Fra Socialistisk Bibliotek, 1. årgang, nr. 2, 1910.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 10. august 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Arbejdsløsheden i det uhyre Omfang og – den frygtelige Skikkelse, hvori den fra Tid til anden med regelmæssige Mellemrum optræder, er den værste af de Svøber, hvormed det kapitalistiske Samfund hjemsøger den arbejdende Befolkning. De Tal, der opgør, hvor mange Arbejdere der går ledige, og hvor længe hver især af dem har været fordømt til tvungen Lediggang, disse tørre, nøgne Tal åbner Indblik i et Dyb af Elendighed, af Savn og Sult, af Hjem, som ribbes til det yderste for deres fattige Ejendele, af fortvivlede Anstrengelser for fra Dag til Dag at bjerge det allernødvendigste for sig selv og sine Kære, af brudte Kræfter og forpinte Sind, af Håbløshed og Ophidselse.
Der er intet, der så tydelig som Arbejdsløsheden afslører Kapitalens samfundsfjendske Natur. Den viser, hvilken ulægelig Kræftskade det bestående, kapitalistiske Samfund lider under – hvordan den kapitalistiske Produktionsmåde er i færd med at udspille sin Rolle, hvordan den ikke længere magter sin Opgave, hvordan den taber Herredømmet over de Kræfter, den selv har sat i Virksomhed, hvordan den forfalder, befinder sig i en stærkt fremskridende indre Opløsning, der lidt før eller lidt siden, tidligere måske end de fleste er tilbøjelige til at tro, nødvendigvis må gøre Ende på dens Tilværelse.
Sålænge det er Kapitalen, som har behersket Samfundet, har der atter og atter med få Års Mellemrum været Tider med almindelig Nødstilstand og voldsom Arbejdsløshed. Enhver økonomisk Opgangsperiode, med gode Konjunkturer og forholdsvis let Adgang til at finde Sysselsættelse, er blevet fulgt af en Rystelse, der bragte Forretningslivet til at standse og gav Arbejdsløsheden et mægtigt Omfang. I Året 1815 indtraf den første af disse internationale Kriser, den næste i 1825, så i 1836, i 1847, i 1857, i 1866, i 1874 – som man ser, med en Afstand af omtrent 10 År. I 1883 satte den næste Nedgangsperiode ind efter nogle få Års svag Opgang; i første Halvdel af 1890’erne herskede der påny kriseagtige Tilstande, efter at 1880’ernes Slutning havde bragt en let Bedring. Så fulgte fra Midten af 1890’erne til Begyndelsen af det nye Århundrede en Tid med vældig industriel Opgang. I 1900 og 1901 kom Tilbageslaget, og de følgende År var yderst mørke. Lidt efter lidt begyndte det dog så småt at lysne; i 1906 og det meste af 1907 var Konjunkturerne høje og Arbejdsvilkårene nogenlunde gode. Men disse forholdsvis gunstige Tilstande fik kun kort Varighed; i Slutningen af 1907 og Begyndelsen af 1908 vendte Strømmen sig, og den Krise udbrød, der endnu medens disse Linjer skrives, raser med næsten usvækket Styrke.
Som alle de tidligere økonomiske Kriser har også denne sidste sin Årsag i Overproduktionen, i Misforholdet mellem Massen af de producerede Brugsgenstande på den ene Side og Samfundets Købeevne på den anden. Der er fremstillet flere Værdier, end den udbyttede Befolkning er i Stand til at købe; der ligger rundtom på Lagrene Varer af allehånde forskellige Arter, som i Øjeblikket er usælgelige, og som Kapitalisterne må have befriet sig for, før de igen med Fordel kan tillade, at Produktionens Maskineri sættes i Gang. Indtil dette Øjeblik indtræder, må Arbejderne finde sig i at gå ledige, er prisgivet de bitreste Savn, ikke til Trods for, men netop på Grund af at Samfundets Rigdom på alle Livsfornødenheder er taget så stærkt til – den store, uløselige Selvmodsigelse i den bestående Samfundshusholdning. Det er den kapitalistiske Produktionsmådes sindssyge Logik, der her træder for Dagen. Kapitalen udfører, ikke som et enkelt Undtagelsestilfælde, men til Stadighed, om og om igen, det Kunststykke: at forvandle et Overskud af Samfundsrigdomme til et Overmål af Samfundselendighed, at gøre det meningsløse til håndgribelig Virkelighed: at Rigdom er lig Fattigdom, at Overflod er lig Savn.
En Overproduktion ud over Befolkningens Behov kan fremkomme under alle Samfundstilstande, men kun under Kapitalismen er det ikke blot muligt, men også nødvendigt, at den bliver en kilde til Nød og Lidelse for Samfundet. Lad os tænke os en Kreds af Mennesker, der i Forening ved fælles Arbejde frembringer Midlerne til at tilfredsstille deres forskelligartede Fornødenheder, uden at købe af Fremmede og uden at udveksle deres Produkter indbyrdes som Varer ved Byttehandel – f.eks. en af de patriarkalske Bondehusholdninger, som man kender dem fra Middelalderen, og af hvis Naturaløkonomi man i afsides Egne har set mange Rester endnu til nær op imod vor egen Tid. Det kan selvfølgelig hænde, at der i et sådant lille Samfund viser sig at være Overproduktion på de forskellige Brugsgenstande. Det kan skyldes Naturårsager: Høsten har været ualmindelig god, Fiskefangsten har givet særlig rigt Udbytte; eller det kan være, fordi man har anstrengt sig ud over det nødvendige: man har vævet mere Lærred eller bundet flere Strømper, end Husstandens Medlemmer i lange Tider kan slide, man har brygget mere Øl eller kærnet mere Smør, end de kan fortære, før Øllet bliver surt eller Smørret harsk. Der er altså produceret for meget, mere end der er Brug for; men der er ingen Skade sket derved. Tværtimod, man kan forsyne sig rigeligere end før, man kan tage sig Arbejdet lettere uden derfor at behøve at frygte for at lide Nød, man kan gemme et Forråd hen til senere Tider, og det værste, der kan ske, er, at man har spildt nogle af sine Kræfter og må se nogle af de Produkter, man har frembragt, gå til Grunde, fortærede af Tidens Tand. At man skulle beklage den Overflod, der var tilvejebragt, at den skulle føles som en Ulykke, der kunne påføre blot et eneste af Husstandens, af Samfundets Medlemmer, et Gran af Ondt – det ville være en utænkelig Tanke.
