I Social-Demokraten, 14.2 + 21.2 + 28.2 + 14.3 + 21.3 + 28.3 + 4.4.1910.
Genoptrykt i Arbejderklassens liv og dens kamp. Udvalgte artikler. 2 bind. Socialdemokratiets Forlag Fremad, 1915, bind 1, s. 125-151.
Overført til internet af Per Benny Paulsen.
Kopieret til Marxisme Online 2. dec. 2008 fra perbenny.dk iflg. aftale.
Tilføjet afsnitsombrydning jvf. den trykte udgave.
En amerikanske regering lod i slutningen af 1890'erne foretage en undersøgelse over »Håndarbejdet og maskinarbejdet« i en mængde forskellige produktionsgrene, for at finde så nøjagtigt et udtryk som muligt for den omvæltning, der har fundet sted, efterhånden som maskinarbejdet er trængt igennem, og produktionen har forvandlet sig fra håndværksmæssig til fabriksmæssig.
Ved denne storstilede undersøgelse har man båret sig ad på den måde, at man har valgt forskellige genstande, hver genstand af en nøje angiven beskaffenhed og i en vis bestemt mængde: 1.200 lommetørklæder af den og den størrelse, af det og det stof, i den og den udstyrelse, 100,000 konvoluter, 100 maskinskruer osv., således at alle disse forskellige genstande kom til at repræsentere alle mulige arter af industriel produktion. Endvidere har man undersøgt fremdragelsen af 100 tons kul fra minerne, transporten og indladningen af 1.000 bushels (261 tønder) korn fra pakhus til dampskib, reparationen af en vis strækning landevej, markarbejdet på et vist fladerum bestemt til hvede eller roer osv. Det er ialt 672 sådanne »enheder«, man har gjort til genstand for undersøgelse.
Man har nu opløst produktionen af hver enkelt genstand i alle dens forskellige bestanddele, i alle de mange håndgreb, der i bestemt rækkefølge kræves for at forvandle råstofferne til de færdige produkter; og ind i de fineste enkeltheder har man så undersøgt, hvor lang tid der udfordres til hver enkelt af disse handlinger, når man anvender enten de moderne eller de gammeldags redskaber. – Produktionen af et urværk er således opløst i ikke mindre end 413 bestanddele ved håndarbejdet og 1088 ved maskinarbejdet. Når man da for hver enkelt genstand sammendrager den arbejdstid, der er anvendt på alle de forskellige handlinger, får man et samlet udtryk for, hvor stærkt arbejdets produktivitet er vokset i kraft af den fremskridende teknik.
Fra to bomuldsspinderier foreligger der for året 1896 en opgørelse om produktionen af 100 engelske pund bomuldsgarn; det ene er et lille værksted med to personer, det andet en fabrik med 123 arbejdere; i den første bedrift krævedes der 3.117 timer 30 minutter, i den sidste kun 19 timer 17 minutter – eller med andre ord: en fabriksarbejder kunne i én time udføre et ligeså stort arbejde som en håndværksarbejder i 163 timer. Til fabrikationen af alle de forskellige bestanddele i et lommeurs værk krævedes der med den arbejdsmåde, som var den fremherskende i året 1862, 195 2/3 time, men i 1896 kun 5½ time. Til at dreje 240 gardinstænger gik der året 1855 1.100 timer, men i 1896 kun 3½ time – altså kun én time for hver 314, som brugtes i ældre tid.
Og således videre. Overalt er der en stor, på mange områder en kolossal nedgang i den nødvendige arbejdstid. Sammendrager man en del af de undersøgte »enheder« i større grupper, finder man, at der f.eks. i brødfabrikationen har fundet en nedgang sted med 70 pct. – således at altså en arbejder nuomstunder i 30 timer kan udrette det samme arbejde som tidligere i 100 timer; i tobaksindustrien finder man en nedgang med 72 pct., i møbelindustrien med 73 pct., i gulvtæppefabrikationen med 74 pct., i hattefabrikationen med 75 pct., i bog- og avistrykkerierne med 82 pct., i skotøjsindustrien med 88 pct., i tændstikindustrien, i vognfabrikationen og i knivfabrikationen med 89 pct., i bogbinderfaget med 92 pct., i konvolutfabrikationen med 93 pct., i sæbefabrikationen, i tilvirkning af nåle og i rebslageriet med 95 pct., i handskeindustrien med 96 pct., i fabrikationen af søm og i tilvirkningen af ure med 97 pct. og i bomuldsindustrien med 99 pct. – ved én times arbejde bliver der altså her produceret ligeså meget som før i 100 timer!
Også fra landbruget foreligger der meget interessante oplysninger om den uhyre arbejdsbesparelse, som den moderne maskinteknik medfører. For to forskellige tidspunkter, dels året 1830 og dels året 1896, er der således foretaget en omhyggelig undersøgelse af det arbejde, der normalt udkrævedes, henholdsvis ved den gammeldags og ved den moderne arbejdsmåde, til dyrkning af en acre (omtrent ¾ td. land), besået med hvede, hvoraf der regnes et gennemsnitligt udbytte af 20 bushels (godt 5 tønder) på hver acre; undersøgelsen gælder alle de forskellige arbejder, ligefra jorden plejes til det tærskede korn hældes på sække. På det første af de to tidspunkter bruges plov og harve, som trækkes af stude; såningen finder sted ved håndsspredning; kornet høstes med le og tærskes med plejl, altsammen ved håndarbejde. På det andet tidspunkt er de største og mest hensigtsmæssige maskiner trådte i stedet. En kombineret maskine til pløjning, såning og harvning besørger ved hjælp af en maskinist, en fyrbøder og en arbejdsmand alle disse tre arbejder. En anden maskine, der ligesom den første drives ved damp, høster kornet, tærsker det og fylder det på sække; den kræver ni arbejdere til sin pasning. Medens den samlede arbejdstid for året 1830 opgøres til 64 timer 15 minutter, er den i året 1896 formindsket til kun 2 timer 58 1/5 min. – ikke engang tyvendedelen! Landarbejdets karakter er blevet helt forvandlet gennem denne udvikling; medens der ved den ældre, primitive arbejdsmåde blev nedlagt godt 12¼ times egentligt landbrugsarbejde i værdien af hver tønde hvede, så er ved den moderne maskinteknik det egentlige landbrugsarbejde blevet formindsket til kun lidt over en halv time for værdien af hver tønde. Tyngdepunktet har flyttet sig; landarbejdernes virksomhed er blevet stadig mere underordnet; det er i fremstillingen af landbrugsmaskinerne, kullet og de andre produktionsmidler, at den store hovedmasse af landbrugsproduktets værdi hviler.
