I Social-Demokraten, 4.7.1910.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 23-28.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 29. nov. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
På mange forskellige måder kaster statistikken skarpe strejflys over de sørgelige kår, som den store mængde af enker lever under. Vi skal fremdrage nogle spredte statistiske træk, som giver et tydeligt indblik i det overmål af nød og slid, som hersker i de fattige enkers hjem.
I året 1901 var der 11.527 enker, der nød fattighjælp; det var 11½ pct. – eller med andre ord: af hver ni enker havde den ene måttet strække gevær og ty til fattigvæsenet. Størst var antallet i provinsbyerne, 15 pct.; lavere, 11 pct., var det i landdistrikterne, hvor endnu en del enker efter småkårsfolk får aftægt eller på anden måde forsørges i børnenes hjem; lavest, men dog så højt som 10 pct., var antallet i hovedstaden, hvor en enlig kvinde har noget større mulighed end andetsteds for at skaffe sig brødet ved eget arbejde. Men overalt er det, målt imod de andre grupper af befolkningen, en frygtelig høj fattigprocent der træffes blandt enkerne.
Forholdet er noget forskelligt blandt yngre og blandt ældre enker, alt efter de ulige vilkår, hvorunder de kæmper for tilværelsen. Af de helt unge enker, under 25 år, er 14 pct. under fattigvæsenet; går man op i de højere aldersklasser, hvor arbejdsevnen begynder at svækkes, stiger tallet, mellem 25 og 30 år til 17 pct. Og mellem 30 og 50 år endog til 19 pct.. Men træder man op i en endnu højere alder, synker tallet brat; mellem 50 og 55 år er det 12 pct. og mellem 55 og 60 år kun 9; her har man i mange tilfælde fået børnene fra hånden, og man søger – sikkert ofte under de største lidelser – at frigøre sig for fattighjælpen for ikke at forspilde retten til alderdomsunderstøttelse. Over de 60 år finder man omtrent 10 pct. af enkerne under fattigvæsenet.
Den uhyggeligste højde når altså tallet i alderen fra 30 til 50 år – medens arbejdsevnen allerede i de fleste tilfælde er stærkt på retur og forsørgelsen af børnene hviler tungest, og før hensynet til alderdomsunderstøttelsen endnu er begyndt at gøre sig gældende. Næsten 19 pct. af enkerne i denne alder nyder fattighjælp. Gunstigst er forholdet i København, hvor kun én af hver otte enker er under fattigvæsenet; på landet er det tilfældet med én af hver fem og i provinsbyerne med én af hver fire! Og i de allerfleste tilfælde er det enker, der har børn at forsørge; og det er jo utvivlsomt, at det netop er børnenes underhold, der har gjort det umuligt for dem at klare sig på egen hånd; af hver 100 fattigunderstøttede enker mellem 30 og 50 år er der kun 14 uden, men 86 med uforsørgede børn; selv blandt de fattigunderstøttede enker mellem 50 og 55 har endnu godt halvdelen uforsørgede bom, og endnu i alderen mellem 55 og 60 år er det tilfældet med godt femtedelen – hvad der sikkert nok betyder, at så godt som alle de fattige enker, der i denne høje alder endnu har børn at forsørge, er bukket under og har måttet gå den tunge gang til fattigvæsenet.
Et stærkt indtryk af, hvordan dårlige kår præger sig i enkernes helbredstilstand, linder man i sygelighedsstatistikken. Fra året 1908 har man oplysninger om forholdet indenfor et stort antal sygekasser; og det viser sig heraf, at enkerne, derunder også fraskilte og separerede koner, er langt mere udsat for at rammes af sygdom end de gifte kvinder. Af gifte kvinder mellem 40 og 45 år var i årets løb 16 pct. syge, men af enker 32 pct.
Sammendrager vi alle de forskellige aldersklasser under ét, finder vi, at for hver gang 10 gifte kvinder rammes af sygdom, rammes der 16 enker. Mindst er forskellen i landdistrikterne, hvor enkernes sygelighed målt imod de gifte kvinders er som 11 til 10; langt større er den i København, som 19 til 10, og endnu større i provinsbyerne, som 22 til 10 - her bliver altså enkerne mere end dobbelt så stærkt hærgede af sygdom som de gifte kvinder.
Et lignende billede får man af statistikken over tuberkulosens udbredelse i Danmark i året 1906. Af hver 10,000 gifte kvinder mellem 35 og 40 år var der 73, som i årets løb behandledes for tuberkulose, men af hver 10,000 enker 103. Sammenfatter vi under ét alle aldersklasserne indtil det 60 år, finder vi for hver 10 tuberkulosetilfælde blandt gifte kvinder 13 blandt enker.