Og lige så utænkelig ville denne Tanke være i et socialistisk Samfund. Også her vil der kunne opstå en Overproduktion. Det kan være, at man har forregnet sig ved Planlæggelsen af det samfundsmæssige Arbejde, eller at en Række nye tekniske Fremskridt har bragt Produkterne til at vælde frem i en ganske overflødig Mængde. Det kan f.eks. vise sig, at der med 6 Timers dagligt Arbejde frembringes et Overskud på 20 pCt. ud over det Behov, Befolkningen føler, at der altså produceres 6 Par Støvler, 6 Pund Rugbrød, 6 Ark Papir osv. for hver Gang Samfundets Medlemmer kun ytrer Efterspørgsel efter 5 Stykker af de forskellige Genstande. Der ville altså herske Overproduktion; men denne Kendsgerning ville ikke sætte Folk grå Hår i Hovedet; den ville ikke føles som en truende Fare, tværtimod som en Kilde til forøget Lykke og Velvære. Når Overproduktionen var konstateret, ville det næste Skridt være, at Arbejdstiden blev forkortet ud over hele Linjen; var Produktionsoverskuddet med 6 Timers dagligt Arbejde 20 pCt., ville Arbejdstiden kunne nedsættes til 5 Timer, uden at et eneste Medlem af Samfundet af den Grund behøvede at nægte sig en eneste af de Fornødenheds eller Nydelsesgenstande, han var vant til.
Kun under Samfundstilstande, hvor Varehusholdningen er den herskende, bliver det overhovedet muligt, at en Overproduktion kan volde Forstyrrelser i det økonomiske Liv. For at dække sine forskelligartede Behov må hvert enkelt Menneske som Regel købe af Fremmede, men for at kunne købe må han som Regel først have solgt. Skomageren kan ikke leve af de Støvler, han har syet, med mindre han får dem omsat til klingende Mønt, der igen lader sig forvandle til Brød, Klæder, Husly osv. Sker det nu, at han selv og hans Kolleger har tilvirket mere Skotøj, end der er Brug for i den normale Kundekreds, da får selvfølgelig en sådan Overproduktion alvorlige Følger for vedkommende Producenter; hver især af dem ser en vis Del af sine Arbejdsprodukter stå usælgelige på Lageret, og han selv forarmes, i samme Grad som dette sker. Imidlertid vil en sådan delvis Krise kun forekomme som en ren Undtagelse, hvor der har været særlige Forhold på Spil; den vil efter nogen Tids Forløb ophøre af sig selv, idet de trykkede Kår skræmmer Folk bort fra Faget og tvinger en og anden af de gamle Producenter til at indstille sin Virksomhed. For de pågældende Personer er det en hård Overgangstid; men Samfundet som Hele lider ikke derved; dets Maskineri går sin rolige Gang uforstyrret.
Det er først den kapitalistiske Varehusholdning, som frembringer en stadig fortsat Overproduktion, der med visse Mellemrum nødvendigvis må udlade sig i en Række frygtelige sociale Lidelser, ikke blot for enkelte Grupper af Producenterne, men for hele det produktive Samfund. Vi skal nu se, hvorledes denne Nødvendighed fremkommer.
Den kapitalistiske Produktionsmåde hviler på Udbytning af de store og bestandig større Dele af Befolkningen, som for at eksistere må sælge deres Arbejdskraft, og, tvungne af de Forhold, hvorunder de lever, er nødt til at sælge den på Vilkår, som kun giver dem Anvisning på en Del af de Værdier, de frembringer. Hvis en Arbejder i Årets Løb skaber en ny Værdimasse af 2000 Kr., forvandler Råstoffer, Slid på Maskiner og Bygninger og deslige til færdige Produkter, der er 2000 Kr. mere værd, da får han som Arbejdsløn måske 1000 Kr., måske 1200, måske kun 800; Resten tilfalder Kapitalen som dens Udbytte. En Del deraf beholder den industrielle Kapitalist som sin Profit, andre Dele må han afstå som Grundrente til de Grundejere, af hvem han har købt eller lejet Jorden, som Kapitalrente til de Finanskapitalister, af hvem han har lånt en større eller mindre Del af sin Driftskapital, som Handelsprofit til de Købmænd, der besørger Produkternes Videreafsætning, som Skat til Stat og Kommune.
For Arbejderne er hele denne “Merværdi” utilgængelig. Har de i Årets Løb alt i alt produceret Varer af allehånde Arter til en samlet Værdi af 2000 Mill. Kr., kan de selv kun købe Varer for f.eks. 1000 Mill. Resten repræsenterer, set fra Arbejderklassens Standpunkt, et Overskud ud over det nødvendige, en Overproduktion, som de besiddende Klasser tilegner sig i Kraft af den daglige Udbytning, de driver.
Men en sådan Udbytning, så hårdt den end rammer den Arbejderbefolkning, som må lægge Ryg til, så stærkt den end virker til bestandig at holde Underklasserne nede i små og trange Kår, behøver i og for sig ikke at føre til voldsomme Forstyrrelser af det regelmæssige Samfundsliv. Også under tidligere sociale Tilstande har der fundet en Udbytning Sted, uden at der dog derfor skabtes noget tilsvarende til Nutidens Kriser. De middelalderlige Bønder blev udbyttede for Landgilde til Herremanden, for Tiende til Kirken, for Skat til Fyrsterne, og den Del af deres Arbejdsudbytte, de således måtte aflevere, repræsenterede en Overproduktion i Forhold til deres eget Forbrug; men for Samfundet som Helhed betød den ingen Overproduktion, og den gav ingen Anledning til nogen Rystelse af Produktionslivet.
Hvad de udbyttede Bønder ikke selv fik Lov til at nyde, fortærede de udbyttende Magthavere, i Form af stor og overdådig Hofholdning, kostbare Smykker, pragtfulde Bygninger osv. Samfundets Produktion og Samfundets Forbrug dækkede altså hinanden; der var, samfundsmæssig set, ingen Overproduktion til Stede.
Anderledes med den Merværdi, som Kapitalen udbytter den arbejdende Befolkning for. Den indgår i Overklassens Pengeskabe – de Penge eller Værdipapirer, som findes dér, er jo kun Anvisninger på så og så store Mængder af alle Slags Varer – men det er kun en Del deraf, som går ud igen til Overklassens personlige Forbrug. En anden Del bliver “opsparet”. Kapitalisterne er nødt til at “spare”, at lægge til Side, ikke blot for, som det er nødvendigt under alle Samfundsforhold, at vedligeholde Virksomheden, men for at udvide deres Forretninger og modernisere deres Bedrifter. Her ligger den Hemmelighed, der gør den kapitalistiske Varehusholdning forskellig fra alle tidligere Tiders Samfundshusholdning. Det er Konkurrencen, der er den drivende Kraft; den Kapitalist, der ikke følger med, men nøjes med at bevare sin Virksomhed i det gamle Omfang og med den gamle Driftsmåde, han bukker uhjælpelig under i Tilværelseskampen. Selvopholdelsesdriften fremtvinger altså en Opsparing, og jo skarpere Konkurrencen bliver, des større Dele af Merværdien må lægges hen for at forvandles til ny Kapital. Jo mere Kapitalen efterhånden opsamles i stadig vældigere Masser på et lille Mindretal af Hænder, des lettere bliver det også at foretage en sådan Kapitalisering; så længe et Fag beherskes af 1000 forskellige små Kapitalister, hver med 10,000 Kr. om Året, kan det ofte være svært for den enkelte Kapitalist at dække sit personlige Forbrug med Halvdelen af Indtægten og kapitalisere den anden Halvdel; når Faget derimod er gået over til 100 Kapitalister, som hver har 100,000 Kr. om Året, kan de hver for sig føre en yderst behagelig Tilværelse og dog opspare langt mere end Halvdelen.
