I Social-Demokraten, 1.9 + 12.9 + 22.9.1912.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 89-100.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 2. dec. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
Arbejdet er kilden til al værdi, og arbejdets udbytte bør tilfalde dem, der arbejder« - dette er indledningen til det socialdemokratiske program, og i disse to sætninger rummes hele den særegne samfundsopfattelse, der adskiller Socialdemokratiet fra alle andre partier. Den første af dem henviser til den nationaløkonomiske lov: at alle værdier, al samfundsrigdom er skabt ved arbejdet og alene ved arbejdet; den anden drager heraf den moralske konsekvens: at når det er ved den arbejdende befolknings slid, at rigdommen i samfundet frembringes, så er det også retfærdigt, at denne rigdom helt og udelt kommer den arbejdende befolkning til gode. Socialdemokratiets moralanskuelse, om hvad der samfundsmæssig set er ret og billigt, svæver altså ikke frit i luften, den hviler på en nøgtern nationaløkonomisk erkendelse. Erkendelsen af arbejdet som den eneste kilde til al værdi er det grundlag, hvorpå hele socialdemokratiets bedømmelse af de bestående samfundsforhold og derigennem også alle socialdemokratiets bestræbelser for at omdanne samfundsforholdene er bygget.
Nu hører man imidlertid ofte fra anti-socialister, hvis opgave det er at forsvare og retfærdiggøre den kapitalistiske udbytning, denne sætnings rigtighed benægtet. Ikke blot ved henvisning til andre værditeorier, men også ved en betragtning, der omtrent kan gengives i følgende ord: arbejdet frembringer ganske vist værdier, men ikke alle værdier; en del af værdierne skyldes kapitalen, som letter arbejdet og øger dets udbytte; arbejderne har følgelig heller ikke moralsk ret til hele arbejdets udbytte, men kun til en del af det; en anden del tilfalder med fuld ret kapitalen som et naturligt vederlag for de arbejdsbesparende, udbytteforøgende opfindelser og opdagelser, der er legemliggjort i form af maskiner, redskaber og andre produktionsmidler; kapitalens andel i produktionsudbyttet er således fuldt retfærdig, og arbejderklassens krav om at nyde hele udbyttet ubeskåret er en anmasselse, som man af al magt må modsætte sig.
Vi vil nu nærmere betragte denne opfattelse:
Kapitalen omfatter de produktionsmidler, ved hvis hjælp det produktive arbejde udføres, maskiner, redskaber, bygninger, råstoffer, transportmidler osv., samt, hvor jorden er i privateje, rådighed over den grund, hvorpå arbejdet finder sted. Alt dette er uomgængelig nødvendige forudsætninger for, at arbejdet kan iværksættes og de nye værdier bringes til verden – uden læder kan man ikke sy sko og ligeså lidt uden redskaber, som dertil behøves, det være sig i en gammeldags, håndværksmæssig skikkelse, som primitivt værktøj, eller i en moderne fabriksmæssig, som store, sammensatte maskiner. Under alle samfundstilstande er dette indbegreb af produktionsmidler den nødvendige betingelse for arbejdet, men kun under de nuværende samfundstilstande optræder de som kapital - opsamlede i hænderne på et mindretal af mennesker, der udnytter dem ved hjælp af fremmede, besiddelsesløse menneskers arbejde uden selv at behøve personlig at deltage i det produktive arbejde.
Kapitalen er en oplagring af tidligere arbejdsudbytte, men vel at mærke: et arbejdsudbytte, som kapitalistklassen har berøvet den arbejderklasse, der har frembragt det, og som er bestemt til at virke som middel til påny og i stadig forøget omfang at berøve arbejderklassen det udbytte, den frembringer, til at udvide kapitalens magt over den arbejdende befolkning og skærpe den udbytning, den driver. Men kapitalen frembringer selv ikke en øres ny værdi, lige så lidt under den ene produktionsteknik som under den anden.
