer – og på den anden side det store, umådelig sammensatte apparat, ved hvis hjælp den ægyptiske jords rigdomskilder bliver lukket op for de engelske kapitalister, ved hvis hjælp den ægyptiske befolkning bliver udbyttet af de engelske pengemænd. Kamelkaravaner drager sindig afsted ad landevejen, hvor de dirrende telegraftråde melder om chancerne for bomuldshøstens udfald og bomuldsprisernes stigen eller dalen alverden over, og langs gravbyen i Theben, som vel er verdens største og mærkeligste ruinmark, tæt forbi memnonstøtterne og de store templer og de talløse grave, løber lige i ørkenranden en lille jernbane, der bringer sukkerrørene til saftstationen.
Det er disse sælsomme modsætninger, som allevegne tvinger sig ind på den fremmede, der har øje opladt for mere end blot de seværdigheder, rejsebøgerne fortæller om og førerne tilbyder at forevise, det er dem, som gør det så forunderlig stemningsfuldt at færdes i Ægypten. Ligesom i et geologisk tværsnit ser man her aflejringer af de forskellige kulturperioder, lige fra hulebeboernes flinteredskaber, gennem de utallige rester fra faraonernes tid, gennem de mangfoldige spredte stumper af græsk og romersk bygningskunst, videre frem gennem oldkristendommen, som den udformedes i den koptiske kirke i Sydægypten, gennem muhammedanismen med dens prægtige moskeer, dens fine kunstindustri og dens brogede folkeliv, som det leves den dag i dag på Cairos gader, helt ned til de værker, kapitalismen i dens mest moderne skikkelse rejser. Det er ikke en enkelt fase af verdenshistorien, som her træder én i møde, men det er dem alle. Og hver enkelt af disse faser tegner sig med sit ganske særegne karakterpræg, sondrer sig skarpt ud fra alle de andre, tilsyneladende uden overgang, uden mellemled - som den frodige niljord, hvor der kan høstes tre gange om året, grænser lige op til ørkensandet, hvor ikke det nøjsomste græsstrå kan finde næring.
Men det er ikke blot disse modsætninger, som falder så stærkt i øjnene – det er også ligheden mellem nutiden og den fjerne oldtid, ligheden i levevis og sociale kår.
Ægypten er et bondeland nu som da; af hver 10 indbyggere er de 7 fellaher, husmænd, landarbejdere, småbønder, som lever af at dyrke jorden. Og den ægyptiske fellah er den samme nuomstunder, som han var for fire-fem årtusinder siden. Folkevandringer, revolutioner, skiftende statsformer, vekslende sociale institutioner, alting synes at være gået sporløst hen over hovedet på ham. Trods al raceblanding er hans udseende ganske det samme som det, der er gengivet på tusinder af billeder af trælle og bønder i de gamle templer og stormandsgrave. Trods sprogforskel og religionsforskel skal hans tankegang, efter alle sagkyndiges skøn, være fuldstændig uforandret siden hine fjerne dage. Trods alle landbrugsteknikkens fremskridt dyrker han sin jord nøjagtig på samme måde, som den dyrkedes den gang – løfter Nilvandet op fra kanalerne ved hjælp af de samme primitive redskaber, hvad enten det nu er et vippebrædt med en spand fæstet til den ene ende eller et tandhjul af træ, som drejes af bøfler, pløjer jorden med den samme simple træplov, der kun ridser svage furer, tærsker kornet ved at lade okser trække en slæde frem og tilbage over tærskepladsen – et syn, der levende minder én om det bibelske ord, at man ikke må »binde munden på oksen, som tærsker«. Og trods al den fylde og rigdom, der under hans hænder gror frem af det frodige nildynd, er han ligeså elendig stillet nu, som han var, da han trællede for faraonerne; hans slid er ligeså hårdt, hans bolig ligeså kummerlig, hans føde ligeså ussel – han er ligeså udbyttet, ligeså udpint, som han var dengang; formen for udbytningen er vidt forskellig, men resultatet er det samme.
Som den ægyptiske landsby nu ser ud, sådan har den utvivlsomt også set ud i ældgamle tider. Det er det uhyggeligste indtryk, man får, når man ser dette virvar af lave, grå hytter, klinede op af nildynd og kun med nogle stråmåtter som tag, snavsede i en forfærdelig grad, befolkede af nøgne eller halvnøgne børn og pjaltede, utøj befængte mænd og kvinder, i hvis ansigter der læses dyb kummer og livslede. Og dette indtryk bliver stærkere, jo mere man ser, og det er ikke et overfladisk turistindtryk; det bekræftes af alle, der gennem mange års erfaring kender den ægyptiske fellahs liv på nærmeste hold.
