I Social-Demokraten, 22.8.1911.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 2, s. 31-37.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 4. dec. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
Kampen socialismen er kampen for menneskenes befrielse.
Først når det sejrrige proletariat afskaffer den private ejendomsret til produktionsmidlerne og gør dem til genstand for samfundets fælles eje og fælles rådighed, først da kan den personlige frihed forvandles fra en tom frase til levende virkelighed. Under kapitalismen er den private ejendomsret til produktionsmidlerne ikke blot det middel, ved hvis hjælp udbytningen iværksættes og stadig vedligeholdes, og derigennem den kilde, hvorfra der flyder nød og savn og lidelser af de mangfoldigste arter, men den betyder tillige ufrihed, trældom for de store masser af menneskeheden. I kraft af den kan en lille kreds af befolkningen herske over deres medmennesker med en myndighed, som ikke er mindre uindskrænket end den, hvormed oldtidens herre herskede over sine slaver eller middelalderens godsejer over sine livegne bønder. Under de kapitalistiske samfundsforhold er privat ejendomsret til produktionsmidlerne det samme som privat ejendomsret til mennesker.
Efter loven er arbejderen ganske vist fri. Han råder frit over sin egen person, og det forhold, hvori han træder til kapitalisten, er fri kontrakt mellem to formelt ligestillede parter; han sælger sin arbejdskraft for en vis tid, mod en så og så høj betaling enten for hver time, der arbejdes, eller for hvert stykke arbejde, der bliver gjort færdigt; og hvis de vilkår, der bydes, ikke tilfredsstiller ham, kan han afvise dem, og det står ham frit for at anvende sin arbejdskraft på hvilken som helst anden måde, han selv måtte finde for godt.
Efter loven er arbejderen ligeså fri og uafhængig en mand som nogen anden. Men den uskrevne økonomiske lov, som er tifold stærkere end nogen lov, rigsdagen har vedtaget, gør ham alligevel til træl.
Thi han er besiddelsesløs, ejer ikke midler til at drage sin arbejdskraft til nytte i egen virksomhed og bygge sin eksistens derpå. Selv om han ejer lidt, sine møbler og sit husgeråd, måske også en lille sum i sparekassen, så ville det kun for en ganske kort tid sætte ham og hans familie i stand til at friste tilværelsen. Den eneste kilde til livets regelmæssige ophold er den arbejdskraft, der rummes i hans egen person, og det eneste middel til at få den til at flyde og give ham brødet, er at få den solgt til de kapitalister, som råder over produktionsmidlerne. Han må se at få den solgt og vel at mærke få den solgt hurtigst muligt; hver eneste dag, han går ledig, betyder et alvorligt skår i hans fattige opsparede midler, og ret mange dage kan han sjælden tåle at gå ledig uden at bukke under. Han kan ikke vente og se tiden an, til bedre lejlighed viser sig; han må slå til og slå til straks; må nøjes med de vilkår, der bydes, må finde sig i, at arbejdstiden drages ud til et maksimum og arbejdslønnen skrues ned til et minimum, således at kapitalisterne kan tilegne sig en væsentlig part af de værdier, han i deres tjeneste frembringer. Han er givet kapitalen i vold, thi vægrer han sig, da afskærer han sig selv fra det daglige brød. Overalt, hvor han søger sysselsættelse, vil han møde de samme eller noget nær de samme betingelser; overalt vil han være omsluttet af kapitalens magt. Ville han »tage morgenrødens vinger og fly til det yderste hav« - allevegne ville han i sin nakke føle dens jernnæves tag. Ved organisation, ved sammenslutning med sine klassefæller kan han på enkelte punkter tilegne sig visse fordele i kontraktforholdet overfor kapitalen, sikre sig en vis medbestemmelsesret angående de kår, han må arbejde under - men selve afhængighedsforholdet er uforandret; det er blevet nogle grader mildere, men dets væsen er og bliver det samme, sålænge kapitalisterne råder uindskrænket over produktionsmidlerne og derigennem over betingelserne for arbejderklassens tilværelse.
Herigennem bliver al personlig frihed en illusion, et tomt skin, et selvbedrag. Arbejderklassen bliver stedt i faktisk trældom. Den enkelte arbejder har kun et ganske snævert spillerum for sin fri selvbestemmelsesret; han kan vælge sin bolig, sin ernæring, sine adspredelser, men altsammen kun indenfor de trange grænser, som hans løns lavhed og hans arbejdstids længde drager. Som medlem af det besiddelsesløse proletariat er han faktisk trælbunden. Arbejderne er indrullerede blandt de produktionsmidler, som kapitalen behersker og udnytter, og falder den enkelte individuelle arbejder fra, bliver en ny indsat på hans plads; der er altid ledige hænder nok til at fylde de tomme pladser. Udgifterne til arbejdernes livsophold optræder i driftsregnskaberne side om side med udgifterne til kul til maskinen og foder til trækdyrene.