Sammenfatter man under ét alle de 672 »enheder«, der i forening repræsenterer så godt som enhver gren af produktiv virksomhed, da finder man, at den gennemsnitlige nødvendige arbejdstid er sunket med 92 pct.; 8 arbejdere kan i vore dage skabe en ligeså stor mængde produkter som i ældre tid 100 arbejdere. Når der i gamle dage i de små værksteder med den primitive teknik blev arbejdet 10 timer om dagen, så kan nuomstunder i de store fabriker det samme antal arbejdere i kun 48 minutter 2 sekunder producere den samme mængde brugsværdier. Så vældig, så helt eventyrlig er den forøgelse, det menneskelige arbejdes ydeevne har vundet gennem den stadige tekniske fremskriden.
Under en udvikling som denne kommer selvfølgelig arbejdslønnen til at spille en forholdsvis bestandig ringere rolle for hver enkelt kapitalist. En forhøjelse af arbejdslønnen betyder en forholdsvis mindre forøgelse af driftsomkostningerne for det enkelte varestykke. Når der i året 1858 i de små skomagerværksteder brugtes 10 timer 15 minutter til at producere et par damesko af en vis kvalitet, men i året 1895 i de store skotøjsfabrikker kun 48 minutter, så vil en forøgelse af arbejdslønnen med f.eks. 10 øre for hver time i det første tilfælde betyde en forøget driftsudgift af godt 1 kr. for et par sko, men i det sidste tilfælde af kun 8 øre. Når der i 1860 i de små snedkerværksteder brugtes 40 timer til at producere en egetræs bogreol af en vis art, men i 1894 i de store møbelfabrikker kun 3 timer 36 minutter, så betyder en lønforhøjelse med 10 øre i timen i det første tilfælde en forøget udgift med 4 kr. for hvert varestykke, i det sidste med kun godt 35 øre. Arbejdskøberen kan således langt lettere bære en stigning af arbejdslønnen indenfor sit eget fag; det er prisen på råstoffer og maskiner, der indtager den store og bestandig voksende plads på hans driftsregnskab.
Der er herved åbnet et nyt, langt videre spillerum for arbejderne til gennem organisationen at hæve arbejdslønnen indenfor fag efter fag.
Men denne mulighed krydses af en anden, for arbejderne yderst skæbnesvanger tendens, som lægger sig tydelig for dagen i den amerikanske statistik. Når man undersøger arbejdsudgifterne for den ene »enhed« efter den anden, ser man, at den gennemsnitlige timeløn som regel kun er steget svagt – ved produktionen af dameskoene i løbet af de 30-40 år fra 93 til 95 øre, ved produktionen af bogreolen fra 56 til 57 øre – og ikke sjælden endog er gået absolut tilbage.
Det er en følge af, at maskinteknikken i stadig stigende grad har gjort det muligt for kapitalen at fortrænge den kvalificerede, dyre arbejdskraft og erstatte den med ukvalificeret og billig. De håndgreb, der før krævede den kyndige håndværker, bliver ved maskinens hjælp udført automatisk; tilbage bliver en række bevægelser, som kun kræver ringe øvelse og ofte kun få fysiske kræfter, især arbejdet med at føre råstofferne hen til maskinen og med at tage de færdige produkter fra maskinen. I stedet for den forholdsvis højt lønnede faglærte arbejder, skomagersvenden og snedkersvenden, er således i større og større omfang trådt arbejdsmænd, kvinder og børn, hvis arbejdskraft har været til fals for langt lavere pris. Lønnen for hver enkelt gruppe af arbejdere har været i stigning – snedkersvenden har hævet sin dagløn, arbejdsmanden sin, fabriksarbejderen sin – men ved den stadige overflytning fra de højt lønnede til de lavt lønnede grupper har gennemsnitslønnen for hele arbejderstaben indenfor de enkelte fag alligevel ikke kunnet hæve sig efter nogen betydelig målestok.