Et af det regerende fyrstehus' medlemmer, prins Hussein Kámil, skildrer fellahens tilværelse i følgende ord: »Han tilbringer sit hele liv under trykket af den gæld, han har pådraget sig, og hvad han får ind, rækker lige netop til at betale skatter og renter. Stadig bliver han nødt til at optage nye lån imod ågerrenter. Han lever i et hav af bekymring, som der intet middel er til at komme ud af.«
Og den europæiske forfatter, der vistnok har det nøjeste kendskab til den ægyptiske fellah, tyskeren, professor Schweinfurth, giver et ligeså grelt billede. Han fortæller, hvordan »hans bolig er af den elendigste beskaffenhed«, hvordan »hans hele livsførelse er den tarveligste i verden; hans måltid kan kendetegnes ved de tre ord: hurtigt, lidet og dårligt.« Han skildrer, hvordan fellahen i sine unge år viser en forbavsende intelligens og lærelyst, munterhed og friskhed, men hvordan han sidenhen under trykket af nød og sorg og den fuldstændige håbløshed mister alle disse egenskaber; »han pløjer og høster, han slider og slæber, men de småskillinger, han tjener, får han sjælden lov til at beholde,« og således forhærdes hans sind, og han bliver bitter og hadefuld, »efterhånden som han fatter den udbytning, han er underkastet.« Og forfatteren tilføjer: »I oldtiden måtte fellahen trælle for præster og fyrster og overlade sit arbejdes frugt til de mægtige; nuomstunder går det ham som fri mand ikke synderlig bedre; det er kun navnene på de herrer, han tjener, der er blevet andre.«
Udbytternes navne er blevet andre, udbytningens former er skiftede, men udbytningen selv er ligeså hård, som den var i gamle dage, og lader de udbyttede tilbage i ligeså elendig en forfatning. Som de dengang, hvad der fremstilles på mangfoldige gravbilleder, måtte møde for fyrsten eller ypperstepræsten eller den verdslige stormand med deres tribut af korn og frugter, af husdyr og fjerkræ, således må de nu møde for skatteopkræveren og bankmanden, og som deres afgifter dengang blev brugt til en overdådig hofholdning, således rinder nu de blodpenge, der udpines af dem, som en mægtig strøm af mange millioner år. Efter år ind i de engelske finanskapitalisters pengekasser.
Det er finanskapitalen, som behersker Ægypten, og hvis ofre de ægyptiske fellaher er. Her finder man, i så udpræget en grad som næppe noget andet sted på jordkloden, typen på kapitalens indirekte udbytning, denne udbytningsform, som nedbryder uden at bygge noget tilsvarende i stedet, som udsuger befolkningen uden at stille den lysere kår i udsigt for fremtiden, som avler elendighed og trøstesløshed uden samtidig at skabe et proletariat, der vækkes til klassebevidsthed og organiseres til klassekamp. Det er de engelske bankmænd, der råder over Ægypten med en myndighed mere vidtgående end den, nogen farao har siddet inde med.
Historien om, hvorledes den engelske kapital har erobret Ægypten, hvilke midler den har anvendt for at tilegne sig dette herredømme og befæste og udvide det, og hvilke dybtgående konsekvenser hele dette forhold har haft for den ægyptiske befolkning, er af overordentlig interesse for den, der vil forstå kapitalens hele virkemåde. Thi det er den kapitalistiske kolonialpolitik i renkultur, man her står overfor. Som det er gået her, således går det overalt, hvor den europæisk-amerikanske kapital spænder sine garn ud over halvbarbariske lande i fremmede verdensdele.
Den række af begivenheder, der har ført Ægypten ind i kløerne på europæisk kapital, danner et af de smudsigste kapitler i den internationale finanskapitals historie. Det er en proces, hvortil man kun finder noget fuldtud tilsvarende i de mest uappetitlige affærer, som arrangeres i en obskur privatdiskontørs kontor.
Igennem de første to tredjedele af det 19. århundrede, efter at Ægypten næsten helt havde frigjort sig fra det tyrkiske herredømme og på alle vigtigere områder vundet fuldstændigt nationalt selvstyre, var der foregået en langsom, men meget betydningsfuld udvikling i retning af landets modernisering og tilegnelse af vesterlandsk kultur. Administrationen, retsplejen, skolevæsenet var blevet omordnet og væsentlig forbedret; nye kanaler og sluseværker var blevet anlagt til regulering af Nilens oversvømmelser og til frugtbargørelse af hidtil øde strækninger; man var begyndt på at anlægge jernbaner og telegrafledninger; allerede i 1856 var der blevet givet koncession på Suez-tangens gennemskæring, et arbejde, der ville få den allerstørste økonomiske betydning for Ægypten.
Hele denne udvikling, der hidtil var gået gradvis for sig, blev, da Ismail Pascha i året 1863 som Khediv tiltrådte regeringen, fremskyndet med rivende fart - med en sådan fart og under sådanne former, at det nødvendigvis måtte ende galt. Ismail var vistnok en begavet mand, rig på nye idéer og ivrig efter at føre dem ud i livet, men han var en spillenatur og en fantast, besat af spekulationslidenskab og demoraliser et ved påvirkninger fra Napoleon III's letsindige hof. Statens regelmæssige indtægtskilder flød kun småt og var langtfra i stand til at yde tilstrækkelige midler til realisationen af de mangfoldige projekter, der myldrede frem – så meget mindre som den vanvittig overdådige hofholdning slugte kolossale summer – og han var da nødt til at ty til fremmede, til franske og især til engelske banker. Den ægyptiske statsgæld havde før den tid været forsvindende ringe; nu fulgte det ene statslån efter det andet, slag i slag, i almindelighed et nyt lån hvert år og af stigende størrelse. Allerede i året 1873 var den faste gæld nået op til det for et så lille og så fattigt land som Ægypten svimlende beløb af 1265 mill. kr., medens der samtidig flød for omtrent 500 mill. ægyptiske statsveksler omkring i Europa.
De europæiske bankmænd havde været overordentlig imødekommende overfor den ægyptiske regering, hver gang den søgte ny lån, men de havde sørget for at tage sig godt betalt. Den rente, de officielt betingede sig af de faste statslån, regnet til parikurs, var 7 pct. – for et enkelt låns vedkommende endog 9 pct.; men den faktiske rente var langt større. Thi en meget stor del af beløbene forsvandt i mæglernes, bankier'ernes og de andre mellemmænds hænder, som præmie, provision, sikkerhed for risikoen og under mangfoldige andre navne; og jævnlig blev lånene udbetalt ikke i rede penge eller gode papirer, men i papirer, hvis værdi var langt under deres pålydende. Over fjerdedelen af de beløb, der kontraktmæssig skulle være tilflydt den ægyptiske statskasse, blev således borte under vejs, knap tre fjerdedele nåede deres bestemmelsessted. Den virkelige rente, som den ægyptiske stat måtte udrede, blev følgelig langt større, end den officielle, gennemgående omkring 11 pct. og i flere tilfælde op imod 15 pct.
