I Social-Demokraten, 8.9.1911.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 172-178.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 8. dec. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
Den engelske nationaløkonom John Rae udgav 1902 sin opsigtsvækkende bog om »Otte timers arbejdsdagen«.
Man havde tidligere fra kapitalistisk side indvendt, at en stærk og almindelig forkortelse af den daglige arbejdstid ville være et såre farligt eksperiment, der kunne få skæbnesvangre virkninger for industriens konkurrencedygtighed og dermed i det lange løb blive til skade for arbejderne selv. Man gik nemlig ud fra, at produktionsudbyttets mængde ville formindskes i samme grad, som arbejdstiden blev nedsat, og at produktionsomkostningerne følgelig ville stige, forsåvidt arbejderne i den kortere tid skulle tjene noget nær det samme som før. Man ville altså svækkes i konkurrencen med fremmede lande, hvor arbejdstiden var længere, og hvor varerne derfor kunne fremstilles med ringere omkostninger og sælges til lavere priser. Det land, der gik i spidsen for en sådan reform, ville da blive økonomisk ramt derved; dets industrielle udvikling ville blive lammet; aftagende produktion og voksende arbejdsløshed ville på alle de områder, hvor den internationale konkurrence gør sig gældende, blive det nødvendige resultat. Otte-timers-arbejds-dagen var således umulig, uigennemførlig – i hvert fald så længe den ikke gennem en international overenskomst kunne træde samtidig i kraft i alle kapitalistisk producerende lande.
Det var dette ræsonnement, som gennem John Rae’s undersøgelser blev fuldstændig tilbagevist. Så langt fra at en omfattende og almindelig forkortelse af arbejdstiden betyder nogen fare for den nationale produktion i dens konkurrence med udlandet, godtgjorde han tværtimod, at den netop ville virke til at fremme den nationale produktion og styrke den og arbejde dens konkurrencedygtighed i vejret.
Ved hjælp af et masseagtigt materiale af praktiske erfaringer, indsamlede fra alle mulige forskellige industrier overalt i England som i andre lande, viste han nemlig, hvordan en nedsættelse af arbejdstiden ingensinde fører nogen tilsvarende nedsættelse af arbejdsudbyttet med sig. I den kortere arbejdstid bliver der som regel produceret omtrent lige så meget som tidligere i den længere, undertiden en smule mindre, men meget ofte – i hvert fald efter en kort overgangsperiode – endogså mere end før. Det har vist sig at være tilfældet, overalt hvor man er skredet til en forkortelse af den daglige arbejdstid, ikke blot hvor det gjaldt en meget lang, rent fysisk ødelæggende arbejdsdag på 14, 13, 12 timer eller deslige, men også hvor man fra en 10 eller 9 timers er gået over til en 9 eller 8 timers arbejdsdag. Og den svage nedgang, der hist og her er forekommet i arbejdsudbyttets mængde, bliver rigelig opvejet ved den større sundhed og dygtighed blandt arbejderne og ved det kvalitativt mere værdifulde arbejde, de derved er i stand til at præstere. Otte-timers-arbejdsdagens gennemførlighed indenfor et kapitalistisk producerende og konkurrerende samfund er således en ved talrige praktiske erfaringer forlængst godtgjort kendsgerning.
I de år, der er gået, siden Rae’s bog udkom, er mængden af stof, som tjener til belysning af dette spørgsmål blevet stærkt forøget. Den nyeste og samtidig den fyldigste og mest skarpsindige blandt de undersøgelser, der beskæftiger sig med dette forhold, skyldes en tysk nationaløkonom, Ernst Bernhard. Hans bog om »Højere arbejdsintensitet ved kortere arbejdstid« bringer en række vigtige bidrag til kundskab om dette forhold og forståelse af dets hele natur.
