I Social-Demokraten, 3.8.1911.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 2, s. 274-281.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 9. dec. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
En af de indvendinger imod socialismen, som man oftest møder under en diskussion, og som undertiden gør et vist indtryk på kritikløse tilhørere, lyder omtrent således: socialismen er ganske vist en køn tanke, og dens teorier kan i og for sig synes tiltalende. Men den er en utopi, den er umulig, uigennemførlig. Thi dens tilhængere regner ikke med den menneskelige naturs fuldkommenhed; de overser, at menneskene eller det store flertal af dem ikke er gode nok til at leve indenfor et socialistisk samfund. Ja, hvis menneskene var ædle og retskafne, gennemtrængte af ansvarsbevidsthed, af retfærdighedsfølelse, af hensynsfuldhed overfor deres medmennesker, så ville socialismen være mulig. Men nu véd vi jo, hvor skrøbelig deres natur er, og hvor mange uheldige egenskaber de som regel besidder. Og disse uheldige egenskaber ville under socialismen hurtig sprænge samfundslivets rammer. Socialismen ville opløses under alle de enkelte individers egoistiske bestræbelser. Skab først menneskenes natur om, begynd først med at opdrage dem til en højere, ædlere tankegang og med at udrydde de lave og lumpne instinkter – så kan man altid bagefter tale om socialismen! Og derefter plejer der gerne at følge nogle krøniker om arbejdernes letsindighed og umådeholdenhed, om deres forsømmelighed og krakileri som vidnesbyrd om, hvor langt der endnu er igen, inden de er modne til de livsvilkår, socialismen vil berede dem.
Det er den samme undskyldning, reaktionen altid har haft på rede hånd, så ofte det drejer sig om et stort samfundsmæssigt fremskridt, der skal løfte et nyt lag af befolkningen op til højere livsniveau: man er ikke moden dertil; man vil misbruge de rettigheder, der gives; man kan ikke tåle de friere og rigere livsvilkår, der bydes. Det er næsten ord til andet den samme indvending, som i sin tid lød mod stavnsbåndets løsning og de andre store bondereformer fra det 18de århundredes slutning: bønderne var altfor uvidende og dovne, altfor letsindige og drikfældige til at kunne tåle friheden; de ville sidde på kroen og svire den udslagne dag, når de ikke havde fogdens svøbe på nakken, og lade markerne skøtte sig selv og lade familierne sulte.
Hele denne tankegang, der nu gøres gældende imod socialismen, ligesom den dengang blev gjort gældende mod bondefrigørelsen, beror på en total misforståelse. Den vender fuldstændig op og ned på det virkelige forhold. Thi det er ikke menneskenaturen, den mere eller mindre gode menneskenatur, der skaber samfundsforholdene, men det er, omvendt, samfundsforholdene, der skaber menneskenaturen, præger sig i dens væsen, udvikler dens slumrende anlæg i god eller ond retning.
Når menneskene en gang overvinder og afskaffer kapitalismen og indretter sig under en socialistisk samfundsordning, da vil det ikke være, fordi de til den tid er bedre eller dårligere, end de er nu. Det vil være nødvendigheden, den sociale tvang, som driver dem dertil, fordi dette er den eneste tilstand, under hvilken de store masser af befolkningen kan føre deres interesser frem til fuld gyldighed og finde de mest harmoniske former for deres tilværelse. Socialismens gennemførelse, opretholdelse og videreudvikling er kun den naturlige konsekvens af klasseinteresserne hos det proletariat, som kapitalismen skaber. Til denne opgaves løsning stilles der i og for sig ingen krav i retning af almindelige moralske dyder hos proletariatets medlemmer, kun i retning af energi, intelligens, klassebevidsthed, social forståelse og ubrødelig solidaritet overfor de klassefæller, sammen med hvem man kæmper for i forening at erobre magten i samfundet og for at hævde og udnytte den, når den er vundet.