Der er imidlertid enkelte områder, hvor man ser en bevægelse, der i udpræget grad går i den modsatte retning. Det er i sådanne fag, hvor den arbejdskraft, maskinerne fortrænger, ikke i forvejen er faglærte arbejdere, men overvejende arbejdsmænd med ringe fordannelse og lav løn, og hvor der nu stilles store krav til de arbejdere, som skal passe de nye maskiner. Et betegnende eksempel er agerbruget. Til det sammensatte og indviklede maskineri, der afløser de gammeldags redskaber, kræves en stab af dygtige, intelligente arbejdere, som kan omgås maskinerne med yderste varsomhed, og som må have i hvert fald nogen indsigt i deres virkemåde for at kunne påvise en fejl og udbedre en beskadigelse. Sålænge man arbejdede med gamle, simple redskaber, var arbejdslønnen yderst lav, og kornproduktionen ville ikke have kunnet bære nogen betydelig forhøjelse. Men med maskinernes indførelse bliver en lønstigning ikke blot mulig, men også nødvendig – man kan ikke med den lave løn skaffe sig en tilstrækkelig dygtig arbejdskraft. Ved år 1830 opgøres den gennemsnitlige timeløn ved arbejdet på hvedemarkerne til 22 øre, men ved år 1896 til 90 øre – en stigning til over det firdobbelte. Men så stærkt er arbejdets produktivitet steget, at medens den lave løn i gammel tid udgjorde 2 kr. 65 øre for hver td. hvede, der indhøstedes, så udgør den høje løn i vore dage kun 51 øre for hver tønde. Den høje landarbejderløn, som maskinteknikken medfører, har været et af de vigtigste våben, hvormed det amerikanske landbrug har sejret i konkurrencen med det europæiske landbrug med dets lave landarbejderløn.
På to forskellige tidspunkter, i 1897 og 1906, er der optaget en statistik over den danske industri, og ved hver af de to tællinger har man søgt oplysning om produktionsudbyttets størrelse indenfor et betydeligt antal bedrifter. Af forskellige grunde lader en direkte sammenligning sig ikke foretage på alle områder, men der er dog adskillige, hvor der kan drages sikre slutninger af en sådan sammenligning.
Således f.eks. indenfor tændstikindustrien. Der foreligger ved den første af de to tællinger oplysninger om fire fabrikker med tilsammen 502 arbejdere, ved den sidste om 5 fabrikker med tilsammen 407 arbejdere; det gennemsnitlige arbejderantal i hver bedrift har således været i stærk tilbagegang, fra ca. 125 til ca. 80; men denne tilbagegang betyder ikke, at virksomheden forkrøbles og er på retur – tværtimod, den er et udslag af, at man ved forbedrede arbejdsmetoder har kunnet spare på arbejdskraften og afskediget en stor del af arbejderne. Så langt fra, at der har været nogen nedgang i produktionen, finder man da netop, trods det formindskede arbejdertal, en meget stærk forøgelse; for året 1896 opgøres det samlede produktionsudbytte til 97 millioner æsker og tutter, for året 1905 derimod til over 150 millioner.
Uagtet arbejderantallet er gået ned med 19 pct., er produktionsudbyttet gået op med 55 pct. Arbejdets ydeevne er i løbet af de ni år vokset til næsten det dobbelte – en arbejder kan indenfor denne produktionsgren fremstille næsten dobbelt så stor en mængde varer, forvandle næsten dobbelt så stort et kvantum træ og kemikalier til færdige tændstikker.
Som et andet eksempel kan nævnes tapetfabrikationen. Her findes der fra 1896 opgivelser fra 4 fabrikker med 83 arbejdere, fra 1905 for 6 fabriker med 98 arbejdere. Produktionsudbyttet opgives for det første af de to år til 1,230,000 for det sidste til 2,720,000 stykker tapetpapir. Det er en stigning med 87 pct. for hver produktivt virksom person; for hver 100 tapetpapirstykker en arbejder kunne producere i 1896, kunne han i 1905 producere 187. Og da priserne i mellemtiden har holdt sig omtrent uforandrede, er også produktionsudbyttets pengeværdi steget nogenlunde i samme forhold. Produktionsværdien angives for året 1896 til 285,000 kr., for året 1905 til 626,000 kr., eller i gennemsnit for hver enkelt produktivt virksom person til henholdsvis 3.276 og 6.019 kr.; det vil sige, at der er foregået en stigning med 84 pct.
Vi finder altså i disse to industrier tydelige eksempler på en overordentlig stærk forøgelse af arbejdets produktivitet. Og i den halve snes andre produktionsgrene, hvor en tilsvarende sammenligning med sikkerhed kan anstilles mellem fabriksindustrien i 1896 og 1905, er det ganske den samme udvikling, som træder frem. Disse industrier er jernvare- og blikfabrikker, jernstøberier og maskinfabrikker, elektrotekniske fabriker, tilvirkning af kirurgiske instrumenter, glas-, papir- og vatfabrikker, mejerier, margarine- og kaffesurrogatfabrikker. Fra disse tolv forskellige, indbyrdes højst uensartede industrigrene med tilsammen omkring tiendedelen af den hele industrielle arbejderbefolkning foreligger der altså materiale til en nogenlunde pålidelig bedømmelse af den udvikling, der er foregået i tiden 1896-1905. I dem alle viser der sig en stærk stigning af arbejdets produktivitet, en stigning, der svinger fra 15 til 84 pct. sammenfatter man hele stoffet under ét, finder man en gennemsnitlig stigning med imellem 40 og 50; pct. det vil sige, at for hver 100 varestykker, en dansk industriarbejder i 1896 kunne producere, kunne han en lille halv snes år senere, i kraft af den forbedrede arbejdsteknik, producere ca. 145.
