Marxisme Online  >  Arkiv  >  Gustav Bang

Til arbejdernes klassepsykologi

Gustav Bang (juni 1912)

I Social-Demokraten, 16.6 + 17.6 + 18.6.1912.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 2, s. 67-86.

Overført til internet af Jørn Andersen for Marxisme Online 8. dec. 2008.

En tysk enquete

Der er i et tysk værk [1] gjort et interessant forsøg på at tilvejebringe materiale til studiet af arbejderbefolkningens klassepsykologi.

Hvilken indflydelse over den moderne kapitalistiske stordrift på de lønarbejdere, den beskæftiger, ikke på deres legemlige, men på deres åndelige livsproces, hvilke følelser, tanker, ønsker, bestræbelser fremkalder den hos dem, hvorledes præger den hele deres tænkemåde, hvordan bliver hele deres sjæleliv stemt under indvirkning af de sociale vilkår, hvorunder de lever?

Det er disse spørgsmål de grundlæggende for enhver virkelig videnskabelig forskning over nutidssamfundets klassepsykologi og derigennem også over dets såkaldte »massepsykologi« – som forfatteren har opstillet, og til hvis besvarelse han har søgt at fremdrage nyt stof.

Forfatteren er gået den sikre; men også besværlige vej: at få en talrig repræsentation for arbejderbefolkningen til selv at udtale sig, til selv at lægge dens tanker om og opfattelse af en hel del bestemte forhold for dagen, for så at udfinde det fælles i dem og danne et helhedsbillede deraf, eller rettere enkelte træk til et helhedsbillede.

Hans fremgangsmåde har været den, at han til adskillige tusinde tyske arbejdere – sondrede i tre forskellige grupper, som lever under væsentlig afvigende forhold, bjergværksarbejdere, tekstilarbejdere og metalarbejdere – har udsendt spørgeskemaer og anmodet om svar på en mængde forskellige spørgsmål. Nogle af disse spørgsmål er forholdsvis simple og nogenlunde lette at besvare, t. eks.: »Hvad foretrækker De, akkordløn eller timeløn, og hvorfor?« Andre derimod strejfer ind på meget indviklede sjælelige rørelser, som det er yderst vanskeligt at give en blot nogenlunde fyldig skildring af t. eks.: »Går De ofte i skoven, og hvad tænker De på; når De der ligger på jorden, omgivet af den dybe ensomhed?«

Fra i alt 5040 arbejdere – deriblandt 2084 bjergværksarbejdere, 1153 tekstilarbejdere og 1803 metalarbejdere – indløb der svar på de stillede spørgsmål eller i hvert fald en større del af dem, ofte ganske korte og i sig selv ret lidetsigende, men ikke sjælden omfangsrige besvarelser, der tager de pågældende spørgsmål op til en virkelig drøftelse og gør udførlig rede for, af hvilke grunde vedkommende arbejder er nået til den og den bestemte opfattelse. Meget hyppig vinder man igennem en sådan besvarelse et skarpt indblik i den enkelte arbejders karakter, og rundtomkring fra får man et tydeligt indtryk af, hvilken tilfredsstillelse det har voldt de udspurgte arbejdere at kunne lægge deres tanker frit og uforbeholdent for dagen. i bevidsthed om, at de derigennem bidrog deres til at belyse hele den samfundsklasse, de selv tilhører.

Materialet er, efter at det er blevet omhyggeligt sigtet, så vidt det lod sig gøre, blevet opstillet i tabeller, idet man samtidig har delt besvarelserne i forskellige grupper, alt efter som de stammede fra yngre eller ældre arbejdere, fra arbejdere med højere eller lavere løn osv. Og man har desuden hvad der ikke mindst bidrager til at give værket værdi – aftrykt et udvalg af de mest interessante og karakteristiske svar ordret, således at læseren direkte stilles ansigt til ansigt med de enkelte mennesker og selv kan bygge sig et helhedsbillede op på grundlag af de udtalelser, som foreligger.