Lad os se, hvad det er, der foregår, når en ny, arbejdsbesparende produktionsmetode indføres, når der f.eks. tages en ny maskine i brug, som gør det muligt for det samme antal arbejdere i løbet af den samme arbejdstid og med det samme udlæg af arbejdskraft at fremstille en større mængde af en vare end før.
Mængden af brugsværdier kan nu forøges; der kan stilles en større masse af vedkommende vare til det forbrugende samfunds rådighed. I almindelighed vil dog tilvæksten langt fra være så stor som den tilvækst i arbejdets produktivitet, der har fundet sted. Når murarbejdsmændenes legemlige arbejde med at slæbe sten op til bygningerne afløses af hejsemaskinens mekaniske bevægelser; vil resultatet i første omgang blive, ikke at bygningsvirksomheden tager voldsomt til, og en mængde nye lejligheder stilles til rådighed for befolkningen, men derimod at et stort antal arbejdere kastes ud i arbejdsløshed. Det første mest nærliggende resultat af »kapitalens produktive virksomhed« er altså produktionen af forøget arbejdsløshed, ulykke, sult, elendighed for den arbejdende befolkning.
Men samtidig foregår der en anden bevægelse: værdien af vedkommende vare synker efter samme målestok som det arbejde, der kræves til dens tilvirkning, er blevet formindsket. De kapitalister, der først har indført den nye arbejdsmåde i deres bedrifter, vil i begyndelsen kunne fremstille varen med ringere omkostninger end deres konkurrenter og følgelig kunne sælge den med større profit. Men det varer ikke længe. De øvrige producenter i faget vil blive nødt til at antage den nye teknik for overhovedet at kunne hævde sig; konkurrencen vil skærpes, vareudbuddet vil stige, og priserne som følge deraf dale; efter nogen tids forløb, når den nye arbejdsmetode er blevet den almindelige, vil værdien og dermed også prisen være gået så langt ned, at den større varemængde kun rummer den samme værdimængde, som den mindre varemængde rummede før, og kun kan sælges for den samme pris.
Man kan, for at vælge et af de simpleste og lettest overskuelige eksempler, tænke på den revolution, der har fundet sted i konfektionsindustrien under symaskinens indflydelse. Bortset fra de finere luksusartikler er jo maskinsyningen blevet den eneste konkurrencedygtige arbejdsmåde, den, under hensyn til hvilken det nødvendige arbejde til fremstillingen af vedkommende varer er bestemt. Ved maskinens hjælp er det, som enhver ved, muligt at producere langt mere end ved håndarbejdet. Men samtidig med at syersken ved sit arbejde er blevet i stand til at producere flere brugsværdier, flere jakker, skjorter o.s.v., så er værdien af dette arbejdsprodukt, udtrykt i kroner og øre, dalet i tilsvarende grad, og det vederlag, hun nyder, er ligeså ringe som før, endskønt hun jo, da hun i reglen selv ejer sin maskine, efter den anti-socialistiske teori i sin indtægt skulle forene såvel lønnen for sit personlige arbejde som »kapitalprofitten« for den del af arbejdet, der skyldes maskinen.
Og på lignende måde går det i det kapitalistiske samfund med enhver anden vare. Samtidig med at den stadig fremadskridende produktionsteknik skaber muligheden for at forøge mængden af brugsværdier, så sænker den værdien af hvert enkelt varestykke, således at den samlede værdimasse forbliver uforandret; den er og bliver kun et udtryk for den større eller mindre menneskelige arbejdskraft, der, under de til enhver tid herskende produktionsforhold, er nødvendig for at fremstille vedkommende vare.
Det er altså et rent selvbedrag, når man tror, at kapitalen producerer værdi – al værdi stammer fra det menneskelige arbejde alene.
Produktionsmidlerne er ikke produktive; det er ikke læderet og maskinerne og fabriksbygningerne, som laver støvler, men arbejderne i skotøjsfabrikken; og det er den mængde arbejde, der udkræves af dem for at fremstille et par støvler, som bestemmer støvlernes værdi. Produktionsmidlerne er de nødvendige forudsætninger, for at arbejdet kan finde sted, på samme måde som en plet jord er den nødvendige forudsætning for, at der kan opføres en fabriksbygning og drives en industriel virksomhed – men de skaber ligeså lidt nogen ny værdi som den plet jord, på hvilken produktionen foregår.
