Marxisme Online  >  Arkiv  >  Gustav Bang

Dyrtid

Gustav Bang (juni 1913)

I Social-Demokraten, 22.6 + 23.6.1913.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 70-78.

Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 30. nov. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.

En prisstigning med mindst tredjedelen i årene 1897-1912 [1]

Tiden siden midten af 1890'erne kendetegnes i alle lande ved en voldsom og vedholdende stigning af priserne på så godt som alle den almindelige befolknings livsfornødenheder, først og fremmest på de egentlige levnedsmidler, brød, kød, smør, æg, mælk osv. – en prisstigning så brat, at man i hele det sidste århundrede ikke finder noget tilsvarende.

Vi vil søge at bestemme, hvor stærkt priserne på den danske arbejderbefolknings vigtigste livsfornødenheder er steget i løbet af det halvandet årti.

Allerede i året 1897 – netop på det tidspunkt, da den store, almindelige dyrtidsbevægelse begyndte at sætte ind – anstilledes en undersøgelse over danske arbejderfamiliers forbrug. Fra et større antal arbejderfamilier, såvel i København som i provinserne, fremskaffedes husholdningsregnskaber med nøjagtige angivelser af samtlige udgifter på de forskellige poster uge for uge året igennem. Fra en del af disse familier forelå oplysninger om, ikke blot hvor mange kroner og øre, der var givet ud til kød, smør, margarine, brød, sukker, petroleum osv., men også hvilke mængder af vedkommende varer der var indkøbt for de pågældende beløb, således at man her fik en pålidelig statistik over de priser, arbejderklassen på dette tidspunkt gennemgående betalte for sine forskellige forbrugsgenstande. For året 1909 er en ganske tilsvarende statistik blevet optaget, blot med et endnu mere omfangsrigt og endnu finere inddelt materiale, og også her foreligger der ikke alene angivelser af pengeudgifterne, men tillige af de faktisk betalte priser på en række af de vigtigere varer.

Lægger man nu tallene for 1897 og fra 1909 side om side, kan man for 18 forskellige varer, der tilsammen udgør fra lidt under tredjedelen til henimod halvdelen af de pågældende arbejderfamiliers samlede årsudgift aflæse de prisforandringer, der er indtrådt i løbet af de mellemliggende tolv år. For et kilogram flæsk steg prisen i København med 37 pct., i provinsbyerne med 45 pct. og på landet med 36 pct., for en snes æg i København med 40, i provinsbyerne med 41 og på landet med 33 pct.; for et rugbrød i København med 42, i provinsbyerne ligeledes med 42 og på landet med 35 pct. osv.

Således kan man foretage en nøjagtig sammenligning mellem forholdene i 1897 og i 1909; men sammenligningen kan også føres længere op i tiden. Ved støtte fra de faglige organisationer og fra brugsforeningerne er der nemlig siden 1905 med et eller to års mellemrum i februar måned indhentet oplysninger om de gennemsnitspriser, arbejderne i almindelighed regnedes at betale for en lang række forskelligartede forbrugsgenstande; den sidste er fra februar 1912.

Vi har altså et dobbelt materiale, der tilsammen belyser den prisstigning, som er foregået i de femten år fra 1897 til 1912, først i perioden 1897-1909, dernæst i perioden 1909-1912. Vi skal ved et enkelt eksempel vise, hvorledes denne bevægelse lader sig beregne. Når prisen på et kg. smør i de Københavnske husholdningsregnskaber for 1897 angives til kr. 1,81, for 1909 til knap kr. 2,15, finder vi en stigning med 19 pct., og når de Københavnske fagorganisationer i februar 1912 opgiver prisen til kr. 2,49, finder vi yderligere en stigning med 15 pct. Detailprisen på de kvaliteter af smør, som er de almindeligste forekommende i Københavnske arbejderhusholdninger, er altså først steget med 19, derpå med yderligere 15 pct., ialt i løbet af de femten år med ca. 37 pct. eller med andre ord: den mængde smør, som i 1897 kunne købes for 3 kr., må man i 1912 betale noget over 4 kr. for.