Han anfører først en række omhyggelig kontrollerede kendsgerninger til bevis for, at en forkortelse af arbejdstiden bringer arbejdsydelsen så stærkt i vejret, at der i almindelighed bliver fremstillet en lignende mængde varer i den kortere som i den længere arbejdstid, oftere endog en større mængde; og disse eksempler er vel at mærke, hvad der først giver dem den fulde beviskraft, hentede fra virksomheder, hvor der ikke samtidig er foregået nogen forandring i lønforholdene, i forretningsgangen, i teknikken, i maskinernes hastighed eller lignende, og hvor den eneste årsag til udbyttets forøgelse derfor må være den ved arbejdstidens forkortning forårsagede større arbejdsevne.
Således i en tysk optisk fabrik med 233 akkordlønnede arbejdere, hvis arbejdstid i foråret 1892 blev nedsat fra 9 til 8 timer; året i forvejen udviste fabrikkens regnskaber, at der i gennemsnit på hver arbejdstime faldt en fortjeneste af 55 øre, men året efter af 64 øre, eller med andre ord: i arbejdsdagen på 8 timer tjente hver enkelt arbejder ved uforandret akkordløn og ved uforandret gang af maskinerne gennemsnitlig 15-20 øre mere end tidligere i arbejdsdagen på 9 timer. Således i en belgisk svovlsyrefabrik, der i året 1892 nedsatte den daglige arbejdstid fra 10 til 7 ½ timer; efter et halvt års forløb var den øjeblikkelige nedgang i produktionsudbyttet indhentet; i hver arbejdstime kunne arbejderne gennemsnitlig producere en tredjedel mere end før; resultatet var altså, at produktmængden holdt sig nøjagtig på samme højde; og gennem tolv år har erfaringerne vist sig stadig at være gunstige. Således i en kæmpemæssig engelsk maskinfabrik med ikke mindre end 12,000 arbejdere, hvis ugentlige arbejdstid i året 1893 blev forkortet fra 53 til 48 timer; ved en sammenligning mellem resultaterne før og efter denne reform erklærer fabrikanten selv, at skønt maskineriets hastighed ikke var blevet forøget, så var »produktets kvalitet uforandret, men dets mængde var blevet kendelig forøget«. Således også i sodafabrikker, keramiske fabriker, jernværker, stålpennefabrikker, skibsbyggerier osv..Eksemplerne er næsten uudtømmelige af tal, og de er hentede fra overmåde forskelligartede områder, men de viser alle det samme.
Den lære, der kan uddrages af hele dette stof til forståelse ikke blot af de almindelige nationaløkonomiske, men også af de rent sociale følger, som en lovbefalet begrænsning af arbejdstiden vil drage efter sig, er overordentlig vigtig – og set fra arbejdernes standpunkt – overmåde glædelig.
Det ville jo nemlig kun være et tvivlsomt gode for arbejderen, om arbejdstiden blev forkortet, når han så i den kortere arbejdsdag skulle hidses op til at præstere et forholdsvis langt større arbejde, idet han blev tvunget til at betjene et hurtigere løbende maskineri, til at passe flere arbejdsmaskiner og deslige. Han ville ganske vist have større hviletid i hjemmet end før, men han ville vende mere udmattet hjem, og det er – i hvert fald indenfor visse grænser – sandsynligt, at det forøgede, det mere sammentrængte forbrug af nerve- og muskelkraft i længden ville være endnu mere ødelæggende for ham end den noget længere, men samtidig mindre anstrengende arbejdsdag.