Nu er det indlysende, at en tabellarisk opstilling af de indløbne svar, til beregning af, at så og så mange pct. af arbejderbefolkningen har en opfattelse, der går i den ene eller den anden retning, kun med held lader sig fuldstændig gennemføre, hvor det drejer sig om spørgsmål, som kan besvares skarpt og præcist, med et ja eller nej, eller på lignende måde. Et sådant er spørgsmålet:

»Hvad foretrækker De, akkordløn eller timeløn?«

Af de 5040 arbejdere, til hvem spørgsmålet er stillet, er der 331, som ikke har besvaret det, medens der er 627, som har svaret, at det var dem ligegyldigt efter hvilket af de to systemer, de lønnedes. Af de øvrige 4082 arbejdere er

773 eller 19 pct. for akkordløn,
3309 eller 81 pct. for timeløn.

Som man ser, er det store flertal, godt fire femtedele, modstandere af akkordarbejdet – et forhold, der sikkert står i en vis forbindelse med det udviklingstrin, hvorpå den faglige organisation befinder sig i Tyskland. I lande med ældre og stærkere fagforeninger, som i højere grad har været i stand til at modvirke de særlig skadelige virkninger af akkordsystemet, ville fordelingen rimeligvis vise sig at være noget anderledes.

Interessant er det i denne henseende at iagttage afvigelserne imellem de tre forskellige grupper af arbejdere, som er blevet spurgt. Man finder, at der til gunst for akkordsystemet har udtalt sig

blandt bjergværksarbejdere 14 pct.
blandt tekstilarbejdere 22 pct.
blandt metalarbejdere 21 pct.

Det er altså blandt bjergværksarbejderne, uviljen imod akkordsystemet er stærkest fremherskende – hvad der sagtens står i sammenhæng dels med det organisatoriske udviklingstrin, dels også med arbejdets ejendommelige beskaffenhed i g ruberne, dets særlig anstrengende og uregelmæssige karakter.

Deler man svarene i forskellige grupper efter de pågældende arbejderes alder, synes det, som om uviljen imod akkordsystemet er noget aftagende med årene. Det viser sig nemlig, at svarene til fordel for akkordsystemet udgør blandt arbejdere

mellem 20 og 30 år: 19 pct.
mellem 30 og 40 år: 18 pct.
mellem 40 og 50 år: 26 pct.

Derimod er der tilsyneladende ikke – hvad man på forhånd vilde være tilbøjelig til at antage – nogen som helst overensstemmelse mellem den højere og lavere løn på den ene side og på den anden side den mere eller mindre udprægede uvilje eller forkærlighed overfor hver især af de to lønningsmåder. Tallene er næsten ens blandt arbejdere med 10-20, med 20-30 og med over 30 mark i ugefortjeneste.

*

Vi går over til et andet spørgsmål, hvor svarene ligeledes egner sig til statistisk bearbejdelse, uagtet de i hvert enkelt tilfælde rummer en betydelig højere grad af usikkerhed og vilkårlighed.

»Mærker De nogen træthed eller andet besvær ved det stadig gentagne arbejde? Efter hvor mange timers forløb plejer De at blive træt?«

Betragter vi de indløbne svar som de for bjergværksarbejdernes vedkommende lyder for det normale arbejde, for tekstilarbejdernes vedkommende for arbejdet med godt materiale og for maskinarbejdernes vedkommende for det stedse gentagne, ensformige arbejde, så finder vi følgende fordeling:

Selvfølgelig kan der ikke tillægges disse tal, med alle de skøn de rummer, nogen akkuratesse; men det fremgår dog tydelig nok af dem, at det langt over-vejende flertal af arbejdere føler sig udmattede, allerede længe for der er gået 8 timer; kun 15 pct. af besvarelserne går ud på, at man kan arbejde længere uden at blive træt; 54 derimod går ud på, at man allerede føler sig træt, før den 6. arbejdstime er gået.