Af den vældige forøgelse af produktionens værdimasse, som således er gået for sig i løbet af dette korte tidsrum, er en del blevet opslugt af omkostningerne ved amortiseringen af de nye, kostbare arbejdsredskaber, ved hvis hjælp arbejdets produktivitet er blevet forøget; til en forhøjet arbejdsløn er der næppe gået mere end en forsvindende brøkdel; den store. Hovedmasse har de besiddende klasser tilegnet sig, som profit, som kapitalrente, som grundrente og under de andre former, hvori de lægger beslag på de værdier, arbejderne frembringer. Vi nævner kun et enkelt eksempel: i året 1892 regnedes en Københavnsk mandlig industriarbejders årsindtægt til ca. 790 kr., i året 1898 til ca. 910; det er en stigning med 15 pct. Men i de samme seks år steg gennemsnitsindtægten for en københavnsk håndværksmester eller fabrikant fra ca. 2.400 til ca. 3.080 kr., med 28 pct. Altså næsten det dobbelte. Og forskellen er i virkeligheden endnu større. Thi når en selvstændig industridrivende personlig udfører et produktivt arbejde i sin bedrift, så må en del af hans indtægt betragtes som arbejdsløn, og denne del er da kun steget efter samme målestok som den almindelige arbejdsløn, medens den øvrige del, der skriver sig fra lønarbejdernes ubetalte arbejde, er steget så meget des stærkere. Drager vi en lønarbejders gennemsnitsindtægt fra den Københavnske håndværksmesters eller fabrikants fulde årsfortjeneste, bliver der i 1892 tilbage som ren profitindtægt 1.610 kr., i 1898 derimod 2.170 kr., Hvad der vil sige, at medens arbejdslønnen er steget med 15 pct., er profitten steget med 35 pct. Udbytningen er altså voldsom, selv om der har fundet små lønforbedringer sted. Arbejderklassen får en ringere andel i de livsgoder, den selv skaber. Større og større rigdomsmasser ophobes hos overklasserne – men større og større bliver også de lofter, den voksende teknik giver om velvære for befolkningen, når først den socialistiske samfundsordning afløser kapitalismen.
Produktionsstatistikken over den danske industri i 1905 sondrer indenfor en hel del forskellige industrigrene mellem produktionsudbyttet i de større og de mindre bedrifter.
Ved hjælp af disse opgørelser bliver det nu muligt at se, hvor meget hver enkelt arbejdende person er i stand til at producere i de store, i de middelstore og i de små bedrifter og at finde et mål for forskellen.
Vi nævner som eksempel rebslagerfaget. Der er her oplysninger om produktionsudbyttet i 204 bedrifter med tilsammen 720 arbejdere. Sondrer man disse bedrifter i tre grupper, store forretninger, middelstore og små, da finder man et produktionsudbytte på hver af de produktivt virksomme personer: i de store bedrifter af 6.261 kr., i de middelstore af 4.238 kr., i de små af 1.470 kr.
6.261-4.238-1.470 kr. som det årlige produktionsudbytte (indbefattet råstoffernes værdi, slid på redskaber osv.) for hver person, det er altså indenfor dette fag den skala, hvorefter arbejdets ydevne synker, efterhånden som man fra de store, veludstyrede fabriker bevæger sig nedefter til de middelstore bedrifter og til dværgbedrifterne. For hver 100 kr. værdi, en mand i de små bedrifter kan producere, kan han i de middelstore bedrifter producere 288 og i de store 426. Eller, som forholdet også kan udtrykkes: for hver gang en mand i de små bedrifter må arbejde en time for at frembringe en vis mængde varer, kan han i de middelstore bedrifter frembringe den samme mængde ved at arbejde i 21 minutter og i de store ved at arbejde kun i 14 minuter.
Vi nævner et andet eksempel: I børstenbinderfaget er der kun sondret mellem to grupper af bedrifter, større bedrifter og mindre bedrifter. I de større bedrifter er produktionsudbyttet 3.559 kr. gennemsnitlig for hver person. I de mindre bedrifter er det 2.135 kr.
3.559-2.135 kr. som det årlige produktionsudbytte for hver person er altså her skalaen for arbejdets produktivitet i de større og de mindre bedrifter. For hver 100 kroners værdi en mand producerer i de mindre bedrifter, producerer han 167 kroner i de større. For hver time han arbejder for at fremstille en vis mængde produkter, behøves der i de større bedrifter kun 36 minutters arbejde til at frembringe den samme mængde.
Fra ialt 12 indbyrdes højst uensartede industrigrene foreligger der sådanne opgørelser, som ved en nøje prøvelse viser sig egnede til at give et udtryk for forskellen mellem arbejdsydelsen i de større og de mindre industrielle virksomheder.
Vi anfører i den følgende tabel for de øvrige ti industrigrene fag for fag det gennemsnitlige produktionsudbytte for hver enkelt produktivt virksom person i de store, de mellemstore og de små bedrifter:
Store |
Mellemstore |
Små |
|
Chokolade-og sukkervarefabr. |
8301 |
4828 |
3861 |
Mineralvandsfabriker |
4322 |
2902 |
1460 |
Trikotagefabriker |
2125 |
1335 |
576 |
Vaskerier og strygerier |
2240 |
1330 |
974 |
Skotøjsfabrikker |
3764 |
3418 |
2631 |
Garverier |
10695 |
7885 |
3922 |
Kbhvn.ske karetmagerforretn. |
3338 |
1871 |
– |
Cementstøberier |
2125 |
2245 |
2257 |
Teglværker |
1559 |
1335 |
1060 |
Trykkerier |
2524 |
2547 |
1997 |
Næsten allevegne ser vi arbejdsudbyttet aftage voldsomt, efterhånden som vi fra de større bedrifter kommer ned til de mindre. Stordriftens mægtige overlegenhed som middel til at forøge det menneskelige arbejdes ydeevne træder på næsten alle punkter frem i overordentlig tydelige træk.
