I Social-Demokraten, 13.2.1911.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 2, s. 282-289.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 9. dec. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
I »Tilskueren« (februar 1911) finder man to udtalelser, som man lægger mærke til, fordi de er interessante tidens tegn, karakteristiske udslag af det nye syn på socialdemokratiet, der mere og mere trænger igennem indenfor de bedste, de ærligste og alvorligste blandt åndskulturens arbejdere.
Fysiologen og tonekunstneren Rudolph Bergh fortæller om sin afdøde fader, den berømte læge af samme navn, at »af politisk anskuelse var han ikke nærmest radikal venstremand, men socialdemokrat. Hans politiske standpunkt var dikteret ikke af nøgtern ræsonneren eller opportunisme, men af den for ham så ejendommelige, lidenskabelige følelse og det skarpe blik for uretten og uretfærdigheden i verden. Det var det, som drev ham til ikke at vente noget godt fra de borgerlige partier, men at tro på socialismen som tidens løsen«.
Og æsthetikeren Poul Levin siger i en anmeldelse af Andersen Nexøs »Pelle Erobreren«:
»Det er jo det store, som er sket i den moderne arbejderbevægelse, at de nye hjerner i utrolig hast har erhvervet generationers åndelige arbejde, således at socialdemokratiet i virkeligheden er blevet de nye tankers eneste trofaste støtte. Det er en alliance, som ikke noget partikævl kan rokke, den er selve livet.«
Socialdemokratiet som det eneste værn imod uret og barbari, som »tidens løsen«, »de nye tankers eneste trofaste støtte« – det er den tilståelse, der fravristes den moderne »intelligens«, når den for alvor søger at gøre sig rede for, hvorfra der er noget godt at håbe. Og stærkere og stærkere må denne erkendelse nødvendigvis vokse frem, efterhånden som modsætningen mellem de besiddelsesløse og de besiddende klasser præger sig bestandig skarpere på alle områder af det offentlige liv.
Socialdemokratiet, det klassebevidste proletariats parti, er i vore dage den eneste kulturbærende magt, fordi proletariatet er den eneste revolutionære klasse i det moderne samfund. Det er banebryderen for en ny, ikke blot materiel, men også åndelig kultur; den økonomiske og sociale omvæltning, det tager sigte på, vil danne et helt nyt grundlag for alt åndeligt liv. Og i sin stræben henimod det store fremtidsmål optager socialdemokratiet i sig alle sunde og livskraftige kulturstrømninger, den kapitalistiske tidsalder har skabt, tilegner sig dem, forarbejder dem og bruger dem som midler til at berede vej for det nye samfund, det stiler imod. Det er da ikke tilfældigt, at socialdemokratiet er den eneste støtte for den fremadstræbende åndskultur; det er en simpel følge af den historiske opgave, overfor hvis løsning arbejderklassen er stillet.
Til alle tider i historien har enhver virkelig revolutionær klasse været pioner for den åndelige kultur.
Der var en tid, i kapitalismens morgen, da det var bourgeoisiet, der i sin kamp mod adelens og gejstlighedens privilegier, mod lavstvang og stavnsbånd og alle andre rester fra det middelalderlige samfund blev revolutionært i kulturel ligeså vel som i social henseende. Og hvilken sundhed og hvilken frodighed var der ikke over den indsats i åndslivet, som borgerskabets vågnende selvbevidsthed og selvfølelse bragte Holbergs og Schillers digtning, så uendelig forskellige de er, den hollandske malerkunst fra storhedstiden, de mægtige fremskridt i naturerkendelsen og de matematiske videnskaber, som det 17. og 18. århundrede skabte, oplysningstidens bekæmpelse af overtro og mystik i den brede befolkning, de nye filosofiske tanker, som var den åndelige baggrund for den franske revolution – alt dette har suget næring fra denne kilde. Endnu så sent som for 30-40 år siden sporer man en af de sidste efterdønninger af bourgeoisiets kamp imod de gamle, reaktionære magter, i de kulturstrømninger, der herhjemme særlig karakteriseres ved Brandes’ navn.
Hvor helt anderledes er ikke alt dette blevet sidenhen! Bourgeoisiet er ophørt at være en revolutionær, fremaddrivende kraft og er blevet reaktionært. Det kæmper ikke længere imod fortidens herskende klasse, aristokrati og kleresi og bureaukrati og monarki, for at omforme samfundsforholdene til en ny og højere skikkelse; men det klamrer sig til den bestående samfundsordning og stræber side om side med gammelreaktionen at hævde og opretholde den overfor de nye revolutionære magter, der er voksede frem netop som følge af den kapitalistiske samfundsudvikling, bourgeoisiet selv har iværksat. Det mærker, hvordan dets egen magtstilling i samfundet er truet, det føler sin egen tilværelse som et liv på en vulkan, og det griber efter midler til at udskyde katastrofen. Militarisme og chauvinisme, politisk konservatisme og religiøs pietisme, alle sådanne åndsretninger finder en frodig jordbund at gro i.
Og kapitalistklassens hele åndelige liv får sit præg af denne situation. Det trøstesløse forfald bliver resultatet.