Det var fuldstændig eventyrlige gevinster, de europæiske, særlig de engelske kapitalister her høstede. Ægyptens finansstyre under Ismail blev en malkeko, hvortil man ingensinde havde set mage; sjælden havde der budt sig nogen så storstilet lejlighed til at skrabe profit sammen; og sjælden havde kapitalisterne udnyttet en situation med så skamløs en frækhed som her.
Men det var indlysende, at for det ægyptiske samfund måtte hele denne finanshusholdning hurtig tage en ende med forskrækkelse. De kapitaler, man havde skaffet sig fra udlandet, var ganske vist for en stor del blevet anbragt i overordentlig nyttige foretagender – vel var meget betydelige summer blevet ødslet bort til pragtfulde fester og urimelig kostbare paladser eller tabt ved mislykkede spekulationer; men hovedmængden var dog blevet brugt til anlæg af havne, dokker, fyrtårne, kanaler, jernbaner, telegraflinier, sukkerfabriker, forsøgsstationer og deslige; og man sporede tydeligt virkningerne af alt dette: det dyrkede areal var ved de nye overrislingsanlæg vokset med over 1¼ mill. tdr. ld., med mere end tredjedelen, og omsætningen med fremmede lande var steget til næsten det tredobbelte. Det var i virkeligheden en kolossal økonomisk fremgang, hvori Ægypten befandt sig. Men de regelmæssige statsindtægter kunne først efter en årrækkes forløb bringes til at stige i takt med statsgældens voldsomme stigning, så der ville under alle omstændigheder være indtrådt en vanskelig overgangsperiode. Havde endda forrentnings- og afviklingsvilkårene for gælden været blot nogenlunde rimelige, er der ingen tvivl om, at Ægypten ville have kunnet ride stormen af. Men den frygtelige rentebyrde, man nu havde pådraget sig, var det umuligt at bære. Statsindtægterne forslog ikke. Man var nødt til at optage nye lån for at kunne betale renterne af de gamle, og således blev gælden mere og mere fortvivlende. Man var nødt til at udskrive ny skatter, langt ud over befolkningens ydeevne, og således forarmedes landet. Man var nødt til at gribe til de mest desperate forholdsregler for at klare sig ud af de vanskeligheder, som hvert øjeblik opstod; allerede i 1871 blev det således tilbudt grundejerne, at de mod en ringe udbetaling en gang for alle fremtidig kunne blive befriet for halvdelen af de skatter, der påhvilede deres jorder. Men alle sådanne forholdsregler gav selvfølgelig kun galgenfrist. I året 1876 måtte den ægyptiske regering erklære sig ude af stand til at overholde sine forpligtelser, og hermed indlededes det andet afsnit af den europæiske finanskapitals udbytning af det ægyptiske folk.
De europæiske pengemænd begyndte selv direkte at tage hånd i hanke med styrelsen af den ægyptiske stat. En komité af engelske og franske kapitalister overtog kontrollen med finansvæsenet og fik statsgælden samlet fra de mange spredte lån til enkelte større grupper. Resultatet af denne omordning, som blev foretaget ved de nederdrægtigste midler og udelukkende med kreditorernes interesser for øje, var en stærkt forøget rentebyrde og en langt skrappere inddrivning af skatterne. De europæiske kapitalister gjorde glimrende forretninger, men befolkningens nød steg ud over alle grænser. Melioreringsværkerne, overrislingskanalerne, dæmningerne forfaldt, da der ikke var midler til at vedligeholde dem, og strækninger af hidtil dyrket jord gik ud af kultur. Pinte af de ulidelige skatter måtte tusinder af småbønder forlade hus og hjem og flakke om som vagabonder. I sommeren 1878 skal 10.000 mennesker ligefrem være død af sult, medens mangfoldige andre omkom af dysenteri og andre hungersygdomme. Forgæves bønfaldt den ægyptiske regering sine kreditorer om henstand med renternes erlæggelse og om nedsættelse af rentefoden; de var ubønhørlige, de ville presse den sidste dråbe ud af befolkningen. De indsatte et ministerium, der bestod af deres egne kreaturer, og da forbitrelsen blev så stærk, at dette ministerium måtte gå af, svarede de med et statskup: Ismail Pascha blev afsat i 1879, og hans efterfølger blev stillet fuldstændig under formynderskab af den europæiske finanskomite! Imidlertid begyndte man nu at forstå, at buen var strammet så stærkt, at strengen måtte slappes, hvis den ikke skulle briste. En omordning af statsgælden blev påny foretaget, således at rentefoden blev noget formindsket – men rigtignok således, at det først og fremmest blev de fremmede kreditorer, som kom til at nyde fordelen heraf; af det overskud, der blev indvundet ved rentens nedsættelse, skulle en del anvendes som præmie til kreditorerne; de fremtidige indtægter fra statsbanerne, telegrafvæsenet og en hel del andre kilder skulle lægges til side som en særskilt fond, der ikke måtte anvendes til almindelige kulturformål, men skulle stå til rådighed som garanti for statsgælden; nye skatteobjekter blev omhyggeligt udfundne og taget i brug – således blev de grundejere, der få år i forvejen for tid og evighed havde frikøbt sig for halvdelen af deres grundskatter, påny beskattede i fuld udstrækning. Disse forholdsregler bragte hurtig bedring i den ægyptiske stats finanshusholdning, man nåede balance på statsregnskabet; men for den ægyptiske befolkning betød de ingen lettelse. Den sociale elendighed, som skatteplyndringen havde medført, varede stadig ved, og til ophidselsen over det økonomiske tryk kædede sig forbitrelsen over de fremmede magthaveres regimente. I 1881 begyndte en række uroligheder, som fortsattes i det følgende år, og den engelske regering tog heraf påskud til at sende tropper i land og besætte Ægypten – rent foreløbig, hed det sig den gang, indtil der var tilvejebragt ro i landet; men denne »foreløbige« besættelse har varet sidenhen, i over tredive år.