For at vinde et samlet overblik over forholdet har vi dernæst sondret de forskellige grupper i fem afdelinger, alt efter som det gennemsnitlige arbejdertal i bedrifterne er større end 50, mellem 20 og 50, mellem 10 eller 20, mellem 5 og 10 eller mindre end 5. Indenfor hvert af de tolv fag har vi dernæst målt de enkelte grupper mod hinanden og beregnet, med hvor mange pct. arbejdsudbyttet aftager, efterhånden som man fra én afdeling træder ned i en lavere, og vi får da et samlet udtryk for arbejdets forskellige ydeevne i de større og de mindre bedrifter, indenfor samtlige fag under ét.
Ved en sådan bearbejdelse finder man, at for hver 1.000 kroners arbejdsudbytte, der præsteres af en person i de store bedrifter med over 50 arbejdere i hver, kan der kun præsteres:
849 kr. i bedrifter med 20-50 arb.
643 kr. i bedrifter med 10-20 arb.
532 kr. i bedrifter med 5-10 arb.
383 kr. i bedrifter med under 5 arb.
Man har et samlet billede af, hvilket enormt kraftspild der finder sted indenfor den smådrift, som ved sin lavtstående teknik kun lader en brøkdel af arbejdskraftens ydeevne komme til virkelig udnyttelse. Når man i de middelstore bedrifter, med 20-50 arbejdere i hver, kun kan fremstille en produktmængde af 849 kr. For hver 1.000 kr. der fremstilles i de store bedrifter, da vil det sige, at af hver 1.000 arbejdere er de 151 overflødige. I bedrifterne med 10-20 arbejdere i hver er på samme måde de 357 arbejdere af hver 1.000 i virkeligheden overflødige,i bedrifterne med 5-10 arbejdere de 468 arbejdere af hver 1.000, eller omtrent halvdelen, og i dværgbedrifterne er det endog tilfældet med de 617 af hver 1.000 arbejdere eller næsten to tredjedele af det hele antal.
Og den mængde af arbejdskraft, der går hensigtsløst til spilde på grund af smådriftens svagt udviklede teknik, er i virkeligheden langt større. Vi har som udgangspunkt for vor beregning taget de bedriftsgrupper, hvor der gennemsnitlig findes over 50 lønarbejdere i hver forretning; men der findes iblandt disse forretninger overmåde mange, som langtfra står på tidens tekniske højdepunkt, og som altså selv forårsager et stort spild af arbejdskraft. Kunne man indenfor hvert enkelt fag udskille de mest moderne, de absolut bedst udstyrede fabrikker og imod dem måle hele den øvrige mængde af mindre forretninger, ville spildet af arbejdskraft vise sig endnu meget større, end det her gør. Men til en sådan sammenligning foreligger der endnu intet materiale.
Overfører vi de forholdstal, vi nylig har fundet, på hele den danske industribefolkning, som den blev opgjort ved tællingen i 1906, og antager vi, at arbejdskraften i fabriker med over 50 arbejdere er blevet fuldt udnyttet, da får man følgende resultat:
I bedrifter med indtil 5 arbejdere er beskæftigede 150,397, hvoraf de 92,795 er overflødige.
I bedrifter med fra 6 til 10 arbejdere er beskæftigede 27,431, hvoraf de 12,838 er overflødige.
I bedrifter med fra 11 til 20 arbejdere er beskæftigede 26,268, hvoraf de 9378 er overflødige.
I bedrifter med fra 21 til 50 arbejdere er beskæftigede 33,303, hvoraf de 5029 er overflødige, og
i bedrifter med over 50 arbejdere er beskæftigede 79,575, hvoraf ingen er overflødige.
Det vil med andre ord sige, at hvis den arbejdsteknik, der nu kun anvendes inden for de større industrielle bedrifter, blev gennemført i hele den danske industri, så ville den gennemsnitlige arbejdstid for samtlige industriarbejdere kunne forkortes fra 10 timer daglig til 6 timer 12 minutter – uden at udbyttet led noget skår derved.
Ligesom i den egentlige industrielle virksomhed således er der også på alle andre områder af det produktive liv foregået en fuldstændig forvandling af arbejdets karakter og en deraf følgende enorm forøgelse af arbejdets ydeevne. I transport- og omsætningsvirksomheden – hvad jernbanen og dampskibet og automobilet, hvad telegrafen og telefonen har betydet for en omvæltning i samkvemsforholdene, og hvad for en uhyre forøgelse af arbejdets nyttevirkning, der derved er tilvejebragt, er fuldstændig uberegneligt; en sammenligning mellem de arbejdsresultater, der i vore bedsteforældres tid præsteredes af fragtkusken, og dem, jernbanefunktionæren i vore dage præsterer, ville føre til helt fantastiske resultater. Og ikke mindst i landbruget er denne udvikling gået for sig og går den stadig videre frem. I dette samfund, hvor der er tusinder af mennesker, som savner det nødvendigste til en tilstrækkelig ernæring, er de tekniske muligheder til stede for en produktion, som med et ringe besvær kunne skaffe levnedsmidler i rigeligt mål til alle samfundets medlemmer.
Et blik på den danske landbrugsstatistik giver en forestilling om den stadig stigende tekniske udvikling, som gør det muligt for det samme antal mennesker med den samme anvendelse af arbejdskraft at bringe en stadig voksende masse af næringsmidler frem fra jorden.