Af de forskellige erhvervsgrupper er bjergværksindustrien åbenbart den, som slider stærkest på sine udøvere og udmatter dem tidligst. Af bjergværksarbejderne opgiver de 66 pct., at de inden den 6. arbejdstime føler sig trætte, af tekstilarbejderne de 43 pct. og af metalarbejderne de 48 pct. Forskellen er så stor, at den ikke kan stamme fra tilfældigheder; den skyldes utvivlsomt arbejdets særlig anstrengende natur.

som rimeligt er, finder man de yngre arbejdere i besiddelse af større udholdenhed i arbejdet end de ældre. Det træder særlig tydelig frem for tekstilarbejdernes vedkommende; af arbejdere imellem 20 og 35 år er her tallet på dem, der har opgivet at være trætte inden 6 timers forløb, kun 33 pct., imod 69 pct. blandt arbejderne imellem 35 og 50 år. I metal-industrien er afvigelsen betydelig mindre; tallene er her henholdsvis 45 og 48 pct.

Alle disse tal gælder arbejdet under nogenlunde normale vilkår; under vanskelige arbejdsbetingelser gør træthedsfølelsen sig langt stærkere gældende og indtræder langt tidligere. Det viser sig særlig tydelig i tekstilindustrien, hvor der foreligger to forskellige rækker af opgivelser, dels for arbejdet med godt materiale og dels for arbejdet med dårligt materiale; kun har man her måttet holde de besvarelser, hvor der tales om; at man enten er »altid træt« eller »aldrig træt«, udenfor betragtning. En sammenligning mel-lem de to rækker viser, hvor enorm forskellen er.

Ved arbejdet under gunstige forhold, med godt materiale, kan altså 61 pct. af de pågældende arbejdere holde ud i indtil 6 timer uden at føle egentlig træthed, ved arbejdet under ugunstige forhold, med slet materiale, derimod kun 16 pct.

*

Vi går over til et nyt spørgsmål, hvor besvarelserne sikkert i de enkelte tilfælde ofte har givet anledning til megen tvivl og vaklen, men alligevel, tagne i deres sammenspil, giver et ret interessant bidrag til den moderne arbejderklasses psykologi:

»Volder Deres arbejde Dem fornøjelse, eller har De ingen interesse for det?«

Der er i alt kommet 4692 svar på dette spørgsmål, og de gør gennemgående et højst nedslående indtryk. Uviljen, modbydeligheden overfor det arbejde, man er dømt til dag ud, dag ind, at forrette, er langt den fremherskende følelse; arbejdets forbandelse går som den røde tråd igennem de allerfleste besvarelser. Kun 15,1 pct. af de indløbne svar går ud på, at arbejdet interesserer de pågældende arbejdere, således at lystfølelsen er den overvejende; 67,2 pct. angiver, at ulystfølelsen har overvægt; og i 17,7 pct. af alle tilfælde har man udtalt sig i retning af, at man nærmest er ligegyldig.

Imellem de tre erhvervsgrupper er der imidlertid en tydelig forskel. Tekstilindustrien med dens frygtelig ensformige, åndløse arbejde er den, der virker stærkest frastødende på sine arbejdere, vækker mest ulyst hos dem; her er der kun 7 pct. af besvarelserne, som går ud på, at man interesserer sig for arbejdet, har lyst til det; i bjergværksindustrien derimod 19 pct.

