I Social-Demokraten, 12.9.1910.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp: udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 179-185.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 29. nov. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
Statistisk Bureau har udsendt en redegørelse for »skolesøgende børns erhvervsmæssige arbejde«, efter en officiel undersøgelse i sommeren 1908. Man får her for første gang et overblik over omfanget af denne mest oprørende udbytningsmetode, som kapitalismen har iværksat, og et indblik i de forskellige former, hvorunder den drives herhjemme. Og både for byernes og landets vedkommende er det et overmåde trist billede, der tegnes af de vilkår, hvorunder store masser af den fattige befolknings børn vokser op.
Om 370,440 børn i de danske folkeskoler (deraf 181,170 drenge og 183,270 piger) er det oplyst, at ialt 110,909 eller 30 pct. drev erhvervsmæssigt arbejde; tallet er forholdsvis noget større blandt drengene end blandt pigerne. Medens børnearbejdet i byerne på ganske enkelte undtagelser nær er arbejde for fremmede, finder der på landet tillige i betydelig udstrækning arbejde sted i forældrenes bedrifter. Navnlig i gårdmandshjemmene er det meget almindeligt, men også blandt husmændene og tildels de mindre landhåndværkere forekommer det hyppig; af hver 100 gårdmandsbørn arbejder således de 32 i forældrenes bedrifter, af hver 100 husmandsbørn de 23 og af hver 100 landhåndværkerbørn de 9 – medens det derimod ikke engang er tilfældet med 1 pct. af byernes skolesøgende børn. Der findes utvivlsomt blandt disse børn mange, der udbyttes i lige så høj en grad som børn, der arbejder for fremmede; og der er heller ikke tvivl om, at det opgivne tal er for lavt; men det er på den anden side ofte tilfældet, at dette arbejde, så langt fra at skade børnenes udvikling netop vil være til gavn for dem, vil virke legemlig styrkende og åndelig opdragende. Hvor grænsen for disse former ligger, kan ikke statistisk afgøres; og vi vil derfor her kun holde os til lønarbejdet for fremmede. Her ved vi, at det kun er udbytning, der er formålet.
Det drejer sig her om ialt 65,397 børn, næsten fjerdedelen af folkeskolens drenge og ottendedelen af pigerne. I København er tallene 6,539 drenge og 3,459 piger (22 og 12 pct.), i provinsbyerne 9,438 drenge og 5,926 piger (28 og 17 pct.), på landet 27,428 drenge og 12,607 piger (22 og 11 pct.).
Selvfølgelig stiger børnearbejdet med den stigende alder.
For fremmede arbejder:
Af 100 drenge | Af 100 piger | |
Under 9 år | 2 | 1 |
9-10 år | 16 | 7 |
11-12 år | 42 | 21 |
over 13 år | 51 | 29 |
Af de større skoledrenge er det således over halvdelen, som må tjene til deres brød ved arbejde for fremmede, af de større skolepiger mellem fjerdedelen og tredjedelen.
Men også det absolutte tal på de børn, som i en meget ung alder må ud i fremmedes tjeneste, er ikke så helt lille. Man træffer iblandt dem ikke mindre end 2.157, som endnu ikke er fyldt 9 år, og deraf er 541 endnu ikke fyldt 8 år, 48 endnu ikke fyldt 7 år!
På mange forskellige måder viser de statistiske tal, hvordan fattigdom og nød er børnearbejdets kilde. Forældrene er ikke i stand til at skaffe tilstrækkeligt til familiens ernæring; de er nødt til at sende børnene ud på arbejde, for at de kan bringe deres bidrag til husholdningen hjem. Det er ikke socialismen, som engang vil »opløse familielivet« og »tage børnene fra forældrene« – den kapitalistiske udbytning har allerede besørget det.
I de københavnske betalingsskoler, hvis elever gennemgående stammer fra noget mere velstillede hjem end friskolernes, går 14 pct. af drengene og 5 pct. af pigerne på arbejde, men i friskolerne henholdsvis 26 og 15 pct., altså mellem to og tre gange så mange. Kun tiendedelen af de Københavnske småpiger, der tjener ved husgerning og børnepasning, går i betalingsskoler, de ni tiendedele i friskoler.
