I Social-Demokraten, 23.5.1910.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 39-43.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 29. nov. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
Statistisk bureau har foretaget en sondring af befolkningen efter den sociale lagdeling, og det viser os, hvor uensartede sundhedstilstandene er indenfor de enkelte lag af befolkningen. I stedet for at sammensmelte sygekassemedlemmernc til en grå, forskelsløs masse, de allerfattigste og de forholdsvis velstillede under ét, fordeler det dem i en mængde grupper efter deres erhverv – gårdmænd, husmænd, landarbejdere osv. – tjenestepiger, syersker, fabriksarbejdersker osv. – og gruppe for gruppe kan man da i alle enkeltheder studere de særlige forhold, som optræder, og aflæse, i hvor høj grad de forskellige erhverv og den større eller mindre fattigdom præger sig i sygelighedstilstanden.
Først igennem en sådan sondring efter de sociale skillelinier bliver statistikken det fintmærkende instrument til studiet af samfundsforholdene, som den kan og bør blive. Og jo større opmærksomhed befolkningen viser de statistiske oplysninger, og med jo større iver den selv søger at fremskaffe statistisk materiale, des mere vil den officielle statistik blive ført hen til den fuldendte behandling, dur ikke lader nogen side af stoffet ubenyttet, ikke slår det sammen i store grupper, som kun tilslører i stedet for skarpt at oplyse de virkelige samfundstilstande. Netop arbejderklassen har den allerstørste interesse af, at der ikke er det sted i samfundslivet, hvor ikke statistikken kaster sit lys hen, og arbejderklassen har også bevist sin levende interesse ved selvstændig fremskaffelse af statistisk materiale; indenfor fagforeningerne spiller de statistiske oplysningers indsamling og bearbejdelse en stadig større rolle.
– Vender vi os nu til den omtalte sygelighedsstatistik, finder vi på næsten alle punkter, at der er den allernøjeste overensstemmelse mellem de økonomiske kår på den ene side og sygdomstilfældenes antal og varighed på den anden. Der er hist og her undtagelser, som enten skyldes rene tilfældigheder eller beskæftigelsens særlige art eller lignende, men som den store regel fremgår det, at sundhedstilstanden aftager efterhånden som vi fra de nogenlunde velstillede småhandlende, småhåndværker, smågårdmænd og deslige, som danner sygekassemedlemmernes øverste lag, bevæger os nedefter i arbejderbefolkningen – til en sammenligning med de egentlige overklasser er der jo her intet stof.
Det gælder både bybefolkningen og landbefolkningen. Vi nævner ud af det rige materiale enkelte betegnende træk.
I København er der blandt handlende, håndværkere og udøvere af immaterielle erhverv (lærere og lignende) i alderen mellem 40 og 60 år hvert år 29 pct., som rammes af sygdom. Blandt faglærte håndværkssvende er den tilsvarende procent 41, blandt fabriksarbejdere 50, blandt arbejdsmænd 57 og blandt underordnede tjenestemænd endog 60 pct., altså mere end dobbelt så meget, en højde, der vistnok hænger sammen med, at adskillige funktionærer er arbejdsinvalider, der netop på grund af sygelighed har måttet opgive det egentlige lønarbejde.
På landet viser der sig lignende forskelligheder. Medens der af hver 100 gårdmænd, forpagtere, boelsmænd og parcellister – altså de lidt mere velstillede medlemmer af sygekasserne – i alderen 40-60 år er 14, som rammes af sygdom hvert år, er der af 100 husmænd i samme alder 19 og af 100 landarbejdere 30, altså over dobbelt så mange.
Blandt kvinder har de gifte kvinder, som ikke driver erhvervsvirksomhed, en langt ringere sygelighed end de erhvervende kvinder; særlig gælder det i byerne; i København falder der hvert år gennemsnitlig 4½ sygedage på de ikke-erhvervende husmødre, men på de erhvervsvirksomme kvinder 7½; i provinsbyerne er de tilsvarende tal 4½ og 91/5. Blandt de erhvervende kvinder er atter tjenestepigerne nogenlunde gunstigt stillede, syerskerne betydelig slettere, og blandt de egentlig industrielle arbejdersker træffer man en forholdsvis meget høj sygelighedsprocent. I København bliver således af hver 100 tjenestepiger, husholdersker og lignende, mellem 40 og 60 år de 15 ramt af sygdom i årets løb, af hver 100 syersker i samme alder de 23 og af hver 100 egentlige industriarbejdersker de 33; i provinsbyerne er forholdet endnu mere grelt; tallene er 15, 24 og 56 pct.
For Københavns og for landdistrikternes vedkommende har vi igennem en selvstændig bearbejdelse af tallene bestemt det indbyrdes forhold mellem de store hovedgrupper af befolkningen, hvis livsvilkår del har særlig interesse al lære at kende, for alle aldersklasser under ét. Kun således får man et nøjagtigt helhedsudtryk for den måde, hvorpå de økonomiske forhold påvirker sundhedstilstanden.
Man finder da, at for hver 100 sygdomstilfælde, der indtræffer blandt Københavns selvstændige håndværkere og handlende og udøvere af immaterielle erhverv, falder der på et lige så stort antal af jævnaldrende
Faglærte håndværksarbejdere | 135 |
Fabriksarbejdere | 175 |
Arbejdsmænd | 190 |
Underordnede tjenestemænd | 235 |
På landet finder man for hver 100 sygdomstilfælde blandt gårdmænd, forpagtere, boelsmænd og parcellister, at der falder på
Husmænd | 140 |
Landarbejdere | 205 |
Altså: jo slettere en samfundsklasse er stillet, jo ringere dens økonomiske modstandsevne overfor sygdommenes ødelæggelser er, des mindre er også dens fysiske modstandsevne, des hyppigere hærges den af sygdom, som yderligere forarmer og svækker den. Det offentliges overtagelse af sygeplejen i den form, hvori socialdemokratiet har rejst dette krav, bliver for den store masse af den fattige befolkning en samfundssag af en umådelig rækkevidde.
Statistikken viser også sygelighedens enorme højde i de særlig sundhedsfarlige fag som til eksempel cementfabrikationen, sukkerraffinaderiet og i fag, der som til eksempelvis papirfabrikationen og gasindustrien anvender kontinuerlig drift med regelmæssigt natarbejde og lang arbejdstid.
Sidst opdateret 29.11.2008