I Social-Demokraten, 9.1.1911.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 2, s. 264-273.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 9. dec. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
Blandt de mange besynderlige vrangforestillinger om socialismens idéer og principper er elendighedsteorien, læren om den voksende elendighed, en af de allerbesynderligste – en lære, der, om man ellers turde tro vore modstandere, skulle danne en af hovedhjørnestenene for hele den socialistiske samfundsopfattelse. Det skulle være et dogme, en ubestridt grundsætning indenfor de marxistiske socialdemokraters rækker, at kapitalismen avler en stadig voksende elendighed, at den arbejdende befolkning synker dybere og dybere i nød og savn; og netop i de stedse uslere kår, som kapitalismen bereder menneskeheden, skulle Karl Marx og hans tilhængere se drivfjederen til socialismens gennemførelse; når elendigheden var nået til et vist højdemål af ulidelighed, ville bægeret flyde over; proletariatet ville omsider tabe tålmodigheden og, pisket frem af sine lidelser, rejse sig til oprør mod den bestående ordning, kuldkaste de gamle, kapitalistiske samfundstilstande og stille nye, socialistiske i stedet. Konsekvensen af en sådan anskuelse ville være en fuldstændig fatalisme, en dådløs given sig skæbnen i vold, uden nogen bestræbelse for at råde bod på de onder, kapitalismen forvolder; jo galere, des bedre; jo stærkere fattigdommen med alle dens ulykker huserede i arbejderklassen, des nærmere var det øjeblik, da befrielsens time slog.
Ganske vist står jo Socialdemokratiets virkelige optræden i den mest afgørende modstrid hertil. Det socialdemokratiske arbejderparti opstiller gennemførelsen af den socialistiske samfundsordning som det endelige mål for sine bestræbelser; men det kæmper samtidig ved alle de midler, der står til dets rådighed, for jævnt og gradvis at hæve proletariatets kår, for at mindske de lidelser, den kapitalistiske udbytning volder, altså for at forebygge og indskrænke elendigheden indenfor det bestående samfund.
Åbenbart er dette en inkonsekvens; og det ligger da nær at spørge, om det virkelig forholder sig rigtig med den så meget omtalte elendighedslære, om den virkelig også er et organisk led i den marxistiske samfundsopfattelse, som danner det teoretiske grundlag for hele den moderne arbejderbevægelse. Vore modstandere har imidlertid svar på rede hånd: når socialdemokratiet optræder socialreformatorisk, kræver arbejderbeskyttelseslove og offentlige foranstaltninger til gavn for de fattigste, virker for skattereformer og for lønstigning og deslige, da er det, fordi det, bevidst eller ubevidst, er i færd med at løbe fra sine gamle principer, fordi det er gået i gang med at »revidere« marxismen, at blive et »revisionistisk« parti, der opgiver sine fordums fantasterier om den sociale revolution og del socialistiske fremtidssamfund og udvikler sig til et borgerligt og fornuftigt – eller rettere et spidsborgerligt og snusfornuftigt demokrati, der ikke er væsensforskel -ligt fra de øvrige demokratiske partier.
Således folketingsmand, dr. P. Munch, der på et diskussionsmøde om socialismen i november 1910 i følge »Social-Demokraten«s referat udtalte: »Ser man historisk på socialdemokratiet, da må man indrømme, at der er to slags socialdemokrater. Den ene retning er den, som man i Tyskland kalder den revisionistiske, den anden den, der samles om slagordet fremtidsstaten og deslige .... Hr. Borgbjerg forkaster elendighedsteorien og med fuld ret – men hvor meget har denne elendighedsteori ikke gennem årene betydet f.eks. i det tyske socialdemokrati!«
Dr. Munch tager imidlertid ganske fejl heri. Elendighedsteorien har aldrig spillet nogen rolle for socialdemokratiet i Tyskland så lidt som i Danmark eller noget andet land – af den gode grund, at den ikke har andetsteds hjemme end i vore modstanderes fantasi. Den er hverken fremsat af Karl Marx eller udformet i noget socialdemokratisk partiprogram, men er simpelthen opdigtet af socialismens modstandere. Den er en af de mange forvrængninger af socialdemokratiets samfundsopfattelse, hvormed man søger at latterliggøre og umuliggøre socialismens teorier. Det er den gamle, velkendte fremgangsmåde: først tillægger man socialdemokratiet en række tåbelige anskuelser, som det ingensinde har drømt om, og bagefter beviser man disse anskuelsers tåbelighed og tror dermed at have ramt socialismens idé i hjertet.