Med den engelske besættelse i 1882 begyndte den tredje og foreløbig sidste akt af det uhyggelige drama, Europas finanskapital har opført på den ægyptiske scene.
Landet er fra nu af i alt væsentligt at opfatte som en koloni under den engelske stat, og staten optræder som en pålidelig og overordentlig virksom forretningsfører for de interesserede kapitalister. Den franske indflydelse, der oprindelig var nogenlunde jævnbyrdig med den engelske, er helt skudt til side; det er England, som er absolut dominerende. Den engelske generalkonsul i Cairo, i nogen tid lord Kitchener, er faktisk den, der styrer landet; uden hans samtykke kan intet foretages; hans medhjælper skal deltage i ethvert ministermøde; hans agenter i de forskellige ministerier kan nedlægge forbud mod en hvilken som helst ny foranstaltning; og omvendt er hans ønsker om ny foranstaltninger, helt ned til de mindste småting, lov for de ægyptiske autoriteter – når han f.eks. erklærer, at han på en bestemt dag agter at køre i automobil fra Cairo til badestedet Heluan, hvortil der tidligere ingen landevej førte, skal landevejen være færdig til den fastsatte dag. En hærskare af engelske embedsmænd oversvømmer landet; der kan ikke holdes marked i en landsby, uden at den engelske inspektør er til stede; der kan ikke anstilles en undersøgelse over kvægpestens udbredelse i en kommune, uden at skemaerne er godkendt af den engelske veterinær. På alle mulige områder er englændere stillet i spidsen for administrationen, således at hele maskineriet kan foregå med engelske interesser for øje, ud fra de synspunkter, der stemmer bedst med de engelske kapitalisters interesser.
Og i én henseende har maskineriet unægtelig fungeret fortræffelig. Ægypten har vist sig stadig at være en guldgrube for den engelske kapital, et glimrende aktiv for både finans- og industrimændene i England – men ganske vist til liden glæde for den indfødte befolkning, der er ligeså udpint, ligeså elendig stillet som før.
Det var statsgælden, som gav de fremmede kapitalister lejlighed til at slå deres klør i den ægyptiske befolkning, og med en forfærdelig tyngde hviler statsgælden stadig på hele det ægyptiske samfundsliv. Den 1 januar 1913 udgjorde statsgælden 1740 mill. kr., og uagtet rentefoden efterhånden er blevet nedsat, måtte staten i finansåret 1912 udrede noget over 72½ mill. kr. i renter. Det er mere end fjerdedelen af samtlige ordentlige statsudgifter, det er godt 6 kr. i årligt gennemsnit for hver indbygger - og dette i et land, hvor den store hovedmasse af befolkningen kun har forsvindende små indtægter, hvor sikkert kun en meget ringe brøkdel af familierne kan tjene op imod 1 kr. Om dagen. I løbet af de tredive år fra 1882 til 1912 har den ægyptiske befolkning ialt måttet udrede godt 2.185 mill. kr. som renter til statens fremmede kreditorer.
For at bære disse byrder har man måttet anspænde skatteevnen til det yderste – og vel at mærke på en sådan måde, at det er de fattige og navnlig den fattige landbefolkning, som må betale den store hovedmængde af skatterne. Nogen indkomst- eller formueskat eller nogen anden skattereform, som på en blot nogenlunde rationel måde fordeler skattebyrden mellem rig og fattig, forekommer ikke i Ægypten og har hidtil overhovedet ikke kunnet indføres, da de fremmede magter har modsat sig, at de af deres statsborgere, der var bosat i Ægypten, blev gjort til genstand for personlig beskatning; og når de fremmede, for en stor del meget rige indbyggere skulle fritages, var selvfølgelig enhver sådan skattereform uigennemførlig, og man måtte søge andre kilder til at finde dækning for statens behov.
De ægyptiske skatter falder i to forskellige grupper, begge lige tyngende for befolkningen, toldskatterne og grundskatterne.
Indførselstolden der årlig indbringer 60 -70 mill. kr., er for alle varers vedkommende en værditold for kul, kød og nogle ganske enkelte andre varer udgør den 4 pct., for de øvrige varer, med undtagelse af tobak. 8 pct. af værdien; af udførselsvarer betales 1 pct af værdien. Idet disse afgifter rammer de mest forskelligartede varer i flæng, kommer de selvfølgelig til at virke i høj grad ubillig. De fordyrer en række af den fattige befolknings vigtigste livsfornødenheder, og de hæmmer samtidig, ved fordyrelsen af råstoffer og andre produktionsmidler og ved prisforøgelsen på alle udførselsgenstande, i høj grad landets industrielle udvikling – for blot at nævne et enkelt, men overordentligt vigtigt eksempel, har dette toldsystem faktisk umuliggjort en ægyptisk bomuldsindustri; de masser af bomuld, der avles i landet, må udføres i rå tilstand for at forarbejdes i de engelske fabriker og vender først derefter i vævet tilstand tilbage til Ægypten. Og på samme måde som den øvrige told har også den overordentlig høje told på tobak, cigarer og cigaretter virket; for i fuldt mål at kunne udnytte denne rige indtægtskilde for statskassen blev der først indført en meget høj afgift af den indenlandske tobaksdyrkning, og siden blev det, i 1890, forbudt overhovedet at dyrke tobak i Ægypten; resultatet var, at statens indtægter forøgedes betydeligt, men at fellahen blev afskåret fra noget nær det eneste nydelsesmiddel, han før havde kunnet tillade sig, og at samtidig den hidtil stærkt udbredte tobaksdyrkning, der havde givet mangfoldige småbønder brødet, blev ødelagt.