Landbrugsbefolkningen er her som i alle andre kulturlande i løbet af de sidste menneskealdre kun tiltaget svagt, langt svagere end den øvrige befolkning, og har til tider endog været i absolut tilbagegang. Alligevel har mængden af landbrugsprodukter været i stadig og stærk fremgang; det vil sige, at der er faldet et bestandig større udbytte på hver enkelt person. I året 1880 og i året 1906 var den landbrugsdrivende del af befolkningen omtrent af uforandret størrelse og snarest lidt mindre i det sidste af de to år end i det første. Men tager man femåret omkring 1880 under ét, finder man en kornproduktion af gennemsnitlig 20,9 mill. tdr. om året, medens man i femåret omkring 1906 finder 24,4 mill. tdr. og samtidig er produktionen af rodfrugter steget til det mangedobbelte; ved år 1880 blev der i årligt gennemsnit høstet 9,4 mill. tdr. kartofler og foderroer, men ved år 1906 var tallet steget til 114,7 mill. – 12-13 gange så meget. Det samlede høstudbytte, bortset fra halmens værdi, kan for tiden omkring 1880 regnes til en værdi af godt 300 mill. kr. om året, men omkring 1906 til næsten 465 mill. kr. og samtidig med, at denne vældige fremgang har fundet sted i det rene agerbrug, er fødevareproduktionen af smør, flæsk, kød og æg blevet mangedoblet.
Der er i landbruget to forskellige kræfter, som virker sammen om at bryde vej for udviklingen af arbejdets ydeevne, dels den voksende erkendelse af de kemiske betingelser for planteavlen, dels de stadig mere hensigtsmæssige mekaniske hjælpemidler, der stilles til arbejdets rådighed.
Igennem den kemiske indsigt er det, at det intensive agerbrug har udviklet sig, grundet på et rationelt sædskifte og en rationel tilførsel af gødningsstoffer. Man har lært, hvilke kemiske stoffer jordbunden skal være sammensat af, for at den kan yde plantevæksten de gunstigst mulige betingelser, og hvordan man ved en planmæssig vekslen mellem korn, rodfrugter og bælgplanter og ved en planmæssig iblanding med kunstgødning dels kan bevare og forøge jordens ydeevne, dels kan vinde et mange gange større udbytte ud af det samme jordstykke. Men denne stadig mere intensive udnyttelse af jorden fremtvinger en stadig voksende anvendelse af arbejdssparende maskiner. Thi jo mere intensivt jorden dyrkes, des større bliver de krav, der stilles til arbejdskraft. En tysk landøkonomisk forfatter har beregnet, at hvor der ved det gammeldags trevangsbrug, som brugtes overalt i Nordeuropa for 100-150 år siden, krævedes 14-15 mennesker til markarbejdet, der kræves der ved et mere udviklet sædskifte 67 mennesker og ved den mest fremskredne og økonomisk mest fordelagtige vekseldrift, som nutiden kender, 145 mennesker. Det er i de større landbrug, som helt eller ganske overvejende drives ved fremmede arbejdere, ved daglejere eller tjenestefolk, at dette forhold gør sig gældende, man står her overfor valget mellem enten at blive tilbage på et uøkonomisk trin eller at erstatte de mange arbejdere, som den nye driftsmåde kræver, med maskiner. De arbejdssparende maskiner viser sig således som en uomgængelig nødvendighed for landbruget – den samme tyske forfatter, som er en af de første sagkyndige på det landbrugstekniske område, har beregnet, at hvis man stadig tærskede på samme måde som før tærskemaskinens tid, ville hele den tyske landarbejderbefolkning næppe været i stand til at besørge den tyske kornhøst tærsket.
Hele indbegrebet af moderne landbrugsmaskiner betyder en besparelse af arbejdskraft, en forøgelse af arbejdets ydeevne, som næppe er synderlig ringere end den, der forekommer i industrien. Når den tekniske udvikling ikke viser sig at have de samme sociale virkninger her som i industrien, ikke virker på samme måde ødelæggende overfor småbedrifterne og ikke opsamler hele produktionens masse i nogle enkelte storbedrifter, da skyldes det de ejendommelige virkninger, hvorunder konkurrencen foregår – stedbunden som produktionen er; et storgods kan ikke under de samme former ruinere en mængde husmandsbrug og opsuge deres produktion i sig, som en stor fabrik kan gøre det overfor de tusinder af spredte småværksteder.
En særegen vanskelighed, som landbruget står overfor, når det gælder overgangen til maskindrift, er drivkraften. Dampkraftens anvendelse medfører i almindelighed, at maskinerne bliver tunge, vanskelige at transportere og at håndtere. Kun på to områder indenfor det egentlige agerbrug har det vist sig, at dampkraften gjorde udmærket fyldest; damptærskemaskinen er i den sidste menneskealder trængt igennem overalt i herregårdene og gårdmandsbrugene; dampploven går sin sejrsgang rundtomkring på udlandets store godser. Elektroteknikken derimod åbner helt nye udsigter for landbrugets tekniske udvikling; elektroploven er allerede på sine steder i færd med at fortrænge dampploven, og elektriciteten prøves som drivkraft for harve, såmaskiner, gødningsspreder, roeoptager og alle landbrugets øvrige redskaber, og allevegne med held. Fra fem tyske og østrigske storgodser, hvor man har anvendt først hestekraft, senere dampkraft og tilsidst elektrisk kraft ved pløjningen, foreligger der oplysninger om omkostningerne under de 3 systemer; det viser sig, at medens det kostede ca. 21 kr. at pløje en tønde land ved hesteplov, kostede det kun ca. 14 kr. ved dampplov og kun 8 kr. ved elektroplov.