Den Værdimasse, Kapitalisterne således “opsparer” – hvad der kun er en velklingende Omskrivning for, at de ikke helt fortærer det Bytte, de har gjort hos Arbejderne, – bliver imidlertid ikke liggende som en død Skat på Kistebunden. Den omsættes til Produktionsmidler, Redskaber til fornyet og forøget kapitalistisk Produktion.
Kapitalisten udvider sit Arbejdsområde, enten ved selvstændige Nyanskaffelser eller med en Bank eller et Aktieselskab som Mellemled. Hvad der sker, er, at han, i Stedet for, som Middelalderens Lensherre ene var henvist til, at bruge sit Overskud til forøget Luksus, anlægger det i sådanne mere prosaiske Genstande som Jern og Kul, Maskiner og Gement. Hele Fordelingen af det samfundsmæssige Arbejde tilpasses efter dette nye Forhold. Tyngdepunktet flytter sig fra År til År stadig længere over i de Erhverv, der ikke fremstiller Genstande til umiddelbart Forbrug, men Produktionsmidler: Bjergværksindustrierne, Maskinfabrikationen og deslige, medens Fag, der, som f.eks. Skrædderiet og Skotøjsindustrien, Brødfabrikationen og Møbelsnedkeriet, tilvirker færdige Forbrugsgenstande, ganske vist også vokser til, men forholdsvis ikke nær så stærkt.
En Tid igennem går nu alting godt. Der er Brug for alt, hvad der kan fremdrages af Råstoffer og Hjælpestoffer til at tilfredsstille Kapitalens ivrige Begær efter nye Produktionsmidler; Bjergværksarbejderne, Maskinbyggerne, Savværksarbejderne osv. har nok at bestille; fra Landet går der en Strøm af Arbejdere ind til Industricentrerne, og der må opføres den ene nye Kaserne efter den anden for at skaffe dem Husly; de gunstige Arbejdsforhold giver sig Udslag i en stigende Købeevne, og Næringsmiddelsindustrierne, Tekstilindustrierne og deslige drages med ind i den almindelige Opgang. Alting ser lyst og smilende ud.
Men det er indlysende, at disse gyldne Dage kun kan have stakket Varighed. Det er Produktionsmidlernes Masse, der vokser i så umådelig en Grad; men det endelige Resultat af denne Vækst må før eller siden blive, at også de færdige Genstande til Befolkningens Forbrug må vokse. Man kan ikke blive ved med f.eks. at bygge Spinde- og Vævemaskiner i det uendelige, uden at der også kommer en Dag, da de færdige Tekstilvarer strømmer i store Mængder ud på Markedet og søger Afsætning. Lidt efter lidt begynder disse Virkninger at vise sig, og nu rykker det kritiske Punkt nærmere. Hvem skal købe den voksende Vareflod ? Kapitalisterne kan det ikke; dels har de ikke Brug for alle disse Varer, og dels må de stadig spare op for at holde Konkurrencen ud. Arbejderne kan det endnu langt mindre; thi selv om de har nok så megen Trang til de forskellige Varer, så har de ikke Råd; den kapitalistiske Udbytning har stækket deres Købeevne; de står med kun én Krone i Hånden for hver to eller tre eller flere Kroners Værdi, der bydes til Fals. Udbytningen afslører sig her i sin sande, ikke blot arbejderfjendske, men også samfundsfjendske Skikkelse.
Så er altså Overproduktionens Tid inde; Lagrene er stopfulde af Varer, som er mere eller mindre usælgelige. Og med et Krak går hele Maskineriet i Stå. Først ramler der nogle af de usundeste Spekulationsforretninger; og i en Fart forplanter Rystelsen sig videre til hele den øvrige kapitalistiske Produktion. Har f.eks. Tekstilfabrikanterne vanskeligt ved at få deres Produkter afsat, i hvert Fald til de Priser, de har regnet med, så stopper Efterspørgslen efter nye Spinde- og Vævemaskiner; er der ikke Brug for flere nye Maskiner, så forplanter Trykket sig til Fremstillingen af deres Råstoffer, fremfor alt til Bjergværksindustrierne. Den Indvandring af Arbejdere til Byerne, som man havde gjort Regning på, hører op, og den ene Lejlighed ved Siden af den anden står ledig, og det ene Byggeforetagende efter det andet må standses. Bedst klarer de Fag sig, trods alt, der går ud på at fremstille egentlige Forbrugsgenstande til Befolkningens umiddelbare og mest påtrængende Behov; thi de allernødvendigste Næringsmidler og Beklædningsgenstande til at holde Livet oppe er dog det sidste, man opgiver at købe; og når man her har fået det øjeblikkelige Overskud af Varer afsat, kan man holde Produktionen vedlige, omend som oftest i indskrænket Omfang og altid under yderst forsigtige Former. Men i alle Kredse af det produktive Samfund er der Nød og ud over alle kapitalistisk producerende Lande breder Nedgangsbølgen sig.
Og så lykkes det altså den kapitalistiske Produktionsmåde, ikke som en enkelt Undtagelse, men som et regelmæssigt og nødvendig tilbagevendende Led i dens Bevægelse, at løse den vanvittige Opgave: at forvandle et Overmål af Samfundsrigdomme til et Overmål af i Savn og Lidelse for Samfundet. Det er således i den stadige Overproduktion, Årsagen til Kriserne og den masseagtige, voldsomt hærgende Arbejdsløshed ligger. Under den kapitalistiske Produktionsmåde fremstilles der Dag ud Dag ind et Overskud af Varer ud over Befolkningens Købeevne; og dette Overskud opsamler sig som et Giftstof i Samfundets Legeme. Krisen er den Sygelighedstilstand, hvorigennem Samfundet atter udskiller dette Giftstof og vinder nye Kræfter til en Tid igennem at genoptage sin Virksomhed under de vante Former – indtil dets Organisme påny har indsuget så stor en Mængde af disse forstyrrende Stoffer, at det næste Gang kastes på Sygelejet.
Dette er den simple økonomiske Lov, i Kraft af hvilken Kriserne nødvendigvis med regelmæssige Mellemrum må hjemsøge Samfundet, så længe det er Kapitalen, som behersker Produktionen. Men det kapitalistiske Samfund er en så uhyre indviklet Mekanisme, at de Kræfter, der bringer et sådant økonomisk Sammenbrud i Stand, selvfølgelig i det praktiske Liv iklæder sig mange og højst forskelligartede Former, som hver især virker med til at forstærke Katastrofen og gøre dens Følger dobbelt alvorlige, men som selv kun er naturlige Led i hele den Proces, der under de kapitalistiske Samfundstilstande bestandig fører frem imod en sådan Katastrofe.