Foretager man en lignende beregning for de atten varer, hvis detailpriser man således kan følge fra 1897 til 1912, finder man, at priserne er henholdsvis forøgede (hvad vi betegner med +) eller formindskede (hvad vi betegner med -) på følgende måde:

Som man ser, indtrådte der på de allerfleste punkter en kolossal prisforøgelse. Vil man danne sig en forestilling om, hvor hårdt denne prisforøgelse ramte den arbejdende befolkning, er det imidlertid ikke nok at betragte de forskellige varer hver for sig; man må tillige tage hensyn til, hvilken rolle hver enkelt af dem spiller i forbruget. Thi det er indlysende, at jo mere der gennemgående forbruges af en vare, des mere alvorlige følger får det, når dens pris stiger. Om prisen på chokolade er gået lidt mere eller mindre i vejret, er af ganske underordnet betydning i sammenligning med f.eks. prisstigningen på kød og flæsk. For at skaffe et helhedsbillede af prisstigningen har vi derfor, igennem en meget sammensat beregning fundet, hvor stærkt arbejderbefolkningens forbrug af samtlige disse atten varer er blevet fordyret. Og det viser sig da, at i den femtenårige periode fra 1897 til 1912 har den gennemsnitlige prisstigning på den store del – mellem tredjedelen og halvdelen – af arbejderklassens forbrugsgenstande, det her drejer sig om, været:

Eller med andre ord: i løbet af de femten år fra 1897 til 1912 er disse varer gennemgående blevet fordyrede med mere end tredjedelen; til at købe det samme kvantum, som i 1897 kostede 100 kr., krævedes der 135-140 kr. i 1912.

Og en lignende voldsom opgang i detailpriserne finder man også for en række andre vigtige varer, som det blot ikke er muligt at spore så langt tilbage i tiden som til 1897. Ser man således på de prisopgivelser, som foreligger fra de Københavnske fagorganisationer, og som går tilbage til året 1905, finder man fra 1905 til 1912 – altså for kun syv år – en prisstigning på

Særlig de stigende mælkepriser gør et højst uhyggeligt indtryk; blot på denne ene vare er der for en Københavnsk arbejderfamilie i 1912 en årlig merudgift af gennemgående ca. 15 kr. i sammenligning med, hvad der betaltes kun syv år tidligere.

Også på manufakturvarer, fodtøj og deslige rent industrielle produkter steg priserne; de oplysninger, der står til rådighed, er imidlertid mere mangelfulde, men det synes, som om prisstigningen, stærk som den har været, dog næppe har været fuldt så stærk som for de egentlige levnedsmidlers vedkommende. I en artikel i »Nationaløkonomisk Tidsskrift« af cand. polit. Einar Cohen regnes prisstigningen på klæder og fodtøj for tiden 1897-1911 til ca. 20 pct.

Og endelig løb huslejen, den tredje store hovedpost på arbejderfamiliens budget, stærkt i vejret. I København finder man for tiden 1895-1906 en stigning i den gennemsnitlige husleje for treværelserslejligheder med 7 pct., for toværelserslejligheder med 18 pct. og for etværelserslejligheder med 11 pct., og at huslejen siden den tid er vokset kolossalt, er jo utvivlsomt – tallet på ledige lejligheder med højst fire værelser sank fra april 1906 til april 1913 fra 8.777 til 1.367. I provinsbyerne regnes alene i de fem år 1907-1912 lejen af en treværelserslejlighed at være forøget med gennemsnitlig 30 pct. og af en toværelserslejlighed med gennemsnitlig 33 pct.

Sammenfatter man alle disse oplysninger under et, da er man utvivlsomt på den sikre side, når man regner, at arbejderklassens livsfornødenheder i løbet af det sidste halvandet årti før verdenskrigen voksede i pris med mindst tredjedelen.

Af husholdningsregnskaberne ser man, at arbejderne har benyttet to veje til, trods de stigende priser, at bringe ligevægt på regnskabet: de har både anvendt mindre værdifulde i stedet for mere værdifulde forbrugsmidler, og de har indskrænket deres forbrug på de områder, hvor der overhovedet har kunnet spares.

Et karakteristisk, men forholdsvis godartet eksempel på, hvorledes surrogater træder ind i stedet for stærkt fordyrede varer, finder man i forbruget af fedtstoffer; smørret afløses af det billigere margarine, margarinen af det endnu billigere fedt. Blandt københavnske arbejderfamilier med fra 1.200 til 1.600 kr. om året træffer man i 1897 en gennemsnitsudgift til smør af kr. 71.40 for hver familie, men i 1909 af kun kr. 38.40, altså kun lidt over halvdelen; derimod er udgifterne til margarine og fedt steget fra kr. 22.80 til kr. 63.50, altså til næsten det tredobbelte; til margarine er udgifterne omtrent firdoblede, til fedt omtrent fordoblede. Som man ser, har de samlede udgifter til disse tre varer holdt sig nogenlunde uforandrede; også den mængde, det antal kilogram, som man i årets løb har forbrugt af fedtstoffer, er nogenlunde af samme størrelse som før; men der har fundet en voldsom forskydning sted nedefter, fra de dyrere til de billigere, mindre værdifulde kvaliteter.