I et land, hvor smådriften i landbruget er så fremherskende som i Danmark, er den tekniske udvikling af arbejdsredskaberne naturligvis kun forholdsvis ringe. Blandt 269,000 landejendomme er der 151,000, som er under 9 tdr. land og altså så små, at de kun rent undtagelsesvis kan anvende maskiner. Af de øvrige 118,000 var der i året 1907 33,000, som benyttede såmaskiner (deraf 17,000 radsåmaskiner), 28,000, som benyttede mejemaskiner (deraf 6.000 selvbindere), 45,000, som benyttede slåmaskiner, og 66,000, som benyttede tærskeværker (deraf 53,000 tærskeværker drevne ved hestekraft, 11,000 drevne ved dampkraft, 4000 drevne ved vindkraft og 400 drevne ved elektrisk kraft). Adskillige af disse maskiner, ikke blot af damptærskemaskinerne, men også en betydelig mængde af så-, meje- og slåmaskinerne, var fælleseje og gik på omgang mellem andelshaverne – et træk, der varsler om de organisationsformer, hvorunder det mindre og det middelstore landbrug sikkert i fremtiden vil indrette sig.
En østrigsk landmand har ved praktiske eksempler fra sin egen bedrift vist, hvor enorme resultater der lader sig vinde ved en vidtgående modernisering af driftsmåden. Han har i mange år haft et stort gods i forpagtning og har ved et kapitaludlæg af over en million kroner til grundforbedringer, maskiner, besætning og andet inventar skabt et storstilet kapitalistisk mønsterbrug – en kornfabrik indrettet efter de samme principper som de industrielle kæmpebedrifter.
Damppløjningen er helt gennemført, og man har taget de nyeste og bedste maskiner i brug. Medens den ældre dampplov i løbet af 100 timer kun kunne bearbejde 89 tdr. land, kan den moderne dampplov i samme tid bearbejde 156 tdr. land. Og omkostningerne ved bearbejdelsen af hver td. land er sunket fra 15 kr. 77 øre til 11 kr. 38 øre. Den nye dampplov er forsynet med stærkt lysende acetylenlamper, således at arbejdet kan begynde før solopgang og fortsættes til efter solnedgang.
Jordbundsbeskaffenheden på de enkelte dele af godset bliver stadig kemisk undersøgt og tilførslen af kunstgødning bestemt efter rent videnskabelige undersøgelser; udgifterne til kunstgødning er omkring 100.000 kr. om året. Herved og ved en omhyggelig udvælgelse af sædekornet er det i tidens løb lykkedes at forøge høstudbyttet til den tredobbelte mængde.
Korn og kartoffeltoppe bliver kogt sammen i kedler, og der bliver tilsat en natronopløsning, derved forvandles de til et udmærket foderstof. Roeskiverne bliver kunstig tørrede – og alene derved kan der af det samme kvantum roer skabes foder til 1.000 stude flere, end der under den ældre fodringsmetode kunne holdes. Resultatet af denne moderne bearbejdelse af foderstofferne har været, at man har kunnet forøge kvægholdet stærkt, samtidig med at man har kunnet indskrænke det areal, der var bestemt til roer og græsgang, og udvide kornarealet.
At de nyeste og hensigtsmæssigste hjælpemidler er indført overalt, hvor det lader sig gøre, er en selvfølge. Alle bedriftens afdelinger står i telefonisk forbindelse med hinanden. Flyttelige spor benyttes til at føre sædekornet og kunstgødningen ud på markerne og føre høsten hjem. Anvendelse af maskiner trænger ind på de forskelligste områder. Arbejdslønnen udgør kun en ringe og stadig ringere del af de vældige kapitalanlæg; i 1889 blev der ialt som arbejdsløn udbetalt 76,000 kr., i 1906 var beløbet steget til 143,000 kr., men siden har maskinerne overflødiggjort så megen arbejdskraft, at beløbet er sunket til 119,000 kr. Og samtidig med at arbejdslønnens samlede beløb kun er steget med godt halvdelen, er kapitalindtægten vokset til næsten det dobbelte.
Erfaringer som disse har man gjort overalt i verden, hvor kapitalen har etableret et landbrug, hvilende på den videnskabelige indsigt og udstyret med de mest moderne redskaber. De viser, hvor let og simpelt det vil være, hvor ringe et mål af slid det vil kræve at skabe levnedsmidler nok for hele befolkningen - når først den nuværende planløse produktionsuorden afløses af den planmæssige, socialistiske produktionsorden, og menneskene gennem samarbejdet opfylder budet om at gøre sig jorden underdanig.
Vi har set, hvilken forvandling det menneskelige arbejde er undergået og stadig undergår i kraft af den fremskridende teknik; og vi har igennem en række statistiske eksempler dannet os en forestilling om den mægtige forøgelse af arbejdets ydeevne, som derved er indtrådt.
Det er i virkeligheden en forvandling af arbejdet, der her er tale om. Der er en væsensforskel mellem det arbejde, som nuomstunder udføres i de moderne, med alle nutidens hjælpemidler udstyrede bedrifter, og det, som var det fremherskende i vore bedsteforældres tid. Det sæt af simple redskaber, som i gamle dage blev brugt under arbejdet, er vokset, har antaget en hel ny skikkelse, er blevet bestandigt mere omfangsrigt, mere sindrigt sammensat, mere hensigtsmæssig i sin virkemåde. Mere og mere kæmpemæssig bliver den samling af mekaniske og kemiske hjælpemidler, som således skyder sig ind mellem arbejderen og arbejdsresultatet, med det formål at øge arbejdets nyttevirkning.
Det er kapitalismens fortjeneste, at den har skabt spillerum for denne tekniske omvæltning, der sætter mennesket i stand til med det samme udlæg af arbejdskraft at stille stedse voksende mængder af allehånde nyttegenstande til rådighed for samfundets forbrug. For at denne bevægelse med fuld styrke kunne sætte ind, var det en nødvendig forudsætning, at de gamle, fra middelalderen nedarvede samfundsforhold blev sprængt, at lavsvæsenets afskaffedes, at frikonkurrencen blev den herskende, at bønderne befriedes fra afhængighedsforholdet til herremanden, at de politiske og retslige tilstande blev grundig omformede, således at kapitalen uindskrænket kunne gøre sin vilje gældende. Kapitalismen har brudt vej for den moderne tekniske udvikling; socialismens store opgave vil det være dels at forvandle denne tekniske udvikling fra en kilde til profit for kapitalisterne og til udbytning for den øvrige befolkning til en kilde til velvære og kultur for hele samfundet og dels at føre selve udviklingen videre frem, til nye, højere trin, der først kan nås, når det kapitalistiske samfunds rammer sprænges.