Vi skal nu betragte nogle af Hovedtrækkene i den Bevægelse på Verdensmarkedet, som Gang på Gang udlader sig i en voldsom Rystelse af det økonomiske Liv. Forud for enhver Verdenskrise ligger der en Periode med høje Konjunkturer og livlig Forretningsgang. Den nærmeste Fremtid tegner sig lyst for Kapitalen. Afsætningsmulighederne er udvidede; der har åbnet sig nye Markeder, som synes at kunne optage endeløse Masser af den kapitalistiske Produktions overflødige Udbytte. Disse nye Markeder kan være af forskellig Art. Det kan være helt nye Strækninger af Jordkloden, som for første Gang i større Udstrækning åbnes for i Verdenshandelen og derigennem for Produkterne fra de europæiske og amerikanske Fabrikker, Kolonier, som annekteres under en af Stormagterne, fjerne Lande, som bliver tvunget til at lukke sig op for de fremmede Købmænd – således som det skete, da Krigen mellem Japan og Kina i Året 1895 endte og det kinesiske Marked ved Fredsslutningen blev gjort tilgængeligt i et ganske andet Omfang end før, hvad der selvfølgelig måtte virke stærkt ansporende på Kapitalen; dette var en af Hovedårsagerne til den vældige Opgang i Slutningen af 1890erne, hvis Eftervirkninger vi endnu stadig lider under.
Eller det kan være Egne, i hvilke der tidligere kun har fundet en sparsom Afsætning Sted, men som ved at gennemskæres med nye Samfærdselslinier bliver langt mere modtagelige for den kapitalistiske Industris Produkter. Alene en Jernbane gennem en jysk Hedeegn virker til at fortrænge de lokale Skomageres, Skrædderier og Snedkeres Produkter til Fordel for de store Skotøjsfabrikker, Ekviperingsforretninger og Møbelfabrikker; og hvad der her sker i det uhyre små, det sker i det store ved de mægtige Jernbaneanlæg i fremmede Verdensdele. Og foruden de Fremtidsmuligheder, sådanne nye Samfærdselsmidler åbner, giver de også den industrielle Virksomhed rent øjeblikkelige Fordele; der skal produceres Sveller, Skinner, Waggoner, Lokomotiver osv., og alt dette skal transporteres fra Produktionsstederne til Forbrugsstederne, hvad der stiller forøgede Opgaver til Rederierne og Skibsbyggerierne.
Eller det kan endelig være nye Afsætningsmuligheder, der danner sig midt inde i Hjertet af de gammelkapitalistiske Samfund, idet der er opstået en Række nye personlige Behov, som skaber Efterspørgsel efter en Mængde nye Forbrugsgenstande, nye industrielle Produkter – således som man har set det ske med Cyklen og Automobilet, Telefonen, Lejligheder udstyrede med W.C., Badeværelse, elektrisk Lys, Centralvarme osv.. Også i den Henseende bød Slutningen af 1890’erne enestående gunstige Betingelser for industriel Opgang: En hel Række nye Industrigrene opstod og fandt et rask voksende Marked for sig.
Under Indflydelse af det voksende Afsætningsmarked udfolder der sig en industriel Blomstring, som efterhånden kan antage en ganske tropisk Karakter. Der er liv og travlhed overalt; nye Bedrifter indrettes, gamle udvides. Det gælder om at kunne sende den størst mulige masse af allehånde Varer ud på Markedet for i fuldt Mål at drage Fordel af de stigende Konjunkturer. Overalt er der Opgang; men især indenfor de Erhverv, som producerer, ikke færdige Forbrugsgenstande, men Arbejdsmidler, Maskiner, Redskaber, Transportmidler; og allerstærkest ytrer Opgangen sig i de Erhverv, som fremdrager Råstofferne til Produktionen, af disse Arbejdsmidler, Jern, Kul, Kobber Tømmer og deslige. Det ligger i sagens natur, thi før man kan spinde Bomuldsgarn eller fabrikere Støvler, må man have de nødvendige Maskiner; og før man kan have Maskinerne, må man have de dertil nødvendige Råstoffer.
Forbruget af sådanne Råstoffer er da i rivende Tilvækst. I Opgangsårene fra 1897 til 1900 steg indførslen til Danmark af rå Metaller med 41 pCt. og af Stang- og Båndjern med 15 pCt, i den næste Opgangsperiode fra 1904 til 1907, med henholdsvis 30 og 39 pCt – rigtignok for at falde så meget stærkere i de følgende Kriseår; i Nedgangsåret 1908 var Indførslen af rå Metaller kun 81,9 Mill. Pund imod 85,1 Mill. i Året 1907; og af Stang- og Båndjern kun 95,0 Mill. Pund imod 126,9 Mill., hvad der svarer til et Fald på henholdsvis 4 og 25 pCt. Bjergværksdriften og Mineindustrierne er altså det Område, som Opgangsbevægelsen først og stærkest kaster sig over. Man anstrenger sig af yderste Evne for at bringe Produktionsudbyttet i Vejret; i Tyskland f.eks. steg Råjernsproduktionen i Tiden 1895-1900 fra 5,4 til 8,4 Mill. Tons, stod stille i de næste dårlige År, men steg atter i Tiden 1902-1907 fra 8,4 til 13,0 Mill. Tons. I England og Amerika var der en lignende Tilvækst. Men trods denne vældige Forøgelse er Udbyttet ikke i Stand til at dække Efterspørgslen; der fordres stadig mere, end Gruberne og Hytteværkerne kan levere, og Priserne stiger. Enhver økonomisk Opgangsperiode kendetegnes ved en stærk Prisstigning, i første Række på Metaller og andre Råstoffer for den industrielle Produktion, dernæst også på færdige Brugsgenstande.
En af de Betingelser for Produktionen, hvis Tilvejebringelse overalt spiller en stor Rolle, er Husly for Arbejderklassen; den indtager en særlig fremskudt Plads i et Land som Danmark, der fra Naturens Hånd er fattigt på Råstoffer for den egentlige Storindustri, og hvor derfor disses Udvinding ikke spiller den Rolle som i Lande med stor Bjergværksdrift, stor Skovhugst og lignende. Under enhver Opgangsperiode finder der en stærk Indvandring Sted fra Landdistrikterne til Byerne, fra de overvejende agrariske Områder til de overvejende industrielle Pletter af Landet. Den lette Adgang til Sysselsættelse, Udsigten til en forholdsvis høj Løn, forstærker den Vandring fra Land til By, som er et af Grundtrækkene i den moderne Befolknings sociale Forskydning. Byerne tager altså stærkt til i Indbyggertal; også i deres nærmeste Omegn vokser Folkemængden rask, efterhånden som Sporvogne og Cykler gør det muligt for Arbejderne at bo i betydelig Afstand fra deres Arbejdspladser; og rundtom på Landet opstår der, særlig omkring Stationerne, købstadslignende Bebyggelser med en overvejende industriel Befolkning. Intet Under da, at denne indre Folkevandring, der er et naturligt Led i den almindelige økonomiske Opgang, fremtvinger en voldsom Forøgelse i Byggevirksomheden. Tilvejebringelsen af Boliger for den udvidede Arbejderstab, Industrien tager i Brug, er en ligeså nødvendig Forudsætning for den øgede kapitalistiske Produktion som Tilvejebringelsen af de Råstoffer, det Kul, de Maskiner, hvormed der skal arbejdes. Og hertil kommer, at den voksende Løn og de bedre Arbejdsvilkår også medfører en Række Forskydninger indenfor den Arbejderbefolkning, som allerede i Forvejen er til Stede; man kan tillade sig at bo i større og bedre Lejligheder; der foregår en Overflytning fra Et- og Toværelsers til To- og Treværelsers-lejligheder, fra tarveligere til mere veludstyrede Lejligheder, fra Baghus til Forhus. Og hertil kommer endelig, at det stærkt pulserende Forretningsliv også rent direkte stiller Fordringer til en Mængde Nybygninger; der skal opføres nye Fabriker og Pakhuse, der skal indrettes nye Kontorlokaler osv.. Den økonomiske Opgangsperiode vil da altid karakteriseres ved en overordentlig stærk Byggevirksomhed, et Træk, som i særlig udpræget Grad giver sig til Kende i de store Byer, og som – når den uundgåelige almindelige Krise bagefter indtræder – fører til vidtrækkende og yderst svære Lidelser for de pågældende Arbejdere.