Af en betydelig mere uhyggelig art er nedgangen i forbruget af kød og flæsk. Tager man den samme indtægtsklasse blandt københavnske arbejdere, finder man, at de i 1897 gennemsnitlig forbrugte ca. 110 kg. fersk kød, men i 1909 kun ca. 80 kg., og at deres forbrug af flæsk samtidig dalede fra ca. 50 til ca. 30 kg. Her kan det næppe antages, at der er stillet noget i fysisk henseende lige så godt surrogat i stedet.

Men trods al den sparsommelighed, der således kan udvises ved at gå ned i kvaliteten af de forbrugsmidler, man anvender, vil det dog som regel ikke forslå; man må tillige, for at tilvejebringe balance mellem indtægt og udgift, spare ved at nægte sig en del af de goder, som man tidligere kunne nyde, og som ikke lader sig erstatte ved egentlige surrogater. Og dette gælder særlig den kreds af livsfornødenheder, der falder ind under begrebet »de kulturelle behov«. Og forbrugstabellerne fra 1897 til 1909 giver en meget tydelig forestilling om, hvorledes dyrtiden i denne henseende har virket. Betragter man ligesom før husholdningsregnskaberne for Københavnske arbejderfamilier med imellem 1.200 og 1.600 kr. om året, da finder man, at af hver 100 kr., de alt ialt mellem år og dag gav ud, gik der til

Klæder og manufakturvarer i 1897: kr. 10.70; i 1909: kr. 7.20.
Vedligeholdelse, nyanskaffelse af indbo og deslige i 1897: kr. 4.00; i 1909 kr. 2.00.
Undervisning, bøger og blade i 1897: kr. 2.10; i 1909: kr. 1.70.
Adspredelser i 1897: kr. 5.40; i 1909: kr. 4.50.

Hvor en familie i året 1897 kunne anvende ialt 22,2 pct. af sine årlige udgifter til sådanne formål, var den i året 1909 i kraft af de stigende priser nødt til at indskrænke sig til kun 15,4 pct.

Kun hvor arbejdslønnen er steget med samme styrkegrad som priserne på de almindelige forbrugsgenstande, altså med omtrent en tredjedel, en løn på 900 kr. Altså til 1.200 kr., en løn på 1.200 kr. til 1.600 kr., vil familien, til trods for livets voksende dyrhed, have opretholdt sin tidligere stilling, og kun hvor arbejdslønnen er steget endnu stærkere, vil denne stigning betyde et voksende mål af velvære for arbejderen og hans familie. Det har sandsynligvis været tilfældet med nogle grupper af arbejdere; men der er næppe tvivl om, at der er store dele af arbejderbefolkningen, hvis løn ikke steg i takt med prisstigningen, og som derfor snarest blev slettere stillet, end de var før.

Arbejdslønnen, den eneste indtægt for arbejderen, prisen på varen arbejdskraft, er jo ganske anderledes vanskelig at bevæge end prisen på alle andre varer. Medens man hvert øjeblik i bladene kan læse bekendtgørelser om, at så har én, så en anden gruppe af kapitalister, af fabrikanter eller handlende, »på grund af de stigende produktionsomkostninger set sig nødsaget til at forøge priserne« på deres varer med så og så meget - hvorefter alle vedkommende sig have at rette - så er arbejderne jo desværre ikke i stand til på denne måde at bekendtgøre prisforøgelse på den eneste vare, de har at bringe til markedet. Møjsommelig, igennem mange og hårde kampe, overfor en stadig stærkere modstand fra de organiserede arbejdskøberes side, må de tiltvinge sig en lønstigning, som i nogen måde sikrer dem en tålelig tilværelse, ofte må de kæmpe, ikke for at vinde en opgang i arbejdslønnen, men for at afværge en nedgang; som regel gælder tariferne for længere perioder, og lønnen ligger fast, selv om livsfornødenhedernes priser stiger nok så stærkt i mellemtiden.

Noter

1. Den prisstigning, der her er skildret, er den normale frugt af det kapitalistiske produktionssystem i en bestemt fase, den militaristisk-imperialistiske fase før verdenskrigen. Verdenskrigen har senere skabt en ganske abnorm og til det yderste hensynsløs prisstigning, som det bliver andre forbeholdt at skildre. – Udg.

Toppen af siden

Sidst opdateret 1.12.2008