I Social-Demokraten, 23.1 + 30.1.1911.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 2, s. 255-263.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 4. dec. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
Det er i rigsdagen blevet påstået, at Karl Marx skulle have karakteriseret de ikke-socialistiske partier som en fælles reaktionær masse. Denne påstand blev straks tilbagevist. Det er så langt fra, at Marx har fremsat en sådan karakteristik, at han netop har taget bestemt afstand fra den og kritiseret den i meget skarpe ord. Og ikke nok hermed; men enhver, der blot har forsøgt at sætte sig en smule ind i Marx’s hele socialpolitiske tankegang, vil vide, at det er ganske utænkeligt, at han nogensinde kan have karakteriseret de kapitalistiske partier på denne måde.
Men selve spørgsmålet om de kapitalistiske partier i deres forhold til Socialdemokratiet har jo både teoretisk og praktisk den allerstørste interesse, og vi skal derfor lidt nærmere betragte den meget omtalte »reaktionære masse«.
Udtrykket blev brugt i Gothaprogrammet, det tyske socialdemokratis første program, fra 1875: »Arbejdets befrielse må være et værk af arbejderklassen, lige overfor hvilken alle andre klasser er en reaktionær masse«. Gothaprogrammet var blevet til ved et kompromis mellem de ældre, mere uklare socialistiske retninger i Tyskland på den ene side, og på den anden side den moderne, klarere retning, som væsentlig stod på marxismens grund. Det havde alle kompromisets egenskaber, gjorde indrømmelser til begge sider, søgte at smelte diametralt modsatte anskuelser sammen til et hele, og resultatet var mange misvisende udtryk, mange fejlagtige udtalelser. Ingen har skarpere kritiseret dette end netop Marx, i et brev til sine nærmeste meningsfæller i Tyskland, overfor hvem han påviser de mange fejl og urimeligheder og ikke mindst dvæler ved den ganske urimelige forestilling om den ene reaktionære masse. Det var imidlertid på dette tidspunkt en historisk nødvendighed for de forskellige grupper af socialdemokrater i Tyskland at finde hinanden, at nå til indbyrdes forståelse, selv om det program, hvorom man samlede sig, ikke efter sin ordlyd i alle enkeltheder kunne tilfredsstille logikkens krav; og både denne udtalelse og adskillige andre, som ikke kan stå for en streng kritik, gled ind i Gothaprogrammet. Det svarede til den gærende uklarhed, der den gang endnu herskede indenfor den tyske arbejderbevægelse.
Imidlertid varede det kun meget kort, inden forståelsen afklaredes. Den moderne, marxistiske socialisme brød sig afgørende vej, og dermed svandt alle de. Overlevede rester af fordums tiders mere naive anskuelser som dug for solen. Da man 16 år senere, i 1891, stod overfor den opgave at skabe et nyt, på den videnskabelige socialismes teorier bygget partiprogram, var enhver forestilling om de andre partier som en kompakt reaktionær masse forlængst ude af verden; den blev kun hævdet af enkelte halvanarkistiske elementer, for hvem den klingende frase havde større værd end den nøgterne konstatering af forholdet, som det virkelig er. På partidagen i Erfurt forelå der forskellige udkast til det nye program; af disse blev Kautskys udkast med enkelte mindre væsentlige ændringer enstemmig vedtaget. Det hedder her, at socialismen vil betyde »befrielse ikke blot for proletariatet, men for hele menneskeslægten, som lider under nutidens tilstande. Men dens virkeligggørelse kan kun være arbejderklassens værk, thi alle andre klasser hævder, trods indbyrdes interessestridigheder, privatejendommen til produktionsmidlerne og har som deres fælles mål opretholdelsen af grundlaget for det nuværende samfund.«
Som man ser er dette noget ganske andet end den tidligere naive forestilling om de socialdemokratiske arbejdere på den ene side, og på den anden side alle de andre som en samlet, reaktionær masse.
