Marxisme Online  >  Arkiv  >  Gustav Bang

Bolignød

Gustav Bang (mar. 1911)

I Social-Demokraten, 6.3 + 8.3.1911.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 63-69.

Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 30. nov. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.

Et antal af ledige lejligheder må til enhver tid være til stede, om ikke husejerne skal indtage en monopolisering, som gør det muligt for dem at skrue prisen på husly op til næsten ubegrænsede højder. Ved april flyttedag 1901 stod der i Københavns kommune 2.282 lejligheder ledige; i 1902 steg tallet til 3.499, i 1903 til 5.749, i 1904 til 7.926 og i 1905 til 9.232. I det næste par år holdt det sig omtrent uforandret, i 1906 på 9.327 og i 1907 på 9.265. Men så begyndte nedgangen; ved april flyttedag 1908 var det sunket til 8.205, 1909 til 7.713 og 1910 til 5.234. [1] I et eneste år gik altså tallet ned med 2.479, næsten tredjedelen.

De gunstigere forhold, som rådede indtil efteråret 1907, prægede sig i huslejens størrelse og boligernes karakter.

Den stærke stigning, der i slutningen af 1890'erne havde gjort sig gældende, standsede, efterhånden som tilbudet af ledige lejligheder forøgedes; og i stedet indtrådte der en nedgang. Det var ganske vist kun en svag nedgang – i en række københavnske arbejdergader har man i tiden fra 1901 til 1906 konstateret en gennemgående formindskelse af lejen for toværelserslejligheder med 7 pct. og af treværelserslejligheder med 2 pct. hvor svag denne nedgang end var, så var dog tendensen dalende.

For flertallet af den københavnske befolkning har den nye situation imidlertid ikke ytret sig i, at man faktisk kom til at betale mindre for sin beboelseslejlighed, end man tidligere havde gjort; tværtimod, som regel betalte man gennemgående lidt mere end før. Netop huslejens dalende tendens havde gjort det muligt at flytte fra dårligere til bedre lejligheder. Med lidt større omkostninger havde man kunnet skaffe sig en bolig, der stod betydelig over den, man hidtil havde måttet tage til takke med, der var større og navnlig sundere, hyggeligere, bedre udstyret, forsynet med flere bekvemmeligheder. Denne opgangsbevægelse var blevet fremskyndet ved de store nedrivningsarbejder i den gamle bys indre kvarterer, som havde tvunget adskillige af de allersletteste lejligheders beboere bort; og de mange nybygninger ude i de fjerne forstæder havde stillet det nødvendige antal af bedre, sundere og mere komfortable boliger til de lejesøgendes rådighed.

Når man da ser, at der i 1906 for de fleste grupper af lejligheder faktisk var betalt lidt højere husleje end i 1901, for toværelserslejligheder i forhusene således 4½ pct. mere, for treværelserslejligheder 2 pct. og for fireværelserslejligheder 3 pct. mere, da betød det ikke, at lejen virkelig havde været i stigning, men at lejlighedernes kvalitet gennemgående havde hævet sig, at befolkningen for en kun lidt højere betaling havde fået adgang til boliger, der i det store gennemsnit var ikke så lidt bedre, end før.

På forskellige måder giver statistikken et indblik i denne i sanitær og kulturel henseende så overordentlig glædelige opgangsbevægelse.

Tallet på de stærkt overbefolkede lejligheder var således i rask tilbagegang. I 1901 fandtes der 66 etværelseslejligheder med 8 eller flere beboere i hver, i 1906 kun 39; samtidig gik tallet på toværelserslejligheder med mindst 8 beboere i hver ned fra 1.287 til 1.025; i det første af de to år levede der i sådanne voldsomt overfyldte lejligheder 11.642 mennesker, men i det sidste kun 9.125 - det er en nedgang med 22 pct., mellem fjerdedelen og femtedelen.

Også tallet på mellem- og baghuslejligheder var i stærk nedgang. I 1901 taltes der af sådanne lejligheder 17.205, i 1906 kun 14.503; og samtidig sank antallet af beboere i disse for største delen overmåde usunde lejligheder fra 60.358 til 45.957, med 24 pct., næsten fjerdedelen.

En lignende nedgang finder man i statistikken over beboede kælderlejligheder; tallet på sådanne lejligheder sank i de 5 år 1901-1906 fra 2.867 til 2.555 og tallet på deres beboere fra 10.653 til 8.519, med 20 pct.

Samtidig ser man, hvordan der har fundet en stærk opdrift sted fra de mindre lejligheder til de noget større; fra etværelserslejligheder er man flyttet til toværelserslejligheder, fra toværelserslejligheder til treværelserslejligheder. Antallet af beboere i lejligheder med kun ét værelse er fra 1901 til 1906 aftaget med 13 pct., i lejligheder med to værelser tiltaget med 5 pct. og i lejligheder med tre værelser endog tiltaget med 23 pct.

Tendensen var i perioden 1901-06 synkende leje; men der betaltes faktisk højere leje, fordi lejlighedernes kvalitet steg. Det gav sig udtryk i, at den samlede husleje steg langt stærkere end befolkningen. Ialt betalte befolkningen i København og på Frederiksberg i 1901 45,1 mill. kr. i husleje – bortset fra de rene forretningslokaler – men i 1906 51,3 mill., i gennemsnit nøjagtig 100 kr. for hver indbygger. Befolkningen var i løbet af disse 5 år vokset med 8 pct., huslejen derimod med 14 pct. – befolkningen havde altså måttet betale godt for fremgangen i boligforholdene.