Og her som overalt river det ene Fag det andet med sig. Den stærke Opgang i Byggefagene forplanter sig til alle de mange forskellige Produktionsgrene, som leverer Bygningsindustrier Materiale, til Produktionen af Morsten, Bygningstømmer, Dør- og Vinduesfyldinger, Kalk, Cement, Farver, Vinduesglas, Tapeter, Kakkelovne, Dørhængsler og Dørhåndtag, Afløbsrør, elektriske Ringeapparater og således videre i det uendelige. Og fra hver især af disse Produktionsgrene forplanter Virkningerne sig atter videre til andre Fag og mødes her med andre Virkninger af det voksende industrielle Liv. Det kapitalistiske Samfund viser sig i en sådan Travlhedens Periode som en uhyre, uoverskuelig Mekanisme med Millioner af ind i hinanden gribende Hjul. Drivkraften, der sætter dem alle i Gang, er Kapitalens Trang til Udvidelse til Forøgelse, en Trang, som de gunstige Forhold på Verdensmarkedet i Øjeblikket tillader den at tilfredsstille.
Det er igennem Bankerne, denne myldrende Bevægelse for størstedelen administreres. De danner det Hjerte, hvorigennem Kapitalen – Blodet i Nutidssamfundets Legeme opsuges og påny sættes i Omløb. I Bankerne indsætter Kapitalisten det Overskud, han ikke straks har Anvendelse for i sin egen Forretning, og allevegne fra kaldes der Indskud sammen, også af de Sparepenge, Middelstanden og de bedrestillede Arbejdere har lagt til Side; de drages til ved Udsigten til en høj Rente. Og fra Bankerne sendes disse Summer videre, ud i den produktive Virksomhed. Herfra hentes der Lån til Grundlæggelse af de nye industrielle Foretagender og til Udvidelse af de gamle, til Byggeforetagender, til Anlæg af nye Samfærdselsmidler, til Erhvervelse af Arealer, som har Betydning for fremtidig Bebyggelse eller industriel Udnyttelse osv.; herigennem spredes aktier og Obligationer ud i Befolkningen. Under den økonomiske Opgangsbevægelse er Pulsslaget da stærkt. Bankerne kan give et stort Udbytte til deres Aktionærer, Kursen på deres Aktier er høj, og der finder i Almindelighed store Udvidelser Sted af deres Aktiekapital.
Men når den uundgåelige Katastrofe indtræder, er det også her, Virkningerne først føles, i Form af Tab og svære økonomiske Vanskeligheder, som ofte, for de Banker, der har indladt sig på de dristigste Foretagender, kan føre til Betalingsstandsning og Fallit. Bankerne bliver således det Stormcentrum, hvorfra den moderne Krises Orkan regelmæssig udgår. Den begynder som en ,,Pengekrise" – en Række indgåede Forpligtelser kan ikke opfyldes; Kreditten, der har været yderst vidtgående, trækker sig på en Gang tilbage, grebet af Panik; Udlånsrenten forhøjes stærkt; der klages over ,,Pengemangel". Men den fortsættes som det, den i Virkeligheden er, en ,,Produktionskrise" – det ene produktive Foretagende efter det andet standser eller indskrænker sin Virksomhed; Arbejdsløsheden tager voldsomt til.
Og Virkningerne af det Sammenbrud, som nødvendigvis må komme lidt før eller lidt senere, bliver stærkt forøgede ved den Svindel, som den forudgående Opgangsperiode regelmæssig avler. En sådan Opgangsperiode danner en frodig Jordbund for allehånde dristige Spekulationer. Priserne stiger, Afsætningsmulighederne synes ubegrænsede, stadig voksende Gevinster lokker – og man tager Forskud på Fremtiden, kapitaliserer de Fordele, som måske en Gang ad Åre kan vindes. Alting antager en fantastisk Skikkelse. Man regner med Værdier, som ikke eksisterer. Kapitalen er altid sangvinsk i sit umættelige Begær efter Profit, men den bliver det i særlig høj Grad i en sådan Tid, hvor alle Skranker synes sprængt. De urimeligste Forslag finder Tilslutning – om ikke just hos de store Kapitalister, som er i Stand til at overse Markedet og derfor at danne sig et nogenlunde nøgtern Skøn over Forholdene, så hos de Småkapitalister og Middelstandsmænd, som higer efter at få Lod i det rige Udbytte, og som er villige til at sende deres små Kapitaler ud på Eventyr. I denne Atmosfære, som er mættet med dristige Forhåbninger og almindelig Lettroenhed, finder en Skare af Lykkejægere let Lejlighed til at gøre Bytte. De starter nye industrielle og merkantile Virksomheder, opretter Aktieselskaber, sætte Byggeforetagender i Gang, altsammen uden Hensyn til, hvordan Forretningen vil gå i Fremtiden, blot i den Hensigt at tilegne sig en øjeblikkelig Gevinst og derpå overlade de godtroende Ofre, som bliver hængende, til deres Skæbne; og de sparer ikke på store Ord og gyldne Løfter, når det gælder at lokke Kapital til, og de er ikke bange for Transaktioner, der strejfer lige på Straffelovens Grænser.
Svindelen er uadskillelig knyttet til enhver af de Opgangsperioder, der indvarsler den kommende Krise. Den skaber ikke selv Krisen, men den forstærker den, i idet den hidser Produktionen og dermed Overproduktionen endnu yderligere frem, end ellers ville være sket, forøger Modsætningen mellem Samfundets, Produktion af allehånde Varer og Samfundets Købeevne, således at også Faldet bliver så meget mere brat.