Proletariatet, først og fremmest de egentlige lønarbejdere, men dernæst også store dele af de øvrige lag af befolkningen, som helt eller overvejende lever af deres eget, personlige arbejde, husmænd, fiskere, småhåndværkere, småhandlende osv., er den eneste klasse, der i sin store mængde kan slutte sig til det socialistiske program og arbejde for dets virkeliggørelse, fordi det er på proletariatets skuldre, at hele vægten af kapitalismens tryk hviler. Fra de andre klasser, som udelukkende eller overvejende lever af den merværdi, proletariatet udbyttes for, kan enkeltmænd træde over i socialdemokratiet; men det er og bliver undtagelser, thi socialismen strider imod de klasseinteresser, der her gør sig gældende. Godsejeren og storbonden, fabrikanten og den store håndværksmester, grossereren og købmanden, bankmanden og storaktionæren, alle har de netop deres eksistens bygget på det kapitalistiske udbytningsforhold, og deres store flertal er og vil altid blive modstandere af den socialistiske arbejderbevægelse, som går ud på at drage grunden bort under fødderne på dem; de må nødvendigvis være antisocialister i kraft af den sociale selvopholdelsesdrift, der er ligeså stærk som den individuelle selvopholdelsesdrift. Og alle de politiske partier, hvori deres klasseinteresser kommer til udtryk, står i et naturligt modsætningsforhold til socialismen, ligefra de sorteste reaktionære partier til de radikale partier, hvis farve har et stærkere eller svagere rødligt anstrøg. Højt regnet kan grupper af et radikalt småborger- eller småbondeparti være på vej over til socialismen; de befinder sig endnu på et overgangsstadium – men når deres udvikling fuldbyrdes, brister tråden imellem dem og det parti, de før tilhørte, og de træder over i det socialdemokratiske arbejderparti.
Men dette, at den socialistiske samfundsopfattelse og det socialistiske samfundsideal danner et skarpt skel mellem Socialdemokratiet og alle de øvrige partier, det betyder ikke, at disse sidste udgør en fælles reaktionær masse. De er tværtimod yderst uligeartede, spaltede i en mangfoldighed af elementer, tildels i bittert indbyrdes fjendskab, i vekslende grupperinger efter de forskellige spørgsmål, som fra tid til anden dukker op; snart sluttes der og snart sprænges der alliancer, snart smelter forskellige partier sammen til ét, og snart opløser et enkelt parti sig i flere. Og netop denne splittelse er forudsætningen for, at socialdemokratiet har kunnet opnå positive resultater af sin politiske virksomhed. Overfor modstanden fra en kompakt reaktionær masse ville socialdemokratiet overalt i verden have været magtesløst, idet det jo endnu ikke i noget lands rigsdag sidder inde med flertallet. Men ved at udnytte modsætningen mellem de øvrige partier, ved at støtte det ene parti imod det andet, det mere demokratiske parti imod det mere reaktionære, alt eftersom de forskellige brændende spørgsmål fra tid til tid gør det naturligt, ved at stille sig bagved de borgerlig-radikale partier og drive dem fremad i demokratisk retning, bliver det muligt for socialdemokratiet at vinde visse indrømmelser, visse politiske eller socialreformatoriske fremskridt som under den ene eller den anden form kommer den arbejdende klasse til gode. Og jo mere de borgerlige partier er splittede og opløste, des større chance er der for at opnå positive resultater.
Den spaltning, som opstår indenfor de borgerlige partier, er ikke tilfældig, den er et naturligt udslag af, at de dele af befolkningen, som disse partier repræsenterer, i mange henseender har vidt forskellige og indbyrdes stridende klasseinteresser. Det er netop hos Karl Marx, man finder udredningen af de økonomiske årsager til disse de besiddende klassers stadige interessekonflikter, i tredje bind af »Kapitalen«, hvor han undersøger den måde, hvorpå merværdien fordeles. Overfor proletariatet står alle de besiddende klasser ganske vist i lige grad som udbyttende magter; arbejdernes merarbejde er den kilde, hvorfra de henter deres rigdom. Men når først udbyttet skal deles, som industriel profit til industrikapitalisterne, som handelsprofit til de merkantile kapitalister, som rente til finanskapitalisterne, som grundrente til grundejerne, så bryder striden ud imellem dem. Hver især af disse grupper søger at rive det mest mulige til sig; hver især forfægter sine særegne interesser overfor de andre, og kampen heroin gennemtrænger alle områder af det offentlige liv. Industrikapitalisterne er gennemgående interesserede i toldbeskyttelse, men handelskapitalisterne i frihandel; industri- og handelskapitalisterne stræber efter forholdsregler, som kan trykke rentefoden nedad, men finanskapitalisterne stræber i modsat retning; grundejerne og kapitalisterne søger hver for sig at vælte skattebyrden fra sig selv over på den anden part. Bankmanden og fabrikanten, godsejeren og grossereren danner sig, hver ud fra sin særegne sociale stilling, forskellige politiske idealer, ønsker forskellige grænser dragne for valgrettens udbredelse, for folkerepræsentationens indflydelse på statsstyrelsen, for det kommunale selvstyre, for militarismens udvikling osv.. Enhver, der har øjne i hovedet og bruger dem til at se, vil forstå, at hele det sidste århundredes politiske historie er bestemt ved alle disse indbyrdes konflikter mellem de besiddende klasser. Og til de store, almene skillelinier kommer der en uendelighed af andre, af mere underordnet natur; de fabrikanter, der producerer krigsmateriel, har andre interesser end de, der producerer forbrugsgenstande for befolkningen; de danske landmænd, der leverer mælk til København, har andre interesser end de, der leverer smør til England osv. og til modsætningerne indenfor de storbesiddende klasser kommer modsætningen overfor de dele af småborgerskabet, som knuges i konkurrencen med fabriker og stormagasiner og udbytningen gennem banker og kreditforeninger, men som endnu ikke fuldtud kan gøre skridtet over i det socialdemokratiske arbejderparti, og som derfor føler sig mere og mere hjemløse i det politiske liv, snart kaster sig i armene på det reaktionære demagogi, snart drives ud i en hidsig radikalisme, alt imens de spejder efter midler, som kan bringe dem redning.