Også indenfor de enkelte aldersklasser sporer man stærke afvigelser. Den almindelige regel er, at jo ældre man bliver, desto mere vokser modviljen overfor det erhvervsmæssige arbejde, desto ringere interesse, desto ringere lystfølelse bliver der tilbage. Det træder overordentlig tydelig frem i alle de tre erhvervsgrupper. Sondrer man imellem de yngre arbejdere, fra 20 til 30 år, og de ældre, fra 30 til 50 år, og beregner man, hvor mange pct. der har angivet, at lystfølelsen var den overvejende – i modsætning til dem, der enten har angivet at være ligegyldige eller, i de allerfleste tilfælde, at nære afgjort modvilje – så finder man følgende tal:

Vi går nu over til et par spørgsmål, som – i modsætning til de foregående – ikke direkte berører arbejdsforholdet, men som i øvrigt, hvert på sin vis, giver interessante bidrag til den moderne arbejderklasses karakteristik.

»Betragter De nydelsen af alkohol som noget, der kan undværes, eller kan De arbejde bedre efter at have nydt alkohol?«

Svarene, 4111 i alt, viser, at ikke mindre end 74,8 pct., tre fjerdedele af de udspurgte arbejdere, betragter alkoholnydelsen som noget, der kan undværes; kun 14,3 pct. betragter den som uundværlig, og 10,9 pct. mener at kunne arbejde bedre efter at have nydt alkohol.

Her som næsten alle vegne er der en tydelig forskel imellem de tre erhvervsgrupper, en forskel, der sikkert ikke er tilfældig, men står i nøje sammenhæng med arbejdets særlige beskaffenhed. Blandt bjergværksarbejderne er der kun 64 pct., som mener, at spiritus meget vel lader sig undvære, blandt tekstilarbejderne 77 og blandt metalarbejderne 85 pct.

Inden for aldersklasserne synes der ingen afvigelse at gøre sig gældende; de yngre og de ældre arbejdere betragter, så vidt det kan ses, gennemgående alkoholnydelsen på samme måde. Derimod er der en utvivlsom overensstemmelse mellem lønnens højde pen den ene side og på den anden side den opfattelse, man nærer af alkoholens indflydelse. Jo højere indtægt, des mere fremherskende er forståelsen af alkoholens skadelighed eller i hvert fald overflødighed – en naturlig følge af, at de alkoholister, for hvem alkoholnydelsen er blevet en nødvendighed, sikkert i de allerflest tilfælde står med en forholdsvis lav løn, medens det ganske overvejende er de mest ædruelige arbejdere, som er nået op til en forholdsvis højere løn. Deler man arbejderne i to grupper, med under og over 20 mark i ugentlig indtægt, finder man blandt besvarelserne følgende antal pct., som går ud på, at alkoholnydelsen er overflødig:

Vi skal endelig betragte svarene på spørgsmålet:

»Tror De på en gud, eller er De af den ene eller anden grund udtrådt af statskirken?«

Som man ser, er spørgsmålet ikke ganske heldig formuleret; motivet til at stå udenfor den i hver enkelt af de tyske stater herskende kirke kan jo ligeså vel være en stærk religiøs som en stærk antireligiøs bevidsthed; når således næsten femtedelen af bjergværksarbejderne i Ruhrdistriktet er udenfor statskirken, skyldes det sikkert i de allerfleste tilfælde katolicismens betydelige udbredelse. Men trods de mangler, der i øvrigt klæber ved svarene, er dog det stof, som her er indsamlet, langtfra uden interesse.

Tallet på de indkomne besvarelser er forholdsvis lille, kun 3503, hvad der tyder på, at der er adskillige, som har været tvivlrådige og derfor har undladt at svare. Af besvarelserne går 19,1 pct. – altså knap femtedelen – ud på, at man tror på Gud, 72,2 pct. – næsten tre fjerdedele – på, at man ikke tror på Gud, og 8,7 pct. på, at man af den ene eller den anden grund står udenfor statskirken.