Blandt enkers børn er børnearbejdet uforholdsmæssigt stærkt udbredt. Af de industrielle lønarbejderes skolesøgende drenge må gennemgående 25 pct. gå på arbejde, hvor faderen er i live. Men 44 pct., hvor det er en enke, som har forsørgelsesbyrden, og af pigerne er forholdet henholdsvis 14 og 27 pct.
Også en fordeling efter forældrenes sociale stilling viser, hvordan forældrenes fattigdom og børnenes erhvervsmæssige lønarbejde følges ad som årsag og virkning. Særlig tydelig ser man det på landet, hvor overklassens, gårdmændenes børn endnu for en stor del går i den fælles folkeskole, og hvor materialet således bliver langt fuldstændigere end i byerne, hvis overklasse og middelstand i højere grad sender sine børn i de private skoler. Af gårdmændenes drengebørn er der kun 5 pct., som tjener for fremmede, af husmændenes 26 pct., og af landarbejdernes 41 pct.; af gårdmændenes pigebørn kun 2 pct., af husmændenes 13 og landarbejdernes 21 pct. og når de sidste tal, på de 4jenende pigebørn af landets fattigste befolkning, ikke er endnu langt større, så skyldes det tilmed i virkeligheden den fattigdom, der i disse hjem i så såre mange tilfælde tvinger mødrene ud på arbejde: når husmands- og daglejerkonen går til malkning eller andet lønarbejde for de større landmænd, bliver det ofte nødvendigt for hende at lade en af døtrene blive hjemme for at passe de mindste småbørn.
Det er ikke så meget i den egentlige industri, børnenes arbejdskraft udbyttes; fabriksloven har her bidraget til at begrænse børnearbejdets udbredelse, om der end stadig trænges til betydelige forbedringer. I de forskellige håndværk og industrier beskæftiges ialt 2,139 drenge og 796 piger, hvoraf en femtedel er under 12 år gamle. Det er særlig i tobaksindustrien, at man finder forholdsvis mange børn; også i tekstilindustrien er deres tal ikke ringe.
For byernes vedkommende er det dels budtjeneste, dels medhjælp i huset, som spiller den største rolle. Ved bygang og lignende budtjeneste finder man ialt 13,052 drenge og 4,789 piger, ved husgerning og børnepasning 260 drenge og 9,732 piger. Tallet på mælkedrenge i København og Frederiksberg er 543, i provinsbyerne 641. I værtshuse og på keglebaner er der beskæftiget 184 drenge og 10 piger, deraf ikke få småbørn fra 10-11 års alderen og nedefter!
Men den næringsvej, der lægger beslag på langt det største antal af de arbejdende børn, er, som man let vil forstå, landbruget; her er der ikke mindre end 25,789 drenge og 6,322 piger, som arbejder for brødet i fremmedes tjeneste – foruden et endnu noget større antal, som hjælper til i forældrenes bedrifter. Her lægger endnu ingen beskyttelseslov arbejdskøberne den mindste hindring i vejen for en udbytning af den barnlige arbejdskraft i et mægtigt omfang, fra den tidligste alder og under de hensynsløseste former. Over to femtedele af de arbejdende børn, altså nær op imod halvdelen, er endnu ikke fyldt 12 år og er således under den lavalder, fabriksloven fastsætter for børns arbejde i den egentlige industri. Og om det skammelige misbrug, som særlig hyrdedrengenes arbejdskraft i mangfoldige tilfælde er genstand for, får man den tydeligste forestilling gennem oplysningerne om arbejdstiden.
Af hyrdedrengene har 88 pct. en daglig sommerarbejdstid af over 8 timer (medens så lang en arbejdstid kun forekommer for næppe én pct. af de arbejdende børn i København), og ikke mindre end 30 pct. er beskæftiget i mere end 12 timer i døgnet, deraf mange over 13, ja over 14 timer! I så umenneskelig lang en arbejdstid stilles der altså krav til disse småbørn, dels til rent fysisk anstrengelse – og vel i mange tilfælde navnlig – til deres stadige årvågenhed og påpasselighed.