Men kan end produktionsmidlerne ikke frembringe for en øre ny værdi, så kan de under den kapitalistiske samfundshusholdning tilvejebringe en ny fordeling af de værdier, som skabes ved arbejdet. Under den ældre teknik, da produktionsmidlerne var primitive og lidet kostbare og ejedes af selve de arbejdende individer, blev ejendomsretten til produktionsmidlerne et middel til at sikre arbejderen værdien af hans eget arbejdes udbytte. Men efterhånden som teknikken skrider frem, antager produktionsmidlerne et stadig større omfang, og der indtræder en adskillelse mellem arbejdskraften på den ene side og produktionsmidlerne på den anden. Produktionsmidlerne bliver til kapital, og kapitalens eneste formål er at opsuge den størst mulige masse af den værdi, som arbejderne frembringer. For kapitalisterne personlig bliver altså kapitalen et middel til erhvervelsen af nye værdier – på samme måde som skatteudskrivningen er et middel til at føre værdier over i statskassen, eller som dirk og brækjern er midler til at flytte værdier over i indbrudstyvens lomme – men disse nye værdier er ikke frembragte af kapitalen, de er kun ved kapitalens hjælp tilegnede af kapitalisterne, idet de er tagne fra den arbejdende befolkning, som har skabt dem.
Når kapitalprofitten da fremstilles som et naturligt vederlag for den forøgelse af arbejdsudbyttet, der skyldes de bestandig nye mekaniske og kemiske arbejdsmetoder, som indføres og udnyttes i den kapitalistiske produktion, da giver en sådan fremstilling et ganske falsk billede af forholdet. De kapitalister, hvem kapitalprofitten tilfalder, er ikke, eller i hvert fald kun i forsvindende få undtagelsestilfælde, selv ophav til disse nye arbejdsmetoder; fabrikanten har ikke selv opfunden de maskiner, der indføres i hans fabrik; han har tilegnet sig dem og har derved tilegnet sig magt til at drage forøget udbytte af produktionen – men det er dog ikke muligt herpå at grunde nogen moralsk ret, så vist som det er umuligt at give nogen som helst fornuftig grund for, at den moderne skotøjsfabrikant eller dampskibsreder skal have særlig adkomst til at nyde udbyttet af f.eks. James Watts opfindelse af dampmaskinen for snart halvandet hundrede år siden.
Det er imod den kapitalistiske tilegnelsesmåde socialdemokratiets kamp er vendt.
Anti-socialisterne vender sig imidlertid ikke blot imod arbejdernes krav om arbejdets udbytte, men også mod deres krav om kortere arbejdstid, d.v.s. mere fritid.
Den tankegang, de derved røber, er i virkeligheden af en ganske forfærdende karakter, så kynisk er den i sin bedømmelse af arbejdernes menneskeværd, så brutal i sin krasse materialisme.
Georgeisten dr. Starcke skriver i en dagbladsartikel:
»Det er ikke for at blive dygtigere til deres arbejde og kunne yde mere og værdifuldere arbejde, arbejderne forlanger fritiden udvidet, i alt fald langt fra i første linie. I fritiden søger man det egentlige tyngdepunkt for menneskelivet. Denne betragtning rimer kun dårligt med påstanden om, at arbejdet skaber alle værdier (?); og den beror også på en fuldkommen miskendelse af, hvad der giver fritiden værdi. Samlivet med familie og med gode venner, beskæftigelse med litteratur og kunst osv. Har alle dage været anset for værdier af hej rang, men hvorfor? Fordi de forøger menneskets trang og evne til at udrette noget dygtigt. Hvis man søger deres værdi blot i den nydelse, de giver, så vil del snart vise sig, at de gør mennesket slappere og værdiløsere .... Der er derfor en meget stor fare i alle de forestillinger, som i vor tid fremstiller arbejdet som en tvang, man i størst mulig grad skal unddrage sig.«
Altså – fritiden har kun værdi, og kravet om dens forlængelse er kun berettiget, forsåvidt den sætter mennesket, arbejderen, i stand til, gennem den rigelige hvile og de adspredelser og den åndelige udvikling, han derfra kan hente sig, at blive en dygtigere arbejder end for og i den kortere arbejdstid at producere en større mængde værdier end før i den længere arbejdstid. Fritiden, hvilen, rekreationen, er til for arbejdets skyld, og dens berettigelse afhænger af, i hvilken grad den er i stand til at forøge arbejdets produktivitet. At udhvile sig igennem »samlivet med familie og gode venner, beskæftigelse med litteratur og kunst osv.« Er altså noget, som kun bør tillades mennesket, for så vidt det har til formål at udvikle hans arbejdsevne til en højere grad af produktivitet – ellers er det af det onde og virker kun til at gøre mennesket »slappere og værdiløsere«.
