Marxisme Online  >  Arkiv  >  Gustav Bang

Sygdom

Gustav Bang (jan. 1911)

I Social-Demokraten, 2.1.1911.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 43-48.

Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 29. nov. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.

Sygekassernes udbredelse

Overfor socialdemokratiets krav om, at det offentlige skal overtage sygeplejen som samfundsopgave, henvises der fra modstandernes side til den udvikling, sygekassevæsenet har taget. Ved udgangen af året 1899 havde anerkendte sygekasser 265,954 medlemmer, ved udgangen af 1909 derimod 626,380. Medlemstallet er altså i den halve snes år vokset til mellem det dobbelte og det tredobbelte. Og tænker man sig denne bevægelse fortsat et stykke ud i fremtiden, skulle opgaven løse sig selv; hele den ubemidlede befolkning ville drages ind under den frivillige sygeforsikring, overfor hvilken det offentlige kun træder hjælpende til; samfundets direkte overtagelse af sygeplejen ville være overflødig - når bortses fra den ringe kreds af fattige, som på grund af kronisk sygelighed eller lignende er afskårne fra at nyde godt af sygekasserne. Men hele denne betragtning er falsk. Følger man nemlig sygekassernes medlemstal tre femår, ser man, hvordan tilvækstprocenten er blevet stadig lavere. Medlemstallet voksede årlig:

Vi ser, med hvor stærke skridt man nærmer sig det øjeblik, da tilvæksten ikke er større end folkemængdens normale forøgelse, og da der altså bliver stilstand i stedet for fremgang.

Og også gennem en anden prøvelse af spørgsmålet får man en tydelig forestilling om, hvor umådelig langt der endnu er igen. Man finder i Arbejderforsikringsrådets årlige beretninger opgivet om hver især af de tilskadekomne arbejdere, hvorvidt de var medlemmer af sygekasser eller ikke. Blandt søfolk har sygekasserne selvfølgelig kun en meget svag udbredelse; af 279 i 1909 tilskadekomne søfolk er de 223, eller fire femtedele, ikke medlemmer af nogen sygekasse. For fiskernes vedkommende er der fra samme år kun opgivelser om 44 tilskadekomne, hvoraf de 21, eller næsten halvdelen, stod udenfor sygekasserne. Blandt landbrugsarbejderne er forholdet noget ugunstigere; af 271 tilskadekomne landbrugsarbejdere er de 152, eller over halvdelen, ikke sygekassemedlemmer. Blandt industriarbejderne spiller sygekasserne derimod en betydelig større rolle; af 1989 er de 666, det vil sige 33 pct. eller en tredjedel af det hele antal, ikke i sygekasse.

I året 1899 var det tilsvarende tal 41 pct. Tallet på de arbejdere, der står udenfor sygekasserne, er altså vel noget lavere, end det var en halv snes år tidligere; men det er ikke nogen dybtgående forandring, der er indtrådt siden Sygekasseloven trådte i kraft.

Den mægtige tilvækst i medlemsantallet betyder da ikke, at sygekasserne i nogen afgørende grad har bredt sig nedefter, til de dele af arbejderklassen, der tidligere var for slet stillede til at kunne komme med. Bevægelsen har snarere været udadgående; de nye medlemmer, som er blevet vundet ind, har for en meget stor del været folk udenfor den egentlige arbejderklasse, små håndværkere og handlende, bestillingsmænd, kontorister, husmænd, smågårdmænd, fiskere, mejerister og deslige; en optælling fra året 1908 viser, at over fjerdedelen af sygekassernes medlemmer tilhører disse kredse af befolkningen. Men ligeså glædeligt det er, at man her, hvor de økonomiske kår som oftest er nogenlunde jævnstillede med arbejdernes, drager nytte af sygekasserne, ligeså nedslående et indtryk gør det, at der stadig vedbliver at være så brede lag af arbejderklassen tilbage, som af økonomiske hensyn er næsten ganske afskårne fra de goder, sygekasserne yder.