Den svækkelse af helbredstilstanden, som er en følge af slidet, undernæringen og de nagende bekymringer for udkommet, giver sig udslag i en overordentlig høj dødelighed. Enkerne er langt stærkere udsat for at rives bort end de gifte kvinder; af et lige stort antal jævnaldrende enker og gifte koner dør der mellem år og dag langt flere af de første end af de sidste.
De statistiske oplysninger om dødeligheden fra tiden 1900-05 viser i alderen fra 30 til 60 år 123 dødsfald blandt enkerne for hver 100 blandt de gifte kvinder; eller med andre ord: for hver fire gifte kvinder, der dør, indtræder der fem dødsfald blandt jævnaldrende enker.
Også selvmordshyppigheden er uforholdsmæssig høj blandt enkerne. I tiden 1898-1905 var der af hver 100.000 gifte kvinder mellem 50 og 55 år 17, som hvert år berøvede sig livet, men af hver 100,000 enker 24. Ialt fandt der i de ti år 313 selvmord sted blandt enkerne; hvis selvmordstilbøjeligheden kun havde været den samme som blandt gifte kvinder, ville der ikke være indtruffet mere end 195; det er et forhold, som mellem 16 og 10 – eller med andre ord: i langt over tredjedelen af de tilfælde, hvor enker tager sig selv af dage, er det de særlige former for nød og sorg, der driver dem til den fortvivlede handling.
Der fandtes ved folketællingen i året 1901 ialt ca. 100.500 enker i Danmark, foruden ca. 5.200 fraskilte og fraseparerede koner, tilsammen altså ca. 105,700 kvinder, som på den ene eller den anden måde havde mistet deres mandlige forsørger. Deraf levede ca. 22.800, eller godt femtedelen, i København, foruden ca. 4.100 på Frederiksberg. I byerne og særlig i hovedstaden er deres antal forholdsvis ikke så lidt større end på landet, som følge af de særlige former for livsførelsen; i mangfoldige tilfælde forbliver en enkemand eller enke her i ugift stand, hvor det under tilsvarende forhold på landet kan være ligefrem nødvendigt at søge nyt ægteskab, af hensyn til bedriftens pasning, til hjemmets opretholdelse og deslige.
Den måde, hvorpå de københavnske enker fordeler sig efter erhverv, giver et tydeligt indblik i den hårde tilværelseskamp, de allerfleste af dem må føre, for at skaffe sig blot et kummerligt livsophold.
Om 1.924 af dem opgives det, at de forsørgedes af andre, vel i reglen af børn eller svigerbørn – i ikke få tilfælde viser det sig at være i arbejderhjem, at sådanne kvinder henlever deres alderdom. 1.503 levede af pension; 3.394 levede af deres midler – ofte sikkert under meget beskedne kår; 1.129 fik underholdet ved legater, havde fribolig i stiftelse og deslige. Blandt de enker, som levede af eget arbejde, var 540 sysselsat ved »immaterielle erhverv«, deraf 272 som sygeplejersker, 24 som jordemødre, 136 som lærerinder, 35 som kunstnere. Der var 1873, der drev selvstændig virksomhed i handel og gæstgiveri, deraf 366 som pensionatsholdere, 233 som værtshusholdere, 100 som sand- og grønthandlere, 221 som detailhandlere uden nærmere angivelse og 260 ved »anden handel« – sikkert på ganske enkelte undtagelser nær i små forkrøblede forretninger, der kun lige rækker til det tarveligste livsophold. Som funktionærer og arbejdersker i handel, omsætning og gæstgiveri var der beskæftiget 522. Som selvstændige hovedpersoner i håndværk og industri opføres 1.076; men hvor beskeden en virkelighed, der gemmer sig bag denne titel, ser man tydelig, når man undersøger, hvad det var for en »selvstændig industriel virksomhed«, det store flertal af dem drev – 360 havde en systue, 307 en vaskeri- og strygeforretning, 128 en rulleforretning. Som industrielle arbejdersker opføres 3.830, deraf 2.248 som syersker, 320 som cigar- og tobaksarbejdersker, 186 som arbejdersker i vaskerier og strygerier, 131 som væversker og 215 som »daglejere ved industri«. Og yderligere finder man ikke mindre end 2.649 rengøringskoner – det er næsten halvdelen af rengøringskonernes stab, der rekrutteres fra enkerne. Endelig er der 2.134, som væsentlig levede af fattighjælp eller alderdomsunderstøttelse, 527 i offentlige fattiganstalter og 751 uden opgivet erhverv.
Når man lader øjet løbe hen over denne fordeling efter erhverv, hvor det er syersker, rengøringskoner, der indtager de dominerende pladser, da får man et tydeligt billede af de såre triste kår, som det store flertal af enker lever under, af den anstrengte og opslidende kamp, de må føre for at tjene det daglige brød. [1]
1. Den 1. januar 1914 trådte i kraft »Lov om understøttelse til børn af enker« (den såkaldte enkelov).
Sidst opdateret 29.11.2008