Blandt bjergværksarbejderne synes det, som om den positivt religiøse følelse er stærkest udbredt; her lyder 26 pct., altså godt fjerdedelen af besvarelserne, på, at man er troende: blandt metalarbejderne er tallet lavere, kun 18 pct.; og blandt tekstilarbejderne er det atter betydelig lavere, kun lidt over 9 pct. Inden for denne sidste erhvervsgruppe finder man, udtrykt i runde tal, at af hver 20 arbejdere er der 2, som har erklæret sig for troende, 17, som har erklæret sig for ikke-troende, medens 1 står udenfor statskirken.

Også en sondring efter aldersklasser viser en meget interessant forskel. Det fremgår nemlig heraf, at tallet på dem, der erklærer at tro på gud, gennemgående aftager, efterhånden som man fra de yngre år stiger op til de ældre. Med den voksende alder vokser altså den religiøse skepsis; efterhånden som bevidstheden afklares, bryder man i stigende tal over-tvært og lever uden nogen tro på en gud. Det viser sig for hver enkelt af de tre arbejdergrupper, når man sondrer mellem folk under og over 30 år. Tallet på dem, der har svaret, at de troede på gud, er

Også en tydeligere sondring mellem folk fra 30 til 40 og fra 40 til 50 år, bekræfter dette forhold. Her må man imidlertid, for at undgå de alt for små tal og dermed tilfældighedernes alt for store indflydelse, slå alle de tre erhvervsgrupper sammen under ét, og man finder da et stadig synkende tal på dem, der endnu har bevaret troen på gud.

Hvorledes afhængigheden under kapitalen indvirker på arbejdernes bevidsthed

Et af de stillede spørgsmål lyder således:

»Hvad føler De Dem mest trykket af, af den lave løn eller af, at De er så afhængig af arbejdsgiveren, at De har såre ringe udsigt til at komme frem i verden, og at De slet ikke kan byde Deres børn noget?«

Det er, som man let ser, et af de allerinteressanteste spørgsmål, man her står overfor, hovednerven i proletariatets klassepsykologi, nøglen til den psykologiske forståelse af den moderne klassekamp. Thi af den måde, hvorpå arbejderens hele sociale stilling indvirker på hans sind, af den række følelser og stemninger, tanker og overvejelser, som fattigdommen, udsigtsløsheden, afhængighedsforholdet vækker i ham, deraf afhænger også den måde, hvorpå han reagerer imod sin egen sociale stilling, den modstand, som fremkaldes hos ham, og som ikke blot giver sig udslag i hans handlinger, og derigennem bestemmes atter både indholdet og formen af den klassekamp, ved hvilken proletariatet stræber efter at erobre magten i samfundet for at benytte denne magt til at omskabe hele sin egen sociale tilværelse. Hos enhver arbejder vil selv den flygtigste eftertanke over hans egen tilværelse skabe bitre følelser overfor den bestående samfundsordning; men disse følelser kan optræde i mangfoldige forskellige afskygninger, lige fra en vild desperation til en dump resignation; imellem disse yderpunkter ligger en hel skala af nuancer, og alt efter som den ene eller den anden af dem er mere eller mindre fremherskende, vil også klassekampen komme til at antage sin særegne skikkelse. Og de resultater, der efterhånden vindes igennem klassekampen, virker alle tilbage på bevidstheden blandt arbejderne, omformer lidt efter lidt deres tankegang, rusker på den ene side op fra sløvheden og disciplinerer på den anden side det ubændige, blinde klassehad, bidrager til at udvikle arbejdernes forståelse og samle deres bestræbelser om nye kampe at kæmpe, nye resultater at vinde.

Det er det centrale punkt i den moderne arbejderbefolknings klassepsykologi, det her drejer sig om, og de ca. 4500 svar, der er indløbet på spørgsmålet, danner et af de interessanteste af bogens kapitler.