På den ene side en grov materialisme, uden sans for andet end penge og penges værd og livets mest håndgribelige nydelser. »Lad os æde og drikke, thi i morgen skal vi dø.« Den dybe, stille erkendelsens og skønhedens glæde, som videnskab og kunst kan berede mennesket, forfladiges; dannelsen bliver en udvortes politur, som ikke står i noget virkeligt sammenhæng med personligheden; smagløsheden breder sig i sin mest skrigende skikkelse i grossererhjemmene; kunstens frembringelser bliver midler til at stille sin velstand til skue; overfor enhver ny og dristig tanke har man kun måbende uforstand eller overlegne skullertræk eller den instinktmæssige uvilje, som enhver reaktionær klasse føler overfor alt, hvad der peger fremad.
Og side om side med den blodrige, massive nydelsestørst en sygelig, blegsottig mystik. Man er oprevet, nervøs, man har uhyggestemningen over sig, man føler dumpt og uklart det jordskælv, der forestår; og man trænger til at komme bort fra alle sine bekymringer; man trænger snart til narkotiske midler, der kan bedøve de ophidsede nerver, og snart til stimulanser, der kan pirre dem op til nye, raffinerede nydelser, på samme måde, som det degenererede individ vekselvis griber til morfin og til alkohol. Derfor de usunde religiøse strømninger, der breder sig indenfor bourgeoisiet, lige fra den livsfjendske pietisme gennem spiritismen og mangfoldige andre afskygninger til den satansdyrkelse, som har sine tilhængere i Paris’s saloner. Derfor de perverse retninger i kunst og litteratur, som nutildags er på moden, men som for fremtiden kun vil have pathologisk interesse, som udslag af bourgeoisiets åndelige forrådnelsesproces.
Bourgeoisiet er impotent i åndelig, i kulturel henseende. Intet under, at alt, hvad der er af livsmodigt og livskraftigt indenfor videnskab og kunst, med stigende væmmelse vender sig bort fra det, Holger Drachman i et af sine sidste digte kaldte »Europas regerende bourgeoisi – den hæslige, gamle kokotte«.
Men i samme grad som bourgeoisiet vanslægter, rejser proletariatet sig som den magt, der ikke alene bærer fremtidens, men i virkeligheden også nutidens kultur på sine skuldre.
Netop som den revolutionære klasse, arbejderne er, ser den med instinktmæssig, medfødt sympati på alle de åndelige kræfter, der stræber fremad, præker oprør imod de tanker og anskuelser, mod den smag og den moral, som råder indenfor de herskende klasser – selv om disse nye åndsretninger i sig selv kan stå socialismens teori nok så fjernt. Med enhver sådan ny, frisk strømning vil arbejderklassen føle sig i slægt, og mod ethvert, åbent eller maskeret, attentat på den absolutte frihed for alle åndelige rørelser vil den med hele sin kraft sætte sig til modværge.
Når arbejderne først begynder at vågne til bevidsthed om deres egen stilling i samfundet og at samle sig til bekæmpelse af den trældom og udbytning, de er undergivne, bliver erobringen af de vigtigste materielle goder, af højere arbejdsløn og kortere arbejdstid, naturligvis deres første, mest nærliggende opgave. Men de materielle fremskridt omsætter sig til kulturelle fremskridt. Den forøgede indkomst sætter dem i stand til at holde et blad, købe en bog eller et billede, skaffe sig billet til en foredragsrække, en teaterforestilling og deslige; og den forøgede fritid giver dem stunder til at tilegne sig det fond af kundskab og kunstnydelse, der igennem alt dette bliver tilgængeligt for dem. Med ulvehunger styrter arbejderklassen sig over alle de kulturgoder, kapitalismen tidligere spærrede den ude fra, men som den nu selv har tiltvunget sig adgang til. Men hvad den hører og ser, lærer og erkender, bliver ikke en død skat for den; den opsuger det i sig, forvandler det til kød og blod af sit eget legeme, henter kræfter og dygtighed derfra til den stadig fornyede kamp, den må føre for at hæve sine egne kår og omsider at erobre magten i samfundet. Socialismen er den eneste store idé i det moderne samfund, det eneste høje ideal, der kan samle og begejstre de store masser af befolkningen. Og den socialistiske samfundsopfattelse er mere end en blot social-økonomisk teori; den er en livsanskuelse, der omformer tankegangen fra grunden og giver alle åndelige værdier en ny kurs. Den socialistiske livsanskuelse er den generalnævner, hvori alle sunde og livskraftige kulturstrømninger i vor tid går op.
Men den er mere end det; den er tillige den eneste kilde, hvorfra åndskulturen i vore dage kan hente ny, forøget livskraft. Den fremtidskultur, som socialismen vil skabe grundlag for, kan først udfolde sig, når det nye samfund har rejst sig på det gamles ruiner. Men allerede nu sporer man, hvordan alt stort, som nutidens videnskab og kunst frembringer, bevidst eller ubevidst er under indflydelse af de socialistiske idéer og den proletariske klassekamp. Den moderne historieforskning, der ikke vil nøjes med at fastslå de enkelte kendsgerninger, men vil forstå årsagerne og drivkræfterne, tvinges mere og mere til at anlægge et socialistisk syn på historien. Og de kunstnere, der rager højt op over mængden, en digter som Drachmann, en billedhugger som meunier, er alle påvirkede af og deres kunst stærkt præget af den kamp, den socialdemokratiske arbejderklasse fører.
Hvilken rigdom af nye idéer, af dybere erkendelse, af finere kunstglæde, af højere kultur og ædlere livsnydelse åbner der sig ikke udsigt til – ikke som nu for en snæver kreds af befolkningen, men for hele menneskeheden – når socialismen sletter alle klasseskel og gør alle samfundets rigdomme til menneskenes fælles eje!
Sidst opdateret 9.12.2008