Ligeså udbytterisk af natur som toldskatterne er også grundskatterne, der årlig indbringer godt 100 mill. kr. En mindre del af dem falder på faste ejendomme i byerne og opkræves med tolvtedelen af den årlige lejeværdi. En anden del falder med ca. 45 øre om året på hvert dadelpalmetræ – og når man kender den rolle, dadelpalmen spiller for den ægyptiske fellah, der ikke blot herfra henter et af sine allervigtigste næringsmidler, men også udnytter træets tømmer, bark og blade, og når man véd, at der til hver fellahhusholdning gennemsnitlig hører omkring en halv snes træer, forstår man, hvor følelig denne skat må være; der er endog de steder, hvor antallet af dadelpalmer i de senere år er gået ned, utvivlsomt fordi man har fundet det fordelagtigst at fælde træerne i stedet for at betale skatten. Den store hovedmasse af grundskatterne består dog af den egentlige jordskat. Den synes i sin nuværende skikkelse, i hvilken den samler og regulerer de mange ældre, for største delen ganske planløse jordafgifter, at være gennemført under bestræbelsen for at skabe den størst mulige ligelighed; al agerbrugsjord er, som tilfældet var ved de gamle danske hartkornsskatter, vurderet i forhold til sin naturlige beskaffenhed og fordelt i 22 forskellige klasser, hver med sin forskellige afgift, stigende fra 3,40 kr. For hver td. ld. af den dårligste til 39,70 kr. For hver td. ld. af den bedste jord; ved værdsættelsen synes det iøvrigt, som om georgeistiske principper i nogen grad har gjort sig gældende – det fremhæves udtrykkelig, at det ikke er jordens faktiske udbytte, men den rigdomsmulighed, den rummer, som skal gøres til genstand for beskatning, for særlige, fra statens eller kommunernes side stammende forbedringer, f.eks. ved nye kanalanlæg, yder jordejeren en særlig afgift ud over den almindelige skat. Men så kolossale er de beløb, hvormed denne skat opkræves, så uforholdsmæssig høje i sammenligning med jordens udbytte, at skatten bliver ulidelig tung.
Hos alle iagttagere – blot med undtagelse af dem, hvis opgave det er at forherlige det engelske styre i Ægypten – møder man den enstemmige opfattelse: at den skattebyrde, der påhviler fellahen, i længden er uudholdelig og ødelæggende for hele samfundshusholdningen. Skal bønderne blot i nogen grad hæves op fra deres nuværende elendighedstilstand, må skattesystemet helt omlægges og først og fremmest grundskatterne lettes betydeligt.
Som forholdet er nu, er der i tusindvis af fellaher, der hvert år bukker under. Indtræffer der blot et ringe uheld, dør der et kreatur eller falder høsten dårligere ud end sædvanlig, da har fellahen ikke penge til at betale sin skat; men skatten skal betales; han bliver da nødt til at søge lån, og han må betale ågerrenter for lånene – ofte, efter hvad der udtrykkelig fremhæves i den sidste officielle rapport fra lord Kitchener til det engelske parlament, 30, 40 eller flere procent om året. Efter kort tids forløb har så skatter og renter i forening suget ham fuldstændig ud; han må opgive sin ejendom, som statskassen eller ågerkarlen lægger beslag på, og synker ned i det besiddelsesløse landproletariat, som til stadighed lever, ikke på, men under sultegrænsen.
Så store ødelæggelser har hele denne proces anrettet, idet den år efter år har gentaget sig i tusinder af tilfælde, at man har måttet gribe til særlige foranstaltninger for at værne småhusmændene mod fuldstændig udryddelse. Således bestemmer en lov fra 1912, at ingen ejendom på mindre end 5 feddan (knap 4 tdr. land) kan blive gjort til genstand for eksekution i anledning af gæld; man håber derved at vanskeliggøre disse smålodders forgældelse; men man har ganske vist ikke anvist ejerne noget andet middel til at klare de skatter, som er årsagen til forgældelsen; og iøvrigt er der vel næppe tvivl om, at ågerkarle og bankmænd nok skal finde midler til at omgå lovens bestemmelser.
Under hele denne udvikling holdes bondestanden nede i den dybeste elendighed. Men for den engelske kapital bliver også dette en kilde til rige indtægter.
Thi det er ikke blot de små, græske ågerkarle rundt omkring i landsbyerne, men også – og i de senere år i stadig stigende grad – de store kapitalistiske hypotekbanker, der gør glimrende forretninger med de udsultede bønder. Den ægyptiske landbrugskredit er blevet næsten ligeså rig en guldgrube for den engelske finanspolitik, som den ægyptiske statskredit oprindelig var. Endnu i 1897 arbejdede de ægyptiske hypotekbanker med en samlet kapital af kun 100 mill. kr., i 1910 var dette beløb steget til 916 mill., og aktierne gav et gennemsnitligt udbytte af over 8 pct.