Noget helt andet er, at når først socialismen er blevet til virkelighed, da vil der kunne udfolde sig en ny, højere og ædlere moral end den, der nu behersker flertallet af menneskene; da vil det store opdragelsesarbejde kunne begynde; da og først da vil de lave og onde instinkter, som kapitalismen har udviklet hos menneskene, efterhånden kunne udryddes.
Thi det er under den kapitalistiske samfundsordnings indflydelse, at menneskene demoraliseres. De stygge og frastødende træk i menneskenaturen, der anføres som indvendinger imod socialismen, er frugter af kapitalismens indvirkning. Så langt fra at tjene som bevis imod det fremtidige samfunds gennemførelighed indeholder de netop den frygteligste anklage imod det bestående samfund.
Hvorledes virker ikke den økonomiske selvopholdelsesdrift, den stadig hidsigere kamp for penge og penges værd, som er ånden i alt liv under kapitalismen, hvorledes virker ikke den til at avle nid og nag, had og bitterhed, misundelse og mistænksomhed, til at hidse alle de grimmeste lidenskaber og instinkter op i menneskene! Det er den fortvivlede alles kamp imod alle, hvor hver især kun søger selv at komme frem, ligegyldig for hvordan det går alle andre, en kamp som mellem skibbrudne om pladserne i redningsbåden, hvor man kun kan frelse sig selv ved at sparke sine medmennesker over bord. Der er kun een moralsk egenskab, som under denne tilværelseskamp har værdi: egoismen, den krasseste, hensynsløseste egenkærlighed.
I konkurrencen er den økonomiske egoisme det eneste bestemmende motiv for alle handlinger og for alle de følelser, som deraf skabes. Forretningsmanden ser og kan kun se med skinsyge på de konkurrerende firmaer; enhver kunne, de drager til sig, betyder en forringelse af hans egen gevinst; ethvert tab, de lider, betyder en fordel for ham selv. Og det bliver naturligt, om han af al evne, ved alle midler søger at skade dem og lægge dem hindringer i vejen. Og det bliver kun naturligt, om han søger at drage kunnerne til sin egen bedrift ved falske forespejlinger af allehånde arter. »Enhver er tyv i sin egen næring« bliver forretningslivets moral og bliver det i stadig stigende grad, alt som tilværelseskampen bliver hårdere. Fra øverst til nederst i samfundet forplanter disse frikonkurrencens moralopløsende virkninger sig.
I spekulationen, hvor det gælder i en fart at tjene de store gevinster, ved heldige kup, ligegyldigt ved hjælp af hvilke midler, fejrer demoralisationen sine villeste orgier. En bundløs råddenskab breder sig herfra ud i al offentlig moral. Her er det, de formuer, som rundtomkring i samfundet er indsamlede ved den regulære arbejderudbytning, ruller ind på det grønne bord og ophober sig på enkelte hænder, hos de store spekulanter, hvis rigdomme sjælden vindes uden ved at strejfe tugthusets port.
Men af selve udbytningssystemet er det dog, at kilden til al demoralisation i det kapitalistiske samfund flyder. Alle de gevinster, store og små, som de besiddende klasser vinder, er i sidste instans kun hentede ved at udsuge de arbejdende klasser for de værdier, den har frembragt, og alt det vederlag, den arbejdende. Klasse tager hjem, er kun en brøkdel af de værdier, den selv har skabt. Hvor skulle dette forhold andet end forbitre sindene hos de udbyttede, som dag efter dag, år efter år, føler sig plyndrede for de rigdomme, de selv skaber, som forstår, at alle fremskridt i samfundet bliver indkasserede af deres udbyttere, at alle deres egne anstrengelser, al deres egen flid, kun bliver et middel i kapitalens hånd til at gøre deres egne lænker endnu mere snærende! Og hvor skulle dette samme forhold andet end dræbe de humane instinkter hos de besiddende klassers medlemmer, når dog hver især af dem véd. At jo mere skånselsløs en arbejderudbytning han selv driver, des større en profit kan han høste, des flere chancer har han for at hævde sig i konkurrencen, medens enhver given efter stiller ham i fare for at bukke under; når han forstår, at det er de brutaleste, de hensynsløseste elementer indenfor udbytterverdenen, som har de bedste betingelser for at komme frem!