Den sidste halve Snes Års økonomiske Udvikling viser os et tydeligt Eksempel på den Bevægelse på Verdensmarkedet, der atter og atter, så længe Kapitalen behersker Produktions- og Samfundsforholdene, med uimodståelig Nødvendighed må føre til en international Krise med frygtelig Arbejdsløshed og vældige Ødelæggelser ud over hele den kapitalistisk producerende Verden. Med et brat Fald var det mægtige Opsving endt, der havde kendetegnet Slutningen af 1890’erne. I Efteråret 1900 var Krisen udbrudt i Europa, med Tyskland som Udgangspunkt – Amerika kom først noget senere med. Året 1901 viste den dybeste Nedtrykthed: fallerede Bedrifter i Mængde, stærkt indskrænket Virksomhed i næsten alle Industriens Grene, voldsom Arbejdsløshed. Allerede i Året 1902 begyndte Forholdene de fleste Steder i Europa ganske svagt at bedres. Man havde fået Lagrene renset for Størstedelen af de overproducerede Varer, og man kunne igen begynde at tage fat, om end yderst småt og forsigtig. I de følgende År fortsatte denne sindige Opgang sig; langsomt krøb man opefter, Tyskland og Nordamerika i Spidsen, medens de øvrige store Industrilande ikke så hurtig kunne forvinde Tabene. I Året 1905 var Tilstanden de fleste Steder nogenlunde tålelig; Året 1906 karakteriseres næsten hele Verden over som et gunstigt Forretningsår; og i den første Halvdel af Året 1907 var Konjunkturerne endog så gode, som man kun yderst sjælden havde set noget Sidestykke til. Samtidig sporede man rigtignok også Varsler om det Uvejr, som trak op; i Slutningen af Året kom så det voldsomme Krak, og Nedgangen strakte sig igennem hele Året 1908, og først midt i Året 1909 begyndte de første Tegn til en svag Opgang at mærkes.
Det korte Spand af gode År, der forberedte den nuværende Krise, var – som Tilfældet altid er – betinget ved en Række Udvidelser af det Marked, på hvilket den kapitalistiske Industri kunne vente Afsætning for sine Produkter. I Østasien viste der sig stigende Chancer. Kina, som hidtil ikke ret havde påskønnet de fremmede Købmænds bestræbelser, og hvis Indførselsmængde en Årrække igennem havde holdt sig næsten uforandret, begyndte i større Målestok at købe; Indførslen voksede, og om den end kun nåede en grumme ringe Størrelse i Sammenligning med den uhyre kinesiske Befolkning – kun 3-4 Kr. for hver Indbygger – så var dog Stigningen ganske utvetydig og varslede om rige Fremtidsmuligheder, når Bevægelsen fortsatte sig efter samme Skala. Og – hvad der for de europæiske og særlig de amerikanske Kapitalister havde stor Betydning – sålænge den øst-asiatiske Krig varede, var den japanske Produktions Handleevne svækket, og den hvide Kapital kunne gøre sig Håb om imidlertid at befæste sin Stilling på det kinesiske Marked og trænge den gule Kapital tilbage.
Samtidig åbnede nye Samfærdselsmidler en Række Markeder i fremmede Verdensdele for en langt mere intensiv kapitalistisk Udnyttelse, end før havde været mulig. I Femåret 1902-1907 voksede således Jernbanenettet i Engelsk Indien med ca. 870 danske Mil – dobbelt så meget som den samlede Udstrækning af Danmarks Jernvejslinier – og en mægtig Forøgelse af Jernbanenettet fandt Sted i Australien, i Kapkolonien, i Canada, i Mexico, i Peru, i Chile, i Argentina, alt ialt med 3000-3500 danske Mil. Bagdadbanen skabte store Perspektiver for europæisk Handel i det vestlige Asiens indre Egne. Panamakanalen, på hvilken Arbejdet skred rask fremad, stillede en hel Omvæltning af det internationale Handelsliv i Udsigt. Den påbegyndte Kæmpebane tværs gennem Afrika, fra Ægypten til Kap, gav rige Løfter om forøget Afsætning såvel blandt de indfødte Folkeslag som blandt de Kolonister, der efterhånden ville bosætte sig langs Banen.
Også midt ude i de gammelkapitalistiske Samfund tiltog Afsætningsmulighederne, idet en Række nye Behov opstod og krævede Tilfredsstillelse ved en forøget Produktion. Især virkede den voldsomt fremskridende Elektroteknik til at skabe sådanne nye Fornødenheder hos Befolkningen, og Elektricitetsindustrien var, navnlig i Tyskland og Nordamerika, i stærk Vækst. En stor Rolle spillede også den tiltagende Efterspørgsel efter Automobiler; man har ved Begyndelsen af Året 1907 anslået Tallet af Automobiler i hele Verden til ca. 350.000, repræsenterende en samlet Værdi af over 2.000 Mill. Kr.. I samme Forbindelse kan nævnes de stadig stigende Fordringer om en komfortabel Udstyrelse af de Samfærdselsmidler, som væsentligt er beregnede på Overklassens Benyttelse, om Sove- og Spisewaggoner, om luksuriøst indrettede Kahytter på Passagerdamperne i de store Ruter – et enkelt af Hamburg-Amerikalinjens Skibe har kostet over 10 Mill. Kr. Og netop sådanne Luksus tilbøjeligheder hos de besiddende Klasser indvirker i dobbelt Grad på de almindelige kapitalistiske Konjunkturer; thi når en Kapitalist anvender f.eks. 10.000 Kr. til at anskaffe et Automobil i Stedet for at opspare Pengene og anbringe dem i Produktionsmidler, så åbnes der derved ikke blot et nyt Produktionsfelt på 10.000 Kr., men den produktive Kapital bliver også 10.000 Kr. mindre, end den ellers ville være blevet, og den indre Konkurrence mellem dens forskellige Bestanddele så meget svagere.
Og endelig virkede også den østasiatiske Krig og den russiske Revolution ansporende på den europæiske Industri: Krigen stillede store Krav om Leverancer af Våben og andet Krigsmateriel; de Værdier, den ødelagde, skulle erstattes med nye Værdier; og den Lammelse af den russiske Industri, som Revolutionen (1905) med dens stadige Massestrejker forårsagede, skabte ligesom et tomt Rum, der måtte udfyldes ved Tilførsel udefra. Det var især den tyske Industri, som drog Fordel af disse Omstændigheder; Tysklands Udførsel til Rusland var i stork Tilvækst.
Markedet for den kapitalistiske Produktion var altså på forskellig Måde i Færd med at vokse; Kapitalen havde fået nyt Spillerum, den kunne følge sin Trang til Udvidelse. I den Stab af Industriarbejdere, som var blevet kaldt frem under den store Opgangsperiode i Slutningen af 1890’erne, og som siden havde fristet en hård Tilværelse med voldsom Arbejdsløshed, var der skabt en talrig industriel Reservearme, hvorfra Kapitalisterne under den fornyede Opgang kunne hente Forstærkning, uden at de behøvede at lokke den til sig ved synderlige Indrømmelser i Retning af Lønstigning. Og i den stærkt voksende Produktion af Guld var der skabt en rigelig Forsyning af det Grundstof, hvoraf Kapitalen danner sine Omløbsmidler; Bankerne, hvis Guldbeholdning voksede, kunne udstede Sedler og andre Værdipapirer i et mægtig forøget Omfang.