Nu viser imidlertid alle erfaringer, at den voksende arbejdsintensitet i den kortere arbejdstid ikke skyldes nogen sådan mekanisk, rent udvortes fremskyndelse af arbejdets gang. Overalt, hvor maskinernes hastighed er forblevet uforandret, er produktionsudbyttet i hver enkelt arbejdstime alligevel blevet stærkt forøget; og også i de tilfælde, hvor maskinhastigheden er blevet noget fremskyndet samtidig med arbejdstidens forkortelse, er produktionsudbyttet vokset forholdsvis langt stærkere – ved gennemførelsen af elleve-timers-arbejdsdagen i den schweiziske tekstilindustri blev maskinhastigheden forøget med 2½ pct., men produktionsudbyttet steg samtidig med 8 pct., altså mere end tre gange så stærkt. Den pludselige tilvækst i arbejdets produktivitet, der viser sig allevegne ved en forkortelse al den daglige arbejdstid, kan således ikke – for at bruge den tyske forfatters udtryksmåde – forklares ved de »teknisk-saglige«, men kun ved de »personale« forhold, ved den større sundhed og friskhed, interesse og intelligens, arbejdslyst og arbejdsevne, der udfolder sig i arbejderens personlighed under den kortere arbejdstids indflydelse. Og at den heller ikke umiddelbart kan tilskrives arbejdernes bevidste, planmæssige bestræbelser for i den forkortede arbejdstid at tjene den samme løn ind ved akkord som tidligere, finder man et interessant vidnesbyrd om i den kendsgerning, at arbejdsudbyttets forøgelse ikke alene falder på de akkordlønnede, men lige så vel på de timelønnede arbejdere; selv i bedrifter, hvor tidlønnen er det eneherskende system, drager en nedgang af arbejdsdagen i almindelighed en absolut opgang i det daglige produktionsudbytte med sig.
Igennem en indgående undersøgelse over teknikken i to så væsensforskellige industrier som tekstilindustrien og maskinbyggeriet, hvor de krav, der stilles i retning af fysisk styrke og faglig uddannelse, er så højst uensartede, søger forfatteren nu nærmere at bestemme årsagen til denne voksende arbejdsintensitet. Og han finder, at den hovedsagelig skyldes en formindskelse af de pauser, der opstår under det produktive arbejde og sinker dets gang – vel at mærke ikke af de pauser, som tilfører arbejderne hvile, men af dem, som fremkommer ved uregelmæssigheder, uheld, fejlgreb og deslige, som må udfyldes ved et ofte anstrengende og irriterende arbejde for at afhjælpe fejlen, og som selvfølgelig ikke skaber værdi, men kun betyder et minus i de varemasser, der udgår fra fabrikken. Det er indlysende, at jo mere det lykkes at begrænse disse tomme rum i det normale arbejde, des mere vil det daglige arbejdsudbytte stige, uden at der derved påføres arbejderne noget forøget slid; og ligeså indlysende er det, at jo friskere og sundere, jo mere udhvilede og årvågne de arbejdere er, som passer maskinerne, des færre standsninger af denne art vil der under iøvrigt lige forhold indtræde, des mere uafbrudt og regelmæssigt vil arbejdet gå for sig, des større en produktmængde vil der ved arbejdsdagens slutning ligge færdig.
Det er ikke blot selve arbejdets fysiske anstrengelse, der tærer på arbejderens kræfter, men det er også opholdet i arbejdslokalet, med dets larm, dets dårlige luft, dets ophedede temperatur, dets støv eller fugtighed og alle dets øvrige nedtrykkende og afkræftende egenskaber. Alene det, at arbejderen en større del af døgnet er unddraget disse indflydelser, virker til at styrke hans organisme og bibringe ham større modstandskraft og arbejdsevne.
En række spredte træk viser tydelig, hvorledes arbejdstrætheden fører uoplagthed, sløvhed med sig og derigennem også gør arbejdet dårligere, mere skødesløst. Det er godtgjort, at en arbejder i mange tilfælde kan producere 50 pct. mere i den første halvdel af arbejdsdagen end i den sidste, at han altså for hver tre varestykker, han fremstiller i de første arbejdstimer, kun kan fremstille to i de senere. Den måde, hvorpå ulykkestilfældene fordeler sig på døgnets timer, vidner også om den voksende træthed og den deraf flydende voksende uagtsomhed; den tyske statistik viser, at de når deres maksimum dels fra kl. 9 til 12 om formiddagen, før middagspausen, dels fra kl. 3 til 6 om eftermiddagen, og fabriksinspektørerne betoner, at det navnlig er i den sidste arbejdstime, ulykkestilfældene er talrige. En tysk fabrikant gjorde den erfaring, at mængden af fejlfulde, usælgelige produkter ved otte-timers-dagens indførelse aftog med ikke mindre end 6 pct.
Sidst opdateret 8.12.2008