Det er ud fra dette kaos af økonomiske modsætninger, at delingslinierne indenfor de borgerlige partier opstår. Fra socialdemokratiet er de alle skilte ved det skarpe skel, som den socialistiske samfundsopfattelse afmærker. Men det forhindrer ikke, at nogle af dem kan stå os langt nærmere end andre, ikke i henseende til de almindelige sociale principper, men i henseende til de politiske spørgsmål, som fra tid til tid er oppe, og at en samvirken under en vis given situation kan være ikke blot forsvarlig, men også bydende nødvendig, forsåvidt den er det eneste middel til at vinde en fordel, der ellers ikke kunne vindes, bryde en modstand, der ellers ikke lod sig besejre – og vel at mærke, forsåvidt socialdemokratiet under alle forhold skarpt og bestemt hævder sit særegne socialistiske standpunkt.
Desværre lykkedes det ikke Marx at fuldende sin fremstilling af de forskellige klasser i deres indbyrdes forhold. Det sidste afsnit i »Kapitalen«s tredje bind bærer til overskrift: »Klasserne«; men efter nogle få indledende linier bryder det af midt i en sætning. Imidlertid har han i sine teoretiske undersøgelser over merværdiens fordeling lagt grunden til en videnskabelig forståelse af årsagerne til de sociale og politiske brydninger indenfor de besiddende klasser; i sine historisk-politiske arbejder om Frankrig og Tyskland i tiden nærmest efter 1848 har han givet en række glimrende og meget lærerige eksempler; og allerede i et af sine ældste skrifter, »Det kommunistiske Manifest« fra 1848, har han i de store træk udkastet en karakteristik af de forskellige klassers stilling, og endnu så sent som i 1875 henviser han til den overfor Gothaprogrammets »reaktionære masse«.
Han skildrer her, hvordan bourgeoisiet er, ikke blot reaktionært, men i virkeligheden revolutionært overfor junkerdømmet og den middelstand, der søger at dreje udviklingens hjul tilbage; hvordan der indenfor bourgeoisiet selv opstår spaltninger, efterhånden som visse grupper af kapitalisterne bliver konservative, medens andre stræber videre frem i retning af samfundets omdannelse; hvordan småborgerskabet svinger imellem reaktionære og revolutionære tendenser; hvordan proletariatet er den eneste virkelig revolutionære klasse i forhold til bourgeoisiet; men hvordan det klassebevidste proletariat i alle lande bør støtte de radikaleste elementer indenfor bourgeoisiet, drive dem frem til at opfylde deres historiske mission – for selv i det lange løb at drage konsekvenserne deraf.
»Den reaktionære masse« var da for 36 år siden og er endnu en indholdsløs frase og intet andet. Men dermed er det ikke sagt, at den ikke i fremtiden kan forvandle sig til en realitet. Efterhånden som Socialdemokratiet arbejder sig frem imod magten i samfundet, vokser frygten for socialismen indenfor alle grupper af de besiddende klasser. Og den fælles frygt nærmer dem til hverandre, bringer dem til at glemme de indbyrdes modsætninger. Man har allerede set lejligheder, hvor ganske vist ikke alle, men næsten alle de boreerlitte partier stod som en forskelsløs anti-socialistisk blok med det eneste formål at standse socialismens fremgang. Hottentotvalget i Tyskland er et eksempel, også herhjemme har vi ved valg set den samme situation og vi vil sikkert i fremtiden komme til at stå overfor stedse hyppigere og stedse mere omfattende sammenrottelser i en »reaktionær masse« – indtil socialismens endelige gennembrud omsider fuldbyrdes, ved Socialdemokratiet, men imod alle de andre partier.
Sidst opdateret 4.12.2008