Alle Betingelser var således til Stede for en fornyet økonomisk Opgang, og Kapitalen benyttede sig af Lejligheden. Produktionen tiltog, først langsomt og forsigtig, men efterhånden som Skrækken fra den sidste Krise havde fået Tid til at sætte sig, i stedse voldsommere Tempo. Og især var det, ved denne Lejlighed som ved alle tidligere, Produktionen af Råstoffer, som viste Fremgang. Den tyske Råjernsproduktion steg i Tiden 1901-05 med 41 pCt., den nordamerikanske med 45 pCt.; den tyske Kulproduktion steg samtidig med 13 pCt, den nordamerikanske med 34 pCt.; og i det næste År fortsatte Stigningen sig efter en endnu større Målestok. Men Priserne løb forud. I Begyndelsen var man endnu nogenlunde varsom, men efterhånden tog de voksende Konjunkturer Magten fra alt roligt Overlæg; Efterspørgslen blev mere og mere hidsig, og det almindelige Prisniveau hævede sig i samme Grad. Efter engelske Beregninger steg den gennemsnitlige Pris på Jern i Løbet af de tre År fra 1. Januar 1902 til 1. Januar 1905 med 5 pCt., men i de halvtredje År fra 1. Januar 1905 til 1. Juli 1907 med 18 pCt.; samtidig steg Prisen på Kobber med henholdsvis 16 og 51 pCt., på Tin med 27 og 43 pCt, på Bly med 20 og 60 pCt., på Tømmer med 31 og 10 pCt, på Læder med 11 og 7 pCt.; Ejerne af Råprodukterne beslaglagde altså i Forvejen i høj Grad det kommende Udbytte af Industriens Arbejde. Også Priserne på sådanne Varer som Tobak og Kaffe, Sukker og Petroleum viste opgående Tendenser, som en indirekte Følge af det tiltagende Forretningsliv, idet det forbedrede Arbejdsmarked øgede Købeevnen hos Arbejderbefolkningen rundtom i Verden. Handelsstatistikken giver et Spejlbillede af hele dette voksende Liv; rundtom i de forskellige Lande er Udenrigsomsætningen i stærk Stigning; på Indførselssiden er det fortrinsvis Råstoffer og andre Produktionsmidler, der vokser, men også Livsfornødenhederne for den store Befolkning optræder i stigende Mængde.
Under hele denne Bevægelse svulmede Kapitalen op. I Året 1900 blev den Kapitalmasse, der var anbragt i den egentlige Storindustri i de nordamerikanske Fristater, opgjort til 33.500 Mill. Kr.; allerede fem År senere regnedes den, trods de økonomiske Rystelser, der i Mellemtiden havde fundet Sted, til 47.340 Mill. I Tyskland var Aktiekapitalen i de to dårlige År 1901-02 kun steget med gennemsnitlig 123 Mill. Kr. om Året; i de næste fem År steg den med gennemsnitlig 276 Mill.. I Danmark havde Aktiekapitalens Forøgelse i 1901-02 kun været 10 Mill. Kr. i årligt Gennemsnit; i 1903-07 var den derimod 34 Mill.. Bankernes Virksomhed tiltog, efterhånden som stadig stigende Masser af Kapital gennemløb deres Kontorer for at ledes ud til produktiv Anvendelse. Nye Banker oprettedes, og de ældre Banker udvidede deres Aktiekapital.
Imidlertid måtte det Tidspunkt snart indtræde, da Markedet var mættet, overmættet med de Produkter, der udgik fra den kapitalistiske Industri. Produktionens Masse voksede i langt stærkere Grad, end Markedets Grænser udvidede sig. Resultatet var en stadig stigende Overproduktion. De københavnske Byggeforhold viser på et enkelt, snævert afgrænset Område et Eksempel på en sådan tiltagende Overproduktion; for hver 1000 udlejede Beboelseslejligheder var der ved April Flyttedag 1902 af ledige Lejligheder 34, i 1903 var Tallet steget til 54, i 1904 til 73, i 1905 til 82, og omtrent på dette Trin holdt det sig i det næste År; og samtidig var også Antallet af ledige Kontor- og Forretningslokaler i stærk Stigning. Og et tilsvarende Overskud af Produktionen ud over det Kvantum, Befolkningen kunne optage, viste sig overalt i de kapitalistiske Samfund på de forskellige produktive Felter. Kun en Spekulation, der skjulte de virkelige Forhold og kunstig æggede den kapitalistiske Virksomhed videre frem, kunne endnu en Stund holde Bevægelsen i Gang; og i den voldsomme Opgang, der særlig karakteriserede den første Halvdel af 1907, med en feberagtig Stigning i Produktionen og fænomenalt høje Priser, var der blandet megen vild Svindel – hvad der virkede til at gøre Katastrofen så meget stærkere, da den omsider indtraf.
En betydningsfuld Rolle i den Proces, der fremkaldte den almindelige Overproduktion på Verdensmarkedet, spillede Japan. I Efteråret 1905 endte den østasiatiske Krig, og med fuld Energi kastede Japan sig ind i Kampen for Markedets Erobring. I 1904-05 havde Udførslen af japanske Produkter hvert År udgjort 590 Mill. Kr.; I 1906-07 steg den til 790 Mill.; til Korea voksede Japans Udførsel med 23 pCt, til Kina med 34 pCt, til det øvrige Asien med 29 pCt. og til Nordamerika med 32 pCt. Det var det østasiatiske Marked, der begyndte at glide den hvide Kapital ud af Hænderne. Og også den japanske Vareindførsel viser ved sin ejendommelige sammensætning, hvor farlig en Konkurrence det er, som her skyder frem. Sammenligner man Tiden 1897-99 med Tiden 1905-07, ser man, at Indførslen af Jern er tiltaget med 186 pCt., men af Maskiner aftaget med 35 pCt. – det vil sige, at Japan indfører Råstoffet og selv laver sine Maskiner og derved frigør sig fra, den europæiske og amerikanske Maskinindustri. Den Tid, hvor; man fra Europa sendte hele Fabrikker ud til Østasien, er ikke mere. Samtidig er Indførslen af Råbomuld mere end fordoblet – hvad der har til Følge, at Japan ikke blot er i Stand til at forsyne sig selv med Bomuldstøjer, men også lider under en Overproduktion, som søger Afsætning omkring i Nabolandene; og Resultatet har været den frygtelige Arbejdsløshed, som i Året 1908 er brudt ud i den engelske Bomuldsindustri; Manchesters Tekstilarbejdere må nu sulte under Konkurrancen fra Kioto, som de schlesiske Tekstilarbejdere for 60 År siden sultede under Konkurrencen fra Manchester; det er Høg over Høg, og her som altid er det Arbejderne, der må bære Tabene ved Kapitalens svigtende Held i den internationale Konkurrences Spil.