Den lille bitte fjer, hvoraf man har digtet historien om elendighedsteoriens hønsegård op, er en sætning i Karl Marx’s »Kapitalen«, det er ved slutningen af første bind, hvor han i et storstilet tilbageblik gør rede for den kapitalistiske produktionsmådes »historiske tendenser«. Han viser, hvordan den kapitalistiske udvikling har forvandlet ejendomsretten fra at være, hvad den var under småhåndværkets herredømme, et middel til at sikre sig de værdier, man ved sit eget arbejde har frembragt, til at blive, hvad den er i sin kapitalistiske skikkelse, et middel til at tilegne sig udbyttet af fremmede menneskers arbejde. Han viser, hvordan tilegnelsen af den størst mulige mængde af merværdi på arbejderklassens bekostning er det eneste mål for kapitalens higen og tragten, og hvordan kapitalen mere og mere opsamler sig som et monopol på enkelte storkapitalisters hænder. Og han tilføjer: »Med det bestandig aftagende tal på de kapitalens magthavere, der raner og monopoliserer alle fordele ved denne omdannelsesproces, vokser massen af elendighed, af undertrykkelse, af trældom, af udartning, af udbytning, men tillige vokser oprøret hos den arbejderklasse, som stadig stiger i tal, og som netop skoles, forenes og organiseres i kraft af maskineriet i selve den kapitalistiske produktionsproces.«
Det er, som man ser, ikke en enkelt tendens, talen her er om, men to hinanden modarbejdende tendenser. På den ene side sigter den kapitalistiske udvikling til at trykke den arbejdende befolkning ned i stadig dybere elendighed; og, hvis kapitalen helt var overladt til sig selv, frit kunne følge sin egen attrå, uden hindringer udefra, uden indgreb gennem lovgivningsmagten, uden modstand fra arbejderne selv, da ville denne tendens i fuldt mål gøre sig gældende. Men trykket avler modtryk. Den kapitalistiske produktionsmåde kalder selv de kræfter til live, som er i stand til at modvirke og overvinde elendighedstendensen. Den vækker proletariatet til modstand, samler, skoler, organiserer de udbyttede folkemasser, dygtiggør dem, ikke blot til den forsvarskrig, som gradvis fravrister de udbyttende klasser indrømmelser, reformer, fremskridt, men også til den angrebskrig, som omsider vil gøre ende på det kapitalistiske regimente.
Den dobbelttendens, der således rummes i den kapitalistiske produktionsmåde, er ikke blot selvindlysende for enhver, der er fortrolig med marxismens tankegang; men den er også så umiddelbart iøjnefaldende, at den er praktisk anerkendt af alle, lige ud til de mest fanatiske forsvarere for den bestående samfundsordning. Den behøver ikke at diskuteres; den er tilstrækkelig konstateret. Den gamle liberalistiske lære om harmoni mellem kapitalens og arbejdernes interesser, den lære, ifølge hvilken alt på rent automatisk vis vil forme sig til det gode, når blot kapitalen får fuld frihed til at omforme samfundet efter sit eget tykke, er forlængst forladt, den har næppe en eneste tilhænger tilbage. Og hvad mening ville der være i den interesse for beskyttelseslovgivningen og den anerkendelse af de faglige organisationers berettigelse, som selve socialismens bitre modstandere lægger for dagen, ganske vist mere i ord end i gerninger, hvis ikke det var som midler til at forebygge den forkuelses- og undertrykkelsestendens, den kapitalistiske produktionsmåde bærer i sig! Afskaf beskyttelseslovene og de øvrige mere eller mindre virksomme socialreformatoriske forholdsregler, spræng fagorganisationerne og de øvrige midler, arbejderklassen råder over til forsvar for sine interesser, giv den arbejdende befolkning værgeløs til pris for kapitalen – og elendighedstendensen ville med fuld styrke rase; et proletariat i de usleste kår, hvorunder det overhovedet er muligt at eksistere, udsultet og udpint til det yderste, ville blive det naturlige resultat.
Den opfattelse af kapitalismens to hinanden modvirkende tendenser, Marx fremsætter ved slutningen af sit store værk, i en flygtig gengivelse af hovedtrækkene for de grundlæggende undersøgelser, han her havde anstillet over den kapitalistiske produktionsmådes natur og virkemåde – og allerede i sine første skrifter, fra 1840’erne, har han skitseret en lignende opfattelse – den er så langt fra opstillingen af nogen »elendighedsteori« i den forstand, som vore modstandere har for skik at gengive den; det er tværtimod den teoretiske overvindelse, den videnskabelige tilbagevisning af den elendighedsteori, som tidligere i sin trøstesløseste skikkelse havde behersket den almindelige bevidsthed i de fremskredne kapitalistiske samfund. Malthus’ lære, der først gennem marxismen blev fuldstændig besejret, var elendighedslæren i renkultur. Han gik ud fra, at ernæringsmidlernes mængde altid, under alle forhold, vil vokse svagere, end folkemængden normalt forøges, og han sluttede deraf, at sult og savn bliver den nødvendige følge, at der til alle tider vil herske en social elendighedstilstand, tiltagende i omfang og styrke, efterhånden som befolkningstilvæksten bliver stærkere; den sociale elendighed kan ikke afvendes og kan ikke engang begrænses; den hviler på de evige naturlove; enhver foranstaltning, der bidrager til at mætte sultne munde, vil samtidig virke ansporende på befolkningens formering og således øge tallet på de munde, der i fremtiden skal mættes – men ikke kan mættes, da samfundet ikke har næringsmidler nok til dem. Malthus afledede altså den nødstilstand, han så omkring sig, af de evige naturlove og betragtede den følgelig som noget, der ville bestå til dagenes ende. Marx derimod påviser, at den er et historisk fænomen, der er opstået under bestemte historiske forudsætninger og vil forsvinde, når disse forudsætninger brister. Og han påviser yderligere, hvorledes selve den kapitalistiske udvikling, som frembringer elendighedstendensen i samfundet, tillige frembringer den tendens, som modvirker den, begrænser dens rækkevidde og sluttelig helt vil overvinde den, idet den gør ende på selve den kapitalistiske produktionsmåde, hvori den udspringer.