Af de arbejdende børn på landet er der 38 pct., som begynder at arbejde senest kl. 5½ om morgenen, 8 pct. senest kl. 4½. Og der er 19 pct., hvis arbejde først slutter kl. 9 om aftenen eller senere endnu, 4 pct. kl. 10 eller senere.
For 11.591 arbejdende børn på landet er der foretaget en meget interessant beregning over afstanden mellem arbejdstidens slutning den ene dag og dens begyndelse den næste dag; i det antal timer, der således fremkommer for hvert enkelt barn, har man det maksimum af tid, der står til rådighed til barnets søvn. Det er et meget uhyggeligt billede, der her tegnes. Medens den nødvendige nattesøvn for de større børn i den skolepligtige alder – omkring 12-14 år – af lægerne regnes til mindst 10 timer, finder man her for 6.533 børn, eller langt over halvdelen, en afstand fra slutningen af den ene arbejdsdag til begyndelsen af den næste på i det højeste 10 timer, hvad der højt regnet svarer til en nattesøvn af 9-9½ timer; for 2.998, godt fjerdedelen, er afstanden højst 9 timer, for 1.011 højst 8 timer, for 236 højst 7 og for 21 højst 6 timer, hvad der i det højeste svarer til en regelmæssig nattesøvn af 5-5 ½ timer, altså kun halvdelen af, hvad lægevidenskaben regner som minimum for el større barn, når det skal udvikle sig sundt og normalt.
Også i byerne er det ikke sjældent, at arbejdet gør en tilstrækkelig nattesøvn fysisk umulig; men man træffer dog her intet, der kan sammenlignes med forholdene på landet. Medens 57 pct. af landets arbejdende børn har under 10 timers afstand mellem den ene arbejdsdags slutning og den næstes begyndelse, er det i provinsbyerne kun tilfældet med næppe 3 pct. og i København med næppe 1 pct.
Og ikke blot nattehvilen, men også søndagshvilen er langt mere karrig tilmålt på landet end i byerne. Af de arbejdende børn på landet har kun 18 pct. fuld søndagsfrihed (medens i provinsbyerne 51 pct. og i København 63 pct.); 61 pct. må gøre delvis arbejde og 21 pct. fuldt arbejde.
Med manende røst råber disse tal til lovgivningsmagten om ved lovbud at skaffe de i landbruget udbyttede børn mulighed for tilstrækkelig hvile.
Det vederlag, børnene får for deres arbejde, er det, særlig på landet, vanskeligt at opgøre nøjagtig, idet der jo i mange tilfælde foruden rede penge også ydes kost og logi.
I København er den gennemsnitlige ugefortjeneste (indbefattet drikkepenge), hvor der ingen kost ydes, 2 kr. 91 øre for en dreng og 1 kr. 75 øre for en pige, og, hvor der ydes delvis kost, henholdsvis 2 kr. 64 øre og 1 kr. 37 øre. I provinsbyerne er fortjenesten gennemgående betydelig lavere: 1 kr. 58 øre for en dreng og 82 øre for en pige på egen kost, 1 kr. 37 øre og 76 øre, hvor der gives delvis kost. Blandt de arbejdende drenge i København tjener mælkedrengene mest, gennemgående 4 kr. 61 øre om ugen, bydrengene gennemsnitlig 2 kr. 77 øre og fabriksdrengene gennemsnitlig 2 kr. 56 øre. Ved bygang tjener en Københavnsk skolepige gennemsnitlig 1 kr. 64 om ugen, ved husgerning 1 kr. 57 øre.
På landet er den gennemsnitlige månedsløn for en dreng på husbondens kost 5 kr. 32 øre; her spiller jo imidlertid naturalydelserne en forholdsvis langt større rolle.
Sidst opdateret 29.11.2008