Imod denne fremgang rejste der sig nu en reaktion, sammen med al den øvrige reaktion, som samler sig imod arbejderklassen. Byggearbejdet stilles i bero, og de ledige lejligheders tal svinder ind. Derved får huslejen en tendens til at blive stærkt stigende – og det er utvivlsomt kapitalens hensigt planmæssig at fremkalde en sådan stigning.

Befolkningen skal stilles overfor valget imellem enten at betale voldsomt stigende priser for de lejligheder, den nu bebor, eller at vende tilbage til de slettere, usundere, uhyggeligere lejligheder, den før måtte nøjes med. Og store mængder af den fattige befolkning vil være nødt til at gå den sidste vej, fordi de ikke evner at yde væsentlig mere i husleje, end de nu betaler.

Denne tilbagegående bevægelse er allerede i gang. Årsberetningen for 1909 om Københavns kommunes anliggender oplyser, at antallet af de mellem- og baghuslejligheder, der står ledige på grund af manglende lejere, i det ene år fra april 1909 til april 1910 er aftaget fra 1.733 til 1296; det er altså 437 familier, der således har været nødt til at søge husly i disse for største delen skumle og ofte meget usunde lejligheder. [2]

Også om huslejens stigning meldes der rundtomkring fra, og lykkes det ikke at gribe ind overfor bankernes bestræbelser for at fremkalde kunstig bolignød, da må vi være forberedt på en gentagelse og efter alt at dømme en skærpet gentagelse af det, der skete i tiden 1895-1901, forrige gang da en voldsom bolignød hærgede Københavns befolkning.

I denne periode voksede den gennemsnitlige husleje for forhuslejligheder med ét værelse og køkken fra 108,30 til 126,30, kr., med 16 pct., for lejligheder med to værelser fra 177,80 til 216,30 kr., med 22 pct., og for lejligheder med tre værelser fra 295,70 til 327,20 kr., med 12 pct.

Og det er indlysende, at en almindelig huslejestigning rammer arbejderne og overhovedet den ubemidlede befolkning med fuld vægt, medens den kun ganske svagt berører de velstillede klasser. Thi som bekendt spiller huslejen en helt forskellig rolle for fattige og rige.

Medens den blandt småfolk tynger hårdt på budgettet, sluger en meget stor del af de årlige indtægter, og medens derfor enhver stigning i dens størrelse betyder, at man må indskrænke sig selv på de allernødvendigste udgiftsposter, så lægger den blandt de rige kun beslag på en ringe del af indtægten, og selv en stigning, der i absolutte tal, i kroner, er meget stor, bliver her næsten ganske umærkelig.

En statistisk opgørelse i »Nationaløkonomisk Tidsskrift« viser overmåde tydelig dette forhold netop for den københavnske befolknings vedkommende. Man har ved folketællingen 1906 søgt oplysning om den husleje, hver enkelt familie betalte, og man har dermed sidestillet de indtægter, hvorefter de enkelte familier var sat i skat, og man har endelig fordelt alle disse oplysninger efter de forskellige indtægtsklasser, som hver især af familierne tilhørte. Ser man nu bort fra de ugifte personer samt enkemænd og enker, blandt hvilke der selvfølgelig ofte forekommer ret unormale forhold, så finder man som den gennemsnitlige størrelse af indtægt og husleje indenfor hver enkelt klasse

Som man ser, sluger huslejen i den fattigste del af arbejderbefolkningen næsten fjerdedelen af den hele årsindtægt, og kun de tre fjerdedele bliver tilovers til ernæring, beklædning og alle de øvrige fornødenheder. Men efterhånden som man stiger op blandt de mere velstillede lag af befolkningen, synker den brøkdel af indtægten, som huslejen optager, jævnt og regelmæssig; den har dog endnu ret højt oppe på den sociale trappestige, blandt folk med 3-4-5.000 kr., en ganske anselig størrelse; for den middelstand, der her er repræsenteret, spiller den en ikke helt ringe rolle, om end langtfra så stor som iblandt arbejderne. Men kommer man op til de mest velhavende grupper, bliver den kun en ganske underordnet post på regnskabet, iblandt de aller rigeste kun en rent forsvindende; hver enkelt familie giver ganske vist ligeså meget ud til husleje som 13-14 af de fattigere arbejderfamilier, men det udgør kun 1/33 af den årlige indkomst, og de ³²/₃₃ bliver tilbage til det øvrige forbrug og til opsparing som kapital.

Svingningerne i huslejens størrelse får da helt forskellige virkninger i de forskellige grupper af befolkningen, selvom de falder med lige så mange pct. på de enkelte arter af lejligheder. Stiger huslejen over hele linien med fjerdedelen, vil det for de rigeste familier være ganske umærkeligt; det betyder kun, at de må indskrænke deres øvrige udgifter med 7 øre for hver 10 kr. Men for de fattige arbejderfamilier vil det betyde, at for hver krone, de før har givet ud til andre udgiftsposter, må de nu lægge omtrent 8 øre hen til den forøgede husleje; eller med andre ord: de vil i mange tilfælde stå ansigt til ansigt med den bitre sult.

Noter

1. Den er senere fortsat, indtil man i oktober 1915 nåede ned til kun 1.024 ledige lejligheder; heromkring har tallet senere holdt sig, og det ville være sunket yderligere, om ikke arbejderne ved kooperativt byggeri havde dæmmet op mod bevægelsen. – Udg.

2. Denne bevægelse er senere fortsat med stor styrke. I oktober 1915 var tallet sunket til 113. – Udg.

Toppen af siden

Sidst opdateret 1.12.2008