Hvor nøje en forbindelse der er mellem de kår, hvorunder arbejderne lever, og den større eller mindre benyttelse af sygekasserne, ser man, når man sondrer de tilskadekomne arbejdere mellem faglærte og arbejdsmænd og dermed ligestillede. Vi har for de to år 1908 og 1909 foretaget en sådan sondring. Det viser sig, at der blandt de faglærte arbejdere er forholdsvis langt flere sygekassemedlemmer end blandt arbejdsmændene. Forskellen er særlig voldsom, når man kommer op over midten af trediverne. Kun i den meget høje alder, over de 60 år, er forholdet ens; her er det hensynet til alderdomsforsørgelsen, som gør sin indflydelse gældende. Af hver 100 arbejdere finder man følgende antal, som står udenfor sygekasserne:

Både i den ene og den anden gruppe er der altså i de yngre år endnu forholdsvis få, som er medlemmer af sygekasser, og forskellen er ret ringe mellem de to grupper; den økonomiske forskel mellem dem har endnu ikke givet sig stærkt udslag. Men omkring midten af trediverne skilles deres veje. Alt som årene går, medens børneflokken vokser, og forsørgerens helbred aftager, og det så småt begynder at gå ned ad bakke, bliver de faglærte arbejdere mere og mere betænkt på at sikre deres familier mod de værste følger af sygdom; flere og flere træder ind i sygekasser. Blandt arbejdsmændene melder der sig selvfølgelig den samme trang, men fattigdommen lægger sig på tværs og danner en mere og mere uoverstigelig hindring, og man er nødt til at blive udenfor. Betragter man alderen fra 35 til 59 år under ét, finder man, at ikke en gang femtedelen af de faglærte arbejdere står udenfor, men næsten tredjedelen af arbejdsmændene; for hver 10 faglærte arbejdere, der ikke er medlemmer af nogen sygekasse, er der 16 arbejdsmænd.

I det praktiske liv foregår bevægelsen selvfølgelig under meget forskellige former. Nogle evner ikke at tilvejebringe midler til at træde ind i en sygekasse og må derfor til stadighed holde sig udenfor. Andre skaffer sig adgang, under indtryk af den voksende usikkerhed, de ser foran sig. Atter andre bliver igen tvunget ud, navnlig tallet på de sidste er utvivlsomt meget højt; det ser man også af det uhyggelige træk, at tallet på dem, der er udenfor, stiger netop i alderen fra midlen af fyrrerne til slutningen af halvtredserne, i den kritiske alder, da arbejdsevnen er stærkt i tilbagegang, og det gælder at undgå fattigvæsenet for at bevare sin ret til alderdomsforsørgelse.

Også når man fordeler de tilskadekomne arbejdere efter deres årsløn, ser man, hvorledes de dårligere kår spærrer af for adgang til sygekasserne. Af mandlige arbejdere på over 20 år finder man i de seks år 1904-09 ialt 366 med en årsfortjeneste lavere end 800 kr., Og af dem var der 169, eller næsten halvdelen, som ikke stod i nogen sygekasse.

Det er sikkert også kun økonomiske grunde, det skyldes, at så forholdsvis få af de erhvervende kvinder er sygekassemedlemmer. Medens der af hver 100 mandlige arbejdere mellem 18 og 60 år i årene 1908- 1909 var 32, som stod udenfor sygekasserne, var der af hver 100 kvindelige arbejdere 59. Og kunne man herfra udsondre de gifte kvinder, der kun gennem familiefaderens kontingent tilhører sygekasserne, således at man fik de enligtstillede arbejdersker som en særskilt gruppe, ville tallet vise sig at være langt større.

– På forskellige måder viser det sig således, hvorledes fattigdommen holder store masser af den arbejdende befolkning udenfor sygekasserne og efter alt at domme også vil vedblive at gøre det fremdeles. Det synes, som man allerede nu er nået omtrent så langt nedad, som man overhovedet kan, hvad der ligger nedenunder, de allerslettest stillede lag af arbejderklassen, kan man ikke få med. Og det er mange tusinder af familier, det her drejer sig om. Her vil gennemførelsen af socialdemokratiets forslag om, at det offentlige skal overtage sygeplejen, i første række føles som en velsignelse, idet det sikrer dem adgang til lægehjælp, til medicin, til styrkende midler, hospitalsophold uden vederlag og uden fattighjælpens virkninger osv. Men også for de bedrestillede lag af arbejderbefolkningen, som for største delen har sikret sig gennem sygekasser, vil det få en umådelig rækkevidde. Sygekasserne vil, når de aflastes for de store udgifter til lægehjælp, medicin og deslige, kunne udvide deres virksomhed, kunne forøge deres dagpengeydelser, kunne give virkelig betryggelse overfor sygdommenes økonomiske hærgninger i hjemmet – samtidig med, at de i en ganske anden grad end nuomstunder åbner sig for hele den ubemidlede befolkning.

Toppen af siden

Sidst opdateret 29.11.2008