Men det er indlysende, at disse svar ikke. således som svarene på de spørgsmål, vi tidligere har dvælet ved, kan gøres til genstand for statistisk bearbejdelse, kan opstilles i visse skarpt afgrænsede rubrikker og genfremtilles i talmæssig skikkelse. Thi det er jo et spørgsmål, der ikke lader sig besvare med et enkelt ord; det kræver, hvis der skal gives en virkelig fyldestgørende besvarelse, en hel udvikling, hvor de forskellige faktorer fremstilles hver for sig og stilles op imod hinanden eller ved siden af hinanden. Og overfor disse udtalelser, blandt hvilke et stort tal af de mere typiske er aftrykt ordret, brister selvfølgelig den statistiske arbejdsmåde; for at vinde udbytte af dem, må man gennemlæse dem en for en og danne sig et personligt indtryk af dem i al deres mangfoldighed; lære de fælles træk at kende, som stadig går igen, og samtidig de forskellige, ofte meget uensartede typer, som fremtræder.

Der er i spørgsmålet sondret imellem det tryk, den lave løn øver, og det tryk, der føles som en virkning af afhængighedsforholdet under den kapitalistiske udbytter. I de allerfleste besvarelser klages der bittert over den økonomiske nødstilstand; og dog synes det ikke, især ikke hos de mere oplyste og tænkende arbejdere, at være selve fattigdommen – udtrykt i så og så mange marks og pfenniges ugeløn, der i og for sig føles som det værste onde. Endnu mere pinlig virker, i hvert fald på store dele af arbejderbefolkningen, det ydmygende afhængighedsforhold, hvori man befinder sig.

Ofte er det krænkelsen af den rent personlige menneskeværdighed, som synes at gøre det dybeste indtryk. Et svar, der atter og atter går igen, er dette:

»Hvis jeg blot ikke blev så ringeagtet! Men fabrikanten hilser ikke på mig.«

En berlinsk væver skriver:

»Bevidstheden om min afhængighed under arbejdsgiveren gør mig bitter og har gjort mig til et pirreligt menneske. En håndbevægelse af min chef, fyldt med så skærende en foragt, er nok til at bringe mit blod i kog.«

En anden væver, 47 år gammel, giver sin opfattelse udtryk i følgende triste ord:

»Det er ikke så meget den lave løn som de bestandig voksende udgifter. Og det er ikke så meget afhængigheden af arbejdsgiveren, som det er det, at man i arbejderen ikke mere anerkender og agter mennesket. Udsigten til at nå videre frem svinder, jo ældre man bliver. Man håber fra ungdommen af og bliver en gammel mand. Og vore børn!«

Også den fuldstændige mangel på udsigt til nogen sinde at kunne hæve sig op til højere kår og befri sig fra den elendighed, hvori man er stedt, spiller en stærkt fremtrædende rolle. En metalarbejder, 45 år gammel, svarer på spørgsmålet om. hvad han føler sig mest trykket af:

»Udsigtsløsheden, dette bestandig at være en lønslave. Jeg tør slet ikke mere se mine børn i øjnene.«

Ligeledes den stadig truende fare for arbejdsløshed. En tekstilarbejder skriver:

Afhængighedsforholdet under arbejdsgiveren er det frygteligste. Med ét slag kan han gøre sine arbejdere brødløse. Børnene bliver tidlig oplyste derom og opdrages til gode deltagere i klassekampen. Dette er det bedste, jeg kan byde dem.«

Hensynet til børnene træder overordentlig hyppig og overordentlig stærkt frem. Man er forpint over ikke at kunne byde sine børn noget andet og bedre end de kår, man selv lever i; den eneste arv, man kan give dem, er opdragelse til dygtig, energisk deltagelse i den klassekamp, der skal skabe lysere vilkår for de kommende slægter. En tekstilarbejder skriver:

»Den tanke, at mine børn er kommet til verden som arbejdsslaver, smerter mig mest. Hvorfor blev de født!«

En metalarbejder:

»Hvad der trykker mig allermest, er, at jeg ikke kan lade mine børn få en bedre opdragelse.«

En anden metalarbejder giver et helt lille interiør af sit hjemliv:

»Min sparsommelige hustru passer pengesagerne. Mig personlig synes lønnen, så elendig den også er, slet ikke at være så skrækkelig. Men når jeg dag ud og dag ind ser min hustru arbejde flittig (hjemmearbejde) fra tidlig morgen til sen aften ved sin maskine, altid bekymret trods det ivrigste arbejde, så forbander jeg mit sisyfusarbejde. Mit barn, et ægte proletarbarn, otte år gammel, ved allerede, at vi med vor bedste vilje ikke kan byde ham mere.«

En 43-årig tekstilarbejder med 3 børn og 19 marks ugeløn, skildrer, hvor »fornøjeligt« det er, når han kommer hjem fra arbejdet:

»Min kone sidder ved symaskinen og syr; den 12-årige søn hjælper hende dermed; den 14årige datter syr. Jeg laver aftensmad. Efter aftensmaden går de igen los med at sy; jeg laver så middagsmaden til den næste dag.«

Som enkeltindivider er del umuligt for arbejderne nogen sinde at vinde frem; kun gennem solidarisk klassekamp er det dem muligt at tilkæmpe sig en lykkeligere fremtid, som i hvert fald kan komme den næste generation til gode. Denne forståelse er trængt stærkt igennem og giver sig stadig udslag. En bjergværksarbejder skriver således:

»Det er sikkerlig et hårdt tryk over éns liv med så lav en løn, at jeg er afhængig af arbejdsgiveren, hænger ligeledes på mig som en blyklump; udsigterne til at tigge mig frem til en bedre stilling giver jeg afkald på; kun i forening med mine arbejdsbrødre vil jeg tilkæmpe mig en bedre tilværelse, således at den ikke blot kommer mig selv, men den samlede arbejdende klasse til gode; og jeg tror ikke, at jeg kan byde mine børn noget bedre end at opdrage dem til klassebevidste mennesker.«

Jævnlig er det følelsen af at være næsten ganske udestængt fra deltagelse i nutidens rige kulturliv, som virker særlig smertelig. Således når en metalarbejder skriver:

»Hvad der ophidser mig mest, er, at jeg ikke kan følge de kulturelle fremskridt så vidt, som min egen erkendelse tillader. Stedse at skulle være bundet til sit erhverv, ikke nogen dag frit at kunne råde over sig selv, det er det oprørende.«

Ofte fremtræder der i svarene en dyb forståelse af arbejdernes ejendommelige stilling indenfor den kapitalistiske produktionsmådes maskineri i dets stadige fornyelse – som den, der er fordømt til, igennem den merværdi, han udbyttes for, bestandig at skulle smede nye lænker til sig selv og sine børn. Det hedder således i et svar, der udtrykkelig angives at være typisk for en mangfoldighed af andre udtalelser:

»Den lave løn trykker mig ikke så meget som bevidstheden om, at den merværdi, mit arbejde frembringer, går over som privatejendom i den såkaldte arbejdsgivers besiddelse og derfra, i skikkelse af kapitalismens følelsesløse, kolde magt, virker tilbage til at nedtrykke den arbejderklasse, som skaber alle værdier.«

Man ser, under hvor forskellige former trykket og fornedrelsen optræder og opfattes i arbejdernes bevidsthed.

I enkelte tilfælde er resultatet en dyb sløvhed, en ureflekteret nedstemthed; man er træt, håbløs; man er fortvivlet, led ved livet, eller man står sig til ro med, at der nu en gang intet er at gøre. En bjergværksarbejder på 43 år skriver – og det samme svar vender ofte ordret tilbage fra andre arbejdere:

»Alt trykker mig.«

En anden:

»For mig er alting ligegyldigt.«

En 46-årig metalarbejder:

»Nu er jeg ude over det altsammen. Jeg æder, drikker, sover og er ikke længere noget rasende vilddyr.«