De voksende Vanskeligheder på Varemarkedet gav sig Udtryk i en Uro på Pengemarkedet, som Pengemarkedet overhovedet bestandig er et særlig fintmærkende Barometer. Amerika begyndte at kalde Guld hjem. I de foregående År var der næsten uafbrudt blevet udført langt mere Guld fra Amerika, end der var blevet indført, men i Året 1906 vendte Strømmen sig. Under Forudfølelsen af det Uvejr, der trak sammen, begyndte de amerikanske Finanskapitalister at opsige deres Fordringer i Europa og kræve Betalingen erlagt i rede Penge. Det voldte store Vanskeligheder og vakte megen Bekymring rundtom i Europa; thi når Guldet gled bort fra Bankernes Kældre, måtte Pengerepræsentativernes 3 Mængde formindskes i tilsvarende Grad. Flere Steder blev man nødt til at gribe til ekstraordinære Forholdsregler. Den danske Nationalbank skaffede sig i November 1907 Tilladelse til at udvide den ikke ved Gulddækkede Del af Seddelbeløbet ud over den hidtil tilladte Grænse, og kort efter forhøjede den Udlånsrenten til 8 pCt, en tidligere ukendt Højde.
Men ved den Tid var allerede Krisen i fuld Gang. Ved en Panik på New Yorks Børs i Oktober var der gået Hul på Bylden, og i Løbet af nogle få Uger bredte Bevægelsen sig ud over hele den kapitalistiske Verden. De opskruede Priser sank med rivende Hastighed – i sidste Halvdel af 1907 dalede det almindelige engelske Prisniveau med 11 pCt., i første Halvdel af 1908 yderligere med 5 pCt. Udførslen gik tilbage rundtom i Landene idet man indskrænkede sine Indkøb til det mindst mulige. Produktionen, først og fremmest af Jern og andre Råstoffer, men dernæst også af de forskellige Industrivarer, skrumpede voldsomt sammen. Og overalt i Verden bredte der sig en frygtelig Arbejdsløshed. Kapitalen havde fejret en kortvang Orgie, og Svindelen havde skænket rigelig i dens Bæger. Arbejderklassen har sidenhen under svære Lidelser måttet betale af på Regningen.
Først i Sommeren 1909 har man sporet en svag Bedring ude i de store, ledende Industrilande, og ganske langsomt er Opgangsbevægelsen i Efterårets og Vinterens Løb begyndt at forplante sig ud til den øvrige Verden. Men fortvivlende sendrægtig går Opgangsbevægelsen for sig – og det vil tage lange Tider, inden Sårene fra den frygtelige Arbejdsløshedsperiode er blot nogenlunde lægt. Den Måde, hvorpå de økonomiske Kriser optræder, har i Tidens Løb skiftet Karakter, i Overensstemmelse med hele den kapitalistiske Verdenshusholdnings ændrede Skikkelse.
Indtil for en 40-50 År siden kom Krisen pludselig, rasede voldsomt, men var hurtig forbi og afløstes gerne af en længere Periode med livlig Forretningsgang, med travl Virksomhed, med høje Konjunkturer både på Varemarkedet og Arbejdsmarkedet. Således endnu så sent som i 1857; som en Orkan kom den økonomiske Katastrofe, med Fallitter i Massevis, med lukkede Fabrikker og frygtelig Arbejdsløshed i næsten alle Industriens Grene; men allerede et Årstid efter var alt påny Liv og Travlhed. Det var en naturlig Følge af Forholdene, som de dengang var på det internationale Marked. England stod endnu som det eneste storindustrielle Samfund, hvis overlegne kapitalistiske Industri fandt Kunder overalt i Verden. Afsætningsmulighederne var tilsyneladende ubegrænsede. Og har Forretningslivet standsede med et pludseligt Krak, idet det viste sig, at de forhåndenværende Markeder var fyldte og ikke kunne optage de Varemasser, der havde lejret sig på de engelske Fabrikanters og Grossereres Lagre, så krævedes der kun en Række energiske Anstrengelser for at træde i Handelsforbindelse med nye, fjernere Samfund – og Stormen var besværget; den engelske Industri kunne atter udfolde sig af yderste Evne og øge sin Produktion.
Hvor helt anderledes nu, da den kapitalistiske Industri forlængst har bredt sig ud over hele Jordkloden og avlet en vild Konkurrence mellem de forskellige Samfund i alle fem Verdensdele, en fortvivlet Tilblivelseskamp, hvorunder hver især med alle Midler søger at fortrænge de andre og skaffe Indpas for sig selv, da det ene Marked efter det andet er blevet optaget og beslaglagt og det eneste store Afsætningsområde, der endnu rummer rige Fremtidsmuligheder, det kinesiske, kommer stærkere og stærkere ind under de japanske Kapitalisters økonomiske Herredømme, da alle Sunde mere og mere spærres for den Udvidelsestrang, som det er en Livsfornødenhed for Kapitalen bestandig at få tilfredsstillet.
I Overensstemmelse med denne nye Situation former Kriserne sig nuomstunder. Var de tidligere som en akut Feber, der kommer hastig og går hastig og under stærk Temperaturstigning renser Legemet for den opsamlede Usundhed og efterlader Patienten rask og frisk, med gode Kræfter og frejdigt Mod til igen at tage fat på Livet – så optræder de nutildags som en snigende Sot, en langsomt fortærende, håbløs og smertefuld Sygdom. Aldrig så snart har Samfundet rejst sig fra de værste Anfald og sporet kendelig Bedring og er begyndt at slæbe sig frem påny, før der kommer et Tilbagefald. Undertiden kan det synes, som om Livskraften var vendt tilbage i sin fordums Friskhed, således som i Begyndelsen af 1870’erne og i Slutningen af 1890’erne; men det er kun Blændværk, og det er snart forbi og betales dyrt med lange Tiders dyb Depression, der kun flygtig afbrydes af kortvarige Opgangsperioder – næppe har Arbejderne hentet deres Sager hjem fra Lånekontoret, før de atter må sætte dem ud.
Det er den Tilstand, der bliver bestandig mere fremherskende: den kroniske Hensygnen i Stedet for den akutte Feber. Viste det kapitalistiske Samfund sig endnu for halvhundrede År siden, til Trods for Kriserne, som en kraftig og levedygtig Organisme, så tegner Nutidens svære Katastrofer og trøstesløse Nedgangsperioder Billedet af en svækket, affældig Olding, hvis Livskraft svinder mere og mere, kan flakke op fra Tid til Tid, men kun for bagefter at synke så meget voldsommere sammen. Arbejdsløsheden kan da ikke udryddes, sålænge den nuværende Samfundsordning består. Det er en Sygdom, der vil bryde op atter og atter, i et bestandig større Omfang og med en bestandig mere ødelæggende Karakter, lige indtil det gamle forrådnende Samfund ramler sammen for de socialdemokratiske Arbejderes Angreb. Hvad der indenfor det kapitalistiske Samfunds Rammer kan gøres, det er i nogen Grad at mildne de Lidelser, den forvolder, og begrænse dens Udbredelse.
Sidst opdateret 10.8.2008