Og som kapitalismen direkte virker til at demoralisere menneskene, kalde de sletteste instinkter til live hos dem og kvæle de bedste følelser, således også indirekte, ved den fordeling af velstanden, den etablerer.
På den ene side, hos et lille mindretal af befolkningen, et overmål af rigdom og nydelse, som avler fordærvelse, perversitet. Og på den anden side de store massers sociale elendighed.
Masseelendigheden under alle dens forskellige skikkelser, det overdrevne, sløvende slid, de slette, usunde, uhyggelige boligforhold, hjemlivets opløsning ved det tiltagende kvinde- og børnearbejde, underernæringen med den sygelighed den drager efter sig, det lave oplysningstrin, rædslen for den arbejdsløshed, som måske morgendagen vil føre ind over hjemmet, og således videre i den uendelighed af triste farver, denne masseelendighed, som er den kapitalistiske produktionsmådes umiddelbare virkning, det er den stadig flydende kilde til den moderne kriminalitet, den moderne alkoholisme, den moderne prostitution og alle de øvrige former for laster, således som de optræder i det nuværende samfund, ikke som isolerede udslag af enkelte degenererede individers slette anlæg, men som sociale massefænomener.
Netop de lave, frastødende karaktertræk, man rundt omkring møder, netop de burde da være den skarpeste spore til at bekæmpe den samfundsordning, som med logisk nødvendighed afføder dem og, så længe den består, vil blive ved at afføde dem påny, til at stræbe efter at overvinde den og afløse den med en ny samfundsordning, som er i stand til at hæve befolkningen op til en højere, ædlere tankegang. Enhver anden form for moralsk opdragelse af de store folkemasser er meningsløs og dens virkninger hen i vejret.
Når socialismen udrydder alle pengeinteresser, al spekulation, al konkurrence om materielle formål og gennemfører samfundstilstande, hvor det ene menneske ikke kan vinde frem på bekostning af det andet, men hvor det, der gavner det ene, også kommer til at gavne alle andre, da vil alt det nid og nag, som nu skyldes pengebegæret, kunne forvandles til en broderskabets, en samfølelsens ånd, i stærkeste modsætning til de følelser, som besjæler nutidsmenneskene. Når socialismen afskaffer den masseelendighed, som flyder af udbytningen, da vil også de lastefulde tilbøjeligheder, den drager med sig, afskæres fra næring, visne og kvæles, og alle gode og fine anlæg få lejlighed til at udfolde sig og gro frem i deres mest harmoniske skikkelse.
Menneskene vil blive bedre, end de er nu, renere, noblere i deres tankegang.
Der har været filosofer, som har tænkt sig, at der ud af den samfundsudvikling, vi befinder os i, ville fremgå en gruppe af »overmennesker«, der hævede sig op over masserne, til en højere tilværelsesform, med en egen art af livsnydelse, intelligens, moral. Det var et forsøg på kapitalismens filosofiske selvforherligelse, som spejlede sig i denne teori – de rigdomme, som opsamledes ved udbytningen, kunne således retfærdiggøres som næring for den kommende slægt af overmennesker, og den elendighed, hvori de store folkemasser blev holdt nede, forsvares som det naturlige udtryk for de almindelige menneskers lavere kultur. Men denne teori er falsk. Det er ikke en lille kreds af mennesker, som under det kapitalistiske samfund vil hæve sig op over masserne; men det er hele befolkningen, som – når kapitalismen har fuldbyrdet sit løb – vil stige i kultur og moral, udvikle de bedste menneskelige egenskaber i deres rigeste mål, hæve sig op til en helt ny, højere og ædlere tilværelsesform.
Sidst opdateret 9.12.2008