Den tilstand, arbejderklassen faktisk lever i, afhænger af det indbyrdes forhold mellem disse to kræfters forskellige styrkegrad og ændres, efterhånden som dette forhold skifter. Der er perioder, især hvor kapitalismen endnu er mig i et samfund og det nyskabte proletariat endnu ikke har fået tid til ret at blive sig sin sociale stilling bevidst og samle sig og organisere sig til modstand, da det er den nedtrykkende tendens, som er stærkest, og da den arbejdende befolkning lever på den absolute sultegrænse eller endog derunder. Den engelske arbejderklasses kår i første halvdel af det 19. århundrede er et af de store historiske eksempler på et sådant helvede på jorden; og overalt træffer man sidestykker. Del var med fuld ret, at man også herhjemme for 40 år siden kunne synge, at »jorden så aldrig så usselt et kuld som det, der på den nu har hjem«. Men hvad der var rigtigt dengang, er ikke rigtigt længer. Udbytningen har forlængst åbnet øjnene på arbejdernes stadig voksende masser, har »skolet, forenet og organiseret« dem, så de er blevet i stand til i nogen grad at forbedre deres livsvilkår og tilkæmpe sig højere materielt velvære og åndelig kultur.
I stedet for at se en stadig fortsat nedgang får man da, når man kaster blikket tilbage over en længere årrække, det tydelige indtryk af en højnelse af den arbejdende befolknings kår – en højnelse, som den selv gennem sine faglige og politiske organisationer har tiltvunget sig. Der er vel næppe tvivl om, at arbejderne i Danmark som i de fleste andre kapitalistiske lande gennemgående er bedre stillede nu end for en menneskealder siden. Og netop denne højnelse af niveauet er en forudsætning for socialismens virkeliggørelse; thi en arbejderklasse i de elendigste kår, forkuet og forkrøblet legemlig og åndelig, ville vel være i stand til at rejse sig til et blindt, desperat oprør og ville måske også for en stund kunne erobre magten i samfundet, men ville ganske savne evne til planmæssig og bevidst at bygge et nyt samfund op på det gamles ruiner.
Og dog, trods alle fremskridt, hvor forholdsvis lidet er det så ikke, der er vundet med så store ofre, hvor stærkt har ikke elendighedstendensen stadig gjort sig gældende! 35 års anstrengte kampe har det kostet at få arbejdstiden for de danske industriarbejdere bragt ned med halvanden time daglig og at få tvunget en lønstigning igennem, som vel i absolutte tal er ret anselig, men hvoraf en meget stor del er slugt ved de stigende priser på husly, på næringsmidler og på de øvrige livsfornødenheder. De senere års stærke prisstigning har sikkert i vide kredse gjort arbejdernes stilling slettere, end den var for en årrække siden. Samtidig tiltager arbejdsløsheden i udstrækning og styrke og volder bestandig større nød og fortvivlelse i de hjem, som rammes, og gør kårene bestandig mere utrygge for hele den arbejdende befolkning. Overalt hvor statistikken kan sænke sin sonde ned i samfundets legeme, viser den, hvordan kampen for tilværelsen antager skarpere former. Og hvor store mængder af den fattige befolkning er det ikke, som år efter år af fattigdommen drives ud i forbrydelse og prostitution og last og skændsel af allehånde arter! Elendigheden i samfundet er ikke udryddet, om den end er trængt noget tilbage; den kan ikke udryddes, sålænge det kapitalistiske samfund består; og i samme øjeblik arbejdernes organisationer begyndte at vakle, ville alle sluser åbne sig for den.
Og for rigtig at bedømme de fremskridt, som har fundet sted i arbejderklassens kår, må man ikke blot måle dem absolut, men også relativt, stille dem i forhold til den vældig voksende rigdom i samfundet. Og enhver sådan prøve viser, hvordan arbejdsindtægten vel er steget, men langt stærkere er kapitalindtægten steget; det ubetalte arbejde er taget til efter en langt større målestok end det betalte arbejde; udbytningen forøges, arbejderne får kun en mindre og mindre andel i de værdier, de selv frembringer. Bestandig mere skrigende bliver, alle små forbedringer og reformer til trods, misforholdet mellem den tilstand, hvori den store arbejdende befolkning lever, og den tilstand, hvori den kunne leve, hvis produktionen blev samfundsmæssig reguleret og produktionsudbyttet gennem samfundets hånd blev ledet ud til dem, som skaber alle værdier i samfundet.
I dette voksende sociale misforhold, og ikke i nogen voksende absolut elendighed, ligger den drivkraft, som nødvendigvis må føre til det gamle samfunds undergang.
Sidst opdateret 9.12.2008