Det er en klassetrældom, der således er gennemført, i stedet for de ældre udbytningsformers individuelle trældom. I gamle dage stod de enkelte bønder pat. Godset under herremandens personlige magt, var prisgivne hans vilkårlighed og genstand for hans udbytning gennem det hoveri, de måtte præstere, og den landgilde, de måtte yde. Nuomstunder er dette personlige afhængighedsforhold forbi, men i stedet er trådt en klasse-afhængighed, der er fuldt så kraftig. Det er ikke den enkelte kapitalist, der står overfor den enkelte arbejder, men det er de to klasser, der står som solidariske helheder overfor hinanden. Det er hele kapitalistklassen, der ejer hele arbejderklassen, har hals- og håndsret over den, råder over dens personer og suger udbytte af al dens produktive virksomhed – gør det, idet den ejer alle betingelser for arbejdernes eksistens.
Trældommens former er skiftede, men dens system består.
I gamle dage var det ved lov foreskrevet, hvor længe håndværkssvendene skulle arbejde, og hvilken løn de skulle nøjes med, og de opsætsige iblandt dem kunne sættes i fængsel; og herremanden kunne drive sine bønder til hovarbejdet under fogedens pisk, og han kunne straffe de dovne og genstridige med hundehul og træhest. Nutiden kender ikke sådanne udvortes tvangsforholdsregler overfor arbejderne. De behøves ikke. Kapitalisterne har slet ingen brug for dem. De har et tilstrækkeligt tvangsmiddel i den omstændighed, at arbejderne er besiddelsesløse, afskårne fra de produktionsmidler, de selv har tilegnet sig ejendomsretten til, og dermed afskårne fra alle muligheder for på egen hånd at kunne eksistere. Truslen med den usynlige sultepisk er et mange gange sikrere middel til at holde folk i ave, end truslen med fogedens svøbe var det i gamle dage.
Og hvad der gælder de egentlige lønarbejdere, gælder, blot under andre former, de øvrige dele af befolkningen, som er henvist til at skaffe sig livets ophold ved at anvende deres personlige arbejdskraft i samfundsnyttig virksomhed. Kapitalen har også her boret sig ind og, igennem kredit væsenets udvikling, adskilt produktionsmidlerne fra arbejdskraften, opsuget ejendomsretten til produktionsmidlerne i sine egne hænder og derved forvandlet de arbejdende individer til sine afhængige udbytningsgenstande. Husmanden, småhåndværkeren, den lille handlende, også de står for største delen i et dybt, uløseligt afhængigheds- og udbytningsforhold til kapitalen; også for deres vedkommende er al tale om personlig frihed og selvstændighed for største delen et mundsvejr, et navn, hvortil der ingen virkelighed svarer.
Således virker den private ejendomsret til produktionsmidlerne under de kapitalistiske samfundstilstande. Den spinder de uhyre masser af befolkningen ind i et usynligt net af ubrydelige tråde, der omslynger dem fra alle sider, berøver dem al handlefrihed og tillader kapitalen dag ud, dag ind at suge udbytte fra dem. Den private ejendomsret er noget helt andet nu, end den var under de førkapitalistiske tilstande, i det gammeldags håndværks blomstringsperiode. Dengang var den private ejendomsret til produktionsmidlerne, det middel, hvorved arbejderen sikrede sig social og økonomisk frihed. – Nu om stunder bliver den private ejendomsret midlet til at tilrane sig herredømmet over fremmede menneskers personer og tilegne sig udbytte af deres arbejde.
At afskaffe den kapitalistiske ejendomsret, at genforene produktionsmidlerne med arbejdskraftens bærere, er den eneste vej for den arbejdende befolkning til at vinde social og økonomisk befrielse.
Men den kapitalistiske ejendomsret kan ikke afskaffes ved at vende tilbage til det førkapitalistiske håndværks ejendomsforhold, hvor det var regelen, at hver enkelt voksen, fuldt uddannet arbejder personlig ejede de produktionsmidler, der var nødvendige for hans arbejde. Det er en utænkelig tanke, at man skulle kunne nå til en ordning, under hvilken hver især af de arbejdende individer havde særlig ejendomsret til og særlig rådighed over netop de produktionsmidler, ved hvilke han selv var sysselsat. Det ville betyde, at man lagde hele den moderne produktionsteknik ode, som jo netop er baseret på de mange menneskers planmæssige samarbejde om en fælles opgave, og vendte tilbage til fortidens primitive arbejdsmetode, til barbariet. Hvordan stykke ejendomsretten til en fabrik, til en jernbane osv. Ud imellem de enkelte arbejdere, hvordan blot beregne, hvor stor en brøkdel af dens samlede udbytte der falder på hver enkelt arbejders særegne præstation?
Der gives kun eet middel til på en gang at overvinde den trældom, som den private ejendomsret til produktionsmidlerne under de kapitalistiske samfundsforhold betyder, og samtidig at bevare og videreudvikle de kulturværdier, den kapitalistiske tidsalder har frembragt; det er gennemførelsen af det socialistiske ejendomsforhold. Arbejdernes genforening med produktionsmidlerne kan ikke ske individuelt; den må ske socialt. Når hele det arbejdende samfund træder ind som fællesejer til produktionsmidlernes hele masse, da og først da kan menneskeheden befries for den underkuelse og den udbytning, der nu knuger den; da og først da kan samfundet blive et samfund af virkelig frie mennesker.
Sidst opdateret 4.12.2008