Sjælden har vistnok den kapitalistiske tankegang givet sig et så åbenhjertigt udtryk som her.
Den livsopfattelse, dr. Starcke forkynder, er den: at mennesket lever for at arbejde – den fuldkomne modsætning til den socialistiske livsopfattelse: at mennesket arbejder for at leve. Arbejdet er efter hans synsmåde livets mål, og fordelingen mellem arbejdstid og fritid må indrettes herefter. Den fritid, der bør indrømmes arbejderen, bestemmes efter ganske det samme hensyn som den hviletid, der ydes et trækdyr; når hesten spændes fra og skånes for yderligere arbejde, er det jo ikke for at glæde den, men for at bevare dens kræfter i usvækket tilstand; og når arbejderen slippes ud fra fabrikken eller arbejdspladsen, er det heller ikke til gavn og glæde for ham selv, men for at den hviletid, der forestår, kan opretholde og forøge hans arbejdsevne, så han kan vende tilbage med fornyede kræfter. Arbejderen er et hjul i produktionens mekanisme; alt, hvad han foretager sig, er kun berettiget, i samme grad som det tjener til at dygtiggøre ham til det produktive arbejde; for sig selv har han ingen ret til at kræve personlig livsglæde eller personlig åndsudvikling.
Mennesket er en arbejdsmaskine, bestemt til at sætte den størst mulige masse af materiel værdi ind i verden, således at kapitalen ved hans arbejde kan tilegne sig den størst mulige masse af merværdi; de åndelige værdier, erkendelsens glæde, skønhedsglæden og alt sligt, har kun betydning, forsåvidt de tjener dette formål. Dette er det virkelige indhold af denne tankegang, og nogen krassere og mere utilsløret materialisme er det ikke vel muligt at forkynde. Og hvor betegnende, at den er vendt imod netop den socialdemokratiske arbejderbevægelse, der ellers altid fra modstandernes side brændemærkes som »materialistisk«!
Ud fra denne opfattelse fordømmer dr. Starcke da arbejdernes krav om kortere arbejdstid som middel til at frembringe – ikke en slægt af mere produktive udbytningsgenstande til rådighed for kapitalen – men en slægt af gladere og friere, legemlig og åndelig mere udviklede mennesker, der er i stand til at tilegne sig livets glæder for deres egen skyld. Den arbejderbevægelse, der skulle finde nåde for hans øjne, måtte have et helt andet indhold, helt andre formål. Han skriver:
En arbejderbevægelse, båret af begejstring for arbejdet, besjælet af iver for at tage stærkere fat og yde mere, ville have alle betingelser for at fremme arbejdernes intellektuelle og moralske karakter og for at højne deres løn. Men en bevægelse, hvis grundtone er mindre arbejde og større frihed for fritidens egen skyld, savner disse betingelser.
Og – således slutter hans indlæg:
Lønarbejderens inderste stræben og stadige tanke må være den at blive så dygtig som muligt, og hans største menneskelige stolthed må blive den at gøre fyldest i så høj grad som muligt.