Thi ligesom den kapitalistiske produktionsmådes gennembrud og sejr i sin tid var en uomgængelig historisk nødvendighed, således viser socialismen sig nuomstunder bestandig tydeligere at være det.
Den samme kapitalisme, der i sin tid skabte bane for den tekniske udvikling, har i tidens løb forvandlet sig til en klods om benet på den tekniske udvikling, til en skæbnesvanger hindring for at befolkningens arbejdskraft i fuldt mål kan komme samfundet til nytte.
Thi bestandig kolossalere bliver det spild af arbejdskraft, som den kapitalistiske produktionsmåde fører med sig. De store internationale kriser, med deres masseagtige arbejdsløshed, som følger med kortere og kortere mellemrum og anretter voksende ødelæggelser, er kun de mest iøjnefaldende udslag af den bevægelse, som til stadighed går for sig under kapitalens herredømme. Ethvert fremskridt, som iværksættes, fører samtidig tilbageskridt med sig. Når kapitalen på det ene punkt efter det andet indfører en forbedret, en endnu mere hensigtsmæssig, endnu mere arbejdsbesparende teknik, da betyder det, at nye dele af befolkningens arbejdskraft bliver overflødiggjort og bliver kastet til side og tvinges til at søge sysselsættelse på områder, hvor den kun for en ringe del kan komme til virkelig nytte. Bliver det muligt at indføre maskiner, som overflødiggør så og så mange tusind arbejdere i et eller andet fag, da strømmer disse udskudte arbejdere, for hvem der ikke længer er plads på det normale kapitalistiske arbejdsmarked, ud til allehånde småerhverv, hvor de kun kan udrette en brøkdel af det arbejde, som de kunne have præsteret i de store, hensigtsmæssigt udstyrede bedrifter. De slår sig ned som småhandlende i arbejdergaderne, hvor der allerede er overflod af handlende, de indretter sig småværksteder i storbyens baggårde eller ude i stationsbyerne, de åbner en rulleforretning eller deslige, de søger plads som bude, portnere eller viceværter – altsammen stillinger, som i bedste fald giver dem det nødtørftige livsophold, men som socialt set er en hensigtsløs ødslen med arbejderne, en tæren på den fond af energi, som står til samfundets rådighed. Dag ud, dag ind går denne bevægelse for sig; enhver teknisk forbedring lægger nye menneskers arbejdskraft brak, kaster nye mennesker ud til den overflødiggjorte, mere eller mindre uproduktive befolknings stadig voksende masser. Således skriger fra år til år misforholdet mellem de værdimængder, der frembringes i samfundet, og den umådelige skaberkraft, samfundet i virkeligheden råder over. Den kapitalistiske samfundshusholdning er som et landbrug, hvor man på den intensiveste måde dyrker en ganske lille og bestandig mindre plet af jorden, men lader store og stadig større jordstykker ligge øde hen som bytte for lyng og ukrudt. De rigdomme, der mellem år og dag frembringes, er kun en ringe og en stedse ringere del af de rigdomme, som kunne frembringes hvis hele befolkningens arbejdskraft blev taget i brug på den hensigtsmæssigste måde og produktionen på de forskellige områder reguleret i overensstemmelse med de virkelige behov.
Men den vældige forøgelse af det samfundsmæssige arbejdes ydeevne, som heraf vil følge, kan først blive til virkelighed, når det kapitalistiske profithensyn forsvinder, og samfundshensynet bliver det bestemmende for produktionen. Ikke mindst af den grund viser socialismen sig i stadig stigende grad som en historisk nødvendighed.
Overalt i samfundet ser man, under mange forskellige former, hvordan den kapitalistiske produktionsmåde nødvendigvis må føre et umådeligt spild af samfundets arbejdskraft med sig.
Der er ingen tvivl om, at arbejdet i de store landbrug, som virker med de bedste maskiner, tiden kender, giver et langt større udbytte end i de små bedrifter. Kunne man måle den værdi, som i løbet af en arbejdsdag skabes af en daglejer på herregårdsmarken og af en husmand på hans egen lod, ville man se, at den første af de to mænd har frembragt sikkert mange gange så meget som den sidste, at hans arbejde altså, samfundsmæssigt set, har været mange gange så værdifuldt. Og dog søger landbrugets underklasse i så stor en udstrækning som muligt bort fra arbejdet på de store gårde over til arbejdet i egne selvstændige småbedrifter – en bevægelse, der er naturlig og nødvendig, så længe udbytningen holder landarbejderne nede i så elendige kår, som tilfældet nu er. Thi selv om herregårdsarbejderen frembringer langt mere end husmanden, så bliver den del af udbyttet, der tilfalder ham selv som løn, dog i almindelighed endnu mindre end husmandens fortjeneste; og husmandskårene bliver for ham en attråværdig stilling, som lover ham tryggere livsforhold og større indtægter. Det store, med den ypperste teknik udstyrede landbrug, der nuomstunder for landets underklasse står som en trist, fornedrende trædemølle, kan først under socialistiske samfundsforhold blive det middel, hvorved landproletariatet kan skaffe sig frihed, velstand og lykke.
Sidst opdateret 2.12.2008