Og også på anden måde høster de engelske kapitalister gevinst på den ægyptiske bondestands forarmelse. De ejendomme, der udbydes til tvangssalg for gæld, bliver kun sjælden købt af indfødte, da det strider imod muhamedanismens religiøse forestillinger at erhverve jord ad denne vej. De går da gerne over i europæiske kapitalisters besiddelse. Undertiden drives de af de kreditinstitutioner, der har gjort udlæg i ejendommene, hyppigere overtages de dog enten af store aktieselskaber eller af private kapitalister. Ved udgangen af 1910 fandtes der 13 store selskaber, som ejede og drev grundejendomme på landet, og 14 selskaber, som udnyttede grundejendomme såvel på landet som i byerne, med en samlet kapital af 251 mill. kr., i 1897 var det tilsvarende beløb kun 19 mill. kr. i 1911 var der 1.566 udlændinge, som hver især ejede over 38 tdr. land, tilsammen godt en halv million tdr. land ægyptisk jord, ottendedelen af al den jord, der overhovedet er i privatbesiddelse, og i løbet af kun de sidste 10 år er omfanget af disse store ejendomme, som er i fremmedes hænder, steget med 30 pct. og de arealer, der således går fra småbønderne over til fremmede kapitalister og samles i storgodser, hvor den moderne agerbrugsteknik udnyttes og de fordums ejere træder ind som lønarbejdere, danner en ny kilde til profit for kapitalen; der er eksempler på, at sådanne ejendomme i få år er steget til den mangedobbelte værdi.
Som således den ægyptiske fellahs forarmelse og utryghed hænger nøje sammen med de mægtige profitmasser, den engelske kapital mellem år og dag tilegner sig, således også, hvor det gælder den omdannelse af hele landbruget, som har fundet sted under engelsk påvirkning. Fellah'en er, halvt med det gode og halvt med det onde, blevet tvunget til at dyrke bomuld. I året 1910 var næsten 1½ mill. tdr. ld. dyrket med bomuld og dette areal er i stadig tilvækst; de gulblomstrede bomuldsmarker giver, side om side med dadelpalmerne, det ægyptiske, særlig det Nordægyptiske landskab dets særpræg. I året 1911 blev der udført for 424 mill. kr. råbomuld. For bomuldsspinderierne i Lanchashire er dette selvfølgelig en overordentlig stor fordel; de har adgang til uhyre mængder af deres råstof, i fortrinlige kvaliteter og til billige priser; og de er selv i stand til, igennem den politiske indflydelse, de øver på landet, at gribe regulerende ind i dyrkningen. Men anderledes for den ægyptiske fellah. Selv om hans indtægter i rede penge er steget ved overgangen til bomuldsdyrkningen, så er den forøgede fortjeneste blevet helt opslugt, dels af den stigende gæld dels af en tilsvarende forøget skattebyrde - thi de jorder, der egner sig til bomuldsdyrkning, er særlig højt beskattede, og netop derved er bomuldsavlen blevet stærkt fremskyndet. Hans hele husholdning er blevet omskabt, den gamle naturaløkonomi, under hvilken han i alt væsentligt levede direkte af sin jords frembringelser, befinder sig i opløsning; han sælger sin afgrøde og er nødt til at købe de allerfleste af sine livsfornødenheder. Kornavlen er gået stærkt tilbage; Ægypten må indføre store mængder af korn og mel for at kunne dække sit forbrug. Samtidig synes det, som om bomuldsdyrkningen, i det omfang hvori den drives, udpiner jorden, berøver den dens naturlige frugtbarhed; praktiske erfaringer viser, at høstudbyttet er i alvorlig tilbagegang. Sålænge bomuldspriserne er opgående, kan hele landbrugsmaskineriet endnu fungere nogenlunde normalt - men hvis priserne falder, vil en frygtelig katastrofe indtræde, der vil være fuldstændig ødelæggende for hele den ægyptiske bondestand. Selve den engelske generalkonsul peger i sin årsberetning for 1912 på, hvor faretruende den tilstand er, som er fremkaldt ved den altfor forcerede bomuldsdyrkning.
De engelske forfattere, der skildrer det moderne Ægypten, og de engelske embedsmænd, der er ansat i ægyptisk tjeneste, er næsten uden undtagelse opfyldt af begejstring for de fremskridt, landet har gjort under de godt tredive års engelsk styre. En ganske anden er den dom, der fældes, ikke blot af de indfødte ægyptere, men også af de ikke-engelske europæere, som har haft lejlighed til i mange år at iagttage landets udvikling. »Gud fri os fra koleraen og fra englænderne«, er en udtalelse, som ofte høres, og som giver et skarpt udtryk for den herskende opfattelse.
Der er ingen tvivl om, at der i rent materiel henseende har fundet meget betydelige fremskridt sted, i den tid Ægypten har været styret af englænderne. Kendsgerningerne viser det på mangfoldige områder. Handel og omsætning er steget kolossalt; jernbane- og telegrafnettet er blevet stærkt udbredt; høstudbyttets pengeværdi er vokset; kvægpesten er gået tilbage; nye arealer er vundet ind for kulturen igennem kæmpemæssige anlæg af kanaler og dæmninger; nationalvelstanden er blevet væsentlig forøget. Og der er næppe tvivl om, at en del af disse fremskridt må tilskrives den engelske administration og vanskelig ville være blevet nået, hvis det ægyptiske samfund helt havde været overladt til sig selv. Men selvfølgelig skyldes alt dette ikke nogen faderlig omsorg for det ægyptiske folk; hvad englænderne har udrettet, er gjort ud fra den engelske kapitals interesser; de har været nødt til at gøre det, hvis landet skulle bevares som det rige udbytningsobjekt for de engelske kapitalister. En rovdrift, der til det yderste udpinte, ikke alene de enkelte individer, men også landets naturlige rigdomskilder, ville i længden være skæbnesvanger for selve den udbyttende kapital. Det har været nødvendigt at opretholde en vis grad af skatteevne hos befolkningen, for at de engelske statskreditorer kunne være sikre på renterne af deres udlånte kapitaler – hvis skatteevnen ebbede ud som følge af en altfor vidtgående elendighed, ville de 70-75 mill. kr., staten hvert år må aflevere til sine fremmede kreditorer, være truede. Det har været nødvendigt at udvikle en vis grad af købeevne hos befolkningen, ved at sprænge den gamle naturalhusholdning og i dens sted skaffe indpas for den rene pengeøkonomi, nødvendigt for at den engelske industri her kunne finde et stadig voksende afsætningsmarked for sine produkter – det ville ellers have været umuligt at forøge den engelske varetilførsel så voldsomt, som tilfældet har været, fra 64 mill. kr. endnu i slutningen af 1890'erne til 146 mill. kr. i hvert af årene 1910 og 1911. Det har været nødvendigt at lede befolkningens arbejdskraft over til bomuldsdyrkningen for at sikre de engelske tekstilfabrikanter en passende forsyning med deres vigtigste råstof – og ikke blot de engelske tekstilfabrikanter, men mangfoldige andre grupper af engelske kapitalister, mæglere, ekspeditører, skibsredere osv. Har spundet silke ved fellah'ernes arbejde i bomuldsmarkerne. Alt dette har været klog politik, set fra den engelske kapitals synspunkt, og det er – mere eller mindre klart bevidst – ud fra dette synspunkt, alle englændernes bestræbelser i Ægypten har været ledet.