At lønarbejderen »tager stærkere fat og yder mere«, at han »gør fyldest i så høj grad som muligt«, det betyder, under den kapitalistiske samfundshusholdning, at han fremstiller det mest mulige af merværdi, at han forøger kapitalistklassens rigdom, uden i det lange løb at højne de økonomiske kår for sig selv og sine klassefæller, at han virker med til al styrke og udvide kapitalens magt over menneskene, til at skabe voksende arbejdsløshed, bitrere nød, dybere underkuelse for sig selv og sine børn. Og dette skulle være arbejderbevægelsens hovedformål!
*
I den skarpeste modsætning til hele denne brutalt kapitalistiske tankegang står socialdemokratiets opfattelse af fritiden og dens værdi for mennesket – som et gode, der har sin betydning i sig selv, i kraft af den større livsglæde og det rigere livsindhold, det højere mål af legemlig sundhed og åndelig udvikling, det friere og mangfoldigere kulturliv, der herigennem kan tilføres den arbejdende befolkning.
Arbejdet, det materielle arbejde, er det påtvungne, det, der er foreskrevet af den ydre nødvendighed, af menneskets trang til at få sine forskelligartede behov tilfredsstillede. »i dit ansigts sved skal du æde dit brød«, som det hedder i skriften. Selv om arbejdet ordnes under de behageligste former, og selv om hvert enkelt arbejdende individ har det videst mulige spillerum for personlig selvbestemmelsesret, savnes dog den virkelige individuelle frihed; menneskets handlinger er dikterede af ydre hensigtsmæssighedshensyn, som han ikke er herre over, men må tilpasse sig efter; han kan ikke være fuldtud sig selv.
Først når det materielle arbejde er ophørt, og fritiden indtræder, begynder den tilstand, hvor mennesket er virkelig fri. De handlinger, han nu foretager sig, er ikke påtvungne udefra, de udspringer fra hans egen person, fra hans trang til livsglæde og livsskønhed – ved samværet med hustru og børn, ved syslen med kunst og litteratur, ved deltagelse i tidens kulturliv, ved fordybelse i naturen, eller under hvilke andre former den nu optræder. Jo mere fritid, des større adgang er der for ham til at få denne trang tilfredsstillet, des rigere lejlighed til at udfolde sin personlighed. Derfor vil også socialismen, med det højdemål af fritid, den vil kunne yde menneskene, skabe jordbund for en individualisme, som man under de nuværende samfundstilstande kun ser de første svage antydninger til.
I et af de flygtig nedskrevne brudstykker, som findes i slutningen af »Kapitalen«s tredje bind, har Marx i en mesterlig fremstilling antydet den socialistiske opfattelse af forholdet mellem arbejde og fritid.
»Frihedens rige begynder først dér, hvor det arbejde hører op, der er bestemt ved nødvendigheden og den ydre hensigtsmæssighed; det ligger altså efter sagens natur på den anden side af den egentlig materielle produktion. Som den ville må kæmpe med naturen for at tilfredsstille sine behov, bevare sit liv og forplante sig, således må også det civiliserede menneske gøre, og han må gøre det under alle samfundsformer og under alle mulige produktionsmåder. Efterhånden som han udvikler sig, så vokser dette det naturnødvendiges rige, fordi hans behov vokser; men samtidig tiltager også de produktionskræfter, der tilfredsstiller disse behov. På dette område kan der kun tales om frihed i den forstand, at samfundsmennesket, de samvirkende producenter, dels ordner dette deres stofskifte med naturen på en rationel måde og bringer det ind under den fælles kontrol i stedet for at lade sig beherske deraf som af en blind magt, og dels fuldbyrder det med den mindst mulige anstrengelse og under betingelser, som er de væsentligste og mest stemmende med den menneskelige natur. Men det er og bliver dog det rige, hvor nødvendigheden hersker. Først hinsides dette begynder den menneskelige kraftudfoldelse, der har sig selv til formål, men dette det sande frihedens rige kan kun blomstre frem med nødvendighedens rige som grundlag. Arbejdsdagens forkortelse er grundbetingelsen.«
Sidst opdateret 2.12.2008