I ganske enkelte tilfælde, særlig blandt bjergværks-arbejdere, har man søgt trøst for sine sorger i religionen, og hvor et sådant svar er indløbet, står det i en forunderlig modsætning til alle de øvrige, som det findes side om side med; det åbner indblik i en anke gang, der kun rent undtagelsesvis optræder indenfor proletariatet; og det afslører i en ualmindelig grel skikkelse, hvilken hindring kirkens og måske ganske sær-lig den katolske kirkes indflydelse over sindene kan være for arbejderbevægelsens fremgang. Således hedder det ét sted:

»Jeg er tilfreds. For børnene vil gud drage omsorg. Hvis alle mennesker tænker således, da er der paradis på jorden.«

Og et andet sted:

»Mine synder trykker mig mere end min lave løn; dem kan ingen gøre gode igen; de har gennemboret vor frelsers hænder og fødder. Jeg er min arbejdsgiver meget taknemmelig, fordi han giver mig brødet; thi det hedder i guds ord, at enhver skal være den øvrighed underdanig, som har magten.«

Men dette er undtagelser. Det almindelige udslag, erkendelsen af afhængigheds- og udbytningsforholdet giver sig, er et bittert had til den kapitalistiske samfundsorden, en følelse, som styrker og hærder arbejdermasserne til energisk deltagelse i klassekampen, udvikler solidaritetsfølelsen, og som iøvrigt ofte i de svar, der er indløbet, har fundet yderst karakteristiske og veltalende udtryk. Tit sporer man ligefrem, hvorledes arbejderens hånd har dirret af harme, medens han skrev, og det ene malende, rammende ord efter det andet har uvilkårlig indfundet sig hos ham og givet hans fremstilling en stundom rent digterisk kraft. En berlinsk væver fortæller, hvorledes hans dag begynder:

»Kl. 7 om morgenen begynder fabriksfløjten at tude. Det er min arbejdsherres fløjte, der siger mig, at nu skal jeg skynde mig. således bliver der fløjtet ad mig, som herren fløjter ad sin hund. Fem minutter efter lukkes fabrikkens port, og jeg er i tugthuset.«

En anden tekstilarbejder skriver:

»Afhængigheden trykker mest. selv om et barn også er forgyldt, så er og bliver det dog et barn. Selv om en lænkehund også får det bedste foder, så er og bliver den dog en hund. Det er ikke let at bevare sin menneskeværdighed under slavelænker. Jeg hader og foragter det samfund, der lader de ni tiendedele af sine medlemmer forkomme.«

Og nede fra gruberne lyder denne røst:

»Jeg får mit foder som en hund og rådner op under det fælles tryk af den økonomiske elendighed, fordi jeg er afhængig. Jeg kræver forbedring i mine kår. Jeg er forbandet til at føre mejslen og skovlen i min kraftige hånd. Men denne hånd tilhører et menneske. Pas på! Bitterlig hævner sig den undertrykte kraft.«

Sjælden vinder man så levende og så umiddelbart, så rent personligt et indtryk af proletariatet i dets underkuelse og fornedrelse, men også i dets protest og rejsning til klassebevidsthed og klassekamp som igennem den mængde af udtalelser, blandt hvilke vi her har gengivet et lille udvalg. Det er som en række af levende billeder til illustration af Marx's berømte sætning om, hvorledes den kapitalistiske samfunds-udvikling bringer »Massen af elendighed, af undertrykkelse, af trældom, af udartning, al udbytning til at vokse, men samtidig også oprøret i den arbejderklasse, der stedse vokser mere til og netop skoles, forenes og organiseres af selve maskineriet i den kapitalistiske produktionsproces«.

Noter

1. Adolf Levenstein: Die Arbeiterfrage, mit besonderer Berücksichtigung der sozialpsychologischen Seite des modernen Grossbetriebes und der psycho-physischen Einwirkungen auf die Arbeiter, München. 1912.

Toppen af siden

Sidst opdateret 8.12.2008