Men, som vi har set, er alt dette kun i grumme ringe grad kommet fellaherne, der udgør den store hovedmasse af den ægyptiske befolkning, til gode. Samtidig med at landets velstandskilder er blevet så stærkt udviklede og nationalvelstanden så stærkt forøget, befinder fellahen sig i alt væsentlig i den samme elendighed som i gamle dage – og der er tilmed kommet et nyt forhold til, som gør hans tilstand endnu mere alvorlig end nogensinde før: den usikkerhed, som stammer fra, at hele hans tilværelse står og falder med bomuldspriserne på verdensmarkedet.
Og det er ganske naturligt, at virkningerne af det engelske regimente føles som en forbandelse overalt i den ægyptiske befolkning, men først og fremmest ude i den store arbejdende landbefolkning. Thi resultatet har været en voldsom og for befolkningen yderst skæbnesvanger brydning mellem to helt forskellige samfundsformer: på den ene side den gamle orientalske naturalhusholdning og på den anden side den moderne kapitalistiske økonomi. Englænderne har i Ægypten ligeså lidt som i Indien eller nogen anden østerlandsk stat, de har haft magten over, forstået det orientalske, naturlig fremvoksende samfundsliv og søgt at passe deres reformbestræbelser ind i dets rammer.
I stedet for en langsom, gradvis fremadskridende udvikling ud fra de bestående forhold, der passer til landets særegne naturlige betingelser og stemmer med befolkningens tænkemåde og nedarvede forestillinger, har de med vold og magt søgt at påtvinge Ægypten en række helt nye forhold, at proppe moderne kapitalistiske institutioner ind i den orientalske samfundshusholdning – ud fra den betragtning, at hvad der passer for den engelske landmand, også må passe for den ægyptiske, at hvad der er rationelt og fornuftigt i London, også må være det i Cairo. Og resultatet af alt dette har selvfølgelig, når det ikke ses fra de engelske kapitalisters, men fra den indfødte befolknings side, været en stadig fortsat kæde af alvorlige misgreb.
Thi det er indlysende, at f.eks. det skattesystem, der måske i et gammelkapitalistisk land kan være nogenlunde tåleligt, bliver pinefuldt, når det overføres til et land som Ægypten. Og det er indlysende, at f.eks. den adgang til hypotekkredit, der for en nordeuropæisk bonde kan være et rationelt middel til driftens udvikling, bliver fuldstændig ødelæggende for fellahens hele bedrift. Hvad et sådant spring ud i det moderne kapitalistiske kreditsystem betyder, får man den bedste forestilling om, når man ved, at lige indtil året 1891 betragtedes al jord i Ægypten, med ganske enkelte undtagelser, som statens ejendom; bønderne havde brugsret til jorden og kunne sælge den og give den i arv, men det var staten, som var den egentlige ejer. Først for 22 år siden blev dette i engelske øjne så urimelige, men fra et gammelægyptisk standpunkt set fuldstændig naturlige besiddelsesforhold afskaffet, og der blev overdraget bønderne fuld ejendomsret – og dermed åbnedes sluserne fur den pantsættelse af jord og grund, som har været så skæbnesvanger for den ægyptiske småbondestand. De gamle samfundsforhold er blevet sprængt, uden at der er blevet stillet noget nyt i stedet, som har evne til at slå rod i landet. Man befinder sig i en opløsningstilstand, hvor alle kapitalismens nedbrydende kræfter har frit spillerum, uden at de positivt opbyggende kræfter kommer i virksomhed.
Det er ikke blot i rent økonomisk, men også i moralsk henseende, disse virkninger viser sig. Befolkningens tankegang omformes i lidet heldig retning ved påvirkningerne udefra. Det er den almindelige opfattelse hos alle, der kender den ægyptiske befolkning, at medens bønderne har bevaret deres gamle redelighed og retskaffenhed, ikke blot i deres indbyrdes forhold, men også i forholdet til europæerne, så breder korruptionen sig i en betænkelig grad blandt de ægyptiske overklasser, der er kommet stærkest i berøring med de fremmede, som embedsmænd, som købmænd osv. Også det stærkt voksende antal af forbrydelser vidner om en uheldig udvikling af befolkningens moral. Medens det ægyptiske folk tidligere var det fredsommeligste og skikkeligste i verden, har opløsningen af de gammeldags samfundstilstande givet stødet til en uhyggelig voksende kriminalitet; i året 1901 blev antallet af fuldbyrdede og tilsigtede mord og drab opgjort til 649, ti år senere til 1384, og samtidig steg antallet af ildspåsættelser fra 173 til 680 og af tyverier fra 15.593 til 24.747.
På et eneste punkt kunne man i hvert fald have ventet, at den engelske administration ville have været i stand til at pege på et håndgribeligt og ubestrideligt fremskridt: nemlig en nedgang i dødelighedens styrke som følge af de hygiejniske foranstaltninger, der er iværksat, hospitalers oprettelse, drikkevandets filtrering i de større byer osv. Men end ikke her har, i hvert fald i nogen nævneværdig grad, det engelske reformarbejde vist sig heldbringende. Dødsfaldenes antal er stadig uhyggelig højt, og det synes snarere at være i tiltagen end i aftagen; i årene 1902-06 døde der årlig 258 af hver 10.000 indbyggere, i de følgende fem år derimod 278 – det tilsvarende tal er i Danmark kun 137. Ægypten med det overordentlig sunde klima bliver således et af de lande i verden, hvor dødeligheden er højst. Særlig børnedødeligheden har et frygteligt omfang; i byerne dør der blandt den ægyptiske befolkning 29 pct. af de nyfødte børn inden et års forløb. Også den tilvækst i indbyggertallet, som fra tid til anden gennem folketællingerne er konstateret, gennemløber en betænkelig udvikling; i de femten år fra 1882 til 1897 steg folkemængden med 2,4 pct. om året, men i de følgende ti år med kun 1,5 pct. og trods al bekæmpelse af den berygtede ægyptiske øjensygdom har denne landeplage dog stadig en kolossal udbredelse; ved den sidste folketælling viste det sig, at af hver 1.000 indbyggere var de 13 blinde (det er forholdsvis 25 gange så mange som i Danmark) og de 33 enøjede – og den officielle statistik betoner udtrykkelig, at disse tal ligger langt under det virkelige forhold.
Man søger fra engelsk side at forsvare og retfærdiggøre fremmedherredømmet ved at henvise til, at det ægyptiske folk endnu savner den tilstrækkelige åndelige udvikling og modenhed til selv at kunne varetage landets styrelse men hvis dette var del virkelige motiv, hvis englænderne virkelig handlede ud fra en uegennyttig interesse for den ægyptiske befolkning og var rede til at vige pladsen, når befolkningen selv var i stand til at føre udviklingen videre, da måtte den første og mest magtpåliggende opgave naturlig have været den: at fremme oplysningstilstanden ved et energisk arbejde for undervisningsvæsenet, såvel det elementære som det højere. Men hvad der i så henseende er udrettet, er kun forsvindende lidet. Statsgældens forrentning har slugt midlerne dertil, og de ledende englændere har lagt en forbavsende ringe interesse for dagen, hvor det gjaldt denne opgave. Det sidste statsregnskab viser, at der af undervisningsministeriet kun er brugt 9½ mill. kr., kun lidt over 3 pct. af samtlige ordentlige statsudgifter. Antallet af skolesøgende drenge opgøres til kun 287.184 – i et land med 11-12 mill. indbyggere – og af skolesøgende piger endog til kun 37.227. Og selv om antallet af personer, der hverken kan læse eller skrive, er sunket en smule, så er det dog vedblivende uhyre stort; folketællingen af 1901 viste, at af hver 1.000 indfødte mænd var der kun 85, som kunne læse, og af hver 1.000 kvinder kun 3!
Intet under, at hele den udvikling, Ægypten har gennemløbet under det engelske styre har fremkaldt en stærk og stadig voksende modvilje hos det ægyptiske folk - en modvilje, der hos landbefolkningen føles som en dump instinktiv forbitrelse mod de fremmede udbyttere, men hos bybefolkningen, især dens mere oplyste dele, har antaget en klarere, mere bevidst karakter. Der spores en understrøm af had, som i lige grad næres ved fornemmelsen af den økonomiske udbytning og af den nationale undertrykkelse, som til tider giver sig voldsomme udslag - således da ministeren Boutros Pascha Ghali for et par år siden blev dræbt - og som sikkert kun venter på en gunstig lejlighed til at bryde løs. Man mærker i den engelske generalkonsuls sidste officielle indberetning, hvor nervøs man har været for, at Balkankrigen skulle give signalet til en revolutionær bevægelse i Ægypten - og det var sikkert kun Tyrkiets øjeblikkelige og afgørende nederlag, som forebyggede udbruddet af store uroligheder.
En enkelt indrømmelse har man for ganske nylig været nødt til at gøre til disse oppositionelle strømninger. Ved en lov af 1. juli 1913 er der blevet skabt en institution, som til en vis grad kan sammenlignes med en rigsdag i europæisk forstand. I og for sig vil dens betydning kun blive ret ringe. Thi uagtet det officielle navn er »den lovgivende forsamling«, har den dog ingen egentlig lovgivningsmyndighed; der kan vel ikke udstedes nogen ny lov, uden at den først har været forelagt og drøftet i forsamlingen, men regeringen er ikke bundet til dens beslutninger, den kan udstede love, som den lovgivende forsamling har forkastet; kun til indførelsen af nye direkte skatter er dens samtykke nødvendigt. Og uagtet den principielt hviler på almindelig valgret, er dette princip dog stærkt forfalsket, igennem et indviklet system af indirekte afstemning, igennem en række indskrænkende bestemmelser for valgbarheden og igennem et antal af regeringen udnævnte medlemmer. Alligevel vil denne nye forsamling, der træder i stedet for en karikatur af en folkerepræsentation, som har bestået i de sidste tredive år, kunne få nogen indflydelse på Ægyptens fremtid – og først og fremmest derved, at dens forhandlinger er offentlige. Den opposition, der hidtil kun har kunnet komme til orde i blade, som gang på gang er blevet undertrykte, har her et organ, har her lejlighed til at samle sig, organisere sig og afklare sit program.
Der er da en mulighed for, at denne folkerepræsentation vil indvarsle en bevægelse, som ender med at befri Ægypten fra afhængigheden af de fremmede kapitalister og gøre det ægyptiske folk til herre over det ægyptiske land.
Sidst opdateret 30.11.2008